ET Jubilæum, der er enestaaende i sin Art, kan fejres af de
nordiske Landes Befolkningsstatistik. Det nøjagtige Tidspunkt
Jubilæet kan det — som det saa ofte er Tilfældet —
være vanskeligt nok at bestemme, men jeg skulde mene, at Aaret
1935 med nogen Føje bør foretrækkes, idet der da foreligger
Oplysninger i übrudt Række om Antallet af Fødte og Døde hvert
Aar gennem to Sekler for Danmark, Norge og Sverige, for største
Delen af Perioden ogsaa for Finland. Kundskaben om de væsentligste
Momenter rækker ikke for noget Land udenfor
blot tilnærmelsesvis saa langt tilbage i Tiden.

Det er dog ikke ønsket om at markere Jubilæet, der har bevæget til at udarbejde nærværende Studie. Den direkte Tilskyndelse jeg faaet ved Professor Eli Heckschers Artikel »En befolkningsstatistik från det adertonde århundradets första hälft« (Nationaløkonomisk Tidsskrift, 71. Bind, Tillægshæftet: Til Harald 19. April 1933). Heckscher meddeler her en Række interessante Resultater af en Undersøgelse paa Grundlag af hidtil übearbejdet Arkivmateriale vedrørende Antallet af Fødte og Døde i Sverige i Tiden fra 1721 til Tabelværkets Oprettelse i 1749. Med Rette fremhæver Forfatteren, at Betydningen af denne Undersøgelse først og fremmest er, at den belyser Vanden regimes Befolkningssituation, Karakteren af Befolkningsudviklingen inden den store industrielle og agrariske Revolution i det 18. Aarhundrede, han tilføjer, at Undersøgelsens Værdi fra et nordisk Synspunkt formentlig først og fremmest ligger i den Mulighed, der frembyder sig for Sammenligninger mellem de nordiske Lande indbyrdes.

Naar jeg nu forsøger at yde et beskedent Bidrag til Løsningen af den Opgave, der her er antydet, er det med den befriende Fornemmelse, en Skyldner føler, naar han langt om længe tager sig sammen til at betale gammel Gæld. Det maa nemlig erkendes,at

des,atde Oplysninger om Antallet af Fødte, Døde og indgaaede Ægteskaber, der foreligger for Danmark for de 65 Aar 1735^— 1799, og som i delvis korrigeret Stand offentliggjordes i 1905 (StatistiskTabelværk, Række, Litra A, Nr. 5), ikke hidtil er blevet kommenterede i den Udstrækning, de har Krav paa.

Under Arbejdet med at sammenstille Tallene for Fødsels-, Dødeligheds og Giftermaalshyppighed i de nordiske Lande i det 18. Aarhundrede blev det mig imidlertid klart, at disse Tal kun i ufuldkommen Grad kan give et Billede af Datidens demografiskeType. flere Punkter har jeg derfor givet efter for Fristelsentil bryde Arbejdets Plan ved at uddybe dette eller hint specielle Spørgsmaal. Materiale hertil er ganske overvejende laant fra den svenske Statistiks vidunderlig rige Skatkammer, hvoraf følger, at Resultaternes Gyldighed paa disse Punkter alene kan fastslaas for Sveriges Vedkommende. Dette gælder saaledes Beregningerne angaaende Alderskombinationen af Brudgom og Brud ved Ægteskabets Indgaaelse og Konstruktionen af, hvad jeg har kaldt en »Overlevelsestavle for Ægteskaber«. Endvidere gælderdet Verificeringen af Peer Wargentins Dødelighedstavlefor ved Hjælp af Erfaringer for Sverigealene. Valget af Emner for Sær-Undersøgelser har jeg iøvrigt især ladet mig lede af ønsket om at finde Midler til at belyse de demografiske Foreteelsers Afhængighed af Svingninger i Befolkningens materielle Kaar. Dette Tema har jo, siden WilliamFarr snart Hundrede Aar siden offentliggjorde sin Undersøgelseover Indflydelse paa Dødeligheden¹), fundet talrige Dyrkere rundtom i forskellige Lande²). For den Tid, der ligger forud for Aar 1800, synes Materialet til saadanne Undersøgelserimidlertid mere omfattende og mere sikkert i de nordiske Lande end andetsteds. Jeg har derfor anset det for Umagen værd, bl. a. ved Hjælp af Resultaterne af de svenske Høst-Bedømmelser og de danske Kapitelstakster, at søge at finde Udtryk for, hvorledes ikke blot Dødeligheden, men ogsaa Fødselshyppighedenreagerede gode og slette Aar i Tiden før

---

1) Will. Farr: The Influence of Scarcities and of the High Prices of Wheat on the Mortality of the People of England. (Journal of the Statistical Society of London, vol." IX, 1840, S. 158 IT.)

2) Herom kan bl. a. henvises til de bibliografiske Oplysninger i Theodore Szél's Afhandling »Influence des conditions économiques sur le mouvement de la population eu égard spécialement å la Ilongrie«. (Journal de la Société llongroise de Statistique, 1933, S. 302 ff.)

Malthus. Hvad mit Arbejde, ved de hyppige Afvigelser fra den oprindelige Plan, har tabt i Henseende til Enhed og Fasthed i Opbygningen, opvejes forhaabentlig af nogen Landvinding med Hensyn til Erkendelsen af hvad det i Virkeligheden var der foregik.

For ikke at gøre Fremstillingen bredere end fornødent, har jeg indskrænket den talmæssige Dokumentation til det mindst mulige. Talrækker, som findes trykt andetsteds, har jeg saaledes ikke gengivet, og ved vidtløftige Beregninger er kun Metoden og Resultatet dette sidste i flere.Tilfælde ved en Figur i Stedet for en Tabel.

FØDSLER, DØDSFALD OG GIFTERMAAL I DANMARK

Som foran nævnt, kan Oplysningerne om Antallet af Fødte og Døde saavel for Danmark og Norge som for Sverige følges tilbage til næsten samme Tidspunkt, for Danmark-Norge til 1735, for Sverige til 1736 og for begrænsede Omraader af sidstnævnte Land til 1721. Det vilde dog være urigtigt at slutte, at Trangen til Viden paa dette Omraade har givet sig praktisk Udslag i et samtidigt Paabud i alle tre Lande. For Danmarks og Norges Vedkommende ligger Oprindelsen til de aarlige Fødsels- og Dødslister noget i det dunkle. Det siges i C. Thestrups »Danmarks og Norges Krigs- Armatur« (Side 344), at »her i Danmark fangede man først an med de Fødtes og Dødes Optegnelse Aar 1687, og da blev sligt begivet eller befalet af Politie-Mester Rasch i Kiøbenhavn, at alle Herritzfogder til ham skulle indsende saadanne Fortegnelser; men siden blev sligt Bispen og Præsterne befalet«. Thestrup angiver(som Eksempel), at der i Danmark i 1689 fødtes 21492 Børn og døde 18071 Personer. Hvorledes det nu har sig med Kilden til denne Oplysning, er det dog utvivlsomt, at der tidligt har eksisteret et almindeligt Paabud om Optagelse af aarlige Lister over Fødte og Døde. Et saadant Paabud indskærpedes for Norges Vedkommende ved et Reskript af 1720, hvori det hedder, at »den Underretning om Fødte og Døde, som aarligen modNytaar fra Stifterne bør at indsendes, men som fra somme Stifter sent indkomme, herefter ufeilbarligen til rette Tid skal fremsendes«; det er saaledes ikke rigtigt, naar Sverre Steen angiver Aaret 1735 som det Tidspunkt, da man tog det første Skridt til at tilvejebringeen Befolkningsstatistik i Danmark-Norge¹). I

---

1) Det norske folks liv og historie gjennem tidene, Bind VI, Oslo 1932, S. 153

det danske Rigsarkiv findes der da ogsaa en paa Grundlag af Indberetninger fra Præsterne udarbejdet »General-Extract« for Aaret 1721, hvorefter der i dette Aar fødtes ca. 21400 Børn og døde 19100 Personer. Imidlertid har man ikke fundet tilsvarende Ekstrakter for de følgende 13 Aar, hvad enten dette nu skyldes, at Papirerne er gaaet tabt, eller at Indberetningerne har været saa mangelfulde, at man ikke har fundet det Umagen værd at sammendrage dem. For den sidstnævnte Forklaring taler, at det ved et Reskript af 1735 paany indskærpedes Biskopperne ved hvert Aars Udgang at indhente »tilforladelig Efterretning« om Døde og Fødte i Stiftet, og dernæst indsende deres »udførlige Forklaringherom Gcneral-Land-Oeconomie og Commerce-Collegium«.— Sveriges (og Finlands) Vedkommende synes Initiativetat taget af Biskop Erik Benzelius, som foranledigede, at det i 1736 paalagdes Konsistorierne at indsende Oplysninger om Antallet af Fødte og Døde i den 15aarige Periode 1721_—35 og aarligt fra og med 1736.

Det Materiale til Belysning af Befolkningsforholdene i Danmark, er benyttet i det følgende, er de Tal, der findes i det foran nævnte Tabelværk Side 88_—89. Disse Tal har dog maattet korrigeres i flere Retninger. For det første har de maattet forøges med et beregnet Tillæg for Bornholm, hvorfra Oplysninger savnes næsten alle General-Ekstrakterne. Dernæst har Tallene for Tiden før 1771 maattet formindskes, fordi General-Ekstrakterne indtil 1770 medindbefattede de ikke-danske Landsdele Ærø, Als og Tørning Lehn (som i gejstlig Henseende var underlagt Fyns og Ribe Stifter). Men selv efter disse Korrektioner er Tallene ikke fuldt brugbare for Formaalet, fordi det er uklart, hvad der skal förstaas Udtrykkene »Fødte« og »Døde« i General-Ekstrakterne.

Medens de svenske Indberetninger fra Præsterne allerede fra og med 1749 gav særskilte Tal for levendefødte Børn (egentlig døbte Børn), dødfødte Børn og døde Personer¹), blev der i Danmarkførsti anordnet en Skemaformular for Indberetningerne,ogi fandtes der ikke nogen Rubrik for Dødfødte. Hvad enten dette nu skyldtes en Forglemmelse eller det er Udslag af den merkantilistiske Betragtning, at de Børn, der fødes uden Liv, er uden Interesse for Befolkningsstatistiken, da de hverken forøger eller formindsker Folkemængden, gav Udeladelsen Anledningtilen som i nogen Grad forringer Værdien af

---

1) E. Arosenius: Bidrag till det svenska tabellverkets historia. Stockholm 1928, S. 37.

de Tal, der er overleveret os fra hin Tid. Det fik endda være, at man ikke har nogen Kundskab om Antallet af Dødfødte, ihvorveldetteMoment er uvæsentligt som Led i det demografiske Tidsbillede. Men Ulykken er, at man ikke kan gaa ud fra, at de Dødfødte konsekvent er udeladt af Rubrikkerne for »Fødte« og »Døde«. Marcus Rubin synes ganske vist at forudsætte, at dette er Tilfældet, idet han ved en Beregning vedrørende Perioden 1769^—1800 udtaler følgende: »Efter Fødsels- og Dødsangivelsernes Art paa hin Tid tror jeg, at man mindst maa forøge disse Tal med 1/₁₆, hvis man vil have Tal, der svarer til vor Tids for fødte og døde, inclusive dødfødte for begge«¹). Rubin regner altsaa med, at 6 Procent af de fødte Børn skulde være enten komne til Verden uden Liv eller døde før Daaben. I Betragtning af, at de Dødfødte i det første Tiaar af det 19. Aarhundrede udgjorde omtrent41 ¹/₂ Procent af samtlige Fødte, synes denne Antagelse ganskerimeli ²), men Rubin har utvivlsomt Uret i den Antagelse, at de 6 Procent hverken helt eller delvis blev registrerede. Det fremgaarnemligaf at Præsterne i saa Henseende—i af en bestemt Instruks — fulgte forskellige Fremgangsmaader. I Reglen er vel Fødsels- og Dødslisterne blevetaffattetefter Daabs- og Begravelsesfolier, hvoraf følger, for det første at Børn, der døde før Daaben, ikke blev talt med blandt de Fødte, og for det andet at de Dødfødte, som ikke begravedes paa Kirkegaarden, overhovedet ikke er blevet registrerede.Denførste tør maaske anses som mindre væsentlig i Betragtning af, at Daab skulde finde Sted inden 8 Dage efter Fødselen. Hvor meget den sidste Fejl betyder, er det næppe muligtatdanne nogen begrundet Mening om, men den Omstændighed,atde som overhovedet indeholder BemærkningeromDødfødte, Tal, der ligger saa lavt som ca. 2 Procent af samtlige Fødte, tyder paa, at en væsentlig Del forblev uregistrerede. Der kan imidlertid ikke være Tvivl om, at de Dødfødte, som begravedes paa Kirkegaarden, i Almindelighed er blevet registrerede og i Listerne inkluderede i Tallene for Døde. I Overensstemmelse med det Skøn, Bearbejderen af General-

---

1) Marcus Rubin: Folketal og Fødselshyppighed, historisk-statistisk belyst. Historisk Tidsskrift, 5. Række, 111, S. 51.

2) Dr. Gustav Bang fandt ved en Undersøgelse af Kirkebøgerne for 15 Sogne fra det 17. Aarhundrede en Dødfødselsprocent af 4,8. (»Kirkebogsstudier«, København S. 94). Se endvidere samme Forfatter: Historisk Tidsskrift, 7. R. 11, S. 435.

Ekstrakterne (afdøde Dr. Edv. Mackeprang) udtaler i det foran nævnte Tabelværk, har jeg, for at neutralisere den sandsynlige Fejlregning af Dødfødte, formindsket Tallene for Døde i Tiden før og efter 1780 med henholdsvis 2 og 1 Procent af de respektive Tal for Fødte.

FOLKEMÆNGDEN

Selv om de saaledes korrigerede Tal for hvert Aars Levendefødte, og Giftermaal i sig selv er af betydelig Værdi til Belysning Bevægelserne i Befolkningen i den lange Periode 1735 —99, er det dog klart, at man først faar den fulde Nytte af Tallene, de kan stilles i Forhold til den paa hvert Tidspunkt tilstedeværende Folkemængde. I saa Henseende er Sverige og Finland saa heldigt stillede, at man dér har saa at sige sikkert Kendskab til Folkemængdens Størrelse Aar for Aar helt tilbage til 1749, resp. 1750. For Norge har man for det 18. Aarhundrede kun et enkelt Holdepunkt, nemlig Folketællingen i 1769. For Danmark man de to Folketællinger 1769 og 1787, men disse er i denne Forbindelse af meget begrænset Værdi.

Der har tidligere været gjort forskellige Forsøg paa at bestemme Folketal ved forskellige Tidspunkter i det 18. Aarhundrede. Saaledes foretog Professor Will. Scharling i sin Tid, med Udgangspunkt i Tallet ved Folketællingen 1801 (926 000) en Beregning til Korrigering af de officielle Resultater af Tællingerne 1769 og 1787¹).

Materialet til denne Beregning var de i forskellige Skrifter fra Slutningen af det 18. Aarhundrede meddelte, ikke korrigerede Fødsels- og Dødstal. Efter disse skulde der fra Midten af 1769 til Midten af 1787 have været et Fødselsoverskud af 23000, og fra Midten af 1787 til Udgangen af Aar 1800 et Fødselsoverskud af 53 000. Scharling antager imidlertid, at der i de to Perioder har været Overskudsindvandring paa henholdsvis 7000 og 8000, hvorved naar til, at Folkemængden i 1769 og 1787 var henholdsvis 000 og 865 000, medens Tællingsresultaterne kun var henholdsvis og 840 000.

Der er ved denne Beregning det ejendommelige, at Resultaterne sandsynligvis ligger meget nær ved det rigtige, uagtet Forudsætningerne hvert Fald paa ét væsentligt Punkt — og formentlig paa to — er forkerte.

---

1) Supplementsbindet til »Danmarks Statistik«, S. 80

Efter de nu korrigerede Fødsels- og Dødslister var Fødselsoverskudet begge Perioder adskilligt større end af Scharling forudsat, nemlig henholdsvis 29 000 (imod 23 000) og 59 000 (imod 53 000), altsaa for begge Perioder tilsammen 12 000 større. Scharling ikke nogen egentlig Begrundelse for det Vandringsoverskud 15 000, hvormed han regner, og det er vel tvivlsomt, om han vilde have forudsat noget Vandringsoverskud, hvis han havde haft de korrigerede Fødsels- og Dødstal til Raadighed. Her er jo et Omraade, hvor al Viden glipper, og hvor det ikke er muligt at give Gisningerne talmæssig Valør. Dette gælder f. Eks. Marcus Rubins Betragtninger, naar han siger: »At der har fundet Overskudsindvandring Sted paa hin Tid, er altsaa givet, og jeg antager, at den endog har været ret betydelig. Man huske, at her er Spørgsmaal om det egentlige Danmark, Hovedlandet baade for Norge og Hertugdømmerne. Indvandringen har saa at sige været politisk og territorialt bestemt, i hvert Fald hvor der var Tale om Militær fra Hertugdømmerne, studerende fra Norge og lignende Men den har ogsaa omfattet Haandværkssvende Tyskland, Tyende fra Sverige, udenlandske Søfolk s. fr.«¹). Dette er naturligvis rigtigt, men hvor meget betød denne Indvandring? Og i hvilket Omfang blev den opvejet ved Udvandring eller ved Tilbagevandring af slesvigske og holstenske og Underofficerer, norske studerende, svenske Tjenestefolk og fremmede Sømænd? Heller ikke Rubin kendte de korrigerede Fødsels- og Dødstal, og naar han siger, at det »altsaa« er givet, at der fandt Overskudsindvandring Sted, er det i umiddelbar til en Gengivelse af Scharlings Beregninger.

Jeg mener derfor, at det er rimeligt — ja i Virkeligheden dec eneste forsvarlige — at gaa ud fra, at Ind- og Udvandring i det store og hele har holdt hinanden i Ligevægt i Tiden fra 1769 til 1801, ligesom Tilfældet var i den følgende Periode op til 1840. En Sammenstilling af Resultaterne af Scharlings og min Beregning givet nedenfor:

---

1) Marcus Rubin, anf. St., S. 47.

