|
Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 3. række, 43 (1935)»HUSHOLDNINGSTEORI« CONTRA »KLASSEKAMPSTEORI«NIELS LINDBERG INDLEDNINGSPORGSMAALET om
Skillelinien mellem Nationaløkonomiens De fremsatte Bemærkninger om Socialetikken vil ikke overraske Paa samme Maade er det almindeligt bekendt, at lige siden Nationaløkonomien paa Ricardos, Seniors og Says Tid blev udskilt som en selvstændig Videnskab fra de subjektivt farvede, Betragtninger og Statsteorier, den tidligere havde været uløseligt indfiltret i, har de nationaløkonomiske Lærebøger, stort set, taget deres Begyndelse med en Programudtalelse om Forholdet mellem Nationaløkonomiens Teori og dens Politik. Og bortset fra adskillige sproglige Forskelle og nogle ganske faa saglige har denne Programudtalelse gaaet ud paa følgende: At Nationaløkonomiens Teori skal beskæftige sig med — ikke hvad der bør være — men hvad der er: med en Beskrivelse Analyse af de økonomiske Samfundshandlinger og den Prisdannelse og Fordeling, de medfører. Side 83
Ved Siden af Teorien stilles saa Politikken. Nationaløkonomiens Politik giver dels en Beskrivelse af, hvilke Indgreb Staten og andre vigtige Samfundsdannelser har foretaget, og hvilke Midler der derved er taget i Anvendelse, dels en Analyse af, hvilke Virkninger Indgreb maa tænkes at have. Endvidere hører under Nationaløkonomiens Politik en kritisk Gennemgang af de vigtigste socialetiske Tankebygninger — »Ismerne« — ikke af deres etiske Grundlag, det vilde blive en politisk Diskussion, men dels af den Fremstilling af den økonomiske Virkelighed, »Ismen« tager i Anvendelse, af de paastaaede Virkninger af de Indgreb, der foreslaas. Holdt Nationaløkonomerne sig nu denne Programudtalelse efterrettelig, det jo aabenbart, at man ikke vilde støde paa noget i nationaløkonomiske Afhandlinger, der ikke stod der for strengt videnskabelige Formaals Skyld. Men som enhver ved: den i brede Træk refererede Programudtalelse staar i mange Tilfælde kun som Pryd og Zirat og i færre Tilfælde som en virkelig Ledetraad, der kun tabes i ren Distraktion. Dette faar naturligvis mange Læsere til at glemme Programudtalelsen med det Resultat, at Nationaløkonomien i det almindelige Omdømme stadig i høj Grad er en Lære om det, der bør være i økonomisk Henseende, eller som man ogsaa kan udtrykke det, Læren om hvad der er økonomisk Forklaringen paa, hvorfor Programudtalelsen ikke overholdes, er ikke svær at finde. Man kan her henvise til Professor Axel Nielsens lille Bog: »Forholdet mellem Nationaløkonomiens Teori og Politik«1), hvor han omtaler, hvorledes al Politiseren principielt deres Programudtalelse laa Katedersocialisterne fjernt, og tilføjer: »Men i Praxis er det saa, at ingen har politiseret mere end Katedersocialisterne; »Verein fiir Socialpolitik« er det store Vidnesbyrd herom. I sin meget citerede Rektortale af 1897 taler Schmoller først om, hvorledes hele Kulturudviklingen peger mod Nødvendigheden af sociale Reformer, og han fortsætter med at sige, at det bliver Videnskabens Opgave at godtgøre Berettigelsen af disse. Med andre Ord, Nationaløkonomiens Politik kommer med sin Fordring til Teorien om at blive bevist. Objektiv uhildet Forskning bandlyses, Resultatet, som skal naas, er paa Forhaand givet.« .... »Schmollers Præcision af, at Ledestjærnen for Nationaløkonomien være »Gemeinwohl«, viser det samme.« Nu kan den
Forklaring, som Axel Nielsen gav paa, at
Katedersocialisterneeller 1) Side 26-27. Side 84
socialisterneellerden yngre historiske Skole i Tyskland svigtede deres Programudtalelse, saa vidt jeg kan se, almindeliggøres og overføres paa andre Skolers Svigten. Axel Nielsen skrev i den omtalte lille Bog1): »Det er sikkert den stærke økonomiske Udvikling. . der har bragt Katedersocialisterne til at fravige deres principielle Standpunkt. Hvad nyttede det, om Videnskaben sad hjemme og registrerede økonomiske Fænomener uden Udsigt til i en nær Fremtid at naa Resultater, der kunde gavne; Livets Kaldenvar stærk, hvad betød saa principielle Standpunkter? Men saaledes er da ogsaa den historiske Skole blevet en ren politisk Retning indenfor Nationaløkonomien, hvormeget saa ogsaa Katedersocialisterneselv at drive upolitisk Videnskab.« Det er netop Sagen, Livets Kalden er for stærk. For at være den ideelle Videnskabsmand paa de sociale Omraader skal man psykologisk set være interesseret Flegmatiker. Men det er en uhyre sjælden Type. Enten er man interesseret, men saa er man ikke Flegmatiker, eller ogsaa er man ligeglad simpelthen af Mangel social Interesse. Det er imidlertid ikke her Formaalet at udstille saadanne Eksempler, hvor Ræsonnementer, der bygger paa socialetiske Anskuelser, indsneget sig, blot for at trække Skillelinien op mellem og Nationaløkonomi. Formaalet er at analysere de paagældende Ræsonnementer. Det skal vise sig, at Ræsonnementerne paa to vidt forskellige Opfattelser af den økonomiske som vi i det følgende vil kalde Husholdningsopfattelsen Klassekampsopfattelsen. Der er intet originalt i en Paavisning af, at de to omtalte Opfattelser gør sig gældende, men da de formentlig ligger skjult eller fremme i langt flere gængse økonomiske Ræsonnementer end almindeligt antaget, kan en Analyse af nogle Eksempler maaske alligevel paaregne Interesse. Vi vil iøvrigt ikke udelukkende holde os til Eksempler fra Lærebøger og økonomiske Afhandlinger, men ogsaa tage Eksempler den aktuelle økonomiske Diskussion. De økonomiske Samfundshandlinger, d. v. s. saadanne Handlinger, øver Indflydelse paa Priser og omsatte Mængder, kan raat deles i to Grupper: (1) Saadanne menneskelige Handlinger, der kan opfattes som Bestræbelser for som Led i et større, mer eller mindre Fællesskab at fravriste de ikke-menneskelige Omgivelser og (2) saadanne Handlinger, der gaar ud paa, alene 1) Side 27. Side 85
eller i mindre1), ligeledes mer eller mindre frivillige Sammenslutninger, skaffe sig Goder paa Bekostning af andre. Sondringen vil i Praksis vise sig svær. Teoretisk er der kun den Vanskelighed, adskillige Handlinger er af en saadan Karakter, at de kan siges at falde ind under begge de nævnte Grupper. At producere kommer naturligvis i første Gruppe, at skabe og opretholde Fortrins og Monopolstillinger i anden Gruppe, medens dette at købe og sælge efter Omstændighederne falder under begge Grupper. Der kunde naturligvis skrives en Afhandling om Husholdningsopfattelsen Klassekampsopfattelsen i Nationaløkonomien, uden at man overhovedet berørte Spørgsmaalet om, hvorvidt den ene eller den anden Opfattelse af den økonomiske Virksomhed er den mest rigtige, eller der eventuelt er noget rigtigt i dem begge to. Af Hensyn til det følgende vil et Par Bemærkninger imidlertid være paa sin Plads. Først med Hensyn til Husholdningsopfattelsen. Kan man tale om en Samfundshusholdning i kapitalistiske Samfund? Ja, forsaavidt der ved Udnyttelse af den vrangvillige »Natur« og Anvendelse eksisterende Realkapital finder en Produktion og Omsætning der er tilpasset menneskelige Behov. I denne samfundsmæssige har Priser og Markeder deres Plads, man taler om, at de har »Funktioner«. Det er naturligvis billedlig Tale; i kapitalistiske Lande er Priser og Markeder ikke indført for at udføre nogen »Funktion« i nogensomhelst Samfundshusholdning. i Forklaringen af, hvorledes Ligevægt mellem Udbud og Efterspørgsel kommer i Stand i et kapitalistisk Samfund, er det fuldt berettiget at forklare Priser og Markeder som Hjælpemidler i denne Proces. Ligevægtssammenligningen er nemlig et godt Billede paa noget der foregaar i Virkeligheden, saasandt der eksisterer Arbejdsdeling og Ombytning baseret paa formelt frit Forbrugs- og Beskæftigelsesvalg. Men Faren ved at tale om Samfundshusholdning er, at den Sammenligning, man har draget, tilsidst drager en. Man ender med at tale om »Samfundets om »Englands« eller »Danmarks økonomiske Interesser«, om hvad der gavner »os« eller skader »os«. Dermed er man gaaet et Skridt videre, og betragter Samfundet som en harmonisk, patriarkalsk Familie. Da dette ikke stemmer med Virkeligheden, følger heraf, at det er lige saa galt at benytte Be- 1) Med Betegnelsen mindre tænkes der paa, at disse Sammenslutninger kun omfatter en Del af de Personer, der tilhører det større Fællesskab, der blev nævnt i den forrige Passus. Side 86
