A. AARSAGERNE TIL REALKAPITALENS DANNELSE

SELVE Realkapitalens Begreb er langtfra entydigt defineret i
den økonomiske Literatur, og man staar derfor ved Begyndelsen
en Undersøgelse, der omfatter Realkapitalens Forhold
til andre økonomiske Kategorier, overfor Nødvendigheden af et
Valg mellem flere forskellige Definitioner, et Valg, der kun kan
træffes paa rationel Basis, naar man gennem en Analyse er naaet
til Klarhed over, hvilke Egenskaber der er væsentlige for Realkapitalen
Modsætning til andre Kategorier. Indtil en saadan
Analyse er gennemført, maa man som Udgangspunkt benytte den
Definition, som paa Forhaand maa forventes at støde paa mindst
Modstand. Den Afgrænsning af Realkapitalbegrebet, som ved en
Betragtning af Erhvervssamfundets Forhold bedst opfylder dette
Opportunitetskrav, er vistnok denne: Realkapitalbegrebet omfatter
de producerede materielle Goder, der dels endnu ikke er
kommet i de endelige Forbrugeres Besiddelse, dels ikke kan tjene
direkte Konsumformaal. — Udfra denne foreløbige Definition vil
vi i dette Afsnit søge at bestemme Aarsagerne til Realkapitalens
Dannelse.

At Kapitalgoderne er producerede betyder bl. a., at deres Tilblivelseer
og det vil i Erhvervssamfundet sige, at
Driftsherrerne har et Motiv til at fremstille dem. Man maa

paa Forhaand gaa ud fra, at dette Motiv maa søges i Rentabilitetshensynet.

Al Produktion, der ikke former sig som umiddelbar Afgivelse af personlige Tjenesteydelser, maa bero paa en Kombination af produktive Komponenter, d. v. s. levende Væsener og døde Ting, som kan medvirke til Fremkomsten af et bestemt Produktionsresultat. Komponenter kan inddeles i oprindelige og producerede Komponenter, saaledes at den enkelte Komponent til den sidste Gruppe, hvis dens Tilblivelse beror paa en bevidst menneskelig Produktionsvilje, medens den i modsat hører til den førstnævnte Gruppe. De produktive Ydelser, afgives af Komponenter fra disse to Grupper — deres Bidrag til Produktionsresultatets Fremkomst — skal i det følgende som henholdsvis oprindelige og af ledede Produktivydelser, idet den sidste Betegnelse tilsigter at understrege, de Komponenter, som afgiver afledede Ydelser, selv i sidste Instans maa føre deres tekniske Tilblivelseshistorie tilbage til oprindelige Produktivydelser.

De mange forskelligartede Komponenter kan kombineres paa forskellige Maader ved Benyttelse af varierende Arter og Mængder dem, og man kan sammenføje Enkeltkombinationer paa forskellige Maader til en Produktionsproces — man kan altsaa i det hele taget vælge at producere efter forskellige Metoder, som naturligvis giver kvalitativt og kvantitativt forskelligt Resultat. Erhvervssamfundets Driftsherre er de forskellige mulige Produktionsmetoder karakteriseret ved, at de dels medfører forskellige til Betaling af de anvendte Produktivydelser, dels giver ulige stor Produktværdi. Driftsherren maa udfra Rentabilitetshensynet foretrække denne Metode, som giver størst Produktværdi pr. Udgiftsenhed.

Hvis vi nu foreløbig begrænser os til at betragte den Produktion,der paa at fremstille Konsumgoder til Salg og afsluttes med disse Goders fysiske og kemiske Fuldendelse, maa vi gaa ud fra, at Driftsherrerne praktisk talt altid vil kunne vælge mellemforskellige d. v. s. de kan forene oprindeligeog Komponenter paa mange Maader og i varierendeMængdeforhold. Valg vil være bestemt af ønsket om at opnaa den størst mulige Produktværdi (pr. Udgiftsenhed),og Metodevalget udfra dette Hensyn er det da ogsaa afgjort, i hvilket Omfang der skal benyttes oprindelige og aflededeYdelser. saa snart en Driftsherre har bestemtsig

stemtsigfor en Metode, hvori der indgå ar aflededeProduktiv maa han ogsaa beslutte sig til at producere de Komponenter, som er i Stand til at afgive disse Ydelser.

Naar Konsumgodeproducenterne, skønt deres Hensigt i sidste Instans er at frembringe Konsumgoder, dog beslutter sig til at gennemføre visse Kombinationer, hvis Resultat er en Komponent og ikke et Konsumgode, skyldes det altsaa, at de tilsvarende afledede indgaar i visse rentable Produktionsmetoder. hermed er ogsaa sagt, at i hvert Fald visse Realkapitalgenstande fordi de er teknisk nødvendige Led i visse rentable Metoder; Aarsagen til disse Kapitalgoders Dannelse deres tekniske Funktionsevne.

