Hans Bolza: EIN NEUER WEG ZUR ERFORSCHUNG UND DARSTELLUNG VOLKSWIRTSCHAFTLICHER Rerlin (Springer) 1935. 85 S. RM. 4,80.

Forfatteren til dette skrifl er ingeniør og leder af et stort tysk industriforetagende. saa mange andre, der beskæftiger sig med økonomi, har han ikke overvættes respekt for den existerende videnskab, som efter hans mening trænger til en gennemgribende revision. Nøglen hertil er »den naturvidenskabelige

Med dette udgangspunkt har dr. Bolza behandlet forskellige teoretiske problemer paa en skarpsindig og selvstændig maade, som fortjener al mulig respekt, men hans kritik skyder over maalet og hans udredninger har ikke den rækkevidde, han selv tillægger dem.

Den ny metode bestaar i, at de økonomiske processers forløb i tiden fremstilles hjælp af mængdefunktioner. F. ex. fremstilles produktionen en bestemt vare indenfor et bestemt ornraadc ved hjælp af en kurve, der med tiden som abcisse angiver, hvor meget der paa ethvert tidspunkt ialt er produceret siden verdens skabelse. Kurvens hældning, funktionens differentialkvotient; angiver ydelsen (Leistung), i dette tilfælde produktionen tidsenhed. Mængdefunktionerne kan ikke blot udtrykke produktionen tekniske enheder, men ogsaa maalt i penge. Har man to kurver, der angiver henholdsvis værdien og styktallet, kan prisen i et givet tidspunkt udtrykkes som forholdet mellem de to funktioners differentialkvotienter. Andre vigtige størrelser udtrykkes som mængdedifferenser, d. v. s. som differenser mellem to mængdefunktioner. F. ex. behandles svineprisen ved hjælp af to funktioner, hvoraf den ene angiver slagtningerne, den anden tillæget. Svingningerne i produktionens omfang viser sig ved kurvernes afvekslende og svagere stigning. Funktionerne differens, som udtrykkes den lodrette afstand mellem kurverne, viser til enhver tid svinebestanden, den vandrette afstand angiver svinenes levealder (produktionsperioden), forudsættes konstant.

Denne metode har uden tvivl været forfatteren et udmærket hjælpemiddel
til at gennemtænke økonomiske problemer. Den fortjener ogsaa — i visse
tilfælde — at komme i betragtning som en klar og anskuelig fremstillingsi'orm,men

i'orm,mendet er et spørgsmaal, om den bringer noget nyt. I almindelighed turde det være mere anskueligt umiddelbart at afbilde f. ex. den løbende produktion som funktion af tiden, fremfor at anvende en mængdekurve, som udtrykker en fortsat opsummering. Værdifuld er dog den skarpe begrebsmæssigesondring »Menge« og »Leistung«, egentlige mængder og mængder pr. tidsenhed.

Metoden synes bedst egnet for enkelttilfælde, som det ovenfor nævnte exempel, de cycliske bevægelser i svineprisen undersøges, men heller ikke i dette tilfælde kan jeg se, at resultatet fører ud over det, man vidste i forvejen.

Mere tvivlsom forekommer dr. Bolzas metode mig, naar den anvendes paa pengevæsnet. Her er tanken, at samfundet kan deles i to grupper, der producerer at bytte gensidigt. Imidlertid byttes varer ikke direkte mod varer, der indskydes penge eller kreditmidler som mellemled. Fremstiller man de to gruppers produktion maalt i penge som to mængdekurver, vil disse ikke falde sammen, men bevæge sig i en indbyrdes afstand, som angiver »mængden af betalingsmidler«. Kreditvolumenet fremstilles altsaa som en mængdedifferens. Der er naturligvis noget rigtigt og frugtbart i at sætte pengemængden i forbindelse tidsafstanden mellem ydelse og modydelse, men efter min mening strander betragtningen, fordi det er umuligt at reducere alle et samfunds og forgrenede pengetransaktioner til et bytte mellem to grupper. Jeg kan ikke indse, hvorledes man kan tillægge de to mængdefunktioner konkret betydning.

Til trods for den iøvrigt klare og anskuelige fremstilling er der enkelte punkter, hvor det er vanskeligt at følge forfatterens hensigt, vanskeligt at se hvad han vil opnaa og vanskeligt at forstaa, hvad det er, han bebrejder den økonomiske videnskab. Saaledes er det mig ganske uklart, hvorfor dr. Bolza lægger saa megen vægt paa, at prisen defineres som forholdet mellem to differentialkvotienter, og at han saa skarpt kritiserer, at prisen opfattes som en »primærstørrelse«. Priserne er netop primærstørrelser i den forstand, at det er de økonomisk vigtige størrelser, der lettest og sikrest kan gøres til genstand for iagttagelse.

I øvrigt vender dr. Bolza sig fortrinsvis mod den matematiske skole — ud fra den betragtning, at kun den matematiske behandling har interesse — men kritiken er ikke dybtgaaende. Den bygger aabenbart paa kendskab til Pareto og er rettet mod to punkter: at analysen er statisk og ikke dynamisk, og at der opereres med psykologiske størrelser (nytte). Dr. Bolza er ikke klar over, at den subjektive værdilære kan opfattes rent behaviouristisk. Han kritiserer anvendelsen af udbuds- og efterspørgselsfunktioner og fremhæver adskillige steder, at forhold, der afhænger af psykologiske faktorer, ikke er tilgængelige for exact behandling. Han vil kun beskæftige sig med det, der »virkeligt og ærligt kan maales og tælles«, d. v. s. produktion, priser, pengemængde o.s.v. Forfatteren har ikke set den fulde konsekvens af dette standpunkt Nationaløkonomiens er de økonomiske handlinger, og menneskelige handlinger altid psykologisk bestemt. Økonomiens opgave er at finde lovmæssigheden disse handlinger, hvadenten det er muligt at udtrykke aarsagssammenhængen samme præcision som »naturlovene« eller ej. Hvis man paa forhaand opgiver at udforske denne sammenhæng, kan heller ikke den naturvidenskabelige føre videre end til en blot og bar beskrivelse af fænomenerne.