DET RUSSISKE FÆLLESEJE

SAMMEN med Professor Segelcke, der var kommet til Rusland
paa Besøg, deltog jeg en Høstaften i 1880 i en Diskussion om
russiske Landboforhold, som vi var blevet indbudt til af en Gruppe
russiske Foregangsmænd paa dette Omraade.

Vi to Udlændinge forsøgte at gøre vore russiske Værter begribeligt, for at faa Gang i Bondelandbruget vilde det være nødvendigt udskifte de russiske Landsbyer. Vi anede ikke, at vi her var kommet ind paa et farligt Omraade. Udskiftningstanken: hver Mand sin Lod, kunde ikke forenes med det russiske Fælleseje, og dette var paa den Tid sakrosankt, vi havde ført formastelig Tale. Følgerne udeblev ikke: med en Samdrægtighed, uhørt ved den Slags Sammenkomster i Rusland, faldt vore Værter over os. Til os begge blev det sagt, at dette var noget, som Udlændinge ikke forstod sig paa. Fællesejet var Ruslands Styrke. Mig specielt blev det lagt paa Sinde, at jeg, hvis jeg da vilde blive i Landet, maatte lære Fællesejet at kende, saa vilde jeg utvivlsomt lære at værdsætte efter Fortjeneste.

Vi forstod, at det ikke var god Tone at tale ondt om Fællesejet, og Professoren ledede Samtalen hen paa et andet Omraade, men jeg besluttede i mit stille Sind, at jeg vilde følge det givne Raad og lære det russiske Fælleseje at kende med alle dets positive og negative Sider. I de følgende Aar forsømte jeg da heller ikke nogen til at udvide mine Kundskaber paa dette Omraade.

Som Forholdene var, da jeg begyndte at sætte mig ind i disse Sager, var de Arealer, som indgik i et Fælleseje, tilskrevet en Kommune, som bestod af de i det deltagende Bønder. I en saadan Kommune indgik i Regelen, men langtfra altid, en enkelt og hel Landsby. Undtagelser fra Regelen var der til begge Sider. Dels kunde en Kommune omfatte en hel Række af Landsbyer, hvis Jordersaa være sammenfiltret paa en rent ud usandsynlig

Maade, hvad navnlig hyppigt forekom blandt Statsbønderne i Norden,dels
en Landsby være delt i flere Kommuner, fordi
dens Bønder i sin Tid havde tilhørt forskellige Godsejere.

I Fællesejet indgik hele det Areal, som ved Frigivelsen var blevet tildelt den givne Kommune, med Undtagelse af Tofterne i selve Landsbyen, som overalt var blevet tildelt de enkelte Bønder som Særeje. Desuden var det ret almindeligt, at Kommunen som saadan tilkøbt større eller mindre Arealer som Fælleseje.

I Sammenligning med det i Danmark og i det øvrige Vesteuropa praktiserede Fællesbrug bestod det russiske Fællesejes formelle Særegenhed i, at Mir'en¹), d. v. s. Kommunen, paa det Tidspunkt, da mine lagttagelser begyndte, havde Ret til, naar som helst Grandestævnet fandt dette paakrævet, at ændre Størrelsen af dens enkelte Medlemmers Andele paa det Fordelingsgrundlag, som Stævnet vedtog. Dette kunde ske paa to Maader:

1) Ved fuldstændig Omfordeling af Bymarken og

2) Ved »Fradrag og Tillæg«, som det kaldtes, d. v. s. ved at tage Jord fra en eller flere Bymænd, som efter Sjæletal eller efter andre Forhold havde for meget deraf, og give dette Areal til en eller flere andre Bymænd, som havde for lidt. For Gennemførelsen saa vel af fuldstændig Omfordeling som af »Fradrag Tillæg« fordredes Tilslutning af 2/₃ af Bymændene. I Teorien »Fradrag og Tillæg« gennemføres paa Forlangende af Bondeadministrationen²), naar denne havde fundet, at en forfordelts burde efterkommes. Intet Tilfælde af en saadan Indgriben Mir'ens Anliggender er dog kommet mig for Øre, om end Henstillinger til Bønderne i denne Retning ret hyppigt fandt Sted. Saaledes fortsattes indtil Sommeren 1893, da Loven af 8. Juni forbød foretage fuldstændige Omfordelinger hyppigere end en Gang hver 12. Aar, og samtidig fuldstændig forbød »Fradrag og Tillæg«.

Om Oprindelsen af denne i Vesteuropa ukendte Besiddelsesform
er de Lærde uenige, men denne Uenighed er mere en Følelsessag
end en paa Kendsgerninger begrundet Meningsforskel. De mange,

---

1) Mir betyder egentlig Verden, men i overført Betydning anvendes Udtrykket Betegnelse for Landsbyens Verden, d. v. s. Bondesamfundet indenfor den givne Kommune.

