DØDELIGHED OG KRIG 1).

SPØRGSMAALET om den Indflydelse, som Krigsforholdene kan
antages at ville øve paa Dødeligheden, har ikke blot en almen
social Betydning, men frembyder naturligvis særlig for de Virksomheder,
driver Livsforsikring, en ganske direkte Interesse.
Men saavel om dette Spørgsmaal som om det for Livsforsikringsvirksomhed
lige saa betydningsfulde angaaende Renten og
Krigsforholdene gælder imidlertid, at vor Viden om og Opfattelse
af den Sammenhæng, det her drejer sig om, er saare begrænset.
Det er ganske vist lettere for Dødelighedens end for Rentens Vedkommende
fremdrage visse Erfaringer fra Fortiden; men til
Trods herfor kan man, ikke engang hvad Dødeligheden angaar,
paastaa at have tilvejebragt noget videre sikkert Grundlag for at
løfte en Smule paa det Forhæng, bag hvilket Fremtiden skjuler
sig. Hovedvægten maa lægges paa de Opfattelser, som Betragtninger
Spørgsmaalet kan føre til, og som i det mindste har Aktualitetens

Til Belysning af Spørgsmaalet om Krig og Dødelighed er i omstaaende samlet nogle Tal, der kan tjene som Udgangspunkt. Disse Tal angaar alene europæiske Lande og alene Aarene 1862 —72 og Aarene 1912_—20. Tallene angiver Størrelsen af de summariske i Promille i de paagældende Lande, d. v. s. de aarlige Antal Dødsfald i Forhold til Aarenes Middelfolketal.

For den første Periode er de fleste af Tallene her ligefrem gengivetefter
af Carnegiefondet efter Krigen 1914—18 udgivet
Skrift2). For den anden Periode er tilsvarende Tal Tid efter anden

---

1) Efter et Foredrag den 13. Novbr. 1940 i en Række Fællesmøder mellem og Forsikringsforeningens Livsforsikringsgruppe.

2) Samuel Dumas and K. O. Vedel-Petersen: Losses of Life caused by War, Oxford, 1923.

senere offentliggjort i de forskellige Landes statistiske Aarbøger
og i forskellige internationale statistiske Oversigter1).

Illustrationer til Vanskelighederne ved at bestemme KrigsforholdsIndflydelse Dødeligheden træffer man allerede her. Betragterman f. Eks.Tallene for Frankrig i Aarene 1912_—20, er det paa Forhaand givet, at disse Tal ikke er baseret paa Erfaringernefra Omraade (hele Frankrig) for alle Aarene; under stabile Forhold vilde det maaske ikke spille nogen særlig Rolle, om man saa bort fra en halv Snes af Frankrigs næsten 100

---

1) At disse forskellige Kilder ikke altid stemmer helt overens i deres Angivelser, er der her bortset fra, forsaavidt de Ændringer, Tallene for samme Land udviser fra Aar til Aar, er af anden og afgørende Størrelsesorden Uoverensstemmelserne; at saadanne forekommer er næppe særlig og beror ofte paa rene Formalismer; f. Eks. angaar Tallene for Dødeligheden i Danmark efter den danske Aarbog alene »det egentlige Danmark«, i de internationale Oversigter derimod »hele Monarkiet« o. s. fr.

Departementer. Men noget anderledes stiller det sig naturligvis, naar den halve Snes er dem, der i det nordøstlige blev Skuepladsenfor Fjendes Indtrængen under svære Krigshandlinger. Dødeligheden i Krigsaarene i dette Omraade er i alt Fald baade idemæssigt og praktisk en temmelig suspect Bestemmelse. Og i nogen Grad gælder dette naturligvis ogsaa de ikke besatte Omraaderpaa af de Befolkningsomflytninger, som Flygtningestrømmengav til. Den nedenfor omtalte — og anvendte— mellem Dødeligheden blandt militære og civile beror paa lignende Maade for en Del paa en Formalisme, der næppe ganske korrekt kan gengive den Realitet, som skulde ligge bag ved, og som i Virkeligheden efterspørges.

Man maa i dette Tilfælde som ved saa mange andre Lejligheder erindre sig, at Forsøg paa statistiske Opgørelser ikke altid er en saa simpel Akt som den at gøre Kassen op, naar Forretningen lukker. De her gjorte Bemærkninger kan dog vanskeligt diskvalificere ganske og aldeles. Følger man dem fra Aar til Aar, er det let at finde visse i de enkelte Lande kritiske Aar, og det Indtryk, man herved f aar, er, dels at Dødeligheden har Tilbøjelighed at stige, naar Krigen indfinder sig, dels at denne Stigning synes at være temporær, forsaavidt som den i intet Tilfælde holder i en længere Aarrække.

