I min Artikel »Den tyske Sociallovgivnings Sammenbrud og dets Betydning
1) fremhævedes, at den Lære, man maa drage af Udviklingen i
Tyskland er, at en aktiv Beskæftigelsespolitik er paakrævet. Da Statens Overtagelse
Beskæftigeisespoiitiken inkluderer Stats-Lønpolitik og Stats-Lønregulering,
det der foreslaaet, at Fagforeningerne selv skulde
optræde som Bærere af Beskæftigeisespoiitiken og oprette Balancen paa
Arbejdsmarkedet for, om muligt, at overflødiggøre Indgreb fra Statsmagtens
Side paa Arbejdsomraadet og sikre Fagforeningernes Frihed.

I Danmark ligger Forudsætningerne for Fagforeningernes aktive Deltagelse Beskæftigeisespoiitiken særdeles gunstigt. Danmark raader over en ensartet Fagforeningsbevægelse, hvis Organisering af Arbejderstanden naar op til ca. 90 pCt. De danske Fagforeninger staar allerede nu som Bærere af Arbejdsløshedsforsikringen. Det vilde kun være logisk og konsekvent, de danske Fagforeninger ogsaa tog den Opgave op aktivt at bekæmpe Indtrædelsen af selve Forsikringstilfældet. Thi det har bestandig været den forudseende Assurandørs Opgave at bekæmpe Forsikringsrisikoen ved at søge at faa Indflydelse paa de vigtigste sociale Forhold, som ligger til Grund for Forsikringsiiifæidets Indtræden. Yderligere har de danske Fagforeninger nu i »Arbejderbevægelsens Erhvervsraad« et Organ, der er egnet til at spille en aktiv Rolle paa Beskæftigelsespolitikens Omraade.

I

At den aktive Beskæftigelsespolitik er nødvendig, bestrides næppe mere fra nogen Side. I et højst interessant Arbejde, udgivet af det internationale Arbejdsbureau²), har Wladimir Woytinsky undersøgt de tre Grunde til Arbejdsløshedens Opstaaen: Befolkningsforskydningerne, de tekniske Fremskridt den økonomiske Udvikling. Men Rette ser Woytinsky de afgørende Aarsager i Teknikens Fremskridt⁸) Da de tekniske Forbedringer skred hurtigere fremad end Produktionens Ekspansion, blev betydelige Arbejdermasser fra Produktionsarbejdet. Dette er »den teknologiske Arbejdsløsheds« Ofre. Woytinsky bringer her nogle oplysende Tal over de gennemsnitlige aarlige Tilvækstprocenter for den industrielle Produktion og for Ydelsen pr. beskæftiget Arbejder i de Forenede Stater og England.

---

1) Nationaløk. Tidsskr. 1936, S. 276 if.

2) Wladimir Woytinsky Trois Causes du Chomage, Bureau International du Travail, Genéve 1935, S. 42 ff.

3) Sammenlign af ældre Litteratur: Jørgen Pedersen i Natøk. Tidsskrift 1930 S. 277 ff. og Johs. Kjærbøl i Natøk. Tidsskrift 1931 S. 400, hvor Betydningen af den teknologiske Arbejdsløshed allerede antydes.

For de Forenede Stater opgiver Woytinsky følgende Tal for den industrielle
i Aarene 1923—1933:

De tilsvarende Tal for England er:

For Skandinavien kan anføres følgende Tal:

