OMKRING DEN MODERNE PRISTEORI

DET er denne Afhandlings Formaal dels at give Læserne et
Indtryk af nogle af de Problemer, der opstaar ved Behandlingen
Mellemformerne mellem Monopol og Frikonkurrence,
dels at skitsere det Apparat, den teoretiske Analyse paa dette Omraade
Forfatterens Opfattelse kræver, samt endelig at forsøge
Vurdering af, hvor langt man her kan vente at naa ad den
deduktive Teoris Vej, I Afsnit I opridses i Hovedtræk den moderne
Pristeoris Syn paa den enkelte Virksomheds Markedsposition, og
de særlige Prisdannelsesproblemer under ufuldkommen Konkurrence
competition, monopolistic competition) antydes.
Læsere, der er bekendt med de senere Aars Pristeori, kan springe
dette Afsnit ovetf og begynde med Afsnit 11. Her behandles i Forfatterens
Ligevægten ved Priskonkurrence mellem
to Sælgere samt den saakaldte asymmetriske Ligevægt. Endvidere4
paavises andre Ligevægtsmuligheder. I Afsnit 111 behandles Risikoens
for Prispolitikken, og Afsnit IV forsøger at angive
Betingelser, hvorunder de behandlede Prisdannelsestyper
vil være at genfinde i det virkelige Liv. I de derpaa følgende Afsnit,
vil fremkomme i et senere Hæfte af Tidsskriftet, behandles
a. Prispolitikken under skiftende Efterspørgsel, og
der sluttes med den ovenfor omtalte Vurdering af den deduktive
Teoris Mulighederl).

I.

Man fik af den neo-klassiske Pristeori det Indtryk, at Markedernekunde i to skarpt adskilte Grupper, Frikonkurrencens og Monopolernes, og skulde man dømme efter det Sidetal, der blev tildelt disse to Prisdannelsestilfælde i Lærebøgerne, var den frie Konkurrence Hovedreglen og Monopolet Undtagelsen. Ganske

1) Forfatteren er Professor Zeuthen taknemlig for at have gennemlæst nærværende Afhandling før Trykningen og paapeget forskellige Uklarheder.

Side 47

vist gaves der Prisdannelsesformer, der vanskeligt kunde indordnesunder enkle Skema, men de blev enten behandlet som Kuriositeter eller som mindre væsentlige Afvigelser fra Hovedreglen:den Konkurrence. Det første gjaldt Duopolet det Tilfælde, hvor der kun findes to Sælgere af samme Vare det andet de Tilfælde, hvor f. Eks. Besiddelsen af et opreklameret Varemærke gav Sælgeren en vis goodwill hos Køberne. 1 sidste Fald kunde Sælgeren — indrømmede man holde en noget højere Pris end »den almindelige Markedspris« og opnaa en stabil, monopolagtig Driftsherregevinst. Tilfældet fik Navn af Quasimonopol,men ikke gjort til Genstand for nærmere Undersøgelse.

Det sidste Tiaars Pristeori har imidlertid i særlig Grad beskæftiget med netop de Prisdannelsesfænomener, man tidligere betragtede Kuriositeter eller som »Afvigelser« fra den frie Konkurrence. er nemlig blevet klar over, at de Tilfælde, hvor man hverken har Monopol (i klassisk Forstand) eller ren Frikonkurrence, alt for hyppige til, at man kan affærdige dem med saa summarisk en Behandling.

Ser man Prisdannelsen fra den enkelte Virksomheds Synspunkt, karakteriserer den fuldkomne Konkurrence sig ved, at den enkelteSælgers er saa ringe i Forhold til det samlede Udbud af den paagældende Vare, at dets Størrelse ikke kan øve nogen mærkbar Indflydelse paa Prisen. Salgsprisen er med andre Ord for den enkelte Sælger givet udefra uafhængigt af Størrelsen af hans Produktion. Dette kan man udtrykke ved at sige, at den enkelte Sælgers individuelle Efterspørgselskurve, eller maaskebedre den Kurve, der angiver Sammenhængenmellem af den enkelte Virksomheds Udbud og den opnaaelige Salgspris — er en vandret Linje i Prisens Højde over Abscisseaksen (i Modsætning til hele MarkedetsEfterspørgselskurve, naturligvis falder fra venstre mod højre.) Den almengyldige Sætning, at det betaler sig at udvide Produktionen, saa længe den derved opnaaede Merindtægt overstigerMeromkostningerne, her til, at Størrelsen af den enkelteVirksomheds bestemmes af det Punkt, hvor Grænseomkostningskurven(Meromk.) den vandrette Afsætningskurveeller (Merindt.), og hvor Pris og Grænseomkostningeraltsaa lige store. Paa denne Forudsætning opbygges Pristeorien for hele Markedet. Ved Opsummering af de Varemængder,de Virksomheder efter den foranstaaende Regel

Side 48

vil producere til de forskellige tænkelige Priser, faas hele MarkedetsUdbudskurve, Skæringspunkt med Efterspørgselskurvengiver den Pris, der vil være Resultatet af en Tilpasning af Produktionen til de givne Efterspørgsels- og Omkostningsforhold.

Under Monopol er Sælgeren stillet overfor en faldende Afsætningskurve, hele Markedets Efterspørgselskurve. Salgsprisen ikke givet udefra, men er tværtimod en Størrelse, Monopolisten Kraft af sit Monopol behersker. Ønsker han at opnaa maksimal Gevinst i det betragtede Tidsrum, maa han sætte Prisen saadan, at Fortjenesten pr. Enhed (Forskellen mellem Pris og Gennemsnits omkostninger) multipliceret med den omsatte Mængde er størst mulig, eller — hvad der giver os den samme Pris — saadan, at Grænseindtægt og Grænseomkostninger stemmer (Om Begrebet Grænseindtægt se senere). I dette »Monopolpunkt« ligger Prisen over Grænseomkostningerne i Modsætning til, hvad der er Tilfældet under fri Konkurrence.

Den nyere Pristeoris særlige Felt er en Række Tilfælde, hvor man ikke har fuldkommen Frikonkurrence, hvor man heller ikke har Monopol i gammeldags Forstand, men hvor den enkelte Sælger møder en Afsætningskurve, der ikke er vandret som under fuldkommen Konkurrence, men faldende som under Monopol. fuldkommen Konkurrence — vandret individuel Afsætningskurve kræves, at Antallet af Sælgere og Købere er saa stort, at Størrelsen af den enkeltes Salg eller Køb ikke kan øve nogen mærkbar Indflydelse paa Markedsprisen. Men alene Stordriftens Sammenslutningernes Udvikling gør, at man i færre og færre Tilfælde kan regne med, at denne Forudsætning er opfyldt. der ved Bedriftskoncentration eller ved Trust- eller Karteldannelse ikke Monopol, saa vil Resultatet dog ofte blive, at Markedet bliver delt mellem et Faatal af store Sælgere. Har vi et saadant Oligopol (faa Sælgere) eller maaske endog Duopol (to Sælgere), er den enkelte Sælgers Produktion saa stor i Forhold til det samlede Udbud, at han kun kan opnaa større Afsætning samtidig med lavere Pris, d. v. s., den enkelte Virksomhed har en faldende Afsætningskurve som under Monopol.

Og selv om der paa hele Markedet maaske er et temmelig stort Antal Sælgere, vil den enkelte Virksomhed ofte være saa stor, at den ikke paa sit lokale Marked kan forøge Afsætningen uden at sænke Prisen. Søger den at udvide sit Marked geografisk, møderden Transportomkostninger og er derfor kun konkurrencedygtigtil

Side 49

rencedygtigtillavere Priser ab Fabrik. Resultatet bliver derfor,
at ogsaa en saadan Virksomhed kommer til at staa overfor en
faldende individuel Afsætningskurve.

Hertil kommer et tredje Forhold. Vandret Afsætningskurve forudsætter, den enkelte Sælger vil miste hele sit Salg, hvis han sætter Prisen en Übetydelighed op over den herskende Markedspris, at han omvendt i praktisk talt übegrænset Omfang kan trække Kunder fra Konkurrenterne ved en Prisnedsættelse. Dette vil være Tilfældet, hvis Varen er en Standardvare¹), og hvis det bortset fra Prisen er Køberne ligegyldigt, hos hvem de handler. Men i vore Dage har de forskellige Sælgeres Varer ofte hver deres særlige Præg i Stil, Kvalitet og andre Egenskaber, og Vanskeligheden at bedømme Forskellen mellem de forskellige Kvaliteter og Afarter medfører en Tendens til, at Køberne trods Prisforandringer fast ved de Varer, de er vant til at købe, og foretrækker Sælgere, de har fattet Tillid til. Endvidere sætter Køberne Pris paa de specielle Egenskaber — virkelige eller indbildte — hos de forskellige Sælgeres Varer. Resultatet er, at den enkelte Sælger af en saadan differentieret Vare, der sætter Prisen op, uden at Konkurrenterne forandrer deres, ikke straks jager alle sine Kunder over til dem, men kun gaar Glip af en Del af sin Omsætning, des mere jo højere Prisen sættes i Vejret. Omvendt kan han, da Konkurrenternes Kunder ogsaa giver deres sædvanlige Sælger og hans Varer en vis Præference, ikke ved en ensidig Prisnedsættelse trække Kunder til sig i übegrænset Omfang, kun en Del — flere, jo mere Prisen sættes ned under de andres. Den enkelte Sælger møder altsaa her selv bortset fra Antallet af Konkurrenter en faldende individuel Afsætningskurve. Købernes Tilknytning til den enkelte Sælger søges gjort stærkere — Afsætningskurven gjort stejlere — ved omhyggelig og udstrakt Service, ved tiltrækkende Butiksudstyr og ikke mindst ved, at Varen et særligt Navn eller Mærke, der indbankes i Publikums Bevidsthed ved Reklamens Hjælp. Virkningen heraf er, at Sælgerens af Konkurrenternes Prispolitik mindskes.

For den moderne Pristeori staar den fuldkomne Konkurrence
og Monopolet i klassisk Forstand ikke som de to alt overvejende

1) Herunder Tilfælde, hvor de enkelte Sælgeres Varer afviger fra hinanden, med en Forskel, som alle Køberne vurderer til at svare til samme Prisdifference. Kan de forskellige Kvaliteter f. Eks. sammenlignes en bestemt Skala, tvinges den enkelte Sælger til at følge de andres Prisnedsættelser, ganske som hvis Varerne er fuldt standardiserede.

Side 50

Hovedgrupper af Prisdannelsestilfælde, men snarere blot som to Ydergrænser, hvorimellem maaske de fleste af det virkelige Livs Tilfælde ligger. Hvilket af de to Grænsetilfælde man er nærmest ved i det givne Tilfælde, afhænger, som det vil fremgaa af det foregaaende, af Transportomkostningernes Højde (lokalt Monopol),af Antal, af Størrelsen af de enkelte SælgeresProduktionskapacitet Forhold til hele Udbudet, af, om Varerneer eller differentierede, og af, hvor stærkt opreklamerede de i sidste Tilfælde er. Ogsaa paa Købersiden kan Antallet af Konkurrenter være forskelligt, og Prisdannelsen vil naturligvis have en forskellig Karakter, alt efter som der hersker fri Konkurrence blandt Køberne, eller man nærmer sig Købermonopolet.Købernes overstiger dog som. Regel Sælgernes, og der regnes i det følgende med fuld Konkurrence paa Købersiden.

