STORBRITANNIENS Landbrugsproduktion har en Værdi, der
ligger mellem 200 og 250 Mill. £ aarlig -¦- varierende med
Prisniveauet — medens Værdien af Industri- og Mineproduktionen
til mindst 3000 Mill. £.

Selv om man ikke kan maale et Erhvervs Betydning ved dets Andel i den samlede Produktionsværdi, er det dog klart, at Storbritannien et udpræget Industriland, og at Landbruget spiller en underordnet Rolle i Samfundsøkonomien. Dette Forhold understreges derved, at knapt IV2 Mill. Personer beskæftiges Landbruget mod ca. 20 Mill. ved andre Erhverv.

De britiske Landmænds Stilling har under hele Frihandelsperioden
baade politisk og økonomisk svag, og først i de
senere Aar er der skabt forøget Interesse for Landbrugserhvervet.

I Middelalderen og helt op til Begyndelsen af det 19. Aarhundrede det Jordbesidderne, som havde afgørende Indflydelse paa Landets Styrelse. Ved omfattende Kornlove søgte man at beskytte Landbruget; i Perioden 1689_—1815 reguleredes Importen Korn ved vekslende Toldsatser, og desuden blev der givet Eksportpræmier for at stimulere den indenlandske Produktion.

Kornlovene var dog ikke i Stand til at hindre store Prissvingningerpaa indenlandske Marked, fordi det var det aarlige Høstudbytte, som var bestemmende for Kornpriserne. Transportforholdenevar Hindring for en livlig Omsætning af Korn Landeneimellem, i daarlige Høstaar steg Prisen til et uforholdsmæssigthøjt medens en god Høst medførte Overflod og lave Priser. Eksempelvis kan nævnes, at den aarlige Gennemsnitsprisfor i den føromtalte Periode varierede fra 23 til 119 sh pr. quarter (å 228,6 kg). Selv om Kornlovene ikke kunde

forhindre økonomiske Kriser inden for Landbruget, holdt Jordbesiddernedog
fast ved disse.

Indtil Begyndelsen af det 19. Aarhundrede var Storbritannien omtrent selvforsynende med de vigtigste Fødevarer, men da Befolkningstallet Perioden 1811—1841 steg fra 12 til 17 Millioner, og der samtidig skete en betydelig industriel Udvikling, blev Kravet billige Fødevarer aktuelt.

I 1815 blev Kornloven ændret, saaledes at Eksportpræmien
bortfaldt, og det er bekendt, at Modstanden mod hele denne Lovgivning
stærkt i de næste Aartier.

Med Støtte af rige Købmænd i Manchester og den industrielle Middelstand startede Richard Cobden i 1838 Anti-Kornlovs-Ligaen, og i de følgendeAar førtes en saa kraftigKampagne for Ophævelse af Kornlovene og Overgang til Frihandel, at den konservative Regering Premierminister Robert Peel maatte kapitulere. I 1846 ændredes Kornlovene, saaledes at Tolden i Aarene indtil 1849 blev gradvis nedsat til 1 sh pr. quarter, men først i 1869 bortfaldt Tolden helt.

Frihandelsidéerne havde sejret, og om Medlemmerne af det daværende Parti »The Whigs« sagde man spøgende, at Loven om Tilbud og Efterspørgsel var deres Religion, Dampmaskinen deres Afgud og Manchester deres hellige Stad. Manchester-Feltraabet »We shall import our foodstuffs, we shall be the workshop of the world«.

Den bekendte Landøkonom, Sir John Russell gør i »The Farm and the Nation« med Rette opmærksom paa, at Jordejere og Forpagtere Frihandelens Gennemførelse mistede næsten al Indflydelse Landets Styrelse. »England ceased to be an agricultural and became definitely industrial and commercial; town had won«.

I Perioden 1760—1820 udskiftedes Størstedelen af Landbrugsarealet, Formaalet var ligesom i Danmark, at Landsbyens Bønder Husmænd skulde bosætte sig paa de udskiftede Arealer. Lovene blev imidlertid ikke overholdt. Herremændene opkøbte i stor Udstrækning de smaa Parceller, som var tildelt Bønderne, og oprettede større Landbrug. Dette medførte, som Lord Addison skriver i »A Policy for British Agriculture«, at Udskiftningens uheldige Gennemførelse »destroyed a splendid and independent peasantry«. Middelalderens Fællesdrift blev afløst af et System, der karakteriseres ved Jordejere, Forpagtere og Landarbejdere.

FRIHANDELSPERIODEN 1846—1931.

De første 25 Aar efter Kornlovenes Ophævelse blev mod Forventning for Landbruget. Den voksende Befolknings Forsyning Fødevarer hvilede endnu i Hovedsagen paa den indenlandske Krigene paa Kontinentet og Borgerkrigen De Forenede Stater vanskeliggjorde Tilførsler udefra, og Prisniveauet for Korn og Husdyrprodukter var forholdsvis højt. I Landbrugshistorien betegnes Perioden som en »unexampled of prosperity in British agriculture«.

