DEN svejtsiske Særlovgivning for Banker og Sparekasser har
hidtil, bortset fra Loven om Nationalbanken af 6. Oktober
1905, der senest er ændret ved Lov af 7. April 1921, alene bestaaet
af en kantonal Lovgivning vedrørende Oprettelse af særlige Kantonal-Banker
en Lovgivning af mindre Omfang i visse Kantoner
Sparekasser. Bankerne og Sparekasserne var
saaledes tidligere kun underlagt den almindelige Lovgivning, især
Code des obligations og Selskabslovgivningen, hvilken sidste
blandt andet paalagde Aktieselskaber og Andelsselskaber paa den
aarlige Generalforsamling at afgive en tilstrækkelig detailleret
Beretning til at sætte Aktionærer og Andelshavere ind i vedkommende
sande Stilling og Fortjeneste. I dette Forhold
er der sket en Forandring ved en Lov af 8, November 1934, som
er traadt i Kraft 1. Marts 1935.

At man i Svejts først saa sent som i 1934 har faaet en almindelig betyder dog ikke, at Bankerne her spiller en ringere i det økonomiske Liv end i andre Lande. Tværtimod er Svejts det Land, hvor Bankerne forvalter flest Indlaansmidler pr. Indbygger. I det nogenlunde normale Aar 1929 udgjorde saaledes samlede Indlaan pr. Indbygger (excl. Indlaan i Sparekasser) i Svejts 580 $, i U. S. A. 351 $, i England og Wales 238 $ og i Danmark 152 $.

Bankernes aarelange Frihed for Indgreb fra Statens Side har medført, at der har udviklet sig en Række forskelligartede Pengeinstituter,der videst muligt Omfang udfører alle Slags Bankforretninger.Kantonal-Bankerne af Kantonerne, der garantererderes og de har visse Skattelempelser. De driverBankvirksomhed lignende Maade som de private Forretningsbanker.Af er Stor-Bankerne Aktieselskaber paanær en enkelt Bank, Banque populaire suisse, der er et Andelsselskab. De øvrige Banker — Lokal-Bankerne — er private Aktieselskaber,Kommandit-Aktieselskaber

ber,Kommandit-Aktieselskabereller Andelsselskaber, medens enkelteejes Kommunerne. Af Sparekasserne er de fleste Andelsselskaber,en ejes af Kommunerne, og kun faa er Aktieselskaber.

Som det fremgaar af ovenstaaende Tabel, er de vigtigste Grupper: Stor-Bankerne og Lokal-Bankerne. Deres samlede Balance ultimo 1934 androg henholdsvis 7,9, 5,0 og 3,9 Milliard S. Frcs., tilsammen 16,8 Milliard S. Frcs. eller 84 pCt. af samtlige Bankinstituters Balance paa 20,1 Milliard S. Frcs. De tidligere Stor-Banker — nu kun 7, da Banque d'escompte suisse standsede i April 1934 — var indtil 1931 den mest betydende Gruppe. Da Stor-Bankerne imidlertid i de senere Aar har lidt følelige Tab, er Kantonal-Bankerne, hvis Forpligtelser som nævnt er garanteret af Kantonerne, steget stærkt i Betydning og indtager Førstepladsen. Ultimo 1934 udgjorde Kantonal-Bankernes Balance saaledes 39 pCt. af samtlige Bankers Balance, Stor-Bankernes kun androg 25 pCt.

Forskellen mellem de enkelte Grupper er mere af formel end reel Art. Man kan ganske vist anføre, atKantona 1-B ankerne i højere Grad end de andre Banker yder Hypoteklaan og ikke udførerudenlandske og at S t o r-B ankerne samt de største Lokal-Banker i mindre Grad yder Hypoteklaan og er saa godt som ene om at udføre udenlandske Forretninger. Det er rigtigt,at som Gruppe betragtet i højere Grad end de andre Banker yder Hypoteklaan. Men ser man paa de enkelte Banker, gælder dette Særkende fortrinsvis Kantonal- Bankerne i agerbrugsdyrkende Kantoner, hvor Hypoteklaanene kan andrage op mod 90 pCt. af deres samlede Aktiver. I andre Kantoner, hvor Industri og Handel er fremherskende, beløber Hypoteklaanene sig i visse Tilfælde til kun 15 pCt. af deres samledeAktiver.

