|
Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 3. række, 45 (1937)ØKONOMISKE OG SOCIALE PROBLEMER I U. S. A. FOREDRAG I NATIONALØKONOMISK FORENING DEN 7. DECEMBER 1936H. WINDING PEDERSEN INDTIL for kort
Tid siden herskede Laissez-faire-Politikken i Præsident Roosevelts »New Deal« bragte en Forandring i denne Tilstand, en Forandring saa vidtrækkende, at man har kaldt den en Revolution. Man tog nu fat paa en offentlig Reguleringaf saa omfattende og indgribende, at ingen vilde have anset det for muligt blot et Aar i Forvejen. Man behøverkun nævne AgriculturalAdjustment Administration(AAA), søgte at regulere LandbrugsproduktionensStørrelse, National Recovery Administration (NRA), der tog sig for at bestemme Lønnen, Arbejdstiden, Priserneog Produktionen i alle de øvrige Erhverv lige fra Staalindustrien til Rarberstuerne. Tanken med AAA var som bekendtat Landbrugsvarernes Priser ved at begrænse Produktionenog med NRA at skaffe flere i Arbejde ved Forkortelse af Arbejdstiden, at forøge Refolkningens Købeevne ved at sætte Lønningerne i Vejret og at forhindre saakaldt ødelæggendeKonkurrence Prisregulering. Andre Hovedpunkteraf Side 2
punkterafde økonomiske Genrejsningsforanstaltninger var DollarensDepreciering, paa Kreditekspansion, den mindrevel Guldkøbspolitik i Efteraaret 1933, Udbetalingenaf til trængende og Igangsættelsen af offentlige Arbejder, finansieret ved Laan. Endvidere har Unionsregeringengennem Finance Corporation(RFC) der blev oprettet i 1932 under Hoover — og gennemforskellige offentlige Kreditinstitutioner givet Laan eller Garanti for Laan til Banker, Jernbaner, Landbrug, Husejere og Boligbyggeri. RFC's Laan til Bankerne har givet det offentlige betydelige Aktieinteresser i Landets Banker. Men the New Deal er mere end en ren Kriselovgivning. Ved Siden af de udprægede Kriseforanstaltninger er det lykkedes Roosevelt at faa gennemført en Række Love og Foranstaltninger, der mere har Karakter af varig Reform. Ved Gennemførelsen af Social SecurityAct af 1935 gjorde man et første Forsøg paa at skabe en Lovgivning om Arbejdsløsheds- og Aldersrenteforsikring,omfattende Unionen. Securities Act af 1933 og Securities Exchange Act af 1934 regulerer Emission af og Handel med Værdipapirer. Banking Acts af 1933 og 1935 gennemførte forskellige Reformer vedrørende Banksystemet, blandt andet en Forsikring af alle Indskud op til 5000 $. Labor Relations Act af 1935 fastslaar Arbejdernes Ret til at organisereresig føre kollektive Forhandlinger gennem Repræsentanterefter eget Valg og forbyder »unfair labor practices«. Hertil regnes ikke bare Afskedigelse af Arbejdere, blot fordi de er Fagforeningsmedlemmer, og lignende Ting, men Loven formenerogsaa at oprette eller dominere saakaldte »Company unions«, d. v. s. Organisationer, der kun omfatter den enkelte Virksomheds Arbejdere, og som har været et virksomt Middel i Arbejdsgivernes Hænder til Bekæmpelse af de egentlige Fagforeninger. Et særligt Kapitel af Reformprogrammet vedrører PublicUtilities. Som bekendt er disse Virksomheder i U. S. A. for største Delen paa private Hænder, og Enkeltstaternes Reguleringaf for Gas og Elektricitet har ikke været særlig effektiv. (Nogen Kontrol fra Unionsregeringens Side har der ikke været Tale om). Utility-Selskaberne har paa forskellig Maade forstaaet at omgaa Bestemmelserne, bl. a. ved Oprettelse af HoldingCompanies, ikke var undergivet Reguleringen. Ved forskellige Manipulationer overførtes Overskuddet til disse Kompagnier,hvis Opbygning tit lod meget at ønske, hvad Side 3
Stabilitet angaar. (/nsu/Z-Skandalen). Roosevelt har, siden han var Guvernør for Staten New York, haft et godt Øje til Utility- Selskaberne, og det er en af hans Yndlingsideer, at der ved en Takstnedsættelse vil vise sig et meget stort, latent Behov for Elektricitet — navnlig i Landbruget, som Elektricitetsselskaberne hidtil har forsømt. Regeringen søger nu at konkurrere Elektricitetstaksternened rundt om i Landet at anlægge en Række Vandkraftværker, af hvilke det bedst kendte er det, der drives af Tennessee Valley Authority (TVA). I 1935 gennemførtesendvidere Utility Act, der sætter Utility-Selskaberneunder Kontrol og navnlig paabyder,at Holding Companies skal opløses, medmindre de er nødvendige for at samle Produktionsselskaberne til en geografisk eller økonomisk Enhed. Naar man saaledes har foretaget et Omsving fra Laissez-faire til statskontrolleret Kapitalisme, er det naturligvis sket paa Baggrund den voldsomme økonomiske Depression, der naaede Bunden, netop som Roosevelt traadte til. Men Depressionen er nu forbi — hvad enten saa the New Deal's Foranstaltninger har bidraget til at fremskynde dens Ophør eller ikke — og U. S. A. er afgjort inde i Opgangsperioden, omend ikke saa langt fremme som Sterlinglandene. Federal Reserve Boards Produktionsindeks, der sætter Gennemsnitsproduktionen i Aarene 1923—25 = 100, og som for 1929 og 1932 var henholdsvis 119 og 64, naaede i 1936 over 100 og var for September 109. Opgangen var i Begyndelsen mod Sædvane stærkest i Konsumvareindustrien, men Sværindustrien nu betydeligt stigende Produktionstal. Det samme gælder Byggeriet, der længe laa stille. Ogsaa Handelen og Restaurations og Forlystelseserhvervene har gode Tider. I 1936 naaede man saa langt, at det aktuelle økonomiske Spørgsmaal længere var, hvordan Depressionen skulde bekæmpes. Tiden var nu inde til at tage Stilling til de økonomiske og sociale Problemer paa længere Sigt, og dette saa meget mere som der i dette Aar var Præsidentvalg og Valg til de lovgivende Forsamlinger. Man maatte nu bestemme, om man efter Depressionens Ophør ønskede at gaa tilbage til Laissez-faire-Politikken, eller om man vilde forblive og eventuelt gaa videre paa den Vej, der fører til mere offentlig Kontrol af det økonomiske Liv. Roosevelt gav
Tonen klart og tydeligt an. Han gik til Valg paa
Side 4