Da det konservative Parti under Benjamin Disraeli's Ledelse kom til Magten, fandt man det ikke tilraadeligt at sætte Landbrugsbeskyttelse Programmet. Disraeli udtalte bl. a., at et politisk Program skal være en Slags Trosbekendelse, og Told og Restriktioner sætter ikke Mænds Fantasi og Følelser i Bevægelse. Frihandelsidéerne havde saaledes fuldstændig sejret.

De kloge Landmænd konsoliderede deres økonomiske Forhold i de gode Landbrugsaar (1850^—75), og der gennemførtes betydelige inden for Landbruget, men Spekulation blev ikke undgaaet. Lord Ernle skriver i »British Agriculture — Past and Present« bl. a.: »the Farmers became infected with the same spirit of gambling which in trade caused the scramble for investment in hazardous enterprises«.

De Landmænd, som havde anbragt Fortjenesten i hasarderede
Foretagender, var naturligvis daarligt stillede, da den store og
langvarige Landbrugskrise begyndte i 70erne.

Det var i første Omgang Prisfaldet paa Korn (Prisen paa Hvede faldt fra 57 sh pr. quarter i 1877 til 31 sh i 1886), som skabte de økonomiske Vanskeligheder, men da ogsaa Priserne paa Kvæg, Faar, Svin, Smør og Mælk faldt meget stærkt i 90erne, blev Landbrugskrisen

Henvendelser til Regeringen og Parlamentet om Beskyttelse mod Konkurrencen fra Udlandet blev afvist. Det var ikke længere Landbrugets Opgave at forsyne Befolkningen med Fødevarer. Opgaven løst ved en Handelspolitik, hvor man ombyttede Industrivarer importerede Fødevarer.

Sir Frederic Leith Ross karakteriserer i »Agricultural Protectionism« paa følgende Maade: »Det Forenede Kongerige Mistress of the Seas — saa ingen Vanskeligheder med Hensyn til Fødevareforsyningen og nægtede derfor at ændre et økonomisk System, som havde muliggjort et saa blændende Fremstød Industri og Handel«.

Landbruget maatte derfor klare sig bedst muligt uden Beskyttelse, Resultatet blev. at man gik over til en mere ekstensiv Drift, hvilket naturligvis maatte medføre en betydelig Tilbagegang Landbrugsproduktionen. Da Befolkningen var i stærk Vækst, maatte Importen af Fodevarer øges meget betydeligt for at dække Behovet. Her skal kun nævnes, at den aarlige Import af Smør steg fra 88 Mill. kg i 1886—90 til 410 Mill. kg i 1931, Flæsk Ira 221 til 608 Mill. kg og Æg fra 56 til 156 Mill. Snese.

Man undres ofte over, at de britiske Landmænd ikke i højere
(irad formaaede at tilpasse Landbrugsproduktionen til de ndrede
Forhold.

Lord Astor og Dr. Murray har i »The Planning of Agriculture«
givet en Karakteristik af Kriseperioden, som maaske kan være til
nogen Vejledning:

»Ved Krisens Begyndelse omkring 1880 var det britiske Landbrug forud for Landbruget i Danmark og andre europæiske men Storlandbruget, der maa drives ved Hjælp af lønnet Arbejdskraft, har ikke saa stor økonomisk Modstandskraft Bonde- og Husmandsbruget, hvor Familiens Medlemmer eller delvis udfører Arbejdet i Bedriften. 1 daarlige Tider vil Bonden og Husmanden spænde Livremmen ind og arbejde energisk, medens Storlandmanden er uvillig til at acceptere en lavere Levestandard, og derfor kommer han i økonomiske

Hertil kan føjes, at Systemet Jordejer og Forpagter er langsomt virkende, naar det gælder Fremskridt. Først i 1908 fik Forpagterne fri Raadighed over Jordens Benyttelse, og indtil havde han ingen lovmæssig Ret til Erstatning for Forbedringer. har ogsaa vist sig, at det under Forpagtningssystemet er vanskeligt at etablere permanente Andelsforetagender; Forpagteren ikke binde sig til et økonomisk Foretagende for en længere da hans Forpagtningskontrakt kan blive opsagt med kort Varsel.

Opgangen i Prisniveauet for Landbrugets Produkter efter Aarhundredskiftet naturligvis ogsaa det britiske Landbrug til Gode, men der skete dog ingen væsentlig Forøgelse af Produktionen.

Under Krigen blev der truffet særlige Foranstaltninger til Dyrkningaf
allernødvendigste Fødevarer. Ved Oppløjning af Græsarealerog
af Driften af det dyrkede Areal øgedes

Høstudbyttet af Hvede og Kartofler betydeligt, men dette skete
paa Bekostning af andre Afgrøder. I Krigsperioden var der en
væsentlig Tilbagegang i Antallet af Faar og Svin.