De bedste Eksempler paa ren Frikonkurrence findes sikkert i Landbruget, hvor de to Hovedbetingelser: standardiserede Varer og mange, smaa Producenter, som Regel er opfyldt. (Der ses her bort fra de monopolagtige Dannelser, der forskellige Steder er opstaaet i Landbruget som Følge af de senere Aars Kriseordninger.) Industrien produceres der derimod i stigende Omfang differentierede, opreklamerede Varer, hver Virksomhed har sin egen mere eller mindre faste Kundekreds, og Stordrift og Sammenslutninger Antallet af Konkurrenter mindre. I Detailhandelen faar hver Virksomhed allerede paa Grund af sit lokale Monopol (>n vis særlig Kundekreds¹). —

1) Det nye Billede af den enkelte Virksomheds Stilling paa Markedet bringer Klaring i det gamle Stridsspørgsmaal, om der findes nogen Langtids-Ligevægtspris aftagende Omkostninger (increasing returns). Staar den enkelte Sælger overfor en vandret Efterspørgselskurve — kan han med andre Ord afsætte praktisk talt übegrænsede Mængder til den gældende Markedspris — saa kan Virksomheden naturligvis straks fra Begyndelsen i den mest fordelagtige Skala. Aftagende Omkostninger som Følge af Stordriftens Fordele kan derfor kun sænke Priserne i Overgangsperioder, en ny Teknik indarbejdes, eller Tilpasning til ændrede Priser paa Produktionsmidlerne finder Sted. Det er derfor ganske naturligt, at man aldrig har talt ret meget om Stordriftens Fordele i Landbruget, den enkelte Virksomheds Markedsposition netop er som foran forudsat. Er den enkelte Bedrifts Efterspørgselskurve derimod faldende, som det vel oftest er Tilfældet i Industrien, saa kan Markedets Begrænsning tvinge Driftsherren til at anlægge Virksomheden i mindre Skala end den, der giver de laveste Enhedsomkostninger. Saa længe Afsætningsmulighederne uforandret, kan Virksomheden ikke med Fordel udvides, og for saa vidt kan man sige, der er Ligevægt til Stede. Men udvides Markedet senere ved Folketallets Vækst, Transportomkostningernes Fald eller andre Forhold, kan Virksomheden drives i større Skala end tidligere, og Prisen kan nedsættes, fordi Stordriftens Fordele har bragt lavere Omkostninger. Naar increasing returns voldte saa store Vanskeligheder for den neoklassiske var det altsaa, fordi Tilfældet var uforeneligt med denne Teoris Forudsætning: vandret Efterspørgselskurve for den enkelte Bedrift. Dets Behandling hørte slet ikke hjemme under Frikonkurrencens Teori.

Side 51

De foran skildrede Mellemtilfælde mellem den fuldstændige Konkurrence og Monopolet i klassisk Forstand — Tilfælde, der ofte sammenfattes under Betegnelsen ufuldstændig Konkurrence (imperfect competition) — kræver en særlig Pristeori. Dette har man tidligt været klar over, hvad angaar de Tilfælde, hvor der kun er et Faatal af Konkurrenter paa Markedet (Duopol, Oligopol). ogsaa Varedifferentationen frembyder særlige Problemer. kan ikke nøjes med en Bemærkning om, at Prisen paa opreklamerede Mærkevarer »kan være noget højere end den almindelige Man kan nemlig ikke regne med, at Mærkevareproducenten konkurrerer med en Række Virksomheder, alle sælger en Standardvare. Oftest vil alle Virksomhedernes være differentierede Varer, og i saa Fald bliver der ikke Tale om nogen almindelig, fælles Markedspris ikke engang tilnærmelsesvis, hvis Differentationen er betydelig. Hver enkelt Sælgers Vare har sin Pris. Der findes dog naturligvis en nær Sammenhæng mellem Priserne paa en Række konkurrerende Varer eller Afarter af samme Varer, og Problemet bliver at gøre Rede for de Faktorer, der bestemmer hele dette Systemaf Pris Naturligvis maa herved foruden Differentationsgraden ogsaa Konkurrenternes Antal tages i Betragtning. Ogsaa den, som p. Gr. af Markedets geografiske Begrænsning møder en faldende individuel og som omvendt ved Transportomkostningerne en vis Beskyttelse mod Konkurrence udefra, kan holde sin egen Pris. Heller ikke her bliver der nødvendigvis Tale om en ensartet Markedspris — selv ikke med Korrektion for Transportomkostningerne — men et interregionalt Pris system maa forklares. De særlige Ejendommeligheder ved denne ikkeatomistiske Prisdannelse tages dog ikke op til Behandling denne Artikel.

Det er foran sagt, at det karakteristiske ved den enkelte VirksomhedsMarkedsposition ufuldkommen Konkurrence er en faldende individuel Afsætningskurve ligesom under Monopol. T en vis Forstand kan man ogsaa sige, at den enkelte Producent

Side 52

af en differentieret Vare er Monopolist, nemlig paa sin Afart af Varen. Ford har Monopol paa at sælge Fordvogne, selv om han ikke har Monopol i klassisk Forstand, da han ikke er ene om at fabrikere Biler. Tilsvarende kan den, der som Følge af Markedets lokale Begrænsning har en faldende individuel Afsætningskurve, siges at have lokalt Monopol — Monopol paa at sælge Varen netop paa det paagældende Sted. Efter en saadan Betragtning bliver altsaa de Markeder, hvor der sælges differentierede Varer, eller hvor Transportomkostningerne er betydelige, befolket af lutter Monopoler, og man kan derfor betegne Konkurrencen mellemProducenter differentierede Varer med det ved første Øjekastselvmodsigende »monopolistisk Konkurrence«.

Kan man da ikke blot anvende den sædvanlige Monopolteori ogsaa under ufuldkommen Konkurrence og forklare Prisdannelsen dens Hjælp? Vanskeligheden er her den, at den enkelte Virksomheds individuelle Efterspørgsels- eller Afsætningskurve ikke kan betragtes som givet saadan som i den klassiske Monopolteori. hertil er, at den Varemængde, den enkelte Virksomhed sælge til en given Pris — og altsaa dens Efterspørgsels eller Af sætningskurv es Stilling og Plads i Pianet — afhænger af de Priser, der forlanges for konkurrerende Mærker eller fra Virksomheder, der er andetsteds beliggende. A's Monopolpunkt kan derfor ikke findes, før B's Pris kendes, og B's Pris ikke fastslaas, A's er bekendt. Strengt taget kan som bekendt den enkelte Varepris heller ikke bestemmes særskilt under fri Konkurrence Monopol i klassisk Forstand, eftersom alle Varer konkurrerer med hinanden om Købernes Indkomster. Der bliver derfor ikke noget skarpt Skel mellem »Mærkemonopoler« og andre af ufuldstændig Konkurrence paa den ene Side og Monopol i gammeldags Forstand paa den anden. Ligesaa vel som det enkelte Bilmærkes Efterspørgselskurve vil afhænge af Priserne paa konkurrerende Mærker, vilde Efterspørgselskurven for et Monopol Produktionen af alle Biler være afhængig af Priserne paa andre Varer, f. Eks. Klæder og Husrum. Blot er Sammenhængen Regel mere udpræget, naar det gælder forskellige Mærker Afarter af samme Vare¹).

1) Det afgørende i pristeoretisk Henseende er dog naturligvis, om Afhængigheden Konkurrenternes Priser er saa stærk, at den maa paavirke Sælgernes Prisansættelser. Er det Tilfældet, maa Forklaringen af Prisdannelsen Samspillet mellem Konkurrenternes Prispolitik, uanset om de fremstiller forskellige Mærker af samme Vare, eller om deres Produkter almindeligt betragtes som forskellige Varer. Har omvendt et bestemt Mærke af en eller anden Vare opnaaet en saadan Særstilling, at Sælgeren ikke behøver tage Hensyn til de andre Afarters Priser, maa de andre Mærker i pristeoretisk Henseende betragtes som helt andre Varer, hvis Priser falder det Prissystem, der skal forklares.

Side 53

Er Antallet af Sælgere stort, kan hver af dem regne med, at den Omsætningsforandring. han kan paaføre hver af de andre ved at ændre sin Pris, ikke er tilstrækkelig stor til at faa dem til at ændre deres Priser. Han kan derfor for sit Vedkommende i enhver Situation betragte de andres Priser og dermed sin Efterspørgselskurve som givet og fastsætte sin Pris efter den almindelige 1). Findes der derimod kun et Faatal af Konkurrenter, maa hver af dem ved en rationel, fremsynet Prispolitik med, ikke alene at Størrelsen af hans Afsætning afhænger de andres Priser, men ogsaa at en Prisforandring fra hans Side kan foraarsage, at Konkurrenterne ændrer deres, et Forhold, der, som vi skal se, kan have vigtige Konsekvenser for Prisdannelsen. I Varedifferentationens, Reklamens, Stordriftens, Trusternes og Kartellernes Tidsalder er Konkurrence mellem e t Faatal af Sælgere, der udbyder differentierede Varer, et særligt vigtigt og karakteristisk Tilfælde, og de følgende Betragtninger den ufuldkomne Konkurrences Teori koncentrerer derfor i særlig Grad om Prisdannelsen under disse Betingelser.

1) Pristeorien kan dog naturligvis ikke nøjes med at gaa i Ring og bestemme enkelt Sælgers Pris paa denne Maade, medens de andres efter Tur betragtes som givne. Det maa forklares, paa hvilket Niveau Prisgruppen til at ligge. Selv om den enkelte med Rette kan gaa ud fra, at netop hans Prispolitik vil være uden Betydning for Højden af de andres Priser, vil Resten naturligvis føle Konkurrencen, hvis et Flertal i Tillid hertil nedsætter deres Priser for at skaffe sig større Omsætning, og Teorien maa forklare Resultatet af den Prisudvikling, heraf opstaar. Prof. Chamberlin har givet en meget elegant Løsning paa Prisdannelsen, hvor mange Sælgere udbyder differentierede, konkurrerende Varer (Edward H. Chamberlin: The Theory of Monopolistic Competition, Cambridge, Mass., 1936, Ch. V, 3.), men desværre under saaadanne Forudsætninger, Teorien næppe har noget Gyldighedsomraade i det virkelige Liv - dens Betydning for vor Indsigt i den ufuldkomne Konkurrences Natur iøvrigt ufortalt. Chamberlin gør nemlig den »heroiske Forudsætning«, alle Virksomhedernes Efterspørgsels- og Omkostningskurver er kongruente. En saadan Betingelse vil det sikkert være vanskeligt at finde opfyldt i Praksis, og navnlig synes det usandsynligt, at den, som Chamberlin fortsat skulde være opfyldt, naar Virksomhedernes Antal øges.

