III. OMKOSTNINGSSYNSPUNKTET 19)

(1). I forrige kapitel behandledes virkningerne af reallønforhøjelser efterspørgslen under forudsætning af »neutrale« omkostningsvirkninger. forudsætning lader vi nu falde og undersøger spørgsmaalet om lønforhøjelser udfra omkostningssynspunktet v. s. driftsherrernes reaktioner med hensyn til priser og produktion.

Det nævntes i forrige stykke, at en forøgelse af den relative arbejdsindtægt forsaavidt en saadan kunde gennemføres af omkostningsgrunde vilde medføre et bedret afsætningsforhold. Det første spørgsmaal, der rejser sig, er, om en reallønforhøjelse i sig selv medfører en saadan ændring til fordel for den totale arbejdsindtægts andel af socialindtægten, idet det jo er tænkeligt, at den substitution, der maa ledsage et ændret prisforhold arbejde og kapital, kan sænke arbejdsmængden mere end lønnen stiger, hvorved den relative arbejdsindtægt jo vilde falde i stedet for at stige ved en lønforhøjelse.

Førend vi kommer ind paa dette spørgsmaal er der maaske lige grund til kort at berøre en anden side af substitutionsspørgsmaalet,nemlig mellem løn og arbejdets grænseprodukt. En af de sædvanlige »traditionelle« indvendinger mod lønforhøjelser er, at løn og grænseprodukt tenderer til at være lige store, og da arbejdets grænseprodukt er faldende, maa en lønforhøjelse føre til beskæftigelsesindskrænkning. For saa vidt driftsherrerne overhovedethandler nationaløkonomernes grænseskemaer — hvad der i sig selv er mere end tvivlsomt2o) —er det klart, at

---

19) De to første kapitler af nærværende artikel findes i Nationaløkonomisk 1939, S. 242 ff. De tre kapitler udgør en helhed og bør læses i sammenhæng.

20) Se bl. a. Ronald Walker, International Labour Review, december 1938, Douglas i samme tidsskrift, marts 1839 og Keynes i Economic Journal, marts 1939 s. 46.

overensstemmelsen mellem løn og grænseprodukt ogsaa gælder under overopsparingsforudsætninger. Men den anden del af argumentet, arbejdets faldende grænseproduktivitet, gælder kun under »traditionelle« forudsætninger. Herudfra maa det nemligvære at regne med konstante mængder af de andre faktorer, hvilket er betingelsen for, at arbejdets grænseprodukt er aftagende. Stiger imidlertid realkapitalen i stærkere forhold end arbejdsmængden, kan arbejdets grænseprodukt godt stige med stigende beskæftigelse. Og udfra overopsparingsforudsætningernemaa substituiionsspørgsmaalet netop ses i sammenhængmed overordentlige elasticitet i forhold til øgede anvendelsesmuligheder. Øgede anvendelsesmuligheder for kapital vil — hvad enten disse skyldes øget effektiv efterspørgsel (uændret substitution) eller ensidig efterspørgsel af kapital til forstærket substitution, eller begge dele tilsammen — efter multiplier-skemaetfremskaffe fornødne opsparing. Betingelsen for en positiv lønhævningspolitik er, at forrentningskravet kan slaas ned og derved give »plads« for lønforhøjelsen. Hvis dette kan ske, er der intet indtægtskrav, der stiller sig i vejen for anvendelsen af en forholdsvis større realkapitalstok, og den investeringsvirksomhed,der kommer i gang for at producere denne, vil efter multiplierskemaet (foran 11, 2) selv skabe sin tilsvarende opsparing.For vidt derfor betingelserne for en aktiv lønhævningspolitikoverhovedet vil investeringsprocessen komme i gang af to grunde: dels den øgede effektive totalefterspørgsel og dels det relativt lavere forrentningskrav, og disse forhold vil mellemsig en saa stor realkapitalstok, at arbejdets grænseproduktkan samtidig med stigende beskæftigelse21).

Vi vender saa tilbage til spørgsmaalet om, hvad en lønforhøjelse
med tilhørende substitution betyder for indkomstfordelingen.

Det lavere forrentningskrav — som maa ledsage lønforhøjelsen,for den skal faa positive expansionsvirkninger, jfr. nedenfor stk. (3) — faar visse øjeblikkelige virkninger i form af en forstærket anlægsvirksomhed, hvorved som foran omtalt den øgede beskæftigelse vil kombinere sig med reallønforhøjelsen om at holde konsumnivoet oppe. Der opstaar her de samme farer for, at de gunstige virkninger skal gaa tabt i processens løb. Forudsættervi,

---

21) Jfr. G. Th. s. 217, afsnit 111 i begyndelsen, hvor Heynes berører dette spørgsmaal: ».. capital has to be k ep t scarce enough in the long period to have a marginal efficiency which is at least equal to the rate of interest .«.

sættervi,at det nye forhold mellem løn og forrentningskrav kan
bevares efter overgangsprocessens slutning, bliver spørgsmaalet,
hvorledes det endelige substitutionsforhold vil blive.

Hvis kapitalstokken stiger stærkere end rentekravet falder, d. v. s. hvis substitution sker let, saa stiger kapitalindtægternes relative andel af socialproduktet, og konsumpropensiteten maa aftage ligevægt findes ved en lavere produktion og — da produktet mand er steget — ved endnu lavere beskæftigelse. For saa vidt forholdet mellem de to indtægtsgrupper er uforandret, forbliver produktionen uforandret, og beskæftigelsen falder. For at beskæftigelsen skal være uforandret, skal den relative arbejdsindtægt steget.

Hicks har opstillet begrebet substitutionselasticitet. Denne er een naar »forøgelsen i een faktors mængde hæver marginalproduktet alle andre faktorer, taget under eet, i samme forhold som totalproduktet stiger«²²). I al almindelighed kan den numerisk udtrykkes som forholdet mellem den procentvise forandring i totalproduktet den procentvise forandring i de faste faktorers marginalprodukt (taget under eet) ved marginal forøgelse af en faktor²³).

Spørgsmaalet bliver saa, hvor stor denne substitutionselasticitet faktisk er. Hvis den er een, bliver totalproduktet uforandret og beskæftigelsen falder. For at beskæftigelsen skal være uforandret, skal elasticiteten være mindre end een.

Nu synes det at være en ret udbredt mening, at substitutionselasticitetenligger eller over een²⁴). Hvis dette er rigtigt, maa en nedsættelse af forrentningskravet (forhøjet realløn) i det lange løb føre til lavere beskæftigelse. Der synes imidlertid at være grund til at betvivle denne menings holdbarhed — ialtfald udfra marx-keynes'ske renteforudsætninger. Paastanden støtter sig navnligpaa fra fortiden, hvor kapitalindtægterne har bevareten uændret andel af socialindtægten trods relativ vækst i kapitalstokken. Men det er først og fremmest de nye opfindelser, der har lagt beslag paa opsparingen, og ikke substitution i uændret teknik. Dette kommer Hicks — udfra traditionelle forudsætningerfuldstændigt — ud over ved at formode, at disse omvejsforlængendeopfindelser

---

22) »Theory of Wages« s. 117 f.

23) Champernoivne i Ec. Journ. juni 1935 s. 248.

24) Hicks, nævnte arbejde s. 131, Champernoivne, nævnte arbejde s. 255, J. Hobinson, Essays in the Theory of Employment, s. 118 ff.

vejsforlængendeopfindelserer »afledte« af den større kapitalmængde,idet saa bliver pres paa de opfindelser, som navnlig benytter den rigeligere faktor. Men naar man udfra overopsparingssynspunktetforudsætter, det ikke er en stor opsparing, der bringer renten ned og dermed skaber anvendelse for denne opsparing, men tværtimod en høj (»naturlig«) forrentning, der kalder den faktiske opsparing frem, saa bliver det ikke længere naturligt at mene, at omvejene og dermed mulighederne for let substitution vil fremkomme blot som følge af et lavere relativt, forren tningskrav.

Forlader vi det kun under traditionelle forudsætninger holdbare standpunkt, at de tekniske opfindelser maa ses som led i det af de relative prisforhold afledte substitutionsforhold, saa bliver det klart, at vi maa regne med en væsentlig lavere substitutionselasticitet, ogsaa et ændret forhold mellem realløn og forrentningskrav led i en positiv lønpolitik maa hidføre et bedret konsumforhold.

I tilslutning til disse bemærkninger skal nævnes, at disse overvejelser endnu højere grad gælder ved spørgsmaalet om virkningerne en egentlig rentenedsættelse, idet laanerenten antagelig en endnu større rolle ved substitutionsbestemmelsen end det samlede profitkrav. Under forudsætning om substitutionselasticitet eller over een, vil en varig rentesænkningspolitik keynes'ske opsparingsforanstaltninger blive direkte skadelig for beskæftigelsen2s).

(2). Overvejelser over lønforhøjelsers virkning paa beskæftigelsenmaa ud fra det faktum, at private driftsherrer har initiativetm. t. priser og produktionsmaade og -omfang. Gaar vi ud fra en vis stabil tilstand, hvor de expansive og kontraktive kræfter holder hinanden i ligevægt, angiver det existerende forhold mellemløn salgspris det forhold, som driftsherrerne under de gældendeomstændigheder for »neutralt« for den existerende produktionsmængde. Tænker vi os nu en reallønforhøjelse gennemført,kan foreløbig skelne mellem virkningerne paa beskæftigelsenindenfor virksomheder og paa anlægsvirksomheden.Set et længere tidsrum afhænger beskæftigelsesvirkningeni store og hele af, hvorledes det gaar med anlægsvirksomheden.Vi

---

25) Jfr. J. Robinson, Essays in the Theory of Employment, s. 118 f., hvor forf. af denne grund forkaster rentepolitikken som middel mod overopsparingsarbejdsløshed det lange løb.

virksomheden.Viskal foreløbig indskrænke os til dette spørgsmaalfor til slut ganske kort at vende tilbage til de mere øjeblikkeligevirkninger de bestaaende anlæg og sammenhængen mellem disse og den lange udvikling.

