Oskar Morgenstern: DIE GRENZEN DER WIRTSCHAFTSPOLITIK. (5. Bind i det østrigske Konjunkturforskningsinstituts Skriftserie). Wien (Springer) 1934. 136 S. Pris 4.80 R. M.

De metodologiske Spørgsmaal indtager en fremskudt Plads indenfor Samfundsvidenskaberne. frembyder langt større Vanskeligheder og er langt mindre afklarede end i Naturvidenskaberne. Dette gælder ikke mindst de Problemer, der rejser sig ved Videnskabens, in casu Økonomiens Anvendelse i Praksis, og som Lederen af det østrigske Konjunkturforskningsinstitut behandler den foreliggende Bog.

I Modsætning til andre Videnskaber faar Økonomien ikke Lov til selv at stille sine Problemer og kan derfor ikke nøjes med at præsentere de fuldt færdige Resultater. Økonomerne bliver dagligt stillet overfor praktiske Opgaver afgørende Betydning, til hvis Løsning der ofte kun kan gives et meget beskedent Bidrag. Det er aabenbart af største Vigtighed, ved Siden af de erkendelsesteoretiske af Forskningens Vilkaar, at klarlægge Videnskabens og Begrænsning i den praktiske Politik.

Dr. Morgenstern giver næppe paa væsentlige Punkter noget nyt Bidrag til Diskussionen, men giver en sammenfattende Fremstilling, der henvender sig til en bredere Læsekreds. Økonomien maa nødvendigvis henvende sig til Offentligheden; men den møder en Mangel paa Forstaaelse, som staar i sørgelig med den store Interesse for Problemerne, og naar den saa ofte kommer i Miskredit, skyldes det ikke mindst, at man venter en Indsats, der i Følge Sagens Natur ikke kan ydes. Professor Birck har et Sted brugt Vendingen: almueagtig Respekt og en ligesaa almueagtig Foragt for Videnskaben«.

Men kan Økonomien med Rette beklage sig over svigtende Forstaaelse, maa den ogsaa selv tage en Del af Ansvaret, fordi den til Stadighed træder udenfor sine Rammer eller i bedste Fald undlader at trække Linierne op med tilstrækkelig Tydelighed. De hyppigste og mest graverende Forsyndelser begaas mod selve Videnskabens Grundlov, der kræver, at alle normative Elementer skal udskilles. Myrdals Bog: Vetenskap og Politik har aabnet Øjnene for den kaotiske Forvirring, der hersker paa dette Punkt, og vist, hvor nødvendigt det er at indbanke den Grundsætning, at Økonomien kun kan anvise Midler, naar Maalene kendes, at Konklusionerne kun kan drages, hvis Præmisserne er givet.

Morgenstern kommer et Sted ind paa Tanken om et sagkyndigt Raad, et »økonomisk Hovedrevisorat«, der skulde vejlede den økonomiske Politik ved at udtale sig om Regeringens Lovforslag. Sammen med Lovforslagene skulde fremsendes en Redegørelse for de tilsigtede Maal, og Raadets Opgave skulde

være, at undersøge Forslagets Hensigtsmæssighed. Dette er aabenbart den Opgave, der tilkommer enhver sagkyndig Kommission; men det er næppe ganske uden Betydning at betone Vigtigheden af præcis og detailleret Redegørelsefor

Hvad den rent videnskabelige Behandling af Problemerne angaar, beror Vanskeligheden paa, at Forholdene er saa overmaade komplicerede. Økonomien ikke opstille almengyldige Sætninger i samme Forstand som Naturvidenskaberne, det er nødvendigt at tage Hensyn til et Utal af væsentlige hvis Sammenspil ikke kan forfølges i alle Enkeltheder. De økonomiske Love er af meget høj Abstraktionsgrad. Deres Anvendelse i Praksis kræver en Kombinering og Modificering, som i hvert konkret Tilfælde et nyt Problem. Økonomi kan aldrig blive Haandbogsstof. Det, der i egentlig Forstand kan læres, er meget lidt; de praktiske Opgaver kan ikke løses efter mekaniske Anvisninger, og derfor ikke med nogen høj Grad af Præcision. Der eksisterer ingen Økonomiens Teknik i Betydning af den manuelle Anvendelse af Videnskabens Resultater.

Naturligvis maa Økonomerne have Lov til at deltage i Drøftelsen af politiske ogsaa fra andre Synspunkter end de rent økonomiske, og naturligvis kan de ikke afvise nogen Opgave, selv om det paa Forhaand er givet, at Indsatsen maa blive beskeden; men det er nødvendigt for en frugtbar af Problemerne, at klarlægge de Muligheder og den Begrænsning, ligger i Arbejdsvilkaarene. Det er nødvendigt, at trække disse Spørgsmaal i Forgrunden, ogsaa for derved at skabe større Forstaaelse fra Offentligheden; men det er ikke tilstrækkeligt at afgøre dem in principio. Hovedsagen er, at Økonomerne, naar de behandler politiske Spørgsmaal, viser passende Resignation overfor deres socialfilosofiske Tilbøjeligheder, og ikke lader sig friste til at tilsløre det hypotetiske Element og Usikkerhedsgraden deres Udtalelser.