SIDEN fremkomsten af Keynes »General Theory«1) er det i sin
tid af Marx rejste spørgsmaal om, hvorvidt den samlede
samfundsmæssige efterspørgsel kan være for lille til at tillade
fuld beskæftigelse af den samfundsmæssige arbejdskraft igen
anbragt i centrum af den internationale økonomiske diskussion.

Denne artikels genstand er den kroniske arbejdsløshed, der
skyldes et saadant deficit i effektiv efterspørgsel som følge af
»overopsparing«.

I nedenstaaende afsnit I behandles i almindelighed den samfundsmæssige der betinger en saadan »o veropsparing«, afsnit II lønforhøjelsers efterspørge Is es virkning i en saadan tilstand, og i afsnit 111 — der vil komme i næste nr. af Nationaløkonomisk Tidsskrift — de omkostningsmæssige forudsætninger for at disse efterspørgselsvirkninger kan aktiveres. behøver ikke nærmere at betones, at andre arbejdsløshedsaarsager andre sider af arbejdsløshedsproblemet, der i en konkret situation kan spille en større eller mindre rolle, ikke behandles i denne artikel, der alene tager sigte paa lønnens i beskæftigelsesproblemet: dens positive og dens negative omkostningsvirkning, alene i den nedenfor skildrede overopsparingstilstand. Endvidere behandles kun spørgsmaalet om generelle lønforhøjelser, v. s. der tænkes procentvis ens lønforandringer overalt.

I. OVEROPSPARINGSSITUATIONEN.

(1). Kærnepunktet i diskussionen om, hvorvidt der kan foreliggeen
overopsparing, er stillingen til Says Markedslov.Denne
at produkter efterspørges af produkter,d.

---

1) J. M. Keynes, The General Theory of Employment, Interest and Money. London 1936.

ter,d.v. s. at der for saa vidt overhovedet ikke existerer noget afsætningsproblem, som produktionen selv skaber de indtægter, der skal købe de producerede varer. Heri ligger der ikke alene, at hvis produktionen fordeler sig over varegrupper paa samme maade som den nyskabte efterspørgsel, saa bliver der intet afsætningsprobiem— ogsaa at dette faktisk tenderer til at blive resultatet.

For simpelheds skyld tales i det følgende om de »traditionelle« og de »utraditionelle« teorier. De »traditionelle« omfatter alle dem, der mener, at Says lov gælder, ialtfald i det lange løb; de »utraditionelle« der mener, at Says lov ikke gælder. De utraditionelle navnlig Marx og Keynes, som med Hensyn til Says Markedslov (efterspørgelsessynspunktet) i det store og hele indtager standpunkt, medens — som vi skal se — forskellen kommer frem ved omkostningssynspunktet i det forskellige syn paa lønnens og profittens bestemmelsesgrunde.

Det ømme punkt i Says markedslov er indkomsternes fordeling
mellem opsparing og konsum.

Efter det traditionelle synspunkt kan opsparingen aldrig blive »for stor« og derved bringe den samlede efterspørgsel ned, thi — siges det — dels vil en øget opsparing presse renten ned og dermed investeringerne — og i anden omgang konsumet — op, og dels vil kapitalisterne ikke drive opsparingen udover, hvad der kan investeres. En for stor opsparing (i forhold til opsparernes vil i anden omgang af kapitalisterne forvandles konsum, da de dog ikke vil opspare til ingen nytte.

Bag denne betragtning ligger, som i det hele taget bag mange af den traditionelle økonomis begreber, en naturaløkonomisk betragtnin ²), der overser den fundamentale kendsgerning, at i det faktiske kapitalistiske samfund er opsparings- og investeringsprocessenadskilt hinanden ved finansinstitutterne, der herved faar selvstændig betydning. Et andet metodologisk forhold, som ligeledes maa antages at have haft afgørende betydning i denne retning, er den sædvanlige statiske analysemaade. Ved at forudsætteuendelig reaktionshastighed, eller uendelig lang tilpasningstidved enkelt forandring i en ellers uændret totaltilstand,udelukker to forhold, der — som vi skal se — har afgørendebetydning denne forbindelse, nemlig: 1) de forskellige økonomiske elementers forskellige indbyrdes tilpasningsli

---

2) Se bl. a. Marshall V, IV, I—4.

ningsliastig hed eller stivhed, og den betydning som mere øjeblikkelige virkninger derved faar for hele langtidsudviklingen— 2) den kendsgerning at samfundets udvikling foregaar i konjunkturelle svingninger, hvilket — ligeledes paa grund af de forskellige elementers relative tilpasningshastigheder— afgørende betydning for langtidsudviklingen. I det følgende skal disse mere almindelige metodologiske bemærkningerpaa maade blive udfyldt ved omtale af nogle afgørendeexempler.

(2). Det traditionelle syn paa Says Markedslov er først med
vægt blevet bestridt af Marx:

»Die Bedingungen der Realisation sind beschränkt durch die Proportionalitet der verschiedenen Produktionszweige und durch die Konsumtionskraft der Gesellschaft. Diese Letztre ist aber bestimmt weder durch die absolutte Produktivkraft noch durch die absolutte Konsumtionskraft, sondern durch die Konsumtionskraft Basis antagonistischer Distributionsverhältnisse, die Konsumtion der grossen Masse der Gesellschaft ein nur innerhalb mehr oder minder engen Grenzen Minimum reduziert. Sie ist weiter beschränkt durch den Akkumulationstrieb, den Trieb nach Vergrösserung Kapitals und nach Produktion von Mehrwehrt auf erweiterter Stufenleiter«³).

Her har vi med hensyn til efterspørgslen de samme grundfænomener,
i Keynes system: indkomstfordelingen og opsparings»driften«
to save«, »thriftiness«).

Via Hobson4) er dette synspunkt gaaet over i Keynes' General
Theory.

De her relevante træk af »General Theory« kan i en nøddeskal
— og omskrevet efter denne artikels langtidsbehov — udtrykkes
saaledes5):

a) Naar samfundets produktion og realindkomst stiger med uforandret lønnivo, saa aftager konsumets procentvise andel af indkomsttilvæksten (konsumpropensiteten) og opsparingens relative stiger tilsvarende (opsparingspropensiteten).

