PROBLEMER VEDRØRENDE ARBEJDSMARKEDETS FREMTIDIGE ORDNING FOREDRAG I NATIONALØKONOMISK FORENING DEN 9. APRIL 1942

TIDEN er næppe inde til en praktisk-politisk Behandling af det
Emne, jeg er blevet anmodet om at tale om i Aften. Dertil har
vi endnu for faa Erfaringer om Virkningen af den Nyordning, der
under Krigen er indført ved Loven om Arbejdsforhold. Der kommer
ogsaa en Tid, hvor man ved lidt mere om Fremtiden
end man gør i Dag, og derfor maa maa vi paa
dette som paa andre Omraader vente med at tage bestemt Stilling
til Problemerne. Men Ventetiden kan passende bruges til Overvejelser,
det følgende maa nærmest opfattes som Tanker til Overvejelse
denne Ventetid.

Disse Tanker, der ifølge Sagens Natur maa have en vis foreløbig Karakter, er i nogen Grad baserede paa Erfaringer fra min Virksomhed Arbejds- og Forligsnævnet. Det skal allerede her understreges, det kun drejer sig om mine personlige Erfaringer og Indtryk. Ingen af Nævnets eller Formandsskabets øvrige Medlemmer derfor ansvarlige for noget af det følgende.

Det Spørgsmaal, man især har ønsket at faa undersøgt og sal under Debat, er Problemet om Bevægeligheden paa Arbejdsmarkedet, Spørgsmaalet om, hvorledes man i saa vidt Omfang muligt kan faa Udbud og Efterspørgsel tilpasset efter hinanden, saaledes at der hverken opstaar Arbejdsløshed eller Mangel paa Arbejdskraft i større Stil. Bagved Spørgsmaalet om Bevægeligheden staar med andre Ord hele det alvorlige Arbejdsløshedsproblem, saa stærkt har præget Tiden mellem de te store Krige.

Det er nemlig klart, at i et Samfund, hvor alle de økonomiske
Faktorer viste fuldkommen fri Bevægelighed, vilde der ikke være

nogen Arbejdsløshed. Det er jo ikke saadan, at der mangler Opgavertil arbejdsløse. De allerfleste Mennesker faar kun delvis deres Behov tilfredsstillede, og mange savner det nødvendigste. Der er da altid god Brug for flere økonomiske Goder. Hvorfor sætter man ikke de ledige Folk til at producere dem?

Svaret er, at det kræver Tilpasning af forskellig Art. Arbejderne er maaske geografisk eller fagligt paa et andet Sted end der, hvor de uløste Opgaver er. Eller Priserne paa Varerne staar i et Misforhold Omkostningerne, saaledes at en Produktion, der i og for sig vilde være en Vinding for Samfundet, bliver urentabel. Hvis der i det økonomiske System baade geografisk, fagligt og prismæssigt fuldstændig gnidningsfri Bevægelse paa alle Omraader, vilde ledige produktive Kræfter altid kunne finde en Anvendelse. De vilde straks søge derhen, hvor der var Opgaver at løse. Nu er der kun begrænsede Muligheder for Bevægelse og Tilpasning, og derfor gaar megen Arbejdskraft til Spilde.

Dette betyder ikke, at Arbejdsløshedsproblemet simpelthen er et Spørgsmaal om Bevægelighed paa Arbejdsmarkedet. Det rækker videre. Beskæftigelsen er til enhver Tid et Produkt af en Række Faktorer: tekniske, økonomiske, politiske, militære o. s. v. Hvad der kræves, er, at disse tilpasses til hverandre, saaledes at det samlede Resultat netop bliver fuld Beskæftigelse.

Forholdet kan maaske bedst belyses gennem en Analogi. Den menneskelige Legemstemperatur er et Produkt af flere Faktorer: Vejrliget udenfor, den indre Forbrænding i Organismen, Paaklædning Opvarmning af Opholdsrum. Det mærkelige er nu, at hvis en af disse Faktorer ændres, sker der straks en Tilpasning af een eller flere af de andre, saaledes at Resultatet stadig er det samme, ca. 37°. Svigter undtagelsesvis denne fine Tilpasningsevne, er der noget i Vejen med Organismen. Man siger da, at den paagældende er syg.

Det tilsvarende vilde være, at Faktorerne i det økonomiske System tilpassede sig saaledes, at Beskæftigelsen stadig var 100 pCt. Desværre er Reaktionsevnen her mindre fin og sikker, og Opgaven bliver nu at undersøge, hvorfor det forholder sig saaledes, hvad der eventuelt kunde gøres, for at de økonomiske Faktorer bedre end hidtil kunde tilpasse sig efter hverandre paa den Maade, man ønsker.

