SAMMENSAT OG KOLLEKTIVT MONOPOL 1)

1. Monopolteorien er et af de Omraader indenfor den økonomiske Videnskab, hvor der er arbejdet stærkest i de senere Aar. Det er gaaet her som i saa mange andre Tilfælde, hvor et Forskningsarbejde er i hastig Udvikling: efterhaanden, som man kommer frem, finder man, at der er — ikke færre, men — flere uløste Spørgsmaal tilbage. Samtidig med, at man naar til en vis Klarhed paa nogle Punkter, opdager man nye Problemer, der trænger til Behandling. Det er Hensigten her at pege paa to Omraader Monopolteorien, der endnu praktisk talt ikke har været Genstand for systematiske Undersøgelser, men hvor der er et betydeligt Arbejde at gøre.

Den almindelige Monopolteori beskæftiger sig med det Tilfælde, e e n Sælger har Monopol paa een Vare, som han udbyder mere eller mindre stærk Konkurrence med andre Sælgeres ²). Opgaven bliver da at undersøge, hvilken Prispolitik en saadan Monopolist vil vælge under Hensyn til den Indflydelse Prisen og dens Bevægelser har paa Salgets Omfang.

Det er jo imidlertid meget almindeligt, at en enkelt Sælger samtidig har et Monopol paa flere Varer, ligesom det ofte forekommer, at et Monopol indehaves af flere Sælgere i Fællesskab. praktisk forekommende Monopolformer er altsaa for en stor Del mere komplicerede end dem, den almindelige Monopolteori

I det følgende tales der om simpelt Monopol, naar en Sælger (eller flere Sælgere i Forening) har Monopol paa een Vare, medens Monopolet kaldes sammensat, naar det omfatter flere Varer. Paa tilsvarende Vis taler vi om enkelt Monopol, naar det er den enkelte Sælger, der har en monopolagtig Stilling ved Salget

---

1) Foredrag i Socioøkonomisk Sarafund den 11. Oktober 1938.

2) Se min Artikel: Monopol og Konkurrence, Nationaløkonomisk Tidsskrift

af sin (sine) Vare(r), medens kollektivt Monopol foreligger, hvor flere Sælgere i Forening har en saadan Stilling. Det er altsaa et kollektivt Monopol, man finder hos Kartellerne, medens Trusten har et enkelt Monopol, da den udadtil virker som eet Foretagende.

Der er nu fire Muligheder. Monopolet kan være:

1. Enkelt og simpelt,

2. Enkelt og sammensat,

3. Kollektivt og simpelt,

4. Kollektivt og sammensat.

Det er det første af disse Tilfælde, den almindelige Monopolteori sig med. Her skal vi derimod beskæftige os med Nr. 2 og Nr. 3. (Hvad der kan siges om Nr. 4, vilde formentlig delvis blive en Gentagelse af det, der gælden for Nr. 2 og 3). Formaalet altsaa at opstille nogle Hovedpunkter af en Teori om det sammensatte Enkeltmonopol og det kollektive, simple Monopol.

2. Det sammensatte Monopol behøver ikke nødvendigvis at frembyde særlige Problemer. Hvis den samme Sælger har Monopol paa baade Sukker og Synaale, vil Stillingen sikkert blive praktisk talt den samme som den, man faar, naar een har Monopol Sukker og en anden paa Synaale. Den Omstændighed, at flere Monopoler er forenede paa samme Haand, har kun Betydning, der er en Forbindelse af en eller anden Art mellem de paagældende Varer, saaledes at det, der sker med den ene Vare, har Indflydelse paa Forhold, der vedrører den anden.

Der kan saaledes være en produktionsmæssig Forbindelse Varerne. Der er talrige Eksempler paa dette: Gas og Koks, Uld og Faarekød, Mel og Klid o. s. v. Hvis man har Monopol paa de paagældende Varer, maa man ved Fastlæggelsen sin Prispolitik tage Hensyn til, at den Mængde, man ønsker at producere af den ene Vare, kan have Indflydelse paa Omkostningsforholdene den anden (de andre). Produktionen af en vis Mængde Uld om Aaret kræver forskellige Fremgangsmaader, eftersom man samtidig ønsker et større eller mindre Kvantum Faarekød. I denne kortfattede Behandling af Problemerne skal der dog ikke tages Hensyn til disse Forhold. Vi gaar ud fra, at Omkostningerne for den ene Monopolvare er uafhængige af Produktionen den anden (de andre).

