|
Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 3. række, 49 (1941)PRISUDVIKLING OG PRISPOLITIK 1)NIELS LINDBERG INDLEDNINGDEN Krig, der nu
føres paa andet Aar, ligner, hvor forskellig Nedgangen i Vareforsyningen herhjemme i Krigens første Tid raaa betragtes dels som et Resultat af Nedgangen i de oversøiske Tilførsler, der atter skyldes Søkrigen og Blokaden, dels som et Resultat af Kronens forringede Købeevne i Udlandet og den relativtstærkere i vore Importpriser i Forhold til Eksportpriserne.Dermed selve Nationalindtægten regnet i Varer mindre. Men samtidig gik Forbrugernes Pengeudgivelse ikke tilbage,tværtimod. de nævnte Forhold: Nedgangen i Nationalindtægtog i Pengeudgivelsen maatte med den Samfundsstruktur, vi har, medføre Tendens til Prisstigning. Hvis man kunde veje den Betydning, som de nævnte Faktorer har haft, mod hinanden, vilde man formentlig — specielt med Henvisningtil Lagerbeholdninger — naa til det Resultat, at Nedgangen i den Mængde Varer, der kom frem til Forbrug i Krigensførste ikke var nær saa vigtig en Prisstigningsfaktorsom i Forbrugernes Pengeudgivelse. Men det er sandsynligt, at Befolkningens Anticipation af en kommende Nedgang i Realindtægterne var en ikke uvigtig Drivkraft til Starten af Kapløbet om at forøge Pengeudgivelsen og faa Indtægternesat Vejret. Ved Siden af denne Forklaring maa man imidlertid sætte en anden, der ikke er mindre vigtig. Det staar 1) Artiklen er bygget over et Foredrag i Socialøkonomi.sk Samfund December 1940, de sidste Tilføjelser er gjort Marts 1941. Side 113
fast, at vigtige Grupper af Producenter, som var kommet i den Stilling, at udenlandsk Konkurrence var faldet helt eller delvis væk, samtidig med at Forbrugerne gerne vilde have dem til at forøge eller blot opretholde Produktionen, i Løbet af kort Tid efter Krigens Udbrud skaffede sig højere Priser paa de Produkter,de og dermed større Pengeindtægter. Paa disse Maaderopstod om at opretholde eventuelt forøge Indtægternetil for Tendenserne til synkende Realindtægter for Befolkningen som Helhed. Som Illustration til det her anførte skal vi omtale nogle af de første og vigtigste Kapløbere i det beskrevne Kapløb1). NEDGANG I TILFØRSLERNE AF VARERKrigen og Blokaden medførte øget Knaphed paa Tonnage, direkte Tab af Skibe og Ladninger og stærkt forlængede Sø- Transporter. Direkte og indirekte bevirkede dette Nedgang i Tilførslerne. særlig maa det nævnes, at Tilførslerne af Korn og Brændsel gik ned. Hele dette Forhold er som bekendt ikke blevet udjævnet, men endda paa visse Omraader skærpet efter Danmarks Besættelse, idet den direkte Tilførselsbegrænsning er blevet skrappere, omend Fragtstigninger stort set er standset. Vi er nu under den absolutte Blokade. Naturligvis behøver en Nedgang Nationalindtægten ikke at vise sig i almindelig Prisopgang. Under et System, der i. Eks. kombinerede Nedsættelser af den pengelige Købeevne med Tilskud til Nedbringelse af visse Varepriser dertil knyttede Rationeringer, kunde Nedgang i Nationalindtægt i Varer foregaa uden almindelige Prisstigninger hele Linjen. Fattiggørelsen vilde da ikke være et Spørgsmaal om Forskydninger i Prisrelationer, men et Spørgsmaal den konkrete Karakter af de politiske Bestræbelser. Men i det danske Samfund var det, der kom — almindelige Prisstigninger — i og for sig naturligere. FORBRUGERNES PENGEUDGIVELSE STIGEROverfor den
beskrevne Nedgang i Tilførslerne af Varer staar
1) Rækkefølgen maa ikke tages som et Udtryk for, at de paagældende »Kapløbere« kan anses for at have været ivrigere og mere hensynsløse end andre. Side 114
Blandt de Grupper af Producenter, der har faaet forøgede Pengeindtægter, nævnes først Korndyrkere og Skovejere til dels iøvrigt de samme Personer nemlig særlig de store Ejendomsbesiddere. Med uforandret Efterspørgsel efter Korn fra de kornkøbende Landbrugere og fra Næringsmiddelindustrien, nedadgaaende og til sidst helt udeblivende Indførsel det danske Korn en forøget Knaphedsværdi. Ejendomsretforholdene Samfundets politisk-økonomiske Struktur tillod Korndyrkerne at indkassere denne Knaphedsværdi som Indtægt. Herfra udgik dels en direkte Prispaavirkning overfor de Varer, der fremstilles af Korn, dels en indirekte — den vi her skal betragte — nemlig over Producenternes forøgede Pengeindtægter og dermed følgende forøgede Udgivelse af Penge. Som bekendt er Rugpriserne steget stærkt to Gange. Første Gang den 16. September fra den faktiske Pris ca. 14,70 Kr. til 19,20 Kr. (Maksimalpris). Gang i September Maaned 1940 til 29 Kr. Ogsaa Skovejernes Salgsprodukt Træ fik en forøget Knaphedsværdi, og en lignende direkte og indirekte Prispaavirkning opstod som for Kornets Vedkommende. Hvad angaar Grossister og Fabrikanter, kan der næppe være Tvivl om, at mange Grossister i Begyndelsen af Krigen — inden Danmark kom ind under den fuldstændige Blokade fik sat deres Fortjenester paa den enkelte Vareenhed op og, for saa vidt Begrænsningen i Tilførslerne ikke var alt for stor og Lagre var forhaanden, ogsaa deres Pengeindtægt. Det kan derfor ikke undre, at Grossisterne, og da særlig de store Importører, utilfreds med den første Krigsavance-Bekendtgørelse af 3. September 1939, der truede med at gøre det, der privat var fortjenstfuldt, samfundsmæssigt set mindre fortjenstfuldt. De fik her Støtte fra Fabrikanternes Erhvervsrepræsentanter. Den Bestemmelse Bekendtgørelsen af 3. September 1939, der vakte særlig Modstand, lød saaledes »Udnyttelse paa det indenlandske Marked af den forhaandenværende Situation til en Forhøjelse af den procentvise Avance udover den i vedkommende Branche sædvanlige er forbudt.« Drøftelserne mellem Erhvervenes og Myndighederne resulterede i en ny Bekendtgørelse af 19. Oktober 1939. Som vi senere skal se, blev Priskontrolraadets Bemyndigelse udvidet paa enkelte Punkter, men for det Spørgsmaal, der i denne Forbindelse har Hovedinteressen, Oktober-Bekendtgørelsen legaliseret Adgang til Risikotillæg Avancen og en Slags Pristalsregulering af denne. Side 115
Hvad angaar Redernes Pengeindtægter, er Fragtratetallets Stigning et Fingerpeg. Selvom Stigningen i væsentlig Grad skyldes større Omkostninger ved de forlængede og risikofyldte Rejser, er der dog næppe Tvivl om, at Fragtratetallets Stigning samtidig indicerer forøget Indtjening i Rederierne ikke alene i 1939, men ogsaa i de første Maaneder af 1940. løvrigt gælder det for Rederierne som for en Række større Industri- og Handelsaktieselskaber, de har opsparet gode Reserver i de foregaaende Aar, der nu bliver mobliseret, saaledes at en ikke übetydelig Del af de kapitalbesiddende Samfundsgrupper, hvis ikke de rammes af særlige Indgreb, nogenlunde vil kunne gardere deres Pengeindtægters og saaledes deltage i Spillet om »ikke at sidde med Sorteper«. Det vil være kendt, at ogsaa Arbejderne i det første Halvaar af Krigen deltog i de almindelige Bestræbelser for at forøge Pengeindtægterne. Medens adskillige Enkeltpersoner eventuelt Erhvervsgrupper (her tænkes særlig paa Kornsælgerne og Skovejerne) fik deres Pengeindtægter forøget i saa høj Grad, at deres Realindtægter steg, gælder dette sidste ikke Arbejderne tværtimod. Den Lønoverenskomst, der blev afsluttet 31. Oktober 1939, indeholdt ganske vist Bestemmelser om Lønregulering Pristal, men der var Tale om en Regulering kvartalsvis bagud. Som bekendt offentliggøres Pristallet rundt regnet en Maaned efter, at Prisoplysningerne er indsamlet. Pristallet vil derfor ved Offentliggørelsen være bagefter, og Løntillæget giver da ikke Kompensation for Prisstigningerne i den omhandlede Naar Prisstigningerne fortsætter i det følgende Kvartal, kommer Lønningerne igen bagud, saa at de ved Kvartalets er fire Maaneder bagud. Deraf følger, at under Forudsætning jævn Prisstigning, er Lønningerne selv med Pristalsregulering Gennemsnit cirka to Maaneder bagud. Endvidere giver det sig selv, at Lønoverenskomsten ikke var nogen primær Prisstigningsaarsag, da den kun fik Relevans, hvis Priserne steg mere end 3 Points i Kvartalet (efter Pristallet 1914 = 100). Men naturligvis kan den Betragtning anlægges, at havde Arbejderne ikke faaet Lønregulering i Oktober 1939 og Januar 1940, saa havde den af Arbejderklassen udgivne Pengesum været mindre, og Tendensen til Prisstigning tilsvarende afdæmpet. Afgørende havde dette næppe været for den samlede Prisbevægelse. Men det er klart, at andre Samfundsgrupper var kommet til at ligge bedre placeret i Kapløbet om at holde Realindtægterne oppe. Side 116