Linjerne ved dette Valg trukket langt skarpere op end tidligere, da det ofte kunde være svært at finde nogen Forskel mellem de to store Partier. Bag det republikanske Parti stod ved dette Valg »business«, navnlig Storkapitalen, der frygtede flere Statsindgreb og højere Skatter og førte en forbitret Kamp mod Roosevelt. Derimod støttedes Roosevelt af den jævne Middelstand, Arbejderneog ogsaa af mange Landbrugere. Rooseveltvandt saa afgørende Sejr, at det ikke kan forklares med en Henvisning til Modkandidatens Middelmaadighed eller til Præsidentenspersonlige Smilet og »den gyldne Radiostemme«.Naar vandt saa stort, er der ingen Tvivl om, at det var, fordi den brede Befolkning mente, at man her endelighavde en Præsident, der havde gjort noget eller i hvert Fald prøvet paa at gøre noget for den jævne Mand. Hvad kan man nu vente sig af Roosevelt i hans næste Periode? Han fremstillede under Valgkampagnen sig selv som en Folkets Befrier fra »de økonomiske Royalister«s Overgreb, ligesom »the founding fathers« frigjorde Landet fra de politiske Royalisters Styre. Men der er næppe trods hans voldsomme Udfald mod Storkapitalen nogen Grund til efter Valget at vente at se ham optræde i Rollen som fremstormende revolutionær. Den passer mindre til hans tidligere Gerninger end til den valgtaktiske Situation, Roosevelt tilhører heller ikke af Fødsel og Milieu de brede, endsige de fattige Lag af Befolkningen. Han er en human Mand af Patricierfamilie, en Mand med social Forstaaelse og visse Reformidéer, men først og fremmest en overordentlig dreven der nøje ved, hvordan Vinden blæser. Han er, som det er blevet sagt, ikke en Fører, der gaar længere, end han bliver fulgt. En moderat, liberal Fortsættelse af the New Deal er sikkert det, man kan vente. Den politiske Udvikling kan maaske tvinge Roosevelt til at gaa til venstre for at holde paa Arbejderne og undgaa Dannelsen af et Arbejderparti, men til Gengæld er det demokratiske Partis gamle Grundstamme, Sydstaternes alt andet end radikalt indstillet. Det demokratiske Valgprogram nøjes for en stor Del med at henvise til the New Deal's Resultater og lover i ikke alt for bestemteVendinger Fortsættelse. Med Hensyn til Sociallovgivningenantydes videre Udbygning paa Grundlag af Social SecurityAct. det kan tiltrænges, saafremt man ønsker at have et nogenlunde fuldstændigt Forsikringssystem. Loven mangler f. Eks. ganske en Sygekasseordning, og dens Bestemmelser om Side 5
Arbejdsløsheds- og Aldersrenteforsikring vil sikkert blive meget vanskelige at administrere. Heller ikke med Hensyn til de Ydelser,de opnaar, og den Kreds af Personer, Forsikringenomfatter, Loven tilfredsstillende. Landarbejdere kan f. Eks. ikke deltage i Forsikringsordningerne, men kun faa Alderdomsundeir teis e, og Arbejdsløshedsforsikringen omfatterkun store og middelstore Virksomheder, men ikke de smaa. Videre lover Programmet billig Elektricitet til Landbruget,og af Elektricitetsværker og Kontrollen med Public Utilities vil sikkert blive fortsat, saa vidt Forfatningen tilladerdet. bliver der næppe i den nærmeste Fremtid Tale om, at det offentlige overtager de private Elektricitetsværker og Gasværker eller Jernbanerne. Det vilde kræve uhyre Pengesummer.Alene er vurderet til 23 Milliarder $. Programmettaler at Folket har Ret til gode Boliger til en rimeligPris, et virkeligt Boligprogram med en Oprydning af Slumkvartererne er ikke paabegyndt endnu. Paa Spørgsmaalet om Handelspolitikken deler man sig i Amerika ikke længere efter Partilinjer, og det demokratiske Valgprogram lover derfor baade en frihandelsvenlig og en beskyttelsesvenlig Politik. Saa længe Mr. Hull er Udenrigsminister, vil dog formodentlig den frihandelsvenligeKurs Afslutningen af tosidede Handelstraktater blive fortsat. Hvad angaar Penge- og Valutaspørgsmaalet tales der med en Afklang af Roosevelts Budskab til London-Konferencenom stabilisere Pengeværdien saadan, at de tidligere store Svingninger undgaas. — En Lovgivning af the New Deal's Art rejser imidlertid i U. S. A. vanskelige Problemer. Først og fremmest har Landets Styreform ikke holdt Trit med Udviklingen. U. S. A. styres efter Principper,der kunde passe for en Sammenslutning af Landbrugerdistrikteruden økonomisk Samkvem — et Udviklingsstadium,hvor kan være decentraliseret og Embederne betragtessom Ombud — men som ikke er tidssvarende i et Forbund af Stater, der danner en økonomisk Enhed, og hvor man ønsker at have en moderne Social- og Kontrollovgivning. Ved Embedsbesættelserne hersker som bekendt stadig »Sp o ils-Sy st eme t«. En stor Del af Stillingerne er politiske Embeder, der efter Valgene tildeles veltjente Partifæller, ofte uden for meget Hensyn til deres saglige Kvalifikationer. For Unionsembedernes Vedkommende anvendtes denne Fremgangsmaadeindtil nylig lige ned til Postmesterstillingerne i smaa Side 6
Flækker. Systemets svage Sider er aabenbare, og man kan have Lov at betvivle, at U. S. A. har den veltrænede, upartiske og fuldt ud paalidelige Embedsstand, som er nødvendig, for at en moderne Social- og Kontrollovgivning kan administreres. 1 denne Forbindelse kan det nævnes, at man ofte hører udtalt Frygt for, at Kongressen skal vise sig svag overfor organiseret Pres fra særlige Grupper af Befolkningen, f. Eks. Aldersrentenyderne, saadan at disse kan tiltvinge sig Særfordele paa Bevillingslovene. Og Bonusudbetalingen til Krigsveteranerne i Sommeren 1936 visertydeligt,hvad kan opnaas ved en stadig og maalbevidst Paavirkning af Kongressens Medlemmer. Den alvorligste
Hindring for Gennemførelsen af offentlig
KontrolmedErhvervslivet Side 7
