|
Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 3. række, 45 (1937)OM FORHOLDET MELLEM LIBERALISME OG DEMOKRATITHEODOR GEIGER I en Tid, der
kan siges at være de parlamentariske Demokratiers Det selvskrevne Udgangspunkt for en principiel Afgrænsning er det statslige Herredømme, og dette kan siges at have to Udstrækninger;for første er det Statshelhedens Herredømme (Suverænitet) over alle enkelte Statsborgere, for det andet er det i visse historiske Tilfælde et Herredømme, som en Hersker eller en herskende Befolkningsdel udøver over Resten af Befolkningen.Demokratiet som bekendt Modsætningen til enhver Form for Privilegiestat, d. v. s. at Forskellen mellem herskendeog er ophævet. Derfor og af andre Grunde skulde man vænne sig af med at betegne de helleniske Bystater som Demokratier. En Stat, hvor 90.000 Borgere stod overfor 365.000 Slaver og 45.000 Metøker uden politiske Rettigheder, som det var Tilfældet i Athen paa Perikles' Tid, er ikke demokratisk; lige saa urigtigt er det at tale om de oldnordiske Folkestammers demokratiske Levevis. Demokrati betyder, at hele Befolkningen har lige Andel i Herredømmet; det er f. Eks. en Plet paa Demokratiet,naar uden egen Husholdning ikke har Valgret. Børn kan naturligvis kun være passive Borgere, men her véd man, at de avtomatisk rykker ind i fulde borgerlige Rettigheder, Side 221
naar de bliver voksne; det svarer iøvrigt til demokratisk Tankegangat Aldersgrænsen for Valgberettigelsen saa lavt som muligt — om det er politisk klogt, er et andet Spørgsmaal. KvindernesValgret et demokratisk Krav, i det mindste naar KvindensStilling Samfundet ikke længere i det væsentlige er bestemt af hendes Opgave som Husmoder. Et patriarkalsk Demokrati kan nemlig opfatte Statsfolket1) som bestaaende af Familier eller Husholdninger,ikke Enkeltpersoner, og anse Forsørgeren for Familiensselvskrevne Repræsentant. Nogle har ment, at Herredømmet er ophævet i Demokratiet, fordi herskende og beherskede falder sammen. Dette er urigtigt, naar man gaar ud fra Herredømmets førnævnte Dobbeltkarakter. De politiske Stænder og Herredømmet som Stænderprivilegium er ophævet. Staten er ikke længere det Apparat, hvor igennem en Del af Befolkningen udøver et Herredømme over Resten, den er nu det Apparat, hvormed den politiske Nation udøver sit Herredømme Befolkningen — Statshelheden over de enkelte. Enhver samme Andel i den Statssuverænitet, som ogsaa er et Herredømme over ham selv; deri ligger dog kun, at Individets frie moralske Personlighed er genrejst i Kant'sk Forstand, men ikke en Ophævelse af Suveræniteten — hverken teoretisk eller praktisk. Der er Forskel paa, om jeg er min egen Herre, eller jeg har Andel i alles Herredømme over hver enkelt. Dette er ikke Haarkløveri; det mærkes i Praksis, for i hvert Tilfælde, hvor den Statsuverænitet, jeg selv har Andel i, henvender sig med Krav til mig selv, føler jeg den som de andres Suverænitet. Almenheden »os allesammen«, naar jeg staar paa den aktive Side, men den er »de andre«, naar jeg befinder mig i passiv Rolle. Demokrati — det er et af de mulige Svar paa Spørgsmaalet om Suverænitetens Indehaver. Liberalismen er et Svar paa Spørgsmaalet om Suverænitetens Anvendelse. Den politiskeLiberalisme imidlertid ikke tages for sig selv alene, da den kun er en af Formerne for Individualisme i Almindelighed.Denne sig baade som aandelig og økonomisk Individualisme;den Liberalisme som tredje Form kan være præget af Aands- eller af Erhvervsindividualismen. Dette skal vi senere komme ind paa — her maa det kun fastholdes, at politisk Liberalisme betyder den størst mulige Tilbageholdenhed i StatshelhedensAnvendelse Herredømmet overfor Befolkningen, 1) Folket som politisk Enhed i Modsætning til kulturel Enhed. Side 222
baade
ekstensivt og intensivt. Staten skal blande sig i saa
lidt Demokratiet er Lighedstankens, Liberalismen derimod Frihedstankens Demokratiet udtrykker et Forhold mellem og Folk, Liberalismen tager Sigte paa Statens Forhold til Befolkningen. De to ligger i forskellige Planer; derfor kan de hverken udgøre en Ligning eller et direkte Modsætningsforhold. Det er den løse og variable Sammenhæng mellem dem, jeg gerne vil drage frem i fuld Belysning. Dermed gaar vi
over til det historiske, hvor det vil være muligt
Liberalismen er ældre end Demokratiet — baade som Krav og som Realitet. Her viser der sig straks noget ret mærkværdigt. Opfatter man Demokratiet i Overensstemmelse med gængse Forestillinger hele Folkets Suverænitet over sig selv, maatte man vente, at Læren om Statspagt og dermed Tanken om Folkets Suverænitet det demokratiske Kravs første Udformning. En nærmere Analyse viser imidlertid det paradoksale, at den snarere er det liberale Kravs første Tilsynekomst. Læren om Folkets Suverænitet føres som Regel helt tilbage til Skolastikken, navnlig til Thomas ab Aquino (1225—74), hvis tota multitudo (= Folkehelhed) er Statssuverænitetens naturlige Bærer. Men den tankemæssige Konstruktion har hos Thomas rent formel Betydning. Folket er, ud fra en organisk Statsopfattelse, Suverænitetens Bærer, men dennes Kilde er Guds, ikke Folkets Folket er derfor ikke berettiget til at undsige den en Gang af Guds Forsyn forordnede Fyrste. Thomas' Lære blev senere det formelle Udgangspunkt for en Teori om Folkesuverænitet og Stauspagt, hvis materielle Indhold var en ganske anden. Den spanske Jesuit F. Suarez (1548—1617) er kendt som en af de første, der opstillede Folkets SelvbestemmelsesretmodFyrstensHerredømme. historiske Baggrund aabenbarer Lærens Betydning og Hensigt. Maria Stuart's Søn, Jacob 1. af Skotland, var 1603 bleven engelsk Konge; han fortsattetrodsgivneLøfter Tudors Katolikforfølgelser. Som »Evropas mest lærde Tosse«, saaledes som Hertugen af Sully kaldte ham, mente han at maatte give en teologisk og statsfilosofiskBegrundelseforsin til at udøve Pres paa Undersaatternes Side 223
religiøse Bekendelse. Hans videnskabelige Udredning, som blev sendt rundt til alle evropæiske Hoffer, udæskede den katolske Kirke til Svar. 1608 udkom R. Bellarmins (1542—1621) Responsio Matthæi torti Presbyteri, 1613 fulgte F. Svarez Defensio catholicae fidei contra anglicanae sectae errores. Folket er efter ham Indehaverafpotestaspublica; en enkelt Person, Fyrsten, udøverdennepostetas,kan kun være, fordi Folket har overdragethamUdøvelsen,hvorimod aandelige Avtoritet umiddelbart er forordnet af Gud. Det helt nye i Forhold til Skolastikkener,atStatens ikke længere begrundes mediante ecclesia (Kirken er den overordnede Avtoritet, hvorpaa Statsmagtenberor),menmediante (Folket er Statsmagtens egentligeSubjekt).—Samme gaar imidlertid længere tilbage. Jesuiterpateren J. Mariana (1537—1624), som var den senere Konge Filip HF s Lærer, udgav 1605 sin Bog »De rege et regis institutione«,somerskrevet Slutningen af det 16. Aarh., og som indeholderdepolitiskePrincipper, havde indprentet sin kongeligeElev.Ledemotiveter, Fyrsten er ansvarlig overfor Folket for Statens Ledelse, og Konsekvensen lyder i Marianas Ord: »Naar en ugudelig Tyran misbruger sin Magt til at undertrykke sine Undersaatter, er Folket berettiget til at skaffe sig af med ham ogsaa med Vold, om det bliver nødvendigt. Den korrekte Vej dertilerAfsættelseog ved Plebiscit, men i Nødstilfælde er ogsaa hvert enkelt Folkefælle berettiget til at handle paa AlmenhedensVegne.«Marianasigter den franske »Kætterkonge« Henri HF s Snigmorder (1589), Dominikanermunken /. Clement1). — Tanken om Folkets Suverænitet syntes for saa vidt kun at være et Paaskud til at hævde kirkelige Interesser. Svarez' og Bellarmin's polemiske Hensigt kan der ikke være Tvivl om; Kirkenkundeikkeforhindre Fs Rædselsregimente mod de engelske Katolikker, men man kunde gendrive de videnskabelige og moralske Skinbegrundelser, hvormed Kongen besmykkede sin brutale Fremfærd. Mariana forsvarer ogsaa Folkets — i første 1) Det er Mariana, man har for Øje, naar man bebrejder Jesuitterne, at de forsvarer Kongemord. En Berigtigelse er her paakrævet. Mariana anser vist under særlige Omstændigheder Kongemord for tilladt — men han siger udtrykkeligt, at det er hans private Opfattelse. Jesuitterordenen den katolske Kirke har aldrig godkendt Mariana's Lære. Ordensgeneralen Aquaviva forbød 1610 Mariana's Bog og alt Forsvar for de deri fremsatte Paastande. Side 224