Medens Førkrigstidens Produktionsekspansion foregik hurtigere end Forrigelsen Arbejdernes Ydeevne, førte Efterkrigstidens Rationalisering til »de teknologiske Forstyrrelser«, der i Virkeligheden betyder en industriel Revolution og fuldkommen forandrede Forholdene paa Arbejdsmarkedet. De industrielle Erhverv spærres i stigende Grad for den opvoksende Generation. under Højkonjunkturen i Aaret 1929 laa Beskæftigelsestallet i næsten alle industrielle Lande under Tallet fra 1923, idet Arbejdskraftens Produktivitet var steget stærkere end Produktionen selv. Udviklingen paa Arbejdsmarkedet viser, at Beskæftigelsesforholdene ikke mere udelukkende er afhængige af den økonomiske Konjunktur. Arbejdsløshedens teknologiske kræver derfor en selvstændig Beskæftigelsespolitik. Med Rette henviser det tyske Institut for Konjunkturforskning¹) i denne Forbindelse til, at ingen af de to klassiske Teorier — i Grunden er det kun een Teori -• er anvendelige overfor den nuværende Arbejdsløshed, hverken Kompensationsteorien, gaar ud fra, at en Udvidelse af Produktionen følger organisk umiddelbart efter de tekniske Fremskridt, eller »die Freisetzungstheorie«, i Modsætning til Kompensationsteorien mener, at de Arbejdere, er blevet overflødige paa Grund af de tekniske Fremskridt, kun kan genoptages i Produktionen til faldende Lønninger. Det tyske Institut drager af denne Kendsgerning den Slutning, at Staten nødvendigvis maa føre en Politik, der tager Sigte paa at fremskaffe Arbejde. Institutet fastslaar, for Tysklands Vedkommende er Arbejdskraftens Produktivitet fra 1925^—35 gennemsnitligt steget med 3,4^—3,6 pCt. om Aaret (før Krigen I—lVa1_—IVa pCt.). Denne Produktivitetsstigning skyldes ikke blot de tekniske Fremskridt, men ogsaa bedre Organisation af Arbejdet, forøget Produktionsomfang forskellige andre Faktorer. Det er muligt, at det sidste Tiaars hastige Fremskridtstempo kun er et forbigaaende Fænomen, og at vi indenfor overskuelig Fremtid atter glider over i et roligere Udviklingstempo. Men for Spørgsmaalet om en aktiv Beskæftigelsespolitik spiller Udviklingsmulighederne denne Retning praktisk talt ingen Rolle. Thi vi maa indstille paa det kommende Aarti, hvor Udviklingen er nogenlunde fastlagt gennem de allerede nu bestaaende Talforhold.

Problemets internationale Betydning er velkendt. I min tidligere nævnte Artikel fremstilledes den katastrofale Udvikling i Tyskland. I Frankrig anstrenger Regeringen sig — formodentlig i sidste Øjeblik — for at gribe fast om Roret og bekæmpe Arbejdsløsheden gennem Kreditudvidelse Forbindelse med Devaluering. I de Forenede Stater har man foretaget det hidtil største og dristigste Forsøg paa at nedkæmpe Krisen, Forsøg, der ganske vist endnu ikke har ført til Maalet, men som i hvert Fald har været i Stand til at gengive en stærkt rystet Nation dens sociale Ligevægt og forsvare Samfundets Grundvold. Det er ikke uden Interesse, at Roosevelt for at kunne gennemføre sin Politik faktisk først maatte skabe en Arbejderbevægelse i europæisk Forstand.

For Danmark med dets stærke Arbejderbevægelse er den beskæftigelsespolitiske
af vital Betydning; den kan her med Held kun gennemføres
aktivt Samarbejde med Arbejdernes egne kompetente Organer.

---

1) Kvartalsheftc Aargang 1936, Hefte 2, Afsnit A. S. 131 ff.

II

Der er allerede flere Gange blevet forelagt den danske Offentlighed konkret Forslag til Bekæmpelse af Arbejdsløsheden og Forøgelse af Beskæftigelsesmulighederne. I Aaret 1934 gav Aage Heyman¹) et Bidrag til en rationel Løsning af Arbejdsløshedsproblemet. Den af Heyman foreslaaede Løsning var stærkt deflationspræget, for saa vidt som den gennem Lønreduktion Etablering af en nedsat Gennemsnitsløn vilde fremskaffe de Midler, der kræves for at kunne optage de arbejdsløse i Produktionsprocessen. Lønfastsættelsen skulde centraliseres i Statens Hænder. Udførligere mere paa Linie med Udviklingen ligger den Femaarsplan for Beskæftigelsen, som Jens Warming har offentliggjort under Titlen »Industri eller Landbrug«²). Den drejer sig virkelig om det Problem, som man af Hensyn til det danske Samfunds Totalstruktur maa lægge til Grund for enhver af Beskæftigelsesspørgsmaalet. At diskutere Warmings Plan i Detailler ligger dog udenfor denne Artikels Rammer.