Naar vi dernæst vender Opmærksomheden mod den erhvervsmæssige af Kapitalgoder, er det ikke muligt uden videre at overføre det Resultat, som er naaet for Konsumgodeproduktionen. de Kapitalgoders Vedkommende, der kun benyttes selve den kapitalgodeproducerende Virksomhed og altsaa ikke kommer frem til Salg, volder det ganske vist ingen Vanskeligheder at opfatte deres tekniske Funktionsevne som Driftsherrernes Motiv til deres Frembringelse. Men for de Kapitalgoder, som Salgsvarer er selve Produktionens Maal, kan man ikke hævde, at Driftsherrerne ønsker at frembringe dem paa Grund af deres tekniske Funktionsevne. Driftsherrerne ønsker blot at opnaa et Salgsprovenu; hvis Produktværdien er given, er »Produkternes« tekniske Egenskaber uden Interesse for dem. — Derimod er den tekniske Funktionsevne afgørende for Efterspørgselen de Driftsherrers Side, som køber Kapitalgoder til Anvendelse i en videregaaende Produktion. Naar de er villige til at give en Pris for et Kapitalgode, som er produceret i en fremmed beror det netop paa, at Kapitalgodet er et teknisk Led i en bestemt Produktionsmetode, som de af Rentabilitetshensyn ønsker at anvende i deres egen Virksomhed. Man kan da fra et overindividuelt, samfunds økonomisk Synspunkt ogsaa de erhvervsmæssigt producerede Kapitalgoders Funktionsevne som Aarsagen til deres Fremkomst man maa blot ikke heri lægge noget om Kapitalgodeproducenternes

Den tredie Gruppe af Erhvervsvirksomheder, der i det faktiske
Samfund fremstiller og benytter Kapitalgoder, er Transporterhvervene.De
som har deres Virksomheder indenfordenne

fordenneErhvervsgruppe, har aabenbart ganske analoge Motiver til indenfor deres Virksomheder at benytte afledede Produktivydelsersom vi fandt for Konsumgodeproducenternes Vedkommende.Man imidlertid fra et samfundsøkonomisk Synspunktspørge, Rolle selve Transportydelsen har at udfylde,naar ikke er et egentligt Konsumgode; thi i denne Transportydelsens samfundsøkonomiske Funktion maa man søge den endelige Forklaring paa Transportkapitalens Dannelse. Det afgørende er i saa Henseende det Faktum, at de oprindelige Komponenterforekommer ligesom der kan være en Afstand mellem det Sted, hvor disse Komponenter forekommer, og det Sted, hvor det endelige Forbrug er lokaliseret. Som Følge af Komponenternesgeografiske kan det i sig selv være fordelagtigtat visse Kombinationer paa ét Sted og andre Kombinationer paa et andet Sted. Man har da Valget mellem at forene saadanne adskilte Kombinationer ved Transport eller at foretage en lokal Koncentration paa Bekostning af det ene eller det andet Sæt af fordelagtige Kombinationer. Transportfunktionenbliver det Middel, hvorved Driftsherrernes Metodevalg frigøres for det absolutte Krav om Stedets Enhed, og man maa da betragte Transportkapitalens tekniske Funktionsevne i et Kompleks af rentable Produktionsmetoder som Aarsagen til dens Frembringelse.

Indenfor det Realkapitalbegreb, som vi har valgt til Udgangspunkt, imidlertid ikke blot de Kapitalgoder, der aktivt medvirker Produktionen i snævrere Forstand og Transporten, men tillige de faktisk forekommende Lagre af producerede Produktionsmidler Konsumgoder, der endnu ikke har fundet Vej til de endelige Konsumenter. Det volder ingen Vanskeligheder at indse, hvorfor disse to Grupper af Goder kommer til Eksistens men det er ikke umiddelbart indlysende, hvorfor de kommer til Eksistens, før de indgaar i en videregaaende Række af Kombinationer, henholdsvis overgaar til de endelige Forbrugere og paa denne Tidsforskel beror aabenbart Lagrenes Eksistens. om man alene af Lagrenes faktiske og stadige Forekomst Erhvervssamfundet kan slutte, at de maa have en gavnlig Indflydelse paa Rentabiliteten, hersker der vistnok ikke almindelig over, hvilken teknisk Funktion Lagrene i saa Henseende

En Betragtning af Virkeligheden viser imidlertid, at en Række
forskellige Forhold paa dette Punkt er af Betydning. Hvis vi forelpbigser

lpbigserpaa Produktionsmiddellagrene, kan det saaledes for det første paapeges, at det ikke er lige fordelagtigt at fremstille, henholdsvisbenytte (Maskiner, Redskaber etc.) i hvilke som helst Størrelser. Producent og Bruger maa i saa Henseende søge at finde et Balancepunkt, en »Normalstørrelse«, som er den fordelagtigste under Hensyn til begge Processer. Men saa snart »Normalstørrelsen« er af et vist Omfang, kan hverken KapitalgodetsFremstilling Behovet for det blive fuldt kontinuerlige (f. Eks. Elektromotorer). Bortset fra de Tilfælde, hvor KapitalgodetsFremstilling Anvendelse foregaar i ganske samme Takt, maa der da hengaa et Tidsrum mellem Fuldendelse og Tagen-i- Brug, d. v. s. der maa opstaa Lagre. Hvis det, af en eller anden Grund, var ganske udelukket at holde Lagre, maatte man reducere»Normalstørrelsen« Bekostning af de Fordele, den medfører.Lagerholdet i saadanne Tilfælde Alternativet til mindre økonomiske Dimensioneringer. — Dernæst er det ikke givet, at de mest fordelagtige Produktionsmetoder i den enkelte Proces efter Behag kan anvendes kontinuerligt eller diskontinuerligt. Kornavl vil f. Eks. vanskeligt kunne drives fuldt kontinuerligt. Saa snart to Produktionsprocesser, som er forbundne gennem direkte Omsætning, maa drives i forskellig Takt for hver for sig at udnytte den fordelagtigste Produktionsmetode (f. Eks. Kornavl og Svineavl), bliver Lagerhold en Betingelse for den samtidige Anvendelse af fordelagtige Metoder. — Det kan endelig nævnes, at Lagerholdet spiller en særlig Rolle, naar det i sig selv er fordelagtigtat og benytte et Kapitalgode paa geografiske adskilte Steder. Den successive Opsamling af Lagre før Transportenog successive Udtømning af dem efter Transporten vil i saadanne Tilfælde mindske Transportomkostningerne og følgeligøge m. H. t. Produktionssted.