Række dog den katolske Adels! — Ret overfor den hugenottiske Konge; men her kan man for det første snarere sige, at Henri 111. brugte Calvinismen som Paaskud1) for sine absolutistiske Bestræbelseroverfordenkatolske end man kan bebrejde Mariana, at han brugte Tanken om Folkets Suverænitet som Camouflage for Kirkens Interesser. For det andet er Marianas Hensigt ikke i første Række politisk-polemisk, men pædagogisk; han bruger kun Henri HFs Skæbne som afskrækkende Eksempel overfor den unge spanske Prins. — Grundtankens Rødder synes imidlertid at strække sig helt ned til Ignacio de Loyola (1492— 1556) selv eller i det mindste til hans nærmeste Vennekreds. D. Laynez, som allerede i Paris var den senere Ordenstifters fortroligeVen,ogsom hans Død blev Ordenens Øverste, udtalte paa Concilium Tridentinum (1545—63), at Folket havde betroet Herredømmet til Fyrsten, og at det derfor ogsaa var berettiget til at ophæve Forholdet2). Her er Tanken om Statspagt mellem Folk og Fyrste fremsat i klassisk Form; der er kun et lille Skridt herfra til den senere Naturretslæres rent utilitaristiske Opfattelse af Staten,hvorefterdennekun en profan Hjælpeforanstaltning. — Yderst mærkværdigt er det, at Kardinal G. ContarinV) (•}• 1542), som ogsaa paa anden Maade kæmpede mod Kirkens indre Forfald(KlostrenesmoralskeDegeneration) følgende Tankegang:»KristiLover Lov . . . Regeringen kan ikke være et Herredømme, hvis Maalestok er e t Menneskes Vilje, som af Naturen hælder til det Onde og bestemmes af utallige Lidenskaber.Nej,altHerredømme være et Fornuftens Herredømme.DetsOpgaveer Vejledning til Frelsen. Ogsaa Pavens Avtoritet er en Avtoritet paa Fornuftens Vegne. Paven skal vide og huske, at han hersker over frie Mennesker.« En Kardinal, en af sin Tids betydeligste Kirkepolitikere endda, anvender Læren om Folkets Suverænitet og Fornuftens Autoritet paa Pavens aandelige Myndighed; den oplyste Katolicisme, som bar Kontrareformationen,aabenbarersigher sin mest pointerede Form. Og 1) Han var personlig fuldkommen ligeglad i religiøs Henseende. 2) Man skulde tro, at Skæbnen havde hævet Pegefingeren — Laynez var Catarina dei Medici's, Henri IH's Moders, gejstlige og politiske Raadgiver. 3) Han stammer fra en gammel venetiansk Slægt, af hvilken der fremgik Doger. Han selv er kendt ved sine Forsøg paa, sammen med Gropper, Pigghe og Bucer at hidføre en Forsonning mellem Katolicisme og Protestantisme paa Regensburger Rigsdagen 1541. — Hans Lære om Retfærdiggørelsen er halv protestantisk; han opgav den senere som stridende Kirkens Dogmer. Side 225
Contarini var Ignacio's personlige Ven1), ja, det var ham, der havde fungeret som Formidler mellem Pave Povl 111 (1534—49) og Ignacio, og som derved muliggjorde Jesuitordenens officielle Anerkendelse (1540). — Tanken om, at Tyranmord er tilladt, findesallerede1545,altsaa Aar før Udgivelsen af Marianas Bog, hos — Michelagniolo. Det fremgaar af D. Gianotti's Optegnelser (»Samtaler om Dante's divina comedia«), at Michelagniolo, som var sin Tids bedste Dantekender, forklarede sine Venner (Gianotti,L.delRiccio A. Petreo), hvorfor Cæsar er fordømt til en lavere Region i Helvede end hans Snigmordere Cassius og Brutus.».... var godt klar over Tyrannens Natur, og hvilken Straf han fortjener paa Guds og Menneskers Vegne. Tyrannen hører til dem, »der øver Vold mod Næsten« Dante maa derfor have haft Forstaaelse af, at Cæsar, som var sit Fædrelands Tyran, med Rette blev dræbt af Brutus og Cassius. Den, der dræber en Tyran, dræber ikke et Menneske, men et Bæst med MenneskeansigtTyrannenmanglermenneskelige han er intet Menneske, men et Dyr Det er givet, at den, som dræber en Tyran, ikke begaar et Mord .... Brutus og Cassius begik ingen Forbrydelse, da de slog Cæsar ihjæl; for det første, fordi de dræbte en Mand, som enhver Romer i Kraft af Lovene var forpligtettilatdræbe; det andet, fordi de ikke dræbte et Menneske,menetvildt med Menneskeansigt.« — Michelagniolo havde en Overgang været gode Venner med Ignacio de Loyola. Han og hans Kres er saaledes utvivlsomt FolkesuverænitetstankensivrigeForsvarere— ikke dens Ophavsmænd. — Før vi følger Statspagtslæren ned gennem Tiderne, gælder det om at drage de historiske Slutninger af de fremsatte Kendsgerninger.Tager de anførte Forfatteres Ord i moderne Betydning,lyder helt demokratisk. Men det maa paa Forhaand gøre os mistænksomme, at Teorien optræder hos Katolikker og i Reformationstiden,ja, Tilfældene Svarez og Bellarmin ligefrem i Kontrareformationens Tjeneste. Her var det altsaa Hensigten at beskytte Undersaatterne mod Fyrstens Forsøg paa at kue deres religiøse Frihed — selvfølgelig kun, hvor Folket var paa den katolskeSide. det senere viste sig, at Læren var tveægget, at den ogsaa kunde bruges den modsatte Vej, standsede Kirken denne Propaganda. Demokratiske Krav var dengang ikke knyttet 1) Gennem Benediktinerabbeden Cortese i Venedig, som havde samlet en Kres af reformivrige Katolikker. Side 226
til Læren. Man benægtede kun Fyrstens Ret til at gribe ind i Undersaatternes religiøse Liv, men hans Herredømme over de verdslige Forhold interesserede ikke. Nu kan man jo sige, at disse polemiske, kirkepolitiske Synspunkter kun spillede en ringe Rolle hos Mariana, og slet ingen hos Laynez og Michelagniolo. Derfor er det meget vigtigere at gøre sig klart, hvad alle disse Forfattere mener, naar de taler om Folket. Dette tages som en Helhed og kun i Forhold til Fyrsten, men der sigtes ikke til FolketsSammensætning Samfundslag og til Forholdet mellem disse. Stændertanken rokkes der ikke ved — det vilde ogsaa være mærkeligt, for det var altid Katolicismens Opfattelse, at der kun er Lighed mellem Menneskene for Guds Aasyn, men at en verdslig Rangfølge mellem dem svarer til Guds Vilje. Saa maa man ogsaa huske, at Absolutismen dengang var ganske ung. Den befandt sig endnu i Angrebsstilling, og de nævnte Forfattere forsvarer snarere Middelalderens korporative Orden mod AbsolutismensMagtkrav de angriber Absolutismen ud fra demokratiskTankegang. finder man ogsaa de calvinistiske Monarchomacherpaa Front som Jesuitterne. Man har her den første spagfærdige Antydning af Liberalismen, og det er med Henblik paa den materialistiske Historieopfattelse interessant, at den først optræder som religionspolitisk Retning, ikke som økonomisk Doktrin. Statshistorisk betegnende er det, at Liberalismens første Antydninger spirer frem næsten samtidig med Absolutismens Udformning, ja ligefrem som dennes Modspiller.Har først faaet Øjnene op for denne historiske Kendsgerning,ser straks ogsaa det naturlige deri. Den dynastiskterritorialstatsligeEnevælde paa Feudalsamfundets Ruiner; men Nydannelsen gik simultant i to Retninger. Middelalderens korporative Samfund omsluttede i een pyramideagtig Opbygning af decentralistisk Præg alle sociale Sammenslutninger, der overhovedetfandtes. betød paa dene en Side, at Individetblev eller rettere sagt gjort frit bevægeligt mellem et Flertal af selvstændige sociale Kredse, altsaa en Individualisering,som Renæssancetiden naturligvis begyndte blandt de øverste Samfundslag, men som saa fortsattes nedadtil. Paa den anden Side indtraadte den Centralisering, som tog Skikkelse i den moderne Nationalstat. I pointeret Form: den korporative Grupperings Opløsningsprodukter er den individuelle Personlighedo det uniformerede Massemenneske i én og samme Person. Det er ikke alene forstaaeligt, men en tankemæssig Nødvendighed,at Side 227