---

3) Karl Marx: Das Kapital, Ring Verlag A. G., Zürich, Buch 111, S. 272.

4) General Theory s. 19 og 364 ff.

5) Se bl. a. General Theory s. 28 f. M. h. t. pkt. 6i General Theory (s. 29) se nedenfor, afsnit 111 (2).

b) For at produktionstilvæksten derfor skal kunne afsættes
maa en stigende del af den bestaa af investeringer.

c) Investeringernes omfang afhænger af forholdet mellem kapitalens
grænseudbytte og laanerenten.

d) Med en given institutionel udviklingsbasis (investeringsoptimisme, udvikling, befolkningsbevægelse rn. m.) vil kapitalens i det lange løb være uforandret, saalænge forholdet mellem investering og konsum er uforandret. Hvis investeringerne relativt, falder kapitalens grænseudbytte.

e) Laanerenten kan af forskellige grunde ikke falde under el
vist Minimum.

f) Naar renten har naaet dette minimum, kan grænseudbyttet af kapitalanbringelser heller ikke falde yderligere, d. v. s. investeringerne da ikke i det lange løb stige i forhold til konsumet.

g) Men da opsparingen som nævnt vil stige stærkere end konsumet stigende totalproduktion, maa man før eller senere naa til den grænse, hvor opsparingen — hvis man gik længere — vilde overstige investeringerne. Jo rigere samfundet er, jo hurtigere denne grænse.

h) I ligevægt maa investeringstilvæksten ved produktionsudvidelse lig med opsparingstilvæksten, medens yderligere produktionsforøgelse skabe mere opsparing end der vilde blive efterspurgt til investering, d. v. s. den samlede effektive efterspørgsel vilde blive saa meget mindre end totalproduktionen (beregnet efter »dækkende« priser, d. v. s. de, der gjaldt i kalkulationsøjeblikket), »overopsparingen« vilde udgøre6).

(3). Det afgørende spørgsmaal bliver nu: hvorledes kan der overhovedet i det lange løb tales om overopsparing? Vil noget saadant ikke før eller senere skabe sine egne helsemidler ad to veje, nemlig rentefald og opsparingens forvandling til konsum?

Rentefald : Keynes lægger vægt paa likviditetsbehovet. Falderrenten et vist »normalt« nivo, vil kapatalisterne ikke binde deres midler men afventer en rentestigning. Desuden er der altid et latent likviditetsbehov, som holdes nede af renteudgiftenog med rentefald. Falder renten, bliver likviditetsbehovetad og andre veje mere og mere umætteligt, og renten maa op igen. Hele denne diskussion om likviditetsbehovetsbegrundelse

---

6) Se ogsaa nedenfor I (4).

vetsbegrundelseog betydning skal imidlertid ikke refereres her;
herom henvises til General Theory7).

Paa forhaand synes der imidlertid at kunne rejses adskillig tvivl om, at saadanne likviditetsovervej eiser kan forklare rentens konstans. Thi selv om det er saadan, at disse likviditetsovervej eiser kan forklare, at udsving udfra en normal rentefod hurtigt redresseres, saa synes de dog ikke umiddelbart at kunne forklare selve denne normal.

Paa forhaand taler meget for, at visse kræfter existerer, der opretholder rentefoden paa et i det lange løb ret konstant minimum. det forhold, at rentefoden gennem lange historiske perioder med meget varierende kapitalefterspørgsel har kunnet holde sig saa nogenlunde uforandret, synes at pege i denne retning.

Det afgørende kan maaske siges at være følgende:

Fra et vist punkt støder rentenedsættelse paa hurtigt voksende modstand, navnlig fra rentierklassen, repræsenteret ved storbankerne, føler deres interesser truede⁸). Jo mere trægt en rentenedsættelse sig igennem, jo mere sandsynligt bliver det, at den første virkning af øget opsparing — deficit i effektiv efterspørgsel pres nedad paa produktionen — kommer til at overveje overhovedet forhindre den anden virkning — rentenedsættelse i at indtræde. Det kan saa meget lettere tænkes, som — hvis trægheden er tilstrækkelig stor — den rentepressende opsparing dertil svarende indtægt overhovedet ophører at existere, produktionen bliver saa meget mindre⁹).

Navnlig naar vi ser spørgsmaalet i sammenhæng med konjunkturbevægelsen,bliver skitserede udvikling sandsynlig. Opsparingsøgningensker i opgangsperioden, hvor forkerte forventningerog pres ogsaa samtidig øger investeringerne,saaledes det forhold, at opsparingen er for stor, viser sig mer eller mindre pludseligt, samtidigt med og ved at investeringernesafkast kan afsættes. Dette betyder, at den rentepressende»overopsparing« aktuel netop paa et tidspunkt, hvor krisen og afsætningsvanskelighederne voldsomt øger likviditetsbehovetog

---

7) G. Th. Book IV; se ogsaa Jørgen Pedersen: Renteudviklingen i de senere Aar. Nationaløk. Tidsskr. 1939 s. 1 ff.

8) G. Th. s. 309.

9) Denne behandling af forholdet mellem opsparing og investering og nedenfor af forholdet mellem opsparing-konsum er et exempel paa de metodologiske bemærkninger ovenfor i afsnit I (1).

ditetsbehovetogderved bringer rentefoden op, og hvor konjunkturernenetop en almindelig produktions- og indkomstnedgang,som overopsparingen og rentepresset til at forsvinde.

Opsparingens forvandling til konsum: Her spiller trægheds- og konjunkturfænomener ind. Den enkelte opsparer for at udvide sit og sit firmas omraade. Om dette kan ske samtidig med eller uden en total udvidelse, spiller for saä vidt ingen rolle for den individuelle opsparer. Hvis det samfundsmæssige af en saadan proces bliver en nedgang i effektiv efterspørgsel og produktion, vil dette samfundsfænomen snarere end at føre til formindsket opsparingspropensitet føre til øget opsparing (udaf en given indkomst) for at klare depressionens og først naar totalproduktion og indkomstnivo er gaaet ned, kan ligevægt igen indstille sig med opsparing lig investering (til dækkende priser).

