DE forskellige Foranstaltninger til Bekæmpelse af en indtraadt
Arbejdsløshed og dennes ulykkebringende Virkninger kan
stort set deles i to Grupper, idet Foranstaltningerne enten gaar ud
paa at forsørgede arbejdsløse gennem Understøttelser eller beskæftige
ved Arbejde med deraf flydende Arbejdsindtægt. Det er
umiddelbart iøjnespringende, at Understøttelsesforanstaltningerne
kun sigter mod Bekæmpelse af Arbejdsløshedens ulykkebringende
Virkninger, ikke selve dens Aarsager, og i samme Omfang som de
er baseret snarere paa Forsikringsprincippet end paa Forsørgelse,
har de til Forudsætning, at Arbejdsløsheden er af en midlertidig
Karakter, men tjener da ogsaa netop til ud fra disse Forudsætninger
holde Arbejderen fysisk og moralsk paa Benene, saaledes at
han ved Arbejdsløshedsperiodens Slutning saa vidt muligt er en
lige saa god Produktionsfaktor for Samfundet, som den Dag han
blev arbejdsløs. Overfor Spørgsmaalet om selve Arbejdsløshedens
Bekæmpelse er anført, at dette ikke kan være Understøttelsespolitikkens
den Købekraft, der tilføres de arbejdsløse og i
denne Egenskab ukøbedygtige Personer, er taget fra beskæftigede
Arbejdere, Arbejdsgivere eller Staten (Skatteyderne), alt efter de
Retningslinier, der er gældende for vedkommende Lands Arbejdsløshedsforsikring,
kan derfor ikke betyde nye Arbejdsmuligheder,
mindre der er Grund til at antage, at de med Købekraft
arbejdsløse retter deres Efterspørgsel mod Varer,
der kræver mere Arbejdskraft (og indenlandsk Arbejdskraft) end
de Varer, som Bidragyderne maa renoncere paa.

Det skal for Fuldstændighedens Skyld tilføjes, at Arbejdsløshedsforsikringenoptræder to Hovedformer, den kan enten være bygget op paa et privat Frivillighedsprincip organiseret gennemFagforeningerne, i Kraft af Forsikringens uhyre sociale Betydning og for ikke at forskrække Forsikringstagere ved at

gøre Forsikringen for byrdefuld, med Statsbidrag — eller paa et Tvangsprincip under Statens Ledelse, hvorved man opnaar at faa flest muligt ind under Forsikringen, ogsaa de uorganiserede. Under hvilke Former og i hvilket Omfang Arbejdsløshedsunderstøttelsenindgaar de skandinaviske Landes Arbejdsløshedspolitik,skal gøres Rede for senere; her skal blot bemærkes, at medens Danmark, Finland og Norge ved den her betragtede Depressionsperiodes Begyndelse havde og længe havde haft en Arbejdsløshedsforsikring — for alle tre Landes Vedkommende bygget paa Frivillighedsprincippet — saa var Sverige uden nogen Arbejdsløshedsforsikringslov.

Den anden Hovedgruppe af Foranstaltninger, hvor man sigter at skaffe de arbejdsløse Arbejde, er i sit Udgangspunkt af en ganske anden aktiv Karakter, en Kamp mod selve Arbejdsløsheden. maa man ved denne »produktive Arbejdsløshedshjælp« mellem, om de arbejdsskabende Bestræbelser tager deres Udgangspunkt i en ændret Fordeling af de eksisterende Arbejdsmuligheden eller i Skabelsen af nye Arbejdsmuligheder. JNaar man skal nævne Eksempler paa Foranstaltninger, der ndrer af de eksisterende Arbejdsmuligheder, nemlig derhen, at de udstrækkes til flere, kan man nævne Bestræbelser som at afskaffe Dobbeltfortjenester, at fjerne de gifte Kvinder fra Arbejdsmarkedet, men først og fremmest Problemet om kortere herunder selvfølgelig i første Række Afskaffelse af Overarbejde.