Produktionsmiddellagrenes tekniske Funktionsevne beror paa, at en fuldstændig tidslig og lokal Tilpasning mellem enkelte Produktionsprocesser kun kan gennemføres med Udelukkelse af visse fordelagtige Produktionsmetoder. Lagrene gør denne Tilpasning mindre paakrævet og giver derved større Frihed i Metodevalget. Produktionsmiddellagrenes tekniske Funktionsevne et Kompleks af rentable Produktionsmetoder kan følgelig betragtes som Aarsagen til deres Eksistens.

Lagrene af Konsumgoder udenfor de endelige ForbrugeresBesiddelse
den tekniske Funktion at formindskeProduktionens
af Konsumenternes Efterspørgsel,der

spørgsel,derfor den enkelte Driftsherre maa staa som en given Faktor, efter hvis Sædvaner og Luner han har at rette sig. I visse Tilfælde er Efterspørgselen vel nok nogenlunde ensartet fra den ene Periode til den anden, men forløber ikke fuldt kontinuerligt indenfor hver Periode. Dette vil saaledes være Reglen, naar de Konsumgoder, der efterspørges, er af en vis Størrelse og Holdbarhed.Hvis var udelukket at holde Lagre af Konsumgoder, maatte Produktionen i saadanne Tilfælde foregaa stødvis, d. v. s. alle fuldt kontinuerlige Metoder vilde være uanvendelige, trods eventuelle særlige Fordele m. H. t. Rentabiliteten. Lagerholdet muliggør altsaa i denne Henseende et friere Metodevalg. At Lagerholdetspiller tilsvarende Rolle, naar en stærkere svingende Efterspørgsel (f. Eks. sæsonpræget) staar overfor fordelagtige kontinuerlige Metoder, er klart, og principielt det samme gør sig gældende, naar en (f. Eks. naturbundet) diskontinuerlig Produktionsmetodeer i sig selv, men staar overfor en jævn Efterspørgsel. Lagerholdet er i det hele taget en Betingelse for Anvendeligheden af alle de Produktionsmetoder, der giver et andet Afkastningsforløb gennem Tiden end det, som netop svarer til Efterspørgselens Forløb. — De særlige Fordele ved Transport i større Partier gør Opsamlingen af Lagre fordelagtig i Tilfælde, hvor en stedlig Adskillelse mellem Produktion og Forbrug er at foretrække for en lokal Koncentration.

Vi har nu gennemgaaet de forskellige Kategorier af producerede Goder, som falder indenfor det Realkapitalbegreb, vi foreløbig holder os til, og kan søge at formulere Konklusionen om Aarsagerne til Kapitalgenstandenes Dannelse mere generelt:

Under deres Bestræbelser for at opnaa den størst mulige Rentabilitetvil enkelte Driftsherrer ledes ind paa at anvende Produktionsmetoder,som Benyttelse af afledede Produktivydelserog forudsætter Fremstilling af producerede Komponenter.Nogle vil ledes ind paa at fremstille de Realkapitalgenstande, som andre Driftsherrer efterspørger, og nogle Driftsherrer vil komme ind paa at fremstille og benytte den særlige Art af Kapitalgoder, som mest effektivt yder den Transporttjeneste, som Produktionen i snævrere Forstand kræver for at kunne benytte de fordelagtige Metoder, der forudsætter geografisk Spredning. Under Pres af Kravet om Tilpasning mellemKonsumenternes og Produktionsmetoderne, mellemProduktionsmetoderne og mellem Metoderne og de

naturgivne Produktionsvilkaar vil Driftsherrerne se deres Fordel i at opbygge Lagre i et vist Omfang. Aarsagen til Realkapitalens Dannelse er følgelig dens tekniske Funktionsevne i visse rentable Metoder og Komplekser af Metoder.

B. REALKAPITALEN OG PRODUKTIONENS VARIGHED

Det er umiddelbart indlysende, at hvis Produktionsprocessen ikke har nogen Varighed, hvis Produktionsresultatet foreligger i samme Nu, som de produktive Ydelser anvendes, vil man ikke paa noget Tidspunkt kunne paavise nogen Mellemform mellem de oprindelige Komponenter og de færdige Konsumgoder i Konsumenternes Forekomsten af Realkapital overhovedet forudsætter med logisk Nødvendighed et Tidsforløb mellem Produktionens og dens Afslutning.

En mere konkret Erkendelse heraf naar man lettest for Lagerkapitalens fordi selve Lageret er karakteriseret ved et Tidsforløb mellem de oplagrede Genstandes fysiske og kemiske Fuldendelse og deres Indtræden i nye aktive Kombinationer, deres Overgang til de endelige Forbrugere. Hvor langt dette Tidsrum skal være, varierer fra Genstand til Genstand og er bestemt af Forbrug, Produktionsmetoder og naturgivne Det almengyldige er blot, at Lagerets Eksistens betyder en Tidsafstand mellem Anvendelsen af Produktivydelserne Afslutningen af Samfundets Produktionsproces.

Men ogsaa for de aktivt virkende Kapitalgenstandes Vedkommende man naa til en positiv Erkendelse af Tidsforløbets Nødvendighed. Afgivelsen af produktive Ydelser forløber gennem Tiden, og heraf følger for det første, at Kapitalgodet maa være under Dannelse en kortere eller længere Tid, og dernæst, at det maa være under Afnyttelse en vis Tid¹).

Det er altsaa givet, at Benyttelsen af Realkapital i bestemte Produktionsmetoder eller i Tilknytning til bestemte Metoder maa give Produktionsprocessen en vis Varighed, d. v. s. at Metoder, der omfatter Brug af afledede Ydelser, er tidkrævende.

