Erich Schneider: EINFOHRUNG IN DIE GRUNDFRAGEN DES INDUSTRIELLEN RECHNUNGSWESENS. G. E. C. Gads Forlag, København 1939. 178 Sider. VIII Bilag.

Professor ved Aarhus Universitet E. Schneider har udgivet en Lærebog for de Studerende (vordende Økonomer og Ingeniører). Fremstillingen, der er paa Tysk, er iflg. Titlen en Indføring i det industrielle Regnskabsvæsens I Forordet betoner Forf., at Rogen er skrevet i Overensstemmelse med Maalene for akademisk Undervisning, saaledes at man forgæves vil søge, hvorledes Virksomheden X har organiseret sit Regnskabsvæsen, hvorledes Virksomheden Y kalkulerer. Fremstillingen har med andre Ord til Formaal at trække de principielle Linier for det industrielle Regnskabsvæsen frem. Der forudsættes kun Kendskab til det dobbelte Bogholderis Teknik og til Aarsafslutningens Teknik.

Væsensforskellighederne inden for alt industrielt Regnskabsvæsen ligger, naar man har ovennævnte Maal for Øje, deri, om der i Regnskabsvæsenet arbejdes med »virkelige« Tal (Ist-Kosten) eller under en eller anden Form med Tal baseret paa Rudget. (Partiel- eller Totalbudget).

I en forholdsvis kort Indledning behandles Omkostningsbegrebet, Synspunkter Opdeling i Driftsbogføring og Finansbogføring (Geschäftsbuchhaltung) Omraadet Omkostningsstatistik. Forf. bygger i stor Udstrækning Synspunkter fremsat i nogle Artikler i 1937_—38 i Tidsskriftet »Technik und Wirtschaft« af dettes Udgiver, Dr. Ing. Otto Rredt, Berlin, med hvem Forf. iflg. Rogens Forord har staaet i nært Samarbejde.

I et Afsnit betegnet: »Die beiden Grundformen der Retriebsrechnung: Auftragsrechnungund
foretager Forf. et noget voldsomt
Opgør med »Kalkulationsregnskabet«. Det ligger Forf. meget stærkt paa

Sinde at betone, at et Regnskabsvæsen, der har til Maal at fremstille Tal til Brug for Efterkalkulationer, er logisk uholdbart og forældet, medens derimod et Regnskabsvæsen, der tilsigter ved Indtræden af Forkalkulationenat Afdelingernes Indsats, er det eneste rigtige, selvom der maa gives Afkald paa den afstemmelige Efterkalkulation.

Fremstillingen, der naturligvis i det væsentlige maa blive en Gennemgang det interne Driftsregnskabs Omraade, behandler dette, efter i et kortere Kapitel at have fremstillet Synspunkterne for Stykkostregnskabet, ud fra følgende Hovedinddeling: 1. Det interne Driftsregnskab som »Kalkulationsregnskab« »Ist-Kosten« Grundlag, 2. Det interne Driftsregnskab »Kalkulationsregnskab« paa »Plankosten« Grundlag, og 3. Det interne Driftsregnskab som Afdelingsregnskab paa »Totalplanung« Grundlag.

Med Udgangspunktet i en principiel Opdeling af en industriel Virksomheds Hovedomraader i a) Indkøbsfunktion (Einkaufsbereich), b) Produktionsfunktion (Transformationsbereich) og c) Salgsfunktion (Geschäftsbereich) Forf. i de nævnte tre Kapitler en Fremstilling af Væsensforskellighederne imellem de tre Regnskabsformer.

Fremstillingen peger paa de Svagheder, der givetvis altid vil være ved »Kalkulationsregnskab« paa »Is t-K osten« Grundlag, hvor bl. a. Beskæftigelsesgradens Svingninger kommer til at øve Indflydelse paa Sammenligningsgrundlaget, og hvor der naturligvis ikke ved Hjælp af Bogføringen alene er Lejlighed til at konstatere Afvigelser imellem Budgettal faktiske Beløb.