grebet Samfundshusholdning i den Betydning, at der i Samfundet finder en Husholdning Sted af den Art, man kender fra Familier, d. v. s. en Husholdning ledet af en enkelt Vilje efter en enkelt Plan. Dernæst Klassekampsopfattelsen. Mange, der ikke ser godt, anser Klassekampen for et Agitationsnummer, ikke for en Realitet. politisk Ønskedrøm forblinder dem. De indbyrdes meget forskelligartede Handlinger med fordelingsmæssig Konsekvens, som vi med nogen sproglig Betænkelighed sammenfatter under Betegnelsen Klassekampen, kan deles i de voldelige og de ikkevoldelige. er i mange Samfund lykkedes den sociologiske Dannelse, vi kalder Staten, at indskrænke Anvendelsen af voldelige til et übetydeligt Minimum. Det er endvidere lykkedes Statsmagten i enkelte Samfund at forhindre Anvendelse af visse vigtigere ikke-voldelige Kampmidler, der kræver stærk Organisation og Masseaktivitet, saasom Lock-out, Strejke og Boycott. ikke de mest elaborerede Forbud, støttet af den mest hensynsløse Statsvilje til Forbudenes Opretholdelse, har hidtil kunnet forhindre Klassekampen. Den er stadig en Realitet, de underliggende økonomiske Modsætninger er for store. Heraf følger at det er apriorisk berettiget at anlægge Klassekampssynspunktet for økonomiske Foreteelser; et Krav til Videnskaben at ophøre hermed, er en Trusel mod den fri Forskning. være ikke sagt, at Anlæggelsen af Klassekampssynspunktet kan føre bort fra den strenge Videnskabelighed. Vi har blot sagt, at det var apriorisk berettiget at anlægge det. Det er naturligvis galt at mene, at alle økonomiske Handlinger overvejende præges af indbyrdes modstridende Aktivitet for — paa Bekostning af andre — at tilkæmpe sig eller fastholde en vis økonomisk Stilling i Fordelingen Menneskene imellem. Det er endvidere betænkeligt at indfortolke det i Klassekampsopfattelsen, de økonomiske Handlinger, der her er Tale om, i alle Tilfælde til Fordel for den Klasse, man tilhører. Maaske foretages de alene med Hensyntagen til en selv. Det er kun fordi de sædvanligt foretages af Individer som Led i en Gruppe, at vi her anvender Ordet Klassekamp. Det vil næppe støde paa Modsigelse, naar det indledningsvis siges, at den saakaldte borgerlige Nationaløkonomi særlig interesserersigfor Bestræbelser og andre ForeteeelserudfraHusholdningssynspunktet, interesserer sig for at belyse, i hvilket Omfang Foreteelserne stiller Fællesskabet bedre Side 87
eller daarligere i Produktionen eller Omsætningen i videste Forstand.Deter at man saa uhyre let, ved Anvendelse af FiktionenomFamiliehusholdning, paa gyngende Grund. Vi vil kalde Tankerækker af den her omtalte Art for »H ush o1 dningsteori«.Ved heraf staar saa den marxistiske Økonomi,hvisHovedinteresse i Anlæggelse af Klassekampssynspunktet,altsaai belyse Foranstaltninger og Bestræbelser ud fra Synspunktet, i hvilket Omfang stilles Individet eller Gruppenbedreeller i den økonomiske Fordeling. De udvikledeTankerækkerkalder »Kl ass ek amp steor i«. Baade Husholdningsteorien og Klassekampsteorien anvender og udvikler økonomisk Teori; der er ikke paa det Punkt nogen Forskel (Klassekampsteorienstaarsaaledes i samme VekselvirkningsforholdtilFordelingslæren, Husholdningsteorien staar til Læren om Prisernes Organisering af Produktion og Omsætning). Begge Teorier anvender og udvikler Kendskab til Samfundsinstitutionerne,saadet heller ikke her Forskellen ligger. Nu kan man naturligvis indvende, at de to sidste Sætninger er Udtryk for en videnskabsteoretisk Idealbetragtning. Den marxistiske Økonomi(somfaktisk for Klassekampsopfattelsen) har efter Forfatterens Skøn været stærkere i det institutionelle Kendskab end den borgerlige Økonomi1) (som Udtryk for Husholdningsopfattelsen),menomvendt svagere i den deduktive Teori. Denne Forskel er naturligvis ikke tilfældig, men den vil paa den anden Side næppe i det lange Løb kunne betragtes som væsentlig. Forskellen paa de nævnte Punkter bliver mindre og mindre som Følge af Bestræbelser fra begge Sider. Den afgørende Forskel liggernetopi, Interesseomraadet og dermed Forskningsomraadet er forskelligt. Forskningsomraadet har overhovedet kun Tendens til at falde sammen, forsaavidt mere dybtgaaende Forklaringer af økonomisk Aarsagssammenhæng udelukker fast og snæver AfgrænsningafForskningsomraadet. der har Interesse for andet og mere end økonomiske Specialstudier, og som har Evne til at se Sagerne i deres dybere Sammenhæng, kommer naturligvisvidererundt »Systemet« end andre, og det bevirker og har 1) Det er værd at bemærke, at borgerlige Økonomer til forskellige Tider har sagt baade om Marx og Rirck, at de mere var Sociologer end Nationaløkonomer. Karakteristik skyldes netop, at Marx og Birck var stærkere i det institutionelle Kendskab end i den deduktive Teori. Det bedste, Birck har skrevet, ligger mere paa Linien Ricardo—Marx end paa Linien Ricardo— Marshall. Side 88
ogsaa hidtil bevirket, at intelligentere Forfattere af begge de omtalteSkoler,altsaa Marxister og borgerlige Økonomer er klar over, at der eksisterer andre samfundsøkonomiske Foreteelserenddem, interesserer sig for, og at de Foreteelser de interesserersigfor belyses ud fra andre Synsvinkler. Man ser da ogsaa, hvorledes intelligente Forfattere af begge Skoler undertiden ogsaa anlægger den anden Skoles1) Synspunkter. Hos mindre klart tænkende Forfattere finder man naturligvis ikke nogen bevidst, men kun en übevidst Indrømmelse til det modsatte Synspunkt af det, man sædvanligt anlægger. Flere ganskealmindelige Lærebogsforfattere, der leverer en statiskPris og Fordelingslære (funktionel, ikke personel), og dernæstgaar til Politikfagene, overrasker her ved at være fuld af Forslag til Udjævning af Interessemodsætninger f. Eks. mellem Arbejdere og Arbejdsgivere, mellem Aktionærer, Bestyrelse og Direktører i Aktieselskaber o. s. v. Disse Forslag vilde være ganskeuforstaaelige Læseren, hvis han ikke bag Forfatterens Ryg havde tilsneget sig et vist Kendskab til de Forhold, som Forfatterenhar fra i de teoretiske Afsnit. Paa tilsvarende Maade overrasker Marxister af anden og lavere Rang. Et Eksempel:De sig tit med Forargelse med de rene Børsspekulanter.Nu der fra et strengt marxistisk Synspunkt ikke være noget, der er ligegyldigere, end om den Kapitalistgruppe, der 1) Blot to Eksempler: Først et Citat fra Marx, der jo almindeligvis anses for udpræget Klassekampsteoretiker. Det her omtalte Citat vil vise (der kunde iøvrigt findes mange andre), at Marx ikke var blind for Husholdningssyns punktet. Det stammer fra »Kapitalen«, Borchardts Udgave, Side 326—327, og gaar i Korthed ud paa, at Driftslederlønnen er nødvendiggjort af, at der maa være en Driftsleder, hvor flere arbejder sammen, og hvor der er et Modsætningsforhold Arbejderne og Ejerne af Produktionsmidlerne. Som man vil se, anlægger Marx med indlysende Ret baade Husholdnings- og Klassekampssynspunktet paa Driftslederfunktionen. Det næste Eksempel, der viser, hvorledes Klassekampssynspunktet trænger sig frem ogsaa hos Husholdningsteoretikere, er hentet fra Carver, der netop ellers er udpræget Husholdningsteoretiker. I »Distribution of Wealth«, Side 209—210, kommer Carver ind paa at vise, at Jordrenten kunde beskattes med 100 pCt., uden at Produktionen blev mindre, hvilket ikke gælder Arbejdslønnen. fortsætter: »This is, after all, the most important reason for distinguishing rent from other forms of income. A purelv academic dicussion safely ignore such distinctions as exist and treat rent as it chose; but however rigidly analytical or even mathematical, our study of economics may become, we must not forget that such studies are of value only in so far they throw light upon some question of public policy.« Side 89
udbytter Arbejderklassen, bortspiller Merværdien til en anden Kapitalistgruppe. Naar Forargelsen alligevel i højere Grad retter sig mod Børsspekulanterne, er det sikkert paa Grund af en übevidstIndrømmelse at de aktive Kapitalister dog i Almindelighed,ved af at være Udbyttere, udfører en nyttig Opgave (nemlig som Driftsledere), nyttig i den Forstand, at de gavner det Fællesskab, hvoraf ogsaa Arbejderne ved Omstændighedernes Magt er Medlemmer. Hvorimod Børsspekulanterne i samme Forstander Som man vil se, bygges der übevidst paa Husholdningsteorienaf som man alene vilde vente arbejdedemed Det er da let at se, at ingen økonom, hvor stærkt han end fra Starten har været inde paa at betragte Tingene fra den ene Synsvinkel, har kunnet komme uden om den anden af de to Betragtningsmaader. Man kunde maaske derfor mene, at det ikke tjente noget fornuftigt Formaal at trække Sondringen mellem Klassekampsteori og Husholdningsteori saa skarpt op, som her er gjort. Imidlertid eksisterer de to Synspunkter alligevel, selvom det er umuligt at paavise to rene Skole af Tænkere, der udelukkende sig om hvert sit, og det efterfølgende vil vise, at det tjener et ganske bestemt Formaal at trække Sondringen op. Vi vil da i det følgende give nogle Eksempler fra Nationaløkonomiens Teori og Politik, hvor vi ser paa Foreteelserne baade fra Husholdningssynspunktet fra Klassekampssynspunktet, og Formaalet er at vise, hvorfor saa mange økonomiske Diskussioner gaar i Haardknude. Vi ser først paa nogle husholdningsteoretisk begrundede der er stillet uden tydelig Basis i nogen særlig Klasseinteresse. gaar vi over til nogle Eksempler paa Klasseønsker camoufleret som Husholdningsteori. Dernæst betragter vi forskellige af politisk-økonomiske Foranstaltninger. Tilsidst kommer Moralen. HUSHOLDNINGSTEORETISK BEGRUNDEDE NORMATIVE KRAVVi gaar ud fra, at vi befinder os paa den Side af en eller anden »Husholdningsteoretikers« Lærebog, hvor Forfatteren er færdig med at vise, hvorledes Priserne er Resultatet af et Spil mellem nærmere omtalte økonomiske Kræfter. Husholdningsteoretikeren vil nu gaa over til nogle »tilbagegaaende« Ræsonnementer (gerne indledet med »paa den anden Side«), hvor han forklarer, at Prisenhar Side 90