ledeAktiver.Her yder Kantonal-Bankerne ligesom Stor-Bankerne i vid Udstrækning Laan til Industri og Handel under Form af Kasse-Kredit og Vekseldiskontering; medens omvendt Stor-Bankerneogsaa ret vid Udstrækning yder Hypoteklaan. Bortset fra de største Lokal-Banker, hvis Virkefelt, gennem et Net af Filialer, nærmer sig Stor-Bankernes, har L o k a 1-B ankerne ifølge deres Natur kun det nærmeste Opland som Virkeomraade og yder Laan til stedlige Haandværkere og mindre Industridrivende samt saavel Driftslaan som længere løbende Hypoteklaan til Landbrugere. Mange af de mindre Lokal-Banker optræder dog nærmest som Sparekasser. Raiffeisenkasserne, der er sammensluttet i ét Forbund, samt de egentlige Sparekasser foretager ogsaa almindelige Bankforretninger, men har kun ringere Betydning. Deres samlede Balance androg ultimo 1934 henholdsvis 0,3 og 1,5 Milliard Frcs.

Hvad endelig angaar Sociétés financiéres, er nogle af disse Holding-Companies, ofte oprettet paa Initiativ af en Stor-Bank. Igennem et saadant Selskab kan Banken føre den fornødne Kontrol de Industriforetagender, som den financierer, uden dog derved overfor Offentligheden at synes at staa i for intim Forbindelse dem. Andre Sociétés financiéres er nærmest Investment saaledes som de findes i England, og modtager ofte Indlaan fra Publikum. Den samlede Balance for samtlige Sociétés financiéres androg ultimo 1934 1,5 Milliard Frcs.

I det store og hele modtager samtlige Bankgrupper Indlaan under Form. En særlig betydningsfuld Indlaanstype er de saakaldte Obligations de caisse: Indlaan paa længere Tid mod rentebærende Obligationer, der udstedes af hver enkelt Bank og Sparekasse, løbende fra et til fem Aar. De udbydes ikke en bloc, men sælges dagligt og stykkevis ved¹ Skranken. Bankerne anvender denne Form for Indlaan til at skaffe sig Midler paa længere Sigt, og disse Indlaan har den Behagelighed at forfalde successivt. Af den samlede Indlaansmasse for Kantonal-Bankerne, Stor-Bankerne og Lokal-Bankerne under eet, pr. ultimo 1934 ialt 12,6 Milliard Frcs., hidrørte 5,1 Miiiiard Frcs. fra Obligations de caisse. For hver enkelt Bankgruppe var Beløbene for samlet Indlaan for Obligations de caisse henholdsvis 6,3 og 2,6 Milliard Frcs., 3,4 og 1,2 Milliard Frcs., samt 3,0 og 1,3 Milliard Frcs. Den store Betydning, Obligations de caisse har, fremgaar yderligere af, at deres Rente er bestemmende for Fastsættelsen af de øvrige Indlaansrenter.

Emissionsforretninger udføres fortrinsvis af Stor-Bankerne (i Forbindelse med enkelte af de største Lokal-Banker) samt af Kantonal-Bankerne. to Grupper er hver for sig organiseret under af henholdsvis Cartel des banques suisses og Union des banques cantonales suisses og samarbejder intimt ved alle større Emissioner, f. Eks. ved Optagelse af Statslaan, Kommunelaan m. v.

Sammenlignet med andre Landes Banktyper maa de svejtsiske
Banker som Helhed betragtet siges at ligge mellem den franske
og den tyske Banktype.

I 1931 oprettede Kantonal-Bankerne og de af de øvrige Banker, hvis Hypoteklaan udgjorde mindst 60 pCt. af samtlige Aktiver, hver for sig et Aktieselskab, nemlig henholdsvis la Centrale d'emission de lettres de gage des banques cantonales og la Banque des lettres de gage d'établissements de credit hypothécaire. De to Selskaber udsteder Obligationer med Løbetid fra 15_—40 Aar og udlaaner Provenuet til deres Medlemmer mod Pant i fast Ejendom. er fritaget for direkte Beskatning og nyder andre Privilegier. Aktiekapitalen er for begge Selskabers 10 Millioner Frcs., og deres samlede Forpligtelser ikke overstige 20 Gange deres Egenkapital. Ved Udgangen 1934 havde Kantonal-Bankernes Selskab en samlet Balance paa 161 Mill. Frcs., medens denne for de andre Bankers Selskab androg 214 Mill. Frcs.