(4). Det er af vigtighed at bemærke, at den »overopsparing«, der er tale om, principielt ikke er nogen faktisk overopsparing, men en latent mulighed for overopsparing, hvis produktionen var større end den er. Faktisk overopsparing bliver der kun tale om, naar samfundet har overskredet den i den givne situation af det relative investerings- og opsparingsnivo bestemte »ligevægts«produktion, hvilket fald det til overopsparingen svarende deficit i effektiv efterspørgsel sætter ind og presser totalproduktionen

Herved er det iøvrigt ligegyldigt, om det er opsparingen, der stiger, eller investeringen, der falder. En »overopsparing« kan vise sig paa to maader: 1) Ved at produktionen i det lange løb ligger paa et lavere nivo end svarer til fuld beskæftigelse (med fradrag af den arbejdsløshed der ogsaa vilde existere i en »under«opsparingstilstand,f. paa grund af dynamiske forandringeri med forskellige overflytningsvanskeligheder o. s. v.). Overopsparingen viser sig altsaa her ved kronisk arbejdsløshed.Dette det centrale i overopsparingsproblemet.2) at den faktiske pengeopsparing overstiger pengeinvesteringen, d. v. s. i kasseøgning — eller snarere ved successiv efterspørgselsindskrumpning (pengemængden kan nemlig indskrænkes samtidig). Endvidere kan man i en vis forstandtale en tredje slags »overopsparing« (som dog ligger i et andet plan end de to første), nemlig ved at opsparingen og

investeringen overstiger samfundets — af de faktiske omkostnings og efterspørgselsforhold bestemte — mere varige »behov« for realkapital. Overopsparingen viser sig her ved at realkapitalens anvendelser bliver urentable i forhold til anlægskalkulerne¹⁰).

Da de to sidstnævnte forhold ikke er fænomener, der alene forefindes i samfund med strukturel overopsparing, men er almindeligeledsagefænomener ethvert samfunds konjunktur i visse depressionsfaser, og da kronisk arbejdsløshed som bekendt er et omstridt begreb baade med hensyn til dens existens og dens aarsager, er det er spørgsmaal, om man kan finde rent statistiske »beviser« for en overopsparingssituations existens, ialtfald forsaa vidt angaar selve overopsparingens statistiske paavisning. Heller ikke selve rentefodens højde siger noget afgørende, idet historiske og politiske forhold kan have gjort minimalrentefoden forskellig i de forskellige lande. Det væsentligste kriterium til afgørelse af, at en overopsparingssituation ikke foreligger, er formentlig, at vedkommende land er kapitalimporterende, idet et debitorland med vedvarende netto-kapitalimport vanskeligt kan tænkes i en permanent overopsparingstilstand. (Medmindre da debitorlandets kapitalisters minimumsrentekrav ligger mindst saa meget højere end minimumskravet i kreditorlandet som risikotillæget for udlaantil i forhold til moderlandet andrager. Dette kan tænkes at være tilfældet i en vis overgangsperiode, hvor debitorlandetsopsparing naaet en saadan størrelse, at der er blevet »overopsparing« maalt i forhold til den tidligere høje rentefod,der er under pres nedad. Man kan saa tænke sig, at debitoriandets kapitalister under erindring om det tidligere højere rentenivo vægrer sig ved at udlaane, medens udlandet maaske dog stadig lejlighedsvis under pres af et hjemligt lavere rentenivo er villig til at stille penge til raadighed). Disse bemærkninger gælder formentlig navnlig for et land, der er paa overgangen fra debitorlandtil Man kan her tænke sig følgende: Renten kan ligge højere end i udlandet og der kan alligevel herske »overopsparing«, idet de hjemlige kapitalister vil have

---

10) Udtrykt i den Svenske Skoles periodeterminologi svarer overopsparing første forstand nærmest til forskellen mellem planlagt opsparing og planlagt investering; i anden forstand til forskellen mellem planlagt opsparing periodens begyndelse) og realiseret investering (ved periodens slut). Det tredje begreb endelig er overhovedet ikke udtryk for en sammenligning opsparing og investering, men mellem forventet og realiseret udbytte af en periodes investeringer.

erindringen om det tidligere højere rentenivo at reagere efter, og det vil antagelig tage nogen tid, før rentierklassens og bankvæsenetsforan likviditetsovervej eiser indstiller sig paa det nye lavere nivo. I denne periode, hvor renten i overgangslandet stadig ligger højere end i udlandet, kan man godt tænke sig, at der som følge af den rentedifference, der stadig existerer, og til trods for den indenlandske overopsparingssituation mer eller mindre lejlighedsvist sker kapitalimport.

De foran omtalte overvejelser om opsparingspropensitetens stigning med totalproduktionens størrelse siger ikke paa forhaanu noget om, hvor skæringspunktet mellem investeringstilvækst og opsparingstilvækst ved udvidet totalproduktion vil falde, og for saa vidt er det muligt at tænke sig, at det først falder efter det punkt, hvor fuld beskæftigelse er naaet. I saa fald naar rentefoden ned til minimalrentefoden og der optræder ingen overopsparingsarbejdsløshed, Says Lov og det traditionelle system vil gælde.

Om det ene eller det andet bliver tilfældet, afhænger af vedkommende hele økonomiske struktur, herunder navnlig det relative størrrelsesforhold mellem industri og landbrug, og væksthastigheden hver af disse to afdelinger. Paa grund af indkomstfordelingen landbruget vil dette i de færreste tilfælde kunne financiere sin egen expansion, navnlig hvis denne er betydelig. der derfor et betydeligt landbrug i betydelig expansion, dette kunne opsuge en del opsparing og dertil hørende produktion fra industrien, som herved kan opretholde et højere produktionsnivo. Det afgørende er her landbrugets expansion forhold til industriens totale omfang. Et stort landbrug i tilbagegang danner derfor intet saadant »afløb« for industriens overopsparing og en almindelig overopsparingssituation kan derfor ¹¹).

