|
Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 3. række, 42 (1934)JOHANN HEINRICH VON THÜNENS STILLING I SOCIALØKONOMIENEVEN MARSTRAND I
Socialøkonomiens Historie staar Heinrich von Thünen paa
en Men medens Reglen er, at dybere Indsigt i de økonomiske Spørgsmaal naasved et mere eller mindre gennemført Samarbej de mellem Teoretikere og Praktikere, kan det en sjælden Gang ske, at Teori og Praksis mødes i en og samme Person. Med Thünen er det Tilfældet i en Grad, som der næppe findes noget Sidestykke til. Vel kan man blandt berømte Socialøkonomer, særlig i Begyndelseneller af det nittende Aarhundrede, nævne flere, som enten kom fra det praktiske Liv eller endog, samtidig med Side 222
at de skrev økonomiske eller sociale Bøger, stod i en praktisk Virksomhed. Ricardo var Vekselmægler, Bastiat Købmand og siden Godsejer, Carey Forlagsboghandler, Rodbertus tysk Godsejersom Af de særlig socialistiske Forfattere var Robert Owen Fabrikejer, Fourier Handelsrejsende, Friedrich Engels Forretningsmand.Men at gaa nogen af de andre for nær kan man sige, at ingen af dem i den Grad som Thiinen med alle deres Væsens Fibrer trængte ind i den praktiske Bedrift, de var knyttedetil. af dem forlod jo ogsaa denne, medens Thiinen til sin Død gik intenst op i Driften af sin Herregaard. Den Flid, hvormed han særlig i Tidsrummet 1810—15, straks efter sin Overtagelseaf men ogsaa bestandig senere iagttog og gennemregnedealle der havde Indflydelse paa Udbyttet af hvert enkelt Produkt, var i al Fald for den Tid ganske enestaaende1). Faa dette Fundament af grundigt og systematisk gennemarbejdet Kendskab til et begrænset Omraade af det økonomiske Livs Tumleplads hviler den teoretiske Bygning, som Thiinen opfører. Naar man sysler med de andre Socialøkonomer, der er udgaaet fra det praktiske Liv eller endnu staar i det, kan man vist ofte glemme deres særlige praktiske Baggrund. Men hvem vil kunne læse ret mange Sider i »Der isolierte Staat« uden at være klar over, at dette hidrører fra den praktiske Landmand, Godsejeren paa Tellow, der, bestandig førende alt sit eget med sig, bestandig med sin egen lille Verden som udtalt eller stiltiende Forudsætning, med de store, almene økonomiske Problemer. Det er, som Alfred Jacobs siger i sin Afhandling om Thiinen som Læremester i Statistikken: »Ved alle Overvejelser og Følgeslutninger, Thiinen tillige berører teoretiske Problemer i Socialøkonomien, f. Eks. Pris, Kapitalrente, Omkostninger, Arbejdsdeling, Skattevirkninger og Løn, har han for £)je den konkrete Virkelighed, ud fra den talmæssige Gennemtrængning hans egen Bedrift og ud fra Kendskabet til Nabobcdrifter i deres overordentlige Forskelligartethed som i de ensartede Kræfter, gør sig gældende«2). Men skønt
Thünens praktiske Erfaring følger ham for hvert
1) Der isolierte Staat. Erster Theil. 2. Aufl. Rostock 1842. S. 20-21 og flere Steder. Om Thünens Betydning for Landbrugets Bogføring se 11. L. Fensch i »Johann Heinrich von Thünen zum 150 Geburtstage«. Rostock u. A. S. 212-21. 2) Thiinen zum 150 Geburtstage S. 163. Side 223
skabeligAandend han? Faa har som han følt Storheden af den Opgave, der er tildelt Videnskaben: »Men uendelig som Verdensalteter Videnskaben. Saaledes som dér Forstærkelsen af Synsevnen fører til Opdagelsen af nye Verdenssystemer, men ogsaatil Hemmeligheder, saaledes afslører der sig ogsaa sammenmed i Videnskaben nye hidtil uanede Problemerfor Øje«3). Paa sit eget videnskabelige Arbejde ser han med stor Beskedenhed. Efter at han i anden Del af »Der isolierte Staat« har opstillet en Mængde Spørgsmaal, som er dukket frem for ham under hans Tænkning, erkender han, »at Løsningen af Opgaven ikke kan være den enkeltes Værk, ikke engang et Slægtleds Værk. Det er snarere et Arbejde, udført af Historien selv, som samler det, der bliver fuldbragt af den samledeMenneskehed flere Slægter . . .«. Ud fra denne Betragtning ser han kun paa sit eget Arbejde som Brudstykker, ja nogle Stedernøjes med at fremsætte Problemerne til senere Løsning. Men dog er han sig med Glæde og Stolthed bevidst, »at altsaa enhverForsken et nok saa lille Punkt af Opgaven kan blive en Sten til Opførelse af den store Bygning«4). Der er Videnskabsmænd, hvis Fortjenester fortrinsvis ligger i Indsamling og Ordning af en Række Kendsgerninger. Af de klassiske hører Adam Smith og Malthus, skønt de mest er blevet bekendte ved deres Teorier, nærmest herhen. I nyere Tid findes Typen endnu renere hos en Mand som Gustav Schmoller. Men der er andre Videnskabsmænd, som først rigtig er i deres Es, naar de bevæger sig paa Abstraktionens Højder. Thiinen forener Forskerens og Tænkerens Type. Paa sit eget lille Omraade er han den minutiøse lagttager, den nøjagtige Beregner af alle Forholds Indflydelse. Og som allerede nævnt tager han ogsaa disse lagttagelser og Beregninger med sig ved større Opgavers Men alligevel naar han sine største Resultater ved saa godt som nogen at abstrahere. Han kender Farerne ved at abstrahere fra Virkeligheden, men siger samtidig, at uden Abstraktionen man ikke naa til nogen videnskabelig Erkendels 5). Formelt giver
Dobbeltheden hos Thiinen sig til Kende deri, at 3) Der isolierte Staat. Zweiter Theil. Erste Abtheilung. Rostock 1850. S. 64 4) Is. St. 11, 1 S. 35. 5) Is. St. 11, 1. S. 8. Side 224