I alt væsentligt koncentreres Warmings Tanke i den Sætning, han har valgt som Motto for sit Arbejde: »Er det bedst for Landbruget at være det største Erhverv med smaa Indtægter eller det næststørste med gode Indægter?« nøje Overensstemmelse med dette Spørgsmaal vil "Warming fjerne den urentable Sektor indenfor Landbruget og anvende et Beløb paa 700 Millioner Kroner paa Opbygningen af den danske Industri, som derved skulde blive i Stand til atter at beskæftige 50.000 Mand. Ifølge Warming skulde denne Kapital kunne fremskaffes i Løbet af fem Aar, for en mindre Dels Vedkommende gennem Skatter, men hovedsagelig gennem Kapitalopsamling. den normale Kapitaldannelse ikke er tilstrækkelig til at skaffe de nødvendige Beløb, anbefaler Warming Told- og Importbegrænsninger, kan fremtvinge Kapitalopsamlingen. Den ved Tvang opsparede Kapital maa saa ledes ud paa Markedet gennem dertil egnede Forholdsregler. Utvivlsomt vil Warmings Plan kunne forøge den danske Økonomis Produktivitet Rentabilitet. Rimeligvis vilde det ogsaa under Planens Gennemførelse muligt at optage yderligere 50.000 Arbejdere — der kræves ca. 10_—15.000 Kr. pr. Arbejder. Det problematiske ved Planen er imidlertid blot Saneringsaktionens meget langsomme Tempo, men ogsaa og fremfor alt Fortsættelsen og Tilspidsningen af Danmarks økonomiske Isolering. den sidste Tids Udvikling med dens Tilpasning af de vigtigste Verdensvalutaer og som Følge deraf ogsaa af de nationale Prisniveauer viser, at Danmarks økonomiske Isolering, baseret paa en gennemgribende Strukturændring af det danske Erhvervsliv og en overordentlig stor, ensidig Kapitalinvestering, under visse Omstændigheder kan blive yderst risikabel.

Erfaringerne i de Forenede Stater, Belgien og nu ogsaa i Frankrig og til en vis Grad ligeledes i Tyskland synes at vise, at kun en Kreditudvidelseer Stand til paa varig og gunstig Maade at indvirke paa Beskæftigelsesproblemetunder Periode med teknologisk Arbejdsløshed. Forholdsregleraf Art kan i bedste Fald kun bruges som Supplement,hvor de end kan virke i enkelte Tilfælde. Tidligere frygtede man, at Kreditekspansion nødvendigvis maatte føre til Inflation. Ogsaa de

---

1) Aage Heyman: Arbejdsløshedsproblemet. Høst & Søn, København 1935.

2) Jens Warming: Industri eller Landbrug. Gads Forlag, København 1935.

klassiske Kriseteorier¹) saa en Fare i Kreditudvidelsen, fordi den vilde kunne føre til Overinvesteringer og derved direkte vilde forlænge og skærpe Forløbet af den konjunkturelle Krise. De sidste Aars Erfaringer har imidlertidlært at kun en Kreditudvidelse, hvis Virkninger — saa vidt muligt ligesom i Amerika — naar ud til alle Erhvervslivets Grene og derved skaber en naturlig Udligning, er egnet til at give Erhvervslivet den fornødne »Initialtænding«,som en Tid med kronisk Stagnation atter kan sætte ErhvervslivetsRytme Sving. Den af Staten gennemførte Kreditudvidelse maa træde i Stedet for manglende privatøkonomisk Intiativ. Kreditudvidelsesaktionenmaa indtil det Tidspunkt, da der er skabt en ny økonomiskLigevægt, dog kun saaledes, at der ikke bevirkes en væsentlig Forhøjelse af Prisniveauet.

Naar Keynes i sin nye, betydelige Bog²) om Beskæftigelsespolitik fremhæver lave og i længere Tid faldende Rente som særlig egnet til at forøge Forbruget og tilpasse det efter Produktionens Kapacitet, saa peger i Virkeligheden ogsaa han paa de Virkninger, som Kreditudvidelsemetoden udløser, hvor den anvendes paa vel overvejet og beslutsom Vis. Keynes ofrer bevidst den private Kapitaldannelse for at sætte Staten i Stand til at foretage de fornødne Investeringer. Af denne Grund kræver han høje Indkomstskatter og Arveafgifter. Keynes forventer, at hans Teori, ført ud i Livet, skal forøge Konkurrencen mellem Producenterne, hvorved Priserne falde og Reallønnen saaledes forhøjes. Ved en relativt høj Beskæftigelsesgrad der saaledes dannes en ny Ligevægt mellem Produktion og Konsum.

Det Resultat, vi kommer til, bliver altsaa, at kun ved, at Staten gennemfører Lettelse og en Udvidelse af Kreditten, vil det være muligt atter at bringe Konsum og Produktion i et rimeligt Forhold til hinanden. Gennem finanspolitiske Forholdsregler af denne Art maa Staten gøre sit til at overvinde den økonomiske Krise.

III

Af afgørende Betydning er det, hvilken Slags Arbejde der skal financieres Kreditlettelser og Kreditudvidelse. Det er kun naturligt, at man er mest tilbøjelig til at anbefale Arbejder, som er af offentlig eller samfundsøkonomisk og betyder en Forbedring af Landets Produktionsapparat dets Helhed. Ti Arbejder af denne Art skaber i langt større Udstrækning ny og disponibel Kapital, end der oprindelig er sat ind paa deres Igangsættelse.