---

1) Der kunde muligvis her være Grund til at sondre mellem den Begrænsning Kapitalgenstandens Levetid, der skyldes Forringelse paa Grund af Alder (»Tidens Tand«), og den, der skyldes Forringelse paa Grund af Brug. Da der imidlertid stadig ræsonneres under statiske Forudsætninger, bliver Sondringen uden Betydning, fordi den kalkulerede Brugstid under disse Forudsætninger vil blive den faktiske, og den omfatter begge Forringelsesaarsager.

Man har hævdet og søgt at begrunde den Anskuelse, at en Forlængelse
Produktionens Varighed praktisk talt altid vil falde
sammen med øget Produktværdi i Forhold til de anvendte Midler

— med andre Ord, at afledede Ydelser altid skulde være mere produktive end de oprindelige Ydelser, hvoraf de kan afledes, og at de afledede Ydelsers Produktivitet vokser med de tilsvarende producerede Komponenters Tilblivelses- og Afnyttelsestid. Denne Opfattelse af Produktiviteten som en Funktion af Produktionsprocessens har ikke kunet staa for Kritik, og det er i Virkeligheden næppe forsvarligt at opfatte Sammenspillet mellem Produktivitet og Produktionstid¹) anderledes end som ganske tilfældigt.

Hvis man imidlertid betragter Samfundsproduktionen paa et givet Tidspunkt og forudsætter den tekniske Videns Konstans, saa spørger om, paa hvilken Maade det kan blive muligt at realisere Metoder med større Produktivitet end de hidtil anvendte, Muligheden for en Forlængelse af Produktionsprocessens til at spille en afgørende Rolle, saaledes som det vil fremgaa af det følgende.

I Erhvervssamfundet maa det betragtes som et übetinget Minus ved en Produktionsmetode, at den kræver Tid. Driftsherrerne maa normalt regne med at skulle udbetale Aflønningen til Sælgerne Produktivydelser, saa snart de tager Ydelserne i Brug, og de kan først vente at faa Penge ind til disse Udbetalinger, naar de sælger det færdige Produkt. Selv om der i Praksis forekommer Modifikationer i disse Betingelser for Driftsherrernes maa de dog principielt opfattes som knyttede al tidkrævende Produktion. Vi skal derfor, indtil vi kommer en nærmere Analyse af det reale Grundlag for disse erhvervsøkonomiske forudsætte, at de gælder i deres fulde Skarphed: Sælgerne af Produktivydelser skal have deres Betaling, saa snart de præsterer deres Ydelser, og Produktet indbringer først Penge, naar det er færdigt.

Under disse Forudsætninger kan Driftsherrerne kun indlade sig paa en tidkrævende Produktion, hvis der, i hvert Fald midlertidigt,kan Betalingsmidler til deres Raadighed ad anden Vej end over Varemarkedet, d. v. s. hvis de kan laane Penge. Denne Mulighed for at laane Penge er følgelig en uomgæng eligBetingelse

---

1) For alle de mulige Kombinationer.

ligBetingelsefor, at der kan dannes Realkapital
i Produktionen, herunder Lagerholdet.

I alle de Tilfælde, hvor Driftsherrerne er interesserede i at benytte hvori afledede Ydelser indgaar, maa de da efterspørge over Betalingsmidler i en kortere eller længere Produktionstid. En Begrænsning af den Mængde Betalingsmidler, der er disponible til Udlaan, vil betyde, at visse Driftsherrer ikke faar deres Laanebegær dækket, eller ikke faar det dækket i fuldt Omfang. De tvinges da til at nøjes med mindre Produktionsmetoder, end de kunde tænke sig at realisere. Indenfor den Kreds af Metoder, som bliver tilbage at vælge imellem, vil de udsøge de mest rentable, og saa snart disse er taget i Brug, kan en Forøgelse af Rentabiliteten kun finde Sted, hvis man kan udstrække Produktionstiden yderligere (Forudsætning: tekniske Videns Konstans). Det er paa ingen Maade givet, at Produktionstidens Forlængelse altid gør mere rentable Metoder tilgængelige; men det er givet, at hvis der overhovedet findes mere rentable Metoder end de faktisk anvendte, maa de søges blandt dem, der i Øjeblikket er udelukkede, fordi Produktionstiden begrænset¹).

Driftsherrernes Stræben efter den midlertidige Raadighed over Betalingsmidler, der kan gøre det muligt for dem at benytte rentable,men Produktionsmetoder, fører til Dannelsen af Laanerenten, der er en Pris paa midlertidig Raadighed over Betalingsmidler. Naar den enkelte Driftsherre er i Stand til at betale en saadan Pris, skyldes det en Rentabilitetsforskel mellem den Metode, han kan benytte, naar han kan laane, og den bedste af de Metoder, han maa nøjes med, naar han ikke kan laane, og hans Efterspørgselspris for Laan kan ikke overstige denne Forskel.Hvis et bestemt Kapitalgode skal kunne produceres, maa »Produktiviteten« af de afledede Ydelser, det kan afgive, overstige de tilsvarende oprindelige Ydelsers »Produktivitet« med

---

1) Det maa bemærkes, at Udtrykket større Rentabilitet overalt er anvendt i Betydning af større »Bruttoavance«, saa at f. Eks. en Metode, der giver 120 Kr. Salgsværdi for 100 Kr. Udlæg altid er mere rentabel end en Metode, der med samme Udlæg giver 110 Kr. Salgsværdi, uanset Metodernes Varighed. At en mere langvarig Metode paa Grund af Renteudgiftens Afhængighed af Tidsforløbet vil have vanskeligere ved at bære en given Rentefod end en kortvarig betragtes her som et yderligere Moment ved Metodevalget foruden «Rentabiliteten«, jvf. det folgende.

mindst Renten af den samlede Aflønning til disse oprindelige Ydelser. En høj Laanerente vil helt udelukke visse afledede Ydelserfra Valg, og vil, da de enkelte Arter af aflededeYdelser H. t. Produktivitet maa følge de almindelige Produktionslove,stærkt det Omfang, i hvilket de øvrige afledede Ydelser kan anvendes med Fordel. Laanerenten bliver saaledes det med de øvrige Produktionsudgifter kommensurable Udtryk for de ulige Betingelser, under hvilke Driftsherrernes Valg mellem mere og mindre tidkrævende Metoder foregaar¹).