hed,atIndividualismen optræder omtrent samtidig med Statsabsolutismen— at sige som dennes Vrangside. Macchiauellis (1469—1527) Modstander A. Gentili (1551—1611) mente endnu at kunne forene Absolutismen og den gamle korporative Opfattelse, idet han ansaa den absolutte Stat for umiddelbart bygget over Stænderne. Jean Bodin (1530—96) er den første, som antyder et moderne Syn1). Han ser allerede indenfor den absolutte Stat den politiske Enhed og Familiernes løse borgerlige Forhold til hinandensom forskellige Organisationsformer. Det er tvivlsomt, hvorvidt man overhovedet har Lov til at betegne Feudaltidens politiske Dannelser som Stater; man maa i hvert Fald ikke gøre det, naar man i Overensstemmelse med Nutidens Opfattelse opstillerStat Samfund som Parallelbegreber. Middelalderen kendte ikke Stat og Samfund som to adskilte Former; corpus christianum og imperium var kun to Udtryk for samme Helhed2), og der var kun Strid om gejstlig eller verdslig Overhøjhed over det hele. Dualismen Stat og Samfund optræder først ved den nye Tids Tærskel. Efter det korporative Feudalsamfunds Opløsning er Staten den omfattende politiske Enhed, medens Samfundet er de frit bevægelige, frigjorte Individers Mangfoldighed af Sammenslutningerog for borgerligt Samkvem. Denne Spændingsigter politiske Liberalisme til. Individualismen i Almindelighedhævder Frihed; i sin særlige politiske Form som Liberalisme knytter den Individets Frihed overfor Statentil om det individualistisk opløste borgerlige Samfund.Liberalismen Stilling paa Samfundets Side og mod Staten. Paa denne Linie ligger ogsaa Pagtteoriens senere Udformning i Naturretslæren; Hobbes har fyrre Aar efter Mariana, Svarez og Bellarmin, næsten 100 Aar efter Laynez, udviklet Statspagtteorienpaa individualistisk Grundlag. Det folkelige Samfund var for Barokkatolikkerne noget givet, man ikke behøvede en videnskabelig Konstruktion for. Det gjaldt kun om at begrunde Staten ved en Statspagt mellem Folk og Fyrste. Paa Hobbes' Tid er det korporative Samfunds Opløsning allerede trængt igennem i Bevidstheden; nu gælder det om først at finde en Konstruktion for selve Folket eller Samfundet paa et nyt Grundlag. Hobbes7 Udgangspunkt er derfor en asocial Tilstand, hvor »homo homini 1) De Republica Libri sex. 1577. 2) Skolastikeren Bartolus kunde endnu hævde, at den, der benægter Kejserens verdslige Herredømme over hele Jorden, var en Kætter. Side 228
lupus«. Medens Grotius konstruerer Samfundet som Statspagtens ene Part ved Hjælp af en almen-menneskelig Samfundsdrift, erklærerHobbes, Statspagtens ene Part ikke er forhandlingsdygtigog Statspagten derfor maa være en ensidig Underkastelsespagt.Staten en »Leviathan« (1651), som tilraner sig al Magt og opretholder Ordenen. Individernes Bevæggrund for Underkastelsen er ikke en Samfundsdrift, men den individuelle Selvopholdelsesdrift. Den teoretiske Linie vilde nu føre os til Rousseau's atter et Aarhundrede yngre Udformning af Pagtteorien, men vi vender os først fra Hobbes' Lære til de samtidige realhistoriske Hændelser — CromwelVs great rebellion og the glorious Revolution. jjet var Liberalismens Revolution. Kampen stod mellem Kronensabsolutte og Parlamentets Rettigheder, mellem den absolutte Stat og det borgerlige Samfund — men ikke meliemPrivilegiestat Folkestat. Resultatet var da ogsaa det konstitutionelleKongedømme, typisk liberal Statskonstruktion, i Sandhed Virkeliggørelsen af den Tanke, Bodin 100 Aar tidligere havde fremsat mod Macchiavelli. Et Kongedømme med etats généraux, et Stænderpalament, som Modvægt1). Suveræniteten blev delt mellem Konge og Parlament; Grundtanken er en Svækkelse,ja Lammelse af Suveræniteten i det borgerlige SamfundsFavør. Hensigter og Lighedstanken laa Datidenfjernt. kunde maaske tyde Överhusets midlertidige Afskaffelse som et Angreb paa Privilegiestaten. Den var ogsaa et Angreb paa Standsprivilegier, men kun i en anden Stands Favør,ikke den borgerlige Ligheds Vegne. Byens Borgere rejste sig mod Landets Feudaladel. Parlamentet, ikke Folket, delte Suverænitetenmed og Parlamentet var og forblev fremdeleset Dette er liberalistisk tænkt som det borgerlige Samfunds Repræsentation overfor Kongen, ikke demokratisksom Repræsentation overfor Befolkningen. Den liberale Grundtanke i den store engelske Revolution prægede Englands politiske Liv i de følgende Aarhundreder saa stærkt, at den sinkede den demokratiske Tankes Frembrud. PrivilegietsBetydning Parlamentets Sammensætning er uforenelig med demokratisk Lighed, men blev bibeholdt indtil 1918. Katolikkerne,som test act af 1673 var anden Klasses Borgere, 1) Eller i Monarchomachen J. Althusius' (1557—1638) Udformning »Eforerne« (Opsynsmændene), som paa Folkets Vegne skulde kontrollere, at Fyrsten ikke krænkede Statspagten. Side 229
fik først passiv Valgret under Peel 1829; Grey's Reformlov af 1832 bragte en forbedret Inddeling af Valgkredsene, men opretholdten Census, som først blev nedskaaret af Disraéli 1867 og under Gladstone 1885. Vælgerne udgjorde før 1832 kun 3 pCt. af Befolkningen, efter 1932 knapt 5 pCt. og ved Verdenskrigens Begyndelse 20 pCt. Efter at Timokratiet var afskaffet, og Kvindernehavde Valgret i 1918, blev det 50 pCt. Vi vender tilbage til Teoriernes Historie. I det 18. Aarhundrede trænger den liberale Lære frem i Forbindelse med den nye økonomiske De første økonomiske Individualister i Frankrig, S. Vauban (1633—1707) og P. Boisgilbert (1646—1714) fordrede kun, at man laisse faire la nature, men de knyttede ikke dertil Krav om Ændring af Statsformen. De var tværtimod Tilhængere Absolutismen. Dette er aldeles konsekvent og støtter den her fremsatte Paastand om, at Liberalismen principielt intet har med Herredømmets Indehavelse at gøre. Det drejer sig kun om Suverænitetens Anvendelse. Erhvervslivet, som var snøret ind i Merkantilismens Spændetrøje, skulde have frit Spillerum. Man tilsigter en Regeringsteknik, der kan anvendes under hvilken som helst Statsform. Ogsaa Louis XV's Udenrigsminister R. L. a"Argenson (1605—1757), som sikkert ikke var demokratisk sindet, i sine 1754 udkomne Erindringer, at »pour gouverner mieux, il faudrait gouverner moins«. Men praktisk set er det givet, at Statsmagtens Svækkelse vil betyde en Garanti for, at Staten ikke kan blande sig ind i alt for meget. Det er her, den økonomiske Individualisme flyder sammen med den fra Naturretslæren politiske Liberalisme. Den politiske Liberalismes samtlige Krav gaar ud paa en Svækkelse Statsmagten i det frie Samfunds Favør. Bodin, Althusius (og efter dem Spinoza) gik ind for, at Kongemagten skulde have en parlamentarisk eller paa anden Maade organiseret Modvægt. Forfatningstanken dukkede op i Leveller's »Agreement of the People« (1647), blev teoretisk udviklet af Locke og realiseret i »Mayflower«-Fædrenes Pagt, i Menneskerettighedernes Erklæring og i den franske Forfatning af 1791 (1793). Locke s »Myndighedernes Adskillelse (Lovgivning og Eksekutiv) blev af Montesquieu (Esprit des lois 1748) ført til Fuldendelse i Form af en Tredeling (Lovgivning, Retspleje, Forvaltning); Herrdømmets Deling mellem Parlament og Konge er ikke nok, Statens Initiativ skal yderligere lammes ved denne organisatoriske Tredeling. Parlamentarisme,
Forfatningsstat (formel Frihedsgaranti) og Side 230