Staten aabnede i Sommeren 1932 en Laanekasse, la Caisse des préts, hvis Formaal er midlertidigt at hjælpe Banker og andre Foretagender, der er kommet i Vanskeligheder. Laanekassen er bemyndiget til at yde Laan paa 2. Klasses Papirer. Laanemidlerne fremskaffer den ved at rediskontere de modtagne Papirer i Nationalbanken ved at udstede og sælge rentebærende Obligations de caisse med en Løbetid af indtil 5 Aar. Laanekassen har en Garantikapital paa 100 Mill. Frcs., hvoraf Staten har tegnet 75 Mill. Frcs. og Bankerne Resten. Dens Forpligtelser maa ikke overstige Mill. Frcs., og Staten hæfter for de Forpligtelser, som Garantikapitalen ikke maatte dække. Siden 1934 kan Forbundsraadet, først at have hørt Nationalbanken, forhøje Maximalbeløbet 300 Mill. Frcs. Ultimo 1934 androg dens samlede Balance Mill. Frcs.

BANK- OG SPAREKASSELOVEN AF 8. NOVEMBER 1934 1)

De direkte Aarsager til Loven maa søges i to Forhold. For det første i de svære Tab, som Aktionærer, Andelshavere oglndlaanere lidt ved Banksammenbrud foraarsaget af Tab paa indefrosne Krediter til den indenlandske Industri og særligt paa Krediter til Udlandet. For det andet i de stadig hyppigere Klager Landbruget over, at det paa Grund af Kapitaleksport til Udlandet var vanskeligt at faa Laan i fornødent Omfang og til en rimelig Rente.

Særlig Banque populaire suisse's Rekonstruktion i November 1933 medførte stor Uro hos Befolkningen. Denne Stor-Bank er som foran nævnt et Andelsselskab; dens Kapital, 186 Mill. Frcs., ejedes af 100.000 Andelshavere, hvoraf Størstedelen var mindre Forretningsfolk, Haandværkere og Arbejdere. Dens Indlaan hidrørte ca. 350.000 Indlaanere. Staten traadte hjælpende til med frisk Kapital, for at Indiaanerne ikke skulde lide Tab og Andelshaverne miste hele deres indskudte Kapital, som da ogsaa kun blev nedskrevet til 50 pCt.²). Siden Rekonstruktionen vælger Staten Majoriteten af Bankens Ledelse og fører iøvrigt Kontrol med Banken.

Der har tidligere været Tilløb til Særlovgivning for Banker,
f. Eks. i 1915—16, men hver Gang har Tiderne bedret sig, inden
Bestræbelserne har ført til Resultater.

I Loven af 1934 savner man mange af de Indgreb, som andre Landes Banklovgivning indeholder, saaledes Bestemmelser om en egentlig Bankinspektion, et vist maksimalt Forhold mellem Egenkapitalen de enkelte Engagementer, mellem Egenkapitalen og Besiddelse eller Belaaning af Aktier og Andelsbeviser i et andet erhvervsdrivende Selskab, samt mellem Egenkapitalen og Besiddelse faste Ejendomme, hvori ikke drives egen Bankvirksomhed en Bestemmelse, det havde syntes nærliggende at indføre i Svejts, hvor Bankerne har saa stort et Beløb anbragt i Hypoteklaan. Bestemmelser vedrørende Krediter til Industriforetagender, som den belgiske Lovgivning, der endog gaar saa vidt, at den fra almindelig Bankvirksomhed udskiller Krediter til Industrien.

---

1) Loi sur les banques et les caisses crepargnt.

2) Banken afskrev som Tab i 1933 ialt 130 Mill. Frcs., hvoraf 95 Mill. Frcs. hidrørte fra Krediter til Udlandet,

Under Debatten om Loven blev flere dybtgaaende Indgreb foreslaaet, Oprettelsen af et permanent Bankraad med udstrakte en kollektiv Arbejdskontrakt for Bankfunktionærer, Begrænsning af Tantiemer, en Veto-Ret for Nationalbanken Hensyn til Forhøjelse af Renten af Indlaan etc. Alle disse Forslag blev imidlertid ikke ophøjet til Lov. Et særligt Forslag Oprettelse af et Debitor og Kautionist-Register til Nytte for Bankerne, og til hvilket disse tvungent skulde meddele Oplysninger, endnu under Overvejelse i Kamrene, men hvorvidt Tanken er tvivlsomt.

Loven omfatter principielt alle Banker, Sparekasser og tillige Sociétés financiéres af banklignende Karakter, saafremt disse henvender til Offentligheden om Indlaan. Visse af dens Bestem melser finder endvidere Anvendelse paa Bankiervirksomhed. Loven enslydende for Banker og Sparekasser. Grænsen mellem disse er saa udflydende, at den end ikke omtales i Lovens Motiver. undtaget er de Sociétés financiéres, der vel henvender til Offentligheden om Indlaan, men hvis Virkeomraade er en bestemt afgrænset Kreds af Industriselskaber, f. Eks. Bally, Nestlé m. fl. Undtaget er ligeledes den svejtsiske Nationalbank, bortset fra særlige Bestemmelser vedrørende Forholdet mellem denne og de øvrige Banker, samt la Centrale d'emission de lettres de gage des banques cantonales, la Banque des lettres de gage d'établissements de credit hypothécaire og la Caisse de préts.

