|
Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 3. række, 48 (1940)ET STYKKE FRANSK DOGMEHISTORIE FRA EFTERKRIGSTIDENARNE LUND DER er i
Økonomien Tradition for at skelne mellem forskellige
Besvarelsen prætenderer dog kun at være en Anmeldelse i Sammenhæng af de franske Forfattere, der synes at rage op i Efterkrigstidens omfangsrige Literatur paa godt og ondt om økonomiske og et Forsøg paa at placere disse Forfatteres Bidrag i Relation til de Teorier, der har domineret Diskussionen i denne Periode i den omgivende Verden. At Frankrig i det 18. og 19. Aarhundrede har skænket Nationaløkonomienfremragende selvstændige Bidrag, behøver ikke nærmere Paavisning. Man behøver blot i Flæng at nævne Navne som Quesnay, Jean Baptiste Say, Walras og Cournot, og bevæger man sig over paa det statistiske Felt, vil Listen over store Navne blive endnu mere righoldig. Ses der bort fra disse Side 309
Navne, er der imidlertid meget, der tyder paa, at ældre fransk Nationaløkonomi navnlig i det 19. Aarhundrede er præget af Frankrigs Beliggenhed mellem den angelsaksiske og den tyske Skole, der førte an i Literaturen i denne Periode. Dette gælder saaledes om Bastiat's Harmonilære og den af Gide doceredehistoriske, Socialøkonomi, der var en eklektisk Udformning eller rettere Udartning af henholdsvis den klassiske og den historiske Skoles Dogmer. At dømme efter rent ydre Ry synes den økonomiske Tænkning i Frankrig ikke at have været særlig værdifuld i den sidste Snes Aar. Her spiller givetvis det franske Sprogs vanskelige Tilegnelsesgrad vis Rolle, men er dog langtfra Undskyldning nok; thi de Forfattere, der er nævnt ovenfor, er dog blevet læst i Udlandet, hvorledes er da paa den anden Side svensk Nationaløkonomi berømt? En anden og mere plausibel Forklaring ligger formentlig i den Omstændighed, at Frankrigs økonomiske og Udvikling i det sidste halve Aarhundrede har bevaret et ret ensartet og stillestaaende Præg og derfor ikke har givet Anledning til saa dybtgaaende Spekulationer, som man møder i Tyskland, England og Sverige, der hører til de førende Lande i Europas industrielle og merkantile Udvikling i dette Aarhundrede. er i saa Henseende tilstrækkeligt at pege paa det Forhold, at Frankrig ikke i Efterkrigstiden har haft et Arbejdsløshedsproblem kæmpe med af blot tilnærmelsesvis samme Omfang de nævnte andre, europæiske Stater, hvad der hænger sammen med Landbrugets og Smaabedrifternes stadig dominerende i Frankrigs Erhvervsstruktur. Den økonomiske Debat Frankrig kreser fortrinsvis om Budgettet og Francen og de Intriger af politisk Karakter, der mentes at influere paa disse Spørgsmaal, men kaster sig ikke ud i de strukturelle og konjunkturelle Spørgsmaal omkring Beskæftigelsesproblemet, fordi dette simpelthen ikke har været akut. Dette forhindrer naturligvis ikke, at den stille Videnskabsmand kan sysle med de mere virkelighedsfjerne, teoretiske Spørgsmaal, der har været drøftet af Økonomerne i dette Aarhundrede. Her møder man imidlertid en tredie og ikke uvigtig Forklaring paa den franske Nationaløkonomis tilbagetrukne Position. Den økonomiskeDisciplin fremdeles underkastet en ret stedmoderligBehandling de højere Læreanstalter i Frankrig, idet den er fuldstændig underordnet Juraen og derfor kun udgør et Bifag til den juridiske og administrative Undervisning.Socialøkonomi Side 310
dervisning.Socialøkonomisom selvstændigt Fag drives kun som en Luksusbeskæftigelse af de faa udvalgte, der har Raad dertilefter have taget deres »droit« paa Sorbonne eller gennemgaaet»École des Sciences Politiques« i Paris, hvor Økonomi doceres ved enkelte, oftest frivillige Kurser i Tilslutning til den juridisk-administrative Uddannelse. Meget af den Lite ra tur, der udgives under Prædikatet Økonomi, har i Virkeligheden saa kraftige juridiske, historiske, institutionalistiske, sociologiske eller rent ud politiske Islæt, at de økonomiske Betragtninger træder i Baggrunden, hvad der selvfølgelig ikke er ensbetydende med, at den paagældende Literatur er underlødig som saadan. Den har blot ikke meget med Økonomi at gøre. De franske Økonomer har iøvrigt selv en ofte officielt tilkendegivetFornemmelse at deres Fag bliver stedmoderligt behandlet,og