I Afsnittet om det interne Driftsregnskab som »K alkulationsregnskab« »Plankosten« Grundlag redegør Forf. for Fordele og Mangler ved den Regnskabsform, der bygger paa Anvendelse af Normalpris Materialer og forudberegnede Timepriser for Hoved- og Hjælpeafdelingers Ved at indskyde disse faste »Soll-Werte« i Regnskabssystemet opnaas, at man af Produktionsregnskabet kan udlede det talmæssige Udtryk for: 1. Afvigelse paa Grund af Svingning i Beskæftigelsesgraden, 2. Afvigelse paa Grund af de faktiske Omkostningers Uoverensstemmelse med de budgetterede.

Paa Grund af den enkelte Ordres Midtpunktstilling i Regnskabssystemet, der kræver Efterkalkulation paa »Ist-Mengen« og »Ist-Stunden« Grundlag, opnaas imidlertid ikke en fuldstændig talmæssig Kontrol med Produktionsafdelingen, man kan hævde, at den Kendsgerning, at der ikke er arbejdet med Planværdier for den til Salgsfunktionen overførte stadig tilslører Beregningen af disse to Afdelingers virkelige

Ved at forlade Kalkulationsregnskabet, d. v. s. opgive Efterkalkulationen (NB!) og indskyde budgetterede Enhedspriser for den planlagte Produktion,d. s. Opbygning af det interne Driftsregnskab som Afdelingsregnskabpaa af en »T otalplanung« (Standardmetoden)opnaas — udover de Fordele som nævntes i Forbindelse med Omtalen af »Kalkulationsregnskabet paa Plankostengrundlag«— Afvigelserne inden for Produktionsafdelingen yderligere opspaltes i: 1. Afvigelse i »Materialbereich«, og 2. Afvigelse i »Arbeitsbereich«,hvilket vil sige, at der gives talmæssige Udtryk for det Tab eller den Fortjeneste, Produktionsafdelingen har opnaaet ved MerellerMindre-Forbrug

ellerMindre-Forbrugaf Materialer i Forhold til Forkalkulationen og for det Resultat (Tab eller Fortjeneste), Produktionsafdelingen paa det tidsmæssige Omraade har opnaaet, set i Relation til »Planstunden« ved den aktuelle Beskæftigelsesgrad.

Det maa siges, at Forf. i sin Fremstilling har behandlet Problemer, der har den allerstørste Interesse for den fremtidige Regnskabsaflæggelse, men det forekommer Anmelderen, at der er gjort altfor haardt op med de gængse veltjente Fremgangsmaader til Fordel for »Afdelingsregnskabet«. Især maa det betones, at der ikke i Fremstillingen paa tydeligere Maade er peget paa »Afdelingsregnskabets« Begrænsning. Det maa naturligvis erkendes, at i Teorien kan man naa langt under Devisen »Stiickkostenvorreichnung Sollkostenrechnung«, men det burde have været anført paa tydeligere at i Praksis er det særlig Virksomheder med Seriefabrikation (subs. Massefabrikation), der har Udbytte af denne Regnskabsform. Om dette Forhold indskrænker Forf. sig til flg. Bemærkning: »Nur in ganz wenigen₁) Fallen ist die Betriebsrechnung auf der Grundlage geplanter Herstellkosten n i c h t durchfuhrbar, nämlich dort, wo die Einzelfertigung herrscht und sich die einzelne Vorrechnung nicht lohnt.« Man maa derfor stille sig noget tvivlende over for Værdien af i denne Form at indføre Studenterne — med deres spinkle regnskabsmæssige Indsigt — i disse Synspunkter.