Om man saa vil tilpasse Arbejdsmarkedet efter de øvrige Forholdeller
øvrige Forhold efter Arbejdsmarkedet — det er et
Spørgsmaal, hvorom enhver kan have sin Mening. Det er til

syvende og sidst af politisk Art. Vigtigt er det at fremhæve, at Bestræbelserfor Tilpasning i og for sig lige saa godt kan sætte ind overfor den ene som overfor den anden af de samvirkende Faktorer. Den kan ogsaa angaa flere samtidig. Man faar vel tilmedsom den smidigste Politik, naar man spiller paa flere Strenge; men det kræver naturligvis stor Indsigt og Færdighed hos de politiske Organer.

Vi kan derfor ikke i det følgende holde os strengt til Arbejdsmarkedet
Det er nødvendigt ogsaa at have et Øje paa de
andre Led i Samspillet.

Noget andet er, at hvilken Politik man end foretrækker, slipper man ikke for at tage ogsaa Arbejdsmarkedet med i sine Overvejelser. maa jo i hvert Fald sørge for, at dette Marked ikke viser, hvad man kunde kalde negativ Tilpasningsevne. Lad os antage, at man havde tilpasset de andre Faktorer efter Arbejdsmarkedet paa en Maade, der skulde give et bestemt Resultat, Eks. fuld Beskæftigelse. Hvis der nu som Reaktion herimod saadanne Forskydninger paa Arbejdsmarkedet, at Ligevægten forstyrredes, vilde det hele jo være forgæves. Det vilde være det modsatte af Tilpasning. Man maa derfor, hvis man ønsker at komme Arbejdsløsheden til Livs, sikre sig, at Arbejdsmarkedet reagerer paa en saadan Made, at det ophæver Virkningerne den Beskæftigelsespolitik, man iøvrigt driver.

Vender vi os nu til det danske Samfund, som vi kender det, kan det vel uden Risiko siges, at det særlig er i Aarene siden den første Verdenskrig, Tilpasningsproblemet har været brændende. Vi maa derfor, selv om det kun kan blive i yderst grove Træk, søge at danne os et Billede af disse Aars Samfundsudvikling eller i hvert Fald de Sider deraf, som hænger sammen med netop dette Problem. Tiden tillader ikke at gaa i Enkeltheder med disse i og for sig meget vigtige og interessante Spørgsmaal; men jeg har andetsteds behandlet dem lidt mere udførligt¹). Her maa det være nok at fremsætte nogle faa Bemærkninger.

Behovet for Tilpasning har netop i denne Periode været særligstærkt. Række voldsomme Begivenheder har paa mange Maader grebet ind i det økonomiske Liv og paa virket dets Arbejdsvilkaarpaa Maade. Først kom selve de vældige militære Operationer i den første Storkrig, noget, der naturligvis udsætter

---

1) Se f. Eks. Samfundets Krav 1939 og Andelsbladet 1941.

økonomien for store Rystelser. Derpaa fulgte de mange Grænseflytninger,der nye Told- og Valutaomraader, og senere havde man Problemerne vedrørende Krigsskadeerstatningen og Krigsgælden. Efterhaanden indførtes ogsaa i flere Lande nye politiskeSystemer, økonomiske Politik afveg stærkt fra det, der hidtil havde været almindeligt. Føj hertil, at Perioden har været præget af en meget stærk teknisk Udvikling, ikke mindst i Landbrugetog Transporten (Automobilismen) — og det vil forstaas, at de Forhold, hvorunder det økonomiske System arbejder, har været ualmindelig store Forandringer undergivet i dette Tidsafsnit.Skal under disse Forhold bevare sin Ligevægt, stilles der meget store Krav til dets Smidighed og Tilpasningsevne.

Desværre har imidlertid forskellige Forhold bevirket, at selve det økonomiske Liv i det samme Tidsrum snarest er blevet mindre smidigt end før. De Tendenser, der her er Tale om, betegner ikke et Brud med Fortiden paa samme tydelige Maade som de før nævnte Begivenheder af politisk o. 1. Art. Snarere drejer det sig om en Udvikling, der længe har været i Gang, men hvis Konsekvenser efterhaanden træder stærkere frem. Maaske er der saa her som andre Steder en vis Tilbøjelighed til at overvurdere mellem nyt og gammelt. Ogsaa tidligere har Bevægeligheden sikkert ofte været mindre, end man nu som Regel tænker sig. Alligevel kan der ikke være Tvivl om, at der i to Retninger hersket en tiltagende Stivhed indenfor Systemet.

For det første er der af tekniske Grunde en ringe Bevægelighed fra Fag til Fag i et stærkt specialiseret Samfund som Nutidens. Specialister er dygtige i deres eget Fag, men har svært ved at gaa over til noget andet. Desuden gør de det nødigt, fordi de derved kan miste deres Position i Samfundet, og i andre Fag ønsker man dem ikke, fordi der ogsaa der er Specialister, der har en Position at forsvare.

Ogsaa Husdyrene og de materielle Produktionsmidler, Maskiner, Skibe o. s. v. er indrettede med ganske bestemte Produktioner for #)je og lader sig ikke let stille om til anden Anvendelse. Følgen er, at hvis Omskiftelser i Samfundsforholdene gør det Ønskeligt at indskrænke een Produktion og udvide en anden, kan dette ikke foregaa let og gnidningsfrit. De Produktivkræfter, der bliver overflødige Sted, vil ofte være ledige i lang Tid, før de finder en anden Anvendelse.