2) Ved Bondeadministrationen forstaas den administrative og dømmende Myndighed, som varetog alle Bøndernes civilretslige Anliggender saavel mellem indbyrdes som overfor de for Regulering af deres Forhold udstedte

som i Fællesejet vilde se en ærkerussisk Institution, utænkelig i ethvert andet Land end Rusland, forfægtede den Mening, at det er udsprunget af den det russiske Folk iboende Solidaritetsfølelse, som ogsaa kan iagttages paa saa mange andre Omraader, og som i givne Tilfælde fordrer, at ethvert Medlem af Mir'en skal have Ret til at forlange, at der bliver tildelt ham en til hans Udnyttelsesmulighederog svarende Del af det i Fællesejet indgaaende Areal. Da imidlertid Udnyttelsesmulighederne (manuel Arbejdskraft,Husdyrbestand Landbrugsredskaber) og Behov ikke er konstante Størrelser, men stadig ændres, navnlig i Forbindelse med Familiens vekslende Størrelse og Sammensætning, er det nødvendig at Samfundet, Mir'en, maa kunne omfordele Retten til Udnyttelse af Produktionsapparatet, d. v. s. af Jorden. I hvilket Land, spurgte Tilhængere af denne Teori, findes der en saa ideel Agrarforfatning? Gennem den er Landbefolkningen jo til evige Tider forsikret mod Proletarisering. Desuden maa det ikke glemmes,at 90 pCt. af Arbejderbefolkningen i Byerne er Bønderaf som hver især, for saa vidt som Vedkommende hører hjemme i en fællesej ende Landsby, er berettiget til Deltagelsei af Bymarken. Denne Ret taber en saadan Bonde først, naar han bliver optaget i en anden Stand og derfor holder op med at være Bonde. Saaledes beskytter Mirforfatningen¹) ikke alene Landbefolkningen, men ogsaa den overvejende Del af By-, Mine- og Industriarbejderne mod Proletarisering.

Mirforfatningens faatallige og ikke meget fanatiske Modstandere, saakaldte »Europæere«, var enige med dens Forsvarere om, at denne Besiddelsesform ikke findes i Vesteuropa, men, sagde de, deraf følger ingenlunde, at den skulde være et Udslag af den russiske Folkekarakter. Den skylder de russiske Skatteopkrævere maaske rettere det russiske Skatteopkrævningssystem Tilblivelse. Dette Skatteopkrævningssystem har trukket Omfordelingerne med sig ved at gøre hele Landsbyen, undertiden Grupper af Landsbyer ansvarlige for, at hver enkelt af de i dem hjemmehørende Bymænd rettidigt betaler deres Skatter. og Skatteopkrævere har i Forening udbredt Princippet for alle og alle for en« over alle det daværende Ruslands Landsbyer.

---

1) Her og i det følgende anvendes det af Ordet »Mir« udledede Udtryk »Mirforfatning« i Stedet for den for en dansk Tunge mindre tilgængelige russiske Betegnelse for samme Begreb — »Obschtschina«.

Sandsynligheden taler for, at den rette Løsning af Spørgsmaalet maa søges et Sted mellem disse to Yderligheder. At Soldidaritetsfølelse stærkt udviklet blandt de russiske Bønder, kan ingen bestride. Den træffer man ogsaa paa udenfor Mir'ens Omraade. Sit mest markante Udtryk finder den i de saakaldte Artel'er, eller Sammenslutninger af Arbejdere, som spontant opstaar overalt i Rusland, hvor der udføres Arbejder, som kræver en større manuel Arbejdskraft. Et er det imidlertid, at det russiske Folks Solidaritetsfølelse stærkt udviklet, et andet er, om denne Solidaritetsfølelse racemæssig betinget, eller om den er opstaaet som en logisk Følge af Folkets historiske Udvikling. Jeg er tilbøjelig til at holde den sidste Hypotese for den rigtigste.

Fra den Tid af, da de af de slaviske Stammer, som senere af Nordboerne blev tømret sammen til et Folk, det russiske, i det sjette eller syvende Aarhundrede e. Kr. forlod deres Hjemstavn i Karpaterne, har dette Folk altid været i Bevægelse mod Øst. Fortropperne denne Bevægelse, de, som grundlagde de yderste Landsbyer, og som angav Tonen for de efterfølgende, har bosat sig, ikke just i Fjendeland — for i de med forskellige finske Folkeslag befolkede Egne Nord for Stepperne, hvorigennem den østgaaende Bevægelse gik, synes denne at være forløbet ret fredeligt saa dog blandt fremmede Folkeslag. Med andre Ord, Trækket Øst er foregaaet under Forhold, som nødvendiggjorde et vist Sammenhold mellem de indvandrede, et Sammenhold, som i det store Land har antaget ret forskellige Former, og har været mere eller mindre vidtgaaende, men der er dog intet, der taler for, at den heraf opstaaede Solidaritetsfølelse nogetsteds har udstrakt til en Ændring af det af de enkelte Bønder udnyttede Areal, før Peter den Stores Reformer greb ændrende ind i dette, som i saa mange andre Forhold.