FORANSTALTNINGER TIL STØTTE FOR LANDBRUGET EFTER KRIGEN.

Erfaringerne fra Krigen, hvor Hungersnøden af og til bankede paa Døren, gjorde Spørgsmaalet om øget Landbrugsproduktion aktuelt. Prisfaldet efter Krigen medførte, at Landmændene gik over til ekstensiv Drift, og de oppløjede Arealer blev atter udlagt til Græs.

Situationen gav Anledning til, at Premierminister Bonar Law i December 1922 nedsatte et Landbrugstribunal, som fik til Opgave undersøge, hvorledes Landbrugsproduktionen kunde øges. Tribunalet afgav i 1923 en foreløbig Betænkning, hvor man bl. a. henviste til, at Pløjelandet siden 1873 var gaaet tilbage med 20 pCt. og Hvedearealet halveret. For at opretholde og eventuelt forøge var Beskyttelse absolut nødvendig. Tribunalet foreslog bl. a. Told paa Maltbyg og Humle, Importbegrænsning Kartofler, Ophævelse af den indenlandske Sukkerafgift m. samt et direkte Statstilskud paa 1 £ pr. acre dyrket Areal.

Ved Valget i 1923 havde det konservative Parti lidt et betydeligt Nederlag paa Beskyttelsespolitikken, og Premierminister Baldwin, der i 1925 atter var kommet til Magten, afviste i en stor Tale i Parlamentet Tribunalets Forslag.

De Undersøgelser, som Tribunalet havde foretaget, gav imidlertid til et storstilet Eksperiment vedrørende Dyrkning af Sukkerroer og Fremstilling af Sukker. »The British Sugar (Subsidy) 1925« gav Regeringen Bemyndigelse til ved Statstilskud at sikre saavel Roedyrkerne som Fabrikkerne et rimeligt økonomisk for en 10-aarig Periode. Formaalet var at vinde Erfaringer, saa der kunde skabes et solidt Grundlag for en mere permanent Sukkerindustri. Arealet steg fra 22.000 acres i 1924 til 394.000 acres i 1934, og Produktionen af indenlandsk Sukker dækker nu ca. en Fjerdedel af Forbruget.

Sukkerordningen blev et meget dyrt Eksperiment, idet Statstilskudeti Perioden udgjorde ca. 30 Mill. £ og Tabet ved Sukkerafgiftens Bortfald ca. 10 Mill. £. Disse Beløb svarer meget nøje til, hvad Fabrikkerne betalte Roedyrkerne. Staten leverede saaledes Raamaterialet gratis, og den Pris, der opnaaedes for

Sukkeret, dækkede kun Fremstillingsomkostningerne paa Fabrikkerne.

Sukkerordningen var Genstand for megen offentlig Kritik, og
i 1934 nedsatte Regeringen et Tribunal, som fik til Opgave at
undersøge Forholdene.

Tribunalet afgav en Flertals- og en Mindretalsbetænkning, idet 2 Medlemmer foreslog Afvikling, medens 1 Medlem ønskede Sukkerordningen under Statskontrol og med begrænset Tilskud.

Regeringen mente, at Hensynet til de hidtidige Dyrkere og Landets med Sukker i Krigstid vejede saa stærkt, at Sukkerindustrien fortsættes. Der er nu truffet en permanent Ordning, hvor der gives Statstilskud til en indenlandsk Sukkerproduktion 560.000 Tons; Udgifterne for Staten er mellem 5 og 6 Mill. £ aarlig.

OVERGANGEN TIL LANDBRUGSBESKYTTELSE OG MARKEDSORGANISATIONER.

Efter Finanskrisen i September 1931 gennemførtes straks høje Toldsatser paa forskellige Havesager, og den 29. Februar 1932 traadte en omfattende Toldlov i Kraft, hvor de fleste Landbrugsprodukter Majs, Kød, Flæsk og Uld dog undtaget) paalagdes 10 pCt. Værditold. Landene inden for Imperiet blev foreløbig fritaget for Tolden, og hermed var Grundlaget skabt for den Præferencepolitk, som blev knæsat ved Ottawa-Overenskomsten August 1932.

Det er bekendt, at Præferencetolden for Smør er 15 sh pr. cvvt., for Ost 15 pCt. ad valorem, og for Æg varierer Tolden fra 1 sh til 1 sh 9 d pr. 120 Æg. I Ottawa blev der endvidere truffet Aftale om Regulering af Importen af Bacon og Oksekød.

De her omtalte Foranstaltninger var i Virkeligheden kun Indledningen
en mere omfattende Beskyttelse af de forskellige
Produktionsgrene inden for Landbruget.

For at stimulere Produktionen af Brødkorn gennemførtes i 1932 en Hvedelov, hvorved Dyrkerne af Hvede blev sikret en Minimumspris 10 sh pr. cwt. (ca. 22 Kr. pr. 100 kg) for et Høstudbytte indtil 14 Mill. hkg. Forskellen mellem Minimumsprisen Markedsprisen dækkes ved en Afgift paa Hvedemel.

