Erich Preiser: GRUNDZÜGE DER KONJUNKTURTHEORIE. Tübingen (Mohr) 1933. 160 S.

Det er paa en Gang beskedent og dristigt, naar Forf. i Forordet fremhæver, han med fuldt Overlæg har kaldt sin Bog Grundzüge der Konjunkturtheorie, dens Indhold »forsaavidt« er en ny Teori. Beskedent fordi Fremstillingen — trods al Afhængighed af Forgængere — paa ingen Maade er blot og bar kompilatorisk, men tværtimod særdeles selvstændig; men dristigt fordi den kun har meget begrænsede Muligheder for at kunne forene de modstridende Meninger.

Hermed skal paa ingen Maade være sagt, at det er en haabløs Opgave, paa Forskningen nuværende Standpunkt, at forsøge at give en alment acceptabel Fremstilling af de vundne Resultater. Tværtimod er vel netop dette de fleste Konjunkturforskeres store Maal; men Mulighederne beror paa Opgavens Formulering.

Man kan sondre mellem to Slags Teorier. Den første Type deduceres ud fra visse enkle Forudsætninger (der kan være af højst forskellig Karakter), og bestaar af et logisk Skema, der viser, hvorledes en Bølgebevægelse opstaar under netop de valgte Forudsætninger. Om en saadan Teori er rigtig eller forkert beror i og for sig kun paa dens logiske Holdbarhed; men dens Værdi afhænger af, hvorvidt den Aarsagssammenhæng, den har isoleret ad Abstraktionens er et væsentligt Element af de virkelige Bevægelser. Forskellige Teorier af denne Art behøver ikke at være kontradiktoriske; de kan meget vel hver for sig belyse væsentlige Træk af Sammenhængen. Man maa netop paa Forhaand vente, at en enkel skematisk Konstruktion vil være ganske utilstrækkelig til at give en udtømmende Forklaring paa de meget komplicerede man staar overfor.

Det er denne Tankegang, der ligger til Grund for den anden og almindelige paa Konjunkturforklaringer. Disse kan derfor ikke fremtræde som logisk afsluttede Teorier, men bliver delvis af descriptiv Karakter. Man beskriver typiske Konjunkturforløb og udreder Traadene i den komplekse Sammenhæng ved at inddrage mange forskellige Momenter og mange forskellige af indbyrdes Afhængighed. Skal Teorien dernæst anvendes paa en given historisk Konjunkturbølge, maa den tillempes og suppleres under Hensyntagen til de specielle Forhold, der har gjort sig gældende. I Følge Sagens Natur faar Udredningen et subjektivt Præg — ligesom poli-

tisk Historieskrivning — og dette gælder ligesaavel den typiske som den konkrete Fremstilling. Forskellige Personer vil betone de enkelte Elementer i ulige Grad og ordne Stoffet paa forskellig Maade; men der er dog stadig saa megen Plads for Objektiviteten, at der er Mulighed for at give en i Hovedtræk alment accektabel Fremstilling, der kan tjene som Basis for en detailleret Viderebehandling.

At give en saadan Fremstilling af det typiske Konjunkturforløb er uden
Tvivl en saare betydningsfuld, men endnu ikke tilfredsstillende løst Opgave.

Heller ikke den foreliggende Bog kan — sine mange gode Egenskaber til Trods — gælde som en Løsning. For det første har Forf. paa Forhaand sikret sig Modsigelse ved at vende sig skarpt polemisk mod en bestemt Skole. For det andet inddrager Fremstillingen ganske vist Betragtninger fra adskillige de kendte Teorier og er navnlig stærkt paa virket af Spiethoff; men den er dog bygget op omkring en ganske bestemt Tanke, som Forf. betegner Overakkumulationsteorien.

Et af Bogens fire Kapitler er helliget en Kritik af den monetære Konjunkturteori, særligt af Hayeks Udformning (fordi »wir den Gegner in der stärksten Rüstung angreifen wollen«). Angrebet er af betydelig Vægt og føres paa to Fronter. Dels »udefra«, især rettet mod Forudsætningen om fuld Beskæftigelse ved Opsvingets Begyndelse, og dels som en immanent Kritik, slaar ned paa to tvivlsomme Led i den logiske Konstruktion. I Følge Hayek vil en Rentesænkning fremkalde en Udvidelse af Produktionsapparatet; efter de teoretiske Forudsætninger udløses der derved modsat rettede Kun hvis man (vilkaarligt) antager, at disse ligevægtssøgende Kræfter ikke straks gør sig gældende, kommer Processen overhovedet i Gang; men har man først ladet den komme i Gang, er det vanskeligt at indse, hvorfor den ikke kan føres igennem. Til at opretholde et bestemt Produktionsapparat jo ingen Opsparing, hverken frivillig eller tvungen. sigter uden Tvivl efter to meget svage Steder paa Rustningen; men de monetære Teoretikere vil næppe anerkende, at han har faaet sat et afgørende Stød ind.

Under Behandlingen af Kapitaldannelsesprocessen betjener Forf. sig af nogle meget belysende skematiske Opstillinger og indfører under Analysen en Terminologi, der bliver af stor Betydning for den følgende Udvikling. Forf. sondrer mellem autonom og heteronom Opsparing. Betegnelserne finder kun Anvendelse paa en Forandring i Opsparingen, der betegnes som autonom, hvis den skyldes en Ændring af Spareviljen, men som heteronom, hvis den skyldes Forandringer i Indkomstfordeling. I grove Træk vil Forholdetvære at Arbejderne vil anvende en Indkomstforøgelse til at udvide Forbruget, mens Driftsherrerne vil have Tilbøjelighed til at anvende Forøgelsen til Investering. Forf. mener nu, at et begyndende Opsving som et afgørende Træk medfører en Nedgang i Lønkvoten, hvorved forstaas Arbejdernesforholdsmæssige af den samlede Produktion. Lønkvoten kan udmærket være faldende, selv om baade Beskæftigelsesgraden og Reallønnen stiger. Denne Udvikling medfører en heteronom Udvidelse af Opsparingen og Produktionen af Produktionsmidler vokser. Under denne Ekspansion kan Produktionsmiddelindustrien en Tid lang finde tilstrækkelige Afsætningsmulighederindenfor eget Omraade; men efterhaanden vil det vise sig, at Udvidelsen er for stærk i Forhold til det endelige Forbrug, hvorefter Kapitalenafvurderes,

pitalenafvurderes,og Likvidationen indtræder. Til Illustration anføres, at
Antallet af Nerzfarme gennem en Tid kan udvides meget stærkt ved Tillæg
af Avlsdyr; men at der nødvendigvis til Slut maa indtræde et Omslag.

Omkring den her skitserede Tankegang bygger Forf. sin Fremstilling og paaviser Forbindelseslinierne til tidligere Teorier. Baade Overakkumulationsteorien sig selv og den metodiske Behandling af Stoffet betyder et værdifuldt til Konjunkturteorien.