Man vil muligvis finde, at det havde været ønskeligt, om der for hvert Land havde været anført en noget længere Talrække paa begge Sider af de »unormale« Aar til yderligere Bestyrkelse af det Indtryk, som Tallene synes at give. Men udover de ovenfor omtaltepraktiske ved saadanne Dødelighedsbestemmelser lider de her benyttede Kvotienter jo ogsaa af forskellige principielleMangler. rent numeriske Størrelse er saaledes ikke bestemt ved Dødeligheden alene; afgørende for det Niveau, Tallenefor enkelte Laande ligger paa, er bl. a. — foruden Dødelighedenselv ogsaa Aldersfordelingen i disse Lande, og denne vil i Almindelighed ikke være den samme, da den foruden af Dødeligheden ogsaa er bestemt ved Forløbet af Fødselshyppighedenog Omfang gennem en lang Række Aar forud for det betragtede Tidspunkt. Disse Mangler gør sig imidlertidsærlig hvis man vilde benytte Tabellens Tal til at sammenligne Dødelighedens Størrelse paa samme Tid i forskelligeLande; derimod ved Sammenligning mellem en Række Aar i samme Land, ganske særlig naar man indskrænker sig til en ikke for lang Aarrække. Der synes af denne Grund ikke

at være Anledning til at udstrække Tabellen til at omfatte
mange Aar.

Hvis man virkelig tog en længere Aarrække i Betragtning, vilde man iøvrigt faa en Række lignende Anomalier at se ogsaa i Perioder, Krigsbegivenheder ikke har grebet forstyrrende ind. Det er heller ikke ganske übekendt, at Krige ikke er de eneste Begivenheder, der kan faa Dødelighedskvotienterne til at vibrere kraftigt. Her i Landet steg de voldsomt i Slutningen af 1820'erne paa Grund af Koldfeberepidemier, og i Koleraaret 1853 og Influenza-Aaret finder man betydelige Stigninger. Et Eksempel paa ganske det modsatte skal jeg nedenfor vende tilbage til, og der kan derfor allerede her være Grund til at fremhæve, at medens ved Betragtning af Tallene i Tabellen næppe tøver længe med at erklære: »Ja, det er jo Krigen«, eller hvad det nu kan være (Epidemier), hvis Tabellen udstrækkes til mange Aar, kommer man i stærk Tvivl, maaske stor Uenighed, naar det ikke er en temporær Dødeiighedsforhøjelse, der skal forklares, men en lige saa temporær og ikke mindre tydelig Dødelighedsformindskelse, stilles over for — bortset naturligvis fra den efter en temporær Forhøjelse sædvanligt følgende Tilbagevenden til noget forholdsvis tilvant.

Hvis man i det hele finder Anledning til at opholde sig ved disse helt forskellige Maader at reagere paa, kan man vanskeligt komme uden om, at der ved den Slags statistiske Dokumentation af Svaret paa Spørgsmaalet om Krig og Dødelighed, som Tabellen kan yde, klæber nogen Bagklogskab, forsaavidt man ogsaa uden Tabellens men af mange andre Grunde vil være tilbøjelig til at mene — for ikke at sige være overbevist om — at Dødeligheden stiger i Krigstid.

At saadanne aprioriske Mistanker er et Incitament, der kan sætte statistiske Undersøgelser i Gang — ogsaa i mange andre Forbindelser— kendt nok. Man venter af de og de Grunde, at Dødelighedstallenei stiller sig højere end sædvanligt, maaske endog saa sikkert, at man — hvis det ikke straks viser sig at passe — faar travlt med at finde Aarsagen hertil. Hvor nær den ovenfor nævnte Fristelse til at forveksle en statistisk Dokumentationmed »Opgørelse af Kassen« i Virkeligheden ligger, ser man imidlertid deraf, at man let vil føle sig tilfredsstillet, hvis det straks »viser sig«, at Ens Mistanke passer, og derfor slet ikke rejser det nye Spørgsmaal, om de Stigninger i Dødeligheden, man altsaa har fundet, er passende høje, d. v. s. ikke ogsaa som i det første Tilfældetrænger

fældetrængertil nærmere Forklaring af Aarsagen til, at de ikke
er meget større, eller til, at de er blevet saa store.

Eksempel herpaa findes ogsaa i Tabellen, saaledes Belgiens Dødelighed i 1915 og 1916. Om Udsagn af denne Art er Anomalier, fordi de simpelthen skyldes Fejl i Tallene eller overdreven Opfattelse Krigens Indflydelse, faar her staa hen; Tanken i den Slags Ræsonnementer vender vi derimod nedenfor tilbage til.

Selv paa Baggrund af de her anførte kritiske Bemærkninger er der vel imidlertid næppe nogen, der for Alvor nærer Tvivl om, at i det mindste en Del af de Forskydninger, der fremgaar af Tabellen en eller anden Maade hænger sammen med Krigsbegivenhederne de samme Perioder; i første Række vil man tænke paa Virkningen af, at en Del af et krigsførende Lands Befolkning sendes ud i Krigens store Dødsrisiko; forsaavidt man kan faa Tal til Belysning af denne, er Virkningen ogsaa nok til at paavise, men den er ikke i alle Tilfælde tilstrækkelig til at forklare hele Stigningen Dødeligheden.