den omfangsrige økonomiske Literatur staar tilbage i kvalitativ Henseende. Under Professor Gaetan Pirous Redaktion har de franske økonomer derfor i 1930erne paabegyndt Udgivelsenaf speciel videnskabelig Serie, Collection Scientifiqued'É Politique«, hvis Stempel borger for Bøgernes videnskabelige Standard, og hvori flere af de nedennævnteArbejder udkommet eller blevet optrykt. Den fremmedeLæser desuden altid med Sindsro kunne benytte sig af det i 1886 af Professorerne ved Sorbonne grundlagte Tidsskrift, Revue d'Économie Politique1), som i Tidens Løb har bragt de bedste Bidrag fra de franske Økonomer. I denne Forbindelsefortjener at nævnes, at de franske Nationaløkonomer i de senere Aar har ofret Dogmehistorien en betydelig Interesse, hvad der skyldes Trangen til en Orientering mod den udenlandske Teori og en Supplering af Lærebogsstoffet, der er fattigt paa Oversættelser.Lederen den fri politiske Skole i Paris, Professor Charles Rist, har saaledes i 1938 udgivet et større Værk om PengeogKreditteoriernes 2), G. Pirou har i Artikler og Forelæsningerbeskæftiget med nyere amerikansk Teori og med Ligevægtsteoriernes Udvikling fra Walras, og Professor F. Perrouxhar sig i Fortolkning af de yngre Østrigere3). Til Vejledning for eventuelle Forskere skal der endelig peges paa 1) Findes paa Det kgl. Bibliotek. 2) »Histoire des doctrines relatives au credit et å la monnaie depuis John La w jusqu'å nos jours«, Paris, 1938. 3) Perroux begyndte i 1935 med Bogen: »La pensée économique de J. Schumpeter«. Side 311
Kvartalsskriftet: »I'A ctivité Economique«, der udgives af det for faa Aar siden i Tilknytning til det juridiske Fakultet oprettedeKonjunkturinstitut: Scientifique de Recherches Économiques et Sociales«, der er blevet Arbejdsplads for unge franske Økonomer, og som arbejder i Forbindelse med tilsvarende Forskningsinstituter i andre Lande1). I Modsætning til, hvad der er Tilfældet i andre Landes økonomiske har de franske Skribenter siden Fysiokraterne og Walras ikke skrevet egentlige Systemværker, men fortrinsvis beskæftiget sig med fragmentariske Detailundersøgelser og med de skiftende aktuelle Emner; navnlig er det af let forstaaelige Penge- og Valutateorierne, der har optaget Sindene i Efterkrigstiden, og som skal gøres til Genstand for nøjere Omtale nedenfor. Hvad der er præsteret af værdifuldt udenfor dette Omraade, er ret sparsomt og tilfældigt og skal derfor kun omtales ganske kort2). I Valget af M e t o d e indtager Franskmændene en eklektisk Holdning,idet betjener sig af en ret sammensat Metodologi, der har uddraget Kvintessensen af de forskellige Skolers Metoder, og som derfor kan betegnes som en Modificering og Harmoniseringaf den ene Side den klassiske og nyklassiske Tankebygningog historiske, institutionalistiske Retninger. Hos de fleste Forfattere møder man et fælles Ønske om at undgaa de abstrakt formulerede, mekaniske Love, og de aftagende Abstraktioners Metodemed hørende nøje Præcisering af Ræsonnementernes Forudsætninger betjener man sig yderst sjældent af, hvad der gør Literaturen let læselig, men netop derfor heller ikke altid lige stringent. Paa den anden Side søger man at undgaa den anden Grøft, hvor Forskeren fortaber sig i Beskrivelser uden Teori. Som Pirou udtrykker det: De franske Økonomer betjener sig »ni de la théorie pure, ni de l'historisme allemand«. Snart sagt den eneste franske Nationaløkonom, der direkte har beskæftiget sig med ØkonomiensMetoder, den for faa Aar siden afdøde Professor Frangois Simiand, der betragtes som en Nationaløkonomiens »grand old man«, til hvem Størsteparten af de nulevende Økonomerbekender som Elever. I sit Hovedværk om Lønudviklingen 1) Institutets Kvartalsskrift findes paa »Institutet for Historie og Samfundsøkonomi«. 2) Jvfr. herom: G. Pirou: »L etat actuel de la Science Economique en France« i Revue d'Économie Politique, 1929. Side 312