Hvis Laanerenten forandres paa Grund af et ændret Udbud af midlertidig Raadighed over Betalingsmidler, kan det aabenbart ikke undgaa at paavirke Produktionstidens Varighed. Et Fald i Laanerenten betyder en Formindskelse af de Krav, der stilles til afledte Ydelsers Overlegenhed overfor tilsvarende oprindelige Ydelser og vil derfor gøre Fremstilling og Benyttelse af Kapitalgenstande i en Række Tilfælde, hvor de hidtil ikke har kunnet svare Regning. Selv om ikke alle Driftsherrer finder det rentabelt at øge deres Kapitalgodebenyttelse og derved Varigheden deres specielle Produktionsproces, vil dog de øvrige Driftsherrers større Realkapitalfremstilling betyde en Forlængelse af hele Samfundets Produktionsproces. Antallet af de Kombinationer oprindelige Produktivydelser, der direkte resulterer i Konsumgoder, indskrænkes til Fordel for de Kombinationer, hvis Resultat først gennem en efterfølgende Række af Kombinationer kan komme til at tjene Konsumformaal. Hvis derfor Samfundet som Helhed under den hidtil gældende Laanerente gennemsnitligt har maattet vente f. Eks. 6 Maaneder paa, at dets oprindelige Produktivydelser sig Udtryk i Konsumgoder, vil en Nedsættelse af Laanerenten f. Eks. forlænge denne Ventetid til 7 Maaneder. — En Forhøjelse af Laanerenten vil omvendt gennem en tilsvarende Mekanisme forkorte den samfundsmæssige Produktionstid.

C. KAPITALDISPOSITION

Det enkelte Menneskes økonomiske Virksomhed foregaar i den Hensigt at dække dets Behov. Disse Behov maa opfattes som løbende gennem Tiden, som en Behovsstrøm af vekslende Omfang og Sammensætning. Til Dækning af denne Behovsstrøm

*) Driftsherren vælger altsaa ikke mellem to Metoder med samme Produktværdi
og Udlæg henholdsvis a og b, men maa regne med Udlægene
a(l+r)nt og b(l+r)n2) hvor nt og n2n2 angiver Metodernes Varighed.

kræves et løbende Forbrug og følgelig enten Raadighed over en Beholdning af Konsumgoder eller stadig Tilgang af saadanne Goder. I Erhvervssamfundet kan en stadig Tilgang af Konsumgoder skaffes ved løbende Pengeudgifter og en Beholdning kun ved Pengeudgifter én Gang for alle. Disse Udgifter dækkes af den Pengeindtægt, som fremskaffes ved Salg af produktive Ydelser, enten udaf en Beholdning eller efterhaanden som de afgives de Komponenter, man raader over.

Individets økonomiske Virksomhed omfatter altsaa principielt
seks Rækker af Begivenheder:

løbende Forbrug,

Tilgang af Konsumgoder,

— Pengeudgifter,

Pengeindtægter,

Salg af Produktivydelser,

Dannelse af Produktivydelser.

Man kan nu aabenbart forøge sine fremtidige Forbrugsmuligheder forskellige Maader: Opsamling af en Beholdning af Konsumgoder, hvormed maa ligestilles Anskaffelse af saadanne Konsumgoder, der successivt afgiver Behovsdækning — Forudbetaling Konsumgoder til senere Levering — Forøgelse af Kassebeholdning, evt. Pengeudlaan — Salg (og Levering) af produktive mod fremtidig Betaling — Opsamling af en Beholdning disponible Produktivydelser, evt. Køb af Komponenter. disse Handlemaader vil vi i det følgende kalde individuel ¹).

Omvendt kan man mindske sine fremtidige Forbrugsmuligheder ved forskellige Handlinger: Forbrug af tidligere erhvervede Konsumgoder Køb af Konsumgoder paa Kredit (f. Eks. Afbetaling). — Formindskelse af Kassebeholdninger, cvt. Optagelse af Laan — Salg af produktive Ydelser mod Forudbetaling — Formindskelse if en Beholdning af Produktivydelser, evt. Salg af Komponenter. Disse Handlemaader skal i det følgende benævnes negativ ndividuel Ka pi tal dis p osi ti on.

---

1) Handlingen »Kapitaldisposition« maa ikke opfattes som en øjeblikkelig egivenhed, men som forløbende gennem Tiden, saa at den først afsluttes, aar det udsatte Forbrug finder Sted (jvf. »Kreditydelse«, der ligeledes for*her Tiden). Der kan derfor blive Tale om en Maaling af Kapital.spositionen et givet Øjeblik.

Det er uden videre klart, at en Mængde individuelle økonomiske kan omfatte en individuel Kapitaldisposition og en negativ individuel Kapitaldisposition, som afbalancerer hinanden H. t. de fremtidige Forbrugsmuligheder. Det skal blot paapeges, at selve det normale Kredsløb indenfor den individuelle »^)konomikreds« foregaar gennem saadanne Afbalanceringer. De fremtidige Forbrugsmuligheder paavirkes kun, hvis der kommer Uoverensstemmelser frem mellem Kredsløbets Yderpunkter, hvis man forbruger mere eller mindre end den løbende Tilgang af Produktivydelser Kun hvis man gennem en vis Periode indskrænker Forbrug under det, man kunde tillade sig uden »Statusforringelse«, udøver man (Netto-) Kapitaldisposition.

