Marius Vibæk: DEN DANSKE HANDELS HISTORIE. Gyldendal. København 1932-1938. Sider + Register.

Efter Direktør Marius Vibæks Død har Overlærer Jens Vibsek udgivet sin Fars efterladte Værk om den danske Handels Historie fra de ældste Tider til vore Dage. Da det er det første større Oversigtsværk paa dansk over vor Handels Historie, vil det allerede af den Grund kunne paaregne Interesse.

Desværre er der meget betydelige Anker at rette mod Vibæks Arbejde. Hvad selve Dispositionen af Værket angaar, undres man over, at Forfatteren ikke har fulgt den almindelige Tendens til i en historisk Fremstilling at lægge Hovedvægten paa den nyeste Tid. Afsnittet om Oldtidens Handel til og med Folkevandringstiden fylder 15 Sider, men hele Efterkrigstiden faar kun 28 Sider, hvoraf alene »Personalet« og »Uddannelse« tager de 3, medens et centralt Problem som Statsindgreb kun behandles paa een Side. Det er klart, at Bogen som Vejleder for denne ikke uvæsentlige Periode praktisk talt maa blive uden Værdi. For Krigstiden gælder noget lignende, idet dette Afsnit ogsaa er stedmoderligt behandlet. Om nogen virkelig Drøftelse eller blot Fremstilling af de Spørgsmaal, som er af fundamental Betydning for Forstaaelse af vort Samfunds og derunder ogsaa Handelens Kaar, kan der ikke blive Tale.

Ej heller for den nærmeste Førkrigstid er Skildringen tilfredsstillende. Den er i betænkelig Grad blevet til Storhandelens og de store Mænds Historie, al anden Udvikling sættes i Relation. Herved faar Værket Slagside. Indtil da har Forfatteren gjort et prisværdigt Forsøg paa at vurdere og dens Funktioner i Forhold til det danske Sarafunds økonomiske og Udvikling, men herefter glipper det. Der er ingen Tvivl om, at Direktør Vibæk paa mange Omraader var en meget vidende og belæst med en brændende Kærlighed til det Emne, han behandler. Men han manglede Overblik, og hans Metode og Evne til systematisk Behandling stod ikke i Forhold til hans Viden. Det giver sig stærkest Udslag i Behandlingen det 19. og 20. Aarhundrede, hvor han knytter Skildringen til Enkeltpersoner, medens Relationen mellem Handelen og de øvrige Samfundsforhold i Baggrunden. Den Belysning, han kaster over disse Mænds Virke, er ensidig og ufyldestgørende, og han formaar ikke at rede det spegede Net ud, hvori ogsaa Traadene til Handelens Historie findes. V.'s Arbejde falder derfor sørgeligt igennem over for en Række fortrinlige Monografier over Handelens Historie, som foreligger paa Hovedsprogene.

Jeg skal med et enkelt Eksempel — valgt blandt mange — illustrere, hvorledes behandler sit Stof. Pagina 397 skriver han i Afsnittet om Toldbeskyttelse: var saa lydhør overfor Kravet om Toldbeskyttelse, »at han lod sin Ungdoms Frihandelsidéer fare og blev beskyttelsesvenlig, og hans Indflydelse var saa stærk, at han drog den største Del af Handelsstanden sig bort fra den forrige Generations frihandelsvenlige Indstilling«. Det synes dog, som om Forfatteren selv er blevet betænkelig ved denne Forklaring, hvorfor han skynder sig at tilføje: »Mange af dem drev dog selv Industri eller havde paa anden Vis Tilknytning til den«. Det er ingen Maade at skrive Historie paa. De Oplysninger, han giver om Kampen for og imod Toldbeskyttelse — her og andetsteds i Bogen — er hverken dækkende eller rammende. Det bør bl. a. fremhæves, 1) at Godsejerkredse under Trykket af oversøisk Konkurrence blev protektionistiske, hvilket havde til Følge, at Estrup 1886 forelagde de første agrarprotektionistiske Lovforslag, 2) at Fællesorganisationen dansk Haandværk og Industri 1887 erklærede sig for Beskyttelse, 3) at »Det nationale Arbejde«s Opraab om Beskyttelse i 1888 var underskrevet af vore førende Industridrivende og endelig 4) at Tietgens Tale paa Handelsmødet i Odense 1885, hvor han som Formand for den danske Handelsstands Fællesrepræsentation lagde op til Protektionisme, kun betød en Manifestering af den Deling inden for Handelsstanden, som allerede havde fundet Sted paa Toldspørgsmaalet. Paa den ene Side stod Import- og Transithandelen sammen med Landbrugets Eksporthandel, paa den anden den Del af Handelsstanden, der var knyttet til Industrien i Forbindelse med Flertallet af de kornproducerende Godsejere. Det var ikke Tietgens Personlighed, fik Grossererne til at dreje, men ganske naturlige Modsætningsforhold, bestemte Grupperingen. Tietgen var som Bankmand, Købmand Industriinteressent en Polygon, hans Partitagen for Beskyttelse viser kun, at hans Industriinteresser var de dominerende.

Naar dette er sagt, skal det dog ogsaa fremhæves, at Behandlingen af det IG.^—18. Aarhundrede rager langt op over Skildringen af den nyeste Tid. Her er nedlagt et stort og grundigt Arbejde og her findes mange udmærkede Oplysninger og gode Betragtninger. I sit Forord gør Vibæk selv meget beskedentopmærksom

skedentopmærksompaa, at hvis hans Arbejde kunde bidrage til at faa Kritikeretil skrive noget bedre, havde Bogen udfyldt sin Mission. Det var at ønske, om Udgiveren, saafremt en ny Udgave kommer til at foreligge, vilde omarbejde navnlig sidste Del af Bogen, og med Bibeholdelse af de værdifulde Dele af Faderens Arbejde give os en Handelshistorie, som i større Grad tilfredsstiller de berettigede Krav, der kan stilles til en saadan.