Spørgsmaalet om forholdet mellem løn og anlægsvirksomhed i det lange løb maa ses som led i en større simultan afhængighed, hvor ikke alene arbejdet, men ogsaa andre produktionsfaktorer møder frem med visse aflønningskrav eller snarere skalaer for saadanne, som er bestemte paa den ene eller anden maade, og hvor totalproduktionens størrelse desuden maa tilfredsstille betingelsen om, at grænseopsparing skal være lig med grænseinvestering til dækkende priser.

De traditionelle teorier plejer at forudsætte, at de forskellige produktionsfaktorers aflønningskrav staar i et entydigt forhold til totalproduktionens størrelse, bestemt af visse objektive forhold: menneskelige ofre eller absolutte knapheder. Under forudsætning »neutral« totalefterspørgsel (Says Markedslov) ses det ogsaa at der saaledes maa forudsættes objektive bestemmelsesgrunde samtlige faktorers aflønninger for overhovedet at faa bestemt en ligevægtsproduktion, for netop fordi totalefterspørgslen som neutral, bliver ligevægten til syvende og sidst bestemt alene ved disse objektive omkostningsforhold.

Efterspørgselsforholdene har i det traditionelle system betydning de relative priser, men da indkomst fordelingen her ingen betydning har for den totale effektive efterspørgsel, faar efterspørgselsforholdene ingen direkte betydning for den totale samfundsproduktion. I det traditionelle system er det den totale produktion (bestemt udfra de objektive omkostningsforhold), bestemmer den totale efterspørgsel, og ikke omvendt. Forudsættes fuldstændig fri konkurrence i traditionel er de anvendte mængder af faktorerne jo som følge af den neutrale totalefterspørgsel paa forhaand givet ved de absolutte (eventuelt igen bestemt ved visse menneskelige »ofre«). Forudsættes der monopol, begrænses anvendelsen af en eller flere faktorer eventuelt af en given monopol-evne og -vilje. I begge tilfælde spiller totalefterspørgslen efter den samlede samfundsproduktion ingen sselvstændig rolle. Begrænsningen for samfundsproduktionen ligger udfra denne opfattelse i visse paa forhaand givne data vedrørende faktorudbudet.

Ligevægten kan under disse forudsætninger — og naar vægten
lægges paa ligevægten for totaliteten og ikke indenfor totaliteten(de

teten(deforskellige undergruppers forhold til hinanden) — betragtessom ren omkostningsligevægt. Totalproduktionen er i ligevægt, naar omkostningsforholdene er i ligevægt, men dette er kun muligt, naar der findes objektive bestemmelsesgrunde for samtlige faktorers aflønninger.

Forkaster rnan imidlertid Says markedslov, bliver der to sæt ligevægtsbetingelser, der skal tilfredsstilles samtidigt: 1) omkostningsforholdene være i ligevægt, og 2) forholdet mellem opsparing investering skal være i ligevægt: opsparingen skal være lig med investeringen til dækkende priser, d. v. s. saadanne, som faar folk til at fortsætte med deres opsparings- og investeringsvirksomhed uændret omfang for saa vidt ikke iøvrigt andre forhold forandrer sig.

Betragtes alle faktorers aflønning som entydigt afhængig af størrelsen af vedkommende faktors indsats d. v. s. (under forudsætningaf given teknisk viden og givne relative efterspørgselsforholdfor enkelte varer) af totalproduktionens størrelse, saa bliver der — udfra traditionelle synspunkter — i princippet een og kun een totalproduktion, som giver ligevægt mellem de objektivtbestemte Udfra disse traditionelle forudsætningerfaar altsaa een ganske bestemt totalproduktion med een ganske bestemt indkomstfordeling. Til denne totalproduktion svarer der altsaa ogsaa een ganske bestemt opsparing. Men denne totalproduktion er fundet uden noget som helst hensyn til, om den anden ligevægtsbetingelse: opsparing lig investering er tilfredsstille ²⁶). Da vi, naar vi helt bortser fra omkostningsbetingelserne,udfra

---

26) Ligevægtsbetingelsen: opsparing lig investering til dækkende priser maa selvfølgelig altid være tilfredsstillet ogsaa under traditionelle betingelser. nye er, at det forudsættes, at denne betingelse ikke opfyldes af sig selv for enhver størrelse af totalproduktionen (der iøvrigt giver omkostningsligevægt), men at det forudsættes, at opsparingen fra det punkt, hvor rnininialrentefoden naas, har en tendens til at overstige investeringerne yderligere stigning i totalproduktionen. Før dette punkt vil ligevægt mellem opsparing-investering altid indfinde sig af sig selv ved en saadan nedgang i rentefoden og stigning i investeringerne og konsumet, at ligevægt skabes. Naas ligevægten derfor ikke før fuld beskæftigelse, gælder Says lov og det traditionelle system. Naas den derimod før fuld beskæftigelse, kan de to sæt ligevægtsbetingelser: 1) opsparing-investering og 2) omkostningsforholdene (udfra objektive bestemmelsesgrunde for alle faktorer), ikke samtidig opfyldes. Udfra overopsparingsforudsætningerne omkostningsbetingelserne derfor modeificeres, jfr. ovenfor i texten. Kun hvis minimalrentefoden netop naas paa det punkt, der svarer til fuld beskæftigelse, kan de to sæt betingelser tilfredsstilles samtidigt.

serne,udfraoveropsparingssynspunktet har, at opsparingen vil stige progressivt paa totalproduktionen, medens investeringerne vil stige proportionalt derpaa, og der derfor kun er een totalproduktion,der helt bortset fra omkostningsbetingelserne — giver ligevægt; og da vi ligeledes har set, at en forudsætning om objektivebestemmelsesgrunde samtlige faktorers aflønning ligeledes kun giver ligevægt ved een ganske bestemt totalproduktion, valgt ganske uden hensyn til opsparing-investerings-betingelsen, bliver det indlysende, at de to sæt ligevægtsbetingelser er modstridende, idet de kun ved et usandsynligt tilfælde kan tilfredsstilles samtidigt,nemlig overopsparingssituationen naas netop paa det punkt, der svarer til fuld beskæftigelse.

Dette rent abstrakte ræsonnement synes mig at medføre, at hvis man forkaster Says markedslov (naar en overopsparingstilstand forudsættes at existere), saa maa en ligevægtstendens forudsætte, at mindst een faktors aflønning er rent residuelt bestemt, d. v. s. hverken udfra menneskelige ofre eller absolutte knapheder, men som det der bliver tilbage, naar der fra den udfra ligevægtsbetingelsen: lig investering bestemte totalproduktion drages den aflønning, som de andre (ikke residuelt bestemte) faktorer af visse objektive grunde (absolutte eller alternative ofre) for at producere netop denne totalproduktion.

Det betones, at det residualbegreb, der her anvendes, intet har at gøre med det af de traditionelle teorier i forbindelse med jordrentelæren residualbegreb, der jo blot er et andet udtryk en ren knaphedspris paa ting, hvis mængde ikke influeres om bestemte personer modtager en indtægt af deres benyttelse.

Det vil af det følgende fremgaa, at det ikke er nødvendigt at forudsætte, at kun een faktor paa forhaand (d. v. s. uden hensyn til i hvilken kombination den faktisk optræder) er residuelt og alle andre faktorer objektivt (eller selvstændigt) bestemte. Tværtimod er det snarere min mening, at betingelserne for residuel bestemmelse for baade arbejde og kapital, og at det vil afhænge den konkrete totalsituation, hvilken af disse faktorers krav, der maa »vige«, d. v. s. bestemmes residuelt i denne konkrete situation.

Forudsætter vi nu, at mindst een faktors aflønning er residuelt bestemt i den nys nævnte forstand, medens andre faktorers aflønning staar i et bestemt forhold til totalproduktionens størrelse,saa vi igen faa en bestemt indkomstfordeling og et bestemtforhold

stemtforholdmellem opsparing og investering ved hver tænkt størrelse for totalproduktionen. Men som følge af, at vi har forudsat,at een faktors aflønning er residuelt bestemt og derfor ved en given totalproduktion er tilstrækkelig elastisk til at »give plads« til de andre aflønningskrav, saa vil omkostningsforholdenenu valget frit, saa vi alene behøver at vælge totalproduktionen udfra betingelsen opsparing lig investering. Falderdenne fuld beskæftigelse, har vi ligevægt²⁷) med kronisk arbejdsløshed.