Mens vi er ved Arbejdernes Indtægter, vil det være naturligt at omtale den eneste deflative Kraft af nogen Betydning, nemlig den mindre Pengeudgivelse, der skyldes Indtægtstab ved den stigende Arbejdsløshed. Selvom denne deflative Kraft ikke maa overses, er det tydeligt, at de inflative Kræfter alt i alt er de stærkeste. Dette hænger ogsaa sammen med to Momenter, der nu skal omtales. Det vil være kendt, at det stigende Seddelomløb, som Krigens første Periode udviste, blandt andet blev foraarsaget af, at S p arere Penge ud af Banker og Sparekasser og købte for dem. Den legale Begrænsning af Udtrækkene fik ingen praktisk Betydning, Detailomsætningsstatistikken viser, at Hamstringsforbudet blev overholdt. Endvidere fandt der i Krigens Maaneder Salg af Obligationer Sted fra privat Side. Hele denne Bevægelse kan for en væsentlig Del siges at være Udtryk for »Flugt over til Realværdierne«. Den forløb glat som Følge af Nationalbankens Kreditpolitik overfor Banker og Sparekasser. i Krigens første Maaneder kunde man se, hvorledes for at modvirke kriseagtige Tilstande faktisk kom til at finansiere et Forbrug af Opsparing, der som Virkning forstærkede Prisstigningstendenserne. Et lignende Finansieringsforhold, formentlig ogsaa har haft Prisstigningstendenser i sit Følge, er den Forskudsbetaling, som Nationalbanken siden 9. April 1940 er kommet ind paa overfor Landbrugserhvervet, Banken forskudsvis udreder Betalingen for den Del af Landbrugseksporten, der ikke kan betales af tysk Eksport til Danmark. I det Omfang Landbrugerne i Kraft heraf har opretholdt større Forbrug, end de ellers vilde kunne have, samtidig at der kommer færre Varer ind fra Udlandet, er denne Forskudsbetaling et Bidrag til Prisstigningstendenserne. Endelig som en sidste ikke ganske uvigtig Aarsag til Stigning i den pengelige Købeevne med Prisstigningstendens i sit Følge, maa fra Krigens første Tid nævnes Statens øgede udækkede Udgifter. I den første Tid af Krigen var det Stigningen i Militærudgifter og Landbrugsstøtte, der dominerede Billedet. Senere er Militærudgifterne ned, men andre offentlige Udgifter er stigende, og fuld Dækning gennem øgede direkte Skatter har ikke fundet Sted. Man slog dels ind paa Laanevejen, og dels paa en Forøgelse af den indirekte Beskatning og begge Dele virker prishævende. Side 117
DEBATTEN OM PRISUDVIKLINGENDet vil betale
sig kort at betragte nogle af de Anskuelser om Man kan her begynde med den ikke ualmindelige Anskuelse, at Prisstigningerne var uafvendelige, fordi de har udenlandske Aarsager. Det er rigtigt, at en Del af de Forhold, der har ført til Prisstigningerne, er væsentlig paavirket af udenlandske Faktorer, men det maa ogsaa slaas fast, at disse i og for sig ikke kunde have medført almindelige og omfattende Prisstigninger paa det danske Marked. Der er allerede kort antydet et Sæt af økonomiske Indgreb, kunde have neutraliseret de paagældende udenlandske Paavirkninger, og derfor er det berettiget at sige, at det danske Pristals Stigning skyldes Aarsager indenfor det Økonomiomraade, vi kalder Danmark. Altsaa danske Aarsager, som enten ligger i, hvad Regeringen og de Næringsdrivende gør, eller i, hvad de ikke gør. Udefra kommende Begivenheder kan gøre os (= de danske Statsborgere) fattigere, men staar vi sammen og gennemfører fast Prispolitik, behøver Priserne ikke at gaa op. Det skal her blot bemærkes, at i et væsentlig liberalistisk-kapitalistisk Samfund staar man ikke sammen, og det er da ganske naturligt, Priserne stiger gennem de enkelte Personers og Erhvervsgruppers for at gøre det, der er indprentet dem som deres økonomiske Pligt: at bjerge sig selv. Et andet Spørgsmaal, der har været fremme i Debatten, og som ligeledes kaster Lys over Aarsagsforholdene, er Spørgsmaalet om, hvor vidt den Prisudvikling, der foregaar, er Inflation. Efter den gængse nationaløkonomiske Definition taler man om, at Prisstigninger,der øget Produktionsbesvær i Ind- eller Udland, saaledes at man faar færre Konsumgoder ud af den økonomiske Virksomhed, er Knaphedsprisstigninger, der ikke bør benævnes inflationistiske. Anderledes ligger det, hvis Prisstigningerne ikke har noget at gøre med øget Produktionsbesvær, men med at Produktionsudgifternestiger, at en eller flere Produktionsfaktorerfaar Aflønning. Prisstigninger, der skyldes en saadan Udvikling, kaldes inflationistiske. Sondringens praktiskeBetydning ligge deri, at den letter en rigtig politisk Klargørelse af Problemet, idet de Prisstigninger, der skyldes øget Produktionsbesvær f. Eks. paa Grund af Krig og Blokade, kan det være ret rimeligt at lade passere uden at gøre Kraftanstrengelser Side 118
for at neutralisere. Det er jo »kun en Overgang«. Men hvis det Offentlige ikke gør noget virkeligt for at forhindre de inflative Prisstigninger, kommer vi ikke uden videre ned igen paa det gamle Prisniveau, tværtimod er der Fare for Kapløb mellem de forskellige Personer og Erhvervsgrupper om at faa deres Aflønningersat Deskriptivt er Sondringen mellem Knaphedsprisstigningog Prisstigning derimod ikke af saa stor Betydning,for de fleste heftigere Prisstigningsperioder har de to Tendenservævet uløseligt ind i hinanden. Særlig som Følge af, at Knaphedsprisstigninger sætter Kapløbet om Aflønningsforhøj eiseri Hvis man anvender denne Betragtningsmaade paa den foreliggende Situation, vil man faa dette bekræftet. Endnu et Spørgsmaal fra den offentlige Debat maa vi beskæftige med. Den lidenskabsløse, videnskabelige Aarsagsbetragtning i den politiske Debat til et Spørgsmaal om Skyld eller Ikke-Skyld. Det er ikke ualmindeligt, at de forskellige Samfundsgruppers Næringsgrenes Repræsentanter udpeger de andre Samfundsgruppers og Næringsgrenes Forsøg paa at hæve deres Aflønning under en Knaphedsprisstigning som den væsentlige Aarsag de inflationistiske Tendenser og dermed lægger Skylden paa de Personer, der udgør de paagældende Grupper. Man betragter egen Gruppes Aktion som noget naturligt og nødvendigt de andre Gruppers Aktion som den afgørende Stramning af Knuden, der gør Inflationsfaren overhængende. Hvorpaa man kræver Statsmagtens Indskriden. Ud fra psykologisk-økonomiske Betragtninger er dette forstaaeligt, men man maa naturligvis søge at hæve sig over denne Betragtningsmaade, thi i Virkeligheden er alle disse Bestræbelser, uanset hvem der udfolder dem, normale Reaktioner i det givne økonomiske Milieu. Jeg har i det foregaaende stræbt efter at redegøre for alle de vigtigere Aarsager til stigende Priser, der gjorde sig gældende i det første Krigsaar, derunder alle de vigtigere Bestræbelser i Retning øget Aflønning. Psykologisk er der ingen Grund til at fremhæve enkelte af disse Bestræbelser paa andres Bekostning, og med Hensyn til faktiske inflationistiske Virkninger betyder Mangelen paa Statistik, at man maa renoncere paa at sige noget afgørende om Vigtighedsgraden. Det er derfor uvidenskabeligt, naar man specielt i Krigens første 8 Maaneder fra flere Nationaløkonomers Side fremhævede Lønoverenskomsten som den eneste eller i hvert Fald vigtigste Inflationsfare.Hvis var den eneste Inflationsfare,maatte Side 119
fare,maatteman dog formentlig vente en vis nok saa lille Afsvækkelseaf efter dens Afskaffelse (den sidste overenskomstmæssige Lønregulering fandt Sted Januar 1940). Men enhver Afsvækkelse udeblev. Et nærmere Studium af Detailpristallets enkelte Poster vil da ogsaa vise, at det ikke er Lønstigningerne efter Lønoverenskomsten, der har været den afgørendeAarsag Pristallets stadige Stigning.1) Stigningen i Fødevarerne er procentvis mindre end Stigningen paa andre Poster, men da Fødevareudgiften tager henved en Trediedel af hele Budgettet, har man her den største Udgiftsstigning. Stigning kan kun være meget lidt paavirket af Løntillæggene, Landarbejderne som bekendt ikke fik Reguleringstillæg, i Oktober 1939 eller i Januar 1940. Det er Opgangen i de selvstændige Landbrugeres Aflønning, der har sat ind her. Gaar vi til den næste Post, Klæder, Fodtøj og Vask, er det vel sandsynligt, en Stigning i Lønudgifterne i Industri og Transport her har haft nogen Betydning for Prisstigningen, men disse Priser er jo stærkt paavirket af de stigende Importpriser, saa at Arbejdslønnens i hvert Fald kun forklarer en Del af Stigningen. Stigningen Brændsel og Belysning tager sin store Part af Udgiftsstigningen; spiller der ikke nogen bemærkelsesværdig overenskomstmæsssig ind. Det er overvejende de stigende der har haft Betydning. Stigninger i Skatter og Kontingenter kan man ikke laste Reguleringstillægget for. Tilbage derfor kun (foruden den nævnte Virkning for Klæder, Fodtøj og Vask) Gruppen Andre Udgifter, som omfatter en Række forskellige Varer og Tjenesteydelser. Heriblandt er der naturligvis nogle, der har været paavirket af Stigninger i ovenskomstmæssig Arbejdsløn, men ogsaa her gælder det, at Importprisstigninger har øvet deres Indflydelse. Naar man nu gør sig klart, at Stigninger Importpriserne bl. a. skyldes Stigning i Rederiernes og Importørernes Fortjenester, bliver der ikke meget tilbage af Paastanden at Lønoverenskomsten var den eneste eller vigtigste inflationistiske Faktor. En Tankegang,
der maaske særlig har medført, at den offentlige
1) Det drejer sig altsaa her om Lønstigninger i snævrere »faglig« Forstand, omfattende Lønstigninger i videre nationaløkonomisk Betydning. Side 120