Saafremt det samlede Resultat af Enkeltpersonernes Handlinger er (Netto-)Kapitaldisposition¹), forbruger Samfundet altsaa mindre, dets Tilgang af Produktivydelser tillader det uden Statusforringelse. kan give sig Udtryk paa forskellige Maader: a) Der kan opsamles Forraad af private Konsumgoder eller Penge, b) der kan dannes større Lagre af Konsumgoder eller Kapitalgoder, c) Produktivydelserne kan anvendes i tidkrævende Produktionsmetoder, der kan opsamles Lagre af disponible Produktivydelser — De under b) og c) nævnte Udtryk for den samfundsmæssige Kapitaldisposition er aabenbart ensbetydende med en Forøgelse af Realkapitalen — hvorledes de under a) og d) nævnte Udslag forholder sig til Realkapitalen skal undersøges i det følgende.

D. REALKAPITAL OG KAPITALDISPOSITION

Vi kom i et tidligere Afsnit til det Resultat, at Realkapital kun kan dannes i Produktionen, saafremt Driftsherrerne kan laane Penge i Mellemtiden mellem de produktive Ydelsers Præstation og færdige Produkts Fremkomst. En saadan Laanemulighed foreligger aabenbart, naar den individuelle Kapitaldisposition tager Form af Opsamling af Kassebeholdninger, som Ejerne er villige til at laane ud. Denne bestemte Form for individuel Kapitaldisposition altsaa Betingelser for Dannelsen af Realkapital.

Samme Virkning har den individuelle Kapitaldisposition, der
fremtræder som Afgivelse af produktive Ydelser mod senere Betaling,og

---

1) Saa at f. Eks. Udlaan ikke alle gaar til Konsumformaal.

taling,ogden, der viser sig som Forudbetaling for Konsumvarer. Kapitaldisposition i disse Former skaber direkte Betingelser for tidkrævende Produktion og ophæver delvis eller helt det Laanebehov,der er knyttet til tidkrævende Metoder.

Den Kapitaldisposition, der foregaar som Nettoforøgelse af de individuelle Kassebeholdninger uden Udlaan til Driftsherrerne, paavirker Mulighederne for Dannelse af Realkapital ad ganske specielle Veje. En Forøgelse af Kassebeholdningerne betyder nemlig mindsket Pengestrøm til Konsumvaremarkedet, som breder sig gennem hele Produktionslivet og fremkalder et Prisfald paa de produktive Ydelser. Som Følge af dette Prisfald vil en allerede eksisterende »Laanefond« kunne slaa til for en større Forlængelse af Produktionstiden end hidtil. Der sker en absolut Formindskelse af Forskellen mellem tidkrævende og ikke tidkrævende Metoders Produktivitet, maalt i Penge, og Laanercnten maa derfor sættes ned, hvis alle Udlaansmidler skal kunne anbringes. Rentenedsættelsen størst Lettelse for de Produktionsmetoder, der er særlig tidkrævende, og der maa følgelig indtræde en Omlægning af Produktionen i Retning af saadanne Metoder, og for en saadan Omlægning skaber Laanemidlernes større »Købekraft« Muligheder.

Den individuelle Kapitaldisposition, der fremtræder som Opsamling private Forraad af Konsumgoder, skaber ikke Muligheder en Forøgelse af Realkapitalen, hvis vi fastholder vor hidtidige Definition af dette Begreb. Men er der i Virkeligheden nogen Grund til at skelne mellem Konsumgoder i og udenfor de endelige Forbrugeres Besiddelse? Hvilken Forskel er der paa den tekniske Funktion, som Konsumgoderne udøver før og efter Besiddelsesovergangen

Som det vil erindres, udøver Konsumgodelagrene den Funktion at frigøre Driftsherrernes Metodevalg fra Kravet om en fuldstændigtidslig lokal Tilpasning til de endelige Forbrugeres Efterspørgsel.Fra enkelte Driftsherrers Synspunkt maa denne Efterspørgselopfattes en yderste Grund til deres Dispositioner. Men fra et samfundsøkonomisk Synspunkt kan kun selve det endelige Forbrug opfattes som en saadan yderste Bestemmelsesgrund.Det Individ kan vælge at lade sine Indkøb af Konsumgoder falde ganske nøje sammen med sit Forbrug, saa at der ikke dannes nogen privat Beholdning af Konsumgoder, men i visse Tilfælde kan han opnaa en Besparelse i Penge og som oftest en Besparelse i Arbejde (= Indtægtsmulighed) ved at købe

sine Konsumvarer i lidt større Partier ad Gangen. Kan han opnaa en Pengebesparelse, er det Udtryk for, at større Indkøb muliggør Anvendelsen af billigere Metoder i den forudgaaende Produktion — d. v. s. mere rentable Metoder. (Det erindres, at Detailhandelenmaa til Produktionen). Strengt taget maa ogsaa Forbrugerens egne Arbejdsbesparelser opfattes som Udtryk for mere rentable Produktionsmetoder; thi Produktionen er først afsluttet,naar begynder. De private Konsumgodelagre kan altsaa opfattes som Midlet til at frigøre Metodevalget i Produktionenfra Rytme, d. v. s. de udøver en Funktion, som er ganske identisk med den, der udøves af de usolgte Konsumgodelagreog Som eneste Grund til at holde de private Konsumgodelagre udenfor Realkapitalbegrebet staar da Ejendomsforholdet til dem. Denne Grund kan ikke være tilstrækkelig for en samfundsøkonomisk Regrebsafgrænsning, og vi maa da komme til en Definition, der lader Realkapitalen omfattealle materielle Goder.

