K. Schønheyder: ØKONOMIENS TEORI OG POLITIKK. Oslo 1934. 236 S.

Denne Bog er udarbejdet med det Formaal at danne Grundlag for Undervisningen Økonomiens Teori og Politik ved Oslo Handelsgymnasium. Den er dog ikke derfor særlig bedriftsøkonomisk præget eller anlagt efter i særlig at være kundskabsmeddelende. Fremstillingen af Økonomiens Politik indskrænker sig til en halv Snes Sider om Socialpolitik, et lignende Afsnit om Handelspolitik og nogle spredte Bemærkninger om andre Spørgsmaal. overvejende Del af Bogen er altsaa Teori.

Bogen er skrevet i en klar og letløbende Stil, og Detailfremstillingen er som Helhed god — selv om man naturligvis paa visse Punkter kan have sine Indvendinger. Alligevel synes man, at man faar lovlig lidt at vide om mange af Økonomiens Hovedproblemer. Kritikken maa her rejses mod Bogens Proportionering og Fremstillingsmaade.

Undertegnede Anmelder har aldrig kunnet begribe, hvorfor en elementær Fremstilling af Økonomien efter hævdvunden Skik skal indledes med en lærd Definition af den økonomiske Videnskab, som den Læser, man særlig henvender sig til, Begynderen, endnu ikke kender, dernæst en Diskussion om, hvorvidt denne ukendte Videnskab skal studeres historisk-induktivt eller teoretisk-deduktivt, endelig — inden de gældende Teorier præsenteres for Læseren — en Gennemgang af den økonomiske Videnskabs Museumsafdeling, aflagte Doktriner. Selvfølgelig har et Studium af disse Ting sin Værdi, men næppe i synderlig Grad i en elementær Fremstilling og i hvert Fald ikke som Indledning. Indvendingen rammer i særlig Grad den foreliggende fordi man synes, den temmelig fyldige Fremstilling af den teoretiske Økonomis Historie stjæler alt for meget Plads fra Behandlingen af andre og vigtigere Problemer. Tilmed nærmer Forf. sig ofte — navnlig i Fordelingslæren — Problemerne ad teorihistorisk Vej. Metoden er i sig selv pladskrævende, og desuden kommer herved nogle af de gamle Doktriner at optræde flere Steder i Bogen.

Medens det doktrinhistoriske Afsnit og Afsnittet om Fordelingslæren saaledes temmelig fyldige, har navnlig andet Hovedafsnit, der omfatter Prislæren, Konjunkturerne og den internationale Handel, faaet tildelt alt for lidt Plads. Omtalen af den internationale Handels Teori er noget kortfattet, Prislæren er meget summarisk, og mest utilfredsstillende er Pengelæren. Om Pengepolitik findes næsten intet, og om Prisniveauet og Pengeværdien kun nogle ganske faa Sider om den Fisherske Kvantitetsteori, kritiseret. Spørgsmaalet om, hvad der foraarsager de konjunkturmæssige i Prisniveauet, tages der alt for valent og ufuldstændigt til.

Dr. Schønheyder skriver, at Økonomiens Politik søger at bringe paa det rene, hvorvidt og ved hvilke Midler det er muligt at gennemføre Forbedringeri økonomiske Samfundsforhold, og udtaler, at det maa være Statensog økonomiske Politiks Opgave at skabe Forudsætninger for den størst mulige almindelige Velfærd, som kan opnaas uden Tilsidesættelse af nogen reel Særinteresse. Desværre tager Forf. ikke Stilling til, hvorvidt det er muligt videnskabeligt at fastslaa, hvad der maa anses for at være Forbedringer af Samfundsforholdene, noget der er saa meget desto mere paakrævet, som han flere Steder i Bogen ret udpræget tager Parti i praktiskpolitiskeSpørgsmaal og, som det synes, efter en bestemt Linje. Hvad

er forpvrigt »almindelig Velfærd« og »reelle Særinteresser« for noget,
og paa hvilke Præmisser grunder Forf. sin Maksime om Formaalet for Statensøkonomiske
—

Til Slut en Detalje. Følgende Bemærkninger, der paa en uheldig Maade henleder Tanken paa, at et Arguments Anvendelighed i den politiske Debat skulde have Indflydelse paa dets rent videnskabelige Værdi, bør rettes i en eventuel senere Udgave. Forf. kritiserer i Afsnittet om Kapitalrente (S. 192) Tidsteorien (den perspektiviske Forkortelse) derhen, »at den for en vesentlig bygger en av de mest omstridte inntektsformer . . . på et ikke-økonomisk der ikke stiller Nutid og Fremtid lige, og fortsætter Side 193: »At menneskene ofte utviser en sådan mangel på økonomisk sans, synes imidlertid ikke å kunne være en særlig skikket innvending overfor kravet om å gjøre samfundet til eier og forvalter av denne viktige produktions og kulturfaktor, kapitalen«. //. Winding Pedersen.