Uden iøvrigt at komme ind paa en nærmere Behandling af Arbejdstidsindskrænkningens Betydning i Kampen mod Arbejdsløshedenskal blot anføres, at i de skandinaviske Lande har en saadan Reduktion af Arbejdstiden kun ytret sig som en passiv Foranstaltning, hvormed menes, at man kun er gaaet til en Indskrænkning af Arbejdstiden for at undgaa yderligere Afskedigelseraf medens der ikke har været Tale om Indskrænkninger af Arbejdstiden dikteret af Formaalet: at bringe i Forvejen arbejdsløse i Arbejde. Det hænger sammen med, at man fra Lovgivningsmagtens Side paa dette Omraade ikke er naaet længere end til Lovforslag, saaledes at Indskrænkninger af Arbejdstiden alene er iværksat ad frivillig Vej. Til Belysning af, hvor meget eller hvor lidt saadanne Foranstaltninger har betydet — enten der nu er Tale om færre Arbejdstimer pr. Dag eller færre Arbejdsdage pr. Uge eller maaske mere eller mindre regelmæssigeHjemsendelser enkelte Dage — skal man anføre saavelen

velensvensk som en dansk Undersøgelse. Den svenske Undersøgelse,der foretaget i November Maaned 1933, viste for de af Undersøgelsen omfattede 267 000 Arbejdere en gennemsnitlig Arbejdsugepaa Timer, altsaa i Forhold til Normalugen paa 48 Timer en Indskrænkning af Arbejdstiden pr. Arbejder paa 2x2^x/₂ Time. lait var der ved November Maaneds Udgang 1933 godt 309000 beskæftigede Arbejdere; antages de 212¹(_a Time at være et repræsentativt Tal, kan vi sige, at for hele Arbejdsmassen er Arbejdstiden pr. Uge reduceret med knap 773000 Timer eller ca. 16000 normale Arbejdsuger. Det vil med alle Forbehold sige, at Indskrænkningen af Arbejdstiden har hindret, at ca. 16000 Arbejdereblev Hvad dette betyder i Sammenligning med den herskende Arbejdsløshed, kan man udtrykke derved, at 16 000 Arbejdere vilde udgøre ca. 4 pCt. af de organiserede Arbejdere,medens for disse ved Udgangen af November var mellem 22 og 23. Det kan i Forbigaaende anføres,at tidligere Undersøgelse fra November 1932 viste en endnu større Indskrænkning af Arbejdstiden.

Den danske Undersøgelse, der omfatter samtlige Fagforeningsmedlemmer, sig fra Juli 1932, og den viser, at Indskrænkningen Arbejdstiden har spillet en mindre Rolle i Danmark end i Sverige. Den totale Reduktion af Arbejdstiden pr. Uge beløber sig til godt 200000 Timer eller godt 4000 Arbejdere; i pCt. af samtlige organiserede Arbejdere vil det sige, at knap 1,5 pCt. af Arbejderne paa denne Maade har undgaaet at dele Skæbne med de godt 28 pCt., der paa samme Tidspunkt var arbejdsløse.

Skabelsen af nye Arbejdsmuligheder fra det offentliges Side — den egentligste Form for produktiv Arbejdsløshedshjælp — er den Foranstaltning, der frembyder de fleste tiltalende Sider, og den bliver mere og mere paakrævet, efterhaanden som Arbejdsløshedenbliver varigere Karakter. De mange Vanskeligheder,der sig hertil, medfører dog, at Skabelsen af nye Arbejdsmuligheder vanskeligt kan blive omfattende nok til at overflødiggøreArbejdsløshedsunderstøttelsen, hvor denne gaar ud over sit egentlige Omraade — det midlertidige — og faar varigere Karakter. Vanskelighederne melder sig med Hensyn til Spørgsmaaletom af disse offentlige Arbejder. Det er klart, at man ingen Vegne naar, hvis man skaffer Midlerne ved at svække den indenlandske Købekraft hos Landets Borgere, saa betales den forøgede Beskæftigelse ved offentlige Arbejder med Arbejdsløshed paa andre Omraader. Der maa da, hvis man nødigt