Siden Lovens Ikrafttræden er Hvedearealet steget fra 1,3 til
1,9 Mill. acres, og med normalt Høstudbytte dækkes nu ca. 25 pCt.
af Brødkornsforbruget.

Flormelsafgiften har varieret med de svingende Priser paa Verdensmarkedet. Sæsonen 1932_—33 udgjorde Afgiften 4,51 Mill. £, 1933—34 7,18 Mill. £, 1934—35 6,81 Mill. £, 1935-36 5,64 Mill. £, 1936—37 1,34 Mill. £ og 1937—38 1,70 Mill. £.

Det er en Selvfølge, at Flormelsafgiften maatte medføre en Forhøjelse Brødprisen, men Prisstigningen har dog kun udgjort mellem KU og V2 penny for et 4 lb.'s Brød, der koster 7—97_—9 pence, og Forbrugerne har ikke gjort Indvendinger mod Hvedeordningen.

Det viste sig, at Forøgelsen af Hvedearealet medførte en tilsvarende i Havre- og Bygarealet, og for at bringe Balance i Kornavlen maatte Regeringen i 1937 søge Bemyndigelse til at støtte Produktionen af Byg og Havre. Der kan efter Loven gives et Tilskud paa indtil 1 £ pr. acre, men dette er Dyrkerne ikke tilfreds og den nye Landbrugsminister, Sir Reginald Dorman- Smith, har fornylig i Parlamentet givet Løfte om større Statstilskud.

Lord Addison skriver i sin Bog »A Policy for British Agriculture«, den britiske Landmand er en dygtig Producent, »but as a salesman he is deplorable. He tolerates and even seems friendly to a system that »diddles« (svindler) him out of his fair dues from January to December«.

Det var uden Tvivl Lord Addison's Mistillid til Landmændenes Forretningssans og Organisationstalent, der gav Stødet til, at han som Landbrugsminister forelagde og gennemførte Markedsloven 1931.

Denne Lov skabte Grundlaget for en rationel Organisering af
Landbrugets Produktion og Afsætning gennem de saakaldte
»Marketing Schemes«.

Landbrugsminister, Dr. Addison var klar over, at en Reorganisering de forskellige Produktionsgrene inden for Landbrugserhvervet kunde ske ad Frivillighedens Vej, og Loven foreskriver at en »Marketing Scheme« (Markedsorganisation), som er godkendt af Producenterne med 2/z Majoritet, skal gælde for alle Producenter af den paagældende Vare.

Dr. Addison hævdede, at Landmændene gennem »Marketing Schemes« ikke alene kunde gennemføre en Standardisering af Varerne, men tillige opnaa samme handelsmæssige Fordele (bargaining power), som de store industrielle Foretagender.

Disse »Marketing Schemes« har et monopolistisk Præg og griber
stærkt ind i den enkelte Producents Handlefrihed. Landmændene

vilde derfor ikke gaa med til at etablere saadanne Organisatioiier.
før der var skabt Sikkerhed for en Begrænsning af Konkurrencen
udefra.

Landbrugsminister Elliot gennemførte i 1933 en Tillægslov, som bemyndiger Handelsministeren til at regulere Importen af et hvilketsomhelst Landbrugsprodukt. Forudsætningen for Reguleringen dog, at der er etableret en »Marketing Scheme«, eller at en saadan er under Forberedelse for det paagældende Landbrugsprodukt.

Landbrugsminister Elliot erkendte under Forhandlingerne i Parlamentet, at Bestemmelserne om Import-Regulering er meget drastiske, men Alverdens Lande dumpede Fødevarer paa det britiske og en kvantitativ Regulering af Importen af visse Varer var derfor absolut nødvendig.

I Henhold til Markedslovene skal en »Market Supply Gomniittee« Hensyntagen til Markedets normale Forsyning gøre Indstilling til Board of Trade angaaende Importkvanta, og dette Udvalg har i de senere Aar medvirket ved Fastsættelsen af Baconog

Forbrugernes Interesser varetages af »Consumers' Committee«, hvis Opgave det er at følge Virkningen af de forskellige »Marketing og Udvalget skal forhindre, at der sker en üblu Forhøjelse af Priserne.

Der er i Øjeblikket etableret »Marketing Schemes« for Humle, Kartofler, Mælk og Bacon. En kort Omtale af disse Organisationer klargøre, hvorledes det nye Markedssystem virker i Praksis.

Humle. »The Marketing Scheme« traadte i Kraft den 7. Juli
1932 og virker som et udpræget Producentmonopol. Humle dyrkes
paa ca. 18.000 acres, og Markedsudvalget har fuld Kontrol
over saavel Produktionen som Salget. Tolden — 4 £ pr. cwt. paa
Importen fra fremmede Lande og £ 2-13-4 fra Dominions
begrænser Konkurrencen udefra.