genmereMagti økonomiske og sociale Anliggender. Men en RevisionafForfatningen vanskelig at gennemføre. Der kræves 2/3 Majoritet i begge Kongressens Kamre, og desuden skal ndringenvedtagesaf /4 af Enkeltstaterne, der altsaa i dette Tilfældemaastemme Beskæringen af deres egen Magt. Og hertilkommer,at der jo blev til i Frihedskrigens Tid og staar omgivet af samme Glans som denne, af det amerikanske Folks store Masser betragtes som et ophøjet Dokument, hvis Bogstaverhelligt ukrænkeligt. Siden 1791 er der da ogsaa gennemførttemmeligfaa i Forfatningen. Denne traditionelleIndstillingsøgte at slaa Mønt af under Valgkampagnen. De havde opdaget, at Forfatningen, som Forholdeneliggerfor er et Værn for de konservative Interesser, og det republikanske Parti er derfor blevet en ligesaa veltalende Talsmand for Enkeltstaternes Rettigheder, som det demokratiske Parti tidligere har været. Demokraterne har derimodiKonsekvens deres Politik indtaget Republikanernes tidligereStandpunktog at give Unionsregeringen mere Magt. Republikanerne førte Valgkampagnen bag Flaget og Forfatningenogfremstillede som en Mussolini eller Stalin i Faareklæder,dertraadte og alle gode, amerikanske PrincipperunderFode det endelige Formaal at gøre sig til Diktatorogindføre Styreformer. Højesteretssagerne afgav naturligvis godt Agitationsstof, selv om man fra modsat Side kunde paapege, at Højesteret, af hvis Medlemmer forøvrigt en hel Del er forhenværende Politikere, havde truffet flere af sine Afgørelser i New Deal-Sagerne med 5 Stemmer mod 4. Det siger sig selv, at det under saadanne Forhold var vanskeligt for Rooseveltattale Forfatningsrevision, og i bedste Fald vilde det tage lang Tid at gennemføre en Forandring af Forfatningen. I U. S. A., hvor alt i det politiske Liv skal gaa i en Fart, taler man derfor i reformvenlige Krese om en anden Udvej, nemlig at Højesteret bør udøve Statsræson og ændre sin Fortolkning af Forfatningen. I Amerika, hvor det hører til Dagens Orden, at Loves Forfatningsmæssighedtagesunder har der naturligvis udvikletsigen Praksis paa dette Omraade, og Sagernes Afgørelseberortil paa temmelig subtile Fortolkningsspørgsmaal.SomEksempel nævnes Sagen verørende Railroad Retirement Act af 1934, der indførte en lovpligtig PensionsordningforJernbanefunktionærer. gjorde gældende,aten vilde medføre, at Funktionærerne Side 8
tidligere trak sig tilbage, og at den i al Almindelighed vilde forbedreArbejdsmoralenblandt Som Følge heraf vilde Trafiksikkerheden forbedres, og da god og sikker Trafik fremmer den mellemstatslige Handel, maatte Kongressen være berettiget til at gennemføre en Pensionsordning i Henhold til den BestemmelseiForfatningen, giver den Ret til at regulere Handelen mellem Enkeltstaterne. 4 Dommere godkendte dette Synspunkt, og 5 stemte imod. Man henviser fra reformvenlig Side til, at Højesterettidligerehar sin Fortolkningspraksis, naar ForholdenesUdviklingkrævede og man hævder, at det maa kunne ske igen. Ligesom man i Stedet for at gennemføre en moderne Skilsmisselovgivning klarer sig med en rummelig Fortolkning af Begrebet »cruelty«, ønskes det altsaa, at Forfatningen skal gøres mere tidssvarende ved en ændret Fortolkning. Men Højesteret har paa ingen Maade vist sig tilbøjelig til at foretage et saadant Skridt. Tværtimod har dens Domme hidtil været temmelig konservative.Hvorkonservative maaske bedst af en Dom, afsagt i Juni 1936, hvori det med 5 Stemmer mod 4 blev afgjort, at en Lov i Staten New York, der foreskrev Minimumsløn for Kvinder, var forfatningsstridig, fordi den greb ind i Kontraktsfriheden. Da Förbundskongressen iflg. NRA-Dommen heller ikke kan give BestemmelseromMinimumsløn, selv mange konservative Amerikanerebetænkeligeved Dom, og Republikanernes Kandidat,Guvernørhandon, sig til Fordel for, om nødvendigt, at gennemføre en Forfatningsændring, der vilde give EnkeltstaterneRettil regulere Løn, Arbejdstid og andre ArbejdsbetingelserforKvinder Børn. Det gjorde det naturligvis lettere for Roosevelt at tale om Revisionaf I det demokratiske Valgprogram understregesdet, Forfatningen bygger paa en Deling af Magten mellem Unionen og Enkeltstaterne, og Roosevelt har i sine Taler fremhævet,at som Følge af det stigende Samkvem mellem Landets enkelte Dele i Tidens Løb er blevet flere og flere Forhold, som Enkeltstaterne er kommet ud af Stand til at underkaste en effektivRegulering. af de Opgaver, som Enkeltstaterne ikke kan magte, maa, siger han, ifølge Sagens og Forfatningens Natur tilfalde Unionsregeringen. Man hævder fra Demokraternes Side, at the New Deal's Reformlovgivning kan fortsættes indenforden Forfatnings Rammer, om den fortolkes rigtigt,og som en sidste Udvej taler det demokratiske Valgprogramom Forfatningsændring til Klarlæggelse af Kompetencefordelingenmellem Side 9
fordelingenmellemUnionen og Enkeltstaterne. Man gør med andre Ord Spørgsmaalet om en Ændring af Forfatningen afhængigaf fremtidige Stilling. Det kan være, Roosevelt nu efter Valget føler sig stærk nok til at stille Forslag om Forfatningsrevision,men er det mest sandsynligt, at man foreløbigvil og se, om Højesteret tager Anledning af Valgets Udfald til at ændre sin Holdning. En særlig Mulighed for en Kursændringfra Side ser man deri, at Antallet af liberale Dommere kan forøges ved opstaaende Vakancer, hvad der er saa meget desto større Udsigt til, som alle Rettens konservative Medlemmerer 70. I hvert Fald gælder Lovene jo, indtil de bliverforkastet, i visse Tilfælde har man, naar en Lov er blevet erklæret forfatningsstridig, klaret sig med at gennemføre den paany i noget ændret Form, hvorefter den saa i det mindste gælder,til igen naar frem til Højesteret1). — I Amerika kan Stemningen hurtigt skifte, og selv om Strømpilenfor afgjort gaar i Retning af mere Sociallovgivningog Statsindgreb i Erhvervslivet, er det ikke udelukket, at Begejstringen for den Slags Lovgivning kan blive langt mindre under en eventuel, fremtidig »Prosperity«-Periode. Baggrunden for den nye økonomiske Politik var jo først og fremmest den lange og dybe Depression, og jo længere den kommer paa Afstand,des vil den gaa i Glemmebogen. Maaske findes der dog andre Faktorer, der har været medvirkende til at fremkalde Omsvinget, Kræfter, der er mindre iøjnefaldende, som virker langsommere, men til Gengæld mere stadigt. Er der f. Eks. i samme Grad som tidligere lige Chancer for alle, eller er Klassedelingenved blive mere udpræget? Spørger man Amerikanere, faar man forskellige, indbyrdes modsigende Svar. Men der kan vist næppe være Tvivl om, at de sociale Skranker, efter at Pionertidener bliver stadig vanskeligere at sætte over. Og jo mere det bliver Tilfældet, des større Interesse vil naturligvis Arbejdernefaa Sociallovgivning og faglig Organisation. I hvert Fald er man sig i Øjeblikket Klassemodsætningerne langt mere bevidst end tidligere, og det er i denne Forbindelse interessant at iagttageUdviklingen U. S. A.'s største Sammenslutning af Fagorganisationer, American Federation of Labor. Denne 1) Iflg. Dagspressen har Roosevelt nu — Februar 1937 — forelagt Kongressen Lovforslag om at forøge Antallet af Dommere i Højesteret fra 9 til 15 for paa denne Maade at skaffe sig et mere medgørligt Dommerkoncilium. Side 10
