Z. D. Lando: BANK OG BØRS. Anden forøgede Udgave. Kbhvn. 1940, 340 S.

Docent, Dr. Landos nye Udgave af »Bank og Børs« er et vidt omspændende idet det i første Linie giver baade Bankmanden og de, der studerer eller Bankvidenskab, et indgaaende Kendskab til danske Pengeinstitutter disses Praksis og tillige en grundigere Vejledning i finansielle Spørgsrnaal for den ikke übetydelige Del af det danske Publikum, der til daglig kommer i Berøring med Bank- eller Børskredse. Den meget udførlige til Værket lover godt, og ved Gennemlæsningen af Bogen vil selv paa Forhaand indviede Læsere faa et godt Udbytte. Det er nemlig lykkedes Forfatteren paa en fortrinlig Maade at udnytte ikke alene den Viden, han selv sidder inde med om de omhandlede Emner, men tillige de efterhaanden mange Specialafhandlinger baade af bankteknisk og juridisk Art, som efterhaanden er blevet til paa Handelshøjskolen eller i vore Pengeinstitutter, bortset fra den righoldige Litteratur, over hvilken der bag i Bogen findes en Fortegnelse med et efterfølgende omhyggeligt gennemarbejdet

Nogen let Lekture er Bogen ikke; det skal den næppe være, og det kan den heller ikke være. Indsigt i banktekniske Spørgsmaal vil altid kræve et meget omhyggeligt, ja til Tider minutiøst Studium. Hvad Anmelderen ved Gennemgangen har savnet, har nærmest været den historiske Udvikling, eksempelvis en Redegørelse for hvorledes vore første Banker begyndte og hvorledes de efterhaanden udvidede deres tekniske Apparat til et Stade, der, hvad angaar Forretningernes Mangfoldighed og hurtige Afvikling, næppe staar tilbage for noget andet Lands Bankvæsen. Dette Savn maa imidlertid ikke opfattes som en Bebrejdelse, idet Forfatteren sikkert med velberaad

Hu har holdt sig til det rent aktuelle. Bogen er velskrevet, dog falder Forfatterenaf undertiden for Fristelsen til at udtrykke sig noget for kortfattet, saaledes naar der staar »Et Ejerpantebrev udstedes af og til Ejendommens Ejer selv med eller uden personligt Gældsansvar« (109) eller »Notaerne skeletteres til Kunderne« (179) eller der er Tale om »sporadiske Overtræk« (113) eller »Formanden har ordentligvis Krav paa Honorar« (263) o. lign.

Hvad del rent stoflige angaar, forekommer Emnernes rdmaaling og Gruppering formaalstjenlig og deres Behandling korrekt, uden at Anmelderen skal driste sig til at bedømme de store rent banktekniske Afsnil. Her har Forfatteren forøvrigt selv taget Brodden af eventuelle Angreb ved paa S. 65 i en Note at bemærke, at Skildringen af Bedriftsteknikken ikke gør Krav paa Almengyldighed, da en fuldkommen Generalisering paa Grund af den uensartede Praksis er uigennemførlig. Muligvis vil Provinsbankstandens sætte ind paa dette Punkt. Men gid saa denne Kritik maa sætte sig Frugt i en tiltrængt Fremstilling, givet af en Mand i Provinsen, om Provinsbankernes særlige Virkefelt og Virkemaade.