Slags, hvormed Marx og adskillige nyere Socialøkonomer fylder deres Fremstilling og paa uvidenskabelig Maade giver den et eksakt Præg), medens han paa den anden Side med Forkærlighed tyr til den mest abstrakte af alle Videnskaber, Matematikken. Han havde udprægede matematiske Anlæg, som allerede viste sig i Skoletiden. Og paa mangfoldige Steder i sit Værk anvender han kortere eller længere matematiske Udredninger. Det af sine Resultater, han selv sætter mest Pris paa, er jo ogsaa udtrykt i en matematisk Formel. Det er Udtrykket Vap for den naturlige Arbejdsløn. PaU Grund af Thiinens Forkærlighed for Matematikken har nogle Socialøkonomer (f. Eks. Eugen Dühring og J. Conrad) simpelthen hans Metode som den matematiske. Schweizeren Büchler skelner dog sikkert med Rette i sin Doktordisputats Thünen mellem hans Fremstillingsmaade, der ganske ofte er matematisk, og hans Forskningsmaade eller Metode. saa ejendommelig Forsker som Thünen er det vanskeligt faa anbragt i nogen bestemt Skole eller iblandt Anvenderne en eller anden bestemt Metode. Til den egentlige matematiske kan han næppe regnes, skønt han er blevet anbragt der i Artiklen »Economics« i »Encyclopaedia of the Social Sciences«. paa den anden Side gør han mere ud af Matematikken end f. Eks. Marshall, der i Fortalen til sine Principles nærmest betragter dens Formler som et privat Hjælpemiddel for Socialøkonomen, han ikke skal bebyrde sine Læsere, hvorfor han henviser dem til Noter eller Appendixer. Hos Thünen staar visse af hans Formler og matematiske Udredninger netop i Centrum Fremstillingen, og han betragter dem som nødvendige. Et Sted finder han Anledning til at gøre Læserne en Undskyldning den megen Matematik. »Men Anvendelsen af Matematikken dog være tilladt der, hvor Sandheden ikke kan findes uden den«8). Men skønt matematiske Formler indtager en ret fremtrædende og efter Thünens egen Mening altsaa en nødvendig Plads i hans Fremstilling, kunde hans Metode, den Fremgangsmaade, hvorved han naar sine for Videnskaben varigste og betydningsfuldeste Resultater,snarere den fysiske eller isolerende. Dette sidste Udtryk anvendes vist første Gang af Lu jo Brentano i hans Doktordisputatsom og Brentano drager heri Sammenligningenmed 6) Is. St. 11, 1. S. 174. Side 225
ningenmedFysikerens Metode: »Thiinens isolerede Stat er et Apparat til lagttagelse af økonomiske Kræfter som det tomme Rum til lagttagelse af fysiske Kræfter«. Men i øvrigt havde alleredeThünen sammenlignet sin Metode med Fysikerens: »Denne aandelige Operation er analog med den Fremgangsmaade, som vi anvender ved alle Forsøg i Fysikken saa vel som i Landøkonomien,hvor nemlig kvantitativt øger alene den ene Potens, som skal udforskes, men lader alle andre Momenter forblive uforandrede 7). Ved Beskæftigelsen med Thünen er det af Betydning at have Klarhed over denne hans Metode, som han anvender baade i sin Grundrente- og sin Arbejdslønteori. Denne Metode har store Muligheder, naar den anvendes med den Skarpsindighed og Konsekvens, som Thünen havde, men den viser ogsaa hos ham sin Begrænsning. Thi socialøkonomiske Foreteelser er nu engang langt mere indviklede end fysiske, og ikke altid kan man, selv i Tankerne, foretage en saadan Isolering. For at bestemme Thünens Stilling i Socialøkonomien vil det næst efter disse indledende Bemærkninger om hans Forskerfysiognomi og hans Metode have Betydning at se paa hans Forhold til Forgængerne til hans samtidige, der arbejdede med lignende Problemer. vil Ejendommeligheden i hans Indsats træde tydeligere frem. Thünen er nu saa langt som muligt fra den Type af, særlig tyske, Lærde, hvis Værker hovedsagelig bestaar af Citater af Forgængerne af »Auseinandersetzungen« med andre Forfattere. Han baner sig oftest selv som Pioner sin Vej, og forholdsvis lidt omtaler og anfører han tidligere eller samtidige Socialøkonomer. Men paa den anden Side har han stærkt anerkendende Ord over for dem, han anser for sine egentlige Læremestre: Adam Smith i Socialøkonomien og Albrecht Thaer i den videnskabelige Landøkonomi. desuden omtaler han og beskæftiger sig noget med en Del andre Forfattere, af de engelske Klassikere Malthus og Ricardo, af Franskmænd J. B. Say og J. A. Blanqui, af Tyskere J. F. E. Lotz, Nebenius, Rau og Hermann. Men her er kun Grund til at dvæle udførligere ved hans Forhold til Adam Smith og Ricardo. 7) Ludwig Joseph Brentano: über J. H. von Thiinens naturgemessen Lohn und Zinsfuss im isolierten Staate. Göttingen 1867. S. 14. Is. St. 11, 1. S. 5. Side 226
Baade i furste og anden Del af »Der isolierte Staat« anfører Thünen Adam Smith paa mange Steder, og i et Par Paragrafer er Smith og hans Lære Hovedtemaet. I anden Del ender han en lang citatrig Fremstilling af Smiths Lære om Arbejdsløn, Rentefod, og Pris med en Undskyldning for, at han hyppig maa indlade sig paa at bedømme og berigtige denne. For at ikke nogen deri skal finde gemt nogen Ringeagt for Adam Smith, erklærer »at ikke let nogen kan have en større Ærefrygt for dette Geni end Forfatteren af dette Skrift. Just deri, at jeg anser Berigtigelsen og Udvidelsen af de Smith'ske Læresætninger for at være til Fremme for Videnskaben og gør dem til Genstand for mine Undersøgelser, ligger et Bevis for den høje Agtelse, jeg nærer for A. Smith.« Smukkere og mere i videnskabelig Aand kunde vel ingen Elev udtale sig om sin Lærer. Ogsaa i den nylig fremdragne § 24 til Thünens anden Del hylder han Adam Smith, naar han taler om »Adam Smiths herlige Lære om Fordelene ved Arbe j dsdelingen«8). At Thünen saaledes føler sig i højeste Grad afhængig af Adam Smith, at han bestandig føler sig staaende paa hans Skuldre, er ligetil. Men han er en i høj Grad selvstændig Lærling. Ingen vil vist ved at gennemlæse »Wealth of Nations« og »Der isolierte Staat« kunne unddrage sig Indtrykket af, at der her trods al Elevens af Læreren er Tale om to helt forskellige Forskerindividualiteter, forskellige Typer. Naar man hos Adam Smith kommer til at beundre hans Værks Righoldighed, kommer man hos Thünen til at prise den storslaaede Enkelhed, som navnlig knyttet til Forestillingen om den isolerede Stat. Finder man hos Adam Smith Frodighed i Kombination og Syntese, møder man hos Thünen snarere Klarhed og Skarphed i Analyse. Thünen har beskæftiget sig med Adam Smith og berigtiget hans Lære paa adskillige Punkter, men vi maa her holde os til Hovedsagen,Thünens skarpere Analyse inden for Fordelingslæren. Paa dette Punkt holdt Adam Smith sig hovedsagelig til den rent personelle Fordeling, som fandt Sted i Englands Landbrug paa hans Tid, idet Jordejeren fik sin Landrente, Forpagteren sin Profit og Landarbejderen sin Løn. Af disse tre Elementer i Fordelingengiver Smith da en længere Beskrivelse i 8.—11. Kapitel af sit Værks første Bog, idet han kører op med et Arsenal af historiske Oplysninger og lagttagelser fra det praktiske Liv, 8) Is. St. 11, 1. S. 63. Thünen zum 150 Geburtstage S. 104. Side 227