I første Linie maa der her tænkes paa Arbejder, der vedrører Trafiken eller de energiforøgende Industrier. Ogsaa Koloniseringsarbejder af samme Art som Hedeselskabets kan anføres. Endelig maa ogsaa anbefales Dyrkningaf som for Øjeblikket maa indføres. Her tænkes navnlig paa Foderemner, Tobak og lignende. Men netop med Henblik paa Raastofsurrogatermaa ikke glemme, at overfor Importmængden staar

---

1) Sml. hertil Wilhelm Röpke, »Krise und Konjunktur«, Leipzig 1932, svensk Oversættelse af »Kooperativa förbundets bokförlag«, Stockholm 1934.

2) J. M. Keynes: The general theory of employment, interest and money. London 1936.

der danske Eksportkvantiteter, hvis Afsætning raaaske vil vanskeliggøres,naar
af udenlandske Produkter bortfalder.

Det vilde falde uden for denne Artikels Rammer i Detailler at nævne og vurdere de i denne Retning fremsatte Forslag. Det væsentligste Kriterium bliver at fastslaa hvert enkelte Projekts større eller mindre Arbejdsintensitet, v. s. konstatere, hvor stor en Del af den anvendte Kapital, der direkte eller indirekte er gaaet med til Arbejdslønning. Uden Tvivl har Jordarbejder her Forrangen — hvad enten det drejer sig om Anlæggelsen af nye Færdselsveje eller om Hedeselskabets Kultiveringsarbejder. man dog ikke glemme at undersøge, dels hvor vidt det til Arbejdet fornødne Antal Arbejdere er til Disposition i Landet, og om de netop hører til de Arbejderkategorier, der er særlig haardt kriseramt, dels om det gennemførte Arbejde ogsaa efter dets Afslutning vil faa en gunstig Indflydelse paa selve Arbejdsmarkedet. Her har Warming i sin Artikel »Broer, Bilveje og Beskæftigelse«') henvist til, at det Forslag, visse danske Ingeniørfirmaer har fremsat, ikke har nogen større Betydning for Beskæftigelsessituationen saadan, da det ikke giver nogen Basis for fortsat Beskæftigelse — som f. Eks. Oprettelsen af nye Fabrikker — men om ca. ti Aar uvægerligt maa føre til en brat Afslutning. Af endnu større Betydning Warming det for at være, at der ikke blandt de Arbejdsløse befinder sig et tilstrækkelig stort Antal stærke Jord- og Betonarbejdere, og at Forceringen af saadanne Vej- og Broarbejder meget hurtigt vil forøge Landmændenes Vanskeligheder ved at faa tilstrækkelig Arbejdskraft i de paagældende Egne. Warming anbefaler at fordele Anlæggelsen af Bilveje, saaledes at man begynder Arbejdet paa forskellige Strækninger, eftersom Situationen kræver Iværksættelsen af Nødarbejder. En saadan vel overvejet af Trafiknettet, hvor der tages fornuftigt Hensyn til Jernbanernes vil med Henblik paa Beskæftigelsessituationen betyde en væsentlig Hjælp til at naa til bedre og mere normale Forhold.

Men man maa selvsagt ikke forøge Trafiknettets Kapacitet paa urimelig, uorganisk Maade, saa længe det forhaandenværende Færdselsapparats Effektivitet ikke tilnærmelsesvis er udnyttet. Man bør kun organisk udvikle forhaandenværende Færdselsapprat i Overensstemmelse med det øjeblikkelige Behov og under Hensyntagen til de driftsøkonomiske Omkostninger. ogsaa ved en storstilet Reorganisation af det nuværende Færdselsapparat der saavel direkte som indirekte kunne genoptages et stort Antal Arbejdskræfter i Produktionen. Thi en Udvikling af Færdeisnettet har altid betydet bedre Fordeling af Arbejdet, større Arbejdsudbytte og forøgede

Paa tilsvarende Maade maa man bedømme Udvidelsen af Arbejdet inden for Hedeselskabet, som ifølge dets Aarsberetning i Aaret 1935_—36 har haft en Driftsomsætning paa ca. 2.400.000 Kr. I Henhold til Direktør Flensborgs Aarsberetning maa man insistere paa, at man giver Lovgivningen vedrørendeJordforbedring Karakter, saaledes at HedeselskabetsArbejde tilrettelægges paa en bredere Basis og paa længere Sigt. Tilbage staar at undersøge, hvor vidt det danske Erhvervslivs Produktionsapparati Helhed kan forbedres og Beskæftigelsesmulighederne forøges

---

1) Socialt Tidsskrift 1930, S. 203 ff.

gennem Udbygning af Enerigifor syningen — i Tyskland diskutererman
for Alvor Udnyttelsen af Vindens Energi.