Hvorvidt et Pengeinstitut falder ind under Loven eller ej, afgøres Commission federale des banques, en Institution, der senere blive omtalt. Loven bestemmer, at kun de Instituter, der er underlagt den, maa anvende Betegnelsen Bank. Bankvirksomhed ifølge Loven fri Næring, idet ethvert Pengeinstitut, der opfylder Betingelser, kan drive Bankvirksomhed.

Af Lovens Indhold skal omtales: I. Bestemmelserne om Bankerne ¹) Organisation, Likviditet og Egenkapital, om Betalingshenstand de vigtige Bestemmelser om Sikring af Spareindskud, 11. Bestemmelserne om Oprettelsen af en Commission federale des banques og 111. Bestemmelserne om Forholdet mellem Nationalbanken de øvrige Banker.

---

1) Ordet Banker er her og i det følgende brugt i udvidet Betydning, omfattende de Pengeinstituter, der falder ind under Loven, ligesom Ordet banques i selve Loven har samme udvidede Betydning.

I. Bankernes Organisation, Likviditet og Egenkapital. og Sikring af Spareindskud.

Organisationen søges tilrettelagt paa lignende Maade som herhjemme. Vedtægter og Reglement skal alt efter Bankernes Omfang og Vigtighed indeholde Regler om Repræsentantskab, Bestyrelse, og intern Revision. Hvert af disse Organers Kompetence bestemmes saaledes, at den medfører et effektivt Tilsyn Ledelsens Side. Vedtægterne skal klart angive Bankernes Virkeomraade, saavel fagligt som territorialt, men det faglige Omraade som hidtil omfatte alle Arter Forretninger. Vedtægterne Reglementet skal anerkendes af Commission féd. des banques. Undtagelser gælder for Kantonal-Bankerne paa disse og nedenanførte Omraader, saafremt de i Forvejen er ordnede paa en noget lignende Maade.

En Banks Aarsregnskab skal ligesom herhjemme revideres af uafhængige Revisorer. Disse skal være anerkendt som Bankrevisorer Commission féd. des banques og maa udelukkende beskæftige sig med Revision, Likvidation samt financiel Organisation, ikke forvalte Formuer eller udføre Bankforretninger.

Lovens Reglement d'exécution af 26. Februar 1935 indeholder nærmere Forskrifter for Affattelsen af Revisionsberetningen, der skal være ret detailleret. Den skal meddeles Medlemmerne af Bankens Ledelse, for at hvert enkelt kan blive bekendt med Forholdene, som de bedømmes af uafhængige Eksperter. Man opnaar herved, at ingen af Ledelsen kan forflygtige sit Ansvar i paakommende Tilfælde at skyde sig ind under Uvidenhed.

Konstaterer Revisorerne Brud paa de lovmæssige Forskrifter, skønner de, at Kreditorernes Sikkerhed er i Fare, eller viser det sig, at Selskabets Kapital ved Tab er reduceret til Halvdelen, skal de opfordre Banken til at ordne Forholdet indenfor en given Frist. Gør den ikke dette, eller har Revisorerne konstateret, at Kreditorerne længere er dækket af Aktiverne, skal de uden Tøven give Indberetning herom til Commission féd. des banques, der da tager Affære.

Loven bestemmer, at Bankerne skal offentliggøre deres
Aarsregnskaber, omfattende en Status og en Gevinst- og Tabskonto,ligesom
efter deres Størrelse, skal offentliggøre Halvaars

aars- eller Kvartalsbalancer. Disse Regler forekommer saa selvfølgeligei
men i Svejts er de det ikke; end ikke alle
Stor-Bankerne har hidtil fulgt dem.

Bankernes Likviditet og Størrelsen af deres Egenkapital er fastsat
det fornævnte Reglement d'exécution. Likviditeten
skal for Kassebeholdningens Vedkommende mindst være:

2,5 pCt. af de Forpligtelser paa kort Frist, hvis Sum ikke overstiger
pCt. af de samlede Forpligtelser,

3 pCt. af de Forpligtelser paa kort Frist, hvis Sum ligger mellem
til 20 pCt. af de samlede Forpligtelser,

4 pCt. af de Forpligtelser paa kort Frist, hvis Sum ligger mellem
20 til 25 pCt. af de samlede Forpligtelser, og

5 pCt. af de Forpligtelser paa kort Frist, hvis Sum overstiger
25 pCt. af de samlede Forpligtelser.

