B. P. Adarkar: THE THEORY OF MONETAY POLICY with special reference to the relation between interest rates and prices. P. S. King & Son, London, 1935. IX + 125 Sider.

Prof. Adarkar giver i denne lille bog en oversigt over de fleste af de" mirakkelrenter, der spiller saa stor en rolle i øjeblikkets konjunkturteoretiske I hvert sit kapitel behandles Fishers realrente, Cassels sande rente, Wicksells normale rente. Hayeks ligevægtsrente, Sraffas varerente og Keynes naturlige rente. Disse kritisk refererende afsnit er bogens bedste; de er skrevet i et klart sprog og med en sund kritisk sans, der bl. a. giver sig udtryk i en fremhæven af det uklare og ofte selvmodsigende i Cassels anvendelse af begreberne »kapitaldisposition« og »sand rente« og i en skeptisk fra Ny-Østrigernes lære om produktionsomvejenes forlængelse afkortning som konjunkturforklaring. Kritikken er mindst vaagen for Keynes »that leader of modern monetary thought« (s. VIII), og det synes ikke at staa forfatteren klart, at flere af de indvendinger, der rejses mod Wicksell og Hayek, har lige saa stor gyldighed overfor dette store forbillede.

Bogens konstruktive afsnit er derimod af højst forskellig lødighed. Adskillelsen den »aktive« og »passive« forbindelse mellem renteforskydninger prisbevægelser (Chap. I), fordømmelsen af naturaløkonomiske indenfor pengeteorien (Chap. XI) og behandlingen kapitalproblemet (Chap. XII) er — omend ikke overraskende nye — saa dog rigtige og velformulerede. Hvad der derimod skæraraer bogen er, at de konkluderende kapitler (IX, X, XII og XVI) er fuldt saa uklare og angribelige som nogen af de teorier, forfatteren selv kritiserer. Under henvisning til, at laanerenten indgaar som et element i profitforventningerne, Adarkar det som en cirkelslutning at anvende disse ved definitionen af den naturlige rente (s. 105). Afgørende for, om der foreligger en cirkelslutning eller ej, turde det dog være, om forandringer i profitforventningerne alene eller hovedsagelig skyldes ændringer i laanerenten, det maa vel anses for almindeligt anerkendt, at forandringer i profitforventningerne først og fremmest skyldes (forventede) ændringer i afsætningsmulighederne eller tekniske forandringer. løvrigt er den rentesats, i en given situation skaber ligevægt mellem opsparing og investering, er den af Adarkar selv anerkendte formulering af den naturlige rente, vel heller ikke upaavirket af de investerings- og opsparingsvaner, der knytter sig til det gældende laanerenteniveau?

I adskillige udtalelser lægger Adarkar en udpræget ensidighed for dagen, saaledes s. 61: »The conclusion, therefore, is inescapable that cost reduction, a remedy for depressions, has neither a theoretical nor a practical basis.« — en kategorisk dom, der ikke fremkommer som resultatet af et

teoretisk bevis, samt i sit lyrisk opstemte begejstringsudbrud for den internationale afskaffelse (s. 123). Paa andre punkter kan forfatteren nærme sig det dilettantiske, saaledes i sin tro paa, at det er muligt for banksystemet ikke alene at tilpasse priser og omkostninger for samfundet som helhed, men ogsaa ved hjælp af kreditdiscriminering at nivellere de forskellige industrigrenes relative profit (s. 67^—68) — i hvilken forbindelse monopoler og prisaftaler overhovedet ikke nævnes.

Trods ovennævnte mangler er Adarkars bog dog en nyttig tilvækst til den pengeteoretiske litteratur — et omraade, hvor man er taknemlig for selv ufuldkomne tilløb til at klarlægge forbindelsen mellem mange, ofte direkte modstridende, men næsten altid beslægtede teorier.