Ogsaa Oprettelsen af nye, højt udviklede Specialindustrier, som støtter sig paa den danske Arbejders høje fagmæssige og kulturelle Standard, passe ind i en saadan Erhvervspolitik. Saaledes har til Eksempel Dieselmotorindustrien, visse Grene af den kemiske og farmaceutiske Industri, og Porcelænsindustrierne i Aartier hævdet deres Konkurrencedygtighed Verdensmarkedet. Derimod maa man maaske af Hensyn til det danske Landbrugs Eksportchancer — selv om man i Overensstemmelse med Warming indskrænker dette Landbrug noget — nære visse Betænkeligheder Oprettelsen af almindelige Forsyningsindustrier (Tekstil lign.), som kommer til at konkurrere med netop de Lande, hvortil Danmarks Eksport gaar.

Yderligere maa man ogsaa nævne Gennemførelsen af Arbejder, der kan foretages paa kulturelle og sociale Omraader. Anlæggelsen af Sports- og Gymnastikpladser, Badeanstalter og lignende kan tjene til at udvikle Sundhed og forhøje Arbejdskraftens Ydeevne og saaledes forøge Produktivitet, ganske bortset fra de betydelige Beløb, der eventuelt derigennem spares af Folkeforsikringens og Sparekassernes Midler¹).

Ovenstaaende Bemærkninger maa ikke og skal ikke opfattes i den Forstand, Kravet om Rentabilitet skal opgives ved Gennemførelsen af det nye Arbejdsprogram. Princippet om Rentabilitet bliver ved at være en afgørende Faktor — men ikke den eneste. Som allerede antydet gives der nu engang produktivt Arbejde, som overhovedet ikke, eller kun for en Brøkdel af Anlægskapitalens Vedkommende, er i Stand til at svare en rimelig Rente eller blot klare Amortisationen. Det er, som det tyske Institut for Konjunkturforskning²) med Rette gør opmærksom paa, en forkert af privatøkonomiske Betragtninger, naar der forlanges Rentabilitet offentlige Kapitalanbringelser. Her vil det vel ogsaa være rimeligt nævne F. Zeuthen⁸), selv om han i anden Sammenhæng gaar ud fra, at den forbrugende Borgers Krone kan være mere værd end Statens.

I Praksis vil dette maaske kunne føre til, at man, ogsaa ved overvejende produktive Arbejder, fastsætter en »Rentabilitetsgrænse« og der, hvor det er muligt, vedtager en Grænse, indtil hvilken Anlægskapitalen skal forrentes amortiseres. Den Kapital, der ligger over denne Grænse, maa udredes Arbejdsløshedsfondet eller lignende offentlige Midler.

IV

Vi har i det foregaaende i korte Træk, omend kun antydningsvis, undersøgtSpørgsmaalet
en aktiv Beskæftigelsespolitik, set under Financieringensog
forhaandenværende konkrete Muligheders

---

1) Det tyske Institut for Konjunkturforskning gør i sit Kvartalshefte 11. A, Aargang 1936 opmærksom paa, at de Kapitaler, der anvendes paa Fritidsformaal og Idrætsøjemed, maa betragtes som produktivt anbragte.

2) Anf. St. S. 130.

3) F. Zeuthen: Principper for offentlig Anlægspolitik og Prispolitik i Nordisk Tidsskrift teknisk Økonomi. 1936 S. 138 ff.

Synsvinkel. I det følgende skal vi komme ind paa den anden afgørende Side af Problemet, nemlig den frie Arbejdskraft, som vil være at genoptage i Produktionsprocessen. Fagforeningerne er Arbejdskraftens Værge, og denne Værgestilling bemyndiger dem til at lede den paakrævedeBeskæftigelsespolitik. er allerede i Artiklen »Den tyske SociallovgivningsSammenbrud dets Betydning« blevet henvist til, i hvor høj Grad Ophævelsen af Arbejdsløsheden er en Forudsætning for den normale Fortsættelse af Fagforeningernes samfundsvigtige Funktioner. Det er ikke denne Artikels Opgave at undersøge de organisatoriske Muligheder, gennem hvilke Fagforeningernes Indflydelse paa Beskæftigelsespolitiken kan sikres og udøves. Oprettelsen af Arbejderbevægelsens Erhvervsraad vil rimeligvis — hvis man agter at gaa denne Vej — betyde et Holdepunkt for Fagforeningernesom Bærere af Beskæftigelsespolitiken.