Af større Betydning er dog den Stivhed, der er kommet til at
præge store Dele af Prissystemet. Prisaftaler og andre markedsregulerendeAftaler

kedsregulerendeAftalerspiller i Nutiden en meget stor Rolle i baade Industri, Haandværk, Rutefart og visse andre Erhverv, og samtidig beherskes mange Brancher af enkelte store Koncerner. Indirekte bindes ogsaa en stor Del af Handelens Priser ved, at Producenter og Importører fastsætter Detailpriserne for deres Produkter.Ogsaa er jo nu præget af Aftaler mellemSammenslutninger. Landbruget og Trampskibsfarten har indtil de seneste Aar staaet udenfor denne Udvikling. Der var i disse to Erhverv for mange Konkurrenter eller for vidtstrakte Arbejdsfelter til, at Markedet lod sig beherske.

Nu viser Erfaringen, at de bundne Priser, der saaledes kontrolleres en Sammenslutning e. 1., bevæger sig tungt, navnlig nedad. De er jo Kompromiser, og naar de skal ændres, er der ofte mange, der skal se at enes om den nye Prispolitik. En vigtig Pris som Arbejdslønnen er endog et Kompromis i tredobbelt Forstand. skal Arbejdsgiverne indbyrdes enes om et Standpunkt, og her kan modsatte Interesser gøre sig gældende, f. Eks. mellem Eksporterhverv og Hjemmemarkedsproducenter. Dernæst skal Arbejderne blive enige om deres Krav, og endelig skal de to Parter se at finde sammen om en Løsning, der altsaa i hvert Fald kan blive et Kompromis mellem to Kompromiser.

Intet Under, at der skal meget til, før de bundne Priser ændres. Dertil kommer maaske, at man kvier sig ved at sætte en Pris ned, fordi man frygter, at det kan blive svært at faa den sat op igen, naar Forholdene taler derfor.

Kort sagt, Systemet arbejder tungt, og Priserne, der ellers gennem Bevægelser kan være virksomme Midler i Tilpasningens har ofte ved deres Stivhed været en Hindring for Tilpasningen. Særlig mærkes dette, naar de frie Priser, f. Eks. i Landbrug og Trampfart, falder under Depressionen, medens de bundne Priser holdes oppe. Vi faar da en Mangel paa Balance, der kan stille sig i Vejen for Aktivitetens fornyede Opblomstring.

Denne Udvikling er Baggrunden for de mange Statsindgreb, der kendetegner Mellemkrigstiden. Disse har nemlig for Størstedelenhaft Formaal at skabe Balance, hvor der var Uligevægt, og Bevægelse, hvor der var Stivhed og Stilstand. Saaledes har man ved Valutaændringer og Landbrugsordninger søgt Tilpasning mellemforskellige Priser og Omkostninger, og ved Loven om Prisaftaler, der jo allerede kom før Krigen, vilde man jo ogsaa hindre, at nogle Priser blev for høje i Forhold til andre. Samtidig

har offentlige Arbejder og Rentepolitik m. v. været anvendt som
Beskæftigelsesforanstaltninger.

Alt dette og meget mere er gennemført paa forholdsvis faa Aar, i vidt Omfang med Tilslutning fra næsten alle de politiske Hovedretninger, ogsaa dem, der principielt ønskede begrænse Statsindgrebenes Mængde. Det tyder paa, at det ikke er sket tilfældigt. Man har fra Tilfælde til Tilfælde fundet, at Situationen fordrede de paagældende Indgreb. Og man har da henvist til den Mangel paa Stabilitet, der kendetegner Tidens Økonomi saa mange Maader.

Dette kan kun forstaas, naar man saaledes, som det her er sket,
opfatter disse Indgreb som Konsekvenser af fundamentale Faktorer
den nyere Samfundsudvikling.

Intet tyder paa, at disse Faktorer snart vil forsvinde. De vil sikkert præge de kommende Aar, og derfor maa man regne med, at Staten ogsaa i den Fremtid, vi kan overskue, vil gribe ind paa afgørende Punkter i Økonomien. Det bliver et Samfund med en ret omfattende Statsregulering, vi faar at gøre med, ogsaa efter Krigen, og det er da i et Samfund af denne Art, at Arbejdsmarkedet finde sin Plads.

(En indskudt Bemærkning om de sidste to^—tre Aars Forhold kan passende danne Afslutningen paa dette Rids af de sidste to^— tre Aartiers Udvikling: Krigen og Besættelsen har affødt offentlige Foranstaltninger og privat Initiativ, der i et bemærkelsesværdigt Omfang har gengivet Økonomien noget af den Bevægelighed, der syntes tabt. Arbejdere er i stort Tal gaaet fra Fag til Fag, Fabrikker faaet nye Anvendelser, og Prissystemet har ved Bevægelser nogle Punkter og relativ Fasthed paa andre skabt et Forhold Priser og Omkostninger, der gjorde talrige nye Produktioner Naar det ydre Tryk er tilstrækkelig stort, kan en baade kraftig og hurtig Tilpasning altsaa finde Sted. Der er derfor Grund til at tro, at det samme kan ske, hvis der er det fornødne Tryk, d. v. s. en tilstrækkelig stærk Vilje til at fjerne den store Arbejdsløshed, et Program, som de fleste jo plejer at bekende sig til).