Vigtigere er det, hvis der er en salgsmæssig Forbindelse

mellem de Varer, man har Monopol paa. I saa Fald har den Pris, man fastsætter for den ene Vare, nemlig en større eller mindre Indflydelse paa Salget af de øvrige. Strengt taget er der en saadan Forbindelse mellem alle Varer, fordi det Beløb, man giver ud til een Vare, er bestemmende for, hvor meget man har tilovers til at købe andre Varer for. Derfor betragter de generelle Pristeorier Efterspørgselen efter hver enkelt Vare som en Funktionaf paa samtlige Varer. Som Regel er denne indbyrdesAfhængighed saa übetydelig, at man kan se bort fra den (jfr. Eksemplet med Sukker og Synaale); men i visse Tilfældeer en Faktor, man maa regne med, og her er det, man faar den særlige Problemstilling, som karakteriserer det sammensatteMonopol.

Et Par Eksempler vil vise dette. Naar en Kommune har Monopol at forsyne sine Borgere med Elektricitet, kan den ved at sætte Strømprisen ned forøge Forbruget, idet mange f. Eks. gaar over til at koge ved Elektricitet. Hvis Kommunen samtidig har Monopol paa Gas, maa den imidlertid regne med, at et udvidet i Husholdningerne kan være ensbetydende en Nedgang i Gasforbruget. Ved Fastsættelsen af Prisen den ene Vare maa man altsaa overveje, hvorledes det gaar med Salget af begge Varer.

Et lignende Problem har nylig foreligget i Landbruget, der for Tiden har en monopolagtig Stilling ved Forsyningen af Hjemmemarkedet Kød og Flæsk. Da der i Fjor var et Overskud af Flæsk, der maatte fordeles til Landmændene selv som billige halve Grise, blev det fra Byernes Side hævdet, at det var mere fordelagtigt for Landbruget at stimulere Byernes Flæskeforbrug ved en Prisnedsættelse. Landbruget maatte imidlertid regne med, at naar Befolkningen bruger mere Flæsk og Svinekød, spiser den mindre Okse- og Kalvekød. Ogsaa her regnes der med den Indvirkning, for den ene Vare har paa Salget af den anden, og noget lignende sker, naar en Detailhandler sælger en enkelt Vare særlig billigt for at drage Kunder til sig og derved forøge sit Salg af andre Varer.

Vil man teoretisk behandle dette Problem, maa man have en Maalestok for Størrelsen af den Indvirkning,Prispolitiken for en Vare har dels paa Salget af Varen selv og dels paa Salget af andre Varer. Som et Udtryk for den Slags Virkninger plejer man i Økonomien at bruge Elasticitetsbegrebet, og vi faar her Anvendelse for dette Begreb i to Former.

Ved Efterspørgselens Elasticitet for en Vare A forstaar man et Udtryk, der angiver, hvor stærkt Salget af Varen reagerer, naar Prisen ændres lidt. Da Salget normalt gaar ned, naar Prisen forhøjes, omvendt, kan man definere Elasticiteten som den relative Formindskelse (Forøgelse) af Salget: den tilsvarende relative (Nedsættelse) af Prisen. Ved eksakt Behandling regner man med uendelig smaa Prisændringer. Vi faar altsaa:

idet E_a er Elasticiteten for Varen A, medens x_a er Salget pr. Tidsenhed og p er Prisen. Minustegnet angiver, at det er Formindskelsen x_a, man maaler. Ved Prisnedsættelse er dp_a negativ, medens dx_a er positiv og -:-dx_a altsaa negativ. Ved Forhøjelse baade p_a og -^-dx_a positive.