men uden at
trænge dybere ind i selve de Begreber, hvormed Her er det, Thünen sætter ind med sin skarpe Analyse. Hans Behandling af Arbejdslønnen er noget helt for sig, ganske uafhængigt Adam Smith, hvad enten man tænker paa hans Formel den naturlige Arbejdsløn eller hans Bestemmelse af Lønnen Grænsearbejderens Produkt. Men i denne Sammenhæng er det hans Opløsning af Adam Smiths Landrente og Profit, vi har at gøre med. Hans Analyse af Landrenten finder vi i første Del af »Der isolierte Staat«, hans Opløsning af Profitten i dens Bestanddele i anden Dels første Afdeling. I Steden for den personelle, af de særlige engelske Forhold prægede Inddeling sætter Thünen en saglig. Adam Smiths Landrente, Indtægt af den bortforpagtede Gaard, deler Thünen i den egentlige Landrente (hvad han kalder Landrente eller Bodenrente) og i den Kapitalrente, som svares af de Godsejeren Bygninger, Indhegninger, Træer o. s. v. Ganske vist beholder Thünen den Smith'ske Landrente under Betegnelsen Godsrente, men den spiller ingen Rolle i hans teoretiske Undersøgelser. dem drejer det sig om det, han selv kalder Landrente, og som han definerer saaledes: »Hvad der efter Fradrag af Renterne Værdien af Bygningerne, Træbestanden, Indhegningerne og overhovedet alle Værdigenstande, som kan skilles fra Jorden, endnu bliver tilbage af Godsindkomsterne og saaledes tilhører Jorden i sig selv, kalder jeg Landrente«9). Medens Thünens Udskillelse af Kapitalrenteelementet fra LandrentensBegreb velkendt, idet den ligger bagved hans centrale Undersøgelser, er hans Bidrag til Opløsning af Adam Smiths (og Ricardos) Begreb Profit, Kapitalejerens Indtægt, mindre iøjnefaldende.Det sig her navnlig om hans Lære om Driftsherregevinsten.At er blevet mindre paaagtet, er i og for sig ikke saa underligt. I første Del af Thünens Hovedværk ser han helt bort fra den, og det kan derfor indvendes mod den Maade, hvorpaa han finder Landrenten for sit Gods Tellow og anvender den ved sine videre Beregninger, at han uden videre identificerer Landbrugets Nettoudbytte efter Fradrag af alle Omkostningermed medens dette Nettoudbytte formentligskulde i Driftsherregevinst og Landrente. Ogsaa ved den centrale Undersøgelse i anden Dels første Afdeling, ved Udfindelsenaf 9) Is. St. I. S. 14. Side 228
delsenafden naturlige Arbejdsløn, ser Thiinen udtrykkelig bort fra Driftsherregevinsten. Ikke des mindre synes den Paragraf (§ 7) i samme anden Dels første Afdeling, hvor Thüncn udtrykkeligbehandler mig at indeholde stærke Vidnesbyrd om hans Originalitet og analytiske Evne. Ikke at Thünen skulde være den første til at skille Driftsherregevinsten som en særlig Participant ved Fordelingen. Medens den engelsk-amerikanske Socialøkonomi lige til vore Dage har haft en Tilbøjelighed til at samle Driftsherrens Indtægt baade af sin Kapital og paa anden Maade under den klassiske Betegnelse »Profits«, og mens Franskmændene fra og med J. B. Say nærmest betragtet Driftsherregevinsten under Synspunktet Arbejdsløn, i Tyskland allerede 1807 Hufeland givet den en mere selvstændig Stilling indenfor Fordelingen. Men Thünen har paa original Maade bidraget til Læren om Driftsherregevinsten og derved anvendt baade sin praktiske Erfaring som Driftsherre og sin analytiske Evne10). Af den samlede Driftsherreindkomst udskiller han først 1) Renterneaf anvendte Kapital, 2) Assurancepræmien for saadanne Skader som Skibbrud, Brand, Hagelskade o. s. v. og 3) hvad Administrationenvilde hvis den overlodes til andre. Kun hvad der saa bliver tilbage, regner Thünen for den specifikke Driftsherreindtægt eller Gewerbsprofit, men denne deler han atter i to Dele, en egentlig Driftsherregevinst og en Belønning for Driftsherrenssærlig Interesse for Bedriften (Industriebelohnung).Den Driftsherregevinst er en Godtgørelse for overtaget Risiko af den Art, mod hvilken der ikke kan tegnes nogen Forsikring. Men over for den Tankegang, som senere har været gjort gældende, at den ene Driftsherres Tab her skulde opveje den andens Gevinst, saa at der i et helt Fag eller i hvert Fald i Erhvervslivet som Helhed ikke fremkom nogen Driftsherregevinst,gør den psykologiske Betragtning gældende,at Tabet af hele den indsatte Kapital for Driftsherrener langt større Ulykke end en Fordobling af Kapitalen en Lykke for ham, maa Driftsherren sørge for, at Chancen for en vis Gevinst er større end Chancen for et tilsvarende Tab. Industriebelohnunghviler at den selvstændige Driftsherre i langt større Grad end selv den mest pligtopfyldende lønnede Bestyrer vil sætte hele sin Tankekraft, baade Dag og Nat, ind paa BedriftensTrivsel, 10) Udviklingen af Læren om Driftsherreindtægten, særlig i Tyskland er behandlet af Christian Eckert i Festgabe für Schmoller 1908. I. Bd. IX. Side 229
tensTrivsel,hvad der især vil
vise sig under nedadgaaende Konjunkture Efter Nutids Forhold bygger Thünen vel i disse Overvejelser alt for meget paa Betragtningen af den Bedrift, hvor Enkeltmand staar med hele Risikoen, medens han slet ikke tager Hensyn til Aktieselskaber og lignende. Men hans Lære om Driftsherregevinsten saa vel som om Landrenten viser, hvad der i denne Sammenhæng paavises: at han betegner et stort Fremskridt fra sin Læremester Adam Smith ved sin skarpe analytiske Evne. Adam Smiths Landrente opløser han i den egentlige Landrente og et Kapitalrenteelement. Smiths Profit, Driftsherrens Indtægt, opløser han i Kapitalrente, en almindelig Administratorløn, en særlig Præmie for Driftsherrens egen Overvaagning af Bedriften, og endelig en almindelig Risikogodtgørelse. Nok saa meget Syn for Thünens ejendommelige Indsats faar man dog ved at sammenstille ham med Ricardo, hans lidt ældre Samtidige (Ricardo født 1772, Thünen 1783, Ricardos Hovedværk udkommet 1817, første Del af »Der isolierte Staat« 1826). Her er ingen gensidig Afhængighed. Ricardo døde, før Thünens Værk kom, og