---

11) For Danmarks vedkommende er jeg tilbøjelig til at mene, at vi nu efter strukturomslaget først i 1930'erne er kommet ind i en Marx-Keynesk Uden iøvrigt endnu at have behandlet dette specielle emne — som jeg haaber at kunne vende tilbage til senere — særlig skal jeg pege paa følgende: Danmark synes nu at være ophørt at være netto-kapitalimportør. Fra 1931 til 1937 steg industriproduktonen 37 pct. op over det tidligere maximum og samtidig sank landets udenlandske gæld fra 1451 til 1241 mill. kr., et fald, som ikke synes at kunne forklares alene udfra forskydninger i valutakurserne, saaledes at vi trods en kraftig industriexpansion (som følge af en kraftig industriexpansion?) kunnet skaffe midler til at afbetale paa vor nationalgæld. At renten samtidig har ligget relativt højt, synes at forklares dels ved særlige vanskeligheder (navnlig de mislykkede konverteringsbestræbelser en usikker valuta- og rentepolitik i det hele taget), dels ved det ovenfor i texten omtalte, at et land paa overgangen fra debitor til til kapitalselvforsyning vil have et relativt højt rentenivo. (Dette relativt høje rentenivo kan saa paa den anden side medføre at vi trods hjemlig overopsparingssiiuation endnu i længere tid lejlighedsvis kan faa kapitalimport udlandet). Endvidere kan der peges paa, at det afgørende som nævnt ikke er forholdet mellem industriens og landbrugets totaler men mellem landbrugets expansion og industriens total (landbrugets kapital»import« forhold til industriens indre overopsparing) og at dette forhold formentlig nu ligger saaledes, at en tidligere latent overopsparing indenfor nu er blevet aktuel. Endelig skal peges paa, at forskellige overfladefænomener vil tilsløre en eventuel overopsparingssiiuation og vanskeliggøre dens erkendelse. Her skal først og fremmest nævnes, at talen om kapitalmangel naturligt stammer fra utilfredsstillede debitorer eller debitorer in spe, og at en høj rentefod ifølge sagens natur for dem maa være ensbetydende med kapitalmangel, uanset hvad aarsagen til den høje rentefod er. Hvis rentefoden ligger højt af andre grunde end »underopsparing« vil dette derfor meget let blive forvekslet med en almindelig kapitalknaphedssituation, navnlig hvis landets »overopsparingssituation« af historisk ny dato. Endvidere er valutamangel ofte blevet indentificeret med kapitalknaphed, fordi den kan virke paa samme maade i mange retninger (hindrer visse køb af investeringsgoder, bringer renten op osv.), medens det i virkeligheden er noget ganske andet, hvilket viser sig derved, at hvis man i en tilstand med valutamangel og overopsparing sig ved passende foranstaltninger valutamanglen fjernet, saa blev der ikke noget kapitalknaphedsproblem tilbage (noget lignende oplevede vi antagelig herhjemme, da valutamangelen af udefra kommende grunde forsvandt i 1937). — Se om hele dette spørgsmaal ogsaa J. Dich: Arbejdsløshedsproblemet i Danmark 1930—1938, København 1939, s. 140 ff. (afsnit 5).

II. EFTERSPØRGSELSSYNSPUNKTET.

(1). Det betones, at omkostningssynspunktet i dette afsnit lades ude af betragtning. Tænkes et indgreb foretaget, hvis efterspørgselsvirkninger tænkes dette indgreb derfor at have »neutrale« omkostningsvirkninger, d. v. s. paavirker ikke produktionsfaktorernes Som det senere vil blive klart, er dette en rent foreløbig abstraktion, idet efterspørgselsvirkningen i sig selv i allerhøjeste grad er bestemt af omkostningsvirkningernes indflydelse paa produktionen.

Foreligger der nu en overopsparingstilstand med latent overopsparingfør beskæftigelse, er der dermed givet mulighed for ved »udfyldning« af overopsparingsvakuet ved ny efterspørgsel(se (2)) at aktivisere en betydelig større produktionstilvækstend

---

11) For Danmarks vedkommende er jeg tilbøjelig til at mene, at vi nu efter strukturomslaget først i 1930'erne er kommet ind i en Marx-Keynesk Uden iøvrigt endnu at have behandlet dette specielle emne — som jeg haaber at kunne vende tilbage til senere — særlig skal jeg pege paa følgende: Danmark synes nu at være ophørt at være netto-kapitalimportør. Fra 1931 til 1937 steg industriproduktonen 37 pct. op over det tidligere maximum og samtidig sank landets udenlandske gæld fra 1451 til 1241 mill. kr., et fald, som ikke synes at kunne forklares alene udfra forskydninger i valutakurserne, saaledes at vi trods en kraftig industriexpansion (som følge af en kraftig industriexpansion?) kunnet skaffe midler til at afbetale paa vor nationalgæld. At renten samtidig har ligget relativt højt, synes at forklares dels ved særlige vanskeligheder (navnlig de mislykkede konverteringsbestræbelser en usikker valuta- og rentepolitik i det hele taget), dels ved det ovenfor i texten omtalte, at et land paa overgangen fra debitor til til kapitalselvforsyning vil have et relativt højt rentenivo. (Dette relativt høje rentenivo kan saa paa den anden side medføre at vi trods hjemlig overopsparingssiiuation endnu i længere tid lejlighedsvis kan faa kapitalimport udlandet). Endvidere kan der peges paa, at det afgørende som nævnt ikke er forholdet mellem industriens og landbrugets totaler men mellem landbrugets expansion og industriens total (landbrugets kapital»import« forhold til industriens indre overopsparing) og at dette forhold formentlig nu ligger saaledes, at en tidligere latent overopsparing indenfor nu er blevet aktuel. Endelig skal peges paa, at forskellige overfladefænomener vil tilsløre en eventuel overopsparingssiiuation og vanskeliggøre dens erkendelse. Her skal først og fremmest nævnes, at talen om kapitalmangel naturligt stammer fra utilfredsstillede debitorer eller debitorer in spe, og at en høj rentefod ifølge sagens natur for dem maa være ensbetydende med kapitalmangel, uanset hvad aarsagen til den høje rentefod er. Hvis rentefoden ligger højt af andre grunde end »underopsparing« vil dette derfor meget let blive forvekslet med en almindelig kapitalknaphedssituation, navnlig hvis landets »overopsparingssituation« af historisk ny dato. Endvidere er valutamangel ofte blevet indentificeret med kapitalknaphed, fordi den kan virke paa samme maade i mange retninger (hindrer visse køb af investeringsgoder, bringer renten op osv.), medens det i virkeligheden er noget ganske andet, hvilket viser sig derved, at hvis man i en tilstand med valutamangel og overopsparing sig ved passende foranstaltninger valutamanglen fjernet, saa blev der ikke noget kapitalknaphedsproblem tilbage (noget lignende oplevede vi antagelig herhjemme, da valutamangelen af udefra kommende grunde forsvandt i 1937). — Se om hele dette spørgsmaal ogsaa J. Dich: Arbejdsløshedsproblemet i Danmark 1930—1938, København 1939, s. 140 ff. (afsnit 5).

duktionstilvækstend»udfyldningen« selv andrager. Dette følger ganske simpelt deraf, at for produktionstilvæksten udover overopsparingengælder Lov, d. v. s. denne del af produktionstilvækstenvil skabe sin egen efterspørgsel. Det er i virkelighedendette der ligger bag den senere tids multiplierdiskussion.