Prisen paa Humle steg fra 8 £ pr. cwt. i 1932 til 14 £ i 1934, men dette vilde Bryggerierne ikke finde sig i, og efter Forhandling der truffet en fast Prisaftale, hvorefter Humlen i en 5-aarig Periode afregnes med 9 £ pr. cwt.

Humledyrkningen er blevet et Privilegium, og der handles om
Retten til at dyrke denne Afgrøde.

Kartofler. Den 20. December 1933 traadte »The Marketing
Scheme« i Kraft, og den har i Hovedsagen virket til Producenternes

I normale Høstaar dækker den indenlandske Kartoffelavl mellem
og 95 pCt. af Forbruget, og Markedsordningen er ligesom
for Humlens Vedkommende et Monopol.

Udvalget har fuldstændig Kontrol over Kartoffelarealet, der er
baseret paa Aarene 1931—33, og Dyrkerne maa betale en Afgift
paa 5 £ for hver acre, Arealet overstiger den tildelte Kvota.

Importen reguleres ved Licenser, og desuden er der en Told
paa 2 ,£, pr. Ton fra 1. Juli til 31. August og 1 £ pr. Ton den øvrige
Del af Aaret.

Arealkontrollen har virket udmærket, idet der i hvert af de sidste 5 Aar har været dyrket ca. 600.000 acres med Kartofler, men da Høstudbyttet varierer stærkt, har selv en monopolistisk Markedsordning ikke kunnet hindre betydelige Prissvingninger.

I de sidste 5 Sæsoner 1933_—34 til 1937^—38 har den gennemsnitlige for sildige Kartofler været henholdsvis 79, 97, 136, 152 og 114 sh pr. Ton. Den store Høst i 1938 har medført et betydeligt Prisfald, og trods skærpede Sorteringsbestemmelser har Markedsudvalget ikke kunnet hindre, at Markedet i indeværende Sæson har været overfyldt. Et Markedsmonopol er derfor ikke effektivt, naar den indenlandske Produktion overstiger Behovet.

Mælk. Der er siden 1933 etableret 4 »Milk Marketing Schemes«:
stor Organisation omfattende England og Wales og tre
mindre »Schemes« i Skotland.

Storbritanniens geografiske Beliggenhed giver de britiske Landmænd naturligt Monopol paa Hjemmemarkedets Forsyning med frisk Mælk, da Importen fra Kontinentet volder praktiske Vanskeligheder.

Konsummælken udbringes derfor til en Pris, der er 2—32—3 Gange
saa høj som den Pris, der kan opnaas for Mælk til Fremstilling af
Mejeriprodukter: Smør, Ost, kondenseret Mælk etc.

Før »The Marketing Schemes« var etableret, kæmpede Producenterne Markedet for Konsummælk, og dette medførte, at der navnlig i Sommertiden opnaaedes en alt for lav Gennemsnitspris for Mælken.

Centraliseringen af Mælkesalget har haft til Opgave at ophæve den usunde Konkurrence, og der afregnes nu Producenterne en Gennemsnitspris for den leverede Mælk, hvadenten den anvendes til Konsum eller til Smør, Ost etc. I de senere Aar er 70_—75 pCt. af Mælkeproduktionen afsat til direkte Konsum, medens 25_— 30 pCt. er anvendt til Fremstilling af Mejeriprodukter, som maa sælges til Verdensmarkedets Priser.

Eksempelvis kan nævnes, at Engros-Prisen for Konsummælk i 1937—38 var 16,26 d pr. gallon (å 4,69 kg), medens Mælken, der anvendtes til Smør, Ost, kondenseret Mælk etc. kun udbragtes til 6,88 d pr. gallon.

»The Marketing Scheme« for England og Wales har nu en Omsætning ca. 50 Mill. £ aarlig, og det er lykkedes at hæve Prisen Producenterne fra 11,83 d pr. gallon i 1933 til 12,92 d i 1938. Samtidig er der ved Kvalitetsbetaling skabt Interesse for Levering af ren og sund Mælk, og gennem Propaganda, Oprettelse Mælkebørs m. m., er Salget af Konsummælk forøget med 13 pCt.

»The Milk Marketing Schemes« er stadig under Kritik, men det er en Kendsgerning, at der er bragt System i Mælkesalget. Hertil at Mælkeindustrien har taget et betydeligt Opsving, og man venter, at Storbritannien inden saa længe bliver selvforsynende Mælkekonserves.

Bacon. »Pigs- and Bacon Marketing Schemes«, omfattende hele
Storbritannien, traadte i Kraft den 5. Juli 1933.

Markedsordningen er baseret paa Regulering af Tilførslen, og det samlede Forbrug har i hele Perioden været fastsat til ca. 550 Mill. kg Bacon og Skinker aarlig. I Forhold til Aarene 1931 og 1932 blev Tilførslen nedskaaret med ca. 20 pCt., og Formaalet hermed var at hæve Prisen til et saadant Niveau, at den indenlandske med Fordel kunde øges.

