Niels Lindberg: NUTIDENS ØKONOMI OG FREMTIDENS. Betragtninger over den statskapitalistiske Udvikling. Nyt socialt Bibliotek, Martins Forlag. København 1934. (280 S.).

Niels Lindbergs Bog om Nutidens og Fremtidens Økonomi har i første Række et pædagogisk¹ Formaal. Den henvender sig til de efterhaanden talrige Kredse, saavel indenfor Arbejderklassen som indenfor andre Samfundslag, der gør sig Forhaabninger om Samfundets Omdannelse i planøkonomisk Retningpaa Basis. Den Forestillingskreds, som har været og endnu oftest er bestemmende i disse Lag, har altfor længe bygget paa daarligt fordøjede, kommunistiske, skematiserede Idealkrav, udsprunget af den primitiveMands og uskolede Reaktion imod visse økonomiske, kapitalistiskeeller Fænomener. I alt for høj Grad har denne Forestillingsverdenafspejlet økonomisk Samfundskritik, der i sin manglende økonomiske Indsigt ikke har evnet at skelne mellem teknisk-økonomiske Hensigtsmæssighedsforanstaltninger i det kapitalistiske Samfund og disses Udnyttelse i privatkapitalistiske Formaals Tjeneste og derfor har sat baade Form og Indhold paa den »sorte Liste«. Det er de heraf udspringende taagede Begreber om socialistisk Planøkonomi, som Lindberg har sat sig til Opgave at retlede. Og dette er i høj Grad paakrævet. Det er ikke længere ligegyldigt, hvad Menigmand tænker sig ved Socialisme og Planøkonomi. Skal der nogensinde blive Mulighed for en socialistisk Politik i et demokratiskSamfund, det forudsætte, at de store interesserede Kredse har en fornuftig og underbygget Opfattelse af, hvad Socialisme overhovedet er. Fraserne kan være meget gode til Agitation, men de maa revideres, naar der skal føres Realitetspolitik. Lindberg har løst denne Opgave ved — i et letlæseligtog Sprog og udfra en positiv Indstilling til den socialistiske

Planekonomi — at gennemgaa de forskellige Sider af Problemet ud fra den Erkendelse af Fænomenernes nationalokonomiske. ikke klassekampbestemte, Funktion som den okonomiske Videnskab giver. Bogen gør derfor visse af den saakaldte »borgerlige« Nationaløkonomis Resultater tilgængelige for Kredse, der enten mangler Forudsætninger for eller føler et vist Ressentimentimod gaa til Kiklerne.

Med Udgangspunktet i en kritisk Fremstilling af de statskapitalistiske Foranstaltninger Danmark under Krigen og efter Krigens Indtræden og en Gennemgang af den russiske Socialismes Udvikling behandles Sporgsmaalene om Prisdannelsen, herunder Arbejdslønnen, Kapitalrenten og Jordrenten i et socialistisk Samfund, og Bogen afsluttes med et Kapitel om Bankvæsenets Socialisering.

Den ledende Tanke i Fremstillingen er en Fremhævelse af den frie Prisdannelses ja, Nødvendighed i et socialistisk Samfund. En Forudsætning — men ogsaa et Gode i sig selv for den enkelte Borger — er det frie Beskæftigelses- og Forbrugsvalg, der derfor ligeledes bør gælde som en almindelig økonomisk Grundlov under Socialismen. 1 et socialistisk Samfund vil Priserne for Varerne saavel som paa Arbejdskraft, Kapital og Jord i det store og hele opfylde samme teknisk-okonomiske Funktion som de i nogen Grad udfylder i det nuværende Samfund: at skaffe en vis Ligevægt Indsats af Arbejde og Kapital og Nytten af Produktionsresultatet. er dette i Hovedsagen rigtigt. Et Samfund, hvor Penge, Priser, Lønforskelligheder, Rentabilitet etc. er afskaffet, bliver et fattigt med indskrænket Frihed eller et endnu fattigere Samfund med Bevarelse af Friheden.

Med at konstatere denne Enighed i de store Linjer kunde man for saa vidt slutte af og iøvrigt dulme sin kritiske Tilbøjelighed, ihukommende at et pædagogisk Værk som det foreliggende kun har til Opgave at give de brede Konturer og ikke maa bebyrdes med mange Forbehold og med altfor forsigtigt derfor mindre slaaende formulerede Læresætninger.

Men Naturen gaar over Optugtelsen. Og ei. Par enkelte afgørende Punkter
skal derfor tages frem til Diskussion.