Til illustrationen skal anføres følgende tegning, som imidlertid

ikke maa tages for højtidelig; den er kun ment som en illustration fastholdelse af tanken; derimod er de forudsætninger, den er tegnet under, saa simplificerede, at den selvfølgelig ikke kan bruges til at sige noget om de numeriske forhold ved multiplier.

Udaf X-aksen er afsat beskæftigelsen i arbejdstimer, opad Y-aksen totalproduktionen i indkomstenheder. Kurven OS angivertotalproduktionen totalindkomsten, svarende til varierende beskæftigelsesmængder. OS spalter sig i to dele: konsum og opsparing.Tænker os variationerne foretaget med uforandret lønnivo, kan denne spaltning tænkes at foregaa ad linjen OK,

saaledes at afstanden fra X-aksen til OK angiver konsumet og afstanden fra OK til OS opsparingen udaf givne totalindkomster. Kurverne er iøvrigt tænkt som langtidskurver, jfr. nedenfor afsnit 111 (2), note 27). Afstanden mellem 01 og OK angiver de til varierendekonsumstørrelser nettoinvesteringer (afhængig af størrelsen af de extra-økonomiske drivkræfter). Kurverne OS og 01 angiver altsaa, hvorledes henholdsvis totalproduktion og totalefterspørgselvarierer beskæftigelsen, og deres indbyrdes skæringspunkt angiver ligevægtsstillingen, hvor netop den samledeproduktion afsætning.

Alle tre kurver er tegnet udfra forudsætning om uforandret rentefod (minimumssatsen), d. v. s. de er tilvenstre for skæringspunktet rent hypotetiske, idet der ikke kan tænkes noget punkt tilvenstre for e, hvor denne rentefod faktisk vilde gælde. Tværtimod opsparingen være for lille til at dække efterspørgslen til denne rentefod (investeringskurven ligger over op'sparingskurven) renten vilde blive drevet op, men samtidig vilde intet hindre en videre expansion, der vilde drive udviklingen hen til e.

Uden indgreb dannes ligevægten i e, hvor opsparing = investering.
vi os nu, at vi ved en eller anden primærforanstaltning
overopsparingen ab, skaber vi dermed afsætning
hele produktionen ad. Trækker vi den rette linje parallel
X-aksen gennem e, afskærer den ae = tilvæksten i
totalproduktionen ved dette indgreb. »Udfyldningen« andrager
ab, dens totale virkning ae, og den totale virkning af primærforanstaltningen
altsaa saa mange større end denne som den
ab
reciprokke værdi af overopsparingsbrøken paa grænsen
ae
angiver.

(2). Det er klart, at det alene er existensen af overopsparingsdeficiteti effektive efterspørgsel, der kan forklare, at totalproduktionenoverhovedet øges ved skabelse af en »extra« efterspørgsel, hvad enten denne tænkes i form af øget investeringsvirksomhedeller konsum. Findes der ikke latent overopsparing, vil nemlig finansieringen af de øgede investeringereller øgede konsum formindske den effektive efterspørgselpaa punkt lige saa meget, som investeringerne eller konsumforhøjelsen øger den paa et andet punkt¹²). Det afgørendei

---

12) Naar ellers »traditionelle« forfattere undertiden synes at mene, at visse gunstige virkninger i visse situationer kan opnaas ved udvidet »efterspørgsel« ex. ved offentlige arbejder financieret ved kreditudvidelse, kan dette hovedsagelig hvile paa to ræsonnementer: 1) at en vis fase af depressionen kan være karakteriseret af overopsparingslignende hensmuldring købekraft ved stigende likviditetsbehov (kasseøgning). I saa fald kan man tale om en speciel konjunktur-udgave af overopsparingsteorien, gældende for visse konjunkturfaser, og analoge ræsonnementer som ovenfor texten kan da anvendes. Herudfra bliver det bl. a. ikke saa afgørende, om financieringen sker ved kreditudvidelse (se dog nedenfor s. 255_—56). 2) Det andet ræsonnement kan gaa ud paa, at den extra »købekraft« virker og derved bringer et bedret forhold mellem løn og profit, men der er her i virkeligheden ikke tale om nogen efterspørgselsvirkning denne artikels forstand, men derimod om en nedbringelse af den reale lønomkostning, hvorved den arbejdsløshed, der skyldes en for høj realløn, bringes til at forsvinde.

rendeimultiplierteorierne er netto virkningen af visse tænkte købekraftsindgreb. At tænke sig en købekraftsforøgelse paa eet punkt, og dernæst matematisk forfølge denne ved opsummering af leddene, efterhaanden som købekraftsforøgelsen »ruller videre«,siger ikke noget, saalænge man ikke ogsaa tager hensyn til, om et eventuelt opstaaet minus ogsaa ruller videre.

Opsparingskurven vil afhænge dels af indkomstfordelingen, dels af den individuelle opsparingsvilje. Tænker vi os en. forhøjelse den samlede arbejdsindtægt og formindskelse af profitindtægterne en given totalindtægt, vil opsparingen aftage relativt — kurven OK nærme sig kurven OS i tegningen foran, hvorved ogsaa kurven 01 hæves, medens OS er uforandret — og skæringspunktet mellem effektiv efterspørgsel og totalproduktion skydes ud til højre, svarende til en større samlet beskæftigelse.