Side 54

II.

Lad os som Eksempel paa »monopolistisk Konkurrence« mellem et Faatal af Sælgere betragte det Tilfælde, hvor der kun findes to Konkurrenter, A og B. Saavel A som B kan være en Storbedrift, Trust eller et Kartel, og de Varer, der udbydes, kan være to forskellige Mærker af samme Vare eller to forskellige Varer, der konkurrerer i Forbruget. Den Vanskelighed, der møder ved den teoretiske Bestemmelse af deres Priser, er som nævnt, at den Varemængde, A kan sælge, ikke blot afhænger af hans egen Pris, men ogsaa af B's, et vice versa. Vi forudsætter overalt i denne Afhandling Pristilpasning fra Sælgernes (Sælger noterer som i Detailhandelen en Pris paa sine Varer, og Afsætningen retter sig herefter.) Denne Forudsætning formodentlig som Helhed bedst til Virkeligheden under ufuldstændig Konkurrence. Conrnot.s Duopolteori, der bl. a. forudsætter Mængde tilpasning (Sælgerne kaster et bestemt paa Markedet, og Prisen tilpasser sig herefter), er derfor ikke diskuteret.

Lad os i et tredimensionalt Koordinatsystem (Fig. 1) op ad Aksen OA afsætte A's Priser, langs OB B's Priser og paa Aksen OM A's resp. B's omsatte Mængder. Ved en given B-Pris, OB₁₅ kan vi i et Plan vinkelret paa OB i Afstanden OB_t fra O tegne den Efterspørgsels- eller Afsætningskurve, KjK^ der angiver, hvor meget A kan afsætte til forskellige Priser, forudsat at B hele Tiden holder Prisen OB_X. Lad os kalde denne Kurve A's til B-PrisenOBj Priskonkurrence-Efterspørgsel skurve.KL _L — Gi_x er den til K,K, svarende Grænseindtægtskurv ¹), og Go Grænseomkostningskurven. Lad os nu tænke os,

1) Grænseindtægtskurven (marginal revenue, Grenzumsatz) angiver ved en given omsat Mængde ved Højden af sin Ordinat den Merindtægt, der kan opnaas ved, at man forøger Salget med endnu en Enhed. Under fuldstændig falder Grænseindtægtskurven sammen med den vandrette Afsætningskurve, da den Forøgelse af Bruttoindtægten, der opnaas ved at sælge en Enhed til, her er lig Prisen paa denne Enhed. Er den individuelle Efterspørgelseskurve derimod faldende, bliver Grænseindtægten lig Prisen, men mindre, da man for at afsætte en Enhed til maa nedsætte Prisen ogsaa for de Enheder, der kunde afsættes til en højere Pris. Da det naturligvis betaler sig at udvide Produktionen, saa længe Grænseindtægten (Merindtægten) overstiger Grænseomkostningerne (Meromk.), angives den fordelagtigste Omsætning af Skæringspunktet mellem og Grænseomkostningskurven. Om Begrebet Grænseindtægt se iøvrigt H. F. Harrod: Notes on s u ppl Economic Journal, Juni 1930.

Side 55

at saavel A som B i enhver given Situation handler, som om ModpartensPris
en given Størrelse, der ikke vil blive forandret.
Aogß vil da skiftevis underbyde1) hinanden ien saadan Grad.

at de (skiftevis) trækker netop saa mange Kunder fra hinanden, som er fordelagtigst i Betragtning af deres Omkostningsforhold. Det vil sige, at A, naar B's Pris er OB₁₅ vil søge det til Kurven K^ svarende Monopolpunkt og fastsætte Prisen C^ = B^. Lad os kalde denne Pris A's til B-Prisen OB₁ svarende Konkurrencepris.B,

1) At A f. Eks. »underbyder« B, behøver ikke at betyde, at A's Pris er lavere i Kroner og Øre end B's, naar der som her ikke er Tale om Standardvarer. raaa blot i et betydende Antal Kunders Øjne være lavere »i Forhold til Kvaliteten«.

Side 56

Fl«. 2

rencepris.B,der nu ser sig berøvet en Del af sin Omsætning; vil herefter nedsætte Prisen og ansætte sin til A-Prisen B^ svarendeKonkurrencepris. denne være OB₂. Den hertil svarende Konkurrence-Efterspørgselskurve for A er K2K₂K₂, der naturligvis

til enhver given Pris viser mindre omsat Mængde (ligger nærmere Akserne), end da B's Pris var højere. A ansætter nu KonkurrenceprisenC2 ₂A₂ = B2B₂A₂. Igen nedsætter B sin Pris, derefter A sin o. s. v. Lægges i OAB-Planet Kurven a^—a gennem Punkterne Aj og A2A₂ samt alle tilsvarende Punkter (A-Prisernes Toppunkter), vil denne Kurves Ordinater (i OAB-Planet) give os de Konkurrencepriser,A fastsætte ved enhver given B-Pris (langs OB). Lad os med Stackelberg, som paa en noget anden Maade (ved Hjælp af et System af Indifferenskurver) har udledet den samme

Side 57

Kurve1), kalde denne Kurve, der angiver, hvordan A under de
givne Forudsætninger reagerer paa en given B-Pris, for A's
Reaktions kur ve (under Priskonkurrence).

I ethvert Plan parallelt med OBM-Planet kan vi nu paa tilsvarende finde den til enhver given A-Pris svarende B-Konkurrencepris, disse Priser vil i OAB-Planet give os en Reaktionskurve B, b_—b, svareflde til A's Reaktionskurve, a^—a. I Fig. 2 er OAB-Planet med de to Reaktionskurver drejet om i Papirets Plan. Er B's Pris OB_1? viser A's Reaktionskurve os, at A vil sætte sin Pris til B^ = 0A... Naar A har ansat denne Pris, vil B imidlertid sin Reaktionskurve nedsætte sin Pris til AXA_XB₂ = OB₂, A derefter sin til OA₂, B sin til OB₃ o. s. v. Holder B Prisen OB₄, vil A sætte Prisen til OA₄. B vil derefter forhøj e sin Pris til OB₅, A derefter sin til OA₅ o. s. fr. Man vil altsaa fra begge Sider nærme sig Priserne OA₀ og OB₀, der angives af Reaktionskurvernes Her opnaas en Ligevægt, der passende kan kaldes Priskonkurrence-Ligevægten. (Stackelbergs Cournot-Prisduopol). Ved lavere Priser vil Efterspørgslen være saa rigelig, at det er fordelagtigst at holde højere Priser end Modparten. der holder den højeste Pris, skubber den Efterspørgsel, det ikke betaler sig at betjene, over paa Konkurrenten. Grænseindtægt presses herved ned under Grænseomkostningerne, forhøj er derfor sin Pris, hvorefter Modparten sætter sin i Vejret o. s.v.

Om Parterne i Ligevægten faar deres Totalomkostninger dækket, naturligvis af Efterspørgslens Styrke i Forhold til den foreliggende Produktionskapacitet. Er der Overkapacitet til Stede som f. Eks. i daarlige Tider, naar Efterspørgslen skrumper ind, naas Ligevægten maaske først ved lave Priser, der kun giver delvis Dækning for Udgifterne. Den Virksomhed, der nyder størst Kundepræference, har selvsagt en særlig Chance for Gevinst. Skærer Reaktionskurverne ikke hinanden, vil det sige, at Priserne konkurreres ned, til den ene Virksomhed ikke længere kan faa sine løbende Omkostninger dækket og derfor gaar ud af Drift. (Da Prisen ikke kan være Nul, naar Reaktionskurverne ikke helt ud til Akserne, men standser ved den laveste Pris, der giver Dækning de løbende Udgifter).

Kaldes Prisen p, Grænseomkostningerne g og Konkurrence-

1) Se Heinrich v. Stackeiberg: Marktform und Gleichgewicht, Wien & Berlin, 1934, S. 44 ff.

Side 58

Efterspørgselskurvens Elasticitet E, gælderl) i enhver Situation, hvor Konkurrenceprisen opnaas, at p = g . . Man vil heraf se, at Reaktionskurvernes Form og Plads i Planet og dermed SkæringspunktetsBeliggenhed dels af GrænseomkostningskurvernesForløb dels af, hvordan Konkurrence-EfterspørgselskurvernesElasticitet fra (temporært) Ligevægtspunkt til Ligevægtspunkt. Dette sidste beror paa, hvordan Efterspørselskurvenskifter og Hældning, efter som Modpartens Pris sættesned, a. O. paa, hvor meget Konkurrenterne skiftevis ved en Prisnedsættelse kan forøge deres Afsætning til 1) egne hidtidige Kunder, 2) Kunder, der tages fra Konkurrenten, og 3) nye Kunder, der ikke hidtil har været Købere af nogen af Sælgernes Varer. (I Professor Zeuthens Terminologi: Elasticitetens Skiften fra Ligevægtspunkttil beror paa »Udvidelsesevnen« overforde nævnte Kategorier af Kunder). Jo lettere det er at trække Kunder fra Konkurrenterne — svag Differentation — og jo mere elastisk egne Kunders og hidtidige Ikke-Køberes Efterspørgseler, lavere bliver Priserne i den endelige Ligevægt.

Ser Kunderne nøjere paa Prisen, og er de derfor mere tilbøjelige til at skifte over fra den ene Sælger til den anden, naar Priserne er høje, end naar de er lave, tenderer det til at gøre Konkurrence- Efterspørgselskurvernes Elasticitet ved en given Pris des mindre, jo lavere Priserne er. Dette bidrager igen — taget for sig — til, at en given Prisnedsættelse fra Konkurrentens Side vil blive besvaret en mindre og mindre Reduktion af Prisen, jo lavere Prisen bliver. Det virker altsaa til, at Reaktionskurverne bliver krumme med Hulheden mod hinanden, og at Ligevægten altsaa, ceteris paribus, naas ved højere Priser, end ellers vilde være Tilfældet. Grænseomkostningskurverne U-formede, tenderer det til at give Reaktionskurverne samme Form, medens omvendt ulige Indkomstfordeling bidrager til at give Kurverne Krumning med Hulheden mod Koordinatakserne og altsaa gøre Ligevægtspriserne lave. Bliver Kunderne mere nøjeregnende med Priserne under en Depression, gør det Konkurrence-Efterspørgselskurverne mere elastiske, skærper Konkurrencen og sænker Ligevægtspunktet, men bliver hidtidige egne Kunders og de hidtidige Ikke-Køberes Efterspørgsel samtidig mindre elastisk, gør det paa den anden Side Prisnedsættelser mindre fordelagtige. —

1) Jfr. Joan Robinson: The Economics of Imperfect Com]) t i ti on, 1933, S. 54.