hæver,atPrisstigninger fører til Arbejdslønstigninger, som saa fører til nye Prisstigninger og saaledes videre uden Stop. I sin grovere Form ser Teorien bort fra den aftagende Virkning af en Pris-Lønregulering. Stiger f. Eks. Fragterne til det dobbelte, er det samme ikke Tilfældet med de Varepriser, der indgaar i Pristalsbudgettet;de maaske op med 5 pCt. Og den dermed følgendeLønregulering selvfølgelig ikke til 5 pCt. Opgang i de Varepriser, der indgaar i Budgettet, men — alt under Hensyn til Arbejdslønnens Andel af Omkostningerne — eventuelt kun til nogle faa pCt., og saaledes dør Bevægelsen hen. Men en aftagende »Spiralvirkning« kan man naturligvis meget vel tale om. Man skal blot gøre sig klart, at denne aftagende Spiralvirkning ikke er noget enestaaende for Spillet mellem de overenskomstmæssige Arbejdslønningerog Et Eksempel herpaa: højere Eksportpriserfører højere Importpriser, der fordyrer Landbrugets lndkøbsvarcrog kan føre til Krav om højere Eksportpriser! Selvom nu Spiralvirkningen var noget enestaaende for Spillet mellem de overenskomstmæssige Arbejdslønninger og Priserne, kan man ikke med den videnskabelige Neutralitet i Behold deraf drage den Konklusion, at saa maa Arbejdslønningernes Stigning stoppes, hvis Inflationen skal undgaas. Thi ved at drage denne Konklusion, ser man bort fra den anden Maade at standse Spiralvirkningen nemlig at lægge Loft over Priserne. Lønnen gaar jo kun op, naar Priserne er steget. Ræsonnementet opstaar, fordi man uvilkaarlig ræsonnerer fra gamle Erfaringer, at Lønnen ikke kan stige, uden at Priserne stiger, men Priserne kan godt stige, uden at Lønnen gaar op. Men gamle Erfaringer bygger paa tidligere Samfundsstruktur, og netop i Øjeblikket er Samfundsstrukturen Støbeskeen. Hvem siger, at det er rigtigt at gaa ud fra som en given Ting, at Priserne skal have Lov at stige, fordi Lønnen er reguleret opad til Kompensation for en allerede stedfunden Den nugældende danske Prislovs Bestemmelse, at de Næringsdrivende (dog ikke Arbejderne) har Ret til at faa alle virkelig medgaaede nødvendige Omkostningsstigninger gennem Prisstigninger, er lige saa lidt sacrosant, som de økonomiske Samfundsprincipper den bygger paa. At Forsvarerne for Lønreguleringens Ophævelse ræsonnerer ud fra væsentlig liberalistisk-kapitalistiske Samfundstilstande (endskøntUdviklingen Retning af Statskapitalisme og Planøkonomi er i fuld Gang) ser man tydeligt, naar man betragter de økonomiskeRæsonnementer, paapeger, at den stedfundne Pris- og Side 121
Lønudvikling har haft det gode med sig, at den har nedbragt Arbejdslønningernenoget, skulde være godt for Beskæftigelsen.Det ogsaa rigtigt — vel at mærke i et væsentlig liberalistisk-kapitalistiskSamfund. at netop Arbejderne skulde indstille deres økonomiske Bestræbelser for at afstive de gamle Samfundsformer, lyder ikke sandsynligt. Og dog er det det Argument,der frem mod det før fremsatte Udsagn, at det ikke er objektivt nødvendigt, at Priserne skal have Lov at stige, fordi Lønnen reguleres opad til Kompensation for allerede stedfunden Prisstigning. Modstandere af Lønreguleringen kan ganske vist henvise til, at skønt mange selvstændige Næringsdrivende tjener saa meget, at de udmærket kan taale en relativ Indtægtsnedgang, vil der næsten i enhver Branche være en Række Virksomheder, der kun giver den for Virksomhedens Opretholdelse nødtørftige Fortjeneste. Og det er denne Omstændighed, der gør, at Lønstigningfuldt maa overvæltes paa Priserne. Heroverfor er nu Argumentet i Korthed dette, at man ikke som Økonom paa Forhaandkan fra, at det Samfundssystem er stabilt og harmoniskog et selvfølgeligt Udgangspunkt, som tillader, at Næringsdrivendemed Indtægter kan blive fri for en relativ Indtægtsnedgang (gennem at beskyttes for et Tryk paa deres Avancer og Fortjenester), fordi der »næsten i enhver Branche« findes Virksomheder, der kun lige kan faa det til at løbe rundt. Man bør dog i dci mindste som Alternativ f. Eks, pege paa Mulighedenfor lette daarligt stillede Producenter for Omkostninger, de har paataget sig under andre økonomiske Forudsætninger. Endvidere kan det vel ikke være en Økonoms Opgave at tage den større eller mindre Grad af driftsøkonomisk Fornuft, hvormed Produktionen og Omsætningen er organiseret, for et givet og ufravigeligtUdgangspunkt. Naar flere Nationaløkonomer har fundet Prisstigninger i deres Orden, men krævet Lønoverenskomsten ophævet, hænger det ogsaa sammen med Tankegangen om Prisen som Opmuntringspræmie, man henviser til, at denne Prisfunktion ikke maa afsvækkes netop nu, hvor det er saa vigtigt, at eksisterende Produktioner og nye optages. Men Lønnen er ogsaa en Pris og Lønstigning i Besiddelse af »Opmuntringsvirkning«. Det er, som om man stiltiende gaar ud fra, at der skal noget ekstra til for at faa Fabrikanter, Bønder, Grossister o. s. v. til at lægge sig i Selen, medens Arbejderne godt kan nøjes med samme Pengeløn og mindre Realløn. Side 122
Inden vi forlader Omtalen af Debatten om Prisstigningerne, skal det til Slut omtales, at Flæske- og Smørprisforhøjelsen i Oktober medførte, at adskillige økonomiske Skribenter, der hidtil væsentlig havde omtalt Lønoverenskomsten som Inflationskilde, fremhævede, at de selvstændige Landbrugeres »Lønforhøjelser« Prisforhøjelser ogsaa let kunde blive en Skrue uden Ende. Saaledes har Forholdenes Udvikling redresseret noget af den teroretiske Ensidighed, som Prisudviklingen i Begyndelsen givet Anledning til. Jeg har imidlertid savnet en Vurdering i hvilken Grad disse Stigninger i Smør- og Flæskeprisen omkostningsmæssig var begrundet i de store Kornprisstigninger. Og i det hele taget er Kornprisstigningen, der jo ikke er omkostningsmæssig for utilstrækkelig belyst som Prisstigningskilde. er næppe Tvivl om, at det er de store Gaarde og Godserne, der særlig har Merfortjenester under denne Krig. Vi staar her overfor et ret stærkt Eksempel paa »Opmuntrings-Prisdannelse«, Kornprisen er statslig bestemt og antagelig vilde væ;re højere, hvis den blev givet fri. Prof. Jørgen Pedersen har været en af Talsmændene for Opmuntringsprisdannelse har da ogsaa hævdet, at Maksimalprisen paa Korn burde ophæves1). Tankegangen er logisk ud fra sine Forudsætninger, men som politisk-økonomisk Parole uanvendelig. Naar Læseren betænker den ulige Jord- og Formuefordeling eller rettere Gældsfordeling paa Landet, vil det forstaas, at der kun er to Alternativer — det reformistiske: Aflevering af Korn fra det store Landbrug til Husmændene til Maksimalpriser, eller det revolutionære: af Jord til Husmændene og Nedskæring af deres Gæld. Det maa ikke undre, at Regeringen vælger det reformistiske Alternativ. Ogsaa Prof. Thorkil Kristensen er Talsmand for Opmuntringsprisdannelsenog fremsat en interessant Tankerække2). Udgangspunkteter, Thorkil Kristensen paaviser, at det er farligt for Beskæftigelsen at lade Købeevnen i Samfundet undergaa en Nedgang, men at det ogsaa er farligt — nemlig for Prisudviklingen— lade Købeevnen være konstant under en Nedgang i Vareforsyningen. Thorkil Kristensen hævder da, at den fornuftigsteLøsning denne Konflikt faas ved at tage Hensyn til den 1) Se Prof. Jørgen Pedersens Artikkel: »Giv Kornprisen fri« i Berlingske 25.6.40. 2) Se Prof. Thorkil Kristensens Artikkel: »Pengepolitikken og Stats-Finanserne« Jyllandsposten 16. 6. 40. Side 123
Forskel, der er mellem de forskellige Omraader af Samfundsøkonomien,naar gælder Virkninger af en vis Bevægelse i Priser og Købeevne. Man bør tillade Prisforhøjelser og dermed Indtægtsforhøj eiser af Opmimtringsgrunde, der hvor vi kan produceremere Overfor de egentlige knappe Varer, som det ikke er muligt at forøge Produktion eller Import af, skal man ikke tillade Prisforhøjelser. Her bør rationeres. Ogsaa denne Tankegang er logisk ud fra sine Forudsætninger. Men da det er ganske tilfældigt, hvilke Personer og Erhvervsgrene, der er placeretsaaledes, de hører til dem, der skal opmuntres eller omvendtdem, skal lægges Loft over og indtægtsbeskæres gennemden der følger fornuftige Rationeringer,og man ikke kan overbevise Folk om, at det økonomisk fornuftige ogsaa er det retfærdige, maa man ikke forvente, at Thorkil Kristensens Parole skal blive andet end et interessant Tankeeksperiment. Noget af det eneste, man med videnskabelig Sikkerhed kan sige om frie Priser er, at de er Fænomener opstaaet ved økonomiske Kræfters Sammenspil under bestemte Forudsætninger. De er ingenlunde for at løse bestemte Funktioner. At de ofte »opmuntrer« til Produktion og nedskærer Forbruget og derfor i overført Betydning kan siges at løse visse Opgaver, bør ikke forlede klare Tænker til uden videre at anbefale disse — ved Analogier opstillede Pris-Funktioner — som Normer for økonomisk DEN HIDTIL FØRTE PRISPOLITIKVed Krigens Udbrud levede man prispolitisk set paa Loven af 18. Maj 1937, hvis Hovedprincip var Anmeldelsespligten for Aftalerog der med Hensyn til Pris-, Produktion- og Omsætningsforhold træffes af en eller flere Enkeltvirksomheder eller Sammenslutninger, naar de paagældende Aftaler eller Bestemmelservil øve en bestemmende Indflydelse paa de nævnte Forhold. Det paahviler efter Loven Priskontrollen at afgøre,om anmeldte Aftaler eller Bestemmelser medfører eller kan medføre urimelige Priser, derunder samfundsmæssigt urimeligeIndskrænkninger den frie Erhvervsudøvelse. Det var imidlertidved Lejligheder antydet fra Priskontrollens Side, at man ikke paatænkte at øve nogen direkte Indflydelse paa det almindelige Prisniveau, da dette blev paavirket afgørende af Momenter,der Side 124