Som Eksempel herpaa kan først anføres Forholdene i Danmark i 1864. Antallet af Dødsfald i dette Aar var 39.100, ca. 9000 mere end de nærmest foregaaende Aar. I Forhold til Middelfolketallet, der for 1864 er opgjort til 1.688.000, giver dette den i Tabellen anførte af 23,3 p. m. I Følge de af den danske Generalstab i 1867 udgivne »Statistiske Meddelelser angaaende den danske Krigsmagt«, udgjorde det Antal Personer, der var mobiliseret 1864, ca. 70.000, af hvilke Kombattanterne igen udgjorde 40 å 45.000; denne Krigsmagts Tab af dræbte eller døde af Saar eller Sygdomme opgives til henved 3000.

Tænker man sig nu denne Befolkningsdel udtaget af den hele Befolkning i 3 Fjerdingaar (Krigen begyndte i Decbr. 1863 og sluttede Oktober 1864), og beregnes saa, hvor stor Dødeligheden bliver i den øvrige Befolkning, finder man ca. 22 p. m., altsaa noget mindre end Tabellens 23,3 p. m., men dog stadig betydeligt over de foregaaende Aars 18 å 19 p. m. Og endnu grellere stiller det sig for 1865, da ingen Krigsbegivenheder direkte krævede Dødsofre.

Denne Beregning er nu ganske vist ret grov; der er saaledes ikke taget Hensyn til, at Udskillelsen af Militæret efterlader en Civilbefolkningmed forholdsvis ugunstig Aldersfordeling, Man behøverdog at gøre mange Forsøg paa at forbedre Forudsætningernefor førend man indser, at det er ganske umuligt at forklare Dødelighedens Højde alene ved Krigsmagtens Tab, at der altsaa ogsaa i Civilbefolkningen indtraadte en Stigning

i Dødeligheden, hvilke Aarsagerne hertil siden har været. Da denne civile Befolkning tæller mange flere end den mobiliserede, synes det at være Dødelighedens Ændring i denne Millionbefolkning,der første Række tiltrækker sig Opmærksomheden saavel fra et almindeligt socialt Synspunkt som fra Forsikringssynspunktet.

Gaar man derefter f. Eks. til Tallene for Tyskland under forrige Krig, faar man Cifre af ganske anden Størrelse, men desuagtet et ganske tilsvarende Billede. Eksempelvis døde der i Tyskland i 1915 ialt 1.493.500 Mennesker, der i Forhold til Middelfolketallet, ca. 67,9 Mill., i dette Aar giver Dødelighedskvotienten 22,0 p. m. I den civile Befolkning alene indtraf i 1915 ialt 1.063.000 Dødsfald ud af en Befolkning paa ca. 57,9 Mill., idet man regner den tyske Krigsmagts Folketal i 1915 til ca. 10 Mill.; dette giver en Dødelighedspromille 18,5, altsaa betydeligt mindre, men dog stadig tydeligt mere end de Promiller, der i Tabellen er anført for hvert af Aarene 1912 og 13 og for 1919 og 20.

Der vil næppe være Grund til i Enkeltheder at gentage denne Slags grove Beregninger for flere Aar eller Lande; selv om de krigsførende Hære — som man vil vente det — yder et væsentlig Bidrag til Stigningen i Krigsaarenes Dødelighed, synes de totale Antal Dødsfald ofte at være saa store, at det bliver klart, at en forøget Dødelighed ogsaa i den store Civilbefolkning paa den ene eller anden Maade maa være fulgt i Krigens Kølvand.

For Aarene omkring 1870_—-71 synes dette endog at gælde for en Række Lande, der ikke var direkte implicerede i den fransktyske jfr. de i Tabellen for Schweiz, Belgien, Holland og England anførte Tal. De for disse Lande konstaterede Stigninger, særlig i 1871, ser ganske paafaldende ud, selv om de ikke er særlig Dumas angiver i det ovenfor citerede Arbejde som en af Grundene, at franske Krigsfanger bragte Koppesygdomme, særlig til Tyskland, at General Bourbaki's og Garibaldi's bragte Sygdomme til Schweiz og Italien, hvortil disse Skarer blev fordrevet efter at være slaaet af Tyskerne i 1871, samt endelig, at franske Flygtninge (formentlig baade Soldater civile) medførte Sygdomme til Belgien, Holland og England. om der skulde være andre Aarsager til Stigningen, fortaber sig ganske i det uvisse.

