DEN POLITISKE PRIS

IÜVEN om Prisaftaler m. v. af 18. Maj 1937 bestemmer, at Af- J taler eller Bestemmelser om Pris-, Produktions-, Omsætnings eller Transportforhold er forbudt, for saa vidt de paagældende eller Bestemmelser medfører eller kan antages at medføre urimelige Priser. Da Loven ikke blot angaar Kartelaftaler, bevidst og udtrykkeligt ogsaa »Bestemmelser«, og da under Nutidens monopolistiske Konkurrence de fleste Priser er »bestemt«, normerer Loven de fleste af Hjemmemarkedets Priser.

Tilsvarende Love findes i mange Lande. I Tysklands »Verordnung Missbrauch wirtschaftlicher Machtstellungen« af 2. November 1923 hedder det: »Die Gesamtwirtschaft oder das Gemeinwohl ist . . als gefährdet anzusehen, wenn in volkswirtschaftlich gerechtfertigter Weise . . die Preise gesteigert oder hochgehalten . . werden«. Norges Lov af 30. Juni 1932 om »kontroll med konkurranseinnskrenkninger og om prismisbruk« taler om »urimelig høi eller lav pris«.

Hermed er den »rimelige Pris« sat under Debat. Men helt bortset Begrebets ikke tilfældige Forankring i den statslige Lovgivning justum-pretium-Problemer aktuelle. Verdenskrigen satte et afgørende Skel i Økonomien. Efter Krigen blev Kapitalismens naturalistiske Tilværelse mere og mere gennemsyret normative Idéer, som genspejles i Staternes voksende Krav om Politikens Primat overfor Økonomien, hvorved det er ligegyldigt, om en Stat bestemmer sig til Interventionismen af Nødvendighed eller af Overbevisning. Den senkapitalistiske Økonomis Element forlanger en egen Pristeori, hvor justum-pretium-Begrebet nødvendigt kommer til Ære.

»I Prislæren«, skriver Birck i »Den økonomiske Virksomhed«,
»spørger vi om Attraaens Styrke og om, hvor stor Sjældenheden
er, ikke om Moral eller offentlig Velfærd«. Denne Udtalelse svarertil

rertilcommunis opinio. Naar Talen bliver om en j ustum pretium,gaar fleste Nationaløkonomer og Jurister med et overlegentSmil til Dagsordenen. Dagsordenen er den »økonomisk«determinerede hvorved den økonomisk bestemte Pris bliver sat i Modsætning til den meta-økonomisk bestemte Pris, der kort og godt bliver forvist til Metafysikken¹).

Schmoller sagde en Gang, at intet Søm bliver slaaet i Væggen uden Etik. Han har Ret. Der eksisterer intet moralsk Vakuum, og heller ikke Prislæren staar udenfor Moralen. Begrebet »justum pretium« er arveligt belastet fra Kirkefædrenes og Scholastikernes Tid og vildleder hyppigt ved først og fremmest at fremkalde Forestillinger, knytter Begrebet til religiøse eller i alt Fald etiske Vurderinger. Prislæren bliver derfor sat i Forbindelse med religiøst ikke religiøst begrundede etiske Opfattelser, hvis Almengyldighed vore Dage med Rette betvivles. Men de religiøse Forestillingers Tilbagetræden betød ikke, at der fremkom et tomt Rum. Rummet er blot blevet udfyldt af verdslige Forestillinger, som bedst kanindrangeres under Begrebet Politik. Her har den politiske Pris sin Plads. Dermed forstaas den Pris, der er i Overensstemmelse en Stats Politik. Begrebet er derfor ikke knyttet en Religion eller til en Slags »praktische Vernunft«, og heller til den ene eller andens private politiske Anskuelser, men, som det passer foren politisk og national Økonomi, til de enkelte Landes samlede Lovgivning, der er Udtryk for Statspolitikens Prisen bestemmes først og fremmest efter de enkelte Landes juridiske Love og kun for saa vidt efter økonomiske som Statens Love tillader det.

Vejen fra Scholastikernes j_ustum pretium til denne politiske Pris synes længere end den i Virkeligheden er. Ganske vist har Scholastikerne syslet med en teonom Pris. Men ved Siden af disse hverken teoretisk eller praktisk betydningsfulde Forsøg findes den gamle aristoteliske Arv: pretium legitimum. De aristoteliske Retfærdighedsforestillinger er fortrinsvis rent formelle og identiske Lovlydighed. Denne Identificering af Retfærdigheden og Statens gennem Tiderne vekslende Love blev overtaget af Scholastikerne, saa den retfærdige Pris i sin Egenskab af pretium legitimum blev den af Staten fastsatte eller sanktionerede Takstpris den indenfor Statens Love dannede Pris.

Prispolitikens Prærogativ overfor Prislæren fører til, at Prislærenmister

---

1) Jfr. Sombart, »Die drei Nationalökonomien«, S. 259.

lærenmistersin internationale Gyldighed²). Det er den nødvendigeKonsekvens den politiske Liberalismes Devaluering, som praktisk findes i Økonomiens Udvikling og teoretisk først i Marxismens Ideologilære og senere i Arbejder som Myrdals »Vetenskapoch i nationalekonomien«. Denne Opfattelse stridermod vidt udbredte Lære, at Prisen i sig selv er et politisk neutralt Instrument, og at dens Funktioner og Love altid er de samme. Det er først og fremmest Cassels Prislære, der her er Tale om. Cassel lader som bekendt sine Prisprincipper gælde baade i en liberal Bytteøkonomi og i et socialistisk Byttesamfund. Hans Opfattelse deles af socialistiske Kredse3).

Men Opgaven, Cassel anviser Prisen, nemlig at bringe Udbud og Efterspørgsel i Overensstemmelse med hinanden, at indskrænke Konsumtionen o. 1., er kun en af de mulige Opgaver, Priserne kan faa tildelt. Der er ingen Grund til at tildele Prisens Rationeringsopgave teoretisk Særstilling. Rationering er en ideal Opgave ved Siden af andre som f. Eks. en maksimal Behovstilfredsstillelse, en maksimal Kapacitetsudnyttelse, en maksimal Beskæftigelsestilstand, Omlægning af Produktion og Konsumtion, en Udjævning ulige Indtægtsforhold, standsmæssige Indtægter, Eksportens Købekraftens Forandring eller Opretholdelse o. s. v. En logisk Gennemførelse af hvert af disse Maal har andre Priser til Følge, hvad f. Eks. Lauri af Heurlins Fremstilling »Priset som regulator för behovstillfredsställelsen«⁴) teoretisk konsekvent har klargjort.

Selv Rationeringsprincippet tillader forskellig politisk Maalestok.Der rationeres efter Købekraften eller efter Behovenes Styrke. Skal der ikke sælges til den højst bydende, men til den mest trængende, saa maa, saa længe Pengenes Grænsenytte er forskellig, og Behovenes Styrke derfor ikke kan maales i Købekraften,Jevons' of indifference« opgives, og Priserne maa

---

2) Man er f. Eks. i Tyskland i Færd med at danne en nationalsocialistisk Pristeori. Jfr. Abel, »Der Preis in der landwirtschaftlichen Marktordnung« (Jahrb. f. Nat. u. Statistik 1937), Hug, »Zur Lehre von dem volkswirtschaftlich Preis« (Finanzarchiv 1938), Peter, »Studien über den gerechten (Finanzarchiv 1938), Rittig, »Der soziale Preis« (Jena 1935), Schachtschabel, »Gebundener Preis_—Gerechter Preis« (Finanzarchiv 1938).

3) Jfr. Heimann, »Sozialistische Wirtschafts- und Arbeitsordnung« (Potsdam Karleby, »Socialismen inför verkligheten«, Lindberg, »Nutidens Økonomi og Fremtidens«.

4) »Socialpolitik och planekonomi«, Helsingfors 1937.

differentieres5). Derimod tillader et socialistisk Samfund med udlignedeIndkomst
og Formueforhold Anvendelse af Je vons' law
of indifference.

Ingen Pris dannes eller sættes uden Politik. Det gælder ikke blot for »the end of laissez-faire«, men ogsaa for en laissez-faire- Økonomi. Prisdannelsen svarer altid til en politisk Ideologi. Det kan ingenlunde siges, at — som f. Eks. Mises i »Grundprobleme der Nationalökonomie« bliver ved at fremhæve — laissez-faire- Princippet er upolitisk. Statens Ikke-Indblanding i økonomiske Forhold, som tillader Økonomiens Autonomi, er i ikke mindre Grad Politik end f. Eks. de totalitære Staters totale Prisindgreb. De Priser, som bygger paa Liberalismens laissez-faire-Princip, danner blot et Specialtilfælde af en politisk Pris.

Statens Ikke-Indblanding garanterer ikke, at Priserne bliver økonomisk determineret. Statsmagten bliver erstattet af de private større eller mindre Magtstillinger. Disse beror Monopoler eller et eller andet monopolistisk Moment, der fører til, at ikke Statsmagten, men Sælgerne driver Prispolitik og fastsætter Priser mere eller mindre vilkaarligt i Stedet for, at de er nødt til at tage Prisen som noget givet. De ikke statsligt paavirkede svarer til en Økonomi mellem Monopol og Konkurrence, og den monopolistiske Konkurrences Prisfastsættelse. er karakteriseret ved, at de i al Almindelighed unddrager sig en teoretisk eller praktisk Beregnelighed.

Justum-pretium-Problemer er derfor uden teoretisk eller praktisk saalænge det gælder laissez-faire-Principets økonomiske men bliver centrale indenfor en Økonomi, der rettes mod et eller andet Maal.