i Frankrig1) har han fremsat sit Syn paa den økonomiske VidenskabsMetode, har vakt stor Opsigt i Frankrig og sat Fart i Metodediskussionen, uden at det dog staar den udenforstaaende særlig klart, hvori Simiand's originale Bidrag bestaar. Simiand vil anvende det væsentligste af den Metode, der har ført til Succes i Naturvidenskaberne, nemlig den experimentelie Metode, paa de økonomiske Fænomener, og han opnaar herved, som han selv udtrykkerdet, gaa en Mellemvej mellem Abstraktionen og Beskrivelsen.Nationaløkonomen ganske vist ikke som Naturvidenskabsmandeneksperimentere sit Laboratorium, men den økonomiske Realitet frembyder selv en Række Variationer, der kan iagttages statistisk. Naar økonomen da undersøger snart den ene, snart den anden Variation, som Virkeligheden byder paa, vil han kunne disponere sine lagttagelser paa en saadan Maade, at han kan udlede Aarsagsforbindelser eller funktionelle Sammenhængaf Materiale. Statistikken er derfor hos Simiand »rinstrument essentiel de i'observation et la base naturelle de l'abstraction«, hvad han selv kalder den experimentelie eller p ositiveMetodologi. denne Metode maa det siges, at den ikke lyder særlig original i vore Øren, al den Stund de Økonomer, der gaar Abstraktionens og Deduktionens Vej, altid har været rede til at lade deres Teorier efterprøve af Statistikeren, kun med den Forskel, at de i Modsætning til Simiand gemmer denne Undersøgelsetil Intet Under imidlertid, at Simiand's Værk om Lønnen er blevet saa omfangsrigt, idet Lønudviklingen i Frankrig fra ca. 1800 til 1930 belyses paa kryds og tværs af Statistik,hvad Forsker givetvis er nødsaget til, naar han arbejder uden en forudgaaende Teori eller Hypotese. Simiand's Metode2) gaar imidlertid igen hos de fleste af de Forfattere, der har skreveti Om dem alle gælder det, at de gaar direkteløs deres Emne ad empirisk Vej uden først at præciserestatiske modificeret dynamiske Forudsætninger for dereftergradvist inddrage den komplicerede Virkelighed i deres Ræsonnementer. At denne empiriske Metode har sine Fordele, men ogsaa sine Mangler, vil fremgaa af det følgende. 1) F. Simiand: »Le Salaire, l'Evolution sociale et la Monnaie«, Paris 1932 i 3 Bind. Hans øvrige Arbejder behandler fortrinsvis Konjunktur- og Pengeteori. 2) Blev første Gang fremsat af Simiand i: »La Méthode positive en science économique« i 1911. Side 313
Indenfor den centrale Værdi- og Pristeori har Franskmændene skabt noget særlig nyt i Efterkrigstiden. Man har som andre Steder forladt Værdibegrebet til Fordel for Prisen, og matematisk skolede Økonomer som F. Divisia og J. Rueff, der begge er udgaaet fra »l'école polytechnique«, har i Artikler foretaget Detailundersøgelser over Priser og Prisbevægelser med Anvendelse af det matematiske Tankesæt og Formelapparat, beskæftiger disse to Økonomer sig fortrinsvis med Penge- og Valutateori, hvor de begge i Opposition til de fleste andre Teoretikere i Frankrig i Kraft af deres matematisk-mekaniske er ivrige Kvantitets-Teoretikere1). Om Grænsenyttelæren der som andre Steder staaet Diskussioner, der imidlertid kun er en Fortsættelse af Førkrigstidens Debat, og opsigtsvækkende i denne Forbindelse kun den Anvendelse, som franske Økonomer har forsøgt at gøre af Grænsenyttelæren i Pengeteorien. Ej heller spores der nogen særlig Interesse for Fordelingslæren. førnævnte Bog om Lønnen i Frankrig hjemme i Konjunktur- og Pengeteorien. Med Konjunkturteorierne nærmer man sig et Felt, hvor Frankrig har nye og værdifulde Bidrag at byde paa. Her træder Professorerne Jean Lescure og Albert Aftalion i Forgrunden.Det Træk hos disse to Konjunkturforskere er, at de paa moderne Vis betragter Konjunkturen i hele dens Forløb som et Svingningsfænomen beroende paa det kapitalistiske Samfunds specielle Produktionsstruktur. Lescure's Hovedværk om dette Emne udkom i 1923 under Titlen: »Des Crises générales et périodiquesde der indeholder en detailleret Analyse2) af det 19. og 20. Aarhundredes Konjunkturer og i Tilknytning hertilteoretiske Ledesnoren for det økonomiske Livs Bytmik er iflg. Lescure Profitsatsen, der bestemmer InvesteringensOmfang, selve Rytmiken fremkaldes af Trægheden i de vigtigste Omkostningselementers Reagibilitet overfor den let bevægelige Profitsats, hvis Bevægelser skyldes tekniskeOmskiftelser. Konjunkturens Toppunkt indhentes Profitenaf langsomt stigende Omkostningselementer. I sin Bog om de seculære Svingninger, »Hausses et Baisses des Prix de longue Durée« fra 1933, overfører Lescure sine Konjunktursynspunkterog 1) Divisia: »L'indice monétaire et la théorie de la monnaie«, Paris 1926 og Rueff: »Théorie des phéneménes monétaires, Statique«, Paris, 1927. 2) Jvfr. Simiand's Metode. Side 314