Betragter man to Varer, kan man foruden denne den almindelige danne et Udtryk for den Indvirkning, Prisændringer den ene Vare har paa Salget af den anden. Saadanne Udtryk har man undertiden kaldt Krydselasticiteter. For det meste (men ikke altid, jfr. senere om komplementære Varer m. v.) vil en Prisforhøjelse for een Vare øge Salget af andre Varer. Vi kan derfor mest praktisk definere Krydselasticiteten for Varen B m. H. t. Prisen paa A som den relative Forøgelse af Salget afJs:den tilsvarende Forhøjelse (Nedsættelse) af Prisen A. Kaldes dette Udtryk E_ba, faar man:

idet her ikke bliver Tale om noget Minustegn. Mellem to Varer,
A og B, er der altid to Krydselasticiteter, Eba og Eab.

Ved det sammensatte Monopol er det praktisk at sondre mellem indre og ydre Krydselasticiteter. Ved indre Krydselasticiteter vil vi her forstaa alle de Relationer af Formen E_ba. der bestaar mellem de Varer indbyrdes, der omfattes af Monopolet. En ydre Krydselasticitet er derimod en tilsvarende Relation mellem en af Monopolistens Varer og en Vare udenfor Monopolet.

Vi ser her ligesom i den almindelige Monopol teori bort fra de
ydre Krydselasticiteter, idet vi regner med, at de fremmede Varepriserer
Størrelser (eller at deres eventuelle Forandringer

er uden Betydning)l). Derimod skal der tages Hensyn til den Indflydelse, de indre Krydselasticiteter har paa Prispolitiken, da det netop er dette Forhold, der gør det sammensatte Monopol til et særligt Problem.

Tænker vi os nu, at en Sælger har Monopol paa de to Varer A og B, kan de solgte (og producerede) Mængder pr. Tidsenhed være henholdsvis x_a og x_b medens de tilsvarende Priser er p_a og Pb • Opgaven er nu at bestemme disse fire Størrelser, idet der ses bort fra saadanne Komplikationer som den, at Priserne i en vis Periode kan have Indvirkning paa Salget i senere Perioder o. 1.

Da Salget af enhver af Varerne beror paa Priserne for begge
Varer, kan man sætte:

(1)

(2)

Det forudsættes nu, at Sælgeren stræber efter det størst mulige
samlede Nettoudbytte pr. Tidsenhed. Dette kan udtrykkes i Ligningen

idet v(xa) og V(xb) angiver Omkostningerne ved at producere
hanholdsvis Mængderne xa og xb af de to Varer, medens xa •pa og
xb •pb er de tilsvarende Salgsudbytter.

Nettoudbyttet kan paavirkes ved Ændringer af p_a og p_b. At det samlede Nettoudbytte skal være Maksimum, betyder, at dets partielle Differentialkvotienter m. H. t. begge disse Variabler skal være Nul. Denne Fordring udtrykkes i Ligningerne:

(3)

(4)

Ved Hjælp af Ligningerne (1) — (4) kan man nu bestemme
Størrelserne xa, xb, pa og pb og derved faa et Udtryk for den
Prispolitik, der er fordelagtigst2).

Ved Differentiationen af Ligning (3) faar man:

---

1) I Teorien om Duopol og Oligopol behandler man derimod Tilfælde, hvor visse ydre Krydselasticiteter har afgørende Betydning.

2) Beregningerne i det følgende Afsnit kan eventuelt overspringes.

Dette Udtryk kan ved en Række Multiplikationer og Divisioner
omskrives saaledes:

(5)

v'(x )-E
Nu er -==—s—-?5—-? den Pris, man vilde faa ved simpelt Monopol for
ka -r- 1
Varen A. Kaldes denne Pris for Ma, kan Udtrykket yderligere omskrives
følgende:

(6)

Der er naturligvis et analogt Udtryk for Varen B, og ved Indsættelse
disse to Udtryk i (1) og (2) faar man Priserne og Mængderne
ved de givne Data.