indlader sig paa Optagelse af udenlandske Laan til saadanne offentlige Arbejder — maaske paa Grund af disse Arbejders fra et privatøkonomisk Synspunkt hyppigt manglende Rentabilitet — skabes ny indenlandsk Købekraft, baade ved at den Købekraft, som i en Depressionsperiode ligger arbejdsløs i Bankerne, bringes ud i Omsætningen, men ogsaa ved en forøget Kreditgiven fra Bankernesog første Række Nationalbankens Side. Der maa i denne Forbindelse erindres om, at den Prisstigning, der saaledes maa ledsage et Forsøg paa produktiv Arbejdsløshedshjælp i større Stil, ogsaa har visse for vedkommende Samfund arbejdssvækkendeVirkninger. et lukket Samfund betyder Prisstigningen kun, at Optøningen af Arbejdsløsheden foregaar med en stigende Hast, idet hver ny beskæftiget Arbejder betyder Muligheden for atter flere beskæftigede; men i et Samfund, der lever i Samkvem med Omverdenen, bevirker en Stigning i Landets Prisniveau i Forhold til Udlandets, at Importen til Landet vil tendere imod at udvides, medens Eksporten vil tendere mod at indskrænkes, begge Dele Tendenser, der betyder et Minus i Landets Arbejdsmuligheder,og der maa tages Hensyn til, naar Nettoresultatet af de arbejdsskabende Foranstaltninger skal gøres op. Men det vil paa den anden Side ogsaa forstaas, at bliver Landet — med eller mod sin egen Villie — ved handelspolitiske Foranstaltninger gjort til et »lukket« Land, vil man kunne sætte sig ud over disse Følgevirkninger.Handelspolitiske vil for saa vidt altid vende en Side ud mod Beskæftigelsesproblemet, men det vil føre for vidt at medregne dem under de enkelte Landes Arbejdsløshedsforanstaltninger— om for Danmarks Vedkommende Valutacentralen nok kan siges at være af indgribende Betydning i denne Retning. — Under den egentlige produktive Arbejdsløshedshjælpskal kun medregnes de offentlige Foranstaltninger,der gaar ud paa Skabelsen af nye Arbejdsmuligheder,Igangsættelsen bestemte Arbejder, om disse saa er offentligeller ledet; men det er klart, at Grænserne for, hvad man skal medregne eller ikke medregne, let kan blive flydende.

Det skal ogsaa anføres, at Spørgsmaalet om Arbejdsanvisning
er ladet ude af Betragtning, iøvrigt findes en offentlig Arbejdsanvisning
samtlige de nordiske Lande.

Man skal herefter gaa over til en Gennemgang af Arbejdsløshedsforanstaltningernei enkelte nordiske Lande, idet det dog skal bemærkes, at man mere end at give en detailleret Gennemgangaf forskellige Foranstaltninger skal bestræbe sig for at

fremhæve de karakteristiske Træk i de forskellige Landes Arbej

SVERIGE.

Som ovenfor nævnt har Sverige ingen Arbejdsløshedsforsikringslov; højere Grad end i noget andet af de skandinaviske Lande er da ogsaa Arbejdsløshedspolitikken i Sverige lagt an efter Arbejdslinien: Arbejde i Stedet for Understøttelse.

I denne produktive Arbejdsløshedshjælp indtog indtil 1933 Aars Rigsdag Nødhjælpsarbejderne — eller »reservarbetena« — en dominerende Af disse »reservarbeten« kræves, at de skal være økonomisk eller kulturelt berettigede, men dog ikke af den Art, at de kan ventes at komme til Udførelse paa det aabne Arbejdsmarked den nærmeste Fremtid. Da Vejarbejderne spiller en stor Rolle som Reservearbejder, og disse planlægges for 3 Aar frem i Tiden, har man her et let Kriterium for, hvilke Vejarbejder der ikke kan optages som Reservearbejder, og hvilke der netop falder ind under Kategorien, nemlig alle, der ikke er paa Arbejdsplanen. Endvidere kræves, at Arbejdslønnen skal udgøre en forholdsvis stor Del af Arbejdets Omkostninger, enhver med normal Arbejdsevne skal kunne henvises til det, og Arbejdet skal kunne optages, nedlægges, udvides og indskrænkes, efter Arbejdsløshedens skiftende Omfang.