Side 59

I det foregaaende er det forudsat, at Sælgerne i enhver given Situation tilpasser deres Priser til Konkurrentens betragtet som en given Størrelse. Men er Antallet af Konkurrenter lille, maa som nævnt den fremsynte Sælger regne med, at han ved at forandre sin Pris kan foranledige, at ogsaa Konkurrenterne ændrer deres. Han maa derfor regne med den Mulighed, at den Gevinst, han kan opnaa ved at underbyde Konkurrenterne, kun bliver kortvarig, fordi Prisnedsættelse besvares med Prisnedsættelse, og den Tanke maa snart melde sig, at Priskonkurrence i det lange Løb blot skader Parter — undtagen Køberne, Anlægges saa fremsynte Betragtninger, Prispolitikken mere indviklet. Det gælder da om at vælge den, der er den gunstigste under Hensyn til Konkurrenternes sandsynlige Reaktioner, og der kan endvidere blive Tale om gennem Prispolitikken at søge at paavirke Konkurrenterne at gaa over til en anden, mere ønskelig Reaktionsform, en anden Markedsstrategi.

Lad os tænke os, at A har fastsat sin Pris til OP! (Fig. 3), at B har ansat sin dertil svarende Konkurrencepris, og at A i denne Situation, hvor han bliver underbudt af B, kan sælge P_XL Enheder. Holder B sin Pris uforandret, selv om A ændrer sin, angives A's Afsætning til forskellige Priser af Konkurrence-Efterspørgselskurven Dennes Grænseindtægtskurve (ikke indtegnet) giver os sammen med Grænseomkostningskurven G_o A's Konkurrencepris, ₂. Men nedsætter B sin Pris og ansætter den til A-Prisen OP₃ svarende Konkurrencepris, kan A ikke sælge P2P₂M_X Enheder, men kun en mindre Mængde — lad os forudsætte P2P₂M₂. Med den lavere B-Pris gælder nu en anden Konkurrence-Efterspørgselskurve, ₂K₂, og en ny Konkurrencepris, OP₃, for A. Men foretager B igen en Pristilpasning og ansætter sin nye Konkurrencepris, kan A kun en kort Overgang sælge P_zN_t Enheder og derefter mindre, f. Eks. P3P₃N₂. Lad os nu lægge en Kurve A_s A_s, gennem Punkterne L, M₂, N2N₂ og alle tilsvarende Punkter. Denne Kurve, som vi vil kalde Asymmetr i-E fterspørgselskurven, viser, hvor meget A kan sælge under Forudsætning af, at B i enhver given Situation har ansat sin til den givne A-Pris svarende Konkurrencepris altsaa — bortset fra Priser under Konkurrence-Ligevægten — underbyder A.

Anser A det nu for sikkert, at B i enhver Situation paa denne Maade vil underbyde ham, maa han, bortset fra de Perioder, hvor B endnu ikke har tilpasset sin Pris til hans, regne med Asymmetri-Efterspørgselskurvensom Dennes (ikke

Side 60

Fig. 3.

indtegnede) Grænseindtægtskurves Skæringspunkt med Grænseomkostningskurvenbestemmer Pris, OY, der giver A størst Gevinst (eller mindst Tab) under Forudsætning af, at han stadig bliver underbudt af B. Mener A, at det ikke i noget Prisleje vil være muligt at undgaa en saadan Priskonkurrence fra B's Side, kan det være klogest for ham at søge denne Pris, som vi vil kalde

A's Asymmetr i-0 ptimalpris. Det er altsaa den Pris, hvorveddet mindst ugunstigt for A at blive undersolgt af B. Tages der Udgangspunkt i Priser under A's Asymmetri-Pris, vil A sætte sin Pris i Vejret, og B vil følge efter, stadig underbydende A i den mest fordelagtige Grad. Begynder vi derimod ved højere Priser, vil A drive Priskonkurrence overfor B for at opnaa de størst muligeKorttidsgevinster Vej ned mod Asymmetri-Prisen. Naar denne er naaet, holder A, skønt stadig underbudt af B, op med Priskonkurrencen, selv om en Prisndsættelse vilde give ham forøgetGevinst kort Sigt. Ellers vilde den gensidige Underbyden holde op før Priskonkurrence-Ligevægten, der iflg. Asymmetri-Optimalprisens Definition giver A mindre Gevinst.

Side 61

Paa denne Maade kan der opnaas en asymmetrisk Ligevægt— fordi A's og B's Stilling er forskellig i Modsætningtil, der er Tilfældet i Konkurrence-Ligevægten, hvor det for begge gælder, at den til Konkurrence-Efterspørgselskurven svarende Grænseindtægt ved de herskende Priser er lig Grænseomkostningerne.I asymmetriske Ligevægt gælder dette kun den ene af Parterne, her B, medens A renoncerer paa (for en kort Periode) at skaffe sig en tilsvarende Stilling. A kommer paa denne Maade til at bestemme Prislejets Højde, medens B passivt tilpasser sin Pris til hans, og han kan altsaa siges at være Prisfører,mens er Medløber. B kan naturligvis ogsaa være Fører og A Medløber, og der er altsaa Mulighed for to asymmetriske Optimalsituationer.

Hidtil er behandlet to Former for Prisligevægt under monopolistiskKonkurrence: og den asymmetriskeLigevægt to Ligevægtsformer, der er blevet omtalt af Stackelbergl) og senere Kahn²). Der findes imidlertid en Markedsstrategiaf tredje Type, en Prisdannelse, hvor det hverken er saadan, at A og B gensidig underbyder hinanden, eller saadan, at den ene driver Priskonkurrence, og den anden resignerer, men hvor Tilstanden er karakteriseret af, at Konkurrenterne hver for sig i deres Prispolitik søger at undgaa at genere Modparten. Lad os vende tilbage til Fig. 3 paa Side 61, hvor A havde ansat Prisen OP_1? blev underbudt af B og i denne Situation solgte P_XL Enheder. A har nu foruden de to Muligheder 1) at besvare B's Priskonkurrence med samme Mønt, og 2) at resignere og ansætte sin Asymmetri-Pris, endnu et tredje Alternativ. Efter at B har underbudt ham, kan han nedsætte sin Pris med et saadant Beløb, at han forhindrer B i at tage Kunder fra ham, medens Prisnedsættelsenpaa anden Side ikke er saa stor, at han erobrer nogenaf tidligere Kunder. Er der Tale om Standardvarer, krævesnaturligvis at A nedsætter sin Pris, saadan at den bliver lig med B's. Er Varerne derimod differentierede, bliver Priserne ikke ens, men der maa være en saadan Forskel mellem A's og B's Priser, som i det størst mulige Antal Kunders Øjne »svarertil i Kvalitet m. m.«. Lad os udtrykke den saaledes beskrevne Prispolitik fra A's Side ved, at han følger B's Priser

1) Anf. Skr.

2) R. F. Kahn: »The Problem of Dupol y«, Economic Journal, Marts 1937.

Side 62

og ansætter en »tilsvarende« Pris som B, og lad denne Pris i det
ovenfor behandlede Tilfælde være OR (Fig. 3).

Følger A paa denne Maade B's Priser, eller B A's, bevæger m. a. 0. A's og B's Priser sig op og ned i Takt, saadan at Overflytningen Kunder de to Konkurrenter imellem stadig bliver den mindst mulige, saa vil A's, resp. B's Afsætning følge en særlig Kurve, som vi i Analogi med Udtrykket »non-price competition« (Bums) vil kalde Ikk e-P riskon kur rene e-Efterspørgselskurven, til IPK-Kurven. Denne Afsætningskurve vil —- jfr. Ipk i Fig. 3 — i ethvert Punkt være stejlere end Konkurrence-Efterspørgselskurverne Kurverne K2K₂ og K₂). Naar A's og B's Priser forandrer sig i Takt, vil A (resp. B) nemlig ved en Prisnedsættelse kun opnaa forøget Afsætning til sine egne tidligere og til Købere, der hidtil hverken har købt hos A eller B, men ikke til Konkurrentens hidtidige Kunder. Ligeledes vil han ikke ved en Prisforhøjelse tabe Kunder til Konkurrenten, men blot sælge mindre til sine egne hidtidige Kunder. Skæringspunktet IPK-Kurven og Asymmetri-Efterspørgselskurven angive Priskonkurrence-Ligevægten. (Ved Priser under denne Ligevægt er det fordelagtigst at holde høj ere Priser end Konkurrenten. Asymmetri-Efterspørgselskurven, der viser Afsætningen den af Konkurrenterne, der er ugunstigst stillet, maa derfor her vise en større afsat Mængde end den, der opnaas, naar Parterne holder »tilsvarende« Priser. Omvendt ved Priser over Priskonkurrence-Ligevægten.)

Skæringspunktet mellem den til A's IPK-Kurve svarende Grænseindtægtskurveog Grænseomkostningskurve bestemmer den Pris, der er fordelagtigst for A under Forudsætning af, at A og B fører den foran beskrevne fredelige Prispolitik overfor hinanden. Lad os kalde denne Pris A's IPK-Optimalpris¹). En lignende Optimalprisfindes B. Denne Pris behøver imidlertid ikke at svare til A's Optimalpris, og vi f aar altsaa igen to Optimalpositioner. Disse Ligevægtssituationer vil i Reglen give mindre Gevinst end den, der opnaas, naar det lykkes at underbyde Modparten, men større end den, der opnaas, naar man selv udsættes for Priskonkurrence fra Modpartens Side, herunder den Gevinst, der opnaas i Asymmetri-Optimumeller

1) Udtrykket Ligevægtspris er herundgaaet, da der, som vi skal se, ogsaa er Mulighed for Ligevægt udenfor de Prishøjder, der paa Grundlag af Sælgernes og IPK-Kurver kan beregnes som de gunstigste Af samme Grund er foran anvendt Betegnelsen »Asymmetri-Optimalpris«.

Side 63

metri-OptimumellerPriskonkurrence-Ligevægten. Men selv om den optimale IPK-Pris ikke opnaas, vil det sandsynligvis i de fleste Tilfælde være saadan, at en Situation, hvor Parternes Prisersvarer hinanden (en IPK-Pris udenfor Optimum), indenfor et betydeligt Prisspillerum vil være at foretrække for Asymmetri- Optimum eller Priskonkurrence-Ligevægten. Er A ikke sikker paa, at B i ethvert Prisleje vil drive Konkurrence paa Prisen, kan det derfor være fordelagtigst for ham stadig at følge B's Prisforandringerog tilsvarende Priser som han i Haab om, at Priserne skal falde til Ro ved en IPK-Situation indenfor det nævnte Spillerum, i hvilket maaske B's IPK-Optimum befinder sig.

lagttager B Resultatet af sin Priskonkurrence, vil han, naar A følger denne Politik, se, at det ikke varigt lykkes ham at skaffe sig øget Omsætning paa A's Bekostning. Fortsætter A med at følge B's Prisforandringer, maa B regne med IPK-Kurven som sin Afsætningskurve tilskyndes til at realisere sin IPK-Optimumspris. det, bliver B Prisfører (langs IPK-Kurven) og A Medløber.