Men Frikonkurrence-Principet er ikke identisk med laissezfaire-Principet.Alle
Spørgsmaal bliver uklare,

---

5) Jfr. J. M. Clark, »Overhead Costs« S. 2: ».. our economics may be •said to be artificial, in that it is often tempted to regard customs and Conventions laws of nature. One custom of this sort is the custom of selling goods to all customers at the same price«. Endvidere Sombart, »Der moderne (2. Opl.) 11,1 S. 200: »Persönlich war die Preisbildung ehedem auch insofern gewesen, als die Preise verschieden festgesetzt wurden, nach den Personen, mit denen man den Vertrag abschloss. Es war gleichsam immer eine persönliche Angelegenheit gewesen, eine Ware an jemand zu verkaufen, und der Verkäufer sah sich den Käufer sehr genau an, ehe er einen bestimmten Preis forderte. Es wäre einem Händler alten Stils gar nicht in den Sinn gekommen, von einem reichen und von einem armen Käufer etwa denselben Preis zu verlangen«.

saalænge man ikke med den størst mulige Tydelighed skelner mellemden og økonomiske Liberalisme. Den politiske Liberalismeer med laissez-faire-Principet, den økonomiskemed Den politiske Liberalismes Prisfastsættelseberor Følge af Statens økonomiske Neutralitet, Passivitet og — for at benytte et fascistisk Yndlingsudtryk — Agnosticisme paa Stræben efter Profit som en Slags struggle for life-Princip. Derimod er den økonomiske Liberalismes Prisdannelseingen Tilstand, men en normativ Orden og en Opgave, der kræver Statens Intervention.

Uden Tvivl var den økonomiske Liberalisme historisk knyttet til laissez-faire-Standpunktet. Begge staar i Frihedens Tegn. Der findes hos Adam Smith nogle Bemærkninger, som viser, at han ikke fuldstændigt har overset den statslige Retsordens Betydning, men disse Bemærkninger træder i Baggrunden. Først og fremmest Klassikernes Holdning præget af deres Forkastelse af Lavsvæsenet og af Merkantilismens Statsindgreb. Denne Opposition for saa vidt historisk begrundet og endvidere baseret paa en Overvurdering af Harmonien, som en statsfri Økonomi skulde kunne fremvise. Denne Opfattelse var imidlertid teoretisk forkert, der først blev fastslaaet af Marx, som blandt andet paapegede monopolistiske Tendenser, en statsfri Økonomi nødvendigvis udfolde. Og den historiske Udvikling lader ingen Tvivl tilbage om, at en statsfri Økonomi og Frikonkurrence ikke kan identificeres. Den politiske Liberalisme er et System af Frihedsrettigheder Foreningsfrihed og Kontraktfrihed, som bliver i egen Interesse. Den økonomiske Liberalisme betyder et System af fri Konkurrence, som i sig selv har en selvstændig Værdi. Overfor det er Frihedsrettighederne blot underordnede, mere eller mindre formaalstj enlige Midler. Deres teleologiske og teknologiske Værdi er afhængig af de til enhver Tid herskende Forhold.

De angelsaksiske Stater, især De Forenede Stater, har set det meget tydeligt. De Forenede Staters Retspleje har konsekvent fastholdt, at den amerikanske Grundlovs Bekendelse til Næringsfrihedenbetød Afgørelse til Gavn for den økonomiske og ikke for den politiske Liberalisme, saaledes at de liberale Frihedsrettighederblot indenfor Frikonkurrencens Rammer. Monopoler og Oligopoler, der aldrig strider mod laissez-faire-Principet, men altid mod Konkurrence-Principet, blev derfor forbudt. Derimod

herskede i Europa en forbavsende Uklarhed, som atter og atter
forvekslede Konkurrence med lad-staa-til-Principer6).

En realistisk Betragtning kan ikke overse den Kendsgerning, at en fri Konkurrence historisk kun kan fremtræde i organiseret Form. Det sociale Fænomen, som kommer Frikonkurrencen nærmest, Børsen, først og fremmest Fondsbørsen, dernæst Varebørsen. følger en-gros-Auktionen. Vigtigt er, at Frikonkurrencen ogsaa i Teorien behøver en Organisation. Hverken Grænsenyttelæren en ren Teori for Konkurrenceprisernes Dannelse kan forklare Prisdannelsens reale Proces uden at benytte Billeder af en organiseret Prisdannelse. Walras' Hypotese benytter Auktionens ⁷). Edgeworth arbejder med »recontracts«, som stammer fra Børsens Verden⁸). Man kan med Kaldor⁹) kalde Edgeworths Teori for »sligthly obscure« og Walras' Teori for »slightly ridiculous«, men man kan ikke komme udenom, at man ved at ville forklare Frikonkurrencens Prisdannelse er nødt til at benytte Billeder ikke blot af det abstrakte Begreb »Marked«, men af et normeret og organiseret Marked.

Søger en liberal Prislære at komme udenom Nødvendigheden af organisatoriske Foranstaltninger, maa der vise sig et logisk Spring. Cassels Prislære belyser det paa en karakteristisk Maade. Hans Priser bliver ganske vist »sat«, »valgt« og »beregnet« og har en »Opgave«, Ord, der ellers kun findes i en Planøkonoms Glosebog.Men

---

6) Især i Tyskland, Kartellernes Land, viste Teori og Praksis denne Mangel Klarhed. Det varede, indtil de totalitære Staters Angreb mod »Liberalismen« til Eftertanke. Siden finder vi en Del Litteratur, som fremhæver den økonomiske Liberalismes konstruktive og normative Elementer. var Boehm, »Wettbewerb und Monopolkampf« (Berlin i hvis Kølvand følger »Ordnung der Wirtschaft«, Schriftenreihe herausgegeben von F. Boehm, W. Eucken, H. Grossmann-Doerth, Stuttgart- Berlin, f. Eks. Boehm, »Die Ordnung der Wirtschaft als geschichtliche Aufgabe rechtsschöpferische Leistung«, Miksch, »Wettbewerb als Aufgabe«.

7) »Elements d'Economie Politique Pure« (1874) S. 127. »Les prix peuvent étre criés au hasard. Pour mieux dire, ils ne peuvent étre criés qu'au hasard. Il s'agit de fonder sur le fait de cette determination sans calcul une methode de resolution par tåtonnement des équations d' égalité de l'offre et de la demande totale«.

8) »Papers Relating to Political Economy« (1925) II S. 311: »It is supposed, agreements are renowed or varied many times. A final settlement not reached until the market has hit upon a set of agreements, which cannot be varied with advantage to all the recontracting parties«.

9) »A Classificatory Note on the Determinateness of Equilibrium«, Review of Economic Studies 1933/34.

bog.Menhvem stiller »Opgaven« og kontrollerer »Opgavens« Opfyldelse?Ligegyldigt Opgave Priserne faar tildelt, maa der opstaa Spørgsmaalet om, hvem der driver Prispolitik ved at sætte eller rette Priser eller øve Indflydelse paa Prisdannelsens Faktorer. Cassel tager slet intet Hensyn til dette Spørgsmaal. For ham gælder laissez-faire-Principet, og ved Hjælp af en Fiktion slaar han Bro over den Afstand, der ligger mellem en laissez-faire Økonomi og hans normative Prissystem. Det er »Bytteøkonomien«, der »fastsætter« Priserne; det er »Bytteøkonomien«, som »maaler Behovene«, o. s. v. Men hvem repræsenterer »Bytteøkonomien«? Cassel ser Bytteøkonomien antropomorf og som en Slags juridisk Person, hvad vi ellers kun finder i Romantikernes organiske Statsopfattelse.Men juridisk Person behøver handlende Organer.

Afgørende er Erkendelsen af, at Frikonkurrencen er en kunstig økonomisk Forfatning, hvis Forudsætninger maa skabes og garanteres. er ligesom Merkantilismen, Socialismen o. s. v. en Samling statslige Foranstaltninger, en Planøkonomi sui generis, der ikke kan opstaa, saalænge der ikke finder Statsindgreb Sted. En liberal Statsinterventionisme er derfor ingen contradictio in adjecto.

Det betyder, at den ideale Konkurrencepris maa indrangeres under den statsligt paavirkede politiske Pris. Ved Siden af en liberal Prispolitik findes en Statsinterventionisme, der sætter sig sociale, produktionspolitiske o. 1. Maal. Grænserne kan være flydende, men som et almindeligt Inddelingsprincip kan Begrebet: liberal eller ikke-liberal Interventionisme opretholdes.

Forestillingen om en liberalt orienteret Planøkonomi findes alleredehos ¹⁰). Den præger ogsaa Teorien om den saakaldte bundne Prisdannelse. Saaledes skelner Mises i sin Artikel om »Preistaxen« i »Handwörterbuch der Staatswissenschaften«mellem som gengiver Konkurrenceprisen,og Takster«, som afviger fra Konkurrenceprisen. I hans Kølvand følger Vleugels' »Theorie der gebundenen Preisbildung«(i

---

10) Schaff le »Bau und Leben des sozialen Körpers« (Tübingen 1880) 111, 353 siger, »dass für eine unbestimmbare Zukunft wahrhaft volkswirtschaftliche der Äquivalente des Zwischenstoffwechsels in einer Weise denkbar ist, welche die Triebfedern individueller Wirtschaftlichkeit erhält, die individuelle Freiheit der Bedarfsbestimmung und Berufswahl achtet, überhaupt alle Lichtseiten der liberalen Volkswirtschaft konserviert, den Taxprozess nach Analogie der Marktpreisbestimmung ausbildet, Nachfrage Angebot harmonisiert und durch das alles den sozialen Stoffwechselprozess lenkbar macht«.

bildung«(i»Die Wirtschaftstheorie der Gegenwart«, Bd. 11. Wien 1932). I Barones »Ministry of Production«¹¹) møder vi »the same two fundamental conditions which characterize free compctition.. refer, of course, to the conditions of minimum cost of production and the equalization of price to cost of production«.

Den første Opgave, en politisk Prislære stiller til en politisk Økonomi, er at klarlægge de enkelte Landes økonomiske Afgørelser, Vilje, der ytrer sig i Staternes Politik. Denne Opgave ligner juridiske og omfatter en Fortolkning af de økonomisk bestemmende Normer, som findes i Grundloven, Love, Anordninger deres parlamentariske Motiver. Bag dem staar Partier, hvis politisk-økonomiske Programmer kan vejlede Fortolkningen. Som Eksempel kan nævnes, at amerikansk Retspraksis og økonomisk Teori i Mindsteprissystemer seren grundlovsstridig »restraint of trade«, medens f. Eks. Bang-Jensen i sin Bog om »Mindstepris og Undersalg« med en kort Haandbevægelse fejer Frikonkurrencen til Side som en »begrebsjuridisk Konstruktion« uden saa meget som at undersøge, om Grundlovens eller andre Loves Bestemmelser Næringsfriheden sigtede til laissez-faire-Principet eller Frikonkurrencen. Det er med Bang-Jensens egne Ord Politikens Sag at bestemme, hvorledes Forholdene bør og skal være. Men hvad nytter det, naar Samfundsvidenskab og Jura ikke tager Politikens til Efterretning? Det er i sin Orden, saalænge det gælder en bevidst og aaben Kritik mod Statens Bestemmelser. Men naar Samfundsvidenskaben optræder, som om Staten ikke har truffet nogen som helst Bestemmelse, saa har vi allerede igen den efter Sigende bandlyste private Politik indenfor Nationaløkonomien.

