I

I Lektor Iversens Artikel: Rentesænkning og Valutakurs i Nationaløkonomisk
S. 306 ff. er der for mig en Række
dunkle Punkter, som jeg gerne vil søge opklaret.

Indledningsvis skal jeg nævne den Betragtning, Forf. fremsætler, den stedfundne Valutadepreciering i alt væsentligt har været dikteret af Hensyn til Landbruget. Det er vel rigtigt, at det hele har været lagt saaledes til Rette, at dette blev den almindelige Opfattelse, men jeg vil gerne spørge: Hvorledes vilde det være gaaet den øvrige Del af det økonomiske Liv, ikke blot hvis man i 1931 havde fastholdt Kronens gamle Guldparitet (hvis dette overhovedet havde været muligt), men ogsaa, hvis man havde undladt den yderligere Depreciering i Januar 1933? Er der nogen, som tør hævde, at den Opgang i Beskæftigelsen, den Opretholdelse bestaaende Gældskontrakter i det store og hele, som har fundet Sted, havde været muligt, hvis man ikke havde deprecieret Kronen? Jeg vil i hvert Fald paastaa, at denne Valutadepreciering har været til Gavn for alle betydende Samfundsklasser, og at det maaske er tvivlsomt, om Landbruget har høstet mere Fordel deraf end andre.

Dette Spørgsmaal er imidlertid mindre vigtigt og skal derfor
ikke nærmere uddybes.

Derimod vil jeg gerne diskutere Lektor Iversens Betragtninger S. 307 sidste Stk. Det hedder her, at saa længe Kronesænkningen kun var et Forsøg paa at afbøde et yderligere Prisfald paa vore Eksportvarer, var der ikke forgrebet noget »m. H. t. den fremtidige,definitive af Kroneværdien og det var derfor misvisende, naar der dengang i den politiske Agitation taltes om »Kronenedskæring«. Hvis man derimod under stabile eller stigendePriser Verdensmarkedet vedbliver at fastholde de nuværendeKurser fremmed Valuta eller endog hæver dem yderligere,vil

ligere,vilKronenedskæringen en skønne Dag vise sig at være en
fuldbyrdet Kendsgerning.«

Altsaa, Lektor Iversen tager ikke, saaledes som det ofte gøres, de udenlandske Vekselkurser som Maalestok for Kronenedskæringen, men derimod Priserne paa Verdensmarkedet; hvis disse holder sig stabile eller stiger, uden at man sætter de udenlandske Kurser ned, vil Kronenedskæringen vise sig at være en fuldbyrdet Kendsgerning. Priserne (hvilke? Efter det foregaaende formentlig Eksportvarernes Priser?) skulde stige over det Niveau, de havde, da de var lavest (eller hvor skal man tage Udgangspunktet?), saa foreligger der Kronenedskæring.

Jeg kunde forstaa Tanken (selvom jeg ikke kan akceptere den), hvis han havde sagt: Naar Priserne (Spørgsmaalet er dog stadig, hvilke Priser) overstiger det Niveau, de havde f. Eks. før Krone- Deprecieringen i 1929 eller maaske Gennemsnit for de sidste 3 Aar før Deprecieringen, saa begynder Kronenedskæringen. Det vilde nemlig være den kendte og for kort Tid siden ganske fremherskende at »Pengenes Værdi« maales med »Prisniveauet«, at netop de nu gældende Priser (eller Priserne i 1932, da det laveste Niveau naaedes) skulde være i Besiddelse af Egenskaber, som gør dem egnet til Udgangspunkt med Hensyn om der foreligger Kronenedskæring eller ej; det forstaar jeg ikke.