Markedsforholdene udviklede sig ikke helt som ventet, idet Prisen paa dansk Bacon steg fra 61 sh 6 d i 1932 til 93 sh pr. cwt i 1934, medens britisk Wiltshire Bacon i samme Periode kun steg fra 86 til 97 sh pr. cwt. I de senere Aar har 1. Kvalitet af dansk og britisk Bacon opnaaet omtrent samme Pris.

De britiske Producenter har saaledes ikke haft samme prismæssige ved Begrænsningen af Tilførslen som Eksportlandene, men det bør naturligvis i denne Forbindelse nævnes, at Importen fra fremmede Lande er blevet halveret, siden Baconordningen traadte i Kraft.

Den indenlandske Baconproduktion udgjorde i

De lave Korn- og Foderstofpriser indtil 1936 i Forbindelse med en kraftig Agitation for større Svinehold medførte, at den indenlandske forøgedes med ca. 1 Mill. cwts., men Fremgangen var ikke vel underbygget. Da Priserne paa Foderstoffer Slutningen af 1936 begyndte at stige, brød Kontraktordningen 1937 sammen, og Produktionen er siden gaaet betydeligt

Regeringen maatte i 1938 gennemføre en ny Lov (Bacon Industry 1938), som giver saavel Producenterne som Slagterierne fuldstændig Prisforsikring vedrørende Produktion og Salg.

I Henhold til Loven garanteres Producenterne en Pris for Baconsvin Vægt), der er ca. 8,5 Gange Prisen paa en Standardfoderblanding, Slagterierne faar Erstatning, hvis Baconprisen falder et vist Niveau — for 1939 94 sh 9 d pr. cwt.

Ved den nye Baconordning overtager Staten hele Risikoen for Svingningerne i Prisniveauet paa Foderstoffer og Bacon, og der kan i Henhold til Loven anvendes 1 Mill. £ til Gennemførelse af Prisforsikringen. Hvis Prisforholdet, hvad Tilfældet er i Øjeblikket, gunstigere end de fastsatte Normer, skal Producenterne og Slagterierne indbetale Forskelsbeløbet til Statskassen.

Kontrakttegningen sidste Efteraar blev en Skuffelse, idet der kun kontraheredes ca. 1,5 Mill. Svin til Levering i 1939, medens Loven forudsætter, at der det første Aar kontraheres 2,1 Mill. Svin, det andet Aar 2,4 Mill. og det tredie Aar 2,5 Mill.

»The Pigs- and Bacon Marketing Scheines« har i de forløbne 5 Aar været udsat for en betydelig Kritik, og de opnaaede Resultater Hensyn til Forøgelse af Baconproduktionen er langtfra tilfredsstillende.

Andre Foranstaltninger. Der er udarbejdet Kommissionsforslag »Marketing Scheines« for Afsætningen af Fedekvæg Æg og Fjerkræ, men Producenterne har ikke villet acceptere disse Forslag.

Med Hensyn til Fedekvæget er der gennemført en Lov, hvorefter gives et direkte Statstilskud paa 5 sh pr. cwt. levende Vægt. Tilskudet har i Gennemsnit for de senere Aar udgjort ca. 50 sh pr. Kreatur, og det aarlige Statstilskud ligger mellem 4 og 5 Mill. £.

Spørgsmaalet om en Forøgelse af den indenlandske Planteproduktionhar
været paa Dagsordenen, og i 1937 gennemførtes

»Agriculture Act, 1937«, som bemyndiger Landbrugsministeren til
at give Tilskud til Dræning, Grundforbedring og Gødskning med
det Formaal at øge Jordens Frugtbarbed.

I Henhold til Loven betaler Staten Halvdelen af Omkostningerne Jordens Kalkning og 25 pCt. af Udgifterne til Thomasslagge, anvendes paa de vedvarende Græsmarker, der udgør ea. 60 pCt. af det samlede Landbrugsareal.

Landmændene har i stor Udstrækning benyttet sig af de Fordele,
som »Agriculture Act, 1937« giver, og Statstilskudet til de nævnte
Foranstaltninger har indtil nu udgjort ca. 2 Mill. f.

Det fremgaar af foranstaaende Redegørelse, at det britiske Landbrug er beskyttet ved Told- og Importregulering (Kvoter), og at der desuden gives store direkte Statstilskud til Landbrugsproduktionen. om de forskellige Foranstaltninger kun har virket i nogle faa Aar, er det rimeligt, at man allerede nu søger at konstatere de opnaaede Resultater.

I Lord Astor's Bog »British Agriculture« meddeles følgende Indekstal
Fremgangen i Storbritanniens Landbrugsproduktion:

Den officielle Produktionsstatistik er benyttet som Grundlag for
Beregningerne af de første tre Indekstal, medens Tallene for de
senere Aar er baseret paa et vel underbygget Skøn.