Organisation bygger paa fagforbundet som Enhed, og det stemmergodt at den mest har interesseret sig for at organiseredet Arbejderaristokrati. Videre har det været dens Tradition at holde sig fjernt fra al politisk Virksomhed. A. F. ofL. har endog været Modstander af en Lovgivning om Arbejdsløshedsforsikring,hvad naturligvis hang sammen med, at man tidligereansaa for at være fjendtligt stemt overfor Fagforeningerne. I de sidste Aar er der imidlertid indenfor A. F. of L. vokset en Fraktion frem, som ønsker at organisere Arbejdernei Man gør gældende, at denne Organisationsformer egnet, naar det gælder at organisere Arbejdernei som har denne Fraktionssærlige I 1935 dannedes under Ledelse af Formandenfor Mine Workers of America, John Lewis, en Committee for Industrial Organization, hvad der gav Anledning til bitter Strid indenfor A. F. of L. I Sommeren1936 C. I. O. en Kampagne for at organisere Staalindustriens Arbejdere, og omtrent samtidig ekskluderede A. F. ofL.'s Ledelse alle de Organisationer, der var tilsluttet C. I. 0., og som omfattede ca. 1 Mill. Mand eller vel omtrent en Tredjedel af A. F. of L.'s Medlemstal. Lewis-Gruppen afviger ogsaa fra A. F. of L.'s sædvanlige Kurs deri, at den er indstillet paa Samarbejdemed og i det hele taget paa politisk Virksomhed.Gruppen ved Valget Roosevelt officiel Støtte, men man er allerede i det smaa begyndt at drøfte Dannelsen af et Arbejderpartitil i 1940. Hvis Organiseringen af MasseproduktionsindustriernesArbejdere Fremgang, og hvis en større Del af den amerikanske Arbejderklasse begynder at optræde som en samlet Blok, politisk og organisationsmæssigt, kan der sikkert ventes en skarp social Strid. Arbejdere og Arbejdsgivere i U. S. A. er jo ikke just bekendt for at tage paa hinanden med Fløjlshandsker.Men kan der kun gisnes om, hvordan Fremtidens Amerika vil komme til at se ud. — Herefter skal nærmere omtales nogle af de økonomiske Enkeltproblemer,der øjeblikket er aktuelle i U. S. A. Først den finansielle og monetære Situation. The New Deal har ikke været billig. Statsudgifterne (hermed menes UnionsregeringensUdgifter), i Finansaaret 1928—29 (1. Juli 1928 til 30. Juni 1929) var 3,8 Milliarder $ og 5,1 Milliarder $ i 1932—33, steg iil 7,4 Milliarder $ i 1934—35. Indtægterne derimod faldt fra 4 Side 11
Milliarder $ i 1928—29 til 2 Milliarder $ i 1931—32. Derefter steg de igen, men var i 1934—35 kun 3,8 Milliarder $. Regner man med, at Budgetallene for 1936—37 slaar til, vil Udgifterne i de fire Finansaar,Roosevelt Ansvaret for, have udgjort 31,1 Milliarder$, 16,7 Milliarder og Kasseunderskuddet altsaa 14,4 Milliarder. Det store Underskud var et af Hovedtemaerne i Republikanernes Valgagitation, og kendte Nationaløkonomer talte om Statsbankerot og Inflation. Naar man vil bedømme Roosevelts Finanspolitik, maa det naturligvis først fremhæves, at den store Stigning i Udgifterne skyldes de ekstraordinære Kriseudgifter, navnlig til Understøttelser og offentlige Arbejder. Til disse Formaalvil pr. 30. Juni 1937 være anvendt ca. 10 Milliarder $. Der er her for en stor Del Tale om Udgiftsposter, der tidligere slet ikke fandtes paa Forbundsregeringens Budget, og Udgiftsstigningenmaa ses under den Synsvinkel, at Unionsregeringen har taget nye Opgaver op. Det er Opgaver, som det ellers vilde være tilfaldet Enkeltstaterne at løse, hvad de imidlertid sikkert ikke vilde have haft Evne og næppe heller Vilje til. De store Poster paa Forbundsregeringens ordinære Budget er Militærudgifterneog og Afdrag paa Statsgælden. Derimod findes ingen Socialudgifter. Kontante Understøttelser har tidligere kun været ydet i ekstraordinære Tilfælde, f. Eks. til Ofrene for Naturkatastrofer,og under the New Deal har man anerkendt Unionsregeringens Pligt til at komme trængende Medborgere til Hjælp. Endvidere vilde Enkeltstaternes Udgifter til egentlige offentlige Arbej der sikkert have været større, hvis ikke Forbundsregeringenhavde saa store Beløb, saadan at der her for en Del er Tale om en Overflytning fra Enkeltstaternes til UnionensBudget. Men Udgiftsstigningen kunde jo være blevet dækket ved forøgetBeskatning, hvert Fald for de Udgifters Vedkommende, som ikke modsvares af en Forøgelse af Aktiverne eller er brugt paa en saadan Maade, at de ogsaa kommer Fremtiden til Gode. Roosevelt-Regeringenhar slet ikke ønsket at følge den ortodokseFinanspolitiks Man har ikke gjort Forsøg paa at gennemføre nogen videre Ekstrabeskatning, men har med Hensigt finansieret Kriseudgifterne ved Laan for paa denne Maade at »spæde Pumpen op«,op«, som Slagordet lød, d. v. s. forøge den totale Købeevne, maalt i Penge, og bringe Liv i Produktion og Omsætning. Og denne Politik har sikkert været den gavnligste Del af Roosevelts Kriseforanstaltninger, selv om Fremgangen Side 12
maaske nok blev købt noget dyrt. Statsgælden er steget ganske anseligt, men det foran nævnte Tal for Underskuddet, 14,4 Milliarder,giver overdrevne Forestillinger om Gældsforøgelsen. Det amerikanske Statsregnskab er et rent Kasseregnskab, og det Underskud,det derfor kun et Kasseunderskud. Tages der Hensyn til Amortisationen, bliver Stigningen i Statsgælden ca. 11,5 Milliarder, nemlig fra 22,5 Milliarder den 30. Juni 1933 til ca. 34 Milliarder den 30. Juni 1937. Heroverfor staar imidlertid visse Aktivforøgelser. Der er Stabiliseringsfondets 2 Milliarder $, og endvidere har Staten faaet en Del Tilgodehavender gennem ReconstructionFinance og lignende Institutioner. Regnes disse Tilgodehavender til Pariværdi, bliver Nettoforringelsen af Unionens Formuestatus kun ca. 5,5 Milliarder $, og desuden er der blevet udbetalt 2,2 Milliarder til Veteranerne, en Sum, der egentligførst forfalden til Betaling i 1945. Men samtidig har Statskassenpaataget Garantier til et Beløb af over 4,5 Milliarder $, og en Del af Fordringerne er nok ogsaa noget dubiøse. Det sikre er, at Statsgælden efter Roosevelts første Periode vil være forøget med 11—12 Milliarder $ eller med ca. 50 pCt. Og Hoover var helleringen Han satte Statsgælden op med