Er det nu rimeligt at antage, at Folketællingen 1769 har givet
et Tal, der er 52 000 lavere end det virkelige? Ved Bedømmelsen
heraf maa følgende tages i Betragtning.

Det er givet, at Tællingen var ufuldstændig, idet en ikke helt übetydelig Klasse af Befolkningen efter Reglerne udtrykkelig var undtaget fra Registreringen, nemlig »de udi Tieneste værende Gevorbene Ryttere, Dragoner og Soldater, samt de ved de nationale gevorbne Regimenter staaende Under-Officerer og Tambourer, for deres egne Persohner«¹), medens derimod de paagældendes Hustruer og Børn skulde medregnes. Hvor mange Personer der saaledes principielt er holdt udenfor Tællingen, kan ikke oplyses nøjagtigt. Naar A. F. Bergsøe anslaar Tallet til 30 000²), er dette sikkert alt for stort. Ved Tællingen i 1787 opgjordes Antallet af Militærpersoner med deres Familiemedlemmer 30108, hvoraf ca. 17 000 kan antages at have været Hustruer og Børn. Da Militæretaten næppe kan antages have været væsentlig større i 1769 end i 1787, kan Antallet de ved førstnævnte Tælling principielt udeladte Personer ikke ansættes højere end til ca. 13000. Herved forhøjes Tællingens fra 786 000 til 799 000, og Afstanden til det paa Grundlag af Fødselsoverskudet beregnede Tal reduceres til 39 000. Spørgsmaalet derefter, om det kan antages, at lidt over 41/.,4¹/., Procent det virkelige Folketal er undsluppet Tællingen.

En Folketælling er selv i vor Tid og i et højt udviklet Kulturlanden hvis nøjagtige Gennemførelse møder store Vanskeligheder. Det er ikke helt urigtigt, naar det er blevet sagt, at det er lettere at tælle Svin eller Frugttræer end at tælle Mennesker.Men Vanskelighederne og Fejlkilderne store nutildags, da man har halvandet Hundrede Aars Erfaring at støtte sig til, og da man raader over et fortrinligt administrativt Apparat, hvad da i Folketællingernes Barndom, da man i enhver Henseende maatte famle sig frem! Tællingsapparatet i 1769 var meget primitivt; der var ikke nogen »navnlig« Registrering af hver enkelt Person, men det var overladt Købstædernes Magistrater og Præsterne paa Landet at opstille en Tabel for hver Købstad, resp. Sogn, uden at der var givet nogen nærmere Anvisning om Fremgangsmaaden ved Tilvejebringelsen af de dertil nødvendige Oplysninger. Det

---

1) »Der Himmel weis, aus welcher Staatspolitik«, siger Gaspari. (Materialien Statistik der dänischen Staaten, 2. Bd., S. 2).

2) A. F. Bergsøe: Den danske Stats Statistik, 1. Bind, S. 446; jfr. Statistisk Tabelværk, Første Hæfte (1835), S. VII.

er klart, at denne Maade at tælle paa giver et stort Spillerum for Forbigaaelser. Hvilken Rolle det har spillet, at Tællingen fandt Sted paa en Aarstid (15. August), da mange Personer var borte fra Hjemmet paa Rejser eller i Søfart, er det vanskeligt at skønne over. Ganske vist var det paa Skemaerne angivet, at man skulde medregne »Søefarende og Fiskere, der med Tilladelse ere i Fahrten«og i dette Sogn hiemmehørende, som med Pasz paa nogen Tiid ere paa udenrigs Reiser«, men den Omstændighed, at Antalletaf Kvinder viste sig langt større end Antallet af gifte Mænd, tyder dog paa, at mange Mænd paa Grund af Fraværelsefra ikke er blevet medtaget ved Tællingen. Endelig har den Mistænksomhed hos Befolkningen, der overalt i Verden har avlet en vis Tilbøjelighed til at unddrage sig Registreringved første Folketællinger, utvivlsomt gjort sig særlig stærkt gældende i Danmark i 1769. Der var nemlig faa Aar før (1762) paalagt en Kopskat, som med visse Undtagelser opkrævedesaf over 12 Aar. Det er da rimeligt at antage, at Almuenhar Frygt for, at Folketællingen skulde benyttes som Grundlag for nye Skattepaalæg, og at mange Familiefædre af den Grund har angivet Størrelsen af deres Familie mindre, end den virkelig var. Naar alt dette tages i Betragtning, synes der ikke at være noget urimeligt i den Antagelse, at Danmarks Folkemængde i 1769 var et halvt Hundrede Tusinde større end det af Tællingen fremgaaede Tal for Civilbefolkningen. Til Gunst for denne Antagelsetaler yderligere, at der i Gasparis »Materialien zur Statistikder Staaten« (1786) findes en i metodisk Henseendeikke Beregning, hvorefter Folketallet i 1769 skulde ligge i Nærheden af 835 000, altsaa kun 3000 mindre end efter min Beregning.

Hvis det er rigtigt, at Danmarks Folketal i 1769 var 838 000, og hvis Ind- og Udvandring har holdt hinanden i Ligevægt i de 18 Aar 1769—87, skulde Folketallet ved den 2den Tælling den 1. Juli 1787 være ca. 867 000. Dette Tal ligger godt 3 Procent højere end Folketællingsresultatet 840000.

En Del af de Betragtninger, der er anført foran om den sandsynligeUfuldstændighed den første Folketælling, kan ogsaa gøres gældende overfor Tællingen 1787. Denne sidste var ganske vist en »navnlig« Tælling, saaledes at hver Person opførtes for sig, men det skete paa Landet paa den Maade, at Befolkningen mødte op hos Præsten og afgav de fornødne Forklaringer, idet det nærmere Arrangement var foreskrevet saaledes, at Præsterne fra

Prædikestolen skulde »indkalde at møde for sig den næstkommendeIste Huusfædrene fra saamange Byer og Gaarde eller Huuse, hvis Indvaanere han anseer paa den Dag at kunne faa optalt, for at angive de Personer, som opholde sig i deres Gaarde eller Huuse .... og maa Præsten saaledes, efter foregaaende Bekiendtgiørelsefra paa hver af de efterfølgende Søndage fortsætte Tællingen, indtil samtlige Sognets Indvaanere ere optalte ....« Det vil ses, at Tællingens større eller mindre Fuldstændighed bl. a. beroede paa, i hvilken Grad Husfædrene efterkom Opfordringen fra Prædikestolen til at indfinde sig i Præstegaarden, og paa den Energi, hvormed Præsten eftersporede og tvang de mindre villige til at møde op og lade sig selv og deres Husstand registrere. Dette kunde allerede have sine Vanskelighederoverfor fastboende Befolkning, men foruden denne fandtes der paa hin Tid en stor Mængde omstrejfende Mennesker, som det næppe har været muligt at faa ind i Tællingslisterne blot tilnærmelsesvis fuldstændigt. J. D. W. Westenholtz (»Om Folkemængdeni anfører en Beregning, hvorefter Antalletaf Tiggere i 1780erne anslaas til over 60000. Selv om dette skulde være overdrevet, kan det dog meget vel tænkes,at Antal »løse Fugle«, der er undsluppet Tællingen, beløbersig adskillige Tusinder.

Jeg maa nu omtale et svagt Punkt. Det vil erindres, at jeg har beregnet Folketallene for 1769 og 1787 ved at regne tilbage fra Folketallet i 1801. Paa denne Maade har jeg korrigeret Besultaterneaf to første Folketællinger, og jeg har skønnet, at Omstændighederneikke imod Sandsynligheden af denne Korrektion.Men nu med det Folketal for 1801, som er det faste Punkt i Beregningen? Tør man gaa ud fra, at den tredje danske Folketælling var fuldstændig, medens man mistænkeliggør de to første? Metoden var i 1801 i det store og hele den samme som i 1787, men der var dog den væsentlige Forskel, at Tællingstidspunktet blev forandret til 1. Februar, fordi man havde erkendt de Ulemper,der med en Sommertælling. Selv om der selvfølgelig ikke kan tilvejebringes Bevis for Fuldstændigheden af Tællingen i 1801, tør man dog gaa ud fra, at baade den forandrede Aarstid (der spiller en Bolle baade med Hensyn til Søfolk, Bejsende og Tiggere) og den større Erfaring, man havde med Hensyn til ListernesUdfyldning, denne Tælling langt bedre Betingelser for Fuldstændighed end dens Forgængere. Hertil kommer, at Befolkningennu gjort den Erfaring, at Folketællingerne ikke

havde noget med Skattepaaligning at gøre, og at man saaledes ikke havde noget at risikere ved at lade sig tælle. Endelig er min oprindelige Betænkelighed ved at benytte Folketællingsresultatet af 1801 som fast Udgangspunkt for Beregningerne blevet afsvækketderved, jeg hverken i den samtidige eller i den senere Litteratur har fundet nogen Antydning af, at denne Tælling ikke skulde være praktisk talt fuldstændig.

Hvis den Antagelse, at Ind- og Udvandring i det store og hele har ophævet hinanden i Perioden 1769_—1801, er forsvarlig, synes det lidet betænkeligt at fastholde den samme Forudsætning ogsaa overfor Tidsrummet 1735^—69. Det er ikke rimeligt, at Indvandring nogen Betydning har fundet Sted i en Tid, der gennemgaaende ved Stilstand i Industrien og trykkede Forhold i Landbruget. Og hvad Udvandringen angaar, finder vi ganske vist allerede i Indledningen til Forordningen af 4. Februar 1733 om Indførelsen af Stavnsbaandet en Udtalelse om, at den Frihed, som Bønderkarlene havde faaet ved Land-Milicens Afskaffelse, misbrugt, »idet de lade Agerdyrkningen fare og største Delen sig ud af Landet har forføiet og endnu daglig derfra Ordene »ud af Landet« sigter dog maaske ikke saa meget til egentlig Udvandring som til den Flytning fra Jyllands mindre frugtbare Egne til Sjælland, som utvivlsomt havde fundet Sted i den foregaaende Tid. Men rent bortset herfra gør det overdrevne »største Delen« Udtalelsen saa mistænkelig, at der næppe kan tillægges den synderlig Vægt. Talmæssige Angivelser af »Rømningernes« Omfang findes sjældent, men Erich Pontoppidan dog, at »aarligen nogle Tusinder gaae ud i Hollandsk og Engelsk Tieneste, foruden nogle Tusinde, som bruges paa Nationens Kopfardie-Skibe«¹). Selve Formen for denne Angivelse røber imidlertid dens lidet tilforladelige Karakter, og Pontoppidans Tusinde« kan næppe vurderes højere end f. Eks. Thestrups Angivelse, naar han siger, at »den store Desertion, som aarlig skeer, er større end de fleste kand tænke eller forestille sig; thi jeg veed af egen Erfarenhed, at det var umueligt for Hollænderne, bringe deres Grønlandsfarer eller Sildbysser i Søen aarlig, om de ey dertil havde Danske og Norske Folk«²).

Selv om man imidlertid for Danmark vilde regne med et Befolkningstabved
svarende til det der fandt Sted i Sverigefra
til 1769 (gennemsnitlig aarlig 0.6 Promille af Folketallet),vilde

---

1) Danske Atlas, tom. I, S. IC2.

2) C.Thestrup: Danmarks og Norges Krigs-Armatur. Kiøbenhavn 175G, S. 321.

tallet),vildeBilledet af Befolkningens Bevægelser gennem Fødslerog kun ændres i saa uvæsentlig Grad, at jeg uden Betænkelighed har valgt at bortse fra Ind- og Udvandring ogsaa i Tiden før 1769¹).

Da der i Tiden 1735—69 var et Fødselsoverskud af 63 000, bliver
beregnede Folketal for Midten af Aaret 1735 ca. 775 000.

Resultaterne af de forskellige Tællinger og Beregninger vedrørende
Perioden 1735—1801 er sammenstillede i nedenstaaende

I Norge blev der, ligesom i Danmark, holdt Folketælling i 1769 og 1801 (derimod ikke i 1787), og med Benyttelse af Resultaterne af disse Tællinger samt de aarlige Lister over Fødte og Døde har Norges statistiske Centralbyrå beregnet Folkemængden i Norge for hvert Aar tilbage til 1735. Ved disse Beregninger er man — bortset fra et Tillæg for de ved Tællingen 1769 forbigaaede aktive Militærpersoner — gaaet ud fra, at Folketællingsresultaterne var fuldstændige, og man har, for at faa Overensstemmelse mellem Folketællingerne og Fødselsoverskuddet, regnet med en mindre Overskudsudvandring i 1769_—1801 og med en forholdsvis tilsvarende 1735—69.

For Sveriges Vedkommende kan Folketallet nu efter Professor Heckschers foran omtalte Undersøgelse med nogenlunde Sikkerhed Aar for Aar tilbage til 1720. For Finland foreligger Oplysninger om Folketal samt Fødte og Døde for hvert Aar siden 1750. Det af de nordiske Lande, for hvilket paalidelige Oplysninger Folkemængden rækker længst tilbage i Tiden, er Island, hvor der allerede i 1703 blev foretaget en almindelig Folketælling.

---

1) Professor Heckscher er ligeledes i sine Beregninger vedrørende Sverige i Perioden 1721—49 gaaet ud fra, at Ind- og Udvandring har holdt hinanden i Ligevægt.

2) »Materialien«, 2. Bd. S. 71.

3) »Danmarks Statistik«, 1. Bd. S. 416.

4) Supplementsbindet til »Danmarks Statistik«, S. 82.

5) + Militær.

Til Orientering med Hensyn til Folkemængdens Vækst i det
18. Aarhundrede i de 5 nordiske Lande tjener nedenstaaendeTal
(Folkemængde i Tusinder) :

Dette er et meget broget Billede. Yderpunkterne dannes af Island, hvis Folkemængde var mindre ved Slutningen end ved Begyndelsen af Aarhundredet, og Finland, som i de 50 Aar 1750^— 1800 næsten fordoblede sit Folketal. Med Hensyn til Sverige skal det bemærkes, at det anførte Folketal for Aaret 1720 er fremgaaet af en Beregning paa Grundlag af Fødsels- og Dødslister fra en mindre Del af Landet, hvorfor Tallet maa betragtes som usikkert, et Punkt jeg senere skal komme tilbage til. løvrigt vil det ses, at medens baade Sveriges og Norges Folkemængde i Tiden fra 1735 til 1800 forøgedes med omkring to Femtedele, udgjorde Forøgelsen Danmarks Vedkommende i samme Tidsrum kun en Femtedel. Nu er jo hverken den ene eller den anden af disse Tilvækstrater betydelig, naar man ser dem i Forhold til Erfaringerne den følgende Tid, men det Faktum, at Sveriges og Norges var forholdsvis dobbelt saa stærk som Danmarks, tyder dog paa Tilstedeværelsen af visse Forskelligheder Landenes Demografi i det 18. Aarhundrede, Forskelligheder det bl. a. er denne Studies Formaal at efterspore.

FØDSELS-, DØDELIGHEDS- OG GIFTERMAALSHYPPIGHED

De korrigerede Tal for Folkemængde, Giftermaal, Fødte og Døde i Danmark muliggør det nu at komplettere det Materiale, der allerede foreligger for de øvrige nordiske Lande. For hvert Aar i Perioden 1735_—1800 har jeg beregnet Promilletallet for Levendefødte og Døde i Forhold til Folkemængden ved Midten af Aaret. Oplysningerne om det aarlige Antal Giftermaal rækker for Danmarks Vedkommende ikke længere tilbage end til 1775,

---

1) Aar 1769.

og Giftermaalskvoter har derfor kun kunnet beregnes fra dette Tidspunkt. De paagældende Promilletal for Danmark fremgaar af nedenstaaende Tabel. Tilsvarende Tal, saa langt de i de enkelte Lande rækker tilbage, findes for Norges Vedkommende i »Statistiskeöversikter utgitt av Det statistiske Centralbyrå«, for Sverige og Finland lettest tilgængeligt i de paagældende Landes statistiske Aarbøger, for Sverige før 1749 i Hcckschers foran nævnte Afhandling.

Hermed er vi kommen igennem Udenværkerne til vor Undersøgelse. vi imidlertid gaar ind paa Enkeltheder, skal der, til foreløbig Orientering, anføres nedenstaaende Gennemsnitstal Perioderne 1736—1800, 1751—1800 og 1775—1800:

ÆGTESKABER

Tallene i ovenstaaende Tabel viser, at Giftermaalshyppigheden i Danmark, Sverige og Finland i det 18. Aarhundrede laa omkring Promille af Folketallet eller lidt derover. Til Sammenligning at de tilsvarende Tal for Tiaaret 1921^—30 var for Danmark 7.8, for Sverige 6.5 og for Finland 6.7 Promille, altsaa i alle tre Lande en betydelig mindre Brøk end i det 18. Aarhundrede.

Forskellen mellem før og nu er imidlertid i Virkeligheden langt større, end de summariske Giftermaalskvoter angiver. BefolkningensSammensætning nemlig en ganske anden i det 18. Aarhundrede,end er nu. Den var anderledes sammensat baade i Henseende til Køn, Alder og ægteskabelig Stilling, hvilket medførte,at i det 18. Aarhundrede fandtes forholdsvis færre giftemodnePersoner nu. For Sveriges Vedkommende kan det konstateres, at de giftemodne Mænd (Ungkarle mellem 20 og 50 Aar og forhen gifte Mænd under 65 Aar) udgjorde ca. 16 Procent af den hele mandlige Befolkning, medens det tilsvarende Procenttalnu ^—30) er ca. 22. For Kvinderne er Forskellen mindre: i det 18. Aarhundrede udgjorde de giftemodne Kvinder (Piger mellem20 45 Aar og forhen gifte Kvinder under 55 Aar) ca. 1(5 J_rocent af den hele kvindelige Befolkning imod ca. 19 Procent nu.

Hvis man nu stiller det aarlige Antal Giftermaal i Forhold til Antalletaf
indenfor hver af de nævnte 4 Grupper, finder
man følgende Forholdstal:

Vi saa før, at den summariske Giftermaalskvota (det aarlige Antal Giftermaal pr. 10(X) Indbyggere) sank fra 8.5 i det 18. Aarhundrede 6.5 nu, altsaa en Nedgang til tre Fjerdedele; de ovenstaaende viser os, at den specifike Giftermaalsfrekvens er sunket for Mændene fra 111 til 60 pr. 1000 og for Kvinderne fra 98 til 68 pr. 1000, d. v. s. at giftemodne Mænds Sandsynlighed for at blive gift i Løbet af et Aar nu ikke er meget mere end halvt saa stor som i det 18. Aarhundrede, og for Kvindernes Vedkommende det nærmeste syv Tiendedele saa stor.

