T. H. Aspestrand: ELEKTRICITETSØKONOMI. Eget Forlag. Oslo 1933. 174 Sider.

Ud fra ingeniørmæssige Synspunkter gives i den foreliggende Bog en Fremstilling de tekniske Forholds Betydning for Elektricitetsværkernes Økonomi, og for Driftsøkonomer har Arbejdet netop sin Værdi ved, at der af Teknik medtages det — og kun det — som er af væsentlig Interesse for de økonomiske

Bogen holder sig snævert inden for de afstukne Rammer og forsøger ikke at se Elektricitetsproduktionen og -forbruget som et Led i det økonomiske Samfundsmaskineri. Vilde man give en saadan almindelig Fremstilling, kunde man nemlig i en norsk Fremstilling ikke undgaa at udrede Forbindelsen de norske Kommuners Vanskeligheder og den stærke Udbygning Vandkraftanlæggene i Krigsaarene, der foregik ikke mindst under Paavirkning af Selvforsyningstanken.

Forfatterens Beregninger af Produktionsomkostningerne er meget lærerige og synes i vidt Omfang at bygge paa selvstændige Undersøgelser. Derimod forundrer det, at der ikke er gjort mere ud af Afsnittet om Afhængighed mellem Pris og Efterspørgsel, idet Forfatteren her hovedsagelig indskrænker sig til kort at referere de af Nordberg Schulz foretagne Beregninger. Det er iøvrigt Anmelderens Opfattelse, at de paa Grundlag heraf tegnede Efterspørgselskurver giver et rigtigt Billede af Virkeligheden, og man kan kun beklage, at der af Elektroingeniørerne ikke gøres et større Arbejde med Hensyn til Indsamling af Erfaringsmateriale, som kan belyse dette Spørgsmaal.

Det er noget vanskeligt at faa fat i Forfatterens Mening med Hensyn til de egentlige Prispolitikproblemer, idet det i Begyndelsen af Bogen stærkt hævdes, at det er en Misforstaaelse at tro, at Værkerne ved deres Fastsættelse Takster tager Hensyn til Priserne paa andre Energikilder, idet de Strømpriser, som Værkerne sædvanligvis stipulerer, er »i skjönn overensstemmelse« Omkostningerne for Levering til de forskellige Forbrugergrupper. denne Opfattelse er Anmelderen uenig med Forfatteren, som da ogsaa selv i et følgende Afsnit (Side 164 ff) synes at være kommet til et andet Resultat.

Endelig skal anholdes en besynderlig Misforstaaelse, som Forfatteren gør sig skyldig i, idet han som faste Omkostninger medregner baade Amortisation Gæld og teknisk Amortisation (nemlig »et Beløb, som antages at tilsvare aarlige Værdiforringelse af Anlægsdelene og Materialet«). Man vilde ved en saadan Beregningsmaade føre samme Beløb til Udgift 2 Gange, og Forfatteren gør ikke Forstaaelsen lettere (i hvert Fald for danske Læsere) ved at betegne denne tekniske Amortisation (eller Afskrivning, som vi plejer

at sige) med Udtrykket »Henlæggelse til Fornyelsesfond«. Ved de danske af Kommuner drevne Elektricitetsværker er disse Henlæggelser som Regel ansat under Hensyn til, hvad man i det enkelte Aar mener at kunne formindske Driftsoverskuddet med (i Københavns Kommune henlægges saaledes ligefrem en bestemt Andel af Driftsoverskuddet). Der vilde i og for sig ikke være noget til Hinder for, at man opfattede Henlæggelser til Fornyelsesfond som en Udgift, der skulde dække Forskellen mellem den tekniske Amortisation (Afskrivninger) og hvad man kunde kalde den økonomiske Amortisation, idet det ofte kan blive nødvendigt at forny et Anlæg, forinden det er slidt op i teknisk Forstand. Tidspunktet for en saadan Fornyelse vil imidlertid bl. a. være afhængig af Kommunens financielle Stilling, og for saa vidt er der altsaa dog nogen Ræson i kun at henlægge saa meget til Fornyelsesfond, som man mener at have Raad til. Hpnru Stiernam&t