En saadan Udvikling vilde paa ingen Maade betyde nogen arbejdsgiverfjendtlig Thi den vilde automatisk føre til, at ogsaa den — ofte som Følge af de tekniske Fremskridt — »arbejdsløse« Kapital¹) atter genoptoges Produktionsprocessen. Yderligere vilde den kraftigt stigende Konjunkturbølge nødvendigvis føre til et intimt Samarbejde mellem Repræsentanterne Kapitalen og Arbejdskraften, saaledes at den »saglige Syntese« Kapital og Arbejdskraft relativt let vil kunne findes netop paa den aktive Beskæftigelsespolitiks Omraade.

Et af de vigtigste Kendetegn paa den nye tekniske Udvikling er den bestandige Forandring af Produktionsapparatet. saadanne Perioder kan Arbejderne, som skal betjene dette Produktionsapparat, selv ikke med forøget Elasticitet, hurtigt nok tilpasse sig efter disse Strukturforandringers Tempo. Forandringerne i Arbejderbefolkningens bestemmes i Omfang og Tempo af Aldersfordelingen og af Generationernes Rækkefølge, uden at indtil nu organisatoriske Forholdsregler øvet Indflydelse herpaa, udelukkende efter individuelt Forgodtbefindende. denne Proces foregaar for langsomt, bliver det nødvendigt bevidst at gennemføre den nu engang nødvendige, smertelige Udvikling for derigennem at afværge eller i det mindste forkorte Lidelserne. En fagforeningsmæssig maa derfor se en af sine Hovedopgaver at tilpasse Arbejderbefolkningens erhvervsmæssige saa stærkt som muligt efter Produktionens og først efter Udnyttelse af alle forhaandværende skride til Indførelse af forkortet Arbejdstid.

Man har allerede tidligere fremhævet den udadtil mest iøjnefaldende Forskydningindenfor erhvervsmæssige Struktur. Eli F. Heckscher*)har for kort Tid siden paavist, at Funktionærernes Antal vokser paa Arbejdernes Bekostning. Ogsaa det tyske Institut for Konjunkturforskning har vist, at som Følge af den tekniske Udvikling fortrænger det kontrollerende, aandelige Arbejde det legemlige Arbejde, og at Funktionærtypen derfor optræder stadig hyppigere, ikke blot

---

1) Sammenlign H. Cl. Nybølle i Socialt Tidsskrift 1936 S. 160.

2) Forskydninger mellem Samfundsklasserne i Efterkrigstiden. Nationaløkonomisk Tidsskrift 1936 S. 161.

indenfor Varefordelingen, Transporten og Organisationen, men ogsaa indenforden Produktionsproces. Det tyske Institut offentliggør') for Aarene 1882_—1933 følgende Tabel over Fordelingen af Funktionærer og Embedsmænd og Arbejdere i det tyske Rige.

Indenfor Arbejderstanden selv er Arbejdsløsheden forskelligt fordelt paa de forskellige Grupper. Uden Tvivi er ogsaa det indbyrdes Forhold mellem Beskæftigelsestallene underkastet stadige Forandringer. Hertil kommer yderligere, at heller ikke Arbejdsløsheden i de forskellige Dele af Landet frembyder noget ensartet Billede. For Perioden Juli 1932 til Juni 1934 offentliggør Statistisk Departement²) saaledes følgende Arbejdsløshedsstatistik de fire store Arbejderkategorier:

Forskellen er altsaa betydelig. Ogsaa indenfor de forskellige Hovedgrupper der paavises betydelige Divergenser. Endnu interessantere er maaske den af Statistisk Departement foranstaltede Undersøgelse af, hvorledes fordeler sig paa de tre Uddannelsesgrupper. Her opgives følgende Tal:

Departementet fastslaar, at der for de forskellige Dele af Landet bestaar
ikke uvæsentlige Divergenser mellem de tre Uddannelsesgruppers Arbejdsløshedsprocentsatser.I
og Provinsbyerne har de i Landbrug

---

1) Kvartalshefte 11. A. S. 142 ff.

2) Jfr. Arbejdsløshedstællingen 30. Juni 1934. Udgivet af Statistisk Departement.

uddannede Grupper mindre Arbejdsløshed, de øvrige større Arbejdsløshed end for samtlige Medlemmer i henholdsvis Hovedstaden og Provinsbyerne. Saaledes viser allerede de ovenfor angivne Oversigter den erhvervsmæssige Strukturs Betydning for Fordelingen af Arbejdsløsheden, selv naar man kun undersøger de tre generelle Erhvervskategorier¹).

Gaar man nærmere ind paa de enkelte Grupper indenfor Industriarbejderne,
man fastslaa, i hvor høj Grad den nuværende Specialbeskæftigelse
sig fra den oprindelige Uddannelse.

