Ivar Høgbom: VÄRLDSSJÖFARTEN. Eländers Boktryckeri, Göteborg, 1934. 309 S.

Navigare necesse est! For Europa i hvert Fald. Europas erhvervsgeografiske dets Kystlinje og dets relativt korte Afstande og gode Forbindelser Kyst til Indlandspladserne henviser det i langt højere Grad end andre Verdensdele til Havet. Disse erhvervsgeografiske Forhold bidrog i Aarhundreder til Europas Overlegenhed, og en Erkendelse heraf og af de naturlige Betingelser lader meget i moderne Handelspolitik fremtræde som europæiske Selvmordstendenser.

Navigare necesse est! For Danmark i hvert Fald. Det er Landet med den relativt største Udenrigsomsætning, og dets Erhvervsgeografi og Historie henviser i lige Grad til at dyrke Jorden og pløje Havet: indadvendt og udadvendt.

Ud fra denne principielle Indstilling henleder jeg Opmærksomheden paa Ivar Högboms Bog: Världssjöfarten. Bogens Tyngdepunkt ligger paa den erhvervsgeografiske Fremstilling af meget omfattende Art, som jeg ikke er tilstrækkelig sagkyndig til at underkaste en kritisk Analyse. Men det er et fortrinligt Materiale for Økonomen, og det er fortrinlige økonomiske Konklusioner,der drages af Forfatteren. Rent eksempelvis vil jeg anføre, at det er de erhvervsgeografiske Forhold, der f. Eks. gør, at Omraader med

Eksportoverskud (i Volumen) (i Europa: Østersoomraadet, Spanien, Sortehavet)generelt har relativt lave indgaaende Fragter, de ovrige Omraader relativt lave udgaaende Fragter. Forfatteren paapeger med Rette, at el virkeligt Billede af Fragtmarkedet og dettes Tendens ikke faas ved en Sammenfatning af samtlige Noteringer — altsaa ved et almindeligt Fragtindex: »Det monotonaomnämnandet fragtmarknadsrapporterne af den oförändrade kolfraktenpå Platå innebär egentligen endast et konstaterande av at spannmålsexportenalltjämt väsentligt större än kolimporten«.

Naar Förf. imidlertid erkender, at Efterspørgslen efter Fragtrum »är visserligen varierande, men föga påverkad av förändringar i fraktsatserna« og derfor i Modsætning til Helander betegner Tonnageefterspørgslen som lidet elastisk, saa generaliserer han selv. Jeg er enig med Förf. i, at for mange Varers — og for meget vigtige Varers — Vedkommende vil Omsætningen ikke blive væsentligt større eller mindre, om Fragterne er noget højere eller lavere, men man naar betydeligt videre i Erkendelse, naar man i Stedet for en Generalitet undersøger de enkelte Varer og f. Eks. analyserer Ruterederiernes

Ogsaa paa andre Omraader holder Forf. sig til det gængse, saaledes i Fremstillingen Forholdet mellem Tramp og Rute (S. 280—81). Jeg mener ikke, at Udviklingen kan forstaas uden at undersøge Skibenes Indtægts- og Udgiftsbudgetter. Forf. hævder: »Under Kriser drabbas i främsta rummet trampfarten«, saa er der dog maaske Grund til at spørge, om det er Tilfældet med alle Kriser og paa alle Krisens Trin. For Øjeblikket synes dog Landenes Behov for Raa- og Hjælpestoffer og deres Spærring for fabrikerede Varer og Varer af høj Værdi og Luksuskarakter absolut i Trampens Favør og Rutens Disfavør.

Bogen giver Anledning til mange Refleksioner, hvorpaa den ikke giver Svar. Det skal ikke bebrejdes Forf. Tværtimod. Der kan vel ikke gives en Forf. større Kompliment, end at han vækker til Eftertanke. Naar Forf. i. Eks. behandler Flyvetrafikens Udvikling og paaviser, hvorledes Postbefordring tegner at blive det Omraade, hvor Flyvemaskinen hurtigst vil fortrænge Skibet, hvorigennem Søfarten vil miste en betydelig Indkomstkilde, saa maa Tanken gaa videre til Staternes Skibsfartssubventioner, der jo fortrinsvis har været knyttet til Postbesørgelsen, og Spørgsmaalet opstaar, om der ad denne Vej vil ske Ændring i Staternes Subventionspolitik, og hvad det saa vil have tilfølge i Skibsfartens fremtidige Strukturforhold.

Jeg kan ikke afholde mig fra til Slut at citere Forf. S. 72: »Utbyggandet av den södra östersjökustens hamnar till störra djup kan tänkas komma att inverka på linjetrafikens förläggning inom hela Östersjöområdet. Medan trafiken i Kielkanalen stark stegrats under efterkrigstiden, har trafiken genom Öresund gått tilbaka. Åtminstone till någon del är denna förskutning framkallad djupförhållandena i Öresund . . . Under dessa förhållanden bildar södra Östersjökusten en lämpligare slutsträcka för störra linjetrafik än den svenske Östersjökusten. Häri kan en fara ligga för Sveriges sjöfartsposition. Önskvärdheten av en upprensning av segelleden genom Öresund förstärkas genom den ökade dragningskraft på trafiken, som de förbättrade hamnförhållandena södra östersjökusten medföra«.

Disse Betragtninger har ikke mindre Bud til danske Læsere end til svenske.