Dernæst gælder det, generelt eller i et Specialtilfælde at finde de Midler, som er egnede til at virkeliggøre Statspolitikens Formaal. Her er Tale om den Teknologi, som J. St. Mill betegnede som »art« i Modsætning til »science«¹²). Prislæren bliver den ene eller anden j ustum pretiums Teknologi.

Fortolkningen af de enkelte Loves Mening og deres Harmoniseringvolder
faa Vanskeligheder. Nutidens Interventionisme
bestaar af en umaadelig Masse social-, finans- og produktionspolitiskeForanstaltninger,

---

11) von Hayek, »Collectivist Economic Planning«, London 1935, S. 289.

12) »Essay on Pol. Econ.« S. 214: »Science is a collection of truths, art a body of rules or directions for conduct. The language of science is 'this is or this is not, this does or does not happen'. The language of art is 'do this, avoid that'«.

tiskeForanstaltninger,som i Lighed med Merkantilismens mangleren
Systematik. Der maa altid tages Hensyn til hele
Statspolitiken.

Pigou begynder i »The Economics of Welfare« sin Fremstilling af »State Regulation of Prices« med at fremhæve, at Staten altid har to Indgrebsmuligheder. Enten kan Staten til Gavn for Konsumenterne Maksimalpriser. Eller ogsaa kan Staten tillade »to charge such prices as the market would bear«, og saa dernæst til Gavn for Samfundet beskatte deres Indtægter. Virkeligheden findes ofte baade en Skatte- og en Prislovgivning. er, om Skattepolitiken eller Prispolitiken Forkørselsret.

Et norsk Lovforslag af 14. Januar 1938 tager Sigte paa Oprettelse Krisereservefonds o. 1. Samtidig har Norge en Priskontrol. Lovforslaget sætter sig bevidst konjunkturpolitiske Maal. Konjunktur og Prispolitiken maa da nødvendigt harmoniseres. Foretrækker høje Krisefonds for lave Priser? Indskrænker derfor Trustlovens Virkefelt? I Lovforslaget finder vi følgende Bemærkning: »Konjunkturfortjenestene er i utpreget resultatet af faktorer som bedriftene hverken er herre over eller har æren eller ansvaret for. Samtidig ligger forholdene ofte slik, at konj unkturf ort j enestene heller ikke rammes gjennem den almindelige priskontrol«. Denne Bemærkning tillader den Slutning, at den forebyggende Krisepolitik ikke udelukker Prisindgreb. hermed er naturligvis Problemet: den konjunkturpolitisk Pris ikke udtømt.

Dette Eksempel kan suppleres med mange andre. Et harmoniserende af de forskellige Ministerier er egnet til at mildne de med en Ressortpartikularisme forbundne Modsigelser mellem de enkelte økonomiske Afgørelser. Men endog i de totalitære Staters mangler en fuldstændig Harmoni. Det righoldige og ofte selvmodsigende Katalog af Statens økonomiske Formaal kræver politiske Økonomis Hjælp.

Fortolkningens Vanskeligheder kan paavises ved Prisaftaleloven,som sit Tyngdepunkt i § 9, der forlanger »rimelige« Priser. Det er indlysende, at alle Forsøg, som gaar ud paa i selve Økonomien at finde en Maalestok for Prisernes Rimelighed eller Urimelighed maa slaa fejl. I det ideelle Tilfælde, hvor der foreliggeret Monopol, eksisterer der blot meta-økonomiske Indsigelser mod det Cournotske Monopolpunkt. Set fra et økonomiskStandpunkt man alene bebrejde Monopolerne, at de efter

al Erfaring ikke kender deres virkelige Magtstilling og derfor undladerat den Cournotske Pris og ofte udelukkende læggerProduktionsomkostningerne Grund for deres Kalkulation. Det er Staten, som maa bestemme, hvilken Politik Priserne skal rime med.

Men hvilken politisk Opfattelse staar bag Prisaftaleloven? SigterLoven den ideale Konkurrencepris eller ikke?l3) Lovens Tekst er ikke klar. Ord som »fri Erhvervsudøvelse« tyder paa liberaleFormaal, som »samfundsmæssigt« paa kollektive. Den lille paahængte Sætning, at Udnyttelsen af Vareknaphed e. 1., hvorved Loven tænker paa Valutalovgivningen, altsaa paa en Vareknaphed, der ikke stammer fra monopolistiske Foranstaltninger,er er typisk antiliberal. F. Eks. efter Cassels liberalePrisideal en Vareknaphed ikke blot berettige, men ligefremforpligte at tage højere Priser. Man kommer muligvis Sandheden nærmest ved at sige, at Lovgiveren enten ikke vilde eller ikke kunde afgøre Omfanget og Retningen af Statens Interventionisme.Prisaftaleloven for saa vidt en typisk Overgangslov,som til de sociale Klassers Ligevægt. Mangelen paa en klar Afgørelse skjules ved, at Lovgiveren benytter en i og for sig intetsigende Generalklausul: Prisens Rimelighed. Det er ikke den Mangel paa Oversigt over Dagliglivets mangfoldige Fænomener, som fører til de administrative Myndigheders Ret til et »frit Skøn«, men en Brist hos den politiske Vilje, som foranlediger et rent formelt Kompromis. Den af Lovgiveren udsatte Afgørelse maa da træffes af Priskontrolraadet og Domstolene. Men hvorledes skal de fortolke et Begreb, som henviser til selve Politiken, naar dens mest karakteristiske Træk er en Svingen mellem forskellige økonomiske Formaal? Det hele er Symbol paa den Overgangsøkonomi,som »the end of laissez-faire«. Lovgiverens Usikkerhedunderstreges Lovens vanskelige Anvendelighed skærpes ved, at Loven stiller Priskontrolraadet under Domstolenes Kontrol. Denne Ordning blev — betegnende nok — begrundet med den statsligeOpgaves

---

13) I Rigsdagstidende finder vi to Udtalelser. Hassing-Jørgensen bemærkede, en rimelig Pris fremkommer, naar man til en Vares Indkøbspris lægger de faktiske Omkostninger og en traditionel Fortjeneste. løvrigt beskæftigede sig med Spørgsmaalet, om Indkøbsprisen skulde gælde eller hellere Genindkøbsprisen. Prieme indskrænkede sig til at sige: »Det er jo fristende at uddybe det Spørgsmaal, hvad man forstaar ved urimelige Priser, men selv om vi ikke har faaet Sommertid, er det jo alligevel Sommer, jeg skal ikke forlænge Debatten . .«.

ligeOpgavesNyhed. Men denne Flugt ind i den politiske LiberalismesRetsstat just hvor det gælder en Afsked med laissez-faire Principet! — misforstaar hele Problemstillingen, ja endogsaa Retsstatensfundamentale Denne Flugt overser den i Grundloven hjemlede »separation des pouvoirs«. En Afgørelse om Prisernes Højde er ikke nogen Retsafgørelse, men en administrativ-politisk Denne Afgørelse sorterer under den udøvendeMagt ikke under den dømmende. Spørgsmaalet, om det er i Strid med Grundloven at betro Domstolene at kontrollere den udøvende Magts (Priskontrolraadets) frie Skøn, skal ikke her afgøresl4).Her blot Tale om de økonomiske Stridsspørgsmaal, som er knyttet til Lovens uklare Meningl3).

Statens Prispolitik har forskellige Indgrebsmuligheder. Staten kan fastsætte Mindste-, Maksimum- eller Fastpriser. Priserne kan være generelt bestemte. Men Staten kan ogsaa efter KalkulationskartellernesForbillede at Prisen sættes individuelt forskelligt,men Hensyntagen til statslige Kalkulationsforskrifter.Der bestemmes, hvad der maa og hvad der ikke maa indkalkulereso. v. Men ved Siden af disse Takster og Kalkulationsforskrifterstaar Virkeligheden alle den økonomiske Politiks Foranstaltninger. Alle disse har en direkte eller indirekte Indflydelsepaa Dannelse, fordi de forandrer Tilbud eller Efterspørgsel. De gaar op i Generalnævneren: Prisdannelse. Det

---

14) Andersen »Dansk Forvaltningsret« S. 426 svarer Nej uden Hensyntagen Prisaftaleloven og uden yderligere Begrundelse.

15) Den norske Trustlov kender ikke Domstolenes Kontrol. Meningen i den nuværende og endnu mere i den foreslaaede nye Lov er forholdsvis klar. Det er værd at bemærke Trustkommissionens Stilling til Begrebet: Urimelighed. I »Trustkontrollen« 1926, S. 39 hedder det: »En pristariff kan være urimelig selv om den er lavere enn den vilde bli under fri konkurranse, hvis konkurransereguleringerne har medført en nedsettelse av produksjonsomkostningerne, idet det i så fall vilde være urimelig, hvis fordelene ikke også skulde komme forbrukerne tilgode. Ennu mere må det da gjelde at en pristariff må anses urimelig, når den går ut på fastsettelse av høiere priser enn de som svarer til priserne under fri konkurranse. Konkurransereguleringer jo sin berettigelse bare ut fra den tanke, at de leder til samfundsmessige fordele og spesielt til nedsettelser av priser og omkostninger. Bare hvor det foreligger rent eksepsjonelle omstendigheter vil en organisasjonsmessig prisfastsettelse utover konkurransepriserne være berettiget . .«. Den norske Justisdepartements Lovafdeling fremhæver, »at utgangspunktet for bedømmelsen må være markedsprisen under fri og normal og at man derfor er enig med kontrollkontoret at en organisasjonsmessig pris som regel må anses urimelig, når den ligger over den pris, som sådan konkurranse vilde betinge«.

betyder, at Statens Prispolitik har et übegrænset Antal Fremgangsmaadertil men nødvendiggør paa den anden Side, at de harmoniseres¹⁶). Der kan henvises til Skatte-, Told-, Penge-, Socialpolitiken o. s. v. Hertil kommer psykologiske Midler, hvis Betydning ikke maa undervurderes. Reklamen kan fremkalde, forringe og forandre Efterspørgslen. Statens Propaganda kan opnaade Resultater som et umiddelbart Prisindgreb eller som et Forsøg paa at regulere Udbud eller Efterspørgsell7).