For at illustrere dette forhold uafhængigt af omkostningssynspunktet vi tænke os, at kapitalisterne selv forøger deres konsum bekostning af deres opsparing. Vi kan tænke os, at dette sker paa et punkt i konjunkturforløbet, hvor der er ligevægt mellem og kontraktionskræfterne, hvor den faktiske pengeopsparing altsaa svarer til den faktiske pengeinvestering. Vi spørger: hvorfor vil ikke den øgede konsumefterspørgsel nøjagtig af et tilsvarende minus i den købekraft, der vender imod investeringsgoder?

For simpelheds skyld forudsætter vi, at der i udgangsøjeblikket overhovedet ikke fandt netto-opsparing og -investering sted, men kun reinvestering af de løbende amortisationskvoter, og at der findes betydelig ledig kapacitet overalt. Som følge heraf forudsættervi at udbudet overalt er fuldt elastisk, saa produktionenkan til uændret pris. Endvidere forudsætter vi,

---

12) Naar ellers »traditionelle« forfattere undertiden synes at mene, at visse gunstige virkninger i visse situationer kan opnaas ved udvidet »efterspørgsel« ex. ved offentlige arbejder financieret ved kreditudvidelse, kan dette hovedsagelig hvile paa to ræsonnementer: 1) at en vis fase af depressionen kan være karakteriseret af overopsparingslignende hensmuldring købekraft ved stigende likviditetsbehov (kasseøgning). I saa fald kan man tale om en speciel konjunktur-udgave af overopsparingsteorien, gældende for visse konjunkturfaser, og analoge ræsonnementer som ovenfor texten kan da anvendes. Herudfra bliver det bl. a. ikke saa afgørende, om financieringen sker ved kreditudvidelse (se dog nedenfor s. 255_—56). 2) Det andet ræsonnement kan gaa ud paa, at den extra »købekraft« virker og derved bringer et bedret forhold mellem løn og profit, men der er her i virkeligheden ikke tale om nogen efterspørgselsvirkning denne artikels forstand, men derimod om en nedbringelse af den reale lønomkostning, hvorved den arbejdsløshed, der skyldes en for høj realløn, bringes til at forsvinde.

at det øgede behov for omsætningsmidler, som en større totalproduktionselv uforandret prisnivo vil kræve, ikke medfører renteforhøjelser (dette er iøvrigt en forudsætning, der maa gælde næsten al beskæftigelsespolitik). Endelig forudsætter vi foreløbigen økonomi, og at statsbudgettet under hele udviklingenholdes

Vi ser nu foreløbig væk fra spørgsmaalet om, hvorvidt driftsherrernes
efter investeringsgoder øjeblikkeligt
gaar ned, og ser alene paa virkningen af det øgede konsum.

Vi tænker os nu, at konsumet øges med et beløb N. Tilvæksten i konsumefterspørgslen paa N fremkalder en tilsvarende produktionsøgning indtægtsstigning paa N hos konsumsfærens kapitalister arbejdere¹³). Af denne indtægtsøgning vender en brøkdel, vi kan kalde k, sig mod konsum, medens brøkdelen s = (1^—k) bliver opsparet. Den afledte konsumefterspørgsel paa kN skaber kN ny indtægt, hvoraf igen en brøkdel: kkN ruller videre konsumefterspørgsel osv. Regner vi med, at k og s bevarer samme værdi gennem hele processen, faar vi, at den samlede indtægtstilvækst bliver lig med:

Det vil sige, at den samlede indkomsttilvækst bliver lig med den primære konsumøgning gange med den reciprokke værdi af opsparingsraten. den anden side bliver opsparingen udaf nyindtægten lig med N • (—_I •s, d. v. s. lig med den primære Det er denne sidste sætning, der giver svaret vores oprindelige spørgsmaal: hvorfor ikke den øgede konsumefterspørgsel opvejes af et tilsvarende minus i investeringsefterspørgslen, vi nu har set, at multiplierprocessen netop skaber saa stor overskudsopsparing, svarer til, hvad primærforanstaltningen saa at opsparingen overhovedet ikke gaar ned.

I og for siger denne matematiske udvikling ikke andet end, at
naar der findes latent overopsparing (deficit i effektiv efterspørg-

---

13) Formuleringen er i hovedsagen tilsvarende til den, Kahn i Economic Journal 1931: »The Relation of Home Investment to Unemployment« anvender spørgsmaalet om en primær øgning i investeringerne. ogsaa Colin Clark i samme tidsskrift sept. 1938 og Ohlin i »Penningpolitik, offentliga arbeten, subventioner och tullar som medel mot arbetslöshet« S. 102 ff.

sel), saa vil nye anvendelser for opsparing (d. v. s. nye investeringer opsparings forvandling til konsum) skabe ny efterspørgsel, skaber ny produktion, der skaber nye indtægter, der skaber ny efterspørgsel osv. Af hver indkomstbølge vil en del opspares. Opstaar der — saadan som det er forudsat i exemplet foran — ingen nye investeringsmuligheder udover primærforanstaltningen, vil denne nyopsparing ikke have andre anvendelsesmuligheder at udfylde hullet efter den primære foranstaltning. kan derfor fortsættes saa længe, til der er skabt saa megen nyopsparing, som svarer til primærforanstaltningen. maa maa den totale expansion være lig med primærforanstaltningen gange med den reciprokke værdi af grænseopsparingsraten (beregnet som gennemsnit for hele expansionsrummet). Hvis expansionen selv skaber nye investeringsmuligheder, hver nyafledt investeringsmulighed skabe afløb for en tilsvarende nyopsparing. Processen kan derfor fortsættes saa længe, at der skabes saa megen nyposparing udover den afledte nyinvestering, som svarer til hullet efter primærforanstaltningen. bliver saa den totale expansion lig med primærforanstaltningen med den reciprokke værdi af over opsparingsraten grænsen.