Det gælder de grundlæggende Begreber frit Beskæftigelsesvalg og frit Forbrugsvalg. savner ganske en nærmere Forklaring af, hvad disse Begreber Det frie Beskæftigelsesvalg omtales visse Steder som en saadan Tilstand paa Arbejdsmarkedet, at Lønningerne kommer til at svare til Forskellen i Arbejdsulyst i videste Forstand (f. Eks. S. 160, L. 11—13 f. o.), S. 163, S. 167 (L. 3—5f.0.), S. 169 (L. 4—7 f. o.) m. fl. St.). Det er klart, at naar det frie Beskæftigelsesvalgs Betydning som Forudsætning for hele Prismekanismens ud fra et Nytte-Ulyst Synspunkt betones, maa man give Begrebet denne Betydning, idet Afvigelser fra denne Ligevægtstilstand Arbejdsmarkedet fører til en tilsvarende »Irrationalitet« ved Prissystemet. kan i Parantes bemærkes, at et frit Beskæftigelsesvalg ikke existerer i det nuværende Samfund; Betingelsen herfor: lige Startchance skabes først i et socialistisk Samfund, hvoraf følger, at først i et socialistisk Samfund faar Prissystemet den »dybere Mening«, som det i den forenklede Teori har.

Men andre Steder opfattes Begrebet uden dette samfundsmæssige Indhold
blot som en Tilstand, hvor det enkelte Individ har Ret til at vælge sin Beskæftigelse,stilles

skæftigelse,stillesaltsaa i Modsætning til den militære Tvangsøkonomi, hvor Individet uanset Ønsker sættes til et bestemt Arbejde (f. Eks. S. 155 »visse okonomiskeFriheder, Arbejderen under normale Omstændigheder sætter Pris paa«, S. 156, Pkt. 2). Opfattet saaledes kan det frie Beskæftigelsesvalg forenes med Eksistensen af nok saa mange Skodder mellem Fagene. Det er denne individualistiske Opfattelse af det frie Beskæftigelsesvalg, der har Betydning,naar taler om, at Afvigelse herfra betyder Indførelse af Tvangsøkonomi.Naar Menneskene har Lov at prøve at komme ind i de forskelligeFag Eks. ved at bestaa en Examen) føles det ikke som Tvang, selv om »Examenen« er nok saa skrap (d. v. s., at »Skodderne« er høje). Tvangsfølelsenindtræder naar man beordrer Folk til at indtræde i et bestemtFag hindrer dem i at forlade et Fag.

Men undertiden sammenblandes de to Begreber, idet der tales om Tvangsøkonomi
den enkelte, blot fordi det frie Beskæftigelsesvalg i den socialøkonomiske
ikke existerer, og dette er naturligvis misvisende.

De tilsvarende Synspunkter kan anlægges paa Spørgsmaalet om det frie
Forbrugsvalg, ogsaa dette har en socialøkonomisk og individuel Side.

Der er derfor ingen Grund til at tro, at Planøkonomi betyder nogen Fare for den enkeltes Frihed. Thi en Planøkonomi, der arbejder paa noget længere Sigt, behøver næppe — som i Krigstilfælde — tvangsmæssigt at sætte Folk i Arbejde eller hindre dem i at bortvandre, og bevarer man blot Priser paa Varerne, der — ligegyldigt hvordan Priserne er — frit Forbrugsvalg.

Misvisende er det derfor, naar der tales om, at egentlig Planøkonomi ikke kan tænkes, naar der existerer frit Beskæftigelsesvalg og frit Forbrugsvalg, thi i saa Fald »kan Centralreguleringens Plan krydses og maa stadig ændres, hvis ikke Regeringens Medlemmer er i Besiddelse af overmenneskelige Spaaevner«. om Menneskenes Stilling til Forbrug og Beskæftigelse ikke var underlagt visse Love, der kan studeres og forudberegnes endog langt bedre end Teknikkens Udvikling, Høstens Udfald, Udenrigshandelen etc. Men forstaar ved fuldstændig Planøkonomi en Tilstand, hvor det forlanges, at der den 27. April 1939 skal bages netop 3685 Kommenskringler, der i 1935 er forudberegnet for denne Dag, saa kræver naturligvis Planøkonomien Afskaffelse af det frie Forbrugs- og Beskæftigelsesvalg og af meget andet. Men ellers ikke.