menter,derlaa uden for Priskontrollens Arbejdsfelt. Deri laa jo saa ogsaa, at da Tanken om en egentlig Prispolitik vendt mod Prisniveauet i Almindelighed kom frem i Krigens første Dage, maatte man straks tage Spørgsmaalet op om nye Prisbestemmelser. Den 3. September 1939 kom den første Pris-Bekendtgørelse, nemlig Bekendtgørelse angaaende Forbud mod ekstraordinært Opkøb af Varer og mod ekstraordinær Forhøjelse af Varepriser. Den vigtigste Bestemmelse i denne Sammenhæjng var § 1, der allerede er citeret. Den efterfølgende Diskussion af denne Paragraf at Handelsministeriet udtalte, at Bekendtgørelsen af 3. September kun tog Sigte paa en akut Stuation, og at Spørgsmaalet en paa længere Sigt afpasset Udformning af de nødvendige Forskrifter maatte melde sig, hvis Situationen skulde vise sig af længere Varighed. Da Situationen nu
netop viste sig at trække ud, udstedtes da en »Ved Salg af en Vare maa Prisen ikke beregnes saaledes, at der derved indvindes urimelig Konjunkturgevinst eller en Nettoavance, der procentvis den inden for vedkommende Branche før den 3. September 1939 ved Salg af en saadan Vare sædvanlige Nettoavance. Ved Prisberegningen det yderligere være at iagttage, at Nettoavancen ikke som Følge af Prisstigning for Varen maa andrage et større Beløb end den tidligere Salg af et tilsvarende Kvantum af vedkommende Vare sædvanlige Nettoavance med et Tillæg, der staar i rimeligt Forhold til øget Risiko og stedfunden Stigning i Landets almindelige Prisniveau«. Denne Bestemmelse egnede sig godt til at blive fortolket paa forskellig Maade. Man kan vel nok gaa ud fra, at de Næringsdrivende,der var i stadig Kontakt med Priskontrollen (og det gjaldt for de fleste), og som ikke var saa kendte, at de frygtede Publicitet, har fortolket Bekendtgørelsen som givende Adgang til at anvende Genanskaffelsesprisen som Kalkulationsgrundlag og tage »rimelig« Konjunkturavance, hvor de jo de facto selv var Herre over Skønnet over, hvad der var rimeligt. Markedet satte i hvert Fald ikke snævrere Grænser for et rundeligt Skøn, thi Efterspørgselen efter Varer var god. Priskontrollens Fortolkning, der blev anvendt overfor de Virksomheder, der var anmeldelsespligtigeeller andre Maader kom i Forbindelse med Priskontrollen,gav Udtryk i Bekendtgørelse af 2. November 1939, efter hvilken der ved Prisforhøjelse krævedes Oplysninger om LageretsStørrelse, Side 125
retsStørrelse,om hvor længe det ventedes at strække til, om den gennemsnitlige Indkøbspris for Lageret samt om det normale LagersStørrelse. fremgik det, at Priskontrollen ikke vilde tilladeden Konjunkturavance efter Genanskaffelsespris, men tage Hensyn til Lagerets gennemsnitlige Indkøbspris. Priskontrollentillod at der regnedes med Genanskaffelsespris, hvis de Erhvervsdrivende laa med unormalt stort Lager og heller ikke, hvis Genanskaffelse faktisk var umulig. Prisbekendtgørelsen af 19. Oktober 1939 indeholdt iøvrigt en Udvidelse af Priskontrollens Bemyndigelse, der er blevet benyttet en Del. Efter § 13 kunde Priskontrolraadet nemlig fastsætte, at Sammenslutninger og Enkeltvirksomheder, Aftaler, Vedtagelser eller Bestemmelser kan udøve en bestemmende Indflydelse paa Prisforholdene, skal anmelde paatænkte Prisforhøjelser til Priskontrolraadet, og Forhøjelsen kan tidligst træde i Kraft 8 Dage efter, at Anmeldelsen er sket. Denne Anmeldelsespligt gjaldt dog ikke alle Varer, men kun visse Grupper, der var angivet i en Fortegnelse. for Varer, der laa uden for denne Fortegnelse og adskillige Enkeltvarer indenfor Fortegnelsens Grupper kunde Priskontrollen ikke øve nogen Indflydelse paa. Paa det Grundlag, der var givet med Bekendtgørelsen af 19. Oktober, og som nærmere uddybedes i Praksis gennem de trufne Afgørelser, virkede Priskontrollen i knap seks Maaneder indtil Dagen efter Besættelsen, hvor der kom en Prisstopbestemmelse, der dog blev ret kortvarig. Prisstoppets Prøvesag blev Markedsog hvor Priskontrollen rnaatte hævde, at disse Priser faldt ind under Forbudet, men hvor Slagterierne aabenlyst Ordningen ved at begrænse Tilførslerne til København. heraf blev som bekendt, at Handelsministeriet midlertidige Undtagelsesbestemmelser for Kød, Flæsk og levende Dyr til Slagtning. Prisstopbekendtgørelsen var hermed paa et for Forbrugerne væsentligt Omraade aldeles gennemhullet, det var endvidere tydeligt, at Bestemmelsen ogsaa paa andre Omraader blev tilsidesat, uden at der blev skredet ind. Endvidere godkendte Priskontrollen selv en Række Prisforhøjelser. ønskede da ogsaa fra Myndighedernes Side at komme væk fra Prisstopordningen, og dette skete den 30. Maj 1940, hvor vi fik en egentlig Prislov, og ikke blot en Lov om Prisaftaler. Bestemmelsen om
Prisberegningen i Lov om Priser af 30. Maj »Urimelige
Priser og Forretningsbetingelser er forbudt«. Til
nærmere Side 126
der for vedkommende Vare svarer til virkelig medgaaede, nødvendige Udgiftertil Indkøb eller Fremstilling samt Forhandling og Transport med Tillæg af en rimelig Nettoavance. Ved Fastsættelsen af Nettoavancen vil det yderligere være at iagttage, at den hverken procentvis eller absolut maa overstige den indenfor vedkommende Branche ved Lovens Ikrafttrædenved af et tilsvarende Kvantum af vedkommende Vare sædvanligeNettoavance«. Hovedprincippet blev efter dette, at Anskaffelsesprisen lægges til Grund for Prisberegningen; dermed var Priskontrollens oprindelige endelig lovfæstet. Det bør endvidere bemærkes, ovenfor citerede Bestemmelse af Priskontrollen blev fortolket derhen, at der ikke maatte finde Forhøjelse Sted af Avancer som Følge af højere Generalomkostninger pr. Enhed af Varen ved en mindsket Produktion. Dette har faktisk haft nogen Betydning for Prisudviklingen af de særlig kontrollerede Varer. Det er senere blevet lovfæstet. Af nye Ting i Prisloven nævnes, at Priskontrollen nu kan fastsætte og Maksimalavancer, og at dets Afgørelser ikke længere kan indbringes for Domstolene. Derimod for et særligt men en Indankning har ikke længere udsættende Virkning for Priskontrollens Afgørelser. Med den nye Prislov kan man i Almindelighed sige, at Priskontrolraadets blev udvidet i Forhold til Prisaftaleloven 18. Maj 1937 og Bekendtgørelsen af 19. Oktober 1939, men at der fandt en formel Indskrænkning Sted i Forhold til Prisstopbekendtgørelsen. Skal man nævne det fælles Træk — og vel nok prispolitisk set det afgørende Træk — ved den nye Prislov og ved de ældre Bestemmelser,den bliver det, at der gennem Priskontrollens Virksomhed skulde øves Indflydelse paa Avancerne, med det Formaal at hindre überettiget Prisstigning, hvormed man i Princippethar Prisstigning, der ikke kunde begrundes ud fra Henvisning til højere Omkostninger, men man har ikke haft Bemyndigelse til at øve Indflydelse paa selve Omkostningerne, ligesom man ikke kunde gribe ind overfor Avancer, som ikke var steget, medmindre de klart kunde karakteriseres som urimelige. Det bør her tilføjes, at Priskontrollen i det stille har øvet en vis tilbageholdende Indflydelse paa visse Prisers Stigning, idet man, hvor der klart har været urimelige Avancer, har henvist de Erhvervsdrivendetil afholde Omkostningerne ved passende Nedsættelseaf Men under alt dette maa man ikke slippe Side 127
af Syne, at det kun var en begrænset Del af de Næringsdrivende, der blev kontrolleret, og at dokumenterede Anmeldelser ikke bragte Kontrollen stort længere ud, end man var i Forvejen. Det er vistnok rigtigt at sige, at Købernes forsyningsmæssigt begrundedeUlyst at anmelde ogsaa gør sig gældende under denne Krig. Tilbage staar blot at nævne, at Prisloven af 30. Maj 1940 blev gennemført som et Led i det store Kompleks af Kriselove. Naar Loven gennemførtes samtidig med de andre Love, maatte der heri ligge, at man vilde understrege Regeringens Ønske om at modvirke samtidig med at Lønreguleringen blev ophævet Lov. De Prisstigninger, der fandt Sted igennem Sommeren viser imidlertid tydelig, at den nye Lov ikke var nogen Garanti mod Prisstigninger, og Skuffelsen i Befolkningen blev derfor stor i Efteraaret 1940. Dette fik saa til Gengæld den Følge, at Loven fik en Skærpelse midt i sit Funktionsaar, nemlig ved Lov af 17. December 1940. For ganske kort at belyse Omfanget og Karakteren af Priskontrollens inden denne sidste Skærpelse, skal det nævnes, mellem 50 og 60 Varer var bragt ind under den i Prislovens 11 foreskrevne Anmeldelsespligt for paatænkte Prisforhøjelser. virkede Priskontrollen som Indstiller eller Medforslagsstiller til Handelsministeriets og Landbrugsministeriets og Maksimalavancer, eller i hvert Fald som Raadgiver. Naar Prispolitikken skal beskrives, rnaa denne Side af de offentlige Indgreb — Maksimalpriserne — naturligvis ikke glemmes. Som almindelig Bemærkning kan man vistnok sige, at Maksimalpriserne,hvad det var Priskontrollens eller Ministeriernes,blev nogenlunde. Prispolitikkens Mangler laa paa to andre Felter. Nemlig dels, at den ikke var særlig effektiv udenfor det nævnte Omraade, og dels at de fastsatte Maksimalpriser særligKornpriserne en almindelig Prisvirkning, som vel nok kunde tænkes at være yderligere forøget, om man ikke havde grebet ind, men som dog ikke paa nogen Maade kunde indfri Folks Forestillinger om, hvorledes Prispolitikken burde virke. Det var da ogsaa typisk, at det var Brødprisernes Udregning paa Grundlag af de nye Kornpriser (fastsat i Juli 1940), der rejste den kraftige offentlige Kritik af Prispolitikken. De Prisstigninger, der blev Resultatet af den nye Kornlov vedrørte iøvrigt ikke alene Brød, men Mel, Gryn og Foder og medførte endvidere ogsaa Indvirkningerpaa Side 128
virkningerpaaandre Afgrøder.