En videre Indtrængen i Emnet vanskeliggøres derved, at der end ikke i den svenske Statistik findes direkte Oplysninger om de ægteviede Personers Alder ved Vielsen. Denne Mangel har Gustav Sundbärg forsøgt i nogen Grad at afhjælpe ved Beregning. For at skaffe sig en Forestilling om Aldersfordelingen af de viede Kvinder ved Ægteskabets Stiftelse gik Sundbärg ud fra, at Forholdet Antallet af fødende gifte Kvinder i en vis Alder og Antallet af viede Kvinder i samme Alder maa være nogenlunde konstant, naar man regner med længere Perioder, hvor der ikke er sket større Forandringer i Giftermaalsalderen. Heri har Sundbärg Ret, men de Resultater han kom til, er næppe rigtige, fordi Forudsætningen om, at Giftermaalsalderen ikke forandrede væsentlig, ikke holder Stik.

Efter Sundbärgs Beregninger (med Benyttelse af de viede Kvinders i Tiaaret 1831_—40, det første Tidsrum, for hvilket man har direkte Oplysning herom) skulde ca. 51 pCt. af de viede Kvinder i det 18. Aarhundredes Sverige have været under 25 Aar, 37 pCt. mellem 25_—35 Aar, 10 pCt. 35^—50 Aar og 2 pCt. 50 Aar eller derover¹).

---

1) Statistisk tidskrift. 1907, S. 190.

Sundbärg betegner sin Beregning som »ganska ytlig«, og en nærmere Undersøgelse viser da ogsaa, at Resultatet ikke er foreneligt de Tal vedrørende den gifte Befolknings Aldersfordeling, Sundbärg selv har beregnet paa langt mere sikkert Grundlag¹).

Jeg har søgt at løse Opgaven paa en anden Maade, nemlig ved at gaa ud fra de nys nævnte Tal og saa at sige regne tilbage under Hensyntagen til den beregnede gennemsnitlige Dødelighed for gifte Mænd og gifte Kvinder i hver Aldersgruppe²). Ad denne Vej har jeg efter en Række Eksperimenter fundet følgende Aldersfordeling Brudgomme og Brude:

Paa Grundlag af disse Tal har jeg beregnet, hvorledes 10000 samtidig indgaaede Ægteskaber i Sverige i 2den Halvdel af det 18. Aarhundrede efterhaanden opløstes ved Mandens eller Hustruens (Den i hin Tid forholdsvis uvæsentlige Indflydelse af Ægteskabsopløsning ved Skilsmisse har jeg set bort fra). Resultatet denne Beregning af hvad man kunde kalde en »Overlevelsestavle Ægteskaber« er gengivet i omstaaende Tabels Iste Kolonne. Til Sammenligning er i 2den Kolonne angivet, hvorledes 000 Ægteskaber, der stiftedes i Danmark i 1921—25, vilde udslukkes, hvis der ikke var Skilsmisser og under Forudsætning af samme Dødelighed i Fremtiden som i 1921_—25.

Grafisk er Forholdet illustreret ved Figur 1 (Side 18), hvor den fuldt optrukne Kurve refererer sig til Sverige i det 18. Aarhundrede, den stiplede Kurve til Danmark i Nutiden. Forinden vi imidlertid gaar over til at se, hvad disse Kurver lærer os, skal vi undersøge, i hvilken Grad den benyttede Aldersfordeling af de viede Mænd og Kvinder i det 18. Aarhundrede falder i Traad med den for hin Tid typiske Aldersfordeling af gifte Mænd og Kvinder.

---

1) Statistisk tidskrift 1906, S. 242 og 254.

2) Statistisk tidskrift 1909, S. 261 og Bevölkerungsstatistik Schwedens, S. 146.

Vi spørger da først: hvorledes vilde den gifte Befolkning fordele efter Alder, hvis der hvert Aar blev indgaaet det samme Antal Ægteskaber med den Aldersfordeling (og Alderskombination) Brudgomme og Brude, hvormed vi har regnet? Vi gaar altsaa foreløbig ud fra, at Befolkningen har været stationær, for saa vidt angaar Ægteskabsstiftelse.

Da vi af praktiske Grunde er afskaaret fra at regne med eetaarige maa vi sikre os, at Brudgommenes og Brudenes indenfor Femaarsgrupperne ikke spiller os et Puds. Undersøgelser paa Grundlag af Erfaringer fra senere Tider viser imidlertid, at dette Forhold er af underordnet Betydning for alle Femaarsgrupper undtagen for følgende tre: Brudgomme i Alderen 20^—25 Aar og Brude i Alderen 15_—20 og 20_—25 Aar. Tallene for disse Grupper bør ved Beregningen reduceres henholdsvis 70, 49 og 87 Procent, saaledes at de paagældende faar en tilsvarende reduceret Vægt.

Det Resultat, vi naar til ved denne Beregning, kan imidlertid ikke nøje dække den virkelige Aldersfordeling af gifte Mænd og Kvinder, fordi vor Forudsætning om stationær Giftermaalsbefolkning holder Stik. Det aarlige Antal nye Giftermaal var i sidste Halvdel af det 18. Aarhundrede som Helhed svagt stigende, saaledes at de til enhver Tid bestaaende Ægteskaber som Regel var fremgaaet af et noget større Antal Giftermaal end de samtidig bestaaende ældre Ægteskaber. Vi har derfor reduceret de fundne Tal i Overensstemmelse hermed ved at give hvert Femaarskuld Giftermaal forskellig Vægt, fra 100 for det yngste, aftagende 90 for det ældste.

Resultatet af Beregningen er nedenfor sammenstillet med den Aldersfordeling af gifte Mænd og Kvinder, der efter Sundbärgs Tal maa anses for at være typisk for Sverige i det 18. Aarhundredes Halvdel (anført i Parentes) :

Overensstemmelsen er formentlig tilstrækkelig til, at man tør
gaa ud fra, at den benyttede Aldersfordeling af Brudgomme og
Brude ikke afviger væsentlig fra den typiske Fordeling i hin Tid.

Efter denne Prøve skal vi gaa over til at se lidt nærmere pa.i
Kurverne paa Fig. 1. De taler iøvrigt for sig selv. Manser, hvor langt

hurtigere Døden udtyndede Ægteskaberne i det 18. Aarhundrede, end i vore Dage. Specielt vil man fæste Opmærksomheden ved de Linjer, der markerer, hvor stor en Del af Ægteskaberne der var tilbage efter 25 og 50 Aars Forløb. Medens Kurven for Danmark192 ^—25 viser, at næsten de fire Femtedele af de viede Par kan vente at kunne holde Sølvbryllup, var dette i det 18. AarhundredesSverige Tilfældet for mindre end Halvdelen. Og med Hensyn til Guldbryllup, som dog i vore Dage omtrent en Femtedelaf viede kan vente at fejre, var Udsigterne i det 18. Aarhundredesaa at kun 1 å 2 Procent naaede at kunne se tilbage paa 50 Aars ægteskabeligt Samliv.

Forskellen mellem før og nu træder maaske endnu stærkere frem, naar man — paa Grundlag af den Viden vi har vundet ved Beregningen af Overlevelsestavlen for Ægteskaber — foretager en Fordeling af Ægteskaberne efter deres Varighed; se nedenstaaende Forholdstal:

Hovedresultatet af denne Undersøgelse kan sammenfattes derhen, medens den Vielsesalder og den Dødelighed, der er konstateret Danmark 1921_—25, naar der bortses fra gteskabsopløsninger Skilsmisse, betinger en gennemsnitlig Varighed af Ægteskaberne paa ca. 37 Aar, var Ægteskabernes Gennemsnitsvarighed det 18. Aarhundredes Sverige kun lidt over to Tredjedele nemlig ca. 23 Aar. Denne Erkendelse er af ikke ringe Betydning, naar man vil danne sig et Billede af Ejendommelighederne det 18. Aarhundredes Demografi.

Vi kan ikke forlade Omtalen af Ægteskabsforholdene uden at
berøre Hyppigheden af Omgifte. Paa intet Punkt er Forskellen

mellem før og nu saa stor som her. I det 18. Aarhundredes Sverigehavde Femtedel af Brudgommene og en Ottendedel af Brudene været gift en eller flere Gange før. I Danmark 1921_—25 var dette kun Tilfældet med henholdsvis en Tiendedel og en Sekstendedel,og uagtet det store Antal Skilsmisser har medført en ikke uvæsentlig Stigning i Antallet af Omgifte.

Sagen kan imidlertid ogsaa ses fra en anden Side. Af de Beregninger, har foretaget for at naa frem til Overlevelsestavlen for Ægteskaber, fremgaar det, at af 10 000 samtidig indgaaede Ægteskaber i Sverige i det 18. Aarhundrede opløstes ca. 5400 ved Mandens Død. Dette Tal betegner altsaa Størrelsen af det »Materiale« Kvinders Omgifte, der fremgik af 10000 Giftermaal. For Nutiden (Danmark 1921_—25) vil det tilsvarende Tal ligge omtrent ved 6100, naar de fraskilte Hustruer tages med i Betragtning. Aldersfordelingen af Omgifte-Materialet er imidlertid en ganske anden i vore Dage end i det 18. Aarhundrede: under 30 Aar 6 pCt. imod 10 pCt, under 40 Aar 15 imod 28, under 50 Aar 27 imod 51. Navnlig de sidste to Tal er her af Interesse, fordi Giftermaal af Kvinder over 50 Aar — selv i Omgifte — er forholdsvis faa. Uden at turde driste mig til at anføre flere Tal, fordi de foretagne Beregninger være i høj Grad usikre, maa jeg dog nævne, at min indgaaende Syslen med Emnet har givet mig det Indtryk, at Omgifte-Hyppigheden for Enker og fraskilte Hustruer i de yngre Aldersklasser endog er større nutildags end i det 18. Aarhundrede, medens det modsatte er Tilfældet for de ældre Aldersklassers Vedkommende, og i særlig Grad for de over 50aarige. Om det samme gælder for Mændene, har jeg ikke fundet fornødent at undersøge.

Til Belysning af Bevægelserne i Giftermaalshyppigheden har vi til Raadighed Tal, der angiver det aarlige Antal Giftermaal pr. 1000 Indbyggere, for Sveriges Vedkommende siden 1749, for Finlandsiden og for Danmark siden 1775. Hvad Norge angaar, begynder den übrudte Række af Giftermaalstal først med Aar 1801, medens der dog tillige foreligger Oplysninger for hvert Aar i Perioderne 1770_—83 og 1795_—99. Betragter man disse TalrækkerSide Side, er det ikke vanskeligt at se, at GiftermaalshyppighedensBevægelser og ned i nogen Grad forløb paa ensartetMaade de nordiske Lande. Da det er almindeligt anerkendt, at Giftermaalshyppigheden i Almindelighed indenfor kortere Perioder varierer i Takt med de økonomiske Livsvilkaar, tør vi af Tallenes Parallelbevægelse slutte, at de nordiske Lande — ogsaa

saa langt tilbage som i 2den Halvdel af det 18. Aarhundrede — i stort Omfang beherskedes af ensartede Konjunktursvingninger. At de fire Landes Befolkninger til en vis Grad har delt godt og ondt sammen i økonomisk Henseende, antydes altsaa allerede ved en elementær Betragtning af Giftermaalsstatistiken; vi skal senere se, at dette finder Bekræftelse ved en Analyse af andre demografiskeData.

FØDSELSHYPPIGHEDEN

Idet vi nu gaar over til at undersøge, hvad Tallene lærer os om Fødselshyppigheden, vil vi først kaste et Blik paa Tabellen Side 15. Det mest iøjnefaldende i dette Talbillede er Finlands overordentlig høje Fødselshyppighed, som i Forbindelse med en forholdsvis moderat Dødelighed betingede et gennemsnitligt aarligt Fødselsoverskud i 2den Halvdel af det 18. Aarhundrede af over 13 Promille. Tallene for de tre andre Lande tyder nærmest paa, at de i hin Tid, ligesom i vore Dage, tilhørte samme demografiske Type, idet dog Norge særprægedes ved lav Dødelighed, Danmark ved lav Fødselshyppighed og Sverige ved høj Fødselshyppighed.

Den ret betydelige Forskel mellem de fundne Tal for Fødselshyppigheden Sverige og Danmark kunde maaske synes at mistænkeliggøre danske Materiale, som jo — som foran omtalt — er behæftet med nogen Usikkerhed. Det ligger saaledes nær at spørge, hvorledes det har paavirket Tallene for Fødselshyppigheden, vi har gjort Vold paa Folketællingerne 1769 og 1787. Hvis man gik ud fra, at Resultatet af Tællingen 1787 var nøjagtigt og at Tællingsresultatet 1769 kun var de 13000 for lavt, som repræsenteres aktive Militærpersoner, vilde man for hele Perioden _—1800 faa en gennemsnitlig Fødselshyppighed af 32.4 Promille i Stedet for 30.9, og Forskellen mellem Sveriges og Danmarks vilde være reduceret til mindre end det halve.

Jeg tror imidlertid ikke, at de foran anførte, af mig beregnede Folketal, lige saa lidt som de korrigerede Fødselstal, afviger saa væsentligt fra Virkeligheden, at der heri kan søges en Forklaring af Forskellen mellem de fundne Fødselspromiller for Sverige og Danmark. Denne Forskel finder nemlig i det væsentlige sin Forklaringi typisk Forskel i de to Befolkningers Struktur. Før jeg gaar over til en Paavisning heraf, skal jeg blot gøre opmærksompaa, Danmarks Fødselshyppighed ogsaa efter Aar 1800 (fra hvilket Tidspunkt Oplysningerne tør anses for praktisk talt

sikre) gennemgaaende var betydeligt lavere end Sveriges, saaledes i Perioden 1801_—40 gennemsnitlig kun 31.0 Promille imod Sveriges32.6 først i Tiden omkring Midten af det 19. Aarhundredebliver uvæsentlig.

Den større Fødselshyppighed i Sverige end i Danmark er et
Træk, som kendetegner hele den Del af det 18. Aarhundrede, som
vi har Kendskab til, saaledes som det ses af følgende Tal:

Jeg skal nu søge at belyse dette Resultat lidt nærmere ved Benyttelse andre demografiske Data, som for Danmarks Vedkommende er lige saa sparsomme som de er rigelige for Sverige.

Først skal der gøres opmærksom paa, at medens Talforholdet mellem Mænd og Kvinder nutildags er nogenlunde ens i Danmark og Sverige, henholdsvis 1045 og 1031 Kvinder pr. 1000 Mænd, var der i det 18. Aarhundrede i saa Henseende en meget betydelig Forskel mellem de to Befolkninger, saaledes som det ses af nedenstaaende u„i„A_ar. .... i<,nn ™„^

Denne lagttagelse fører os naturligt ind paa en Undersøgelse af Forholdet mellem Antallet af Kvinder i fødedygtig Alder og fødte Børn i de to Lande. En saadan Undersøgelse kan med ret stor Nøjagtighed foretages for de to tiaarige Perioder 1781_—90 og 1791_1800. Resultatet ses af følgende Oversigt:

Det ses her, hvor misvisende den almindelige Fødselspromille kan være som Maalestok for Befolkningens Frugtbarhed. I begge Perioder laa Fødselspromillen betydeligt højere i Sverige end i Danmark, medens Frugtbarhedspromillen (Fødte i Forhold til Antallet af fødedygtige Kvinder) i 1781^—90 kun var en Übetydelighed i Sverige end i Danmark, og i 1791_—1800 endog lidt højere i Danmark end i Sverige.

Resultatet af denne Undersøgelse kan sammenfattes saaledes, at i de sidste 20 Aar af det 18. Aarhundrede var Fødselshyppigheden ca. 7 Procent højere i Sverige end i Danmark, men Forskellen i Frugtbarhed var mindre end 1 Procent.

Undersøgelsen af Frugtbarhedsforholdet kan for Danmarks Vedkommende ikke føres længere tilbage i Tiden. Der er imidlertid ingen Tvivl om, at Forskellen mellem Sveriges og Danmarks Fødselshyppighed Tiden før 1781 maa forklares paa samme Maade som for Perioden 1781_—1800. Ikke alene var nemlig Overtallet af Kvinder i Sverige ogsaa før 1781 meget betydeligt¹), men der synes at være en vis Korrespondens mellem de Tal, der for hver Periode angiver Kvinde-Overtallet i Sverige, og de Tal, der angiver Forholdet Fødselshyppigheden i Sverige og Danmark. I Tiden fra 1760—1780 fandtes der i Sverige ca. 1094 Kvinder pr. 1000 Mænd, og Sveriges Fødselshyppighed var 8 Procent større end Danmarks; men i det foregaaende Tiaar (og længere tilbage end til 1750 findes ingen Oplysninger) var Kvinde-Overtallet i Sverige saa højt som ca. 1117, og samtidig var Sveriges Fødselshyppighed 14 Procent højere end Danmarks.

Den Fødselshyppighed af ca. SSl^ Promille, der er konstateret for Sverige som Gennemsnitsrate i de to sidste Tredjedele af det 18. Aarhundrede, er man tilbøjelig til at betragte som høj, naar man ser den med Nutidsøjne. I Virkeligheden var den efter Tidsforholdenelav. i de to første Tiaar af det 19. Aarhundrede laa den gennemsnitlige Fødselsrate for hele Europa saa højt som mellem 38 og 39 Promille og for Vesteuropa alene mellem 34 og 35²). Sveriges Fødselshyppighed i det 18. Aarhundrede var lavere end Englands og Skotlands i 1870erne, lavere end Finlands og Nederlandenes i 1880erne og lavere end Tysklands i 1890erne; den

---

1) Til Forklaring af det usædvanlig store Kvinde-Overtal i Sverige i det 18. Aarhundrede kan der bl. a. henvises til, at Landet var i Krig i ikke mindre 32 Aar i Tiden 1700—1790. Desuden var der et forholdsvis ringe Drenge-Overskud blandt de Fødte (Gustav Sundbärg: Bevölkerungsstatistik Schwedens 1750-1900. Stockholm 1907, S. 13).