Følgen deraf var, at den enkelte Bonde vandt Hævd paa de Jordstykker, som han dyrkede til Stadighed. Hans Ejendom kunde de dog ikke blive, de tilhørte Kommunen, Mir'en, men han havde arvelig Brugsret til dem saa længe, som han vedblev at dyrke dem. Kun hvis han holdt op med at udnytte nogle af sine Lodder, hjemfaldt disse til Kommunen.

Dette Forhold ændredes fundamentalt af Peter den Stores Finanspolitik.For kunne paaligne den af ham dekreterede Kopskatvar selvfølgelig nødvendigt først at fastlægge Antallet af Beskattede, hvorfor han lod foretage en simplificeret Folketælling,en Revision. Den afsluttedes 1724, og umiddelbart

derefter paalignedes Kopskatten. Da denne Kopskat blev til en permanent Ydelse, som blev afkrævet Bønderne indtil 1. Jan. 1886, blev det nødvendigt at gentage Revisionerne, for at Skattens Paaligningkunde Trit med de Ændringer i de Skattepligtiges Antal, som Tiden nødvendigvis maatte medføre. I Gennemsnit fore toges der en Revision hvert femtende Aar; den sidste, den 10., den, der kom til at tjene som Grundlag ved Tildelingen af Jord til Bønderne efter deres Frigivelse i 1861, blev gennemført i 1858.

Bønderne var livegne, Halvdelen (53 pCt.) tilhørte Godsejerne,
den anden Halvdel var Statsbønder af mange forskellige Kategorier.

For Godsejerbøndernes Vedkommende udrededes Skatten af
vedkommende Jorddrot, som paa sin Side paalignede Bønderne
den. Statsbønderne betalte Skatten direkte til Skatteopkræverne.

Paa Peter den Stores Tid afviklede største Delen af Godsejerbønderne deres andre løbende Forpligtelser overfor vedkommende ved Betaling af en aarlig Afgift fastsat i Naturalier i Penge; og det var Skik og Brug, at Kommunen som saadan indestod for denne Ydelses rettidige Indbetaling efter Princippet for alle og alle for en«. Der kan endvidere ikke være Tvivl om, at med Hensyn til Udredning af Kopskatten er det samme Princip blevet fulgt ogsaa overfor den Del af Godsejerbønderne, i Stedet for en fast aarlig Afgift forrettede forskellige for Godsejeren som en Slags Hoveri, og hvad angaar Statsbønderne menes det, at Skatteopkræverne fra Begyndelsen har indført Solidaritetsprincippet i Udredning af Skatterne, deres Arbejde er blevet lettet i høj Grad. Lovgivningsmagten, i Begyndelsen af forrige Aarhundrede gjorde Bondekommunerne Landet over ansvarlige for Skatternes rettidige fra deres Medlemmers Side, har saaledes kun legaliseret et allerede bestaaende Forhold.

Kopskattens Indførelse har medført en fuldstændig Omfordeling af Bymarkerne, hvorved enhver Gaards Andel i dem er blevet bragt i Samklang med det Antal »Sjæle«, som er blevet tilskrevet den.

Nogle vil i Omfordelingerne se et Udtryk for Folkets Retfærdighedsfølelse,medens prosaiske Naturer mener, at de er fremkaldtaf velbegrundede Frygt for, at hvis de ikke selv vilde sørge for, at der blev givet enhver af Kommunens Medlemmer Mulighed for at betale Skatten af egne Indtægter, saa vilde de blive nødsaget til at betale den for Efternølerne. Det sidste er vel det

rimeligste. Desforuden har Myndighederne utvivlsomt tilskyndet Bønderne til at foretage en saadan Omfordeling. Hvis dette ikke havde været Tilfældet, vilde den første Revision ikke have kunnet fremkalde den fuldstændige Omfordeling af Bymarkerne indenfor hele Rigets daværende Omraade, som faktisk har fundet Sted.

Da enhver ny Revision nødvendigvis maatte forrykke det tilvejebragte Forhold mellem Skattens Sum og det Areal, som hver enkelt Husstand disponerede over, maatte den for Genoprettelsen dette Forhold efterfølges af en ny fuldstændig Omfordeling.

Da nu den dyrkbare Jord blev fordelt efter Antallet af »Revisionssjæle«, da Antallet af disse forblev uændret indtil næste Revision, medens Antallet af levende Sjæle i de forskellige Bondefamilier ændredes, var det ret naturligt, at Bønderne gik over til at betragte Jorden, og ikke den mandlige Befolkning, som Beskatningsobjekt, en »Sjæl« blev til en Arealenhed, hvis Størrelse selvfølgelig varierede fra Landsby til Landsby.