For Smede- og Maskinarbejdere bringer Statistisk Departements Arbejdsløshedstællin
2) følgende Tal:

For Træindustriarbejderne meddeler Departementet, at omtrent Halvdelen denne Branches Medlemmer er uddannet i Fag, som er beslægtet med Træindustrien, medens den anden Halvdel langt overvejende er uddannet Landarbejdere.

Arbejdsløshedsprocenten — beregnet for samtlige Fag — svinger temmelig indenfor de forskellige Dele af Landet. For Provinsbyerne andrager 16,2 pCt., for København 13,6 pCt. og for Landdistrikterne 10,4 pCt.

Ovenstaaende Tal belyser i hvert Fald den Betydning, Arbejderstandens erhvervsmæssige Struktur og de regionale Forhold har for Beskæftigelsesproblemet. nu som alt nævnt de normale strukturelle Forandringer i Arbejderstandens Sammensætning paa ingen Maade, hverken i Tempo eller Omfang, svarer til Produktionens Strukturforandringer, maa det blive Fagforeningernes at fremskynde Arbejderstandens Tilpasning til den industrielle Udvikling i Overensstemmelse med den samlede Erhvervsplan. De Forholdsregler, der her kan blive Tale om, deler sig i to forskellige Grupper:

1) Forhodsregler af kontrollerende og regulerende Art, som regulerer
Tilgangen af den unge Generation til Erhvervet.

2) Forholdsregler af lignende Art, som muliggør Erhvervsskifte.

Rimeligvis vil det dog ikke blive nødvendigt at foretage stærkt indgribendeForanstaltninger at regulere Tilgangen til de forskellige Erhverv. Thi det skulde være muligt gennem et af Fagforeningerne ledet generelt Oplysningsarbejde og gennem obligatorisk, for Valg af Erhverv

---

1) Smlgn. Socialt Tidsskrift 1936, Afd. C, S. 332, Tabel 30, som viser Forskellen mellem enkelte Faggruppers Arbejdsløshedsprocent og den forskellige Udvikling i do enkelte Grupper i Aarene 1933—34 og 1934—35.

2) Smlgn. anf. St. S. 61, 64 og 69.

raadgivende Organer under Fagforeningerne at lede den unge Generations Strøm ind i de ønskede Erhvervsbaner. Lykkes dette ikke fuldstændigt, kan man blive nødt til ved Udligning at regulere Antallet af Lære- og Arbejdspladserindenfor enkelte Erhverv, men ganske vist kun for de i Produktionsprocessen ny indtrædende Aargange og, om fornødent, gaa til en forbigaaende Spærring af visse Erhvervskategorier for de nye Aargange. Allerede nu regulerer man til en vis Grad — omend hverken planmæssigt eller ensartet — Antallet af Lærepladser indenfor bestemte Erhvervskategorieri Forhold til Antallet af beskæftigede Svende. Det vil altsaa i Fremtiden kun dreje sig om at erstatte mere eller mindre tilfældige og uensartede Foranstaltninger med en ensartet og planmæssig Regulering,der til den samlede Erhvervsplan og sikrer den mest gnidningsfrie Indlemmelse af de nye Aargange i Produktionsprocessen. Naturligvis maa Forholdsregler af denne Art tage vidtgaaende Hensyn til dp særlige Forhold i de forskellige Dele af Landet. De kan derfor ogsaa komme til at virke afspændende paa Modsætningsforholdet mellem Land og By.

Alt dette betyder paa ingen Maade, at man i Længden skal opgive det liberale Princip: det frie Valg af Beskæftigelse. Men for en kortere Overgangstid man være nødt til at supplere den planmæssige Ledelse af Erhvervslivet med en tilsvarende Regulering af Arbejdskraften. Det drejer sig altsaa her ikke om en endelig Ophævelse af det frie Beskæftivelsesvalg, men udelukkende om et provisorisk Indgreb, der indenfor relativ kort Tid skal tjene til at tilvejebringe en ny organisk Ligevægt paa Arbejdsmarkedet. skal atter det frie Beskæftigelsesvalg automatisk regulere Struktur og bevirke det rigtige Forhold mellem Produktionsapparat Arbejderstand. Men netop dette Indgreb i Principet om frit Beskæftigelsesvalg skal sikre dette vigtige Rets- og Kulturgodes Bevarelse for Fremtiden og forhindre betydeligere Tndgreb fra Statens Side. Den Kendsgerning, at denne Regulering iværksættes gennem Fagforeningerne, en Garanti for Principets Bevarelse og Forholdsreglernes sociale Tendens.