Lord Astor gør med Rette opmærksom paa, at Beskyttelsesforanstaltningerne i en Kriseperiode har gjort det muligt at øge den indenlandske Landbrugsproduktion, men han føjer til, at den forøgede Produktion af Kød, Bacon, Mælk og Æg i Hovedsagen baseret paa importerede Foderstoffer — Importen heraf steg fra 6,8 Mill. Tons i 1931 til 8,1 Mill. Tons i 1937.

Saavidt man kan skønne, er Netto-Landbrugsproduktionen ikke steget i Perioden 1931_—37, og dette Forhold volder nogen Bekymring Hensyn til Landets Forsvar, idet man er klar over, at det under en eventuel Krig vil være vanskeligt at opretholde Foderstof importen.

EN PERMANENT LANDBRUGSPOLITIK.

Af det foregaaende fremgaar det, at de Foranstaltninger, der i de senere Aar er gennemført til Landbrugets Fremme, ikke har givet særlig gode Resultater, hverken med Hensyn til Forøgelse af Produktionen eller øget Beskæftigelse. Ca. 100.000 Landarbejdere siden 1934 gaaet over til Industrien.

Den 5. December 1938 holdt Sir Reginald Dorman-Smith, der nu er Landbrugsminister, et Foredrag i The Farmers' Club »Agriculture's in our National Economy«, hvor han bl. a. udtalte: »Wc are suffering from the effects of piecemeal legislation and the farmers have not the remotest idea as to what the real intentions the Government are«. Det vilde være nødvendigt, at Regeringen Parlamentet traf en Afgørelse med Hensyn til Landbrugets inden for Samfundsøkonomien. De britiske Landmænd sikres en Fortrinsstilling paa Hjemmemarkedet og et saadant Prisniveau for deres Varer, at der var et solidt Grundlag en væsentlig Forøgelse af Landbrugsproduktionen. Sir Reginald mente, at Værdien af Landbrugsproduktionen burde forøges med ca. 100 Mill. f aarlig, og dette stemmer i Hovedsagen med det Forslag, som Lord Addison har fremsat i »A Policy for British Agriculture«, hvor han regner med en gradvis Forøgelse paa indtil 50 pCt.

I de forløbne Aar har Nationaløkonomer, Forretningsmænd og Politikere advaret imod en drastisk Landbrugspolitik, idet man har henledt Opmærksomheden paa, at en stærk Forøgelse af den indenlandske Fødevareproduktion vilde være til Skade for Industri, og Skibsfart.

Dette Forhold understregede Premierminister Chamberlain i en stor Tale ved et politisk Møde i Kettering den 3. Juli 1938. Han udtalte bl. a.: »Jeg har hørt sige, at vi selv burde producere hele vort Forbrug af Fødevarer, men jeg ønsker at anføre nogle Grunde for, at dette Synspunkt er forkert. Selv om vi kunde dække vort Behov, vilde det blive et dyrt Eksperiment, og hvad vilde der iøvrigt Først og fremmest vilde vi ruinere de Lande inden og uden for Imperiet, hvis økonomiske Eksistens er afhængig af vort Marked, og dette vilde medføre, at disse Lande ikke kunde købe vore Industriprodukter. Arbejdsløsheden her vilde stige, og Arbejdernes gaa tilbage. I sidste Instans vilde det antagelig Landbruget, som kom til at lide mest under Følgerne af en drastisk Landbrugspolitik«.

Denne klare Udtalelse vakte megen Opsigt saavel i Landbrugskredse inden for det konservative Parti. Skønt Mr. Chamberlain fremsatte en Forsikring om, at Regeringen fortsat vilde støtte Landbrugserhvervet, gav hans Udtalelse dog Anledning til, at Spørgsmaalet om en mere permanent Landbrugspolitik kom under livlig Debat i Pressen, ved Landbrugsmøder og i Parlamentet.

Den internationale Krise i September bragte Spørgsmaalet om Landets Forsyning med Fødevarer i Forgrunden, og det blev fremhævet, Støtteforanstaltninger til Landbruget maatte indgaa som et Led i Oprustningsprogrammet. Det blev konstateret, at Befolkningens — Frygten for at sulte — kuldkaster alle økomiske handelspolitiske Argumenter og Teorier.

Lord Addison skriver i »A Policy for British Agriculture« bl. a.: »Da jeg var Landbrugsminister, modtog jeg ofte Deputationer fra National Farmers' Union. Jeg kunde ikke lade være at tænke paa, at Medlemmerne af disse Deputationer vilde gavne denne store Landbrugsorganisation mere, hvis de anvendte lige saa megen Tid paa at udarbejde praktiske Forslag til Landbrugets Fremme som paa at finde Fejl ved de bestaaende Forhold«. Lord Addison understreger hermed, at Landbrugets Organisationer heller har været i Stand til at formulere praktiske Forslag til en permanent Landbrugspolitik.

