I. GEOGRAFISKE FORUDSÆTNINGER

DE tidligere dansk-vestindiske Øer St. Croix, St. Thomas og
St. Jan er beliggende ved det caraibiske Hav i Øgruppen de
smaa An tiller; Øerne ligger indenfor et Omraade, der begrænses
af 18° 5' og 18° 46' nordlig Bredde og 64° 12' og 65° 38' vestlig
Længde.

Øerne er ikke i den danske Tid blevet nøjagtigt opmaalt, men angives i Statistisk Aarbog 1916 at være henholdsvis St. Croix 218, St. Thomas 86 og St. Jan 55 km². Senere Oplysninger findes hos Dr. Rolf Berger²), der i 1934 giver følgende Tal:

Alle Øer er Klippeøer, hvis Overfladestruktur er varierende. St. Thomas og St. Jan er Bjærgøer, der væsentlig opfyldes af en enkelt Bjærggruppe. Disse to Øers Overflade gør dem saaledes kun lidet egnet til Opdyrkning; Lavlandet indskrænker sig til enkelte Dalstrøg samt til et mindre Kystareal omkring de Steder, hvor Bækkene løber ud.

Derimod har man paa St. Croix tre forskelligartede Landskabstyper;Nordvestenden
bjærgrig og minder overflademæssigt om

---

1) Jeg takker Kai Lemberg-Møller og Helga Lemberg-Møller for værdifulde

2) Rolf Berger: Die Inseln St. Thomas und St. Croix. Hamburg 1934. (S. 5—6).5_—6). (Dette Afsnit bygger for en stor Del paa Oplysninger i Bergers *5

de to andre Øer (det højeste Punkt er Mt. Eagle paa 380 m). Østendenhar Bjærge, der dog er fladere og lavere end Nordvestendens.Mellem to Omraader findes et ret stort fladt Areal paa omkring 100 km², som udgør Øens Midte og dens sydvestligeDel. Areal har fra Naturens Haand været vel egnet til Landbrug, idet den jomfruelige Jord ikke gennem lange Tider behøvede Tilførsel af særlige Næringsstoffer.

Øernes Klima er tropisk med en aarlig Middeltemperatur af 26,7 ° Celsius (Aarene 1875_—1916) og kun smaa Afvigelser herfra. Forskellen mellem den varmeste og den koldeste Maaned er 4,6°, medens den højeste maalte Temperatur i den anførte Periode er 35,5 ° C. og den tilsvarende laveste er 17,4 ° C.

Den fremherskende Vind er Nordostpassaten, der blæser det meste af Aaret med relativ ringe Styrke. I Maanederne August_— November er Vindforholdene mere vekslende med hyppige Sydøst og Østenvinde, og det er disse Vinde, der bringer Størstedelen af Øernes Nedbør. I Eftersommeren (specielt i August Maaned) hænder det, at der opstaar heftige Uvejr, der med Aars Mellemrum ytrer sig som voldsomme Orkaner, som foranlediger Skade baade paa Bygninger og Marker¹).

Om den aarlige Regnmængde udtaler Kommissionsbetænkningen af 1916²), at Regnmængden praktisk talt er den samme for alle de tre Øer, og at den for Perioden 1852^—1911 gennemsnitlig var 1176 mm. Dette er noget mindre end Nedbøren paa nogle af de andre og større Øer i Vestindien (Haiti ca. 1400 mm, Portorico ca. 1450, Martinique ca. 2000), men væsentlig større end i Danmark (Middelnedbør 626 mm i Gennemsnit for Aarene 1886—1925).

Dette Gennemsnit fremkommer ved betydelige Variationer fra det ene Aar til det andet³). Kommissionen af 1916 anfører paa Grundlag af Observationerne gennem 65 Aar følgende Oversigt over den aarlige Nedbørs Afvigelse fra Normalen:

---

1) len Artikel i Atlanten, Marts 1908, nævner Moses Melchior (S. 222—25) 22 Orkaner i Tiden fra 1772 til 1899 og omtaler de derved forvoldte ofte store Skader.

2) Betænkning afgiven af Rigsdagskommissionen angaaende de danskvestindiske Kbhvn. 1916. (S. 118—21).

3) Flere Forfattere nævner, at selv den normale Regnmængde paa St. Croix ligger i Underkanten af det nødvendige. I de udprægede Tørkeaar har Regnmangelen ligefrem været katastrofal (jvf. f. Eks. West's Beskrivelse Tørkeaaret 1789^—90 i hans Beretning om det danske Eiland St. Croix i Vestindien etc., i Maanedskriftet Iris, Juli 1791. Kbhvn.). I 1872 var Tørken saa stærk, at Kreaturerne delvis maatte fodres med Græs tilført fra andre Øer, men alligevel døde de i Hundredevis (jvf. Berl. Tid. 1/₁₀1872).

Regnen falder i korte, voldsomme Byger, saaledes at en stor Del af Vandet forsvinder i Havet, hvis det ikke opsamles af Plantevæksten paa kunstig Maade. Bygerne fordeler sig meget uregelmæssigt gennem Aaret, og da dette har en afgørende Betydning Høsten, har vi i Fig. II efter Kommissionsbetænkningen af 1916 gengivet Gennemsnittet af Regnmængden i Aarets 12 Maaneder.

Man ser heraf, at der kan tales om en »lille Regntid« i Maj_— Juni og en »stor Regntid« August_—November, medens Regnmængden det meste af Høsttiden i Foraarshalvaaret er forholdsvis ringe.

Nedbøren er ret uregelmæssig paa de enkelte Plantager, og det kan være, at medens den ene Plantage faar en kraftig Bløder, faar Naboplantagen ingen eller næsten ingen Regn. Selvom en Del af Forskellighederne udlignes over en længere Periode, er Regnmængden St. Croix forskellig i de enkelte Distrikter. Nordvestenden mere og Østenden mindre end Gennemsnittet. Dette er belyst i Figur 111, der er gengivet efter The Geographical Review Juli 1933¹).

Ved Europæernes Ankomst til Øerne (ca. 1500) var Størstedelen af disse bevokset af en tropisk, stedsegrøn Skov (Mahognitræer, Ceder etc.), medens de mere regnfattige Egne (f. Eks. Østenden af St. Croix) var bevokset med Buske og Tornekrat. Langs Kysterne en Del Sumpvækster (Mangrove o. 1.). Øernes Bevoksning at en stor Del af Fugtigheden fra de heftige Regnskyl blev tilbageholdt i Jorden og hverken fik Lejlighed til at fordampe eller gennem de mange Smaabække forsvinde i Havet.

Europæerne fjernede hurtigt Skoven, særlig fra St. Croix' frugtbareMidte,
Nytteplanter (Tobak, Bomuld, Sukker m. m.) viste
sig i Stand til at udnytte de rige naturgivne Muligheder. Efterhaandensom

---

1) Earl B. Shaw: St. Croix: A Marginal Sugar-producing Island, i The Geographical Review, Juli 1933.

haandensomJorden gennem den intensive Bearbejdelse blev mere og mere udpint, kunde den ikke som tidligere optage Vandet, og en større Del af dette forsvandt ud i Havet. Det maatte derfor efterhaanden blive en Opgave for Tekniken at træffe Foranstaltninger,saa Vandet atter i højere Grad kunde blive til Nytte for Planterne. Hvor dette ikke fandt Sted, blev Manglen paa Fugtighedstedse følelig, og store Strækninger egnede sig efterhaandenbedre Græsning og Kvægplantager. Endnu findes der Rester af den oprindelige Bevoksning, bl. a. med Buske, og rundt om fandtes og findes der mange af Tropernes farvestraalende Planter.

Omkring Øerne er der til Dels meget store Havdybder, idet St. Croix og de to Øer St. Thomas og St. Jan ligger paa hver sin undersøiske Bjergryg med en flere Tusinde Meter dyb Rende imellem. Adskillige Steder er der Mulighed for Fiskeri, om end der ikke er nogen Fiskearter eller Fiskemængder, som faktisk er vidnyttet i større Maalestok.

Grænsen mellem Hav og Land er meget varierende; nogle Steder
Kysten sandet eller sumpet, andre Steder er der lav Klippe-

kyst og Skær, som danner Mulighed for naturlige Havne, omend disse paa Grund af Koralrev ikke altid er helt ufarlige at besejle, ligesom pludselige Storme i høj Grad har kunnet vanskeliggøre Lastning og Losning. Øernes bedste Havn er Charlotte Amalie paa St. Thomas; Havnens naturlige Fortrin er saa store, at den maa betragtes som den bedste Naturhavn paa de smaa Antiller.

Havnene paa St. Croix ved Christianssted og Frederikssted er fra Naturens Haand væsentlig ringere udrustede (Frederikssted er egentlig ikke andet end en aaben Red, medens Indsejlingen til Christianssted er ret farlig). Disse Havne er ikke egnede for større Skibe, medens de efter vor Tids Opfattelse smaa Skibe, der dengang besørgede Trafiken mellem Antillerne og Europa, nok kunde ligge paa Reden uden større Risiko.

Disse Forhold har haft stor økonomisk Betydning paa en Tid,
hvor Transporten til Lands maatte foregaa i smaa Vogne ad tildelsdaarlige

delsdaarligeVeje. Det tidligere omtalte frugtbare Lavland paa St. Croix laa i Nærheden af enten Frederikssted eller Christianssted,saaledes Varetransporten fra Sukkerplantagerne paa St. Croix til Raffinaderierne i København eller andre fjerne Byer kunde finde Sted for en ganske overvejende Del ad Søvejen og uden kostbare Omladninger. Men disse Fordele ophørte, da Omkostningerneved over større Strækninger ved Hjælp af Jærnbaner og Automobiler blev relativt mindre, og da Søtransportover Strækninger skete ved Hjæp af større Skibe.

De geografiske Forhold viser saaledes, at der, før Nutidens Teknik at gøre sig gældende, var et til Efterspørgselen svarende velegnet Sukkerareal paa St. Croix. Dette Areals Velegnethed dog afhængig af, at Sukkerplanterne kunde faa en tilstrækkelig Vandmængde, svarende til Datidens Sukkerrørs Ydelser, var mindre end normalt i Nutiden, og dette kunde opnaas paa St. Croix de fleste Aar; hertil kommer, at den begrænsede Nedbør forhindrede Ukrudtsplanterne i at tage Magten fra en lidet effektiv Teknik ved Jordens Bearbejdelse.

Distriktets naturlige Velegnethed ophørte, efterhaanden som mere givende Plantearter krævede større Fugtighed. Den industrielle af Rørene, der under primitive Forhold kunde ske ved Hjælp af Kraften fra en Vind- eller Hestemølle, kunde efterhaanden billigst foregaa paa store Fabrikker, der igen nødvendigvis have store velegnede Landbrugsarealer som Basis, og saadanne fandtes ikke paa St. Croix' begrænsede Omraade.

Øerne og da i Særdeleshed St. Croix viser en økonomisk Enhed, der, før den tekniske Udvikling tog Fart, var stærkt begunstiget gennem sine naturlige Betingelser, men som gennem det sidste Aarhundrede eller lidt mere har maattet lide under, at de geografiske for Produktion og Erhverv stedse blev ringere.

I geografisk Henseende minder Forholdene paa de tidligere danske Øer om Forholdene paa de andre smaa Antiller; dog maa det bemærkes, at Regnmængden paa de danske Øer har været mindre end paa Flertallet af de øvrige.

Derimod er de geografiske Forhold paa de store Antiller (særlig Cuba) væsentlig anderledes. Her er Regnmængden større, og Jorden vanskeligere opdyrkes med primitive tekniske Hjælpemidler. Hjælp af Nutidens Teknik giver Jorden imidlertid større Udbytte, og de større Omraader giver Basis for Stordrift baade med Hensyn til Produktion og Transport.

II. KOLONISATION OG BEFOLKNING

Da Columbus 1492 landede paa de smaa Antiller, var de beboet af krigerske Indianerstammer. I de følgende to Aarhundreder mindskedes Indianerbefolkningen gennem Krige med de indtrængende Udvandring til mindre udsatte Steder og Overanstrengelse Arbejde for de hvide. De smaa Øer, som saaledes hurtigt affolkedes, fik derfor mindre Interesse for Europæerne Indtægtskilde. Nogle af dem blev flere Gange besat og atter opgivet, og dette gælder bl. a. de senere danske Øer, der skiftevis var i Hænderne paa Spaniere, Englændere, Hollændere og Franskmænd. Den faste Kolonisation indledtes paa disse Øer af de franske Malteserriddere, der erobrede St. Croix 1650. Gennem Periode forsøgte de at dyrke forskellige Planter, som Bananer Citroner; men det førte ikke til noget større Resultat, og Øen blev forladt 1695.

Den første Efterretning vi har om, at et dansk Skib har sejlet paa disse Farvande, er fra 1652, da Skibet »Fortuna« hjemkom fra de »karaibiske Eylænder«¹). Samme Aar oprettedes et »Karaibisk et Interessentskab af 5 københavnske Købmænd, der fik en Række Privilegier paa Handelen paa Vestindien; men det maatte efter nogle uheldige Aar (flere af dets udsendte Skibe blev kapret af Englænderne) indstille Virksomheden. I 1660'erne genoptog det Handelen, og Øen St. Thomas var en kort Overgang (1666^—67) paa danske Hænder, men blev atter opgivet.

Efterhaanden blev saavel Staten som private Købmænd interesseret at organisere den danske Handel paa Vestindien, og dette førte i 1671 til Oprettelsen af Det Kongelige Octroyerede Danske Vestindiske Compagnie, der ved Octroyen fik fastsat bestemte Monopolrettigheder, Ret til at besætte St. Thomas 0. Dette skete ved Kaptajn Jørgen Iversen Dyppel 1672.

Dette vestindiske Kompagni (som er det eneste af varig Betydningfor havde en tegnet Aktiekapital paa 64.300 Slettedaler(96.450 dansk Courant), der i det væsentlige var tegnet af velhavende københavnske Borgere (ogsaa Kongen og Dronningen tegnede Aktier i Selskabet). Kompagniets daglige Ledelsevar

---

1) Se for Fremstillingen af den ældste Tid særlig Kay Larsen: Dansk Vestindien 1666—1917. Kbhvn. 1928, samt Waldemar Westergaard: The Danish West Indies. New York 1917.

delsevarhos Direktørerne (oprindelig 3, nemlig Jens Juel, Peder Lerche og Hans Nansen; senere 7. Af senere Direktører kan nævnesThomas og Joost v. Heemert); til vigtigere Afgørelsersammenkaldtes oprindelig kun de to største Aktionærer, senere steg deres Antal til 5. Paa St. Thomas var den øverste Myndighed hos den af Direktionen udnævnte Guvernør (Jørgen Iversen var St. Thomas' første Guvernør, efter ham fulgte Nicolai Esmit og derpaa dennes Broder Adolph Esmit). Kompagniet var ifølge sin Octroy suveræn paa Øen (det havde saaledes Ret til at opkræve Skatter), og danske Statsmyndigheder eksisterede ikke derovre.

Da det var vanskeligt at faa frivillig dansk Arbejdskraft til Rydningen, af Fort m. m., fik Kompagniet fra Starten Ret til at rekvirere Straffefanger (fra Bremerholm og Christianshavn). Det forøgede naturligvis den i Forvejen store Risiko ved de lange Sejladser til Vestindien.

Det viste sig hurtigt, at Handel direkte mellem St. Thomas og København ikke var rentabel, og i 1674 blev Kompagniet slaaet sammen med det Glückstadtske Afrikanske Kompagni, der handlede Guineakysten og havde Fort der, til det Vestindisk-Guineiske Heller ikke i den nye Form gik Handelen særlig godt, og man maatte allerede 1675 slække Privilegiet ved at give de enkelte Aktionærer samt enkelte Udlændinge Ret til paa egen Haand at drive Handel. Det kneb med Indbetalingen af Aktiekapitalen; 1675 truede man de Aktionærer, som ikke havde indbetalt tegnede Beløb, med Konfiskation af deres Andel, og denne Trusel iværksattes 1680. Senere maatte man flere Gange paalægge Aktionærerne (i 1680 ogsaa andre velhavende Borgere) yderligere Tvangsindbetalinger.

Paa St. Thomas anlagde Kompagniet Plantager¹); de fleste af disse blev afhændet til private, men Kompagniet beholdt dog enkelte.Dets var Handel, og man kom efterhaandenind den faste Trafik at sende Skibe med danske Produktertil der indtoges en Last Negre, som var velegnedetil haarde Landbrugsarbeide i det vestindiske Klima og derfor kunde sælges paa St. Thomas; herfra hjemførtes vestindiskeProdukte

---

1) Den første Tælling paa St. Thomas holdtes 1688 (jvf. Westergaard (S. 121), der henviser til Land Lister for St. Thomas 1688; disse findes i Rigsarkivet). Der taltes 90 kortlagte Plantager med 422 Slaver. Den hvide Plantagebefolkning var paa 148 Personer, hvoraf 66 Hollændere, 31 Englændere, Franskmænd, 17 dansk-norske og 17 andre.

indiskeProdukter¹). Paa St. Thomas var der imidlertid ikke meget at hente, og det var paa Grund af Tidens Handelsrestriktionervanskeligt faa Varer fra andre Øer. I Aarhundredets sidste Aar fik St. Thomas Ry for at være Samlingsplads for en Del af Vestindiens Pirater, og særlig Brødrene Esmit havde som Guvernører Ord for paa denne Maade at skaffe Øen de ønskede Produkter til Afsætning i Europa. Alligevel gik Virksomheden økonomisk daarligt, og der blev indtil 1690 overhovedet ikke udbetaltnoget til Aktionærerne.

For at forbedre Virksomhedens Økonomi blev der 1685 sluttet Aftale med det Brandenburgske Afrikanske Kompagni om, at der skulde overlades det et Areal paa St. Thomas, hvor det kunde anlægge og drive en Plantage mod Betaling af visse Afgifter, dels som aarlig Leje, dels som Eksporttold. Brandenburgerne noget mere driftige end det danske Kompagni og blev efterhaanden en farlig Konkurrent for dette, ikke mindst paa Negerhandelens Omraade. Da Kontrakten udløb 1715, sørgede man fra Kompagniets Side for, at den ikke blev fornyet.

Et andet Forsøg i samme Retning var, at Kompagniet i 1690 bortforpagtede hele St. Thomas til en Bergen-Købmand Thor Möhlen. Forsøget blev en stor Fiasko, og Thor Möhlen trak sig 1693 ud af Forretningen med store Tab. Men Kompagniets Aktionærer 1691 og -92 for første Gang at faa udbetalt Udbytte.

I 1697 fik Kompagniet ny Octroy. Kapitalen var nu vokset til 84.883 Rid. d. C. I de følgende Aar gik det noget bedre, og særlig Handelen med Negerslaver blomstrede op. Skibsfarten blev større og regelmæssigere. Mens Kompagniet fra 1696 blev i Stand til at betale Gager til Direktørerne, kunde det dog først i 1714 udbetale Udbytte til Aktionærerne (12%). Derefter kom der igen vanskelige Westergaard oplyser, at i Perioden 1697_—1733 ejede Kompagniet Skibe ialt, hvoraf det mistede de 8 ved Forlis og fremmed Den næste Udbyttebetaling fandt Sted 1721 (8 %), men var dog ikke Tegn til en varig Ændring, idet der allerede maatte kræves nye Tvangsindbetalinger; Kompagniet gav efterhaanden paa Grund af den daarlige Økonomi frivillig Afkald paa flere af sine Handelsprivilegier.

I 1729 udvidede Kompagniet sin Virksomhed ved at paabegynde

---

1) En tilsvarende Trekantshandel fandt Sted fra en Række andre europæiske med Besiddelser i Afrika og Amerika.

Raffinering af det vestindiske Sukker paa eget Raffinaderi i København.I
Anledning udstedtes nye Aktier for at skaffe Kapitaltil
Foretagende.

Naar Kompagniets Virksomhed gik saa slet som beskrevet, var det fordi St. Thomas var for lille som økonomisk Basis, og man forstod, at det var nødvendigt at udvide denne ved Okkupation eller Køb af andre Øer. Allerede i 1717 blev St. Jan, som man gennem længere Tid formelt havde gjort Krav paa, besat af en Styrke fra St. Thomas; men heller ikke denne 0 var tilstrækkelig som Basis for videre Virksomhed. Opmærksomheden henledtes da paa St. Croix, der tilhørte Frankrig, men som siden 1696 havde været übeboet.

Forhandlinger med Frankrig blev indledt og førte til, at Kompagniet 1733 købte St. Croix for 750.000 Livres (164.000 Rdl. d. C.¹)), hvoraf Halvdelen kontant. Midlerne hertil skaffedes delvis ved Laan fra den kongelige Kasse (30.000 Rdl.), saaledes at man fik Tid til at reorganisere Kapitalforholdene. Kompagniets samlede var efter Reorganiseringen følgende (efter Westergaard, 207):

For at begunstige Kompagniet bestemtes det, at danske Raffinaderier kun maatte raffinere vestindisk Sukker, og i 1737 overtog Kompagniet de bestaaende Raffinaderier, saaledes at det nu havde Monopol baade paa Raasukker og Raffinade.

Forudsætningen for en rentabel Udnyttelse af den i St. Croix investerede Kapital maatte være en hurtig Opdyrkning af Øens Jord, og man bestemte derfor, i Overensstemmelse med Tidens almindelige Praksis, at Aktionærerne ved Indskydelsen af den nye Kapital fik overdraget et Antal Plantager å 150 Agre (acres) efter Indskuddets Størrelse; disse Plantager maatte Aktionærerne enten selv opdyrke eller sælge gennem Kompagniet, dog kun til en Mindstepris af 1000 Rdl. for en Sukkerplantage og 500 Rdl. for en Bomuldsplantage (dertil behøvedes ikke saa god Jord og saa megen Regnmængde). Det viste sig imidlertid, at Afsætning os

---

1) Jvf. Det Vestindisk-guineiske Kompagnis Direktionsprotokol 1&91^— 1734, S. 126 ff. (i Rigsarkivet).

Opdyrkning gik trægt, og i 1736 nedsattes derfor paa Initiativ af de engelske og hollandske Købere Prisen til 500 Rdl. for en Sukkerplantage og 120^—240 for en Bomuldsplantage. Det var væsentligEnglændere, foretog Opdyrkningen; i 1741 var der 5 Gange saa mange Englændere som danske paa St. Croix¹).

I de Aar, der fulgte efter Reorganisationen, steg Kompagniets Overskud noget, men der kom ret snart Vanskeligheder ved at faa Plantagedriften i Gang, og man maatte give de nye Plantageejere ret betydelige Kreditter. Da der var en haard Konkurrence med hollandske Handelsfolk, foretog man i 1747 en Nyordning, hvorved private danske Købmænd, som handlede paa Øerne, optoges Kompagniet, samtidig med, at dets Kapital udvidedes til 625.000 Rdl. Der udstedtes en ny Octroy, og al privat Handel paa Øerne blev nu forbudt; men dette Forbud kunde dog ikke fuldtud gennemføres, da det var nødvendigt at tilføre Træ og visse Fødevarer andre Egne af Amerika. For yderligere at begunstige Kompagniets Virksomhed i København forbødes al Indførsel af raffineret til Kongeriget.

Trods den betydelige Støtte fra Staten, som Kompagniet fik, gik dets Virksomhed ikke tilfredsstillende. En Række af dets udestaaende var ret usikre, og i 1754 kunde de inddrivelige ikke dække de forfaldne Forpligtelser. Borgerraadet paa St. Croix androg om, at Monopolet maatte blive ophævet, og Generalforsamlingen besluttede at henvende sig til Kongen for at faa Kompagniet opløst. Da Staten ønskede Handelsforbindelsen med Vestindien fortsat og udvidet, overtog den samtlige Forpligtelser Fordringer og udløste Aktionærerne med 1000 Rdl. pr. Aktie i Obligationer. Statens Udgifter herved var ialt 2,24 Mill. Rdl., heraf 1,25 Mill. til Aktionærerne. En Del af denne Udgift modsvaredes dog af Overtagelsen af Aktiverne.

Kompagniets Betydning for Øernes Erhvervsliv og særligt for Sukkerplantagerne har skiftet gennem Tiden. I de første Aartier kan der næppe være Tvivl om, at det betød en Koncentration af Kapital og Initiativ, og man kan daarligt tænke sig, at Enkeltmændunder vanskelige og meget risikable Kommunikationsforholdhavde og kunnet paabegynde Plantagedrift og

---

1) Dette Forhold holdt sig gennem Tiden, saaledes at Planterbefolkningen Stadighed mest bestod af Udlændinge, særlig Englændere, Irer og Skotter. Jvf. t. Eks. en Artikel i det liberale »Fædrelandet« 1840 (Nr. 314 og 316), der beklager sig over, at der aldrig har været Tale om en egentlig dansk Kolonisation.

fast Virksomhed paa Øerne. En særlig Betydning har Kompagniet haft for Opdyrkningen af St. Croix, idet det som Sælger af Grundenepaa ene Side viste sig meget large med at fastholde den lave Grundpris, der var fastsat i Begyndelsen, og ved at yde Planterne store Kreditter, paa den anden Side — efter at det havde vist sig, at mange havde købt Plantager i den udelukkende Hensigt at sælge det Træ, der fældedes, for derefter at forlade Øen — krævede, at enhver Køber af Plantagegrund inden tre Maanederskulde Slaver paa Grunden til dens Opdyrkning«. Paa Kompagniets Debetside maa nævnes, at det som monopolistisk Køber kan have været hæmmende for Plantageejernes Initiativ og sikkert i den sidste Del af Perioden har virket begrænsende paa Handelen.

Handelen blev efter Opløsningen af Kompagniet frigivet for
danske Købmænd, og disse fik fri Adgang til at raffinere det importerede

Faktisk havde Kompagniet kun i kortere Aarrækker haft fuldstændigt og allerede i Slutningen af det 17. Aarhundrede var der ved Siden af Kompagnihandelen en livlig privat Handel med Negre fra Guineakysten. Paa St. Thomas' Slavemarked blev der solgt saa mange Slaver, at man ikke alene kunde dække de danske Øers Behov, men ogsaa kunde genudføre et betydeligt Antal til andre Egne af Vestindien. Som Følge af denne lette Adgang Arbejdskraft strømmede der mange europæiske Plantere til, og ved deres Opkøb af Slaver voksede Befolkningen hurtigt.

Af Tabel 1 ses, at der har været en væsentlig forskellig Udvikling Befolkningsforholdene paa de tre Øer. Befolkningen paa St. Croix var meget stærkt stigende gennem hele det 18. Aarhundrede; Slavehandelens Ophør 1802 og gennem hele Resten af Perioden var den i Tilbagegang. Paa St. Jan er Udviklingen noget lignende, blot naas Maksimum lidt tidligere. Paa St. Thomas var Befolkningstallet langt svagere voksende gennem det 18. Aarhundrede den første Tid efter Erhvervelsen af St. Croix gik det endda en Del tilbage); derimod ser vi en stærk Stigning i den første Halvdel af det 19. Aarhundrede, hvor Havnen Charlotte Amalie fik øget lokal Betydning ved, at mange Handelsrestriktioner og ved Skibsfartens stærke Vækst i dette Tidsrum.

Befolkningstætheden paa Øerne i Sammenligning med det egentligeDanmark
af Tabel 2, hvor det ses, at Befolkningstæthedenomkring
var endog meget større end i Danmark;

men denne Forskel aftager ved den helt forskelligartede Udviklingaf

Befolkningen paa Øerne¹) er i Særdeleshed karakteriseret gennem i hvide og sorte eller mellem frie og Slaver. Det er den sidste Deling, der findes statistiske Oplysninger om, og man maa ved Studiet af Tabel 3 erindre, at de frie foruden Europæere bestod af en Del Blandinger og af frigivne Slaver.

Der har igennem hele Perioden været langt flere Slaver end frie, og dette gælder i Særdeleshed den ældre Tid²), hvor Delingen mellemSlaver frie nøje svarede til Delingen mellem sorte og hvide. Dette kunde være farligt for den hvide Befolkning, særlig da en

---

1) Jvf. foruden Matriklerne (som findes paa Rigsarkivet) og de offentlige særlig Adolph Frederik Bergsøe: Den danske Stats Statistik, Bind (S. 599—624). Kbhvn. 1853.

2) F. Eks. var (ifl. Oxholm; se Noten S. 81) af Øernes samlede Befolkning 1796 88 % Slaver.

stor Del af de importerede Negre kom fra krigerske Stammer paa Guineakysten. Man fik da ogsaa forskellige Uroligheder, af hvilke den alvorligste var Oprøret paa St. Jan 1733_—34, hvor en stor Del af Øens hvide Befolkning blev myrdet, inden der kunde komme Hjælp fra St. Thomas¹). Efterhaanden udgjorde dog Slaverne en

aftagende Del af Øernes Befolkning, saaledes i 1846 56 %, og der var siden Begyndelsen af det 19. Aarhundrede i nogen Grad dannet en Mellemklasse af »frikulørte« (frigivne og frikøbte Slaver)²).

Af Interesse er endvidere Befolkningens Fordeling imellem Byog Oplysninger herom findes dels hos Bergsøe og dels i den officielle Statistik og er for henholdsvis St. Thomas og St. Croix gengivet i Tabel 4 og Tabel 5.

---

1) Oprøret er bl. a. beskrevet i Georg Høst: Efterretning om Øen St« Thomas og dens Gouverneurer. Khbvn. 1791.

2) Ifølge Matriklerne var Antallet af frie Negre i 1815 2.413. I 1845 var det samlede Antal frie Personer 5.941; heraf var antagelig knap 2.000 hvide., saa at der da fandtes over 4.000 frie Negre (flest Kvinder).

Af Tabellen fremgaar, at Landbruget paa St. Thomas aldrig har
haft nogen væsentlig Betydning, at der gennem det 19. Aarhundrede
været en jævn, men ikke særlig udpræget Tilbagegang.

Forholdene paa St. Croix har ligget væsentligt anderledes, idet denne 0 har været præget af sit Landbrug, medens Byerne kun har haft en mindre Betydning. Landdistrikternes Befolkning er fra 1796 til 1911 sunket fra 22.577 til 7.672, altsaa med mere end 60 %, og dette hænger, som det senere vil blive forklaret nærmere, sammen med Tilbagegangen i Øens Sukkerproduktion. I den første Halvdel af det nittende Aarhundrede var der Fremgang i Bybefolkningen med Tilbagegangen i Landbefolkningen, men fra Aarhundredets Slutning er der nu samlet Tilbagegang baade i By og paa Land.

Fordelingen af Befolkningen mellem Mænd og Kvinder fremgaar
Tabel 6, hvor Tallene fra St. Croix er givet.

Det fremgaar, at Indførselen af Slaver fortrinsvis har været Mænd; disse har særlig været knyttet til det haardeste Markarbejde, deres Antal er gaaet ret hurtigt tilbage, saaledes at der i 1815 har været nogenlunde Ligevægt, medens Antallet af Kvinder har været i betydelig Overvægt fra 1835. For den senere Periode har Fordelingen mellem Mænd og Kvinder nærmet sig til Forhold, som €r kendt andetsteds.