senharden Funktion at organisere det økonomiske Liv, idet den nedskærer Efterspørgslen og stimulerer Udbudet. Allerede dette er farligt, og fører let til, at Læseren meddeles det Indtryk, at den fri Prisdannelse med ens Priser for samme Vare og Produktionsmiddeler socialt set ideelt, idet den Efterspørgsel, der fremkommertil Priser, lige akkurat kan tilfredsstilles under den anvendte Teknik af de knappe Produktionsfaktorer, samtidig med, at disse finder fuld Anvendelse. Naar Læseren let bibringes dette Indtryk, skyldes det, at Husholdningsteoretikeren ikke kan lade være at fremhæve som Spild, altsaa noget »uøkonomisk«, hvis en Pris er saa høj, at der ikke kommer fuldstændig Afsætning af Varen eller Produktionsmidlet. Og helt sikker paa at komme i en haabløs Diskussion med Klassekampsteoretikeren er Husholdningsteoretikeren,hvis fortsætter med følgende Tankegang: »Det er omvendt ogsaa økonomisk uheldigt, at Prisen er saa lav, at Efterspørgselen ikke bliver nedskaaret tilstrækkeligt. Saa bliver det nemlig ikke økonomiske Grunde, der bestemmer, hvem der kommer i Besiddelse af de udbudte Kvanta. Udbudet bliver ikke af den fri Prisdannelses upartiske Mekanisme fordelt til dem, der samfundsmæssigt har mest Brug for Godet.« For at tage et Eksempel. Husholdningsteoretikeren anser det naturligvis for økonomisk urigtigt, at der sælges Oksekød til Kriseramte til nedsattePriser, naar Køberne ikke skal dokumentere deres Trang til Varen ved at skulle betale den højere Pris (Ligevægtsprisen), kan man være temmelig sikker paa, at ikke übetydelige Partier af Varen unddrages Mennesker, der vilde betale en højere Pris, og derved efter Husholdningsteoricn kunde dokumentere et større Behov. Lad os nu gaa over til at se paa, hvorledes det her opstillede Problem fra Pristeorien ser ud for Klassekampsteoretikeren. Værdi- og Prislæren har for ham kun Interesse som Hjælpemiddeli Det forekommer ham derfor at være en usædvanlig overraskende Perversion, naar Husholdningsteoretikeren(eller liberale Økonom, thi det vil jo i dette Tilfælde ofte være samme Mand) fremstiller sit System af Ligevægtspriser som noget ideelt, som det er økonomisk urigtigt at gøre Indgreb i. Dette er meget forstaaeligt, og Klassekampsteoretikeren (eller Marxisten, thi det vil ligeledes ofte være samme Mand) vilde staa stærkt, hvis han indskrænkede sig til en Kritik af Modparten. F. Eks. en Kritik af Liberalistens Eksempel med Oksekødet. Men det er svært at holde Balancen i Diskussioner, og derfor sker det, Side 91
at Klassekampsteoretikeren forfalder til at hævde, at det er økonomiskurigtigt, Prisen paa Oksekød sættes saa højt, at det kun i ringe Omfang kan erhverves af de Fattige, hvis Behov efter Kød er stort. Fejlen er den samme i begge Tilfælde. I begge Tilfældekaldes økonomisk Foranstaltning for økonomisk rigtig eller urigtig, hvilket skjult indebærer en Bedømmelse ud fra en politisk Præmis. Det er let at se, at Klassekampsteoretikeren, i det nævnte Ræsonnement, arbejder med en politisk Præmis. Det er derimod ikke let at se, at det samme er Tilfældet med Husholdningsteoretikeren.Kriteriet om en Foranstaltning er økonomiskrigtig urigtig, er ikke her Tilfredsstillelsen af et skarpt formuleret Klassekrav, men Tilfredsstillelsen af den Betingelse,at ikke medfører Brud paa Balancen i de med matematisk Elegance formulerede Ligevægtsbetingelser. Men Formuleringen af Normer gør i alle Tilfælde Økonomen til Politikker. For at være helt sikker paa at blive forstaaet, lad os da se paa endnu et Eksempel, hvor Synspunkterne tørner sammen paa Pristeoriens Grund. Tænk Dem, at der fremkom Forslag om en virkelig skrap Regulering af Huslejen nedefter. En eller anden liberal Økonom vilde da fremsætte Kritik: (1) Dette nødvendiggør Boligregulering, der atter betyder Bureaukratisme, altsaa Spild af Arbejdskraft. (2) Reguleringen vil medføre noget, der for alle praktiske Formaal er at ligestille med Uddeling af social Understøttelse — og det stort set til ikke-trængende; derved skabes for Samfundsproduktionen uheldig Understøttelsesmentalitet. Som man vil se betragtes Huslejereguleringen ud fra Husholdningssynspunktet. De tænkende Mennesker, der er interesseret i Klassernes indbyrdes hæfter sig naturligvis ved ganske andre Momenter. er Overflytningen af Indtægt, der for dem er det vigtige, ja, eventuelt afgørende. Det er maaske muligt at finde en Socialist, der vilde indrømme Liberalisten de ovenanførte Virkninger, i alt Fald som Tendenser; men Lysten til at beklippe Husejeren vil overvinde hans Betænkeligheder. De faa Socialister, der er imod det omtalte Indgreb, er saadanne, der ved og beklager, at man næppe kan hjælpe de virkeligt fattige ad den Vej. Det er, som det ikke var den samme Foranstaltning, man betragtede,saa er Bedømmelsen. Det, at man fælder ganskeafvigende om Foranstaltningen, er ikke det bemærkelsesværdige,men at de to Domme fældes med ensidig Hensyntagentil Side 92
syntagentilhelt forskellige Sider af samme Sag. Det er nede i det saglige Grundlag for de politiske Domme, at Spiren til Uenighedenligger. det saglige Grundlag for Bedømmelsen er forskelligt, skyldes det naturligvis Synsvinkelens Forskellighed, der medfører, at man fæstner Opmærksomhed ved forskellige Ting. Vi vil søge en Forklaring herpaa. Den liberale Økonom i mit Eksempel vil efter al Sandsynlighed være opdraget i Grænsenyttelæren. Det, der stort set skete ved Grænscnyttelærens Fremkomst, var i Virkeligheden en midlertidig af Nationaløkonomiens Forskningsomraade. Man koncentrerede Projektørerne paa Problemer og Sider af Problemer, som den tidligere Økonomi kun lejlighedsvis havde berørt. Forfinelse af den formelle Byttelære eller Prislære blev Hovedsagen, og Synspunktet overfor de fleste økonomiske Foranstaltninger Husholdningssynspunktet. Man kan nu ikke værge sig mod den Tanke, at naar Grænsenyttelæren erobrede saa at sige alle Universiteter med Undtagelse af et Par tyske, saa var det hjulpet af en Rædsel for det politiske Standpunkt, som Karl Marx — efter Ricardo og Malthus den førende Økonom med Speciale Fordelingslære og udpræget Klassekampsteoretiker — var naaet til. Der er sikkert en Sammenhæng mellem dette og det Faktum, at langt de fleste Økonomer, der har gjort Karriere og er blevet befordret i Embeder, stammer fra Overklassen eller Mellemklassen.Dette har Dich kastet et Sidelys over i sin Afhandling»Værdilæren Marx og hans Modstandere«1), hvortil henvises.Det, Dich der drager frem og forklarer, er, at den borgerlige Økonomi fik langt mindre Interesse for de økonomiske Forandringers Teori end den marxistiske. Fuldstændig paa samme Maade kan man nu forklare, hvorfor den borgerlige Grænsenyttelære i Begyndelsen fortrinsvis helligede sig den formelleByttelære forsømte Fordelingslæren. Byttelæren lod sig jo med Fordel behandle netop som et Ligevægtsproblem (de forskelligePriser staa i saadanne indbyrdes Forhold, at der blev Ligevægt mellem Udbud og Efterspørgsel i hele Systemet). Medens en Behandling af Fordelingslæren uvilkaarlig tvang ForskerensOpmærksomhed paa Spørgsmaal om Klassernes indbyrdesForhold, til Spørgsmaalet om Forskydninger mellemKlasserne, dynamiske Problemer, der var farlige, fordi 1) Nationaløkonomisk Tidsskrift 70. Bind, Side 148—149. Side 93
de havde Relation til aktuel Politik. At Grænsenytteteoriens Folk af anden Generation efterhaanden kom ind paa Fordelingslæren (Grænseproduktivitetsteorien), er en kendt Sag, og vi vender straks tilbage til dette. Det er blot i Forbigaaende værd at lægge Mærke til, at vi ogsaa her kan finde Tendenser til at idealisereog social Norm opstille et System af stabile og »harmoniske«Ligevægtsbetingelser. Imidlertid holder vi os først til Pris- og Byttelæren. Hvad er Forklaringen paa, at Grænsenytteteoretikerne alias Husholdningsteoretikerne Ligevægtsbetingelserne? Naturligvis den besiddende Klasse en Interesse i en »harmonisk« Nationaløkonomi, men medens dette eventuelt kan forklare noget om Udvælgelsen af det nationaløkonomiske Menneskemateriale, forklarer det intet om, hvorfor de »Udvalgte« tænkte som de gjorde. Jeg er ikke Psykolog og udtaler mig med Forsigtighed. Er det ikke saaledes, at de fleste Mennesker (bortset fra »Kværulanter«), de ikke økonomisk eller socialt føler sig drevet op ad en Mur, übevidst foretrækker Harmonier og Ligevægt i Tankebanernes end Disharmonier og Uligevægt, og derfor har en Tendens til at idealisere Tankekonstruktioner, selvom disse oprindelig kun har været ment som foreløbige, og kun af pædagogiske Grunde forenklede Billeder af Virkeligheden? Jeg tror, vi staar overfor den egentlige Grund til, at Ligevægtspriser fremstilles som en Norm for Virkeligheden. Man maa nemlig efter min Mening give Sundbom1) Ret i, at Springet fra det fri Bytte som videnskabeligt Ideal til det fri Bytte som praktiskt og socialt Ideal logisk set er ganske anseeligt. Logisk set overser man Sondringen mellem en praktisk-teleologisk og en teoretiskkausal Men for den følelsesmæssige Trang til Harmoni — ogsaa i Tankeverdenen — eksisterer denne Sondring Springet foretages uden Vanskelighed. Selv en saa fremragende Forsker som Walras »sprang«2). Jeg tror da, at Ulysten ved at tænke sig Indgreb i det fri Bytte mere skyldes denne übevidste halvt følelsesmæssige Indstilling end de Fornuftsgrunde, giver for, hvorfor man anser Indgreb for uheldige. Det er kendt