Hvorvidt noget tilsvarende vil kunne spores ved tidligere Krige,
har jeg ikke prøvet at undersøge; ved blot at gaa tilbage til den
ovenfor omtalte Stigning i den danske Befolknings Dødelighed

under og efter Krigen i 1864 og spørge om Aarsagerne hertil, kommerman paa et Spørgsmaal, som, selv om det i en eller anden Forbindelse kunde have historisk Interesse, i alt Fald ikke vilde være af særlig Betydning for en Vurdering af den moderne KrigsførelsesIndflydelse Civilbefolkningens Dødelighed — og endnumindre aktuel Betydning for Forsikringsvirksomheden af i Dag; ikke alene fordi Krigsførelse nu til Dags er noget ganske andet end for blot et halvt Aarhundrede siden, men ogsaa fordi Civilbefolkningens Levevilkaar og dermed dens Dødelighed er saa totalt forandret. Middellevetiden var i 1860'erne her i Landet omkring 43_—45 Aar og er nu naaet til over 60 Aar; og selv om man for den livsforsikrede Bestand næppe finder helt den samme Forskel, er det klart, at blandt de Omstændigheder, der dengang var afgørende for »Dødelighedens Form«, er nogle helt eller næsten forsvundet, medens andre maaske er kommet til. DødelighedensBekæmpelse sig i det hele taget i Dag i stort Omfangom Ting end dengang, fordi Livsbetingelserne er helt andre, hvad nedenfor nærmere skal omtales.

Større aktuel Interesse vilde derimod en nærmere Analyse af Forskydningerne i Dødelighedsforholdene under og efter forrige Verdenskrig frembyde, hvis ikke det netop da i endnu højere Grad kom an paa at kunne skelne mellem Soldaternes og Civilbefolkningens en Opgave, som imidlertid samtidigt stiller sig vanskeligere end før — baade begrebsmæssigt og rent teknisk — fordi Krigsførelsen allerede i sidste Krig og endnu mere i den nuværende er ophørt med at være i det væsentlige alene Hærenes Sag.

Hvis det imidlertid er rigtigt — hvad mange sagkyndige paastaar at de indkaldte Soldaters Dødelighed har kunnet nedsættes allerede som Følge af de moderne Ildvaabens større »Humanitet« end den, ældre Tiders grove Skyts var i Besiddelse — bliver det særligt aktuelt, om den nuværende Krigs Teknik, der allerede tydeligt adskiller sig fra den forriges, betegner Fortsættelse af den paastaaede Udviklingslinie.

Den Rolle, som Flyvevaabnet og dermed Luftkampene er kommettil spille, kunde maaske indicere, at det ikke er Tilfældet; paa den anden Side viser netop Erfaringerne fra Finland, saavidt man kan danne sig et Begreb om dem, at dette Luftvaaben vel kan anrette frygtelige materielle Ødelæggelser, men at det Antal Menneskeliv, det kræver, ikke behøver at være saa frygtindgydende,som paa Forhaand skulde tro, naar der findes tilstrækkeligtmed

strækkeligtmedTilflugtsrum, der udnyttes systematisk. Og har der — som det er blevet paastaaet — paa dette Punkt været svære Begyndelsesmangler ved det engelske Luftforsvar, tyder det Tal, 15.000, som i Begyndelsen af November 1940 officielt meddeltes¹), som Antallet af Dødsofre efter 3 Maaneders voldsomme Luftangreb,nærmest Bekræftelse af Erfaringerne fra den finskrussiskeKrig. fremgaar ligeledes af en omtrent samtidigt foreliggende tysk officiel Tilkendegivelse¹), at de Ofre, Krigen indtilda kostet Tyskland, kun var Halvdelen af, hvad Krigen 1870^—71 krævede. Efter det prøjsiske Krigsministeriums Opgørelsebeløb sidste Tab sig til ca. 41.000 døde og ca. 117.000 saarede, ikke døde. Men iøvrigt er det naturligvis meget for tidligtat søge at komme til et Resultat i Spørgsmaalet, om SoldaternesDødsrisiko den nu dominerende Krigsteknik skulde være blevet reduceret yderligere i Forhold til tidligere Kriges, saalænge endelige Opgørelser ikke kan foreligge til Belysning af Dødsofrenes Omfang under den moderne Lynkrig, som den er blevet gennemført i Polen, Norge, Holland, Belgien og Frankrig.

Til Bedømmelse af Civilbefolkningens Dødelighed under moderne foreligger der endnu overhovedet intet Holdepunkt. Krigen i Finland var saa kortvarig, er det endog muligt, at Erfaringerne herfra ikke engang kan afgive et Holdepunkt af mere almengyldig Interesse, saafremt Krigstilstandene bliver langvarige. forøgede Evne til at bekæmpe Epidemier er dog i alle Tilfælde et Kulturgode, som kommer baade de direkte kæmpende den civile Befolkning til Gode. Endnu i forrige Aarhudredes var som bekendt Manglerne ved Hygiejnen paa Ernæringens alle andre Omraader i Virkeligheden den værste Fjende. M. H. t. denne Side af Sagen skal jeg indskrænke mig til at henvise til et andet Arbejde i den foran omtalte Carnegie- Endowment Serie2).