Denne Udvikling af Befolkningsforholdene maa ses i Forbindelse at der i 1792 udstedtes Forbud (gældende fra 1802) mod Indførsel af Negerslaver. For Perioden herefter er Udviklingen af Befolkningstallene præget af den frivillige Vandring og af Forholdet Fødsler og Dødsfald, idet man dog, hvis Udviklingen fra 1802 særlig undersøges, maa have i Erindring, at der i 1790erne blev givet særlige offentlige Laan til Finansieringen af Indførselen af Slaver, hvorfor Slaveantallet ved Forbudets Begyndelse maa antages have været større end økonomisk nødvendigt.

Det kan tænkes, at der allerede i Perioden før 1848 har været nogen Vandring særlig til og fra Havnen paa St. Thomas, men da Slaverne var den relativt store Del af Befolkningen, kan Vandringerne antages at have haft større Betydning, i Særdeleshed ikke paa St. Croix. Efter Slaveriets Ophævelse 1848 har der været større Mulighed for Vandringer ogsaa blandt Negrene, men det kan antages, at Udvandringen i den første Tid efter Frigørelsen ikke har været stor. Der var nemlig en betydelig Mangel paa Arbejdskraft, dette foranledigede Myndighederne til at skabe et Immigrationsfond, der finansierede Indvandring af Arbejdskraft fra de andre (særlig engelske og hollandske) Øer i Nærheden. Det fik dog ikke større praktisk Betydning, fordi en stor Del af de indvandrede importerede atter udvandrede.

Derimod var der en meget betydelig Udvandring fra Øerne henimod af Perioden. Lønningerne var paa de danske Øer lavere end paa andre vestindiske Øer, og hertil kom Vanskelighederne at finde Beskæftigelse, efterhaanden som Sukkerproduktionen Da Arbejdet med Bygningen af Panamakanalen en stærkt stigende Efterspørgsel efter Arbejdskraft, tog Udvandringen fra Øerne Fart, og vi har heri en væsentlig Forklaring Nedgangen i Befolkningen mellem de sidste Tællinger.

For hele Perioden kan kun en mindre Del af Befolkningens Tilbagegang forklares ved Vandringer, og vi maa da se paa Forholdet mellem Fødsler og Dødsfald. Om dette nævner Oxhol ¹), at man hos Negerbefolkningen regnede med, at Antallet af Dødsfald oversteg Antallet af Fødsler betydeligt, saaledes at Befolkningen efter Oxholms Tal aftog med 1 % om Aaret, hvis der ikke indførtes Slaver²).

---

1) Peter Lotharius von Oxholm: De danske vestindiske Øers Tilstand. København 1797. (S. 62).

2) Spørgsmaalet om Fødselshyppigheden og Dødeligheden paa Øerne har været diskuteret af forskellige Forfattere, der er naaet til ret afvigende Re- sultater. (Se bl. a. Prokurist Sarauw: Om Fødsels- og Dødsforhold i Slavepopulationen de dansk vestindiske Øer, i Nyt statsoechonomisk Archiv 1843, 1. Bind, med kritisk Efterskrift af Udgiveren, Prof. David. Endvidere Bergsøe i sin foran nævnte Bog, Den danske Stats Statistik, Bd. 4, S. 607 ff. Endelig en Række Udtalelser, afgivet af den i 1902 nedsatte Kommission og trykt i dens Betænkning over Forholdene paa de danske vestindiske Øer, Kbhvn. 1903). Den store Uenighed skyldes Mangelen paa en paalidelig Statistik over Fødsler og Dødsfald (og delvis ogsaa over Indbyggertal). Indtil de offentlige paa Øerne indledtes (de første var 1835, 1846 og 1850), var Matriklerne det eneste væsentlige Materiale til Befolkningsstatistik, og disse led — foruden af almindelig Unøjagtighed — af den principielle Mangel, de udelukkende førtes af beskatningsmæssige Grunde (hvad Befolkning af Hensyn til Kopskatten paa Slaverne). Dette gjorde bl. a., at Statistik over »frikulørte« og over Spædbarnsdødelighed næsten helt mangler. Heller ikke Folketællingerne er ganske paalidelige eller udtømmende. de foreliggende Oplysninger maa det dog betragtes som sikkert, der for praktisk talt hele Tidsrummet har været større Dødelighed end Fødselshyppighed, stærkest dog i den ældste Tid. Om Aldersfordelingen kan man ud fra samme Kilder danne sig et Skøn, der sammenlignet med Danmark viser en relativt større Ophobning omkring mellemste, produktive Aldre (ca. 15^—40 Aar især). Antallet af gamle er særlig ringe i den ældste Tid, hvad der hænger sammen med det haarde Arbejde og de uhygiejniske Forhold.

III. AREALET

Ved den danske Stats Overtagelse af Øerne henlaa disse i Naturtilstand, de Forsøg, der havde været, paa Opdyrkning (af Englænderne paa St. Thomas og af Franskmændene paa St. Croix) var opgivet, og de paagældende Arealer maa antages at være faldet tilbage i Naturtilstand. Den første Opgave for det danske Kompagni derfor være Rydning af Urskoven. Dette skete efter Haagensen¹) ved, at de værdifuldeste Træsorter (f. Eks. Pockenholt Mahogni) blev sorteret fra og solgt, hvorefter Resten nedhuggedes afbrændtes.

Det næste Skridt for Kompagniet maatte være en omhyggelig Opmaaling af det til Plantager egnede Areal og derefter en Udstykningaf Denne Opmaaling og Udstykning fandt Sted i Tiden fra 1735 til 1750'erne, og den blev udført saa grundigt, at den har dannet Basis for Ejendomsforholdene for hele Resten af den danske Tid. Ved Udstykningen blev den dyrkelige Del af St. Croix delt i Plantager, der i de fleste Tilfælde var paa 150 Agre. Hver Ager fastsattes til 40.000 3 Fod (0,7 Td. Land eller en engelsk

---

2) Spørgsmaalet om Fødselshyppigheden og Dødeligheden paa Øerne har været diskuteret af forskellige Forfattere, der er naaet til ret afvigende Re- sultater. (Se bl. a. Prokurist Sarauw: Om Fødsels- og Dødsforhold i Slavepopulationen de dansk vestindiske Øer, i Nyt statsoechonomisk Archiv 1843, 1. Bind, med kritisk Efterskrift af Udgiveren, Prof. David. Endvidere Bergsøe i sin foran nævnte Bog, Den danske Stats Statistik, Bd. 4, S. 607 ff. Endelig en Række Udtalelser, afgivet af den i 1902 nedsatte Kommission og trykt i dens Betænkning over Forholdene paa de danske vestindiske Øer, Kbhvn. 1903). Den store Uenighed skyldes Mangelen paa en paalidelig Statistik over Fødsler og Dødsfald (og delvis ogsaa over Indbyggertal). Indtil de offentlige paa Øerne indledtes (de første var 1835, 1846 og 1850), var Matriklerne det eneste væsentlige Materiale til Befolkningsstatistik, og disse led — foruden af almindelig Unøjagtighed — af den principielle Mangel, de udelukkende førtes af beskatningsmæssige Grunde (hvad Befolkning af Hensyn til Kopskatten paa Slaverne). Dette gjorde bl. a., at Statistik over »frikulørte« og over Spædbarnsdødelighed næsten helt mangler. Heller ikke Folketællingerne er ganske paalidelige eller udtømmende. de foreliggende Oplysninger maa det dog betragtes som sikkert, der for praktisk talt hele Tidsrummet har været større Dødelighed end Fødselshyppighed, stærkest dog i den ældste Tid. Om Aldersfordelingen kan man ud fra samme Kilder danne sig et Skøn, der sammenlignet med Danmark viser en relativt større Ophobning omkring mellemste, produktive Aldre (ca. 15^—40 Aar især). Antallet af gamle er særlig ringe i den ældste Tid, hvad der hænger sammen med det haarde Arbejde og de uhygiejniske Forhold.

1) Richard Haagensen: Beskrivelse over Eylandet St. Croix i America i Vest-Indien. København 1758. (S. 5—6, 9og 24).

Acre), saaledes at en Plantage normalt var paa godt 100 Tdr. Land
dansk Maal (ca. 60 ha)1)-

Plantagerne blev forholdsvis hurtigt efter Udstykningen dels overdraget til Kompagniets Aktionærer (der havde Ret til at afhænde dels solgt til private Plantere for en Betaling af 500 Rdl. vestind. Courant fordelt i 6 lige store aarlige Rater (Haagensen 10). Prisen var ens uanset Jordens forskellige Bonitet, dog fastsattes der en særskilt (lavere) Pris for den Jord, der skønnedes kun at være egnet til Bomuldsdyrkning. Haagensen kritiserer (S. 10_—11, jvf. S. 5—7)5_—7) en saadan Prispolitik, der begunstiger de Købere, kom først, idet han hævder, at der ogsaa indenfor det til Sukkeret egnede Areal var betydelige Kvalitetsforskelle, saaledes at Kompagniet afstod den bedste Jord til alt for lave Priser. Han gør yderligere opmærksom paa, at Ejendommene allerede paa Udstykningstidspunktet Almindelighed havde en langt højere Værdi i Handel og Vandel end den af Kompagniet fastsatte; der fandt da ogsaa hurtigt Videresalg Sted, saaledes at mange Plantere kunde trække sig tilbage til deres Hjemland med god Fortjeneste uden at have paabegyndt nogen Opdyrkning af Jorden. 1756 udstedtes derfor kgl. Forordning, som under Trusel om Konfiskation af Jorden Opdyrkning af det anvendelige Areal inden 3 Aar paa alle Plantager, hvor dette endnu ikke var sket.

Den lave Pris medførte paa den anden Side en hurtig Udstykning.Paa findes en Opgørelse²), hvorefter der ved Udgangenaf (Kompagniets sidste Aar) var udstykket 214²/₃ »Sukkerplantager«, 87^6 »Bomuldsplantager« og 63³/₄ »Smaagrunde«paa Croix. En Sukkerplantage (Bomuldsplt.) betyder her en 150 Agres Grund beregnet til overvejende Sukkerdyrkning (Bomuldsdyrkn.). Efter Matriklen for 1754 var Øens samlede Plantageareal49.100 d. v. s. at praktisk talt hele det anvendelige Areal var udstykket. Medens Plantagerne oprindelig i det væsentligevar samme Størrelse, fandt der ret hurtigt Opkøb og Sammenlægning Sted, ligesom nogle Plantager deltes ved

---

1) Bergsøe nævner S. 629, at man i ældre Tid kaldte 150 Agre for en Plantage, og naar en Planter havde 600 Agre, sagde man, at han ejede 4 Plantager. Man maa derfor tage de efterfølgende Oplysninger om Plantagernes og Størrelse, der er baserede paa Matriklerne, med et vist Forbehold, da det er muligt, at Ordet Plantage i nogle af Matriklerne kan være anvendt i denne Betydning, uden at dette klart fremgaar. Sædvanligvis det fremgaa af Opstillingen m. m., og i saa Fald er Matriklernes Inddeling tilsvarende ved Opstillingen af Tabellerne 7—lo.7_—10.

2) Vestindiske Kommissionsforretninger (Rentekammerets Arkiv) Nr. 1, som indeholder to, lidt afvigende Opgørelser.

Arv. Vi har derfor allerede ved Aarhundredets Slutning en Spredningi og smaa Plantager. Dette fremgaar af de i Rigsarkivetopbevarede der var Grundlag for Beskatningen, og som gennem, hele det nittende Aarhundrede giver nøjagtige Oplysninger om Ejendomsforholdene. Vi gengiver i Tabel 7 en Oversigt efter St. Croix' Matrikler i 1803 (den første med tilstrækkeligfyldestgørende herom) og 1915 (den næstsidsteunder Styre), hvor vi har opført Antallet af Plantager fordelt efter Plantagernes samlede Areal og Sukkerareal. Af denne Tabel fremgaar, at Antallet af Plantager ikke er blevet forandret gennem Aarhundredet; derimod er der sket nogen Forandring i Størrelsesforholdene, idet Gruppen 100_—199 Agre samlet Areal er blevet noget mindre og Antallet af saavel større som mindre Plantagernoget Til Supplering af Tabellen maa nævnes, at medens der ikke i 1803 fandtes Smaaparceller, havde man i 1915 107 saadanne¹).

Mens der i 1803 kun var 53 eller under en Fjerdedel, som havde mindre end 50 Agre med Sukkerrør, var der i 1915 ialt 142 eller 2/₃ af Plantagerne, hvor Sukkerarealet var saa beskedent. Det største Areal, der i 1803 paa en enkelt Plantage dyrkedes med Sukker, mellem 400 og 500 Agre, mens det tilsvarende største Areal i 1915 var mellem 500 og 600.

Disse Oplysninger tyder paa, at Sukkerdyrkningen efterhaanden
koncentreredes paa den frugtbareste Del af Øen, mens de mindre
gunstigt beliggende Plantager helt opgav Sukkeravlen. Dette bekræftesogsaa

---

1) I 1883 besluttedes det at udstykke nogle af de af Staten ejede Plantager; de enkelte Parceller fik en Størrelse paa 8 til 28 Agre, og Kommissionsbetænkningen 1903 oplyser, at Parcellerne for en stor Del dyrkedes med Sukker (hvilket ogsaa fremgaar af Matriklerne).

kræftesogsaaaf Tabel 8, der paa Grundlag af Matriklernes Oplysningerviser
Beliggenhed i Øens enkelte Distrikter.

Vi ser, at Sukkerdyrkningen paa Østenden i 1915 var omtrent fuldstændig opgivet, ligesom der var betydelig Tilbagegang i Nordenden. blev der paa den midterste Del af Øen dyrket Sukkerrør paa omtrent alle Plantager baade i 1803 og i 1915. (Se Kortene Side 70 og 86).

Den Udvikling, som vi har konstateret for Yderpunkternes Vedkommende, vi i Tabel 9 yderligere belyse for en længere Aarrække. enkelte Tal er hentet fra Matriklerne og i Oxholms og Westergaards Bøger, og Sammenstillingen i en enkelt er foretaget, fordi Oplysningerne er i Overensstemmelse med, hvad man ellers ved om Sukkerdyrkningen. Vi ser da, at Sukkerdyrkningen er fremkommet meget pludseligt. Vi kender ganske vist ikke de nøjagtige Sukkerarealer fra de to førstnævnte Aar, men vi ved, at allerede dengang var Sukkerproduktionen af overvejende Betydning. I Slutningen af Aarhundredet naar Sukkerarealet Maksimum med godt Halvdelen af Plantagernes samlede

Fra ca. 1800 gaar Sukkerarealet tilbage; denne Tilbagegang har været ret regelmæssig gennem hele Aarhundredet, og Sukkerarealet ned til under Halvdelen af, hvad det maksimalt var. Tallene desuden, at Sukkerarealet i 1915, paa sit laveste Niveau for den danske Tid, var omtrent en Fjerdedel af Plantagernes samlede man kan slutte heraf₃ at gennem hele Perioden har Sukkeret været af afgørende Betydning for Øerne, og Sukkerpriserne været bestemmende for Øernes Velstand eller Fattigdom.

Medens Sukkerarealet paa St. Groix som nævnt naaede et Maksimum ca. Halvdelen af Plantagernes Areal, var Forholdene paa de to andre Øer ganske anderledes, idet det dyrkede Areal paa Grund af disse Øers bjærgrige Natur var en langt ringere Del af disse Øers samlede Areal, og af det dyrkede Areal var igen en mindre Del effektivt opdyrket.

I Tabel 10 er tilsvarende Oplysninger for St. Thomas og St. Jan samlet (Tallene fra 1796 er fra Oxholm, de øvrige fra Matriklerne). Vi ser her, at mens der i den gyldne Tid omkring 1796 og 1805 dog var nogen Sukkerdyrkning paa de to Øer (ved Maksimum ca. en Fjerdedel af Arealet), gaar Sukkerdyrkningen derefter saa

meget tilbage, at der i 1915 kun var henholdsvis 8 og 10 Agre, det
vil faktisk sige, at Sukkerdyrkningen var helt opgivet.

Ved en Sammenligning mellem Tabellerne 9 og 10 ser man, at i den gode Tid var mellem 80 og 90 % af Øernes samlede Sukkerareal St. Croix; senere endnu mere. Langt Størstedelen af Grundene paa St. Thomas og St. Jan er gennem det meste af Tiden matrikuleret som »Jord uden Nytte og Brug«. Imidlertid har Opgørelsesmaaden været helt ensartet paa de tre Øer¹).

En mindre Del af Arealet anvendtes til de saakaldte »Provisioner« Negrene; her kunde disse i Fritiden dyrke Afgrøder til egen Ernæring (f. Eks. Majs, Yams-Roer, Kartofler). Bergspe nævner (S. 626), at Provisionsarealet paa St. Croix i 1815 var 3.167 Agre; efter Matriklerne var der i 1860'erne henlagt ca. 700 Agre til Provisioner for Arbejderne. Endvidere dyrkedes der (som omtalt Fodnoten nedenf.) paa mindre Stykker af den egentlige Plantagegrund samme Produkter.

Selv om Sukkeret har været det übetinget dominerende Produkt i Landbruget paa Øerne taget som Helhed, har der gennem Tiden ogsaa været forsøgt anden Udnyttelse af Jorden. I de første Aartierefter af St. Thomas forsøgte man med forskelligePlanter,

---

1) Bergsøe bemærker (S. 625) om Fremgangsmaaden: »Paa St. Croix henregner al den gode Jord, som er skikket til Sukkerdyrkning og er renset, til »Land i Sukkerdyrkning«, hvad enten den i enkelte Aar er i samme, eller i Brak, eller i Provisions Dyrkning; hvorimod al anden afbenyttet eller afbenyttelig Jord henregnes til »Jord i anden Dyrkning«, saa at kun det aldeles ufrugtbar e, übrugelige og übenyttede Land regnes til 3die Klasse eller »Jord uden Nytte og Brug«. Paa St. Thomas, hvor det til Sukkerdyrkning skikkede Land kun findes hist og her mellem eller paa Bakkerne i mindre Stykker, angives Arealet af Land i Sukkerdyrkning saavelsom af Land in grass and provisions Slump, da en nøiagtig Opmaaling vilde være vanskelig og uforholdsmæssig bekostelig, og hele det Øvrige angives ligeledes paa Slump at være uden Nytte og Brug, skjøndt det for en Deel kunde opdyrkes, og for en Deel kunde bruges og tildeels virkelig bruges til Græsning Kreaturer, Brændehugst etc. Det Samme gjelder om Jorderne paa St. Jan, hvor der dog gives flere større, sammenhængende Jordstykker, der ere skikkede til Sukkerdyrkning. Heller ikke bør det tabes af Sigte, at Angivelsen af de 3 forskjellige Klasser af Land kun er en Skatteangivelse ikke en Bonitets Angivelse, og at Man paa St. Croix har ført strengere Tilsyn med Erlæggelsen af Grund-Afgiften, (hvis Størrelse retter sig efter Benyttelsesmaaden), end paa de andre Øer. Forholdet mellem de forskjellige Klasser af Jord paa St. Thomas og St. Jan synes derfor i Sammenligning St. Croix ugunstigere end det i Virkeligheden er.«

skelligePlanter,hvoraf Tobak var bedst egnet og dyrkedes i særlig
Udstrækning1).

Tobaksavlen blev dog ret hurtigt opgivet, og Bomuldsdyrkningen kom en Tid til at spille en stor Rolle. I St. Croix' første Aar taltes der flere Bomuldsplantager end Sukkerplantager, og paa St. Thomas, Betingelserne for Sukkerdyrkning er ringere, vedblev Bomulden i længere Tid at være en Afgrøde af Betydning. Størrelsen det med Bomuld dyrkede Areal varierede med Forholdet mellem Bomulds- og Sukkerpriserne, saaledes at vi faar Perioder med lidt større Bomuldsdyrkning i 1770'erne og 80'erne (amerikanske under den amerikanske Borgerkrig og i Begyndelsen det 20. Aarhundrede²).

Nogen varig Betydning har Bomuldsdyrkningen ikke faaet, dels var Jorden mindre godt egnet, og dels blev Bomuldsplanterne til Tider haardt angrebet af Snyltere, som det ikke lykkedes at faa udryddet.

Den resterende Del af det anvendelige Areal har for Størstedelen været henlagt til Græsning, dels til Trækdyrenes Behov paa Sukkerplantagerne, til Husdyrbrug uafhængigt af Sukkerdyrkningen Hornkvæg og Faar). Der var særlig i de tørreste Egne Distrikter, hvor der ikke dyrkedes Sukker, men hvor Grunden benyttedes til Kvægholdet. Mange Forfattere kalder alle Plantager, der ikke er Sukkerplantager, for Kvægplantage ³) ; af saadanne var der 1847 35 paa St. Croix, 16 paa St. Thomas og 32 paa St. Jan. Udnyttelsen af Jorden var selv paa de egentlige Kvægplantager væsentlig mindre intensiv end paa Sukkerplantagerne, ogsaa afspejler sig i Plantagernes Værdi.

---

1) Dette ses af, at det i en Forordning for St. Thomas af 1672 bestemmes, Bøder og Afgifter skal betales i Tobak. Af Forordningen citerer vi: »Pkt. 10: Ingen Mand, eller nogen af hans Huses Folk maa understaae sig at handle eller kjøbslaae noget med en anden Mands Folk eller Servinger, deres Mester uvidendes, under 500 Pd. til Straf, og den, som opholder eller bevarer en anden Mands Tjener, imod deres Mesters Villie, den skal for hver 24 Timers Ophold give til Straf 100 Pd. Tobak.«

2) Bomuldsarealet paa St. Croix har gennemløbet følgende Udvikling: 1796: 1.388 Agre, 1861: 0, 1864: 434, 1885: 0, 1905: 437, 1915: 408 Agre.

3) Bergsøe kritiserer (S. 631^—33) denne Betegnelse, hvorefter Kvægplantager kommer til at omfatte Grunde, »der kun ere at ansee som Vaaningssteder eller Huusmandsboliger«, samt øde henliggende Plantager. Af de 48 »Kvægplantager« paa St. Thomas og St. Jan er der kun 5—6,5_—6, der nogenlunde kan fortjene dette Navn, tilføjer Bergsøe.

I Tabel 11 er givet en Oversigt over Plantagernes Besætninger paa St. Croix efter Oxholm (1796), Bergsøe (1850) og Matriklerne. Denne Tabel bør læses i Sammenhæng med Tabel 9 (som viser Nedgangen i Sukkerarealet og dermed Stigningen i Græsarealet), og vi ser da, at Kvægholdet i Begyndelsen udvidedes, efterhaanden som Sukkerdyrkningen indskrænkedes, mens der efter 1865 paa et voksende Græsareal holdtes stedse færre Dyr. Nedgangen gælder baade Hornkvæget, der tilhører Plantagerne (og i det væsentlige danner Basis for Kvægplantagens Økonomi), og de mindre Dyr, som overvejende tilhører Negerarbejderne.

Af det foregaaende ses det, at den dyrkelige Jord paa Øerne var delt i Ejendomme, der størrelsesmæssigt kan sammenlignes med ret store danske Bøndergaarde (100^—150 Td. Land). De dyrkedes overvejende Grad ensidigt med Sukker; der var kun i meget ringe Grad Vekseldrift (jfr. ogsaa Matriklernes Maade at inddele Jorden paa i tre Klasser). Hvor der overhovedet kunde dyrkes Sukker, fandt dette i den store Tid omkring 1800 ogsaa Sted. Det er i denne Forbindelse af Interesse at bemærke, at den Produktionsfaktor, der i særlig Grad var bestemmende for Jordens var Regnen¹).

---

1) Allerede i 1738 nævner Søren Sommer, En kort Beskrivelse om St. Thomas og St. Croix. St. Thomas 1738. (Haandskrift paa det kgl. Bibliotek), om St. Thomas, at de fleste Sukkerplantager og -værker ligger paa Øens Nordside, endog paa »de høyeste Bjerge er Sukker Plantagerne, hvor mand næsten seer ey andet end Steen« — altsaa endogsaa paa den ringeste Jord, blot det regner tilstrækkeligt. Samtidig nævner Sommer, at det er Bomulden, dyrkes paa det flade Land; dette beror paa, at Regnen her er for ringe til, at det kan betale sig at dyrke Sukker.

IV. DEN PRIMITIVE TEKNIK

I Tiden fra Opdyrkningens Begyndelse og til Maskinteknikens Indførelse foregik Dyrkningen af Jorden og Bearbejdelsen af Rørene omtrent samme Maade. Den primitive Dyrkningsmaade er omtalt af Søren Sommer 1738, nærmere beskrevet af Haagensen 1758, af Oxholm 1797 og af en anonym Forfatter samtidig med denne¹), af Bergsøe 1853 og endelig bekræftet af Hagemann, da han i 1870erne gør sig til Talsmand for væsentlige Ændringer i Fremgangsmaaden.

Sommer nævner, at Bjærgsukkeret er det bedste Sukker, og i Almindelighed gælder det for St. Thomas, at naar Sukkeret engang plantet, kan det afkappes 8 å 14 Aar, førend Planterne har nødig at plante igen, idet der hvert Aar fremkom nye Sukkerrør Rodskud (Rattundyrkning).

Efter Haagensen (S. 25_—26) indlededes Sukkerdyrkningen ved »holing« af Arealet, d. v. s. Bearbejdning med Hakker, hvorved der lavedes smaa firkantede Huller med Jordvolde imellem. Ved førstkommende Regn blev der lagt to Stykker Sukkerrør i hvert Hul. Disse tildækkedes, og Sukkerplanterne voksede meget hurtigt til, efter 10 å 11 Maaneders Forløb var Rørdannelserne paa Planternes 4 å 6 Alen høje. Et Aarstid efter Plantningen høstedes ved Afskæring nær Roden. Disse Rør kalder Haagensen De følgende 4 å 5 Aar skød nye Planter op fra Roden og høstedes paa samme Maade (Rattunrør). Herefter gravedes op, og nye Rørstumper blev lagt i Jorden, hvormed »Rotationen« begyndte forfra. Efter hvert Aars Høst plantedes mellem Stubbene efter de afskaarne Sukkerrør Majs eller Bønner, der modnedes i Løbet af 6 å 8 Uger. Denne meget ensidige Udnyttelse af Arealet kunde med den jomfruelige Jord fortsættes Gang efter Gang. Haagensen nævner hverken noget om Hviletid for Jorden, om Vekseldrift eller om Gødning af Sukkerarealerne.

En saadan Udnyttelse maatte dog forringe Jordens Indhold af Næringsstoffer, og allerede Oxholm (1797) og en anonym Forfatter(samme ¹) omtaler, at Rørene ikke fuldt ud har samme Høj de som tidligere, Rotationen (d. v. s. Udnyttelsen af samme Plante) er blevet kortere, og der lægges Vægt paa den regelmæssigeBearbejdning Jorden samt paa, at der ydes Planterne en

---

1) Anonym Forfatter: Breve fra St. Croix (1796), i Politisk og physisk Magazin, Marts og April 1797. Kbhvn.

passende Gødning. Oxholm skriver saaledes S. 50: »Nogle af de ældre beboede Øer ere vel ved saadan slet Jordbrug udmarvede, forinden man lærte at hielpe og nære Jorden; paa St. Thomas og St. Jan, som vare bebyggede længe førend St. Croix, gik man ligesaaslet men paa denne sidste Øe begyndte man tidlig at være mere omhyggelig, og man omplanter nu og omarbeider Jorden hver 5 til 7 Aar, forbedrende den, af og til, med Giødning, som lægges rundt om de unge Opskud. Saaledes forekommes den Forringelse og Udmarvelse, som ellers vilde følge, og denne Kolonie forlænger derved sin Velstand«.

Den anonyme Skribent, der er særlig kritisk overfor St. Croix* Muligheder, fremhæver, at Længden af Rørene gennemgaaende kun er 2 til 4 Fod¹), og at Jorden paa St. Croix ikke er i Stand til at give samme Sukkermængde som de store nærliggende Øer Cuba og Portorico, der paa det paagældende Tidsrum endnu ikke var opdyrket, vil kunne. Han siger bl. a. (S. 263): »Naar disse (Spanierne) begynde bedre at dyrke deres vidtløftige og frugtbare Eiendomme paa det faste Land, Øerne Cuba og Portorico, hvor Jordsmonnet er saa frugtbart, vil det umuligt kunne lønne at dyrke de karaibiske Klipper ...«

De nærmere Enkeltheder ved Sukkerdyrkningen omkring Aar 1800 fremgaar Fig. V, der er taget fra Oxholms Bog (Plan II). Paa Tegningen ser vi (Fig. 1) et Stykke Land, der er bestemt til at beplantes, og vi ser, at selve Plantningen gaar for sig paa samme Maade som beskrevet af Haagensen. ser den simple Hakke (»Hauer«), som benyttes ved Jordbearbejdelsen 2), og den Kniv (»Kapmesser«), hvormed Slaverne skærer Rørene over (Fig. 4). Endvidere er der en Tegning af Sukkerplanten (Fig. 3a), hvor man ser Sukkerrøret, Bladene og Toppen. Særligt vises (Fig. 3b) et Stykke Rør til Brug ved senere Plantning (det er dette, Oxholm i Teksten benævner »Toppen«). Endelig findes en Gengivelse af Skumske og Øse (Fig. 6 og 5), der benyttes ved Fremstillingen af Sukkeret.

Naar Rørene høstes, bundtes de sammen og transporteres i Vogne eller
paa Muldyr til Møllen, der hører til Plantagens Bygninger og normalt er
beliggende sammen med Hovedbygningen og Negrenes Hytter.

Oxholm giver i sin Plan I (Fig. VI) en skematisk Oversigt over en Plantage
normal Størrelse (2000x3000 Fod = 150 Agre), hvoraf Fig. VI er et
Udsnit.

Uden om Bygningerne ligger Grunden inddelt i Marker, der for Størstedelen jfr. det foregaaende — var beplantet med Sukkerrør. Som Regel ligger Bygningerne i Plantagens Midte. Til venstre paa Tegningen ligger Hovedbygning (e) samt Tjenesteboliger (til Forvalter o. 1.), mindre Stalde og Sygebarak (f og g). Lidt derfra ligger de smaa Negerhytter (h), mens selve Fabrikationsanlæggene ligger til højre paa Figuren. Vi ser baade en Vindmølle (a) og en Trædemølle (»Heste«- eller »Qvægmølle«) (b) samt selve Sukkeruset (c) og et »Magasshus« (1), hvor Rørene samles. Øverst til højre ligger Møddingen (m) samt Stalde og Indhegninger (i og k). Endelig en Køkkenhave (n) og en Brønd (d).

---

1) Vistnok maa han dog mene 2 til 4Alen. Oxholm anfører 6 til 8 Fod »i Rør«.

Væsentlig Betydning for Forstaaelse af Tidens Teknik har Møllen, og vi gengiver derfor i Fig. VII et Snit fra Oxholm (Plan III). Vi ser (f, e, g) de »Ruller« af Jern, hvormed Sukkersaften presses ud af Rørene, og vi maa forestille os, at der hele Tiden staar Negre, som stopper Rør ind mellem Valserne. Saften løber ud gennem en Rende (h, i, k), medens de udpressede Rør, der to Gange har været mellem Ruller, tages fra til Brændsel (»Magass«).