Endvidere motiverede de højere Det vil være paa sin Plads her nærmere at belyse de i Oktober 1940 med Tyskland aftalte Eksportprisstigninger, idet disse ganske vist kun i uegentlig Forstand kan siges at være »Prispolitik«, men til Gengæld er et meget vigtigt Led i Prisudviklingen og samtidig til en vis Gra'd Konsekvenser af den tidligere Prispolitik og med til at skabe Baggrund for en Skærpelse af denne Politik. Det var som bekendt særlig Smørprisen, men dog ogsaa Flæskeprisen, blev Genstand for Forhøjelser i Slutningen af 1940. Dette gav Anledning til offentlige Drøftelser om Eksportpriserne og deres Indflydelse paa hele den inflationistiske Udvikling. Mange lod nu ved Smør- og Flæskeprisernes Stigning deres advarende høre, som ikke havde sagt noget, da Kornpriserne blev forhøjet, ja Advarslerne blev endda istemt af enkelte, som havde været Tilhængere af fri Prisdannelse paa Korn — altsaa i Realiteten højere Kornpriser. Der er næppe Tvivl om, at den Teoretiker vil faa Ret, der profeterede, at højere Priser paa Smør og Flæsk vilde virke i Retning af Inflation paa tre Maader. For det første gennem Købeevne i Landbruget, for det andet fordi Importpriserne vilde stige nogenlunde tilsvarende, og for det tredie fordi man ikke kunde vente, at Arbejdslønnen kunde holdes nede. Naar Stillingen til Kornpriserne er blevet blandet ind i dette Spørgsmaal, skyldes det den praktiske Betragtning, at de mange Husmænd med lidt Jord og stor Gæld ikke kan klare sig menneskeværdigt høje Kornpriser uden at faa forøget Smørog Det er derfor for sent at protestere mod Prisudviklingen Smør og Flæsk, naar Kornet er gaaet saa stærkt op, som Tilfældet er. Som antydet før, betød Kornprisstigningen og hvad dermed fulgte samt Smørprisstigningen, at der rejste sig en Stemning for at faa Prisloven skærpet. Naar denne Stemning blev saa stærk, hang det ogsaa sammen med den Forventning, der var skabt hos den brede Befolkning i Maj, at nu skulde Prisstigningerne standses. kom da ogsaa en Henvendelse fra Priskontrolraadet til Handelsministeren om en Skærpelse af Prisloven, men ikke paa alle Punkter fulgte Handelsministeren Priskontrolraadets Indstilling. Side 129
De nye Tillæg til Prisloven gav for det første Priskontrollen Bemyndigelse at udstede Prisstop for indtil 3 Maaneder ad Gangen. For det andet lovfæstedes der visse Muligheder for bedre Kontrol med Priserne, idet det bestemtes, at »til Vejledning for Forbrugerne og Lettelse af Kontrollen Prisforskrifternes Overholdelse kan Priskontrolraadet bestemme, visse Varer, naar de udbydes i Detailsalg, paa nærmere foreskreven skal være forsynet med Prisangivelse, eller at der i vedkommende skal være ophængt Prislister for visse Varer«. Endelig gennemførtes strengere Straffebestemmelser. Paa to væsentlige Punkter blev Ønskerne om skærpet Prislov imidlertid ikke fulgt, og det fra Arbejderside rejste Krav om en Undersøgelse af Mulighederne for at faa koordineret de vigtigste de offentlige Indgreb, der havde Betydning for Prisudviklingen, ignoreret. Som jeg straks skal sandsynliggøre, kan man derfor ikke regne med, at Prisstigningerne vil ophøre1). Til Bedømmelse af den Prisudvikling, vi kan vente i 1941, vil det være af stor Betydning at undersøge, hvilke økonomisk-tekniske der er for ved offentlige Indgreb væsentlig at standse Prisstigningerne, og dernæst at undersøge, om de er politisk Først ved en saadan Undersøgelse kan man naa til en endelig Konklusion. Vi bygger i det følgende paa to Forudsætninger: For det første, at Krigen og Blokaden fortsætter, og for det andet, at den politiske Konstellation i Danmark ikke forrykkes fundamentalt. MULIGHEDEN FOR EN EFFEKTIV PRISPOLITIKVed Bedømmelsen af Muligheden for en mere effektiv Prispolitikend hidtidige, vil det være nødvendigt at optage til Overvejelse, hvilke Muligheder der findes for at faa de forskellige statslige Indgreb, der har særlig prismæssig Betydning, underlagt et fælles Synspunkt. Det vil være fremgaaet af det foregaaende, at hvis der skal drives en effektiv Prispolitik, maa først og fremmestLandbrugspolitikken med den øvrige Prispolitik. Paa samme Maade maa Import- og Eksportpolitikken paa vigtige Felter indordnes under det fælles Synspunkt. F. Eks. maa man søge at forhindre, at Importører arbejder Priserne op mod hinandeni nuværende af Ensidighed og Krigs-Knaphed prægedeMarkedssituation. og Valutapolitikken maa ogsaa bringes ind i Samarbejdet. I det efterfølgende skal der forsøges en Redegørelse for, hvorledes dels den egentlige Priskontrolpolitik,dels 1) Skrevet December 1940. Side 130
kontrolpolitik,delsde offentlige Indgreb paa en Række af de just nævnte Punkter kan anlægges, saaledes at en samlet effektivPrispolitik Resultatet. I første Omgang ser vi bort fra det partipolitisk mulige; vi gør kun een politisk Forudsætning, nemlig den, at det er Prispolitikkens Maal saavidt muligt at skaane den brede mindrebemidlede Befolkning. PRISKONTROLPOLITIKKENDet fremgik af Pressens Omtale, at man fra Priskontrolraadets i Oktober 1940 udtalte sig for Bemyndigelse til at give Paalæg om Kartellisering ud fra Ønsket om Fastsættelse af Priser under ensartede Kalkulationsformer for Branchen som Helhed, og for at Priskontrollen kunde have en Organisation at holde sig til. De tyske Erfaringer viser, at Centralisering og Kalkulationsstandardisering et uomgængeligt nødvendigt Skridt, hvis Priskontrollen skal gøres effektiv. I en instruktiv Artikel om den tyske Prispolitik hævder cand. polit. Erik Mortensen saaledes, at Kalkulationskontrollen faktisk spiller større Rolle for Prispolitikken vor sydlige Nabo end Prisstoppet, der er et for groft Middel overfor det moderne komplicerede Næringsliv; dette udelukker ikke, at man anvender Prisstopbemyndigelser, indtil man har gennemført den nødvendige ensartede Kalkulation i Branchen, af unødvendige Omkostninger med mere. Det er værd at gøre opmærksom paa, at ogsaa Sverige har en Kartelliseringsbemyndigels 1). Lundberg omtaler ogsaa de af det offentlige Standardiseringer indenfor svensk Tekstilindustri. Standardiseringens prismæssige Betydning behøver ikke at understreges, Bestræbelserne forudsætter Kartelliseringsbemyndigelser. I denne Forbindelse maa man ikke glemme de eventuelle Muligheder,der foreligge for at bekæmpe Prisstigninger, der skyldes andre Forhold end manglende Overholdelse af Prislovens Bestemmelser. Ønsket om Adgang til Paalæg om Kartellisering motiveres saaledes ogsaa netop ud fra Ønsket om at nedbringe Omkostningerneinden en bestemt Branche. Man vil i mange Tilfælde kunne bidrage væsentlig til at gøre Produktionen mere effektiv, ved at lægge de billigere arbejdende Virksomheders Kalkulationertil for Prisansættelsen. Det maa anses for 1) Se Erik Lundbergs Artikel: »Den svenske Prispolitik« i nærværende ridsskrift 1940. Side 131
temmelig givet, at saadanne Indgreb overfor Prisstigningerne nødvendiggør forøget Bemyndigelse for Priskontrollen, og det var da ogsaa et Hovedpunkt i Priskontrolraadets Henvendelse til Handelsministeren,at burde ændre Prislovens § 8, der ved en Modsætningsslutninghjemler til at beregne Stigning i Priserne til Dækning af dokumenterede Omkostninger. Det første, man maa spørge om, inden man afgør, om en Omkostningsstigning bør betales af Forbrugerne, maa være, om Virksomhedens og BranchensØkonomi en Prisforhøjelse nødvendig, eller om den helt eller delvist kan bæres af Virksomhedens hidtidige Avance eller af Besparelser paa andre Omkostninger. Det næste, der maa spørges om — jvnfr. ogsaa Priskontrolraadets Henvendelse — er, om det ud fra et samfundsmæssigt Synspunkt overhovedet er ønskeligt at fremme den paagældende Produktion. En Kartelleringsbemyndigelsebør omfatte Bemyndigelse til at paabydeOprettelse Købs- og Salgscentraler, Gennemførelse af Markedsdelingog af Standardisering. Et tredje Punkt i en effektiv Priskontrolpolitik er Kontrollen med Ændringer i Salgs- og Leveringsbetingelser og Kontrol med Kvalitetsændringer. Det er indlysende, at jo mere Priserne bliver holdt nede ved offentlig Indgreb, jo større vil Opfordringen være til Kvalitetsforringelser, og Raastofsituationen gør i mange Tilfælde disse uomgængelige. Men Priserne maa staa i Forhold til Kvaliteterne. kræves dog næppe nye Bemyndigelser til det offentlige, blot Koordinering af Kvalitetskontrol og Priskontrol. Derimod kræves
der en udtrykkelig Bemyndigelse for, at offentlige
Ved Hjælp af de allerede givne Bemyndigelser og de nye, der her er omtalt, skulde der være en Mulighed for, at Priskontrolpolitikkenkunde mere effektiv. Med Hensyn til allerede givne Bemyndigelser, der kunde anvendes kraftigere, tænkes bl. a. paa Muligheden for at give Paabud om Prismærkning af Varerne særlig i Industrien til Lettelse af Kontrollen ogsaa i de senere Led, Varen passerer. Endvidere burde man etablere et nøjere Samarbejdemellem og Vareforsyningsdirektoratet med Henblik paa Kontrol med Importpriser. Af de nye ønskelige Bemyndigelser kan man særlig paaregne Effektivitet af den foreslaaedeændrede og Kartelliseringsbemyndigelsen.Det da være muligt dels at foretage Beskæringeraf i vigtigere Varers Prisdannelse og dels Side 132
