E. Einarsen og K. A. Wieth-Knudsen: VERDENSKRISEN OG DET DAGLIGE BRØD. Bruns Bokhandels Forlag, Trondheim, 1934. 186 S.

Denne bog er ikke en »vanlig enten analytisk eller monografisk fremstilling«.
er noget, som »naturligvis er langt vanskeligere«, nemlig »en syntetisk
konsentrert behandling af stoffet«.

Dette staar at læse i forordet, hvad det betyder ved jeg ikke. Skønt forfatterne mener, at bogen er »uten forbillede i allfall i den nordiske litteratur«, jeg ikke se, at den principielt adskiller sig fra f. ex. professor monografier over vigtige varer.

Derimod er det en særdeles læseværdig bog, der behandler »de økonomiske tekniske problemer som knytter sig til våre hovedkornsorters produksjon, pris, foredling til brød, omsetning og forbruk«, og som indenfor rammer, der er givet med omfanget, har medtaget et righoldigt stof, der giver en god og alsidig orientering. Det oplyses at professor Wielh- Knudsen har undfanget ideen for 20—25 aar siden, men tyngdepunktet ligger naturligvis i den nyere udvikling, som har givet emnet en ganske særlig aktualitet, og som vil skaffe bogen indpas hos en vid læsekreds.

Det siger sig selv, at der er punkter, man kunde have ønsket uddybet mere og enkeltheder, der opfordrer til diskussion. Det sidste gælder ikke mindst forfatternes meget pessimistiske syn paa den tekniske udvikling, der betones næsten som en hovedtesis.

Det hedder pag. 128: »Det mest opsiktsvekkende ved dette er at i 1921 var forholdet mellem brødpris og kornpris det samme som før krigen, ja endog litt lavere enn før krigen, men tiltross for at altså leveomkostningene siden 1921 stadig er sunket, er brødet faktisk blitt dyrere og dyrere ved at avstånden mellem brødpris og kornpris stadig er øket inntil 1931. Det kan således fastslåes at brødforbrukerne i Norge ikke har nydt godt av det sterke fall i kornprisene det siste tiår«.

Endvidere pag. 130: »Den kommisjon som i 191-1 blev nedsatt i Danmark for a regulere prisene på levnedsmidler og varer efter krigsutbruddet, i'ant efter en tiliuermet beregning at rugbrodsprisen pr. kg i Danmark dengang burde være lik prisen paa :_'U kg korn pluss 5 ore. Tar man nu hensyn til leveomkostningenes stigning, idet leveomkostningene i 1933 i Danmark var ca. 55 pct. större enn i 1914, skulde efter samme beregningsgrundlag da den rigtige rugbrodspris i Danmark være lik prisen på *U kg rug pluss 8 øre. Gjennemsnittsprisen i 1933 var imidlertid lik prisen pa :i_U kg rug plus 12¹ U øre. Der er altså siden 1914 funnet sted en betraktelig stigning av omkostningene kornets foredling til brod«.

Begge disse betragtninger er efter min mening vildledende. Det første citat henviser til nogle tabeller over brød- og kornprisens udvikling, hvor forf. har beregnet forholdet mellem de lo priser, men denne kvotient viser kun at de andre omkostningselementer er mindre svingende end kornprisen. Det er den beregningsmaade, der omtales i det andet citat, der giver det rigtige billede, men ved at anvende den paa tabellerne, finder man, at prisdifferencen 1 kg brød og 8/₄ kg korn er faldet meget stærkt i Norge siden 1921, mens der i Danmark ialtfald ikke har været stigning. At marginalen var mindre før krigen er ganske naturligt. Det er derimod ikke naturligt at sammenligne den med leveomkostningerne, det er dette spørgsmaal uvedkommende, visse andre priser er faldet. Det rimeligste vilde være at sammenligne med arbejdslønen, men saa finder man rigtignok en ganske ensarted stigning. Der er altsaa ikke sket nogen reel fordyrelse af brødproduktionen, det forekommer mig tendensiøst og ganske überettiget, naar l'orf. fastslaar: »Vi har hermed et eklatant eksempel paa at hvad man i løpet av den siste menneskealder har gitt forbrukerne med den ene hånd, nemlig råstoffenes billiggjørelse, har man tat igjen med den annen hånd i form av dyrere fremstillings- og distribusjonsomkostninger.«

Det synspunkt som hermed er udtrykt indtager en fremtrædende plads i bogen, der slutter med følgende drabelige spørgsmaal, »som ennu ingen socialøkonom har kunnet gi fyldestgørende svar på: Hvor bliver de gavnlige resultater av alle disse opfinnelser, maskiner og anstrengelser da av? Hvem kommer de tilgode, eller og hvordan går de tilspille, når facit dog faktisk er det, at menneskene med hensyn til den vigtigste del av sin behovdekning alligevel må betale forholdsvis minst likeså meget som før? Hvad er da det så høit utskrekne økonomiske og tekniske fremskridt egentlig verd i vår tid, — eller skulde dette fremskridt være en illus jon?«

Man behover dog kun at blade tilbage i bogen for at blive klar over, at de tekniske fremskridt ikke har været ganske forgæves. De brede befolkningsklassers er blevet langt mere varieret og omfatter betydeligt flere af de dyrere levnedsmidler end tidligere. Det paavises pag. 65 med tørre tal, at den norske arbejderbefolknings forbrug af fersk kød, fisk, frugt og grønsager fra 1912—13 til 1927—28 er steget i meget væsentlig grad.

Til slut skal opmærksomheden henledes paa kapitel VII, der indeholder en meget interessant redegørelse for det norske kornmonopols historie. Der vilde have været anledning til at gøre dette afsnit tilgængeligt for en international fremfor at ofre 30 sider paa et tysk resumé, der er af tvivlsom berettigelse i en bog af denne art. De supplerende oplysninger resuméet indeholder burde have været indarbejdet i den norske tekst.