nok, at de Rationaliseringer, Grænsenyttefolkene
1) Sundbom: Prisbildning och Ändamålsenlighet, Side 44—45. 2) Se herom Sundbom: Side 83—84. Side 94
ikke almindeligt kendt blandt nationaløkonomisk interesserede, at de anvendte Rationaliseringer benytter en Argumentering, der ikke kan staa for Kritik. Dog har Myrdals og senere Sundboms Kritik af de omtalte Rationaliseringer vakt en Del Opmærksomhed.Naar her vil opholde os ved dette Punkt, skyldes det, at de kritiserede Rationaliseringer bygger paa »Husholdningsteorien«. Dette ses let, naar man spørger, hvilke Argumenter den Teori bygger paa, der hævder, at det skulde være økonomisk urigtigt at gribe ind i den fri Prisdannelse og for Exempel sælge Oksekød billigere til de fattige? Der henvises i Argumenteringen til to Ting: (1) dels at det drejer sig om et Indgreb i det fri Konsumtionsvalg og (2) dels at Nationalindtægten bliver mindre paa Grund af en daarlig Anvendelse af Produktionskræfterne. F. Eks. siges det, at der spildes Tid og Kræfter med den Rationering, altsaa Uddeling Hjælp af Mærkesystemet eller eventuelt Vente-i-Kø- Systemet, som Indgrebet maa medføre. Hvad nu først Henvisningen til Krænkelse af det fri Konsumtionsvalg er det jo endnu ikke vedtaget enstemmigt, at dette Princip er det økonomisk rigtige, og derfor kan man heller ikke udgaa fra det fri Konsumtionsvalgs Idealitet som en Præmis (der iøvrigt i alle Tilfælde bliver af politisk Art) til Rrug for et Bevis for, at den fri Prisdannelse er den rigtige. Hvad det angaar, at Nationalindtægten skulde blive større ved den fri Prisdannelse, behøver vi vist ikke udførligt at paavise, at dette ogsaa er en übeviselig politisk Paastand. Det følger jo allerede af, at Begrebet Nationalindtægt er et politisk Begreb. Kun under Forudsætning af, at Nationen var mere end en blot Fiktion, ja var et eneste Individ eller et fuldstændigt ideelt kommunistisk med en Enkelt-Bevidsthed og en Enkelt-Vilje, kun i saa Tilfælde kunde Spørgsmaalet om Nationalindtægten var blevet større eller mindre, tænkes afgjort. F. Eks. i det nævnte Tilfælde hvor Brød sælges billigere end den fri Prisdannelses Pris til de fattige. Thi det kan jo aldrig i vort nuværende Samfund at de fattige vinder mere eller mindre end det, Foranstaltningen koster det øvrige Samfund. Men hvis man nu foreløbig udgaar fra, at den fri Prisdannelse sparer en hel Del Bureaukratisme derigennem, at den fordeler automatisk, kan man saa ikke sige, at en socialpolitisk Foranstaltning,der de samme Fattige den samme Brødmængde uden Rationeringsindgreb, er økonomisk bedre end Rationeringen?økonomisk Side 95
gen?økonomiskbedre vil jo her sige: givende det samme Resultatmed Midler. Dette stemmer med den gamle kendte Definition af Begrebet økonomisk Handling, som tilstræbende et vist Resultat med det mindst mulige Offer. Vi har her et af de stærkeste Exempler paa, hvorledes økonomien ikke har frigjort sig fra den hedonistisk-utilitaristiske Da vi nu ved, at denne ikke giver noget rigtigt Billede af de mere gængse Exemplarer af Menneskeheden, ligger allerede deri, at den gamle Definition af Begrebet økonomisk Handling af reale Grunde bør opgives. En økonomisk Handling er en Handling, der giver sig Udtryk i Priser og eller omsatte Mængder af Goder. Overfor disse Betragtninger vil man maaske indvende, at uanset hvad man vil lægge i den ene eller den anden Sprogbrug, saa er det dog ganske indlysende, at af to Fremgangsmaader, fører til samme Resultat, maa den økonomisk billigste den bedste eller den rigtigste, hvordan man nu vil udtrykke det. Hertil er at bemærke, at det er muligt, at man kan blive enige om, at den er politisk rigtig. Men videnskabeligt rigtig kunde man kun kalde den, om det objektivt kunde konstateres, samtlige Individer ifølge deres Psykologi mener, at det maa gælde om at naa det størst mulige økonomiske Resultat med det mindst mulige Offer. Først saa bliver »det økonomiske Motiv« fra et politisk Postulat til en psykologisk Selvfølgelighed, som man uden videre kan slutte ud fra. Vi nævnte før, at de senere Grænsenyttelærere, som kom ind paa Fordelingslæren, idet de skabte Grænseproduktivitetslæren, der udviste den samme Tendens til at idealisere og først som videnskabelig, dernæst som social Norm opstille et System af »harmoniske Ligevægtsbestemmelser«, som vi har set karakteriserede Behandling af Prislæren. Jeg tror, at de virkelige, men sikkert übevidste Motiver har været af samme Art som de nys nævnte. Ogsaa de Fornuftsgrunde, hvormed den følelsesmæssige, »harmoniserende« Indstilling rationaliseres, dannes et tilsvarende Mønster. Man bygger ogsaa, naar man kritiserer Indgreb i Produktionsfaktorernes Prisdannelse, paa Henvisninger til Nationalindtægten, altsaa paa Husholdningsteorien. Grænseproduktivitetsteoretikerne
er gerne kommet ind i Diskussionenom Side 96
tionst'aktorernesAflønning»med Tilnærmelse«, eller under »ideelle«Forhold med deres Grænseproduktivitet. Enkelte glider straks ud i en farligere Formulering ved at sige, at Produktionsfaktorerne faar, hvad deres Grænseproduktivitet tilsiger dem, og saa er Skridtet kun kort til at sige, at saa faar de jo ogsaa, hvad de skal have. Hvis saa Arbejdere forsøger at holde Lønnen højere end den til Grænseproduktiviteten svarende Ligevægtsløn,skulde kunne siges at være nationaløkonomisk uheldigt, idet ikke alle Arbejdere blev beskæftiget, og dette atter forringede Nationalindtægten. Nu er Grænseproduktiviteten imidlertid ingen objektiv givet Størrelse, men afhænger af hvor Grænsen falder, hvad der bliver den grænseanvendte »Dose« af Faktorerne. Og naturligvis kan man ikke videnskabeligt hævde, at Grænsen bør sættes af den fulde Anvendelse af Produktionsfaktoren. Thi det er jo ikke noget, der ligger i Sagens Natur, at alle Doser af Faktoren skal være beskæftiget. Dette har »förbistrat« store Dele af Beskæftigelsesproblemet den offentlige Diskussion. Idet man nemlig uden videre er gaaet ud fra, at kunde man vise, at den høje Arbejdsløn indenfor visse Fag umuliggjorde en fuldstændig Anvendelse samtlige Arbejdere, havde man ogsaa dermed bevist, at Fagforeningens Politik er gal økonomisk set. Men det sidste følger jo ikke af det første. Fagforeningen kan have hundred og sytten Grunde til ud fra sit Synspunkt at kalde denne Politik rigtig. De beskæftigede Arbejdere menes at faa mere ved den højere Løn -f- Arbejdsløshedsbidragene end ved den lavere Løn uden Arbejdsløshedsbidrag. Disse betales jo ogsaa delvis af det øvrige Samfund. Dertil kommer, at man maaske mener, at en høj Løn stimulerer Arbejdsgiverne til bedre Organisation o. s. v., saa det efterhaanden kan betale sig for dem at beskæftige alle til den høje Løn o. s. v. Altsaa Grænsen og dermed Grænseproduktiviteten bestemmes ved visse Arter af Arbejde, hvor der udøves kraftig Fagforeningspolitik,som andre Exempler paa Udøvelse af Monopolpolitik, af en Række Overvejelser, af hvilke ingen kan siges at være hverken økonomisk rigtige eller urigtige for Samfundet som Helhed,simpelthen det objektive Bedømmelseskriterie mangler. Man kan ganske vist sige, at Overvejelserne, naar de føres ud i Livet, kan medføre skadelige Virkninger for nogle Medlemmer af Samfundet og gavnlige for andre. Men længere kan man ikke komme. Den Grænseproduktivitet, som fri Konkurrence vil medførefor Side 97