Faar det imidlertid indtil videre staa hen i det uvisse, hvilke ErfaringerTiden give os i Hænde til Bedømmelse dels af Militærets,dels Civilbefolkningens Dødelighed under de nu verserendeKrige, der paa den anden Side vanskeligt at kunne være Tvivl om — som allerede fremhævet — at den ved tidligere Krige nogenlunde let paaviselige Forskel mellem disse to BefolkningsgruppersDødelighed Tendens til at ville udligne sig.

---

1) Dagspressen den 6. og 10. Novb., 1940.

2) Fr. Prinzing: Epidemics resulting from Wars, Oxford, 1916.

Om Civilbefolkningen, som man i alt Fald tidligere vilde anse for mindre udsat end Soldaterne, saa ogsaa, naar alle Forhold tages i Betragtning, bliver bedre eller ringere stillet under disse Omstændigheder,er ikke afgjort hermed. Givet er det dog, at en Undersøgelse heraf ikke kan indskrænke sig til en simpel og summarisk Konstatering af Dødelighedens faktiske Størrele, men ogsaa maa søge at trænge ind i Problemet om, paa hvilken Maade og ad hvilke Veje, mulige Ændringer sætter igennem.

Stiller man dette Spørgsmaal, kommer man imidlertid hurtigt til at stille et andet, hvis man ikke gaar ud fra den uholdbare Forudsætning, at den allerede herskende — ofte betegnet »normale« Dødelighed er noget, der paa en eller anden Maade staar fast. Dette er paa ingen Maade Tilfældet, men en Idé, som hidrører Halley's og Siissmilch's Dage, og som vanskeligt kan benyttes Udgangspunkt, efter at det har vist sig, i hvilken Grad Dødeligheden i det hele har kunnet nedbringes siden.

Snarere end paa denne Maade at opfatte Dødelighedens saakaldte som et Plankegulv, maa man nu til Dags opfatte den som en mere eller mindre mobil Havoverflade, idet Dødelighedens øjeblikkelige (»normale«) Størrelse i Forvejen betegner en vis Kampfront. Der er paa ingen Maade noget ustatistik i en Betragtning, fremhæver, at en nogenlunde rolig Havoverflade ikke altid kan tolkes som Ro i Dybet, selv om det omvendte maa tænkes være übetinget rigtigt.

Ud fra en saadan statistisk-dynamisk Betragtning føres man fra Spørgsmaalet om Krigsdødeligheden til Spørgsmaalet om Betingelserne den enorme Nedgang, som det i det hele indtil nu har været mulig at naa til paa Dødelighedens Omraade, en Nedgang, har fortsat sig ogsaa efter den forrige Krig, og derfor mindre kan betragtes som et Plankegulv, men bedre som en Strøm, hvis Hastighed temporært kan ventes af svækket; Spørgsmaalet Krigsdødeligheden maa da blive et Spørgsmaal om Afændringer i de Omstændigheder, der har været bestemmende for Dødelighedens Bevægelser (i grove Træk: Nedgang) forud for Krigen.

Den sædvanlige Betragtning af disse sidste Omstændigheder er afgjort makro-dynamisk, fordi man sjeldent eller aldrig har videreAnledning nogen anden end den, der paa langt Sigt sammenfatterde optrædende Aarsager i de to velkendte Punkter: dels de lægevidenskabelige Fremskridt saavel paa selve Lægekunstenssom den forebyggende Hygiejnes Omraade, dels de

sociale Fremskridt, der i Praksis har gjort det muligt i alt Fald i
betydende Omfang at nyttiggøre den større Indsigt og faa de deraf
følgende Krav efterlevede.

Men en saadan sammenfattende Betragtning vil have vanskeligt ved at slaa til, naar det gælder at følge Dødelighedens Bevægelser inden for Tidsrum, der i denne Forbindel se maa betegnes korte og i Regelen skarpt afgrænsede. Forlader man Plankegulvs-Betragtningen og virkelig opfatter Dødelighedens Højde som Resultat af en stochastisk Proces (d. v. s. som en Ligevægtsstilling, ikke i klassisk, men i statistisk Mening) er det dermed ganske indenfor det aktuelles Grænser, at Krigen (saavel som andre Begivenheder) virker som Impulser, der sætter et ellers næsten (heri ligger det statistiske) i Ligevægt System i Svingninger med den Konsekvens, at endogene Kræfter faar deres Chance for periodevis at frembringe en lav Dødelighed, selv om en længere Række netop af de Impulser, Krige kan tænkes at give Dødeligheden, ventes i Gennemsnit at virke til større eller mindre Stigning, i det mindste efter det, vi faktisk hidtil har set. Da de Befolkninger, hvorfra lagttagelser af denne Slags maa hentes, er faktisk begrænsede og ikke kan udvides ad libitum, er det klart, at man snarest f aar saadanne Svingninger at se, jo kortere man gør lagttagelsestiden, men derved paa den anden Side kan komme til at gøre den saa kort, at man ikke med tilstrækkelig kan orientere sig i Svingningsforløbet og da risikerer en komplet Fejlslutning. Det ligger ganske vist i hele Betragtningsmaaden, der er velkendt fra flere andre Omraader, at Svingningerne maa tænkes at fortsætte sig længe om end sædvanligvis mere og mere afdæmpet Form; men denne Egenskab er i Almindelighed af ringe Værdi ved deres Efterforskning og Genkendelse i Praksis.

