Jonsson, J. V. Alecxis: SAMFUNDSETIK I. Almindelig Del. Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busck, Kbh. 1934. 186 Sider.

Bogen er første Bind af et Værk, der skal omfatte tre Dele. Den foreliggende Del behandler Begreberne Etik, Moral og Ret samt deres indbyrdes Forhold. Byggende derpaa skal anden, »specielle«, Del undersøge de etiske Principper, der gælder for enkelte af Samfundslivets Omraader: Politik, Erotik, Æstetik, Forbrydelse og Straf, Pædagogik. Samfundsmetafysiken saa afslutte hele Værket.

Jonsson tager i nærværende Bind paany det gamle, af Retsfilosofien ofte bearbejdede Spørgsmaal om Etik, Moral og Ret op til Undersøgelse. Den anvendte Metode kan kaldes psykologiserende, men Fremstillingsmaaden røber et tydeligt Islæt af Fænomenologi, skønt Kildefortegnelsen ikke nævner fænomenologisk indstillede Hjemmelsmænd. Det siges ikke som en Bebrejdelse, rent konstaterende, at Citatlisten kun indeholder otte, overvejende ældre Navne, og at saa kendte danske Bearbejdere af lignende Problemer, som H. Høffding, Cl. Wilkens og Gg. Cohn ikke er taget med. Forfatteren anvender til Gengæld megen Plads og Omhu paa Polemik mod Bang og Kroman.

Karakteristisk for Planlægningen er det, at Jonsson hverken vil bevæge sig i det spekulativ-filosofiske Spor (Kant) eller i den udviklingshistoriske Retning m. fl.), men kun »ad rent empirisk Vej og med strengt logisk Anvendelse af Erfaringens Resultater« vil »tilvejebringe det Materiale, som vi behøver for tilfredsstillende at kunne gøre Rede for de etiske Forestillingers Betydning.«

Den empiriske Metode, der anvendes, er dels psykologisk-introspektiv — den støtter sig til Selviagttagelse og Selvfortolkning m. H. t. de etiske og moralske Processer i Bevidstheden, dels er den nærmest filologisk, nemlig en indgaaende Analyse af de sproglige Symboler og en Undersøgelse af, hvilke Forestillinger man jævnligt knytter til Udtrykkene Etik, Moral, Sædelighed 1. Denne sidste Fremgangsmaade er ikke uden Fare, fordi Grænserne selve Begreberne kan være udviskede ved Sprogbrugen, saa denne snarere trænger til Kritik paa Grundlag af en ren Begrebsdannelse, end til selv at blive Grundlag for en videnskabelig tilfredsstillende Begrebsafgrænsning; Terminologi, der tillægger de sproglige Symboler saa stor Betydning, kan desuden let komme i ensidig Afhængighed af Forfatterens Modersmaal, hvorved den taber i international-videnskabelig Anvendelighed.

Jonssons Hovedsætninger angaaende de tre tematiske Begreber er i Korthed

Det sædelige er Overgrebet i Forhold til Etik og Moral. Begge hviler paa følelsesbetonede »varige« Forestillinger. Forskellen mellem dem er, at det etiske er absolut og kategorisk, hvorimod det moralske stiller samfundsmæssig-praktiske I begge Tilfælde er det efter Jonsson ikke Handlingen selv, men Motivet, det kommer an paa. Den etiske Avtoritet er det etiske Jeg, den moralske Avtoritet derimod er den offentlige Mening. Etikens Princip er übetinget Altruisme (Jonsson ersätter Kant's idealistiske kategoriske Imperativ med Evangeliets kristelige: Du skal elske din Næste som dig selv!), det moralske Princip er et Kompromis mellem Altruisme og Egoisme. Det etiske gaar altsaa som Element og Maalestok ind i Moralen, og denne er mere eller mindre højtstaaende, alt eftersom den er mindre eller mere overbærende i Kompromisdannelsen. Det degenererende Samfunds Moral kendetegnes ved, at Rammen for Kompromis'et spændes urimelig vidt.

Jonsson arbejder her med en efter min Mening überettiget Hypotese, som formodentlig vil blive skæbnesvanger indenfor den specielle Del: han véd og fremhæver, at ikke een offentlig Mening, men flere Kredses offentlige Meninger som Moralavtoritet; han hævder nu, at disse enkelte Kredses, navnlig dog Samfundslagenes, Moralforestillinger er forskellige m. H. t. deres Indhold af etiske Elementer, altsaa ulige strenge. Overfor denne Paastand vil jeg indvende, at det drejer sig om en Artsforskel, hvilket navnlig er let paaviseligt i Middelalderens ægte Stændersamfund. Der eksisterer ikke mere eller mindre moralske Samfundslag, men Grupper, hvis Moral er af forskelligt Det etiske Imperativ er formelt og faar sit særlige Indhold som Morallov i Overensstemmelse med (en Stammes, en Nations eller et Samfundslags) Livsomstændigheder. Kun derved kan det forklares, at, hvad der eet Sted er moralsk forbudt, kan være moralsk paabudt (ikke blot tilladt!) et andet Sted. Uligheder i den moralske Bedømmelse, der ikke beror paa forskellig Strenghed, men ligefrem er Modsætninger, har man i en empirisk Undersøgelse ikke Lov til at stemple som »gal Moral«. Her — og andre Steder — kunde det synes, at Jonsson alligevel skulde have lagt mere Vægt paa en empirisk-h istorisk Undersøgelse af Morallovens skiftende Den spekulative Kant'ske Etik kan være ahistorisk, da den er en formal Værdi-Etik (»kategorisk Imperativ« kan forøvrigt af den Grund kun bruges i Singularis; Jonsson anvender Udtrykket flere Gange — f. Eks. S. 76 og 79 — i logisk Flertal »et kategorisk Imperativ«!). Moralen i den Betydning, Jonsson opfatter Begrebet, er derimod indholdsmæssigt bestemt, og det er umuligt at afgøre noget derom udelukkende ud fra formale (logiske eller psykologiske) Synspunkter. Naar Jonsson — efter min Mening rigtigt — skelner mellem Etik og Moral, er det umuligt at opretholde en Sætning som den følgende: »Moralen .... hviler paa en almengyldig Morallov, hvis inderste er, eller bør være, et uforanderligt etisk Krav« (S. 106). Udtrykket »eller bør være« røber forøvrigt tydeligt, at Jonsson forlader det empiriske Grundlag.