Naar Saften løber fra Møllen, føres den over i Sukkerhuset, som er gengiveti VIII, Oxholms Plan IV (en Forstørrelse af c i Fig. VI). Dette bestaar af Kogehus, »Kyrehus« og Destillerhus. I Kogehuset, hvor Saften fra Møllen kommer ind (ved a) findes 1, 2 eller 3 Sæt Kedler å 4 Stk. (b^—e). Saften koges successivt i hver af dem under Tilsætning af ulæsket Kalk. Ved hver Kogning skummes (med Skumskeen fra Fig. V) Urenheder

af, og samtidig bliver Saften, der oprindelig var tynd, meget tyktflydende. Efter den fjerde Kogning føres den tyktflydende Sukkersaft i det Øjeblik, hvor Granuleringen (Omdannelsen til Sukker) begynder, over i store Fade (k paa Figuren), hvor den afkøles og stivner. Dette Produkt føres over i »Kyrehuset« (cure-house) (Fig. 2), hvor det henstaar i længere Tid, og hvor Siruppen efterhaanden drypper fra og opsamles i Melassebakken (1). Det resterende Sukker tørres paa 2 å 4 Uger og er da brunt Sukker. Den videre Bearbejdelse af Sukkeret foregik paa Raffinaderierne i Danmark. Dette stemte med Datidens merkantilistiske Politik, og vi ser da ogsaa af den senere omtalte Handelsstatistik, at der indførtes hvidt Sukker fra Danmarktil

Derimod fremstillede man paa Plantagerne den bekendte St. Croix-Rom, og dette er afbildet paa Fig. VIII's Fig. 3 (Destillerhuset). Grundmaterialet er Skummet fra Kogningen; dette blandes hver Morgen med en passende Mængde Melasse og med det Vand, som Kedlerne hver Aften er afkølet med. Denne Blanding henstaar paa Bukke (m) i Destillerhuset i 7 å 10 Dage; her begynder Blandingen at gære, og Saften aftappes da til Destillerkedlerne(n), Rommen igen løber ind i Kamret (rr) og derfra til Romkælderen (under m). »De første Spandefulde, som afløbe, ere god Prøve-Rum; de seenere, som for svage, samles indtil der er nok at fylde

en heel Stilkiedel, hvorpaa den destilleres anden Gang. De første Spandefuldeere stærk Spiritus, Resten Rum« (Oxholm, S. 49). Nylavet Rom kaldtes »kill-devil« og var meget billig (den hørte til Slavernes regelmæssigeTildelinger), Størsteparten lagredes en Aarrække, hvorefter den kunde sælges til Eksport.

Paa Plantagerne udnyttedes Sukkerplanten fuldstændigt. Oxholm skriver
herom S. 51: »Af Røret gaaer intet tilspilde. Kreaturerne fødes og trives af
Bladene, Toppene tiene til Planter, Saften til Sukker, Røret til Brændsel,
Affaldet af alt til Giødning efter at være blandet med Møg. Riig er Produkten
Handel, nærende i Føden for Mennesker og Qvæg. Sundhed og
Glæde fremkaldes og fornyes i Høstens Tid De mange murede
Ildrør opjage i Luften en tyk Røg, svanger med de overblevne Sukker- og
Saltpartikler, og vegetabilsk Støv, Brændselet giver af sig
Lugten af Sukkersaften, naar den er færdig at granulere og styrtes over til
Afkiøleren, er som en Balsam, der indaandes paa en anseelig Afstand derfra
giver glad Mod i Brystet. Dampen i Kogehuset og den fixe Luft i
Destillerhusene ere Lægedom for Engbrystige og Svindsotige«.

Efter Oxholms Tid findes der ingen indgaaende Beskrivelse af Fremgangsmaaden før hos Bergsøe (1853). Denne Forfatters Fremstilling viser, at Fremgangsmaaden i det væsentlige har været samme; paa Marken er man begyndt at bruge Plove, særlig efter at Arbejdskraften ved Negrenes Frigørelse er blevet dyrere (dog nævner Bergsøe S. 651_—52, at der paa de fleste Plantager benyttes Haandkraft, fordi Terrænet er vanskeligt at bearbej de med Plov); ved Fabrikationen har man fra 1840'erne mange Steder indført Dampmøller (jfr. det følgende Kapitel).

I 1872 indførtes den første Dampplov til St. Croix¹), idet en Sammenslutning af Plantere havde opnaaet Laan fra Kolonialkassen dens Anskaffelse. Dette er omtalt i »Berlingske Tidende« Oktober 1872, hvor det nævnes, at der var stor Tilfredshed den blandt Planterne.

Derefter har vi en Beskrivelse²) af Ingeniør J. Wulff, der 1874 har opholdt sig paa St. Croix. Han giver en kort Beskrivelse af Landbruget og af, hvorledes Rørene bringes til Fabrikken paa Oksekærrer. Han nævner bl. a., at man nu kun høster tre Gange paa samme Rør, og at Jorden ligger et å to Aar i Brak, samt at der maa gødes kraftigere end tidligere, men det kan dog siges, at Fremgangsmaaden i det væsentlige er den samme som beskrevet af Oxholm. Beskrivelsen af Fabrikationen er mere indgaaende, og vi ser — bortset fra de allerede af Bergsøe omtalte Møller med Dampsmaskiner — at der ikke har fundet tekniske Forandringer Sted gennem de 77 Aar. Det eneste nye er, at Wulff kritiserer

---

1) Fordelene ved Indførsel af Dampplove havde lang Tid i Forvejen været diskuteret paa St. Croix, jvf. t. Eks. en Artikel i The St. Croix Agricultural Oktober 1852.

2) J. Wulff: Report on Sugar Manufacturing in St. Croix, etc. 1874.

Fremgangsmaaden som værende forældet, idet han bl. a. fremhæver(S. ^—5), 1) at der gaar for lang Tid mellem Rørenes Afskæringpaa og deres Presning (de taber Kraft og bliver sure i Enderne), 2) Valserne, der skal udpresse Saften, er for svage, 3) Afskumningen er for primitiv, idet der gaar for meget Sukker til Destillerhuset, 4) Kogningen foregaar i aabne Kar, hvilket hemmer den senere Krystallisering, og 5) Adskillelsen mellem Sukker og Melasse er meget ufuldstændig. I Modsætning hertil fremhæver Wulff, at der er sket betydelig flere tekniske Forbedringer paa andre vestindiske Øer, f. Eks. Portorico og Martinique.

Den seneste Skildring af den ældste Teknik er givet af Henrik Cavling, der i »Politiken« den 2. Juli 1894 giver en malende Skildring Fremgangsmaaden paa Plantagen La Grange og fremhæver, Produktionen her endnu foregaar paa næsten samme Maade som 100 Aar tidligere.

I det store og hele maa det dog antages, at den ældre Teknik ophørte omtrent samtidig med Oprøret 1878. Om dette nævnes i Guvernørens Indberetning¹), at af 80 Plantager nedbrændte Værkerne de 43, mens 37 blev reddet, og der er ikke Grund til at antage, at der blev foretaget nogen Genopbygning i den gamle Teknik.

Vi har nu set, at Fremgangsmaaden ved Sukkerproduktionen lige fra Begyndelsen og til omtrent 1870'erne har været omtrent ens; man har paa hver enkelt Plantage fremstillet relativt smaa Mængder det brune Sukker. Fra Plantagerne er den gennemsnitlige Afstand til Udskibningsstederne Christianssted og Frederikssted kun relativ kort, og dette betyder meget for de smaa Vogne, forspændt Muldyr, som transporterer Sukkeret ad Datidens daarlige Veje. Allerede tidligt tog Myndighederne iøvrigt fat paa at skabe bedre Veje, og Vejen mellem de to Byer blev tidligt en af Kongerigets bedste.

I Havnene transporteredes Sukkeret fra Vognene i smaa Baade til Skibene, der laa paa Reden, og der var derfor et stort Arbejde forbundet hermed. Mere udviklet Teknik kunde ikke anvendes, alene fordi den transporterede Mængde ikke vilde gøre større tekniskeAnlæg Fra Havnene paa St. Croix førtes Størstedelenaf direkte til Danmark, og da specielt til København.Vi af Toldopgørelserne, at Skibenes Lasteevne kunde

---

1) Se »Berlingske Tidende« 30. Oktober 1878.

ligge paa under og omkring 100 tons, og til Skibe af denne Størrelsesordenpassede
to Havne udmærket.

Det kan her sammenfattende bemærkes, at de tekniske Faktorer i Tiden, inden den industrielle Udvikling begyndte, harmonerede udmærket med hinanden. Datidens Plantagedrift omfattede baade, hvad man i Nutiden forstaar ved Landbrug og Industri. Jordens Udnyttelse var som omtalt koncentreret om Dyrkningen af Sukkerrørene, Arbejdet hermed kunde udføres af de sorte Slaver under Tilsyn af hvide Forvaltere (i det mindste hvide Overforvaltere); sorte Arbejdskraft var saa billig og større tekniske Anlæg (de var mulige hen mod Slutningen af Perioden) saa kostbare, der ikke kunde findes nogen større økonomisk Begrundelse Substitution af Produktionsfaktorer — vi saa da ogsaa, at Ploven først indførtes i større Omfang samtidig med Slavernes Frigørelse.

I denne Produktionsharmoni indgik ogsaa selve Sukkerfremstillingen. Knusning og Saftens Inddampning kunde vel nok teknisk foregaa i større Enheder, men saadanne store Enheder vilde teknisk i det væsentlige kun blive en Gentagelse af det Produktionssæt, fandtes i smaa Enheder. Selv om der maaske kunde opnaas en Smule Besparelse ved Anvendelse af større eller flere Kedler eller ved Anvendelse af flere Fade, maatte større Bedrifter den anden Side regne med større Omkostninger ved Transporten til og fra de fjernere beliggende Marker, saaledes at den Størrelse, der indførtes ved Jordens Udstykning i Tiden indtil 1750, i Forhold til det følgende Aarhundredes Teknik maa betegnes hensigtsmæssig.

Om den ældre Teknik ved Sukkerdyrkning og Sukkerproduktion de øvrige smaa Antiller findes der i Litteraturen mange Oplysninger; saa vidt denne er os bekendt, har de tekniske Forhold alle Øerne været stærkt beslægtet; dog kan det bemærkes, Overgangen til nyere Teknik paa nogle af de andre (Z)er er kommet tidligere end paa St. Croix. (Se herom hos J. Wulff, der fremhæver de tekniske Fremskridt paa Portorico, Martinique og Demerara).

V. DEN TEKNISKE UDVIKLING

Medens Øernes Sukkerproduktion i ret høj Grad var begunstigetaf
under den primitive Teknik, kom Forholdenetil
ligge anderledes, da den tekniske Udvikling forandredeProduktionsbetingelserne.

andredeProduktionsbetingelserne.Sukkerproducenterne maatte om end nødig følge med i Udviklingen. Det første Dampanlæg blev opført i 1814 (paa Plantagen Høgensborg), men det var ikke Vindmøllerne saa overlegent, at den nye Teknik hurtigt sejrede, idet det andet Dampanlæg først blev bygget i 1838. (Dette skyldtesdog Planternes økonomiske Vanskeligheder gennem denne Tid). Fra dette Tidspunkt gik Antallet af Dampmøller hurtigt frem, hvilket fremgaar af Tabel 12, der viser Antallet af henholdsvis Hestemøller, Vindmøller og Dampmøller. Vi ser, at i Midten af 1850'erne var Hestemøllerne omtrent forsvundet, mens der endnu fandtes 106 Vindmøller, et Antal, der dog meget hurtigtsank. af Dampmøller naaede sit Maksimum i 1875, men paa dette Tidspunkt var Produktionen i saa smaa Enheder som de enkelte Plantager ikke længere rentabel, og der maatte fra de offentlige Myndigheder i stigende Grad ydes Planterne Laan mod Sikkerhed i Høsten. Efterhaanden forstod man fra RegeringensSide, det var nødvendigt at støtte Overgangen til en ny Teknik, og denne fordrede, at Fabrikationen fandt Sted i større Enheder, hvor den nye Tids Teknik kunde finde Anvendelse.

Overgangen til den nye Teknik markeres af Oprettelsen af A/S St. Croix Fællessukkerkogeri i 1878. Dette byggedes (som nærmere omtalt i Afsnittet om Kapitalforholdene) med Statens Støtte, og det krævedes, at Arbejdet i videst muligt Omfang skulde være dansk, hvad der førte til forskellige Vanskeligheder, fordi dansk Industri ikke havde Erfaring for Bygning af en Sukkerfabrik i Troperne¹). Den drivende Kraft i det nye Selskab var G.A.Hagemann, hvis Ideer det nye Anlæg blev bygget.

Det med Fællessukkerkogeriets Anlæg afgørende Brud med Fortiden
Produktionens Centralisering.

Grundelementerne i Fælleskogeriet2) var Saftstationerne (oprindelig5),

---

1) Den modsatte Betragtning fremsættes i »Berlingske Tidende« den 16. September 1878. Artiklens Forfatter omtaler Vanskelighederne og hævder, at »Maskiner og Ledninger have i det Hele været tilfredsstillende, navnlig de af dem, som er udgaaede fra Burmeister og Wains Etablissement. Derimod der hersket Utilfredshed tildeels med Centrifugalpumpen, der dog var leveret af den bedste Fabrik i London, men navnlig med Møllerne, der var fabrikerede i Glasgow, og Filtrene, der var fra Brunswig.«

2) Jfr. nærmere Emil Petersen: Aktieselskabet St. Croix Sukkerfabrik. Kbhvn. 1921, samt G. A. Hagemann: Meddelelse om Fællessukkerkogeriet paa St. Croix, i Den tekniske Forenings Tidsskrift. Kbhvn. 1878, samt Bilag Nr. 22 (S. 327^—51) i Betænkning over Forholdene paa de dansk-vestindiske Øer (afgivet af Kommissionen af 1902). Kbhvn. 1903.

rindelig5),hvortil Rørene blev leveret fra de enkelte Plantager, og hvor Saften blev presset ud ved Hjælp af et Valseværk, hvis Kapacitet var større end de private Plantagers, og hvor man straks kunde faa 65 % Saft presset ud af Rørene (mod 50 å 55 % i de tidligere Plantageanlæg)¹). Efter at Saften var renset og tilsat 17₂ % brændt Kalk, blev den pumpet gennem Rørledninger til Saftcisternerne ved Fabrikken ved Christianssted. (Se Fig. IX, S. 103).

Fra Saftcisternerne blev Raasaften ført ind i Saturationskar, hvor den opløste Kalk og andre Urenheder udfældedes ved Hjælp af Kulsyre, og Saften yderligere blev affarvet og renset ved Filtrering Benkul. Den saaledes rensede Saft blev derefter koncentreret ved Fordampning af dens Vandindhold i Fordamperapparater, bestod af 3 med hverandre ved Ledninger forbundne Beholdere (Legemer), i hvilke Saften bragtes til Kogning i luftfortyndet Rum; i det første Legeme ved direkte Damp og i de to næste ved Saftdampe fra Iste og 2det Legeme. Fra Fordamperapparaterne føres Saften, der har naaet en vis Koncentration til Vacuumpander, hvor Udkrystalliseringen af Sukkeret foregaar ved yderligere Indkogning.

Naar Kogningen her er tilendebragt, bestaar Indholdet af en tyk Grød af Sukkerkrystaller og Melasse (Fyldmassen), og den løber fra Vacuumpanden ned i store aabne Jærnbeholdere for at afkøles, den bringes til Centrifugerne, i hvilke Sukkerkrystallerne fra Siruppen. Det her udvundne Sukker kaldes Iste Produkt. Der findes imidlertid en Del Sukker i Siruppen; den udskilles ved yderligere Indkogning, og man faar paa den Maade 2det og 3die Produkt, der imidlertid er af væsentlig ringere Kvalitet, dog har samme Renhedsgrad som det Sukker, der fremstilles paa Plantagerne. Resten af Siruppen (Melassen) er nu saa udpint, at den ikke egner sig til Romfabrikation, men den anvendes i stor Udstrækning paa Øen til Foder for Kvæg og Heste, der gerne drikker Vand blandet med Melasse.

---

1) Wulff regner, at Sukkerrørene bestaar af 11 % Fibre, 16% Sukker og 73 % Vand, altsaa 89 % Saft.

Fabrikkens samlede Kapacitet var omtrentlig een Mill. Pund Kør pr. Døgn, og da man regner Kampagnen til 100 Døgn, maa man hævde, at med en Produktion gennem Sukkerkogeriets første Aar af 100 Mill. Pd. var den tekniske Kapacitet udnyttet. Da imidlertid Rørleverandørerne fik deres Betaling efter Verdensmarkedets (beregnet saaledes at 100 Pd. Rør gav 5V₂ å 6 Pd. Slikker), og da disse faldt stærkt i 1880'erne som Følge af den haarde Konkurrence med Roesukkeret, blev Mængden af indleverede efterhaanden mindre, og enkelte af Saftstationerne maatte nedlægges.

Fabrikationen blev ogsaa efter, at Sukkerkogeriet i 1887 var overtaget af Staten, drevet paa væsentlig samme Maade som ved Oprettelsen, uanset at de konkurrerende Sukkerfabrikker overalt i Verden netop i disse Aar gennemførte mange tekniske Forbedringer. den af Rigsdagen nedsatte Kommission i 1902 besøgte #)erne, blev Sukkerkogeriets Virksomhed gjort til Genstand for haard Kritik, og Kommissionen indhentede sagkyndige Udtalelser a. fra Ingeniør Lachmann. Lachmanns Kritik¹) gik væsentlig paa, af Saftstationsprincipet ikke egnede sig for Rørsukker, idet Saften blev forringet gennem det lange Ophold i Rørene og gennem Tilsætningen af Kalken, der gjorde det umuligt at anvende til Romdestillation, ligesom Sukkeret blev ildelugtende maatte udvaskes, hvis det skulde bruges til Konsumsukker. kritiserede Lachmann Fælleskogeriets Økonomi, han hævdede, at der paa Hovedfabrikken brugtes for meget Kul; han oplyste, at man paa andre Sukkerfabrikker i Troperne høj Grad brugte Rørfibrene (Megassen) som Brændsel, men dette kunde kun i ringe Grad gennemføres paa Fælieskogcriet, Megassen blev paa Saftstationerne, hvor man ikke kunde bruge hele den fremstillede Mængde som Brændsel. Endvidere blev Sukkerkogeriets Kampagne kritiseret fra forskellige Sider, idet det blev hævdet, at den var for lang, og at man derved forhindrede, den nye Dyrkning af Jorden kunde begynde rettidigt.

Kritikken medførte, at Staten overdrog Sukkerkogeriet til et nyt Selskab St. Croix Sukkerfabrik med en udvidet Kapital, og man overdrog De danske Sukkerfabrikker Ledelsen af det nye Selskab. Dette gik straks i Gang med en omfattende teknisk Modernisering.Saftstationerne helt omdannet, og deres Antal begrænset

---

1) Nærmere i Kommissionsbetænkningen 1903, S. 339 ff.

til 3. De gamle Anlæg erstattedes med nye og moderne tekniske Indretninger. Det væsentlige herved var, at man i Stedet for 1 Udpresningaf fik 3. For at kunne transportere Rørene fra de fjerneste Plantager til Saftstationen blev der bygget en smalsporetBane, Rørledningerne fra Saftstationen til Hovedfabrikkenblev Hovedfabrikkens tekniske Anlæg blev i 1904_—05 moderniseret. Den kostbare Filtrering med Benkul

blev erstattet med en 2. Rensning (Saturation), og Fordamperanlægene
udvidet og gjort mere effektive.

Ved Siden af den tekniske Udvikling af Fælleskogeriet og St. Croix Sukkerfabrik maa nævnes, at man ogsaa fra anden Side gjorde en Indsats for den tekniske Modernisering. Hagemann opkøbteprivat Plantager og byggede et Fabriksanlæg (La Grange), hvortil knyttedes et Opsamlings- og Ledningsanlæg for Regnvand fra Bjergene. Lidt senere byggede Lachmann FabrikkenBethlehem, i Stedet for Saftstationsprincippet lod Rørene transportere til Fabrikken paa smalsporede Baner. Ved sin fordelagtigeBeliggenhed Midten af Sukkeromraadet paa St. Croix — modsat Fælleskogeriet; jvf. Kortet S. 86 — holdtes Transportomkostningerne,hvor

omkostningerne,hvorRørene betyder mere end det færdige Produkt,lavest
Fabrikkens moderne Anlæg er gengivet i
Fig. X.

Samtidig med at Sukkerproduktionens Teknik paa Fabrikkerne moderniseredes, fandt der ogsaa en Udvikling indenfor Landbruget Der blev oprettet en Forsøgsstation, som bl. a. havde til Opgave at fremskaffe nye Rørtyper, der var bedre egnet til Klimaet, som havde et større Sukkerindhold. Ogsaa selve Jordens Dyrkning blev forbedret¹).

Danske landbrugskyndige, som kom paa kortvarige Besøg paa #)erne, fremhævede stærkt det uheldige i den ensidige Dyrkning af Sukkerrør, og at der saa godt som intet har været gjort for at faa en Vekseldrift i Gang med andre Kulturer. Aarsagen hertil var imidlertid, at der ikke fandtes andre rentable Produktionsmuligheder. Sukkeret ikke behøvede ret megen Gødning, var saadan nødvendig f. Eks. ved Bomuldsdyrkning. Kunstgødning kunde imidlertid gøre mere Skade end Gavn i de Aar, hvor der ikke kom Regn nok, og det hændte ret tit. St. Croix' Landbrug har derfor lige til Nutiden været ensidigt sukkerproducerende²).

Den tekniske Udvikling medførte, at mens man tidligere fremstillede brune Sukker i grove Kvaliteter som et Raaprodukt for Raffineringsvirksomheder andetsteds, kunde man nu fremstille finere Kvaliteter, der direkte kunde gaa ud paa Markedet.

Det vil fremgaa af denne Beskrivelse af den tekniske Udvikling,

---

1) Jfr. Chr. Madsen: Nutidens Landbrug i Dansk Vestindien, i De danske Atlanterhavsøer 1904, S. 811 ff.

2) Fremgangsmaaden ved Høsten af Sukkerrørene i den nyeste Tid beskrives Hakon Mielche: Tre smaa Øer. Kbhvn. 1939 (S. 187), paa følgende klare Maade: »Det er midt i Høsttiden, og ved man ikke andet om Sukkersituationen det, man kan faa at vide ved at bruge sine Øjne, skulde man tro, at alt er godt. Cullaiserne — de lange brede Hugknive — suser gennem Luften, bider sig ind i de glashaarde, gule, leddelte Sukkerrør lidt over Roden og skærer dem over i Hug med en skraa og fast Brudflade, i hvis Tværsnit man ser det ca. 5 cm tykke Straas Struktur med alle de smaabitte Rør, der utrætteligt suget Næring op, indtil Straaet har naaet en Højde af 3—43_—4 Meter. Prustende, lade Okser af den smukke Mysorerace trækker tohjulede Kærrer over Marken, hvor de afhuggede Sukkerrør er faldet. Brune Puerto- Ricohænder griber om Rørene og lægger dem paa Kærren, stabler dem op, indtil der ikke kan være et Rør mere. Saa sætter Kusken Okserne i Bevægelse, Kærren skrumpler ud mod Vejen, hen mod Høstens Centrum de store Dynger, hvorfra Lastbilerne henter svingende Læs, som køres ind til de to Sukkerfabrikker, der er i Gang.«

at de forskellige Produktionsfaktorer nu ikke længere harmonerer saa godt sammen som under den primitive Teknik. Den billige, men lidet effektive Arbejdskraft egner sig mindre godt til Pasningenaf Arbejdsredskaber. Ved Anvendelsen af mere givende, men ogsaa mere krævende Rørtyper kommer Vanskelighedenved fremskaffe den fornødne Fugtighed yderligere stærkt til Udtryk. Hertil kommer, at de Fordele, som St. Croix tidligere havde i Transportforholdene, med Tiden er blevet et Minus, fordi de store Dampere ikke gaar til de daarlige Havne ved Christiansstedog og fordi de smaa Skibe, som man tidligere anvendte, nu er blevet i høj Grad urentable.

I Konkurrencen med Sukkerproduktionen paa de større Øer som f. Eks. Cuba maa Planterne paa St. Croix naturligt blive bagefter. Jorden paa Cuba er frugtbarere og ikke udpint gennem lange Tiders Drift, Fugtigheden er større og fremfor alt regelmæssigere, der er paa Cuba langt flere Muligheder for at udnytte den moderne Teknik, dette gælder baade ved Fabrikationen paa Nutidens meget store Fabrikker, som der ganske simpelt ikke er Mulighed for at have noget tilsvarende til paa St. Croix, og m. H. t. Transporten, hvor de store Skibe hurtigt og billigt kan fyldes i Cuba's store moderne Havneanlæg.

VI. DEN PRIMITIVE ARBEJDSKRAFT

Da Jordens Udstykning særlig paa St. Croix foregik temmelig hurtigt, opstod Problemet om Fremskaffelse af den nødvendige Arbejdskraft. Dengang Sukkerdyrkningen begyndte i Amerika, forsøgte man sig med den stedlige Arbejdskraft — Indianerne —, men disse kunde ikke udføre det tunge og meget anstrengende Arbejde, Virksomhederne kunde ikke udvikles paa dette Arbejdsgrundlag.

Da Danskerne i 1672 begyndte Opdyrkningen, fastsatte Kompagnieten Regler for Arbejdet; det var Tanken, at man i stor Udstrækning vilde klare sig med danske Straffefanger, men disse enten flygtede eller døde af Overanstrængelse og Tropesygdomme, og allerede 1674, da det dansk-vestindiske Kompagni blev sluttet sammen med det guineiske Kompagni, stod det klart, at Udviklingenaf Agerbrug maatte baseres paa Tilførsel af sort Arbejdskraft, og denne Tilførsel maatte være relativ stor, jfr. den tekniske Beskrivelse af, hvor meget menneskeligt Arbejde, der i

den første Tid var nødvendigt ved Sukkerdyrkningen. Vi henviser i denne Forbindelse til Tabel 3 i Afsnit 11, hvor det ses, at Antallet af Negerslaver har været i hurtig Vækst gennem hele det attende Aarhimdrede.

De ældste Oplysninger om Negrenes Arbejdsforhold findes hos Westergaard (S. 157 ff.) og vedrører formentlig Tiden i Begyndelsen det 18. Aarhundrede. Arbejdstiden var fra Kl. 4 Morgen, afbrudt af et Par Pauser, til Solnedgang, i Høstttiden dog tit til 9 eller 10 Aften. Bestandig bortløb Slaver, hvoraf en Del undslap til Portorico. Da der næsten aldrig foregik Flugt i den modsatte Retning, vilde Spanierne ikke udlevere de flygtede. I 1745 regnede det vestindiske Kompagni med, at #)erne paa denne Maade havde mistet ialt 300 Slaver.

En mere indgaaende Beskrivelse af Negrenes normale Arbejdsdag Midten af det 18. Aarhundrede findes S. 53_—54 hos Haagensen Efter denne kaldes Negrene op ved 3—43_—4 Tiden om Morgenen og maa da straks ud paa Marken for at hente Græs til Dyrene. Disse fodres kort før Daggry (Kl. 5), og derefter begynder egentlige Arbejde paa Sukkermarken. Arbejdet foregaar under Opsyn af en saakaldt Bomba (en Slags sort Ridefoged, der selv er Slave), og denne sørger for at holde Tempoet oppe eventuelt »10 å 12 gode Slag af sin Pidsk«. Ved 11_—12 Tiden skæres Græs til Dyrene, og derefter er der Pause til ly₂, hvor Arbejdssignalet atter lyder. Arbejdet i Sukkermarkerne slutter Kl. 6V_{2>2 >} hvorefter Negrene atter gaar hjem med nyt Græs. Arbejdsdagen for Slaverne saaledes 12 å 13 Timer for Ejeren samt den Tid, der maatte medgaa til Dyrkning af, hvad der var nødvendigt Livets Ophold.

Negrenes Kost bestaar (efter Haagensen; S. 54 ff.) i det væsentlige Yams (en Art Roer) og Majs, som de selv maa dyrke paa smaa Lodder, der tildeles dem af Ejeren, og dette Arbejde maa foregaa om Aftenen og om Søndagen samt ved Hjælp af den eventuelt Familie. Herudover anser Ejeren sig ikke forpligtet til at skaffe dem Føde. I Tilfælde af Tørke yder han dog Arbejdskraften lidt Majs til Opretholdelsen af Livet.

Denne Behandling af Negerslaverne har aabenbart vist sig uøkonomisk,fordi var en Formueværdi, og det var et Tab, at Antallet af Dødsfald oversteg Antallet af Fødsler. Oxholm omtalerdette 1797 paa følgende Maade: »Indsigtsfulde Mænd paastaae,at Slavestanden og Slavers Tilførsel ophører, maae KoloniernesDyrkning da denne ved egen Afkom neppe vil

kunne vedligeholdes, om man endog bestræbte sig nok saa meget derfor. Aarsagen søger jeg i det svære Arbeide, som Fruentimmernemaae udi. Skiøndt dette Kiøn i Europa ogsaa arbeider,er ikke saa vedvarende og saa heftigt. I Efteraaret, hvor Jorden holes til at beplantes, arbeide de med Hakken hele Dagen igiennem, uden anden Bevægelse end langsom tilbage fra Hul til Hul — hele Vægten liggende paa Armene, som bestandig løfte et tungt Redskab, der med Magt skal drives ind i Jorden, hvilket giør stort Indtryk paa Legemet, især paa Moderen, hvorved enten Undfangelsen giøres besværlig, eller Fosterne i Begyndelsen tabes ....« (S. 57).

Hertil kommer ifølge Oldendorps Missionshistorie¹), at Markarbejdet Transporten af Rørene og Sukkeret, særlig i de bjergrige samt Arbejdet i Møllen og Kogehuset ikke blot var haardt, men tit ogsaa livsfarligt. Oldendorp fremhæver særligt Faren ved Vindmøllerne under Presningen af Rørene. Hvis de Slaver, som stikker Rørene ind mellem Rullerne, ikke nøje passer paa, kan de faa en Finger eller Flig af deres Klæder i Klemme, hvorved de trækkes ind og knuses. Derfor, tilføjer Oldendorp, er der ved Vindmøllen »altid en skarp Økse ved Haanden, hvormed den saakaldte Boatsman, der har Tilsyn med dette Arbejde, søger at redde den ulykkeliges Liv, selv om det skal ske med Tabet af en Arm« (S. 161—62).

Da man ud fra den liberale Tankegang, der ved Aarhundredets Slutning var dominerende i København, i 1792 havde forbudt Indførselaf til Øerne fra 1802²), var det nødvendigt eller i hvert Fald økonomisk fordelagtigt for Plantageejerne at give deres Slavebestand en noget bedre Behandling. Det maa antagelig være denne, der beskrives af West i 1793³). (Det bør bemærkes, at West kom til Vestindien som Leder af en Skole for PlantageejernesBørn maaske ikke har følt sig helt uafhængig). Efter denne Beskrivelse begynder Arbejdstiden nu først Kl. 5 å 6, og der er indført Pause ved B—98_—9 Tiden om Morgenen. Efter den fortsattes

---

1) G. A. Oldendorp: Geschichte der Mission der evangelischen Brüder auf den caraibischen Inseln S. Thomas, S. Croix und S. Jan, Bd. I. Barby 1777.