Men der er naturligvis ogsaa den Mulighed, at A bliver Fører og B Medløber, saaledes at A's IPK-Optimalpunkt naas. Lad os tænke os, at A i den foran beskrevne Situation (Fig. 3), hvor B drev Priskonkurrence, nedsætter sin Pris fra OP_X til OR (en IPK- Pris), og at B derefter ikke forandrer sin Pris. Dette kan være Udtryk for, at B har opgivet Priskonkurrencen. Føler A sig nu overbevist om, at B har indset, at Priskonkurrence er til Skade for begge Parter, og at han herefter vil følge A's Prisforandringer og ansætte Priser svarende til hans, saa vil A søge hen mod den Pris, der under denne Forudsætning giver ham den største Gevinst, hans egen IPK-Optimalpris, OX.

Men A har ingen Sikkerhed for, at B vil føre en saadan fredelig Prispolitik. En Prisnedsættelse fra hans Side kan foranledige, at B igen gaar over til Priskonkurrence. Hvis A regner med, at der er stor Sandsynlighed herfor, og hvis han yderligere gaar ud fra, at den øjeblikkelige Situation med A-Pris OR og ingen Priskonkurrencegiver større Gevinst, end han vil opnaa i Konkurrence Ligevægten eller i sit eget Asymmetri-Optimalpunkt, saa vil det være fordelagtigst for ham at akkviescere ved den herskende Tilstand. Han opgiver derved at opnaa en bedre Position,men Position, hvis Opnaaelse synes ham mindre sandsynligend der er ringere end hans øjeblikkelige Stilling. Nærer B paa sin Side en lignende Frygt for Priskonkurrencefra

Side 64

rencefraA's Side, kan det paa samme Maade faa ham til at holde sin Pris uforandret, saa længe A ikke forandrer sin. Indtager begge Parter denne Holdning, bliver Resultatet, at der opstaar Prisligevægt i det øjeblikkeligt herskende Prisleje. Der kan altsaaindtræde Prisligevægt, der falder udenfor noget af de foran omtalte Optimalpunkter for nogen af Parterne, en Ligevægt, der endog kan udvise betydelig Stabilitet. Selv Forandringer af EfterspørgslensStyrke nemlig forblive uden Virkning paa Priserne,naar for, at der skal opstaa Priskonkurrence, anses for betydelig. Priserne kan m. a. O. være i ligegyldig Ligevægt indenfor et betydeligt Spillerum.

En saadan Tilstand turde være ret hyppig i det virkelige Liv, men affærdiges som Regel af Pristeoretikerne med den Bemærkning,at her foreligger en Slags stiltiende Prisaftale. Saaledes siger Kahn¹), at en indetermineret Prisligevægt af den her skildredeArt at hver af Konkurrenterne kan stole paa, at den anden ikke selv vil tage Initiativet til en Prisnedsættelse. Dette forudsætter igen, fortsætter han, et vist Samarbejde mellem Sælgerne — »collusion in the first degree« — og Duopolteorien maa i sine Hovedtræk udformes med den Forudsætning, at ingen af Parterne har nogen Tillid til den anden. Tanken er formodentligden, vi med det stiltiende Samarbejde er ovre i det absolutte Monopol og ikke længere befinder os paa Duopolets eller den monopolistiske Konkurrences Grund — at vi har overskredet Grænsen mellem den frie Prisdannelse, der fremgaar af Parternesuafhængige hver for sig, og den, der er manipuleret i Fællesskab. Imidlertid frembød Tilfældet den særlige Ejendommelighed,at kunde være af saakaldt indetermineretArt, det kan altsaa ikke behandles efter den sædvanlige Teori for det absolutte Monopol. Der kræves en særlig Analyse, og dette skyldes netop, at der er to Sælgere, altsaa Konkurrenceelementet,den Situation. Endvidere vil det ses af det foregaaende, at den fredelige Prispolitik fra den fremsynte Sælgers Side, altsaa den Politik, der fremkalder Prisdannelsens monopolagtige Karakter, ikke som Forudsætning kræver, at man er i stiltiende Forstaaelse med Konkurrenten og stoler paa, at han paa sin Side ikke vil tage Initiativet til Prisnedsættelser. Tværtimoder netop Risikoen m. H. t. Modpartens Opførsel, der medfører en saadan Prispolitik. Uanset Modpartens Hensigter

1) Anf. Skr. S. 9.

Side 65

og ens egen Opfattelse af disse formindskerman Sandsynlighedenfor agressiv Prispolitik fra Konkurrenternes Side ved selv at undlade at konkurrere paa Prisen. Denne Politik kan derfor være den mest tilraadelige selv uden forborgne Blink i Øjnene mellem Konkurrenterne, og den fremgaar altsaa her som en Konsekvens af Parternes rationelle Bestræbelser for hver for si g at skaffe sig den størst mulige Gevinst.

Noget andet er, at den Kendsgerning, at en fredelig Prispolitik har været ført i nogen Tid, naturligvis fremkalder Forventning om, at den ogsaa vil blive fastholdt i Fremtiden. Paa denne Maade glider vi over i den stiltiende Forstaaelse, og Læseren har derfor Ret til at spørge, om det ikke er en Strid med Ord at diskutere, om Tilfældet skal betragtes under Synsvinklen monopolistisk Samarbejde ikke. Naar Forfatteren ikke desto mindre vover at udsætte sig for en Beskyldning for Pindehuggeri, er det for det første i den Hensigt at vise, at der ikke findes nogen bestemt Grænse mellem den Prisdannelse, der er »fri«, og den, der er »manipuleret« i Fællesskab. Parternes Handlen hver for sig ud fra deres velforstaaede Selvinteresse, er Handlen, der under visse Betingelser fremkalder Konkurrence, fører under andre Forhold en monopolagtig Prisdannelse uden nogen forudgaaende Aftale, udtrykkelig eller stiltiende.

Endvidere er det værd at fremhæve, at det er Risikoen for Priskonkurrence ikke den stiltiende Forstaaelse, der giver Prisligevægten »indeterminerede« Karakter, og at en saadan Risiko overhovedet er en Forudsætning for, at der kan opstaa nogen Ligevægt , determineret eller udetermineret. Jo mere Parterne stoler paa, at Konkurrenterne ikke vil gaa over til at drive Priskonkurrence, des mindre indetermineret bliver Prisdannelsen. nemlig den ene Sælger ud fra, at den anden ikke vil gaa over til en agressiv Prispolitik, vil han som foran omtalt søge at realisere sin IPK-Optimalpris, altsaa søge hen mod en efter sædvanlige Begreber determineret Ligevægt. Bortset fra de Tilfælde, hvor IPK-Optimalpunktet naas for begge Konkurrenter den samme Priskonstellation, kræver imidlertid den determinerede som en indetermineret Ligevægt, at den ene Part renoncerer paa en mere gunstig Situation, og det, der skal faa ham til at gøre det, er Risikoen for en agressiv Prispolitik fra Konkurrentens Side.

Uanset hvilken Etiket man vil klæbe paa de her behandlede
Prisdannelsestilfælde, synes de i hvert Fald at fortjene en noget

Side 66

større Opmærksomhed fra den teoretiske økonomis Side, end Tilfældethidtil været. Den gensidige Undladelse af at drive Priskonkurrence, eller, om man vil, de stiltiende Prisaftaler, er efter de flestes Mening hyppigt forekommende i Praksis. Desuden kan den egentlige Kartelprisdannelse i visse Tilfælde behandles efter samme Linjer. Kartelpriserne er kun lidt undersøgt af den økonomiske Teori. Maaske skyldes det tildels, at man er gaaet ud fra, at de faldt ind under den almindelige Monopolteori, men det er ikke i alle Tilfælde ganske korrekt. Man ser undertiden den Paastand fremsat, at et Kartel vil søge at maksimere Gevinstenfor som Helhed. Men hvis Kartellet blot bestaar i en Prisaftale, vil den enkelte Deltager ikke være interesseret i den Pris, der giver Kartellet som Helhed størst Gevinst, men den, der er fordelagtigst for ham selv. Naar de forskellige Deltagere i en Prisaftale skal holde tilsvarende Priser, vil deres individuelle Afsætning være bestemt af deres IPK-Efterspørgselskurver, og enhveraf vil derfor være interesseret i, at Prisen fastsættes ved hans IPK-Optimalpunkt. Med forskellige Afsætnings- og Omkostningsforholdvil Optimalpunkter ikke ligge i ens Højde for de forskellige Deltagere, og Kartelprisen maa derfor fremgaa af et Kompromis. Resultatet ligner for saa vidt den foran skildrede »indeterminerede« Ligevægt, og der findes m. a. O. heller ikke nogen skarp Grænse mellem Prisdannelsen »ved stiltiende Aftale« og de egentlige Kartelpriser.

III 1).

Naar Prisdannelsen i de Tilfælde, hvor Parterne gensidig afholdersig Priskonkurrence, og hvor der ved KonkurrencensOphør være opstaaet Ligevægt ved de øjeblikkeligt herskendePriser, saa lidt behandlet af Pristeorien, skyldes det maaske i nogen Grad den for økonomiske Teoretikere specielle Art af horror vacui, nemlig Übehaget ved de saakaldt indetermineredePrisproblemer. vil det sige, at Priserne er indeterminerede?En Betegnelse vil have god Mening, hvis Erfaringen viser, at Priserne fastsættes ganske tilfældigt og svingerstærkt Dag til Dag. Men i vort Tilfælde kom der en Ligevægti en Prisligevægt, der oven i Købet i visse Tilfælde

1) Hovedlinjerne i dette og de følgende Afsnit dannede Grundlaget for et Foredrag i Socialøkonomisk Samfund i December 193G. I Oktober 1937 har R. H. Coase i Review of Economic Studies offentliggjort en Artikel (»Some Notes on Monopol y Price«), der paa visse Punkter indeholder Synspunkter.

Side 67

kan udvise en overdreven Stabilitet overfor f. Eks. Ændringer i Efterspørgslens Styrke. Hvad Mening er der i saadanne Tilfælde i at tale om en in determinere t Prisligevægt? Netop Ligevægtens Stabilitet synes at vise, at der maa være gode Grunde til at fastholdede man er kommet til. Naar Priserne her betegnes som indeterminerede, faar man derfor Mistanke om, at det skyldes,at ikke kan bestemmes alene ud fra de Faktorer, man sædvanligvisregner som prisbestemmende, eller m. a. 0., at Analyseapparatet ikke er tilpasset til det foreliggende Problem. Det, der i visse Tilfælde efter de gængse Begreber faar os til at kalde IPK-Ligevægten indetermineret, er, at den falder udenfor de Optimal- eller Ligevægtspunkter, vi udfinder paa sædvanlig Maade ved Skæringspunktet mellem Grænseomkostningskurven og de til IPK-Efterspørgselskurven, Asymmetri-Efterspørgselskurveneller svarende Grænseindtægtskurver.Der altsaa overhovedet ikke at være nogen hinanden skærende Kurver, der kan angive os Resultatet, saadan som det bør sig ved Bestemmelsen af en virkelig fin Prisligevægt.