---

27) Der tales her og andre steder om begrebet »1 angtidsligevægt«. kan være paa sin plads at præcisere, hvad der menes hermed. det fremgaar af det foregaaende (se bl. a. afsnittene I, 1 og 3, 11, 3), menes der ikke nogen statisk langtidsligevægt i sædvanlig der opererer med en modelverden, hvor reaktionshastigheder ikke indgaar. Tværtimod lægger denne artikel den største vægt paa de relative reaktionshastigheders betydning den økonomiske langtidsudvikling (se ogsaa note 42 afsnit 111 (7)). Ganske kort kan man sige, at de her anvendte iigevægtsstørrelser dannes saaledes: man gør ingen indskrænkende forudsætninger med hensyn den økonomiske udviklings mekanik, men med hensyn til de extra-økonomiske drivkræfter gør man den forudsætning, som man formentlig paa grund af ukendskabet til fremtiden og for at isolere det fænomen, man ønsker at studere, maa gøre, nemlig at disse extra-økonomiske (navnlig teknisk udvikling og befolkningsfremgangen) tænkes at forløbe med konstant bevægelsesretning og -hastighed. Man tænker sig saa vedkommende variation foretaget, hvorefter samfundets udvikling vil forløbe paa en vis maade. Der vil være visse øjeblikkelige virkninger, de forskellige elementer reagerer med forskellig hastighed, og selve tidsprioriteten mellem de forskellige fænomeners indtræffen ex. om lønkravet eller profitkravet under et vist økonomisk tryk »giver sig« først, om kapitalisterne under en proces med øget konsumpropensitet, ex. som følge af offentlige indgreb, strax reagerer med nedgang deres løbende investering eller konsum osv. osv.), er af afgørende betydning for langtidsudviklingen. Naar vedkommende indgreb er fuldt indarbejdet, tænkes samfundets udvikling stadig at foregaa paa samme extra-økonomiske udviklingsbasis, og den ny (tænkte) udviklingslinje maa derfor tænkes at bevæge sig parallelt med udviklingen uden vedkommende indgreb (afvigelse herfra kan kun tænkes i den udstrækning de extra-økonomiske i virkeligheden i et vist omfang er intra-økonomiske og derfor selv er blevet paavirket af indgrebet og den paafølgende proces). Et indgrebs langtidsvirkning kan derfor siges at være afstanden mellem disse to tænkte udviklingslinjer efter det punkt, hvor de løber parallelt. Herved faar vi en formulering, der formelt nærmest svarer til en i Frischs forstand statisk lov. Imidlertid synes dette ikke afgørende. Det afgørende maa være de reelle forudsætninger, hvorunder ens modelverden arbejder, idet dette er afgørende for, hvor virkelighedstro de fundne udsagn hvorefter formuleringsspørgsmaalet bliver et rent hensigts- mæssighedsspørgsmaal, og her vil det formentlig altid være hensigtsmæssigt skelne mellem langtidsanalysen, hvor reaktionshastighederne vel har den største betydning, medens modelverdenen arbejder, men hvor udsagnene kun kan dreje sig om mer eller mindre, derimod ikke rned angivelser af fuldstændige tidstavler - — og konjunkturanalysen, hvor selve tidsforløbene er hovedemnet og derfor maa inddrages i udsagnene.

Ingen af de to utraditionelle systemer har — mig bevidst — udformet dette residualbegreb som et nødvendigt led i sammenhængen, det gaar ganske klart gennem Marx's arbejder som en rød traad, at profitten opfattes som en samfundsmæssig residual, der kan presses, naar presset bliver tilstrækkeligt stærkt²⁸). Keynes har intet direkte sagt og ikke karakteriseret nogen aflønning som i denne forstand residuelt bestemt, men hans opfattelse af lønnen i »General Theory« synes nærmest at være residuel²⁹). Her skal blot peges paa hans nu saa omdiskuterede om, at arbejderne er ude af stand til selv at bestemme realløn³⁰). Udfra de foran anførte betragtninger synes denne paastand at følge som en logisk nødvendighed af Keynes forudsætninger om overopsparingstilstand og om profitten og rentefoden (samt jordrenten) som paa forhaand nødvendige i et bestemt forhold til totalproduktionen.

Et andet sted³¹) siger Keynes ganske vist, at det er arbejdets grænseprodukt, der bestemmer reallønnen, men arbejdets grænseproduktafhænger netop af den investerede realkapitals mængde og dermed til syvende og sidst af det anlægsbegrænsende profitkrav,se foran afsnit 111 (1) om substitutionsspørgsmaalet, og General Theory s. 68, hvor Keynes udtrykkelig taler om »long period supply cost« inkl. rente og risikodækning. Keynes synes dog

---

27) Der tales her og andre steder om begrebet »1 angtidsligevægt«. kan være paa sin plads at præcisere, hvad der menes hermed. det fremgaar af det foregaaende (se bl. a. afsnittene I, 1 og 3, 11, 3), menes der ikke nogen statisk langtidsligevægt i sædvanlig der opererer med en modelverden, hvor reaktionshastigheder ikke indgaar. Tværtimod lægger denne artikel den største vægt paa de relative reaktionshastigheders betydning den økonomiske langtidsudvikling (se ogsaa note 42 afsnit 111 (7)). Ganske kort kan man sige, at de her anvendte iigevægtsstørrelser dannes saaledes: man gør ingen indskrænkende forudsætninger med hensyn den økonomiske udviklings mekanik, men med hensyn til de extra-økonomiske drivkræfter gør man den forudsætning, som man formentlig paa grund af ukendskabet til fremtiden og for at isolere det fænomen, man ønsker at studere, maa gøre, nemlig at disse extra-økonomiske (navnlig teknisk udvikling og befolkningsfremgangen) tænkes at forløbe med konstant bevægelsesretning og -hastighed. Man tænker sig saa vedkommende variation foretaget, hvorefter samfundets udvikling vil forløbe paa en vis maade. Der vil være visse øjeblikkelige virkninger, de forskellige elementer reagerer med forskellig hastighed, og selve tidsprioriteten mellem de forskellige fænomeners indtræffen ex. om lønkravet eller profitkravet under et vist økonomisk tryk »giver sig« først, om kapitalisterne under en proces med øget konsumpropensitet, ex. som følge af offentlige indgreb, strax reagerer med nedgang deres løbende investering eller konsum osv. osv.), er af afgørende betydning for langtidsudviklingen. Naar vedkommende indgreb er fuldt indarbejdet, tænkes samfundets udvikling stadig at foregaa paa samme extra-økonomiske udviklingsbasis, og den ny (tænkte) udviklingslinje maa derfor tænkes at bevæge sig parallelt med udviklingen uden vedkommende indgreb (afvigelse herfra kan kun tænkes i den udstrækning de extra-økonomiske i virkeligheden i et vist omfang er intra-økonomiske og derfor selv er blevet paavirket af indgrebet og den paafølgende proces). Et indgrebs langtidsvirkning kan derfor siges at være afstanden mellem disse to tænkte udviklingslinjer efter det punkt, hvor de løber parallelt. Herved faar vi en formulering, der formelt nærmest svarer til en i Frischs forstand statisk lov. Imidlertid synes dette ikke afgørende. Det afgørende maa være de reelle forudsætninger, hvorunder ens modelverden arbejder, idet dette er afgørende for, hvor virkelighedstro de fundne udsagn hvorefter formuleringsspørgsmaalet bliver et rent hensigts- mæssighedsspørgsmaal, og her vil det formentlig altid være hensigtsmæssigt skelne mellem langtidsanalysen, hvor reaktionshastighederne vel har den største betydning, medens modelverdenen arbejder, men hvor udsagnene kun kan dreje sig om mer eller mindre, derimod ikke rned angivelser af fuldstændige tidstavler - — og konjunkturanalysen, hvor selve tidsforløbene er hovedemnet og derfor maa inddrages i udsagnene.

28) Se bl. a. »Løn, Pris og Profit«.

29) Den afgørende forskel mellem Marx og Keynes synes derfor ogsaa at ligge paa dette (ganske vist særdeles vigtige) punkt. Det vil senere ses, at denne forskel fører til højst forskellige meninger om muligheden for én aktiv lønpolitik (og beskæftigelsespolitik). Det vil fremgaa, at den marxistiske teori indeholder de væsentligste elementer til en »optimistisk« beskæftigelsespolitik, medens Keynes' system ret beset kun levner ret pessimistiske indenfor en normal behovsøkonomi. Hermed være ikke sagt, at G. Th. ikke er et væsentligt fremskridt fra den »traditionelle« økonomi, ogsaa indeholder betydelige radikale elementer, først og fremmest betoningen af efterspørgslens betydning for totalproduktion og beskæftigelse.

30) G. Th. s. 13.

31) G. Th. s. 29.

ikke at have udarbejdet sig dette specielle problem til en ganske
klar løsning.

Til belysning af forudsætningernes betydning skal vi nu tænke os en generel lønforhøjelse gennemført i den foran omtalte stabile tilstand i konjunkturforløbet, udfra varierende forudsætninger om profittens og lønnens indbyrdes bestemmelsesgrunde, idet der hele tiden, hvor ikke andet udtrykkelig siges, forudsættes, at renten uforandret paa minimalsatsen.

(3). Vi tænker os først, at profitkravet af objektive grunde staar i et entydigt forhold til totalproduktionens med hver stigning i den sidste maa totalprofitten stige i et vist forhold.