Myndighedernes Adskillelse er den politiske Liberalismes Grundpiller.Omtrent samme Tid, som Montesquieu fuldendte Liberalismenspolitiske og Fysiokraterne forbandt den etiske og økonomiske Individualisme, begrundede Rousseau i sin contråt social af 1762 den demokratiske Rigorisme, og her synes det virkelig,som Liberalisme og Demokrati var Modsætninger. Rousseau skelner vendt mod Grotius og Hobbes mellem Statspagt og Samfundspagt. »Avant done que d'examiner l'acte par lequel un peuple élit un roi, il serait bon d'eæaminer l'acte par lequel un peuple est un peuple. Car eet acte étant nécéssairement antérieurå est le vrai fondement le la société«. Denne konstituerendeSamfundspagt hos Rouesseau det Princip, hvorpaaFolkets hviler, men ikke den historiske Aarsag til Samfundets Opstaaen. ».... je ne donne .... quune méthode pour la formation des sociétés politiques, quoique dans la multituded'aggrégations existent actuellement sous ce nom, il ny en ait peut-étre pas deux, qui aient été formées de la méme maniére,et une, qui Vait été celon celles, que j'établis. Mais je cherche le droit et la raison, et ne dispute pas de faits«. Samfundspagten er ikke nogen historisk Kendsgerning, men en ideal Maalestok for, hvorledes Statsborgerforholdet skal opfattes. skal forholde sig ligesom de vilde gøre, hvis de havde indgaaet en Pagt med hverandre. Den enkelte skal give Afkald paa sin übegrænsede Frihed for Almenhedens og sin egen Skyld. Maalet er Øvrighedsstatens Omdannelse til suveræn Folkestat. Konstitutionalisme er opgivet for den radikale demokratiske Tanke. Den ideale Stat, som genopretter Naturtilstandens Frihed og Lighed for alle paa Civilisationens Niveau, er bygget paa den ret taagede uolonté générale. Den franske Revolution — for atter at gaa over til Realhistorien—eri og Etos fyldt med Rousseau's Aand; den engelske Revolution var rent liberal; i den franske Revolution rejser Demokratismen sig, den vender sig ikke umiddelbart mod Enevælden, men mod Stænderprivilegiet, og dette i Nationens Navn. Tredjestand optræder paa Nationens Vegne, ja, den er efter Abbé de Sieyés (1748—1836) identisk med hele Nationen. Og Nationen, som Franskmændene opfatter rent politisk, hvorvedden Retydning følger med, er den demokratiskeSamviljes Den førnævnte dArgenson bemærkede allerede 45 Aar før Revolutionens Udbrud: »L'on observe, que jamais l'on avait répéte les noms de nation et d'état comme aujourd'hui.Ces Side 231
jourd'hui.Cesdeux noms se prononcaient jamais sous Louis XIV et Von n'en avait seulement Vidée«. Den radikal-demokratiske Tanke, Nationens i Borgerdyd faststøbte Enhed, stod i Revolutionens Brændpunkt — programmæssigt set. Men de Befolkningsdele,der politisk Tænkning og Praksis i den følgende Tid var Erhvervsbourgeoisiet og de intellektuelle. Hos de første blev den demokratiske Tanke sammenknyttet med økonomiskLiberalisme, de sidste med Oplysningsfilosofiens Rationalisme.Det Demokratis Historie begynder for Alvor med den franske Revolution. Liberalt Demokrati, det betyder rent forfatningsmæssigt set demokratisk Vi er inde paa det for Demokratiet centrale Spørgsmaal om Vil jesdannelsen. Roussean siger udtrykkeligt sin volonté génerale: »II y a souvent bien de la difference la volonté de tous et la volonté génerale; celle-ci ne regarde qu'å Vintérét commun, Vautre regarde å Vintérét privé, et n'est qu'une somme de volontés particuliéres; mais ötez de ces mémes volontés les plus et les moins, qui s'entre-détruisent, reste pour somme des differences la volonté génerale«. Regneeksemplet enkelt nok, men hvordan skal man i Praksis naa til Resultatet? génerale er hverken alles eller Flertallets Vilje, hverken Kompromis eller Gennemsnit. Flertalsbeslutningen kun Samviljen, hvor det drejer sig om alles fælles Paastanden om, at saadanne findes, beror paa Rousseaus Fællesskabsmetafysik. Oplysningstidens individualistiske Teori om den offentlige Mening derimod ud paa, at denne aabenbarer sig som Resultat af en almen Diskussion, ført efter den frie Konkurrences Mønster. Folkets sande Samvilje og les volontés particuliéres, er da ikke Modsætninger, de sidste er tværtimod Grundlaget for volonté génerale som deres Syntese. Der findes kun een Sandhed, een Opfattelse kan være rigtig, og den kommer til Syne som fælles Resultat ved Diskussion. Diskussionen, som et Særtilfælde af fri Kappestrid, spiller sin Rolle paa to Trin i den politiske Meningsdannelse. 1) Den brede Befolkning skal danne sig sine politiske Anskuelser paa Grundlagafalmen 1). Den offentlige Mening, hvis 1) Den politiske Café gaar derfor i det væsentlige tilbage til denne Tid. Den 1689 grundlagde Café Procope, som paa Voltaire's Tid havde været det litterære Paris' Samlested, oplevede siden 1789 en ny Opblomstring; Rétif de la Bretonne og de betydeligste Revolutionsmænd (med Undtagelse af Robespierre, som boede for langt borte — i Rue St. Honoré) plejede at samles dér, Danton uddelte her Fribilletterne til sin Ven Chénier's Drama Charles IX. Café de Foy i Palais Royal, for hvis Indgang Camille Desmoulins 12. Juli 1789 holdt sin berømte Tale, hvori han opfordrede til at storme Bastillen, var fortrinsvis besøgt af det gamle Regimes Tilhængere, medens Café du Caveau's Publikum holdt med Tredjestanden. Side 232
politiske Betydning allerede Finansminister Necker (1732—1804) havde Forstaaelse af1), blev i den borgerlige Revolution den politiskeNationsbankende Forudsætningen for, at Diskussionenkanvære politiske Meningsdannelses Mekanisme, er den størst mulige Publicitet m. H. t. politiske Afgørelser. Her kommer Pressen ind som uundværlig Faktor, baade i Egenskab af »Intelligensblad«, indeholdende det Stof af Kendsgerninger, om hvilke Offentligheden skal danne sig en Mening, og som »Gazette«iden Oplysnings Tjeneste, d. v. s. som HjælpemiddelogVejledning den jævne Borger. Friedrich II af Preussen havde endnu staaet temmelig isoleret med sin Opfattelse,at»die wenn sie interessant sein sollen, dürfen nicht genieret werden2); men først med den franske Revolution begyndte Pressen at udvikle sig til en Verdensmagt, først nu konsolideredeJournalisterog sig om en Stand af politisk Betydning, som den politiske Oplysnings Præsteskab. 2) Den almeneDiskussiondanner for Borgerens Meningsdannelse,ognavnlig Forberedelse til Parlamentsvalg. Men ogsaaParlamentetselv som Skueplads for en Diskussion mellem Folkets valgte Tillidsmænd, der skal diskutere sig frem til Folkets Samvilje. Enhver véd, at Nutidens parlamentariske Liv langtfra svarer til dette Idealbillede. Jo større Rolle Partiernespilleri jo mere Staten bliver Partistat, des ringereBetydninghar for Parlamentets Beslutninger; dette bliver mere og mere den ydre Ramme for Afstemninger, hvorved Styrkeforholdet mellem Partiernes og Partikombinationernesmodsatteoffentlige manifesterer sig og — underforberedendeForhandlinger for politisk Forlig — med et mindre pænt Ord betegnet som parlamentarisk Studehandel. Graham Wallas3) har udførligt skildret dette Forhold med engelskogamerikansk 1) Den politiske Café gaar derfor i det væsentlige tilbage til denne Tid. Den 1689 grundlagde Café Procope, som paa Voltaire's Tid havde været det litterære Paris' Samlested, oplevede siden 1789 en ny Opblomstring; Rétif de la Bretonne og de betydeligste Revolutionsmænd (med Undtagelse af Robespierre, som boede for langt borte — i Rue St. Honoré) plejede at samles dér, Danton uddelte her Fribilletterne til sin Ven Chénier's Drama Charles IX. Café de Foy i Palais Royal, for hvis Indgang Camille Desmoulins 12. Juli 1789 holdt sin berømte Tale, hvori han opfordrede til at storme Bastillen, var fortrinsvis besøgt af det gamle Regimes Tilhængere, medens Café du Caveau's Publikum holdt med Tredjestanden. 1) Efter sin Datters, Mme. de Staél's (1766—1817) Vidnesbyrd. 2) Hvilket ikke hindrede Kongen i at sende sin Repræsentant i Köln 100 Dukater med den Bestemmelse, at han skulde hyre et Par kraftige Fyre til at prygle en Journalist, der havde angrebet Kongen i »Kölnische Zeitung« Th. von Heigel). 3) The great Society. 1904. Side 233