Ogsaa Statens Prispolitik beror paa try and error-Princippet. For saa vidt bestaar ingen Forskel mellem en statsfri Prisdannelse og en normeret Prisfastsættelse. Baade i den praktiske Konkurrence og den praktiske Monopoløkonomi sker Prisdannelsen eller Prisfastsættelsen »par tåtonnement« (Walras). En Ligevægt eksisterer som Udgangspunkt eller som Endepunkt, i gunstigste kan man tale om, at Økonomien er paa Vej til en Ligevægt, men dette kan aldrig kontrolleres. Dette maa fremhæves, fordi Henvisningen til en statslig Prispolitiks Famlen er en almindelig, ikke afgørende Indvending mod en Prisnormering. Det er ogsaa i den videnskabelige Litteratur Sædvane at sammenligne en statslig Økonomis praktiske Vanskeligheder med en statsfri Økonomis ideale Skrivebordsteorier (eller omvendt), men kun Teori og Teori eller Praksis og Praksis kan sammenlignes. Og det er næppe forstaaeligt, hvorfor det skulde være mindre vanskeligt at styre f. Eks. et kapitalistisk Kartel end et statsligt Tvangskartel. Der er begge Steder omend ikke identiske Formaal saa dog overensstemmende f. Eks. joint-supply-Problemet. Den økonomiske Dynamik tvinger ogsaa Staten til at vise en brutal Hensynsløshed f. Eks. overfor marginale og ekstramarginale Bedrifter.

Prispolitiken er nødt til at arbejde med juridiske Redskaber, som maa tilpasses de økonomiske Forhold. Antimonopolpolitikens hyppige Fiasko hænger sammen med, at den i al Almindelighed skærer alle Monopoler og monopolagtige Organisationer over een Kam. Men bortset fra, at Truster og Karteller er forskellige økonomiskeMarkedsformer,

---

16) Jfr. Braun, »Theorie der staatlichen Wirtschaftspolitik«, Leipzig- Wien 1929.

17) Dietze, »Volkswirtschaftspolitik«, Mannheim - Berlin - Leipzig 193G, S. 15: »Das Wesentliche liegt in dem Ziel, die Menschen im Innersten zu erfassen und umzubilden. So sind auch für die werdende Wirtschaftsordnung Ansatz und die Ergebnisse zur Erziehungsarbeit weit wichtiger als alle äussere Regelung der wirtschaftlichen Verhältnisse«.

nomiskeMarkedsformer,fordi Truster sædvanligvis er Monopoler og Karteller Oligopoler, kan deres juridiske Struktur ikke sidestilles.Den Skepticisme, som mener, at et Forbud mod de moderne Sammenslutninger er umuligt, og søger at bevise det ved at gøre opmærksom paa den amerikanske AntitrustlovgivningsFiasko, væsentligt paa denne fejlagtige Ensretning. Karteller er Aftaler om en Indskrænkning i deres Medlemmers frie Erhvervsudøvelse. Disse Aftaler kan utvetydigt fastslaas og derfor forbydes og straffes. Ogsaa Trusterne kan bero paa Aftaler, f. Eks. kan Virksomhed A forpagte Virksomhed B, men de behøverikke bero paa Aftaler og beror sædvanligvis ikke paa saadanne.Eventuelle som Forpagtningskontrakter, Leveringskontraktero. er ikke noget specielt for Truster. Derfor eksistererder juridisk brugelige Redskaber, som kan ramme Trusterne.Truster blot kontrolleres eller eksproprieres, men ikke tilintetgøres. Den amerikanske Antitrustlovgivning maatte derfor løbe ud i Sandet, medmindre man tog fat paa at socialisere eller — hvad der blot gradvis er forskelligt — at kontrollere Trusterne.

Dernæst er de enkelte Varers Markedsforhold afgørende. Prispolitikenmaa efter, om der raader en Tendens til Monopol,om er Oligopol eller monopolistisk Konkurrence eller om der tilnærmelsesvis findes Frikonkurrence eller en Tendens i denne Retning. Hver Markedsform kræver en egenartet Prispolitik.Hvor raader monopolistiske Markedsforhold, maa et Forsøgpaa slaa Monopolet itu, mislykkes. Selvom det juridisk skulde rykkes, saa vilde der i det gunstigste Tilfælde opstaa oligopolistiskeForhold, ikke betyder Frikonkurrence med dens ønskedeVirkninger Prisen. Kartellerne kan i hvert Fald juridiskslaas Men et generelt eller specielt Forbud mod Karteller har ikke ensartede Virkninger. Et Kartels Ophævelse kan føre til en Slags Frikonkurrence, som viser sig i en gensidig Priskamp. Og det er til en vis Grad sandsynligt, at Ophævelsen har disse Konsekvenser,fordi i Almindelighed var en forudgaaende Priskamp,der til Kartelaftalen. Men et Kartel er et Duopol eller Oligopol, og det er ikke nødvendigt, at Kartellets Ophævelse har en cut-throat-competition til Følge. Er der stærke Monopoltendenser,faar en Trust. Men uden Trustdannelse kan der opstaa den af Cournot behandlede Ligevægt indenfor et Oligopol eller lignende Former af en gensidig eller ensidig Vaabenstilstand (Stackelbergs »assymetriske Duopoler«), som praktisk set er stiltiendeafsluttede agreements, der angaar Prisen og

Produktionsmængden. Hvor der ikke bestaar Tendenser, som nærmersig kan derfor en liberal Interventionisme ikke indskrænke sig til et blot og bart Forbud mod Karteller. Det maa suppleres eller erstattes f. Eks. af Maksimalpriser. Noget tilsvarendegælder Eks. ogsaa for en statslig Ophugning af marginaleBedrifter en Rationalisering for Øje. Producenternes Formindskelse kan fremme monopolistiske eller oligopolistiske Tilbøjeligheder, saa at Priserne stiger. Men trods Producenternes Formindskelse kan — alt efter Markedets Forhold — Markedet blive mere »perfect«, f. Eks. hvis de tilbageblivende Bedrifter er nærboende, imens Markedets »imperfecte« Konkurrence før var begrundet i Transportomkostningernes Uensartethed. Endvidere kan Konkurrencen fremmes gennem de tilbageblivende Firmaers Kamp om de udskilte Grænsebedrifters gamle Kunder og deres sandsynligvis elastiske Efterspørgsellß). Men fremmer Ophugningenen Konkurrence, saa kan Staten ikke komme udenom yderligere Prisforanstaltninger, f. Eks. Maksimalpriser.

Ligesom under den teoretiske Frikonkurrence har den enkelte Virksomhed under et Takstprissystem ingen Mulighed for at drive Prispolitik. Et Takstprissystem, om end det kan benyttes med ikke-liberale Maal for Øje, er sædvanligvis et radikalt Forsøg paa at gennemføre den Producenternes og Forhandlernes prispolitiske Passivitet, som er karakteristisk for Frikonkurrencen. Efterspørgselskurvenbliver Tvang parallel med Mængdeaksen, før Kurvendaler Takstprisen. Den private Prispolitiks Umuliggøreisefaar til at drive Kvantitets- eller Kvalitetspolitik,hvad ikke maa tabe af Syne. Kvaliteterne bliver forværret eller Virksomhederne flygter ind i ikke prisbundne Omraader.Denne kan forhindres ved Hjælp af et altomfattendeSystem Maksimalpriser, af Forbud mod nye Kapitalinvesteringer,af saakaldte »Sortenschutz«, hvorved det forbydes,at Deltagere optager en Produktion af nye Varer o. 1. Meget vanskeligere Opgaver stiller Faren for Kvalitetsforringelser.Denne er ikke specifik knyttet til en statslig Prispolitik,men til alle socialpolitiske Foranstaltninger og bunderi

---

18) J. Robinson, »The Economics of Tmperfect Competition«, S. 75. »The faithful customer of the condemned firrns, once dislodged from their adherence them, may be presumed to choose with greater nicety between the remained firms, so that each of the remaining firms will have added to their market a fringe of customers whose demand for their particular output is more elastic than the demand of their old customers«.

deriNutidens tekniske Kendskab, psykologiske Indflydelsesmuligheder(Reklame) s. v., Forhold, som først nu bliver Genstand for teoretiske Undersøgelser og statslige og private Modforanstaltninge ₁₉). For at imødegaa Udbudets Indskrænkning maa Statens Prispolitik tage Hensyn til de Produktionslove, som bestemmer de enkelte Foretagenders Pris. Arbejder et Foretagende med konstanteeller Omkostninger, bestemmes Prisen efter Gennemsnitsomkostningerne.Arbejder Virksomhed med stigende Omkostninger, bestemmes Prisen efter Marginalprisen og BranchensPris Grænsebedriftens Marginalpris. Denne Regel opretholderDifferentialrenter Branchen og ogsaa, forsaavidtder med stigende Omkostninger, indenfor det enkelteForetagende, de intramarginale Produktenheders Differentialrenter. Denne Regel udelukker derimod Monopolrenter. En saaledes bestemt Takstpris er for et med konstante eller dalendeOmkostninger Monopol identisk med Skæringspunktetmellem og Efterspørgselskurven.Det ikke betale sig for Monopolisten, at formindske det Udbud, som er knyttet til denne Takstpris, fordi Gennemsnitsomkostningernei af en Reduktion af Udbudet vilde stige. Arbej der Monopolet med stigende Omkostninger, maa Takstprisen svare til Skæringspunktet mellem Grænseomkostnings- og Efterspørgselskurven.Bestemmes efter Gennemsnitsomkostningernei for Grænseomkostningerne, maa Staten tilligeforeskrive Størrelse og Kvalitet. Det maa bemærkes,at Prispolitik sigter paa en Ligevægt paa kort Sigt. Paa længere Sigt kan en anden Prispolitik være fornøden.