Dette beror imidlertid paa, at vort Kurveapparat, saadan som det hidtil er fremstillet, ikke tager Hensyn til en Faktor, der er af stor Vigtighed for Prisdannelsen under monopolistisk Konkurrence, Risikoen m. H. t. Konkurrenternes Prispolitik. De sædvanlige Kurveillustrationer til Pristeorien forudsætter (stiltiende), der med Sikkerhed kan regnes med en bestemt Sammenhæng Pris og omsat Mængde, eller m. a. 0., at Efterspørgselskurven Sandsynligheden 1. Heri er intet betænkeligt, Talen er om Frikonkurrencens Teori, da Konkurrencen her frembringer sit Resultat »i Blinde«, uden at de enkelte Sælgere at kende Efterspørgselskurven. Allerede under Monopol (det absolutte) er det værre. Ingen Monopolist kender nøjagtigt sin Efterspørgselskurve. Hans Afsætning til en bestemt Pris maa derfor egentlig kalkuleres som Summen af de forskellige Alternativer, hver multipliceret med deres Sandsynlighed. ufuldstændig Konkurrence kommer yderligere den Vanskelighed til, at den enkelte Sælgers Afsætning ikke blot afhænger den Pris, han selv holder, men ogsaa af Konkurrenternes hvis Højde ikke kan forudses med Sikkerhed. Man kan derfor i dette Tilfælde endnu mindre end under det absolutte Monopol gaa ud fra en bestemt Efterspørgselskurve, der »har Sandsynligheden 1«, men maa regne med en Række mere eller mindre sandsynlige Alternativer.

Side 68

Lad os vende tilbage til den i forrige Afsnit benyttede tredimensionale af Konkurrencen mellem to Sælgere, A og B. Langs Aksen OA (Fig. 4) afsætter vi som før A's Priser, langs OB B's Priser og langs OM de omsatte Mængder. Konkurrence-Efterspørgselskurven _XK_X (beliggende i et Plan vinkelret paa OB i

Fig. 4.

Afstanden b_x fra O) angiver os, hvor meget A kan sælge til forskelligePriser, B hele Tiden holder Prisen b_x, og K2K₂K₂ paa samme Maade A's Afsætning til forskellige Priser, naar B's Pris er b₂. De Konkurrence-Efterspørgselskurver, der paa denne Maade kan tegnes i de med OAM-Planet paralelle Planer, udgør tilsammen en Efterspørgsels flade, hvis vandrette Afstand fra OAB-Planet i ethvert givet Punkt giver os A's Afsætning ved en bestemt Kombination af A- og B-Priser, hvis Højde angives af Punktets Koordinater med henh. OBM- og OAM-Planerne. Regner A med en bestemt B-Pris som given, vil han kun interessere sig for en enkelt af Konkurrence-Efterspørgselskurverne og søge den

Side 69

gunstigste Pris langs denne. Optræder B paa samme Maade, bliverResultatet, vi har set, en gensidig Underbyden, der ender i Priskonkurrence-Ligevægten. Men naar Antallet af Konkurrenterer maa som tidligere fremhævet den fremsynte Sælger regne med, at en Prisforandring fra hans Side kan foranledige, at Konkurrenterne ogsaa ændrer deres. Endvidere maa der tages Hensyn til, at Konkurrenterne selv uden en saadan Foranledning kan forandre deres Priser. Venter A, at B af egen Drift vil ændre sin Pris samtidig med ham selv, maa han naturligvis tilpasse sin Pris til den nye, ventede B-Pris og ikke til den hidtidige, kendte. Konkurrentens Pris bliver nu ikke længere en given Faktor i Problemet, men en Størrelse, der med visse Sandsynlighederkan forskellige Værdier. Lad os indtil videre antage, at det er berettiget at anvende Sandsynlighedsbegrebetpaa Maade paa dette Omraade, og lad os som vanligt i Økonomien regne med, at Sælgerne paa rationel Maade søger den største mulige Nettogevinst.

Til Prisen a (Fig. 4) kan A afsætte m₁ Enheder, hvis B samtidig holder Prisen blsb₁₅ men derimod kun m2m₂ Enheder, hvis B's Pris er b₂. Omsatte Mængder paa m₁ og m2m₂ kan altsaa ventes realiseret med samme Sandsynlighed, hvormed B's Pris kan ventes at antage Størrelserne h₁ og b₂, naar A's Pris samtidig er a. Lad os kalde disse Sandsynligheder henh. q_x og q₂. Skal Anu fastsætte den Pris, der, bortset fra Tilpasningsperioden, giver maksimal, ventetGevinst, han sammenstille sine Omkostningskurver med en kalkuleret Efterspørgselskurve, hvis Abscisse ved enhver given A-Pris er Summen af Produkterne af de forskellige mulige omsatteMængder de Sandsynligheder, hvormed de kan ventes. F. Eks. bliver Kurvens Abscisse ved A-Prisen a Produktsummen nvq,-j-nvq₂₄₂ _4- _alle de øvrige tilsvarende Produkter. Alle q'erne er naturligvis langt fra lige store. Særlig interessante er Sandsynlighedernefor Afsætningsmængder, der svarer til, at Konkurrenten1) sig undersælge, 2) ansætter sin Konkurrencepris eller 3) følger en IPK-Politik. Endnu en Komplikation: A kender ikke med Sikkerhed den Afsætning, der kan opnaas ved en given Kombination af A- og B-Priser. Det Omraade af Efterspørgselsfladen,der omkring det sædvanligt herskende Prisleje, kender han bedre end de øvrige, men i alle Tilfælde gælder det, at man ved en given Priskombination maa regne med en Række forskellige Afsætningsmuligheder, der hver har sin større eller mindre Sandsynlighed. Alle m'erne i den ovenstaaende Produktsummaa

Side 70

summaaaltsaa i Virkeligheden hver for sig beregnes som en lignendeProduktsum mulige afsatte Mængder og tilsvarende Sandsynligheder. Lad os kalde den saaledes paa Grundlag af en dobbelt Række Sandsynligheder kalkulerede Afsætningskurve den ventede Efterspørgselskurve.

Regnes der med Sandsynligheden 1 for en bestemt B-Pris, bliver ventede Efterspørgselskurve identisk med den til denne B-Pris svarende Konkurrence-Efterspørgselskurve. Anser A derimod for, at B i alle Tilfælde vil underbyde ham og ansætte sine til hans (A's) Priser svarende Konkurrencepriser. for at være 1, bliver A's ventede Efterspørgselskurve den samme som hans Asymmetri-Efterspørgselskurve. Endelig bliver A's ventede Efterspørgselskurve identisk med hans IPK-Efterspørgselskurve, han gaar ud fra, at Sandsynligheden er 1 for, at B i alle Tilfælde vil følge hans Prisændringer og ansætte tilsvarende som han. De Forudsætninger, der fører til, at Prisligevægt i henh. Priskonkurrence-Ligevægten, i asymmetrisk eller i et IPK-Optimalpunkt, fremtræder altsaa som Specialtilfælde af den ovenfor udviklede, mere generelle Formulering af Prisdannelsesproblemet.

Ligevægt udenfor de tre nævnte Slags Ligevægts- og Optimalpunkterkan naar Parterne ikke gaar ud fra, at der er en Sandsynlighed lig 1 for, at Konkurrenten indenfor det relevante Prisomraade hele Tiden vil følge en bestemt af de tre nævnte typiske Arter af Markedsstrategi, men regner med, at der er forskelligeMuligheder H. t. Modpartens Optræden, Muligheder, hvis Sandsynligheder paavirkes af ens egen Politik. Lad os gaa ud fra, at A regner med, at der er en stor Sandsynlighed for, at B vil undlade Priskonkurrence, hvis han selv ansætter en Pris svarendetil men at der er en des større Risiko for Priskonkurrencefra Side, jo mere han (A) lader sin Pris afvige fra B's. Omkring den A-Pris, der svarer til B's øjeblikkelige Pris, maa i saa Fald A's ventede Efterspørgselskurve kalkuleres med en stor Sandsynlighed for den (forholdsvis store) Afsætning, der udvisesaf Derimod bliver denne Sandsynlighedmindre mindre, jo mere A's Pris fjerner sig fra B's, samtidig med at Sandsynligheden for den mindre Afsætning, der opnaas, naar B driver Priskonkurrence (angivet af A's Asymmetri- Efterspørgselskurve), bliver tilsvarende større. Resultatet kan derfor blive, at den ventede Efterspørgselskurve kommer til at se ud som Kurven VV,V₂ i Fig. 5, hvor den A-Pris, der svarer

Side 71

til B's Pris, er OP. Det er tydeligt, at en Beregning af den gunstigstePris
Grundlag af denne Efterspørgselskurve og GrænseomkostningskurvenG
X her vil give Resultatet OP.

Regner A med, at B er noget mindre indstillet paa Priskonkurrence, han maaske mene, at der er stor Sandsynlighed for, at han kan faa Lov at drive en vis Priskonkurrence overfor B, men at der dog paa den anden Side er stor Risiko for, at B gaar over til Priskonkurrence, hvis A er saa agressiv, at han ansætter den Pris, vi har defineret som hans til B's Pris svarende Konkurrencepris, den Pris, der giver ham størst Gevinst under Forudsætning at B holder sin Pris uforandret trods A's Prisforandring, a. O. den Pris, hvorved A tilegner sig det fordelagtigste Antal af B's Kunder). I saa Fald kan den ventede Efterspørgelseskurves Afsætning (V_x) ligge ved en noget lavere Pris end OP, og hvis A's Forventning slaar til, vil der opstaa en Situation, A's Pris ligger mellem Konkurrenceprisen og den til B's Pris svarende (IPK-) Pris, OP, medens B's Afsætning ligger mellem den, der angives af hans IPK-Efterspørgselskurve, og den, der svarer hans Asymmetri-Efterspørgselskurve. Situationen er karakteriseret at A driver en vis Priskonkurrence overfor B, men ikke tager saa stor en Gevinst paa hans Bekostning, som ud fra et Korttidssynspunkt vilde være fordelagtigst. Der er her hverken Tale om en ren IPK-Ligevægt eller en ren Asymmetri-Ligevægt, men om et Mellemtilfælde. F. Eks. den amerikanske Staalindustri at afgive Eksempler paa en saadan »shading the market« fra de smaa Producenters Side overfor Staaltrusten. —-

Naar Efterspørgselskurven kalkuleres paa den foran beskrevne Maade, fremtræder Ligevægten altsaa som et geometrisk Maksimalpunkt,selv den ligger udenfor baade Priskonkurrence- Ligevægten og Asymmetri- og IPK-Optimalpunkterne. De »indeterminerede«Prisligevægter herefter kun indetermineredefor vidt, som der er en Tendens til, at A's ventede EfterspørgelseskurvesMaksimalafsætning falde ved den A-Pris, der svarer til B's øjeblikkelige Pris, uanset Højden af denne B-Pris, saaledes at der kan opnaas IPK-Ligevægt i flere forskellige Prishøjder.Ligger — f. Eks. som Følge af en Ændring i Efterspørgslens Styrke — langt borte paa samme Side af begge Parters IPK-Optimalpunkter, er der dog stor Chance for, at Modpartenikke se en agressiv Handling i en Prisnedsættelse, men saavel ved Prisnedsættelser som ved Prisforhøjelser vil følge efter uden at gaa over til Priskonkurrence. IPK-Ligevægter langt borte