Da det var Jorden, der betragtedes som Skatteobjekt, og da de elendige Transportforhold vanskeliggjorde Afsætningen af Landbrugsprodukter, det mange Steder i Landet, i Særdeleshed i dettes nordlige Halvdel, efterhaanden som Skatterne steg, ufordelagtigt have mere Jord end nødvendigt til Livets Ophold. At det kunde være ufordelagtigt at have meget Jord, mærkede Bønderne særlig Grad, efter at de i 1861 var blevet frigivet og maatte betale »Løsepenge«, d. v. s. Renter og Amortisation af Taksationsværdien den Jord, som ved Frigivelsen var blevet dem tildelt, og som Regeringen havde betalt Godsejerne for.

Disse »Løsepenge« blev selvfølgelig lagt direkte paa Jorden, og lige saa selvfølgeligt er det, at i de talrige Tilfælde, hvor Indtægterne Jorden ikke kunde dække Udgifterne til Udredning af baade dem og Skatterne, fremkom der Klager over Overbebyrdelse med Jord fra de Bønders Side, hvis Andele var blevet uforholdsmæssig fordi Antallet af arbejdsdygtige Medlemmer af deres Husstand var gaaet tilbage efter den sidste Revision. Jorden var blevet til en »Tynge« — Tjaglo — et Udtryk, som stedvis begyndte at fortrænge Ordet »Sjæl« som Arealbegreb.

Selv om saadanne Klager kun sjældent fremkaldte nogen fuldstændigOmfordeling Jorden, i Lighed med dem, der fremkaldtesaf efter hverandre følgende Revisioner, førte de dog meget ofte til »Fradrag og Tillæg« af Sjæle, som i givne Tilfælde gik

ud paa, at den Jord, som Klagerne havde for meget i Forhold til Familiens Størrelse eller, som de af andre Grunde ikke kunde overkomme at betale Skat af, blev paanødet andre Bymænd blandt dem, som havde faaet for lidt Jord i Forhold til det faktiske Antal arbejdsføre Familiemedlemmer eller som simpelthen, i Følge deres økonomiske Omstændigheder, mentes at kunne overkomme Udredningenaf Ydelser, som var for store for de mindre velstaaende.Da partielle Forskydninger blev forbudt i 1893, havde de allerede naaet at bidrage stærkt til blandt Bønderne at fæstne den Solidaritetsfølelse, som fra Arilds Tid ikke var dem fremmed.

At Jorden under Indflydelse af Befolkningens Tilvækst og Afsætningsforholdenes efterhaanden fra at være en Tynge gik over til at blive et højst attraaværdigt Gode, ændrede intet ved Sagens Kerne, den nemlig, at enhver af Grandestævnet foretaget Ændring af Besiddelsesforholdene indenfor den givne Kommune, til hvilken Side den end var gaaet, bidrog til at befæste Bønderne i Troen paa deres Ret til at bringe det af enhver Bymand udnyttede i Samklang med hans Familiebestand og øvrige Vilkaar. mellem før og nu bestod kun deri, at medens det tidligere var de jordrige, som søgte at blive af med den Del af deres Jord, som de mente at have for meget i Forhold til deres Sjæletal, saa blev det senere dem, der havde for lidt Jord, der søgte at faa mere.

I Henseende ikke blot til dette Spørgsmaal men ogsaa til alle andre Foreteelser i de sociale Forhold i Landsbyerne, for saa vidt som disses Ordning var afhængig af Bønderne selv, kan der have været adskillige Afvigelser fra den almindelige Regel, som navnlig har gjort sig gældende mellem de to store dominerende Grupper: Statsbønderne og de forhenværende Godsejerbønder, men det vilde føre for vidt her at komme ind paa disse Detailler.

Da saaledes efter min Opfattelse saavel den partielle som den fuldstændige Omfordeling af Jorden i de fællesej ende Landsbyer overvejende maa betragtes som en direkte Følge af den af Peter den Store paa Bønderne lagte Kopskat, kan det russiske Fællesejes Særegenhed, den, der skilte det fra de tidligere landlige Besiddelsesforholdi — den kvantitative Omfordeling af Bymarken,under til hver enkelt Husstands Størrelse — kun for en ringe Del tilskrives en Særegenhed i den russiske Folkekarakter.Den i langt højere Grad betragtes som en Følge af

en enevældig Herskers Finanspolitik, i Forbindelse med den under
Statens Tilblivelsesproces skabte Solidaritetsfølelse blandt Bønderne.

Det synes forøvrigt, at i sit Hjemland har det russiske Fælleseje i lang Tid ført en ret upaaagtet Tilværelse. Indtil Midten af forrige Aarhundrede var hverken de lærdes eller Menigmands Opmærksomhed paa det i mærkbar Grad. Ganske vist skal der være blevet skrevet noget om det i Slutningen af det 18. Aarhundrede, men Publikums Interesse er ikke blevet indfanget deraf, og meget snart er det skrevne blevet fuldstændig glemt. Man har slaaet sig til Taals med, at Fællesejet var en uvæsentlig Foreteelse, som nu engang ikke kunde blive anderledes, og som velsagtens hverken var bedre eller værre end Ordningen af lignende Forhold i andre Lande.