Thünen omtaler ganske vist nogle Gange Ricardo, navnlig anden Del af sit Værk, men han anfører udtrykkelig, at han ved sit første Udkast til sin Lære i første Del endnu ikke kendte Ricardo, og med Hensyn til sin Lære om Arbejdslønnen vandrer Thünen sine egne Veje, om end han nogle enkelte Gange angriber Anskuelser paa dette Punkt. Men netop fordi Ricardo og Thünen uafhængige af hverandre arbejder med de samme Problemer, navnlig med Jordrenteteorien, det sin Interesse at sammenstille deres Forsknings Veje og Resultater. Vi skal gøre det noget udførligere med Hensyn til Jordrentelæren og mere kortfattet med Hensyn til Læren om Arbejdslønnen. Med Hensyn til Jordrenteteorien er Ricardo og Thünen ofte blevet slaaet sammen. Flere tyske Socialøkonomer (Roscher, Adolph Wagner m. fl.) har talt om en Ricardo-Thünensk Jordrentelære. selv de, der ikke vil anbringe en Bindestreg mellem to Navne i denne Sammenhæng, omtaler dog ofte Ricardo og Thünen i eet Aandedræt. Denne
Sammenfatning kan kun bero paa, at Jordrenten for
11) Is. St. 11, 1. S. 80—86. Side 230
roendepaaForskellen mellem Jord, der i en eller anden Retning har gunstigere Betingelser, og Jord med mindre gunstige Betingelser.Men en nærmere Betragtning vil det dog vise sig, at de to Forfatteres hele Fremstillingsmaade er forskellig. Ricardo er den, der af Efterverdenen er blevet mest fulgt og beundret, men Thünen viser ogsaa her paa flere Maader baade sin større praktiske Erfaring og sin skarpere og mere skelnende Tanke. Allerede i Opfattelsen af Jordrentens Tilknytning til Jorden viser der sig en karakteristisk Forskel. Ricardo udtaler de mystiske om, at »Renten (d. v. s. Jordrenten) er den Del af Jordens som betales til Jordejeren for Brugen af Jordens oprindelige og uforgængelige Kræfter«. Hvis de her fremhævede Ord skal forstaas bogstaveligt, borttager han derved Mulighed for i et gammelt opdyrket Land at operere praktisk med Jordrenten. Thi hvem kan paavise, hvad Kraft et Stykke Jord havde oprindelig, f. Eks. paa Gorm den Gamles Tid? Eller hvem kan sige, hvad Jordens uforgængelige Evne vil vise sig at være, hvis den f. Eks. bliver underkastet Rovdrift gennem længere Tid? Thünen abstraherer ogsaa. Han fjerner, som vi tidligere har set, Kapitalrenteelementet i Adam Smiths Landrente, men han lader den tiloversblevne Landrente være Betaling for Brugen af Jorden i sig selv, Jorden, som den er og foreligge 12). Man kan udskille Betalingen for Brugen af Bygninger, Træbestand, Indhegninger o. s. v., men Betalingen for de i Jorden bundfældede Meliorationer lader sig i al Fald kun delvis og kun for de senest foretagnes Vedkommende udskille. Som den praktiske Thünen er, fradrager han derfor ved Beregningen af Landrenten kun Rentern af de Værdigenstande, der kan skilles Jorden, og derved baner han sig Vej til i al Fald tilnærmelsesvis at kunne beregne Landrenten for sit eget Gods, en Størrelse, som han derefter udnytter i sine videre Betragtninger Forholdene i den isolerede Stat. Men det gælder særlig at sammenstille Ricardo og Thünen og finde Forskellene mellem dem paa det Felt, hvor man netop lader dem græsse sammen, nemlig Fremstillingen af Jordrenten som Fortrinsrente. Det er
almindeligt at fremhæve, at Ricardos Fortrinsrente
fremkommerved 12) The Works of David Ricardo. By J. R. McCulloch. New Edition. London S. 34. Is. St. I. S. 14. Side 231
nok siges, naar man blot ikke er blind for, at Ricardo lejlighedsvistaler Beliggenhedens Betydning, medens Thiinen i sit Værk ligefrem foretager en Beregning af Landrenten ved forskellig Frugtbarhedsgrad. At Ricardo ikke overser Beliggenheden, træder allerede klart frem i hans Skrift fra 1815 »Essay on the Influence of a Low Price of Corn on the Profits of Stock«. Idet han tænker paa Udviklingen et Nybyggerland, taler han om, at naar alt det frugtbare Land i umiddelbar Nærhed af de første Kolonister er opdyrket, og naar Befolkningen fremdeles udvikler sig, maa man skaffe Føde fra mindre fordelagtigt beliggende Jord (land not so advantageously hvorved der fremkommer Jordrente paa den bedre beliggende Jord. Og kort efter omtaler han, at man ved saaledes lidt efter lidt at opdyrke Jord af stedse daarligere Kvalitet eller mindre gunstigt beliggende (less favourably situated) kan bringe Jordrenten til at stige og Profitten til at falde13). I sit berømte andet Kapitel i »Principles« gentager han nærmest disse Udtryk. Han siger: »Det er altsaa kun, fordi Jorden ikke er übegrænset Kvantitet og ensartet i Kvalitet, og fordi under Befolkningens Jord af ringere Kvalitet eller mindre fordelagtigt bliver taget under Dyrkning, at der i det hele taget bliver betalt Jordrente for Brugen af den«. Og lidt senere hedder det: »Den frugtbareste og gunstigst beliggende Jord vil først blive dyrket«14). Thünens Fremstilling af Jordrentens Afhængighed af Frugtbarheden i § 5b i hans første Del. Han har først beregnet, hvilken Landrente i Korn og Penge en Herregaard paa 217 Hektar med samme Frugtbarhed som Tellow kan give, naar Kornprisen paa Centralmarkedet er V-\2 Thaier og Afstanden dertil som fra Tellow til Rostock. Frugtbarheden paa Tellow betegner han med et kort Udtryk ved, at Jorden giver 10 Korns Udbytte, d. v. s. at 100 mecklenburgske Kvadratruten (2170 Kvadratmeter) giver 10 Berliner Skæpper Rug (5,44 Hektoliter). Han beregner derefter Landrenten i Korn og Penge for 9 Korns Udbytte, 8 Korns Udbytte s. v. Man kan da beregne Landrenten af et hvilketsomhelst af den nævnte Størrelse efter Afstanden fra Centralbyen den deraf følgende Kornpris særskilt for de forskellige Frugtbarhedsgrader15). 13) Ricardos Works S. 373. 14) Ricardos Works S. 36—37. 15) Is. St. I. S. 33-35. Side 232