Til Forpligtelser paa kort Frist henregnes Forpligtelser paa
Anfordring eller paa til og med een Maaneds Opsigelse.

Kassebeholdningen i Forbindelse med Værdien af de letrealisable skal efter ovennævnte Forhold mellem Forpligtelserne kort Frist og de samlede Forpligtelser mindst udgøre henholdsvis 25, 30, 40 og 50 Procent af de korte Forpligtelser.

Commission féd. des banques kan under unormale Forhold dispensere
Likviditetsreglerne, med eller uden Betingelser.

Som det vil ses, er Likviditetskravene gradueret efter de korte Forpligtelsers relative Størrelse. Dette Princip forekommer naturligt,da fører til stor Likviditet netop der, hvor ForpligtelsernesArt det fornødent, og Reglerne har den Fordel at kunne anvendes overfor alle de forskellige Pengeinstituter, der falder ind under Loven. De danske Regler vedrørende Likviditet foreskriver i Modsætning hertil, at Kassebeholdningen skal udgøre en vis Procent af de samlede Forpligtelser — uden Hensyn til disses Sammensætning — og jo større desto større Aktiekapitalen er, nemlig 1, 2 eller 3 Procent, eftersom Aktiekapitalen ikke er over 5 Mill. Kr., fra 5—20 Mill. Kr. eller over 20 Mill. Kr., samt a t Kassebeholdningeni med de letrealisable Aktiver for alle Banker skal udgøre mindst 15 pCt. af Forpligtelserne paa Anfordringeller kortere Varsel end en Maaned. (Til korte Forpligtelserhenregner i Danmark saaledes ikke Forpligtelser med een Maaneds Opsigelse, hvad man derimod gør i Svejts). En direkte Sammenligning mellem de to Landes Likviditetskrav lader sig ikke foretage, da der ikke er offentliggjort Materiale, som belyser Sammensætningen af Bankernes Forpligtelser opgjort

I Overensstemmelse med Likviditetskravene. Af Reglernes Satser synes det dog at kunne skønnes, at Kravene med Hensyn til Kassebeholdningeni er noget ringere for større Banker end herhjemme,medens med Hensyn til Kassebeholdningen i Forbindelse med de letrealisable Aktiver er større.

Egenkapitalen er for Kantonal-Banker og Banker, der er organiserede som Andelsselskaber med übegrænset Ansvar og solidarisk Hæftelse, fastsat til at skulle være mindst 5 pCt. af Forpligtelserne. For andre Banker skal den mindst være 5 pCt. af de Forpligtelser, der er dækket af Tilgodehavender med Pant i svejtsiske Ejendomme indenfor 2/3 af Salgsværdien, samt 10 pCt. af andre Forpligtelser. Kravene til Aktiebankerne er saaledes mindre end herhjemme, hvor der kræves 10 pCt. af de samlede Gælds- og Garantiforpligtelser. Noget Minimum for en Banks Aktiekapital fastsætter Loven ikke (cfr. den danske Banklov); den kræver, at der af den aarlige Nettoindtægt skal overføres mindst 5 pCt. til et Reservefond, indtil dette udgør 20 pCt. af Aktiekapitalen. Bestemmelse stiller ringere Krav om Henlæggelser den danske.

Særlige Forholdsregler træffer Loven i de Tilfælde, hvor en Bank mister Publikums Tillid og er udsat for stærke og vedvarende fra Indiaanernes Side, eller hvor en Bank er ude af Stand til at indfri sine Forpligtelser ved Forfaldstid, men dog er solvent. I førstnævnte Tilfælde har Forbundsraadet, efter at have raadspurgt Nationalbanken og Commission féd. des banques, Bemyndigelse til at give paagældende Bank Betalingshenstand et begrænset Tidsrum, men kun forsaavidt Indiaanerne og Bankens øvrige Kreditorer er fuldt dækkede, og deres Interesser kunne varetages under Henstandens Varighed. Henstanden gælde Bankens samlede Forpligtelser eller Dele deraf. I det andet Tilfælde, hvor en Bank ikke kan indfri sine Forpligtelser Forfaldstid, kan vedkommende Domstol bevilge Banken for et Aar, saafremt det skønnes, at Kreditorerne er dækkede. Hvis Omstændighederne tilsiger det, kan denne Frist forlænges et Aar. Under Henstandsperioden staar Banken under nøje Tilsyn af en eller flere sagkyndige af Retten udnævnte Kommissærer.

For Spareindskud fastsætter Loven, at Indskud paa indtil
5000 Frcs. for hver Indskyder1) i Tilfælde af Konkurs er privilegerede
der placeres i Konkurslovens 3. Klasse.