2) Dette Forbud mod Negerhandel, som Danmark var den første Stat til at gennemføre, er indgaaende behandlet i en Artikel i Historisk Tidsskrift (7. Række, V) 1905 af C. A. Trier: Det dansk-vestindiske Negerindførselsforbud 1792.

3) Hans West: Bidrag til Beskrivelse over St. Croix. Kbhvn. 1793. (S. 69—72).

Arbejdet til Kl. 12, hvor en Middagspause paa 2 Timer begynder, saaledes at Eftermiddagens Arbejde for Ejeren er indskrænket til Tiden 2—6.2^—6. Udenfor denne 10_—11 Timers Arbejdstid havde Negrenefri Dyrkning af deres egne smaa Lodder. De mest energiskekunde og om Søndagen udføre f. Eks. Havearbejdefor saaledes at de kunde tjene indtil 40_—48 Skilling om Dagen. Endvidere nævner West (S. 73_—81), at Negrene kunde have Biindtægter ved at bringe Græs, Frugter og Fjerkræ til Byerne, og det var ikke udelukket, at en Neger ad disse Veje kunde samle et saa stort Beløb, at han kunde købe sig Friheden. Man maa dog i Almindelighed antage, at dette Ekstraarbejde ikke har haft noget stort Omfang. Yderligere ses det af Wests Bog, at Kostforholdenevar noget forbedret, idet Plantageejerne nu fast ydede Slaverne ugentlig 20^—25 Potter Majsmel samt nu og da lidt Flæsk, Kød og Sild. (West S. 72—73).

En stærk Hemsko for Forbedring af Arbejdsmetoderne var Negrenes
overfor nye Redskaber og Metoder. Oxholm
skriver herom (S. 58): ».... Negernes Uvillighed iat betiene sig
af mekaniske Hielpemidler — thi de ville brække en Hiulbør i
Stykker for ei at bruge den — nødsager dem at bære al Last paa
Hovedet. Hvad Virkning dette maa have, naar en Fod glider,
eller naar Lastens hele Vægt ikkun trykker hele Legemet tilsammen,
alt for vel bekiendt til at sige noget mere derom.«

Det fremgaar af Slaveforholdet, at Ejeren i det store og hele kunde behandle Slaven efter Forgodtbefindende, og egentlige juridiske var derfor ikke nødvendige. Det kunde dog ikke undgaas, at der i en Befolkning, hvor der fandtes et stort Flertal af sorte Slaver, var Mulighed for, at disse med Magt søgte at frigøre og den hvide Befolknings første Behov for en Støtte fra Statsmyndighedernes Side maatte være Bestemmelser, der paa bedste Maade sikrede mod Voldshandlinger og Oprør.

1733 gennemførte Kompagniet en Forordning indeholdende en Række Sikkerheds- og Straffebestemmelser. Af disse kan nævnes § 9, hvorefter »den Neger, som i Onde løfter sin Haand imod en Blank eller truer ham eller giver ham knubbede Ord, skal uden Naade knibes 3 Gange og derefter hænges, om den Blanke det forlanger.Hvis da skal han miste sin Haand.« Endvidere § 10, hvorefter »en retskaffen Blänks Vidne skal være nok imod en Neger, og om der var Formodninger i Sagen, maa Negeren sættes paa Tortur«. Disse og lignende Bestemmelser kunde dog ikke forhindre,men maaske snarere medvirkende til, det store Negeroprørpaa

oprørpaaSt. Jan 1733—34, hvor en stor Del af Befolkningen myrdedes.

Haagensen omtaler dette Oprør og forskellige andre (paa andre </)er) og tilføjer nogle Bemærkninger, som giver et godt Indtryk af Planternes Opfattelse af Retsbestemmelserne: »Af dette sees deres (Slavernes) morderagtige Sind, og at de tragte efter Frihed naar Leylighed gives. Saaledes har jeg og seet 1 å 2 gange at Slaverne paa de Danske Skibe har rebelleret og søgt at overrumple Skibs-Folkene, om mueligt, dersom de ikke havde været i Jern og som Hunde sammenlænkede og var det ikke at Landet nu er temmelig beboet med Borgere og det Høyl. Compagnie havde anvendt Omkostninger paa Castellet og Amunition, som altid holdes med vagthavende Mandskab Dag og Nat, kunde ingen uden Frygt leve iblant dem. Derfor er det den høye Nødvendighed, disse Slaver blive holdt i den yderste Tvang til Arbeyde og under haard Justicie, thi var det ikke saa, torde ingen leve i Landet. Det er derfor reguleret ved Placat, at hvilken Slave, som løfter sin Haand imod en Christen til Vreede, skal miste den ved Bødelen; saa skal og en Slave, der løber bort, og ey indfinder sig igien inden 3 Maaneder ved Bødelen miste sin Fod, derfore ere de og meget underdanige samt tienstfærdige imod enhver Blank.« (S. 52—53).

Den Bestemmelse om Retsordenen, Haagensen omtaler, udstedtes (efter Statens Overtagelse af Øerne). Ud over Straffebestemmelserne den i Hovedsagen ud paa at sikre Slaverne mod vilkaarlig Mishandling samt at skaffe dem forbedrede Arbejdsbetingelser; kun et mindre Afsnit af Bestemmelserne blev offentliggjort Øerne, og det kan ikke antages, at de har haft større Betydning.

Disse Forhold svarede nogenlunde til Negerslavernes Kaar paa
de øvrige vestindiske Øer. Særlig var dog Behandlingen af Slaverne
de hollandske Øer meget brutal1).

Forbedringen i Negrenes Kaar kom kun i mindre Grad som Følge af offentlige Bestemmelser, men skyldtes mere den voksende liberale Tankegang fra dansk Side (jvf. f. Eks. Generalguvernør v. Schottens²) negervenlige Indstilling) og Negrenes betydelige Værdi for Plantageejerne gennem den ved Forbudet mod Negerindførslen Knaphed.

---

1) Jvf. Albert Olsen: Kampen om Kolonierne. Kbhvn. 1939 (S. 79—80), hvor nogle Eksempler paa Slavernes Retsstilling paa andre Øer er givet.

2) Jvf. H. Lawaetz: Peter von Schölten. Kbhvn. 1940.

Alligevel har Negerslavernes Levevilkaar i den første Halvdel af det 19. Åarhundrede næppe ligget langt fra Eksistensminimet. En Beskrivelse fra denne Tid er givet af Kommandør Dahlerup¹), der iøvrigt ikke var Tilhænger af Slaveriets øjeblikkelige Ophævelse, vi skal heraf citere følgende: »Den gamle Negerhytte bestaaer flettede Riisvægge, overklædte med Leer, og Taget bedækket tykke Lag af det saakaldte »Trash«, de tørre Blade af Sukkerrøret. De have et usselt Udseende og ligne i Afstand forfaldne Bistader med det nedhængende graa Halmdække; noget mere Fattigt kan man ikke tænke sig i Udseende som menneskelig Vaaning betragtet. ... Der gaar snart Orm i Straatagenes uordentlige hvorved de blive utætte til Skade for Negrenes Sundhed, ved Intet lider meer end ved Fugtighed«. Dahlerup oplyser, at det ved denne Tid tilpligtedes Plantageejerne »efterhaanden ombygge Negerhusene« og erstatte dem med Stenhuse med Tag af Træspaaner.

En anden Forfatter fra samme Tid, G. W. Alexander²), giver ligeledes en Beskrivelse af Negrenes Leve- og Arbej dsvilkaar. Man faar herigennem trods det mørke Billede, der tegnes, et Indtryk af Bedringen i Kaarene i Forhold til Slutningen af det foregaaende Åarhundrede, idet Arbejdstiden er lempet en lille Smule, og den korporlige Revselse er begrænset i Forhold til tidligere. 1840 kom der en Forordning, hvorefter en Slave havde Ret til at købe sig fri mod at betale den fulde Værdi, og en Ejers Ret til korporlig Straf begrænsedes.

Nævnte Opfattelse bestyrkes yderligere gennem en Række Regnskaber 1830'erne fra nogle af Staten overtagne Plantager³). Selv om Oplysningerne er ret spredte, tør man antage, at de har været typiske for Forholdene. Efter disse Regnskaber yder Plantageejeren regelmæssigt sine Slaver en stor Del Levnedsmidler, saasom Hvedemel, Majs og Bønner, Flæsk og saltet Kød, Sild (jvf. nærmere Tabel 27 i Afsnittet om Rentabilitet).

Dette hænger øjensynligt sammen med en mildere Kurs hos de
øverste Myndigheder. Generalguvernør von Schölten var kendt

---

1) H. B. Dahlerup: Skitser fra et kort Besøg paa vore vestindiske Øer i Sommeren 1841. I Nyt Archiv for Søvæsenet, Bind 1. (S. 32). Kbhvn. 1842.

2) G.W. Alexander: Om den moralske Forpligtelse til og det Hensigtsmæssige strax og fuldkommen at ophæve Slaveriet i de dansk-vestindiske Kolonier. København 1843.

3) Nogle af disse Regnskaber (som er opbevaret i Rigsarkivet) er udførligere i Tabel 27, Side 150.

som en Mand, der ønskede Slaveriet successivt ophævet, og det har heller ikke været uden Betydning, at Slaveriet efter en Bestemmelse1834 ophævet paa de nærliggende engelske Øer. Denne Udvikling indenfor den engelske Koloniverden styrkede de liberaleborgerlige i København, og disse ønskede, at Slaveriet skulde ophæves hurtigst muligt. Paa den anden Side stod Plantageejerne,der vilde give Afkald paa de store Formueværdieruden Erstatning, men alligevel ikke var helt upaavirket af de nye Tanker, idet man netop i 1840'erne kan konstatere relativt mange Frigivelser.

Imellem de to Standpunkter staar Regeringen. Saavel Generalguvernøren Kong Kristian den Ottende var Tilhængere af en gradvis Frigørelse, og man gennemførte efterhaanden nogen Lempelse Negrenes Kaar. Ved en Forordning af 18. Februar 1843 bestemtes det saaledes, at Slaverne skulde holde fri ogsaa om Lørdagen skulde holdes lukket til Kl. 2 om Eftermiddagen), det Marked, hvor Negrene solgte deres Produkter, blev flyttet fra Søndag til Lørdag, idet Negrenes Arbejde for egen Føde og Regning blev henlagt til sidstnævnte Dag.

Den 28. Juli 1847¹) udstedtes et Reskript, der bestemte, at alle nyfødte Negre skulde være frie, medens alle, der var Slaver, skulde frigives successivt i Løbet af 12 Aar. Formaalet hermed var en Imødekommenhed til begge Sider, men ingen af Parterne var tilfredse, særlig syntes Negrene, at en Ventetid paa 12 Aar var ganske uoverskuelig. Stemningen var saaledes urolig, og Meddelelserne Begivenhederne i Europa og særlig forskellige Negeruroligheder de andre Antiller fængede til et Oprør i Begyndelsen Juli 1848. Von Schölten vilde ikke lade det komme til væbnet Kamp og udstedte under 3. Juli en Proklamation, hvorefter alle Negrene straks var frie og kunde forlade deres Plantager uden Erstatning til Ejeren. Proklamationen havde følgende Ordlyd: Alle ufrie paa de dansk-vestindiske Øer ere fra Dags Dato frigivne, 2) Negrene paa Plantagerne beholde i tre Maaneder fra Dato Brugen af de Huse og Provisionsgrunde, hvoraf de nu ere i Besiddelse, 3) Arbejdet betales i Fremtiden efter Overenskomst, hvorimod allowances²) ophører, 4) Underholdningen af Gamle og Svage, som ere ude af Stand til at arbejde, afholdes indtil nærmere af deres forrige Ejere«.

---

1) Jfr. for den følgende Fremstilling Bernhard v. Petersen: En historisk Beretning om de Danske Vestindiske Øer. Kbhvn. 1855, samt Kay Larsen og Lawaetz.

2) D. v. s. Tildelinger af Levnedsmidler.

Da Forholdene herefter hurtigt faldt til Ro, gjaldt det om at skabe Regler for Arbejdsforholdet paa det nye Grundlag, og ret hurtigt gennemførtes forskellige Bestemmelser, der skulde regulere og faktisk begrænsede Friheden. Ved en Anordning af den vestindiske Regering d. 29. Juli 1848 bestemtes det, at Landbefolkningen skulde være forpligtet til at søge lovligt Erhverv ved fast Arbejde, at Kontrakter herom skulde have Varighed mindst eet Aar, og at enhver, der havde fast Arbejde paa en Plantage, skulde have Bopæl paa denne; hvis en af Parterne opsagde Kontrakten, skulde dette indberettes til Politimesteren, der, hvis den paagældende ikke kunde dokumentere at have faaet andet Arbejde, skulde anvise ham saadant paa de Betingelser, der kunde opnaas.

Disse foreløbige Bestemmelser blev uddybet ved en Anordning af 26. Januar 1849 (sædvanlig kaldet Arbejderreglementet). Herefter enhver Form for korporlig Revselse forbudt Arbejdsgiveren. var fastsat til 9 Timer daglig i Ugens første 5 Dage (Lørdag og Søndag fri). Med Hensyn til Lønnen deltes Arbejderne i tre Klasser, idet man til første Klasse henførte det meste Haandværksarbejde og det sværeste Markarbejde, medens man til tredie Klasse henførte væsentlig Børn og gamle. Arbejdslønnen for første Klasse 15 cts. om Dagen, for anden Klasse 10 cts. og for tredie 5 cts. Desuden skulde der ydes Arbejdere af de to første Klasser frit Hus og et Areal paa 30 å 50 Kvadratfod. Denne Løn skulde udbetales for hele det Aar, der var kontraheret om, hvad enten der faktisk var Arbejde eller ej. Hvis Arbejderen fik sin Kost hos Arbejdsgiveren, kunde der fradrages 5 cts. daglig.

Ved Hjælp af disse Bestemmelser kunde Arbejdet ved Sukkerproduktionen nogenlunde som tidligere; Bernh. von Petersen i sin Afhandling 1855, at Kontrakterne nærmest maatte opfattes som en Fortsættelse af Slaveriet.

I 1853 fastsattes en Erstatning til Planterne paa 50$ pr. Neger (uden Hensyn til Alder og Køn), som de ved Frigivelsen havde mistet over, saaledes at Planterne fik en delvis Erstatnin ¹).

---

1) Lov af 23. Juli 1853. Af Sagens Behandling i Rigsdagen fremgaar det, ixt Planterne krævede fuld Erstatning som en Ret, men at Rigsdagen delte dette Synspunkt og nærmest betragtede den delvise Erstatning, ydedes, som en Begunstigelse (jvf. Rigsdagstidende for 1852 Bd. 111, Sp. 1245).

En Sammenligning mellem Forholdene før og efter 1848¹) viser, at Negrene i nogen Grad opnaaede personlig Frihed og visse personlige men at deres Levevilkaar ikke var saa sikre i Forhold til tidligere. Ingen Plantageejer behøvede længere beholde den Arbejdskraft, der ikke var effektiv, og der var for de paagældende ingen sociale Bestemmelser at falde tilbage paa. De vanskelige Kaar for Negrene maa nu ses i Sammenhæng med de økonomiske Muligheder for Plantagerne, og da Sukkerpriserne Følge af den voksende Konkurrence dels med det europæiske og dels med en voksende Opdyrkning paa de andre vestindiske Øer var faldende, blev Negrenes økonomiske Kaar realiter nærmest slettere. Hertil virkede ogsaa den Omstændighed, mange Plantageejere efter Frigørelsen kom ind paa at importere Arbejdskraft (bl. a. Kulier og Negre fra Barbados, som paa Grund af deres større Effektivitet var billigere end Øernes egne Negre) paa 1-aarige Kontrakter. Jvf. saaledes en Liste over importeret Arbejdskraft til St. Croix i Aaret 1863 i The St. Croix Agricultural Reporter Juli 1864 (S. 15_—16). Forringelsen i Negrenes førte til sidst til det store Oprør²) i 1878 paa St. Croix, som vel blev slaaet ned, men som fik den danske Regering til at interessere sig mere for Øernes sociale Forhold.

I Kommissionsbetænkningen af 1903 oplyses, at Lønnen for en første Klasses Markarbejder var 20 cts. om Dagen plus fri Bolig (hvor der ikke ydedes Bolig, var Lønnen 25 cts. om Dagen). Efterhaanden Negrene at organisere sig, og det lykkedes dem da ogsaa at naa en Dagløn af 25 cts. plus fri Bolig (ansat til 5 cts.). Da Sukkerpriserne stadig laa meget lavt, blev Følgen, at flere og flere Plantager gik ud af Dyrkning, hvorved Arbejdsmulighederne forringedes. For at komme over denne Vanskelighed gik man i nogen Udstrækning over til Akkordarbejde (som ved tidligere Bestemmelser været forbudt). Det oplyses i Betænkningen af 1916, at Arbejdsfortjenesten ved Akkord kunde blive 40_—55 cts. daglig (beregnet for Arbejdere uden fast Bopæl paa Plantagen).

De vanskelige Arbejdsforhold paa Øerne er omtalt i Kommissionsbetænkningenaf
hvor en Række specielt sagkyndige har
udtalt sig. Vi skal her nævne en Udtalelse af Guvernør Helweg-

---

1) Betydningen af det skete for Plantagernes Drift vil blive nærmere omtalt i Afsnittet om Plantagernes Rentabilitet.

2) Beskrevet af talrige Forfattere, bl. a. af Kay Larsen og af C. E. Taylor: Leaflets from the Danish West Indies. London 1888. Jvf. ogsaa en Række Artikler i »Berl. Tid.«, Oktober Kvartal 1878.

Larsen (S. 124), der stærkt pointerer, at det hidtil gældende Kontraktsystemhavde sig selv, og at det gjaldt om at træffe en Ordning, som gjorde Tilværelsen for Landarbejderen paa St. Croix saa god, at Spørgsmaalet om Udvandring ikke kom til at foreligge for ham, og dette skulde først og fremmest ske ved, at Landarbejderen selv kom til at raade over sin Arbejdskraft og ikke blev tvunget til at bo i de Planterne tilhørende Boliger. Udviklingenløb hurtigt fra den lokale Regering, idet Arbejderneorganiserede og stillede Krav, der set fra et socialt Synspunkt ikke kan synes urimelige, men som dog var saaledes, at Planterne truede med at opgive Sukkerdyrkning i stor Udstrækning,hvis gennemførtes. Dette vanskelige Problem var ikke endelig ordnet, da Afstaaelsen blev vedtaget i 1916.

Vender vi os nu til Arbejdsbetingelser og Levevilkaar for den arbejdende Befolkning i mere vid Betydning, maa det bemærkes, at den danske Stat omkring det sidste Aarhundredeskifte viste en stigende Interesse for de sociale Forhold paa Øerne, og bl. a. den i Tilknytning til Salgsforhandlingerne i 1902 nedsatte Kommission fik gennemført nogle Forbedringer og lovede Gennemførelse af endnu flere. I sundhedsmæssig Henseende gjordes der en Indsats for at skaffe Byernes Beboere bedre Drikkevand, da de tidligere benyttede Brønde havde været en farlig Smittekilde¹).

Sygdomsbehandlingen havde i Slavetiden (set med Datidens Øjne) været nogenlunde, idet der paa Plantagerne var et vist Lægetilsyn,og var af økonomiske Grunde interesseret i, at smitsomme Sygdomme ikke bredte sig; dette gælder i Særdeleshed Spedalskheden, der kom til Øerne med Slaveimporten fra Afrika — man kan gaa ud fra, at smittede Slaver var en Vare uden Handelsværdi,og kunde de »fordærve de andre Varer«. I den første Tid efter Frigørelsen fortsattes Tilsynet nogenlunde uforandret, idet der i Arbejderregulativet var en Bestemmelse om et mindre Fradrag i Lønnen til Lægetilsyn og Medicin. Efter Oprøret1878 Forholdene, og det tvungne Lægetilsyn ophørtepaa Plantager. For de spedalske blev der ikke sørgetfør hvor der oprettedes en Anstalt for spedalske paa St. Croix²). Kommissionen af 1902 erklærer, at den var en Blanding

---

1) Kommissionsbetænkningen af 1903 optrykker S. 290_—93 en meget oplysende Rapport herom fra Landfysikus Mortensen, afgivet 1889 (og stadig aktuel i 1903).

2) En uhyggelig Beskrivelse af denne Anstalt er givet af Prof. Ehlers i Kommissionsbetænkningen af 1903 (Bilag 20, S. 265—74).

af Fængsel, Sindssygeasyl, Fattiggaard og Spedalskhedsasyl. I 1909 lagdes Grundstenen til et nyt Spedalskhedsasyl, og Ehlers kunde til Kommissionen af 1916 udtale, at Forholdene paa St. Croix nu var bedre end paa de fremmede Øer, og at man med den gældendeOrdning vente, at St. Croix i Løbet af en Menneskealdervilde renset for Spedalskhed¹).

Det vil føre for langt her at komme ind paa de andre sygdomsbekæmpende
og de Forandringer, der blev gennemført
Begyndelsen af det 20. Aarhundrede.

Stor Betydning for den arbejdende Befolknings Kaar har Skolevæsenet
I Slavetiden har der formentlig ikke været nogen
Undervisning af Børnene.

I den sidste Halvdel af det 19. Aarhundrede gennemførtes videregaaende ved Forordningerne af 1876 og 1884; da Kommissionen kom til Øerne i 1902, fandt man Anledning til adskillig En Del af de uheldige Forhold blev i de følgende Aar forbedret, og en Række Udtalelser til Kommissionen af 1916 gaar ud paa, at Skoleforholdene var tilfredsstillende.

Kommissionen af 1902 var ogsaa interesseret i at forbedre Arbejdsforholdene Oprettelse af nye Smaabrug. Saadanne havde ikke været kendt i ældre Tid, hvor der var et skarpt Skel mellem den hvide Overklasse og den sorte Arbejderklasse, og det første Skridt i Retning af Skabelse af en Mellemklasse paa Landet at det offentlige i 1883 beslutter at udstykke nogle Statsplantager S. 84). Disse Husmandsbrug kunde nu levere deres Rør til Fællessukkerkogeriet, og det oplyses for Kommissionen, at Høsten Ager var større paa Husmandsbrugene end paa de større Plantager. Omfanget af disse Brug fremgaar af, at der i Aaret 1901 til Fælleskogeriet blev leveret 26 % af hele Leverancen fra saadanne Smaabrug. Kommissionen af 1902 var interesseret i en Fortsættelse af denne Udviklingslinie, men der blev i de følgende Aar ikke taget kraftigt fat paa Udstykningen, og i 1916 synes Interessen have tabt sig noget. Sukkerpriserne var meget smaa, og de fleste Husmænd havde ikke tilstrækkelig Kapital og Initiativ til at skaffe sig de nødvendige Arbejdsredskaber.

Det vil yderligere have Interesse for Forstaaelse af Forholdene
at kende Antallet af Arbejdere og disses Værdi paa de enkelte
Plantager til forskellige Tider. Herom findes kun en Række

---

1) I 1939 giver Mielche i »Tre smaa Øer« en sympatisk Beskrivelse af det af Odd-Fellow Brødrene oprettede Tilflugtssted for St. Croix' spedalske.

spredte Oplysninger, der dog skal gengives her, da de antagelig
har været typiske for Forholdene og den stedfundne Udvikling.

Søren Sommer (1738) nævner i Forbigaaende, at en Sukkerplantage Almindelighed« (sandsynligvis paa St. Thomas, men Forskellen næppe stor paa dette tidlige Tidspunkt) beskæftiger 20^—30 Negerslaver.

Haagensen (1758) oplyser mere udførligt (S. 32—34), at der til
en normal Plantage paa 150 Agre ved fuld Drift hørte 48 Negre,
der fordeltes paa følgende Maade:

Slavernes Værdi synes paa den Tid at have ligget mellem 200
og 300 Rdl. i Gennemsnit.

Fra en Række Taksationsforretninger¹), der fandt Sted 1786^—88, findes der specificerede Oplysninger over Arbejdsstyrken paa de enkelte Plantager. Vi skal her som Eksempel give Oplysninger fra en enkelt, Hermitage (1786), beliggende i Kongens og Prinsens d. v. s. midt imellem de to Byer i det frugtbare Sukkeromraade. Plantage havde 300 Agre, hvoraf 240 var beplantet Sukker. Den ved Taksationen fastsatte Værdi af Slaverne et Gennemsnit af 300 Rdl. v. C. pr. Slave.

---

1) Den vestindiske Gælds Liquidations Commission: Taksationsforretninger (i Rigsarkivet).

Henimod Negerslaveriets Ophævelse 1848 regnede man med, at
en Plantageneger gennemsnitlig havde en Værdi i Handel og Vandel
ca. 200 Rdl. v. C. (Bergsøe, S. 622).

Antallet af beskæftigede paa Plantagerne i den sidste Del af
det 19. Aarhundrede illustreres ved Tabel 13, hvis Tal er hentet
fra Matriklerne.

Vi ser af Tabellen, at der paa alle Omraader har været en ret betydelig Nedgang i Antallet. Dette skyldes antagelig i høj Grad, at en stor Del af dem, der arbejdede paa Plantagerne, efterhaanden var flyttet ind til Byerne. Ved Siden heraf maa det antages, at der med den voksende Mekanisering og formindskede Produktion har været en reel Nedgang i Antallet af arbejdende paa Plantagerne. Tabellens sidste Linier ses talmæssigt den stærke Overgang Betaling i Provisioner og Penge til Betaling i Penge alene, og denne Overgang viser sig i det væsentlige at være fuldbyrdet 1885.

Det karakteristiske for Arbejdsforholdene i Plantagesamfundet paa de danske som paa de øvrige vestindiske Øer var saaledes en meget stor Underklasse af Slaver (senere Lønarbejdere), der levede paa Eksistensminimet, og en faatallig, hvid Overklasse, var fuldstændig afsondret fra den øvrige Befolkning. Oprindelig fandtes der saa godt som ingen Mellemklasse (Forvaltere, og Haandværkere var oprindelig blot dygtige, hensynsløse Slaver); i Tidens Løb fremkom der, da Ejerne ofte boede andetsteds, en mindre Gruppe af hvide Forvaltere Underforvaltere, men det stærke Skel mellem hvide og farvede at bestaa, saaledes at der aldrig er fremkommet en Mellemklasse, der har kunnet præge Befolkningens Sammensætning. sorte Haandværkerklasse af frie Negre, der i Begyndelsen det 19. Aarhundrede udskilte sig fra den egentlige Slavebefolkning, for en Del til i Byerne, hvorfra mange af dem atter udvandrede.

VII. PLANTAGERNES KAPITALFORHOLD

Før vi nærmere redegør for Kapitalforholdene, vil vi kort anføre
vigtigste Oplysninger om de anvendte Møntenheder paa
Øerne1).

Møntvæsenet paa de dansk-vestindiske Øer er ret kompliceret, idet der gennem Tiden har cirkuleret en Mængde forskellige Mønter, i forskellige Lande og tildels med varierende Værdi i Forhold til hinanden. I Tider med Mangel paa Mønt har man regnet i Tobak, Sukker og andre nogenlunde fungible Varer.

---

1) Jvf. særlig J. Wilcke: Kurantmønten 1726—1788 (S. 271—84). Kbhvn. 1927. Endvidere Oldendorp, West og Bergsøe samt Fr. Thaarup: Versuch einer Statistik der dänischen Monarchie (2. Del, 2. Afsnit). Kbhvn. 1796

De spanske Pesos, der cirkulerede i hele Vestindien, benyttedes ogsaa meget paa de danske Øer, ogsaa efter at Kompagniet i 1740 havde faaet Ret til at udmønte en særlig Mønt for Øerne (i Beg. 12- og 2-Skillinger). Disse vestindiske Skillinger var undervægtige Forhold til de danske og sank derfor hurtigt i Værdi overfor disse. Ved en Forordning 1770 fastsloges det saaledes skabte Forhold, 100 Rdl. vestindisk Courant officielt fastsloges at være lig 80 Rdl. dansk Courant. Fra Slutningen af det 18. Aarhundrede benytter de fleste Opgivelser Rdl. v. C. og Pesos i Flæng (»Pieces of eight«)¹).

Fra 1814 regnes 100 Rdl. v. C. lig 128 danske Rigsbankdaler, men det bliver fra denne Tid mere og mere almindeligt at regne i (vestindiske) Dollars, idet 100$ regnes lig 156V4 Rdl. v. C. Denne Regnemaade blev officiel fra 1849. I den sidste Del af den danske Periode regnedes en vestindisk Dollar lig 5 Francs lig 3,60 Kr.

De ældste tilgængelige Oplysninger om Plantagernes Kapitalforhold samlet af Westergaard, der S. 132 giver nogle summariske Oplysninger for Tiden 1690^—1704, af hvilke synes at fremgaa, at den i Plantager investerede Kapital endnu var ringe. Det kan saaledes at Kompagniets 3 Plantager paa St. Thomas i 1690 havde en samlet Værdi af 18.424 Rdl. v. C, hvoraf de 10.957 var Værdien af 122 Slaver, medens Resten, 7.467 Rdl., var Værdien af Bygninger (og Grunde). 11700 var Værdien af de samme tre Plantager Rdl., hvor de 9.504 Rdl. var Værdien af 180 Negre, og 7.953 var Bygningers (og Grundes) Værdi. Negrenes faldende Værdi skyldes de store Tilførsler, særlig fra 1696.

For Aaret 1735 oplyser Westergaard (S. 218) om to Sukkerplantager, tilhørte Kompagniet og var beliggende paa St. Thomas, at den samlede Værdi var henholdsvis 14.121 og 14.520 Rdl. d. C.; heraf udgjorde Negrenes Værdi henholdsvis 7.755 og 9.305 Rdl., mens Besætningens Værdi kun var nogle faa Hundrede Rigsdaler. Bygninger, Lager og Jordværdi udgjorde Resten. I dette Eksempel er Slavernes Værdi ca. 60 % af Totalværdien, medens Jordværdien formentlig endnu var meget lille. 1754 havde Kompagniet tilsammen ca. 42.000 Agre Plantagegrund til private for ialt ca. 86.000 Rdl. (d. C.?); smlgn. Grundværdierne i Tabel 15, S. 124.

De næste Oplysninger findes hos Haagensen (særlig S. 27—28),
der giver en Række konkrete Tal for Udgifterne til Investering i
en Sukkerplantage af normal Størrelse (150 Agre).

---

1) 1 Rdl. v. C. =8 Realer =48 Styver =96 Skilling.

løvrigt fremhæves det, at Udgifterne til Bygninger o. lign. paa
enkelte, større Plantager kunde være op til det 5—6-dobbelte.5—6-dobbelte.