tursynspunkterogimødegaar de klassiske Teorier om GuldproduktionensIndflydelse de seculære Perioder: »Nous devons montrer commcnt la baisse des prix a son origine dans le fléchissementde d'entreprise et non l'inverse«, og videre hedder det, at »la hausse et baisse des prix varient avec les différentes branches de la production«l). Prisstigningen 1850—73 skyldes saaledesJernbane-Investeringerne, 1873—95 skyldes forøgetVareudbud tekniske Opfindelser i Mine- og Metalindustrien(Højovnsprocessen) Opdyrkningen af Amerikas Landbrugsarealer, mens Prisstigningen 1895—1912 falder samtidigmed og Forbrændingsmotorens Udvikling. Fra de nævnte Omraader startes de økonomiske Svingninger af Profittensop og nedadgaaende Bevægelser2). Mest interessant er dog Aftalion's Bidrag til Konjunkturteorien, som han første Gang offentliggjorde i »Les Grises periodiques de Surproduction« i 1913, og som han senere har uddybet nærmere3). Af talion har her lagt Grunden til en speciel Form for den Overinvesterings-T der for Tiden vel kan siges at dominereKonjunkturforskningen. talion er ikke tilfreds med Lescure'sTeori, lader Konjunktursvingningerne opstaa over Vekselvirkningen mellem Driftsherrernes Dispositioner og OmkostningselementernesTræghed, i saa Fald vilde Op- og Nedgangsperiodernefaa ensartet Længde. Aftalion peger i Stedet paa den kapitalistiske Omvej sproduktions forskellige Længde og Varighed og dermed paa Kapitalgode produktionens vigtige Rolle i Konjunkturforløbet. Mens svenske og østrigske Økonomer4) med deres monetære Overinvesterings-Teori finder Impulsen til Konjunkturbevægelsen i Pengerente-Realrente Forskydningerne,mener Aftalion, at Impulsen udgaar fra Efterspørgslen5) efter Færdigvarer, navnlig Konsumgoderne.Den 1) P. 41. 2) Blandt Lscures Produktion bør her desuden nævnes: »L'épargne en France 191 4—24—2 8«, der giver en i elegant Form fremstillet Redegørelse den franske Opsparing og Sparernes Rolle i fransk Økonomi i Tiden før og efter Poincaré's Stabilisering (1926—28). 3) 81. a. i »Monnaie et Industrie«, 1929. 4) Delvis paa et senere Tidspunkt end Aftalion, som iøvrigt ikke synes at kende meget til Wicksell. 5) Jvfr. at Aftalion betragter Pengeteorien fra Behovs-Synspunktet, se nedenfor. Paa den anden Side er det ejendommeligt, at Aftalion her bygger noget saa konkret som Produktionsteknikken, mens han i sin Pengeteori er Psykolog. Side 315
goderne.Denkapitalistiske Produktionsstruktur er saaledes opbygget, at selv übetydelige Ændringer i Konsumgode-Efterspørgslenfremkalder Gange kraftigere Svingninger i Efterspørgslenefter fordi Omvej sproduktionen maa lægges om. Denne Teori, der først er fremsat af Aftalion, og som senere er nærmere udformet af andre Økonomer udenfor Frankrigunder : Acceleration s-P rincippet, bygger saaledes paa den geniale Betragtning, at Ændringer i Konsumgode-Efterspørgslenfremkalder større Ændringer i Ordretilgangen paa Kapitalgoderl). Med Lescure og Aftalion er nævnt de største Navne i fransk Konjunkturteori, men adskillige andre, hvis Betydning er relativt stor, har beskæftiget sig med Konjunkturforskning, deriblandt F. Simiand, uden at disses Bidrag dog skal omtales her. Størst Interesse knytter der sig imidlertid til de monetære og valutariske Teorier, som en Række franske Økonomer har fremsat i Efterkrigstiden. Paa dette Omraade har Teoretikernehaft Ansporing og Erfaringsmateriale i deres S a mtidsBegivenheder. tænke her blot paa Inflationen og Deprecieringen af den gamle »franc germinal« fra 1919 til 1925, den nedskaarne og stabiliserede Poincaré-Franc, der skabtes i Aarene 1926—28, Laval's mislykkede Deflations-Politik efter Sterlingsog Depreciering fra 1933 til 1935, Leon Blum's ligesaamislykkede deal« og to Franc-Nedskæringer fra 1936 med deraf følgende Intensivering af Kapitalflugten: »la chute de la monnaie« og »la fuite des capitaux«, Chautemps-Francen og tilsidst Reynaud-Francen under Daladier's Regering fra 1938. Naar hertil føjes, at den franske Befolkning med vanligt Spareinstinktopmærksomt