(Omregningen fra (5) til (6) bygger dog paa en yderligere Forudsætning. ved sammensat Monopol er forskellig fra Prisen simpelt Monopol. Regner man med en vis Efterspørgselskurve A, vil p_a og M_a altsaa repræsentere to forskellige Punkter paa denne Kurve, og derfor kan det E_a, der optræder i Ligning (5), være forskelligt fra det K_a, der gælder for Ligevægtspunktet simpelt Monopol. Omskrivningen fra (5) til (6) er kun tilladelig, naar man kan regne med, at denne Forskel i Elasticitet er übetydelig, hvad man dog formentlig ofte vil kunne).

Med det sidst nævnte Forbehold kan man da sige, at Prisen for
en Vare A ved sammensat Monopol, pa) bestemmes saaledes:

(6)

idet Ma er den Pris, Varen vilde have ved simpelt Monopol. For
Varen B er Udtrykket tilsvarende.

Brøken i (6) angiver altsaa, hvor meget man vil afvige fra den almindelige Monopolpris for A, naar man samtidig har Monopol paa B. Det skal nu undersøges, hvad denne Brøk egentlig betyder. For at faa Klarhed over dette kan man omskrive Brøken ved at opløse den i tre Faktorer:

(7)

Tager man de tre Faktorer i (7) hver for sig, kan deres økonomiske
udtrykkes saaledes:

Størrelsen — betyder, at alt andet lige vil Afvigelsen fra
Xa
den almindelige, simple Monopolpris blive desto større, jo større
Omsætningen af B er i Forhold til Omsætningen af A (idet der
regnes med visse givne Mængde enheder for de to Varer). Det
er forstaaeligt, at det maa være saaledes. Det er jo den Omstændighed,
Prispolitiken for A indvirker paa Salget af B, der gør,
at man overhovedet afviger fra den simple Monopolpris. Denne
indirekte Virkning betyder naturligvis særlig meget for Prisfastsættelsen,
B er en stor Vare i Omsætningen, sammenlignet
med, A. „

Størrelsenys—^^ betyder, at alt andet lige vil Afvigelsen
li,--I
fra den simple Monopolpris blive desto større, jo større Krydselasticiteten
B m. H. t. Prisen paa A er i Forhold til den almindelige
for A. Udtrykt paa anden Maade vil dette
sige, at man vil afvige særlig meget fra den simple Monopolpris,
naar Salget af B reagerer stærkt overfor Prisændringer for A,
medens Salget af A selv reagerer forholdsvis svagt. Prisens Indvirkning
Mængden af A trækker jo henimod den almindelige
Monopolpris, medens Indvirkningen paa B trækker bort fra denne.

Hvis Indvirkningen paa B er forsvindende, har det ingen praktisk
at Monopolet er sammensat i Stedet for simpelt.

Endelig betyder Størrelsen p_b -f- V (x_b), at Afvigelsen fra simpelMonopolpris desto større, jo større Forskel der er mellemPrisen B og denne Vares Grænseomkostning. Stadig maa man dog tilføje: alt andet lige. Naar Prisen ved sammensatMonopol er højere end den simple Monopolpris, er det fordi Nedgangen i Salget af A ved en Prisforhøjelse opvejesaf ved et stigende Salg af B. Denne Salgsforøgelse er dog kun en Fordel, hvis de ekstra Enheder af B, der skal sælges, kan fremstilles med Omkostninger, der er lavere end Prisen,og

sen,ogStørrelsen pb ~V'(xb) stiger netop, i hvilken Grad dette
er Tilfældet.

Sammenfattende kan det siges, at man ved sammensat Monopol gaar desto længere bort fra den almindelige Monopolpris for A, jo mere B relativt betyder i Omsætningen, jo mere følsomt Salget B er overfor Prisændringer for A, jo mere uelastisk selve Salget af A er, og endelig jo mere Prisen for B overstiger denne Vares Grænseomkostning.

Normalt vil de tre Faktorer i (7) være positive, og Priserne bliver da højere ved sammensat end ved simpelt Monopol. Det kan imidlertid tænkes, at Krydselasticiteten E_ab er negativ. I saa Fald vil den Omstændighed, at Monopolet er sammensat, medføre lavere Priser.