gelskogamerikanskParlamentsliv for Øje. Man kan godt sige, at i Parti- og Parlamentsvæsnets Sfære er Indnvidualismens politiskeIdeal:en og fornuftmæssig Afgørelse, fortrængt af Massemenneskets organiserede Interesseytring. Diskussionen er taget forud ved selve Partidannelsen og ved Vælgernes TilslutningtilPartiernes og Kandidatlister. Men VælgernesStemmeafgivelseeller varige Tilslutning til et Parti sker i stort Omfang paa Grundlag af deres Tilhørighed til de forskelligeSamfundslag,hvis Partierne varetager. De mere nøgternt indstillede og mere økonomisk-liberalt prægede hyldede aldrig i samme Grad som Franskmændene tillidsfulde Lyssyn angaaende Diskussionens Værdi, men opfattede Valg og Parlament mere som Skueplads for en Magtkamp mellem Partierne efter fair-play-Regler. Udligningen da ikke i den Diskussion, hvis Resultat skal være en aldrig opnaaelig Fællesmening, men i Flertallets og Magtens Svingen frem og tilbage mellem Partierne. Dette falder i Traad med det engelske To-Partisystem, som først i 1917 blev udvidet til et Tre-Partisystem (Labour Party). Parlamentarismen virkeliggør dels den Opfattelse, at Folkets Vilje bliver aabenbar i den frie Diskussion — dette er den mere politisk-optimistiske, fraaske Komponent — dels Tanken om, at de glidende og svingende Magtforhold i det lange Løb ophæver hinanden — og dette er den mere økonomisk-pessimistiske, engelske I begge Tilfælde er den frie Konkurrence den regulerende Kraft; i det ene Tilfælde Idéernes Kappestrid, i det andet Realiteternes og Interessernes Konkurrence. I begge Tilfælde det Meningen, at Kræfternes frie Spil i det frie Samfund skal dominere over Staten. Vi gaar over til det andet Hovedpunkt, Problemet om Magt og Ret. Læser man Dietzels Artikel om »Individualismus« i »Handwörterbuchder saa er man forbavset over hans idealiserende Redømmelse af Liberalismen. Denne synes her virkelig nærmest at falde sammen med Demokrati. Man behøverikke opholde sig ved den filosofiske Individualisme (naturretligIdealisme), bevæger sig i den rent ideale Retssfære, og som kun havde indirekte politisk Betydning; den økonomiske Liberalisme var i Virkeligheden den stærkeste Drivkraft. Dietzel hævder, at dennes Løsen, property and liberty langtfra var ment at skulle befæste Bourgeoisiets økonomiske Stilling overfor de mindre bemidlede, men at det netop i Forbindelse med Tanken Side 234
om fri Kappestrid skulde give enhver sin Chance, og ganske særligtde i Samfundet. Vel lød det saaledes, da Liberalismen endnu kæmpede mod Erhvervsstændersamfundets bundne Økonomi.Men Lænkerne var brudt, var den faktiske Udvikling den modsatte, og det er dog denne, ikke Kampideologierne, det kummer an paa. Tönnies1) paastaar tværimod, at Liberalisme og Demokrati er Modsætninger, idet den økonomiske Liberalisme i sit Væsen er aristokratisk; den tager efter hans Mening Sigte paa den bevægelige Kapitals Herredømme, og Timokratiet er den bedst egnede politiske Form derfor. Han hævder endda en umiddelbarSammenhæng Timokrati og den naturretlige Individualismes Vederlagsprincip, hvorefter det maatte være rimeligt at tilmaale den enkelte hans Andel i Herredømmet i Forholdtil Skatteydelse. Den engelske Parlamentarisme, hvis Censussystem Tönnies aabenbart har in mente, synes at bekræfte Paastanden, men dog kun i den Forstand, at Liberalismen kan give sig Udslag i en timokratisk Forfatning. Netop den engelske Statshistorie viser dog ogsaa, hvorledes et oprindelig liberalt Timo krati kan omformes til det liberale Demokrati, Nutidens England er. Bortset fra Afskaffelse af Census var det et vigtigt Skridt henimod Demokratiet, at Ministeriet, som oprindelig var Kronens Regering, efterhaanden blev Parlamentets Regering2). Men Spørgsmaalet maa tages op paa en bredere Basis. Timokratieter Form for politiske Stænder, nemlig BesiddelsesogIndkomststænder; mere bemidlede nyder et Stænderprivilegium,der dem en overlegen Andel i det legitime Herredømme.Det altsaa en Selvfølge, at Censusvalgretten, Skatteborgerstaten,strider demokratisk Lighed. Demokratiet trængerfrem 1) Demokratie und Parlamentarismus. Schmollers Jahrbuch. 1927. S. 173—216. 2) Den ydre Anledning dertil gav den tyskfødte Georg I's (1714—27) mangelfulde Kendskab til Engelsk, som gjorde ham uegnet til at præsidere for Kabinettet. Følgen var Oprettelsen af Premierministerembedet (R. Walpole 1721), hvorved Kabinettet kom til at indtage en Stilling mellem Krone og Parlament; Tilknytningen til det sidste blev senere snævrere, navnlig da det blev en Regel, at Kabinettet skulde dannes af Parlamentsmedlemmer. Pitt d. æ. var den første Prime Minister, som Parlamentet (1756) formaaede at paanøde Kongen. -— Dronning Victorias energiske Prince consort Albert forsøgte i sin Kamp mod Palmerston og under von Stockmar's Indflydelse forgæves at genoprette Kronens »selvskrevne Ret« til at være »the permanent Premier, who takes rank above the temporary head of the Cabinet«. Side 235
gerfremefterhaanden som det lykkes at afskaffe Velhaverprivilegieti politiske Liv. De historiske Stater er jo ikke enten Demokratier eller noget andet, men de er mere eller mindre præget af det demokratiske Princip, og dette kan i Historiens Løb vinde eller tabe Land i Forhold til ikke-demokratiske Træk i Forfatningen. Men naar Privilegierne er afskaffet, bliver dog den overlegne faktiske Magt tilbage, som økonomisk Velstand giver. Den strider ikke mod Demokratiets Princip; dette opfyldes, naar det legitime Herredømme er ligelig fordelt, og faktisk økonomiskMagt ikke at give sig Udslag i den politiske Sfære1). Men, et stærkt Demokrati vil i Praksis bestræbe sig for at udjævnestore Uligheder. For faktisk Magt kan let slaa over i legitimt Herredømme. Et Demokrati staar i hvert Fald fastere, jo mere ligelig de materielle Goders Fordeling er. Derfor mener A. W. Small, at Demokratiet ikke er et rent politisk,men et økonomisk og socialt Problem, og at vi i Grundenførst er paa Vej »fra Kapitalisme til Demokrati«. Han betragter altsaa ligesom O. Spengler de to som Modsætninger. Det er forstaaeligt, at J. Harrington (1611—77)2) ud fra sin Tids Synspunkter tillagde Jordbesiddelsen afgørende Betydning. Han mente, at der hersker Autokrati, hvor een Mand — Fyrsten — ejer al Jord, at det er Aristokrati, naar et Faatal er Jordejere, men Demokrati, naar Jorden er ligelig fordelt. Men det er lidet logisk, naar L. Gumplowicz og F. Oppenheimer opretholder Tankenom afgørende Betydning for Statsformen med Henblik paa Nutiden, hvor den bevægelige Kapital er saa meget vigtigere. Paa den anden Side er det sikkert heller ikke rigtigt, naar F. A. Hermens*) i skarp Modsætning til Small hævderDemokratiet politisk Lighed for alle som Kapitalismens skrædersyede Statsform. Det synes dog, at Forholdet mellem den økonomiske og den politiske Leveform er variabelt indenfor visse Grænser, bortset fra, at Kapitalismen selv gennemgaar en Udvikling,til 1) Nogle har ment, at økonomisk Overlegenhed aabner Mulighed for ved Hjælp af en købt Presse at dominere den offentlige Meningsdannelse. Men for det første er Bladene og andre kostbare Institutioner langt fra alene om at paavirke den offentlige Mening, for det andet er det en Kendsgerning, f. Eks. Tysklands Socialdemokrati (før 1933) ejede et større Agitationsfonds noget borgerlig-kapitalistisk Parti. 2) The Commonwealth of Oceana. 1656. 3) Demokratie und Kapitalismus. 1931. Side 236
ling,tilhvis
enkelte historiske Trin ret forskellige Statsformer