2) Gustav Sundbårg 1. c, S. 37.

var af samme Højde som Rumæniens i vore Dage, men meget lavere end Ruslands og Ukraines. Endelig har vi set, at Finlands Fødselshyppighed i sidste Halvdel af det 18. Aarhundrede var over 41 Promille imod Sveriges 33¹/,,.

Maa saaledes Sveriges Fødselshyppighed i det 18. Aarhundrede betegnes som lav, gælder dette i endnu højere Grad om Norges og Danmarks. Selv om man tager i Betragtning, at Dødsfødsler i det 18. Aarhundrede sandsynligvis var betydeligt hyppigere end i den efterfølgende Tid, var Danmarks samlede Fødselsrate (Levendefødsler og Dødfødsler tilsammen) dog i de to sidste Tredjedele af det 18. Aarhundrede ikke højere end i største Delen af det 19. Aarhundrede.

Hvis man nu spørger, hvad Grunden var til den efter Tidsforholdene Fødselshyppighed i Danmark, Norge og Sverige i det 18. Aarhundrede, ledes Tanken naturligt hen paa gteskabsforholdene.

Med Hensyn til Giftermaalshyppigheden synes der ikke at have været nogen synderlig Forskel mellem Finland med den høje (»østeuropæiske«) Fødselshyppighed og Landene med den moderate Vi har foran set, at i Perioden 1751_—1800 udgjorde det gennemsnitlige aarlige Antal nye Giftermaal i Sverige pr. 1000 Indbyggere, i Finland 8.6. I Perioden 1775—1800 var de tilsvarende Forholdstal for Danmark 8.8, for Sverige og Finland 8.5.

Undersøger vi dernæst Antallet af bestaaende Ægteskaber pr.
1000 Indbyggere, finder vi følgende Tal:

Heller ikke disse Tal stiller Finland i afgørende Modsætning lil de øvrige nordiske Lande. Den større Fødselshyppighed i Finland maa derfor antages at skyldes en større ægteskabelig Frugtbarhed, ogsaa bekræftes af nedenstaaende Tal, der angiver det aarlige Antal ægtefødte Børn pr. 1000 bestaaende Ægteskaber:

---

1) Aar 1787.

2) Aarene omkring 1787, ægte- og uægtefødte Børn tilsammen.

Til en videre Indtrængen i Emnet vilde der kræves Kendskab til en Række Forhold, hvorom Oplysninger enten slet ikke foreligger, som dog kun foreligger for Sveriges Vedkommende. Vi vil saaledes ikke kunne afgøre, hvilken Sammenhæng der er mellem den forholdsvis lave ægteskabelige Frugtbarhed i det 18. Aarhundredes Danmark, Norge og Sverige, og de sociale og økonomiske for Indgaaelse af Ægteskab i ung Alder, Ægteskabernes Varighed, Aldersforholdet mellem Ægtefællerne, Hyppigheden af 2det og 3dje Ægteskab, o. s. v.

Naar der i det 18. Aarhundredes Litteratur fremsattes Beklagelser den svage Befolkningstilvækst, sigtedes der vel som oftest —• og med Rette — til, at den store Dødelighed levnede et for lille Fødselsoverskud. Men der forekommer dog ogsaa Beklagelser at det Antal Børn, der fødtes, var mindre end ønskeligt. har Gasparis »Materialien« et helt Kapitel om »Wenige unfruchtbare Ehen« (2det Bind, S. 170 ff.). Forfatteren beregner Fødselshyppigheden i det daværende danske Monarki (Danmark, Norge og Hertugdømmerne) til ca. 31 Promille, medens man ved at tage et Gennemsnit af de af Sussmilch i »Göttliche Ordnung« refererede spredte Erfaringer kommer til et langt højere Tal, nemlig 1 Fødsel for hver 27 Mennesker eller en Fødselspromille 37¹). Gaspari søger nu at udrede Aarsagerne til den lave Fødselshyppighed i Danmark. Herunder peger han bl. a. paa, at den daværende Landboforfatning medførte, at Bønderne giftede sent, hvortil kom, at »weil die Wittwe nach des Mannes Tode den Hof immer behaelt, selbige gewohnlich einen jungen Mann bekoemmt, der alsdann mit ihr keine Kinder zeuget, aber inzwischen auch alt wird, nach ihremTode eine jiingere heirathet, aber diese auch wieder als alte unfruchtbare Wittwe hinterlaeszt, so dasz es Höfe giebt, auf welchen in 100 Jahren kein Kind geboren

I samme Retning udtaler Erich Pontoppidan sig. Efter at have nævnt, at Soldatertjenesten tvinger den bedste Del af de unge Mænd til Cølibat »for deres bedste og bequemeste Tid«, fortsætter han: »Selvsamme skadelige Virkning reyser sig for en god Deel deraf, at en gammel Gaard-Mands Enke paa Landet, og lige saadanen Enke i Kiøb-Stæderne, naar hun er langt over sine Børne-Aar, ikke ved nyt Ægteskab fratræder Gaardeneller for at overlade samme, mod en aarlig

---

1) Göttliche Ordnung, 4te Ausg. I, S. 227.

Afgift, til sine Børn eller andre unge Folk; ikke heller, naar hun jo vil giftes, tager en anden gammel Mands-Person, men en ung Karl, som ægter hende uden Kiærlighed og alene for Gaard- Fæstets eller Haandværks-Laugets Skyld, lever siden gemeenlig misfornøyet i et absolut ufrugtbart Ægteskab, unddrages fra en yngre Brud fristes maaskee til syndige Afveye, men, i hvor det gaaer, berøver Fæderne-Landet sin Affødning«¹). For Sveriges Vedkommende finder vi i Tabelkommissionens Beretning til Kongenaf følgende Udtalelse: »Ibland orsakerne til frugtsamhetensaftagande man ej förbigå at nämna, huru brist på utwäger til nya hushål på landet giör, at en gammal änka med Hemmans bruk får gemenligen en ung man, och sedan hon först aflidit gifter han sig med en ung piga, och denna sedan på sin ålder törhända med en ung man, hwarigenom afletiden för dem alla ofrugtsam bortlöper«²).

Om Udbredelsen af Omgifte i Danmark i det 18. Aarhundrede haves ingen talmæssige Oplysninger, og allerede af denne Grund er det ugørligt at vurdere Gasparis ovenfor anførte pessimistiske Udtalelser³). Saa meget synes dog sikkert, at de hyppigt forekommende hvor Aldersforskellen mellem Mand og Hustru betydelig, i nogen Grad maa have bidraget til at nedsætte gennemsnitlige Frugtbarhed⁴). At dette ogsaa Datidens Opfattelse, fremgaar med stor Tydelighed af de socialreformatoriske Skrifter i 2den Halvdel af det 18. Aarhundred ⁵).

---

1) Danske Atlas I, S. 272. — Falbe-Hansen nævner i »Stavnsbaandsløsningen og Landboreformerne«, at man har forskellige Udtalelser (fra Stampe, Nyerup m. fl.) om, at Godsejerne søgte at forhindre tidlige Ægteskaber blandt Godsets de saa helst, at Karlene paa Godset ventede med at gifte sig, indtil de var 40 Aar eller derover, thi saadanne gamle, ugifte Karle havde »lagt sig noget retskaffent til bedste, hvormed de kan sætte en øde Gaard i Stand eller betale et dygtigt Fæste af en god Gaard«. Man har Eksempler paa, at det blev forbudt Godsets Præster at trolove og vie de unge Folk. (Fridericia: danske Bondestands Frigørelse).

2) Aug. Hjelt: De första officiela relationerna om svenska tabellverket åren 1749—157. Helsingfors 1899. S. 84.

3) For Sveriges Vedkommende er dette Forhold omtalt foran Side 21

4) Marcus Rubin har næppe übetinget Ret, naar han (i »Folketal og Fødselshyppighed« 24) siger, at »en Mand maa antages at faa flere Børn i to korte Ægteskaber med to Hustruer, end i eet langt med een«.

5) I Bde Bind af »Danmarks og Norges oeconomiske Magazin« (1764) findes en Række Forslag til Foranstaltninger til Forhindring af ufrugtbare gceskaber.

Det er næppe muligt at danne sig nogen Mening om, hvorvidt den forholdsvis lave Fødselshyppighed i Danmark i det 18. Aarhundrede kan forklares ved høj Giftermaalsalder og hyppige med stor Aldersforskel mellem Mand og Hustru. Hvis Gaspari har Ret, var der andre Momenter, der bidrog til at nedsætte Fødselshyppigheden: Onani blandt Ungdommen med efterfølgende Ufrugtbarhed, udbredt Brug af antikonceptionelle og fosterfordrivende Midler, og en ved Næringssorger fremtvungen i Ægteskabet¹). En anden samtidig Forfatter siger: »Man hører ikke sjældent, at en Barselkone i Stedet for at glæde sig, naar hun føder en Søn, be jamrer sin Skæbne, og Gud give, det ikke var sandt, hvad der siges, at der skal være Bønderkoner, bruge Skjøgemiddel for at hindre Frugtbarhed eller drive Fosteret«²). Som Grund til den ringe Frugtbarhed nævnes dog ogsaa »den lange Tid, Bønderkonerne lade deres Børn die; den gjør dem übekvemme til Undfangelse, da de vel i tre Aar beholde Børnene ved Brystet«³).

Hvilken Vægt man nu vil lægge paa saadanne udokumenterede Vidnesbyrd, synes dog alene Tallene at tyde paa, at Rubin ikke ganske har Ret, naar han siger, at den danske Befolkning i det 18. Aarhundrede »satte Børn i Verden efter Evne«⁴). Dette interessante vil blive nærmere belyst i det følgende, idet vi nu gaar over til at betragte Fødselshyppighedens Bevægelser i de nordiske Lande ned gennem Tiderne.

FØDSELSHYPPIGHEDENS SVINGNINGER

En Betragtning af de Talrækker, der angiver Fødselspromillerne for Aar, viser — ligesom de tilsvarende Tal for Giftermaal at Bevægelserne op og ned i Fødselshyppigheden i det store og hele forløb i ensartet Rytme i alle fire Lande, om end denne Regel havde mange Undtagelser, og om end den Styrke, hvormed Stigning og Fald satte ind, ofte var ret forskellig i de enkelte Lande.

Sammenligner man Bevægelserne i Giftermaals- og Fødselshyppigheden,finder
vel en vis Overensstemmelse. I Periodermed

---

1) »Materialien« 11, S. 171 og 173.

2) Schelde: Frie Tanker om Aarsagerne til Folkemangel i Danmark. Økonomisk V, S. 50.

3) N. C. Clausen: Prisskrift om Folkemængden. Kbh. 1774, S. 504.

4) »Folketal og Fødselshyppighed«, S. 53.

dermedmange nystiftede Ægteskaber blev der som oftest født liere Børn end normalt, og omvendt. Men denne Regel er dog ikke undtagelsesfri. En nøje Undersøgelse lader ingen Tvivl om, at de stærke Svingninger i Fødselshyppigheden fra Aar til Aar ikke udelukkende havde deres Grund i Giftermaalstallenes Variationer.Selv Børneavlen er stærkest umiddelbart efter gteskabetsStiftelse, allerede en ganske overfladisk Betragtning af Tallene, at der maa have været Aarsager — økonomiske, sociale, etiske osv. — der har virket til at øge eller mindske Børneavlenogsaa de ældre Ægteskaber (og udenfor Ægteskab). I hvilken Grad dette har været Tilfældet skal vi prøve paa at kaste Lys over i det følgende.

For at kunne danne os en Forestilling om de nye Giftermaals Indflydelse paa Bevægelsen i Fødselstallene maa vi først skaffe os Kundskab om Omfanget af Børneavlen i Ægteskabet, samt om hvorledes Barnefødslerne fordelte sig over den Aarrække, et normalt Ægteskab varede i det 18. Aarhundrede.

Med Hensyn til det førstnævnte Spørgsmaal giver det nogen Vejledning, at Antallet af nystiftede Ægteskaber og Antallet af Børn fødte i Ægteskab i Sverige i de 50 Aar 1751_—1800 udgjorde henholdsvis 875 000 og 3 379 000, saaledes at der altsaa fødtes gennemsnitlig Børn for hvert nystiftet Ægteskab. For hver af de 5 Tiaarsperioder var de tilsvarende Forholdstal henholdsvis 3.9, 4.0, 3.8, 3.9 og 3.7. Hvis Sveriges Befolkning i det 18. Aarhundrede været stationær, for saa vidt angaar Giftermaal, vilde vi af de anførte Tal kunne slutte, at det Antal Børn, der fødtes i Ægteskab, gennemsnitlig var 3.9. Paa Grund af Stigningen Antallet af nye Giftermaal maa dette Tal anses for at være en Smule for højt.

Om det Tempo, hvori Barnefødslerne i Ægteskab foregik, findesingen Oplysninger. Her kan vi imidlertid drage Nytte af de Beregninger, vi har foretaget for at naa frem til den foran omtalte Overlevelsestavle for Ægteskaber. Da vi heraf har lært, hvor mange af 10000 samtidig ægteviede Kvinder i hver femaarig Aldersklasse der endnu er levende i Ægteskab efter Forløbet af 5, 10, 15 .... Aar efter Ægteskabets Stiftelse, og da vi med tilstrækkeligNøjagtighed Frugtbarheden af Hustruer i hver Aldersklasse¹), har det været muligt at beregne det normale Antal Fødsler i Iste, 6te, Ilte .... Aar af Ægteskabet og derefter ved

---

1) Bevölkerungsstatistik Schwedens, S. 121.

Interpolation optegne Fordelingskurven for Barnefødslerne over
Ægteskabets hele Varighed.

Hovedresultatet af denne Undersøgelse er, at der i 10 000 samtidig Ægteskaber med den ved Beregningen af »Overlevelsestavlen« Aldersfordeling af de viede fødtes ca. 37 000 Børn. Herefter skulde der altsaa, hvis Befolkningen havde været stationær i Henseende til Ægteskabsstiftelse, være født 3.7 Børn pr. Ægteskab, hvilket stemmer ganske godt med det foran nævnte Tal, 3.9, for den svagt voksende Giftermaalsbefolkning.

Den fundne Fordeling af Barnefødslerne over de Aar, gteskabet har ikke kunnet anvendes umiddelbart. De benyttede angaar nemlig gifte Kvinder i de forskellige Aldersklasser uden Hensyn til, hvor længe gteskabet varet, medens vi i vor Beregning har taget 10 000 nystiftede Ægteskaber som Udgangspunkt. Da nu Frugtbarheden hver Aldersklasse af Hustruer er større for de nygifte end for dem, der befinder sig i større Afstand fra Giftermaalstidspunktet, jeg med Hjælp i de Oplysninger, der findes i den danske Ægteskabsstatistik af 1901¹) tilpasset den fundne Fordelingskurve, at den maa antages nogenlunde at svare til Barnefødslernes Tempo, naar Udgangspunktet er samtidig stiftede Ægteskaber.

Den videre Fremgangsmaade kan lettest anskueliggøres ved et
Eksempel.

I Aaret 1779 fødtes der i Sverige 74 600 Børn i Ægteskab. Det normale Antal Fødsler i 1779 er under Hensyntagen til de da tilstedeværendegifte Aldersfordeling beregnet til 68700; Fødslernes Antal var saaledes 5900 større end normalt. Nu er Spørgsmaalet imidlertid, om man kunde vente et »normalt« Antal Fødsler i 1779. For at faa dette paa det rene maa vi undersøge Antallet af Giftermaal Aar for Aar tilbage i Tiden, idet et unormaltstort unormalt lille Antal Giftermaal paavirker FødslernesAntal alene i samme eller de nærmeste Aar, men — om end i aftagende Grad — langt frem i Tiden, i Virkeligheden i lige saa mange Aar som Børneavlen i Ægteskab varer. Det viser sig da, at af de 21 Aar 1759_—1779 var der ikke et eneste, hvor Giftermaalenes Antal var fuldt ud normalt; snart var Tallet over, snart under det, man kunde vente, hvis den faktiske Giftermaalshyppighedfaldt med den gennemsnitlige. Giftermaals-TalletsAfvigelser

---

1) Statistiske Meddelelser, 4. Række, 18. Bd., 1. Hæfte, S. 106.

maals-TalletsAfvigelserfra det normale i de 21 Aar har altsaa paavirket Antallet af Fødsler i 1779 baade i positiv og negativ Retning. Ved Hjælp af vor Fordelingskurve for Barnefødsler i Ægteskab har vi nu beregnet Nettoresultatet af Plus'er og Minus'er til -\- 1000. Af det Antal Fødsler indenfor Ægteskab, der forekom i 1779, skyldtes altsaa 1000 Variationer i Giftermaalshyppigheden i den forudgaaende Tid, og Aarets Overfrugtbarhed skal altsaa maales med 4900 i Stedet for med 5900.

Tilsvarende Beregninger er foretaget for hvert Aar fra 1769 til
1800, og Resultatet er grafisk fremstillet i Figur 2, hvor den fuldt

optrukne Linje angiver det faktiske Antal Fødsler i Ægteskab for hvert Aar, medens den punkterede Kurve betegner Antallet af Fødsler med Tillæg eller Fradrag af det Antal Fødsler, der efter Beregningen i det paagældende Aar maa være fremgaaet af overeller Antal Giftermaal i de forudgaaende 21 Aar. Det »normale« Antal Fødsler i Ægteskab er angivet ved en krydset (xxxxx) og desuden ved et skraveret Bælte, som tænkes dække de »tilfældige« Variationer i hvert Aars Fødselstal. Spillerummet for de tilfældige Afvigelser har jeg — formentlig tilstrækkelig forsigtigt — ansat til ± 414¹/₂ Gange Middelfejlen paa hvert Aars Fødselstal indenfor Ægteskab.

En lignende Beregning har jeg, saa godt det har kunnet lade sig gøre, foretaget for Finland. Her fødtes i 1751_—1800 gennemsnitlig ægtefødte Børn pr. Giftermaal. Til Beregning af Barnefødslernes savnes imidlertid her de fornødne Oplysninger, og jeg har derfor anvendt en Fordelingskurve, der svarer til den, vi fandt for Sverige. Heller ikke til Beregning af hvert Aars »normale« Antal ægtefødte Børn, der her er angivet ved Linjen xxxx uden Hensyntagen til de tilfældige Afvigelser, har jeg haft saa gode Hjælpemidler, som den svenske Statistik byder; jeg har maattet nøjes med at beregne Normaltallene paa Grundlag af

det gennemsnitlige Forhold mellem ægtefødte Børn og Folketallet. disse Mangler, som naturligvis gør Resultaterne for Finland mindre sikre end for Sverige, har jeg ment at burde meddele dem her (se Figur 3).