---

1) I Lovforslaget oprindelig kun 3000 Frcs.

Endvidere giver Loven Kantonerne Adgang til for Spareindskud paa indtil 5000 Fres. naarsomhelst at anordne en lovbestemt Panteret Fordel for Indskyderne i Bankens Værdipapirer og Fordringer. Tilfælde af Konkurs skal denne Panteret først gøres gældende, og den herefter udækkede Del af de 5000 Frcs. placeres i Konkurslovens 3. Klasse. Panteret for Spareindskud kan kun gives ved Lov, og en saadan skal for at være gyldig sanktioneres af Forbundsraadet.

Denne Beføjelse vil Kantonerne sikkert blive nødt til at gøre Brug af, dels i egen Interesse, fordi Spareindskudene formentlig ellers overflyttes til en anden Kanton grundet paa en dér eksisterende dels under Paavirkning af de private Banker selv, navnlig Stor-Bankerne. Disse har nemlig i de seneste Aar været ude for en stærk Forskydning af Indlaan til Fordel for Kantonal- Bankerne, hvor Spareindskudene er garanteret af Kantonerne.

Man vil af Lovens Bestemmelser om Spareindskud se, at der ikke er Tale om en egentlig Garanti, men kun om en stærkt privilegeret for mindre Spareindskydere i Tilfælde af Konkurs.

De foran gennemgaaede Lovregler søger at skabe en ensartet og betryggende Organisation af Banker og Sparekasser, men Lovgivningen dog ikke foranledige til at tro, at den svejtsiske Bankorganisation tidligere som Helhed var mindre god. Lovens Hovedbestemmelser vedrørende Organisationen ophøj er blot til Lov, hvad de velledede Banker allerede tidligere iagttog; nyt er de detaillerede Regler om Revision samt Reglerne om Sikring af Spareindskud. Det er saaledes de mindre velledede Banker, Loven tager Sigte paa og bibringer en for saavel Kreditorerne som Samfundet mere betryggende Organisation.

II. Commission fédérale des banques.

Commission federale des banques udnævnes af det svejtsiske Forbundsraad og bestaar af 5 Medlemmer, der dels skal være Eksperter i Bankteknik og dels hverken maa sidde i Ledelsen af nogen Bank eller Bank-Revisionsinstitut. Man har herimod indvendt, det kan blive vanskeligt at finde Personer, der opfylder begge Betingelser.

Kommissionens Opgave er at paase, at Lovens Bestemmelser
overholdes, men Adgang til et egentligt Tilsyn med Bankerne har
den ikke. Til dens Opgaver hører, som ovenfor omtalt, at anerkendeBankernes

kendeBankernesVedtægter og Reglementer og i paakommende Tilfælde at dispensere fra Likviditetsbestemmelsen. Hvis Kommissionenfinder, en Bank ikke har overholdt Lovens Bestemmelser,og ikke ordnes indenfor en af Kommissionen fastsat Frist, skal Sagen indbringes for vedkommende administrativeeller Myndighed. Kommissionen skal handle paa tilsvarendeMaade, en Banks Revisorer underretter den om Uregelmæssigheder, Brud paa de lovmæssige Forskrifter eller om, at Kreditorerne ikke længere er dækket af Aktiverne.

Kommissionen paaser, at Bankerne hvert Aar bliver revideret af Revisorer, der er uafhængige af Banken, men kan kun i specielle kræve, at Revisorerne skal overgive den deres Revisionsberetning. særlige Forhold kan den paabyde en ekstraordinær Revision. Alt i alt er Kommissionens Beføjelser saaledes ret ringe.

Endskønt Kommissionen varetager offentlige Funktioner, er den stillet uafhængig af Staten; Forbundsraadet skal dog anerkende dens interne Reglement og mindst en Gang om Aaret modtage en Rapport om dens Virksomhed. Kommissionens Beslutninger kan i Henhold til den administrative Ret appelleres til Tribunal federal.

III. Forholdet mellem Nationalbanken og de øvrige

Banque nationale suisse oprettedes i 1907 i Henhold til Lov af 6. Oktober 1905, der senest er ændret ved Lov af 7. April 1921. Den er et Aktieselskab med en Aktiekapital paa 50 Mill. Frcs., hvoraf 50 pCt. er indbetalt. Over Halvdelen af Aktierne ejes faktisk Kantonerne, saaledes at Statens Indflydelse er sikret.