Men i Spørgsmaalet om Statens Holdning overfor den økonomiske foreligger der utvivlsomt Stof til Konflikt mellem den økonomiske Liberalisme og den demokratiske Tanke i moderne Statsliv; Striden er ikke opstaaet med Nutidens Interventionisme, gaar helt tilbage til den franske Revolution, hvor de to Principper første Gang blev forenet i politisk Praksis. Marat var en af de faa blandt Datidens Mænd, som saa, og som advarede mod, at Entrepreneurs og Advokater høstede Folkerevolutionens Han saa rigtigt; den liberale Bourgeois sejrede over den demokratiske Citoyen (Aulard). Borgerkongedømmets om le juste Milieu og Datidens Løsen enrichissez-Vous er de kraftigste Udtryk derfor. Liberalismens Forhold til Magten bedømmes tit fejlagtigt i to omtrent modsatte Retninger. Begejstrede liberale mener, at Liberalismen Magten for noget i sig selv forkasteligt; den tiistræber formentlig ikke Magt, men Magtens Udslettelse; Staten anses for den, desværre endnu nødvendige, Organisation, som efterhaanden skal gøre sig selv overflødig og vige for et anarkisk Fredssamfund. Dette passer kun med Henblik paa den naturretlig-idealistiske Retning i Liberalismen, og det er jo ikke denne, man skal regne med i den politiske Realhistorie. Den økonomiske benytter sig ganske vist af en lignende Fraseologi, men kun i Opposition mod Statens Suverænitetskrav, ikke ud fra Ønsket om at skabe den etiske Friheds Paradis. Staten kun være Rettens Vogter, ikke nogen Magtfaktor. Her vender Modviljen sig mod det stabile Herredømme, mod den stærke centrale Suverænitet, ikke mod den faktiske, navnlig den økonomiske Magt, som man selv sidder inde med. De faktiske frie Udfoldelse skal tværtimod forsvares mod suveræne Statsindgreb. Men netop ud fra dette Synspunkt er Tönnies' Mening urigtig, at Liberalismen hælder til Timokrati; man kunde lige modsat sige, at saalænge Staten svarer til det liberale Ideal og begrænser sig til at være Retstilstandens »Natvægter«, den økonomiske Liberalitet uinteresseret i at sikre sig overlegen Andel i Herredømmet. Staten kan Embedsmændene tage sig af — i den økonomiske Sfære har man selv Magten og klarer sig selv; den politiske Sfære er uden særlig Betydning. Historisk set
bestaar der ingen Modsætning mellem Liberalisme Side 237
konstitutionel og timokratisk Liberalisme organisk omdanner sig til et liberalt Demokrati. Principielt kan de to udmærket godt forenes, naar Liberalismen ikke stiller Krav om de politiske RettighedersFordeling Forhold til økonomisk Stilling, og naar Demokratietikke Krav om at bruge sin Suverænitet overfor det frie Samfundsliv, navnlig overfor Erhvervslivet. Her indtræder Krisen, og den synes at være uundgaaelig. Deri ligger der ingen Modsigelse mod Demokratiets historiske Afstamning fra Liberalismen.Den Nationalstatsbevidsthed er jo ogsaa historiskopstaaet Tilknytning til de territoriale Enheder, Fyrsteabsolutismenhavde men saa kom det Punkt, hvor den realiseredesig Modsætning til sit Ophav. Den lige Valgret giver de mindre bemidlede det Plus af politisk Styrke, der vejer op mod deres Mangel paa økonomisk Magt, og det er naturligt, at de ad politisk Vej søger at udjævne deres økonomiske Underlegenhed. Naar det er godtgjort, at Demokrati og Liberalisme hverken er identiske eller kontrære, men to Principper, som i det 19. og 20. Aarhundredes Statsliv af historiske Grunde optræder i Forbindelse hinanden, — kan vi saa tænke os et Demokrati, som fjerner sig fra det liberale Grundlag; kan et Demokrati være antiliberalt? Kort sagt — er de nyeste evropæiske Statsdannelser og adskillige Forsøg paa at efterligne dem andetsteds kun den liberale eller ogsaa den demokratiske Tankes Endeligt? Det kan ikke forbavse, at samme Forfatter, C. Schmitt, som allerede for mange Aar siden med Eftertryk havde draget Skillelinien mellem Liberalisme og Demokrati1), nu hævder Nationalsocialismens demokratiske ja ligefrem betegner Nationsocialismens Statsdannelse som det sande Demokrati, i Modsætning til Fortidens forkvaklede Skindemokrati. I det følgende kan der ikke gives mere end Antydninger og Synspunkter for en Bedømmelse, men dette kan kun ske i Tilknytning Liberalismens forskellige Former og til den politiske Liberalismes enkelte Krav. Det drejer sig ikke om en politisk Retning alene, men om hele Verdensanskuelsen, ikke om politisk Frihed alene, men om Individualismeog i det hele taget. I den organiske Opfattelse,hvorefter er en substantiel Enhed, er der ikke 1) Die geistesgerchichtliche Lage des heutigen Parlamentarismus. 2. Opl 1926. Side 238
Plads for Personligheden som selvstændig og autonom Enhed. For saa vidt er den intellektuelle og etiske Individualisme, som havde naaet sit Højdepunkt i Kants Filosofi, bandlyst, og alle dertil knyttede Værdier er opgivet. Det er klart, at denne Side af den nye Lære i første Række rammer de Intellektuelle, men at den ikke umiddelbart har noget med politisk Demokrati at gøre. En ret stor Del Intellektuelle er — saa besynderligt det end lyder — med Begejstring villige til sacrificium intellectus for FolkefællesskabetsSkyl 1). I øvrigt er den halve Procent Intellektuelle politisk set for intet at regne, og den brede Befolkning føler tilsyneladendei lange Løb ikke noget større Afsavn ved Tabet af den intellektuelle og etiske Avtonomi; den ænser efter en Tilvænningstid— hvert Fald i den følgende Generation — knap nok den aandelige Tvang. Fri er den, der ikke føler sine Lænker. Den autoritære og totale Stats vidtgaaende Indgreb i Erhvervsliveter ikke antidemokratiske, ja det er et Spørgsmaal, hvor megen Liberalisme, der overhovedet var tilbage at udrydde. Opfatter man den økonomiske Liberalisme i oprindeligBetydning det enkelte Erhvervssubj ekts Frihed og Isoleringi økonomiske Konkurrence, saa var dette Ideal forlængst opgivet i Praksis. Den økonomiske Individualisme er ikke truet af Statsindgreb i Erhvervslivet, men den blev allerede opgivet ved selve Erhvervslivets Udvikling til Senkapitalismen. Der er intet tilbage af den gamle økonomiske Liberalisme — udover Ordetog 1) De af Oplysningsfilisofien paavirkede politiske Teorier er i Fare for at overvurdere Intellektens Betydning for Statslivet og Frihedens Betydning Kulturen. Et typisk Eksempel er E. A. Ross, der skelner (Principles Sociology. 1920. Kap. 57) mellem Klerikalisme, Byrokratisme og Liberalisme som Former for politisk Herredømme, og bestemmer Liberalismen »de dannedes Herredømme«. Man mærker Slægtskabet med Platon's Statsideal, med Baroktidens Tro paa Fornuftens guddommlige Sendelse og de oplyste Aanders historiske Opgave, med W. von Humholdt's humanistiske Idealisme. I Virkeligheden har »de dannede« (hvorledes skal man iøvrigt afgrænse dem?) aldrig haft politisk Herredømme. Rigtigt er, at de dannede og intellektuelle vil være Talsmænd for en liberal Leveorden men ogsaa dette gælder kun, naar man forudsætter Oplysningens særlige Dannelsesbegreb og opfatter Liberalismen i Oplysningsfilosofiens Forstand som intellektuel og moralsk Individualisme; men netop indenfor disse Gyldighedsgrænser bliver Ross' Paastand til en identisk Ligning uden Udsagnsværdi. I et Samfund, der er præget af oplysningstro Intellektualisme Dannelse, er Tanken om Herredømme bandlyst som den avtonome Aands Modsætning, Staten vil da indrømme Individerne fuld Aandsfrihed — og dette er idealistisk Liberalisme. Side 239
detogModviljen mod Statens Autoritet. I den kapitalistiske StororganisationsTidsalder det sig ikke længere om ErhvervssubjektetsKrav fri og fair Konkurrence, men om økonomiske Magtblokkes Ret til at slaas paa Befolkningens Bekostning. De faa overlevende Erhvervsindividualister (H. Ford) vender sig da ogsaakonsekvent samme Iver mod det »frie« Erhvervslivs Koalitioner og Monopoldannelser som mod Staten. Statsindgreb tjener da snarere til Beskyttelse af Individernes Frihed end de indskrænker den. De parlamentarisk-demokratiske offentlige Mening har paa dette Punkt i hvert Fald ikke Ret til at kritisere den nye Statstanke paa det liberale Frihedsbegrebs Her bestaar der dog kun Gradsforskel. Liberalismen som økonomisk-politisk Princip opgivet i alle Lande, og de Demokratier, som endnu sejler under den politiske Liberalismes kan kun være misundelige, fordi den utoritære og totale Stats Interventionisme kan arbejde saa meget mere effektivt og med god Samvittighed. Det i politisk Henseende afgørende er, at det frie Samfunds Forrang fremfor Staten er fejet til Side af en ny og ukendt übønhørligStatsabsolutisme, at selve Dualismen Stat—Samfund er udslettet. Paa dette Punkt er den tyske Hitlerisme endnu mere yderliggående end den italienske Fascisme. Stato corporativo er kun avtoritær, den kræver absolut Forrang fremfor alle andre Samfundsdannelser; den totale Stat er derimod Udtryk for en St atsmonisme, hvor Staten selv umiddelbart opsuger alle mellemmenneskelige Forhold. Individet eksisterer kun som afhængigtLed Folkefællesskabet, som er den egentlige politiske Entitet. Den østrigske Jurist Grev Gleispach har sat det paa Spidsen: »Den enkelte har slet ingen selvskreven Frihedssfære«. Staten er alt, Individet er intet. Eller i en mere præcis Form: medens det liberale Demokrati hviler paa den dynamiske Spændingmellem Frihed i Samfundet og organiseretEnhed Statsnationen, beror den totale Stat paa den organiskeFolkeenhed monistisk Princip (Demokratisk Statsabsolutisme). Den yderliggaaende Kollektivisme svarer udmærkettil demokratiske Ideal — om dette skal være Maalestok for det sande Demokrati. Man mindes stærkt om hans Ord, at Individet opgiver sin Frihed for Almenhedens og sin egen Skyld. ». .. . og sin egen Skyld ... .