Af Oversigten fremgaar, at den overvejende Del af Værdien er Slavebesætningen; det maa dog bemærkes, at man for Jordværdien indført Overtagelsesprisen fra Kompagniet 500 Rdl.¹), skønt Jordpriserne kort efter Overtagelserne har været stærkt stigende. nævner saaledes (S. 11) som Eksempel, at en Plantage, der var afkøbt Kompagniet for 500 Rdl., i 1747 blev solgt for 1701 Rdl., skønt der fra Plantagen var bortsolgt for over 1000 Rdl. Tømmer, og ingen Forberedelse til Dyrkning af Jorden havde fundet Sted. Og dette Eksempel synes efter den givne Fremstilling at være enestaaende.

len omtrent samtidig Redegørelse (1759)2) om to kongelige
Plantager paa St. Croix findes nogle tilsvarende Kalkulationer
over Nyanskaffelser, hvoraf vi skal anføre:

Det maa bemærkes, at de meget lave Beløb for Bygninger i disse Opstillinger fremkommer ved, at der i Almindelighed hverken Udgift til Træ (som kunde hentes i Skoven) eller til Arbejdsløn (kun til særligt Haandværkerarbejde, ellers brugtes Plantagens Slaver). De væsentligste Udgiftsposter for Bygningerne synes da at have været Fremskaffelse og Brænding af Kalk (fra Revene ved Kysten) samt Køb af særlige Materialer (»Planker, Singler (D: Tagspaaner), Søm, Laase, Hængsler og videre Beslag«, til Tider Cement).

For en noget senere Periode (øjensynlig særlig Slutningen af

---

1) Jord til en Bomuldsplantage kostede hos Kompagniet kun 150 Rdl., men vistnok for et halvt saa stort Areal (3000x1000 Fod).

2) Vestindiske Kommissionsforretninger Nr. 2 og 3 (i Rigsarkivet).

1760'erne) findes en Række Oplysninger hos Oldendorp (S. 253 —55). Denne meddeler, at en Plantages Værdi gennemgaaende er 50_—70.000 Stück von Achten (formentlig Pieces of eight, lig Rdl. v. C.¹). Forklaringen er særlig det større Antal Negre pr. Plantageog langt højere Jordværdi som Følge af den større Produktion(og ogsaa højere Priser). Bygningerne er dog formentlignu omfattende end tidligere, saaledes er nu langt flere Plantager forsynet med Vindmøller. Oldendorp oplyser, at en Vindmølle koster 9.000 Stück, medens en Hestemølle koster 1.000 plus forøgede Udgifter til Muldyr og Heste, og man forstaar, at Overgang til Vindmøller i ret stor Udstrækning har fundet Sted; han bemærker yderligere, at Vindmøllens Kapacitet er langt større end Hestemøllens, og at man derfor med denne bedre kan passe et større Sukkerareal. Koge-, Kyre- og Destillerhus koster nu tilsammen4—5.000 Sukkerkedlerne 1.000.

I den følgende, gode Tid steg Priserne paa Plantagerne atter stærkt, og vi har fra de offentlige Vurderinger i 1786_—87, da den danske Stat overtog et meget stort hollandsk Laan til Planterne (det Ter Bork'ske Laan) nærmere Oplysninger fra en lang Række Plantager²). Vi vælger heraf fire, som er typiske for de større Sukkerplantager paa St. Croix.

---

1) Da Forfatteren skriver paa tysk, maa det antages, at han har oversat Udtrykket »pieces of eight«; der fandtes ganske vist den ret sjældne Mønt Stück von Achten, men det er usandsynligt, at Oldendorp skulde have omregnet de Værdier, han omtaler, fra den gængse Mønt pieces of eight til denne sjældnere benyttede Mønt (jvf. ogsaa hans Omtale af Mønterne S. 245). Dette understreges ved, at den store Værdistigning paa St. Croix, hvis man regner med Stück von Achten, vilde ligge i de faa Aar fra Haagensen til Oldendorp (der har sine Erfaringer fra 1760'erne), medens alle Erfaringer synes at vise, at Værdistigningen er fordelt over hele Perioden (1758) til Oxholm (1797).

1) Jvf. Fodnoten S. 117. Det bør anføres, at disse Vurderinger, i Almindelighed foretaget af Planternes Naboer eller andre inden for deres Omgangskreds, maa antages at udvise en for høj Værdi — i hvert Fald maksimal Værdi (se herom de anonyme Breve i Politisk og physisk Magazin 1797 S. 267_—68).

Naar Værdierne er saa forskellige, skyldes det især den forskellige og dette understreges yderligere ved, at de Plantager, har den bedste Jord, ogsaa har det største Sukkerareal. Set pr. Ager og under Hensyntagen til Sukkerarealet kan disse Plantager formentlig antages for typiske for Forholdene i de nævnte Aar. Det maa derfor anses for berettiget, at vi til en nærmere Analyse af Kapitalens Investeringsform i Tabel 15 gengiver fra Plantagerne Endfield Green og Granard. Den største Post for begge Plantagerne er nu Jordværdien (henholdsvis og 44 % af Totalværdien). Afgrødens Værdi er ca. 8% og Besætningernes 3 å 4 %. Resten af Værdierne er delt næsten mellem Negre paa den ene Side og Bygninger og Løsøre den anden Side. Af Bygningerne har Koge-, Kyre- og Destillerhuset egentlige Fabrik) langt den største Værdi; ogsaa Vindmøllen eller Beboelseshus for Ejeren kan være en ret stor Post i denne Gruppe. Derimod betyder Negerhytter, der gerne er sat til 80 Rdl. pr. Stk., ikke meget. Negrenes Værdi (godt 300 Rdl. pr. Stk.) kan ikke direkte sammenlignes med Haagensens Tal, da der kun skønsmæssigt kunde angives et Gennemsnit ud fra dem. Selvom Slavebesætningernes Værdi procentvis har været faldende siden Haagensens Tid, har den dog absolut set været stigende.

Der findes endvidere Oplysninger¹) om Totaltallene for de 81 Plantager, hvis Gæld til Holland blev overtaget af den danske Stat. Paa Grundlag heraf er Tabel 16, der angiver de samlede Tal og Procenttallene for hver af de tre Øer, udarbejdet.

De her omhandlede Plantager omfattede et samlet Areal paa 23.457 Agre (deraf Sukkerareal 11.904 Agre), saaledes at Værdien pr. Ager nu udgør 418 Rdl. v. C; for St. Croix alene 16.303 Agre (hvoraf 10.100 i Sukkerrør) med en Værdi pr. Ager af 523 Rdl. v. C.

---

1) Summarisk Extract af Taxationerne over Panterne til de af Kongl. May.t indkøbte hollandske Laan 1786 (i Rigsarkivet).

Sammenligner vi disse Tal med Tallene hos Haagensen og 01dendorp, vi, at Negrene udgør en procentvis mindre Del af Værdien trods den forøgede Slavebestand. En stor Værdistigning de mange Bygninger, som nu findes paa en Plantage. stærkere er Værdistigningen for Jorden, og man bør her have i Erindring, at Jorden objektivt set er ringere, idet der med Sukkeret er bortført flere Næringsstoffer, end der er tilført ved Gødning. Den stærke Værdistigning maa derfor især skyldes Plantagernes Rentabilitet, der meget hurtigt har bundfældet sig som Jordværdi.

De hidtil givne Oplysninger har kun haft Relation til Kapitalbalancens og vi maa da for at supplere Billedet give nogle Oplysninger om Passiverne. Oprindelig udgjorde Egenkapitalen hele Passivsiden, men relativt hurtigt fik Plantagerne ret betydelig Gæld, hvoraf de vigtigste Former var følgende: Panthæftelse i fast Ejendom, Panthæftelse i Slaver og løs Købmandsgæld og lignende.

Den oprindelige Panthæftelse var til Kompagniet, dog var Panthæftelsernei til Slavehandlerne (d. v. s. dels Kompagniet, dels en Række private Handlende). Westergaard oplyser (S. 236), at i 1747 var Planternes Gæld til Kompagniet 136.000 Rdl., medensden

densdeni 1753 var steget til 562.000 Rdl. Da Staten opløste Kompagnieti og overtog dets Aktiver og Passiver, tog man med haard Haand fat paa at inddrive Gælden, og det resulterede i en Del Tvangsauktioner, idet Staten ikke ønskede selv at overtage Plantagerne.

I den følgende Tid (jfr. ovenfor Perioden mellem Haagensen og Statsvurderingerne) steg Plantagernes Værdi paany stærkt. Mange Plantere solgte deres Ejendomme med stor Fortjeneste og drog med denne tilbage til Europa (som Regel England eller Irland, eventuelt Holland) for der at købe en Ejendom og slaa sig ned. De nye Købere maatte i stigende Grad optage Laan for at kunne betale Overtagelsen og finansiere Driften i den første Tid. Disse nye Laan fik Planterne for en stor Del hos Bankiers i Amsterdam mod at udstede 6 %'s Obligationer til disse; herom findes en Redegørelse Hamborgs politiske Journal, aftrykt med nogle Kommentarer Tidsskriftet »Handelsefterretninger« i København 24. Februar 1786¹). Om de Forpligtelser, de dansk-vestindiske Plantageejere sig overfor Hollænderne, oplyses det i Artiklen: »Debitorerne skulle svare 6, ikke 8%, men de nødes desuden til at consignere af deres Varer til Creditorerne for Betalingen af Renterne, og Afbetaling af Capitalen. I saa Fald maa de af disse Varer betale 2% Provision, og det endog om de blive sendte til og afsatte i Kiøbenhavn, da Creditorerne beregne sig denne Commission, de vilde have fortient, om Varerne vare dem tilsendte«.

Den stigende Udskibning af Sukker til Holland bevirkede, at Københavns Monopolstilling i Sukkerhandelen paa dansk Vestindien svækket, og da man samtidig i Danmark var ngstelig Hollændernes voksende Indflydelse paa Øerne, idet de økonomiske kunde befrygtes at blive til politiske Interesser, søgte man fra dansk Side at gennemføre en fuldstændig af Laaneforholdene.

Da Staten ikke havde Midler til selv at yde Planterne de nødvendigeLaan, den et stort Laan paa relativt gunstige Betingelser.Dette Provenu blev anvendt til at købe de hollandskeFordringer. dansk-vestindiske Plantagers Obligationer stod paa det Tidspunkt meget lavt i Kurs (de noteredes i 53 i Holland), hvad der lettede Transaktionen for Regeringen. Artikleni oplyser til Forklaring paa denne lave

---

1) Efterretninger om den inden- og udenlandske Handel etc. 5. Aarg S. 122 ff. Kbhvn. 1786.

Kurs følgende: »Obligationerne vare faldne af den Aarsag, at Plantagerne ansaaes at være for høit taxerede, at de Negre, der skulde være som Besætning paa dem, ikke vare der, siden man skal være kommet efter, at undertiden en Planter, naar hans Plantageskulde havde laant Negre fra sin Nabo, o. s. v. Der skulde afbetales 10 % aarlig af Capitalen, hvilket ikke var skeet, og Renterne ere vel heller ikke altid til rette Tid under forberørteOmstændigheder

Resultatet var, at den danske Regering gennem sine udsendte Opkøbere i Holland købte alle disse Obligationer paa ialt 9,9 Mill. Gylden for 6,3 Mill. Gylden, altsaa til en gennemsnitlig Kurs af godt 60, idet Kursen efterhaanden steg ved Opkøbene. Den danske Stat nedskrev Fordringerne paa de enkelte Plantager tilsvarende. Ved Statens Overtagelse blev Renten nedsat til 2%, saaledes at Plantagerne en Lettelse baade med Hensyn til Hovedstol og Rentebyrde.

Denne Finanstransaktion blev stærkt diskuteret og kritiseret, bl. a. i de tidligere omtalte anonyme »Breve fra St. Croix« 1796¹), hvori det hævdes, at der er disponeret ud fra Troen paa en HøjkonjunktursVedvaren. Svar paa denne Kritik opgjorde Oxholm (S. 65—72) Øernes Værdi paa følgende Maade (1797): Af en Plantages Værdi antoges for St. Croix Grunden at være 40 %, Bygninger 35 % og Slaver 25 %. Da der paa Øen var 20.776 Plantagenegretil Gennemsnitsværdi af 350 Rdl. vestind. Cour., faar man en samlet Slaveværdi af 7,3 Mill. Rdl. Multipliceret med fire faas en samlet Værdi af Plantagerne paa 29,1 Mill. Rdl. v. C. For at støtte denne Beregning foretager Oxholm en tilsvarende med Udgangspunkt i, at Gennemsnitsværdien pr. Ager var 220 Rdl., og kommer herudfra til samme Resultat. Paa samme Maade beregnes Værdien af Plantagerne paa St. Thomas og St. Jan til henholdsvis 2,8 og 1,9 Mill. Rdl. v. C. (og lægger man hertil Værdienaf Havne og Skibe, bliver Øernes samlede Værdi 40,5 Mill. Rdl. v. C. eller 30 Millioner Rigsdaler dansk Courant). Af de 33,8 Mill. Rdl. v. C, som efter denne Opgørelse var Plantagernessamlede vedrørte de 13,5 Mill. Plantager, hvori den danske Stat havde Pant. Oxholm mener, at Plantagernes Nettopantegældtil i 1796 var 3,5 Mill. Rdl. d. C. (de 6,3 Mill. Gylden omregnet til Rdl. d. C. minus Afdrag og plus nye Laan) eller ca. 4,4 Mill. Rdl. v. C. Ud fra Skatten paa Pantehypoteker

---

1) Se Fodnoten S. 91.

(i/i%(ⁱ/i% aarlig) beregner Oxholm S. 26_—27 den samlede Panthæftelsepaa til 13,5 Mill. RdL, hvilket er ca. 40 % af PlantagernesVærdi hvilede praktisk talt hele Pantegælden paa L andejendommene, jvf. senere).

Heroverfor gør en anonym Forfatter¹) gældende, at de omhandlede næppe vilde kunne holde deres Værdi i Fredstid, han gør yderligere opmærksom paa, at de paagældende Plantager ogsaa havde anden Gæld til Staten; han opgør (S. 8—10)8_—10) Statens Tilgodehavender hos de paagældende Plantere til 6,75 Mill. RdL d. C. eller ca. 7,8 Mill. Rdl. v. C. Lægges dertil privat Gæld, maa Behæftelsen i hvert Fald overskride 60 %. Foruden den faste Gæld hævder han, at Planterne har en betydelig Købmandsgæld, dette kan man f. Eks. se ved indrykkede Annoncer i den officielle Avis (Eksportører fra U. S. A. meddeler paa denne Maade, at nu vil de have deres Tilgodehavender fra forrige Aar etc.). Ogsaa til Handelshuse i København var der en ikke übetydelig (f. Eks. til Handelshuset von Hemmert, hvis Gæld, da Forbindelsen afbrødes, blev overtaget af Staten).

I de Aar, hvorom der her er Tale (Slutningen af det 18. Aarhundrede), Forholdene gennem det tidligere omtalte Forbud mod Indførsel af Negerslaver. Bekendtgørelsen herom er fra 1792, men skulde af Hensyn til Plantageejerne først træde i Kraft fra 1802, idet Regeringen vilde aabne en Mulighed for, at Antallet af Slaver paa Plantagerne kunde suppleres i det Omfang, var ønskeligt. Plantageejerne gjorde herover gældende, at de manglede den fornødne Kapital, og Regeringen ydede da i Løbet af Aarene 1792—1801 (inkl.) 1,3 Mill. Rdl. v. C. som Laan til Indførsel af Negre fra Guineakysten mod første Prioritet i de indkøbte Negre.

Foruden de her nævnte faste Laan blev der fra »den kongelige Kasse« paa St. Croix ydet korte Laan mod de saakaldte Maj veksler. Disse skulde normalt indløses efter Høsten, men et enkelt Aar (1798) havde Høsten været saa slet, at Vekslerne ikke kunde indløses, de blev da forlænget eet Aar. Dette gentog sig næste Aar, og da den kongelige Kasse stadig ikke kunde faa Beløbet indbetalt, den Sikkerhed i Plantagerne, og Laanet blev omdannet et fast Laan.

---

1) Anonym Forfatter: Berigtigelser ved S. T. Hr. Major Oxholms Skrift om de danske vestindiske Øers Tilstand. Kbhvn. 1798. Kfr. Oxholms Modsvar: i de saakaldte Berigtigelser .... etc. Kbhvn. 1798, der bl. a. polemiserer mod den anonyme Forf.s Opgørelse af Gælden.

De mange Laan skulde af drages i den følgende Periode, og det lykkedes da ogsaa at opnaa saa store Indbetalinger, at St. Croix Plantagernes samlede Laanegæld hos den danske Stat den 1. April 1815¹) var nedbragt til 3,6 Mill. Rdl. v. C. Ide følgende Aar blev adskillige Fordringer afskrevet som uerholdelige, men trods Indbetalinger 2 Mill. Rdl. i Tiden 1815—28 er Gælden til det offentlige 1. Januar 1829 vokset til 4,7 Mill. Rdl. v. C, saaledes at der ogsaa under de nu nedadgaaende Konjunkturer maa være ydet betydelige nye Laan. Foruden Gælden til det offentlige havde Planterne en stor Pantegæld til private. Bogholder Erichson opgør 1829 Pantegælden paa følgende Maade (S. 31):

Plantagernes relativt store Gældsbyrder var ikke vanskelige at bære, saa længe Krigene holdt Priserne oppe og derved gav Mulighed at forrente de store Laan. Efter at Øerne var givet tilbage til Danmark i 1815, var Sukkerprisen endnu relativ høj, og det gik nogenlunde med Kapitalens Forrentning. Efter nogle Aar begyndte Priserne at falde jævnt, blandt andet som Følge af Fredstilstanden og af Roesukkerets Fremkomst paa Markedet; men Planterne paa St. Croix indskrænkede ikke deres personlige Forbrug i nævneværdig Grad, og de faldende Indtægter maatte derfor føre til, at Planterne havde Vanskelighed ved at betale Renter og særlig deres Afdrag, og de enkelte Plantere søgte at komme gennem de forskellige Vanskeligheder ved Hjælp af nye Kreditter. Da de nedadgaaende Priser imidlertid ikke viste sig at være et forbigaaende Fænomen, maatte de daarligst beliggende og mest forgældede Plantager give op; nogle af Plantagerne blev helt forladt, medens andre blev overtaget af Staten som ufyldestgjort Panthaver. Erichson opregner saaledes S. 51, at der i Perioden 1814_—29 var nedlagt 14 Sukkerplantager med et samlet Areal paa 2.053 Agre og deraf et Sukkerareal paa 702 Agre.

---

1) Opgjort af kongelig Bogholder C. G. Erichson i: Statistisk Oversigt for Øen St. Croix i Amerika udarbejdet 1829 (haandskrevet i fire Bind, hvoraf de 3 sidste i Hovedsagen blot henviser til det første. Sidehenvisningerne i det følgende refererer sig alle til det første Bind. Værket findes i Statistisk Departements Bibliotek).

Den samlede Nedgang i Værdier faas ved at sammenstille Oxholms nævnte Kalkulation for Plantagerne paa St. Croix med en Kalkulation opstillet af Erichson (S. 57^—58). Denne Sammenligning følgende Forskydninger:

Angaaende Erichsons Opgørelse kan man bemærke, at Grundværdien fremkommet ved, at Øens 51.054 Agre er delt i 3 lige store Dele, og Værdien af de enkelte Agre er sat til henholdsvis 250, 150 og 75 Rdl. v. C. Det er saaledes kun en meget grov Beregning, man maa i Særdeleshed ikke lægge for megen Vægt paa Delingen af Ejendommenes Værdi i Grund og Bygninger. Derimod kan det skønnes, at det samlede Tal er nogenlunde rigtigt, hvis man sammenholder det med de i den foregaaende Tabel givne Oplysninger om Gælden, er det klart, at Øens Plantere dette Tidspunkt ogsaa procentvis har været meget stærkt forgældet.

Det har yderligere Interesse, at Erichson i denne Kalkule nævner, af Bygningernes samlede Værdi falder 4,8 Mill. (98 %) paa Sukkerplantager og 0,1 Mill. paa »Kvæg«plantager, og vi er paa Grundlag af Erichsons Oplysninger i Stand til at give en Række Sammenligninger mellem Sukker- og »Kvæg«plantagerne i Aaret 1829¹).

---

1) Idet Kvægplantager her tages i Betydningen alle Planlager, der ikke er sukkerdyrkende.

Vi har i ovenstaaende beregnet, at »Kvæg«plantagerne ligger paa den ringeste Trediedel af Øen, at Gennemsnitsværdien af Slaverne lidt højere paa Sukkerplantagerne end paa »Kvæg«plantager, der paa de første er flest af de værdifuldere Haandværkere. de gj orte Beregninger ser vi, hvor stærkt Sukkerplantagerne de økonomisk dominerende. Det maa iøvrigt bemærkes, at Grundværdien pr. Plantage utvivlsomt er skønnet for højt af Erichson for de daarligst beliggende »Kvæg«plantager.

Den store Gæld, som Plantagerne havde i Danmark, er fra kritisk sat i Forbindelse med, at Planterne faa Aar senere androg om Ophævelse af Udførselsrestriktionerne fra St. Croix, idet det har været hævdet, at Planterne hellere vilde sende deres Sukker til U. S. A. og faa kontant Betaling, end sende det til København som Betaling af Renter og Afdrag paa Gælden.

I de følgende Aar forringedes Plantagernes Kapitalforhold trods Handelens Frigørelse, og der var stedse flere Plantager, som maatte opgives eller overtages af det offentlige. En Belysning af Situationen findes i en Artikkel i det liberale Blad »Fædrelandet« i 1841, hvoraf følgende citeres: »Af 151 Sukkerplantager ere nu allerede 76 uden Herskaber; 16 ere nemlig blevne Statens Eiendom 60 ere tilfaldne udenlandske Kreditorer, enten som Eiendom som Pant, og administreres paa deres Regning. De resterende Plantager ere for en Deel ihænde paa Eiere, der afvexlende leve i Europa og i Kolonierne, men af disse 75 ere i det mindste 25 aldeles forgjeldede og følgelig deres Eiere aldeles afhængige af Generalgouverneuren. En medvirkende Aarsag til, at disse Plantager blive forgjeldede, var, at de købtes den Gang Sukkerpriserne var uhyre høie, og nu ved de saa lave Priser ikke kunne svare Renterne. Nogle, for ei aldeles at ruineres, fik Tilladelse at lægge Restancegj elden til Kapitalskylden, men det bliver dem fast umuligt at svare de saa forøgede aarlige Renter. Andre ere afhængige, fordi deres Restancer ved speciel Gunst ere blevne dem aldeles eftergivne«¹).

De her nævnte finansielle Vanskeligheder for de enkelte Plantagerblev ved Slavefrigørelsen i 1848, idet Aktiverne nu blev formindsket med Slaveværdien (der som tidligere omtaltvar 200 Rdl. pr. Stk.). Denne Værdinedgang i Forbindelsemed almindelige Tilbagegang belyses gennem en udførligArtikel

---

1) Citeret efter Alexander: Om den moralske Forpligtelse etc. S. 17_—18 (jvf. Noten S. 111).

førligArtikeli St. Croix Agricultural Reporter1), April 1851, S. 12,
hvor der findes følgende Opgørelse over Værdien af samtlige Sukker
og »Kvæg«plantager paa St. Croix 1851.

Hertil knytter Bergsøe i Den danske Stats Statistik, 4. Bind (S. 636) den Bemærkning, at naar »Kvæg«plantagerne anslaas at have en Værdi af gennemsnitlig 2.000 Dollars, bliver Sukkerplantagernes 22.000 Dollars og deres samlede Værdi 2,84 Mill. Dollars.

Selv om den af Agricultural Reporter foretagne Opgørelse er Udtryk for forsigtigere Vurderinger end Erichsons i 1829, var den reelle Formuenedgang dog saa stor, at Regeringen indsaa, at der maatte ydes en Erstatning for den tabte Slaveværdi, og denne blev som omtalt fastsat til 50 Dollars pr. Slave.

For de følgende Aar kan vi gaa ud fra, at Tilbagegangen er fortsat²), idet Verdensmarkedets Priser, som senere vil blive omtalt, været faldende, bl. a. paa Grund af Konkurrencen fra Roesukkeret³). For Tiden omkring 1870 er det oplyst, at Sukkerproduktionen stærke Skridt var gaaet tilbage siden Slaveriets Forøgede Omkostninger, dalende Sukkerpriser og manglende Regn havde efterhaanden ødelagt de resterende Plantagers og gjort Flertallet af Planterne insolvente.

Udviklingen af Kapitalforholdene paa Plantagerne gennem længere kan bedst belyses fra en Artikel i St. Croix Avis for 19. Juni 1907, hvor Forfatteren gennemgaar Værdien af en Række særlig nævnte Plantager til forskellige Tidspunkter. Det drejede sig antagelig om en ved Salg konstateret Værdi. Vi gengiver Artiklens i Tabel 19.

---

1) Tidsskriftet The St. Croix Agricultural Reporter blev udgivet paa St. Croix af Richard Hatchett 1851—53 samt af P. B. Hatchett 1864—65.

2) Guvernøren slutter sig i sin Rapport 1870 til den Anskuelse, men det betvivles fra anden Side; jvf. »Berl. Tid.« 1. Februar 1871.

3) En udførlig Beskrivelse af Roesukkerets Fremkomst og Betydning for det internationale Sukkermarked findes i L. V. Birck: Sukkerets Historie. København 1909.

Disse Tal giver formentlig et typisk Billede af Aktivernes Værdi; naar man erindrer de tidligere givne Oplysninger om Passiverne, forstaar man, at de fleste Plantageejere henimod 1870 har været insolvente.

Der var, efter at Salgsforhandlinger med Amerika om St. Thomas St. Jan i 1866 var endt resultatløse, stærke Ønsker fremme om, at der skulde ydes Støtte til Planterne fra den danske Stats Side, og et Forslag om direkte Subsidier fremsattes i Folketinget _—71, men blev forkastet. Der blev nedsat en Kommission at undersøge Forholdene, og som Resultat af dennes Arbejde Regeringen 1875_—76 Oprettelse af et Fællessukkerkogeri St. Croix. Dette skulde oprettes som et privat Selskab (A/S St. Croix Fællessukkerkogerier), til hvilket den danske Stat mod St. Croix' Kolonikasses Garanti skulde yde et Laan, der ikke maatte være over 2 Mill. Kr. og ikke være større, end hvad der betaltes fra privat Side. For at fremme Tegningen af Aktier bestemtes at St. Croix' Kolonikasse skulde garantere Aktionærerne % Udbytte af Kapitalen. Alligevel gik det trægt med Aktietegningen, der ved Selskabets konstituerende Generalforsamling kun var tegnet 3A Million. I Løbet af det følgende Aar tegnedes der yderligere V4 Mill. Kr. Fabrikken blev dog bygget og kunde i 1878 paabegynde Arbejdet.

Efter at Begyndervanskelighederne var overvundet, havde Fællessukkerkogeriet nogenlunde gode Aar. Man havde sikret sig lOaarige Kontrakter med Planterne, saaledes at Rørene skulde betales i Forhold til Sukkerprisen i London (100 Pd. Rør sattes lig 5V2 Pd. brunt Sukker, idet der dog skulde ydes Efterbetaling i Tilfælde af, at Aktionærernes Udbytte oversteg 10 %). Da Fællessukkerkogeriet presse forholdsvis megen Saft ud af Rørene, det nogle økonomisk ikke helt slette Aar, men Forholdene hurtigt som Følge af Tørkeperioder og faldende Sukkerpriser.

Da Selskabet ikke kunde opfylde sine Forpligtelser overfor Statskassen, lod denne i 1887 Fabrikken overtage ved Fogedforretning, det overvejedes at udløse Aktionærerne til en Kurs af 30. Dette blev imidlertid aldrig gennemført, og Staten drev i de følgende Aar Fabrikken. Man var ængstelig for ikke strengt nødvendige Udgifter, og dette bevirkede, at Fælleskogeriet ikke holdt Trit med den tekniske Udvikling og efterhaanden blev forældet. økonomiske Forhold blev efterhaanden elendige, Sukkerarealerne og der fandt en betydelig Bortvandring Øerne Sted. Der indlededes paany Salgsforhandlinger med Amerika, men da Forslag om Salg forkastedes af Landstinget mente Staten det nødvendigt at gøre en ny Indsats.

Man mente det ikke forsvarligt fortsat at lade Staten drive Virksomheden, og der dannedes derfor i 1903 et nyt Selskab A/S St. Croix Sukkerfabrik med en Aktiekapital paa 3 Mill. Kr., hvoraf Halvdelen ejedes af Staten, Halvdelen af de gamle Aktionærer. at skaffe den mest sagkyndige Ledelse af Virksomheden den nødvendige Driftskapital, blev Administrationen overladt A/S De danske Sukkerfabrikker; derefter gennemførtes Moderniseringen, saaledes som omtalt i det tekniske Afsnit af Fremstillingen, idet der udstedtes nye Præferenceaktier paa 3/4 Mill. Kr.

Allerede noget tidligere var der fra anden Side tilført Øerne ny Kapital til Bygning af Sukkerfabrikker. Det vil være naturligt særlig at nævne G. A. Hagemanns Navn, idet denne fremragende lige fra 1870erne havde vist Interesse for Øernes og i 1890erne udvidedes hans Initiativ ved Sammenlægning flere Plantager til Fabrikken La Grange, som Hagemann ejede, og som blev drevet efter moderne tekniske Principper (jfr. bl. a. det tidligere omtalte Vandingsanlæg). Yderligere nævnes, at der ogsaa fra anden Side blev gjort en Indsats at fremme det danske Arbejde paa Øerne (f. Eks. af Lachmann paa Fabrikken Bethlehem).

Man var dog efterhaanden klar over, at St. Croix og de andre Øers Økonomi ikke kunde hvile ensidigt paa Sukkerdyrkning. Efter at Salgsforhandlingerne var strandet i 1902, dannedes Plantageselskabet»Det Vestindien«. Dette havde maksimalt en Kapital paa 1,3 Mill. Kr. og saa det som en Hovedopgave at forsøge nye Veje til Ophjælpning af Øernes Økonomi. Man arbejdedesaaledes en Udvidelse af Bomuldsdyrkningen og for Indførelse af nye Planter og Kvægracer, saaledes at der kunde

opnaas en effektivere Udnyttelse af Jorden. Selskabets Virksomhedvar
rentabel; det samlede Underskud i Perioden 1904—14
var 0,6 Mill. Kr.

VIII. PRODUKTIVITET

I de foregaaende Kapitler er de enkelte Produktionsfaktorer beskrevet, mere i Almindelighed som m. H. t. de Forandringer, har undergaaet i den mere end tohundredaarige Udvikling, vi beskriver. Det bliver nu Opgaven at undersøge Resultatet af Produktionsfaktorernes Samvirken i Produktionen. Inden vi gaar ind paa dette i Enkeltheder, skal det bemærkes, — som det ogsaa fremgaar af forrige Kapitel —, at Oplysningerne om Produktionsfaktoren Kapital faktisk oftere drejer sig om den kapitaliserede Værdi af Fremtidsforventninger end om den foretagne og der er Anledning her til at beklage, at Oplysningerne Investeringerne har været saa sparsomme.