Herudover har Staten endvidere den afgørende Indflydelse ved Valget af Bankens Ledelse. Forbundsraadet vælger saaledes de 25 af Repræsentantskabets 40 Medlemmer og udnævner paa Forslag Repræsentantskabet samtlige Bankens tre Direktører, der udnævnes for 6 Aar ad Gangen. Af de statsvalgte Repræsentanter maa højst 5 have Sæde i Forbundsforsamlingen og højst 5 være Medlemmer af de kantonale Regeringer.

Nationalbanken er bemyndiget til at foretage en Række Forretningeraf Art som de, der almindeligvis udføres af Centralbanker.Den udelukkende saadanne Veksler, bag hvilke der ligger en egentlig Handel, som afføder Betalingsmidler inden Vekslens Forfald. Herved søger den at formindske de andre Bankers Diskontering af Finansveksler. Den diskonterer kun til

den officielle Diskonto, og da denne sædvanligvis er højere end
Forretningsbankernes Diskontosats, er dens Vekselportefølje oftest
ringe, ultimo 1934 saaledes kun 13 Mill. Frcs.

Som Regel foretager Nationalbanken ikke open market operations. af Handelsveksler og Accepter finder Sted i Forretningsbankerne og ikke i det aabne Marked, og Materialet af Treasury bills er almindeligvis ringe. Paa Obligationsmarkedet er Nationalbanken sjældent inde. Den er bemyndiget til at købe Obligationer udstedte af Forbundet og Kantonerne, samt udenlandske men kun som en ren midlertidig Foranstaltning.

Den medvirker ved Emissioner af Forbundets og Kantonernes
Obligationslaan. men maa ikke selv fast overtage nogen Del deraf.

Nationalbanken yder Laan mod Pant i Obligationer, men ikke
mod Pant i Aktier.

Den modtager Indlaan, som ikke forrentes. En Undtagelse gøres
for Staten og Institutioner under Statens Kontrol, hvis
Indlaan oppebærer Rente.

Nationalbanken øver størst Indflydelse gennem Køb og Salg af fremmed Valuta og iøvrigt ved Forretninger paa Udlandet. Da Svejtser Francen jo er bundet til Guldet, er der imidlertid for Valutakursernes Vedkommende snævre Grænser for dens Politik.

Bankloven af 1934 giver paa to vigtige Omraader Nationalbanken i Hænde til at føre en mere effektiv Politik, nemlig dels vedrørende Kapitaloverførsler til Udlandet — for hvilke der dog allerede tidligere har bestaaet visse Aftaler mellem Nationalbanken de øvrige Banker — og dels vedrørende Bankernes

Med Hensyn til Kapitaloverførsler til Udlandet bestemmerLoven, alle Banker samt Sociétés financiéres af banklignendeKarakter, om de ikke henvender sig til Offentlighedenom skal underrette Nationalbanken, forinden Beslutningtages, den paagældende Forretning andrager mindst 10 Mill. Frcs. Hvis den øjeblikkelige Pengesituation eller de økonomiske Forhold iøvrigt gør det paakrævet, kan Nationalbanken fordre, at ogsaa Kapitaloverførsler til mindre Beløb end 10 Mill. Frcs. skal forelægges den. De Overførsler, der sigtes til, er i Hovedtræk: 1) Egentlige Laan til Udlandet, baade Ydelse af nye Laan og Konvertering af allerede løbende Laan, og hvad enten det drejer sig om at overtage Laanene fast eller at

placere dem mod Provision, 2) Køb og Emission af udenlandske Selskabers Aktier, medmindre det drejer sig om Udøvelsen af en Forrettighed ved Forøgelsen af et Selskabs Kapital, 3) Krediter til og Pengeanbringelser i Udlandet, hvor det drejer sig om at yde Laan paa mindst 12 Maaneder eller om at overtage udenlandskeTreasury eller Treasury bonds for mindst 12 Maaneder eller selv for en kortere Periode, hvis Engagementet kan forlængestil Maaneder.

Hvis Valutasituationen, Tendensen for Penge- eller Kapitalmarkedets eller Beskyttelsen af Landets økonomiske Interesser iøvrigt tilsiger det, har Nationalbanken Ret til at nedlægge Veto mod de ovennævnte Kapitaloverførsler eller til at stille visse Betingelser sin Tilladelse. Det anføres i Loven, at Undersøgelse af Anbringelsens Sikkerhed ved vedkommende Transaktion ikke paahviler Nationalbanken, der altsaa ikke paatager sig noget Ansvar denne Henseende.