Det maa heller ikke overses, at baade Ricardo og Thünen er klare over, at Fortrinsrenten ogsaa kan fremkomme paa en tredie Maade, nemlig derved, at en tidligere anvendt Mængde af Kapital og Arbejde giver større Udbytte end en senere anvendt tilsvarende (den første Dose giver mere end de senere). Da Kapitalens og Arbejdets Aflønning i begge Tilfælde er den samme, vil der ved Anvendelse af de tidligere mere virksomme Doser fremkomme en Jordrente. Nærmest ved den her antydede Form ligger Læren hos Ricardo. Men Thünen har sammenlignet Virkningerne den forskellige Anvendelse af Arbejde og Kapital ved forskellige Driftssystemer, særlig Trevangsbrug og Kobbelbrug, og paavist, at i givet Tilfælde den mindre Anvendelse af Arbejde og Kapital afkaster en Landrente, hvor en større Anvendelse vilde afkaste mindre eller slet intet. Og han har i anden Del af sit Hovedværk beskrevet det aftagende Udbytte, som Kapitalen giver, naar den anvendes i større og større Maal16). Men med de her fremsatte Forbehold er det dog rigtigt, at Ricardos med Rette i den almindelige Bevidsthed særlig paa Forskellen mellem Frugtbarheden af forskellige Jordstykker, medens Thünens fremkalder Billedet af den isolerede hvor Landrenten paa de enkelte Punkter i første Række er afhængig af Afstanden til Markedet i Centralbyen. Gaar man ud fra, at Jordrenten i hvert Fald for en Del er en Fortrinsrente der ogsaa kunde være Tale om en absolut Jordrente, kan der findes Antydninger af hos begge de to nævnte Forfattere), man spørge, hvem af de to der tydeligst og fuldstændigst fremstillet denne Fortrinsrente. De supplerer utvivlsomt men derfor kan jo godt den ene have bedre Resultater opvise end den anden. Mig forekommer det, at Palmen maa rækkes Thünen, skønt utvivlsomt Ricardo har haft den største For det første er Afstanden et langt klarere Begreb end Frugtbarheden.Ricardo en taaget Forestilling om Frugtbarheden som en inhærent og umistelig Egenskab ved et Jordstykke. Frugtbarhedi Forstand er med vor Tids dybere Indtrængen i Jordbundsvidenskabenet opløst Begreb. Frugtbar til hvad og under hvilke Forhold? vil man spørge. Det er, som Marshall siger: »Der er ingen absolut Maalestok for Jordens Rigdom eller Frugtbarhd. Selv om der ikke sker nogen Forandring i Produktionsmetoderne,kan 16) Ricardos Works S. 3G-37. Is. St. I. § 14 a. 11, 1. § 8. Side 233
tionsmetoderne,kanen blot og bar Stigning i Efterspørgselen efter et Produkt vende op og ned paa den Orden, i hvilken to op ad hinanden liggende Jordstykker tager Rang med Hensyn til Frugtbarhed.... af de Jorder, der er mindst frugtbare, naar Dyrkningen blot er ekstensiv, bliver blandt de mest frugtbare, naar Dyrkningen er intensiv«17). Og kan Jordens Frugtbarhed variere selv med Hensyn til det samme Produkt, kan den det saa meget mere for forskellige Produkter. Ricardos Teori er, som det er blevet sagt, udelukkende en Hvedeteori, og Jorden er for ham mere eller mindre frugtbar, eftersom den kan frembringe flere eller færre Quarters Hvede. Men dette er et snævert Synspunkt. Afstanden, som Thiinen overvejende holder sig til, naar det gælder at fremstille Fortrinsrenten, er derimod et klart Begreb. Den kan angives ved Hjælp af en Maalestok, saa nøjagtigt det skal være. Hermed hænger det sammen, at medens Ricardo kun foretager en plump Klassifikation, naar Thünen til en Gradation med kontinuerlig Ricardo opstiller i sine »Principles« i Kapitlet om Jordrenten tre Klasser Jord, Nr. 1, Nr. 2 og Nr. 3, som han tænker sig kan give med samme Anvendelse af Arbejde og Kapital 100, 90 og 80 Quarters Korn. Landrenten bliver da Differensen mellem Nettoudbyttet paa den daarligste Jord og paa den bedre og bedste. Men hvor langt rigere nuanceret er ikke Thünens Skala. Han angiver selv i sit Værk Landrenten for en Række bestemte Afstande fra Centralbyen baade ved Kornlandbrug ved andre Produktioner. Og gennem de almindelige Formler, han beregner, sætter han os i Stand til selv at beregne Landrenten for et hvilket som helst Sted mellem disse Afstande. En stor Fordel ved Thünens Hovedfremgangsmaade, Gradation efter Afstanden, er ogsaa, at den lader sig anvende til en almindeligTeori enhver Form af Jordrente, mens Ricardos Grupperingefter højst lader sig anvende paa al planteproducerendeJord. Thünen har jo ganske overvejende beskæftiget sig med Landrenten, som han kalder den, Jordrenten af planteproducerende Jord. Men da han lejlighedsvis kommer til at beskæftige sig med den bymæssige Jordrente, Grundrenten, som han kalder den, kan han, skønt han ikke indlader sig dybere paa dette Tema, overføre Afstandsprincippet ogsaa paa den. Jo 17) Alfred Marshall: Principles of Economics. Vol. I. Fourth Edition. London S. 234. Side 234
mere man nærmer
sig Byens Centrum, des højere vil Grundrentenstig
Mod Thiinens overvejende Benyttelse af Afstandens Indflydelse i Jordrentelæren kan det fra et Nutids Stade maaske indvendes, at Afstanden er kommet til at spille en i Forhold til tidligere übetydelig i det økonomiske Liv. Er Frugtbarheden blevet et flydende Begreb, saa er Afstanden blevet et Begreb, man kun forholdsvis behøver at regne med. Af den isolerede Stats Forudsætninger den, at al Transport udelukkende sker med Heste og Vogn, være os en af de mest fremmedartede. Selv har Thünen i Tavle II bag i første Del af sit Hovedværk ladet fremstille, hvilke store Forandringer der fremkommer i Kredsene omkring Centralbyen, en sejlbar Flod flyder gennem den isolerede Stat. Nutildags har ogsaa Jernbaner og andre Transportmidler formindsket og modificeret Kredsene. Men det her fremførte ikke være nogen principiel Indvending mod Thiinens Benyttelse af Afstandens Indflydelse ved Fremstillingen af Jordrenten Fortrinsrente. Til syvende og
sidst er dog maaske Læren om den negative Adam Smith antog, hvor Jorden anvendtes til Frembringelse af Næringsmidler, altid en positiv Landrente, hvorved man maa erindre, at hans Landrentebegreb indeholdt Kapitalrenteelementer.Ricardos strakte sig fra 0 og opefter. Men Thünen kender baade Jord, der afkaster positiv Landrente, no rent land og Jord med negativ Landrente. Muligvis drives han til denne Udvidelse af Jordrenteskalaen tildels af sin matematiske Sans, for hvilken Talrækken maatte fortsætte sig paa den negativeSide Nulpunktet, men det er dog vist nok saa meget hans praktiske Landmandserfaring, der her gør sig gældende. Han gennemlevede jo den haarde Landbrugskrise i Tyverne af det nitendeAarhundrede. sin Lære om den negative Landrente gaar han ud fra, at i Praksis er en Landejendom en Helhed, og den Kapital, der er anbragt i Bygninger o. s. v., kan ikke drages ud igen og anbringes andensteds. Hvis paa Grund af Prisfald paa Landbrugsprodukter Godsrenten, d. v. s. den samlede Afgift, en Forpagter kan svare for Brug af Jord, Bygninger o. s. v., falder saa meget, at der i den ikke engang er indeholdt den fulde Rente 18) Is. St. I. S. 210. Side 235