Men det næstfølgende Stykke i Lektor lversens Artikel (S. 308 Iste Stk.) forstaar jeg heller ikke. En passant skal lige bemærkes, at Forf. her gaar ud fra, at Konsekvensen af den hidtil førte Politik være, at de udenlandske Kurser sænkes efterhaanden som Eksporterhvervets (Landbrugets?) Rentabilitet forbedres. Det kan jeg ikke indse. Hvis Forf. har Ret i, at Valutadeprecieringens Formaal var at hindre Faldet i Landbrugets Priser, kan Konsekvensen vel højst være, at de udenlandske Kurser sænkes, naar »Eksporterhvervet« har naaet, hvad man anser for passende »Rentabilitet«. I Driftsaaret 1931_—32 var Landbrugets Rentabilitet 0,5 pCt., i det følgende Aar var den -f 2,9 pCt. Vilde det have været en Konsekvens af den hidtil førte Politik, om man havde sænket de udenlandske Kurser, saaledes at Rentabiliteten var forblevet -~ 0,5? Ja, det stemmer jo egentlig godt med den ovenfor omtalte Betragtning, at den egentlige Kronenedskæring tager sin Begyndelse, naar Priserne hører op med at falde.

Af større Interesse er imidlertid de følgende Betragtninger.
Lektor Iversen rejser nemlig her Spørgsmaalet »om fortsat Rentesænkninger

sænkningerforenelig med en saadan Valutapolitik?« »Rent principielt«,hedder senere, »er det selvfølgelig ikke en Sænkning, men tværtimod en Stramning af Renten, der frembyder sig som det naturlige, naar det gælder at forbedre en Valutas internationaleVærdi«.

Rigtigheden af denne »Selvfølgelighed« benægter jeg. Hvis f. Eks. de danske Eksportvarers Priser steg, saaledes at Eksportværdien mere end tilstrækkelig til Dækning af det Eksportkrav, findes under det gældende bl. a. af Renteniveauet bestemte saa vilde der ikke være noget hverken naturligt eller nødvendigt i at stramme Renten samtidig med, at man sænkede de udenlandske Kurser.

Men selvom man fulgte den Fremgangsmaade at sænke de udenlandske Kurser, forinden Eksportværdien var blevet tilstrækkelig til at dække Importkravet under det Indtægtsniveau, man ønsker at opretholde, vilde en Rentestramning hverken være naturlig eller nødvendig. En saadan Tilstand maa jo nemlig betyde af Importen, og det ses da ikke, hvilken Forbindelse der er mellem Valutakurser og Renteniveau. Det forekommer mig, at Forf. her ræsonerer, som om ingen Importregulering og under den Forudsætning, at man gennem i Rentefoden og dens Indflydelse paa Kapitalbevægelserne senere paa Produktionen og Pengeindkomsten i Samfundet skulde regulere Vekselkurserne. Men noget saadant har jo intet som helst at gøre med den Politik, der har været ført her i Landet eller dens Konsekvenser.

I det følgende kommer Forf. ind paa Spørgsmaalet om, hvorledes vil gaa, hvis man ikke, som han fejlagtigt mener, man hidtil har gjort, ved sin Politik hovedsagelig tager Sigte paa en Stabilisering af Eksportpriserne, men derimod lader Arbejdsløshedens være Hovedformaalet.

Han siger her, at naar man har drevet Beskæftigelsen op til et vist Punkt, er der Mulighed, ja Sandsynlighed for, at de mere tungt bevægelige indenlandsk bestemte Priser, herunder Arbejdslønnen, begynde at stige. Dette kan være rigtig nok, men der er dog sikkert Mulighed for, at dette kan hindres forsaavidt angaar Løn og Profit. Men dernæst siger han, og her maa jeg citere in extenso:

»Vil man modvirke en saadan Stigning i Hjemmemarkedsvarernes Priser
og Omkostninger gennem en Nedpresning af de internationale
Varers Priser, maa Vejen aabenbart gaa over en Sænkning af de frem-

mede Vekselkurser. En Kronestigningspolitik kan m. a. 0. fremstaa som naturlig blot i Tilfælde af en udefra kommende Prisstigning (eller i Tilfælde af en stærkere Ekspansion ude i Verden end hjemme), men ogsaa under stabile Priser paa Verdensmarkedet som Modvægt mod den hjemlige Ekspansionspolitiks til at forringe Kronens indre Købeevne.«