Regeringernes Valuta- og Budgetpolitik,og Frankrig investerede Kapitaler i de af Versailles- Freden nyskab te Stater, Polen, Tjekoslovakiet og Balkan-Landene, hvis Valuta blev bragt paa Fode ved fransk Assistance, forstaar men, at det blev Penge- og Valutateorierne, der kom til at staa i Diskussionens Brændpunkt i Frankrig i de forløbne 20 Aar. De 1) Jvfr. Haberler's Fremstilling af Teorien i »Prosperity and Depression«, 80 ff. Aftalion er endvidere i: »Les crises économiques et financiéres«, inde paa en teoretisk Sammenkædning af de forskellige Cykler — ugentlige, sæsonmæssige, konjunkturelle og sekulære Svingninger. Bouniatian en tilsvarende Overinvesteringsteori i »Les crises économiques«, 1922. Side 316
fleste nationaløkonomiske Kongresser i Frankrig i 1930erne har haft Stabiliseringsspørgsmaalet og Guldfodens Fremtid som et fast Punkt paa Dagsordenen, og det samme gjaldt den internationale,økonomiske i Paris i 1937. I Rapporterne fra disse Kongresser kan man stifte Bekendtskab med de forskellige franske Opfattelser af Pengeteorien og Pengepolitikkens Muligheder. Det er i Pengeteorien, man møder virkelig originale Bidrag fra fransk Side til Efterkrigstidens økonomiske Forskning, og faa Steder bærer Teorierne i den Grad Præg af Milieu og Mentalitet Forfatterens Hjemland som her. Hos disse franske Pengeteoretikere det et fælles Træk, at de alle tager deres Udgangspunkt skarp Kritik af Kvantitetsteorie n1)n1) og for Valutakursteoriens Vedkommende i den paa kvantitetsteoretisk Grundlag udformede Købekrafts paritet s-T eori, der tillægger (M og Mi) en afgørende, mekanisk Indflydelse det generelle Prisniveaus Bevægelser og de heraf bestemte Kursforandringer, hvad Samtidens Begivenheder Retning af Kapitalflugt og Seddelhengemning i Frankrig altfor klart syntes at modbevise. Hertil kommer saa, at de franske Teoretikere i Kraft af en kontinental Paavirkning deres Udgangspunkt i Grænsenyttelæren og som en Modvægt mod de dominerende klassisk-angelsaksiske Skoler overfører Efterspørgselssynspunkt paa Pengeteorien, hvorved der foretages et første Skridt henimod en Integrering af den monetære Teori i den centrale Værdi- og Prislære. Den centrale Skikkelse i fransk Pengeteori og dermed i EfterkrigstidensfranskeNationaløkonomi er Albert Aftalion,Professorved de Droit i Paris, der har en anselig videnskabelig Produktion2) bag sig, og hvis grundlæggende Tankerhardannet for hans samtidige Pengeteoretikere. Disse grundlæggende Tanker knytter sig i første Række til Indkomst- Teorien, som Af talion første Gang fremsatte ien Artikel3) i Revue d'Economic Politique i 1925, og som han senere uddybede i 1) Rueff og Divisia er dog Undtagelser, jvfr. ovenfor. 2) Foruden de allerede nævnte konjunkturteoretiske Værker skal der her peges paa følgende: »Monnaie, Prix et Change« (1927), »Monnaie et Industrie« »L'or et sa distribution mondiale« (1932), »L'équilibre dans les relations économiques internationales« (1937) og »L'or et la Monnaie« (1938). 3) »Theorie du revenu«. Side 317
sit Hovedværk, »Monnaie, Prix et Change« fra 1927. Da der herhjemmegennemden og Kritik, som Professor Axel Nielsen har givet af Aftalions Teorier1), allerede foreligger et grundigt Kendskab til Indkomstteorien, skal dens væsentligste Indholdkunberøres Kortheds Mens den klassiske Kvantitetsteori lader Pengenes Værdi og Prisniveauet fremgaa af Kvantitets-Ligningen,ihvilken bestemmes som den uafhængige Variabel, P som den afhængige Variabel, og V og T som »ceterae pares«, saaledes at Aarsagsforbindelsen gaar fra Ligningens venstre til dens højre Side, tager Af talion sit Udgangspunkt i Wiesers berømteArtike 2) fra 1910 om Anvendelsen af GrænsenyttelærenpaaPengeteorien, Af talion føres ind paa at understregePengebehovetsIndflydelse Prisniveauets Forandringer. Aftalion blev herved for Pengeteorien, hvad Østrigerne blev for Pristeorien: Han lægger Vægten paa Efterspørgselssiden.Iflg.Indkomstteorien Pengeværdien P af Variationerne i Forholdet mellem Realindkomsten Q (Kvantitetsligningens T) og Pengeindkomsten R (KvantitetsligningensM):R= Forskydninger i Penge-Kreditmængde faar kun Indflydelse paa Prisniveauet over en Øgning resp. IndskrænkningafNominalindkomsten