Udfra overopsparingssynspunktet er det afgørende, hvorledes det gaar med opsparingens andel af totalindtægten. Dette afhænger dels af totalindtægtens størrelse og dels af indkomstfordelingen, v. s. af profittens relative andel af totalindtægten. har vi kun forudsat, at totalprofitten stiger med totalproduktionen, og det er derfor matematisk muligt, at den relative profit samtidig aftager stærkt nok til at opsparingen vokser i svagere forhold end totalindtægten. Herfra kan man dog formentlig bortse af følgende to grunde: 1) Selv om profitkravet et vist omfang maales absolut og ikke procentuelt, er det dog usandsynligt, at opsparingen ved en almindelig produktionsfremgang skulde vokse stærkere end totalindtægten, baade fordi en væsentlig del af profitkravet er et procentuelt krav (rente, risiko) og som følge af forskellen mellem den gennemsnitlige den marginale opsparingsrate. 2) Da en reallønforhøjelse har expansive efterspørgselsvirkninger, og da et fald i profitraten er ensbetydende med en reallønshævning, vilde et saadant afhængighedsforhold profitkrav og totalproduktion, at den relative kunde falde med produktionsstigning, udfra forudsætningen et entydigt forhold mellem profitkrav og totalproduktion uforeneligt med forudsætningen om udgangspunktet som et langtidsligevægtspunkt. Udviklingen vilde da af sig selv skyde udviklingen frem til det punkt, hvor profitkravet var procentuelt med totalproduktionen.

Vi har altsaa et udgangspunkt i ligevægt (i baade langtids- og konjunkturel ligevægt, d. v. s. et punkt i konjunkturforløbet, hvor de expansive og kontraktive konjunkturkræfter holder hinanden i skak, og som samtidig angiver langtidsligevægten udfra det givne

extra-økonomiske drivtryk). I denne tilstand gennemfører vi nu en real lønforhøjelse. Ved uforandret produktionsomfangvil grænseproduktion da blive urentabel for driftsherrerne,fordi nu ikke mere faar dækket deres indtægtskrav for at producere netop denne totalproduktion, og da deres profitkraver maa det føre til en saadan indskrænkning, at forholdet mellem løn og profit paa den ny grænse svarer til det nye forhold mellem lønkrav og profitkrav (profitkravet falder ved produktionsindskrænkningen). Men samtidig er konsumforholdet steget, og altsaa opsparingsraten faldet. Den tidligere større totalproduktioni var i opsparingslige vægt med en lavere relativ løn. Hvis produktionen var indskrænket uden lønforhøjelse,vilde være for lille. Nu er produktionen indskrænket samtidig med lønforhøjelse, hvilket maa gøre opsparingenendnu »for lille« (nemlig i forhold til en udfra minimalrentefodenbestemt Opsparingen er ikke tilstrækkeligtil af efterspørgslen, og samfundet maa gaa over til en omvej_sforkortelse og højere rentefod. Totalproduktionen kan trods »underopsparing« ikke udvides, fordi begge parter forudsættesganske at holde fast ved det nye forhold mellem aflønningskrav og totalproduktion, hvorved vi midt i en generel overopsparingsbasis faar skabt et omraade med underopsparing(i til minimalrentefoden), som vi ikke kan komme ud over paa grund af omkostningsmodstanden.

Hvorledes vil denne situation udvikle sig videre under fortsatte
betingelsesløse omkostningsforudsætninger?

I det lange løb afhænger netto-investeringernes omfang ikke af selve rentenivoet, men af den strukturelle udvikling i teknik, befolkningsmængdeosv. vil derfor ved uændret opsparings rate vedblive med at være for lav, ligegyldigt hvor høj den er, naar den har existeret tilstrækkelig lang tid. En højere rentefod betyder imidlertid, at det gældende reallønnivoigen for højt til sammen med det nu existerende renteogprofitnivo skabe omkostningsligevægt — d. v. s. der maa yderligere produktionsindskrænkning til. Denne udvikling betyderpaa ene side, at opsparingen udaf en given totalindtægt stiger (baade som følge af rentefodens stimulerende indflydelse paa den individuelle opsparingsvilje og som følge af indkomstfordelingensforskydning lønindtægter til renteindtægter), medens paa den anden side den faldende totalproduktion betyder et pres nedad paa opsparingspropensiteten. Udviklingen vil saa

afhænge af, hvad der vejer stærkest til. Hvis de opsparingsstigendekræfter tilstrækkelig stærke, kan man tænke sig, at man ved en vis høj rentefod naar ligevægt mellem opsparing og investeringpaa punkt, hvor ogsaa omkostningsforholdene er i ligevægt,men er tilsyneladende lige saa sandsynligt — eller maaskesnarere sandsynligt — at man under disse forudsætningerfaar stadig udvikling bort fra ligevægt med et stadigt pres opad paa rentefoden og nedad paa produktionen.

Her kan udviklingen maaske forekomme læseren fantastisk. Det er den ogsaa, men det fantastiske ligger i selve forudsætningerne om de betingelsesløse aflønningsskalaer. Det er klart, at saadanne forudsætninger om betingelsesløse aflønningsskalaer i et bestemt forhold til totalproduktionen under et saadant stadigt pres er meget og efter min mening uden stærk forbindelse med virkeligheden. kan exemplet dog maaske foruden dets metodologiske have en vis interesse som illustration af, hvad der kan ske i en strukturel overopsparingstilstand, hvis alle parter i prisdannelsesprocessen lang tid igennem stiller sig paa stejle og betingelsesløse aflønningskrav. Hvilket af de forskellige aflønningskrav, der saa er »aarsag« eller »har skylden«, bliver vel da et mere personligt interessespørgsmaal. De positive efterspørgselsvirkninger en lønforhøjelse vil imidlertid gøre det fordelagtigst med hensyn til en maximering af totalproduktion og beskæftigelse, hvis det er lønkravet, der i videst muligt omfang kan opretholdes overfor profit- og rentekravet.

Logisk set kan man komme ud af denne tilstand ved at opgive forudsætningen om entydig sammenhæng mellem aflønningskrav og totalproduktion for mindst een af faktorerne. Keynes-skolen synes nærmest at indtage det standpunkt, at profitkravet er entydigt men ikke arbejdslønnen, ialtfald ikke naar arbejdsløsheden et bestemt omfang. Dette standpunkt fører til, at en lønforhøjelse enten altid maa medføre en procentuel tilsvarende prisforhøjelse saa virkningen alene bliver et spørgsmaal om prisnivoet, de reale foreteelser, herunder totalproduktion og beskæftigelse, bliver uforandret³²), eller hvis monetære forhold tvinger til renteforhøjelse, vil den paafølgende produktionsindskrænkning trusel derom kunne tvinge arbejdernes lønkrav

---

32) Se bl. a. J. Robinson, Essays s. 87

(4). Dette synspunkt aabner ikke mulighed for ved samtidig nedpresning af profitkravet at aktivisere lønforhøjelsernes gunstige virkninger. Der er en mulighed tilbage for gennem nedpresning af rentenivoet at gøre plads til reallønforhøjelsen. foran omtalt maa forudsætningen om en substitutionselasticitet betydeligt under een medføre, at en væsentlig varig rentenedsættelse maa antages at have udpræget gunstige og beskæftigelsesvirkninger ogsaa i det lange løb. Noget andet er, om en saadan nedpresning af rentenivoet er praktisk gennemførlig. De samme likviditetsovervej eiser, som Keynes anfører til støtte for sin hele overopsparingsteori, danner jo en meget væsentlig modstand mod en saadan rentenedbringelse. Og som nævnt maa Keynes likviditetsovervej eiser egentlig suppleres en fra et vist punkt stærkt voksende modstand fra bankvæsenets der jo ogsaa faar betydning ved spørgsmaalet om en rentenedpresningspolitiks muligheder. Keynes synes iøvrigt ikke overalt at være optimistisk med hensyn til mulighederne for aktiv rentepolitik³³).

Ikke desto mindre maa rentepolitikken selvfølgelig i en positiv reallønspolitik komme til at indtage en vigtig plads. Det der her synes afgørende er, at der udfra denne artikels argumentation i og for sig ikke er nogen principiel forskel paa, om en positiv lønpolitik paa bekostning af rentekravet eller profitkravet (en af dem maa det gaa ud over, vel at mærke det maa gaa ud over det procentuelle rente- eller profitkrav, derimod kan den absolutte eller profitindtægt udmærket godt stige netop som følge af den relative ændring, fordi der herved i det hele taget skabes afsætningsbasis for en større totalproduktion). Ikke heller er jeg overbevist om, at den mere homogene laanerente (med tilsvarende interesser bag) i vort samfund er den lettest nedpresselige. Endelig er det en følge af denne artikels opfattelse af aflønningsskalaerne som mer eller mindre elastiske og udvidelige, det ialtfald ikke er nok alene at faa presset laanerenten ned og saa lade udviklingen om at presse rentenedsættelsen over paa reallønnen gennem prisnedsættelser paa forbrugsvarerne, man maa positivt drage omsorg for, at rentenedsættelsen ikke »opsuges« profitindtægterne ved almindelig forhøjelse af profitkravsskalaen, det følgende³⁴).

---

33) G. Th. s. 207 f. og 309 f.

34) For at udelukke misforstaaelser betones det, at det her sagte gælder i al almindelighed, men at der specielt for Danmarks vedkommende sikkert mere end almindelig grund til at betone rentespørgsmaalet.