over 5 Milliarder.Af Gældsforøgelse maa Fremtidens Skatteydere svare Renter og Afdrag til Fremtidens Obligationsejere. Til Gengældhar altsaa erhvervet visse Aktiver, en Del af Pengene er gaaet til Formaal, som man ogsaa direkte vil nyde godt af i Fremtiden, og har Underskudspolitikken virkelig medvirkettil spæde Pumpen op, vil Skatteyderne jo endvidere af den Grund bedre være i Stand til at bære Skattebyrden. Og selv om Krisen har fordoblet Statsgælden, maa man huske, at de forenedeStaters i Forvejen var meget lille sammenlignet med de europæiske Landes. Den engelske Statsgæld er større end Unionsregeringens og Enkeltstaternes tilsammen. Nogen Statsbankeroter ingen Fare for, men selv et rigt Land som U. S. A. har dog næppe Raad til alt for mange af den Slags Kriser. De, der har talt om en truende Inflation i de forenede Stater, har henvist baade til Finansernes Stilling og til den monetære Situation. Indskud paa Anfordring (Federal Reserve Bulletin's »adjusted demand deposits«) hos Medlemsbankerne indenfor FederalReserve der ved Udgangen af Aaret 1929 udgjorde 16,6 Milliarder $ og pr. 30. Juni 1933 var nede paa 12 Milliarder, er siden Bankkrisen steget stærkt og naaede pr. 30. Juni 1936 op Side 13
paa 20,3 Milliarder $, det højeste Beløb, de nogensinde har udgjort.Denne betød i sig selv en ikke ringe Forøgelse af Pengemængden, men Grænsen for den monetære Ekspansion var ingenlunde naaet hermed. Som bekendt skal Medlemsbankerne holde en vis Reserve for deres Indlaansforpligtelser som Indskud hos Reservebankerne, og det er derfor det Beløb, hvormed deres Kassemidler overstiger den lovpligtige Reserve, der er bestemmendefor, stor en Kreditudvidelse Medlemsbankerne som Helhed er i Stand til at foretage. Medlemsbankernes overskydende Reserver — d. v. s. Forskellen mellem deres totale Indskud hos Reservebankerne og den lovpligtige Reserve — var i Gennemsnit for Aaret 1929 43 Mill. $ og for 1932 256 Mill. Siden Bankkrisen i Marts 1933, da Overskudsreserverne forsvandt, har de været undergivet en stadig og stærk Stigning, dels paa Grund af den førte Ekspansionspolitik, dels — og navnlig — som Følge af den store Guldimport siden Dollarens Devaluering. I August 1936 naaede Overskudsreserverne op paa ca. 3 Milliarder $ eller omtrentdet Beløb som de lovpligtige Reserver, der svarede til Publikumsindlaan paa ca. 30 Milliarder $, hvoraf, som nævnt, ca. 20 Milliarder i demand deposits. Den Kreditudvidelse, der kunde opbygges paa disse Overskudsreserver, vilde medføre en meget stærk Forøgelse af Pengemængden ud over det store Beløb, man allerede havde naaet, og naar hertil føjes, at Omløbshastighedenstadig langt under Niveauet fra 1929, vil man se, at den monetære Basis for en betydelig Inflation var til Stede. Bankloven af 1935 gav imidlertid Federal Reserve Board — eller Board of Governors, som det nu hedder — Ret til at forhøje den Procent, som de lovpligtige Reserver for Indlaan og Banker af de forskellige Kategorier skal udgøre af Indlaansbeløbet, indtil det dobbelte af de hidtil gældende, og i Sommeren 1936 benyttede man sig af denne Bemyndigelse. Reservekravene sattes op med 50 pCt., og som Følge deraf faldt de overskydende Reserver fra ca. 3 Milliarder til 1,8 Milliarder $. De blev altsaa kraftigt reduceret, der blev dog stadigvæk nok tilbage til, at en stærk Kreditudvidelse kan foretages. Og siden August er Overskudsreserverne til over 2 Milliarder $. Foreløbig har der dog ikke vist sig nogen Tegn paa Inflation.Medens i Løbet af det sidste Par Aar er blevetstærkt har Pristallene været praktisk talt uforandrede,og kan endnu sættes en Del i Vejret, inden Side 14
Kapacitetsgrænsen naas og stærkere Prisforhøjelser derfor bliver imndgaaelige1) Videre har Federal Reserve Board endnu Midler i Hænde til at bremse en Kreditudvidelse. Forøges Reservekravene indtil det tilladte Maksimum, kan man paa denne Maade skaffe sig af med det meste af de nuværende Overskudsreserver. Desudenbesidder »government securities« for knap 2121/2 Milliarder $, for største Delen af kort Løbetid. Det menes, at man, hvis man lader disse Gældsbeviser løbe ud, kan placere andre i Stedet hos Medlemsbankerne uden alt for stort Kurstab, og ved en saadan Transaktion vilde de nuværende Overskudsreserverblive Farligere vil det maaske være, hvis Omløbshastigheden stiger til sin tidligere Højde, og hertil kommerMuligheden fortsat Guldimport. For Øjeblikket indføres der Guld for ca. 100 Mill. $ maanedligt. Baade for Omsætningshastighedenog Indførselen af Guld (Kapitalimporten) er sikkertKursudviklingen New Yorks Børs af stor Betydning. Efter Securities Exchange Act's Bestemmelser kan Børsspekulationen imidlertid bremses, ved at Federal Reserve Board forhøj er den Margin, der kræves indbetalt ved Spekulationsforretninger, og maaske kan der tages nye Midler i Brug i Pengepolitikkens Tjeneste. Det kan paabydes Medlemsbankerne at købe flere Aktier i Reservebankerne, og muligvis kan Reconstruction Finance Corporationopsige Laan til Bankerne. Hvor effektive de forskelligeMidler, staar til Raadighed, vil være, afhænger for en stor Del af deres psykologiske Virkninger, men Myndighederne synes at have ret gode Kort paa Haanden, om de ellers kan og vil spille dem i rette Tid. Om det saa er politisk muligt, er naturligvisen Sag, men efter den Valgkampagne, der blev ført mod Roosevelt, skulde Regeringen være interesseret i at gøre Inflationsagitationen til Skamme2). 1) Siden Oktober 1936 er Priserne steget en Del, men Priserne plejer jo at stige under en Konjunkturopgang, og det behøver derfor ikke at være Indledningen til en egentlig Inflation. 2) Den 21. Dec. 1936 meddelte Finansministeriet, at det, om nødvendigt, vil opkøbe Guld for Midler, der skaffes ved Markedssalg af Skatkammerveksler. saadant Salg vil berøve Markedet de Penge, der tilflyder det ved Salget af Guld til Finansministeriet, og det undgaas herved, at fremtidig Guldimport forøger de overskydende Reserver. Den 30. Jan. 1937 dekreterede Res. Board, at Reservekravene ved to Forhøjelser, der skal træde i Kraft den 1. Marts og den 1. Maj, skal bringes op paa det i Loven omtalte Hermed menes ca. 1,5 Milliard af de allerede eksisterende Overskudsreserver, der i Begyndelsen af December udgjorde 2,2 Milliarder s, at ville blive neutraliseret. Side 15