af Kapitalen, bortfalder Landrenten ikke blot, men bliver negativ. Negativ kan Landrenten ogsaa blive ved Rentefodens Stigning. I Længden vil dog en saadan negativ Landrente ikke kunne holde sig, thi under saadanne Forhold vil Bygningerne, naar de brændereller ikke blive bygget op igen, og Jorden vil komme til at ligge øde, hvis der ikke igen kan svares den fulde Kapitalrente,og saaledes i det mindste kan blive Nul19). Som man ser, finder disse Thünens Betragtninger fuldt ud Anvendelse ogsaa paa den nuværende Landbrugskrise. Medens Ricardo og Thünen nærmest arbejdede parallelt i Jordrentelæren, deres Fremstilling af Arbejdslønnens Teori saa vidt forskellig, ikke blot rent formelt, men principielt, at de paa dette Omraade maa anbringes i helt forskellige Skuffer eller Skoler. Da jeg haaber andensteds mere indgaaende at kunne beskæftige mig med navnlig Thünens Lære om Arbejdslønnen, skal Spørgsmaalet her kun behandles kort. Ricardos Hovedsætning om Arbejdslønnen, den, som siden i noget ændret Form har spillet en stor Rolle for Socialismen, navnlig Lassalle, forekommer i Begyndelsen af 5. Kapitel i hans Principles: »Arbejdets naturlige Pris er den Pris, som er nødvendig at sætte Arbejderne i Stand til, den ene med den anden, at eksistere og fortsætte deres Race uden hverken Forøgelse Formindskelse«. Lønnen gøres her altsaa væsentlig afhængig af eller rettere lig med Eksistensminimum for en Arbejderfamilie Normalstørrelse, d. v. s. en saadan Størrelse, at Afkommet i Antal svarer til Ophavet. Skønt nu Ricardo selv lidt længere henne i samme Kapitel udtrykkelig udtaler, at dette Eksistensminimum, om det beregnes in natura, ikke er absolut faststaaende og konstant (fixed and constant), kan det dog ikke undre, at Lønnen efter de Teorier, som bygger paa ham, er blevet noget stift og stillestaaende og Arbejdernes Udsigter sørgelige20). Thünen er i sin Lære om Arbejdslønnen for saa vidt afhængig af Ricardo, som hans Syslen med de Problemer, der danner Hovedindholdet af anden Del af »Der isolierte Staat«, især hans Lære om Arbejdslønnen, efter hans eget Udsagn for Alvor begyndte,da i Efteraaret 1826 ved Studiet af Says og Ricardos Værker følte sig utilfredsstillet ved det, som deri blev sagt om Arbejdslønnen21). Men positivt gaar Heinrich von Thünen helt 19) Is. St. I. S. 16-17. 20) Ricardos Works. S. 50 og S. 52. 21) Is. St. 11, 1. S. 46. Side 236
sine egne Veje. Baade i sin bekendte Formel for den naturlige Arbejdsløn \ ap og i sin Bestemmelse af Lønnen som lig med Værdienaf sidst ansatte Arbejders Produkt tager han Hensyn til Produktiviteten som lønbestemmende Moment. Men hermed er vi kommet ind paa en ny Side ved Thiinens Stilling i Socialøkonomien,den, peger fremad. Før vi mere i Enkeltheder søger Thiinens Spor i Socialøkonomien, detbetones, skønt en mere indgaaende Behandling deraf ikke her kan gives, at Thünen staar paa et af de store Grænseskel baade hele Videnskabens og specielt i Socialøkonomiens Historie og præges deraf. For Videnskaben som Helhed er Tiden omkring Midten af det nittende Aarhundrede, da Thiinens Virksomhed falder, en Overgangstid. set kan det maaske siges saadan, at man var ved at gaa over fra Spekulationens til Kalkulationens Tidsalder. Overgangen kommer lidt efter lidt, men Opstillingen af Loven om Energiens Bestaaen af Mayer, Colding og Joule i Fyrrerne kan vel betragtes som det egentlige Skel. I den første Tidsalder er den spekulative Filosofi, i den sidste den eksakte Naturvidenskab Dronning. Thünen bærer i visse Maader endnu Præg af de Forestillinger, som havde behersket Videnskaben det syttende og attende Aarhundrede. Det viser sig bl. a. i hans Søgen efter en naturlig eller med Naturen stemmende (naturgemäss) Arbejdsløn. Der er deri en mystisk Opfattelse af Naturen, som er helt anderledes end den Opfattelse, den nye Naturvidenskab gjorde gældende. Efter de naturretlige Forestillinger Naturens Love saadanne, som burde gøre sig gældende, men som der mange Gange lægges Hindringer i Vejen for, efter Naturvidenskabens Opfattelse er Naturlove saadanne, som übetinget Aarsagssætningen gør sig gældende. Der er ingen Vej udenom. Thünen lever altsaa i visse Maader i de gamle naturretlige Forestillinger, men paa den anden Side er baade hans Metode naturvidenskabelig, og han arbejder paa sit eget Omraade med nøjagtige lagttagelser og eksakte Beregninger. Ser man særlig paa Socialøkonomien, saa herskede endnu en Tid efter Midten af Aarhundredet den klassiske Socialøkonomi, der i Stuart Mill havde sin sidste betydelige Repræsentant. Det nye sætter her først rigtig ind efter 1870 med Grænsenyttelæren, den historiske Skoles Udfoldelse og paa socialt Omraade Katedersocialismen.Det allerede fremstillet, hvorledes Thünen i Side 237