Udgangspunktet for den følgende Undersøgelse er Tabel 20, der viser den faktiske Sukkerproduktion paa St. Croix; om Produktionen de andre Øer, der paa Grund af deres ringe Størrelse i Forhold til St. Croix ikke har saa stor Interesse, skal kun i Korthed oplyses, at Revægelsen omtrent er tilsvarende som paa St. Croix. For St. Thomas' Vedkommende naaedes den maksimale Produktion dog allerede i første Halvdel af det 18. Aarhundrede; allerede i Aaret 1755 var Produktionen paa St. Croix højere end den højeste Aarsproduktion, der er naaet paa St. Thomas. Paa St. Jan var Produktionen af lignende Størrelse som paa St. Thomas.

Produktionen var omtrent den samme som Udførslen, idet den
hvide Befolkning brugte hvidt Sukker fra Danmark, medens SlavernesForbrug

vernesForbrugantagelig er dækket direkte fra Rørene¹). De to væsentlige Forbehold overfor at sætte Produktion lig Udførsel: Transithandel med Sukker og Udsmugling, tenderer til at ophæve hinanden. Der foregik særlig i det attende Aarhundrede en ret omfattende Udsmugling, specielt fra Bjærgegnene paa Øens Nordside;forsigtige har sat Udsmuglingen til 10% af Produktionen,men Forfattere har været oppe paa at nævne over 30 %2).%²). Efter 1833, da St. Croix havde fri Handel med Omverdenen,er sikkert ikke forekommet Smugling af Betydning. Den anden vigtige Forskel mellem Produktion og Udførsel i den ældste Tid er den betydelige Transitudførsel af Sukker, en Fejlkildeaf Størrelsesorden, som virker i modsat Retning af Udsmuglingen ved at forhøje Tallene for Sukkereksport. Andre Forskelle kan skyldes Lagring af Sukker, men for St. Croix' Vedkommendekan ikke dette have stor Betydning, idet der ikke har været Lagerpladser til Spekulationslagre.

Udførselsstatistiken maa derfor formentlig kunne tages som Udtryk for meget store Svingninger i Produktionen fra det ene Aar til det andet. Vi har belyst dette i Tabel 21, hvor vi fra Agricultural ³) August 1864, eksempelvis gengiver den aarlige Udførsel i Perioden 1785—94⁴).

Det har som tidligere omtalt væsentlig været Regnmængden, der bestemte Korttidssvingningerne, men ogsaa Plantesygdomme har haft en vis Betydning. Naar man har set disse aarlige Svingninger,forstaas bedre, at det totale Maksimum, der naaedes 1812, og som var langt større end andre »store« Aar, skyldes et Sammentræf af særlige gunstige Omstændigheder, og da særlig

---

1) Agricultural Reporter, April 1851 (S. 11), beregner Øernes aarlige Forbrug at sætte dette til 20 Pd. pr. Individ eller ialt 475.000 Pd. for St. Croix i Midten af det 19. Aarhundrede.

2) Se de anonyme Rerigtigelser v. S. T. Hr. Major Oxholms Skrift (S 21—26).

3) Bergsøe giver nogle tilsvarende Tal; disse er lidt højere og angiver Bruttovæglen (Fadene er vejet med).

4) Smlgn. ogsaa Kurven for Sukkerproduktionen paa Fig. XII, S. 139.

at Regnen kom paa de rigtige Tidspunkter og i passende Mængde.

Endnu større Interesse end de absolutte har de relative Tal, og vi gaar derfor over til at undersøge Øernes Produktivitet ved Sukkerproduktionen. kan undersøges i tre Relationer, nemlig pr. Arealenhed, pr. Arbejdsenhed og pr. Kapitalenhed, og vi skal her belyse de nævnte Relationer i det Omfang, dette er muligt.

I den allerældste Tid var Sukkerudbyttet pr. Arealenhed ikke saa stort som efter nogle Aars Dyrkning. Dette hænger sammen med, at den jomfruelige Jord ligefrem var alt for fed for Sukkerrørsdyrkningen. (1758) har givet en interessant Beskrivelse hvorfra vi skal citere følgende: »... mange Planteurer maattet beklage sig, at Jorden har været saa rüg og feed, at hvad han derudi saaede fik saadan Overgrød, at han ey kunde føre sig samme til Nytte, som for Exempel med Sukker- RØr, derudi saadanne feede Grunde opvoxe til den Høyde og Tykkelse, de maa bukke og falde omkuld, ja brække fra Roden, hvilke Rør, formedelst den store Grøde der er udi, ey giver andet end Vand fra sig, og er utienlig til Sukker, hvorfor og en Mand af saadanne overmaade feede Grunde ey giør meget Sukker de første 2 å 4 Aar, fordi den meeste Saft er Vand, og ved Kaagningen bliver til intet.«¹) (S. 12).

Sukkerproduktionen pr. Arealenhed kan yderligere belyses gennem Række spredte Oplysninger fra forskellige Sider i Slutningen det attende Aarhundrede og fra 1803 ved at sammenstille Arealopgivelser med den samlede Produktion. De saaledes indvundne Oplysninger er samlet i Tabel 22, der angiver Foldudbyttet paa St. Croix²).

---

1) Jvf. at Sukkeret er Sukkerrørsplantens Reserve næringsstof, som ikke dannes paa den fedeste Jord, der indeholder alle nødvendige Næringsstoffer.

2) Opmærksomheden henledes pa&, at Statistikken — der ikke umiddelbart sammenlignes med Foldstatistik fra andre Sukkeregne — omfatter Agre, som er beskattede som Sukkeragre, uanset om Rotationen foraarsaget, at der i det paagældende Aar ikke er blevet høstet paa dem (eller de har været benyttet til Provisioner). Dette bevirker, de faktiske Tal for Foldudbyttet set i Forhold til det høstede Areal maa være noget større, hvad der betyder mest i de senere Aar, hvor en relativt større Del af Sukkerjorden h&r ligget i Hvile. (Paa Oxholms har ca. 1j₆ af Sukkerjorden ligget brak aarlig; i Begyndelsen af det 20. Aarhundrede ca. lU). Betragter man Foldudbyttet over en længere Periode, synes der, da der i Hviletiden ikke dyrkes nogen anden Afgrøde af praktisk økonomisk Værdi, dog at være en vis Rimelighed i &t tale om Foldudbytte set i Forhold til hele det anvendte (beskattede) Areal. Udbyttet af Rom og Melasse pr. Ager er ikke inkluderet i Tabellen.

Af Tabellen fremgaar, at Produktiviteten i Forhold til Arealet i det store og hele har været aftagende, saa længe den ældre Teknik har været anvendt. Der maa antages i det lange Løb at have været nogen Tilbagegang paa Grund af Jordens Udpining og nogen Fremgang paa Grund af, at man efterhaanden kun dyrkede bedste Jord. Fra 1878 har der været nogen Stigning. Den skyldes i nogen Grad, at man paa Sukkerkogeriets Saftstation har kunnet presse Saften ud af Rørene; men iflg. Westergaard (S. 256) er der desuden en Stigning i Mængden af høstede Sukkerrør fra 18.638 Ibs. gennemsnitlig i Aarene 1878^—83 til 26.020 Ibs. i 1897—1902.

Denne Regelmæssighed er dog kun opnaaet ved at betragte Produktiviteten over en længere Periode, saaledes at de Svingninger, fremkommer som Følge af Aarsvariationer, er udlignet.

For at undersøge Aarsvariationerne og deres Hovedaarsag gengivervi den tidligere omtalte Artikel i Geographical Review 1933 et Diagram, hvor man har sammenstillet den gennemsnitlige Regnmængde fra St. Croix med det samme Aars Sukkerproduktionog

tionogSukkcrareal. Vi ser, at Kurverne for Regn og Produktion følger hinanden meget nøje (saaledes at en stor Regnmængde i et Aar følges af en stor Sukkerproduktion det følgende Aar), dog ikke f. Eks. efter Oprøret 1878, hvor en stor Regnmængde ikke resulterede i et stort Høstudbytte (store Sukkerarealer afbrændtes).Ser nærmere paa de to Kurver, konstaterer vi en Stigning i Udbyttet pr. Arealenhed efter Fælleskogeriets Oprettelse,idet for Produktionsmængden er svagt stigende, medens Arealets Størrelse i samme Tidsrum er faldende.

1 sin Bog om Sukkerets Historie sammenligner L. V. Birck Udbyttet St. Croix med Udbyttet i en Række andre rørsukkerproducerende samt med Roesukkerudbyttet for nogle Lande og kommer til det Resultat, at St. Croix paa det Tidspunkt hørte til de ringeste Rørsukkeromraader, og at de bedste Roesukkeromraader gav større Udbytte (jvf. dog hvad der i Fodnoten 138 er sagt om Arealopgørelsen paa St. Croix).

Paa Grundlag af forskellige Forfatteres Beskrivelser af Sukkeravlen
man opstille en Oversigt over hvor mange Aar i Træk,
der kunde høstes efter een Plantning. Det er gjort i Tabel 23.

Tabellen viser tydeligt, hvordan Antallet har været stadig faldendeindtil 1850, hvorefter det har holdt sig nogenlunde konstant.I ældste Tid fandtes der enkelte Plantager, der var i Stand til at høste en lang Aarrække (Oldendorp nævner eksempelvis24 efter samme Plantning; men i Tiden efter 1800 høres der ikke om saadanne Tilfælde længere. Interessant er et Foredrag, holdt paa St. Croix 1851 af P. Lowell Philips¹), hvor

---

1) P. Loivell Phillips: Om Agerdyrkningen og Sukkerfabrikationen paa St. Croix, trykt i Dansk Tidsskrift, J&nuar 1851, Kbhvn. En indgaaende Behandling dette Foredrag er givet i Agricultural Reporter, Juli 1851 (S. 7—10).

denne bl. a. nævner, at af de Agre., der er dyrket i Sukkerrør, er gennemsnitlig XU i nye Rør (»Planterør«), mens V4 er »første Aars Rattun«, V4 andet Aars og lk tredje Aars. Lowell Phillips kritisererdenne idet han hævder, at Udbyttet i Sukker faldersaa for hvert Aar, samme Plante udnyttes, at det bedre vilde kunne betale sig at dyrke en større Del af Arealet i Planterørog høste mere end 2 eller 3 Aar efter hver Plantning.

Sukkerproduktionen pr. Negerarbejder er det vanskeligt at give
en Tabel for, idet der har været en principiel Forskel mellem
Opgørelserne til forskellige Tider1).

Oplysningerne synes at vise, at Produktiviteten pr. Arbejder i det lange Løb har holdt sig nogenlunde konstant indtil FælleskogerietsOprettelse. dette Tidspunkt er den stigende²), om end Stigningen næppe kan antages at være saa stor som paa de øvrige sukkerproducerende #)er. Det vilde have været interessant at undersøge Marknegrenes Produktivitet gennem en Sammenstilling af deres Antal og Rørproduktionen, men tilstrækkeligt Talmaterialehertil ikke. Det kan dog siges, at Stigningen i MarkarbejdernesProduktivitet være mindre end Tallene umiddelbarttyder

---

1) Vi har fra ældre Tid Oplysning saavel om det samlede Antal af Slaver om Antallet af beskattede Slaver; Beskatningsgrundlaget er imidlertid forskudt, idet man i den ældre Tid kun beskattede de mandlige der var over 12 Aar, medens man senere ogsaa indbefattede Kvinder over 12 Aar i Antallet af beskattede; endvidere blev de invalide Slaver ikke beskattet. Det er derfor nødvendigt for vort Formaal at omregne af beskattede Slaver for den ældre Tid til Totaltal for arbejdende ved Multiplikation med en Faktor bestemt af Forholdet mellem mandlige og kvindelige Negre for den paagældende Periode. For hele Tiden før Frigørelsen maa der gøres et Fradrag for Tjenestelyende og andre Arbejdere, der ikke anvendes ved Sukkerproduktionen. For Tjenestetyende ra. m. findes der Oplysninger i de senere Aars Matrikler; heraf kan det procentvise Forhold beregnes, idet vi saa antager, at Procenten har været tilsvarende i den ældre Periode. Der mangler yderligere en Deling mellem Markarbejdere ved Sukkerdyrkning og anden Dyrkning, men da anden Dyrkning ikke har haft nogen væsentlig Betydning med Hensyn til Arbejdskraften, fremkommer der ikke nogen større Fejl ved at sætte Sukkerproduktionen i Forhold til Totaltallet for Markarbejdere og Arbejdere ved Værkerne. Vi faar paa denne Maade Mulighed for at beregne Sukkerproduktionen pr. Arbejder, men denne Mulighed er behæftet med saa mange Usikkerhedsmomenter, vi ikke tør gengive Resultaterne i Tabelform.

2) Tilnærmelsesvise Tal for Stigningen faas ved at sammenligne Antallet af Markarbejdere (Tabel 13) med den producerede Sukkermængde (Tabel

barttyderpaa, fordi det store tekniske Fremskridt ligger paa
Fabriksproduktionens Omraade (herunder at man fik mere Sukkerud
Rørene end tidligere).

Hvad angaar Produktiviteten pr. anvendt Kapitalenhed, er det ikke muligt at give videregaaende Oplysninger, fordi vi savner Tal for den egentlige Kapitalinvestering; men de spredte Oplysninger tyder paa, at man ved en saadan Opgørelsesmaade vilde naa til et endog meget stort Udbytte for den ældre Tid og et noget bedre Udbytte gennem de sidste 100 Aar, end Rentabilitetsberegningerne det følgende Afsnit udviser. Vi kan dog give et Bidrag til Belysning af Produktionsudbyttet gennem Tabel 24, der viser Udnyttelsen af Sukkerrørene for de Plantager, der knyttedes til Fælleskogeriet før og efter dettes Oprettelse (efter Wulff).

IX. RENTABILITET

Vi gaar derefter over til at undersøge Sukkerproduktionens
Rentabilitet, og Udgangspunktet herfor maa være de opnaaede
Sukkerpriser.

Oplysning om Priserne findes i Tabel 25. Tallene er hentet fra en Række forskellige Kilder, særlig J. P. Nissen¹) og for de senere Aar Statistics concerning sugar production in St. Croix 1862^— 1902. Eksportenheden var Fade; men disse var ikke af samme Størrelse²). Man kan derfor ikke bruge Fadene som Enhed ved

---

1) Johan Peter Nissen: Rerainiscences of a 46 years residence in the Island of St. Thomas in the West Indies. Nazareth (i U. S. A.) 1838.

2) Fadene havde i Midten af det 18. Aarhundrede et Sukkerindhold af 820 Ibs. (der var paa dette Tidspunkt endnu rigeligt med Træ p&a Øerne). Gennem Aarhundredets sidste Halvdel (hvor Træet indføres) stiger Fadenes saaledes at man fra omkring 1786 regner med 1.000^— 1.100 Ibs. pr. Fad. I den følgende Menneskealder steg Størrelsen yderligere, at man i 1850'erne raaä regne 1.200^—1.400 Ibs. pr. Fad eller mere. For 1860'erne er det oplyst i Agricultural Reporter Juni 1864, S. 9, at et Sukkerfad var 1.500 Ibs. netto. Heller ikke paa det enkelte Tidspunkt har alle Fade været lige store, idet de forskellige Kilder giver ret varierende Jvf. Bergsøes Redegørelse S. 654.

Sammenligning, men maa anvende 100 engelske eller danske Pund. Medens der i Tabellen er foretaget Omregning til samme Møntenhed, er der ikke foretaget Omregning mellem Pund og pounds, da der ikke altid foreligger tilstrækkelige sikre Oplysningerom, af disse Maaleenheder der er benyttet (og Forskellenmellem kun er ringe).

I den ældste Tid var det Sukker, der fra Plantagerne indbragtestil
tit af meget uensartet Kvalitet (der nævnes Forskellepaa
til 100 % i Værdi), bl. a. paa Grund af forskellig

Fugtighedsgrad, hvad der gav Anledning til Usikkerhed i Prisfastsættelsenog Stridsspørgsmaal mellem Plantere og Købmænd.I lange Løb virkede denne Usikkerhed trykkende paa de Priser, Planterne kunde opnaa for Raasukkeret. Ydermere var det ikke ualmindeligt, at Plantere satte ekstra Bundstykker af tungt Træ i deres Fade med Sukker, saa at Opkøberne ogsaa maatte regne med en stor Risiko for, at de blev snydt med Vægten.

For at modvirke disse Forhold fik en Række Købmænd paa St. Croix den danske Regering til 1767 at udnævne en autoriseret »Sukker-Vrager« for Øen, hvis Opgave var at fastslaa Kvalitetsforskellene Sukkerleveringerne og de hertil svarende Rabatter paa Prisen. Ordningen var frivillig for de handlende, og for hvert Fad Sukker, Vrageren vurderede for private (ikke for de kgl. Plantager), skulde disse betale ham 12 Skilling¹).

Gennem de to Aarhundreder, som Tabellen omfatter, har Sukkerkvaliteten Genstand for en betydelig Udvikling. De Urenheder og Mangler i Sukkeret, der er omtalt ovenfor, formindskes med den forbedrede Teknik. Særlig Fælleskogeriets betød i Henseende til Kvalitetens Ensartethed en afgørende Forbedring, og hen imod 1900 kunde man paa St. Croix — saafremt det var rentabelt — fremstille Sukker, der umiddelbart var egnet for Konsum i Danmark eller Amerika. Bestræbelserne for Forbedring af Kvaliteten af St. Croix Sukker maa dog gennem det meste af det 19. Aarhundrede antages at have været noget bag efter Udviklingen paa de andre vestindiske

Priserne har gennem det 18. Aarhundrede en jævnt stigende
Tendens, dog afbrudt af Krigsperioder med højere Priser og som
Regel Prisfald ved Fredsslutningen.

I den ældste Tid fastsattes Prisen med det offentliges Godkendelse;Oldendorp S. 246 følgende Beskrivelse: »Sukkeret sælges i Partier paa 100 Pund, og dets Pris bliver paa St. Croix fastsat een Gang om Aaret, i Marts Maaned, af en Forsamling bestaaende af Plantere, Købmænd og det samlede secrete Raad, hvorpaa den stadfæstes af Guvernøren. Prisen er altid ret uforandret;Forskellen blot i nogle Realer Under den fastsatte Pris sælges intet Sukker, heller ikke over denne afsættes noget, for saa vidt det gaar til Betalinger til Kongen eller af anden Gæld. Men for den, der sælger mod kontant Betaling, er det tilladt,alt

---

1) Jvf. om dette Forhold en interessant Korrespondance i Protokollen »Vestindiske Sager Nr. 3 (1746^—71)« pag. 451 v (i Rigsarkivet).

ladt,altefter Kvaliteten af hans Sukker, at beregne sig nogle Skillinger over Taksten. Paa St. Thomas er det altid dyrere end paa St. Croix, da St. Thomas Sukker anses for at være bedre i Krystallerne«.

Den første store Prisstigning paa Sukker indtræffer ca. 1780, men afløses allerede fra 1783 af et lige saa stærkt Prisfald. Men i Begyndelsen af 1790'erne sætter den store Prisstigning ind, som skaber Sukkerplantagernes største Blomstringsperiode. Den tidtidligere anonyme Forfatter af Brevene fra St. Croix (1797) nævner (S. 267), at Sukkerprisen mere end fordobledes i Aarene 1792_—96. Denne usædvanlige Højkonjunktur, der dels skyldtes Krige og dels et Negeroprør paa Sukkerøen St. Domingo, varede kun ret kort, da et nyt Prisfald paa vestindiske Produkter satte ind fra 1800 og ramte saavel Plantere som Købmænd haardt. Nissen omtaler dette (S. 48) og pointerer, hvor haardt Handelskapitalen lidt gennem Lagrenes Prisfald.

I de følgende Aar (se ogsaa Afsnittet om Handelen S. 154^—171) var Sukkerpriserne stadig lave, og de vedblev at synke ogsaa efter, at Fastlandsspærringen under Napoleonskrigene fra 1806 medførte en voldsom Stigning i Importvarernes Priser. Først fra ca. 1812 stiger Sukkerpriserne¹), og efter den engelsk-amerikanske Fredsslutning 1814 og den efterfølgende Tilbagelevering af Øerne til Danmark faar vi et nyt Maksimum, idet Mangelen paa Transportmidler købedygtige Afsætningsmarkeder først da endeligt afhjælpes.

Gennem Resten af det 19. Aarhundrede var imidlertid Langtidstendenseni stadig nedadgaaende, og Prisfaldet afbrødes kun af kortvarige Perioder med Prisstigning. Fra Midtenaf havde Roesukkeret faaet en priviligeret Stillingpaa europæiske Marked, og i de følgende Aartier blev Verdensmarkedets Priser tvunget meget langt ned, væsentlig som Følge af de europæiske Roesukkerlandes Told- og Eksportpolitik; desuden var der stigende Konkurrence fra de andre Antiller, særligCuba, fra Østasien. Den eneste Maade, hvorpaa Tropernes Rørproducenter kunde hævde sig, var gennem Nedsættelse af Produktionsomkostningerne ved Hjælp af nye tekniske Hjælpemidler,og var som omtalt i de foregaaende Afsnit kun i mindre Grad muligt paa de dansk-vestindiske Øer. Fra omkring

---

1) Naar Aarhundredets første Aar alligevel ikke var ugunstige Aar for Planterne, skyldtes det ekstraordinært store Afgrøder i Aarene ca. 1801_—16. (Jvf. Tabellerne 20, 34 og 37, S. 136, 163 og 167).

1860'erne, maaskc allerede fra Slaveriets Ophævelse, kan man betragte vore Øer som Underskudsproducenter, der til Stadighed var pint af manglende Rentabilitet og Likviditet, og som ikke kunde finde nogen anden Mulighed for at klare sig.

Den eneste betydende Eksportartikel, som Øerne havde ved Siden af Sukkeret, var Rom. Dennes Prisudvikling fremgaar af Tabel 26 (hvis Tal er hentet fra de samme Kilder som Tallene i Tabel 25). Vi ser heraf, at Prisudviklingen for Rom har været omtrent som for Sukker, og fra denne Vare kunde altsaa ikke hentes nogen Støtte overfor de faldende Sukkerpriser. Eksporten af Rom gik i Midten af det 19. Aarhundrede stærkt tilbage, idet Hovedaftageren (de Forenede Stater) indførte en meget høj Told paa Rom, og denne gjorde det mere rentabelt for Øernes Plantere at eksportere Melassen, hvoraf man i Staterne selv fremstillede Rommen.

De nævnte Priser maa være Udgangspunktet for Bedømmelsen af Rentabiliteten. Om denne findes forholdsvis faa Oplysninger fra de enkelte Plantager. Det kan dog nævnes, at Westergaard S. 132 gengiver nogle Oplysninger fra Kompagniets Plantager paa St. Thomas 1690_—1704, hvoraf det ses, at Rentabiliteten svinger mellem 9,7 og 26,3 %.

Særlig Interesse har Perioden henimod Aarhundredskiftet, og her har vi en samlet Opgørelse for St. Croix fra Oxholm, der S. 67 foretager en Beregning paa Grundlag af et Gennemsnit for de 4 Aar 1793—1796.

Oxholm sætter dette i Forhold til den i Kapitlet om Kapitalforholdenenævnte
og kommer til det Resultat, at Kapitalen
forrentes med mellem 11 og 12%. Det maa erindres, at Oxholm

havde sat sig til Opgave at vise, at Værdierne paa St. Croix ikke var ansat for højt, og man forstaar maaske derfor bedre, at han slet ikke har nævnt Omkostningerne. Selv om disse — efter hvad der er oplyst om Negrenes Levevilkaar — næppe kan anses for store¹), har det ikke været rigtigt helt at se bort fra dem.

I sin Beretning om St. Croix i Maanedskriftet Iris 1791 (se FodnoteS. beregner West S. 14, at hver Negerslave ud over Provisionernekoster Ejer 5 Styver om Dagen, d. v. s. 38 Rdl. v. C. aarligt (til Fødevarer, Klæder, Udgifter ved Sygdom m. m.). Da der efter Oxholm (Bilaget Statistisk Tabel bag i Bogen) paa hans Tid fandtes 21.706 Plantagenegre, skulde der ifølge denne Beregningfradrages Rdl. v. C. alene for Udgifter ved Negrene. Den aarlige Udgift til Vedligeholdelse af Sukkerværkerne d. v. s. til Bygningsmaterialer, Redskaber m. m., til Brugsdyr og til andre Produktionsmidler, har vi ikke nogen Opgivelser om, men et groft Skøn — som kan angive dens Størrelsesorden — kan man faa ved at se paa Tabel 33, Side 163, over Importen til Christianssted1781. der med, at Importen over Frederikssted var noget mindre end over Christianssted, at den normale aarlige Import for hele St. Croix var noget mindre end i det særlig gode Aar 1781, og at alle Anskaffelser af disse Ting til Plantagerne skete gennem Import, faar vi en aarlig Udgift paa mellem 100.000 og 200.000 Rdl. (Snarest i Underkanten af denne Størrelse, da en vis Del af Udgiften til disse Varer i 1781 maa tilskrives en Udvidelse af Sukkerværkerne paa en Del Plantager). Hertilkommer gennemsnitlige aarlige Udgift til Vedligeholdelse af Slavebestanden; den maa ligge noget under Værdien af Nettoimportenaf i Gennemsnit (fordi der i de betragtede Aar — mellem 1775 og 1796 — skete en stadig Forøgelse af Antalletaf paa Plantagerne), d. v. s. paa omkring 100.000 Rdl. (ifølge Stikprøver i de anvendelige Toldregnskaber fra Christianssted og Frederikssted for de paagældende Aar). Hvad Skatterne angaar, maa Kopskatten (paa Slaverne) og Grundskattenfor fradrages som Omkostning; tilsammen bliver dette (i Gennemsnit for Aarene 1793—96) 20.000 Rdl. Endelig maa der beregnes omkring 100.000 Rdl. til Gager til Inspektørerog Funktionærer. Af konkrete Udgifter maa man altsaa antagelig dog regne med knap l^Mill. Rdl. v. C, som maa

---

1) Det maa erindres, at Negrene overvejende levede af Udbyttet af de Jordlodder, som var overladt til deres egen Dyrkning; og dette Udbytte er heller ikke medregnet i Indtægterne.

fradrages de 3,5 Mill. Rdl. Bruttoindtægt, før man har Nettoindtægten.

Den foregaaende, grove Beregning af Plantagernes Udgifter støttes af visse Oplysninger i den foreliggende Literatur. Saaledes nævner Oxholm selv S. 67, at »i et godt Aar paa en stor Plantage betaler Rummen mere end alle Omkostningerne« — og Indtægten ved Rommen var ifølge Oxholm 1,26 Mill. Rdl., altsaa omtrent som de kalkulerede Udgifter. Tilsvarende nævnes det i en Regnskabsredegørelse Snes Aar senere¹), at man i Almindelighed regner med, at Indtægterne ud over Salget af Rommen er rent »Overskud«, som kan anvendes til Gældsbetalinger og til at leve for.

De fire Aar, Oxholm har gjort sin Beregning ud fra, var gode Aar for Planterne, baade hvad Høst og Priser angaar, og skulde saaledes give et for gunstigt Indtryk anvendt paa et længere Tidsrum; dette opvejes antagelig af, at Oxholm ejendommeligt nok regner med 1000 Pund pr. Fad, skønt Fadene paa det paagældende (ifølge Bergsfie, S. 654) normalt indeholdt ca. 1200 Pund.

Det vilde have været interessant, om det havde været muligt at supplere Oxholms Beregninger med en Undersøgelse af Udbyttet i Forhold til den faktisk investerede Kapital, der var væsentligt mindre end den kapitaliserede Værdi. Som tidligere nævnt har dette ikke været muligt, da det foreliggende Materiale angaaende Investeringerne (nogle Prisangivelser hos Oldendorp samt spredte Oplysninger hos Haagensen, suppleret med Oplysninger fra Toldregnskaberne Indførslen af Redskaber, Negre m. v.) er for tyndt og delvis for usikkert²).

Den næste Rentabilitetsberegning finder vi hos Erichson (1829). Han opstiller S. 56_—57 følgende Regnestykke for St. Croix: Naar A arene deles i tre lige store Grupper — gode, middel og daarlige bliver Høstudbyttet:

---

1) Efterretning og kort Oversigt af John Sempills Bestyrelse af Madame Mary Renggers Eiendom .. . etc. Kbhvn. 1816.

2) Om Investeringerne i St. Croix' allerførste Aar findes dog gode og ret udførlige Oplysninger i nogle Indberetninger om de kgl. Plantager. Se Rapporter Breve ang. de vestindiske Plantager 1734_—40 (i Rigsarkivet).

Totalværdien af Øens Sukker- og Romproduktion bliver saaledes 2.334.526 Rdl. v. C. Den store Nedgang i Forhold Oxholm skyldes udelukkende Prisen, idet Sukkermængden den samme, og Mængden af Rom er steget noget. Naar man som Erichson ikke fradrager Pengeomkostninger, men sætter Udbyttet i Forhold til den i Kapitlet om Plantagernes Kapitalforhold Opgørelse (ca. 18,6 Mill. Rdl.), bliver »Rentabiliteten« å 13 % (mod Oxholms 11 å 12 %).

Det er imidlertid kun en Del af det saaledes beregnede Overskud,
tilfalder Planterne, og Erichson opstiller videre en Tabel
over Beløbets Fordeling:

Resten, 1,3 Mill. Rdl., gaar for Størstedelen til Produktionsomkostninger antagelig er noget lavere end paa Oxholms Tid, da ingen Negerimport fandt Sted nu, og Sukkerværkerne ikke fuldtud blev holdt vedlige — enkelte blev endog nedlagt), og derudover Betaling og Afdrag paa privat Gæld (der som nævnt var 9,4 Mill.) og til Planternes private Forbrug. Dette sidste er næppe gaaet ned i samme Omfang som Indtægterne, idet Forfattere den Tid fremhæver Plantagernes høje Levefod (modsat de københavnske Købmænd, der i høj Grad havde nedsat deres Forbrug); man forstaar saaledes, at det har været vanskeligt at betale Renter og Afdrag, og at Gælden til de private Forbindelser har været voksende.

Af de foregaaende Beregninger fremgaar, at Rentabiliteten beregnetpaa af Nettoindtægten ved Aarhundredskiftet har været ca. 1% og efterhaanden er blevet betydeligt mindre. Udtrykt med andre Ord vil det sige, at Plantageejerne ved Skønnetover

netoverVærdien (som sker paa Grundlag af Nettoindtægt og Rentefod) i hele den paagældende Periode er gaaet til den yderste Grænse af det økonomisk mulige; om nogen Forsigtighedsmargin har der ikke været Tale.

For den følgende Tid har man Oplysninger gennem Driftsregnskaber nogle af de af Staten overtagne Plantager¹); Regnskaberne ikke altid tilfredsstillende, og det er vanskeligt at vælge nogle, som er typiske for Forholdene. Et Forsøg herpaa er gjort i Tabel 27, der indeholder en specificeret Analyse af 3 Plantagers Udgifter. Af Tabellen ser vi, at den største Udgiftspost var Fødevarer Slaver (heraf er Majsmel langt det største, Sild det næststørste og denne Udgift optræder enten direkte eller gennem Leje af Slaver fra andre Plantager. Ogsaa Funktionærudgifter en betydelig Rolle. Derimod var Udgiften til Redskaber m. m. til Sukkerproduktionen minimal i Overensstemmelse den da anvendte primitive Teknik.