føreforen bestemt Produktionsfaktor, idet der kommer fuldstændigAnvendelse, derfor ikke siges at være et uafviseligt Ideal for Økonomien. Det vilde det kun, om samtlige Samfundsklasser og Individer følte det som noget »naturstridigt«, at der skete Indgrebi Ideal, ikke blot fordi disse Indgreb strider mod »Husholdningsteorien«. KLASSEØNSKER CAMOUFLERET SOM HUSHOLDNINGSTEORIDet siger sig selv, at det er svært at skelne mellem saadanne Tilfælde, hvor husholdningsteoretisk begrundede Argumenter fremføres Følge af en halvvejs følelsesbetonet Harmoniseringstendens, saadanne Tilfælde, hvor den drivende Kraft er bevidste übevidste Klasseønsker. De Ræsonnementer, vi skal se paa, har været fremført af mange Forfattere, der er saaledes ikke Grund til at nævne enkelte Navne, og det frembyder atter den Fordel, at det ikke bliver nødvendig at undersøge i hvert enkelt Tilfælde, om vedkommende Forfatter har fremsat de husholdningsteoretiske som Følge af en Harmoniseringstendens, fordi de paagældende Ræsonnementer nu engang »økonomisk« Fællesstof) — eller Ræsonnementerne maa betragtes som i Husholdningsteoriens Kostumering forklædte politisk-økonomiske og Ønsker. Vi begynder med Handelspolitikken. Det er en af de simpleste Prøver, som vi overhovedet sætter vore unge Studenter paa, at eftervise det urigtige i de gængse Beskyttelsesargumenter, og paavise Enkeltmandens eller Gruppens økonomiske Interesser for Almenvellet. Men de færreste tænker paa, at det staar lige saa sløjt til med Frihandelsargumenterne. Det er Myrdals store Fortjeneste i sin Rog »Vetenskap och Politik i Nationalekonomien« Kapitlet om Frihandelslären at have givet Spørgsmaalet, om Frihandelsdoktrinen tilfredsstiller Videnskabens en grundig Behandling. Dette er uhyre vigtigt, fordi Spørgsmaalet om Handelsteoriens Videnskabelighed i høj Grad er afgørende for Videnskabeligheden af store Dele af Nationaløkonomiens særlig naar man tænker paa den angelsaksiske Nationaløkonomi. Den klassiske
Lære om Frihandelens gunstige Virkninger paa
Side 98
rindeligeForudsætning,at man kan eliminere Spørgsmaalct om Nationalindtægtens Fordeling mellem Samfundets Individer, der indrømmes delvist at være et politisk Spørgsmaal, for saa uden at bygge paa politiske Forudsætninger at kunne bevise at Frihandelen gennem sine Virkninger paa Produktionen og Omsætningengiver for Nationalindtægtens Størrelse. Imidlertid har Begrebet »Nationalindtægtens Størrelse« ingen Mening,hvis ikke opfattes i Forhold til en paa en eller anden Maade sammensat Konsumentgruppe. I det virkelige Liv er KonsumentgruppernesSammensætning af Formuefordelingen.Man derfor give Myrdal Ret, naar han siger: »Den klassiska frihandelslära såsom politisk maxime är derfor en cirkel,ty förudsätter önskvärdigheten av en egendomsfördelning,vilken fri konkurrens är en av de huvudsakliga bestämningsfaktoranatill samhälliga resultat«. Nu er det naturligvis ikke saaledes, at man udtrykkelig forudsætter bestemt Indkomstfordeling som ønskværdig. Nej, Fremgangsmaaden er netop, at man hopper over de Interessekonflikter, vilde blive lagt blot, om man gik ind paa dette Punkt. Og man hopper over dem paa den kendte Maade ved Hjælp af Husholdningsteorien. Vi vil atter tage et Citat fra Myrdal1): »Adam Smith har givit urtypen, då han på et ställe säger, att vad som er klokhet för varje särskild familj, näppeligen vara dårskap när det gäller en stor, mäktig stat.« Maaske har disse Bemærkninger ikke overbevist alle om, at Begrebet er uvidenskabeligt. Lad os da se paa det engang til. Nationalindtægten maa tænkes at være et Konglomerat mange forskellige uens Varer, der forbruges i ulige Grad af de forskellige Individer i de forskellige Samfundsklasser. For nu at afgøre om Nationalindtægten er steget eller faldet, er det nødvendigt at udtrykke den som en egentlig Sum af disse uens Størrelser, hvilket forudsætter en Vejning af en eller anden Art, saaledes som man kender dem fra Statistikens Teori. Men Forbrugsgoderne Tjenesteydelserne har jo ikke den samme Betydning de forskellige Individer i de forskellige Klasser og vel ikke en Gang indenfor de forskellige Klasser. Et
hvilketsomhelst nok saa intelligent valgt System af
Vægte vil 1) »Vetenskap och Politik«, Side 174. Side 99
patriarkalske Familie, man fra visse Sider gerne vil lade som den er. Det følger heraf, at Frihandelsteoriens økonomiske Rigtigheder Heraf følger naturligvis ikke, at Protektionismenskulde økonomisk rigtig. Men blot at begge Doktrinerer uanset hvor mange quasi-økonomiske Ræsonnementerde Naar Nationaløkonomerne som oftest har haft mest Sympati med Frihandelsdoktrinen, er det dels paa Grund af den almindelige harmoniøkonomiske Tendens, dels paa Grund af etiske og politiske Sympatier, men ogsaa paa Grund af, at Protektionismens Forsvarsargumenter altid har været endnu et Nummer barnligere og mere misforstaaede end Frihandelsargumenterne.Men er ikke her nødvendigt at gaa ind paa, hvorledesde Argumenter hviler paa grove Fejl i Opfattelsen af den økonomiske Aarsagssammenhæng. Læserne vil vide, at det er muligt at slaa de fleste Toldargumenter ned ved kort at paavise, at det, man tilsigter, vil man ikke opnaa. At man med Dygtighed har gennemskuet nogle Vildfarelser, undskylderimidlertid syvende og sidst ikke, at man lader sig besnæreaf Række modsatrettede, naar Sagen ses fra VidenskabsmandensSynspunkt. er »Videnskabsmanden« Praktikker ved Siden af, er det psykologisk let forstaaelig. Det er ikke min Hensigtat at Frihandelsdoktrinens Opstilling indenfor Nationaløkonomienførst fremmest og i afgørende Grad skulde skyldes en rationaliseret Forretningsinteresse (f. Eks. Handels- og Eksportørinteresser), men et Blik paa Nationaløkonomiens Historievil en om, at fremragende og begavede Handelsfolkdog betydet ikke saa lidt for Handelsteoriens Opbygning og Popularisering. I England kan man pege paa Manchesterskolen,og kan jeg henvise til Petzche Køedt og Bjørner. Det næste Eksempel, vi tager, er fra Landbrugspolitikken.I praktiske Politik har der i snart hundrede Aar foregaaeten mellem det store og det lille Landbrug. Dønninger fra denne Kamp har naturligvis ogsaa naaet Videnskaben,i Tilfælde Landbrugspolitikken. Striden er forstaaelignok tilsløret og foregaar med tilsyneladende Saglighedpaa nationaløkonomiske Omraade. Men Røsten er Husholdningsteoriens.For første gaar man ud fra, at et teknisk højtstaaende Landbrug med bedst mulig Forrentning af den anbragteKapital nationaløkonomisk gavnlig for et Land. Dette er en übeviselig Paastand, og blot man ved dette og siger det, er Side 100
der naturligvis intet at indvende. Meget ofte ser man imidlertid slet ikke, at det Grundlag, man udgaar fra, er et politisk Postulat. Derfor tillægger man ogsaa de paa Grundlaget opbyggede Tankegangealtfor Vægt. Overbygningen bestaar som bekendt gerne af følgende Ræsonnementer: Det er gavnligt, at der er nogle store Brug af Hensyn til, at der er større Chance for Forsøg med nye Plantearter, Kvægracer og Metoder o. s. v., og fordi det giver et Erhverv Anseelse og dermed Tiltrækningskraft, at det frembyder Muligheder for Driftsherrens Talent og Lederevner. Desuden advarerman for smaa Brug som »uøkonomiske«, fordi de ikke giver saa stor Forrentning af Kapitalen, en typisk privatkapitalistiskBetragtning. ved jeg, at jeg vil blive mødt med følgende Indvending, at der er adskillige Økonomer, der ikke afgør Spørgsmaaletom eller smaa Brug alene udfra de nævnte Betragtninger,men at inden man tager endelig Stilling, maa man huske, at der er en Del sociale Hensyn, der taler for de mindre Brug; noget man maa afveje mod de rent »økonomiske« Hensyn, der taler for større Brug. Hertil er at bemærke, at Afvejningenoverhovedet sker mellem sociale Hensyn og Økonomiske,men to politiske Hensyn, hvoraf det ene er noget bedre camoufleret end det andet. Vi gaar dernæst over til Fagforenings- og Arbejderpolitik.I Afsnit nævntes Grænseproduktivitetslærernes lejlighedsvise Kritik af Fagforeningernes Lønpolitik. Undertiden ser man lignende Betragtninger fremsat af Folk, der næppe kenderGrænseproduktivitetslæren. drejer sig ofte om Mennesker,som ikke fornærmer ved at paastaa, at en Forretningsinteressedriver Der er ingen Grund til at tage Eksemplet op igen, sagligt er det det samme, uanset hvem der fremsætter det. Vi vil i Stedet se paa et ganske nyt Eksempel, der er interessant derved, at de gale Ræsonnementer, der iklædes Husholdningsteoriens Terminologi, stammer fra Arbejderklassens Førere og fra dem venligsindede Økonomer, altsaa Mennesker, som man vilde vente var stærk i alle Ræsonnementer, hvor Klassesynspunktetkommer Anvendelse. Her tænkes paa den Teori, der særlig kom frem i sidste Depression og gik ud paa, at der ikke maatte røres ved Arbejdslønnen, fordi dette svækker ArbejdernesKøbeevne dermed Samfundets, hvorpaa Depressionen forværres og Arbejdsløsheden yderligere stiger. Som man vil se, anlægges Husholdningsteoriens Synsvinkel. Den økonomiske Interesse,der bag Ræsonnementet er jo aabenbar og behøver Side 101