mange Maader stod som og følte sig som Adam Smiths Lærling. Men han er tillige en Forløber for Grænsenytteskolen og en af de første betydelige Socialøkonomer, der uden at være Socialist viede det sociale Spørgsmaal en stor Del af sin Tankekraft. Thünen hører ikke til de Socialøkonomer, der har dannet Skole. Han havde jo heller ikke nogen Lærestol. Kun paa Landvæsenets havde han egentlige Elever. En af disse, H. Schumacher Zarchlin, samlede en Del af hans efterladte Manuskripter udgav dem 1863 som anden Dels anden Afdeling og tredie Del af »Der isolierte Staat«, udgav 1868 hans Biografi og forsvarede lejlighedsvis den ellers fra næsten alle Sider angrebne Formel for den naturlige Arbejdsløn. Men naar det nu skal forsøges korte Træk at paavise Sporene efter Thünen, menes hermed saadanne Spor, som findes i den socialøkonomisk Litteratur, dennes mere fremragende Værker. Om hans Betydning den videnskabelige Landøkonomi vil der bl. a. findes adskillige Vidnesbyrd i det nylig udgivne Festskrift til hans 150 Aars Dag. (Se Anmeldelsen Side 280f.). Medens Thünen selv levede, beskæftigede man sig næppe med ham uden for Tyskland. Det første betydelige socialøkonomiske Værk, der indgaaende citerer ham, er vel nok F. B. W. Hermanns »Staatswirtschaftliche Untersuchungen«, der udkom 1832, og som Karl Diehl, der udgav Bogen i Facsimile paa ny 1924, kalder »det bedste Værk i teoretisk Nationaløkonomi af den ældre tyske Litteratur«.Det naturligvis særlig i Læren om Jordrenten, at Hermannatter atter kan henvise til Thünens værdifulde (schätzbare)Skrift. anden tysk Socialøkonom, der ogsaa i Thünens Levetid lærte af ham, var Wilhelm Roscher, der 1843, 26 Aar gammel,blev i Göttingen og i 1845 skrev en Afhandling om Agerbrugssystemernes Politik og Statistik. Da Roscher en Menneskealdersenere sin »Geschichte der Nationalökonomik in Deutschland«, indeholdt hans Omtale af Thünen vel nok visse Misforstaaelser, men hans almindelige Dom om ham var en saa uforbeholden Anerkendelse, at den næppe blev nogen anden til Del: »Sammenfatter vi alt det foregaaende, vil det være berettiget,naar betegner Thünen som en af de Mænd, der ikke blot er forbigaaende Bølger i det videnskabelige Fremskridts Strøm, men er blivende Vendepunkter. Almindelige Forfattere gør kun Nytte ved de Sandheder, som de lærer; hos store Skribenter er ogsaa de Fejltagelser, som de ikke har undgaaet, i høj Grad lærerige,saa man gennemtænker dem med modent Overlæg. Side 238
Skulde vor
Videnskab nogensinde dale, saa hører von Thlinens
Efter Thünens Død gav ikke mindst hans Formel for den naturlige Anledning til indgaaende kritiske Undersøgelser, medens hans landøkonomiske Teorier høstede stor Anerkendelse. To af Tysklands fremragende nylig afdøde Socialøkonomer indledede Treserne deres videnskabelige Løbebane med Doktorafhandlinger Thünen. Den ene var Befolkningsteoretikeren og Agrarhistorikeren Georg Friedrich Knapp, der ogsaa har øst af Thünens Værk i sin Bog »Grundherrschaft und Rittergut« (1897). Den anden, som det paa Grund af hans vidtstrakte Interessefelt vanskeligere at anbringe i nogen bestemt Baas inden for Socialøkonomien, var Lu jo Brentano. Ogsaa han har siden beskæftiget sig med Thünen, ikke mindst i sin skarpsindige »Agrarpolitik« Aufl. 1925). Baade Carl Knies og Böhm-Bawerk tog i Halvfjerdserne og Firserne Thünen'ske Tanker op til Behandling. i øvrigt kan der ikke gives nogen fuldstændig Liste paa dem af hans Landsmænd, der kritisk eller med Tilslutning lod sig paavirke af ham23). Men der kan være Grund til at fremhæve, at heller ikke i det tyvende Aarhundrede synes Interessen for Thünen at være taget af i de tysktalende Lande. Richard Ehrenberg begyndte 1905 at udgive »Thünen Archiv«, hvori han skrev flere Afhandlinger om Thünens Udviklingsgang, og som i øvrigt var helliget eksakte økonomiske Undersøgelser, især af Enkeltbedrifter, i Thünens Aand; det forandrede senere Navn til »Archiv für exakte Wirtschaftf Schweizeren Max Büchler gav i sin fyldige Doktorafhandling1907 bedste hidtil foreliggende Oversigt over hele Spørgsmaalet Heinrich von Thünen, baade hans Liv, hans Lære og den Bedømmelse, han var blevet Genstand for. Fra de senere Aar foreligger ogsaa flere Afhandlinger og Doktordisputatser.Men bedste Vidnesbyrd fra senere Aar om, hvilken Position Thünen indtager, er maaske Adolf Webers »Allgemeine Volkswirtschaftslehre« (1928). Her anføres ikke blot Thünens 22) Hermann: Staats wirtschaftliche Untersuchungen. 3. Aufl. Lpz. 1924. S. 72, S. 77, S. 167—180 passim. Röscher: Geschichte der Nationalökonomik in Deutschland München 1874. S. 902. 23) Brentanos Doktorafhandling er nævnt i Note 7. I øvrigt kan henvises til Bibliografien i Handwörterbuch der Staatswissenschaften. 4. Aufl. Bd. VIII. S. 257. Side 239
Fortjenester af Jordrentelæren, men der dvæles ved hans Bidrag til Læren om Standort, og Læren om Arbejdslønnen behandles paa Grundlag af Thiinens Lære, ikke den om den naturlige Arbejdsløn,men Lønnens Overensstemmelse med GrænsearbejderensProdukt. Næst efter de tysktalende Lande kom de romanske til at interessere for Thünen. Det begyndte kort efter hans Død, idet første Del af »Der isolierte Staat« blev oversat til Fransk 1851, medens anden Dels første Afdeling fulgte 1857. I den Anledning blev der skrevet flere Artikler om ham i »Journal des Économistes«. Leymarie, der kritiserede Thiinens Lære om den naturlige udtalte dog, at »hans Bog er en af de bedste videnskabelige Fremstillinger, som man kan raadspørge«, og Matthieu der havde oversat Thiinens anden Del, forsvarede ham mod Leymaries Angreb. Men siden synes franske Socialøkonomer at have beskæftiget sig meget med Thünen. Charles mener, at de Bøger af tyske Socialøkonomer, som blev oversat ved Midten af nittende Aarhundrede, ikke havde synderlig og den Indflydelse fra Tyskland, som sporedes i de to sidste Tiaar af Aarhundredet, skyldtes særlig den tyske sociale og økonomiske Politik24). I Gide og Rists »Histoire des doctrines économiques« maa Thünen nøjes med en Note et Sted og et andet Sted blot og bart at nævnes jævnsides med Rau. Senere, men til Gengæld stærkere virkede Thünen i Italien. I Tiden efter 1870, da det økonomiske Studium i Italien havde en Genrejsningstid, var baade Thünens første og anden Del ifølge Augusto Graziani Genstand for indgaaende Undersøgelser. E. Nazzani udførligt ind derpaa i en Bog om Jordrenten 1872. Achille Loria behandlede Thünen indgaaende i sin første Bog om Jordrenten 1879 og i senere Værker. Og J. Ricca-Salerno tog særlig fat paa Thünens Lære om den naturlige Arbejdsløn i en Afhandling Lønnen og dens Love i 1878. Samme Forfatter behandler igen med Hensyntagen til senere fremkommen Litteratur Thünens Formel i sin store »La teoria del salario« (1900)25). 24) Charles Gide: L'École économique francaise dans ses rapports avec l'École anglaise et l'École allemande i Festgabe für Schmoller 1908. I. Bd. XVI. S. 7-8. 25) Augusto Graziani i Festgabe für Schmoller. 1908. I. Bd. XVII. S. 5 og S. 11. Om Thünens Indflydelse i Italien skriver ogsaa Robert Michels i »Carl Rodbertus-Jagetzow: Neue Briefe über Grundrente, Rentenprinzip und soziale Frage«. Karlsruhe 1926. S. 161. Side 240