Hvorledes er nu selve det danske Arbejdsmarked?

Det maa uden Tvivl betegnes som meget velorganiseret. Baade Arbejdere og Arbejdsgivere har et stort System af Organisationermed i henholdsvis De samvirkende Fagforbund og Arbejdsgiverforeningen. Mellem disse er der afsluttet talrige Overenskomsterom

enskomsteromLøn- og Arbejdsforhold, delvis meget udførlige og
komplicerede.

Overenskomsterne er supplerede med Aftaler om Mægling og
Voldgift i Tilfælde af Uoverensstemmelser, og det fagretlige System
overhovedet stærkt udbygget.

Det er som Helhed de to Parter selv, der har skabt dette System, selv om Staten har ydet sin Medvirkning, f. Eks. ved Lovene om Den faste Voldgiftsret og om Forligsinstitutionen. Parterne har ogsaa en betydelig Dygtighed i at haandtere hele dette Apparat.

Det er iøvrigt ikke nødvendigt her at gaa i Enkeltheder. Vigtigt
er det derimod at paapege et Par Tendenser i den nyere Udvikling
Arbejdsmarkedet og dets Organisationer.

Paa Arbejdsgiverside har der længe hersket en stærk Centralisation, den afgørende Indflydelse ligger hos selve Arbejdsgiverforeningen. Samtykke kræves ved Ændring af Overenskomster ved Erklæring af Lockouter. Paa Arbejderside har det været anderledes. Her er det de enkelte Forbund, der paa tilsvarende har Hovedafgørelserne. Der er imidlertid meget, der tyder paa, at Indflydelsen ogsaa her er ved i højere Grad at samle sig hos den centrale Organisation. Forhandlingerne foregaar nu i stor Udstrækning under Hovedorganisationernes Medvirkning, og disse har indbyrdes truffet forskellige betydningsfulde Aftaler af generel Karakter. Paa denne Maade kommer de to Hovedorganisationer at sætte deres Præg paa hele Forhandlingsarbejdet, og det virker naturligvis i Retning af. at de enkelte Fag bliver behandlede de samme Retningslinier.

Denne Tendens er bevidst blevet forstærket derved, at man har søgt at lade næsten alle Overenskomster løbe ud samtidig, saaledes Forhandlingerne i de forskellige Fag foregaar parallelt. Ogsaa i Forligsinstitutionens Arbejde har denne Sammenkobling fundet Sted. Der er flere Gange stillet Mæglingsforslag i mange Fag samtidig, og Afstemningen kan da efter visse Regler betragtes en Helhed. Det gaar saaledes i Retning af de store, samlede Enten bliver der Kamp over hele Linien eller Fred over hele Linien.

Dette har naturligvis forøget Statsmagtens Interesse for disse Forhold. En Storkamp vil baade før, under og efter selve Kamptidensætte Spor i Erhvervslivets Arbejde, selv om den offentligeMening som Regel overvurderer dens Betydning i væsentligGrad. ogsaa selve Forhandlings resultatet har samfundsmæssigInteresse.

fundsmæssigInteresse.Lokale Lønændringer i et enkelt Fag har
meget begrænsede Virkninger, men en samlet Ændring af hele
Landets Lønniveau kan faa vidtgaaende økonomiske Følger.

Man maa dog ikke overvurdere Betydningen af denne Centraliseringstendens. hermed er der nemlig ogsaa skabt et lokalt System af Organisationer og Aftaler paa den enkelte Arbejdsplads. Tillidsmandssystemet er kommet til at spille en stor Kolle, og ofte er Arbejderne organiserede i Værkstedsklubber o. 1. De landsomfattende Overenskomster suppleres med lokale Aftaler om Akkordpriser og delvis om Timeløn. I de Fag, der har Minimallønsystemet, den enkelte Arbejders Løn jo nemlig fastsat ved særlig Aftale med Arbejdsgiveren. Ikke mindst i Jernindustrien dette bevægelige Lønsystem haft stor Betydning.

I disse Tilfælde er Organisationernes Magt begrænset. De er ikke med ved selve Lønfastsættelsen, der altsaa kan paavirkes af Dygtighed og lokale Konkurrenceforhold m. v. Dette giver en Smidighed, man ikke maa undervurdere. Naturligvis øver den overenskomstmæssige Minimalløn dog sin Indflydelse paa hele Niveauet, og der er en vis Adgang til at rette paa eventuelle Misforhold Voldgift.