at nedsætte forskellige samfundsøkonomisk set unødvendige Omkostninger.Efter Bauer1) skyldes en Del af den tyske PrispolitiksSucces af dette »Interdependens-Princip«, at Prisforhøjelser, der er uomgængelig nødvendige, forhindres i at give sig Udslag i den endelige Vares Pris eller i Prisniveauet, ved at tilsvarende Prissænkning paa andre Omraader gennemføres. For visse Varer er man herhjemme i speciel Anledning faktisk begyndt paa Beskæring af Monopolelementer. Dette Arbejde kunde videreføresog Af særlige Færdigvare-Omraader nævnes Margarine og Kaffesurrogat. Endvidere Sukker, hvor en Undersøgelseskulde særlig med Henblik paa Kapitalansættelsen.I som i andre Tilfælde maa der kun regnes med den absolut nødvendige Anlægs- og Driftskapital, saaledes som den vil stille sig i en rationel Bedrift. Og kun den Del deraf, der ikke er afskrevet. Endvidere maa der naturligvis ikke tages Hensyn til ikke nødvendige Kapitalanbringelscr og Interesser i andre Virksomhederog Bedrifter. Vender vi os til Raa- og Hjælpesloffer,er særlig Grund til at pege paa Mulighederne for at beskære Monopolelementer i Prisfastsættelsen paa Kunstgødning og Byggematerialer. Med Bibeholdelse af de fornuftige Markedsdelingerog som Kartellerne har skabt, maa det Offentlige tilstræbe, at Virksomheden kun faar normal Avance. Hvad angaar Nedskæring af samfundsøkonomisk set unødvendigeOmkostningselementer Produktion og Omsætning skal her blot nævnes Rationaliseringen indenfor visse betydelige Produktioner nemlig Mejerier, Slagterier og Elektricitetsværker. Det drejer sig om Besparelser af samfundsmæssigt unødvendige Omkostninger, hvorved menes Omkostninger, der vel privatøkonomiskset være nødvendige, men som ved Samarbejde inden for Branchen kunde spares, enten derigennem, at Produktion og Omsætning blev samlet paa de billigst arbejdende Virksomheder, eller ved en større Specialisering (Arbejdsdeling) mellem Virksomhederneindbyrdes ved en bedre Udnyttels af Reservekapacitetsikret Samarbejde eller ved andre Former for fornuftigt Samarbejde inden for Branchen. Dette Samarbejde, saaledes som det vilde være blevet gennemført af en rationelt arbejdende privat Sammenslutning, er det, som Samfundet, hvis det vil have hurtige prismæssige Resultater, maa gennemtvinge — blot med den Forskel, at de sparede Omkostninger ikke bliver 1) Se Nationaløkonomisk Tidsskrift 1939, Side 184. Side 133
Overskud for
private Sammenslutninger, men overleveres til
Forbrugerne. Hvad Billiggørelse af Afsætning og Fordeling gennem rationelt Samarbejde angaar, er der ogsaa her visse Muligheder. Standardeksemplet Samarbejde mellem Mælkeleverandører til større Byer med særlig Henblik paa Besparelser i Udbringningsomkostningerne. Samarbejde vil ogsaa i nogle Tilfælde kunne reducere Reklameomkostningerne1). HANDELSPOLITIKKEN I PRISPOLITIKKENS TJENESTEEn Paavirkning af Import-og Eksportpriser i Kroner regnet, der kan faa ret stor Betydning, hvis den bliver grebet an i ordentlig Maalestok, er en Opskrivning af Kronekursen. Selvom Varestrømmen fra Danmark har væsentlig andre Aarsager end den nuværende skæve Markkurs, og selvom Begrænsningen af Importen ogsaa har andre Aarsager, kan en vis Prispaavirkning ved en Kroneopskrivning godt finde Sted, forudsat at der sker Bindinger af Markpriserne ved Overenskomst med Tyskland. Vi kommer senere tilbage til dette Spørgsmaal. For at Importpolitikken skal virke i Prispolitikkens Tjeneste, bør Staten i større Omfang, end Tilfældet er, benytte den Bemyndigelse,den til at foretage Indkøb af Varer fra Ind- og Udland, samt benytte sin importregulerende Bemyndigelse. Det vil kunne faa prismæssig Betydning, at der finder en Koncentration Sted af 1) Naturligvis gælder stadig mange af de fra den nationaløkonomiske Diskussion velkendte Indvendinger mod Indgreb direkte overfor Prisen i Stedet for indirekte Indgreb gennem Paavirkning af Udbud og Efterspørgsel, og fremmest Argumentet, at det kræver mere Administration. Men Administrationen er ogsaa blevet lettere, jævnfør Carsten Welinders Afhandling: svenska prisregleringen. Nationaløkonomisk Tidsskrift 1940. Side 84—85. En anden almindelig Indvending er, at Maksimalpriser, hvis det virkelig er lave Priser, vil medføre mindre Produktion. Dette behøver dog ikke altid være Tilfældet. En udførlig Redegørelse herfor med Udredning hvilken Betydning Driftsherrernes Prisforventninger og Funktionsforholdet Omsætning og Omkostninger har i denne Sammenhæng, i Welinders Afhandling Side 95—100. Alligevel skal man ikke bagatellisere de omtalte Indvendinger, og dette sker da heller ikke her. Tværtimod vil vi i det efterfølgende nævne adskillige prispolitiske Muligheder, netop er Indgreb gennem Udbud og Efterspørgsel og saaledes Metoder til Paavirkning af Priser, der forringer Muligheden for »sorte Markeder«, som er den direkte Priskontrols Achilleshæl. Side 134
Importen1), og da specielt hvor ekstraordinær Vareknaphed og Importregulering medfører en betydelig Nedgang i de indførte Mængder. Det vil saaledes være urimeligt, naar Importen af f. Eks. tørrede Frugter bliver formindsket med 50 % (eller vi selv gør det), at lade Importen foregaa gennem den samme Mængde Indkøb foretaget af den samme Mængde Importører. I den nuværende Situationmed Import fra Tyskland, men ekstraordinær Leveringsvanskelighedfor lang Række Varer i dette Land, udfolder danske Importører en Konkurrence om at faa Varerne hertil, der i mange Tilfælde ikke medfører, at der bliver givet saa meget som een ekstra tysk Eksporttilladelse. I Stedet kan Konkurrence meget vel føre til, at Leverandørerne sætter Priserne op. Ved en Centralisering af Importen kan der eventuelt yderligere opnaas lavere Priser ved Køb i større Partier, og i hvert Fald bliver det ikke den dyreste Importør, hvis Indkøbspris bliver normgivende. Det skal endvidere bemærkes, at hvis en effektiv Prispolitik skal drives paa dette Felt, maa det forhindres, at der opstaar forøgede Avancer gennem Spændvidden mellem Udlandsprisen og Indlandsprisen importerede Varer. Faren for Inflation maa ikke forøges Dannelsen af unødvendige Indtægter. Man maa regne med, at Indlandsprisen kan hæves, naar Importbegrænsningen skrappere, saaledes at en øget Spændvidde kan opstaa. Den forøgede Avance, der vil blive Resultatet heraf, kan forhindres ved at holde Prisen paa den importerede Vare nede ved Prisstop, hvilket antagelig maa suppleres med offentlig Rationering. hvor det er svært at rationere blot med nogen Grad af Fornuft, og hvor det ikke drejer sig om Varer, der er af stor Betydning i det almindelige Leveomkostningsindeks (der er iøvrigt gerne Sammenhæng mellem de to Forhold), bør dette undlades, og i Stedet kan Staten overtage den mulige Ekstraavance gennem Salg af Importattester eller Afgifter paa dem. Hvad Eksportpolitikken angaar, har Staten som bekendt Bemyndigelsetil forbyde Udførsel af Varer. Gennem Dispensationsbestemmelserkan kontrolleres og reguleres ganske nøje. Dette har naturligvis stor Betydning for en effektiv Prispolitik,idet vil kunne bidrage til at paavirke Leveomkostningsniveauet,at foretages en Indskrænkning af Byttehandler, hvor 1) Vi har som bekendt centraliseret Importen af enkelte vigtige Varer herhjemme efter Krigens Udbrud. Men man synes at være gaaet videre i Sverige. Se Erik Lundberg: Den svenske Prispolitik. Nationaløkonomisk Tidsskrift, 1940, Side 249. Side 135
Eksport af Varer med større Betydning for det Budget, som Leveomkostningsindeksetbygger byttes mod Import af Varer med mindre Betydning i denne Henseende. De Eksport-Ønskelister og Import-Ønskelister, vi møder frem med ved Handelsforhandlinger, er, set fra et aktuelt Forsyningssynspunkt, for meget præget af £)nske om at holde Udenrigshandelen i dens normale Baner. Skal der laves en effektiv Koordinering af Handelspolitikken og Priskontrolpolitikken, bør man naturligvis ikke alene interessere sig for Varerne, mens de er i Storhandelen, men ogsaa paa deres sidste Vej til Forbrugerne: hos Detailhandlerne. Vi har allerede nævnt, at de sidste Prislovstillæg giver det offentlige Adgang til at paabyde Prislister og Prismærkning. Med de givne Bemyndigelser Priskontrollen bidrage til Løsningen af den store Opgave en billigere Fordeling — ved Fastsættelse af Detailavancer, saaledes at man indsnævrede Mulighederne for stadig Tilgang af ikke altid lige dygtige Detailhandlere. løvrigt er Detailhandelens Rationalisering et meget stort Spørgsmaal, det vil tage lang Tid at løse. Man kunde dog teknisk set let gøre to Ting, der straks vilde arbejde i den rigtige Retning, selvom Virkningerne først vilde vise sig efterhaanden. For det første kunde man ophæve Bestemmelsen Næringslovens § 26, om at en Handlende kun maa have et Udsalg i hver Kommune. For det andet kunde man ophæve Bestemmelsen om, at Huslejekrav paa Forretningslokaler er priviligerede i Konkursbo, idet dette antagelig vil holde igen paa Husejernes Indretning af Butikslokaler. Til Overvejelse skal ogsaa nævnes det af Ejnar Lomholt i dette Tidsskrift fremsatte om Omsætningsskat1). PRODUKTIONSPOLITIKKEN I PRISPOLITIKKENS TJENESTEDet gælder med Hensyn til Produktionen, som det gælder med Hensyn til Import og Eksport: Staten har vidtgaaende Bemyndigelsertil foretage Indgreb, der kan bringes ind i Koordinationen af de offentlige Indgreb i Prispolitikkens Tjeneste. Gennem Importreguleringog af Raavarer i Henhold til den almindeligeRationeringsbestemmelse Forsyningsloven af 3. August 1940, gennem særlige Love, der paalægger Produktionspligt og gennem de almindelige Beføjelser efter Loven af 3. August, der 1) Ejnar Lomholt: Rationel Detailhandel. Nationaløkonomisk Tidsskrift 1940, Side 65. Side 136
giver Staten
Myndighed til at gribe ind i Produktionen, kan der