Sondringen mellem »fuldstændig Planøkonomi, der forudsætter Tvang«, og socialistisk Planøkonomi er derfor næppe af stor Betydning. Enhver Planøkonomi et Lands normale økonomiske Liv vil operere med frit Beskæftigelsesvalg Forbrugsvalg i hvert Fald i individualistisk Betydning, og vil tilstræbe det frie Beskæftigelsesvalg i socialøkonomisk Betydning, og ingen af disse Friheder vil i væsentlig Grad vanskeliggøre Planøkonomien.

Lindbergs Glæde over Friheden til Valg af Beskæftigelse og Forbrug faar ham til at bryde Staven over Kommunismens gamle Ideal om at yde efter Evne og nyde efter Behov. Lad os betragte dette lidt nærmere. Fra borgerlig Side har man jo altid forsøgt at give de gamle socialistiske Idealkrav et Indhold, tilsyneladende gjorde dem fornuftstridige eller irrationelle. Derigennem man en Angrebsbasis, der kunde aflede Opmærksomheden fra Kravenes moralske Indhold. Dette gamle Krav om at yde efter Evne og nyde efter Behov er da ogsaa blevet fortolket som et Krav om en eller anden taaget Afløsningsform ude af Kontakt med den økonomiske Virkelighed og den

menneskelige Natur. Men hvorfor kan man ikke fortolke Socialismens Moralkrav sympatisk Fornuft? At nyde efter Behov behøver ikke at opfattes som et Krav om en Lonningsform, der hindrer den nødvendige Stimulans til den menneskelige Energi og den rette Fordeling af den menneskelige Arbejdskraft, det betyder, at ikke andre Lønningsforskelligheder end de paa denne Maade motiverede bor bestaa. At gamle og Invalider og syge skal nyde efter Behov, at Familier med mange Børn skal have større Indkomster end dem med faa, at Kvinder faar samme Løn som Mænd (uanset Forskel i Ydelse), at arbejdsfri Indtægt ophæves, at Direktør-, Læge- og Sagførerindtægter nedad etc, det er Indholdet af det gamle Krav, og dette Indhold sig tilpasse saavel den økonomiske Hensigtsmæssighed som Menneskenes om Frihed og behøver ikke at betyde en tvangsmæssig Familiekommunisme. at yde efter Evne, ja, det gør vi jo allesammen — blot vi alle havde et Arbejde. At der skulde være noget farligt (S. 180) ved at følge det gamle Krav med Fornuft, er det vanskeligt at indse. løvrigt synes Lindberg at have overset, at man ved Gennemførelsen af Ligeløn for alt Arbejde kan skaffe den nødvendige Stimulans for det übehagelige Arbejde gennem en Variation af Arbejdstiden. Løn efter Arbejdets Markedspris er altsaa ikke nødvendig, som af Lindberg antaget (S. 127).

I sit i-orsvar for det frie Forbrugsvalg vender Lindberg sig imod enhver Form for Rationalisering. Man bør dog ikke glemme, at der let kan forekomme hvor de til Grund liggende økonomiske Forhold (Indkomstfordeling (jf. S. 159)) ikke lader sig ændre saa hurtigt, som Indgreb kræves, hvor Rationering derfor er nødvendig. Endvidere: hvor Indtægterne er nogenlunde lige store (Rusland) og den rationerede Vare er stærkt begrænset Forhold til Behovet (Brød i Rusland), betyder Rationeringen ikke noget Indgreb i Forbrugsvalget. Uanset dette er Rationering og Maximalpriser saadanne Omstændigheder uundgaaelig (iøvrigt indskrænker Maximalpriser ikke det frie Forbrugsvalg). At kalde Maximalprisfastsættelse paa Lejligheder (Huslejeregulering) for Uddelelse af social Understøttelse i Flæng (S. 31—32) er Udtryk for en sand Tyrkertro paa, at det frie Markeds Prisdannelse (endog for allerede producerede varige Goder!) er en højeste Retfærdighed.

Det e;- naturligvis vigtigt, som Lindberg gør, at give Prismekanismen første Plads som Middel i den økonomiske Politik, men man faar det Indtryk, at Lindberg har givet Socialismen en stærkere liberalistisk Dosis end nødvendigt. mere Moderation og en Paavisning af, at Kritiken mere vender sig mod Socialismens og Planøkonomiens Popularisering (eller den Forvrængning Modstandere ofte har givet den) end mod det sunde Indhold i Idéer og Krav, vilde have betydet et Fortrin. Og mon det ikke kunde være sket uden at skade de pædagogiske Formaal? Jørgen S. Dich.