Det vigtigste Eksempel paa negative Krydselasticiteter er komplementære 1). Naar Gasprisen forøges, vil rimeligvis baade Salget af Gas og af Gasovne gaa ned, og paa samme Maade gaar det overalt, hvor to Varer kun kan bruges i Fællesskab. Hvis to Producenter, der hver har Monopol paa een af to komplementære slutter sig sammen, kan Resultatet derfor meget vel blive en Prisnedsættelse for begge Varer.

Negativ Krydselasticitet foreligger ogsaa, naar en Detailhandler stimulerer sin almindelige Omsætning ved at sælge en af sine Varer særlig billigt; men her er Prisen jo ogsaa under den »normale«

Den praktiske Konsekvens af Teorien om sammensat Monopol bl. a. være, at man søger at foretage kryds elastiske Markedsundersøgelser, der kan vise, hvorledes Salget af een Monopolvare reagerer overfor Prisændringer for en anden. I visse elementære, men vigtige, Tilfælde turde det være Umagen værd at forsøge dette (Gas og Elektricitet, Kød og Flæsk). Er der mange Varer i et Monopol, som ved Detailhandel, maa man derimod med mere vage Indtryk af Sammenhængens Art. Overhovedet hele Problemet mere kompliceret, end det her er fremstillet, naar Vareantallet er større end to, selv om det principielle er det samme.

3. Om det kollektive Monopol gælder det ligesom ved
det sammensatte, at den almindelige Monopolteori ikke kan anvendes.I
af Kartellernes store praktiske Betydning

---

1) Se herom H. v. Stackelberg: Grundlagen einer reinen Kostentheorie S. 68, hvor Begrebet Krydselasticitet dog ikke anvendes.

er det mærkeligt, at det kollektive Monopols Teori er saa lidt bearbejdet,som er. Ofte synes man end ikke at være opmærksom paa, at der her er et særligt Problem. Saaledes siger C hamberlinl), at Duopolprisen under visse Forudsætninger vil blive den samme som Monopolprisen, d. v. s. den Pris, der fremkommer, hvis de to Duopolister slutter sig sammen. Det siges ikke, om Sammenslutningen tænkes at være en Trust eller et Kartel, maaske fordi der opereres med saa abstrakte Omkostningsforudsætninger,at mellem disse ikke kommer frem. I Praksis vil »Monopolprisen« imidlertid være to helt forskelligeTing en Trust og i et Kartel, selv om det er de samme Bedrifter, der indgaar i Sammenslutningen.

Forskellen er af dobbelt Art. For det første er Kartelprisen et Kompromis mellem de enkelte Kartelmedlemmers Interesser, idet ethvert af disse tager sit Standpunkt paa Grundlag af sine Omkostningsforhold v. Er der syv Producenter (Fabriker) i et Kartel, vil de syv Omkostningskurver, der kan opstilles for disse, være blandt de Faktorer, der bestemmer Kartellets Politik. Sluttes syv Virksomheder derimod sammen i en Trust, vil dennes Overledelse træffe sine Dispositioner paa Grundlag af en s a m 1 e t Omkostningskurve for hele Gruppen. Denne Kurve vil sandsynligvis meget forskellig fra de syv individuelle Kurver, der optræder i Kartellet. Muligvis vil Trusten nedlægge de fem Fabriker koncentrere Produktionen paa de to tilbageblevne.

Nu er det jo Monopol teoriens Hovedsætning, at Grænseudbyttet (Grænseindtægten) i Ligevægtstilstanden er lig Grænseomkostningen. med de syv Fabriker vil imidlertid klart vise, at Grænseomkostningen er noget helt andet i Trusten end i Kartellet. Egentlig er der jo syv Grasnseomkostninger i Kartellet. Allerede dette er nok til at gøre den almindelige Monopolteori uanvendelig ved Undersøgelsen af Kartellets Problemer.

Den anden Hovedforskel mellem Kartellet og Trusten er, at den sidste fastsætter sin Salgspolitik ved een Beslutning. Ledelsenvælger Eks. en Pris og en Kvalitet, og dermed er Retningsliniernelagt. Politik bliver derimod til gennem to Sæ t af Beslutninger. Først mødes Deltagerne og slutter en Aftaleom Produktionsmængder eller andre Forhold. Dernæst overvejer enhver af dem for sig, hvorledes han vil indrette sin

---

1) Edward Chamberlin: The Theory of Monopolistic Competition. 1935. S. 47.