Ved disse Beregninger har vi bortelimineret den Indflydelse, som Variationerne fra Aar til Aar i Giftermaalenes Antal har maattet øve paa Fødselstallene, og Kurverne paa de to Figurer 2 og 3 lærer os da, at Indflydelsen af Variationerne i Giftermaalstallenevel har forøget, snart formindsket Fødselstallenes Udsving fra det normale, men ikke i væsentlig Grad forandret Fødselskurvens Karakter. Selv om Giftermaalshyppigheden havde været konstant fra Aar til Aar, vilde der have været store Variationer,som

tioner,somi mange Tilfælde ligger langt ud over den Grænse, som man i dette Forhold vil kunne indrømme det tilfældige. De store Udsving fra det normale falder i det væsentlige sammen med de Udsving, man finder i Giftermaalskurven, hvilket tyder paa, at gode og daarlige Tider samtidig har paavirket Tilbøjelighedentil stiftey nye Ægteskaber og Fødselshyppigheden indenfor de bestaaencle Ægteskaber.

Til en nærmere Paavisning af Sammenhængen mellem de økonomiske, o. a. Forhold og Fødselstallenes Udsving fra det normale vilde der kræves et nøjere Kendskab til Sveriges og Finlands Historie, end jeg er i Besiddelse af. Her skal kun gøres opmærksom paa nogle faa iøjnefaldende Momenter for Sveriges Vedkommende.

De meget lave Fødselstal i Aarene 1772 og 1773 staar utvivlsomt Sammenhæng med en almindelige Depression, fremkaldt af Misvæksten i 1771 og 1772, en Misvækst der var ledsaget af Hungersnød og omfattende Typhus- og Dysenteri-Epidemier. Naar saa Fødselstallene steg over det normale i de to følgende Aar, tør dette maaske ses som en Reaktion, en delvis Udligning gennem »opsatte Fødsler«. Gaar man videre frem i Tiden, finder man, at det ualmindelig gode Høstaar 1779 fulgtes af en stærk Stigning i Fødselstallene i 1779_—80, medens der efter de yderst slette Høstaar 1780—83 fulgte Nedgang i Fødslernes Tal. I 1787 var Høsten atter særdeles god og Fødselstallet var højt det følgende Aar. Det lave Fødselstal i 1790 staar maaske i Forbindelse med Krigstilstanden 1788^—90. Efter Fredslutningen følger en kraftig Reaktion; støttet af gode Høstaar stiger Fødselstallet stærkt i nogle Aar; det falder igen til nær det normale i 1795 for paany at stige stærkt 1796^—98, efter en Periode der karakteriseres ved godt Udfald af Høsten. Endelig følger der 1798—1800 tre Aar med fejlslagen Høst, og samtidig falder Fødselstallene stærkt, i Aaret 1800 til langt under det normale.

For Finlands Vedkommende er jeg ude af Stand til at give nogensomhelst selvstændig Kommentar til Tallene, men maa henholde til nedenstaaende Udtalelse, som Overdirektøren for Finlgfids statistiske Centralbureau Martti Kovero velvilligt har stillet til min Raadighed:

Uppgifter om goda år föreligga knappast alls i ifrågavarande hänseende. I minnet ha närmast stannat de dåliga åren, vilka på grund av missväxt eller krig varit speciellt svåra. Da Finlands befolkning på den tiden nästan helt och hållet hade sin utkomst av lantbruk, var dess välmåga framför allt

beroende av årsskörden. Goda skördar voro dock pa den tiden sällsynta i vårt land på grund av den primitiva odlingstekniken och den ständiga frostfaran,som outdikade kärren föranledde. Nöden var da en ständig gäst i vårt land. I varje fall fanns det naturligtvis en del år, som voro särskilt dåliga. Enligt historieforskningen voro:

Åren 17G9—1772 dåliga, enär i en del av landet erhölls en dålig skörd;
de voro dock ej allmänna nödår.

År 1776 förekom froster, vilka på ett flertal orter föranledde missväxt.

År 1781 var det partiell missväxt.

Åren 1783—85 voro dåliga, speciellt vintern 1784

År 1787 var ett myckel dåligt år, i det missväxt drabbade en stor del av
landet.

Åren 1788—1790 voro krigsår (kriget mot Ryssland), dessutom utföll skörden
illa år 1790.

År 1797 var återigen ett svårt nödår, som synbarligen bidrog att nedtrycka
nativiteten under följande år. Däremot har man icke sig bekant, att åren
1799—1800 varit nödår.

Om de nyss uppräknade dåliga årens »intensitetsgrad« finnes tyvärr icke tillräcklig utredning. Fördenskull är det svårt att veta, vilka av dem som varit så svåra och berört så vidsträckta områden, att man kunde vänta sig en inverkan av dem på nativiteten. Det är exempelvis egendomligt, att nativiteten 1783_—1785 var så hög, ehuru dessa år sägas ha varit svåra nödår. Ha dessa års dåliga skörd överdrivits i dåtida dokument? Måhända i syfte att sprida missnöje mot Gustav III? I varje fall skulle man tro, att en verkligt svår nödtid borde avspegla sig i utvecklingen- av nativiteten. En omständighet, som i detta sammanhang förtjänar uppmärksamhet är den, att man före 1788—90 års krig fick inköpa spanmål från Ryssland till vårt land. På grund därav benämndes kejsarinnan Katarina II mångenstädes i Finland »Mjöl-Kajsa«. Antagligen sökte Katarina II härigenom befordra vissa politiska planer: att få opinionen gynnsamt stämd mot sig ifall Finland eventuellt lösryckt från Sverige. Måhända neutraliserade denne spanmål härstammande från de ryska kronomagasinen till en stor del inverkan av de nämnda dåliga skördarna. Krigsåren 1788—90 och missväxten år 1790 avspegla sig däremot tydligt i nativitetssiffrorna, likaså nödåret i slutet i 1790-talet.

Endnu maa vi i denne Forbindelse tilføje nogle Bemærkninger
om Bevægelsen i Antallet af Fødsler udenfor Ægteskab.

Man kunde maaske paa Forhaand være tilbøjelig til at formode,at daarlige Tider og vanskelige Erhvervsforhold holdermange Folk tilbage fra at indgaa Ægteskab, vil dette medføre Stigning i Antallet af illegitime Forbindelser og dermed i Tallet paa uægtefødte Børn¹). De Tal, der foreligger fra Sverige fra det 18. Aarhundredes 2. Halvdel, peger dog ikke i denne Retning.Gustav

---

1) Saaledes siger W/7/. Scharling: »Ja da Fødslerne jo ogsaa omfatter uægte Fødsler, kan det endog antages, at Nødvendigheden af at indskrænke Vielsernes netop vil medføre en Forøgelse af de uægte Fødsler« (Danmarks I, S. 508).

ning.GustavSundbärg har for hvert Aar tilbage til 1749 beregnet Fødselspromillen dels for gifte Kvinder under 45 Aar, dels for ugifte Kvinder og Enker i Alderen 20_—45 Aar¹). Ved at sammenholdedisse Talrækker er det, der stærkest falder i Øjnene, at fra Tiden omkring 1775 begyndte der en Stigning i Fødselshyppighedenudenfor en Stigning som især blev voldsomi sidste Decennium. Tanken henledes straks paa, om Forklaringen herpaa skulde ligge i, at der muligvis har været en stærk Aldersforskydning indenfor ugifte Kvinder og Enker i fødedygtig Alder. En Undersøgelse har dog vist, at dette

ikke er Tilfældet. Det er imidlertid ikke saa meget den stærke Stigning i Antallet af uægtefødte, der interesserer os her, men den ensartede Rytme, de to Talrækker illustrerer. Erkendelsen af Rytmens Ensartethed lettes, naar man neutraliserer Virkningenaf nys berørte stærke Stigning i Tallene for Fødsler udenfor Ægteskab i Slutningen af Perioden. For i nogen Grad at opnaa dette, har jeg for hvert Aar fra 1754 stillet de af Sundbärgberegnede i Forhold til Gennemsnitspromillerne for de nærmest forudgaaende 5 Aar. Resultatet af denne Reregning er grafisk gengivet i Figur 4. Det vil ses, at Stigning og Fald i den ægteskabelige Frugtbarhed ledsages, om ikke undtagelsesfrit, saa dog som Regel af samtidig Stigning og Fald i Fødsler udenfor

---

1) Revölkerungsstatistik Schwedens, S. 118.

Ægteskab, hvilket tyder paa, at de samme Aarsager har været
virkende1).

Vi er da naaet til det Resultat, at de Tal, der foreligger fra Sverige og Finland for den sidste Del af det 18. Aarhundrede, tyder paa, at ikke alene Tilbøjeligheden til Ægteskabsstiftelse men ogsaa Børneavlen i og udenfor Ægteskab i hin Tid var overordentlig overfor Svingninger i de ydre Levevilkaar.

Til Forklaring heraf kan man tænke sig flere Muligheder. Man kan søge Aarsagen i rent fysiologiske Forhold, idet det ikke synes urimeligt at antage, at slet og utilstrækkelig Ernæring og anden Elendighed, som i hine Tider var den brede Befolknings Lod, naar Høsten og Fiskeriet slog fejl eller naar Levevilkaarene uf andre Grunde maatte sættes ned under Jævnmaalet, bevirkede en Nedsættelse af den fysiske Forplantningsevne²). Et Fingerpeg i denne Retning finder vi i den Omstændighed, at det — som vi har set — ikke alene var Tallet paa Fødsler i Ægteskab men ogsaa Antallet af uægtefødte Børn, der ofte var lavt i onde Tider.

Det gaar dog næppe an at ville mene, at Forklaringen af Svingningernei hermed er udtømt. I saa Fald vilde man næppe tilstrækkeligt kunne begrunde Over-Frugtbarheden i de gode Aar. Det sandsynligste er vel nok, at Forklaringen skal søges i et Kompleks af Aarsager, hvor psykiske Momenter findes

---

1) Den ensartede Rytme i Fødselshyppigheden i og udenfor Ægteskab er, for en langt senere Tid, allerede paapeget af Wappåus, som søger Forklaringen at mange »Uægtefødsler« er Frugter af vedvarende Forbindelser, saakaldte »vilde Ægteskaber«, hvis Frugtbarhed bestemmes af ganske de samme Aarsager som de legitime Ægteskabers. (J. E. Wappäus: Allgemeinc Bevölkerungsstatistik. 11, S. 399 ff., Leipzig 1861).

2) Hvor haardt et Misvæktsaar slog den landbrugende Befolkning i hine Tider, faar man et Indtryk af ved at læse det Udtog af Præsternes Aarsberetninger, er offentliggjort som Bilagshæfte til »Statistisk tidskrift« 1908. Elis Sidenbladh har her bl. a. givet følgende Resumé (S. 16): »Såsom orsaker till missväxterna angifves än stor torka, än öfverflödigt regn, än nattfroster. Följderna häraf blifvit, att man stundom erhållit igen icke ens utsädet, så att man nödgats lämna åkrar obesådda ett följande år, eller i andra fall måst för foderbrist gripa till halmstaken, men kreaturen ändock stupat för svält. Likaledes berättas om huru människor dött af svält eller för att uppehålla lifvet måst tillgripa otjänlig föda och sålunda baga sig bröd af mera eller mindre olämpliga ämnen. Till sådant nödbröd har man användt (mycket ofta), agnar, halm, »stamp« af agnar och halm (i Finland), ljung, höfrö, knopp, ållon, syra, rötter af vattenklöfvern, grönt plockadt af jorden och sammankokadt med litet mjölk, rågbrodd uppgräfd under snön samt ben m. m.«

Side om Side med fysiologiske. Naar man betænker, at slette Konjunkturer og Kriser i det for social Forsorg i moderne Forstandblottede i det 18. Aarhundrede gik ganske anderledeshaardt Livet løs, end Tilfældet er i vor Tid, synes det ikke urimeligt at antage, at Nedgang i Fødselstallene i nogen Grad stod i Forbindelse med en ved det mørke Tidsbillede fremkaldtseksuel Og omvendt at Folkepsyken i gode Aar var til Gunst for en Stigning i den ægteskabelige Frugtbarhe ¹). Jeg er mig bevidst, at jeg her bevæger paa et Felt, hvor jeg ikke kan tale med nogen stor Autoritet. Men som Statistikerkan ikke fortolke de Tal, der er Resultatet af min Undersøgelse,anderledes, at de synes at give Udtryk for, at i Sveriges Befolkning i sidste Del af det 18. Aarhundrede har onde Tider nedsat baade Forplantningsviljen og Forplantningsevnen, og at i gode Tider Viljen til at sætte Børn i Verden har været større end normalt.

Undersøgelsen har alene kunnet gennemføres for Tiden fra og med 1769 for Sveriges Vedkommende og for Tiden fra og med 1771 for Finland, fordi Oplysning om det aarlige Antal Giftermaal kun rækker tilbage til henholdsvis 1749 og 1751, og der kræves en Periode af mindst 21 Aar for at udtømme Indflydelsen af Variationerne i Giftermaalstallene paa de aarlige Antal Fødsler i Ægteskab. Om man vilde komme til et andet Resultat, hvis det var muligt at føre Undersøgelsen længere tilbage i Tiden, end de overleverede Data har sat os i Stand til, kan naturligvis ikke vides med Sikkerhed. Man kan ikke benægte Muligheden af, at »MassernesBefolkningspolitik« været mindre aktiv i første Halvdelend

---

1) Denne Opfattelse kom allerede til Udtryk i den svenske Tabelkommissions af 1761, hvori det hedder: »At missväxt och swåra år hindra föreningen i nya giftermål, behöfwer ej bewis. Men at de redan giftas säng deraf icke så ofta blomstrar, kan nogsamt förstås, då man besinnar, at ett par dalers större dyrhet på spannemålen uppsätter straxt alla jordbrukarenas twingar honom att spara för sin egen maga, giör sinnet tungt och bekymmersamt, samt nödgar både man och hustru, at hwar på sin wäg fika efter förtiensten«. Rigtigheden af denne Betragtning søger Koncipisten af Beretningen efter fattig Lejlighed at illustrere med Tal. Medens Prisen paa en Tønde Korn i 1747 og 1748 var 28—30 Daler, faldt den i 1749 og 1750 til 25—26 og 17 Daler. »Straxt woro pigor och drängar färdiga att tinga sig i brudsäng, äfwensom de giftas kärlek begynte straxt gladare brinna«; 1751 opviser (for Sverige og Finland tilsammen) 2500 flere Giftermaal og 13 000 flere Fødsler med 1749, og paa samme Vis kommenteres Tallenes Svingninger de følgende Aar indtil 1757. (Aug. Hjelt: De första officiela relationerna om svenska tabellverket åren 1749—1757. Helsingfors 1899. S. 73).

delendi sidste Tredjedel af det 18. Aarhundrede, men der foreligger— vidt jeg kan se — intet der bestyrker en Formodningi Retning, og jeg tror i det følgende at kunne godtgøre,at Udtalelse af Eli Heckscher om dette Punkt i den foran nævnte Afhandling næppe er tilstrækkeligt underbygget.

Idet Heckscher kommenterer de af ham fremdragne Fødselstal for hele Sverige 1736_—48 og for et Udsnit af Landet bestaaende af Staden Stockholm og 9 län (et Udsnit, der tilsammen omfatter ca. to Femtedele af Landets hele Befolkning) for Perioden 1721

—35, bemærker han, at der er en paafaldende Ligelighed i Tallene, oftest ligger mellem 30 og 35 pr. 1000 Indbyggere, idet de kun i to Aar i hver Retning nævneværdigt overskrider disse Grænser, som Heckscher betegner som snævre. Den Slutning, H. drager af disse Tal, er den, at den ogsaa for den paagældende Tid sædvanlige Forestilling om store Svingninger i Giftermaalshyppighed i den ægteskabelige Frugtbarhed efter Konjunkturerne, at være urigtig. H. mener, at Tallene næppe kan förstaas paa anden Maade end som Udtryk for en i det store og hele meget lidt vekslende Giftermaalshyppighed, og — tilføjes det saa — »at Børneantallet i Ægteskab ikke bestemtes af økonomiske det siger næsten sig selv¹).

Det synes heraf at fremgaa, at Heckscher gaar ud fra som noget givet, at det eneste Moment, der i hine Tider kan tænkes at have paavirket Antallet af Fødsler i Ægteskab, er Svingninger i Giftermaalstallene. har jeg i det foregaaende for en Periode, der kun ligger tre Decennier senere, paavist, at Svingningerne i Giftermaalstallene sætter Spor i Fødselstallene langt frem i Tiden, men saa moderat, at Fødselskurvens Karakter ikke ændres derved. har jeg for samme Periode paavist, at Variationen Fødselstallene efter Eliminering af Virkningerne af Giftermaalshyppighedens er langt større end den, der kan tænkes at skyldes tilfældige Aarsager, samt at der kan paavises en vis Korrespondens mellem Konjunkturerne og Fødselstallenes Udsving fra det normale. Er der nu nogen rimelig Grund til at formode, at alt dette, som altsaa passer paa Perioden 1769_—1800, ikke vilde vise sig at holde Stik, hvis vi havde Midler til at gentage for Perioden 1721_—48?

En saadan Formodning vilde der være Støtte for, hvis Fødselstallenei
1721—48 viste et regelmæssigt Forløb uden
større Udsving fra Gennemsnittet. Med Hensyn til dette Punkt

---

1) Nationaløk. Tidsskr. 1933. Festskriftet i Harald Westergaard, S. 132.

taler Heckscher — som før nævnt — om en »påfallande enlighet«, men selv om Fødselspromillen i de fleste Aar af Perioden holdt sig indenfor Grænserne ± 6 Procent af Gennemsnittet, blev disse Grænser dog væsentlig overskredet i 1727 (10 Procent under), 1728 (15Procent under), 1736 (10Procent under), 1739 (13Procent over) og 1745 (12 Procent over)¹). Og det springende Punkt er jo netop, at der forekommer saadanne betydelige Afvigelser fra det normale, som ikke kan antages at skyldes Tilfældigheders SpiP).