Der bestaar en ganske væsentlig Forskel mellem denne Betragtningsmaadeog ældre, klassiske, der opfattede den Ligevægtstilstand,hvori Form og Størrelse udkrystalliserede sig, som kompakt (absolut Ligevægt i Modsætning til næsten Ligevægt).For væsentlig Del beror denne Forskel i Opfattelserne paa Erkendelsen af det uholdbare i, at »naar Døden finder een Port lukket, aabner den til Gengæld en anden«, som de gamle mente. Men den beror ogsaa paa den Idé, der paa saa mange andre Omraader gør sig gældende i vore Dages Betragtning af Sammenhængen mellem Begivenheder, der alene manifesterer sig

i Tidsløbet, en Betragtning, der regner med en vis, men altsaa ikke übetinget Sammenhæng mellem Begivenhedernes øjeblikkelige Opførsel og deres Udvikling gennem en kortere eller længere Fortid.Var übetinget, vilde mange af de ogsaa i Konjunkturanalysen forekommende Problemer frembyde en saadanAnalogi Problemer fra den rationelle Mekanik, at Forekomstenaf indtrædende Impulser, der naturligvis ndrerde der ellers ofte bliver Ligevægtens Resultat, ikke i alle Tilfælde gjorde Analogien uanvendelig. Anderledes, naar man af Nødvendighed tvinges til at »arbejde statistisk« og se bort fra et Væld af Omstændigheder, man enten godt nok kan tænke sig medvirkende til det, vi ser, eller ligefrem ikke har Anelse om. Da maa Sikkerhed erstattes med Sandsynlighed og konkrete Angivelser med Fordelingslovene for de Størrelser, hvormedman et Begivenhedsforløb i den klassiske Dynamiks Forstand.

Alt dette er jo velkendt fra de senere Aars Bestræbelser paa at tilvejebringe et haandterligt Apparatl) særlig til Analyse af Konjunkturforløbets og at faa det til at fungere. Paa Dødelighedsmaalingens Omraade, har saadanne Bestræbelser foreløbigt i mindre Grad afsat sig Spor, formentlig fordi praktiske Behov ikke paa dette Omraade har haft lignende Anledning til at efterspørge Indsigt i tilsvarende Problemer; i Forsikringsvirksomheden nok, fordi Forsikringskontrakternes Varighed almindeligvis langt ud over Længden af de Tidsrum, der ellers vilde komme i Betragtning.

Rejser man imidlertid blot et tilsyneladende saa nærliggende Spørgsmaal som det om Krig og Dødelighed, er man, saavidt jeg ser, med det samme inde i akkurat de samme Problemer og Vanskeligheder, i stort Omfang frembyder sig f. Eks. ved Studiet af Konjunkturernes Forløb.

Saaledes kan man herved næppe se bort fra den før nævnte Erkendelseaf, Dødsaarsager baade kan konkurrere og kooperere, en Erkendelse, der netop skiller den nyere Betragtning fra den ældre. Dette kan betyde, at en temporær Stigning i Dødelighedenforaarsaget en exogen Impuls »renser ud« og endogent

---

1) Jfr. af nyere Fremstillinger H. Wold: A Study in the Analysis of Stationary Time Series, Uppsala, 1938, med Hensyn til Anvendelsen bl. a. Johan Åkerman: Das Problem der socialökonomischen Synthese (Vetenskaps-Societetets Skrifter), Lund 1938.

frembringer et senere lige saa temporært Fald, altsaa sætter en Svingning i Gang; men det behøver blot ikke i alle Tilfælde at blive Konsekvensen; Impulsen kan ogsaa tænkes endogent at forstærkeStigningen, hvis denne Virkning forsinkes, at neutraliseredet Fald, som ellers kunde komme. Naar man særlig tænker paa Krig som den ligevægtsforstyrrende Aarsag, er det endelig nærliggende ogsaa at tænke sig denne Aarsag udstyret med en speciel Rigdom paa spontane Impulser, der da griber ind i en i Forvejen livlig Svingningsbevægelse.