Set fra de Synspunkter, der her anlægges: Forhindring af Prisstigningstendenser saadanne Metoder, der er skaansomme mod den brede Befolkning, nævnes særlig følgende Indgreb: Fremskaffelse hjemlige Raa- og Hjælpestoffer indenfor andre Grene af den økonomiske Virksomhed end Landbruget1), kan der først og fremmest blive Tale om i Skovbruget og den øvrige Brændselsproduktion. effektiv Prispolitik vilde medføre, at det Offentlige Stedet for at stimulere Produktionen ved at betale væsentlig højere Priser, paalagde Produktionspligt. Dette forudsætter rent praktisk, at Hovedparten af Produktionen er samlet paa forholdsvis faa Producenter eller Sammenslutninger af saadanne. Et Skridt i den Retning er man gaaet med en Hugstpligt for Skovene, for saa vidt angaar Brænde, men ikke for Tømmer og andet Gavntræ. Gaar vi over til Industrien, kan det, der i det foregaaende er sagt angaaende Produktionspligt (som ogsaa sagligt omfatter Investeringspligt, den tyske Ordning) tilpasses til dette Omraade. de Ting, der ligger for, naar man tænker sig Produktionspolitikken under Prispolitikkens Forsyningssynspunkt, Kunstuld, Kunstsilke, Celluld, Kvælstof og Koks, idet man kan regne med, at Staalværket er paa Vej. Som en særlig Opgave foreligger Udnyttelse af Affald i Haandværk Industri saavel som hos private. Dette Arbejde er taget op. Et Spørgsmaal, der sandsynligvis er større, men ogsaa vanskeligere, Spørgsmaalet om at faa frem alle Slags Metaller og andre værdifulde Stoffer, der nu findes ude i Samfundet i en saadan Form, at det ikke kan kaldes Affald, men i Former, der er til liden eller ingen Nytte maalt med den Alen, man maa anlægge paa Nytte i en Blokadesituation med usædvanlig Knaphed paa Raa- og Hjælpestoffer. Foruden Fremskaffelse af hjemlige Raa- og Hjælpestoffer kommerfølgende til Overvejelse, hvis Produktionspolitikkenskal under Prispolitikken: Besparelser i Raastofforbruget,naar importen formindskes. Det drejer sig dels om Koncentration og Samarbejde i Produktionen med Henblik paa Raastofbesparelse, dels om Fremme af raastofbesparende Teknikog 1) Af praktiske Grunde udskiller vi en Del af Produktionspolitikken, nemlig overfor Landbruget, og behandler den i et særligt Afsnit sammen med Prispolitikken overfor Landbruget. Men de principielle Betragtninger om Prispolitikken bliver naturligvis ikke gentaget. Side 137
nikogMetoder. Af Eksempler paa vigtigere Ting nævnes for Kraftproduktionens Vedkommende Nedlæggelse af særlig raastofslugendeElektricitetsværker Samarbejde mellem de øvrige. Idealet er et samlet Ledningsnet for Højspændingsstrøm over hele Landet. Der er Tegn paa, at dette nu er paa Vej. Med Hensyn til Industrien bør nævnes Tanken om Raastofbesparelse gennem Samlingaf Dele af Næringsmiddelproduktionen paa færre Bedrifter,særlig saa vidt angaar Mejerier og Slagterier. Omfattende Nybygninger bliver der næppe Tale om, men en Raastofbesparelse kan naas ved en vis Koncentration. Tvang er nødvendig, hvis det skal naas hurtigt. Men ogsaa indenfor Tekstilindustrien og Skotøjsindustrien der Muligheder for Raastofbesparelse gennem Samarbejde og Koncentration eventuelt i Forbindelse med Standardisering.Det gælder forøget Anvendelse af raastofbesparendeTeknik Metoder. LANDBRUGSPOLITIKKEN I PRISPOLITIKKENS TJENESTEEn væsentlig Indvirkning paa Prisniveauet kunde opnaas ved en konsekvent Omlægning af Landbrugspolitikken. Der tænkes her baade paa Produktionspolitikken og Prispolitikken overfor Landbruget. Der kan næppe være Tvivl om, at en gunstig Indvirken paa Leveomkostningsniveauet kunde naas ved en Forøgelse af Planteavlsproduktionderunder Industriplanter og en Nedsættelse af den animalske Produktion. Hvad Kornet angaar, vilde LandbrugspolitikkensIndordning den almindelige Prispolitik betyde,at blev truffet en Ordning med det store Landbrug om Tilsaaning og Levering af Korn til det Offentlige til lavere Priser end de nuværende. Ellers maatte man gribe til Udstykning, løvrigt maatte man fremskynde hurtigt virkende Grundforbedringsarbejderog Dyrkningspligt for übenyttede Arealer i private Hænder. Endvidere, hvis det skønnes hensigtsmæssigt, trinvis Forøgelse af Produktionen af Fodersukkerroer og Foderkartofler.Eventuel til det lille Landbrug til Omlægning og Støtte til effektiv Anvendelse af grønne Afgrøder. Indskrænkningaf animalske Produktion i stærkere Grad end allerede har fundet Sted vil lette Forsyningen og Produktionen for Gryn, Foder til Heste, Skummetmælk og Spisekartofler. Da det lille Landbrug er kriseramt, medens det store har haft forøgede Indtægter,bør Side 138
tægter,børIndskrænkningen af Kreaturbestanden finde Sted »fra oven og nedefter«. (Man har jo allerede været i nogen Grad inde paa at forbeholde det mindre Landbrug en anseelig Del af Svineholdet).Samtidig man dog for Køernes Vedkommende se paa deres Mælkeproduktion. Det er klart, at det er administrativt meget lettere at nedbringe Kreaturbestanden ved Forhøjelse af Kornprisen, men af sociale Grunde maa Kornprisen ikke stige. Den skal nedad. Lavere Kornpriser vil iøvrigt støtte de smaa Brugs Økonomi og bidrage til, at der kan lægges Loft over Hjemmemarkedsprisen paa Smør, Flæsk og Kød. Men derudover kan Niveauet lægges lavere, naar man gennemfører en rationel Gældsordning med Gældsnedskrivning, Loft over Prioriteterne og konjunkturbestemt Rente jfr. Kreditforeningsdir. Orla Buhls Plane 1). Den passive Kapital kan med Fordel give sit Bidrag for at slippe for Inflationen, og Landbruget maa opgive sit Standpunkt, at alle skal have, fordi nogle trænger. Det store Landbrug faar i Virkeligheden med den nuværende Landbrugspolitik en særlig Præmie ud over Produktionsomkostningerne, hvilket er i afgjort Strid med de Retningslinjer, der gælder i Prispolitikken overfor andre Erhverv. Det Forslag har været fremsat, at alle eller en Del af de Indtægter, nu forskudsvis udbetales Landbruget af Nationalbanken, tilbageholdes mod en tilsvarende Nedskrivning af Landbrugets En Variant af dette Forslag gaar ud paa Tilbageholdelse af et Beløb svarende til Kapitalforringelsen i Landbruget de ekstraordinære Nedslagtninger. Den sidste Variant er paa en Maade mere praktisk, som det netop refererer sig til Penge, der ellers ikke vilde være kommet ind og saaledes ikke beskærer normale Indtægter. Til Slut blot dette: Kronehævning og Eksportindtægternes Beslaglæggelse ikke indbyrdes afstemt og anlagt paa samtidig Anvendelse. vis Kronehævning kunde derimod godt anvendes sammen med de førstnævnte Forslag til Omlægningen i Landbrugspolitikken. Kronehævning uden Gældssanering for Landbruget være en social Ulykke. Kronehævning begrænser ikke Indtægterne i det store Landbrug — hvor der tjenes mere — men i det lille Landbrug, der ikke har Merindtægter af Betydning. 1) Orla Buhl: Byggeriet som Led i Planøkonomi, 1941, og tidligere Skrifter. Side 139
FINANSPOLITIKKEN I PRISPOLITIKKENS TJENESTEDe inflationshæmmende Forholdsregler, der kan være Tale om, hvis Finanspolitikken indordnes under det fælles prispolitiske Synspunkt, kan grupperes saaledes: Begrænsning af Udgifterne, som det her vil føre for vidt at komme ind paa, Fremskaffelse af nye Indtægter og Omlægning af de indirekte Skatter. Hvad angaar nye Indtægter, skal det bemærkes, at ud fra Grundforudsætningen, det gælder om at anvise inflationsbekæmpende Forholdsregler, der saa vidt muligt er skaansomme overfor den brede Befolkning, maa det særlig blive Skatter paa den bedre stillede Del af Befolkningen, der skal overvejes. Den Fare, der truer ved en Forøgelse af Skatter paalagt de bedststillede, er velkendt. er Faren for, at Opsparingen skal gaa væsentlig tilbage. i Bekymringen for, at Maskin- og Bygningskapitalen skal forringes, maa man ikke glemme Faren for, at den »personlige — til Skade for Arbejdsevnen — forringes. Ved »personlig Kapital« tænkes paa Arbejderens og hans Families Foderstand, Beklædning og Boligstandard (herunder Opvarmning). Fare er lige for Haanden under kraftige Prisstigninger, maa man, hvad Kapitalopsparingen angaar, erindre, at en forholdsvis stor Del af denne utvivlsomt foregaar i Aktieselskaber og saaledes ikke bliver ramt af en Forøgelse af de personlige Skatter. Endvidere maa det erindres, at for mange aktive er en vis Opsparing en forretningsmæssig Nødvendighed. naturligvis gaar det ikke an at se bort fra, at opsparede Midler kan blive opspist. Det offentlige maa derfor søge at modvirke dette — hvis Prispolitikken skal gøres effektiv — ved direkte Forbrugsbegrænsning og ved Kontrol med Formueforbrug Eks. ved Anmeldelsespligt for Salg af fast Ejendom, og Papirer og for Udtræk af Banker og Sparekasser over et vist Beløb. Hvis denne Metode ikke slaar til, er der kun een Udvej: Tvangsopsparing. Skal
Finanspolitikken derfor træde i Prispolitikkens
Tjeneste, Den vigtigste Indvending mod direkte Skatter paa de økonomisk bedre stillede som Middel til Bekæmpelse af Inflation ligger deri, at det ikke altid vil være saaledes, at de Velhavende vil indskrænke deres Forbrug ret meget af netop de Varer, der opstaar øget Knaphedpaa: maa direkte Forbrugsbegrænsning supplere. I Side 140
alle Tilfælde
maa det Indtryk ikke fæstnes, at man her har et
Som en tredje Gruppe Forholdsregler nævntes: Omlægninger i den indirekte Beskatning. Hvad Forbrugsafgifterne angaar (de er jo i øjeblikket vigtigere end Tolden), er der ret store tekniske Muligheder for en Demokratisering. Det vil blive indvendt, at hvad er Nødvendighedsvarer, og hvad er Luksus? Vi gaar her ud fra den enkle Definition, at saadanne Varer, som spiller en relativ større Rolle i de bedrestillcdes Budget, er Luksusvarer. Grænsen maa sættes efter praktiske Hensyn. Her skal blot som Eksempler nævnes Nedsættelse af Afgiften paa Sukker og Kaffesurrogat og Nedsættelse af den »indirekte Beskatning«, der findes i den offentlige paa Gas. Til Gengæld forøgede Indtægter ved nye indirekte Skatter; nemlig Omsætningsafgifter paa alle Slags Luksusvarer i Lighed med Automobilomsætningsafgiften, f. Eks. paa Smykker, Antikviteter, Tæpper, Malerier, Grunde til privat Villabebyggelse og Anvendelse (Haver, Tennisbaner m. m.),Heste til Ridebrug. Endvidere Omsætningsafgift paa Restaurationsregninger. saadan Demokratisering af den indirekte Beskatning vil have en mærkbar Indflydelse paa Leveomkostningsniveauet i nedadgaaende Retning, uden at det Offentliges Indtægter formindskes. Vi bevæger os nu
paa Overgangen fra Finanspolitikken til
Socialpolitikken, SOCIALPOLITIKKEN I PRISPOLITIKKENS TJENESTEForuden den i det foregaaende omtalte direkte Prispaavirkning gennem Skattepolitik, maa Opmærksomheden henledes paa en anden mere indirekte Maade, hvorpaa Skatter kan bringes i Anvendelse. kan nemlig gennem visse Skatter bevirke en større Lighed i Konsumet. Som det vigtigste Eksempel skal nævnes Skat paa Værelser over et vist Tal pr. Familie. Man kan f. Eks. give et skattefrit Værelse pr. Familiemedlem. Værelser over dette Tal beskattes efter en progressiv Skala, d. v. s. større Skat pr. Værelse for flere Værelser over det skattefrie Minimum. For udlejede Værelserbetales Hvis en Skatteyder ejer eller lejer flere Huse, lægges Værelsernes Antal sammen. En Skat af denne Art vilde, hvis den var tilstrækkelighøj gennemførtes i Forbindelse med supplerende Foranstaltninger,gennemtvinge Nedgang i Forbruget af Værelser hos Overklassen Side 141