En anden Side af Sagen er, om der i det hele taget kan ventes den Efterspørgsel efter Banklaan, der er Forudsætning for, at Bankernes Stilling kan give Anledning til Inflation. Naar de store Overskudsreserver forefindes, skyldes det jo, at Bankerne ikke har været i Stand til at anbringe deres Midler. Deres Kundelaan, kun andrager ca. Halvdelen af, hvad de var i 1929, har holdt sig næsten uforandrede siden Foraaret 1933, og Bankernes væsentligste Forretning under Depressionen har været at finansiere Trods den betydelige økonomiske Fremgang har der altsaa ikke hidtil vist sig nogen væsentlig konjunkturmæssig i Efterspørgselen efter Banklaan, selv om Kundelaanene i de sidste Maaneder er begyndt at vise stigende Tal. Med hvilken Styrke Efterspørgselen vil vise sig senere i Opgangen, beror bl. a. paa, hvor god den realøkonomiske Basis for en Højkonjunktur er, men det er maaske tvivlsomt, om der her findes Tendenser, der kan tænkes at befordre en egentlig Inflation1). Desuden foregaar der uden Tvivl for Øjeblikket en vis strukturel i det amerikanske Kreditsystem. De store velkonsoliderede finansierer nu ikke alene som i 20'erne sig selv uden Bankernes Hjælp, men de er ogsaa begyndt at finansiere deres Leverandører og Aftagere. Dette har naturligvis den Virkning, at der bliver mindre Brug for Bankkredit. En mulig Kilde til Inflation er naturligvis Budgetunderskuddet — for ikke at tale om de standhaftige »soft money«-Tilhængeres Agitation. Hvad man nu end mener om den Teori, der ligger bag Underskudspolitikken, saa er der ingen Tvivl om, at Tiden nu er inde til at lægge Roret om. Regeringen har da ogsaa udtalt, at den nu ønsker Balance tilvejebragt saa hurtigt som muligt. Dog har Roosevelt — efter at han havde faaet vedtaget sin nye Lov om Aktieselskabsbeskatningen, der var saa snedigt indrettet, at ingen følte sig ramt — lovet, at Regeringen nu ikke vilde gennemføreflere Man sætter sin Lid til den Stigning i Skatteindtægterne, den økonomiske Opgang medfører, og som 1) Professor Alvin H. Hansen gør opmærksom paa, at der findes visse deflatoriske Elementer i den amerikanske økonomiske Situation, navnlig Landbrugets Overekspansion, jfr. senere. Han mener ikke, der findes nogen nye Investeringsmuligheder (Schumpeter, Cassel) af særlig Betydning, og er af den Opfattelse, at Konjunkturbevægelsen vil vende, før Højkonjunkturen bliver til en Inflation. Se Proceedings, Association of Reserve City Banks, 2 sth Annual Convention. Side 16
allerede har vist sig meget tydeligt. Denne automatiske Opgang i Indtægterne vil formodentlig ogsaa kunne bringe Balance paa Regnskabet, selv om det maaske ikke bliver før i Finansaaret 1938—39, men om galt skulde være, kan der vel gives Skatteskruenen Omdrejning, naar Valgløfterne er kommet lidt paa Afstand. Hvor hurtigt der kan bringes Balance paa Regnskabet, afhængernaturligvis af Udgifterne, der foreløbig ingen Tilbøjelighedhar til at gaa ned. Hvordan det vil gaa med dem i Fremtiden,vil en stor Del afhænge af, hvor meget Arbejdsløshedenformindskes. er stadig stor. Nøjagtige Opgørelser savnes, men de fleste mener, Tallet ligger omkring en halv Snes Millioner — herunder regnet dem, der er beskæftiget ved offentligeArbejder et lavere Vederlag end almindelig Arbejdsløn — mod 13 å 15 Millioner i Marts 1933 og maaske 3—43—4 Millioner i 1929. Man ser med Betænkelighed paa, at Stigningen i Beskæftigelsenikke Trit med Forøgelsen af Produktionen. I Aaret 1935 laa Federal Reserve Boards Produktionsindeks 43 pCt. over Gennemsnittet for 1932, men Bureau of Labor Statistics' Beskæftigelsesindeksviste en Stigning i Antallet beskæftigede paa 28 pCt. Disse Tal gælder dog kun Fabriksindustrien (»Manufactures«og employment«). Der har navnlig været Tale om den tekniske Udvikling som Aarsag til denne Diskrepans, og her ligger vel ogsaa nok en Del af Forklaringen. Men desuden er Arbejdstidenblevet og naar Produktionen forøges, vil man ifølge Produktionslovene (det aftagende Udbyttes Lov) vente en forholdsvis ringe Forøgelse i Antallet af beskæftigede i Begyndelsen og en stærkere Stigning senere hen. Men selv om der derfor sandsynligvis kan ventes en stærkere Tiltagen i Beskæftigelseni senere Stadier, er et Arbejdsløshedstal paa B—lo8—10 Millioner meget stort. Præsident Roosevelt har ved et Par Lejligheder udtalt sig til Gunst for et nyt Forsøg paa at reducereArbejdsløsheden en Forkortelse af Arbejdstiden. Et saadant Forsøg blev gjort under NRA, men straks efter Højesteretsdommenstandsedes Virksomhed, og siden den Tid er Arbejdstiden blevet forlænget. NRA-Eksperimentet havde forøvrigtnæppe tilsigtede Virkning, men maaske er Betingelsernenoget i den nuværende Konjunkturfase, navnlig hvis man denne Gang afholder sig fra at regulere Produktion og Priser. Man er i Øjeblikket i Gang med at undersøge, hvorvidt det trods de forfatningsmæssige Vanskeligheder er muligt at genopliveden Side 17
oplivedenDel af NRA-Loven, der vedrørte Organisationsretten og Forbud mod Børnearbejde, men selv om Roosevelt ikke fandt det opportunt at omtale Spørgsmaalet under Valgkampagnen, er det ikke usandsynligt, at der ogsaa vil blive gjort et Forsøg paa at tage Reguleringen af Arbejdstiden op igen. Et andet aktuelt Problem — der ogsaa har sin finansielle Side — er Landbrugspolitikken. For selv efter at den almindelige er overstaaet, vil man sikkert i hvert Fald i nogen Tid bibeholde særlige Landbrugsforanstaltninger. Det amerikanske er nemlig som Helhed overudviklet. Under Krigen, da der var stærk Efterspørgsel efter amerikanske Landbrugsvarer, Produktionen. Men efter Krigens Ophør svandt Efterspørgselen ind. I Udlandet søgte man at gøre sig selvforsynende, under den sidste Depression. Befolkningstilvæksten mindre, Hestene erstattedes af Traktorer, ændrede Forbrugsvaner fremkaldte en Forskydning i Efterspørgselen, og amerikansk Landbrug kom ind i en Tilstand af Overproduktion. Under Depressionen blev det naturligvis særlig galt, og det var den almindelige Opfattelse, at Landbruget var haardere ramt end de øvrige