(5). At betragte driftsherrernes investeringsbestemmende profitkrav staaende i et entydigt og absolut forhold til totalproduktionens synes imidlertid saa temmeligt virkelighedsfjernt. Selv om man har den anskuelse, at der bag profitkravet ligger visse objektive, under alle totalsituationer nødvendige omkostningselernenter indsatser, risiko o. s. v.)₅ der medfører udfra statiske betragtninger uforanderlig aflønningsskala forhold til totalproduktionen, synes der i den faktiske verden stadig cyklisk-strukturel udvikling at være mulighed for, at hele aflønningsskalaen kan flyttes op og ned, alt efter de incitamenter pres, den udsættes for. Navnlig synes det ikke at være nogen voldsom forudsætning at antage, at hele profitkravsskalaen flyttes op i en periode med stigende produktion, priser og profitforventninger. saadan antagelse kan imidlertid medføre en ret antagelig modifikation af den foran skildrede udvikling.

Selv under forudsætning af uforanderlig profitkrav skala vil driftsherrerne ved vurdering af betimcligheden i at udvide produktionen alene se paa profitten i forhold til kapitaludlæget, men vil i et vist omfang kunne tilfredsstilles ved stigende absolut profitmasse, om den samlede profits procentuelle forhold til kapitalen noget (medens risikotillæget formentlig vil stige mindst i procentuelt forhold³⁵), vil der formentlig ialtfald være nogen tendens til at betragte en del af profitten som personlig aflønning se mere absolut paa denne del). En nedsættelse af profitraten er ensbetydende med en hævelse af reallønnen. Da en reallønshævning som omtalt har expansive efterspørgselsvirkninger, der hermed være skabt mulighed for en samtidig forhøjelse af reallønnen (og dermed effektiv efterspørgsel, produktion og beskæftigelse) kompensation for driftsherrerne ved øget absolut profitmasse. Under forudsætning om en uforanderlig profitkravsskala udviklingen af sig selv medføre en produktionsexpansion den grænse, hvor denne kompensationsmuiighed er udtømt, en direkte lønhævning ikke vil have denne mulighed at regne med.

Indfører vi nu forudsætningen om den bevægelige profitkravsskala,
vi tænke os følgende udvikling:

Under en gunstig produktionsudvikling vil multiplierprocessen
føre til en relativ stærk udvikling i profitter og profitforventninger.Herved

---

35) Se herom en interessant artikel af M. Kalecki i Economic Fluctuations, 1939.

ger.Hervedhæves profitkravskalaen, hvilket kan forhindre den foran omtalte kompensationsproces i at træde i funktion. Revisionenaf i det cykliske forløb vil omvendt komme ret pludseligt, det »oppustede« profitkravsnivo vil være forholdsvis mere trægt i fald end profitforventningerne, hvorfor udviklingen ikke kan vendes ved en tilstrækkelig reduktion af profitkravene. Under den cykliske indskrumpningsproces vil baade profit- og lønkrav blive udsat for et reduktionspres, den stærke indskrænkning i den absolutte profitmasse vil (bl. a. paa grund af de faste udgifters tryk) holde det relative profitkrav oppe, medens omvendt indskrænkningen i den absolutte beskæftigelsesmængdesnarere tendere til at presse det relative lønkravned. kan der tænkes en tendens til, at det relative lønkravs reduktionsmodstand er mindre end det relative profitkravs,hvorved gunstig udvikling i efterspørgelsesforholdene nu modvirkes.

Saaledes kan man tænke sig en perpetuum mobile mellem stigende og faldende absolut profitmasse, der holder gunstig strukturel realløns- og beskæftigelsesudvikling nede. Paa den anden side medfører en saadan situation muligheder en positiv politik til forhindring af profitkravets »oppusten«, en gunstig strukturel udvikling kan fremhjælpes.

(6). Som nævnt opfattes profitten i det marx'ske system som en samfundsmæssig residual. Vi skal nu undersøge, hvad en saadan af indkomstfordelingens besternmelsesgrunde betyder spørgsmaalet om en aktiv lønpolitik som middel mod overopsparingsarbejdsløsheden. Det bliver nødvendigt først lidt i enkeltheder at komme ind paa, hvad der ligger i denne opfattelse profitten som residiuelt bestemt.

Siden »Kapitalens« fremkomst har der i marxistiske kredse staaet strid om profittens opfattelse og betydning. Hos Marx betegnes nogle steder direkte som en samfundsmæssig residual, steder betragtes den klart som et i den givne situation »krav« for, at der skal blive produceret, med negative virkninger paa produktionen, hvis profitten beskæres.

Udfra den traditionelle økonomiske metodologi, hvis statiske betragtningsmaade ikke giver plads for relative træghedselementerogdermed for, at det relative »styrkeforhold« (de forskellige elementers indbyrdes tilpasningstræghed eller eftergivelighed)kanvære

givelighed)kanværesaadan, at ved een konstellation kan eet krav dominere, ved en anden konstellation et andet krav, er det paa forhaand udelukket at bygge bro mellem de to sider af profitbegrebet.Udfraen betragtning maa en aflønning enten være residuel — og saa kun residuel (idet det saa til gengældganskevist vanskeligt at se, hvorledes den da overhovedetkanhævde existens), eller et »krav« og saa ikke residuel. Marx har ikke direkte noget steds — mig bevidst — givet nogen fremstilling af dette forhold. Resultatet er blevet, at den marxistiske diskussion udgaaende fra en traditionel statisk metodologiividt har delt sig i to lejre36), hvoraf den ene betragterprofittensom residuel og i forklaringen af den økonomiskeprocesikke vægt paa driftsherrernes profitovervejelser,menkoncentrerer om lønnens konsumvirkninger37), medens en anden skole³⁸) betragter profitten som et i det kapitalistiskesamfundnødvendigt der principielt udelukkerlønforhøjelser.Den skole tager sit udgangspunkt i det gensidige sammenspil mellem lavt konsum, arbejdsløshed, lav løn o. s. v. En saadan sammenhæng kan synes tiltalende enkel, men lader sig formentlig ikke logisk opretholde, for selv om man ved at inddrage en forudsætning om konsumproduktionens stødvisestigningi med lønnens ringe elasticitet³⁹) kan naa til en logisk forklaring paa de cykliske afbrydelser i produktionsprocessen,saaser ikke, hvorfor det efterfølgende pres paa priserne ikke tvinger residualprofitten ned og over paa reallønnen,hvorveden overopsparing eller underkonsum udelukkes.Denanden er f. s. v. mere logisk, men adskiller sig til gengæld ikke væsentlig fra det traditionelle system i sin bedømmelseafdet samfund, hvorimod forskellen kommerfremved

---

36) En lille tredje gruppe, som har klaret sig bedst, bestaar igen af dem, som overhovedet ikke har bekymret sig om at bygge bro mellem den marxistiske den »borgerlige« økonomiske teori, men groft har betragtet profitten en samfundsmæssig klasseindtægt, der forsvaredes med en vis styrke, men som dog kunde beskæres, naar modstyrken blev tilstrækkelig

37) Se som et dansk exempel: Esther Boserup i Nationaløkonomisk Tidsskrift Centrale økonomiske Spørgsmaal i Lys af den marxistiske Teori.

38) F. ex. Englænderen Dobb bl. a. i Political Economy and Capitalism, London 1937.

39) Se nævnte artikel af Esther Boserup.

merfremvedbedømmelsen af en anden (socialistisk) samfundsordningsmulighederog

Marx har af gode grunde ikke kendt den moderne dynamiske teori og behandlingen af »time lags« m. m., og hans terminologi er derfor tilsyneladende tidløs. Ikke desto mindre synes det mig dog klart, at hans metode i alt væsentlig netop har sin karakteristiske fra den sædvanlige statiske betragtningsmaade derved, han lægger vægten paa de indbyrdes »styrkeforhold« mellem forskellige kategorier, hvorved Marx jo langtfra alene mener politisk magt, men f. ex. ogsaa evner og muligheder for at udnytte gunstige konjunkturer til øget aflønningskrav eller omvendt overfor økonomiske tryk og de reaktioner, samfundsgrupper er i stand til at foretage overfor dem. Ligeledes inddrager han udtrykkelig den cyklisk fremkommcnde og det derved skabte periodisk genkommende pres paa arbejdslønnen i sin forklaring af arbejdslønnens og profittens indbyrdes størrelsesforhold.

En oversættelse af den marxistiske teori om lønnens og profittens
til den i denne artikel anvendte terminologi
f. ex. se saaledes ud:

Det afgørende spørgsmaal bliver, hvad der opretholder profitkravet
derved forhindrer reallønnen i at stige.

Den vigtigste faktor til opretholdelse af profitkravet er korttidsvirkningerne
en profitrevision i forbindelse med den relative
mod fald i henholdsvis profitkravet og lønkravet.

Det existerende profitkrav i forhold til de existerendc profitforventningervil hvor langt investeringsgrænsen (omfattendealle vidtrækkende beslutninger ogsaa indenfor den enkelte virksomhed, jfr. nedenfor afsnit (7) rykkes ud. Med en vis forskel mellem salgspriser og lønninger vil der til enhver tid blive truffet en kontinuert række af produktionsbeslutninger, rækkende fra beslutninger af rent øjeblikkelig til beslutninger med meget langvarig virkning. Indskrænkes nu differencerne mellem salgspriserog ved en reallønstigning, vil der være en tendenstil denne investeringsgrænse trækkes ind og produktionen og beskæftigelsen falder. Det afgørende bliver saa, om lønkravet eller profitkravet er mest sejglivet. Paa grund af arbejdernes subsistensløshed overfor kapitalisternes overlegne nøglestilling, som eje af produktionsmidlerne og midler til at leve af under en arbejdskamp giver dem, vil kapitalisterne normalt, saa længe det drejer sig om lønninger over en vis højde (det relative existensminimum,bestemt

stensminimum,bestemtbl. a. under hensyn til produktionsprocessenskrav
arbejdermaterialets kvalitet, legemligt som aandeligt),kunne
deres krav overfor arbejdernes.