Forskellen mellem de enkelte Virksomheders Omkostninger
spiller en betydende Rolle for enhver Prispolitik.

a) Branchens Elasticitet er afhængig af Forskellen paa Omkostningerne. Forskellen indenfor en Branche er lille, hvis altsaa de enkelte Firmaers Omkostninger er forholdsvis ensartede, staar alle Producenter nær ved Grænseproducenten. I dette Tilfælde Totaludbudet mere elastisk end indenfor en Branche, som viser stor Forskel mellem Bedrifternes Omkostninger. Den større Elasticitet har til Følge, at en Prisnedsættelse — i hvert Fald in the short run — indskrænker Udbudet.

---

19) Jfr. »The Ultimate Consumer«, The Annals of the American Academy, Maj 1934; Zeuthen, »Nogle økonomiske og sociale Udviklingstendenser og deres politiske Konsekvenser«, Statsøkonomisk Tidsskrift 1938.

b) Forskellighederne fører til Differentialrenter. En Ligevægt, som forudsætter, at alle Virksomheder i en Branche har de samme Gennemsnitsomkostninger, som incl. en normal Avance svarer til Prisen, er en virkelighedsfjern Teori. Der maa henvises til de »Branchemässige Betriebsuntersuchungen«, det tyske »Reichskuratorium Wirtschaftlichkeit« har taget fat paa²⁰). Disse Undersøgelser Udgangspunktet for en Diskussion om Mulighederne en rimelig Pris. Rigskuratoriet kunde fastslaa, at i ingen Branche var hverken de totale Omkostninger eller deres enkelte Bestanddele — heller ikke en i Kraft af en Aftale mellem Producenter, og Forbrugere standardiseret Vares Omkostninger tilnærmelsesvis overensstemmende. I et Tilfælde bevægede sig mellem RM. 196.00 og RM. 33.60, Lønninger mellem RM. 125.00 og RM. 61.40, Materialer mellem RM. 418.10 og RM. 194.00 og Afskrivninger og Renter mellem RM. 441.00 og RM. 31.60. »Berliner Einigungsamt für Wettbewerbsstreitigkeiten«2l) meddeler, omtrent den samme Vare blev tilbudt til RM. 17.50, RM. 60.00, RM. 80.00, RM. 150.00, RM. 180.00 og RM. 250.00. Deraf slutter Kuratoriet, at Søgen efter Prisøkonomiens Generalnævner og den rimelige Pris svarer til Middelalderens Stræben efter de vises Sten. Men just disse Forskelligheder kræver Statens Prispolitik. Forskelligheder skaber Indgrebsmuligheder, som ikke blot tager Sigte paa fælles Kalkulationsforskrifter, men ogsaa paa en Udjævning af Produktionsmetoderne. Men saalængc disse Forskelligheder bestaar, hvad der fører til de intramarginale Produkters muliggør netop disse Differentialrenter en hel Række prispolitiske Foranstaltninger, som er mere vidtgaaende en blot liberal Interventionisme. Hertil hører alle Prisdifferentieringer, f. Eks. med optimal Kapacitetsudnyttelse, med Dumping o. s. v. for Øje. Disse Renter er Fonden, hvoraf Prispolitiken i vid Udstrækning kan øse. Staten løber ganske vist saa den Risiko, at de privates Initiativ svækkes.

Enkelte Eksempler paa en rimelig Pris skal behandles.

Forestillingen om en normeret Pris er for Nutidens Generation først og fremmest knyttet til Verdenskrigens Prisreguleringer. OgsaaVidenskabens gaar i overvejende Grad ud fra Krigens Erfaringsmateriale. Mises' anti-interventionistiske Indstilling berorpaa efter hans Mening aldeles utilstrækkelige Resultater.

---

20) »RKW.-Nachrichten«, Marts 1934, S. 41.

21) »Wirtschaftsblatt der Industrie- und Handelskammer zu Berlin«, April 1935.

Alverdens Krigslovgivning har udvist. De af ham alene anerkendteOrdenstakster omtrent til de Priser, som ogsaa indenforen Økonomi vilde danne sig. Men der findes ogsaa stik modsatte Vurderinger. F. Eks. siger Lynd²²) med Hensyn til den amerikanske Lovgivning, at »we had demonstrated on a large seale that industry c a n be controlled and operated for other goals than the profits of individual enterprise . .«. Den rimelige Pris' Tilknytning til en typisk Nødlovgivning har belastet hele Problemstillingen.En volder ualmindelige Vanskeligheder, som ingen Økonomi fuldtud kan klare.

Problemets Præmisser er Vareknaphed som Følge af manglende nationale Produktionsmidler og frivillig (Autarki) eller ufrivillig (Blokade, Valutalovgivning) Importindskrænkning, saa at Udbudet kan forhøjes og Rationering under alle Omstændigheder fornøden. Spørgsmaalet gælder Prisens Opgave under en Vareknaphed, i Særdeleshed ogsaa Prisens Rolle som Regulator for en uundgaaelig Rationering.

En statsfri Økonomi fører til Salg af de knappe Varer til de højest bydende, men just her ligger den statsfrie Økonomis Akilleshæl.Og der gælder for en laissez-faire-Økonomi, gælder ogsaa for Mises' saakaldte Ordenstakster. Gambridge-Skolen stiller som bekendt netop her Kravet om Statsindgreb23). En statslig Prisfastsættelse maa, saalænge der eksisterer ulige Indtægts- og Formueforhold, og hvor der er Tale om en forholdsvis uelastisk Efterspørgsel, gribe til Prisdifferentiering for at udligne Udbud og Efterspørgsel ved Hjælp af Prispolitik. En maksimal Prisdifferentieringkan konstrueres. Efterspørgselskurvens

---

22) »The Annals of the American Academy«, Maj 1934, S. 4.

23) Böhm-Bawerk »Gesammelte Schriften« (1924) S. 479 har paa østrigernes udtrykt det saaledes: »Wenn . . in Irland in einem Hungerjahr nahrhaften Brotfrüchte Korn und Weizen massenhaft exportiert wurden, um gewiss zu einem nicht geringen Teil für Luxusbedürfnisse, für feine Bäckereien, für die Bereitung von Kornbranntwein und dergleichen Verwendung zu finden, während die arme einheimische Bevölkerung, die den durch die Konkurrenz der Beichen in die Höhe getriebenen Marktpreis nicht erzwingen konnte, mit kärglicher Kartoffelnahrung darbte und massenhaft Hungerkrankheiten erlag, so wird jeder Unbefangene auf den ersten Blick erkennen, dass hier die egoistische Tauchkonkurrenz gewiss nicht zu der gesellschaftlich fruchtbarsten, mit dem grössten reinen Nutzen für die Lebenserhaltung und Entfaltung des Volkes verbundenen Distribution Waren Weizen und Korn geführt hat. Und doch kamen diese Güter auch hier sicherlich in die Hände derjenigen, die sie um die grösste Anzahl von 'shillings' und 'guineas' höher schätzten . . .«.

enkelte Punkter repræsenterer — hvert for sig — en effektiv Pris, saa hver Køber betaler en individuel Pris, hvis Størrelse udelukkeren En saadan Prisdifferentiering vilde forudsætteStatens et bemyndiget Organs Monopol for vedkommendeVarer kræve en kontrolleret Fordeling til Priser, der svarer f. Eks. til de enkeltes Skatteindtægter. Men det er indlysende,at progressivt Skattesystem navnlig i Forbindelse med Understøttelser til Mindrebemidlede opfylder det samme Formaal med mindre praktiske Vanskeligheder. Saafremt dette ikke slaar tilstra^kkeligt til, er et Kortsystem fornødent. Priserne er, hvorledesde fastsættes, i en mere eller mindre kapitalistisk Økonomiet Redskab til at rationere Varer efter de virkelige Behovs Størrelse.

Man maa skelne mellem Prisernes Rationeringsopgave og Prisernes Opgave: at fremkalde et større Udbud. En laissez-faire-Økonomis stigende Priser tillader Overgangen til en Produktion med stigende Omkostninger, hvad der har til Følge, at de intramarginale Bedrifter faar voksende Differentialrenter. Statens Prispolitik maa tage Hensyn til de nyopdukkende Grænsevirksomheders For at undgaa Prisforhøjelser dermed umuliggøre yderligere Differentialrenter, kan Staten specielle Godtgørelser til Grænsebedrifterne, f. Eks. Skattelempelser, Laan o. s. v. Der kan ogsaa benyttes Organisationsformer, som findes indenfor det privatkapitalistiske Organisationsliv. Vi tænker paa den angelsaksiske Pool eller det tyske Interessengemeinschaft. Gevinsten i de sammensluttede Foretagender efter fælles Kalkulationsforskrifter regnet ud, saa at Differentialrenterne helt eller delvis er indbefattet i Gevinsten. De enkelte Foretagenders Gevinst eller Tab bliver afbalanceret og Gevinstoverskuddet bliver efter en aftalt Maalestok, f. Eks. efter Omsætningen, fordelt mellem de enkelte Bedrifter. Ogsaa denne Organisationsform tillader Maksimalpriser, som ikke behøver at svare til Grænseomkostningerne. Herved bliver Udbudet ikke formindsket, de intramarginale Bedrifters Differentialrenter udligner Grænsebedrifternes Meromkostninger.

Endvidere bestaar en Prispolitiks Opgave under Varemangel i at forhindre Konjunkturgevinster. Disse Gevinster er beslægtet med Marshalls Kvasirenter. De har deres Rod i de yderligere Differentialrenter,der knyttet til Økonomiens Udvidelse under tiltagendeGrænseomkostninger, i selve den Prisstigning, som UdbudetsBegrænsning En radikal Skattelovgivning,

som af Hensyn til Varernes Rationering beskærer navnlig de store Indtægters Købekraft, og den omtalte Umuliggørelse af en Opkomstaf Differentialrenter formindsker Faren for Konjunktur og Spekulationsgevinster. løvrigt er statslige Kalkulationsforskrifter,som Avancen o. 1., tiltrængt.

