JENS WARMING f. 1873. d. 1939

AD en noget uregelret Livsbane førtes Jens Chr. Jespersen
» Warming til den Professorstol ved Københavns Universitet,
som han beklædte de sidste 20 Aar. I Studentertiden var han et
Par Aar Elev paa Askov Højskole, og efter at han havde taget
juridisk Embedseksamen, drog han til Amerika for et treaarigt
Ophold, under hvilket han virkede som Højskolelærer. Da han
efter Hjemkomsten havde suppleret sin juridiske Uddannelse ved
ogsaa at tage statsvidenskabelig Eksamen, ansattes han som Docent
Nationaløkonomi ved Landbohøjskolen, og samtidig gjorde
han Tjeneste som Undervisningsassistent ved Universitetets statistiske
Et Par Aar senere blev han Kontorchef i Statens
Bureau uden at have passeret de lavere Tjenestegrader.
de 15 Aar Warming beklædte det sidstnævnte Embede,
havde han dog stadig Øjet rettet mod Professorstillingen, og i
største Delen af Tiden øvede han akademisk Lærergerning som
Bierhverv. Allerede i 1903 havde Warming deltaget i en Konkurrence
den Docentpost i Statsvidenskab, der tilfaldt Nordmanden
Einarsen, og da denne Post atter blev ledig efter et
Par Aars Forløb, blev det overdraget Warming og L. V. Birck at
»bistaa de statsvidenskabelige Professorer i det dem paahvilende
Forelæsnings- og Eksamensarbejde«. I Realiteten betød dette
løjerlige Arrangement, at Warming blev Docent med Danmarks
Statistik som Lærefag, men saaledes at han vedblev at bestride
Kontorchefsembedet i Statistisk Departement, indtil han i 1919
udnævntes til Professor Ordinarius i Statistik.

Af de to Discipliner, der indenfor Rammen af Faget Statistik doceres ved Københavns Universitet, var den teoretiske i Harald Westergaards og senere i Nybølles Hænder. Warmings Domæne blev derfor den beskrivende Disciplin, som i Undervisningsplanen benævnes »Danmarks Statistik«. Det er ikke rimeligt, at Warming, hvis Omstændighederne havde stillet ham frit, vilde have valgt

dette Lærefag som mere end et Gennemgangsstadium. Tværtimod. Som Grundlag for to Konkurrenceforelæsninger i Anledning af Besættelsen af det Professorat, der blev ledigt ved Will. Scharlings Død, udgav Warming en Afhandling (»Arbejdsløn og Rente«), i Forordet til hvilken han udtalte som sin Opfattelse, at »den naturligeUdviklingslinje en Nationaløkonom er den at begynde som Statistiker, og saa efterhaanden dreje mere over til den egentlige Nationaløkonomi, særlig de teoretiske Hclhedsproblemer«.

Denne Udtalelse er en Programerklæring, som ikke er til at tage fejl af, og Warmings videnskabelige Virke rummer da ogsaa flere Vidnesbyrd om, at hans Hu stod til Indtrængen i de mere teoretiske økonomiske Problemer. Foruden Konkurrenceafhandlingen 1903, »Gode og daarlige Tider«, og den før nævnte »Arbejdsløn Rente« kan her peges paa Lejlighedsskrifter om »Valutaspørgsmaalet«, og Landbruget« og »Provinsen og Hovedstaden«. altid vaagne Interesse for Øjeblikkets Spørgsmaal og hans Trang til at bidrage til at løse Vanskelighederne sig typisk Udslag i den i 1935 udgivne Afhandling »Industri eller Landbrug«, der rummede intet mindre end en Femaarsplan Beskæftigelse og Valuta i Danmark. Endelig bør nævnes over Landbrugspolitik og det ejendommelige »Landbrugets Grænse-Kalkulationer«, der tilsigtede at bane Vej for Anvendelse af Grænsenytte- Teorien som driftsøkonomisk i det praktiske Landbrug.

Hovedvægten i Warmings videnskabelige Produktion og i hans akademiske Lærergerning ligger dog paa den beskrivende Statistiks Her udførte han gennem et Tidsrum af 33 Aar et overordentlig Arbejde.