og Mellemklassen, og en Forøgelse af Værelser og smaa Lejligheder, som udlejes, og derigennem forhindre en Stigning i Lejen for smaa Lejligheder og Værelser. Hvis Progressionen i Skatten og Grundbeløbet er tilstrækkelig høj, kan man endog forvente en Nedgang i Lejen, hvilket vil have stor Betydning for Pristallet for Leveomkostninger. I Betragtning af det væsentligeFald Byggeriet og i Betragtning af den lave Ledighedsreserve af Lejligheder,som at mange Arbejdere spilder Tid og Penge paa at komme fra og til deres Arbejde, fordi de ikke kan komme til at bo i Nærheden,er her omtalte Skat af Betydning. Da det imidlertid ikke er absolut givet, at en Indskrænkning i de bedrestilledes Værelsesforbrug betyder et tilsvarende Udbud af Værelser og smaa Lejligheder til Leje, maa der til Skatten knyttes forskellige supplerende Foranstaltninger, der særlig vendes mod Husejere. Den eksisterende Lovbestemmelse om særlig billige Laanemuligheder for Husejere, der lader ledige Lejligheder og Værelser omdanne til smaa Lejligheder, kunde kombineres med en Skat paa dem, der ikke benyttede sig heraf inden for en vis Tid. Da et Fald i Lejeniveauet eller blot en Standsning af dets Stigning kan bringe særlig gældsatte Husejerei vanskelig Situation, maa der ogsaa her Gældsordningsregler til1). Der foreligger herudover en anden Mulighed for at paavirke Lejen, nemlig Nedskæring. Ogsaa her maatte man supplere med en Gældsordning. Forslag paavirker dog ikke Udbuddet af Lejligheder og er derfor næppe tænkeligt uden en Slags Lejlighedsrationering, jævnfør Verdenskrigens Aar. Under Socialpolitik (ligeledes med ikke ringe Tilknytning til Finanspolitikken) maa ogsaa nævnes en anden vigtig og lidet debateret Forholdsregel: nemlig offentlig Tilskud fil Nedbringelse af Prisen paa særlig vigtige Varer. Vi har et Tilløb til den i Dag paa et enkelt Punkt, idet Finansministeren betaler en vis Del af det Tilskud til Rugbrødsfabrikationen, der holder Rugbrødsprisen I England var man allerede under mit Ophold derovre for et Aar siden kommet et godt Stykke ind paa den Vej. Sir John Simon meddelte saaledes i Underhuset den 31. Januar 1940, at han brugte 1 Mill. engelske Pund om Ugen til at holde Priserne nede paa Brød, Mel, Kød og Flæsk. I Danmark burde Systemet omfatte de samme Varer eventuelt med Tilføjelse af Brændsel2) Det siger sig
selv, at Finansiering ikke maa finde Sted ved
1) Orla Buhls tidligere nævnte Gældsordning tager ogsaa Sigte paa Byejendomme. 2) Om Subventionspolitikken i Sverige — særlig Prisudjævningsbidraget til Mejerierne — se Erik Lundberg: Den svenske Prispolitik, Nationaløkonomisk 1940, Side 249—250. Side 142
centerforat faa
Priserne nedsat eller for at forhindre Prisforhøjelsemaa
Et særligt Problem melder sig her: om de nedsatte Priser skal gælde alle eller kun de økonomisk daarligst stillede. Det vil efter Forfatterens Mening være forkert at sælge Nødvendighedsvarer til Overklassen og Mellemklassen reducerede Priser, uanset at man derved opnaar, at Metoden ikke faar saa stærkt Skær af Socialhjælp. Det vil blive indvendt, at det jo kan være ligegyldigt fra et socialt Synspunkt, om Overklassen og Mellemklassen Adgang til billige Nødvendighedsvarer eller ej, naar de blot selv betaler. Men dette Modargument har ikke megen Vægt, thi disse Befolkningsgruppers har visse Grænser, og hvad der skaffes af Midler fra disse Kilder bør benyttes socialt — ikke med det æstetiske Formaal at dække over, at der er økonomisk Ulighed i Danmark. Subventionsmetodens ligger netop i - som fremhævet af Lektor Winding Pedersen1) —at denne Metode kan individualiseres: man kan koncentrere sig om, at dæmme op for Nødvendighedsvarernes Prisstigning, og man kan indrette Tilskuddene saadan, at de kun kommer de mindrebemidlede Forbrugere Gode. Direkte Regulering af Forbruget er et andet Element i en Socialpolitik ind under det almindelige Prissynspunkt. Denne Forholdsregel der tænkes paa Rationering — har dels en direkte Værdi (som dog ikke maa overdrives, noget Universalmiddel er Rationering ikke) og dels en Værdi som supplerende Foranstaltning til flere af de tidligere nævnte Indgreb. Den direkte Værdi ligger i, at det offentlige gennem Rationeringer kan hjælpe Refolkningen til at spare paa de rigtige Steder, nemlig paa de Varer hvor Forbruget f. Eks. som Følge af Rlokaden — ikke kan udvides, men maa indskrænkes. Som nævnt bliver Rationering ogsaa nødvendig som supplerende Foranstaltning. Det vil forstaas, at det, der sker ved en effektiv Anvendelse af flere af de Forholdsregler, der er omtalt i det foregaaende,er, man nedsætter Priserne direkte gennem Fjernelse af forskellige Afgifter, Avanceelementer og unødvendige Omkostninger,eller man nedsætter dem gennem Tilskud. Man regner med, at dette kan ske, uden at Produktionen formindskes. Men man bekymrer sig i første Omgang ikke om Efterspørgselen. Nu vil Prisnedsættelse have en vis almindelig Tendens til at forøge Efterspørgselen efter de paagældende Varer. Det er sandsynligt, at dette i mange Tilfælde ikke faar praktisk Betydning2), men i 1) Prisernes Regulering, Nationaløkonomisk Tidsskrift 1939, Side 276 og flere Steder. 2) Tag som Eksempel Prisnedsættelse paa Byggematerialer. Efterspørgselen disse bliver næppe afgørende bestemt af Nedsættelse i Priserne. Andre Omstændigheder, der bestemmer Byggeriets samlede Omfang, er sikkert Side 143
enkelte Tilfælde kan man godt tænke sig, at der opstaar følgende Problem: Kan man tilfredsstille Efterspørgselen til den nye relativt lavere Pris? Da Raastofmangler under Blokadesituationen vil sætte snævrere Grænser for Produktionsudvidelse, kan det tænkes, at man maa gribe til Rationering for at fordele Udbuddet af Varer mellem Efterspørgerne. Da det er klart, at Prisproblemet ud fra det i denne Artikkel anlagte væsentlig kun har Interesse som en Afspejling af Forsyningsproblemet, bør det bemærkes, at der ved Anvendelse af Rationeringer naturligvis ikke er Tale om at undgaa Nedsættelse af Levefoden. Men gennem Rationeringens praktiske Tilrettelægning kan man atter tilstræbe at gardere den brede Befolknings Forbrug saa meget som muligt. Den saglige Nødvendighed af Besparelser, der hvor Forbruget er stort, sætter imidlertid ofte snævre Grænser herfor. Der kunde dog nok gøres mere, end der bliver gjort. KAN DE NÆVNTE INDGREB FORVENTES ANVENDT I ET SAADANT OMFANG, AT INFLATIONEN UNDGAAS?I det foregaaende er der gennemgaaet en lang Række Indgreb, der tilsigter at bekæmpe Prisstigningerne paa en forholdsvis skaansom for den brede Befolkning. Det vil være et stort og vanskeligt Arbejde at overveje, om de omtalte Forholdsregler, hvis de aile blev gennemført med fuld Effektivitet, vilde kunne skabe en Modkraft, der var tilstrækkelig til at forhindre Inflation, hvis Krigen og Blokaden varer. Men der er Grund til at tro, at de vilde gaa en lang Vej i den Retning. Den teknisk-økonomiske Effektivitet kan næppe betvivles. Tvivlen kommer ind ad en anden Dør. Der kan nemlig sættes Spørgsmaalstegn ved de politisk-økonomiske for at gennemføre dem. Hvad angaar Priskontrolpolitikken, vil saavel Ændringen af § 8, saaledes at ikke enhver Omkostningsstigning kan indkalkuleres i Prisen, som den dermed i Forbindelse staaende Kartelliseringsbemyndigelse Priskontrollen, støde paa Modstand hos Industriens og Handelens Indehavere. De omtalte yderligere Bemyndigelser vil nok blive gennemført, men ikke de første Maaneder. Med Hensyn Handelspolitikken vil Koncentration af Import støde paa en lignende Modstand. Eksportbegrænsning vil støde paa Modstand i Eksporterhvervene og kræve Indforstaaelse hos vor store Kunde. Betragter vi
Spørgsmaalet om at hæve Kronekursen, maa det Side 144
Hensynet til
den politiske Grundtese om det saakaldte nationale
Hvad angaar Produktionspolitikken, vil Produktionspligtog tvungen Anvendelse af Produktionsfaktorer støde paa kompakt fra de allerede nævnte Tilhængere af den private Ejendomsret. Koncentrering af Produktionen vil støde paa Modstand de mindre effektive Foretagender. Ser vi paa Landbrugspolitikken, vil Tanken om Korn-Produktionspligt meget vanskelig at gennemføre i Praksis Det bliver heller ikke nemt at komme ned med Kornpriserne. Med tvangsmæssig af den animalske Produktion forholder det sig paa samme Maade. Kronehævning er omtalt. Bortset fra Husmændene saavel Landbrug som besiddende By-Erhverv være imod Gældsnedskrivning. Med Hensyn til Finanspolitikken, specielt Forhøjelse af Progressionen Indkomstskatten og Stramning af Merindkomstskatten, gaar den politiske Tendens i Øjeblikket tydeligvis den modsatte Vej. Demokratisering af Forbrugsskatterne vil ogsaa være politisk vanskelig og tager Tid. Saa er der endelig Socialpolitikken i Prispolitikkens Tjeneste. Her vil Værelsesskatten blive stemplet som kulturfjendtlig, hvilket den naturligvis ogsaa er — set fra Overklassens og Mellemklassens Synspunkt. Direkte Lejesænkning er mere populær, men skal der røres ved Realkreditten, vil en kompakt Modstand melde sig. Tilskudspolitikken daarlig udstrækkes paa et Tidspunkt, hvor Skattepolitikken lempes. Derimod vil Forholdene nok tvinge til flere Rationeringer til Trods for politisk Modstand. Forsøges nu et Helhedsbillede af de her nævnte Enkeltheder, maa det blive, at adskillige af de omtalte Forholdsregler vil støde paa en stærk Modstand hos betydningsfulde Samfundsgrupper. Og at andre Forholdsregler vil kræve vidtgaaende økonomiske Forhandlinger Tyskland. En hurtig og effektiv Anvendelse af dem alle er derfor ikke at vente, og fortsat Prisstigning maa derfor anses for overvejende sandsynlig, hvis Krigen og Blokaden varer. Man vil endvidere se, at Prisstigningernes Bekæmpelse ikke er et isoleret økonomiskpolitisk men et Spørgsmaal, der er et integrerende Led af meget store p oli ti sk-økonomiske Spørgsmaal. |