Profittens karakter som residual kommer altsaa frem derved, at den kan trykkes, naar blot presset bliver tilstrækkeligt stort, medens dens karakter som omkostning skyldes, at den er i besiddelse en vis træghed og modstandskraft mod fald, som i et vist omfang gør den til en virkelig omkostning, nemlig i forhold andre aflønningskrav med mindre modstandskraft i den konkrete situation.

Det her sagte kan ogsaa udtrykkes saaledes: saavel profitten som lønnen (den sidste dog kun naar den ligger over et vist minimum) har paa forhaand (d. v. s. naar hver betragtes adskilt sig selv) mulighed for at optræde som residual. Hvilken faktisk kommer til at indtage denne rolle afhænger af, hvis modstandskraft der er mindst i den konkrete situation. I almindelighed vil disse forhold ligge saaledes, at naar det drejer sig om lønhøjder over det relative existensminimum, vil profitkravet men bortset herfra optræder profitten som residual, f. ex. har betydning, naar det relative existensminimum en eller anden grund stiger, f. ex. fordi den tekniske udvikling et øget krav til arbejdermaterialets kvalitet eller en forstærket udnyttelse, som maa kompenseres ved bedre leveforhold, f. ex. fordi en stigende gennemsnitlig arbejdsløshed en tilsvarende stigning i arbejdslønnen pr. time for at skabe samme gennemsnitlige aarsstandard o. s. v. løvrigt bemærkes det, at udtrykket »relativt« existensminimum ikke alene dækker over, at det ikke drejer sig om et uforanderligt men ogsaa over, at det er et i nogen Grad elastisk dette følger iøvrigt alene deraf, at det relative existensminimum udfra denne artikels argumentation netop maa dannes paa den grænse, hvor tryk og modtryk er lige store (men i og for sig ikke paa forhaand under alle omstændigheder uovervindelige).

Profitkravets modstandsevne mod fald kan bl. a. forklares
udfra følgende forhold:

a) Konkurrencens udlignende tendens paa profitraten over sted, tid og erhvervsomraade virker samtidig bremsende paa begrænsede profitfald. Da næsten al profitbeskæring af den her behandlede art begynder paa et begrænset omraade, vil de udlignede kræfter virke til at standse profitfaldet, før det breder

sig. Specielle lønkrav, der begrænser profitten i bestemte omraaderaf eller faglig natur, vil mødes med »kapitalflugt«, der skaber arbejdsløshed og lønpres indenfor vedkommende omraade.Paa maade vil i haabet tidsbegrænset profitbeskæringmødes »produktionsstrejke«, der f. s. v. godt kan opfattessom fuldt rationel »upolitisk« handling.

b) Et profitnivo, som har varet en vis tid, vil udfyldes med
visse omkostningslignende elementer og følelser.

Visse omkostninger, der indgaar som dækning for kapitalisternes funktioner, vil være nødvendige under enhver samfundsordning (teknisk tilrettelæggelse m. m.). Andre omkostninger vil være absolut saalænge der overhovedet existerer et kapitalistisk nemlig saadanne, der enten skal til for at opretholde dette system (f. ex. et vist arbejdsopsyn m. m.), eller som skyldes selve det kapitalistiske samfunds usikkerhed og anarkiske produktionsmaade risici, hvorunder maaske ogsaa kan medregnes selve risikoen for dette systems afskaffelse), eller endelig medføres af kampen om totalprofittens fordeling, altsaa den indbyrdes konkurrencekamp, jo kan afstedkomme adskillig besvær og risiko. er der en tredje gruppe, som er den i denne forbindelse nemlig at et vist indtægtsnivo, som opnaas i forbindelse med en vis erhvervsmæssig indsats, efterhaanden vil bundfælde sig som et krav. Det er naturligt, at ethvert menneske vil synes, at det er sin løn værd, og dette omsætter sig jo som bekendt let i et relativt indispensabelt indtægtskrav. Dette forhold spiller saa ind ved der. pengemæssige bedømmelse af alle indsatser, som vedkommende gruppe mennesker præsterer⁴⁰).

c) Disse forhold faar først deres rette vægt, naar de ses i belysning
klassens betydning.

Klassens betydning er dobbelt: a) ved dannelse af en fælleskapitalistiskmentalitet af fælleskapitalistiske normer til hævdelseaf sociologiske livsinteresse, profittens existens og højde, hvilket atter øver indflydelse paa det enkelte medlems reaktioner overfor profitrevisioner og lønkrav; b) som en bevidst organiseret samfundsmagt. Det første forhold har ikke alene betydningfor enkelte medlems almindelige indstilling i tilfælde af lønaktioner o. 1., men giver ogsaa særlig vægt til, hvad ovenfor er sagt om et vist indtægtsnivos evne til at stabilisere sig som et indtægtskrav. Naar et almindeligt indtægtsnivo betragtes som

---

40) »Das Kap i t al« 111 s. 237.

norm i ens klasse, bundfælder det sig i langt højere grad som en ret. Det andet element, klassens direkte organiserede samfundsmagt,har opkomsten af en stærk og centraliseret finanskapitalfaaet vægt⁴¹).

d) Endelig kan man nævne profittens evne til gennem kapitalisation, og gældsstiftelse, altsaa ved forvandling til juridiske og »velerhvervede rettigheder« at opnaa betydelig modstandskraft mod fald.

Spørger man saa, hvilke muligheder der er for en aktiv lønpolitik disse forudsætninger, maa svaret paa grund af profitkravets betingede natur blive lige saa betinget. Spørgsmaalet dels hvor hastigt en profitkravsrevision lader sig gennemtvinge i forhold til hastigheden i profitforventningernes revision, dels hvorledes forholdet er mellem elasticiteten i profitkravet elasticiteten i lønkravet.

I det korte løb er det væsentlig det første forhold, der har betydning.

I det lange løb bliver det derimod forholdet mellem profitkravets lønkravets elasticitet, der bliver afgørende. I virkeligheden der formentlig ikke rent abstrakt siges mere end dette. Spørgsmaalets løsning maa afhænge af den konkrete situation, det drejer sig om. Jo stærkere arbejderklassen staar i forhold til kapitalistklassen, og i jo højere grad de enkelte lønforhøjelser indgaar som led i en bevidst politik paa langt sigt, jo større bliver udsigterne for en aktiv lønpolitik. Dette betyder paa den ene side, at ogsaa korttidsvirkningerne bliver afhængige af langtidspolitikken, fordi den sidste øver indflydelse paa, med hvilken lethed profitkravet lader sig reducere i den konkrete situation for fremtiden ved visse modaktioner o. 1.), og paa den anden side at spørgsmaalet ikke alene afhænger af arbejdernes i den rent økonomiske proces, men ogsaa af deres almindelige polititske magt og mulighederne for at understøtte med passende foranstaltninger mod kapitalisternes (valuta- og priskontrol m. m.).

(7). Vi har nu gennemgaaet forskellige forudsætninger om lønnensog
gensidige bestemmelsesgrunde og disses betydningfor
Som facit kan vi uddrage, at mulighedernefor

---

41) Dobb: Capitalistic Enterprise s. 54 ff. og Lenin: Der Imperialismus und der imperialistische Weltkrieg, Lenin: Ausgewählte Werke, Band V, Wien VIII.

hederneforen lønhævningspolitik som middel mod en strukturel overopsparingsarbejdsløshed beror paa, om »andre« omkostningerkan og vi naaede til, at dette for profittens vedkommendeforudsætter antagelser om, at profitkravsskalaen er i besiddelse af en vis reducerlighed under tryk af bestemt størrelseog Som følge heraf kan vi ikke paa forhaand indskrænke os til at se paa den »lange« udvikling uden hensyn til de øjeblikkelige virkninger af lønforhøjelsen, idet disse sidste kan faa betydning for langtidsudviklingen alt efter aflønningskravenes indbyrdes modstandskraft⁴²).

Spørgsmaalet om lønforhøjelsers korttidsvirkning afhænger
dels af, hvorledes det gaar med beskæftigelsen indenfor »bestaaende
dels med anlægsvirksomheden.

