Johan Åkerman: DAS PROBLEM DER SOZIALÖKONOMISCHEN SYNTHESE. C.W. K. Gleerup. Lund. 1938 329 S.

Ved Fremstillingen af en logisk Slutningsrække kan der ikke være mere i Resultatet end der har været mere eller mindre skjult i Præmisserne, idet Logikken som saadan ikke kan lægge noget nyt til. Da man kan opstille flere Sæt økonomiske Præmisser, der opfylder den fundamentale Betingelse ikke at være i Modstrid med hinanden, kan man altsaa have flere forskellige logiske økonomiske Tankebygninger, der i og for sig kan være lige berettigede. Eksempel herpaa sammenligner Åkerman S. 127 Nationalindkomsten en Strøm, der bestaar dels af leknisk-økonomiske Komponenter dels af politisk-sociale Komponenter. Abstraherer vi fra de politisksociale og lægger et Tværsnit gennem Strømmen i et givet Tidspunkt, faar vi, hvad Åkerman kalder den ligevægtsøkonomiske These, lægger vi et Længdesnit, d. v. s. studerer et økonomisk Problems Forandring en Periode, faar vi den tidsøkonomiske These, og tager vi yderligere de politisk-sociale Komponenter med, faar vi den sociologiske These, og Behandlingen af disse tre Theser først enkeltvis og derefter to og to sammen fører til den endelige generelle Syntese.

Ved Behandlingen af den ligevægtsøkonomiske These er ikke alene Naturfaktoren,men Kapital og Arbejde givet, og Spørgsmaalet: Hvad er den rigtige Pris? løses gennem Walras' Ligningssystem. Derefter paaviser Forfatteren, at denne Problemstilling hviler paa en naturretlig og naturfilosofiskTankegang:

filosofiskTankegang:»Die gleichgewichtsökonomische These sagt, es sei die natürliche Ordnung, dass die handelnden Individuen economic men seien, deren Handeln die Tendenz haben zu einer allgemeinen Gleichgewichtslagezu wo man eine gerechte Preisbildung und gerechte Einkommensverteilung erhält (S. 139)«. Forfatteren gennemgaar Systemets Udvikling som Kapital- og Renteteori, Pengetori, driftsøkonomisk Teori og Teori om den internationale Handel. I en Sammenfatning siger Forf. S. 159: Keiner dieser angegebenen Wege konnte zu einer erveiterten »Dynamisierung«des der gleichgewichtsökonomischen These führen. Sobald man einen Schritt über die formal korrekte algebraisch ausgedrüchte Theorie für Interdependenz der ökonomischen Variabein hinaus trit, gerat man in Gedankengänge, die mit den Prämissen der gleichgewichtsökonomischenThese vereinbar sind. Dei Qwerschnittsanalyse sagt vollständig,klar logisch, dass alle als Begriffe ausgedrückte ökonomische Erscheinungen in interdependentem Zusammenhang miteinander stehen, aber sie sagt nicht mehr, und man kann auch nicht erreichen, dass sie je mehr darüber sagt.«

Den tidsøkonomiske These er ikke paa samme Maade givet og til at definere priori, idet man her af den empiriske Nationaløkonomi maa bygge et rationaliseret teoretisk Stillads, saa at den tidsøkonomiske These i sig optager alt væsentligt fra den induktive Økonomi og forener alt dette til et logisk Skema. Forfatteren gennemgaar forskellige empiriske Variationstyper: Dispersion, Tilvæksthastighed, Inflektionspunkter, Korrelation og Periodicitet og giver i en sammentrængt Form en Mængde Oplysninger om værdifulde Arbejder i de senere Aar. Den enkelte Tidsperiode i Interesse ved at blive stillet sammen med andre, og af væsentlig Interesse er derfor Bestemmelsen af Elementarperioden indenfor et homogent Tidsrum for derigennem at muliggøre en Forklaring af Aarsagen. slutter S. 184 Betragtningerne med følgende: Aber genau wie sich eine logisch dargestellte Gleichgewichtsökonomie erwies auf die Feststellung der Interpendenz angeführter Begriffe innerhalb eines Augenblicks, zeigt sich eine logische Zeitökonomie begrenzt auf die Darstellung der ökonomischen Zeitserien und der auf Zeitdifferenzen beruhenden Kausalität. und Interdependenz, respektive Zeit und Kausalität können diese Thesen vollständig restlos beweisen und anschaulich machen. Aber sie können diese Phänomene nicht im wirklichen Sinne deuten und durch eine verstehende Analyse erklären. Denn für eine solche Erklärung sind weitere Fragestellungen und vielseitigere Methoden erforderlich.