Den individuelle Kapitaldisposition kan endelig tage Form af en Oplagring af Produktivydelser. Saafremt denne Oplagring finder gennem Fremstilling af nye producerede Komponenter, kan dens Evne til at muliggøre Dannelse af Realkapital naturligvis betvivles. Forholdet er mere uklart, naar Oplagringen finder Sted i selve den Komponent, der afgiver Ydelserne.

Man er her naaet til et Punkt, hvor det er nødvendigt at sondre mellem selve Afgivelsen af de produktive Ydelser og Renyttelsen af dem. Visse Komponenter, som f. Eks. Raastoflejer, afgiver overhovedet Ydelser, naar de benyttes. Andre Komponenter, f. Eks. en Ryggegrund, afgiver derimod stadig deres Ydelse (in casu Pladsydelsen), hvad enten de benyttes eller ej. Hvis Ryggegrunden anvendes, gaar de efterhaanden afløbende Ydelser tabt, og Grundens fremtidige Ydeevne øges ikke derved. Endelig er der Komponenter, som f. Eks. Landbrugsjorden og den menneskelige hvis Ydelser delvis gaar tabt, hvis de ikke benyttes, ogsaa kun delvis, idet Ikke-Renyttelsen medfører en øget fremtidig Ydeevne¹). Denne sidste Type af Komponenter er de eneste, i hvilke en Oplagring af produktive Ydelser i selve Komponenten kan finde Sted.

---

1) Jvi dog den tvungne Lediggangs (Arbejdsløshedens) nedbrydende Virk ninger.

Kan man nu hævde, at den særlige Form for individuel Kapitaldisposition, bestaar i en saadan Oplagring af produktive Ydelser, Dannelsen af Realkapital? Det kan man givetvis ikke, hvis man vil fastholde, at kun producerede materielle Goder er Realkapital. Skulde en saadan fuldstændig Parallelisering Mulighederne for Dannelse af Realkapital og den individuelle kunne foretages, maatte man udvide Realkapitalbegrebet ogsaa at omfatte den gennem Hvilen skabte Øgede Ydeevne i Komponenterne. Selv om man ved en Sammenligning Aarsagerne til Fremstilling af Realkapital og Motiverne en saadan Forøgelse af Komponenternes Ydeevne maa komme til det Resultat, at Hvileperiodens Formaal er at opnaa mere effektive Ydelser i Fremtiden, vilde det næppe være muligt at opnaa Tilslutning til den Udvidelse af Realkapitalbegrebet, som maatte være Konsekvensen af denne Aarsagernes Lighed. Man maa vist nøjes med at paapege, at Realkapitalbegrebet her ikke omfatter alt det, det efter sit Hovedindhold logisk set burde omfatte.

Man har undertiden været tilbøjelig til at ligestille Uddannelse af Arbejdskraft med Dannelse af Realkapital. Muligvis vil det engang ad den Vej blive muligt at opnaa det hidtidige Realkapitalbegrebs saa at Vejen bliver banet til Optagelse ikke blot af en kvalitativt højere Ydeevne, men ogsaa af en kvantitativt Arbejdsevne, begge opnaaet gennem Arbejdsydelsernes fra produktive Kombinationer. Men, som sagt, foreløbig kan man vist ikke rokke saa stærkt ved det tilvante Realkapitalbegreb.

Man maa da naa til det Resultat, at alle Former for individuel Kapitaldisposition, bortset fra Oplagring af produktive Ydelser i selve de ydende Komponenter, giver Mulighed for Dannelsen af Realkapital. Kort udtrykt er Forholdet mellem Realkapital og Kapitaldisposition da dette: Realkapitalen fremkommer paa Grund af dens tekniske Funktionsevne; da den imidlertid kun kan fremkomme og eksistere i tidkrævende Produktionsprocesser, der visse Betingelser for dens Dannelse; disse Betingelser foreligger, naar der udøves individuel Kapitaldisposition altsaa med en enkelt Undtagelse).

(Det skal indrømmes, at det strengt taget er uvidenskabeligt at
sondre mellem Aarsagen og Betingelsen for RealkapitalensDannelse.

talensDannelse.Naar denne Sondring alligevel opretholdes her, skyldes det ønsket om saa vidt muligt at markere den tekniske Funktionsevne som den Side af Aarsagssammenhængen, der har nærmest Tilknytning til Produktionens Formaal: Frembringelseaf

E. PRODUKTIVITETSSPØRGSMAALET

Der har i Tidernes Løb været ofret en Del Opmærksomhed paa det Spørgsmaal, om Kapitalen besad nogen særlig Produktivitet. Det er vel særlig den politiske Strid om Rentens Berettigelse eller Ikke-Berettigelse, der har forlenet Produktivitetsspørgsmaalet med saa stor Interesse. I Overensstemmelse med de i denne Drøftelse anlagte Synspunkter maa Spørgsmaalet besvares saaledes:

De oprindelige Produktivydelser omformes kun til afledede Ydelser, fordi der ad denne Vej opnaas en større Produktivitet. iNaar denne Omformning standses, før der gennem de almindelige Virken er tilvejebragt Lighed mellem aflede oprindelige Ydelsers Grænseproduktivitet, skyldes det, at en for Omformningen nødvendig Faktor (Kapitaldispositionen) kun forekommer i begrænset Omfang. Paa det Punkt, hvor Omformningen af denne Faktors Knaphed, bestaar der endnu en forskellig Grænseproduktivitet for afledede og tilsvarende Ydelser. For at kunne udnytte den højere Produktivitet de afledede Ydelser byder Driftsherrerne en Pris for den knappe Omformnings!'aktor, en Pris, hvis Højde gennem Konkurrencen bringes til at falde sammen med Forskellen i Grænseproduktivitet.