Med dette Princip, hvorved det tydeligt er udtalt, at disse Reservearbej der ingensinde skal konkurrere med de private Virksomhederom stemmer ogsaa Aflønningsprincippetved overens. Det er fastsat, at Lønsatserne ved Arbejdet, der iøvrigt for største Delen udføres i Akkord, skal ligge under det frie Markeds Løn, saaledes at ingen Arbejder, der kan faa Arbejde paa anden Vis, fastholdes ved Reservearbejdet.Paa anden Side kan det heller ikke ventes, at andre end arbejdsløse melder sig til Arbejdet, men til yderligere Sikring henvises de arbejdsløse til Arbejdet gennem de kommunale Arbejdsløshedskommitéer. Nogen Ret til Arbejdsløshedshjælp for de arbejdsløse ved Beskæftigelse ved disse Arbejder eksisterer nemlig ikke, men der foretages i hvert enkelt Tilfælde en Undersøgelseaf arbejdsløses Behov og Muligheden for at skaffe ham Arbejde paa anden Maade end ved at henvise ham til Reservearbejderne. — Det skal indskydes, at ligesom man altsaa har kommunale Arbe jdsløshedskommitéer ved Siden af Statens Arbejdsløshedskommission, saaledes ligger principielt Arbejdsløshedshjælpenhos

hedshjælpenhosKommunerne. Ved Siden af Statens Reservearbejder,der vist bliver de mest omfattende, træffer vi baade de statskommunale Reservearbejder, hvor der gives Statsstøttetil ledede Arbejder, og de rent kommunale Arbej

Ved Siden af eller snarere i Stedet for disse »reservarbeten« dukker imidlertid »beredskapsarbeten« frem; allerede paa 1931 Aars Rigsdag træffer vi dem første Gang; men dengang har de Forsøgets Præg, der bevilges kun et mindre Beløb til dem, og som nævnt er det først fra 1933, at de for Alvor knæsættes. Naar man gaar saa forsigtigt til Værks, skyldes det, at Beredskabsarbejder langt fra — hvad man maaske kunde tro — blot er et nyt Navn for Reservearbejder, idet de i visse Henseender i Forhold Reservearbejderne betyder en fuldstændig Ændring i de til Grund liggende Principper. Den vigtigste Ændring er med Hensyn til Aflønningsprincippet; man gaar ved disse Beredskabsarbejder til at betale samme Løn som paa det frie Arbejdsmarked. betyder samtidig, at Udvalget af Arbejdsforetagender, kan komme i Betragtning, udvides betydeligt, idet man tidligere ikke ansaa det for rimeligt, at Arbejder, der senere kunde blive udført til det almindelige Arbejdsmarkeds Lønsatser, udførtes som Reservearbejder, med disses lave Lønsats. En Udvidelse Omfanget af de i Betragtning kommende Arbe jdsforetagender det ogsaa, at man ikke mere lægger Vægt paa, at Arbejdslønnen skal udgøre en særlig stor Del af Omkostningerne ved de igangsatte Arbejder; ogsaa Materialerne indeholder jo Arbejdsløn, gør man opmærksom paa. Som Eksempel paa Udvidelsen Arbejdsomraadet skal man anføre, at Støtte til private Foretagender vil kunne falde ind under Beredskabsarbejder.

Det er klart, at det netop er det Forhold, at de eksisterende Reservearbejdsmuligheder forslog saa lidt overfor den stadig voksende Arbejdsløshed, — selv om man undertiden endda greb til maaske temmelig uøkonomiske Arbejder — der har gjort, at man har fundet sig foranlediget til at gaa ud paa det almindelige Arbejdsmarked for at skaffe sig et tilstrækkeligt Forraad af Arbejder,som kan gribe til (»Beredskapsarbeten«), og det fører igen til, at man maa akceptere det frie Markeds Lønsatser. Der skulde jo netop være Tale om en Supplering af dettes arbejdsgivende ikke Paaførelse af nogen Konkurrence. Men man forstaar, at dette paa den anden Side medfører nye Vanskeligheder; naar Lønnen er den samme som det frie Arbejdsmarkeds,er