Produktions- og Salgspolitik indenfor de ved Aftalen fastlagte
Rammer. Meget kommer her an paa, hvor stor Frihed Aftalen
giver de enkelte til at disponere.

En fuldstændig Kartelteori maatte derfor bestaa af to Dele: 1. en Aftale dannelsens Teori, der undersøger, hvilke Faktorer der medvirker ved Skabelsen af det Kompromis, Aftalen er¹), — 2. en Aftale udnyttelsens Teori, der undersøger, hvorledes de enkelte Producenter vil indrette sig paa de Punkter, hvor Aftalen dem Handlefrihed. Det er vel et Spørgsmaal, om der kan opnaas særlig meget ved en teoretisk Behandling af Aftaledannelsen, jo saa meget kommer an paa Forhandlingsdygtighed lignende Forhold, der ikke kan maales. Man kan naturligvis bestemme, hvilken Aftale f. Eks. om Pris, der ligger paa Grænsen af, hvad det kan betale sig for en bestemt Producent at acceptere hellere end at staa udenfor Kartellet, og dette kan være af stor Værdi; men den endelige Pris er jo ikke derved bestemt.

Noget lettere er det at føre Behandlingen til Ende indenfor det andet Omraade af Kartelteorien: Aftaleudnyttelsen, idet der her nærmest er Tale om Modifikationer af den almindelige Monopolteori. Kartelmedlem er jo blot en Monopolist, hvis Handlefrihed visse Punkter er begrænset af en Aftale.

I det følgende skal kun denne Side af Problemet behandles. Det forudsættes altsaa, at der er sluttet en Aftale, og Opgaven bliver nu at undersøge, hvorledes den enkelte Producent skal disponere, naar han, som det yderligere forudsættes, stræber efter den størst mulige Nettofortjeneste. Afgørende i saa Henseende er naturligvis Aftalens Indhold, og her er der mange Muligheder, idet der findes mangfoldige Arter af Pris- og andre Aftaler. Der bliver her store Opgaver for Videnskaben, navnlig efter at der gennem Priskontrollen og lignende Institutioner er kommet mere Materiale frem til Belysning af de faktisk forekommende Aftaler. Her skal dog kun gøres nogle Bemærkninger om de tre Aftaleformer, formentlig kan anses for de elementære: den rene Omraadeaftale, den rene Prisaftale og den rene Mængdeaftale.

a. Omraadeaftalen frembyder kun faa teoretiske Problemer.Den
i sin rene Form i, at Producenterne geografiskdeler
imellem sig. Det fra vort Synspunkt ejendommeligeved'

---

1) Forholdet har en vis Lighed med Lønaftalerne, jfr. Prof. Zeuthens Behandling af dette Problem i »Problems of Monopoly and Economic Warfare« Ch. IV.

meligeved'denne Aftaleform er, at det kollektive Element i Monopoletpaa Maade er forsvundet, saa snart Aftalen er dannet. Fra dette 0j eblik har nemlig enhver af Producenterne et almindeligtMonopol det Omraade, der er tildelt ham, og her vil den sædvanlige Monopol teori kunne anvendes. Omraadekartelletkan paa forskellig Maade belyses i Forbindelse med Undersøgelser over Afstandsmomentets Betydning i Økonomien;men for det kollektive Monopol typiske Problemer kommerikke frem ved denne Markedsform.

b. Prisaftalen repræsenterer derimod det kollektive Monopol dets mest typiske Form. Aftalen kan fastsætte en Enhedspris, übetinget skal følges, eller en Minimumspris, som man har Lov at gaa over, men ikke under. Vi forudsætter foreløbig, at der er Tale om en Enhedspris.