Hvis man opfatter Produktivitet som noget rent teknisk, kan man kun komme til det Resultat, at den specielle Metode, som de afledede Ydelser repræsenterer, maa være ansvarlig for Produktivitetsforskellen, det altsaa er Metoden, der er produktiv. imidlertid Metoden kun kan realiseres under Forudsætning en bestemt økonomisk Handlemaade, er det fra et økonomisk denne Handlemaade, Kapitaldispositionen, der er produktiv. Den enkelte afledede Ydelse har efter denne Opfattelsesmaade en Produktivitet af dobbelt Karakter: dels en Produktivitet, som er overført i uforandret Størrelse fra de oprindelige og dels en særlig »Kapitalproduktivitet«.

F. KREDITTEN

Ved Kredit maa forstaas midlertidig Raadighed over fremmed Købeevne. Denne fremmede Købeevne kan enten fremtræde i uspecificeret Form, som Raadighed over Betalingsmidler, den kan være specificeret, som den særlige til midlertidigt uden Betaling at raade over en bestemt Vare, som Varens Sælger kan tillægge dens Køber. Den specificerede Venten paa Betaling for præsterede Ydelser, maa aabenbart altid være en Form for individuel Kapitaldisposition.

Saafremt Udlaan af Betalingsmidler kun finder Sted af Beholdninger, er opsparede af tidligere Erhvervsindkomst, maa ogsaa denne Art Kreditydelse opfattes som Udtryk for individuel Kapitaldisposition.

Sondringen mellem Kreditydelse og Kapitaldisposition beror under saadanne Forhold kun paa, at Driftsherrer ikke forekommer den rene Form, som en streng økonomisk Analyse maa udskille de faktiske Driftsherrers brogede Mangfoldighed af Funktioner. Det faktiske Samfunds Driftsherrer er selv i Stand til paa forskellige Maader at udøve Kapitaldisposition, saa at Behovet fremmed Kapitaldisposition, d. v. s. Kredit, væsentlig indskrænkes. mellem Kreditydelse og individuel Kapitaldisposition er da af rent tilfældig Karakter og uden større Interesse for Forholdet mellem Realkapital og Kapitaldisposition.

Ganske anderledes ligger Sagen, hvis man erkender, at Udlaan kan ske ikke blot af opsparede Beholdninger, men ogsaa paa Grundlag af Bankernes kreditskabende Evne. Denne Evne beror i sidste Instans paa Bankernes Evne til at skabe Betalingsmidler ud over de allerede eksisterende, saa at de kan overlade andre midlertidig Raadighed over flere Betalingsmidler, end de selv har modtaget midlertidig Raadighed over.

De Udlaan, som finder Sted paa Grundlag af de nyskabte Betalingsmidler, ikke opfattes som Udtryk for nogen individuel Kapitaldisposition; thi de skyldes ikke Handlinger, hvorved nogen Enkeltperson bevidst forøger sine fremtidige Forbrugsmuligheder paa Bekostning af nutidigt Forbrug. Ikke destomindre kan disse Udlaan medføre, eller rettere betinge, forøget Dannelese af Realkapital.

For at dette skal ske, er det ikke nødvendigt, at Samfundet raader over übenyttede Komponenter. Tager man sit Udgangspunkti Ligevægtstilstand, maa Bankerne nedsætte Laanerentenfor faa de øgede Laanemidler placeret, og dette vil, som

tidligere nævnt, begunstige de Produktionsmetoder, som kræver forholdsvis mest Tid, d. v. s. benytter forholdsvis mest Realkapital.Hvis overhovedet foreligger Muligheder for en øget Rentabilitetgennem Benyttelse af afledede Ydelser, vil Kreditskabelsenøge

Herigennem øges aabenbart Samfundets fremtidige Forbrugsmuligheder, under ét. Da ingen Enkeltperson er i Stand til at øge sine fremtidige Forbrugsmuligheder uden at begrænse sit nutidige Forbrug, maa man paa Forhaand vente, at ogsaa hele Samfundets løbende Forbrug maa indskrænkes. At det maa finde Sted, fremgaar klart deraf, at Produktionstidens Forlængelse er ensbetydende med, at Tilgangen af Konsumvarer maa formindskes Tid, fordi de Produktivydelser, der før resulterede i Konsumgoder f. Eks. 6 Maaneders Forløb, nu først giver et saadant efter f. Eks. 7 Maaneder. Paa hvilken Maade denne Forbrugsindskrænkning realiseres, og hvorledes dens Byrder fordeles, ikke beskrives her.

G. RESUMÉ

Det samlede Resultat af de foregaaende Afsnits Drøftelser kan
i Hovedtrækkene gengives saaledes:

Realkapitalen fremkommer, fordi den har en bestemt teknisk Funktionsevne i visse rentable Metoder og Komplekser af Metoder. har imidlertid den Biegenskab at gøre disse Metoder tidkrævende, saa at de kun kan benyttes, saafremt der udøves samfundsmæssig Kapitaldisposition (midlertidig Forbrugsindskrænkning). samfundsmæssige Kapital disposition kan enten fremkomme gennem individuel Kapitaldisposition (d. v. s. bevidst individuel Omplacering af Forbrugsmulighederne fra Nutid Fremtid), eller den kan fremkomme gennem Nyskabelse af de Betalingsmidler, som Driftsherrerne efterspørger, d. v. s. Kreditskabelse.