bejdsmarkeds,erder Fare for, at man tiltrækker andre end arbejdsløse,og fastholder man disse ved Arbejdet, saa at de ikke automatisk glider tilbage til det frie Arbejdsmarked, naar der her atter er Brug for dem. Til den sidste Indvending kan man sige, at den mister sin Betydning, naar der er Tale om en midlertidig Arbejdsløshed af en vis varig Karakter, men overforden maa man übetinget indrømme dens Rigtighed. Det har da ogsaa ført med sig, at skønt det nye Aflønningssystem i sin Konsekvens maatte føre til en Afskaffelse af Henvisningssystemetog af det almindelige Arbej dsanvisningssystem, har man alligevel bibeholdt Henvisningssystemet, hvor selve Ansættelsenaf arbejdsløse finder Sted ved Henvisningen efter den forudgaaende Prøve af Behov. Dette fører igen med sig, at der altsaa alligevel bliver en Plads for Arbejdsløshedskommitéerneunder nye System. Forøvrigt skal det siges, at Reservearbejdernestadig til en vis Grad ved Siden af Beredskabsarbejderne;ved Aars Rigsdag bevilgedes saaledes paa Budgettetfor _—34 stadig ca. 55Mill.Kr. til Reservearbejder mod ca. 100 Mill. Kr. til Beredskabsarbejder — Man kan maaske kort resumere det saaledes, at Bestræbelserne gaar ud paa under forskelligeFormer sætte omfattende Arbejder i Gang paa det aabne Arbejdsmarked, men dog ogsaa at bevare Reservearbejderne,specielt statskommunale Reservearbejder.

Ved Siden af Reservearbejderne er der ogsaa blevet givet begrænsetStøtte specielle Industrivirksomheder — nu vil saadan Støtte, som omtalt, kunne falde ind under de almindelige Beredskabsarbejder;og den lige nævnte Bevilling paa 100 Mill. Kr. indgaar da ogsaa dels 10 Mill. Kr., der er beregnet til Laan til Fremme af privat Erhvervsvirksomhed, og dels 3,5 Mill. Kr., der er beregnet til ligefrem Støtte til Fremme af privat Erhvervsvirksomhed.Af Interesse for Danmark har Understøttelsen af den svenske Stenindustri været paa Grund af den Konkurrence, som det derved er blevet muliggjort denne at paaføre vor bornholmskeStenindustri. der paa Statsbudgetterne for 1931—32 og 1932—33 udgjorde henholdsvis 3,5 og 4 Mill. Kr., var motiveret med, at der ellers vilde opstaa en Arbejdsløshed, der i alle Fald ikke kunde raades Bod paa ved Foranstaltning af lokale Reservearbejder i vedkommende fattige skaanske Kommuner;den givet paa den Maade, at der bevilgedes aarlige Beløb til Indkøb af Brosten til Firmaernes Omkostningspris for saa at videresælge dem til Vej distrikter, der beslutter at permanentbelæggeVeje;

nentbelæggeVeje;der foruddiskonteres med andre Ord ved StatensIndgriben
fremtidig Efterspørgsel.

Som nævnt spiller Understøttelsessiden ikke nogen større Rolle i de svenske Arbejdsløshedsforanstaltninger, selv om man selvfølgelig Aar med ekstraordinær stor Arbejdsløshed — som særlig de sidste — har maattet komplettere de arbejdsskabende Foranstaltninger rent understøttelsesmæssige. Disse fremtræder imidlertid under den sædvanlige Form som Støtte til en Arbejdsløshedsforsikring. Forslag til Arbejdsløshedsforsikring blev forkastet saa sent som i Juni Maaned 1933.

I Forbindelse hermed er man kommet ind paa forskellige Betragtninger Forsikringssystemets ringe Effektivitet. Det hævdes, det bliver nødvendigt at udbygge Forsikringen med en udvidet Daghjælp — »Krisehjælp« — som ogsaa kommer til at omfatte de uforsikrede; herved har man for det første for enhver Forsikringstager skabt en Ret til Understøttelse, som i Virkeligheden Fattighjælpens Karakter, og derfor kun burde gives efter en forudgaaende Prøvelse af Trang, og for det andet har man ved denne Sidestillen af de forsikrede og uforsikrede rykket det forsikringsmæssige økonomiske Grundlag bort under Arbejdsløshedsforsikringssystemet; man sprænger dets Rammer. Derfor foretrækker den svenske Lovgivning at give den kompletterende som ikke kan undværes, som en kommunal Understøttelse med Statsbidrag. Paa Statsbudgettet for 1933—34 afsattes saaledes 25 Mill. Kr. til Kontantunderstøttelsen, udbetales som Dagpenge og ikke maa overstige 2/₃ af den Løn, der betales ved vedkommende Kommunes Reservearbejder.