Dette Citat kan jeg ikke forstaa. Lad os først gøre os klart, at det Formaal, som under alle Omstændigheder skal fyldestgøres, Arbejdsløshedens Formindskelse (jfr. S. 308 Stk. 2). Men naar dette er Tilfældet, hvorledes kan man da, som det hedder modvirke Stigningen i Hjemmemarkedsvarernes Priser gennem en Nedpresning af de internationale Varers Priser, der ganske rigtigt kan ske gennem en Sænkning af de udenlandske Jeg forstaar særdeles vel, at man kan sænke disse Kurser, saaledes at Erhvervslivets Aktivitet formindskes, men dette er uforeneligt med Forudsætningen om Arbejdsløshedens Formindskelse, og dernæst vil en saadan Sænkning af Vekselkurserne med Nødvendighed og under alle Omstændigheder kun efter en økonomisk Krise og lang Tids Forløb føre til en Nedgang de indenlandsk bestemte (»Hjemmemarkedsvarerne«s) Priser, og er Arbejdslønnen steget, bestaar denne Stigning uanset Vekselkurserne.

Af sidste Punktum i det citerede Stykke synes det imidlertid at fremgaa, at Forf., naar han i første Punktum taler om at »modvirke« Stigning i Hjemmemarkedsvarernes Priser og Omkostninger, »afbalancere«, thi det hedder der, at en Kronestigningspolitik under stabile Priser i Udlandet kan være naturlig for at modvirke den hjemlige Ekspansionspolitiks Tendens at forringe Kronens indre Købeevne.

Det vil altsaa sige, at det, Forf. her er inde paa, er den gamle
Tanke, om det uforandrede Gennemsnit af alle Priser. Han begynder
omhandlede Stykke med Ordene: »Vil man ...... Men
er der noget Menneske uden for stuelærde Teoretikeres Kreds (og
selv blandt disse er Tanken forældet), der kunde finde paa at
ville søge fremkaldt saadan et uforandret Prisgennemsnit ved
gennem Nedsættelse af Vekselkurserne og det deraf følgende
Fald i de internationalt bestemte Priser at afbalancere en Stigning
de nationalt bestemte Priser; var det dog ikke for Smed
at rette Bager, idet man derved vilde forøge den Ulempe, som
allerede de stegne indenlandske Priser var for Eksporterhvervene?
kommer, som allerede nævnt, at en saadan Fremgangsmaade
være i Strid med det opstillede Formaal, idet

den nødvendigvis maatte føre til en Formindskelse, ikke en Forøgelse
Beskæftigelsen.

I Stk. 2 S. 308 opstiller Forf. som to Alternativer, naar Formaalet Arbejdsløshedens Formindskelse: 1) at opretholde »Kronens Købeevne«, 2) at søge Beskæftigelsesspørgsmaalet løst uden Hensyn til, hvorledes det gaar med »Prisniveau og Omkostningsniveau«.

Nu er det meget uklart, hvad der menes med Kronens indre Købeevne, men hvis der menes f. Eks. Leveomkostningerne, saa kan det under visse Omstændigheder være en Umulighed og kan derfor ikke være noget Alternativ. Det kan være en Umulighed, selv om Arbejdslønnen er uforandret, idet Udbetalingen af Arbejdsløn et større Antal Arbejdere kan betyde Prisstigning paa Konsumvarer.

Det under (2) opstillede Alternativ er uklart formuleret, idet »Prisniveau« og Omkostningsniveau ikke er sammenhørende Begreber; kan søge Beskæftigelsesspørgsmaalet løst uden Hensyn hvorledes det gaar med Varepriserne, og dog tage Hensyn til Omkostningsniveauet. Det er Stigningen i det sidste, der efter min Opfattelse alene kan føre ud paa »Inflationens Glidebane«, for at bruge en Metaphor, men det er ingen fysisk Umulighed at hindre en saadan Udvikling, selv om man forfølger Formaalet Arbejdsløshedens Formindskelse.