Et Blik paa de totalitære Staters Prislovgivning viser, at VerdenskrigensØkonomi i vore Dage er af Betydning. KrigensLovgivning overtaget, delvis ogsaa udvidet. Den tyske »Wehrwirtschaft«s Prispolitik viser det med al mulig Tydelighed. Enkelte Træk skal fremhæves og sammenlignes med Danmarks Krigsøkonomi. Wagner, Rigskommissæren for Prisdannelsen, begynder»Die im Vier jahresplan« med den Bemærkning,at ikke stiller Prispolitikens teoretiske Grundlag til Diskussion.»Eine Diskussion mag manchen Menschen — ganz besonders den Intellektuellen — wichtig und anregend erscheinen. Einem Volk dient dieser Streit der Meinungen recht wenig. Es wird ihm sogar zur Gefahr .. dann bleibt keine Zeit zur Entscheidungund Handeln«²⁴). Den tyske Prispolitiks forholdsvis heldige Resultater maa naturligvis ses paa Baggrund af en totalitærStats Men det viser, at det ikke under alle Omstændighederholder hvad f. Eks. Cohn i »Danmark under den store Krig« bemærker, at Maksimalpriser »fra Diocletians til vore Dage har skiftet noget i Form, men iøvrigt omtrent været lige virkningsløse,hvad der var Dødsstraf eller Bøder indtil 10000 Kr. eller Fængsel«. Selvfølgelig kan en Prispolitik ikke indskrænke sig til et Straffesystem, men vigtigt er, at et Straffesystem uden Personsanseelse hensynsløst sker Fyldest, hvad der under totalitæreForhold ved Hjælp af en gennemgribende officiel og uofficiel Kontrol. Den tyske Prispolitik beror principielt paa et Maksimalprissystem. Indenfor det tyske Landbrug gælder — delvisi med de paagældende Varers Beslaglæggelse — generelle Fastpriser, som er nuanceret efter Aarstid og Produktionensog Beliggenhed. Indenfor den øvrige Økonomigælder Maksimalpriser, den saakaldte almindelige»Preisstop« 26. November 1936. Denne Lov angaar — i Modsætning til Tysklands Krigslovgivning, men i Lighed med den danske Bekendtgørelse af 1. Februar 1917 — alle Varer og Ydelser. En almindelig »Preisstop« findes f. Eks. ogsaa i Italien og fandtes i Frankrig (Decret af 1. Juli 1937). En almindelig »Preisstop«

---

24) Wagner, »Die Preispolitik im Vierjahresplan« (Jena 1938) S. 3.

forhindrer med Held, at Producenter og Forhandlere gaar over til ikke-prisbundne Varer og at Konsumenternes Efterspørgsel driver Surrogatvarernes Priser i Vejret. »Die Preisstopverordnung«, siger Wagner²⁵), »istem preis- und sozialpolitischer Schutzwall der deutschen Volkswirtschaft. Zugleich bezeichnet sie einen wirtschaftspolitischenStandort übergeordneter Bedeutung. Der gegen diesen Schutzwall angehende, bald stärkere, bald schvväcnereDruck ständig einen tiefen Einblick in das wirtschaftlicheKräfteverhältnis. können die einzelnen Strömungenzurückgedrängt gefördert, hervorgerufen oder gänzlichzum gebracht werden«. For enkelte Varer, især for udenlandske Varers Vedkommende gælder Kalkulationsforskrifter.Det forbudt at lægge Genindkøbsprisen til Grund. Omkostningernesog Kalkulation er fastlagt. Den almindeligeMetode at forhøje Indkøbspriserne blev erstattet med »samfundsmæssigt retfærdige« Kalkulationsprincipper. I Modsætningtil danske Fortolkning af Indenrigsministeriets Bekendtgørelseaf Februar 1917 blev f. Eks. Avancernes Højde pr. Styk begrænset til det absolutte Beløb, som Avancerne før Preis-Stop-Forordningens Ikrafttræden har haft. Denne Prispolitikblev foruden Skattepolitiken o. 1. — understøttet af en Slags Interdependens-Princip, som Wagner26) formulerer saaledes: »Es gibt Preiserhöhungen, die aus unabwendbaren Anlässen und Ursachen eintreten. Für solche Fälle muss man nach Möglichkeit entsprechende Preissenkungen auf anderen Gebieten bereithalten«. Det var i Særdeleshed Mærkevarerne, som uden større Vanskelighedkunde Syndebuk. Hertil kommer »Konsumafledningens«Politik. alle Statens til Raadighed staaende propagandistiskeMidler Forbruget henvist til ikke manglende Goder,f. Radioapparater, Løfter om Folkebiler, »Kraft durch Freude« o. s. v.

Den liberale Interventionisme søger mod Frikonkurrencens Pris. Men Frikonkurrencens Pris findes ikke i den virkelige Økonomi, staar mellem Konkurrence og Monopol. Kartellernes Pris kan ikke — som det ofte siges — tilpasses efter Outsidernes Pris, fordi Outsiderne og alle Surrogatkonkurrenter i Monopolernes retter deres Priser efter Monopolprisen. De faar ligesaa som Kartellernes Medlemmer en Kvasi-Monopolrente. Frikonkurrencens ideale Pris maa konstrueres.

---

25) »Preispolitik« S. 9.

26) »Preispolitik« S. 14.

Frikonkurrence betyder Frihed for monopolistiske Elementer. Denne Frihed kræver et principielt Forbud mod Karteller og Mindsteprissystemer. Det er allerede fremhævet, at et rent principielt ikke er tilstrækkeligt, saafremt en vidt fremskreden competition« karakteriserer Markedet. Men i al Almindelighed fjerner et Forbud den monopolistiske Prispolitik, som føres af Priskarteller, der udgør Hovedparten af alle Karteller. Forbuds Gennemførlighed kan juridisk ikke drages i Tvivl. Et Forbud mod Karteller og Mind^teprissystemer er, naar alt kommer til alt, den enkleste og mest virksomme Form for en liberal Antimonopolpolitik. F. Eks. kunde det tyske Forbud mod Prisaftaler, især ogsaa Submissionskarteller, »Mestergrise« o. 1. uden Vanskelighed og med Held realiseres.

En særskilt Behandling kræver i denne Sammenhæng den saakaldte»ruinerende Kartellerne vender sig imod en gensidig Priskamp, og et virksomt Forbud fører til en Kampsituation.Forholdet en liberal Prispolitik og de saakaldte Tabsprisermaa Frikonkurrencen sigter til de for Konsumenternebilligst Priser. »Consumtion«, siger Adam Smith, »is the sole end and purpose of all production. And the interest of the producer ought to be attended to only so far as it may be necessary for promoting that of the consumer. The maxim is so perfectly self-evident that it would be absurd to attempt to prove it«. Og efter Liberalismen udskilles Grænsebedrifterne til Gavn for de ydedygtigere Foretagender. Denne Udskillelsesproces gaar over »Tabspriserne«. Grænsebedrifterne ophører med at indkalkulereAfskrivninger. omfatter de variable Omkostninger, men kun de faste Omkostninger forsaavidt de angaar kontante Beløb som Obligationsrenter, Formueskatter, Leje o. 1. Disse saakaldteTabspriser lige saa uundgaaelige som Salg af ellers uafsætteligeVarer en Pris, der ikke dækker Varernes variable Omkostninger.Det at der er en Grænseproducent, som er i Stand til netop at faa de løbende Kontantudgifter incl. Driftskapitalensgængse Først naar Prisen gaar under disse Beløb, tvinges Grænseproducenten til at give op. Selvfølgelig kan denne Udslettelsesproces fremskyndes ved Grænsebedrifternes Ophugning.Men det første er en saadan Ophugning ikke samfundsgavnlig,saalænge kan forrente deres Driftskapital. For det andet vinder Branchen intet. De kan ganske vist forhøje Priserne, men disse Forhøjelser kompenseres af den Købesum, Branchen maa betale til Grænsebedrifternes Ejere. Resultatetbliver

sultatetbliverdet samme, naar Staten hugger Grænsebedrifterne op og lægger Skat paa Branchen, uden at Skatten kan væltes over paa Konsumenterne. Unægtelig kræver en liberal økonomi midlertidigeOfre af de ydedygtigere Virksomheder, Ofre, som kan blive endnu større, hvis en Grænsebedrift f. Eks. faar et Moratorium,en eller Gældsnedsættelse. Alt dette maa nødvendigvisvære til en liberal økonomi, hvis Dynamik forlangerGrænsebedrifternes og Prisernes Tilpasning til Konjunkturernes Svingninger. De hermed forbundne saakaldte Tabspriser er hverken uforenelige med en fri eller med en loyal Konkurrence, tværtimod. Der maa skelnes mellem disse defensive»Tabspriser« agressive Tabspriser, som intet har at gøre med Frikonkurrence, men som i Modsætning hertil er Vaaben i en monopolistisk Konkurrence. Disse Tabspriser har et helt andet Formaal. De vil slaa Konkurrenterne ned for at oprette eller udvideet eller Oligopol. De agressive Tabspriser sorterer stedse under en Stats liberale Antimonopolpolitik og betyder en minerende Konkurrence. De ruinerer Konkurrencen, de defensive opretholder Konkurrencen.

For at forhindre agressive Tabspriser, men ogsaa om fornødent at indskrænke defensive Tabspriser, har Statens Prispolitik forskelligeMuligheder. kan danne et Priskartel eller tillade, at det dannes. Men det er hensigtsmæssigt ved Tvang at inddrage alle Branchens Medlemmer. løvrigt gælder det uden Undtagelse, at samfundsgavnlige Karteller er meningsløse, saalænge de ikke dannes som Tvangskarteller. I denne Retning virker den norske Trustkontrol. Men der findes ogsaa andre mere elastiske Midler. I Særdeleshed kan der peges paa Kalkulationskarteller, som er ved at vække større Opmærksomhed27). Forskellen mellem et Priskartel og et Kalkulationskartel ligger deri, at et Priskartel indeholder en forpligtende Aftale om en Mindstepris' Overholdelse,mens ikke nødvendigvis maa indeholdeen om selve Prisen, men blot om Prisens Kalkulationog, der bliver fastsat en Mindstepris, er det tilladtat denne Pris, forudsat at Prisens Underskridelse kan bevises at være forenelig med Kalkulationsforskrifterne. StatensPolitik tage Hensyn til Markedets Tendenser for at forhindre,at Kalkulationskartel bliver til et Priskartel. Baader der

---

27) Jfr. ogsaa den amerikanske Økonomis saakaldte »Uniform Cost Accounting«.