ikke at paavises. Lad os nu prøve at bedømme det anførte Ræsonnementud et raat Kendskab til Klasse- og Ejendomsretsforholdene,eller man ogsaa »for short« kunde sige, bedømme det ud fra et marxistisk Synspunkt. I et kapitalistisk Samfund er det væsentlig private Arbejdsgivere, bestemmer Beskæftigelsens Omfang. De ledes overvejende Profithensyn, ansætter altsaa ikke 1 Mand, uden de tjener paa ham. 1929—1933 havde vi haft et stærkt Prisfald, uden at Omkostningerne faldt tilsvarende. De Virksomheder, der før kun lige fik det til at løbe rundt, maatte lukke eller indskrænke. Derfor Arbejdsløshed. Beskæftigelsen bedres ikke, før enten Priserne eller Omkostningerne synker (eller en Kombination). Naar der ikke er tydelige Tegn paa Prisstigninger, interesserer Arbejdsgiverne sig naturligvis for en Nedpresning af Arbejdslønnen. svarer Arbejdernes Førere og venligtsindede økonomer, som vi saa, at dette ikke vil hjælpe paa Beskæftigelsen. vil skrumpe ind, og det vil medføre yderligere Arbejdsløshed. Dette er et galt Argument. Thi Købeevnen vilde ikke forsvinde, men blive overført til Arbejdsgiverne. Profitten vilde dukke op igen og efterhaanden efter al Sandsynlighed lokke Arbejdsgiverne til Udvidelser, hvilket atter i større eller mindre Grad gavner Beskæftigelsen. Saaledes er det gaaet tidligere i Historien. Arbejdskraften er i et kapitalistisk Samfund en Vare, og Varer sælges bedre, naar Priserne er lave. Arbejdsgivernes Krav om Lønnedsættelse kan naturligvis mødes med mange Modargumenter. Det er ikke Arbejderne, der har ledet Verden ud i Krisen; de er desuden de fattigste, hvorfor skal de bære Tilpasningens Byrder? O. s. v. Men man maa være klar over, at naar man staar stejlt paa Lønnen, ja gennem Krav om Arbejdstidsforkortelse med uændret Realløn arbejder for højere Lønomkostninger for Arbejdsgiverne, kan Beskæftigelsen kun bedres ved, at man enten er stærk nok til at presse andre Omkostninger (særlig Renteomkostningerne), eller hæve Priserne Hvis der nu ikke kan ventes nogen afgørende Indsats paa de sidstnævnte Punkter, er det Katastrofepolitik at kræve Arbejdstidsforkortelse med uændret Realløn i Brancher, hvor man ikke kan faa det gennemført ved Forhandling. Vil man en Katastrofepolitik, ja saa er det et reelt Standpunkt. Men vil man den ikke, skal man ikke drive den uden at vide, hvad man gør. Naar jeg har
behandlet det sidste Eksempel saa indgaaende, Side 102
er det dels, fordi det rent tidsligt ligger os nær, og dels — og særlig — fordi det ikke er ligegyldigt for Menneskets praktiske Handlen hvilke Teorier, det har om Virkeligheden. Vi har her et Exempel paa, at Husholdningssynspunktet, og den manglende Anvendelse af marxistisk Analyse, fører til en gal Opfattelse af Virkeligheden. Det vilde være bedre for den rette Erkendelse af Forholdet mellem Beskæftigelse og Arbejdsløn, om man støttede sig noget mere til Marx' Analyse af det kapitalistiske Samfund, og noget mindre til Harmoniøkonomer og kristelige Socialister, hvis Følelser løber af med deres Forstand. Adskillige Fagforeningsførere,hvis Alder og almindelige og øjeblikkeligeIndstilling Dagens Politik har bevirket, at de har haft den Anskuelse, at Arbejderklassen gjorde bedst i at ligge i Defensiven, har saaledes lønpolitisk fulgt en Sti, hvis Farlighed de næppe altid har gjort sig bevidst. Det vil ikke være helt forkertat dem med et Selskab, der under übekymret Samtale ad en smal og halvraadden Træbro intetanende krydser en strid Strøm. Det er maaske fra mange Synspunkter godt, at de er intetanende, men det er i hvert Fald ikke ligegyldigt. Det næste Eksempel, vi vil se paa, stammer fra Bankpolitikken. Der behandles Spørgsmaalet om, hvorvidt man skal have statsejet Seddelbank eller privat Seddelbank. Nu viser Seddelbankernes Historie, at man overalt har betragtet Ledelsen af Pengevæsenet som en vigtig offentlig Opgave. Hvorfor har de Regerende saa ikke overalt valgt at lade Staten overtage Seddelbanken? Det rigtige er sikkert følgende: I et privatkapitalistisk Samfund er der en ensrettet Tendens blandt de fleste Kapitalister i Retning af at skabe og sikre Renteudbytter, til Fordel ikke først og fremmest for samtlige Medborgere, men for en mere eller mindre faatallig Gruppe af Klassefæller, f. Eks. gennem Oprettelse af Aktieselskaber. den liberale Periode var det naturligt, at en saa sikker Rentekilde som et Seddelmonopol blev drevet til Fordel for Private, for Staten. Hvis nogen ytrede Tvivl i dette Arrangement, han mødt med mange Argumenter, der alle forsvarede Privatdrift, alle blev udgivet for nationaløkonomisk rigtige, og alle skjulte Forretningsinteressen. Jeg tvivler ikke paa, at mange af de Mennesker, der gennem Tiderne har gentaget disse Argumenter, har troet paa dem; men det bliver de jo ikke bedre af. Det var
saaledes en grundfæstet Overbevisning hos
konservativtindstillede, Side 103
end Statsdrift. Nu har Erfaringerne imidlertid vist, at det næsten er ligegyldigt, hvor daarligt Seddelbanken drives. Overskud giver den. At Statsdrift skulde være mere bureaukratisk end Privatdrifti Eksempel passer heller ikke, da Metoderne altsaa Bankteknikken i begge Tilfælde er den samme og Bankens Størrelseogsaa. Størrelse vil alene afhænge af det Samfunds Størrelse, hvori den fungerer, og ikke af om Banken er et Privatmonopoleller Statsmonopol. Og Bankteknikken har udformet sig væsentlig ens i de forskellige Lande — ogsaa uanset Styrelsesformen. Hovedargumentet for at Seddelbanken overvejende skulde være en Privatbank, søgte man imidlertid i, at en saadan Ordning vilde sikre Landet mod Inflation. Ogsaa dette Argument maa betragtes som et rationaliseret politisk-økonomisk £)nske eller Forlangende. Man skjulte det politiske Ønske eller Krav paa den velkendte Maade ved at camouflere det som »nationaløkonomisk Nødvendighed«. sker ved at anvende Husholdningsteoriens som dramatisk Kostumering. Psykologisk kan denne »Rationalisering« naturligvis ikke bevises, kun sandsynliggøres. gør imidlertid ikke saa meget set fra Videnskabens, Nationaløkonomiens Standpunkt. Nationaløkonomien kan nøjes med at bedømme de fremsatte Paastandes videnskabelige Værdi. Her staar det sløjt til med det sidst omtalte Argument for privat Seddelbank. Historien har indtil for ganske nylig vist, at Inflationerne med de store Krige. Naar et Land er i Krig, er Inflation den hensigtsmæssigste Maade for en Regering at skaffe sig Penge paa til Krigens Førelse, som hidtil er opfundet. Skatter føles nemlig haardere; altsaa kommer der Inflation, og det hvad enten man har en privat Seddelbank eller en Statsbank. I Fredstid der derimod ingen Fristelse til Inflation, naar bortses fra meget svære Kriser, og det er derfor latterligt at lave et fint udarbejdet der skal forhindre den siddende Regering og dens Efterfølgere i at lave Inflation, naar disse ikke føler Trang dertil. Og naar disse, naar de føler Trang dertil, alligevel kan tilsidesætte disse med et Pennestrøg. Inden vi forlader Bank- og Pengeteorien, er der Grund til at nævne, at mange af de Ræsonnementer, der tit og ofte fremsættes der, synes præget af Embedsmands- og Rentiermentalitet. Vi faar i Bankpolitikken at vide, at en Bank bør følge det almindelige Kredittempo, og at Banken altid skal have en vis Kassebeholdning,og desuden bør kræve, at de Aktiver, der udgør denne Side 104
Kasse, er likvide. Endelig bør Kassereserven ogsaa være elastisk. Gaar vi over til Pengepolitikken, saa er det jo aabenbart, hvorledesbaade for Guldvalutaen og Forsvarere for den fri Valuta begge to i stor Udstrækning begrunder deres Systems Rigtighed udfra, at dette paastaas paa den bedst mulige Maade at sikre et stabilt Pengevæsen. Ud herfra hævder de det økonomiskrigtige enten den ene eller den anden Pengepolitik. Men nu er et stabilt Pengevæsen med en nogenlunde uforandret Pengeværdiet og skært politisk Ideal, der ikke videnskabeligt kan begrundes. Sagen er jo den, at Prisstigning og Prisfald skader nogle Klasser og gavner andre, saaledes at det i alle Tilfælde bliver en Illusion at tale om noget, der er samfundsmæssigt rigtigt.Og uforandret Pengeværdi er jo kun et tilfældigt Kompromis.Om fra en stabil Pengeværdi til ligegyldig hvilkenSide indrømmet skadelig for samtlige Individer og Klasser, kunde man vel begrunde det stabile Pengesystem. Men enhver kan se, at det at gaa ud herfra er utilladeligt Misbrug af »Fiktionen om en kommunistisk Husholdning«, som Myrdal kalderden. Vender vi os til Industripolitikken, findes ogsaa der Betragtninger,der præget af den passive Kapitalists Synspunkter. Der som i de andre Politikfag træffer man Diskussioner, der skjuler deres Mangel paa objektiv Værdi under en Iklædning af alvorlig og kedsommelig Snusfornuftighed, der altid synes at have særlig let ved at blive taget for Videnskab. F. Eks. træffer man i Afsnittetom Forslag som følgende: »Det vilde være baade muligt og ønskeligt ved Lov at begrænse et Aktieselskab til at udstede en enkelt Slags Aktier og 3 eller 4 Arter af Obligationer.Ejheller Obligationsgælden i Almindelighed have Lov at overskride den indbetalte Aktiekapitals Størrelse«. Findes der ikke ogsaa noget mere end en kapitalistisk Baggrund for følgendeprincipielle »Det er vigtigt at huske, at Udbyttetaltid dække den Pris, hvortil Kapital og effektiv Ledelsevil udbudt. Og herudover bør der være Mulighed for at vinde et beskedent yderligere Overskud ved særlige Besparelsereller Initiativ«1). Læserne vil sikkert kunne forstaa,at jeg som Manuduktør gennem Oplæsning og Fortolkningførste indviede mine Elever i dette smukke og dybe Skriftsted, følte jeg mig som staaende i den ukrænkelige PrivatkapitalsAllerhelligste, 1) Ely: Nationaløkonomi, første danske Udgave, Side 130—131. Side 105