I de følgende Aar er Plantagernes Overskud som Følge af de nedadgaaende Sukkerpriser blevet mindre, men Rentabiliteten er ikke faldet tilsvarende, fordi Kapitalen stadig er skrevet ned ved Salg og Nyordning af Laaneforhold. En nærmere Analyse er foretaget af Bergsøe paa Grundlag af Oplysninger i Agricultural Reporter, April 1851 (S. 10 ff.).

Dette Overskud betyder en Rentabilitet paa ca. 10 %, idet Plantagernes Værdi er opgjort til 2,84 Mill. Dollars, »eftersom da Man i Vestindien er vant til at have høi Rente, ikke kan antage, at Nogen kjøber fast Eiendom sammesteds, især for Øieblikket, uden at han haaber at have i Gjennemsnit aarligt 10 pCt. i Netto Indtægt af samme« (Bergsøe S. 658_—59)²).

---

1) Regnskaber fra Statsplantagerne paa St. Croix 1829^—36 (i Rigsarkivet).

2) Bergsøe oplyser S. 658, at Forholdet mellem Brutto- og Nettoindtægt paa St. Thomas- og St. J&n-Plantagerne var betydelig ugunstigere end paa St. Croix, og at Plantagernes Værdi var tilsvarende lavere.

For Aaret 1850 findes i Agricultural Reporter, April 1851 (S. 11),
følgende specificerede Oversigt:

De to Opstillinger er imidlertid ikke ensartede, idet man kun i den sidste har taget Renteudgiften til den faste Kapital med i Betragtning. Beregner man her Forrentningen paa samme Maade som i den første Tabel, bliver Underskudet reduceret til $39.591.

Dette Aar har givet Underskud, men er dog næppe typisk for Udviklingen, idet der i det hele har været særlig mange økonomiske forbundet med Frigørelsen. Öet er værd at bemærke, at Lønningsudgifterne nu er en meget stor Post paa Regnskabet, idet den kontante Løn til Arbejderne er $281.784 foruden $135.515 i Provisioner. Agricultural Reporter aftrykker Marts 1853 (S. 10_—21) en Redegørelse fra den dansk-vestindiske Regering, hvori der dog gøres opmærksom paa, at Driftsudgifterne er væsentlig forøgede ved Negerfrigørelsen, idet de forøgede kontante Udgifter for en Del modsvares af Besparelser i Provisioner. Forfatteren foretager følgende Opstilling:

Forskellen mellem de 100 Slaver og 84 Arbejdere ligger i, at gennemsnitlig 16 % af Slaverne ikke var arbejdsdygtige og efter Frigørelsen ikke længere faldt Plantagen til Byrde. Det nævnes i Forbindelse hermed, at de største Vanskeligheder for Plantagerne var den forøgede Byrde, men den forringede Likviditet, mange Plantager ikke havde tilstrækkelige Mængder af rede Penge.

De følgende Aartier bragte ikke nogen væsentlig Bedring i Plantagernes Den eneste Mulighed for Øerne var efterhaanden og denne kom jo ogsaa gennem Fælleskogeriets Oprettelse 1878. Det nye Selskab (A/S St. Croix Fællessukkerkogerier) en 5% Rentegaranti fra St. Croix' Kolonialkasse, men gav aldrig Udbytte, idet Kolonialkassen ingen Midler havde til at opfylde sin Garanti¹). Selskabet gav dog enkelte Aar (i Begyndelsen 1880'erne) Overskud, og det største Beløb var 274.000 Kr.; men de faa Overskud var ikke tilstrækkelige til at dække Underskudene fra Aarene efter Starten, og da vi fik det store Sukkerprisfald i 1884, kunde Selskabet ikke mere rentere sig og maatte overtages af Staten 1887 som brugelig Pant.

Da A/S St. Croix Sukkerfabrik dannedes 1903, og dettes Drift overtoges af De danske Sukkerfabrikker, var Forholdene paa Verdensmarkedetsom af Brysselerkonventionen 1902 noget mindretrykkede, den teknisk bedre organiserede Virksomhed klaredesig I Aarene 1904_—11 var der Overskud i 7 Aar paa ialt 929.300 Kr. og Underskud i eet Aar paa 5.900 Kr. I fire af de nævnte Aar fik Aktionærerne Udbytte (3 Aar 6% og eet Aar 9%). I de følgende fire Aar gav Selskabet Underskud paa ialt

---

1) I »Politiken« 2. Oktbr. 1887 nævnes det, at der p&a St. Croix' Budget for 1887—88 var bevilget Midler til Betaling af $ 45.278 i Rente til Fælleskogeriet. Forfatter mener imidlertid, at Garantien ikke er meget værd, da Kolonikassens Indtægter var budgetteret til $ 160.000 og dens Udgifter $ 250.000. Da Statskassen har sikret sig Pant i alt, hvad Kassen ejer og ejendes vorder, er den faktisk ikke i Stand til at opfylde Rentegarantien. Udviklingen bekræftede ganske denne Formodning.

276.300 Kr. Aaret 1916 gav Overskud paa 393.200 (Aktionærerne fik 6 %), medens 1917 og 1918 gav et samlet Underskud paa 243.300 Kr. Derefter gjorde Efterkrigskonjunkturerne sig gældende, saaledesat fik et mindre Overskud i 1919 og et Overskud paa 1.715.500 Kr. i 1920, hvilket Aar der udbetaltes et Udbytte paa 30 %. Da Højkonjunkturerne holdt op, kunde Virksomheden ikke længere rentere sig.

De øvrige Sukkerfabrikker paa Øerne (Bethlehem og La Grange) arbejdede under samme ydre Betingelser og Vanskeligheder som St. Croix Sukkerfabrik, og selv om det ikke har været muligt for os at indhente talmæssige Oplysninger for disse Virksomheder, tør man antage, at Forholdene for disse har været beslægtet med dem for St. Croix Sukkerfabrik. Der har endnu i 1910 (efter hvad Westergaard været 6 smaa Sukkermøller, der arbejdede under gammeldags og primitive Former og næppe har givet noget stort Udbytte.

I 1903 oprettedes Plantageselskabet »Det danske Vestindien«; dette satte det som sin Hovedopgave at finde andre rentable Afgrøder Sukkeret, og det søgte særlig at udvikle Bomuldsdyrkningen. Selskab gav i de 11 Aar 1904_—14 et samlet Underskud 0,6 Mill. Kr., idet 7 af Aarene var Underskuds- og 4 Overskudsaar.

X. HANDELSFORBINDELSEN UDADTIL

Den betydeligste Handel paa Øerne var i den allerældste Tid Slavehandelen; denne dreves til de forskellige Tider dels af Kompagniet, af private og dels af begge samtidig; de private Handlendes var i Almindelighed bestemt af, at Slaverne skulde sælges til Kompagniet, der saa igen solgte dem videre. Slaverne hentedes praktisk talt alle paa Guineakysten og sendtes derfra direkte Øerne; en Del kom fra de danske Forter, mens andre, der kom med Smuglerskibe, antagelig er hentet mere tilfældige Steder paa Kysten. I den senere Del af det 18. Aarhundrede indførtes en Del af Slaverne fra de omliggende Øer, (særlig St. Eustatius, der havde Slavemarked ligesom St. Thomas). Vi gengiver efter Westeryaard J., S. 320^—26) et Uddrag fra den ældste Statistik, vi har bestræbt os for at finde typiske Eksempler.

En Del af de Skibe, der var hjemmehørende i Danmark, var Kompagniets egne. Antallet af Dødsfald undervejs har undertiden, som f. Eks. i det sidstnævnte Tilfælde, været usædvanligt stort p. Gr. a. Mytteri undervejs; man regnede, at Tabet under Overfarten det gamle Kompagnis Tid svingede mellem 10 og 55 % af den indtagne Ladning.

Eksporten fra Øerne var i Kompagniets Tid hovedsagelig Sukker Bomuld; disse Produkter købtes for en stor Del hos Planterne relativt faste Priser, medens Salget foregik paa Auktion i København, hvor Priserne varierede stærkt. En Del af Sukkeret blev som brunt Sukker atter solgt til danske Provinsbyer samt til JNorge, tyske, svenske og russiske østersøhavne og Amsterdam, en anden Del blev raffineret i København og solgt her eller eksporteret hvidt Sukker.

Efter Kompagniets Ophævelse i 1754 blev Handelen givet fri for alle Kongens Undersaatter i 1755. Hele Eksporten fra Øerne skulde føres til Moderlandet, og der maatte ikke tilføres Øerne Varer fra fremmede Steder, naar disse Varer kunde faas i Moderlandet. For at fremme Handelen gav Staten en Præmie ved Udsendelsen af Skibe, og for at gavne Raffinaderierne i København blev det bestemt,at

stemt,atTilvirkning af Topsukker og Kandis ikke maatte finde
Sted paa Øerne.

I disse Aar havde Sukkerhandelen paa St. Croix (og den øvrige vestindiske Handel) meget stor Betydning for en Række af Tidens danske Storkøbmænd (som Ryberg, lzelin, Brown, Fabricius og særlig de Coninck), og de Sukkerraffinaderier, som oprettedes efter Frigivelse, har sikkert ligeledes givet meget store Fortjenester. Vibæk¹) nævner bl. a., at hvis dette ikke havde været Tilfældet, havde Schimmelmann (den ældre) næppe afkøbt Staten dens vestindiske Plantager og det dertil hørende Sukkerraffinaderi i København.

Da alle Levnedsmidler til Øerne skulde være fra Danmark^— Norge, fandt man det rimeligt at paalægge alle Skibe, der sejlede derover, Pligt til at medbringe Levnedsmidler til Øernes Forsyning. Grosserer Societetet klagede herover og gjorde opmærksom paa, at der kunde finde en unødig Ophobning Sted, saaledes at Varer kunde raadne op eller maatte sælges til lave og urentable Priser. Bestemmelsen blev da ogsaa hævet ved kgl. Forordning af 1764, som fastlagde nærmere Regler om Indførslen til Øerne og om Sukkerproducenternes til at eksportere Sukker til andre Steder end Danmark_—Norge²).

Fra Aarhundredets Midte steg Handelsomsætningen meget væsentligt, St. Croix opdyrkedes og kunde levere stigende Mængder Sukker. I 1753 og 1754 gik der kun 7 Skibsladninger Sukker til Europa, men dette Tal var i 1766 steget til 38; man kan regne med, at Halvdelen af Øernes Sukkereksport i disse Aar gik til København, medens Resten gik til Bergen, Flensborg og enkelte danske Provinsbyer, samt til Nordamerika og Holland.

Et Bidrag til Belysning af disse Aars stærke Udvikling af den
vestindiske Handel faas fra Øresundstabellerne3), hvorfra vi gengiver
Oversigt:

---

1) Marius Vibæk: Den danske Handels Historie. Kbhvn. 1932^—1938, S. 243.

2) Jfr. Jul. Schovelin: Fra den danske Handels Empire, Bd. I, S. 147_—48. Kbh. 1899. (Om den vestindiske Handel i sidste Halvdel &f det 18. Aarhundrede talrige Oplysninger i Schovelins Bog).

3) Nina Bang og Knud Korst: Skibsfart og Varetransport gennem Øresund _—1783, Bd. I, Tabeller over Skibsfarten. Kbhvn. 1930.

Vi ser af Tabellen, at medens Vestafrikas Betydning for Skibsfarten været nogenlunde uforandret gennem den undersøgte Periode, er Antallet af Skibe, der sejlede til Vestindien, meget stærkt stigende. Denne Stigning maa ses i Sammenhæng med, at det netop var i denne Periode, at Opdyrkningen af St. Croix fandt Sted. For de allersidste Aars Vedkommende skyldes den særlig stærke Stigning Danmarks gunstige Stilling som neutral i Stormagtskrigene.

Som Følge af Opdyrkningen af St. Croix og den voksende Sukkerproduktion de merkantilistiske Handelsregler stadig mere hæmmende, og i 1764 gik Regeringen med til at erklære St. Thomas og St. Jan for Frihavne, d. v. s. Handelen mellem disse Steder og de øvrige europæiske Kolonier i Amerika blev givet fri, og 1767 frigaves Handelen mellem disse Øer og Europa. Derimod var Handelen paa St. Croix ifl. Frd. af 1764 stadig baseret paa Frd. af 1755, dog med den Tilføjelse, at den hidtidige Handel med Nordamerika kunde opretholdes, naar Halvdelen af de indførte Varer blev betalt i Sukker. Det havde den Konsekvens, at Handel mellem St. Croix og St. Thomas normalt ikke maatte finde Sted. Fremmede Købmænd i Europa havde dog Ret til at købe Sukker i dansk Vestindien, men Handelen skulde foregaa over København. I 1768 blev det tilladt at udføre Sukker valgfrit, naar København havde faaet 13.000 Fade, saaledes at Planterne gennem en stor Produktion kunde blive i Stand til at betale Renterne af de hollandske

E. Holm1) giver efter de københavnske Toldbøger en Oversigt
over Udførslen fra Vestindien til København, og Tallene er yderligcresuppleret

---

1) E. Holm: Danmark-Norges Historie 1720—1814, 111, 2. Halvbind, S. 236 ff. København 1897—98.

ligcresuppleretaf Toldinspektør Hermann Andersen¹). Af disse Undersøgelser fremgaar, at der i 1760'erne aarligt kom mellem 23 og 32 Skibe fra Vestindien med Sukker og Rom. Den indførte Sukkermængdevarierede disse Aar mellem 10.167 og 14.154 Fade.

For at fremme Handelen paa St. Thomas og St. Jan og særlig Charlotte Amalies Betydning som et Knudepunkt for Handelen med de fremmede Øer tog Staten 1778 Initiativet til Dannelsen af et nyt vestindisk Kompagni, der for en Del skulde ledes af Embedsmænd, som i sin Octroy fik en Række Begunstigelser baade paa Vestindien og i Monarkiets europæiske Dele (saaledes Ret til Toldindtægterne paa Kaffe og dermed en Art Monopol). Dette Kompagni, der i nogle Aar opnaaede fantastiske Fortjenester (særlig Statskassens Bekostning i Kraft af sine Privilegier) fik en kort Levetid; det blev overtaget af Kongen 1785 og kom ikke til at fa a nogen varig Betydning for de dansk-vestindiske Kolonier.

Under de noget friere Regler gik det tilbage for Handelen med København, og dette foranledigede Klage fra Grosserer Societetet, hvorefter det i 1777 blev bestemt, at Handel mellem de dansk-vestindiske og Europa kun maatte ske til og fra det dansk-norske Monarki og kun med indenlandske Skibe (for St. Croix Vedkommende yderligere den Indskrænkning, at Varerne derfra kun maatte føres til København (evt. til Altona, Slesvig, Flensborg og Norge)). Disse indskrænkende Bestemmelser ophævedes for St. Thomas' Vedkommende efter faa Aars Forløb (1782), for St. Croix først 1833.

For det følgende Tidsrum kan man faa en Oversigt over Handelen Toldregnskaberne; vi skal som typisk for den gode Periode en Tabel fra Toldregnskabet for Christianssted 1781 (Handelen paa St. Croix foregik bortset fra Smugleriet kun over Christianssted og Frederikssted, og heraf havde førstnævnte som Havn for de største Sukkerdistrikter størst Betydning).

---

1) Hermann Andersen: Danmarks Kolonier, i Maanedskrift for Toldvæsen. Januar_—Maj 1917 (S. 41). København.

Tallene (der særlig for Udførslens Vedkommende maa betragtes Minimum, idet Smugleriet ifølge Forholdenes Natur ikke kan være medregnet) viser en betydelig Overskudsudførsel fra (/)erne, og dette gentager sig for en længere Aarrække; for at belyse bringer vi Tabel 31, der viser Indførsel, Udførsel og Overskudsudførsel fra Christianssted Tolddistrikt i nogle Aar.

For de øvrige Aar findes ikke Oplysning om Importens og Eksportens kun om dens Mængde; men det maa antages, at Importens Værdi i de følgende Aar ikke er steget i samme Grad, som Eksportens Værdi steg som Følge af de stærkt stigende Sukkerpriser.

Forklaringen paa denne store Overskudsudførsel, uden at der fandt nogen væsentlig Kapitaldannelse Sted paa St. Croix, maa utvivlsomt foruden Rentebetalingerne være de mange, særlig engelske, der i disse Aar foretog bekostelige Rejser i Amerika Europa eller solgte deres Plantager og tog deres Kapital med til Europa.

Af Oversigten over Handelsomsætningen 1781 fremgaar, at der var Indførselsoverskud fra Guineakysten og Udførselsoverskud til Danmark, medens Samhandelen med Amerika var mere lige. Af Interesse er de Oplysninger som bl. a. J. P. Nissen¹) giver om Samhandelen de spanske Kolonier, idet han S. 9 og S. 62 bemærker, at Spanierne ofte køber Varer i dansk Vestindien, men sælger mindre betaler kontant, saaledes at en Mængde spanske Mønter paa den Tid kommer i Omløb paa Øerne. Nissen er som Storimportør meget glad ved denne »frie Valuta«.

Desværre er Toldbøgerne fra Frederikssted paa St. Croix og Charlotte Amalie paa St. Thomas ført paa en saadan Maade, at det ikke har været praktisk muligt at udarbejde tilsvarende Oversigter for de to Havne. Det synes at fremgaa af Materialet, at Omsætningenover

---

1) Se Fodnote Side 142.

ningenoverFrederikssted har været af lignende Art som over Christianssted, men i det hele af noget mindre Omfang. Handelen over Charlotte Amalie voksede under de friere Handelsbetingelser hurtigt til at være af større Omfang end over de to Havne paa St. Croix, men denne Handel var overvejende Transit og har derformindre for den foreliggende Undersøgelse.

Det er muligt at give et Billede af Udenrigshandelen fra St. Croix gennem en Analyse af Eksport og Import over Christianssted ¹) (jfr. Tabellerne 32 og 33), et af de af Krigskonjunkturerne Aar, der omtrentligt viser den maksimale Handelsomsætning.

Til Tabellen over Eksporten maa knyttes den Bemærkning, at af de nævnte Varer produceredes kun Sukker, Rom og Bomuld paa St. Croix. De øvrige nævnte Varegrupper er ganske overvejende Transitvarer; det kan for Eksempel bemærkes, at de Negre, der kom fra Guineakysten eller omliggende Øer, og som ikke kunde afsættes paa Øerne, blev udført igen, væsentlig til de andre Øer. Antager man endvidere, at den overvejende Del af Gruppen »AndreVarer« for en stor Del var Genudførsel af overskydende

---

1) Udarbejdet paa Grundlag af: Alphabetisk Extract over de ved Christianssteds paa St. Croix Ind- og Udgaaende Wahre pro Anno 1781 (Rigsarkivet).

Fødevarer o. 1. fra Danmark), ligeledes er Transit, kan vi, da vi ved, at Transitten af Rom kun havde en Værdi af 1.650 Rd. og Transitten af Bomuld en Værdi af 5.885 Rd., beregne, at SukkerplantagernesAndel Specialeksportens Værdi var ca. 98 %.

Eksporten gik for to Trediedeles Vedkommende til Danmark (hovedsagelig Sukker), medens største Delen af Resten gik til de omliggende Øer; til de Forenede Stater gik der kun ca. 7 % (overvejende men denne Eksport er steget en Del i de følgende Aar, da denne Stat kom ind i meget hastig økonomisk Udvikling.

Ved Udarbejdelsen af den specificerede Tabel over Importen (Tabel 33) er en Række Grupper fra Grundmaterialet slaaet sammen, der kan herved være fremkommet smaa Unøjagtigheder. Naar der f. Eks. sondres mellem Metalrekvisitter til Sukkerproduktionen Isenkramvarer til Køkkenbrug, har det været nødvendigt anvende et vist Skøn med Hensyn til nogle af Underposternes De herved mulige Fejl har dog næppe Betydning det samlede Billede, som Tabellen giver.

Tabellen er opstillet saaledes, at man først har nævnt Transitvarer, Produktionsmidler (herunder Fødevarer til Slaverne) endelig Luksusvarer for den hvide Befolkning. Grænsen Grupperne er flydende, og der findes enkelte Poster, der baade kan henregnes til den ene og den anden Gruppe.

Af Fordelingen mellem Landene fremgaar, at Danmark først og fremmest yder Levnedsmiddelforsyning, Luksusvarer og Metalvarer Kogerierne. Guineakysten har kun een egentlig Eksportvare: (Posten andre Varer falder her udelukkende paa Elfenben Indigo og er kun 1/₂ % af Negereksportens Værdi). Fra Nordamerika er Hovedposterne Tobak, Tømmer og Korn; heraf er Tobakken til Transit, mens Tømmeret, som ikke kunde bære en oversøisk Transport fra Europa, er anvendt til Plantagernes (og Byernes) Bygninger. Fra det øvrige Amerika (den spanske Del af Fastlandet og de omliggende Øer) kom hovedsagelig Transitartikler Sukker, Kaffe og Kakao samt en Del Bygningsmateriale Husdyr. Denne Transit er i Hovedsagen ophørt med Krigskonjunkturerne. F. Eks. kan det nævnes, at Frankrig fra 1783 kun tillod Udførsel af Kaffe fra dets vestindiske Besiddelser til Moderlandet.

Mens Handelen over Frederikssted utvivlsomt giver samme Billede,var
over Charlotte Amalie mindre præget af de
Svingninger i Sukkerproduktionen, som Regnen fremkaldte, og

mere præget af Verdenskonjunkturernes Svingninger, og disse var
under den nordamerikanske Frihedskrig stærkt opadgaaende1).

Den vestindiske Handels Betydning for København i disse Aar er fremhævet af Schovelin (Bd. I, S. 232ff. og Bd. 11, S. 244ff.). Af dennes Tabel (Bd. I, S. 232) over Eksporten fra København (hvis Tal dog er blevet draget i Tvivl) ses den meget store Betydning, vestindiske Øer har haft for den københavnske Handel i disse Aar. Schovelin giver endvidere Oplysninger om, hvilke vestindiske Varer, der eksporteredes fra København, hvoraf det ses, at Sukker og Kaffe var dominerende. Det maa dog atter erindres, disse Aar ikke kan betragtes som typiske for hele Tiden; de var præget af de store Krige mellem England og Frankrig og afløstes af en Depression og stor københavnsk Krise i de følgende Aar, hvor det Kgl. Octroyerede Vestindiske Kompagni blev overtaget Staten, og hvor den vestindiske Handels Betydning aftager.

Efter Fredsslutningen 1783 ophørte de ekstraordinære Konjunkturer, dog kun for en kortere Periode, idet nye Krige skabte nye økonomiske Begunstigelser for de danske Øer. I 1790'erne havde man atter ekstraordinært gunstige Forhold. Under denne nye Periode synes der at være sket en Ændring i Handelsbetingelserne Retning af større Frihed for Plantagerne til at forlange Verdensmarkedets Priser, saaledes at Konjunkturerne i 1790'erne kom Øens egne Plantere til Gode. (Det er omtalt i Afsnittet om Rentabiliteten, at Sukkerprisen f. o. b. St. Groix steg til det tredobbelte).

Disse Priser maa have bevirket, at Planterne havde meget store Indtægter, og disse blev for en stor Del brugt af Plantageejerne til en meget luksuriøs Livsførelse. (Dette er skildret meget indgaaende West²), der som Lærer for Plantageejernes Børn havde Adgang til at lære Livet i de Kredse nærmere at kende).

Ogsaa Bergsøe omtaler disse Tider og nævner S. 676, at Plantageejernes i disse Aar »overgaar al Forestilling«. Han henviser i en Note til, at de mange Retssager fra denne Periode giver Udtryk for Levevilkaarene under den ekstraordinære Konjunktur.

---

1) Ved det andet vestindiske Kompagnis Oprettelse blev Toldindtægterne St. Thomas forpagtet til det af Ståten (Finansminister Schimmelmann samtidig Direktøi⁴ for Kompagniet) for 16.000 Rdl. v. C. om Aaret; men de var, naar Transithandelen medregnedes, faktisk 10_—20 Gange saa store i Aarene omkring 1781.

2) se Noten S. 108.

Oplysninger om Udførslen er givet i Tabel 34, der bl. a. viser
Sukkerets helt dominerende Rolle og Bomuldsdyrkningens Tilbagegang.

Uden at være i Besiddelse af handelsstatistiske Oplysninger om Indførslen i disse Aar kan man antage, at denne har været præget af Luksusgenstande, foruden af den forcerede Negertilførsel. Det er saaledes af Interesse at erindre om, at Planterne trods deres store Indtægter opnaaede betydelige Laan hos Staten til at finansiere af Negerslaver, og der har efter alt at dømme ikke været mange Ejere, der har benyttet de store Indtægter til Afbetaling det Laan hos Staten, som var stiftet kort før for at frigøre for Afhængigheden af Amsterdams Pengemarked.

Det manglede ikke paa Advarsler overfor denne Nyden af Højkonjunkturerne. erindrer om de tidligere omtalte anonyme Forfattere¹), der begge fremhævede, at de gode Tider var Krigskonjunkturer, ikke kunde forventes at vare, men disse Advarsler der ikke taget Hensyn til.

Heller ikke direkte politiske Advarsler har det skortet paa. Forbindelsen København blev stedse vanskeligere, og det dansknorske kunde ikke yde de fjerne Øer effektiv militær Hjælp.

Allerede før Englændernes Besættelse af Øerne i 1807²) var Forholdenevanskeliggjort om denne Tid ogsaa Afsnittet om Rentabilitet,S. , idet mange Skibe under de store Krige i Begyndelsenaf blev taget af Kapere; hertil kom, at Englændernekrævede Bidrag for at skaffe Skibene den Beskyttelse, som man ikke længere var i Stand til at yde fra dansk Side. Da Besættelsen var sket, ændredes Handelsforbindelserne fuldstændigt,idet forbød enhver Handel med Nationer, de var i Krig med (herunder Danmark). Fra de Forenede Staters Side

---

1) Se Noterne S. 91 og 128. Det vides ikke, om det er samme Forfatter eller to forskellige.

2) Ogsaa fra April 1801 til Februar 1802 var Øerne under engelsk Besættelse.

blev der lagt Embargo (Forbud mod Handel) overfor de besatte danske Øer, og en stor Del af den Handel, der tidligere var foregaaetmellem Thomas og U. S. A., gik nu over til St. Bartholomæo,der Hollænderne (jfr. nærmere Nissen S. 82), idet denne Havn ogsaa var Frihavn. Paa de danske Øer var man i Hovedsagenhenvist Handel med England, og dette Land aftog ogsaaSukkereksporten leverede Øerne Forbrugsvarer i Stedet. Prisrelationerne forskød sig imidlertid til Øernes Ugunst, idet Sukkerprisernelænge sig lavt, men Priserne paa Øernes Importvarersteg Selv om Øerne i den engelske Periode naaede maksimal Sukkerproduktion (1812), var Perioden som Helhed dog ikke Øernes bedste.

Ved Øernes Tilbagegivelse i 1815 og den almindelige Fredstilstand Handelen atter op, og dette kom særlig St. Thomas, nu atter var Frihavn, til Gode. I nogle Aar omkring 1820 led Handelen paa St. Thomas dog noget under Oprørene i det spanske idet disse Omraaders Leveringsdygtighed og Købekraft samtidig med, at Sørøverplagen tiltog. Efter at disse Krige var ophørt, blomstrede Handelen atter op. St. Thomas blev i en Periode et Centrum for den vestindiske Handel. Men nogen Gentagelse af de gyldne Handelstider i det 18. Aarhundredes Slutning der ikke Tale om (jfr. Nissens Sammenligning mellem 1797 og 1837, S. 193—200); og bl. a. Portorico var ogsaa handelsmæssigt en alvorlig Konkurrent. Det var væsentlig udenlandske engelske, franske og tyske) Handelsfirmaer, der dominerede Westergaard oplyser S. 252, at i 1839 var af de 41 større Handelsfirmaer paa St. Thomas kun 3 danske. Dr. Rolf Berger¹) opstiller (S. 116) en Tabel over den anløbne Tonnage, hvoraf nedenstaaende er udvalgt, og anfører, at først fra 1830 var den anløbne Tonnage til Hamborg større end til St. Thomas.

Ved denne Besejling havde København aftagende Betydning, idet Afsætningen baade i Danmark og Østersølandene som Følge af Krigene var blevet vanskeligere; man kunde derfor daarligt sælge Luksusartiklen Sukker og de andre vestindiske Produkter til Priser, som svarede til, hvad der tidligere var opnaaet, og der var ikke i Danmark Eksportvarer, som man under friere Forhold i større Udstrækning efterspurgte paa Øerne. Vi ser dette af Tabel 36, der viser den indgaaede Tonnage paa St. Thomas fordelt efter Lande (efter Bergsøe).

---

1) Se Noten S. 65.

For St. Groix' Vedkommende var Sukkerhandelen stadig dominerende Eksporten. Denne støttedes fra Moderlandet ved, at der 1818 paalagdes en Differentialtold paa alt ikke dansk-vestindisk Den aarlige Sukkerproduktion svingede som tidligere med Høst og Regnmængde, men Langtidstendensen var noget nedadgaaende. Vi har paa Grundlag af Bergste (der S. 677 angiver, at Tallene er hentet fra flere Kilder, hvis Angivelser kun tilnærmelsesvis stemmer overens)¹) udarbejdet Tabel 37, som viser Sukkerudførslen fra St. Croix til Moderlandet og fremmede Steder opgjort i femaarige Perioder; dog er der valgt en Skillelinie 1833, hvor Handelen paa St. Groix bliver givet fri. Mængderne opgjort i Pund, men man ved ikke, om det drejer sig om danske eller engelske Pund (angivet som S).

Den samlede Eksport viser en Tilbagegang i Overensstemmelse
med Konjunkturudviklingen; de laveste Tal naas i Aarene omkringSlavefrigørelsen,
Eksporten er under Halvdelen af Eksporten180

---

1) Smlgn. Tabellen i Agricultural Reporter Oktober 1851, S. 4.

porten1802_—07. Ved Fordelingen mellem Eksport til Danmark og til andre Lande ses en tydelig Ændring fra 1833, da det blev tilladt frit at udføre Sukker fra St. Croix. I den første Periode gaar Eksportentil jævnt nedad baade absolut og relativt, mens Eksporten til andre Lande stiger baade absolut og relativt. Vendepunkteter 1833^—37, hvor Eksporten til Danmark kun var 40 % mod 60 % til andre Lande. Fra denne Tid bliver Eksporten til andre Lande aabenbart vanskeligere (de mange Beskyttelsesforanstaltningersærlig Roesukkeret), idet den danske Andel nu stiger baade absolut og relativt, saaledes at Eksporten til Danmark 1848_—51 udgør 70,8% af den totale Eksportmængde.

St. Croix' næstvigtigste Eksportartikel var Rom. Oplysninger
herom er ligeledes hentet hos Bergsøe (S. 688) og gengivet i Tabel

Af Oversigten fremgaar, at omkring 1800 eksporteredes Størstedelenaf til Udlandet, og det var særlig til de Forenede Stater. Efterhaanden blev denne Eksport mindre, idet de Forenede Stater vanskeliggjorde Eksporten gennem en høj Romtold i

1830'erne. Dette fik Konsekvenser i to Retninger, dels blev Eksportentil betydelig forøget, og dels gik man paa St. Croix over til at eksportere Melassen direkte til U. S. A., saaledes at man undgik Tolden ved at lade dette Land fremstille Rommen. (Da der ved Sukker- og Romproduktionen er Tale om forenet Produktion, saaledes at der samtidig kan fremstilles 1 Mill. Pd. Sukker og 50 å 60.000 Gallons Rom (eller tilsvarende Melasse), maa Produktionenaf og af Melasse i de enkelte Aar foruden (med uforandretTeknik) staa i direkte Forhold til Sukkerproduktionen staa i omvendt Forhold til hinanden; for Tiaaret 1841_—50 opgiver Bergste (S. 657) den aarlige Melasseeksport til 371.000 Gallons).