« — den overbeviste Nationalsocialistvil at Liberalismen var berettiget for PersonlighedensSkyld Kampstilling mod den dynamiske Enevælde, men Side 240
at den er bleven undværlig ved det sande demokratiske FolkefællesskabsOprettels 1). I det hele taget er der ikke saa lidt af Rousseau i Nationalsocialismens Tænkemaade og Attitude2); det romantisk-utopiske, Følelsernes Forrang fremfor Intellekten, den dybe Mistillid overfor Oplysningen, Modviljen mod Liberalismen, »Instinkternes Patos« (Cr. Salomon) — alle disse Træk findes baade hos Rousseau og i nytysk Livsanskuelse. — Den samme Forbindelse af demokratisk og antiliberal Tænkemaade finder man hos Hegel3), som umiddelbart bygger sin antiliberale Statsforgudelsepaa s Samvilje. Sikkert er det, at en i ekstensiv og intensiv Retning vidtgaaende Suverænitetsudøvelse ikke strider imod Demokratiets Væsen. Det demokratiske Frihedsbegreb fordømmer en Befolkningsdels politiske af et herskende Samfundslag, men indeholder ingen Maalestok for, hvor meget Spillerum Individerne og deres vilkaarlige Sammenslutninger skal have i Forhold til Staten. Det heroisk-nationale Demokrati er rent ideelt set en mulig Statsform. naar den sociale Lighed er et virkeligt Demokratis Kendetegn, saa er Nationalsocialismen unægtelig et Fremskridt ad demokratisk Vej, for sociale Rangforskelle har nu ringere Betydning nogensinde før i Tyskland. Nutidens politiske Sindelag har svært ved at forestille sig en Statsdannelse uden Forfatning; en skreven eller uskreven Forfatning synes at være det eneste sikre Værn mod Despotisme. Maaske er det ogsaa Tilfældet i Praksis og i det lange Løb; men Forfatningen er historisk knyttet til Liberalismen, og den er rent teoretisk set ikke übetinget nødvendig for Demokratiets Skyld. Den tyske Weimarforfatning er ikke formelt ophævet, men den 1) Ikke alene politisk, men ogsaa aandeligt set. Det er betegnende, at hele Ideologiproblemet som Udtryk for en Stræben efter objektiv rigtig Tænkning afvises ud fra den nye Verdensanskuelse. Rigtig Tænkning er Tænkning i Overensstemmelse med Racens Natur og Karakter. Alle Bestræbelser ved Ideologikritik at naa frem til almengyldige Domme, er Affødninger af en »jødisk Ideologi«. (A. Pfennig: Zum Ideologieproblem i »Volk im Werden« 1936. S. 501—11. Tidsskriftets Redaktør, den forhenværende E. Krieck, er en gammel Forkæmper for nationalsocialistisk 2) Det er i denne Forbindelse interessant, at Nationalsocialismen opstod som en Mellemklassebevægelse, og at man har fortolket Rousseau's Anskuelse Udslag af smaaborgerlige Mindreværdsfølelser (£. Fueter — G. Salomon. — F. Nietzsche talte paa sin spydige Maade om »Moralens Slaveoprør«). 3) Grundlinien der Philosophie des Rechts. 1821. § 258. Side 241
er som Helhed og med Henblik paa de vigtigste Bestemmelser (Grundrettighederne) faktisk sat ud af Kraft. En udtrykkelig Ophævelse blev tilsyneladende anset for unødvendig, eftersom selve Grundlaget for en Forfatning ikke længere er til Stede i den politiske Realitet og Tænkning. Forfatningen er oprindelig en naturretlig Konstruktion med en dobbelt Opgave; for det første skal den stadfæste den afbalancerede Fordeling af Herredømmet mellem Folk (eller Parlament) og Fyrste, og for det andet skal den begrænse Statens Suverænitetskrav overfor Individet. Den førstnævnte Funktion bortfalder ved Overgangen fra Konstitutionalismetil Republik. Den anden Opgave forsvinderrimeligvis, man fornægter hele den naturretlige Personligheds og Frihedsfilosofi og Individets Egenværdi. Tanken om menneskelige Grundrettigheder er skubbet til Side, hele Legalitetsprincippeter 1). Forfatningen har ikke længere nogen Funktion som Grundlov. Naar Folkefællesskabet er en konkret Realitet, naar Individet kun eksisterer som tjenende Led i Folkefællesskabet,naar politiske Tilværelses Form umiddelbart og radikaldemokratisk er bygget paa Folkefællesskabet — saa er Stat og Individ ikke længere sideordnede Parter, hvis Forhold til hinanden kan være Genstand for Retsgarantier. Staten er det umiddelbare Udtryk for Folkets Samvilje — hvorfor saa fastlæggeen og formal Forfatning? Samviljen bestemmer i hvert Øjeblik Statens Form, og det vilde da være en unødvendig Omvej,om maatte ske ved en formel Forfatningsændring. Med andre Ord: Fyrsten skylder Folket, Staten skylder Samfundet og Individerne, men Folkefællesskabet skylder ikke sig selv forfatningsmæssigeGarantier. Tilbage bliver
Spørgsmaalene om den politiske Vil jesdannelse,
Parlamentarismens liberale Oprindelse og Natur er beskrevet;Kritikken Parlamentarismen er ikke noget nyt, den blev rejst paa Demokratiets — og mærkeligt nok ogsaa paa selve Liberalismens Vegne. Allerede i Midten af det forrige Aarh. ytrede A. de Tocqueville (1804—59) sin Tvivl om den »demokratiskeFrihed« men han sigtede i Virkeligheden til de liberale Træk i amerikansk Statsliv, Parlamentarismen og Partivæsnet, navnlig dettes Indflydelse paa Embedsmandsstabens Rekruteringsiden 1) »Ret er, hvad der gavner Nationen« (Rigsjustitsminister Franck). Side 242
ringsidenJefferson. I den nyeste Tid mente R. Michels1) — sikkertmed at Parlamentsdemokrati nødvendigt maatte udartetil Oligarki. Gr. Wallas er nævnt som en skarp Kritiker af amerikansk og engelsk Parlamentarisme. F. Tönnies foreslog i 19272) ligefrem, at Parlamentarismen skulde erstattes af et Direktorium, sammensat af personligt valgte, sagkyndigeMænd. skal straks komme nærmere ind derpaa. — Hos Nationalsocialismen finder vi her atter et Genskær af Rousseau'sTanker. er givet, at Samviljen, om en saadan findes, snarere vil give sig Udslag i spontan Samling om en Person end i Valg efter Flertalsprincippet og i Diskussion efter den frie Konkurrences Forbillede. Navnlig kan det siges, at Partistatsliberaiismenslet funktionerer i Overensstemmelse med den oprindeligeTanke. skulde aabenbare Folkets Vilje som Resultat af fornuftige Overvejelser, men Parlamentetblev stedse mere til Slagmark for Partierne som Klassekampens Hærformationer. Det er her, Wallas' og Tönnies' Kritik sætter ind; den vender sig ikke mod Parlamentet ud fra et antiliberalt Synspunkt, men betragter Parlamentet som en uegnet Basis for saglig Diskussion. Den rationalistiske franske Komponent i Parlamentarismen — saglig Diskussion aabenbarer Folkeviljen — gør her Oprør mod den realistiske engelske Komponent — Magtkampens svingende Ligevægt danner Grundlaget for Realpolitik. Tönnies mener, at et sagkyndigt Direktorium (hvis diktatoriske Natur han selv fremhæver)vil i Stand til saglig Diskussion; han kræver som Modvægt overfor dette »kommissariske Diktatur« et politisk Overopsyn,ligeledes af direkte Valg — en Genoplivelse af Althusius' Eforer. I Tilælde af Uoverensstemmelse mellem disse to øverste Organer træffes Afgørelsen ved umiddelbar Folkeafstemning.En Parlament vil der »muligvis« være Behov for, men det maatte være sammensat efter regionale Synspunkter — noget i Retning af, hvad H. TorbøP) herhjemme sigter til med sin »Lokalisme«. — Det er umuligt her at undersøge, hvor vidt Tönnies' Tanke maatte være gennemførlig i Praksis; det væsentligeer, Troen paa saglig Diskussion som Kilde til en Viljessyntesedanner Grundlag. Denne franske Oplysningstanke synes mig at være utopisk. Der findes ikke nogen praktisk-politiskSandhed, 1) Zur Sozologie des Parteiwesens in der modernen Demokratie. 1910. 2) 1. c. S. 204 ff. 3) Parlamentarisme og Lokalisme. 1934. Side 243