Side 72

Fig. 5.

fra IPK-Optimalpunkterne vil derfor næppe ret hyppigt bestaa i Længden. Men alligevel vil der sikkert i mange Tilfælde være Mulighedfor over et betydeligt Prisomraade, hvor der er en stærk Tendens til at de en Gang herskende Priser bevaresuforandrede. betyder imidlertid i første Omgang blot det, at man maa forklare de herskende Priser ud fra den tidligere

Prisudvikling, at Dagens Prisligevægt delvis maa gives en historisk
Vi vil vende tilbage til dette Punkt senere. —

Foran er vist, hvordan en Beregning af den sandsynlige Afsætning Hensyntagen til Risikoen m. H. t. Konkurrentens Opførsel kan føre til en Tilbøjelighed til at holde fast ved de en Gang herskende Priser. Foruden Risiko beregningen kan imidlertid ogsaa Risiko vurderingen bidrage hertil. Foretrækker af to matematisk lige store Chancer den mindst risikable (kræver de med andre Ord en positiv Pris for at paatage Risiko), vil det være en yderligere Grund til at holde fast ved de Priser, der frembyder mindst Risiko for agressiv Prispolitik Konkurrentens Side. —

Endnu et Moment, der bidrager til en Fastholden af det herskende
og dermed til en jævn Prisudvikling, skal næv-

Side 73

nes i denne Forbindelse, nemlig det mangelfulde Kendskab til, hvor meget der kan afsættes ved en given Kombination af Aog I foregaaende Afsnit er vi gaaet ud fra, at Sælgerne havde fuldt Kendskab til saavel Konkurrence-Efterspørgselskurvernes Asymmetri- og IPK-Efterspørgselskurvernes Forløb og til den Gevinst, der kunde opnaas i de forskellige Optima. Resultaterne nu modificeres under Hensyn til, at dette ikke er Tilfældet.

Indledningsvis et Par Bemærkninger om det absolutte Monopol. Ogsaa den egentlige Monopolist kan som nævnt kun udøve et mere eller mindre usikkert Skøn over, hvor meget han kan afsætte forskellige Priser, og der kan bl. a. af denne Grund ogsaa under det absolutte Monopol være en Tendens til at holde fast ved den herskende Pris. Jo større Prisforandring, der tænkes foretaget, des mere usikkert er Resultatet. D. v. s., man maa tillægge des større Spillerum af mulige Afsætningsmængder en relativ stor Sandsynlighed, medens Sandsynlighedernes Fordelingskurve udvise større Ophobning omkring en bestemt Afsætning, der er Tale om Priser omkring de herskende. Saafremt Sandsynligheder, vedkommende Sælger tillægger de forskellige afsatte Mængder, hele Tiden fordeler sig symmetrisk den virkelige (ukendte, potentielle) Afsætning, vil selve Beregningen af den ventede Efterspørgselskurve dog ikke give Anledning til en Prispolitik, der afviger fra den, der vilde blive ført, hvis Sælgeren havde fuldt Kendskab til den virkelige Men Risiko vurderingen kan medføre saadan Afvigelse. Ønskes Usikkerhed saa vidt muligt undgaaet, vil det herskende Prisleje, alt andet lige, blive foretrukket. Prisforandringer, tilsiger de anførte Betragtninger, at det sker i smaa Skridt, saaledes at man faar en jævn Prisudvikling. bedre det allerede opnaaede Resultat er, des mere utilbøjelig Sælgeren være til at foretage Prisforandringer.

Yderligere kan Sælgeren beregne Efterspørgselskurven forkert. skønnede Sandsynligheder ophober sig om en anden Afsætning end den virkelige). Tendens til at bevare den herskende Pris kan her fremkomme ved at Afsætningen saavel ved lavere som højere Priser end den gældende undervurderes.

Mr. Coase har gjort opmærksom paa, at naar først en Prisforandringer er et nyt Punkt paa Kurven blevet kendt med Sikkerhed. Ved flere og flere Prisforandringer bliver Kurvenbedre bedre kendt, og Resultatet skulde blive, at Monopolistennærmer

Side 74

listennærmersig mere og mere til Monopolpunktet uden dog helt at naa det¹)- Er Modstanden mod Prisforandringer saa stærk, at den første Prisforandring ikke bliver foretaget, kommer denne Udvikling jo imidlertid ikke i Stand.

Man kan indvende, at de foranstaaende Bemærkninger om Usikkerheden m. H. t. Efterspørgselskurvens Forløb ikke under absolut Monopol kan have nogen praktisk Betydning, fordi Monopolisten det i sin Magt straks at redressere mulige Fejltagelser. kan der, som vi senere skal se, være andre Grunde, der tilsiger Monopolisten saa vidt muligt at undgaa hyppige Prisforandringer. man kun at forandre Prisen med visse Mellemrum f. Eks., naar Prisen fastsættes for en hel Sæson ad Gangen, bliver Tabene paa en forkert Prisansættelse af større Betydning.

Vender vi os til den monopolistiske Konkurrence, bliver Usikkerheden H. t. Afsætningsmulighederne ved givne Priser af større Betydning, fordi denne Usikkerhed her virker sammen med Risikoen m. H. t. Konkurrenternes Prispolitik, og fordi Forholdene mere uoverskuelige, naar Afsætningens Størrelse ikke alene beror paa ens egen Pris, men ogsaa paa Konkurrenternes, At Kendskabet til Konkurrenc e-Efterspørgselskurvernes Forløb mangelfuldt, har dog næppe afgørende Betydning for Prisdannelsen. for, at Priskonkurrence-Ligevægten (tilnærmelsesvis) er, at der drives en følelig Priskonkurrence, men ikke nødvendigvis det, at man altid i en given Situation nøjagtigt den Pris, vi har defineret som Konkurrenceprisen.

Mere vigtigt er det, at Sælgerne ikke har nøjagtigt Kendskab til IPK-Efterspørgselskurven. Forretningsfolk synes ofte tilbøjeligetil lægge Hovedvægten paa den Forøgelse af Afsætningen, den enkelte ved en Prisnedsættelse opnaar paa sine KonkurrentersBekostning, man ser bort fra den Stigning i Branchenssamlede der følger med lavere Priser. Venter man, at Konkurrenterne vil følge efter, hvis man selv sætter Prisen ned, vil man derfor mene, at der intet er vundet ved en Prisreduktion. Undertiden taler man, som om den samlede Afsætning i Branchenvar fast, given Størrelse og enhver Prisnedsættelse derfor til Skade for Sælgerne som Helhed. Undervurderes paa denne Maade IPK-Efterspørgselskurvernes Elasticitet, modvirkes Prisnedsættelser,og Tendens til Fastholden af de gældende Priserforstærkes,

1) Anf. Skr. S. 19 ff.

Side 75

serforstærkes,som følger af Risikoen for, at Konkurrenterne kan
gaa over til Priskonkurrence, hvis man selv enten forhøj er eller
nedsætter Prisen.

Vanskeligst at skønne over paa Forhaand er formodentlig Asymmetri-Efterspørgselskurven angiver, hvor meget der bliver tilbage af den samlede Afsætning, naar man bliver underbudt af Konkurrenten, og han tager den Mundfuld, der passer ham). Og Kendskab til Kurven naas først efter übehagelige Erfaringer. Det samme gælder Priskonkurrence-Ligevægten. I forrige Afsnit har vi forudsat, at Sælgeren, naar han overvejede, om en IPK-Prissituation udenfor IPK-Optimum — var at foretrække for Asymmetri-Optimum og Priskonkurrence-Ligevægten, vidste, hvilken Gevinst, der kunde opnaaas i de to sidstnævnte Positioner. det ikke er Tilfældet, men naar Resultatet af Priskonkurrence der forøvrigt ikke behøver at føre lige til Priskonkurrence-Ligevægten, kan standse undervejs — og ligeledes Resultatet asymmetrisk Prisansættelse er behæftet med en betydelig vil der være en saa meget desto større Tilbøjelighed at holde fast ved det, man har eller med relativ stor Sandsynlighed mener at kunne opnaa i en IPK-Prissituation. Risikoen forstærker altsaa igen Tendensen til IPK-Prisdannelse omkring de herskende Priser.

Har man først taget sit Parti og lader sig underbyde af Konkurrenten, man skaffe sig Kendskab til Asymmetri-Efterspørgselskurven Asymmetri-Optimum par tåtonnement. Dog vil Usikkerheden m. H. t. Kurvens Forløb her have samme Virkning under absolut Monopol, og der er altsaa Mulighed for asymmetrisk Ligevægt udenfor Optimalpunktet.

IV.

I dette Afsnit skal tages et Skøn over, under hvilke Omstændigheder kan vente at finde, at Prisdannelsen antager de forskellige foran beskrevne typiske Former. Analysen har hidtil beskæftiget sig med to konkurrerende Virksomheder, men dens Resultater maa i Princippet kunne overføres paa de Tilfælde, hvor der er flere Sælgere paa Markedet.

Priskonkurrenc e-Ligevægten opstod, naar Sælgerne handlede, som om deres Prispolitik ingen Indflydelse øvede paa deres Konkurrenters Priser. En saadan Handlemaade er sandsynlig,naar er mange Sælgere paa Markedet. Enhver vil her med Rette gaa ud fra, at hans Prispolitik vil være uden

Side 76

Betydning for Prisernes almindelige Niveau i Branchen, og at f. Eks. en Nedsættelse af Priserne fra Konkurrenternes Side samtidigmed efter, at han har sat Prisen ned, i alle Tilfælde vilde være blevet foretaget. Ligger Priserne over Ligevægtsniveauet,vil derfor underbyde Konkurrenterne. Sætter flere Sælgere imidlertid ud fra saadanne Overvejelser Priserne ned. tvinges de andre til at følge med, og en almindelig Priskonkurrence,der i Priskonkurrence-Ligevægten, opstaar.

Er der Tale om Standardvarer, bliver Priskonkurrence-Ligevægten med Frikonkurrence-Ligevægten. Hvis Varerne derimed er differentierede, vil Ligevægten naas i et (i Forhold til Omkostningerne) noget højere Prisleje højere, des mere differentierede Varerne er.

Er Sælgerne kun, faa, kan de ikke hver for sig med Rette gaa ud fra, at deres Prispolitik er uden Indflydelse paa Konkurrenternes. fremsynte Sælger maa her indse, at det er fordelagtigst alle Parter, at man afholder sig fra Priskonkurrence. En saadan kan dog opstaa paa Grund af Mangel paa Indsigt og Forudseenhed fra alle eller en Del af Konkurrenternes Side. Mest sandsynlig er en Prisdannelse af Konkurrencetypen, naar Varerne er stærkt differentierede, saaledes at Konkurrenterne kun mærker Prisforandringer forholdsvis svagt. Til Gengæld giver den stærke Differentation her selve Priskonkurrence-Ligevægten monopolagtig Karakter. Endvidere er Prisdannelse af Konkurrencetypen formodentlig hyppigst i de Tilfælde, hvor de konkurrerende Sælgere ikke udbyder forskellige Mærker af samme men noget, der almindeligvis betragtes som forskellige Varer (»competing supply« i klassisk Forstand), saaledes at Sælgerne anser sig for at være Konkurrenter.