Endnu senere, men ogsaa med endnu større Anerkendelse beskæftigede sig med Thünen i de engelsktalende Lande, skønt hans Bog endnu ikke har oplevet nogen Oversættelse til Engelsk. I England lagde man maaske først Mærke til ham som den, der i sin Bedrift havde indført Arbejdernes Andel i Udbyttet (Sedley Tavlor: Profit-sharing. London 1884). J. K. Ingram omtaler ham i sin »History of Political Economy«, der oprindelig var skrevet for Encyclopaedia Britannica 1885, og i sin senere Artikel om Thünen i Palgrave's Dictionary siger han, at hans Bog maa stilles paa Linie med Socialøkonomiens Klassikere. Men det var især Marshall, der i sine »Principles« (første Udgave 1890) flere Steder ham og eet Sted nævner hans glimrende (brilliant) Undersøgelser. I Amerika vaagner Interessen for Thünen først sent, skønt Thünen havde haft ikke liden Interesse for Forholdene i Amerika og der tænkte sig Mulighed for, at den naturlige Arbejdsløn blive til Virkelighed26). I Amerika havde man jo ogsaa langt tydeligere end i Europa de Thünen'ske Kredse for Øje lige fra den frie Drifts Kreds med Havesager og Mælkesalg nær ved de store Byer til de rene Jagtdistrikter paa Civilisationens Grænser. En af de første, som hinsides Atlanten beskæftigede sig med Thünen, var den senere kendte Banebryder for den syntetiske Økonomi H. L. Moore, der efter et Studieophold i Europa i en Artikel i »Quartely Journal of Economics« 1895 viede hans Arbejdslønteori indgaaende Kritik. I visse Maader meget beslægtet Thünen er J. B. Clark, som imidlertid ikke kendte ham ved den første Udarbejdelse af sin Fordelingslære. Efter at have opdaget ham taler han i »Distribution of Wealth« (1899) om, hvordan et meget vigtigt Punkt i hans Fremstilling kunde være taget fra Thünen, hvem han kalder »denne glimrende Foregangsmand den økonomiske Teori«. At Thünen heller ikke siden den Tid er glemt i Amerika, derom foreligger et Vidnesbyrd i en nylig udgiven Bog. I Prisdommernes Forord til Paul H. Douglas' »The Theory of Wages« hedder det: »Det er kun ved successive Tiltag, saadan som det her foreliggende, i den realistiske Aand, som beherskede von Thünen, en af det nittende Aarhundredes største Socialøkonomer, at det tyvende Aarhundredes Socialøkonomi kan komme til at indtage en Stilling som Videnskab«. 26) Is. St. 11, 1. S. 208. Side 241
Ser vi endelig paa den nordiske socialøkonomiske Litteratur, kan det næppe siges, at Thünen har været saa meget paaagtet, som Nordtysklands Nærhed ved Norden kunde gøre naturligt. I Danmark stod Socialøkonomien i Midten af det nittende Aarhundrede under Indflydelse af de engelske Klassikere. I Wilhelm »En historisk og critisk Fremstilling af de forskellige Theorier om Jordrenten« (1855) forekommer Thünens Navn slet ikke, og i den Bog, der i et Par Tiaar var Lærebog ved vort Universitet, Kaysers »Om Arbeidets Ordning« (1857), nævnes Thünen ikke i Fordelingslæren, skønt Kaysers Benyttelse af Hermanns Untersuchungen« og en enkelt Henvisning Thünens anden Del paa et underordnet Punkt viser, at han har kendt ham. Det var vel egentlig først, efter at Harald Westergaard ved sine Forelæsninger og sin lille »Indledning til Studiet af Nationaløkonomien« (1891) havde introduceret Grænsenyttelæren, der i dansk Socialøkonomi kunde blive Sans for Thünens Fremstillingsmaade. Efter den Tid har L. V. Birck nogle Steder omtalt Thünen i sin »Værditeori« (1902) og i »Vigtige Varer« (1915), mens Thünen i »Læren om Grænseværdien« (1918) maaske knapt faar den Plads, der kunde tilkomme ham som en af Forløberne paa dette Omraade. I Sverige indtager Thünen en fremtrædende Plads i David Davidsons »Bidrag till jordränteteoriens historia« (1880). Ganske vist ofrer Forfatteren adskilligt flere Sider paa Fremstillingen af de engelske Klassikere end paa Thünen, men da han efter at have helliget denne syv Sider skal gøre Resultatet op, skriver han ret ringeagtende, sikkert for ringeagtende, om Ricardo, mens han fremhæver West og Malthus i England og Thünen paa Ricardos Bekostning. Af Davidsons Samtidige blev Wickseil, der som oprindelig maatte have en vis Affinitet til Thünen, i sin Grænseproduktivitetsteori paavirket af Thünen. I Norge har Wilhelm Keilhau i det andet udførligere Skrift om Jordrenten paa de nordiske Sprog (Grundrentelæren 1916) behandlet Thünens og tildels sammenstillet den med Ricardos. I Modsætning Davidson hævder han Ricardos Fortjenester, mens han om Thünen udtaler: »Det, som især giver von Thünens Værk dets høje videnskabelige Værd, er da heller ikke saa meget Fremstillingen selve Jordrentelæren som de Lysblink, det kaster over Forbindelserne mellem Virkelighedens Kendsgerninger og de abstrakte Sandheder i den rene Teori«27). 27) Wilhelm Keilhau: Grundrentelæren. Kristiania 1916. S. 177. Side 242
I denne Artikel har kun kunnet gives et lille Bidrag til Belysning Thünens Stilling i Socialøkonomien, ikke nogen virkelig Bedømmelse af hans Teoriers Rigtighed. Men uanset hvordan en saadan nærmere Bedømmelse falder ud (og navnlig Thünens Lære om den naturlige Arbejdsløn er atter og atter blevet slaaet ihjel), er der noget fængslende ved ham. Han virker i Socialøkonomien et Ferment, en drivende Kraft. Selv den, der som nærværende Forfatter snarest føler sig draget af den historiske Skole og ikke ynder matematiske Udredninger, kan i Thiinen møde noget forfriskende, tilskyndende, »invigorating«, som Englænderne I hans Værk dvæler endnu hans paa een Gang beskedne og energiske Personlighed. Til syvende og sidst virker Thiinen mere ved sin videnskabelige Aand end ved sine videnskabelige |