Den Maade, hvorpaa de helt elementære Metoder søger at følge Dødeligheden, eller den, der sædvanlig anvendes ved periodiske Bestemmelser af Dødelighedens Form, f. Eks. i Forsikringsselskaberne, derimod ganske enkelt den at benytte saa lange Observationstider, Korttidsproblemet slet ikke kommer i Betragtning.

Til Illustration kan anføres nogle Eksempler angaaende Dødeligheden Danmark under forrige Krig. De summariske Tal i Tabellen tilsyneladende intet bemærkelsesværdigt; men de afgiver netop derved Vidnesbyrd om, at Overfladeroen ikke med Nødvendighed indicerer Ro i Dybet.

Som det første kan benyttes det af Læge Hindhede fremdragne i hans i sin Tid meget omdebatterede Arbejde om Rationeringen og Dødeligheden i Danmark. Der gøres her opmærksom paa, at Antallet af Dødsfald i Tiden fra 1. Okt. 1917 til 1. Okt. 1918 var mærkeligt lavt; i nedenstaaende Oversigt er anført det aarlige Antal i hver af 12 Maaneders Perioderne Oktober-September 1. Okt. 1914 til 1. Okt. 1920 og disse Antals Forhold til Middelfolketallene de samme Perioder:

Det vil ses, at Dødeligheden i Perioden 1917_—19 ganske rigtig var paafaldende lav. Som det vil erindres, udpegede Hindhede med det samme den dengang etablerede Levnedsmiddelrationeringsom Uden at komme ind paa den Strid, der heraf opstod, er det ganske lærerigt at bemærke, at et saadant betydeligtFald Dødeligheden, som fremhævet ovenfor, stiller os overforet

foretProblem, som vi langt fra føler os tilsvarende sikre overfor, som hvis det havde drejet sig om en tilsvarende Stigning; for da var der vel adskillige, som ikke vilde have betænkt sig paa at affærdigeProblemet Svaret: »Det maa jo være Krigen«, for ikke at tale om dem, der vilde sige, at det maatte vel skyldes Rationeringen.

Det er temmelig tydeligt at denne Maade at ræsonnere paa ikke kan have synderlig Værdi. Af Hindhedes egne Undersøgelser fremgaar, at Nedgangen med forbavsende Ensartethed (i statistisk Mening) genfindes i alle Grupper (Mænd, Kvinder, Aldersgrupper o. s. v.) og paa alle Dødsaarsager; hvis en enkelt nærmere angivelig til Faldet virkelig eksisterer, følger heraf, at denne saaledes hvert Fald ikke er paavist. En tilsvarende Beviskraft ønsker derimod ikke tillagt den Anskuelse, jeg ved en tidligere Lejlighed har givet Udtryk for, at den Maade, den sædvanlige danske Kost kunde tænkes at bidrage til Vedligeholdelse af en unødvendig høj Dødelighed, vanskeligt kan gøre det særlig plausibelt, den overordentlig milde Form, hvori Rationeringen optraadte i dette Aar, skulde kunne have en saadan pludselig Virkning; en saadan kunde snarere tillægges Alkoholrestriktionernes i 1917, hvis Virkning ikke kan bestrides, men som af andre Grunde er langt fra at strække til i denne Forbindelse.

Tager man endelig hele den Udvikling, som Anskuelserne om Ernæringshygiejnen siden er gennemløbet, i Betragtning og erindrer, det næppe er sandsynligt, at denne Udvikling netop nu skulde være afsluttet, er det yderligere vanskeligt at tænke sig Forklaringen fundet i en saadan enkel og summarisk Formel. Er det i det hele vanskeligt i Enkeltheder at gøre Rede for den almindelige i Dødeligheden, der dog er et socialt Fænomen Rang, kan det næppe undre, om det i den Retning stiller sig vanskeligere med en Nedgang, der var saa temporær.

Et andet Eksempel til Belysning af Fremkomsten af Svingningeri har man i de store Influenza-Epidemier. Medensdet Antal Dødsfald i hvert af Kalenderaarene 1916^— 20 laa temmeligt konstant paa 39.000 og et kun varierende Antal Hundreder dækker disse Aar saavel den først omtalte Periode og nogle af Influenza-Perioderne. Disse sidste har været kommenteretsaa Steder, ogsaa i den officielle Statistik, at det her maa være tilstrækkeligt at erindre om, at Dødeligheden blandt 20_—30aarige steg til over det dobbelte af »det sædvanlige« under

disse Epidemier; som Følge af Anledningen vil der her vanskeligt kunne rejses Tvivl om Aarsagsforholdet. Den første af Epidemiernesatte Alvor ind netop i Oktober 1918, da Dødeligheden Aaret forud havde været meget lav; men allerede i Aaret 1919 vilde Dødeligheden efter sædvanlig Sprogbrug kunne være betegnetsom hvis ikke Svingningen fortsatte sig og hen paa Efteraaret 1919 frembragte en lige saa lav Dødelighed som i de »bedste« af Maaneder af 1917—18.