Hvis man nu tager for sig de lange Rækker af Fødselspromiller for de nordiske Lande i det 18. Aarhundrede, kan man ikke undgaaat Mærke til de hyppigt forekommende Tilfælde af Samtidighed i Stigning og Nedgang i de enkelte Lande. Naar dette er stærkest udpræget i Forholdet mellem Danmark og Sverige,ledes hen paa, at hine Tiders økonomiske Konjunkturerutvivlsomt stort Omfang gennem Udfaldet af Høsten og Fiskeriet var bestemt af Naturkræfter (strænge eller milde Vintre, Tørke, ødelæggende Væde, Kvægpest og andre Farsoter), hvis Virkninger paa godt og ondt Nabolandene til en vis Grad maatte dele³). Tallenes Parallelbevægelse er jo langt fra undtagelsesfri,

---

1) Da det drejer sig om en Analyse af hele Perioden 1721—48, har jeg valgt Tallene for Stockholm og de 9 län, som iøvrigt ret nøje følger Tallene for hele Landet for saa vidt angaar 1736—48.

2) De Oplysninger, der findes om Høstens Udfald i denne Periode, synes i hvert Fald for 4 af de 5 nævnte Aar at falde i Traad med Fødselstallenes Afvigelser fra det normale: Misvækst i 1726 og knap Høst i 1727 — lav Fødselshyppighed 1727 og 1728; »ymnig« Høst i 1737 og 1738 — høj Fødselshyppighed 1739; »ymnig« Høst i 1744 — høj Fødselshyppighed i 1745. (Utdrag Em. Ekmans undersökning om årsväxtens förhållande och isynnerhet missväxterna i Sverige 1523—1781. Bilag til J. Hellstenius: »Skördarna i Sverige och deras verkningar«, Statistisk tidskrift 1871).

3) Gustav Sundbärg har utvivlsomt Ret, naar han understreger, at de 95 Procent af Sveriges Befolkning, som omkring Midten af det 18. Aarhundrede fik sit Livsophold ved Jordbrug og Haandværk paa Nationaløkonomiens Grund, kun i yderst ringe Grad berørtes af saadanne politiske og administrative som gav sig Udslag i gode eller daarlige Tider for Handel, Søfart og »Manufakturer«. For den ganske overvejende Del af Befolkningen Udfaldet af Høsten det væsentligste konjunkturbestemmende Moment. »Ett godt år innebar ofta rent af öfverflöd — för några månader, både för folk och kreatur. Ett sådant år följdes alltid af ett stort antal giftermål, födelsetal och äfven minskad dödlighet. En föjld af gynsamma skördar kunde gifva hela bygden en prägel af allmänt välstånd, som visserligen på en mycket gungande grund. En svag skörd betydde regelbundet umbäranden, understundom svält och hungersnöd.« (Emigrationsutredningen. S. 50).

og især findes der for Finlands Vedkommende Svingninger, som ikke genfindes i Tallene for de andre Lande — formentlig et Udslag af mere lokale Naturbegivenheders Indflydelse paa de øjeblikkelige Levevilkaar og dermed paa Fødselstallene.

Alt i alt synes det ikke urimeligt at drage generaliserende Slutninger
Resultaterne af vor Undersøgelse for Sverige og Finland
de tre sidste Decennier af det 18. Aarhundrede.

Hvad vi her har lært, rokker — saa vidt jeg kan se — i og for sig ikke ved Malthus' Lære, saaledes som den udformedes i 2den og senere Udgaver af »Principles of Population«. Det bekræfter kun, at Godwin havde Ret, naar han foranledigede Malthus til at medoptage Afholdenhed i Ægteskabet (»moral restraint«) blandt de Faktorer, der hindrede Refolkningsformerelsen fra at stige over Hungergrænsen. Naar man læser fjerde Bog af »Principles«, faar man iøvrigt det Indtryk, at Malthus nærmest betragter Medtagelsen den nævnte Faktor som en teoretisk Indrømmelse, en logisk Fuldstændiggørelse af hans Skema, men at han ikke i synderlig regnede med den i Praksis. Og heri havde Malthus maaske Ret i al Almindelighed, men saa meget mere ejendommeligt det, at der her oppe i det høje Nord fandtes Befolkninger, allerede paa Malthus' Tid og før var saa »moderne« at de ikke manglede den positive Regulator af Formereisen.

Dette hænger maaske sammen med det Faktum, jeg har paapeget at de nordiske Landes Fødselshyppighed i det 18. Aarhundrede var lav efter Tidsforholdene. Om man saa vil mene, at det ene som det andet — baade den moderate Frugtbarhed og dens Bevægelser i Takt med Konjunkturerne skal skrives paa Folkenes Aktivside som et Udslag af relativt fremskreden og dybt gaaende Kultur, eller paa Passivsiden som indicerende en begyndende det er et Spørgsmaal, som ligger udenfor Rammerne af den Opgave, jeg har stillet mig.

DØDELIGHEDEN

I Perioden 1751_—1800 laa den gennemsnitlige Dødelighedspromillei nordiske Lande paa et Niveau mellem 25 (Norge) og lidt over 28 (Danmark og Finland), medens Sverige indtog en Mellemstilling med en Dødelighedspromille af omtrent 27¹/₂ (se Tabellen Side 15). Sammenlignet med vore Dage, da vi er nede paa en Dødelighed af 10_—12 aarlig pr. 1000 Mennesker, maa Tallet28

let28synes stort, men endnu i de to første Decennier af det 19. Aarhundrede havde Europa som Helhed en Dødelighed af over 32 Promille, og først i 1880erne havde Lægekunst og Hygiejne formaaet at presse vor Verdensdels Dødelighed ned under Tallet 28. I Gennemsnitstallet for Europa vejer naturligvis Rusland og de øvrige østeuropæiske Lande stærkt til, men ogsaa i store Dele af Mellem- og Sydeuropas Befolkning holdt Dødeligheden sig langt op imod vore Dage paa et højere Niveau end i Danmark og Finlandi Halvdel af det 18. Aarhundrede: i Wiirttemberg til 1870erne, i Italien, Bayern, Sachsen og Østrig til 1880erne, i Ungarnog til 1890erne. Det maa vistnok siges, at Dødelighedeni nordiske Lande — ligesom Fødselshyppigheden — var forholdsvis moderat i den Del af det 18. Aarhundrede, for hvilken vi har Kendskab til dette Forhold.

Dette er saa meget mere bemærkelsesværdigt, somNødaar og epidemiske slog haardt i hine Tider, saaledes at Dødeligheden visse Aar naaede op paa Tal, der for os synes fantastiske. Dette skal vi senere komme tilbage til, men først vil vi prøve paa at danne os en Forestilling om, hvad den Dødelighed, der var fremherskende i de nordiske Lande i det 18. Aarhundrede, betød som LMtryk for den daværende Befolknings typiske, eller rettere Livsforløb. Vi vil med andre Ord benytte Dødelighedserfåringerne til at beregne Dødelighedens Modstykke: Levedygtigheden.

Et vigtigt Fingerpeg i saa Henseende giver den Dødelighedstavle, Per Wargentin beregnede for hele det daværende svenske (undtagen Pomern, Riigen og Wismar) for Aarrækken 1755_—63, og offentliggjorde i Kungl. Vetenskaps-Academiens handlingar for 1766. Hvis man omregner Wargentins Angivelse af, hvor mange Levende i hver femaarig Aldersklasse, der svarede til 1 Dødsfald i Aldersklassen, til en Overlevelsestavle med saarige Intervaller, finder man de i omstaaende Tabels to første Kolonner anførte Resultater.

For det egentlige Sverige (uden Finland) staar imidlertid et langt rigere Materiale til Raadighed, takket være Gustav Sundbärgsmyre Arbejde med det svenske Tabelværks Arkivskatte.Sundbärg for hvert Kalenderaar tilbage til 1751, særskiltfor og Kvinder, beregnet Dødelighedskvotienter for hver af Livets Femaarsgrupper; og ikke nok hermed: de samme Beregninger er udført for hvert Femaar og hvert Tiaar og endeligfor af de tre 50aarige Perioder 1751_—1800, 1801_—50 og

1851_—1900¹). Mærkeligt nok er Sundbärg standset nær ved et Maal, som han selv finder det tiltrækkende at naa frem til. Ved en Sammenligning af den svenske Befolknings Levedygtighed i ældre og nyere Tid anvender han i »Bevölkerungsstatistik Schwedens«den Dødelighedstavle for 1816^—40, idet han bemærker,at Tavle er uegnet til dette Formaal, fordi den omfatter baade Finland og Sverige²). Det synes, at det havde været mere nærliggende at udnytte de med stor Møje tilvejebragteSerier Dødelighedskvotienter til Beregning af Overlevelsestavlerfor Befolkning i en eller flere af de foran nævnte Perioder i det 18. Aarhundrede.

De Sundbarg'ske Dødelighedskvotienter for Perioden 1751—

---

1) Statistisk tidskrift 1909, S. 222 fi.

2) Sundbärg a. St. Side 64.

1800 har jeg benyttet til Beregning af Tallene i tredje og fjerde
Kolonne i Tabellen Side 421).

Der er en paafaldende Overensstemmelse mellem de to Overlevelsestavler. Sverige og Finland 1755_—63 bliver Middellevetiden 0-aarige 34.2 Aar for Mænd og36.6Aar for Kvinder; de tilsvarende for Sverige 1751_—1800 er 34.7 og 37.6. Men ikke nok hermed, Fødselskullenes Udtynding forløber saa at sige fuldstændig hele Forskellen mellem de to Overlevelsestavler beror i Virkeligheden paa, at den Spædbørnsdødelighed, hvormed har regnet, er en Übetydelighed større end den gennemsnitlige for Sverige i 1751_—1800.

En Middellevetid af omkring 36 Aar var altsaa hvad der var beskaaret de Børn, der i det 18. Aarhundredes sidste Halvdel saa Dagens Lys i Sverige. I hvilken Grad Levedygtigheden er steget siden dengang, kan maales med Resultaterne af de sidst beregnede Dødelighedstavler, som viser en Middellevetid for Danmark (1926 —30) af 61V₂ Aar, for Sverige (1926—30) af 62¹/, Aar, for Norge (19²¹/₂₂ ^—19^SO/_S1) af nærved 62^x/₂ Aar og for Finland (1921—30) af 53 Aar. Den typiske Forskel mellem før og nu med Hensyn til Tempoet for Udtyndingen af et vist Antal samtidig fødte ses af

---

1) Beregningerne er udført af Sekretær i Det statistiske Departement Frøken I. Alsing med Benyttelse af den i Westergaard og Nybølles »Statistikens Teori« (1927) Side 371—80 angivne Metode.

Figur f) (S. 43), som gengiver Overlevelsestavierne for Mænd for
Sverige 1751—1800 og for Danmark 1926—30.

Vi har set, at Dødelighedskvotienterne i det 18. Aarhundrede laa nærmere det tredobbelte end det dobbelte af Nutidens, og at Middellevetiden dengang ikke var meget mere end halvt saa stor som nu. Til Gengæld var Livsfornyelsen gennem Fødsler jo i det 18. Aarhundrede, maalt i Forhold til Folkemængden, rundt regnet dobbelt saa stor som i vore Dage. Intet af de nævnte tre Momenter undværes ved Karakteriseringen af den demografiske Type, men Karakteriseringen er ikke fuldkommen, hvis man ikke tillige gør sig klart det samlede Resultat af de tre Momenters Samvirken. Et Folks eller en Befolkningsgruppes Livskraft eller »Vitalitet« kan numerisk udtrykkes ved det Antal Aar, der under givne Forudsætninger gennemleves af et Aars Fødselskuld af en vis Folkemængde, f. Eks. 10 000.

For Sverige i det 18. Aarhundredes sidste Halvdel finder vi et Viltalitetstal af 12100, d. v. s. at de 336 Børn, der i aarligt Gennemsnit for hver 10 000 Indbyggere, havde et samlet Antal Leveaar af 12100.

Til Sammenligning hermed tjener, at Vitalitetstallet for Sverige Danmark efter Dødelighedstavlerne for 1926_—30 er henholdsvis og 12000. Den svenske Befolknings Vitalitet er altsaa — trods den lavere Dødelighed og p a a Grund af den lave Fødselshyppighed — henimod en Femtedel mindre end i det 18. Aarhundrede, medens den danske Befolknings Vitalitet nu er en Übetydelighed lavere end den svenskes i det 18. Aarhundrede. Vitalitetens Kulmination naaedes i Danmark i første Tiaar af dette Aarhundrede med 15_—16 000, i Sverige holdt Tallet sig længe mellem 14 000 og 15 000, i Norge naaede det omkring Aarhundredskiftet op imod 16 000.

Vi ser altsaa, at hvad Befolkningerne har vundet i Vitalitet ved Nedgang i Dødeligheden, har de mistet igen ved Tilbagegang i Frugtbarhed; ja mere endnu: Vitaliteten er i Dag mindre end for 150—200 Aar siden.

For Samfundsmekanismen og Folkets økonomiske Liv kan imidlertid en vis Vitalitet, summarisk udtrykt ved et vist Antal gennemlevede Aar, være af højst uens Værdi, alt efter LeveaarenesFordeling de forskellige Aldre. I de første Livsaar er vi udelukkende forbrugende, og først ved Indtrædelsen i den voksne Alder begynder vi i væsentligere Grad at bidrage til Dækning af vort Forbrug ved Deltagelse i det produktive Arbejde. Normalt

øges Individets samfundsøkonomiske Værdi derefter Aar for Aar, indtil Arbej dsinvaliditet og Svækkelse af legemlig og aandelig Kraft atter faar Kurven til at falde. I Oldingeaarene vender vi endelig tilbage til udelukkende eller overvejende at være Konsumenter,som i ringe Grad kan bidrage til Samfundsproduktionen.Det derfor Interesse at foretage en Opløsning af Vitalitetstallet,saaledes de Antal Aar, der gennemleves i de forskelligeAldre, betragtes særskilt. Resultatet af en hertil sigtendeBeregning fremstillet i Figur 6, hvor de Arealer, der be-

grænses af de trappeformede Linjer angiver Antallet af gennem
levede Aar indenfor hvert af Livets Femaar.

Det vil ses af Figuren, at de ca. 12 000 gennemlevede Aar, hvortil er maalt saavel for Danmark i Nutiden som for Sverige i det 18. Aarhundrede, fordeler sig ganske forskelligt paa Livets Aldre i de to Tilfælde. Af de gennemlevede Aar faldt paa Ungdomstiden en langt større Del i det 18. Aarhundrede end i Nutidens Danmark; fra 40 Aars Alderen er det modsatte Tilfældet.

Ved en Vurdering af de omtrent lige store summariske Vitalitetstalvil
være rimeligt at gruppere de 18 Femaar, hvori vi har

opløst Vitalitetstallene, paa saadan Maade, at de produktive Aar udskilles. Hvor man i saa Henseende bør lægge Grænselinjerne, kan naturligvis omdisputeres, og Valget maa altid blive noget vilkaarligt.Dobbelt bliver det, naar Talen er om to Tidspunkter,der saa langt fra hinanden som her, og om to Befolkninger, der levede og arbejdede under meget forskellige Vilkaar baade i Henseende til økonomisk Organisation, sociale og humanitære Foranstaltninger og folkehygiejnisk Udvikling. 1 grove Træk vil man dog faa et Billede af Forholdet, hvis man for begge Tidspunkter anvender den sædvanligt benyttede Gruppering,hvor under 15 og over 65 Aar betragtes som uproduktive, de to Femaarsgrupper 15_—20 og 60_—65 Aar som »halvproduktive«, og Resten (20^—60 Aar) som fuldt produktive.Delt disse Grænselinjer faar vi følgende Opdeling af de gennemlevede Aar:

Det vil ses, at trods de store Forskelligheder, som Figur 6 viser, giver Opdelingen i uproduktive, halvproduktive og fuldt produktive Resultater, der næsten fuldstændig dækker hinanden.

DØDELIGHEDENS SVINGNINGER

En Sammenholden af Rækkerne af de aarlige Dødelighedspromillerviser ikke ringe Ensartethed mellem de fire Lande med Hensyn til Dødelighedens Svingninger fra Aar til Aar. De samme Aarsager — Epidemier, Underernæring i Misvæktsaar o. 1. — har aabenbart i stort Omfang været bestemmende for disse Svingninger,om den Styrke, hvormed de virkede, ofte var ret forskellig.Svingningerne

skellig.Svingningernegik dog nu og da i modsat Retning, et Udtrykfor af lokalt begrænsede Epidemier o. 1. Blandt andet lægger man Mærke til, at de store Farsoter af Typhus og Dysenteri, som hærgede baade Danmark, Norge og især Sverige i Aarene 1772_—73, slet ikke synes at have berørt Finland, som tværtimod i de nævnte Aar viser paafaldende lave Dødelighedsta ¹).

I flere Tilfælde falder det i Øjnene, at der efter Aar med høj Dødelighed fulgte et enkelt eller et Par Aar, hvor Dødens Høst var særlig lav — en naturlig Følge af, at Døden undertiden tager Forskud og udslukker en Del »mindre gode Liv«, som normalt vilde være faldet de nærmest følgende Aar til Last. Men bortset herfra faar man ikke Indtryk af, at Dødeligheden i den her betragtede var underkastet større typiske Variationer af længere Varighed. Dog laa Dødeligheden i Aarhundredets sidste Decennium i Danmark, Norge og Sverige noget lavere end i den forudgaaende Tid tilbage til 1736.

De af Professor Heckscher fremdragne Dødelighedstal for Sverige Perioden 1721_—48 giver Anledning til særlig Omtale. For Aarene 1736_—48 har det Materiale, der har staaet til Raadighed, muliggjort Beregning af Dødelighedspromiller saavel for hele det daværende egentlige Sverige som særskilt for det foran omtalte Udsnit (Staden Stockholm og 9 län); Tallene for Helheden og for Udsnittet afviger ikke væsentligt fra hinanden og giver i deres Forløb i det store og hele samme Billede. For Aarene 1721_—35 findes ingen Dødelighedstal for hele Landet, og vi skal derfor alene beskæftige os med Tallene for Udsnittet.