Spørger vi nu, hvad man kan gøre for at give dette Arbejdsmarked rettere det hele økonomiske System den ønskelige Smidighed, kan det være rimeligt først at nævne de mere tekniske Foranstaltninger, der kan være Tale om, og som allerede anvendes.

Her kommer Arbejdsanvisningen i første Række. Centrum den danske Arbejdsanvisning er Arbejdsløshedskasserne. Til disse henvender Arbejderen sig jo alligevel, naar han bliver ledig, og Kasserne er desuden interesserede i at faa Medlemmerne i Arbejde for at spare Understøttelsen. Disse Kasser suppleres af de offentlige Arbejdsanvisningskontorer, og hertil er i de seneste Aar kommet de kommunale Beskæftigelsesudvalg i Landkommunerne, nu tænkes udbygget yderligere. Paa denne Maade er der dannet et sammenhængende System Landet over, og man er i Stand til bl. a. at formidle Arbejdskraftens Overflytning fra det ene Sted til det andet, hvor det er paakrævet.

Arbejdsanvisningen forudsætter, at der er Arbejde at anvise. Det er i og for sig ikke dens Opgave at skabe eller gaa paa Opdagelse efter Arbejdsmuligheder. Dette har derimod en Række andre Institutionertil Man kan her f. Eks. nævne private Foreningersom A. B. (Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse),»Dansk

kæmpelse),»DanskArbejde«, Hedeselskabet, Selskabet til Erhvervsfremmeo. Paa samme Linie arbejder i Virkeligheden Statens Raastofkommission og vel ogsaa det paatænkte nye tekniskeForskningsinstitut.

Det, der sker gennem disse Organisationer, er, at Mulighederne bliver systematisk undersøgt, nye Ideer efterprøvede og Gennemførelsen ved Propaganda og paa anden Maade. En Del af dette Arbejde er udformet under Krigen under Indtryk af dennes særlige Forhold. Det maa imidlertid antages, at det alligevel for en væsentlig Del kan fortsættes efter Krigen, og man maa i saa Fald ønske, at de forskellige her nævnte Institutioner kan finde en passende Arbejdsdeling og komme i et hensigtsmæssigt Samarbejde dels indbyrdes og dels med Arbejdsanvisningen.

Imidlertid er der Grænser for, hvad man kan naa ved saadanne Man kan efterspore Arbejdsmulighederne systematisk, man kan ikke finde flere, end der er. Spørgsmaalet bliver da, hvor mange Muligheder der overhovedet er, om der er nok til at beskæftige samtlige Arbejdere.

Som nævnt er der altid Arbejde nok og mere til, for saa vidt som der altid er uløste Opgaver og utilfredsstillede Behov. Saa længe Produktionen er paa private Hænder, er det imidlertid Mængden af rentabelt Arbejde, det kommer an paa. En Produktion ikke iværksat, hvis den ikke er rentabel, selv om det drejer sig om Varer, som i og for sig er stærkt tiltrængt, f. Eks. i Smaakaarshjem.

Spørgsmaalet om Rentabilitet er et Spørgsmaal om Tilpasning mellem Priser og Omkostninger. De mange Statsindgreb, der er omtalt foran, gaar da ogsaa i Hovedsagen ud paa at tilvejebringe en saadan Tilpasning.

En Undtagelse er dog de offentlige Arbejder. Naar Staten Kommunerne sætter Arbejde i Gang, er Rentabilitet ikke nogen Betingelse, idet man kan dække Udgifterne ved Skatter og andre offentlige Indtægter. Under Depressionerne i Mellemkrigstiden de offentlige Arbejder spillet en stor Rolle. Naar Mængden rentabelt Arbejde i Erhvervslivet gik ned, søgte man at erstatte det med andet Arbejde, der ikke behøvede at være rentabelt.

Paa denne Maade bliver Samfundet imidlertid forholdsvis stærkt mættet med Veje, Broer, Sportspladser o. 1., medens der maaske var større Trang til almindelige Forbrugsvarer, blot det var rentabelt producere dem til de Priser, de paagældende Forbrugere kan betale.

Saa er det, vi faar de Indgreb, der paavirker Prisdannelsen. Man forhøj er maaske Valutakurserne for at forbedre Eksporterhvervenes eller man bremser Importen for at forbedre Hjemmemarkedsproduktionens Økonomi. Andre Eksempler er Landbrugsordninger, Rentesænkning og Tilskud til Byggeri eller Reparationer. Ved alle den Slags Indgreb i Prisforholdene paavirker Rentabiliteten ved at forhøje Prisen eller nedsætte Omkostningerne i hvert Fald ved at kontrollere disse Faktorers Udvikling.

Til denne Klasse af Indgreb hører naturligvis ogsaa en eventuel Statskontrol med Arbe j dsm a rked et, nærmere bestemt med Løn- og Arbejdsforhold. Det drejer sig jo her om Prisen paa noget saa vigtigt som Arbej dskraf ten.

Indtil 1940 nøjedes Staten med at etablere Mægling i Interessestridigheder. skulde kun arbejde for Fredens Bevarelse havde ingen lovmæssige Direktiver m. H. t. det Løngrundlag v., de skulde tilstræbe.