Forhold til Realindkomsten, og det bliver derfor muligt at operere med Pengeudbudsrækker d: omvendte Vareefterspørgselsrækker. Det er indlysende, at AftalionsProblemstilling,der at Konsumenternes »outlay«3)erafgørende Prisniveauets Svingninger, og at KapitalgodernesPrisniveauafledes Konsumgodeprisniveauet, giver rigelig Plads for Forklaringer paa de mange Prisforskydninger,somKvantitetsteorien kan forklare indenfor sin snævre Ramme uden at maatte henvise til, at V eller P alligevel kan variere. Konsekvensen af en Anerkendelse af Indkomstteoriens Gyldighed bliver i og for sig ikke en Forkastelse af KvantitetsteoriensPrincip,saa mere som Aftalion stadig bevæger sig indenfor det kvantitetsteoretiske Forklaringsskemas Rammer, men alene en Betoning af, at man ikke kommer udenom nærmere at maatte redegøre for den Proces eller det Kausal forløb, hvorover øget Pengemængde omsætter sig i Prisstigninger. Man 1) Jvfr. Bankpolitik II pp. 127—141, 156—158 og 240—243. 2) »Der Geldwert u. seine Veranderungen«, Schriften des Vereins fiir Sozialpolitik. 3) Jvfr. ovenfor om Konsumenternes Betydning i Aftalion's Konjunkturteori. Side 318
kan iflg. Aftalion ikke a priori paa Basis af en generel, automatiskvirkendeLov noget bestemt om Virkningerne af en given Ændring i Penge-Kreditvolumen. Virkningen vil nemlig afhænge af, om Ændringen fører til ændret Pengeindkomst eller ej, hvor og særlig hos hvilke Befolkningsklasser eller Erhverv, det være sig Tjenestemænd, Eksporterhvervene, Rustningsindustrien, Rentenyderne, Guldmineejerne el. a. Samfundsgrupper,denøgede, mindskede Pengeindkomst kommerfrem,om ændrede Indkomst overhovedet ændrer Forbruget eller blot hoardes, og hvorledes Indkomstmodtagerneoverhovedetreagerer ændret Nominalindkomst udfraderesMentalitet Evne til at bedømme Fremtiden. Opspares en Indkomstforøgelse, vil der saaledes ikke fremkomme noget øget Behov for Omsætningsmidler, ialtfald ikke øjeblikkeligt. Samtidig med at der saaledes gives Pengeteorien en noget u df Karakter, har Aftalion aabnet vore Øjne for den vigtige at Prisniveauets Forandringer i høj Grad bestemmes Indkomstens Anvendelse og dermed af de psykologiske, menneskelige Faktorer, hvis Überegnelighed kan narre mangen økonomisk Profet. Naar Aftalion derfor i sine Bøger efter Simiand's metodologiske Forbillede anfører en Rigdom konkrete, statistiske Sammenligninger hentet fra de monetære i Frankrig og andre europæiske Lande i Efterkrigstiden, ofte modbeviser Kvantitetsteoriens simple Lære, opnaar han at faa indpasset snart sagt enhver Ejendommelighed, herunder ogsaa den franske Sparers Optræden og Indflydelse, i sin teoretiske Lærebygning. Det skal indrømmes, at Aftalions Bøger indeholder ikke saa lidt interessant Underholdningsstof, undertiden gaar det udover Indholdets videnskabeligt stringente Linier. Intet Under, at Aftalions Indkomstteori maatte før ham over i en saakaldt »théorie psychologique de la monnai e«, som han navnlig anvender paa Forklaringen af Efterkrigstidens valutariske Omskiftelser. Aftalion henviser her navnlig til de centraleuropæiske Lande, hvor Papirpengene og Valutakurserneundergik voldsom Depreciering, uden at der samtidig kunde konstateres en tilsvarende fremadskridende Generalisering af Prisstigningen. Forklaringen er her den, at det er de udenlandskeVekselkursers der over Eksportørernes og Valutaspekulanternesøgede fremkalder en Stigningi indenlandske Prisniveau, hvad der kraftigt modbeviser Side 319
Købekrafts paritet s-T eorien. Een Gang belært heraf vil Befolkningen i et Land, hvis Valuta begynder at dale, ikke afvente den Serie af Aktioner og Reaktioner, hvorover Prisstigningen sættersig Prisstigningen anteciperesi de disponerende økonomiske Individers Psykologi, hvorved man projicerer sine Erfaringer fra tidligere Tilfælde ud i Fremtiden og derved tillæggerPengene Valutaen en lavere Værdi end den, de øjeblikkeligeobjektive tilsiger, saaledes at Derouten og Inflationenaccelereres. change depend de l'appréciation que nous portons å Pegard de l'unité de monnaie nationale et de l'unité de monnaie étrangére, c'est-å-dire de ce que nous aten dons de chacune, de ce que nous espérons en obtenir«. Her