Heckscher har ganske Ret, naar han fremhæver, at de fundne Tal for de første 15 Aar af Perioden (1721^—35) viser en — efter Tidsforholdene — paafaldende lav Dødelighed med Aars-Maksima omkring 23 Promille og Minima lidt over 18. I Modsætning hertil viser Aarene 1736_—48 først i nogle Aar ret høj Dødelighed og

---

1) I 1771—72 var der delvis Misvækst i Finland, uden at dette gav sig Udslag høj Dødelighed. I Betragtning af den Aarsagsforbindelse mellem Høstudbyttets eller mindre Rigelighed og Dødeligheden, der i det følgende vil blive paavist for Sveriges (og Danmarks) Vedkommende, maa dette forekomme I denne Forbindelse maa jeg dog maaske — uden at besidde de for en faglig Vurdering nødvendige medicinske Forudsætninger — henlede Opmærksomheden paa nogle lagttagelser om Barkbrødets diætetiske Værdi, der er refererede af den finske Læge Robert Ehrström i Finska läkaresälskapets Bind LXXV, »De nordiska ländernas diet- och kostföring historisk belysning«.

derefter fra 1744 et Fald, uden at Tallene dog kommer ned paa det lave Niveau i 1721_—35. I Kommentaren peges der paa, at Perioden med den lave Dødelighed fulgte umiddelbart efter Afslutningenaf store Krig 1700^—21, og at det derfor er rimeligt,at er den forudgaaende Tids »Udrensning«, der er kommentil i smaa Dødstal. Denne ved første Øjekast plausible Forklaring forekommer mig at have to svage Punkter. For det første synes det lidet rimeligt, at Udrensningen (d. v. s. den formodedeOverdødelighed Tiden indtil 1721) kan have nedsat DødstalleneAar Aar i hele 15 Aar med næsten uforandret Styrke. Og for det andet er det paafaldende — hvad ogsaa Heckscher bemærker— Dødeligheden pludselig springer op i 1736, 5 Aar før Krigsudbrudet i 1741.

Ved en nærmere Betragtning af Tallene synes det yderligere vanskeligt at fastholde Hypotesen om, at Under-Dødeligheden i 1721_—25 skulde skyldes en forudgaaende »Udrensning«. I den nævnte 15aarige Periode viser Tallene en Gennemsnitsdødelighed af 21.1 Promille mod 29.8 Promille i de nærmest følgende 15 Aar, en Forskel paa over 40 Procent. Men ikke nok hermed. Det maa i denne Sammenhæng være berettiget at bortse fra de Børn, der døde før de opnaaede 1 Aars Alderen (efter Erfaringerne fra den følgende Tid meget lavt anslaaet til en Femtedel af de Levendefødte). man det, finder man for Befolkningen over 1 Aar i de to 15aarige Perioder en Gennemsnitsdødelighed af henholdsvis og 23.2 Promille, altsaa en Forskel paa over 50 Procent.

Det ligger nær at spørge, om Forklaringen ikke er den ganske simple, at Dødstallene for Aarene før 1736 er ufuldstændige. Herfor tale den Omstændighed, at de blev indberettede for alle de 15 Aar paa een Gang (og ikke Aar for Aar, saaledes som Tilfældet fra og med 1736). Det samme gælder imidlertid Fødselstallene, ikke synes mistænkelige, og hertil kommer, at de af Heckscher foretagne Undersøgelser vedrørende den mandtalsskrevne Forandringer i hin Tid gør det højst sandsynligt, der i Aarene 1721_—35 fandt en meget betydelig Befolkningsstigning ¹).

Hvis de paagældende lave Tal genspejler den virkelige Dødelighedi
—35, staar vi her overfor et overordentlig interessant
demografisk Fænomen, en Befolkning paa op imod 3/4 Million, som

---

1) Eli F. Heckscher: En mätare på svenska folkets välståndsutveckling. Den mantalsskrivna befolkningen 1634—1820. (Svensk Historisk Tidskrift 1933, S. 365 ff.).

i 15 Aar i første Halvdel af det 18. Aarhundrede uden store Svingningerfra til Aar opviser en Dødelighed saa lav som den først iagttages langt over Hundrede Aar senere i Tallene for Sverigesom

FARSOTER

Naar man vil søge nærmere at forklare Dødelighedens Svingninger Aar til Aar, har man for Sveriges Vedkommende nogen Hjælp i Dødsaarsags-Statistiken, som rækker helt tilbage til 1749. Hvad der end maatte kunne indvendes baade mod Tilvej ebringelsesmaaden fra Præsterne) og mod den benyttede systematiske Nomenklatur, er der dog ingen Tvivl om, at der her findes et ganske enestaaende Materiale, som vilde være af stor Værdi til Belysning af Dødelighedsforholdene i ældre Tid, hvis det blev underkastet en mere indgaaende Bearbejdelse, end der hidtil er blevet det til Del¹). Af de offentliggjorte Uddrag af Arkivmaterialet kan vi for vort Formaal drage Nytte af den af Fr. Th. Berg udarbejdede Tabel 47 i første Afdeling af Tabelkommissionens for Aarene 1851_—55, hvor der for hvert Aar efter 1749 er anført Antallet af Dødsfald af to Grupper af epidemiske Sygdomme, som spillede en væsentlig Rolle i det 18. Aarhundrede. De to Grupper er følgende:

1) Smitt-Koppor. Herunder er i den indtil 1773 gældende Nomenklatur
Mæslinger, saaledes at Gruppen indtil det nævnte Aar omfatter
Dødsfald af eksantematiske Febre.

2) Typhus og Typhoidfeber. Under denne Gruppe er til og med 1773 regnet Nomenklaturens Benævnelser: »Hetsig sjukdom och bränsjuka« og »Fläckfeber och smittosam sjuka«, fra og med 1774: »Hetsig feber och bränsjuka« »Röt- och fläckfeber«. Da Nomenklaturerne havde særlige Rubrikker de sædvanlige Lokalinflamationer, maa det antages, at saadanne ikke i større Omfang kan have belastet Feber-Rubrikkerne²).

Selv om nu disse to Dødsaarsagsgrupper ikke er saa nøje afgrænsede ønskeligt, giver Tallene dog en ganske god Orientering Hensyn til de vigtigste Farsoters Udbredelse, og den talmæssige Rolle de spillede som Dødsaarsager.

I hele Perioden fra 1749 til 1800 var der ikke noget Aar, hvor
de to Sygdomsgrupper (her og i det følgende kort benævnt Kopper
og Typhus) krævede mindre end 5—60005—6000 Dødsfald; det største

---

1) En Bearbejdelse af enkelte af Nomenklaturens Rubrikker er foretaget af Gustav Sundbärg i hans Afhandling »Dödligheten af lungtuberkulos i Sverige 1751—1830«. (Statistisk tidskrift 1905, S. 163 ff.).

2) Fr. Th. Berg, 1. c. S. 63.

Antal var i 1772, da disse Sygdomme bortrev over 32 000 Mennesker.Alt alt krævede Kopper og Typhus i de 52 Aar 610000 Menneskeliv eller ca. 21 Procent af alle Dødsfald. Men udenfor de to Grupper falder jo en Række andre epidemiske Sygdomme, som sikkert ogsaa har krævet en anselig Tribut. 1 TabelkommissionensBeretning 1761 findes for Sverige og Finland under eet en Fordeling af Dødsfaldene i de 9 Aar 1749_—57 efter Dødsaarsag. Af 541 000 Dødsfald skyldtes de 80 000 Kopper og 42 000 Typhus, men ved Siden heraf er anført 24000 Dødsfald af Kighoste, 18 000 af Dysenteri, 9000 af Koldfeber m. fl., for ikke at tale om de utvivlsomtmange der skjuler sig i Rubrikken »Okiänd barnsiuka«; her er opført 89 000 Dødsfald, og Beretningen peger med Rette paa, at Provincial-Medici vilde gøre større Nytte ved at efterforske disse mystiske Dødsfalds Art end ved at registrere Dødsfald af »gickt, stenpassion och flera af samma slag, som angripadem, dels redan giordt sin halfwa eller fulla tienst till menniskioslägtets nytta, dels giordt, kanskie i hela sin lifstid, mindre än intet gagn«¹). En vis Overensstemmelse mellem TalleneAar Aar for Dødsfald af Kopper og »okiänd barnsiuka« kunde tyde paa, at en væsentlig Del af de under sidstnævnte Rubrikregistrerede rettelig skulde henføres under Kopper. — Af de yderst sparsomme Oplysninger om epidemiske Dødsfald, der iøvrigt foreligger, skal endnu nævnes, at Fr. Th. Berg i en Fortegnelseover som i det egentlige Sverige (uden Finland) krævede over 5000 Dødsfald i et Aar, anfører 3 Dysenteri-Epidemiermed 37 000Døde²). Tages alt det anførte i Betragtning,synes ikke urimeligt at antage, at omkring en Fjerdedel af Dødsfaldene i Sverige i det 18. Aarhundredes sidste Halvdel havde en epidemisk Sygdom som den umiddelbare Aarsag.

I Mangel af tilstrækkeligt Kendskab til Dødeligheden af andre Sygdomme end Kopper og Typhus, maa vi imidlertid her holde os til disse to Grupper. Hvis man Aar for Aar følger Bevægelsen i Tallene dels for samtlige Dødsfald, dels for Dødsfald af andre Aarsager end Kopper og Typhus, finder man vel en vis Overensstemmelsei Stigen og Falden, hvilket tyder paa, at de stærke Svingninger i Dødeligheden ogsaa havde andre Aarsagerend større eller mindre Udbredelse af de altid tilstedeværendeKoppe og Typhus-Epidemier. En nærmere Undersøgelse

---

1) Aug. Hjelt, 1. c. S. 129 og 121-22.

2) Några grunddrag af Sveriges befolkningsstatistik för åren 1748—1875. (Bihang Sveriges officiela statistik. A. Ny följd. XVIII).

viser imidlertid, at Virkningerne af disse »andre Aarsager« i stort Omfang udlignes undtagen i de Aar, hvor Koppe- og Typhusdødsfaldenevar talrige. For at illustrere dette har jeg for hvert Aar beregnet Dødelighedskvotienter særlig for Koppe- og Typhusdødsfald og for andre Dødsfald og derefter grupperet disse Forholdstal efter Epidemiernes relative Omfang. Paa Grundlag heraf fremkommer følgende Gennemsnitstal:

Disse og de foran anførte Tal illustrerer, om end paa ufuldkommen den Rolle de mest betydende Farsoter spillede som Dødsaarsag i det 18. Aarhundrede, idet det dog selvfølgelig maa erindres, at man ingenlunde kan gaa ud fra, at Dødeligheden vilde have været en Fjerdedel lavere, hvis der ingen Epidemier havde været; de smitsomme Sygdomme bortrev antagelig fortrinsvis Individer, som ellers vilde have fundet en tidlig Død af anden Sygdom.

De Tal, der er os overleverede, giver et Bidrag til Forklaring af de stærke Svingninger i Dødeligheden i det 18. Aarhundrede, og de støtter den gængse Opfattelse af Grunden til dette Fænomen. I Befolkningslærens Litteratur forklares Folkemængdens ringe Tilvækst ældre Tid jo næsten klichémæssigt saaledes, at naar der i nogle Aar var opsamlet et Fødselsoverskud, blev dette helt eller delvis bortrevet af Kopper, Pest og andre hærgende Epidemier. Dette er, set i sin Almindelighed, utvivlsomt rigtigt. Men de Oplysninger, foreligger for Sverige i det 18. Aarhundrede, tyder dog paa, at hvis man standsede ved denne Forklaring, vilde man kun være naaet til den halve Sandhed, og næppe nok det. For at faa i hvert Fald et Glimt af den fulde Sandhed, skal vi i det følgende saa at sige at gaa bag om Epidemi-Statistiken og undersøge Bevægelserne i Dødeligheden ud fra det Kendskab, vi har til den svenske Befolknings skiftende Levevilkaar.

HØSTUDBYTTE — FØDSLER OG DØDSFALD

Det er foran omtalt, at de foreliggende Oplysninger utvetydigt peger i Retning af Sammenhæng mellem Fødselshyppigheden og Ernæringsmulighederne, saaledes som disse for den langt overvejende af Sveriges Befolkning bestemtes ved Høstudbyttets større eller mindre Rigelighed. Idet vi nu genoptager dette Emne i Forbindelse med Dødelighedsstatistiken, vil vi til nærmere Præcisering en Tal-Serie, som vistnok har langt større Værdi, end man i Almindelighed har tillagt den.

Sverige ejer — vel nok som det eneste Land i Verden — en primitiv der kan følges Aar for Aar i übrudt Række helt tilbage til 1683. Meget summarisk er denne Høststatistik ganske idet Resultatet alene udtrykkes i et enkelt af Tallene fra 0 til 9, fremgaaet som Gennemsnit af skønsmæssige Vurderinger de enkelte län (for Tiden før 1749 udtrykt ved en simpel Karakterisering, jfr. i det følgende). En Sammenstilling af disse Høstbedømmelser og de demografiske Hoveddata er foretaget af Hehtenius i det foran (Side 39) citerede Arbejde, men uden talmæssig Gustav Sundbärg henviser til Høstbedømmelserne, uden egentlig at benytte dem¹). Eli Heckscher udtaler med Henblik paa Bevægelserne i Fødselsoverskuddet, at »växlingarna år till år äro ofta mindre lätta att förklara, delvis på grund af otillräklig kännedom om skördeförhållanden och sjukdomshistoria«. Det er dog Heckschers Opfattelse, at Bevægelserne Fødselsoverskuddet »i det stora hela skola komma att visa sig som goda exponenter på skördevariationerna«²) Vi skal i det følgende prøve paa at finde talmæssigt Udtryk for den Grad, hvori dette maatte være Tilfældet.

Den Karakterskala, der er anvendt ved Høstbedømmelserne, er
følgende3):

Om de Resultater, man er naaet til ved Bedømmelserne, siger
Hehtenius'') med Rette, at de næppe kan have mere end en relativ

---

1) Bevölkerungsstatistik Schwedens, S. 32.

2) Festskriftet til Harald YVestergaard, S. 133.

3) Helstenius, 1. c. S. 78 ff.

Gyldighed, bl. a. fordi Gennemsnitstallene for hele Landet i hvert Fald i ældre Tid synes at være beregnede uden at der er givet de forskellige Landsdele passende Vægt i Forhold til deres Betydningfor Denne Fejl ved Beregningen forringer dog ikke Tallenes Anvendelighed, hvis man alene fæster sig ved de mere udprægede Afvigelser fra, hvad der efter Tidsforholdene kan anses for det normale Høstudfald.

Helstenius gør endvidere opmærksom paa det sandsynlige i, at de store Svingninger i Høstens Udfald, som Tallene fra det 18. Aarhundrede giver Indtryk af, i det mindste i nogen Grad beror paa Tidens Udtryksmaade. Han mener, at der sandsynligvis under Betegnelsen »ymnig« rummes Aar, som efter senere Tiders Sprogbrug falde under Betegnelsen »god« eller »öfver medelmåttig«, at nogle af de Aar, der fremtræder med Karakteren »nära allmän missväxt«, snarere er at henføre til Kategorierne »svag«, »klen« eller »knapp« Høst. Af de anførte Grunde sammendrager de oprindelige 10 Numre i Karakterskalaen til 7. En yderligere Sammendragning er sket i Anmærkningerne til Tabel 1 i Fr. Th. Bergs foran nævnte »Grunddrag af Sveriges Befolkningsstatistik«, Betydningen af de 10 Karakterbetegnelser forklares saaledes: 0= alman missväxt och hungersnöd, I—41_—4 = mer eller mindre felslagen och otillräcklig, s—7=omkr.5_—7=omkr. medelmåttig, _—9 = god och ymnig.

For nu at faa et saa bredt Grundlag som muligt for en Vurdering Høstbedømmelsernes Anvendelighed i Relation til Svingningerne Fødselshyppighed og Dødelighed har jeg foretaget omstaaende af Bedømmelserne i de 165 Aar fra 1735 til 1899 (se øverst Side 54).

De tre Talrækker genspejler baade Ændringerne i de skiftende Tiders Udtryksmaade og de foregaaede reelle Forandringer i Høstaarenes Variation. I det 18. Aarhundrede beroede Høstens Udfaldi overvejende Grad paa klimatiske og andre Naturforhold,at mellem helt gode og helt daarlige Høstaar var meget betydelig; de Aar, da Udbyttet afveg fra det normale, koncentreredesig stærkt om Karakterskalaens højeste og lavesteVærdier, om dette maaske har faaet et noget for stærkt Udtryk i de anvendte Talbetegnelser. Men efterhaanden som de landbrugstekniske Fremskridt gav Jorden øget Modstandskraft overfor Naturens Luner, finder der en Spredning Sted; Frost eller Tørke kan nok forringe Høstudbyttet betydeligt, men sjældnere virke totalt ødelæggende paa Afgrøderne; Mellemværdierne mellemMisvækst

lemMisvækstog Middelhøst kommer derfor mere i Anvendelse ved Bedømmelsen; ogsaa ved Karakteriseringen af de godeHøstaar bliver man mere reserveret, maaske fordi Forestillingen om, hvad der rettelig skal förstaas ved det helt gode, ændres i opadgaaende Retning. Denne Udvikling fortsættes i 2den Halvdel af det 19. Aarhundrede, da den stærkt øgede Kultivering af Jorden og Valgetaf modstandsdygtige Sædsorter m. v. faar Misvækstaarene til helt at forsvinde, samtidig med at mere rationelle Fremgangsmaaderved af Høstudfaldet medfører en stærkere Differentiering af Udbytteaar, der ligger over Normalen; Spillerummetmellem Tiden forstaar ved god og mindre god Høst indsnævres. Det talmæssige Udtryk for alle disse Ændringer er, at den oprindelige vidt spændende Række med 3 Maksima er blevet afløst af en stærkt sammentrængt Række med koncentrisk Fordeling omkring Tallet 6, der betegner Middelhøst.

Hvis man sammenholder Fødselshyppigheds- og Dødelighedspromillerne hvert Aar i Perioderne 1736_—1800 og 1801_—50 med de Tal, der betegner Høstudfaldet Aaret forud, finder man følgende Gennemsnitstal:

Tallene viser samme Tendens for de to Perioder, kun — som det kunde ventes — langt mindre udpræget for den sidste end for den første. For Tiden efter 1850 vilde en tilsvarende Undersøgelse være uden Mening, da man her kommer ind i en, baade demografisk økonomisk set, ny Tidsalder, hvor den almindelige Nedgang Fødselshyppighed og Dødelighed gør Materialet uensartet, og hvor baade Ændringer i Samfundets økonomiske Organisation og den landbrugstekniske Udvikling bevirker, at det enkelte Aars Høstudfald ikke i samme Grad som i ældre Tid bliver bestemmende de øjeblikkelige Levevilkaar.