Den sædvanlige udelukkelse af profitkravet fra den korte grænse hænger navnlig sammen med to teoretiske forudsætninger:a) metodologiske sondring mellem den korte og den lange analyse — og b) forudsætningen om at den enkelte virksomhedkalkule udfra grænseomkostningerne uden hensyntil Den sædvanlige teoretiske forskel mellem det korte og det lange løb ligger som bekendt i og for sig ikke mellem de tidsmæssigt første og de tidsmæssigt senere virkninger af f. ex. en lønforhøjelse, men mellem analysen udfra to helt forskellige

---

42) Der er maaske grund til atter at betone den betydning, de relative hastigheder har i denne artikels modelverden, ikke mindst for långtidsanalysen. bliver herved en stærk organisk sammenhæng mellem korttids- og langtidsudviklingen, idet disse ikke som i de traditionelle systemer som resultat af hvert sit sæt (forskellige) forudsætninger, men begge følger som successive led i en udvikling, der deduceres udfra samme sæt forudsætninger. Herved naar man — i forhold til de traditionelle — som det vil være fremgaaet af hele artiklen, til fundamentalt love for langtidsudviklingen. Forskellen mellem det her anvendte og det traditionelle langtidsligevægtsprincip kan maaske anskueliggøres forskellen mellem Marshalls analogi (V, I, 1) med den mekaniske ligevægt, der fremkommer mellem et antal kugler (med hver for sig paa forhaand given form, størrelse, vægt osv.), som nedlægges i en skaal, og en analogi med den organiske ligevægt, der fremkommer, naar en gartner saar en haandfuld frø paa en jord af given beskaffenhed, hvorved væxtudvikling afhænger baade af de givne objektive grobetingelser den indbyrdes kamp for livet mellem de opvoxende planter. Det forekommer mig, at den svenske skoles periode-metode flere steder synes at pege i denne retning (se f. ex. Ohlin: Penningspolitik, offentliga subventioner och tullar som medel mot arbetslöshet, s. 64 f. og s. 106).

sæt forudsætninger, nemlig en bedriftsøkonornisk tilpasning med og uden anlægsvariation. I sidste fald udelukker man paa forhaandanlægsvariationer dermed de tilsvarende indtægter fra at spille en rolle. I første fald inddrages anlægs- og profitvariationersom paa grænsen. Udfra denne artikels forudsætningerbliver bedriftstcoretiske sondring imidlertid misvisende, naar talen bliver om den tidsmæssige sondring mellem de tidligere og de senere virkninger (jfr. foran note 27; afsnit 111 (2)), idet den samfundsmæssige produktion i ethvert givetøjeblik dels af »løbende produktion« (indenfor »bcstaaendeanlæg«) dels af anlægsvirksomhed — eller som vi skal se snarere af en kontinuert række produktionsbeslutninger, hvor »anlægselementet« spiller stigende rolle. Selv om man derfor opretholderfiktionen det »bestaaende anlæg«, hvor profitten ingen pris- og produktionsbestemmende rolle spiller, maa spørgsmaalet om lønforhøjelsers korttidsvirkninger afhænge af virkningerne dels paa den »løbende« produktion, dels paa anlægsproduktionenog af størrelsesforholdet mellem disse to sæt virkninger.

Virkningen paa den løbende produktion (indenfor bestaaende anlæg) vil afhænge af de forudsætninger, man arbejder under med hensyn til, hvorledes driftsherrerne faktisk kalkulerer og hvorledes den tekniske omkostningskurve faktisk forløber omkringden produktionsgrænse. Forudsætter man, at kalkulationen sker udfra grænseomkostningerne og at disse er jævnt stigende paa det bestemmende stykke, bliver profitten rent intramarginalt bestemt. Der vil udfra saadanne forudsætninger indtræde en vis nedgang i den »løbende« produktion som følge af reallønforhø^jelsen. Virkningen paa anlægsproduktionen vil i allerførste omgang afhænge af den relative reaktionshastighedmellem og profitkravet. Ser vi foreløbigbort afhænger udviklingen i anlægsproduktionen af profitkravets og lønkravels relative elasticiteter. Kan profitkravet nedpresses og gøre plads til det højere lønnivo, vil nedpresningen af det relative profitkrav i forbindelse med lønforhøjelsens efterspørgselsvirkningerbringe op. Nedgangen i den »1 øb e n de« produktion vil nedbringe udbud og efterspørgsellige Der vil derfor ikke herudfra opstaa et kontraktivt efterspørgselstryk, nedgangen vil indskrænke sig til, hvad der er nødvendig for at skabe omkostningsligevægt (fald i grænseomkostning,saa gøres plads til lønforhøjelsen). Opgangen i anlægsvirksomheden

lægsvirksomhedenvil derimod aktivisere tidligere latent overopsparingog efter mulplierskemaet faa forstærket sin expansionskraft med efterspørgelsesvirkningerne ved den øgede investeringsvirksomhed. Saalænge profitkravet bliver paa sit nedpressede nivo, skulde denne multiplierproces efterhaanden selv skaffe den fornødne anlægsstok tilveje, saa den »løbende« produktion ogsaa efterhaanden kan stige uden stigende omkostningerfor enkelte bedrift. Vanskeligheden udfra disse forudsætningerligger deri, at f. s. v. der er en positiv expansion,maa i sig selv midlertidigt bringe grænseomkostninger og priser (og dermed profitforventninger) op, saa det stipulerede reallønnivo ikke kan holdes. Som foran omtalt gør dette ikke noget i sig selv, idet det midlertidigt øgede investeringsnivo under selve den midlertidige anlægsperiode erstatter reallønnen, som opretholdes af efterspørgselsnivoet, men det medfører den fare, at dette midlertidige forhold mellem den faktiske profit og løn stabiliserer sig i det resulterende forhold mellem aflønningskravene. de første virkninger paa anlægsvirksomheden ugunstige, grundet paa reaktionsforholdet mellem profitforventningerog (de sidstes større træghed i fald), sætter der en negativ multiplierproces ind, hvorved vanskeligheden for igennem lang tid at holde profitkravet nede og lønkravet oppe yderligere forøges. Lykkes det imidlertid, skulde der udfra de givne forudsætninger efterhaanden naas en større anlægsstok og totalproduktion.

Udfra de her foreløbigt opstillede forudsætninger synes vanskelighedernefor hurtigt at faa en expansiv proces i gang gennem lønforhøjelser ret formidable. Selv om vanskelighedernefor gunstig kort tidsudvikling ogsaa i det virkelige liv maa antages at være ret store — dette forklarer jo netop udfra denne artikels relativistiske fordelingsteori, at den faktiske langtidsudviklingbevæger paa et saa ugunstigt forhold mellem løn og profit, at der overhovedet bliver tale om overopsparingsarbejdsløshed— det dog bemærkes, dels at vanskelighederne netop er store ved en ureguleret »automatisk« økonomi, men i et vist omfang vil forsvinde, hvis lønpolitikken indgaar som led i en bevidst totalpolitik til paavirkning af de forskellige relative tryks og modtryks styrke — og d e 1 s at de hidtil opstillede forudsætningerhar vanskelighederne paa spidsen. De forudsætninger,der tale om, er navnlig: 1) forudsætningen om jævnt stigende grænseomkostninger paa bedriftsgrænsen — 2) den

skarpe sondring mellem »løbende« produktion (i bestaaende anlæg)og
— og 3) forudsætningen om bedriftskalkulationenudfra

Den første forudsætning dækker igen over to: nemlig at omkostningskurven jævnt stigende paa et større stykke, og at kapaciteten er fuldt udnyttet. Regner man med den — synes det mig — mere realistiske forudsætning, at omkostningskurven forløber nogenlunde vandret før kapacitetsudnyttelsespunktet og derefter nogenlunde stejlt opad, saa skal der — selv om man stadig forudsætter fuld kapacitetsudnyttelse kun en relativt lille bedriftsindskrænkning til for at skaffe omkostningsligevægt, hvorved de eventuelle gunstige virkninger fra anlægsexpansionen faar større muligheder for at overveje. Denne nye forudsætning involverer i og for sig ikke en forladen af forudsætningen om grænsekalkulationen, men det vil let ses, at forskellen mellem grænse- og gennemsnitskalkulation tenderer til at forsvinde udfra en saadan forudsætning. Forudsættes det, at grænseomkostningskurven det bestemmende stykke først løber helt vandret og dernæst helt lodret, vil bedriftens produktion altid være lige stor og ligevægten indfinde sig ved prisvariation opad den lodrette del af omkostningskurven, d. v. s. ved et tillæg til de variable omkostninger, man let naar til, at dette tillæg ikke bestemmes passivt og afledt, men bliver et vist efter omstændighederne eller mindre anvance krav. Herved ledes man over i forudsætningen om gennemsnitskalkulation (inkl. profitkravet). — Indfører man yderligere forudsætningen om ledig kapacitet over et væsentlig omraade af samfundsproduktionen, at omkostningerne ogsaa efter bedriftsgrænsen løber vandret, involverer dette i virkeligheden, at den normale kalkulationsmaade praxis er gennemsnitsmetoden, hvorved vi faar, at et vist profitkrav indgaar direkte som prisbestemmende paa den løbende produktionsgrænse. En strikte grænseomkostiiingsberegning nemlig kun medføre produktionsindskrænkning til det punkt, hvor omkostningskurven løber vandret, derefter maa produktionen helt, hvis efterspørgslen falder yderligere; derimod der ikke optræde ledig kapacitet. Alene existensen af ledig kapacitet synes derfor at tyde paa, at den normale kalkulationsmaade gennemsnitsberegningen.

Med hensyn til forudsætning nr. 2 bemærkes, at den sædvanligesondring
den »løbende« produktionsgrænse og anlægsgrænsenvæsentlig
opstillet af pædagogisk interesse, idet

der i det faktiske liv ikke er en saadan skarp skillelinje, men en kontinuert række produktionsbeslutninger af mere eller mindrevidtrækkende fra blot at anvende noget mere raastofog over successive anskaffelser af værktøj, redskaber,mindre større maskiner, hel eller delvis omorganiseringaf anskaffelse af hele maskinanlæg, supplerendekraftanlæg tilbygninger o. s. v. til helt nyt fabrikker og selskaber. Kun for de korteste produktionsbeslutninger kan profitkravet antages slet ingen rolle at spille, men i samme omfang,der blot for nogen tid ud i fremtiden, maa et vist profitkrav antages at spille med ind i overvejelserne og mulighedernefor af dette profitkrav derfor have afgørende betydning ogsaa for den korte udvikling. Denne nye forudsætningom kontinuerte overgang medfører, at der ved overvejelserover forskellige produktionsbeslutninger indgaar et vist profitkrav (eventuelt forskelligt efter hvilke beslutninger det drejer sig om), som influeres af, hvilket profitkravsnivo der i almindeligheder Naar man saaledes antager, at et vist profitkrav indgaar i de fleste produktionsbeslutninger, bliver det let at gaa et skridt videre og tænke sig, at det er et nogenlunde ens avancetillæg, der anvendes, hvorved man igen nærmer sig gennemsnitskalkulen.