Hvorledes er det da gaaet til, at Fællesejet pludselig var blevet til en Fetich, som kun maatte tilbedes, men ingenlunde kritiseres? Her, som saa ofte i Ruslands Historie, var det en Njemetz¹), i dette Tilfælde en Tysker, som maaske meget mod sin Vilje fremkaldteOmslaget. lærd Tysker, en Baron von Haxthausen, fik i 1843 Tilladelse til at rejse omkring i Rusland for at undersøge og beskrive Landets sociale, økonomiske og andre Forhold. Mandenhar en første Klasses lagttager. Det Værk, som han udgav om sin Rejse, vil ikke kunne forbigaas af nogen, som skulde ønske at sætte sig ind i russiske Tilstande, som de var omkring Midten af forrige Aarhundrede, om end efterfølgende Tider dog har vist, at adskillige af hans Slutninger ikke har haft noget solidtGrundlag. er han blevet begejstret for Mirforfatningen, som han beskrev som et af den russiske Folkekarakter udsprunget Fænomen, der, til Trods for at den i økonomisk Henseende havde sine uheldige Sider, fortjente at bevares med Omhu, da den beskyttedeLandbefolkningen Proletarisering. Meget skrev han ikke om den Sag, kun nogle faa Sider af hans fortrinlige tre Binds Arbejde, men det, som han skrev derom, var Vand paa Møllen for det dengang saa mægtige panslaviske Parti. HaxthausensRejseskitser til en af de mange Bøger, som ingen læser, men som alle taler om, men ganske vist taltes der kun om det

---

1) Njemetz, ordret en Stum, er en Betegnelse, som til en Begyndelse omfattede alle Vesteuropæere, som ikke var af slavisk Herkomst eller Jøder, men nu til Dags anvendes det af civiliserede Mennsker kun ved Omtale af Tyskere. Bønderne har dog til Dato bibeholdt Benævnelsens tidligere mere omfattende Betydning.

Par Sider, der var skrevet om Mirforfatningen; det var, som om hele Værket kun handlede derom. Hvis den lærde Udlænding, hed det, mener, at Mirforfatningen er en beundringsværdig ægte russisk Foreteelse, som vil kunne forhindre Landbefolkningens Proletarisering, saa maa det være rigtigt, og saa maa vi beskytte den paa enhver Maade. Rent galt blev det, da Datidens mest omtalteDiplomat, Cavour, der maa have hørt noget om HaxthausensBog, en meget fantasifuld russisk Revolutionær ytrede noget lignende som: »I, Russere, kan sagtens, I har jo i Jeres Mirforfatning Palladium mod Befolkningens Proletarisering«¹). Nu mente alle pæne Mennesker i Rusland, hvad enten de var Slavjanofiler eller ej, at Fællesejet var tabu. Ve den, der vilde forsøge at løfte sin Haand mod det!

Som en uheldig Side af det russiske Fælleseje omtaler Haxthausen Besiddelsens Usikkerhed, som er en Følge af hyppige Omfordelinger, der ikke just synes egnede til at stimulere Bøndernes til at indføre Forbedringer i deres Landbrug, men han har indset, at uden Omfordelinger kan Fællesejet ikke fungere i sin Egenskab af Palladium mod Landbefolkningens Proletarisering. Besiddelses Usikkerhed var ganske vist velkendt i Vesteuropa, men der var den væsentlige Forskel paa Omfordelingerne og der, at i de vesteuropæiske Lande kunde de, i alt Fald i Teorien, fjærnes ved et Magtbud, uden at dette behøvede at fremkalde nogen Ændring i Landsbyens sociale Struktur, hvorimod gennemført Forbud mod Omfordelingerne i den fællesej russiske Landsby maatte være ensbetydende med Ophævelse selve Fællesejet, fordi dette ikke kunde bestaa uden Omfordelinger Bymarken.

Fællesejets samfundsmæssige Betydning saa dets Tilhængere deri, at den enkelte Bymands Ret til Deltagelse i Udnyttelsen af Bymarken og af hvad der ellers indgik i Fællesskabet ikke kunde fortabes, saalænge vedkommende forblev i Bondestanden. Det tilføjedes, den umaadelige Betydning af denne Omstændighed kunde skønnes deraf, at de store Mængder af Bønder, som tjener deres Brød som Fabriks- og Minearbejdere, meget vel har bevaret Mindet om, hvorfra de stammer. Vi ser jo, fremhævedes det, at naar strenge Tider med Arbejdsløshed har hjemsøgt Rusland, har hver især af Arbejderne søgt tilbage til Slægtens Hjemstavn.