Hvad nu Perioden 1736^—1800 angaar, tyder Tallene jo i høj Grad paa, at der i hin Tid var en stærk Afhængighed mellem Ernæringsmulighederne og de vigtigste demografiske Foreteelser. Men naturligvis bør man ikke fæste sig alt for stærkt ved selve Tallene som Maal for denne Afhængighed. lagttagelsesperioden (65 Aar) er jo saa forholdsvis kort, at det ikke er udelukket, at Tilfældigheder kan have paavirket det talmæssige Resultat. I saa Henseende ligger det nær at fæste Opmærksomheden ved, at Perioden de to udprægede Hunger- og Farsotsaar 1772 og 1773. Nogen væsentlig Indflydelse paa Resultatet vilde det dog ikke øve, om man ganske bortsaa fra disse to Aar; Fødsels- og Dødelighedskvotienterne de øvrige Aar efter daarlig Høst vilde da være henholdsvis 32.7 og 29.4, og Fødselsoverskuddet vilde i Aarene efter god og middelgod Høst være 2—32_—3 Gange saa stort som i Aarene efter daarlig Høst, selv bortset fra 1772 og 1773.

Den Tendens, der har fundet Udtryk i de foran anførte Gennemsnitstal,vil i det store og hele finde bekræftet ved Betragtningaf foreliggende Data Aar for Aar. Ogsaa i Tilfælde, hvor Tallene for enkelte Aar ved første Øjekast synes at bryde den almindelige Regel, vil man ofte ved nærmere Undersøgelse erkende,at ikke er nogen egentlig Uoverensstemmelse, eller at der er særlige Omstændigheder, der forklarer en Afvigelse fra Reglen. Naar saaledes Dødeligheden i Aaret 1776, som fulgte efter et slet Høstaar, var meget lav, ligesom Tilfældet var de to foregaaendeAar, dette ret naturligt forklares som en Virkning af den store Udrensning i 1772_—73, da Dødeligheden steg til to Tredjedeleover

deleoverdet normale. Omvendt finder vi i en Periode med gode og middelgode Høstaar høj Dødelighed i 1789 og 1790; Tanken ledes her hen paa, om det ikke er Krigstilstanden 1788_—90, der har bevirket, at Typhus-Dødsfaldene, trods relativt gunstige Ernæringsvilkaar,steg voldsomt som til over 14 000 i 1789 og over 11000 i 1790.

1 det hele taget maa det erindres, at selv om de ved Høstudfaldet øjeblikkelig Levevilkaar utvivlsomt var en meget betydende Regulator af Dødeligheden, vilde det være urimeligt at vente, at Dødstallene slavisk og undtagelsesfrit skulde følge Høstvariationerne. store Dele af Landet maa bl. a. Udbyttet af Fiskeriet have øvet Indflydelse paa Ernæringsmulighederne, ligesom klimatiske Forhold maa have indvirket umiddelbart paa Befolkningens almindelige Sundhedstilstand. Vort mangelfulde Kendskab til disse og andre lignende Forhold hindrer os i at isolere fra det Kompleks af Aarsager, der i alle Enkeltheder forklare Dødelighedens Svingninger fra Aar til Aar.

For Aarene efter 1750 kan Undersøgelsen af Sammenhængen mellem Høstudfald og Dødelighed føres et Skridt videre. Med Benyttelse af de af Sundbärg beregnede Dødelighedspromiller for de enkelte Aldersklasser i hvert enkelt Aar¹) faar man følgende Gennemsnit for Dødelighedspromillerne i Aaret efter Høstudfald, der laa under, lig med eller over Middelhøst:

---

1) Statistisk tidskrift, 1909, S. 222 ff.

2) For Aldersgruppen o—l Aar angiver Tallene Antallet af Dødsfald blandt Børn under 1 Aar pr. 1000 levendefødte Børn.

Resultatet af denne Undersøgelse kan sammenfattes saaledes. Variationerne i Høstudfald paavirkede baade Fødselshyppigheden og Dødeligheden, især saaledes at en slet Høst efterfulgtes af Aar med forholdsvis faa Fødsler og mange Dødsfald, medens Høstudbytte det normale kun i mindre Grad efterfulgtes af større Fødselstal og mindre Dødelighed. De slette Høstaars Virkning var langt stærkere for Dødelighedens end for Fødselshyppighedens Vedkommende. Over-Dødeligheden i Aar efter daarlig Høst ramte alle Aldersklasser, men ikke i samme Grad; mindst var Over- Dødeligheden for spæde Børn under 1 Aar, knap 10 pCt.; derefter den til henimod 40 pCt. for Aldersklasserne mellem 5 og 15 Aar, for atter at synke til omkring 20 pCt. i største Delen af den voksne Alder, og noget derunder i Oldingeaarene over 75.

ERNÆRINGSVILKAARENE DEN PRIMÆRE AARSAG, FARSOTERNE DEN SEKUNDÆRE

Det er rimeligt at antage, at Farsoterne havde en betydelig Andel i Over-Dødeligheden efter Aar med utilstrækkeligt Høstudbytte. Fingerpeg om, i hvilken Grad dette var Tilfældet, giver de foran omtalte Tal vedrørende Dødsfald af Kopper og Typhus. Hvis man for hvert af de 52 Aar beregner, hvor mange pr. 1000 Indbyggere der døde af hver af de to Sygdomme, og fordeler Aarene efter de saaledes udregnede Forholdstal, kan man opstille følgende Fordeling af Aarene:

Det vil ses, at der baade efter daarlig og tilfredsstillende Høst forekom saavel mere som mindre omfattende Epidemier, men Tendensen i Tallene gaar dog — især med Hensyn til Typhus — i Retning af, at Farsotdødeligheden var forholdsvis størst i Aar efter daarlig Høst. Styrken af denne Tendens maales summarisk ved nedenstaaende Tal:

Disse Tal viser, at Koppe- og Typhus-Epidemier krævede en særlig stor Tribut i Aar efter ringe Høstudbytte, men de viser tillige, ogsaa andre Dødsaarsager var medvirkende til at fremkalde Det er rimeligt at antage, at Sygdomme, der har Tilknytning til Ernæringsforholdene — foruden Typhus — havde deres Andel i denne O ver-Dødelighed; saaledes kan det nævnes, at de foran omtalte tre Dysenteri-Epidemier med over 5000 Dødsfald i et Aar alle faldt i Aar efter daarlig Høst.

De foranstaaende Undersøgelser vedrørende Sammenhængen mellem de demografiske Forhold paa den ene Side og Høstudfaldet Epidemier af Kopper og Typhus paa den anden Side bygger paa saa spinkelt og usikkert Grundlag, at Resultaternes talmæssige Værdi i flere Tilfælde kan være tvivlsom nok. Derimod synes de Indvendinger, der kan rejses mod Materialets Art, ikke at udelukke Berettigelsen af visse almindelige Slutninger, hvis Rigtighed bekræftes af Tallenes indre Sammenhæng. Disse Slutninger inaaske formuleres saaledes:

Den svenske Befolkning befandt sig i det 18. Aarhundrede til Stadighed i Nærheden af Mættelsespunktet; Befolkningspresset var saa at sige altid latent til Stede. Den gængse Forestilling om FarsoternesRolle den brutale Regulator, der holdt Folkeformerelseni er ikke urigtig. Men det var ikke saadan, at Epidemierneopstod og fordi Befolkningspresset var for stort; der var altid Epidemier, bl. a. Kopper og Typhus, men særlig voldsomme blev de i deres Virkninger, naar det paa Grund af fejlslagen Høst var knapt med Føde til Folk og Fæ. Det synes saaledes godtgjort, at den primære Aarsag til Dødelighedens stærke Svingninger laa i Ernæringsvilkaarene, idet slet og utilstrækkeligFøde at Farsoter fandt et let Bytte i svageligeog Individer i alle Aldre, mest blandt Børn

med Undtagelse af de spæde, hvem Ernæringen ved Diegivning muligvis gjorde mindre modtagelige for Smitte og den nedbrydendeVirkning utilstrækkelig Ernæring. Endvidere synes Talleneat at selv om Epidemierne var det væsentligste Instrument,hvormed udtyndede Befolkningen i magre Aar, var de dog ikke det eneste; i den mangelfulde Ernæring fandt overhovedetdødbringende gunstig Jordbund, selv om Dødsaarsags-Nomenklaturens Rubrik for egentlig Sultedød kun viser smaa Tal. Ogsaa Fødselshyppigheden var ret følsom overfor Formindskelse af Levnedsmidlernes Mængde, fremkaldt ved ringe Udbytte af Landbrugsproduktionen, hvilket yderligere bidrog til at nedsætte Befolkningstilvæksten i Aar, der fulgte efter daarlig Høst. Den slette Høsts Virkninger paa de demografiske Foreteelservar kortvarige. Naar Lader og Forraadskamre atter kunde fyldes efter Tidens beskedne Krav, steg Fødslernes Tal, om ikke stærkt, saa dog mærkbart; samtidig blev Døden mindre graadig,dels Grund af øget Modstandskraft i Befolkningen, dels fordi der var taget Forskud ved Udrensning af mange »mindre gode Liv«.

KORNPRISERNE — FØDSLER OG DØDSFALD

Det blev foran paavist, at Hyppigheden af nye Ægteskaber, af Fødsler og af Dødsfald til en vis Grad varierede i samme Takt i de nordiske Lande, saaledes at der er Grund til at formode, at Svingningerne fra Aar til Aar i det store og hele skyldtes Aarsager, samtidig gjorde sig gældende i de enkelte Lande. Vi har derefter for Sveriges Vedkommende set, hvilken Rolle Variationerne Høstudbyttet spillede i saa Henseende. En tilsvarende Undersøgelse kan ikke foretages for de øvrige Lande, da de spredte Oplysninger, der her foreligger om Høstudfaldet Aar efter Aar, ikke i tilstrækkelig Grad egner sig til Præcisering af Høstaarets Imidlertid har jeg for Danmarks Vedkommende søgt at naa frem ad indirekte Vej ved at benytte Priserne paa Brødkorn som Maal for Høstudbyttets større eller mindre Rigelighed.

Paa Grundlag af Kapitelstaksterne for Rug i de enkelte Landsdel
1) har jeg for hvert af Aarene 1724—1799 beregnet Landsgennemsnit,idet

---

1) Statistiske Meddelelser. 4. R., 15. Bd., 1. Hæfte.

gennemsnit,idethvert af de 13 Kapitelstakst-Omraader har faaet Vægt i Forhold til deres Folkemængde ved Folketællingen 1769. Herved er der fremkommet en Række Tal, som med store Variationerfra til Aar viser en meget betydelig Stigning i Prisen paa Brødkorn, i Nutids Mønt og Nutids Maal fra ca. o 1!..o¹!.. Kr. pr. Td. i Tiaaret 1731—40 til ca. 919¹j₂ Kr. i Tiaaret 1791—1800. Denne Stigning, hvortil der kan konstateres tilsvarende Prisstigninger for de øvrige Kornsorter og for Smør og Flæsk, er — saa vidt det kan skønnes — noget stærkere end hvad der vilde svare til Pengenes synkende Værdi i den paagældende Periode. Priserne paa Landbrugsproduktersteg stærkere end det almindelige Prisniveau,et som ofte er blevet fremhævet som noget, der begunstigede de Fremskridt i Landbruget, der kan spores længe før den egentlige Reformperiode. Dette er maaske rigtigt; men hvis man spørger, om disse Fremskridt satte Frugt i en Forøgelse af Landets Evne til at ernære en stigende Befolkning, synes Svaretat blive benægtende; Befolkningtilvæksten i Danmark var i hele Perioden 1735^—1800 svag, langt svagere end i de øvrige nordiske Lande, idet baade Fødselshyppigheden var lavere og Dødeligheden højere hos os end hos Frændefolkene. Paa Baggrundaf Faktum har det dobbelt Interesse at faa Rede paa, hvorledes Fødselstal og Dødelighed fra Aar til Aar forholdt sig til den samtidige Bevægelse i Kornpriserne.

De beregnede Gennemsnitspriser for Rug for hele Landet under eet har jeg ikke kunnet benytte umiddelbart paa Grund af de før nævnte Forandringer i Pengeværdien. For i nogen Grad at neutralisere af Prisniveauets Stigning, som ikke lader sig konstatere i Enkeltheder, har jeg erstattet selve Rugprisen for hvert enkelt Aar med Forholdet mellem denne Pris og Gennemsnitsprisen de nærmest forudgaaende 10 Aar. Af de 66 Aar 1734_—99 har jeg derefter dannet 3 Grupper: 20 Aar, hvor Rugprisen mere end en Femtedel over Tiaarsgennemsnittet, 33 Aar, hvor den laa mellem en Femtedel over og en Femtedel under Tiaarsgennemsnittet, og 13 Aar, hvor Prisen var mere end en Femtedel under Tiaarsgennemsnittet. For disse tre Grupper finder vi følgende Gennemsnitstal for Fødselshyppighed, Dødelighed Fødselsoverskud i det nærmest følgende Aar:

Tallene stemmer i deres Tendens godt overens med de foran anførte Tal for Fødselshyppighed og Dødelighed i Sverige i Aar efter daarlig, middelgod og god Høst. Hvis man i Enkelthederne undersøger Bevægelserne i Fødsels- og Dødstal paa den ene Side og i Rugens Pris paa den anden Side, vil man med faa Undtagelser bekræftet, at høj Dødelighed og lav Fødselshyppighed fulgte efter Aar med dyrt Brødkorn, og omvendt. Den samlede Virkning, som Brødkornets øjeblikkelige Variationer øvede paa Folkeformerelsen, er illustreret i Figur 7, som paa slaaende Maade

viser, hvorledes Fødselsoverskudet holdt sig lavt — ja undertiden
forvandledes til Underskud — naar det var dyrt at leve, og omvendt
i de relativt billige Aar.

Bortset fra den almindelige opadgaaende »trend«, der beherskede især i den sidste Del af den her behandlede Periode, maa det paa Forhaand antages, at Svingningerne i Rugprisen alt væsentligt genspejler Høstudbyttets større eller mindre i de enkelte Aar. En Bekræftelse heraf finder man ved paa forskellig Maade at kombinere Enkelthederne i Undersøgelserne Danmark og Sverige. Dersom man saaledes fordeler 65 Aar 1735^—99 dels efter Rugens Pris i Danmark, dels efter Høstaarets Karakter i Sverige, finder man, med Benyttelse af de foran anførte Gruppedelinger, følgende:

Tallene peger utvetydigt i Retning af, at Kornpriserne i Danmark høje, naar Høsten i Sverige var utilfredsstillende, og omvendt, og da Høstens Udfald i de to Nabolande i væsentlig Grad bestemtes ved de samme klimatiske og andre Naturforhold, bekræftes vor Forhaands-Formodning om, at det overvejende var Høstudfaldet der bevirkede Kornprisernes Stigning og Fald fra Aar til Aar.

De Midler, der har staaet til vor Raadighed, til Konstatering af Erna^ringsmulighedernes Indflydelse paa Folkeformeringens Styrke (de svenske Høstkarakterer og de danske Kapitelstakster) kunde synes saa fattige og usikre, at der ikke paa Forhaand turde ventes synderligt i Retning af et positivt Resultat af Undersøgelsen. meget mere tilfredsstillende er det at konstatere, at man praktisk talt kommer til samme Resultat, hvad enten man for begge Lande benytter den ene eller den anden Række af Oplysninger Rasis. Dette fremgaar af nedenstaaende Sammenstilling:

Den foran refererede Undersøgelse angaaende Sammenhængen mellem Rugpriserne og Fødselsoverskuddet i Danmark har jeg søgt at supplere for Sveriges Vedkommende ved Hjælp af de af Karl Åmark foretagne Beregninger vedrørende Bevægelserne i Prisniveauet efter 1732¹). Den her anførte Indeks-Serie for vegetabilskeLandbrugsprodukter bygget paa de officielle Priser (»markegångstaxor«) for Hvede, Rug, Byg og Havre i en Del af Sveriges län. Efter Reduktion af hvert Aars Indekstal efter Vekselkursenhar beregnet en Talrække, der angiver Forholdet mellemhvert reducerede Indekstal og Gennemsnittet af de tilsvarendeTal de nærmest forudgaaende 10 Aar. Paa tilsvarendeMaade for Danmarks Vedkommende har jeg derefter delt de 56 Aar 1744_—99 i Aar med høj, middel og lav Kornpris, idet Grænserne for høj og lav Pris er sat ved 10 pCt. over og

---

1) Karl Åmark: En svensk prishistorisk studie. (Ekonomisk tidskrift 1921)

under Tiaarsgennemsnittet. For de tre Grupper fandtes følgende
Gennemsnitstal for Fødselshyppighed, Dødelighed og Fødselsoverskudi
nærmest følgende Aar:

Resultaterne af disse Undersøgelser for Danmark og Sverige taler da det samme Sprog. De kan næppe fortolkes anderledes end som Vidnesbyrd om Tilstedeværelsen af et latent Befolkningspres. dette er vel ikke til at undres over, naar man erinder, Jorden i hin Tid næppe gav mere i normalt Høstudbytte end 5 Gange Udsæden. Selv om et Foldudbytte af denne Størrelse var tilstrækkeligt til Befolkningens Underhold, er det forstaaeligt, der blev for lidt baade til Folk og Fæ, naar Høsten slog fejl i større eller mindre Grad, og naar dog en Kornmængde svarende en Femtedel af normal Høst skulde forbeholdes til Saasæd.

For halvandet Hundrede Aar siden skrev Laplace: »Les variations la population, comparées aux événements qui les precedent, sont la plus juste mesure de l'influence des causes physiques et morales sur le bonheur ou sur la malheur de l'éspéce humaine«. Rigtigere kunde det ikke være sagt, om Laplace havde haft Adgang til at granske det Talmateriale, der er benyttet i denne Studie, og som for største Delen allerede dengang forelaa i übearbejdet Tilstand.