For at slutte ræsonnementet maa vi nu fjerne vore begrænsende forudsætninger. Den vigtigste var, at vi ikke tog hensyn til, hvad der strax skete med investeringsefterspørgslen som følge af kapitalisternesøgede Vi har set at det samlede resultat af konsumøgningen — forudsat at investeringsefterspørgslen ikke strax gik ned — var at den ikke behøvede at gaa ned, for selve expansionsprocessen vilde skabe kompenserende opsparing. For saa vidt hele processen skete med lynets hastighed, vilde dette ogsaablive men det gør den netop ikke. Der er bestemte »time-lags« mellem den primære konsumøgning og skabelsen af den efterfølgende række indkomst- og opsparingsled, og driftsherrernesinvesteringsreaktioner have fundet sted inden den endelige summering har fundet sted. Hvis driftsherrerne samtidigmed formindsker deres investeringsef terspgørseltilsvarende, bliver der overhovedet ingen positivemultipliervirkninger, plus og minus i effektiv efterspørgselholder i skak (forudsat bl. a. at værdierne for k og s i de to sfærer kan sættes lige store). Altsaa er betingelsen for, at konsumøgningen udfra de givne betingelser (navnlig at vi befinderos et »neutralt« omraade i konjunkturforløbet) skal have

positive netto-multipliervirkninger, at primærforanstaltningen
ikke nedbringer en ellers stedfunden investeringsvirksomhed tilsvarende.

Denne forudsætning medfører, at bankvæsenet midlertidigt maa stille sig villigt til at financiere driftsherrernes investeringsbeslutninger. betyder ikke, at bankerne endeligt kommer til at financiere den til konsum forvandlede opsparing (ved en mindsket for virksomhederne paa bekostning af bankgæld), men en blot midlertidig financiering, indtil processen har skabt de fornødne nyopsparinger, og som er nødvendig af to grunde: 1) fordi driftsherrerne jo ikke ved, at deres opsparing som følge af deres konsumøgning senere vil stige, og de derfor kun i forvisning om at kunne trække paa bankkredit til uændrede (eller eventuelt bedrede) laanebetingelser, vil fatte de nødvendige investeringsbeslutninger. Og 2) fordi enhver investering udfra overopsparingspunktet nok vil skabe sin egen opsparing, men først efterhaanden, medens financieringen i vidt omfang maa ske strax. Der opstaar derved fare for en øjeblikkelig stramning paa kreditmarkedet med negative virkninger paa de private investeringer, og da fænomenernes tidsprioritet som nævnt er afgørende for hele den senere udvikling, er det derfor vigtigt for langtidsudviklingen strax fra begyndelsen at hindre en saadan kreditstramning¹⁴).

Vi forudsatte videre, at udbudet var fuldt elastisk. Er dette ikke tilfældet, men den øgede produktion kun kan ske til stigende omkostninger,sker herved en forrykkelse af indtægtsfordelingen fra arbejdsindtægt til profitindtægt og dermed en forringelse af konsumforholdet. Herved synes der maaske at opstaa mulighed for, at prisstigningerne kan formindske konsumet saa meget, at multipliervirkningerne ophæves. Det er imidlertid klart, at der under alle omstændigheder maa være en vis positiv virkning, for prisstigningerne kommer netop kun som følge af en positiv expansion.Endvidere

---

14) Med hensyn til virkningen paa kreditmarkedet spiller den foran (S. 247) opstillede sondring mellem, om overopsparingen er faktisk (pengeopsparing udover pengeinvestering) eller latent (i ligevægt med kronisk arbejdsløshed), en rolle. I første fald vil der ikke i samme omfang i andet fald opkomme en stramning paa kreditmarkedet som følge af time-lag mellem nyinvesteringernes financieringskrav og opsparingsdannelse, alt fald ikke, naar første fald gælder et stykke ind i depressionen, den første stærke stigning i likviditetsbehovet har fortaget

sion.Endviderebetyder en saadan udvikling, at den intramarginaleprofit stige og dermed incitamentet til nyinvesteringer, hvorved dels expansionen øges med investeringsarbejdet, og dels grundlaget for det uelastiske udbud afskaffes.

Endelig medfører forholdet til udlandet en modificering af muitiplierprocessens forløb. Et øget import overskud er det samme som en nyopsparing, der af udlandet stilles til raadighed for og anvendes af indlandet, og derfor overflødiggør en tilsvarende opsparing. Over opsparingen vokser derfor med væksten i importoverskudet, og expansionen naar derfor hurtigere den grænse, hvor overopsparingen (bortset fra primærforanstaltningen) til primærforanstaltningen. Multiplier bliver altsaa tilsvarende mindre.

Heroverfor maa det fremhæves, at det kun drejer sig om import hvorfor den sammenhæng, der ialt fald i det lange løb er mellem øget import og øget export, vil ophæve den ugunstige virkning af øget import. Hvis det iøvrigt skulde være umuligt at hæve exporten, som man jo ikke har direkte indflydelse paa, tilstrækkeligt, betyder dette ikke, at expansionen maa opgives, blot, at expansionen da maa ske paa basis af forholdsvis uforandret samlet import, som saa maa skifte relativ sammensætning færdigvarer til raastoffer. Denne udvikling vil komme i stand af sig selv ved den automatiske stigning i de fremmede valutakurser, fsv. man har frie valutaforhold — eller hvis man ikke tillader en saadan udvikling, ved direkte importkontrol.

Forlader vi endelig exemplet med, at kapitalisterne selv forvandleropsparing konsum, og forudsætter, at dette kommer i stand ved at profitindtægter ved forhøjelse af reallønnen forvandlestil vil dette selvfølgelig igen skabe sine specielleproblemer. bliver det vigtigste, nemlig selve omkostningsspørgsmaalet,behandlet kapitel 111 i næste nr. af NationaløkonomiskTidsskrift. ogsaa selve efterspørgsels-multiplierprocessenvil sit eget karakteristiske forløb, bestemt bl. a. af i hvilket omfang tidligere understøttelser falder væk, om en dertil svarende beskatning da ogsaa falder væk og da for hvem, hvis ikke hvad det offentlige da bruger de frigjorte midler til osv. 05v.15)..¹⁵). Ligeledes om de øgede arbejdsindtægter i væsentligt omfanggaar tilbagebetaling af detailhandlerkredit, huslejerestancer,afbetalingsrestancer m., som af opkræverne enten direkte

---

15) Se herom bl. a. nævnte artikel af Kahn.

opspares eller gaar videre til gældsafbetaling o. 1. for sluttelig at
havne som opsparingsøgning (eller importstigning) i stedet for at
skabe øget effektiv efterspørgsel efter indenlandsk produktion.