---

1) Forøvrigt er det højest sandsynligt, at Cavour, førend han besluttede sig til at kaste sit Land ud i Krimkrigens Eventyr, selv har læst Haxthausens for at faa noget Begreb om Rusland.

Dette er altsammen fuldstændig rigtigt. Men ikke alene til de fællesej ende, ogsaa til de særejende Landsbyer strømmede Arbejderne naar Arbejdet slap op i Fabrikker og Miner. Størstedelen disse hjemvendende Arbejdere havde bevaret Forbindelsen deres Hjemstavnsby, f. Eks. ved at deres Andel i Bymarken blevet afgivet i kortfristet Forpagtning, eller ved at Hustruen eller andre Familiemedlemmer var blevet i Landsbyen for at passe Bedriften. For saadanne Arbejdere var det en let Sag igen at komme i Sving i Landsbyen. Men dette gjaldt saavel for de særejende som for de fællesej ende Bønders Vedkommende.

Fordelen for de hjemvendende Arbejdere ved at høre til en fællesej ende fremfor at høre til en særejende Landsby kunde kun gøre sig gældende, naar disse Arbejdere havde tabt Forbindelsen med Landsbyen, og selv denne Fordel var ret illusorisk. Arbejderen, var vendt hjem til en fællesej ende Landsby, havde Ret til at forlange Genoptagelse i Landsbyen samt Tildeling af Jord, hvad hans Fagfælle fra en særejende Landsby ikke havde. Men et er at have Ret til noget, et andet at kunne gøre denne Ret gældende.

Indtil 1893, da de fællesej ende Landsbyer endnu havde Ret til at foretage »Fradrag og Tillæg« og kunde omfordele hele Bymarken, ofte de vilde, kunde der for den hjemvendende Arbejder, der havde tabt Forbindelsen med Landsbyen, være ret gode Chancer at bevæge Grandestævnet til at tage en Sjæl eller to fra jordrige Bønder og give dem til ham. Dette især da, naar han ikke var for karrig med en Spand Brændevin¹) mere eller mindre.

Efter 1893 blev Stillingen en helt anden. Efter den Tid kunde den til sin Landsby hjemvendende fællesej ende Arbejder, der havde tabt Forbindelsen med Hjemstavnen, ikke forlange at faa Jord tildelt før end ved næste Omdeling af Bymarken. Og hvornaar man vente den? Vilde den overhovedet komme?

Der kan ikke være nogen Tvivl om, at Udstedelsen af Loven af 1893 var fremkaldt af Ønsket om at styrke Fællesejet; saaledes var nemlig Tidens Aand dengang. Lovgiveren har utvivlsomt villet beskytte Fællesejet mod den Besiddelsens Usikkerhed, som alleredeHaxthausen kaldt for dets uheldigste Side. At Loven virkelig har bidraget til Fællesejets Stabilisering er udenfor al Tvivl, men samtidig har den berøvet det Muligheden for Udøvelsenaf

---

1) Ved Grandestævner og ved andre større Sammenkomster af Bønder regnedes Brændevinen i Spande. 1 Spand = 12,3 Liter.

senafen af dets væsentligste samfundsmæssige Opgaver — Genoptagelsenaf
fortabte Sønner i Fællesskabets Skød.
Lovgiveren har næppe forudset dette.

Efter Udstedelse af Loven af B.Juni 1893 havde den til en fællesej Landsby hjemvendte Arbejder kun det forud for hans Kammerat fra en særejende Landsby, at han ved en eventuel Omfordeling Bymarken kunde gøre sin Ret til Deltagelse i denne gældende, men kan kunde ikke fremtvinge nogen saadan Omfordeling. var Stillingen takket være de russiske Bønders Samfølelse ikke fortvivlet for nogen af de to. De anerkendtes begge som hørende til Byen; de fik Plads til at bygge sig et Hus paa, hyppigt lidt Køkkenhave samt Ret til at græsse en Ko sammen med Landsbyens Hjord, og i Regelen ogsaa Arbejde.

For at bringe Besiddelsesforholdene i Samklang med Skattens Sum, omfordeltes Bymarken efter hver ny Revision, men imellem Revisionerne fore toges ingen Omfordeling. Maaske har det været paabudt at omfordele efter Revisionerne, men i saa Fald har Ordren fra oven svaret til de russiske Bønders Retsbegreber, ellers havde den ikke slaaet saa godt an, som Tilfældet var. Endogsaa tyske Kolonister ved Volga, som havde faaet deres Jord i Særeje, er blevet smittet af Stemningen blandt Bønderne. Haxthausen, har besøgt Egnen i 1843, fortæller, at Kolonisterne har indført Omfordelinger paa eget Initiativ, og da jeg besøgte dem i Begyndelsen af dette Aarhundrede, var Fællesejets Principer fuldt ud gennemført i de derværende tyske Kolonier.