har vi Forklaringen i en Nøddeskal paa Kapitalfulgt og Franc-Déroute i 1930erne! Der er kun den væsentlige Indvending at rette mod denne Vekselkursteori, at den er bygget paa den ekstraordinære Valutapanik i Efterkrigsaarene, hvor det normale Skøn og de normale Forventninger til Fremtiden kom ud af Balance og havnede i Spekulation hos hele Befolkningsgrupper1). De seculære Langtidsbevægelser i Prisniveauet og Guldproblemerne ogsaa været underkastet Aftalions kritiske Behandling, i de før nævnte Bøger om Guldet og dets Fordeling om Guldstandarden. Guldproduktionens Indflydelse paa Priserne forklares ad indkomstteoretisk Vej over Svingningerne Minearbejdernes og Mineaktionærernes Indkomster, hvorfra finder Indkomstspredning og deraf følgende Guldspredning mens den klassiske Teori om den direkte Vej over Centralbankernes skydes i Baggrunden. Den Omstændighed, at Aftalion udfra sin psykologisk prægede Indkomstteori betragter Vekselkursen som en autonom Størrelse, fører ham i den interessante Bog, »L'or et la Monnaie« fra 1938, ind paa en Udredning af de Omstændigheder, der forklarer, hvorfor Guldet i det sidste Tiaar ofte har bevæget sig i modsat Retning af den af Klassikerne paaviste, hvorefter Guldet vandrer derhen, hvor dets Købeevne er størst. Sidstnævnte Bog er et typisk Eksempel paa Aflalions elegante Stil og fikse Ræsonnementer. I nær
Tilknytning til Aftalion staar Professor Bertrand
Nogaro, 1) Jvfr. Axel Nielsen, Bankpolitik 11, p. 240—43. 2) »La Monnaie et les Phénoraénes monétaires contemporains«. Her til føjer sig en meget omfangsrig Produktion af Bøger, Pjecer og Artikler om monetære Emner, oftest formede som aktuelle Indlæg. Side 320
giver Udtryk for nogenlunde de samme Synspunkter. Selvom Nogaro er knap saa ensidig som Af talion, lægger han dog en overvældendeVægt den psykologiske Teori og paa de autonomeVekselkursers ved Bestemmelsen af det indenlandske Prisniveau. Nogaro er en fanatisk Modstander af Cassel i monetæreAnliggender, der særlig fremgaar af hans Indlæg i Guld-Debatten ved Folkeforbundet i 1931, hvor Cassel præsenteredesin Hypotese om de 3 pCt., Guldproduktionen maatte vokse, om Prisniveauet skulde opretholdes. I Overensstemmelse med fransk Tradition indeholder Nogaros Hovedværk desuden en detailleret Oversigt over snart sagt alle monetære Omvæltninger i Europa og Kolonierne efter 1920, der gør hans Arbejde til et værdifuldt Kildemateriale. Overalt er Nogaro her paa Jagt efter Kvantitetsteoretikerne, hvis Anskuelser han Gang paa Gang ser kuldkastede »par des faits reels«. Endnu mere optagne af Døgnets Pengepolitik er Teoretikere som Professorerne W. Oualid, G. Pirou-) og Charles Rist, som alle har skrevet Indlæg i den permanentefranske omkring Francen's Skæbne og BudgettetsStilling. et karakteristisk Eksempel paa denne Literaturs Indhold kan tages Rist's Slutningsbemærkning i Bogen »La Deflationen (1923): »Remettez d'abord votre budget en équilibre,et le reste vous sera donné par-dessus«! Samtlige disse Forfattere ønsker ikke paa Forhaand at anlægge en bestemt teoretiskBetragtning deres Undersøgelser, som derefter i Reglen resulterer i en ikke-kvantitetsteoretisk Indstilling i mer eller mindre nær Tilknytning til Aftalions Indkomstteori og Behovssynspunkter.Man atter her Læremesteren Simiand's positive Metodologi. Den ovenfor nævnte Bog af Jean Lescure om de seculære Prisbevægelser bør ogsaa nævnes blandt de originale, franske pengeteoretiske Indlæg mod Kvantitetslæren, idet Prisbevægelserne her tilskrives ekstra-monetære Omstændigheder.Lescure desuden i Festskriftet til Cassel i Lighed med Nogaro fremsat en haard Kritik af Cassels Indlæg i Gulddiskussionenomkring Som særlig original Pengeteoretiker skal endelig nævnes Louis Baudin, hvis Indsats kommer op paa Højde med Aftalion's, men som iøvrigt paa mange Omraader er en Elev af sidstnævnte. I sin Bog, »La Monnaie et la Formation des Prix« fra 1933, gaar Baudin 1) Baade Ouatid og Pirou har skrevet om »La Politique monétaire de la France depuis la Guerre«, henholdsvis 1935 og 1936. Side 321
