Ferd. Tönnies: GEIST DER NEUZEIT. Leipzig 1935. VIII, 214 S.

Den samtidiges og Efterverdenens Billeder af en Tidsepoke er nødvendigvis og det kan ikke saadan i en Haandevending afgøres, hvis Anskuelse der er den rigtige. Historieskrivningen er ikke den tørre Gengivelse en Kæde Tildragelser, men Fremmaning af et samlet Billede, og Billedet beror paa det særlige Perspektiv, hvori Øjet har opfattet Virkeligheden. har det Fortrin, at'den kan se paa udrundne Epoker fra en kølig Distance, og at den kan tage en Del Sammenhæng i Betragtning, først blev fuldtud tydelige i den videre Udviklings Forløb, som den samtidige ikke kunde forudse. Men naar Efterverdenen beskriver en Epokes Leveform og Livsrytme, mangler den dog det umiddelbare, vitale Forhold til Tingene, den samtidige har eller havde; og dette Forhold giver et andet Helhedssyn, selv om begge Beskueres Kendskab til Enkelthederne er omtrent det samme. Vor Viden om, at Nutid og Fremtid har forskellige Perspektiver, lader os ofte ved Læsning af kulturhistoriske Værker tænke paa, hvorledes mon en fjern Fremtids historiske Forfattere vil skildre vor egen Tid, hvad de vil fremhæve som det væsentlige og særprægede ved den.

Charmen ved F. Tönnies' sidste Bog er, at man fra første til sidste Side er betaget af den Følelse, at Forfatteren har kunnet forene den samtidiges levende Tilknytning til den moderne Tid med Efterslægtens distancerede Syn. Derved bliver Bogen en værdifuld og impulsgivende Læsning, skønt den stofligt set næppe indeholder noget nyt.

Indtrykket af en distanceret Betragtning skyldes tildels sikkert den rent ydre Kendsgerning, at Kvintessensen af en Epoke paa hidtil 400 Aar er nedfældet paa kun 200 Sider, presset sammen, destilleret og undertiden vel ogsaa lidt rigeligt stiliseret. Men udover denne rent fremstillingsmæssige af Bogen sporer man dog en virkelig overlegen Distance hos Forfatteren, — en Distance, som ikke kan forklares med den alderstegnes Visdom alene. At denne Distance er tragisk, véd kun den, som har talt med den stejle Olding efter Omvæltningen i Tyskland. Han havde en dyb Viden om at nærme sig Gravens Rand som en af de sidste Repræsentanter for den svindende »moderne Tid«.

I. Afsnit (S. 3—20)3_—20) er en Kritik af det taagede Begreb »Den nye Tid«, som mange før og med Tönnies har fundet lidet brugbart i Historieskrivningen.Kritikken have givet rigere Udbytte, hvis Tönnies havde lagt Mærke til, at Begrebet »den nye Tid« er et Udslag af netop denne Tids historiske Selvbevidsthed. Tredelingen Antikken — Middelalderen —_• den nye Tid optræder første Gang 1675 (Cellarius) som en Nedfældning

af den humanistiske Anskuelse, at Kulturen kort og godt er een Udviklingsproces,paabegyndt Antikken, afbrudt af den »mørke Middelalder« og saa genoptaget og fortsat af Renaissancen og Humanismen. — Derfor føler vi os mindre og mindre trygge ved Anvendelse af Epokernes Tredeling,efterhaanden de genopdagede antikke Aandsværdier i vort Kulturliver overgroet af det egentlig Moderne (eksakt Videnskal) og Teknik) og som vor »Kulturbevidsthed« nødvendigvis maa benægte det historiske Verdensbillede, hvis Afspejling var den gamle humanistiske Epokefølge.

11. Afsnit skildrer den nye Tid som Evolution (S. 21_—84); Forfatteren anvender her som Hovednøgle sit kendte Begrebspar Fællesskab og Samfund og societets), som han allerede 1887 havde fremsat med den Hensigt at paavise en lovmæssig historisk Udvikling »fra (organisk) Fællesskab til (kunstigt) Samfund«. — Individet skildres i økonomisk, politisk, moralsk og aandskulturel Henseende som det moderne Samfunds bevægelige og selvberoende Element i Modsætning til Middelalderens fællesskabsbundne Derefter beskrives Individets Befrielse fra de gamle Lænker i Erhvervsliv, Statsliv og Tænkning. En Undersøgelse af Samfundets (socielas) Udvikling slutter sig dertil; Hovedvægten ligger her paa Udviklingen af Samfundets objektiv-kulturelle Grundlag.

111. Afsnit (S. 85_—139) handler om den nye Tid som Revolution. Efter en Udredning af det sociologisk-kulturhistoriske Revolutionsbegreb, som Tönnies overtager fra den nyere tyske Faglitteratur, følger em Betragtning af Stoffet i væsentlig samme Orden som i 11. Afsnit — økonomisk, politisk og aandskulturelt samt moralsk Liv. Men det i 11. Afsnit valgte Synspunkt er Videredannelse af det fra Middelalderen overtagne (Evolution), medens det nu fremhæves, hvorledes de nye Former og Bestræbelser optræder Negationer af det gamle. (Revolution).

Til disse to Hovedafsnit er der knyttet Betragtninger af Mstorisk-geografisk (IV), en Redegørelse for den sociale Udviklings Drivkræfter i Almindelighed og i den nye Tid ganske særligt. (V). Et sidste Kapitel indeholder et sammentrængt Udkast til »videnskabelig Opfattelse af Samfundslivet«.

Danske Læsere maa gøres opmærksom paa, at Bogen i Lighed med andre Forfatteres universalsociologiske og historiefilosofiske Værker ikke er helt fri for højtflyvende Analogier, som næppe falder i dansk Smag. Saaledes et Forsøg paa at karakterisere Middelalderen som behersket af kvindelig Aand, medens den nye Tid formentlig bærer mandligt Præg; inden man anvender slige Sammenligninger, maatte man dog være sikker paa, at der under den Skorpe af Tradition og forskellig Opdragelse findes biologisk begrundede Forskelligheder mellem Kønnenes aandelige Former. — Noget lignende gælder for »den nye Tids Bevægelsesretninger (syd_—nord og øst^—vest)«; Kendsgerningerne er i og for sig rigtige nok, men det er farligt at ville forklare visse Kulturfænomener som Udtryk for sydlig og nordlig »Kulturpsyke« eller at tyde moderne Kultur udfra et geografisk Syn, hvorefter »de to kulturbærende Verdensdele, Evropa og Asien, tilsammendanner stort Legeme, hvis Ansigt og Hænder er Evropa, vendt mod vest, medens Asien ligner Pattedyrets vegetative Bagkrop og Ryg«.

Det er dog snarere en Parafrase over historiske lagttagelser end det kan tages som videnskabelig Forklaring. Det viser sig ogsaa her, hvor let et Skue af store historiefilosofiske Sammenhæng kan udarte til Symbolisme og Kabbalistik.