Ved Loven om Arbejdsforhold af 14. September 1940 erstattedes Forligsinstitutionen indtil videre af et Arbejds- og Forligsnævn, der til Forskel fra Fortiden har afgørende Myndighed, hvis Parterne da ikke selv kan enes. Denne Ordning blev gennemført kort efter Besættelsen; det er værd at nævne, at Tanker i denne Retning har været fremme før og ogsaa fundet Sympati i baade Arbejderog

Af det, der er sagt i det foregaaende, skulde det fremgaa, at Staten Fremtiden er nødt til at kontrollere Udviklingen paa Arbejdsmarkedet, den vil sikre sig, at dens øvrige økonomiske Politik de ønskede Virkninger. Man kan derfor ikke nøjes med et System, hvor der kun er Mægling; men hvorledes skal Ordningen være ? Kan man f. Eks. bygge paa det nuværende System, saaledes at Afgørelserne træffes af et Nævn eller i sidste Instans et Formandsskab, handler efter Skøn og paa eget Ansvar?

Det vil her være rimeligt at se et Øjeblik paa den Ordning, der er skabt med dette Arbejds- og Forligsnævn og dets Forinstanser. De Erfaringer, der er gjort under Nævnets Arbejde, er vel endnu ikke tilstrækkelige til, at man kan afgøre, hvorledes Systemet i Enkeltheder vil arbejde; men Grundtankerne i det er tydelige nok.

Man kan sige, at Loven om Arbejdsforhold, der skabte Nævnet,
bygger paa to Grundtanker. Den ene kunde man passende kalde
Tanken om det relative Selvstyre. Man har i det videst

mulige Omfang villet lade Arbejderne og Arbejdsgiverne selv ordne deres Sager. Fællesudvalget, hvor Sagerne først skal forelægges,bestaar af Repræsentanter for de to Hovedorganisationer,dog at hvis der i en Sag er en Part, som ikke kan anses for tilstrækkeligt repræsenteret gennem disse, kan der indsættes særlige Medlemmer, der kan siges at repræsentere den paagældendes Interesser. Selve Nævnet er sammensat paa ganskesamme og kun Formandsskabet, der er sidste Instans, bestaar af Repræsentanter for Samfundsmagten.

Ved saaledes at give Faktorerne paa Arbejdsmarkedet et relativt har man bygget videre paa Traditionerne, idet som tidligere nævnt hele det faglige System i Hovedsagen er opbygget af Parterne selv.

Den anden Grundtanke i Ordningen kan man kalde Domstolstanken. Opbygning og Proceduren for Nævnet er som ved en Domstol med Den faste Voldgiftsret som nærmeste Forbillede. om Formandsskabets Upartiskhed og Uafhængighed leder ogsaa Tanken hen paa en Domstol, og som en Domstol opfattes almindeligvis i Befolkningen.

Hvorledes har nu disse to Grundtanker kunnet staa for Virkelighedens

I almindelige, mindre Sager maa man sikkert sige, at der intet er i Vejen. Hvis det drejer sig om Løn- og Arbejdsforholdene i et enkelt Fag eller hos en enkelt Arbejdsgiver, er det jo noget, der i Hovedsagen kun har Betydning for de to Parter, og Opgaven bliver gøre Ret og Skel mellem disse. Men det er jo netop en Domstols at gøre sligt. Naturligvis kan Nævnet selv i en lille Sag komme til at træffe Afgørelser, der kan danne Præcedens og derved faa videre Konsekvenser; men det samme er jo Tilfældet med en almindelig Domstol.

Ogsaa dette, at Organisationerne selv medvirker, er heldigt. Man nyder derved godt af deres Erfaring og Sagkundskab iøvrigt. Sager, der angaar tekniske Detailler, burde iøvrigt saa vidt muligt afgøres lokalt, altsaa ikke naa helt frem til Nævnet, der jo ikke kan rumme Fagkundskab paa alle Omraader, og som naturligvis har det hele i nogen Grad paa Afstand.

Overfor de store Sager, der angaar hele Lønniveauet eller væsentligeDele svigter Domstolstanken derimod fuldstændigt. Her kan man paa ingen Maade sige, at det kun drejer sig om de to Parters Interesser. Lønniveauets Udvikling har Betydning for hele Samfundet, fordi det paavirker Prisniveauet og dermed alle IndkomstersKøbeevne.

komstersKøbeevne.Det er et Spørgsmaal, om en større Ændring af Lønniveauet ikke har lige saa stor Betydning for mange saakaldte»udenforstaaende« Eks. Rentenydere, Landmænd og Tjenestemænd),som har for Industriens og dens Arbejdere, for hvem Virkningen delvis udlignes gennem den efterfølgende Prisbevægelse.

Her nytter det derfor ikke at have en upartisk Domstol med en nok saa ærlig Vilje til at dele Sol og Vind lige mellem de to Organisationer, for en overfladisk Betragtning er Sagens eneste Parter. er et Samfundsanliggende, og Løsningen maa bygge paa en Vurdering af, hvorledes den vil paavirke hele Samfundsøkonomien.