Et særligt Afsnit af Bogen helliger Forf. Behandlingen af Kontoplaner og Synspunkterne for Sammenspillet mellem Finansbogholderiet (Geschäftsbuchhaltung) det interne Driftsregnskab (med vedføjede Eksempler). Der skelnes her mellem tre Grundformer: 1. Radikaler Monismus, 2. Gemässigter og 3. Dualismus. Ved radikaler Monismus forstaar de Kontoplaner, der paa Grundlag af det dobbelte Bogholderis Systematik har sammenbygget Finans- og Driftsbogholderiet til en Enhed. Ved gemässigter Monismus förstaas de Kontoplaner, der nok har sammenbygget de to Regnskabsomraader, men som for Afdelingsregnskabernes betjener sig af Statistik, dog baseret paa Bogholderiets Ved Dualismus förstaas endelig den Regnskabsorganisation, betjener sig af to adskilte Bogholderier (Geschäftsbuchhaltung Betriebsrechnung), der dog er sammenknyttet ved afstemmelige og iøvrigt baseret paa det dobbelte Bogholderis Systematik.

Som den typiske Repræsentant for radikaler Monismus nævnes Professor Schmalenbachs Kontenrahmen. Forf. maa formentlig her have gjort sig skyldig i en Misforstaaelse, idet Schmalenbachs Kontoplan i Realiteten dækker tre af Forf. nævnte Former, men Schmalenbach har i sin Bog ladet dette Spørgsmaal staa aabent til individuel Afgørelse, hvilket bl. a. fremgaar følgende:

Der vorliegende Kontenplan geht davon aus, dass das gesamte Rechnungswesen Betriebes in allen seinen Teilen ein Ganzes bilden muss. Auch Erhebungen, die z. B. auf statistischem Wege oder in unmittelbarem Zusammenhang mit der praktisehen Arbeit erfolgen, stehen nicht ausserhalb der Buchhaltung. Andererseits darf der Kontenrahmen so verstanden werden, als ob durch ihn eine Ein-

---

1) Fremhævet af Anmelderen.

heitlichkeit gefordert wiirde, die såmtliche Buchhaltungsarbeit eine einzige Abteilung zwångt. Auch darf man nicht glauben, dass etwa bestimmten Buchhaltungsformen der Vorzug gegeben werde. Ganz besonders ist darauf hinzuweisen, dass nicht iiberall da, wo von einem Konto die Rede ist, ein wirkliches Konto der dobbelten Buchhaltung se i. Es ist duchaus in der Ordnung und muss in vielen Fallen empfohlen werde n, nicht die åusseren Formen der doppelten Buchhalung anzuwenden, sondern sich anderer Formen der Statistik zu bedienen.

Aber den einen grossen Vorzug der doppelten Buchhaltung, die systematische Erfassung der Bewegungsvorgänge, sollte man um keinen aufgeben. In diesem Grundsatz der Erfassung der Vorgänge an ihren beiden Enden liegt ein so ungemein grosser Vorteil, dass man nicht auf ihn verzichten solltei).

Endelig fremgaar det tydeligt af det bekendte grundlæggende Skema i »Kontenrahmen« (6. Udgave, S. 16), at Schmalenbach fuldtud er bekendt med Begreberne Finansbuchhaltung (Geschäftsbuchhaltung) og Betriebsbuchhaltung.

Professor Schneider giver ogsaa i sin Omtale af Kontoplaner førnævnte Ingeniør O. Bredt Forrangen ved med Forkærlighed at behandle denne Forfatters Synspunkter for Kontoplaner, der i det væsentlige bygger paa en Adskillelse mellem kortfristet Betriebsrechnung og langfristet Geschäftsbuchhaltung, som tilsyneladende ikke betjener sig af afstemmelige Mellemregningskonti.

Som tidligere nævnt er der i Bogen rørt ved »livsvigtige« Problemer for Fremtidens industrielle Regnskabsvæsen, men det kan maaske siges, at Bogen gennem en noget ensidig Fremstilling har fjernet sig noget fra det, Titlen giver Udtryk for. Hvad Bogens Værdi for de i Praksis virkende Industridrivende, Grossister, Revisorer m. fl. (Forord og Forlagsanmeldelse) tror jeg, at den Kendsgerning, at Forf. har betjent sig af en vanskelig tilegnelig Symbolbetegnelse i Forbindelse med en — efter mit Skøn — ofte overflødig matematisk Bevisførelse, vil virke som en Hemsko en større Udbredelse i disse Kredse.