Erhverv. Særlig fæstede man sig ved, at Landbrugsvarernes var faldet mere end Industrivarernes, og Agricultural Act satte sig derfor som*Maal at bringe Priserne paa en Række vigtige Landbrugsvarer op i samme Forhold til Priserne paa de Varer, Landbrugerne køber, som det, der fandtes i Aarene 1909—14. Det skulde opnaas ved en Indskrænkning Landbrugsproduktionen. De Landmænd, der gik ind paa at reducere deres Produktion, modtog herfor en kontant Godtgørelse, der finansieredes ved, at der paalagdes de Virksomheder, Varerne underkastedes den første Bearbejdelse (Møller, o. s. v.) en Skat, der var lig Forskellen mellem Dagsprisen den saakaldte Paritetspris. I Januar 1936 forkastede Højesteret AAA, men der gennemførtes straks i Februar en Lov, der i Virkeligheden fortsatte det samme Program, blot i en lidt anden Forklædning. Det har i de sidste Aar været meget diskuteret, i hvor høj Grad der drives Rovdrift paa den amerikanske Jord, og i nær Forbindelsemed Problem staar Spørgsmaalet om den Skade, der gøres paa Jordbunden af Vandets og Vindens Erosion1). I April 1) Det hævdes f. Eks., at Aarsagen til, at Flodernes Oversvømmelser saa ofte antager en katastrofal Karakter, er den, at en uhensigtsmæssig Be- plantning og Dyrkning af Bjerg- og Bakkeskraaninger hindrer, at der i tilstrækkelig dannes vandsugende Humuslag. Ved Tøbrud løber Vandet derfor straks ned i Floderne, hvor de borteroderede Jordmasser oven i Købet ligger og fylder op. Side 18
1935 gennemførtes den saakaldte Soil Erosion Act, der gav Unionsregeringens Støtte til Foranstaltninger mod »soil erosion, og da AAA blev forkastet ved Højesteret, fandt man det opportunt at sammenkæde Produktionsreguleringen med Foranstaltninger til Bevarelse og Forbedring af Jordens Ydeevne. I Februar 1936 gennemførtes den saakaldte Soil Conservation Act, der formeltfremtræder et Tillæg til Soil Erosion Act. Loven bemyndigerLandbrugsministeren at anvende et aarligt Beløb af indtil 500 Mill. $ af Statskassens almindelige Midler til Udbetaling af kontante Tilskud til de Landbrugere, der udlægger en vis Del af deres Areal som Græsmark, tilsaar den med Bælgplanter eller giver den en anden Anvendelse, der modvirker Erosion, forøger Jordens Humusindhold og opretholder dens Frugtbarhed. Tanken er naturligvis den, at man ved at forøge den Del af Arealet, der anvendes paa denne Maade, kan reducere Produktionen af LandbrugetsSalgsvarer. angiver da ogsaa som et af sine Formaalat det Forhold mellem Landbrugeres og Ikke- Landbrugeres Realindkomst (ikke længere Priserne), der var herskendei 1909—14, og det foreskrives, at Loven skal administrerespaa saadan Maade, at der fremkommer et jævnt og stabilt Udbud af Landbrugsvarer, tilstrækkeligt stort til at tilfredsstilleEfterspørgselen Priser, der er rimelige baade fra Producenternes og Forbrugernes Synspunkt. løvrigt overlades det til Landbrugsministeren at bestemme, hvor store Arealer der skal unddrages Produktionen af Salgsvarer, og hvor store Godtgørelser der skal udbetales derfor. Det er dog forudsat, at Enkeltstaterne fra Begyndelsen af Aaret 1938 skal overtage Lovens Administrationunder Overtilsyn. I hvor høj Grad AAA-Programmet lykkedes, i hvor stort Omfangdet Landbruget, og hvem der bar Byrderne ved dets Gennemførelse, kan ikke siges med Bestemthed, navnlig fordi Naturen i den tørre Sommer 1934 saa effektivt tog Del i Produktionsindskrænkningen.Men om AAA maaske bragte Landbrugeten god Krisehjælp — Godtgørelserne til dem, der tog Del i Programmet, var jo i hvert Fald rede Penge — saa er det klart, at Loven ikke var egnet til at løse det amerikanske Landbrugsmere Problemer. Skal der foretages en Reduktionaf 1) Det hævdes f. Eks., at Aarsagen til, at Flodernes Oversvømmelser saa ofte antager en katastrofal Karakter, er den, at en uhensigtsmæssig Be- plantning og Dyrkning af Bjerg- og Bakkeskraaninger hindrer, at der i tilstrækkelig dannes vandsugende Humuslag. Ved Tøbrud løber Vandet derfor straks ned i Floderne, hvor de borteroderede Jordmasser oven i Købet ligger og fylder op. Side 19
tionafLandbrugsproduktionen paa langt Sigt, er den mest økonomiskeMaade gennemføre det paa naturligvis den, at den daarligste Jord sættes ud af Drift og de mindst dygtige Landmænd overgaar til andre Erhverv. Men AAA søgte at gennemføre den samme forholdsmæssige Produktionsindskrænkning overalt, saadan at de mindre effektive Bedrifter fortsatte paa de mere effektives Bekostning. Den saakaldte Resettlement Administrationarbejder vist paa at flytte fattige Landbrugerfamilierfra med daarlig og udpint Jord hen til bedre Egne, men foreløbig er det ikke blevet til noget videre. Soil Conversation Act er næppe bedre end sin Forgænger. Selv til Opnaaelse af sit eget Formaal er den sikkert ringere end AAA. Efter den nye Lov bestemmes Produktionens Omfang jo ikke direkte, og der er intet i Loven, der kan hindre, at de Arealer, der ikke udlægges som Græsmark e. lign., dyrkes mere intensivt end før. Loven skulde jo ogsaa medføre, at Jordens Ydeevne senere stiger, hvad der tenderer til at forøge Landbrugsproduktionen, man har paa Forhaand ingen Garanti for, at Produktionsomkostningerne saa meget, at den større Produktmængde sælges med Fordel til de lavere Priser, Udbudsforøgelsen Og selv om Loven maaske vil medføre mindre Produktion af Majs og dermed af Svin og mindre Avl af Korn, Tobak og Bomuld, er det ikke udelukket, at der paa de større Græsarealer vil blive opdrættet mere Kvæg, saadan at der paaføres Kvægavlsdistrikterne forøget Konkurrence. Med Hensyn til Langtidstilpasningen vil Soil Conservation Act sikkert komme til at virke ligesom AAA. For selv om der efter Lovens Ordlyd i og for sig ikke er noget i Vejen for det, vil det næppe være politisk i større Omfang at gøre Forskel paa de enkelte Landbrugere de forskellige Distrikter med Hensyn til de Tilskud, der udbetales, og den Omlægning af Driften, der forlanges. Erosion Rovdrift er sikkert Problemer, der fortjener Opmærksomhed, Foranstaltninger imod disse Foreteelser er næppe paakrævet samme Grad overalt, ligesaa lidt som Indskrænkningen af Produktionen, og Sammenkædningen af disse Foranstaltninger med Produktionsreguleringen smager alt for meget af politisk Opportunisme. Det maa indrømmes, at en rationel Tilpasning af den amerikanskeLandbrugsproduktion langt Sigt er svær at gennemføre,navnlig Vanskelighederne for en stor Del samler sig om visse, bestemte Dele af Landet. I Bomuldsstaterne i det saakaldte»uld Side 20