Den sociologiske These vil bestemme Samfundets Konstruktion paa Basis af Menneskets Maade at være og handle paa, d. v. s. paa Basis af en Erkendelse de menneskelige Grundegenskaber og Virkningen af disse Egenskabers til en ligeledes beskrevet Omverden (S. 186). Vi faar da en Gennemgang af en Række sociologiske Hovedværker og Retninger og Forfatteren søger S. 198 Sociologiens Hovedindsats i, at »es hier gilt die Gesellschaftstruktur zu analysieren, die in Gleichgewichts- und zeitökonomischen für konstant gehalten und von der ceteris-paribus- Prämisse gedeckt wird. Man hat also in der Soziologie das Generalisierungsproblem Schritt weiter geführt.«

Forfatteren slutter Afsnittet S. 208 med at udtale: »Wir haben also eine

gewisse Symmetrie bei der Prufung des Inhalts der drei Thesen konstatieren kSnnen. Das Interdependenzprinzip der Gleichgewichtsokonomie, das Kausalitåtsprinzip der Zeitokonomie und das Bewertungsprinzip der Soziologiebeleuchten soziale und wirtschaftliche Geschehen von verschiedehenGesichtspunkten. Prinzipien sind notwendig zura Verståndnis des Wirtschaftsprozesse, keines von ihnen ist ausreichend, irgendeinen dieser Prozesse allein zu erklåren. Es ist daher selbstverståndlich dass man versucht hat, die einzelnen These zu kombinieren « Derefter følger de tre mulige bilaterale Synteser og en Række Beskrivelser af de enkelte Arbejder, der er Udtryk for saadanne Kombinationsforsøg. Det vil føre for langt at nævne alle de forskellige Kombinationsmuligheder og redegørefor af dem.

I Afsnittet om »die wirtschaftstheoretische Antimonie« skildres som Mulighed Samfundstyper, den absolutte frie Konkurrence og den fuldstændige og de forskellige mulige Mellemformer og endelig omtales et Slutningsafsnit, som jeg ikke skal komme nærmere ind paa, den generelle Syntese.

Meget værdifuld i Åkermans Bog forekommer det omfattende Referat af et betydeligt Antal interessante Afhandlinger særlig fra de senere Aar; det er kun meget faa forundt paa en saa omfattende Maade at følge med i Litteraturen, og man faar hos Åkerman en interessant og skarpsindig om end maaske noget ensidig Gennemgang af nyere økonomiske Arbejder.

Værdifuld er ogsaa Åkermans stærke Fremhæven af, at den økonomiske Videnskabs faktiske Tilknytning til den almindelige Erkendelsesteori samler sig om den Periode, hvor Naturretten var fremherskende; denne Fremha^ven er nok i det store og hele rigtig, men den er ikke uden Undtagelser; f. Eks. vil jeg mene, at L. V. Birck var meget lidt paavirket af den almindelige naturretsprægede Indstilling,, men ham er der heller ikke blevet nogen Plads til i denne Fremstilling og der er ogsaa andre økonomiske Forfattere, der heller ikke har nogen Forbindelse med en naturretlig Indstilling. Man maa jo erindre, at Erkendelsesteorien siden det 18de Aarhundredes Midte er gaaet meget stærkt frem og har virket befrugtende indenfor en hel Række Videnskaber. Jeg behøver blot her at nævne Niels Bohrs Interesse for Grænseomraadet mellem Erkendelsesteori og Fysik.

Det er efter min Opfattelse en Mangel ved et saa omfattende Arbejde som Åkermans, at der ved Behandlingen af Grænseomraadet mellem Økonomi og Erkendelsesteori har manglet en dybere Indgaaen paa Erkendelsesteoriens Udvikling i det 19de og 20de Aarhundrede og ikke er forsøgt givet en Forklaringpaa, der ikke efter Naturretsperioden har været samme Vekselvirkningmellem og Økonomi som mellem Erkendelsesteoriog Grene af det videnskabelige Arbejde. Jeg tror da, at man vilde kunne paavise, at det betydningsfulde i den nyere erkendelsesteoretiskeUdvikling været en stadig stærkere Fremhæven af lagttagelsen som Forskningens Grundlag, idet kun denne viser Vej til at opstille frugtbarePræmisser, den følgende Forskning kan bygge videre paa. En Række Arbejder i denne Retning, som Åkerman ikke har omtalt, findes f. Eks. indenfor Driftsøkonomien, hvor der har været udfoldet betydelige Bestræbelser for at fremme og udvikle Regnskabsformer, der kan give et klarere Billede af det økonomiske Arbejde i Virksomhederne og for den økonomiskeTeori

nomiskeTeoriet mere anvendeligt lagttagelsesraateriale baade i specifik og generaliseret Form. Med et saadant Materiale til Disposition vil det efter min Opfattelse være muligt at udvikle det økonomiske Axiomsystem ved Hjælp af successive Approximationer, saaledes at Teorien successivt kommertil give en bedre Fremstilling af den økonomiske Virkelighed.

Selv om jeg saaledes ikke er helt enig med Åkerman i Vurderingen af Udviklingslinien i økonomisk Forskning, kan jeg anbefale alle, der føler sig noget usikre med Hensyn til den økonomiske Teoris erkendelsesteoretiske at studere Bogen grundigt. P. P. Sveistrup.