tiskSandhed,som hele Demos kan blive enige om; der findes kun interesseprægede offentlige Meninger, repræsteret af Partierne.Indtager denne pessimistiske Holdning, saa er Parlamentarismen— fra et liberalt Synspunkt — sikkert ikke ideal, men den eneste praktiske Mulighed, saalænge der ikke er opfundet noget bedre. Det gør ikke noget, at der i Virkeligheden ikke foregaar nogen saglig Diskussion; det vilde være nok, hvis man opgav det hykleriske Krav om, at hvert Parlamentsmedlem skal føle sig som Folkets, ikke som sit Partis Repræsentant. Det er Parlamentarismens Ærliggørelse, ikke dens Afskaffelse, vi trænger til. Partierne, som Talerør for konkurrerende Magtbestræbelser skal slaas eller forliges — helst det sidste. — I nyere Tid har der tit været Tale om Flertalsdiktatur;et og uærligt Ord, som kun daarligt skjuler Mindretalletsafmægtige over — at være Mindretal. Den politiskeKurs Flertallets Vilje er ikke ideel, men i hvert Fald bedre end en Politik efter et Faatals Ønsker. I øvrigt kan saglig Diskussion ikke hidføre andet end et Kompromis; det samme gør Magtkonkurrencen paa sin Maade. Et Flertal udnytter aldrig sin Magt til Bristepunktet, men tager af taktiske Grunde paa Forhaandet Hensyn til Oppositionen. Og her faar Parlamentet — bortset fra det mere saglige Kommissionsarbej de — en demokratiskVærdi Scene for en »Skindiskussion«; Regering og Partier er nødt til at forsvare deres magtpolitiske og interesseprægedeStandpunkter Fornuftgrunde. Hvis man vil sætte det paa Spidsen, kan man sige, at det er Parlamentsmedlemmernes Opgave at holde Taler »ud ad Vinduet«, d. v. s. ikke ved Diskussionat til en Afgørelse, men i Form af indbyrdes Diskussion at konkurrere om den kritiske Befolknings Medhold. Alt dette har kun Gyldighed ud fra liberale Synspunkter. Den avtoritære og totale Stat har udryddet Parlamentarismen, Partiernes og al offentlig Diskussion om Politik. Medens Italien — maaske mere konsekvent — har afskaffet Elezionismo i det hele taget, er offentlige Valg og Rigsdagen formelt opretholdt Tyskland, dog saaledes, at Valget kun har Betydning som en Bekendelsesakt, og Rigsdagen ikke træffer saglige Afgørelser, men afgiver demonstrative Tillidserklæringer. Parlamentets Ophævelse er kun et Frafald fra det liberale Demokrati, og det er et rent teknisk Spørgsmaal, om der findes en anden og maaske bedre Form for demokratisk Repræsentation.En mere skeptisk Holdning vil man indtage overfor Side 244
Etpartisystemet. Partidannelsen har sin Betydning uafhængigaf saalænge den offentlige Mening eller Folkets Vilje finder Udtryk i Valg eller Afstemning, er Partidannelsen i det mindste mulig som en Form for Organisationaf Mening. Forbud mod al Partidannelse kunde tænkes som en demokratisk Forholdsregel, der skal forhindre den politiske Meningsdannelses ensidige Paavirkning af Interessesynspunkter,m. O. dens Tilknytning til Klassemodsætninger. Men der er Forskel mellem Partivæsenets Afskaffelse og Etpartisystemet,hvor bestaar eet Parti og en Mængde partiløse i Stedet for to eller flere Partier. Den bolsjevikiske Etpartistat var udtrykkelig ment som en »omvendt Privilegiestat«, medens Etpartiprincippet i Tyskland og Italien danner Led i en Folkefællesskabsideologi. Men Udviklingen foreløbig den, at ikke Statsfolket, men Partiet som en Elite er Herrdømmets egentlige Bærer, ja tildels Suverænitetsorgan, at ikke alle Statsborgere har fri Adgang til Partiet, men at dettes Funktionærer skønner om, hvem der er værdig at være Partimedlem. Partiet er saaledes en Kres af privilegerede, eller rettere sagt, da der hersker Førerprincip i Partiet, en Menighed Føreren som Midtpunkt er Herredømmets Indehaver og rekruterer sig efter eget Skøn. Statsborgeren tilstræber Medlemsbogen, saaledes umiddelbart og saa at sige ideelt at faa Andel i Partiprivilegiet. Hvis dette ikke er en kortvarig Overgangstid, Resultatet en camoufleret Privilegiestat. Dette er den ene Fare; den anden bestaar her, ligesom i alle Tilfælde af Diktatur. Princippet om spontan Tilslutning indebærer den Fare, at man forveksler en ukontrollabel Hobs Stemninger og Instinkter med Folkets Røst og Guds Stemme .... Efter den nye Opfattelse er Folkets Vilje (demokratisk) StatspolitikkensMaalestok, enhver (liberal) Diskussion er udelukket,baade Parlamentet og som Forberedelse til Valg af Afstemning;dette kun muligt ud fra Rousseau's romantiske Tanke om en stemningsmæssig Samvilje. Stemninger kan der og behøvesder at diskuteres om. En Befolkning af Individer kan ved Tankeudveksling danne sig en volonté générale som Kompromis eller Syntese af les volontés particuliéres; Folkefællesskabethar stemningsmæssige Fællesmening, og den ytrer sig spontant. Den metafysiske Paastand, der ligger til Grund for denne Opfattelse, kan man ikke diskutere om med erfaringsmæssigeArgumenter. saalænge der ikke findes en ensstemmig Side 245
Samvilje, er det ikke alene antiliberalt, men ogsaa udemokratisk, naar afvigende Anskuelser forhindres i at gøre sig gældende i loyale Former. Demokratiet er kun opretholdt som en Fiktion, naar man betegner en afvigende politisk Holdning som folkefjendtligeller idet man paa Forhaand har sat Lighedstegn mellem Folkets Samvilje og den Aand, der hersker i en Bevægelse, som af egen Ret har sat sig i hele Folkets Sted. Demokratiet er historisk fremgaaet af Liberalismen, men ikke af den Grund i Nutid og Fremtid afhængigt af de liberale Princippers Opretholdelse. Teoretisk set er ingen af Liberalismens uundværlige for Demokratiet. I Praksis er den økonomiske Liberalisme opgivet ogsaa i de politisk liberale Den kulturelle Liberalismes Forfald vil i første Kække være smertelig for et tyndt Samfundslag af Intellektuelle; deres Betydning for Folket er talmæssigt ringe og vægtmæssig i hvert Fald ringere, end de selv gerne vil tro; iøvrigt kan det ikke siges, at dogmatiske eller politiske Lænker forhindrer Udfoldelsen et rigt Aandsliv — Katolicismens Fortid er et udmærket Eksempel derpaa. — Den liberale Mekanisme for politisk Meningsdannelse, Valg og Afstemning synes derimod i Praksis at danne uundværlige liberale Minimalkrav for Demokratiet, fordi Folkets Vilje i det lange Løb kun kan gøre sig gældende under disse Former. Og Parlamentarismen, suppleret med Folkeafstemning i Særtilfælde, synes foreløbig at være den relativ bedste — eller skal man sige mindst daarlige? — Form for Regeringsdannelse og Regeringskontrol. — Paastanden Statens Forrang for det saakaldte frie Samfund, altsaa en mindre liberal Afgrænsning og Haandhævelse af Suveræniteten, derimod ikke at krænke Demokratiet. Der er tværtimod for, hvor vidt et Demokrati med nogen Respekt for sig selv kan gaa i sin Respekt for den borgerlige Frihed1). Hvis Historien skulde vise, at de nye europæiske Statsdannelser betyder Demokratiets Død i disse Lande, saa vilde det have været Ultraliberalismen, der har gjort det af med Demokratiet - - en Liberalisme, som ikke turde beskytte Staten mod Liberalismens fanatiske Modstandere. Denne Kendsgerning burde en suverænitetssky Tilhængere ikke lukke Øjnene for. 1) I politisk Henseende kunde f. Eks. en drakonisk Strafforfølgelse af løgnagtig og paa anden Maade demagogisk Journalistik være paakrævet. |