ind paa en helt ny pengeteoretisk Problemstilling, som endog gaar videre end de Idéer, Aftalion har fremsat. Baudin kan ikke gaa med til, at Pengene i den økonomiske Teori blot betragtes som et ydre Fænomen ved Byttet1), og at derfor Prisdannelsen for de relative Vedkommende kan anskues uden Hjælp af nogen Penge teori. I Fortsættelse af Af talions Lære udarbejder Baudin en »Teori om Pengeindkomstens Anvendelse«, der navnlig lader Prissvingningerne fremgaa af de Ændringer, som finder Sted i Forholdet mellem cirkulerende Pengeindkomst og Pengeindkomst, der holdes i Kasse2). Man mærker her klart de Synspunkter, der andre Steder er trængt ind i Konjunkturteori og Pengeteori i 1930erne, ikke mindst hos Keynes, men vel at mærke, uden at de franske Teoretikere synes at være Elever af de udenlandske Rent umiddelbart vil det maaske forekomme Læseren, at de monetære Teorier, der er gengivet i Resumé ovenfor, ikke indeholder særlig nyt, men i det store og hele blot har understreget Modifikationer, som de fleste Kvantitets-Teoretikere tager med i deres Teori. Fransk Pengeteori er dog mere end dette, hvad der træder klart for Dagen, dersom den sættes i Relation til den moderne, pengeteoretiske Diskussion andre Lande. I den af Stockholmskolen og af de unge østrigere formulerede Pengeteori er den monetære Problemstilling flyttet udenfor Kvantitets-Skemaets Rammer. De konjunkturelle og sekulære Forløb beskrives og forklares ved Kumulationsanalysens og Kausalforløbets Natur bestemmes entydigt Renten paa den ene Side og Forholdet mellem Opsparing og Investering, respektive Forbrug og Konsumgodeproduktion paa den anden Side. Over Renterelationerne og Produktionsstrukturens Begreber fra den centrale Pris- og Fordelingsteori beliggende udenfor Kvantitetsligningens Rammer, forener de moderne Pristeori og Pengeteori i en Tidsanalyse. Imellem den
klassiske Kvantitetsteori og denne moderne
1) Baudin taler om denne »L'habitude fåcheuse de considérer la monnaie comme un fait éxtérieur aux transactions« »elle (la monnaie) penétre, elle imprégne l'offre et la demande« (nævnte Bog p. 96). 2) »Theorie de l'emploi de revenu«. Baudin har iøvrigt en omfangsrig Produktion bag sig. Side 322
Franskmændenes Fortrin ligger deri, at de übevidst har indset, at Kvantitetsteorien kun er en statisk Teori, og naar de forsøger at arbejde sig udover denne Teori, gør de en Række nye Opdagelser: har udfra det specielle franske Milieu et vaagent Blik for Antecipa tio nens (»la pr é vision«) Betydning i Konjunktur- og Pengeteori, de tumler med Problemet om Indkomstens efter den Psykologi, der behersker Samfundsgrupperne, de tidligt faar Øje paa det senere af Keynes uddybede Kasse- eller Likviditetssynspunkt, og de føres ind paa en Anvendelse af den centrale Pristeoris paa Pengeteorien, først og fremmest udfra kontinentale Grænsenytte-Teori, hvorved de baner Vej for den ovenfor skitserede, moderne Pengeteori1). I Lescures og Af talions Penge- og Konjunkturteorier optræder endelig Indkomstspredningen, først senere af andre er formuleret som et konjunkturteoretisk Begreb. Naar det blev andre Landes Teoretikere forundt at forny Pengeteorien en klar og koncis Maade, skyldes det først og fremmest af den økonomiske Disciplins Tilknytning til de juridisk-administrative Discipliner paavirkede Arbejdsmetod 2). Franskmændene er Empirister, der gaar løs paa deres Materiale uden klare Arbejdshypoteser, hvorved der kommer udflydende Præg over deres Forfatterskaber. Begreberne Statik og Dynamik, der maaske anvendes overdrevent andre Steder, er saa godt som ukendt hos de Teoretikere, der er nævnt ovenfor. Deres Analyser er kasuistiske og lidet afklarede, og det blev derfor en ren Teoretiker som Wicksell, der lagde Grunden en entydig Penge- og Kreditteori og dermed til en Konjunkturteori. er i Betoningen af Indkomststrømmens Forløb og Anvendelse gennem Enkeltindividernes mer eller mindre økonomisk motiverede Opførsel overfor givne Ændringer i Penge- og Kreditvolumen, at fransk teoretisk Forskning Efterkrigstiden har givet nye Bidrag til den økonomiske Forskning. 1) Jvfr. Hayek's Program i »Prices and Production« (1931) p. 4: »Not the least harmful ef f eet of this theory (Kvantitets-Teorien) is the present of the theory of money from the main body of general economic 2) Jvfr. ovenfor om Simiand. |