Grundene til disse Bestemmelser maa, som allerede nævnt, blandt andet søges i, at svejtsisk Kapital i de senere Aar til en vis Grad er »gaaet paa Æventyr« i Lande, der havde et højere Renteniveau, Eks. Tyskland, og Landbrugerne har da klaget over, at de ikke til en rimelig Rente kunde faa de Laan, som det intensive Landbrug nødvendiggjorde. Der ligger imidlertid mere bag de nævnte Bestemmelser, idet der mellem Nationalbanken og Forbundet truffet Aftale om, at Banken i Tilfælde af, at en af de nævnte Kapitaloverførsler til Udlandet forelægges den, skal forespørge interesserede Ministerier, om de har Indvendinger at gøre. Dette kan for Eksempel tænkes, hvis et Ministerium paa det paagældende Tidspunkt forhandler med vedkommende Land om en Handelsoverenskomst, eller hvis Ministeriet mener, at det vilde være opportunt til Transaktionen at knytte Forhandlinger med vedkommende Land om Begunstigelse af svejtsisk Industrieksport lignende.

Nationalbankens Vetoret synes herefter at tjene to Formaal, dels et bankpolitisk, naar Valutasituationen eller det svejtsiske Penge- og Kapitalmarked gør det fornødent, dels et handelspolitisk, Vareomsætningen med Udlandet gør det opportunt. Bestemmelsen at Banken i en given Situation opnaar den nødvendige med Kapitaloverførsler til Udlandet, en Kontrol, den dog ved frivillige Aftaler med Bankerne ogsaa tidligere til en vis Grad har haft. Selve Formen for Bestemmelsens Affattelse

herunder, at paagældende private Bank, der ønsker at udføre

en Transaktion med Udlandet, kun skal henvende sig til Nationalbanken— valgt for at simplificere Sagen, saaledes at den ikke tillige skal spørge 3—43_—4 Ministerier. Et saa kompliceret Forhold vilde maaske paa Forhaand handicappe Banken overfor Tilbud til vedkommende Klient fra andre Landes Pengeinstituter. Interessanter at den nævnte Bestemmelse er optaget i selve Banklovenog er at finde mellem Krisetidens Restriktionsbestemmelser.

For at Nationalbanken kan skaffe sig et saa godt Overblik som muligt over den pengepolitiske Situation, er Bankerne saavelsom Société financiéres, selv om de ikke henvender sig til Offentligheden Indlaan, ifølge Loven forpligtede til at fremsende deres Aarsregnskaber og midlertidige Balancer til Nationalbanken. Denne foreskriver selv Opstillingen af Balancerne, der i Forhold til de offentliggjorte er mere detaillerede, især hvad angaar Sammensætningen Tilgodehavender i og Gæld til Udlandet. Nationalbanken yderligere kræve alle fornødne Oplysninger, der er nødvendige af Hensyn til dens Stilling som Leder af Landets Pengepolitik.

Med Hensyn til Renten af Indlaan foreskriver Loven, at dersom en Bank, hvis Balance beløber sig til mindst 20 Mill. Frcs., ønsker at forhøje Renten af sine Obligations de caisse, skal den underrette Nationalbanken derom 2 Uger i Forvejen. At forhøje denne Rente er i Virkeligheden, som tidligere nævnt, ensbetydende at hæve Niveauet for Indlaansrenterne. Naar Nationalbanken en Indberetning fra en Bank om en saadan Renteforhøjelse, undersøger den Konsekvenserne af Forhøjelsen-, paa den ene Side for Penge- og Kapitalmarkedet, og paa den anden for vedkommende Bank, og om nødvendigt søger den Føling med de interesserede Bankgrupper. Eventuelt forsøger den at faa vedkommende Bank til at frafalde Renteforhøjelsen.

Som fremhævet i Lovens Motiver, er det ikke Meningen, at Nationalbanken regulere Indlaansrenten, men ved 2 Ugers Fristen søger Loven at forhindre uovervejede Forhøjelser. At Indberetningspligten Forbindelse med Nationalbankens almindelige Indflydelse faktisk vil virke regulerende paa Renten, maa dog anses for sandsynligt.

En egentlig Bedømmelse af den refererede Banklovgivning maa
udskydes, indtil Loven har virket i nogen Tid, saaledes at de enkelteReglers
i Praksis foreligger. Herved tænkes

særligt paa Commission féd. des banques Virksomhed og NationalbankensBrug de Beføjelser, som Loven har givet den. Det er aabenbart, at Loven vil bøde væsentlig paa nogle af de Mangler,Bankernes helt frie Organisation medførte; men om de trufne Forholdsregler er tilstrækkelige, maa Fremtiden vise. En ny Fase er indtraadt i det svejtsiske Bankvæsen. De samfundsmæssigeOpgaver stærkere betonet, og Nationalbanken har opnaaet vigtige Beføjelser, der gør den bedre rustet som Lederaf Pengepolitik.