Tendenser til en oligopolistisk Vaabenstilstand og bestemmer et Kalkulationskartel, at alle faste og variable Omkostninger skal indkalkuleres, faar vi sandsynligvis et Priskartel, hvis Pris retter sig efter den daarligst og dyrest arbejdende Bedrift. Et Kalkulationskartel,som sig Frikonkurrencens Fremgangsmaade til Forbillede og blot søger at forhindre agressive Tabspriser, bestemmerf. at faste Omkostninger ikke maa indkalkuleres. En saadan Bestemmelse er f. Eks. hensigtsmæssig under en økonomiskKrise. bestemmes saa efter Grænsebedrifternes Omkostninger,men er muligt, at de intramarginale Bedrifter sælgerbilligere, de kan bevise, at deres variable Omkostningerer Hermed har vi en reguleret Frikonkurrence ved Udelukkelse af ruinerende Tabspriser, som er en skjult Monopolmanøvre.Mellem saadant Kalkulationskartel og et Kvasipriskartel,der maskeret som et Kalkulationskartel, ligger et stort Spillerum, som Staten kan udnytte til en meget nuanceret Prispolitik. Det kan bestemmes, om og eventuelt i hvilket OmfangAfskrivninger finde Sted, om Renter paa Bedriftens Egenkapital eller en Avance behøver at indkalkuleres, ligesom Avancernes Størrelse kan bestemmes. Vil Staten hindre, at Priserneforhøjes en Tilbagegang i Efterspørgslen, kan det ogsaa bestemmes, at Kalkulationen altid maa gaa ud fra en optimal Kapacitetsudnyttelse. Saaledes udgør f. Eks. Kalkulationskartellet indenfor Tysklands grafiske Erhverv et godt Mønster paa et moderneTvangskalkulationskartel2B), Medlemmerne maa kalkuleresom de havde en optimal Kapacitetsudnyttelse af 83,4 pCt. Bogføringen kan skematiseres o. s. v. En Skemapris, som kan underskrides, kan rettes efter en marginal Bedrift, en Gennemsnitsbedrifteller bedste Bedrift. Det er indlysende, at Prispolitiken paa denne Maade kan opnaa, at alle Branchens Medlemmereller Del deraf sælger til — ikke agressive — Tabspriser,at før eller senere udskilles, at ydedygtigeVirksomheders udnyttes mere eller mindre, at deres Udvikling fremmes eller standses, samt at Priserne tilpasses KriseellerKonjunkturpolitikens

Frikonkurrencen forudsætter Kontrahenternes Anonymitet, en
optimal Oversigt over Varerne og deres Priser, lige Transportomkostninger,Varekøbernes»encyclopediske
29), deres

---

28) »Neue Ordnung für das graphische Gewerbe«, Berlin 1936.

29) Marx, »Kapitalen« 1,1, Fodn. 5.

rationelle Adfærd o. s. v. En liberal Prispolitiks Opgave bestaar i at skabe Forhold, som kommer det liberale Ideal nær. Enkelte Foranstaltninger skal kort fremhæves. Kvantitative og kvalitativeStandardiseringeraf imødekommer Kravet om MarkedetsOverskuelighedog med Varerne. Tvang til at forsynealleVarer Priser, ikke mindst i Butiksvinduerne, fremmerKonkurrencenog Noget tilsvarende gælder for al økonomisk Efterretningstjeneste. De amerikanske »open-priceassociations«fyldestgørpaa tilfredsstillende Maade det samme Formaal; de staar heller ikke efter Supreme Courts Afgørelser i Modstrid med Antitrustlovgivningen. Varebørser og Vareauktionermaaorganiseres; er i Forbindelse med Institutioner som Terminsforretning (Hedging), Lagerbevis (Warrant) o. 1. ideale Eksempler paa en organiseret Konkurrence-Prisdannelse3o). I samme Retning virker Udstillinger, Messer, Købestævner, den internationaleTekstilhandelsIndkøbscentraler, Eks. i Chemnitz, hvorved Markedernes Elasticitet forøges. Jernbanernes Tarifpolitikkommeri for at udjævne Beliggenhedsmonopoler. Alle Forsøg paa at udvide Markedet ved at uniformere Varer maa understøttes, og alle Bestræbelser for at differentiere Varerne maa vanskeliggøres. »Imitatoren« stræber efter Frikonkurrencen, »Initiatoren«efterMonopolet. Opgave ligger her i en Indskrænkning i Reklamens Virkefelt. Reklamens liberale Betydningbestaari, den udvider Oversigten over Markedet, men dens konkurrencefjendtlige Virkning i, at den erstatter den anonyme Kvalitetskonkurrence med det individuelle Suggestionsmonopol. Mærkevarerne forener ved deres Tilknytning til MindsteprissystemerogSuggestionsreklamen en »imperfect competition«s Egenskaber. En liberal Prispolitik forudsætter ikke blot en gennemgribendeLovgivningmod Konkurrence, som umuliggøralt,hvad kan vildlede Publikum, men maa ogsaa sætte en Stopper for, at Producenternes Reklame opdeler en Vares Markedipartielle Producenternes fra et liberalt Standpunkt tilladelige Reklame ligger næppe i Retning af den undertiden foreslaaede Fællesreklame, fordi en Branches Fællesreklame bestyrkerKarteltilbøjeligheder.Producenterne — for saa godt som muligt at forhindre Konsumenternes monopolistiske Udbytning—henvises

---

30) Jfr. E. Liefraann-Keil, »Organisierte Konkurrenz-Preisbildung«, Leipzig som monografisk behandler Uld- og Bomuldsmarkedet. Jfr. endvidere Commodity Märkets« i »The Annals of the American Academy«, 1931.

ning—henvisestil Udstillinger, Messer o. 1. eller til statsligt eller af andre neutrale Organisationer anerkendte og kontrollerede generelleMærker,som en vis Kvalitet, f. Eks. Farveægthedo.1. er det en liberal Politiks Opgave at skabe den af den liberale Teori hos den endelige Konsument forudsatte, men i Virkeligheden ikke tilstedeværende Varekundskab. Ellers manglerdennødvendige Her er en neutral Oplysning om Varernes Beskaffenhed og Værdi tiltrængt. Saafremt ikke statslige Organisationer som Staternes Bureau of Standards, DanmarksHusholdningsraado. staar til Raadighed, kommer en Understøttelseafprivate, amerikansk Monster dannede KonsumentorganisationeriBetragtning.

En Fastsættelse af Maksimalpriser kan i hvert Fald overfor Monopoler og monopolagtige Organisationer ikke undgaas. Denne Prisfastsættelses Vanskeligheder er ofte blevet fremhævet, men principielt maa det siges, at de frie Kræfters Spil ikke her erstattes Skrivebordsindgreb, men Monopolernes vilkaarlige Prisfastsættelse Statens politiske Forgodtbefindende. Prisfastsættelsen bygge paa de nuværende Omkostninger. Joint-supply- Problemet kan teoretisk ikke løses tilfredsstillende. Knuden maa hugges over baade af en privat og en statslig Økonomi. Afskrivninger Reservedannelser maa tage Hensyn til Konjunkturerne og det tekniske Fremskridt o. s. v. Men en Konstatering af de nuværende er ikke nok. Den rimelige Pris sigter til den liberale Dynamik; den vil opnaa, at Virksomheder bærer sig ad, som om Frikonkurrencen bestaar. Den liberale Pris maa tvinge Bedrifterne til at rationalisere eller at ophøre. Omkostningerne skal tilpasses den liberale Pris og ikke blot omvendt. Prispolitiken kan hverken bygge paa Markedsprisen, fordi den virkelige Pris er smittet af den monopolistiske Konkurrence, eller paa de nuværende fordi dette kan resultere i et almindeligt Priskartel. I denne Prispolitikens dynamiske Opgave ligger de virkelige Vanskeligheder. Prispolitiken maa trods den store Forskel Bedrifternes Omkostninger tage et repræsentativt Foretagende Forbillede.

Vanskelighederne er ikke uovervindelige. Man staar overfor de samme Opgaver, naar det gælder at vælge mellem forskellige Tilbudtil og Kommune. Et godt Eksempel danner den Overenskomst,der blev sluttet mellem Deutsche Reichsbahn og »Deutsche Wagenbau-Vereinigung«. Kartellernes Land har ogsaa delvis skaffet Midler til deres Uskadeliggørelse. Kartellet og

Reichsbahn³¹) har skabt et fælles Udvalg, hvis Opgave er hvert Aar nøjagtigt at kontrollere de enkelte Fabrikkers Omkostninger og udregne Omkostningernes Gennemsnit. Reichsbahn og KartellernesMedlemmer kun underrettet om Gennemsnitsomkostningerne,som afgørende for det følgende Aars Pris. For at undgaa de med en Takstpris' Fastsættelse forbundne Vanskeligheder,bliver taget Hensyn til alle variable Omkostninger, men kun delvis til de faste Omkostninger. Disse bliver ikke indbefattet i Kalkulationen, for saa vidt de angaar joint costs og de enkelte Foretagenders finansielle Opbygning. Renter paa den i Foretagendetanbragte beregnes ikke. For Skatter gælder specielleBestemmelser. er skematiseret. Det er værd at bemærke, at de faste Omkostningers Indkalkulation under den sidste Krise blev indskrænket endnu mere. Hele Overenskomsten stræber efter en »som-om Frikonkurrence«, hvad der understreges ved, at der ikke mere bliver taget Hensyn til Virksomheder, hvis Omkostninger flere Gange overstiger Gennemsnitsomkostningerne med 5 pCt. Overenskomstens Resultat er, at alle Foretagender er nødt til at faa deres Omkostninger sænket under Gennemsnitsomkostningerne.De Rationaliseringer bevirker yderligere nedtrykte Gennemsnitsomkostninger. I Virkeligheden dalede Priserneogsaa for Aar.