Forholdsregler, der tager Sigte paa Erhvervsskifte, maa gaa ud paa at gøre Arbejdergrupper, der efter al Sandsynlighed ikke mere vil kunne finde Beskæftigelse i deres gamle Erhverv, anvendelige i andet Erhverv. vil altsaa her i første Række dreje sig om Forholdsregler, der forbereder Erhvervsskiftet.

Netop paa dette Punkt er den øjeblikkelige tekniske Udvikling relativt gunstig, da den i mindre Grad kræver faglærte end oplærte Arbejdere. Thi den tiltagende Rationalisering af Produktionsprocessen letter de enkeltetekniske I mindre Udstrækning er saadanne Foranstaltningerallerede i Danmark. Siden November 1934 har f. Eks. Arbejdsløshedsfondetbekostet Kursus i Husgerning for Arbejdsløse. I denne Sammenhæng kan det nævnes, at det internationale Transportarbejderforbundi Betænkning »Trafikmidlernes Koordination« har henvist til, at der der, hvor Udviklingen af Trafikken kræver Indskrænkningaf og Afskedigelse af Jernbanefolk, maa dannesFonds, kan muliggøre en Omlægning af Jernbanefolkenes Faguddannelse,om endogsaa saaledes, at den ledigblevne Arbejdskraft

linder Plads indenfor andre Trafikerhverv, som overtager Jernbanernes
Kommunikationsfunktioner.

For finansielt at være i Stand til at gennemføre disse Foranstaltninger, vil det være nødvendigt at udbygge Arbejdsløshedsfondet yderligere og at tage sin Tilflugt til det i højere Grad. Man bør ogsaa undersøge, om ikke Arbejdsløshedskassernes Reservefonds, der antagelig er anlagt meget likvide, i det mindste delvis kunde sættes mere aktivt ind paa Gennemførelsen af Beskæftigelsespolitiken. Man tager næppe Fejl, naar man mener, at der her findes endogsaa betydelige Muligheder.

V

Formaalet med denne Artikel har været at trække Grundlinierne op for en fagforeningsmæssig Beskæftigelsespolitik. Enkelthederne maa man overlade de særligt Sagkyndige at klare; for øvrigt vil Erfaringen her være den bedste Læremester. Dette gælder ikke blot for Financieringens Form og for Udvalget af Projektet, men ogsaa for Organiseringen. I hvert Fald staar det fast, at Statens Indflydelse paa Beskæftigelsespolitikens Omfang og Indhold altid vil være sikret gennem den Kendsgerning, at det er Staten, bestemmer Kreditpolitiken og ogsaa udøver sin Indflydelse paa Financieringen af Arbejdsløshedsfondet.

Tilbage bliver kun Betænkeligheden ved den storstilede Indsats af offentlige Dette Argument afkræftes imidlertid af Nødens Størrelse og de Farer for Fremtiden, som Passivitet paa det beskæftigelsespolitiske Omraade udløse. Yderligere taler Erfaringen fra andre Lande et tydeligt Den Tid er forbi, da man havde Lov til at bedømme Spørgsmaal vedrørende Beskæftigelsespolitik udelukkende fra et pengemæssigt Synspunkt. ny Arbejder, der atter optages i Produktionsprocessen, har faaet moralsk Oprejsning. Han betyder ikke blot sparet Understøttelse, men han bliver atter betalende Medlem af Arbejdsløshedskassen og skatteydende Borger; han betyder følgelig en Garanti for den organiske Videreudvikling af det bestaaende Samfund.

For Fagforeningerne betyder Overtagelsen af Beskæftigelsespolitiken ny Ret og en ny Forpligtelse. En heldig Gennemførelse af disse Opgaver vil sikre dem Forudsætningen for deres frie Eksistens, Handlefriheden, dermed Indflydelsen paa Lønomraadet og fratage Spørgsmaalet om »tvungen Voldgift« en Del af dets Betydning, maaske den hele. Thi det er jo overhaandtagende Massearbejdsløshed, som fremkalder Kravet om tvungen Voldgift, idet der da ikke kan skaffes Balance mellem Tilbud og Efterspørgsel paa Arbejdsmarkedet uden alvorlige og langvarige Arbejdskampe, betyder en Fare for et Erhvervsliv, der reguleres af Staten. Den fagforeningsmæssigt dirigerede Beskæftigelsespolitik vil organisk og uden alvorlige og langvarige Rivninger atter muliggøre den fornødne Balance Arbejdsmarkedet. Saaledes vil en aktiv Beskæftigelsespolitik under Fagforeningernes afgørende Indflydelse kunne blive en Etappe indenfor Regeneration.