For det endelig forløb spiller endelig de relative reaktionshastigheder henholdsvis de positive og negative reaktioner en afgørende 16). De positive er den degressivt fremadskridende efterspørgselsbølge, de negative dels de umiddelbare virkninger paa kapitalisternes investeringsreaktioner som følge af indkomstnedgangen dem i udgangsøjeblikket, dels de eventuelle negative ved en lønforhøjelse (se kapitel III). Sætter de negative virkninger ind først, gaar bevægelsen i negativ og kan blive vanskelig at vende før det primære — efterspørgselsmæssigt set gunstige — forhold mellem løn og profit igen er gaaet tabt i kontraktionsprocessen. Sker efterspørgselsstigningen i hurtig rækkefølge, vil kapitalisterne ret hurtigt se de gunstige virkninger paa afsætningen, hvorved en forventet stigning i den absolutte profitmasse kan tænkes at opveje faldet i den relative profit ved lønforhøjelsen. Har man som f. ex. Walker¹⁷) den opfattelse, at driftsherrerne normalt vil se tiden noget an, før de reagerer, vil de positive virkninger faa større chance.

(3). For den strukturelle overopsparingsarbejdsløshed er det afgørende, hvad det endelige resultat af disse indtægtsforskydningerog opstaaede nyinvesteringer med egne multipliervirkningerosv. Tager vi vores udgangspunkt i en samtidig generel lønforhøjelse og nedbringelse af driftsherrernes relative profitkrav, er der skabt en situation, der indeholder muligheder for positiv efterspørgselsudvikling. Fra et vist punkt vil multiplierprocessenmedføre profitforventninger paa grund af bedre kapacitetsudnyttelse og eventuelt stigende priser, hvorved investeringsprocessen fremskyndes. De nye investeringer faar igen multipliervirkninger osv. Herved sættes der en kumulativ multiplierprocesi der i sit videre forløb kan tænkes at medføre yderligt stigende priser og profitter. Saalænge denne kumulative proces er i gang, behøver en eventuelt faldende realløn ikke at true konsumgrundlaget, idet faldet kan opvejes af en stigende beskæftigelse uden tilsvarende øjeblikkeligt konsumvareudbud.

---

16) Jfr. nævnte arbejde af Ohlin s. 106.

17) International Labour Review, december 1938.

Den fare for langtidsudviklingen, der ligger i denne kumulative fase af udviklingen, bestaar navnlig deri, at det stigende profitnivohiver med sig op, hvorved der dannes en bariere mod en senere tilbageføring af forholdet mellem løn og profit til stillingen fra udgangsøjeblikket, naar selve den midlertidige investeringsperiodes konsumvirkninger er bortfaldet.

Multiplierprocessens kumultativt voksende udvikling vil fra et vist punkt sagtne og derefter slaa over i negativ retning med tilsvarende kumulativt voksende negative virkninger, der efterhaanden og igen cyklisk slaar om i modsat retning. Multiplier-processens skyldes maaske navnlig følgende tre forhold: 1) den voksende kapitalstok nedbringer profitten kapitalenhed og svækker derved investeringsincitamentet, anlægenes modning medfører efterhaanden et øget konsumgodeudbud tilsvarende øget efterspørgsel, hvilket virker nedpressende priser, profitter og investeringslyst — og 3) et anlægs modning og dermed en investeringsproces ophør har akkurat negative multipliervirkninger som en investeringsproces har positive. Der bortfalder en indtægt, der fjerner en efterspørgsel, der formindsker en indtægt osv. osv.

Den fare for langtidsudviklingen, der ligger i denne negative fase, er, at det pres, der øves mod baade lønninger og profitter, kan have størst udsigt til at lykkes overfor lønnen, medens profitkravet formaar at hævde sig bedre, hvorved en gunstig udvikling i konsumforholdet kan forhindres.

For saa vidt omkostningssynspunktet tillader en real lønforhøjelse,synes altsaa at være forskellige »faldgruber« i multiplierprocessensforløb, truer med at opsluge og tilintetgøre lønforhøjelsens gunstige efterspørgselsvirkninger, eller eventuelt selve lønforhøjelsen. En samtidig nedgang i den ellers stedfundne investeringsvirksomhed, mindskede lagerbeholdninger (der forsaavidtogsaa en nedgang i investeringsvirksomheden), øget afbetaling paa gæld, bedret balance paa statsbudgettet (hvorved visse investeringsformer, nemlig i statsgæld, bortfalder), et øget importoverskud, en stramning af valuta- og seddeludstedelsesreservenmed paa kreditpolitikken, er alle exempler paa saadanne faldgruber for efterspørgselsprocessen. Pris- og profitstigningenunder kan hive profitkravet op og derved tilintetgøre det forudsatte konsumforhold og forhindre en tilbagevenden dertil, den negative cykliske fase kan presse lønnenned osv. — Alt viser det, at en saadan aktiv lønpolitik

(og for den sags skyld ogsaa aktiv investeringspolitik) forudsætter en samlet koordineret økonomisk politik, der samler bank- og valutapolitik, socialpolitik, priskontrolpolitik osv. i et fælles formaal.

Da investeringerne indenfor en normal behovsøkonomi til syvende og sidst kun foretages for at tilfredsstille et konsum, og da en lavere rentefod kun i overgangstiden fra et højere til et lavere kapitalafkastningsnivo skaber øget investering 18),n_g18),g18),g ¹⁸), medens nettoinvesteringerne herefter igen afhænger af samfundets strukturelle udvikling med hensyn til tekniske opfindelser, osv., synes der paa den anden side i det lange løb ikke at være andre maader at komme en strukturel overopsparingsarbej til livs paa end ved bedret konsumforhold. opsparingsinitiativet er privat, synes dette synspunkt at føre til, at kun en ændret indkomstfordeling til fordel for arbejdsindtægterne bekostning af profitindtægterne d. v. s. reallønstigning øget socialpolitik, kan betyde nogen væsentlig formindskelse en saadan strukturel overopsparingsarbej dsløshed.

---

18) Derimod har rentesænkningens konsum virkninger selvfølgelig langtidsbetydning, jfr. 111 (4) i næste hefte.