Da Warming i 1906 begyndte sin Lærergerning ved Universitetet, fandtes der intet brugeligt Grundlag for Undervisningen i DanmarksStatistik. da havde de Studerende i det væsentlige været henvist til at benytte et saa besværligt og tillige forældet Hjælpemiddel som Falbe-Hansens og Scharlings store Haandbog i 5 Bind (1878—87) med Supplementet af 1891. Paa Grundlag af sine Forelæsninger udarbejdede Warming nu en ny Haandbog, som udkom i 1909_—13, og hvoraf en forkortet Udgave, nærmest bestemt til Undervisningsgrundlag for de juridiske Studerende, fremkom i 1920. I helt omarbejdet og stærkt udvidet Skikkelse udsendtes Warmings Hovedværk i 1929_—30 under Titlen »DanmarksErhvervs og Samfundsliv«, efterfulgt af den mindre Lærebogfor »Danske Samfundsproblemer i statistisk Belysning«.Endelig

ning«.Endeligforelaa ved Warmings Død to Hefter af en ny og
yderligere forøget Udgave af den store Bog.

Det er et Kæmpearbejde, der her er præsteret ved Samlingen, den stadige å jour-Føring og Systematiseringen af det vældige Materiale til Belysning af snart sagt alle Felter af Samfundslivet. Og Warming tog sig ikke Sagen let. En stor Del af Stoffet gravede han møjsommeligt frem fra afsides Kroge, fra Regnskaber, periodiske og Lejlighedsskrifter fra offentlige og private Institutioner, Foreninger og Korporationer, fra Monografier, Tidsskrifter, og Lovmotiver. Og alt blev, i den knappest mulige Form, vendt og drejet, belyst og kommenteret alle Sider. Warming vilde, at den, der raadspurgte hans Bog, ikke alene skulde være værnet mod at gaa forgæves, men ogsaa være sikker paa at faa rigtig Besked, eller i hvert Fald at blive sat rigtig paa Sporet.

Hvad Warming ydede som Universitetslærer, maa vurderes paa Baggrund af den Stilling, man har givet den beskrivende Statistik i det statsvidenskabelige Studium ved Københavns Universitet. Næppe noget Sted udenfor Danmark har man i samme Grad som her taget Konsekvensen af den selvfølgelige Erkendelse, at Studiet af Samfundsvidenskaberne bør hvile paa Grundlaget af solidt og fyldigt Kendskab til Samfundsbygningens Struktur og til Realiteterne det Liv, der rører sig i den. At bibringe de Studerende saadant var det væsentlige i den Opgave, der var betroet Warming som Universitetslærer. Han forstod den store Betydning af denne ansvarsfulde Opgave, og han sparede aldrig nogen Anstrængelse paa bedst mulig Maade at røgte dette Hverv, hvortil hans Evner og Anlæg gav ham udmærkede Forudsætninger. Desuden det ham en god Hjælp, at han i sine Tjenesteaar i det statistiske Departement fik personlig Kontakt med den officielle Statistiks Arbejde og Metoder.

Nu da Læreren i »Danmarks Statistik« gennem 33 Aar er gaaet bort, spørger man uvilkaarlig, hvem der kan og vil fortsætte hans Arbejde. Det gaar nu nok. Der har lykkeligvis i de senere Aar været en saa frodig Opvækst af dygtig og energisk Ungdom med statsvidenskabelig Uddannelse, at den rette Mand til at tage Arven op nok vil blive funden. Men i Forbindelse hermed bør det maaske overvejes, om ikke øjeblikket er inde til i nogen Grad at ændre Fagets Indhold. Ved det unge Universitet i Aarhus, hvor det tilsvarendeFag faaet Benævnelsen »Almindelig Samfundsbeskrivelse«,har givet det tre Undervisningssemestre, hvoraf der i

de to behandles danske Samfundsforhold, medens det tredje Semesteranvendes Øvelser m. m. i internationale Forhold, bl. a. med den Del af Folkeforbundets Publikationer, der koncentrerer sig om den økonomiske Statistik, som Kildemateriale. En Reform i denne Retning synes at maatte være betimelig, og den vilde formentligkunne uden Forøgelse af Omfanget af det egentlige Lærestof.