Spørger man nu om de her omtalte Svingninger i Dødeligheden skyldes Krigen, maa det vel anses for sikkert, at Levnedsmiddelrationeringen sin Tid skyldtes Krigen, og accepterer man Læge Hindhedes Forklaring som tilstrækkelig, maa man da ogsaa forlige med Tanken om, at Krige kan give ekstraordinær lav Dødelighed, Resultat, der i sin udvendige Formalisme maa synes ganske indholdsløst og uinteressant. Det samme gælder det meget omdebatterede Spørgsmaal om »Influenzaen skyldtes Krigen«. Førend det er klarlagt, ad hvilke Veje og i hvilket Omfang de mere svømmende Aarsagsangivelser som Krig, Rationering og mange flere gør sig gældende, kan der vanskeligt knytte sig større Interesse til den Slags »Forklaringer«; mellem Rationeringen og Influenzaen findes derimod den afgørende Forskel, at den sidstes Virkninger med forholdsvis enkle Midler statistisk tillod en Opdeling Grupper, der afgørende skilte sig fra andre.

Vender vi os fra disse Spekulationer til det praktiske Spørgsmaal, Betydning en eventuelt ændret Krigsdødelighed, uden Hensyn til, hvad den beror paa, kan tænkes at ville faa paa Livsforsikringsvirksomheden, maa man naturligvis her i første Række fremhæve den Virkning paa Selskabernes Økonomi, som i de krigsførende Lande vanskeligt kan undgaa at blive Følgen.

Ganske vist kan man ved Begyndelsen af denne Krig lige saa lidt som ved Begyndelsen af den forrige vide noget om Muligheden af at kunne drage Slutninger fra Erfaringerne fra Fortiden. Nu som forrige Gang er Krigstekniken paany en anden, og dertil kommer Spørgsmaalet, om vore Erfaringer med Hensyn til Civilbefolkningens Dødelighed ogsaa vil holde Stik denne Gang. Som nævnt ovenfor, synes Distinktionen mellem Militær og Civilbefolkningen at faa mindre Valeur end nogen Sinde før.

Paa et andet Punkt staar vi ogsaa lige saa uvisse som sidste Gang. Da sagde man ofte, at den almindelige Nedgang i Dødeligheden,der de fleste Selskaber hidtil gennem mange Aar havde været en omend langsomt rindende, saa dog ganske solid Indtægtskilde—

kilde—ikke mere eller ikke foreløbigt kunde ventes at komme tilbage. De ændrede Krigsmaader og vel særligt Krigens usædvanligtomfattende fremkaldte Tvivl om, at den temporæreKarakter, tidligere havde vist sig at besidde,den man ikke længere regne med; men det gik faktiskganske Ogsaa mellem Krigen for 25 Aar siden og nu begyndte den almindelige Nedgang ret hurtigt at indfinde sig og den dermed følgende Fordel for Kapitalforsikringsforretningen ligeledes. Det rene ingen Ting var det jo ikke; det var netop i disse Mellemkrigsaar, man i alt Fald i Sverige tog dette Fænomens voksende Betydning for Renteforsikringerne op til Behandling.

Spørgsmaalet om en eventuel øget Krigsdødeligheds temporære Karakter er imidlertid et meget afgørende Spørgsmaal; for bliver Bevægelserne ikke voldsommere end under forrige Krig, skulde de Vanskeligheder, der kan komme fra Krigsdødeligheden næppe blive de værste — i alt Fald ikke i forsigtigt ledede Selskaber; anderledes, hvis man nu mindre end forrige Gang tør regne med Stigningernes temporære Karakter. Spaamand bør man her afholde fra at være. Thi det er hverken statistisk eller fornuftsmæssig nogen anden Forstand rent udvendigt at ville slutte fra forrige Gang. Ganske vist kan man vanskeligt tvivle om det berettigede at se hen til en Tid med fornyet og fortsat Nedgang i Dødeligheden; men hvor længe det vil vare, og hvad der vil hænde i Mellemtiden, turde være ganske usikkert.

Et særligt Spørgsmaal er det naturligvis igen, hvordan det under dette vil gaa med Dødeligheden i de ikke krigsførende Lande. Selv om disse Lande ikke har de direkte Krigshandlingers Ophør at falde tilbage paa som en Aarsag til en omtrent straks begyndende Nedgang i Dødeligheden, er deres Vilkaar nu om Dage igen saa langt nøjere knyttede til den øvrige Verdens end tidligere, at ogsaa Dødeligheden i disse Lande maa tænkes afhængig Begivenhederne udenfor. For Forsikringsvirksomhedernes vil specielt her Spørgsmaalet om Kapitalmarkedernes Reorganisation rimeligvis blive af større Betydning end Dødelighedens