I en Piece »British Agriculture, 1938«, som blev udgivet i Oktober Aar, har National Farmers' Union forsøgt at opstille et udførligt Program for den fremtidige Landbrugspolitik. Hovedkravene at der gennemføres:

1) en Prisforsikringsplan for de vigtigste Landbrugsprodukter,
som træder i Kraft, naar Prisniveauet er uforholdsmæssigt
lavt (unduly low),

2) en effektiv Regulering af Importen, eventuelt gennem »commodity
(Produkt-Komitéer).

Disse Krav dannede Grundlaget for den offentlige Diskussion om Landbrugspolitiken, som fandt Sted sidste Efteraar. Landbrugsminister blev udsat for en skarp Kritik, fordi han ikke straks vilde give Tilslutning til den af National Farmers' Union foreslaaede Landbrugspolitik.

Efter at en af Mr. Morrison forelagt Mælkelov blev standset i
Parlamentet den 1. December, blev hans Stilling som Minister
vanskelig, og han maatte love at optage Forhandlinger med LandbrugetsOrganisationer,

brugetsOrganisationer,særlig National Farmers' Union, om Landbrugssituationen.

Imidlertid kom Mr. Morrison ikke til at føre disse Forhandlinger, Landbrugsministerposten ved Rekonstruktionen af Ministeriet 29. Januar blev besat med Sir Reginald Dorman- Smith. Formanden for The Farmers' Club, Mr. W. J. Cumber, udtalte i Anledning af Udnævnelsen, at Premierminister Chamberlain fundet det formaalstj enligt at optage »one of his greatest critics« i Kabinettet.

Som Præsident for National Farmers' Union i 1936 og 1937 og som Leder af Delegationen til Producent-Konferencen i Sydney i 1938 havde Sir Reginald været med til at formulere Landbrugets Krav til Regeringen, og det bliver nu hans Opgave som Landbrugsminister opfylde disse. Det er forstaaeligt, at Sir Reginald under Debat om Landbrugspolitiken i Parlamentet den 1. Februar understregede, at han ikke kunde gøre Mirakler, men han haabede dog ved Forhandling med Landbrugets Organisationer at blive i Stand til at formulere et Program for den fremtidige Landbrugspolitik.

Ved et Møde den 8. Marts i Parlamentets konservative Landbrugskomité Sir Reginald, at Grundlaget for en permanent Landbrugspolitik maatte være at stabilisere Priserne for den indenlandske paa et rimeligt Niveau, saa Landmændene med Tryghed kunde iværksætte en mere intensiv Dyrkning af Jorden og en Forøgelse af Landbrugsproduktionen som Helhed. Dette vilde nødvendiggøre Gennemførelse af en Prisforsikringsplan de forskellige Landbrugsprodukter og endvidere Bemyndigelse at regulere Importen. I indeværende Parlamentssamling der allerede forelagt et Forslag vedrørende Æg og Fjerkræ (Poultry Industry Bill), og Landbrugsministeren har meddelt, at der snarest vil blive forelagt Lovforslag vedrørende Prisforsikring for Byg, Havre, Hvede, Mælk samt Faar og Faarekød.

Det er næppe sandsynligt, at de af Sir Reginald omtalte Planer angaaende Støtte til Landbrugserhvervet vil møde væsentlig Modstand Parlamentet. Arbejderpartiet er ogsaa interesseret i en væsentlig Forøgelsee af den indenlandske Landbrugsproduktion i Forbindelse med højere Løn for Landarbejderne og er indforstaaet at der gennemføres en Prisstabilisering.

Det er vanskeligt paa Forhaand at udtale sig om, hvilken Virkning
Prisforsikring vil faa paa Landbrugsproduktionen, før
man ved, paa hvilket Prisniveau Stabiliseringen skal finde Sted.

Landbrugsminister, Sir Reginald Dorman-Smith har baade i Parlamentet og ved Møder fastslaaet, at det ikke er Regeringens Hensigt at garantere Landmændene Produktionsprisen plus en rimelig Fortjeneste. En saadan Garanti kan Parlamentet ikke give til et enkelt Erhverv. Der vil, for at bruge Ministerens egne Ord. blive gennemført Foranstaltninger »to ensure to farmers that, at the worst, the prices which they receive will not be allowed to fall so far as to involve them in a substaiitial loss on the working of their enterprise as a whole«. Det er saaledes ikke nogen særlig rundelig Garanti, som gives Landmændene, men Sir Reginald mener at Prisforsikringen vil medvirke til at stabilisere og eventuelt Produktionen.

I »Britsh Agriculture« skriver Lord Astor og Mr. B. Seebohm Rowntree, at der ikke kan ventes en større Produktionsforøgelse af Korn, Kød, Bacon, Smør og Ost, medens det vil være muligt at forøge Produktionen af Mælk, Æg og Fjerkræ samt Frugt og Grøntsager. Hvis denne Opfattelse er rigtig, kan vi foreløbig ikke vente større Overraskelser, selv om der gennemføres en mere effektiv og permanent Landbrugspolitik.