I det næstfølgende Stykke (S. 309) taler Lektor Iversen derefter det Dilemma, der opstaar, naar et enkelt Land driver isoleret Kreditudvidelse; dette vil, siger han, tendere mod at paavirke Handelsbalance i passiv Betning og dermed mod at sænke dets Valutas internationale Værdi. Atter her ræsonerer Forf,. som om der ikke eksisterede nogen Importregulering. Naar der findes en saadan, paavirkes Handelsbalancen ikke med Nødvendighed Kreditpolitiken. Den kan tvinge til en skrappere Nedskæring af Importkravene, ja eventuelt føre til en Begrænsning af Efterspørgselen efter udenlandske Raavarer, saaledes det er sket i Tyskland, og dette kan volde en Række økonomiske Vanskeligheder, eventuelt for en Tid hindre en Fortsættelse Kreditudvidelsen, men Resultatet vilde jo ikke blive væsentlig anderledes, hvis man af Frygt for, at dette skulde indtræde, Kreditudvidelsen.

De Alternativer, Lektor Iversen opstiller S. 310, skal jeg ikke
komme nærmere ind paa. Det er i Virkeligheden først her, at
Forf. kommer Virkeligheden ind paa Livet og har Øje for, at

den danske Krone er en tvangsreguleret Vauta, og at der derfor ikke er nogen nødvendig Forbindelse mellem Rentefod, Kreditudvidelse Valutakurs. I næstsidste Stykke synes han imidlertid at faa Tilbagefald, idet han erklærer det for selvmodsigende at optage Laan i Udlandet til en højere Rente end den, der er herskende Indlandet. Lad os sige, at der paa Grund af Frygt for yderligere Valutadepreciering skulde være en Tilbøjelighed til at lade Tilgodehavender staa i Udlandet, og at Staten eller Nationalbanken optog et tilsvarende Laan i Udlandet til en højere Rente end den her gældende. Vilde der være noget selvmodsigende Hvorfor skulde man dog hæve hele Renteniveauet herhjemme af den Grund? Jeg kan ikke se det.

Jeg kan heller ikke se, at de to Betingelser, Forf. opstiller i samme Stykke, er Alternativer. At man i øjeblikket gør det danske til et lukket Marked og baserer vor Rentesænkningsog paa den Forudsætning, at Landet er selvforsynende Kapital, udelukker ikke, at man senere kan slutte sig til et internationalt System; det kræver blot, at vi til den Tid tilpasser vore Vekselkurser saaledes, at dette er muligt. løvrigt betyder Optagelse af udenlandsk Laan til Afbalancering af »Kapitalflugt« nogen Brist i vor Selvforsyning med Kapital.

Hvis jeg nu til sidst prøver at samle, hvad det egentlig er, Lektor Iversen vil fortælle os i sin Artikel, saa bliver Opgaven vanskelig; mit Indtryk er imidlertid, at det han først og fremmest vil fortæller os er, at ved Overvejelserne af Rentesænkningens Mulighed og Hensigtsmæssighed maa man først gøre sig klart, hvilke Vekselkurser man agter at holde i Fremtiden. Jeg kan ikke give ham Ret heri; tvangsregulerede Vekselkurser kan opretholdes Hensyn til Rentepolitiken og frie Vekselkurser beror ikke paa Rentepolitiken, men paa Omkostningsniveauet, hvilket kun meget langsomt paavirkes af Rentepolitiken. Det, der gør det saa vanskeligt at fatte Meningen med Artiklen er, at den indeholder hel Række uforligelige Tankegange. Dels Betragtninger hentet fra de faktisk eksisterende Forhold, hvor Udenrigshandelen og Valutakurserne tvangsreguleres af Staten, dels Betragtninger fra gammel Bank- og Pengeteori, der, hvad man iøvrigt vil mene om den, i hvert Fald ikke har nogen Gyldighed under de nuværende og med Hensyn til de Omraader, Forf. har behandlet den omtalte Artikel.