Hvad Indvendingerne mod Forsikringssystemet angaar, saa er de karakteristisk nok opstaaet mod Indførelse af en Forsikring i en udpræget Depressionsperiode; det er et Spørgsmaal, om man kan kaste Vrag paa Hjælp ad Forsikringsvejen, blot fordi dens Effektivitet overfor en langvarigere Konjunkturarbejdsløshed, der er jo ogsaa ovenfor gjort opmærksom paa, at Arbejdsløshedsforsikringens Omraade er den rent midlertidige Arbe j dsløshed.

Til Belysning af Arbejdsløsheden og Omfanget af de Hjælpeforanstaltninger,
er truffet mod den, skal man anføre omstaaende

Tabellen viser først og fremmest, hvilket betydeligt og stigendeAntal
der er beskæftiget ved Reservearbejderne

(eller Beredskabsarbejderne), men dog ogsaa, at de rene Understøttelsesforanstaltningermed langvarige Depressionsperiode har faaet et stadig større Omfang. Endvidere vil det ses, hvorledesStatens i Hjælpeforanstaltningerne har været stærkt voksende; specielt vil man lægge Mærke til, hvorledes den Form for Reservearbejde, hvor Arbejdet er kommunalt men med Statsstøtte,er voksende Betydning.

FINLAND.

Den finske Arbejdsløshedspolitik ligner i mange Henseender den svenske; som i Sverige lægges ogsaa her Vægten paa Arbe men paa Grund af de særlige finske Forhold bliver der selvfølgelig visse Afvigelser med Hensyn til de fulgte Principper.

De fremherskende Træk i den nugældende finske Arbejdsløshedspolitik,som

---

1) Antal arbejdsløse, der er indberettet til Statens Arbejdsløshedskommission hjælpsøgende.

hedspolitik,somden først fremtræder i en Statsraadsbeslutning af 24. Juli 1931 (nu Statsraadsbeslutning af 6. Juli 1933), er kort resumeret følgende. Principielt paahviler Afhjælpningen af ArbejdsløshedenKommunerne, at Betingelserne for Statsstøttetil af Arbejdsløsheden er, at vedkommende Kommuner har foretaget alle de Forholdsregler til ArbejdsløshedensAfhjælpning, med Rette kan kræves ud fra Kommunernesøkonomiske og Arbejdsløshedens Omfang, samt at der er nedsat et Arbejdsløshedsnævn, som bl. a. fører et Register over de arbejdsløse. Er dette Tilfældet, vil der kunne opnaas en Statsunderstøttelse til de kommunale Reservearbejder — jfr. de svenske statskommunale Reservearbejder — der for økonomisk meget daarligt stillede Kommuner vil kunne beløbe sig til indtil 90 pCt. af Udgifterne, foruden at Staten ogsaa direkte optræder med Iværksættelse af Reservearbejder.

Begrebet Reservearbejde har imidlertid i Finland et noget andet Indhold end i de fleste Lande — ogsaa Sverige — hvor man som Hovedprincip udelukker alle ordinære offentlige Arbejder fra Nødhjælpsbegrebet; i Finland derimod vil f. Eks. Jordforbedrings- og Vejarbejder, hvortil der normalt kan regnes med Statsbidrag, kunne udføres som Reservearbejder med et Statsbidrag, beregnet under Hensyntagen til de større Udgifter, som kan foraarsages heraf; og som Reservearbejder regnes ikke blot de Arbejder, der i sin Helhed bekostes af Arbejdsløshedsbevillingerne, men ogsaa de, der er optaget paa det almindelige Budget, men som forskydes fra Sommerhalvaaret til Vinterhalvaaret. Det hænger sammen med de Synspunkter, som man træffer i den finske Arbejdsløshedspolitik, og som gaar ud paa, at Nødhjælpsarbejdet — i den Forstand vi i Almindelighed med det, nemlig som et ganske specielt kun af de foreliggende Forhold motiveret Arbejde — ikke er særligt anbefalelsesværdig^ — der anføres, at fagligt uddannede Arbejdere henvises til for dem uvante Arbejder, at Arbejdsforetagenderne bliver økonomisk uoverskuelige, at de modvirker en Overflytning af Arbejdskraften o. s. v. — men at man bør skaffe de nødvendige Arbejdsmuligheder, i første Række alene ved at de offentlige Arbejder henlægges til Depressionstider, hvorved Arbejdskraftens Bevægelighed bevares i højere Grad.