Udenforstaaende kunde maaske fristes til at spørge, om Undervisningen en Menneskealder i et Fag, der efter sit Indhold giver saa liden Anledning til Himmelflugt, som Tilfældet er med beskrivende Statistik, ikke avlede en for Undervisningen skadelig Træthed. Den, der spørger saaledes, vil finde benægtende Svar ved at sammenholde Fremstillingen i de 2V2 Udgaver af Warmings store Haandbog. Arbejdet med dette Værk har jo aldrig hvilet, siden det første Udkast blev skrevet, og man mærker tydelig, hvorledes gennem dette Arbejde søgte i nogen Grad at realisere foran nævnte Program for hans videnskabelige Løbebane. Udgaven af 1929_—30, der havde Undertitlen »En Lærebog i Danmarks Statistik«, og endnu mere den sidste ufuldendte Udgave, sig fra den oprindelige »Haandbog« bl. a. derved, der til de talmæssige Fremstillinger og Redegørelser er knyttet hvad Warming selv kalder »den nationaløkonomiske Forklaring Forholdene«. Ved saaledes i den som Lærebog benyttede i Danmarks Statistik saa at sige at indsmugle Elementer et Kursus i Økonomi søgte Warming Udløsning for sin Trang til at docere Nationaløkonomi.

Der er forskellige Meninger om, hvorvidt dette, pædagogisk set, er en anbefalelsesværdig Metode. Men givet er det, at det stadige Arbejde med de »nationaløkonomiske Forklaringer« har ikke alene værnet Warming mod at blive stikkende i en altfor rutinemæssigUndervisning, ogsaa bidraget til at forøge den personligeKontakt Lærer og Elev, der er saa frugtbringende for al Undervisning. Betegnende er det, at W^Tarming ivrigt paakaldte sine Elevers Medarbejde og opfordrede dem til at supplere det docerede og eventuelt fremsætte afvigende Opfattelser og Meninger:»Universitetet ikke blot være et Sted, hvor Studenterne lærer af Professorerne; disse skal ogsaa lære af Studenterne, og ikke mindst i et Fag, hvor det er saa vigtigt at være i Kontakt med Livet i alle Erhverv, Klasser og Landsdele«. Ogsaa Undervisningenpaa statistiske Laboratorium, hvor Warming i de sidste 15 Aar ledede en Del af Øvelserne, betegnede han som en Slags

Samarbejde med Eleverne: »Studenterne har ofte, og navnlig i de saakaldte frie Opgaver, indsamlet et Stof og uddybet et Emne paa en saadan Maade, at jeg har lært meget deraf; det samme gælder Seminar-Opgaverne og de store Tremaaneders Afhandlinger.«

De to ovenstaaende Citater, der er taget fra Forordene til den store Haand- og Lærebog, vidner om, at Warming — saaledes som det sømmer sig en ret Videnskabsmand — ikke ophørte med at være og føle sig som »studiosus perpetuus«. Han siger selv, at han i den første Tid som Universitetslærer var ængstelig for at komme ud i noget subjektivt. Denne Ængstelighed svandt dog med Aarene, og selv om han vedblivende erkendte Vanskeligheden ved, at Læreren beskrivende Statistik som en Slags Polyhistor maa beskæftige med Problemer indenfor alle Nationaløkonomiens Fagomraader, dette ham ikke fra ofte at kaste sig ud i Behandlingen Emner, som — ret beset — burde forbeholdes Specialisters Naar hans uforfærdede Gaaen paa undertiden resulterede i Konklusioner, der maatte forekomme noget udfordrende, dette ses paa Baggrund af den Opfordring, han rettede til andre Læsere end de Studerende, om at melde sig med Korrektioner og afvigende Meninger: »Der er mange Problemer vor Videnskab, som Enkeltmand ikke magter, men hvor alligevel een maa begynde for at faa Drøftelserne frem.«