kapitalsAllerhelligste,ja følte
mig som jeg udøvede et religiøst FEJLBEDØMMELSER AF POLITISK-ØKONOMISKE FORANSTALTNINGERVi kommer nu til den tredje Gruppe af Eksempler, nemlig saadanne viser Fejlbedømmelse af politisk-økonomiske Handlinger, de paagældende Handlinger og Foranstaltninger bedømmes fra det irrelevante Synspunkt. Som første Eksempel kan vi minde om borgerlige Økonomers Betragtninger over Fagforeningspolitikken. Det hænder, at man træffer paa følgende Betragtning: Strejker er en tvivlsom Fordel for Arbejderne. Arbejdernes Andel i det Tab, som Samfundsproduktionen ved de ufredelige Forhold i Næringslivet, menes gennemgaaende at overstige deres Nettogevinst ved Lønaktionen, -f- Krigsomkostninger). Denne husholdningsteoretiske er til en vis Grad irrelevant. Lønaktionen er et Led i Klassekampen. Det er uden særlig Hovedbrud mulig at finde mange Eksempler af lignende Art. Det vil saaledes sikkert vise sig, at den Kritik, som mange aktuelle Statsforanstaltninger er ude for fra liberalt indstillede Forretningsfolk og Skribenter paa den ene Side og konsekvente Kommunister paa den anden, bygger paa, at de paagældendevurderer efter deres Værdi i et klasseløst, »familiekommunistisk« Samfund. Naar f. Eks. Storstrømsbroenkritiseres, Kritik rejses mod andre offentlige Arbejder, der først afkaster Nytte efter nogen Tids Forløb, og da langsomt, ud i en fjernere Fremtid, er det sikkert, fordi Kritikernehar sig selv følgende Spørgsmaal: Kan vi i en Krisetidikke noget at sætte Arbejde og Kapital ind paa, der er fornuftigere for Samfundet som Helhed? Og det Spørgsmaal har man besvaret bekræftende. Det er utvivlsomt rigtigt, at f. Eks. et lille selvforsynende, patriarkalsk styret Bondesamfund aldrig i daarlige Tider vilde finde paa at sætte mere Arbejdskraft ind paa at producere Kapitalgoder, der først afkaster Nytte ud i en fjernere Fremtid, hvis der kunde findes praktiske Anvendelsesmulighederfor der hurtigere kunde afkaste Nytte, og saaledes bidrage til at afhjælpe Tidernes »Daarlighed«, mens denne endnu er til Stede. Men vort Samfund er netop ikke patriarkalsk,det Side 106
triarkalsk,deter delt i Klasser, hvis »Løsninger« af Krisen naturligtmaa antagonistiske, hvis de er fornuftigt gennemtænkt. Det er da ikke noget Under, at de praktiske Foranstaltninger, der kommer til at fremgaa af Kompromis, er teknisk uheldige. Arbejderneer politisk stærke nok til at kunne sætte de Arbejdsløsei med at fremstille Sko, Klæder og andre Livsfornødenhederi hel- og halvtomme Fabrikker, der er karakteristiskfor kapitalistiske Samfunds Depressioner. Derfor er Arbejdernes Førere behersket glade for det næstbedste, at faa de Arbejdsløse i Gang med saadanne offentlige Arbejder, som kan finde Naade for Kapitalisternes #)jne, (fordi de paagældende Arbejderikke med d'Herrers egne Virksomheder), selvom disse offentlige Arbejder i betænkelig Grad nærmer sig det klassiske: at grave Huller i Jorden og dække dem til igen. Ogsaa selve de offentlige Nødhjælpsarbejders Udførelse har givet Anledning til Kritik fra et husholdningsteoretisk Synspunkt. Man har saaledes kritiseret, at der ved forskellige Udgravninger ikke har været anvendt Gravkoer og anden højmoderne, arbejdsbesparende Man har gjort sig lystig og sagt, at naar Formaalet var at »skabe« Arbejde ved at gøre det hele saa besværligt muligt, hvorfor saa ikke ogsaa afskaffe Spaderne og lade Arbejderne grave med Hænderne? Det er her som før tydeligt, et fornuftigt styret patriarkalsk Samfund aldrig vilde finde paa noget saa »forrykt« som i daarlige Tider at gøre Livet endnu mere besværligt for Mennesket. Men vi skal naturligvis anlægge Klassesynspunktet for at forstaa Gravkoens Afskaffelse. Naar Arbejdernes har faaet bevilget ganske bestemte Summer til ganske bestemte Arbejder, maa det for dem gælde at give Arbejde til de flest mulige Arbejdere til den gængse Løn. Dette sker ved at gaa ned i den lavest mulige Teknik, som er forenelig med Arbejdets teknisk og økonomisk. Det er naturligvis helt ved Siden af, naar Kritikkerne föreslåar »at tage Skridtet helt ud« ved ogsaa at afskaffe Spader. Arbejdets Fuldførelse er jo en stiltiende eller udtrykkelig Forudsætning. Det er let at latterliggøre Mands Handlinger, naar man fortier de Forpligtelser, som Omverdenen paalægger ham. Mit næste Eksempel er mere subtilt, og efter næsten ti Aars Forløbatter Aktuelt fordi »Underskuddet paa Handelsbalancen«og Værdi« og Sammenhængen mellem disse to Fænomener atter diskuteres af økonomisk interesserede. Det hævdes nu som dengang, at vil man gøre noget virkeligt effektivt Side 107
for Handelsbalancen, er Midlet Renteforhøjelse. Naturligvis kan skrap Importregulering anvendes, men dette Middel er dybest set mindre effektivt, fordi det ikke rammer »Ondets« Rod, Skabelse af Købekraft, der vender sig mod udenlandske Varer. Vi ser da ogsaa nu økonomer, der peger paa Rentepolitik som det naturlige eller økonomisk rigtige Middel. Nu er det jo imidlertid saaledes, at Midlet: Renteniveauets Stramning medfører, at den nuværende Beskæftigelsespolitik maa ændres, hvilket ikke behøver at blive Tilfældet, hvis man alene anvender den skærpede Importregulering.Det vel iøvrigt alene af den Grund usikkert, om man ved Anvendelse af logisk »Husholdningsteori« kan naa til at foretrækkeMidlet der paa den effektiveste Maade løser Opgaven1, har Bivirkningerne 2, 3 og 4, for Middel L, der paa en grovere og uheldigere Maade løser 1, men ikke har de uønskedeVirkninger 3 og 4. Andre Eksempler fra den aktuelle økonomiske Diskussion er følgende: Husholdningsteoretikere lader Bedømmelsen af Sukkerog afhænge af en Vurdering af, hvorvidt det for Tiden og i den nærmeste Fremtid kan betale sig for Landet som en Helhed at lave Sukker og Kartoffelmel her. Den, der ud fra et bevidst eller übevidst Klassesynspunkt er interesseret den statskapitalistiske Udvikling, vil ikke hæfte sin Opmærksomhed det nævnte Rentabilitetshensyn, men vil undersøge Statens Indflydelse er øget til Fordel for en Udvikling i Retning af Statskapitalisme, som han enten — udfra sin Klasseinteresse anser for heldig eller uheldig. Endnu et Eksempel har vi i Kvægordningen. Destruktionens ødelæggelse Værdier har naturligvis ikke kunnet undgaa at afstedkomme Som det er blevet sagt: »I vore tekniske Tider skulde man tro det mulig at udnytte disse Kreaturer paa en mere økonomisk Maade«. Naar man i Diskussioner med Landmændene tillod sig den Indvending, at man vel maatte kunne finde noget fornuftigere at bruge Oksekødet til, svarede de imidlertid, at Ordningens Hensigt var at vende Prisfaldet paa Kød, og Spørgsmaalet ikke var at finde en »fornuftig« Anvendelse af Slagtekvæget, men at finde en, der ikke direkte eller indirekte skadede Salgsmulighederne for det Kvæg, der paa normal Maade kom paa Markedet. Dette er set fra et Klassesynspunkt fuldstændig Vil man bort fra en saadan Logiks Konsekvenser, maa man gribe anderledes voldsomt ind i Næringslivet, end de fleste af de gode Borgere, der nu sværmer for Planøkonomi, drømmer Side 108
Ogsaa ved Diskussioner angaaende Svineordningen og Valutaordningen Husholdningssynspunktet og Klassekampssynspunktet draget frem i Diskussionen. Husholdningsteoretisk har man diskuteret, om Ordningerne har reguleret Produktion og Omsætning den mest effektive Maade, og klassekampsteoretisk har man diskuteret Fordelingen af de Merindtægter eller andre økonomiske Begunstigelser, som Ordningernes nærmere Indretning eller mindre incidentalt har bestemt. Der er en Analogi mellem Svineordning, Valutaordning og Huslejeregulering. I alle tre Tilfælde drejer det sig om Ordninger, der griber ind i Prissystemets Funktion gennem Prisregulering, Rationering lign. I alle tre Tilfælde kan man derfor spørge, om den nye Ordnings Udvælgelse af Producenter og Forbrugere er bedre eller daarligere end Prissystemets Udvælgelse; her ser man Sagen fra et husholdningsteoretisk Synspunkt. Og i alle tre Tilfælde kan man spørge om, hvorvidt de nye Ordningers socialpolitiske Incidenser til den Socialpolitik, man ønsker ført. Her anlægges Klassesynspunkt. Man kunde nu opstille det som en økonomisk-politisk at det sobreste og ærligste vilde være saa vidt muligt at adskille »Ordningernes« økonomiske og socialpolitiske Hvis man ikke er Tilhænger af, at Politik skal komme fuldstændig i Miskredit hos ærlige Mennesker, bør der overalt, hvor det er muligt, gøres et Forsøg paa at gøre Love og Anordninger anskuelige. Dette Princip er man ikke gaaet frem efter ved nogen af de tre Ordninger. Lad mig pege paa Svineordningen, at forklare hvad jeg mener. Svineordningen har til Opgave at regulere Produktionen af Svin og som faktisk Ekstraopgave: uddele den Merindtægt, som den engelske Kontigentering medført, blandt Landmændene. Vil der ud fra denne ikke være Grund til at stille Problemet saaledes op: Hvem skal have Lov til at fremstille Svin? Og hvem skal vi socialt understøtte Merindtægten? Det første Spørgsmaal kan betragtes som rent økonomisk (d. v. s. ikke-politisk), og maatte saa besvares med: Dem, der er bedst egnede. Det andet Spørgsmaal maatte afgøres ad politisk Vej. Paa samme Maade med Valutaordningen: Hvem skal have Lov at indføre? og hvem skal vi socialt understøtte med Merindtægten?1) Midlet til at løse Spørgsmaalene paa den antydede Maade maatte 1) Den Merindtægt, som nu særlig tilfalder gamle Importfirmaer, dels paa Grund af at Importbegrænsningen har givet Basis for relative Prisforhøjelser, dels fordi de paagældende Importörer begunstiges af Rationeringen. Side 109