kaldte»uldSouth« mellem Atlanterhavet og Mississippi har de fattige Forpagtere og Landarbejdere lige siden Slavetiden levet under usle Vilkaar. Dyrkningsmetoderne er primitive og Jorden udpint. Og nu, samtidig med at de udenlandske Markeder delvis er gaaet tabt, og samtidig med at den mekaniske Bomuldsplukker nærmer sig den praktiske Virkelighed, paafører de nye Bomuldsdistrikteri og Oklahoma, hvor Metoderne er mere moderne og Produktionsomkostningerne lavere, det gamle Syden en følelig Konkurrence. Her, i det gamle Syden, ligger maaske U, S. A.'s største sociale Problem, et Problem, som man i stigende Grad bliveropmærksom og som en Dag vil kræve sin Løsning. Men det er et Spørgsmaal, som det er meget vanskeligt netop for Rooseveltat ved, eftersom Sydstaternes Jordejere udgør det demokratiskePartis Stok. Regeringen overvejer dog for øjeblikketen om at hjælpe de fattige Forpagtere til at faa egen Ejendom ved at give dem billige Laan. Da Efterspørgselen efter Korn steg under Krigen, pløjede man i de vestlige Præriestater i stort Omfang Jord op, der tidligere havde henligget som Græsgange, og begyndte at dyrke Hvede. Man kan her med Held dyrke Korn, naar Vejrforholdene er nogenlunde og naar man indretter sine Dyrkningsmetoder Klimaet, men enhver tør Sommer medfører Fare for Misvækst paa disse magre Højsletter, hvor der næsten ingen Søer eller Vandløb findes. Det er her, de berygtede opstaar, naar Solen har udtørret Jorden. Som bekendt var Tørken særlig slem i 1934, og ogsaa i 1936 var der Misvækst i de nordvestlige Præriestater. Den fantastiske Tanke er blevet fremsat, at man skulde skaffe Fugtighed og Læ ved at plante et Skovbælte tværs gennem Staterne lige fra den kanadiske til den meksikanske Grænse, men da Træer aldrig af sig selv har vist nogen særlig Tilbøjelighed til at vokse i disse Egne, gør de det maaske næppe heller under landbrugsministerielle Auspicier. er nu ved at komme til den Opfattelse, at Jorden mellem den 100. Meridian og Klippebjergene aldrig burde have været pløjet op, og at det vilde være nationaløkonomisk fordelagtigt, man igen kunde faa den lagt ud til vedvarende Græs. Men det er selvsagt en uhyre Opgave at løse. Det vilde bl. a. medføre, store Distrikter vilde blive helt eller delvis affolket, hvad det naturligvis politisk set vilde være meget vanskeligt at gennemføre. har da ogsaa allerede udtalt, at en saadan Affolkning tilsigtes. Side 21
Sidste Sommers Tørke medførte, at der blev nedsat en Kommission at drøfte Gennemførligheden af Landbrugsministerens den saakaldte Avisforsikring (crop insurance) »the ever normal granary«. Gennem Avlsforsikringen Landbrugerne forsikre sig mod den Risiko, der knytter sig til Høstudbyttets Afhængighed af Vejrforholdene og de deraf opstaaende Prissvingninger. 1 de gode Høstaar skal Landmændene betale »Præmier« i Hvede, Majs, Bomuld o.s.v. og Varerne skal saa opbevares i Statens Lagerbygninger for at blive udleveret som »Forsikringssum« i de daarlige Aar. Paa denne Maade bliver Forbrugerne ogsaa beskyttet mod Vareknaphed, siger man, og Avisforsikringen vil derfor være til Gavn for baade Producenter og Forbrugere. Hvad angaar Forbrugernes Interesser, de under en eventuel Vareknaphed dog sikkert billigst Import fra Udlandet. En Oplagring af en betydende Del af Landbrugsproduktionen, maaske gennem flere Aar, bliver i hvert Fald ikke billig, selv om Planens Talsmænd har Ret i, at Statskassen heller ikke for øjeblikket slipper gratis gennem Misvækstaarene, der maa udbetales Understøttelse til Landbrugerne de tørkeramte Egne. Et Forsøg paa at stabilisere Priserne ved at holde en Del af Varerne tilbage fra Markedet medfører den Fare, at Landmændene giver sig til at producere løs i Tillid til, at Priserne vil blive holdt oppe. For at undgaa, at Avisforsikringen denne Maade bliver gjort til en Gentagelse af Federal Farm Board-Fiaskoen, tænker man sig, at Adgangen til at benytte sig af Avisforsikringen kun skal staa aaben for dem, der tager Del i Soil Conservation-Planen. Men som allerede nævnt, forhindrer ikke, at Produktionen kan forøges ved mere intensiv Dyrkning. Og naar Landbrugsministeren ved flere Lejligheder har udtalt sig til Gunst for at gøre Reguleringen af Landbrugsproduktionen permanent, er det det mest betænkelige af alt. Man synes ikke at være opmærksom paa de Farer, der knytter sig til gennem længere Tid at opretholde et Reguleringssystem, der forudsætter Udbetaling af kontante Tilskud til Landbruget. Før eller senere maa jo Tilskuddene blive kapitaliseret og forhøje Ejendomspriserne, den nye Ejer i daarlige Tider maa have endnu større Tilskud for at klare sig. Og hvilken »farmers' lobby« kan der ikke skabes ved dette System? Allerede ved dette Valg kappedes og Republikanere om, hvem der kunde byde Landbruget mest i Retning af kontante Penge. Side 22
Landbrugsminister Wallace repræsenterer en Opinion indenfor Landbrugserhvervet, som gaar ud paa, at Landbruget nu ogsaa bør sikre sig de Fordele, der følger med en reguleret (læs: indskrænket) og som Industrien allerede længe har nydt godt af. Det er denne Tanke, der trods alle de venlige Ord til Forbrugerne ligger bag det amerikanske Landbrugsprogram. Det er et betænkeligt Tidens Tegn, at Monopolideerne nu rundt om i Landene synes at vinde Tilslutning indenfor Landbruget, Frikonkurrenceerhvervet excellence. Tidligere sagde man ganske vist, at et Monopol paa Landbrugsvarer ikke kunde organiseres, men i denne Restriktionernes og den saakaldte Planøkonomis Tidsalder kan meget jo gennemføres, som før ansaas for umuligt. En Sytraadstrust man ærgre sig over af principielle Grunde. En Staaltrust er straks farligere, men et Landbrugsmonopol vilde berøre alle. Vi skulde nødigt opleve et Kapløb mellem Industri og Landbrug om, hvem der kunde indskrænke Produktionen mest paa hinandens eller rettere sagt paa alles Bekostning. |