Bortset fra disse Tilfælde er formodentlig IP K-P risdannelsen hyppigste, naar et Faatal Sælgere i Konkurrence med hinanden udbyder Varer, der ikke er stærkt differentierede. Navnlig der er Tale om Standardvarer, og hvis heller ikke Transportomkostningerne den enkelte Sælger Beskyttelse mod Konkurrenternes Priskonkurrence, vil Situationen være saa ustabil, Krig paa Kniven og enten udtrykkelig Prisaftale eller en IPK-Ligevægt (»stiltiende Prisaftale«) vil være de eneste praktiske Kartelliseringen og Trustificeringen er da ogsaa først og stærkest gennemført i Standardvare-Industrierne.

Ensartede, faste Priser hos alle Sælgere er saa hyppige i Praksis,
at man vilde være tilbøjelig til at anse IPK-Prisligevægten som

Side 77

en stærkt fremherskende Prisdannelsesform, hvis man ikke havde Indtryk af, at de ensartede, faste Priser i et stort Antal Tilfælde, maaske de fleste, skyldes udtrykkelige Kartelaftaler. Den stærke Kartellisering berøver dog ikke IPK-Prisdannelsen dens Interesse. Er Markedet delt mellem flere Karteller, kan der blive Tale om IPK-Prisdannelse Kartellerne imellem, og selv hvor Kartellet er altomfattende, frembyder Fastsættelsen af selve Kartelprisen som foran omtalt i visse Tilfælde Lighedspunkter med IPK-Prisdandannelsen.Endelig IPK-Prisligevægten formodentlig betydeligpraktisk paa Omraader, hvor Kartellisering af en eller anden Grund ikke har ladet sig gennemføre.

I U. S. A., hvor Prisaftaler er forbudt, synes saaledes IPK-Prisligevægten stort Omfang at træde i Kartelliseringens Sted, og Etableringen af stiltiende Prisaftaler søges lettet ved forskellige Metoder, f. Eks. det saakaldte »price leadership«: En bestemt Prisfører — den største Virksomhed i Branchen eller blot et særligt Firma — tager Initiativet til Prisforandringer og de andre følger efter, saaledes at Priserne bevæger sig op og ned i Takt, uden at der drives Priskonkurrence¹).

En særlig Chance for at blive Prisfører har den Sælger, der ved en Priskrig kan tvinge Konkurrenterne til at følge Trop. Vi sondrer her mellem Pris krig og Pris konkurrence. Under Priskonkurrence har vi tænkt os, at Konkurrenterne søger ved gensidigt at underbyde hinanden at trække Kunder fra hinanden i det Omfang, der i $)j eblikket giver dem den største Gevinst. Den, der søger at gøre dette, maa ansætte den Pris, vi har kaldt Konkurrenceprisen, nemlig den, der bestemmes af Skæringspunktetmellem og den til Konkurrence- Efterspørgselskurven svarende Grænseindtægtskurve. Priskrig derimodsættes Værk for at faa Konkurrenterne til at føre en anden Prispolitik, for varigt at tage Kunder fra dem, eller for helt at konkurrere dem ud og tage Livet af dem. Den tager altsaa Henblik paa Fremtiden, og Øjeblikkets Gevinst eller Tab bliver derfor ikke afgørende for Prisernes Højde under en saadanPriskrig, derimod Skønnet over, hvorvidt de øjeblikkeligeTab opvejes af de senere Fordele. Priserne kan derfor under Priskrigen drives ned under Konkurrenceligevægten, ja endog saa langt ned, at ingen af Parterne faar deres løbende Omkostningerdækket.

1) Jfr. Arthur R. Bums: The Decline of Competition, New York 1936, Ch. 111.

Side 78

kostningerdækket.En saadan Priskrig har naturligvis den kapitalstærkesærlig for at gennemføre med Held, og vi ser altsaa her et Tilfælde, hvor det ikke nødvendigvis, som sædvanligvisforudsat den klassiske og neoklassiske Teori, er Højden af Virksomhedens Omkostninger, men derimod dens finansielle Magt, der bestemmer dens Stilling i Prisdannelsen.

Er Prisføreren sikker paa, at Konkurrenterne vil følge hans Prisændringer, maa vi, efter hvad der foran er udviklet, vente, at han vil søge at realisere sin IPK-Optimalpris. Men Erfaringen viser, at Konkurrenterne kun indenfor visse Grænser ansætter tilsvarende Priser som Føreren, medens Følgeskabet derudover er usikkert. Resultatet vil derfor ofte blive en IPK-Ligevægt udenfor

Asymmetrisk Ligevægt kan - hvis vi igen for Nemheds Skyld begrænser os til at betragte to Konkurrenter — tænkes at indtræde, naar den ene Sælger fører en fremsyn I Prispolitik, men den anden ikke. Regner den fremsyn te med en 100 % Sandsynlighed i enhver Situation at blive underbudt af Modparten, bliver hans ventede Efterspørgselskurve som nævnt identisk med Asymmetri-Efterspørgselskurven. Men en saadan 100 % Sandsynlighed formodentlig sjældent være til Stede. Den mindre fremsynte maa vel efterhaanden lære af Erfaringen, og er han tungnem, har den fremsynte Konkurrent den Udvej at prøve paa at lære ham gode Manerer, enten agressivt ved en Priskrig eller mere fredeligt ved stadig at følge hans Prisændringer saa hurtigt som muligt, saaledes at den andens Priskonkurrence ikke giver ham varig Gevinst. Og er Konkurrenterne nogenlunde ens stillet i Henseende til Produktionskapacitet, Omkostningsforhold og Kundepræference, vil den Situation at blive undersolgt af Konkurrenten saa übehagelig, at ingen af Parterne godvillig vil finde sig i den. Navnlig gælder dette, naar Gevinstens Størrelse i Asymmetri-Optimum ikke er kendt, og en Sammenligning af en IPK-Prissituation og en asymmetrisk Prissituation i samme Prishøjde derfor rykker mere i Forgrunden. Hvor Virksomhederne er nogenlunde lige store, synes derfor Sandsynligheden at være stor for, at en IPK-Prisligevægt efterhaanden opstaaar, eventuelt efter en Priskamp. Asymmetrisk Optimum vil sandsynligvis ligge forholdsvis nær ved Priskonkurrence-Ligevægten, da den, der bliver maa være interesseret i at føre Priserne ned i saa lavt et Leje, at Efterspørgslens almindelige Tiltagen ved lave Priser giver hans Produktionsanlæg tilstrækkeligt at bestille.

Side 79

Er den ene Virksomhed stor og den anden lille, vil den lille Virksomheds Konkurrence ikke være saa generende for den store, og Chancerne foren asymmetrisk Ligevægt (med den store som Prisfører) synes derfor her større. Ofte vil en Priskrig være for dyr at sætte i Gang for at ave smaa Konkurrenter, naar man selv forsyner den største Del af Markedet, og det er da heller ikke noget sjældent Tilfælde, at de Virksomheder, der staar uden for et Kartel (eller en Trust) faar Lov at holde lavere Priser end Kartellet. Risikoen for at blive slaaet ud i en Priskrig kan dog faa de smaa Sælgere til at nøjes med at tage en noget mindre Gevinst end ellers paa den stores Bekostning, saaledes at der opstaar et Mellemtilfælde mellem en egentlig asymmetrisk Ligevægt en IPK-Prisdannelse. Saadanne Mellemtilfælde er maaske hyppigere end den egentlige asymmetriske Ligevægt.

Hvor der findes flere store Sælgere og desuden nogle mindre paa Markedet, kan man finde en asymmetrisk Prissituation, hvor de store sig imellem fører en IPK-Politik, medens de smaa driver De store undlader her at følge de smaas Prisnedsættelser af Frygt for, at IPK-Politikken de store imellem skal bryde sammen og afløses af Konkurrence eller Priskrig.

Naar en af Sælgerne har den overvejende Del af Produktionen,vil under Priskonkurrence forholdsvis snart naa det Punkt, hvor det ikke længere betaler sig for den store Sælger at besvare de smaas Konkurrence med samme Mønt, saafremt han ikke kan diskriminere saadan, at Prisen kun nedsættes for Konkurrentenshidtidige Maa Prisen sænkes for alle Købere, vil Virkningen paa Afsætningen til egne hidtidige Kunder og til helt nye Kunder for Varen have overvejende Betydning for den store Sælger. Naar man først saa langt ned med Priserne, at Grænseindtægten af disse to Købergruppers Efterspørgsel bliver mindre end Grænseomkostningerne, vil man snart naa et Punkt, hvor det selv fra Korttidssynspunkt ikke betaler sig for den store Sælger at fortsætte Konkurrencen med de smaa. Man maa nemlig under de givne Betingelser forholdsvis hurtigt naa til den Grænse, hvor det Tab af Nettoindtægt, der lides ved, at Prisen nedsættes for de to ovennævnte Købergrupper, opvejer den Merindtægt, der vindes ved at tage Kunder fra de smaa Konkurrenter. En Ligevægtnaas hvor de smaa Sælgere faar Lov at drive Priskonkurrenceoverfor store. Her er der imidlertid Tale om en egentlig Priskonkurrence-Ligevægt, da der ikke som ved Asymmetri-Ligevægtener om, at den, der bliver underbudt, renoncererpaa

Side 80

cererpaaen Prisnedsættelse, der i det korte Løb vilde give ham øget Gevinst. (Forøvrigt ligger sikkert ogsaa i de fleste Tilfælde af den her behandlede Art Asymmetri-Optimum og Priskonkurrence-Ligevægtentemmelig ved hinanden.)

Den her beskrevne Konkurrence-Ligevægt mellem en stor Sælger en eller flere smaa svarer til det Prisdannelsestilfælde, Professor har behandlet under Navn af delvist Monopol.1) Blot er der her forudsat Pristilpasning fra Sælgernes Side (Sælgeren en Pris og hans Afsætning retter sig herefter), medens Zeuthens Fremstilling forudsætter Mængdetilpasning kaster et bestemt Udbud paa Markedet, og Prisen tilpasser sig herefter).

Saavel Konkurrence-Ligevægten som den asymmetriske Ligevægt naar den store Sælger forsyner den overvejende Del af Markedet, give ham overnormal Gevinst, skønt han er udsat for Priskonkurrence fra de øvrige Virksomheders Side. Selv om der i det førstnævnte Tilfælde er Tale om en Priskonkurrence-Ligevægt, det derfor i denne Henseende i højere Grad have Monopolets end Frikonkurrencens Karakter.

1) Se F. Zeuthen: Den økonomiske Fordeling, 1928, S. 80 ff., og Problems of Monopoly and Economic Warfare, 1930, Ch. 1, 3.

Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 3. række, 47 (1939)

OMKRING DEN MODERNE PRISTEORI

I.

II.

III 1).

IV.