En generel Regulering findes i »Verordnung über die Preisermittlungauf der Selbstkosten bei Leistungen für öffentlicheAuftraggeber« 15. November 1938³²). Forordningen angaar alle Tilbud til statslige eller kommunale Myndigheder, saafremt der ikke findes en Markedspris. Med Markedsprisen forstaas den ideale Frikonkurrences Pris, der dannes uden at de enkelte Virksomhederer Stand til at øve Indflydelse paa dens Størrelse. Findesikke saadan Markedspris, hvad der er Reglen, saa bestemmesPrisen de tilbydende Foretagenders Gennemsnitsomkostninger.Dette tillader, at de enkelte Foretagender alt efter deres organisatoriske og tekniske Ydedygtighed og, da der ikke tages Hensyn til Renter, ogsaa i Forhold til deres Gældsbyrder faar højere eller mindre Nettoindtægter; ja, det er muligt, at enkeltelider Princippet fremkalder derfor alle Foretagenders Interesse i at sænke Omkostninger under den af Staten eller Kommunenanerkendte Hvert Foretagendes Tilbud

---

31) Reichsbahn har et Efterspprgselsmonopol, hvad utvivlsomt lettede Overenskomstens Afslutning.

32) Reichsgesetzblatt 1938, I, Nr. 194.

maa bero paa en Kalkulation, hvis enkelte Poster, som f. Eks. Materialer,Lønninger, costs og Avance er detailleret bestemt i Forordningen. Kalkulationen maa vedlægges hvert Tilbud. Her skal blot Avancens Kalkulation fremhæves. Avancen maa ikke overskride de langfristede Statsobligationers effektive Rente. Der maa lægges den for en rationel Virksomhed nødvendige AnlægsogDriftskapital Grund, saa der ikke maa tages Hensyn til Beboelseshuse,Landbrugsejendomme, Bedrifter, Interesser i andre Virksomheder, Værdipapirer o. s. v., medmindre der er Tale om Driftskapitalens kortfristede Anbringelse. Den investeredeKapital kun i Betragtning, for saa vidt den ikke er afskrevet. Den saaledes kalkulerede Avance maa, hvad der skal understreges, dække den egne og den fremmede Kapitals Forrentningog Risiko.

Den Slags Eksempler viser, at den almindelige Pessimisme overfor
af at regulere Priserne er stærkt overdreven.

En ikke-liberalt begrænset Prispolitik kan arbejde med de bekendte som Diskonto-, Rente-, Told-, Skattepolitik, Inflation Deflation, Valutalovgivning, Subventioner o. s. v. Disse Foranstaltninger skal ikke behandles her. En anden Vej fører over Tvangskarteller og Tvangstruster. Tvangskarteller arbejder efter de private Kartellers bekendte Fremgangsmaade; de fastsætter indskrænker Udbudet og Kvaliteterne, opdeler Markedet s. v. En udførlig Fremstilling af de internationale Retsforhold og Tvangskartellernes Praksis findes bl. a. i de forskellige Trustkomiteers »Innstilling om forandring af trustloven« (Oslo 1934 og 1936). »Socialtruster«, som Rathenau engang kaldte de amerikanske Trusters Modsætning, vækker derimod særlig Interesse. De blev allerede omtalt i Forbindelse med Vareknaphed som Følge af Krig o. s. v., men deres Betydning strækker sig videre og omfatter alle social- og produktionspolitiske Maal; i Særdeleshed tjener de ogsaa en Konjunkturpolitik, som tilsigter en optimal Kapacitetsudnyttelse, Udenrigshandelens Fremme og indenfor nationale Rammer en Udjævning af Beliggenhedsmonopoler 1.

Der maa skelnes mellem Bedrifter med dalende og Bedrifter
med stigende Omkostninger. Fig. 1 viser et Foretagende med
dalende Omkostninger:

Paa Abscissaksen afsættes Varemængderne, paa Ordinaten Priserne.EE'
en Efterspørgselskurve, GO GO' GennemsnitsomkostningernesKurve.
MO betegner de marginale

Omkostninger. Produktionen af Mængde 1 koster 10. af Mængde 2 koster 9, af Mængde 3 koster 8 o. s. v. De første 3 Kvantiteters Gennemsnitsomkostningerbeløber derfor til 9. Monopolprisen er 11 (P_x), som svarer til en Produktionsmængde 3 (MJ. Monopolrentenbeløber 6 (P₁P₁OM₁ minus de marginale Omkostninger). Den til Frikonkurrencen svarende, d. v. s. den »liberale« Pris

er 7 (P_a), som er bestemt af Skæringspunktet mellem Gennemsnitsomkostnings og Efterspørgselskurve. Den tilsvarende Mængde er 7 (M₂). Nødvendigvis er Renten lig Nul. Ogsaa Grænseomkostningernes viser det. Arealet, der ligger over Prislinien _{2 —}P_L>, og angiver at Omkostningerne er højere end Prisen, og Arealet, der ligger under Prislinien P2P₂- P2P₂ er lige store (6). Tab og Gevinst bliver saaledes udjævnet.

Forudsætter man, at Foretagendet har en Kapacitet af 10 Mængder,og Prispolitiken stræber efter en fuld Kapacitetsudnyttelse,er Prisdifferentiering tiltrængt. Det samme gælder for andre politiske Formaal. Der kan ikke findes en ensartet Pris,

som baade dækker Produktionsomkostningerne og tillader fuld Kapacitetsudnyttelse. Ved fuld Kapacitetsudnyttelse (Mængde 10) ligger Prisen P3P₃ under Gennemsnitsomkostningerne T. Der maa fastsættes i det mindste 2 Priser, her P2P₂ (med Mængden M₂) og P3P₃ (med Mængden MM_{2—2 —}M₃). Ved at fastsætte Prisen P3P₃ til Gavn for de Købere, hvis Efterspørgselspris ligger under Prisen P₂, kan 3'derligere Varemængden MM_{2—-M32 —}-M3M₃ sælges. Skønt Prisen P3P₃ ligger

under Gennemsnitsomkostningerne, sker der ingen Skade, tværtimod.Samtidig nemlig Gennemsnitsomkostningerne for Mængden 0_—M₂ fra P2P₂M₂ til SM₂. Ved at sælge Mængde MM_{2 —}M, under Gennemsnitsomkostningerne, opstaar der et Tab STVP₃, men dette Tab er mindre end Profitten P2P₂P₂RS. Monopolrenten beløber sig til 6, hvad der ogsaa ses af de marginale Omkostninger (det skraat skraverede Areal, som udgør Difference mellem VP, M2M₂M₃ og de marginale Omkostninger). Ved Hjælp af Prisdifferentieringenopnaas optimal Kapacitetsudnyttelse, mindre købedygtige Lags Behovstilfredsstillelse og GennemsnitsomkostningernesNedsættelse, at Trusten i det valgte Eksempel trods et delvis Salg under Gennemsnitsomkostningerne f aar samme Monopolrente som i Tilfælde af en Cournotsk Monopolprisfastsættelse(Pris

sættelse(Pris= PJ. Statstrusterne (public Utilities) kan benytte denne Monopolrente til at nedsætte Prisen P₂, saa de Kunder, som betaler en højere Pris, intet Tab lider som Følge af det yderligere Salg af Varer under Gennemsnitsomkostningerne, men nyder Gavn heraf. Men Renten kan selvfølgelig ogsaa benyttes til den økonomiskePolitiks Formaal.

Fig. 2 fremstiller en Virksomhed med stigende Omkostninger:

EE' er Efterspørgselskurven, GO GO' GennemsnitsomkostningernesKurve. opadstigende Trappekurve MO angiver de marginale Omkostninger. Monopolprisen P_x sætter sig det maksimaleUdbytte Maal. Den liberale Pris P2P₂ (Skæringspunktet mellem Efterspørgselskurven og de marginale Omkostningers Trappekurve) dækker Grænseomkostningerne. De til Prisen P_a eller P2P₂ knyttede Renter kan uden Vanskelighed aflæses. SocialtrustensPris ₃ rettes efter Gennemsnitsomkostningerne. Prisen bestemmes af Skæringspunktet mellem Efterspørgselskurven og Gennemsnitsomkostningernes Kurve. Det betyder, at Socialtrusten giver Afkald paa de ved stigende Omkostninger opstaaende Differentialrenter.Differentialrenterne til Gavn for Konsumenterne.De Arealer paa Figuren viser det. Det skraveredeAreal,

redeAreal,som ligger under PP_{3—3 —}P₃, er lige saa stort som det skraveredeAreal PP_{3—3 —}P₃. Differensen mellem de ved Produktionsudvidelsenfra ₂ til M3M₃ opstaaende stigende Omkostninger og den i Følge den yderligere Efterspørgsels mindre Købeevne nedsattePris ₃ dækkes af de resterende Differentialrenter.

Ved Hjælp af Prisdifferentiering kan Kapaciteten udnyttes endnu
En Del af Konsumenterne betaler den liberale Pris eller
mere, en Del mindre end den liberale Pris.

Fig. 3 viser en Bedrift med stigende Omkostninger og Prisdifferentiering.

Kurverne svarer til Kurverne paa Fig. 2. Man har da for det første Cournotske Monopolpris P_x; de hertil svarende Differentialrenter skraat skraverede. Ved delvis at give Afkald paa disse Differentialrenter kan Prisen nedsættes f. Eks. til P₄, som svarer til en Produktionsmængde M₄. Prisen ligger under Gennemsnitsomkostningerne. lodret skraverede Fladerum viser de marginale Omkostninger, som ligger over Prisen P₄, men denne Flade er mindre Differentialrenternes Flade. I et idealt Tilfælde kan de ved en eller flere Forskelspriser opstaaende Differentialrenter nøjagtigt jævnes med de over Prisen liggende Omkostninger. Prisen P4P₄ svarende til Mængden M4M₄ kan saaledes optimalt nærmes til Statens eller produktionspolitiske Formaal.

Er der Tale om flere Bedrifter, maa der dannes en Tvangstrust, saa de bedste Bedrifters Differentialrenter kan staa til Grænsebedrifternes Tvangstrusten forudsætter ikke, at de enkelte opgiver deres juridiske Selvstændighed. Trusten organiseres som Pool. Der opgøres blot en fælles Balance, hvori de enkelte Foretagenders Tab og Gevinst udlignes.