Denne Markedsform er mærkelig ved, at skønt der utvivlsomt foreligger Monopol, er Prisen dog for den enkelte Producent en udefra given Størrelse ligesom ved fri Konkurrence. Alle Kartelmedlemmerhar vist været med, da Prisen blev vedtaget; men naar den først foreligger, binder den ogsaa dem, der egentlig hellere havde set en noget højere eller lavere Pris. En Producent er altsaa under disse Forhold »Mængdetilpasser«, og han vil derforvære i at producere netop det Kvantum, der gør Grænseomkostningen lig den vedtagne Kartelpris, jfr. Figur 1,

hvor Prisen er OP og det fordelagtigste Produktionsomfang derforOM.

Det er nu usandsynligt, at det Kvantum, der til Prisen OP ef terspørges denne Producent, netop skulde være OM. I de fleste Tilfælde vil det være mindre. Tænker man sig nemlig, at der før Kartellets Oprettelse har hersket fri Konkurrence, kan man regne, at de enkelte indtil dette Tidspunkt har produceret saa meget, at deres Grænseomkostninger faldt sammen med Prisen. Kartellet vil nu rimeligvis begynde med at sætte Prisen op, og til den forhøjede kan der sælges mindre end før, medens de Kvanta, der gør Producenternes Grænseomkostninger lig Prisen,, tværtimod er større end før.

Det sandsynlige er derfor, at den enkelte til Kartelprisen kan sælge et Kvantum, OM_1S der er < OM, jfr. Figur I1).I¹). Der er nu en Mangel paa Ligevægt, og den paagældende er interesseret i at udvide sit Salg udover OM_X henimod OM. Da han ikke maa nedsætte Prisen, vil han kun kunne trække Kunder til sig ved Hjælp af Reklame eller andre Former for »non price competition«. Forøges Salget udover OM_X paa denne Maade, maa Reklameudgiften fra det indkomne Salgsbeløb eller lægges til Produktionsomkostningerne, man vil beregne Nettoudbyttet. Vælger vi den første Metode²), faar vi en »Nettopris«, der er lig Salgsprisen -f- Reklameudgiften : Antal solgte Enheder. Da Reklameudgiften stiger progressivt, naar Salget skal forceres mere og mere, kan man f. Eks. faa en Nettopriskurve som den i Figuren viste D-Kurve. Denne er da for Sælgeren den egentlige Efterspørgselskurve. Den tilsvarende Grænseudbyttekurve er m_r, og Skæringspunktet mellem denne og Grænseomkostningskurven (m_c) bestemmer Ligevægtspunktet. Der produceres altsaa pr. Tidsenhed OM₂. Salgsprisen er Kartelprisen OP; men da Reklameudgiften PQRS) gaar fra, er Nettoprisen kun OQ.

Producenten er altsaa ikke ren Mængdetilpasser, men MængdeogReklametilpasser. er en praktisk vigtig Konsekvens af Prisaftalen, at den skaber forøget Tilbøjelighed til at anvende Reklame og overhovedet »non price competition«. Naar Konkurrencenikke benytte Prisvaabnet, søger den andre Veje, og

---

1) Hvis OM₁ undtagelsesvis er >OM, vil man alligevel kun producere OM, hvis man da ikke foretrækker at gaa ud af Kartellet.

2) Fremstillingen følger paa dette Punkt Robert M. Shone: Selling Costs, Review of Economic Studies* 1935, særlig S. 228 og Figur 3.

ofte har Prisaftaler sikkert mere betydet, at Konkurrencen har
skiftet Form, end at den er forsvundet.

Det skal endnu tilføjes, at hvis Kartelprisen kun er en Minimumspris, Prisen være > OP; men Salget bliver da tilsvarende Der kan her tegnes en almindelig Efterspørgselskurve _1? hvis Beliggenhed dog bl. a. beror paa, hvilke Priser de andre Kartelmedlemmer holder. Denne Kurve maa skære Prislinien T, da PT jo er det Kvantum, der kan sælges til Prisen OP (Størrelsen PT eller OM er dog ved Minimumspris ikke fast, men afhængig af de andre Kartelmedlemmers Priser). Den til D₁ svarende er m_rl, og Ligevægtspunktet kan efter Omstændighederne ligge paa denne Kurve eller paa n\.