Samstemmende hermed er det ogsaa, at de Lønninger, der betalesved
Reservearbejder — ligesom ved de svenske Reservearbejder—
under Lønsatserne paa det frie Marked, oprindeligmed

rindeligmeden fast Procent, senere efter en gradueret Skala,
hvor Forskelsprocenten falder, jo lavere Lønniveauet ligger paa
det frie Marked for det Arbejde, der er Tale om.

For at sikre sig, at de nødvendige Midler til Igangsættelsen af disse Arbejder er til Stede, er det fastsat, at samtidig med Arbejdernes Planlæggelse skal de nødvendige Beløb anvises til deres Udførelse og henlægges til en kommunal- eller Statsarbejdsløshedsfond, i det hele indgaar de aarlige Beløb, som maatte bevilges til Arbejdsløshedens Afhjælpning.

Endvidere indeholdtes i den finske Arbejdsløshedspolitik Bestemmelser rentefri eller billige Laan til private Foretagender, gav arbejdsløse Beskæftigelse; en senere Arbe j dsløshedskommité dog stillet sig meget afvisende overfor disse Bestemmelser Grund af Faren for Misbrug, idet de ofte begunstiger daarlige Virksomheder med uudnyttet Kapacitet overfor gode Virksomheder med fuldt udnyttet Kapacitet m. m.

Imidlertid har den fortsatte Krisesituation vist, at dette finske Støtteprogram ikke er omfattende nok; Synspunkterne var vel ogsaa til Dels baseret paa, at Finland indtil de allersidste Aar ikke har kendt nogen egentlig Konjunkturarbejdsløshed, men alene en Arbejdsløshed af sæsonpræget Karakter. Man gør opmærksom at den ensidige Arbejdslinie henviser alle de mange, den ikke omfatter, til Fattighjælpen. Gennem dette at holde de arbejdsløse klar af Fattighjælpen antager Understøttelsespolitikken rent Forsørgelsespræg, som adskiller sig fra Arbejdsløshedsforsikringens og som ogsaa fører over i at tillægge den en Varighed, der nødvendigvis maa være Arbejdsløshedsforsikringen fremmed. Men denne rene Forsørgelseshjælp de arbejdsløse maa selvfølgelig begrænses til Perioder af en saa omfattende Arbejdsløshed, at denne umuligt kan afhjælpes ad produktiv Vej. De erhvervsløse maa da underholdes den ene eller den anden Vis — Fattighjælp eller fortsat — man kan saa diskutere, om det skal være i eller uden Forbindelse med Arbejdsløshedsforsikringen, men Oprindelsesaarsagen til deres Trang henviser i de foreliggende naturligt Hjælpen til Arbe jdsløshedspoli tikken.

Specielt gør man endvidere overfor Arbejdslinien opmærksom paa Arbejdergrupper som Kvinder og unge Arbejdere, der ikke kan placeres ved Nødhjælpsarbejderne. Af Hensyn til disse Grupper er der da ogsaa i den finske Arbejdsløshedspolitik en voksende Interesse for Uddannelseskursus i forskellige Fag o. 1.,

hvilket kan betegnes som en Mellemform mellem det egentlige
Arbejdssystem og det rene Understøttelsessystem.

Dette sidste træffer vi til Trods for det ovenfor fremførte kun i ringe Grad indenfor Finlands Arbejdsløshedspolitik; det kan til Illustration heraf anføres, at vel har Finland en frivillig Arbejdsløshedsforsikring en Statsstøtte, der procentmæssigt udtrykt stor, men de Understøttelser, der udbetales, er umaadelig

Søger man et talmæssigt Udtryk for det ovenfor gennemgaaede, maa man i første Række vende sig til de Arbejdsløshedsrapporter, afgives af de enkelte Kommuner. Af disse Rapporter fremgaar først og fremmest, at man som nævnt i Finland ikke hidtil har kendt en Arbejdsløshed helt af det Omfang som i det øvrige Skandinavien; Antallet af arbejdsløse naaede saaledes i Vinteren 1931—32 ca. 90000 og i Vinteren 1932—33 godt 80000. Blandt de arbejdsløse medregnes ogsaa Smaalandbrugere, som savner den Arbejdsfortjeneste, der er et nødvendigt Appendix til deres Landbrug, og ser man bort fra dem, kommer man til en Arbejdsløshedsprocent, der i Vintermaanederne antagelig ligger omkring 10_—12. Endvidere udgør Landarbejderne en stor Andel, saaledes at et Forhold som de klimatiske Muligheder for Arbejde i Skovdistrikterne spiller en meget stor Rolle. Statistikken viser endvidere, at en meget stor Procent af de arbejdsløse er beskæftiget Reservearbejder. — Procenten har f. Eks. i Tidsrummet November 1932_—Oktober 1933 svinget mellem 41 og 59 med stigende og saa er denne Procent endda noget præget af de ovenfor omtalte Smaalandbrugere, saaledes at f. Eks. Beskæftigelsesprocenten Reservearbejder for Industriarbejderne alene indenfor det nævnte Tidsrum har svinget mellem 40 og 65.