Alt dette var vel Udslag af den fantasifulde Frodighed, der var en Del af Jens Warmings Natur, men det hænger utvivlsomt ogsaasammen hans utrættelige Arbejdstrang. Myreflittig som han var af Natur, blev Arbejde hans Liv; han var aldrig ledig, kendte næppe til at holde Ferie. Saaledes kan det forklares, at selv om Warming rundeligt gav Embedsgerningen, hvad den havde Krav paa, blev der dog Tid tilovers for andre Gøremaal. Warmings Arbejdskraft, hans Kundskaber og Indsigt og hans stærke Ønske om at være til størst mulig Nytte for sine Medmennesker blev da ogsaa taget i Brug paa mange forskellige Omraader. Han var Formandfor to Boligkommissioner under og efter Verdenskrigen; han var i en Aarrække Medlem af Københavns Borgerrepræsentation,havde i en Række offentlige Udvalg som Husholdningsudvalget,Udvalget Tilvejebringelse af dansk Arbejdskrafti og Socialministeriets Arbejdsudvalg. I nogle Aar var han Formand for Dansk Pensions- og Livrenteselskab, Medlem af Landmandsbankens Byggeselskab m. fl. Hans stærke kirkelige Interesse gav sig bl. a. Udslag i, at han siden 1912 var

Medlem af Nathanaels Menighedsraad, og i Udgivelsen af den, ogsaai
Kredse noget omstridte Bog »Sociale Breve til Menigheden«.

Ved Karakterisering af Jens Warmings Person, saaledes som Billedet af ham nu tegner sig for os, er der et enkelt Træk, der straks paatrænger sig. Han manglede i væsentlig Grad visse Egenskaber, i Almindelighed vurderes for højt, Egenskaber, som ofte gør en moralsk og intellektuel Undermaaler til Charmeur. Warmings Mangel paa det, man i Almindelighed kalder »Form«, prægede baade hans Omgangstone, hans Arbejde og hans Forfatterpersonlighed. kan til Nød forestille sig Warming udtalende vel overvejet Artighed, men en rent konventionel Kompliment sikkert aldrig kommen over hans Læber. Naar han overfor en Kollega, som mente at have præsteret et rent Mesterstykke en Tidsskriftartikel, uden Omsvøb kunde udtale, at det paagældende Opus var »nærmest overflødigt«, var det fordi han efter bedste Overbevisning ansaa det for at være overflødigt, — og deri havde han maaske Ret! Bristende Sans for det formelle spores ogsaa i Warmings Universitetsarbejde. Selv om han paa sin Vis ikke manglede Veltalenhed, var hans Foredrag i Almindelighed og alt andet end blændende. Sproget i hans Bøger er ofte kantet og knudret, og hans overdrevne Økonomi med Ord førte ham jævnlig ud i et sprogligt Uføre, der gør Læsningen til Hovedbrud og fordunkler Meningen.

Warmings minimale Interesse for det formelle hang imidlertid sammen med eller maaske rettere: var en nødvendig Følge af — værdifulde Egenskaber, som ikke vender udad, og som derfor bliver mindre paaagtede. Ligesom han i sin Livsførelse viste en personlig Nøjsomhed og forsagende Afholdenhed overfor meget af det, der efter de flestes Mening »sætter Kulør paa Tilværelsen«, saaledes viste han en tilsvarende Askese paa aandeligt Omraade, en Askese, der blev til afgjort Modvilje mod alt, hvad der var uægte eller overdrevent. I god Samklang hermed var hans übestikkelige der aldrig gav Plads for selv Skyggen en Løgn, og den nøjeregnende Redelighed, der forkastede enhver Brug af Ornamenter i Tale og Skrift.

Warmings »sociale Indstilling« er kendt nok. Mindre kendt udenfor det Kvarter af København, hvor han havde sin Bolig i en Menneskealder, er det maaske, at hans Interesse for de Mennesker, har det ondt, ikke var blot akademisk, men i høj Grad af positiv Natur.