P. A. Callø: KREDITFORENINGERNE OG LANDBRUGETS GÆLDSPROBLEM. København 127 S.

Denne Redegørelse falder i tre Hovedafsnit: Kreditforeningernes Historie,
Kreditforeningernes Teknik og Organisation og Kreditforeningerne og
Landbrugets Gæld.

Første Afsnit giver en overordentlig interessant Redegørelse for hele
Kreditforeningssystemets Udvikling her i Landet fra det første famlende
Forsøg og indtil det høje tekniske Stade, hvorpaa det nu staar.

I andet Afsnit er det bl. a. værd at hæfte sig ved Direktør Callø's Betragtninger Vurderingsansættelserne. Det var et af de Spørgsmaal, som blev ret indgaaende behandlet i Realkreditkommissionens Betænkning, idet som bekendt Vurderingerne særlig i visse Egne af Jylland laa meget højt. Direktør Callø vil heller ikke benægte, at en ikke ringe Optimisme har gjort sig gældende ved Vurderingerne. Han udtaler herom paa Side 57, at »Vurderingerne vidner om et lyst Syn paa Landbruget. Saaledes har det altid været, og saadan er det den Dag i Dag«. Han afviser ganske vist ikke Bestemmelsen i den nye Kreditforeningslov om, at Vurderingsmændene skal være uafhængige af Laantagerne, men har paa den anden Side ikke nogen overdreven Tro paa, at det lyse Syn vil blive væsentligt ændret.

Langt det interessanteste Afsnit er det sidste om Kreditforeningerne og Landbrugets Gæld. Det kan ikke forundre, at Kreditforeningsmanden fra anser Kreditforeningernes historiske Mission for afsluttet. Den Gældspolitik, vi skal føre i Fremtiden, er bundet til dette System, mener Direktør Callø, og han gaar ind for højforrentede Kreditforeningslaan, man har Mulighed for at omprioritere. Han beskæftiger sig iøvrigt indgaaende med de forskellige Forslag til konjunkturbestemte Renteydelser, der har set Dagens Lys i den sidste halve Snes Aar, og stiller som Helhed køligt overfor disse Former for Renteydelser. Dog lader han en lille Dør staa aaben for den konjunkturbestemte Rente, nemlig specielt for Arve- og Sælgerprioriteter. Saadanne Foranstaltninger kan begrundes med, at det vel ikke er helt urimeligt at lade Sælgeren og Medarvingerne Del i Risikoen ved Ejendommens Drift.

Til Slut kan det anføres, at Direktør Callø vender sig mod at gøre Landbrugets til Reguleringsmaalestok for konjunkturbestemte idet han er bange for, at Opgivelserne fra de regnskabsførende under de Forudsætninger maaske ikke bliver helt rigtige. Stedet skulde man bruge objektive Kriterier, d. s. v. Priser. Hertil kan anføres, at man formentlig nok uafhængigt af Det landøkonomiske Driftsbureau kunde beregne et brugeligt Indeks for Landbrugets Konjunkturer Eks. paa Grundlag af den officielle Statistik. Dernæst maa man stille sig tvivlende overfor, om et rent Prisindeks er det rigtige Maal for

Landbrugets Konjunkturer; dette kan i hvert Fald ikke være Tilfældet, hvis det skal anvendes indenfor de enkelte Ejendomsgrupper. Her kommer man antagelig ikke uden om, at et saadant Indeks maa være en Funktion baade af Pris og Mængde. Kjeld Bjerke.