Det er m. a. O. et Led i hele vor økonomiske Politik, der her er Tale om, og tilmed et af de vigtigste. Det naturlige maa derfor være, at Regeringen træffer Afgørelsen og ikke overlader denne til et Nævn, som ikke kan tage det politiske Ansvar for den.

Det vil ogsaa efterhaanden vise sig, at der bliver Vanskeligheder, naar man saaledes tager en af de vigtigste Afgørelser ud af den økonomiske Politik og henlægger den til et Organ, der ingen Indflydelse paa de andre Faktorer i denne Politik. Man røber iøvrigt Hemmelighed ved at sige, at saadanne Vanskeligheder allerede har vist sig. Det er jo ogsaa klart, at Regeringen maa staa usikker i sin hele økonomiske Politik, naar den ikke ved, om Lønniveauet et Par Maaneder vil blive ændret, maaske i væsentlig Grad. Hvorledes skal man under disse Forhold træffe velbegrundede om Valutapolitik, Kornpriser, Skattelovgivning eller til Beskæftigelsesforanstaltninger og til Rabatordninger for Næringsmidler?

Paa den anden Side staar Nævnet ikke mindre usikkert, naar det skal bestemme Lønniveauet uden at vide, om Regeringen bagefter vil gennemføre Valuta- eller Kornprisændringer og andre Foranstaltninger, maaske faar den fastsatte Lønændring til at virke helt anderledes, end man havde tænkt sig. Det vilde i Virkeligheden lettere for Nævnet (Formandsskabet) at træffe sin Afgørelse Lønspørgsmaalet, hvis det samtidig havde Adgang til at fastlægge Linierne for vor økonomiske Politik iøvrigt; thi alle disse Forhold hænger nøje sammen, og Virkningen af det, der gennemføres det ene Omraade, afhænger af, hvad der samtidig sker paa de andre. Det er dog klart, at hvis man paa denne Maade erkender Nødvendigheden af at samle de vigtigere Afgørelser paa eet Sted, maa det være hos Regeringen og ikke hos Arbejds- og Forligsnævnet.

Det vil maaske blive indvendt, at man herved vil faa politiske og ikke saglige Afgørelser i Lønspørgsmaalet. Regeringen kan jo imidlertid til enhver Tid faa al den sagkyndige, her f. Eks. nationaløkonomiske, den ønsker sig. At det til syvende og sidst, naar Sagkundskaben er hørt, bliver den politiske Vilje, der afgør, hvor man skal hen, det er ikke blot en Selvfølge. Det er i Virkeligheden ogsaa noget, der allerede gælder nu. Lad os nemlig antage, at Nævnet afsiger en Lønkendelse, som Regeringen ikke synes om, eller hvis Konsekvenser vækker politisk Strid. Det er jo i saa Fald altid muligt for Regering og Rigsdag at gennemføre en Række Foranstaltninger (Valutaændring, Kornprisændring, Smørordning, o. s. v.) af en saadan Karakter, at det samlede Resultat bliver efter Ønske. løvrigt maa det vel siges, at naar man kan betro baade Valuta-, Rente- og Kornprispolitik til Regeringen, maa man ogsaa kunne betro den Afgørelsen paa dette Omraade.

Man ser undertiden den Tanke fremsat, at Staten skal være neutral i Forholdet mellem de to Parter i Arbejdsforholdet. Bortset fra, at hele Tanken om de to Parter som nævnt er en Misforstaaelse, der i hvert Fald er en tredie Part, det øvrige Samfund, det nødvendigt at gøre sig klart, at Staten ikke kan være neutral. Hver Gang Lovgivningsmagten ændrer ved vor Sociallovgivning, Valutakurserne, ved Skatterne eller Kornprisen, paavirker den enten Arbejdernes eller Arbejdsgivernes Stilling. Den griber derved ogsaa ind i de Forhold, som et Arbejds- og Forligsnævn tage med i sine Overvejelser. løvrigt er der næppe nogen Regering, der ønsker at være fuldstændig neutral i den her nævnte Betydning af Ordet. En Regering vil altid finde, at den ene eller den anden Samfundsklasse burde have sin Stilling forbedret Forhold til de andre, og den vil ønske at rette paa dette Misforhold.

— Naturligvis skal Regeringen ikke tage sig af alle de Detailspørgsmaal, kan opstaa paa Arbejdsmarkedet. Der er i og for sig intet i Vejen for at bevare Arbejds- og Forligsnævnet eller et lignende Organ, og dette maa anses for baade praktisk og rimeligt. kunde saa blot bestemme, at naar Nævnet eller Formandsskabet forelagt et Spørgsmaal, der angaar hele Lønniveauet, som iøvrigt skønnes at have væsentlig Betydning for Samfundsøkonomien som Helhed, skal det forelægge Sagen for Regeringen, som derpaa skal træffe Afgørelsen.