Efter at Revisionerne er ophørt, har mange Kommuner holdt op med at omfordele. Efter en for øvrigt ret summarisk Opgørelse, som blev foretaget i 1910, udgjorde Antallet af Kommuner, som ikke havde foretaget nogen fuldstændig Omfordeling siden Frigivelsen 1861, om ved 3A af alle juridisk fællesej ende Kommuner. Alle disse Kommuner blev ved Loven af 11. Juni 1911 erklæret for selvejende. Resten foretog Omfordelinger efter meget forskellige Der foretoges Omfordelinger efter Antallet af 1) mandlige Sjæle, 2) Mænd i Arbejdsalderen, 3) Mænd og Kvinder Arbejdsalderen, 4) »Ædere« (levende af begge Køn) eller 5) efter forskellige andre Kombinationer. Valget af Fordelingsgrundlaget en Sag, som overlodes til Bønderne selv at foretage. Foretagelsen af en saadan Omfordeling fordredes, som allerede nævnt, at ikke mindre end 2/3 af alle Bymændene ønskede dens Gennemførelse. En Stemme for hver Gaard.

Efter at det var blevet fordelagtigt for den enkelte Bonde at

forøge det til hans Gaard hørende Areal, var det selvfølgelig de børnerige Familier, »Landsbyens Proletariat«, der søgte at fremskyndeGennemførelsen en Nyordning. Aar igennem kunde det gære i en saadan Landsby. Alle Midler, der kunde fremskynde eller udskyde Afgørelsen, var gode. Bønderne skyede end ikke fiktive Gaarddelinger for dermed at forøge Antallet af Stemmer i det ene eller det andet af de to Partier. Ogsaa Fordelingsgrundlagetvar for livlige Debatter.

Loven af 11. Juni 1911 har bidraget en Del til Fællesejets Hensygnen, idet den har forhindret Omfordelinger i de Landsbyer, ikke tidligere havde omfordelt; en Del af disse vilde sikkert have meldt sig, efterhaanden som Landsbyproletariatet var vokset i Antal, men ogsaa uden denne Lov var Fællesejets Dage talte. Nogle Landsbyer vilde vel have begyndt at omfordele paa ny, men at dømme efter Udviklingens hidtidige Gang, vilde et betydelig større Antal blandt de Landsbyer, som tidligere havde foretaget Omfordelinger, have holdt op dermed.

Den anden Form for Ændring af Besiddelsesforholdene, »Fradrag Tillæg«, har utvivlsomt været langt mere udbredt end de fuldstændige Omfordelinger. Dette bl. a., fordi den var langt lettere gennemføre end saadanne. Noget Forsøg paa at opklare, hvor stor en Del af de juridisk fællesej ende Kommuner, der har benyttet sig af den, er vist aldrig blevet foretaget, men min personlige gaar ud paa, at saalænge som den var tilladt, er den blevet praktiseret i saa at sige alle faktisk fællesej ende Landsbyer. I mangen en af disse er Lovens Paabud om at afholde sig fra at anvende den, ikke straks blevet efterkommet.

Ikke desto mindre var Fællesejet dødsdømt. I det primitive Samfund, hvori det var opstaaet, har det haft sin Eksistensberettigelse, det var uforeneligt med et viderekommet Landbrug og i fuld Overensstemmelse med Omslaget i Bøndernes Indstilling overfor det havde Stemningen ændret sig i den intelligente Del af Befolkningen. Vel havde Fællesejet sine Tilhængere lige op til Revolutionen og endogsaa efter dennes Udbrud, men deres Tal var efterhaanden skrumpet ind til en ren Bagatel i Sammenligning hvad det havde været et kvart Aarhundrede tidligere dengang, da Professor Segelcke og jeg prøvede paa at løbe Storm imod det. Fællesejet var en døende Besiddelsesform, da de sidste Rester af det i Begyndelsen af Trediverne blev opslugt af de af Bolschevikkerne skabte kollektive Landbrug.

Som allerede opløst kan ogsaa en anden slavisk Bondesammenslutning,nemlig

menslutning,nemligden serbisk-kroatiske Sadruga betragtes. Denne bestod ikke som det russiske Fælleseje af slægtsfremmede Elementer, sammentvungne af en enevældig Herskers Skattepolitik.Den derimod en Familiesammenslutning opstaaet under og som Svar paa et stærkt socialt og nationalt Tryk fra oven. Sadrügaen regeredes enevældigt af »den ældste«. Denne var vel oprindeligt Faderen i den Familie, som var den grundlæggende i Sammenslutningen, men senere var det en Regel, at han hvert Aar valgtes paa ny. Han kunde endogsaa afsættes ved en Flertalsbeslutning,inden Regeringsaar var omme, men saalænge han var den lovlige Magthaver, var hans Autoritet absolut.