I de følgende Aartier fortsattes den nedadgaaende Udvikling for fernes Sukkeravl, og Eksporten stagnerede tilsvarende; det var mest forskellige Landes og da særlig de Forenede Staters Toldpolitik, betød en Forringelse af Handelen.

For Aarene omkring 1860 findes i Agricultural Reporter, Dec. 1864, S. 8, en Oversigt over Eksporten af Sukker, Rom og Melasse, viser, at som oftest over 90 % af Sukkereksporten i denne Tid gik til Danmark. Af Romeksporten gik ogsaa en Del til Danmark, men over Halvdelen gik til amerikanske Lande, mest til U. S. A., hvortil den i Aarene 1859—61 udførtes som Rom, 1862 —63 (efter en ny, stærkt protektionistisk Toldlov iU.S. A.) overvejende Melasse.

Karakteristisk er det, at Ingeniør Wulff i 1874 bemærker, at man paa #)erne er interesseret i at fremstille den mørkeste Sukkerkvalitet, denne kommer ind i de Forenede Stater til den laveste Toldsats. Han oplyser som Eksempel, at Produktionsprisen paa St. Croix var betydeligt lavere end paa Martinique, men Rentabiliteten den danske 0 var alligevel ringere, fordi Differencen i Salgspriserne for de forskellige Kvaliteter var endnu større.

Fra den sidste Halvdel af Aarhundredet foreligger der udførlige Oplysninger for Tiden 1884—94 i den officielle Statistik¹). Mens Udførslen er stærkt svingende med Sukkerhøstens Mængde, er Indførslenmere dækkende Øens Rehov af Forbrugsvarer. I et enkelt særlig godt Aar er Udførslen større end Indførslen, men i de andre 9 Aar er det omvendte Tilfældet, saaledes at Tiaaret i Gennemsnit viser en Indførselsværdi af 740.700, en Udførselsværdi paa 606.100 og et Indførselsoverskud paa 134.600 vestind. Dollars²),

---

1) Statistiske Meddelelser 111 Række, 18. Bd., 1. Hefte.

2) 1 vest. Dollars = 5 Frcs. = 3,60 Kr.

saaledes at Udførslen kun andrager 81,9 % af Indførslen. I Tabel
39 er vist nogle Gennemsnitstal for Eksporten af Hovedvarerne
Sukker, Rom og Melasse.

Vi ser af Tabellen, at der har været Nedgang i Sukkereksporten indtil Fællessukkerkogeriets Oprettelse. Derefter er der en betydelig der dog ikke fortsættes i Aarhundredets sidste Tiaar. For Rom- og Melasseeksporten har der gennem hele Perioden været Nedgang, idet Affaldet fra Fællessukkerkogeriet ikke er saa velegnet Romproduktion som Affaldet fra de smaa Sukkermøller.

Undersøger vi Eksporten fra St. Croix fordelt efter Lande, faas
Tabel 40.

Den væsentligste Eksportartikel var stadig Sukkeret, og man har for Slutningen af ovennævnte Periode (1890/91^—93/94) Oplysning om Sukkereksportens Fordeling, hvoraf fremgaar, at Sukkereksporten med 1,49 % til det øvrige danske Vestindien, 9,10 % til Danmark og 89,41 % til Udlandet. Af de 89,41 % var de 66,25 % til U. S. A. og 23,16 % til det øvrige Udland.

De Forenede Staters afgørende Betydning for Øerne fremgaar ogsaa af Indførselsstatistiken. I Aarene 1890/91^—93/94 kom følgendeProcentdele Indførslen til St. Croix fra U. S. A.: 63,4 % af Gruppen Madvarer af Dyr, 77,2 % af mineralske Raastoffer, 78 % af Trævarer, 78,8 % af Maskiner og 86,8 % af Kornvarer. Man kan altsaa heraf slutte, at for alle betydende Eksport- og Importartikler

spillede de Forenede Stater en afgørende Rolle for St. Croix'
Handel.

Det er iøvrigt af Interesse at bemærke, at St. Croix, der et Aarhundrede havde en meget betydelig Transithandel med vestindiske Produkter, nu næsten ingen Transit havde. I Aarene 1884/85—1889/90 havde den aarlige Genudførsel af indførte Produkter Værdi af 3.275 vestind. Doll. eller 0,54 % af Øens Totaleksport. Aarene 1890/91—1893/94 er de tilsvarende Tal 4.426 v. D. og 0,73%.

For St. Thomas' Vedkommende foreligger der ikke statistiske Oplysninger om Udførslen. Derimod har vi i Tabel 41 gengivet nogle Oplysninger om Indførslen, som viser, at Danmarks relative Betydning er meget lille. De Forenede Staters Betydning er heller ikke saa stor som for St. Croix, idet St. Thomas' Havn stadig havde nogen Betydning for Transithandelen mellem de vestindiske Øer.

Nedgangen i Handelen fortsattes ogsaa i de følgende Aar, og i
Tabel 42 er nogle Oplysninger1) fra St. Croix i Tiaaret 1904—05
til 1913—14 samlet.

Indførslen er ikke gaaet væsentlig tilbage i Tiaaret; det maa antages,at
i Hovedsagen omfatter de allernødvendigste Ernærings

---

1) Uddraget af de Statistiske Aarbøger, idet 1 vestind. Doll. =5 Frcs.

rings- og Beklædningsgenstande; Udførslen er derimod gaaet en Trediedel ned, saaledes at det aarlige Indførselsoverskud er dobbeltsaa som i Tiaaret 1884/85—1893/94 (godt 300.000 mod 135.000 vest. Doll.), og Værdien af den samlede Udførsel androg 60,3 % af Værdien af den samlede Indførsel.

For at ophjælpe Handelen gav den danske Stat ved Toldreformen 1908 Eksporten af Sukker fra Dansk Vestindien en væsentlig Dette førte til nogen Indførsel, hvorom Oplysninger i den danske Handelsstatistik. Vi har i Tabel 43 givet Tallene for langt den største Importartikel: Sukker polariserende under 98, og det kan hertil føjes, at der i 1912 var en mindre Indførsel Positionen pulveriseret Sukker.

St. Thomas haabede i Begyndelsen af det 20. Aarhundrede paa at faa nogen Betydning paa Grund af sin Beliggenhed paa Linien fra den engelske Kanal til Panamakanalen. Dette lykkedes imidlertid i ringe Grad, idet Mellemlanding var for kostbar for de store Skibe; men St. Thomas fik dog gennem disse Aar nogen Betydning Bunkerkulstation.

Udviklingen af Handelen paa de danske Øer har i det væsentlige samme Linje som paa de øvrige smaa Antiller. Paa mange af disse ser man en Blomstring i Slutningen af det 18. Aarhundrede, Sukkeret som en kostbar Luksusvare førtes til Moderlandet; væsentlige Forskel i den ældre Tid er, at Danmark i højere Grad end de andre Kolonilande har været neutral og dermed udnytte Krigskonjunkturerne handelsmæssigt. I Løbet af det 19. Aarhundrede finder vi den samme Tilbagegang paa alle Øerne, idet Rørsukkeret i den gamle Teknik og med de europæiske Landes Toldbeskyttelse ikke kunde klare sig i Konkurrencen med Europas Roesukkerproducenter. Haardest gik denne Udvikling ud over de Øer, som tilhørte de mindre europæiske Lande, da disse kun kunde yde de vestindiske Plantere mindre Støtte og ikke frembød stort et Marked. Man forstaar derfor, at et stort Flertal paa de dansk-vestindiske Øer ønskede Tilknytning til de Forenede Stater, idet de derved troede at blive fri for den store Toldbyrde ved Eksporten til dette store og rige Marked.

XI. UDVIKLINGEN EFTER 1916

Ved Øernes Overdragelse til de Forenede Stater den 1. April 1917 ventede Befolkningen store Fordele ved at komme ind under det store blomstrende Toldomraade. Den første Skuffelse var imidlertid, Øerne i toldmæssig Henseende ikke blev ligestillet med andre sukkerproducerende Omraader indenfor Staterne som Portorico, og Philippinerne, idet der var Modstand herimod fra de store Sukkerproducenters Side. Den anden Skuffelse var, at St. Thomas Havn ikke fik den trafikale, transitmæssige Betydning, Befolkningen havde ventet; først blev Havnen gjort til Krigshavn, og da dette ophørte, og Øerne fik civil Administration i 1931, blev der ikke gjort noget effektivt for at lede Trafiken i større Udstrækning via St. Thomas; de store Ruter gik nu som før uden om Øen, og heller ikke en større marinemæssig Anvendelse af Havnen under den anden Verdenskrig synes at have haft større Betydning for Øernes Liv.

Vil man undersøge Udviklingen lidt nærmere, er den vigtigste Kilde de aarlige Indberetninger til Washington fra Øernes Guvernøre ¹). Af de foreliggende Beretninger er Rapporterne fra 1928, 1932 og 1936 værdifuldest for vort Formaal, da de indeholder et stort Antal Tabeller. For de øvrige Aar findes enkelte af Tallene spredt i Teksten i Rapporterne. Tallene i det følgende er dels fra disse Rapporter, dels fra U. S. A.'s officielle Statistik (Statistical Abstracts of the U. S.).

Det naturlige Udgangspunkt for en Belysning af den amerikanske
er Befolkningstallene. Vi kan her sammenligne Tællingerne
og 1930, og vi gengiver Tallene derfra i Tabel 442).

Tilbagegangen andrager 4.039 Personer, hvoraf 3.488 paa St.
Croix, 357 paa St. Thomas og 194 paa St. Jan. Denne Tilbagegang
skyldes ganske overvejende Udvandring. Dette fremgaar af Tabel

---

1) Disse findes paa' det kgl. Bibliotek fra Aarene 1928, 32, 33, 34, 36 og 38.

2) Fordelingen mellem hvide og sorte er kun oplyst detaljeret for 1917: °/o hvide °/o sorte °/o blandede og andre St. Croix 4,2 82,1 13,7 St. Thomas 12,7 64,7 22,6 St. Jan 0,4 71,9 27,7 lait 7,4 74,9 17,7 men har derefter holdt sig omtrentlig uforandret (naar der ses bort fra Krigsflaademandskabet paa de ved St. Thomas stationerede Krigsskibe).

45, der viser Fødselshyppighed og Dødelighed paa Øerne i nogle
Aar under det amerikanske Styre.

Der er saaledes en meget betydelig Nedgang i Dødeligheden, og
dette maa antagelig skyldes det meget omfattende sundhedsmæssige
der uden Hensyn til Omkostningerne er sat i Gang.

Øernes almindelige økonomiske Stilling kan belyses af Handelen mellem Øerne og andre Steder, og denne er oplyst i Tabel 46. Langt Størstedelen af saavel Indførsel som Udførsel udgøres af Handelen med U. S. A.

Det fremgaar af Tabellen, at Øerne bortset fra den ekceptionelle Højkonjunktur for Sukker i 1920 har haft en meget større Indførsel Udførsel; dette maa ses i Forbindelse med de store Arbejder, blev sat i Gang af Regeringen i Washington, og de store, sociale og humane Udgifter, som den amerikanske Regering paatog sig.

Denne store Indsats har imidlertid ikke medført nogen Udvikling Landbruget, der særlig paa St. Croix havde afgørende Retydning. Relysning heraf gengiver vi i Tabel 47 nogle Oplysninger Arealets Anvendelse.

Bomuldsdyrkningen, der dog lagde Beslag paa ca. 3 % af Arealet i den sidste danske Tid, har nu mistet enhver Betydning. Sukkerarealets er fortsat, uden at de høje Priser i Krigskonjunkturaarene _—20 har bevirket nogen nævneværdig Udvidelse Arealet. I Tabel 48 gengives nogle Tal for Høstens Størrelse Værdi.

Vi ser af Tabellen, at Høstmængden stadig er underkastet meget store Svingninger (som tidligere omtalt paa Grund af den varierendeRegnmængde), Værdien svinger endnu stærkere som Følge af samtidige Ændringer i Verdensmarkedets Priser. Dette Forhold er fortsat i de følgende Aar, idet det i Rapporten for 1938 (S. 1) er oplyst, at til Nedgangen i Sukkerhøstens Størrelse 1937^— 1938 paa ca. 7,7 Mill. Ibs., d. v. s. paa 47 %, kom en Nedgang i Pris paa 20%, saaledes at Sukkerudførslens Værdi paa det ene Aar faldt med godt 60 %. I det samme Aarti, hvor Sukkerprisen saaledeser betydeligt, er Negerarbejdernes Timeløn p. Gr. a.

Inddragning ynder den amerikanske Lønlovgivning steget betydeligt.

Disse meget daarlige økonomiske Vilkaar for Planterne bevirkede, de amerikanske Kapitalejere ikke var interesseret i at foretage Investeringer paa Øerne, idet der var rigeligt med meget bedre egnet Jord og iøvrigt ogsaa paa anden Maade bedre Betingelser Pottorico og andre amerikanske Øer. Det dansk startede Sugar Company fortsatte sin Virksomhed gennem med Fabrikken Bethlehem, men større tekniske Forbedringer ikke Sted, og Virksomheden maatte under den store Krise fra 1929 træde i Likvidation. Fabrikken La Grange var i 1920'erne ligeledes i Gang, men ogsaa den maatte lukke under Krisen, saaledes at Øernes Erhvervsliv var fattigere end nogen Sinde tidligere. I de første Aar efter Krisen var Øerne i den Grad ruineret, at store Dele af Befolkningen maatte forsynes med Levnedsmidler det amerikanske Røde Kors.

Sukkerproduktionens stadige Tilbagegang har efterhaanden ført til, at Landskabet paa St. Croix præges af de mange forladte Plantagebygninger Sukkerværker, der overgros af den frodige Tropevega Mielche skriver S. 179: »Ruin ligger ved Ruin. Møllernes Murkegler holder længst ud. De staar overalt som Gravstene en svunden Tid.«

Først under The New Deal blev der gjort et Forsøg paa fra Statsmagtens Side at støtte Øernes (St. Croix') Sukkerproduktion, idet der 1934 af Staten oprettedes et nyt Selskab The Virgin Islands Company, med en Kapital paa 1 Mill. Dollars. Dette Selskab overtog Bethlehem og Central Facto ry ved Christianssted; man vilde skaffe de nødvendige Rør ved Oprettelsen af nye Husmandssteder, selvstændige Negre (squatters), skulde udføre Dyrkningen. Det var dog ikke muligt at fremstille Sukkeret saa billigt, at det nye Selskab kunde opnaa en passende Rentabilitet. Allerede før den nuværende Verdenskrig maatte Selskabet lukke Bethlehem og indskrænke Driften til Central Factory. Foruden denne arbejdede i 1939 kun Fabrikken La Grange.

Der var for de nye Husmandssteder en meget betydelig Risiko forbundet med Sukkerdyrkningen, idet baade Produktionsmængde og Priser var underkastet stærke Svingninger. Herom udtaler Guvernøren i sin Rapport for 1938, idet han gør opmærksom paa, at 298 Smaabrug i 1937 producerede 16.117 Tons Rør til en Værdi af 53.081 Dollars, medens de i 1938 producerede 6.121 Tons til en Værdi af 15.274 Dollars. Indtægten fra Sukkeret var fra disse Virksomheder saaledes i 1938 kun 29 % af det tilsvarende Tal for 1937.

Guvernøren omtaler¹) i den Forbindelse Regeringens »homestead fra 1932, der øjensynlig endnu i 1938 ikke i større Omfang er ført ud i Livet. Den gaar ud paa at kombinere »small ownership« med Stordrift, idet Smaabrugerne ved at stille sig under en vis Regeringskontrol skal kunne faa moderne Maskineri stillet til deres Raadighed til fælles Benyttelse. Videre nævner Guvernøren, den store Risiko ved Sukkeravlen maa modvirkes ved, at Smaabrugene i højere Grad dyrker Grøntsager og Frugter samt holder Fjerkræ, dels til deres eget Forbrug og dels til Byernes Forsyning.

Det har været en stor Ulempe, at St. Croix, trods den toldfri Indførsel St. Croix-Sukker til U. S. A., ikke er ligestillet med de andre sukkerproducerende Omraader indenfor de Forenede Stater, man ved Eksport af Sukker fra Øerne ifølge den amerikanske maa betale en Eksporttold (i 1938 paa 6 Dollars pr. short ton eller omkring 10 % af Bruttoindtægten). Denne Skat tilbagevæltes gennem Fabrikkerne paa Dyrkerne, idet der sker et tilsvarende Fradrag i den Pris, der betales for Rørene.

---

1) I Rapporten for 1938, S. 2.

Hertil kom, at Øerne ved den første Sukkerreguleringslov kun fik Ret til at sende en begrænset Del af deres Sukkerproduktion til Markedet i de Forenede Stater. Ved Sukkerloven af 1937 blev der dog ydet Øerne den Begunstigelse, at der kunde ydes dem en Kvota paa 0,24%. Herved forhøjedes Øernes Andel i de Forenede Staters fra ca. 5.400 Tons til 9.200 Tons, saaledes at et normalt Høst kunde finde Anbringelse paa det store Marked i U. S. A.

Foruden af de faldende Sukkerpriser blev St. Croix' Økonomi haardt ramt af de Forenede Staters Spiritusforbud, der i 1921 udstraktes Øerne, idet som ofte omtalt Romproduktionen havde været en meget betydningsfuld Indtægtskilde. Under Forbudet var Romproduktion forbudt, og da det ophævedes, havde Udtrykket St. Croix Rom ikke længere den høje Anselse. Romproduktionen blev hurtigt optaget andre Steder, hvor der var større Kapitalmidler, til Produktion af en Kvalitetsvare som til Iværksættelse en effektiv Reklame; St. Croix Rom er nu ikke mere kendt som tidligere, og Producenterne har ikke længere den nødvendige Kapital til at finansiere den betydningsfulde Lagring. Følgen heraf har været, at de Priser, der har kunnet opnaas for de smaa Kvantiteter, været relativt lave.

Det har derfor været nødvendigt at søge at udvikle andre Produktionsgrene Øerne, saavel inden for Landbruget som i andre Det hørte til de mange Opgaver, som det foran omtalte Islands Company satte sig. I the Annual Report of the Governor of the Virgin Islands 1934 omtales dette nærmere S. 16. Det nævnes, at Virksomheden skal omfatte Udvidelse af Dyrkningen Grøntsager o. 1. i U. S. A.'s Vintersæson, Udvikling af Industri og Haandværk og forøgede Bestræbelser paa at hidlokke Turister. Videre skulde der samtidig udbygges en kulturel og social omfattende forbedret Skolevæsen, Indførelse af Alderdoms- og Arbejdsløshedsunderstøttelser m. m.

Hvad andre Produktionsmuligheder inden for Landbruget angaar,er St. Croix særlig Kvægavlen kommet i Betragtning. Skønt der paa Øen fandtes saa mange Racer og Krydsninger, at det har været vanskeligt at udvikle en rationel Kvægavl, har man dog kunnet etablere en Eksport af Kvæg og Kød og Mejeriproduktertil der ikke kan kødforsyne sig selv¹). Denne Produktionsgrenhar

---

1) Eksporten af Kvæg fra St. Croix og St. Thomas har svinget omkring 1.500 Stk. aarligt til en gennemsnitlig Værdi af ca. 60—70.000 Dollars.

tionsgrenharværet den mest rentable for Kapitalens Ejere, men det maa paa den anden Side bemærkes, at Kvægavlen har forøgetde Vanskeligheder, fordi der til Kvægavl kun behøves meget lidt menneskeligt Arbejde. Guvernøren har saaledes i 1932 (S. 18) gjort opmærksom paa, at Kvægavlen lagde Beslag paa 80 % af Jorden, men kun 3 % af Arbejdskraften paa St. Croix. Ved Igangsættelse af store offentlige Arbejder har den amerikanske Kegering søgt at løse det vanskelige Beskæftigelsesproblem.

Paa St. Thomas og St. Jan har man næsten opgivet Dyrkning af Sukker og Bomuld og driver ekstensiv Kvægavl paa det meste af den anvendelige Jord. Til Skabelse af nye Erhvervsmuligheder har man bl. a. lagt sig efter Produktion af Bay Rum Haarvand¹), og denne Produktion var en Tid i stærk Udvikling. Efter at Spiritusforbudet U. S. A. var hævet 1934, er man dog i nogen Udstrækning tilbage til Fremstilling af Rom til Salg.

Mens Forholdene indenfor Landbruget paa St. Croix har været uhyre vanskelige i de sidste Aartier, er det gaaet noget bedre med Udnyttelsen af St. Thomas' gode Havn, selvom det var et alvorligt Tab, at Hamburg-Amerikalinj en kort før Salget flyttede sit vestindiske til den hollandske 0 Curac.ao. Det fra dansk Side stiftede Vestindisk Kompagni, der stadig er Øernes største Arbejdsgiver, havde bygget en Kaj ved St. Thomas og haabede paa en voksende Benyttelse af Havnen. I Begyndelsen gik det ogsaa fremad, idet der var 62 Anløb af Oceanskibe²) i 1915, 305 i 1925 og 547 i 1929. Fra dette Tidspunkt gik det som Følge af Verdenskrisen Minimum naaedes i 1932 med 343 og derefter steg Tallet atter, til det i 1938 naaede 753. Denne Udvikling har dog ikke haft større Betydning for Øens Økonomi, idet Skibenes Anløb været kortvarige og som Regel kun haft Indtagelse af Bunkers Formaal. Indtil 1931 var St. Thomas Krigsflaadehavn. Da denne blev ophævet, og Krigsskibene dermed forsvandt paa et Tidspunkt, hvor der som Følge af Krisen heller ikke kom mange Handelsskibe, var Virkningen heraf meget alvorlig for Butikker, Hoteller o. s. v. og dermed for hele Øens Næringsliv.

Derimod synes det som om de sidste Aar har aabnet nye Perspektiver,idet Klima, Temperaturforhold og det store AntalSoldage givet Mulighed for en Udvidelse af Turismen. ØernesAutoriteter fundet ud af, at det vilde være rimeligt at

---

1) Bay Rum fremstilles af Allehaande-Planten ved Udtræk med Rom.

2) Tallene er fra Mielche, S. 205.

drage en stor Del af de rige Amerikanere, der tidligere hvert Aar besøgte Europa, til Øernes fredelige og idylliske Pladser. Dette synesomsider nogen Grad at være lykkedes, i hvert Fald besøgtes Øerne i de sidste Aar før den nuværende Krig af et stigende Antal Turistskibe, og disses Ophold i Havnen varer længere end de flesteandre og giver større Muligheder for de Handlende og for Befolkningen i Almindelighed.

Det maa i det hele siges, at man fra de Forenede Staters Side samtidig med, at den økonomiske Politik har været bestemt af Interesser, der gik modsat Øernes Sukkerproducenters, og som derfor har skaffet disse store Vanskeligheder, har været rundhaandet økonomiske Midler for at bedre de sociale Forhold og skabe nye Arbejdsmuligheder.

Ret langt synes man endnu ikke at være kommet ad disse nye Veje; men det maa fremhæves, at der allerede nu er sat megen Kapital ind paa Øernes Ophjælpning; og der kan næppe være Tvivl om, at yderligere Midler vil blive ofret i de kommende Aar.

XII. SLUTNING

De dansk-vestindiske Øers Økonomi har gennem hele eller saa godt som hele Perioden 1671_—1916 været baseret paa Sukkerproduktionen.Den Hensyn til Datidens Teknik hensigtsmæssigeFrugtbarhed Jorden og den gunstige Beliggenhed har været Øernes eneste naturlige Rigdomskilder, idet der ingen Mulighed af Betydning var for Bjærgværksdrift og derpaa bygget Industri. Medens den gunstige Beliggenhed særlig har haft Betydning for St. Thomas, der havde en af Antillernes bedste Havne, har den frugtbare Jord særlig haft Betydning for St. Croix. Paa denne 0 havde Jorden en saadan Kvalitet, at den var rigelig tung til den primitive Bearbejdelse i de første Aar. Dette varede dog ikke længe, og da der først var hentet nogle Sukkerafgrøder fra Jorden, passede Produktionsfaktorerne Jord og Klima udmærket sammen og gav Basis for en effektiv Udnyttelse, der skabte en efter DatidensForhold høj Jordrente. Men der var til de saaledes fremkaldte Jordværdier ingen andre Dyrkningsmuligheder af Betydning,og førte til en meget ringe Vekseldrift og en successivUdpining Jorden. Den typiske Plantage var gennem flere Aarhundreder som Erhvervsforetagende udelukkende baseret paa Sukkeret, og hvad der ellers dyrkedes indenfor Plantagens Omraadevar

raadevarnæsten udelukkende Forbrugsgoder for Plantagens hvide
og særlig de sorte Beboere.

En saadan erhvervsmæssig Opbygning maatte gøre den enkelte Plantages, hele Erhvervets og i det hele Øernes Økonomi særlig følsom overfor Klimaændringer, Konjunktursvingninger og Strukturforandringer. betød store Forandringer fra Aar til Aar og gjorde Sukkerdyrkningen til en Erhvervsgren med stor naturlig Risiko. Konjunktursvingninger har ramt Erhvervslivet Øerne, som andre Steder, selv om man maaske kan sige, at Konjunkturerne ramte særlig haardt paa Grund af Dyrkningens Ensidighed. Afgørende for Forstaaelse af Øernes Økonomi er endelig stedfundne Strukturændring.

I over en Menneskealder i Slutningen af det attende og Begyndelsen det nittende Aarhundrede var Økonomien præget af Krigstilstanden mellem forskellige af de store Kolonimagter, og der var derfor i lange Tider meget stærk Efterspørgsel i Europa efter de Sukkerladninger, der kom under dansk Flag, og som derfor ikke blev opbragt. Dette gav Rigdom baade til Øerne og til de danske Købmænd, og det er omtalt, hvor store Rigdomme begge disse Parter i denne lange Periode hentede hjem fra Øerne.

Fra 1815 til Øernes Afhændelse i 1916 har Hovedlinien i Strukturudviklingen nedadgaaende. Fra 1815 til Midten af Halvfjerserne Produktionsformerne i det væsentlige været uforandrede, Sukkerproduktionens Teknik hos alle Konkurrenterne været inde i en meget stærk Udvikling, først og fremmest Roesukkerproduktionen i Europa, men ogsaa i nogen for Rørsukkerproduktionen i andre Tropeegne.

Dette hænger sammen med, at Øerne i erhvervsgeografisk Henseende velegnede for den primitive Teknik; alle Produktionsbetingelser, Jordens Kvalitet, Arbejdskraften og Transportmulighederne, vel afstemte efter hinanden og havde alle optimal Udnyttelse under Datidens Teknikform.

Helt anderledes laa Forholdene erhvervsgeografisk et Aarhundredesenere. (særlig den ringe Regnmængde) og de ringe Muligheder for kunstig Vanding forhindrede en Stigning i Rørproduktionensom de andre Øer, Jordens Udpining gjorde en intensiv Dyrkning stedse vanskeligere, de smaa Arealer bevirkede,at ikke kunde skabes Stordrift, som kunde faa Betydningfor og de nye Transportmuligheder med Jernbane, Automobil og Dampskib kunde ikke faa samme Betydningsom Cuba og Portorico. Hertil kommer, at Befolkningenaf

genafsaavel Europæere (Ejere og Bestyrere) som af Negre var vel egnede for Ledelse og Arbejde baade i Marken og paa de gamle Kogerier, medens de var langt mindre egnede til den nye Teknik, først med Plove i Marken og senere med mere kompliceret Teknik baade paa Marken og i Fabrikken, og Øerne blev derfor distanceretaf Sukkerproducenter.

Man kan derfor sige, at Øerne som Sukkerproducenter i det attende Aarhundrede kunde arbejde med en meget betydelig Jordrente, Udviklingen gennem det nittende Aarhundrede førte til, at Jordrenten sank og sank, saaledes at Øerne gennem hele den sidste Trediedel af det nittende Aarhundrede maa betragtes som Underskudsproducenter, der ikke kunde faa fuld Dækning for de faste Anlæg, og derfor ikke turde indlade sig paa de Nyinvesteringer større Stil, som kunde have øget Konkurrenceevnen over for de andre Øer; og i denne Position maatte de forblive, fordi der ikke kunde findes andre Erhvervsmuligheder. De Forsøg, der blev gjort paa at udvikle Øernes Landbrug under Strukturforandringen paa en Maade, der svarede til det danske Landbrugs Reaktion overfor Strukturforandringen i Slutningen af det nittende Aarhundrede, ikke til noget Resultat, dels fordi Substitutionsmulighederne nævnt var ringe, og dels fordi den sorte Befolkning havde de personlige Betingelser for udholdende Arbejde selvstændige Husmandsbrug.

St. Croix (og St. Jan) har saaledes gennemløbet en Udvikling nogenlunde svarende til, hvad der kendes fra andre af de sukkerproducerende hvor de erhvervsgeografiske Forudsætninger Produktionen har været beslægtede. Da de danske Øer hører dem, der først blev opdyrket, forstaar man, at Jorden her hurtigere blev udpint end paa de Øer, hvor Opdyrkningen senere paabegyndtes, men hvor de naturgivne Betingelser var tilsvarende.

De økonomiske Betingelser for Øernes sociale Udvikling var saaledes slette, og dette er Baggrunden for, at Danmark, der havde været først til at forbyde Negerimporten, kom bagefter f. Eks. England med Hensyn til Forbudet mod Slaveriet. Regeringen gennem lange Tider ikke benægte Plantageejernes Paastand at Slavefrigørelsen vilde betyde en fuldstændig Ruin for Øerne. Da først Frigørelsen havde fundet Sted, blev de sociale Kaar kun i ringe Grad forbedret; Øerne havde kun meget smaa Midler, og den effektive Hjælp fra Moderlandet var meget ringe, idet man indenfor Regeringen ikke havde Øjnene aabne for, at nu var det Øerne, der trængte til Hjælp fra Danmark.

De elendige Forhold, som Befolkningen gennem det nittende Aarhundrede levede under, kommer intetsteds til klarere Udtryk end gennem Befolkningsstatistiken, idet denne viser en fortsat Tilbagegang foraarsaget ved Udvandring og ved, at Antallet af Dødsfald, saa vidt man kan skønne, har været større end Antallet af Fødsler.

Denne Udvikling blev ikke afbrudt — snarere fremskyndet — ved Overdragelsen af Øerne til U. S. A. Ved Indsats fra det offentlige under NIRA) er de sociale Forhold forbedret en Del; men erhvervsmæssigt staar Øerne stadig i den Situation ikke at have noget Hovederhverv, der kan erstatte den fordums Rigdomskilde som efter snart 150 Aar Tilbagegang ikke kan føde en Befolkning, der er sunket til Halvdelen.