I det moralske drejer det sig om de Pligter, som den enkelte har overforSamfundet, andre og sig selv. Det retsliges Genstand er derimod Retten, og Pligten spiller her kun en Rolle som Rettens Vrangside. Derfor falder Rettens og Moralens Omraader ikke sammen; Retten beskæftiger sig

ikke med den enkeltes Pligter overfor sig selv, men kun med de Pligter overfor Næsten, som virker retsstiftende. Som Eksempel nævnes her, at Selvmordikke andres Ret og derfor ikke kalder Retshaandhævelsen til Virksomhed. Men netop dette har tidligere været Tilfældet i flere historiskeSamfund gælder efter Lovens Bogstav endnu i England. Eksemplet mangler altsaa Beviskraft.

»Det moralske staar bag Pligten som dens Avtoritet, medens det retslige staar bag Retten som dens Hjælper, der er rede til at gennemføre dens Krav med Magt i de Tilfælde, hvor det moralske maa melde Pas« (S. 169). Dermed Jonsson en ældre Teori om Afgrænsningen mellem Moral og Ret, Læren om Retstvang. Denne er uholdbar, ikke alene, fordi den internationale mangler en tvingende Instans, men ogsaa fordi den statslignationale indeholder Regler, der ikke kan gennemføres ved Tvang (f. Eks. i den Udstrækning, hvori Staten selv indgaar retslige Forpligtelser overfor Statsborgerne). Den moderne Retsfilosofi har derfor med Rette opgivet at lede efter en principiel Afgrænsning mellem Moral (i Jonssonsk Forstand) og Ret (Jellinek m. fl.). — Efter Jonsson er Retsideen »Sædelighedsideen, forsaavidt kræver Magt til Normernes Haandhævelse« (Side 171) og derved viser Retsideen sig »som en Forgrening af det etiske«. Men hvorledes vil man bringe de mange etisk og moralsk fuldstændig nevtrale Retsregler (Højreeller alle Form- og Processualforskrifter etc.) i Overensstemmelse

Jonssons Arbejde indeholder mange udmærkede Tanker, det er navnlig rosværdigt, at han allerede i Indledningen forbereder Læseren paa, at han ikke skelner mellem Social- og Individualetik. I det hele taget kommer man dog ved opmærksom Læsning til det Resultat, at hans Grundsyn ikke er fuldtud konsekvent. Hensigten og Indstillingen er for empirisk til, at den resulterende Tankebygning kan anerkendes som filosofisk Etik, men Fremgangsmaadener deduktiv til at være empirisk. Jeg vender dermed tilbagetil tidligere Bemærkning om, at en empirisk Undersøgelse af Etik, Moral og Ret næppe kan forbigaa de historiske Udformninger og Udviklingsproblemet.En denne Sammenhæng karakteristisk Vending findes S. 172: ».... hvorledes man kommer fra den ideelle Ret til den positive ....« En empirisk Studie vil ikke stille dette, men det modsatte Spørgsmaal. Den vil i det hele taget ikke begynde med Etiken og betragte Moralens eller Rettensetiske eller Overensstemmelse med de evige etiske Krav, men gaa den omvendte Vej: de historiske Kendsgerninger viser, at Samfundet i primitive Forhold ikke er interesseret i Motiverne, men i Handlemaaden, at Moralen opstaar ved en Generalisering af Skikkes og Sædvaners Gyldighedskarakter,og Etiken er et sent Sublimeringsprodukt. Først det ved Samfundets Udvikling fra det primitive Kollektivstadium til mere differentieredeForhold Individ er i Stand til at abstrahere en etisk Maksime, hvis Avtoritet det etiske Jeg er, og først paa dette Stadium bliver det muligt, at absolutte etiske Krav anvendes som Maalestokke overfor en given historisk Moral og Ret, eller — hvad der kun er en anden Side af samme Forhold — at det etiske Individ kan komme i Konfliktstilling mellem sin etiske Opfattelse og den offentlig anerkendte Moral eller den lovhjemlede Ret. — Den udviklingshistoriskeFremgangsmaade ogsaa have kastet mere Lys over visse empirisk meget vigtige Former, som Skik, Sædvane, Konvention, Sædvaneret

etc., som ikke træder frem i Jonssons Tankegange. Man vil da sandsynligvis blive nødt til at opsplitte Begrebet Moral; dette indeholder jo hos Jonsson paa den ene Side det etiske Moment (Samfundets etiske Minimalkrav), men paa den anden Side ogsaa etisk irrelevante Elementer: Kravet om at føje sig ind. i visse Former, kun fordi de er gængse. Det er rigtigt at betone Moralbegrebetsmere Præg overfor Etikens ideale, men Moralen kan saa heller ikke identificeres med samfundsmæssig paakrævet og godkendt Opførsel i det hele taget.

I hvilken Udstrækning Jonsson's efter min Mening ikke helt konsekvente Fremgangsmaade vil paavirke de sociologisk væsentlige Resultater, kan først vise sig i Værkets anden og tredje Del, som en socialvidenskabeligt indstillet Læsekreds vil hilse med største Interesse. m, „.