Det er udenfor al Tvivl, at Sadrugaen har bidraget stærkt til Opretholdelsen de kroatiske Bønders Nationalfølelse under ungarske tyske Godsejeres Voldsherredømme, og ikke mindre Betydning samme Retning har den under Tyrkervældet haft for den serbiske Bonde, men da de kroatiske og slovenske Bønder blev fri i 1848, da Serberne lidt efter lidt brød det tyrkiske Aag i Løbet af det 19. Aarhundrede, og da samtidig Bondelandbruget fra at være naturalydende blev kapitalistisk, blev dermed Grunden lagt til Sadrugaens fuldstændige Opløsning. De kulturelle og økonomiske af denne Opløsning har ingenlunde været heldige, men Institutionen havde levet sin Tid ud. Da jeg berejste Serbien Midten af Trediverne, kunde Sadrugaens begejstrede Beundrere vise mig mere end 2 levedygtige Sammenslutninger af denne Art, og de holdt kun sammen takket være Ledernes personlige

Fællesejet var ikke overalt i Rusland den dominerende Form for Jordbesiddelse blandt Bønderne; det fandtes ikke hverken i Finland eller i Polen, saa lidt som i Østersøprovinserne — senere Estland og Letland — eller i Litauen. I disse Egne var Bøndergaardene Bøndernes Særeje (Finland, Polen, Litauen) eller tilhørte for saa vidt som de ikke var udkøbt af Bønderne i Særeje (Østersøprovinserne). Desuden vidste jeg fra mine Rejser, i den vestlige Del saavel af Lille- som af Hviderusland var Bønderne Særejere, men jeg vidste ikke, hvor Grænsen mellem dem og de fællesej ende Bønder burde søges.

Efterhaanden som Fællesejets Oprindelse tegnede sig mere og mere tydeligt for mig, indsaa jeg, at dets Grænse mod Vest maatte falde sammen med eller ligge i Nærheden af Peter den Stores Riges Vestgrænse uden dog at overskride de af Peter den Store erobrede Østersøprovinsers Østgrænse. Ved nærmere UndersøgelsepaaStedet

gelsepaaStedetviste det sig imidlertid, at der ogsaa vest for denne Linie er store Strækninger, hvor største Delen af Bønderne er fællesej ende i juridisk Henseende. Tingen er nemlig den, at efter Polens første Deling i 1776 blev Godsejerbønderne i den Del af de af Rusland derved erhvervede Strækninger, hvor Landbefolkningenhovedsageligvar russisk (hviderussisk) Nationalitet, erklæretforat

klæretforatvære fællesej ende. Et er imidlertid Besiddelsens juridiske Struktur, et andet er dens Haandhævelse. Bønderne, som boede vest for Peter den Stores Ruslands Grænser var, om jeg saa maa sige, kulturelt vokset fra Fællesbruget, allerede da de blev inddraget i det; det har været uforeneligt med deres Retsbegreber.

Paa den Maade opstod to Grænser for Fællesejets Udbredelse mod Vest, af hvilke den ene omfatter den Del af Landet, hvor Bønderne Ret til at foretage Omfordelinger, og den anden den Del, hvor disse har været praktiseret. Paa ovenstaaende Kort er begge disse Grænser indtegnet.

Ingen har kunnet forklare mig, hvorledes det er gaaet til, at samtidig med at Godsejerbønderne i ovennævnte Del af Vitebsk og Mogilef Guvernementer paa denne Maade i sin Tid er blevet erklæret fællesej ende, er Statsbønderne samme Steds forblevet særej ende. Dette Forhold maa betragtes som en Følge af manglende mellem de to Ministerier, som har haft med disse Sager at gøre. De har øjensynlig været gensidig uvidende om hinandens Fremgangsmaade.

Hvad angaar de to Besiddelsesformers talmæssige Fordeling over det europæiske Rusland — uden Kongrespolen, Østersøprovinserne selvfølgelig, Finland — fik jeg i Begyndelsen af Aarhundredet for at foretage en Beregning paa Grundlag af en i 1905 udarbejdet Statistik. Af denne Beregning fremgik det, at Fællesejet omfattede 76,8 pCt. af Bøndergaardene og 82,7 pCt. af al den Jord, som blev tildelt Bønderne ved deres Frigivelse, indenfor det givne Omraade. Resten, 23,2 pCt. af Gaardene og 17,3 pCt. af Arealet, tilhørte de særej ende Bønder.

Størrelsen af de 12 Millioner Bøndergaarde, som indgik i denne Beregning, var selvfølgelig meget forskellig. I Gennemsnit for hele Omraadet udgjorde den 11 ha pr. Gaard, medens Guvernements- Gennemsnittene varierede fra 4,2 ha i Podolien, i det yderste Sydvest, 71,5 ha i Karelien, i det yderste Nordvest. Af Størrelsesgrupperne jeg i min Beregning kun anført særligt de helt smaa, som mentes at være for smaa til en Families Underhold. Af dem var 4,7 pCt. mindre end 2,2 ha og 18,0 pCt. mellem 2,2 og 5,5 ha.