Med hensyn endelig til forudsætning nr. 3 om kalkulation udfra grænseomkostningerne bliver dette et rent faktisk spørgsmaal om, hvorledes driftsherrerne i det virkelige liv kalkulerer, og her antagermange, driftsherrerne som hovedregel kaikuierer udfra gennemsnitsomkostningerne med en vis »normal« kapacitetsledighed43).Der angives forskellige grunde til, at denne —

---

43) Indførelsen af ledig kapacitet behøver ikke under alle forudsætninger involvere egentlige monopolistiske forudsætninger. Hvis driftsherrerne som almindelig^ regel kalkulerer udfra gennemsnitsomkostningerne en vis »normal« kapasitetsledighed, saa kan man tænke sig en tilstand, hvor driftsherrerne konkurrerer indbyrdes paa dette grundlag, og hvor prisen derfor følger omkostningsprisen (beregnet paa denne maade og inkluderende et vist profitkrav). Det er klart, at forudsætningen om den bevægelige profitkravsskala i en vis forstand synes at gøre grænsen mellem konkurrence og monopol flydende, idet man kan betragte en almindelig hævning af profitkravsniveauet indenfor et vist omraade som udtryk for en vis almindelig »halvbevidst« monopolistisk fællesoptræden. Imidlertid synes en saadan betragtningsmaade ikke at føre nogetsteds hen. Begrebet monopol synes mig at maatte indskrænkes til de tilfælde, hvor den enkelte bedrift (eller flere enkelte bedrifter) sætter sig ud over omkostningskalkulationen paa grundlag af det i den givne situation herskende almindelige profitkravnivo.

som det kan synes bedriftsmæssig uøkonomiske — kalkulationsmaadeer almindelige regel. Her kan for det første henvises til den forflygtigelse af forskellen mellem de to metoder, som følgeraf her foran diskuterede to forhold vedrørende vandrette omkostningskurver og kontinuert overgang fra løbende til anlægsproduktion.Dernæst, den nogenlunde faste gennemsnitsberegninger letteste i det daglige, og endelig, at det kun er udfra en rent atomistisk opfattelse af den enkelte bedrifts stilling i helheden, at man naar til, at overskudet maximeres ved en traditionelren Hvis en saadan kalkulationsmaadei perioder som almindeligt fænomen vil medførestærkt i profitten (et fald, der bliver saa meget stærkere, jo mere vandret omkostningskurven tænkes at forløbe paa det afgørende stykke), er det udfra almindelige sociologiske synspunkterlet at driftsherreklassen som helhed beskytter sine fællesinteresser ved passende »spilleregler« for konkurrencen,herunder udfra gennemsnitsomkostningerne (og iøvrigt saa indbyrdes konkurrence paa denne basis). Dette giversig udslag i, at man finder det naturligt, at enhver del af produktionen skal bære en forholdsvis andel af fællesomkostningerne(iøvrigt synspunkt, som rent umiddelbart falder de fleste naturligt).

Disse sidste bemærkninger om gennemsnitskalkulen skal ikke tages strikte som en paastand om, at kalkulationen overalt foretages en gennemsnitsberegning paa grundlag af samtlige omkostninger. I det praktiske liv vil kalkulationen antagelig variere del fra omraade til omraade og antagelig ogsaa være inf lueret af, hvor i konjunkturforløbet man befidner sig. Der er maaske grund til at antage, at hvis man befinder sig i en periode med nogenlunde stærkt stigende grænseomkostninger som almindeligt vil der være en tendens til at kalkulere udfra gennemsnit af de relevante tiliægsomkostninger (inkl. et vist profitkrav), medens en depressionsperiode, hvor en saadan beregningsmaade vilde gaa stærkt ud over de faste omkostninger, medfører, at disse inddrages i kalkulationen. Det afgørende for denne artikels argumentation er, at stærke grunde synes at tale for, at et vist profitkrav spiller en væsentlig rolle ogsaa for korttidsudviklingen, at der derfor synes grund til at antage, at ogsaa for korttidsudviklingen bliver de centrale spørgsmaal ved lønforhøjelsens 1) profitforventningers og profitkravs elasticitet — og 2) profitkravs og lønkravs relative

Hvis det investeringsbestemmende profitkrav kan slaas ned med samme hastighed og i samme omfang, som reallønforhøj eiserne profitforventningerne, vil selv de helt øjeblikkelige blive gode. Dette er det vanskelige punkt ved helt enkeltstaaende lønforhøjelser, idet krav gerne er mere sejglivede end forventninger. I visse tilfælde kan man tænke sig, at alene fremsættelsen af et konkret lønkrav er nok til at slaa profitkravet ned, navnlig hvis der bag lønkravet ligger en saadan styrke, at en sabotering kan forudsættes at ville skabe langvarig arbejdsuro, og hvis driftsherrerne af andre grunde (f. ex. lange ordrelister) nødigt ser afbræk i den løbende produktion. I samme omfang som de konkrete lønkrav indgaar som led i en fast og bevidst lønpolitik paa langt sigt, vil profitkravet formentlig være lettere at bringe ned, dels fordi forventningerne allerede har været herpaa, og dels fordi dette er ensbetydende med et varigt og fast pres paa profitkravet forud for lønkravets fremsættelse. produktionen ikke straks nedbringes som følge af lønforhøjelsen, vil dennes gunstige efterspørgelsesvirkninger kunne naa at gøre sig gældende og bringe afsætningen op, hvorved i den absolutte profitmasse letter overgangen til et lavere relativt profitkravsnivo. Paa forhaand kan man maaske sige, at der herudfra maaske navnlig er to steder i konjunkturforløbet, en konkret reduktion af profitkravet lettest lader sig gennemføre: 1) naar opgangen er i fuldt sving og ventes fortsat og 2) naar depressionen har varet saa længe, at kraften bag profitkravet er svækket, saa det er modent til revision (maaske naar den stærkeste nedgang i produktionen og den absolutte er ophørt). Dette forudsætter dog særlige foranstaltninger at forhindre, at lønnen »giver sig« først.

For de øjeblikkelige virkninger spiller det en rolle, om pengepolitikkentillader almindelig prisforhøjelse, og i hvilket omfangdriftsherrerne vil forhøje priserne. Forhøj er de kun priserne med lønforhøjelsens absolutte beløb, vil samlet arbejdsindkomststige samme beløb som samlet prissum, medens den samlede profit vil forblive uforandret i kroner (saalænge udgangstotalproduktionen tænkes holdt uforandret). Da samlet arbejdsindkomst kun køber en del af den samlede varemængde, betyder dette, at samlet realløn er steget og samlet realprofit er faldet, d. v. s. konsumforholdet er forbedret og der foreligger mulighederfor gunstig efterspørgselsudvikling. Saa opstaar der igen det spørgsmaal, om driftsherrerne saa ved investeringsspørgsmaaletvil

maaletvilse paa, at pengeprofitten er uforandret (hvilket i udgangsøjeblikketbetyder en lavere realprofit og lavere profitrate), eller om denne udvikling har forringet investeringsincitamantet.Det klart, at driftsherrernes faktiske reaktioner vil afhænge af mange forhold: stillingen i konjunkturforløbet, inonopolgraden o. s. v.

Hele dette spørgsmaal om lønforhøjelsernes korttidsvirkninger interesserer os imidlertid ikke her saa meget for dets egen skyld. Det, der interesserer os, er sammenhængen mellem korttidsudviklingen langtidsudviklingen. Og her er der især to forhold, der har interesse:

1) Det første er, at hvad enten korttidsvirkningerne er beskæftigelsesmæssigt eller daarlige, opstaar der en proces, som i sit forløb truer med at tilintetgøre det gunstige forhold mellem løn og profit. Er virkningerne gunstige, vil den kumulative expansion kunne blæse profitforventninger og profitkrav og derved ved den midlertidige investerings-konjunkturs forhindre en tilbageføring af det gunstige forhold mellem og profitkrav. Og er virkningerne beskæftigelsesmæssigt ugunstige, optræder der en kumulativ indskrumpningsproces, som presser baade paa profitter og lønninger med fare for, at lønningerne vil vise sig at besidde mindst modstandskraft,

2) Det andet forhold er, at driftsherrernes profitkrav spiller en afgørende rolle, Det centrale punkt for langtidsudviklingen er, hvorvidt det kan lykkes at holde profitkravet nede eller eventuelt direkte bringe det ned, og korttidsvirkningerne faar derfor navnlig for langtidsudviklingen f. s. v. de influerer profitkravets

Heraf følger, at det afgørende bliver, om det i lang tid kan lykkes at holde reallønkravet oppe og øve pres paa profitkravet, hvoraf paa sin side igen følger, at for en aktiv lønpolitik efter disse linjer er det dels afgørende, om de konkrete lønkrav rejses som led i en stærk og permanent lønpolitik fra arbejderorganisationernes og dels at en saadan politiks udfald ogsaa vil afhænge i hvilket omfang den understøttes af de herskende politiske økonomiske totalpolitik.