Efter hvilke Principper bør saa en Regering afgøre Lønspørgsmaalet?

Det bliver naturligvis et politisk Spørgsmaal; men for at afslutte Behandlingen af vort Emne maa vi endnu spørge, om der er et bestemt Lønniveau, som man skal vælge for at faa netop den Tilpasning, giver fuld Beskæftigelse.

Det vilde der være, hvis man var nødt til simpelthen at fastsætte enkelt Niveau og følge det overalt. Naturligvis kunde man godt f. Eks. hæve Lønnen uden at skade Beskæftigelsen, hvis man lod hele Landets Indkomstniveau og dermed Prisniveauet stige med samme Procent. Saa vilde alt jo stort set være som før; men saa vilde Reallønnen heller ikke være steget.

Tænker man sig derimod, at de øvrige Pris-, Indtægts- og andre Forhold ligger fast, maa et højere Lønniveau give mindre Beskæftigelse, Mængden af rentabelt Arbejde svinder ind. Omvendt vil et lavere Lønniveau saa give mere Arbejde. Der vil være et vist Niveau, der giver fuld Beskæftigelse. Gaar man højere, faar vi Arbejdsløshed. Gaar man lavere, bliver der Mangel paa Arbejdskraft.

Imidlertid er Sagen ikke saa simpel. Lønnen er en reguleret Pris, og man er i Stand til i nogen Grad at lade den samme Slags Arbejdskraft have forskellige Priser i forskellige Anvendelser. Man kan m. a. 0. bruge Prisdifferentiering, det Vaaben, som Monopolindehavere saa ofte bruger for at udnytte deres Markeder Bedst kendt er Systemet i Form af Dumping, hvor det er Udlandsprisen, der sættes lavest; men der kan ogsaa være Tale om flere Priser i samme Land¹).

Det er jo ikke saadan, at alle Produktioner vilde reagere lige stærkt overfor en Lønforhøjelse. Nogle Industrier og nogle Virksomheder opretholde Beskæftigelsen godt, selv om Lønnen forhøjes betydeligt. Deres Arbejdsefterspørgsel er uelastisk. I andre er det modsat. Der vil Beskæftigelsen gaa stærkt ned, hvis Lønnen forhøjes.

Hvis man nu holdt Lønnen højere i de førstnævnte Tilfælde end i de sidstnævnte, vilde man saa at sige faa baade i Pose og i Sæk. Arbejderklassen eller en Del af den vilde nyde godt af den gode Betalingsevne i visse Industrier, og samtidig vilde man faa den store Beskæftigelse, fordi man stillede mindre Krav paa de mere

---

1) Se min Artikel: Problemer vedrørende Prisdifferentiering, Nationaløkonomisk 1940.

følsomme Omraader. Satte man derimod Lønnen højt overalt, vilde man faa daarlig Beskæftigelse. Satte man den lavt overalt, vilde man nok faa god Beskæftigelse; men Arbejderklassen vilde faa en mindre Del af Nationalindkomsten.

Naar en Prisdifferentiering har vist sig mulig paa andre regulerede maa man vente, at den ogsaa vil være det paa Arbejdsmarkedet. Den er da ogsaa i et vist Omfang gennemført allerede nu. Dette er sket paa to Maader.

For det første betyder som tidligere nævnt det bevægelige Lønsystem at Lønnen kan varieres fra Sted til Sted, bl. a. under Hensyn til Virksomhedernes Betalingsevne. Det er jo i Virkeligheden en Prisdifferentiering, selv om den vel kun sjældent er særlig stærk.

I større Omfang har man derimod gennemført Differentieringen ved Statens Hjælp i Form af Tilskud til Reparationsarbejder, Grundforbedringer o. 1. Disse Tilskud betyder jo, at Arbejdsgiveren den Slags Arbejder kan faa Arbejdskraft (og eventuelt tillige andre Produktionsmidler) til en Pris, der ligger under den sædvanlige. Naturligvis bruger man kun Tilskud, hvor man antager, den paagældende Beskæftigelse vilde blive til intet eller dog til meget lidt, hvis den sædvanlige Løn skulde udredes. Ved at lade Staten betale undgaar man at lade de Arbejdere, der netop faar disse Arbejder, komme under de andre i Indtægt, og Foranstaltningen derved forøge Arbejderklassens samlede Indkomst.

I Almindelighed kan det her siges, at jo højere man ønsker at holde det gennemsnitlige Lønniveau, i desto højere Grad maa man anvende Tilskud og/eller individuel Løntilpasning gennem det bevægelige for at faa alle beskæftiget. Ved et lavere Niveau de effektive Lønninger gøres mere ensartede.

Det er et politisk Spørgsmaal, hvilken af disse Muligheder man foretrækker; men vil man have fuld Beskæftigelse, slipper man ikke for at gaa en af de nævnte Veje for at gennemføre en saadan at de Faktorer, der bestemmer Udbud og Efterspørgsel Arbejdsmarkedet, kan tilpasse sig efter hverandre.