c. Mængdeaftalen betyder i sin strengeste Form, at der
for hvert Kartelmedlem gælder en Salgskvota, som absolut ikke
maa overskrides. Dette vil dog være vanskeligt at gennemføre, da
man saa udsætter sig for at maatte afvise Ordrer. Det almindelige
derfor antagelig, at der ved Kvotaoverskridelse blot skal
betales en Bøde til Kartellet. Det forudsættes her, at dette er Tilfældet,
at Bøden er1 et vist Beløb, k, for hver Vareenhed, hvormed
overskrider Kvotaen. Er Kvotaen pr. Tidsenhed xx, og
sælger man x (>x1), bliver Bøden altsaa (x-^-xJ k. Denne Bøde
virker som et Fradrag i Salgsudbyttet. Er Prisen p, kommer man
herved til en »Nettopris«, der ved Kvotaoverskridelse andrager
(x — x )k
p—- -—:—^—, idet Produktionen er x. Naar Overskridelsen blix

ver meget stor, vil Nettoprisen nærme sig til p-^-k.

Forholdet er illustreret i Figur 2, hvor OK er Kvotaen, medens
D er Efterspørgselskurven for den paagældende Producent og D1
er Nettopriskurven.

Den oprindelige Grænseudbyttekurve m_r har ingen Interesse for større Kvanta end Kvotaen. I Stedet gælder den reducerede Grænseudbyttekurve m_rl, der beregnes paa Grundlag af Nettopriskurven. Nettosalgsudbyttet er p.x -~- (x -~ x_x) k, bliver det tilsvarende Grænseudbytte:

idet xx og k jo er Konstanter.

Det reducerede Grænseudbytte er altsaa det oprindelige -=- k.
Herefter faar man en samlet effektiv Grænseudbyttekurve
mr — mrl, der i selve Kvotapunktet falder et Stykke, men iøvrigt

er af den sædvanlige Type. Skæringspunktet mellem denne Kurve og Grænseomkostningskurven bestemmer, hvor meget man vil producere. I det paa Figuren fremstillede Tilfælde bliver det netop Kvotaen. Sandsynligheden for, at dette skal ske, er naturligvisdesto jo større k (Bøden pr. Enhed) er.

I Praksis maa der tages Hensyn til, at de indkomne Bødebeløb paa en eller anden Maade kommer Kartelmedlemmerne eller nogle af dem til Gode. Det kan f. Eks. ske i Form af en Præmie til dem, der sælger mindre end deres Kvota. En særlig Form er

en Aftale, der gaar ud paa, at man faar en Præmie af f. Eks. k
for hver Enhed, man sanger mindre end Kvotaen, medens man
ved Salg udover Kvotaen betaler en Bøde af k for hver overskydende
I saa Fald bliver Nettoprisen ved ethvert Pro(x
— x )k
duktionsomfang lig p-~-— -1-'-- og det tilsvarende Grænseudbytte
overalt lig mr ~k. De punkterede Linier viser,
hvorledes henholdsvis Nettopris- og Grænseudbyttekurven forlænges
Venstre, naar Bødesystemet saaledes er kombineret med
et tilsvarende Præmiesystem. I dette Tilfælde synker selve Kvotaen
til at blive et Udgangspunkt for Beregningen af Bøder
og Præmier. Dette kombinerede System virker derfor blot som
en almindelig Tilskyndelse til at producere mindre, end man ellers

vilde have gjort. Der er ingen særlig Tendens til, at Produktionen
netop skulde falde sammen med Kvotaen.

Der kan naturligvis tænkes mange andre Kartelformer end de her beskrevne. Man kan have forskellige Bødesystemer og man kan have Kombinationer af Pris- og Mængdeaftaler, eller Kartellet kan have ordnet hele Salget gennem et Fælleskontor, der fordeler Ordrerne o. s. v. Der kan endelig være Tilfælde — og der findes mange saadanne —,hvor Monopolet baade er sammensat og kollektivt. er saaledes talrige Markedsformer, der endnu ikke er tilstrækkeligt undersøgt af den økonomiske Videnskab.