i begge Tilfælde blive: Statens Salg af Kortene og Attesterne til de højstbydende, thi dem, der var de bedst stillede Producenter vil i det lange Løb byde mest. Indtægten fordeles saa efter PolitikkernesKompromis, gennem de sædvanlige sociale Institutioner.Naar alligevel understøtter, og det har man jo gjort ved gratis Tildeling af Svinekort og Valutaattester, og billig Tildeling af Lejlighed ved Huslejeregulering, vilde en almindelig socialpolitiskFremgangsmaade være at foretrække, fordi man kan overskue, hvad man gør. Kompromispolitik synes imidlertid som en vigtig Biopgave ofte at have Tilsløring af Kompromiset. Det er da ogsaa klart, at man ikke kan bebrejde et politisk Parti, at det gaar ind for Bestemmelser, selv om saadanne er teknisk mindre heldige fra et husholdningsteoretisk Synspunkt (hvad det næsten altid vil være), naar de ad den Vej mener at kunne faa mere til de Folk, Partiet repræsenterer. Men da de teknisk uheldige Bestemmelserogsaa skyldes manglende økonomisk Indsigt, er det alligevel berettiget at forsøge at sætte Fingrene paa Ordningernes svage Punkter. Husholdningsteoretikerne har her en Opgave at løse, og deres Arbejde paa dette Punkt forsoner tit og mange Gange med de pudsige Udtalelser, som deres lyslokkedeNaivitet faar dem til at fremkomme med. Man kunde nu spørge, om man ikke kan finde Eksempler paa, at det giver en fjollet Bedømmelse af politisk-økonomiske Foranstaltninger,naar anlægges. Det er let at finde Eksempler paa, at det i meget vide Kredse anses for latterligt,naar anlægges paa Sport og Kunst, men det er ulige sværere at finde Eksempler, naar det drejer sig om økonomisk Politik. Dette skyldes maaske, at Folk, der er politis k-økonomisk interesserede, overhovedet er stærkere indstilletpaa I gamle Lande er den politisk-økonomiskeStrid i en langvarig og uafladelig Skyttegravskrig. Man har gravet sig ned i hver sin Skyttegrav, og ingen er indstillet paa at komme op og ordne Fællesanliggenderne i Fordragelighed og med den største Hensyntagen til Foranstaltningers teknisk bedst mulige Gennemførelse og mindst muligt Hensyn til eventuelt ganske svage Klasseinteresser1). Kun om fattige Børns Jule- og Fodbespisning kan man samle sig — fuldstændig som man i den rigtige Skyttegravskrig kun kan samle sig om en kort fredelig 1) Saa snart Klasseinteressen i en bestemt Foreteelse er blevet blotlagt og trukket skarpt op, er den psykologisk uafviselig. Side 110
Pause Juleaften. Som Følge af disse Forhold er der ingen, der specialiserer sig i den økonomiske Politiks Teknik med Henblik paa den bedst mulige Gennemførelse af Fællesanliggender. De bedste Kræfter bliver taget i Anvendelse i Klassekampen, og saaledessejrer i alle Lejre. Men naar det har sejret over det hele, er der ingen, der med nogen Ret kan paastaa, at man skyder over Maalet, selv naar Klassesynspunktet anlægges over for Foranstaltninger, hvor Klasseinteressen er forholdsvis svag. Disse Betragtninger gælder imidlertid et gammelt klassedelt Samfund. Vender vi os til de sidste Aars Rusland, saa har vi her et Samfund, hvor Klassedelingen i vesteuropæisk Forstand er meget svag. Det forekommer derfor paa Forhaand sandsynlig, at det er lettere der at finde Foranstaltninger, hvor KlassesynspunktetsAnlæggelse irrelevant. I 1928 var der en Strid mellem Stalin og Bucharin om den rigtige Politik til Løsning af Kornspørgsmaalet.Bucharin paa den Politik, der fra et husholdningsteoretiskStandpunkt var den rigtige, idet den naaede Formaalet ved Hjælp af de mindste Midler. Han vilde simpelthen anvende Prismekanikkens Evne til at stimulere Produktion. Han hævdede, at naar man nærmede Prissaksens Blade til hinanden ved relativt at sænke Industrivarernes Priser, vilde Landbrugsproduktionenblive Stalin saa sig imidlertid blind paa Kulakkerne,som incidentalt vilde vinde ved Bucharins Plan. Desuden kneb det sikkert med Stalins Lyst og Vilje til at forstaa Bucharins teoretiske Ræsonnementer. Disse syntes for ham at være udsprungetaf »bondefilisofisk«, halvvejs kontrarevolutionær Indstilling.Naar nu betænker, hvor politisk svage Kulakkerne var1), vil man maaske indrømme, at Stalin skød Graaspurve med Kanonerved Landbrugspolitik. Han var altfor stivnet i KlassekampsteoriensTænkemaade for lidt inde i de Kapitler af den økonomiske Politiks Teknik, som de borgerlige Husholdningsteoretikerehar 1) Her tænkes der paa, at Kulakkerne var politisk svage, forsaavidt de var uorganiserede og uden Støtte i Hær eller Politi. Økonomisk set var de naturligvis stærk Klasse, forsaavidt de var velhavende, men selv økonomisk set var de svage, naar man sammenlignede dem med Statsmagten. Dette pegede Bucharin ogsaa paa. Naar Stalin sagde, at Kulakkerne ikke maatte styrkes yderligere økonomisk, for saa vilde de kunne »spekulere« yderligere i Korn, drive Prisen yderligere op, blive endnu stærkere og spekulere yderligere voldsomt, Bucharin, at Staten i Kraft af sit Udenrigshandels-Monopol naar som helst kunde slaa deres Spekulationer ned. Side 111
SLUTNINGDet er klart, at Nationaløkonomien som Samfundsvidenskab bærer Præg af Tidens og Stedets Interessemodsætninger og Interessekampe. Videnssociologi synes da ogsaa at være naaet til den Opfattelse, at sociale Anskuelser og politiske Værdidomme indsniger sig i næsten alle nationaløkonomiske Ræsonnementer. De fremførte Eksempler støtter denne Opfattelse, hvilket dog ikke er saa underligt, al den Stund det er »udvalgte Eksempler«. Udvalget imidlertid slet ikke saa lille og kunde let suppleres. Den tvivlende Læser henvises til mange andre Eksempler, der behandles de tre tidligere nævnte Bøger af Axel Nielsen, Myrdal og Sundbom. Det vilde være upraktisk at søge at forhindre, at den økonomiske Tænkning væsentlig drives af andre Følelser end Kærligheden den rene Erkendelse. Men hvis Ærlighed er et videnskabeligt kunde man ønske følgende: Naar økonomiske bedømmes ud fra et Klassesynspunkt, da at dette præciseres, og hvis Bedømmelsen foregives at foretages ud fra et Husholdningssynspunkt, da at man præciserer sit Samfundsbegreb. gælder, naar økonomiske Foreteelser bedømmes, men det tilføjes, at Ønsket ogsaa gælder mange Tilfælde, hvor økonomiske Foreteelser »forklares«, og det kan da opstilles som et yderligere Ønske, at man altid søger at klargøre sig selv og Læserne, naar Forklaringerne holder op og Bedømmelsen begynder. dem, der anerkender det videnskabelige Ærlighedskrav, og som desuden hævder, at Videnskaben har sit Maal i sig selv, har jeg intet mere at tilføje. Men for dem, der mener, at Videnskaben har Eksistensberettigelse, forsaavidt den tjener praktiske endnu to Ord. Politik medfører Nødvendigheden af at gaa paa Kompromis. Samfundet er dels Indbegrebet af stridende og under fredeligere Forhold kompromissøgende Klasser og dels noget mere: et Fællesskab.Alle Regeringer end et meget snævert Klassediktatur, der regerer ved Terror, kommer ud for Kompromisser mellem Klasseinteresser,og Regering kommer uden om at tage Hensyn til en nogenlunde fornuftig Forvaltning af Fællesskabets Interesser. For den virkelige Statsmand, ham der ikke blot er politisk Chancerytter,er holdbare Kompromis Idealet. Nationaløkonomienkan den intelligente Politikker til Gavn, forsaavidt den kan hjælpe ham til at erkende og ikke blot gætte, hvor »hans egne Folk«s økonomiske Interesser ligger i en given politisk Side 112
Situation, og dette kan bidrage til, at Kompromisset klassemæssigt set bliver bedre, d. v. s. holdbarere. Men Statsmanden hjælper Beherskelseaf til at fastlægge det klassemæssige Kompromis saaledes, at Foranstaltningerne (Kompromissets Indhold)i mulige Udstrækning er teknisk tilfredsstillende fra Fællesskabets Synspunkt. Derfor er der baade Brug for Klassekampsteoriog |