Der er Tale om ret betydelige absolutte Antal Arbejdere, der saaledes er beskæftiget ved Reservearbejderne; her kan f. Eks. anføres, at ved Udgangen af Januar Maaned 1933, hvor der var 77 000 arbejdsløse, var44pCt. af disse eller 34 000 beskæftiget ved Reservearbejde. Den Elasticitet, som det er nævnt, at man har ønsket, skulde karakterisere Reservearbejderne, vil man kunne finde udtrykt gennem Statistikken, bortset fra at Indskrænkningernei Udvidelsen af Reservearbejderne altid vil komme lidt efter de tilsvarende Bevægelser i Arbejdsløshedstallene. Med Hensyn til Fordelingen af de arbejdsløse, eftersom de er beskæftigetved de statskommunale eller rent kommunale Reservearbejder,skal at Antallet af Arbejdere ved Statenssamt

tenssamtde statskommunale Arbejdsforetagender som Regel udgørca.
/3 af samtlige arbejdsløse, der har fundet Beskæftigelse
ved Reservearbejder.

Angaaende Ungdomsarbejdsløsheden har man i Oktober Maaned foretaget en speciel Undersøgelse i Anledning af en planlagt Oprettelse af Arbejdskolonier for at skabe Arbejdsbeskæftigelse unge Arbejdere. Undersøgelsen viste, at 36 pCt. af de daværende 42000 arbejdsløse var i Alderen 16^—25 Aar; af disse unge arbejdsløse var igen kun 33 pCt. beskæftiget ved Nødhjælpsarbejder, Procenten paa samme Tidspunkt for samtlige Arbejdere var 41; dette er overensstemmende med det ovenfor fremhævede, at Nødhjælpsarbejderne ikke i tilstrækkeligt betyder noget for de unge Arbejdere.

NORGE.

Hvad de norske Foranstaltninger mod Arbejdsløsheden og dens Følger angaar, saa har Norge som nævnt en Arbejdsløshedsforsikring,der baseret paa Frivillighedsprincippet med Statsstøtte til anerkendte Arbejdsløshedskasser. Denne Lovgivning daterer sig fra 1906, men først fra 1909 kan dens reelle Betydning regnes, idet Arbejdsløshedskasser først søger om og faar Anerkendelse i Slutningen af 1908. Til Sammenligning med den danske Arbejdsløshedsforsikringslovgivning, jo er bygget op paa samme Grundprincip, kan anføres, at Statsstøtten til Arbejdsløshedskassernefremkommer at en vis Del af de godkendte Understøttelserrefunderes af det offentlige, en Del, der varierer med Understøttelsernes Størrelse; saaledes er Refusionsbeløbet Halvdelen af godkendte Understøttelser til og med et Beløb af 4Kr. pr. Dag eller 24 Kr. pr. Uge, en Fjerdedel af den Del af Understøttelsen,som over 4 Kr., men ikke overstiger 5 Kr. pr. Dag, og endelig er der ingen Refusion for den Del af Understøttelsesbeløbet,der over 5 Kr., altsaa med andre Ord en Rateskala.I derimod staar det offentliges Tilskud i Forhold til Kassernes indbetalte Medlemskontingent og er varierende med Medlemmernes Lønforhold, idet det er faldende, jo højere lønnedeFag tilhører. Om nu den ene eller den anden Ordning fører til de største Tilskud fra det offentliges Side, vil selvfølgelig til syvende og sidst afhænge af de fastsatte Procenter; det kan anføres, at hvis i Danmark hele det indbetalte Kontingent bliver brugt til Understøttelse, og i Norge alle udbetalte Understøtteiser

støtteiserbliver godkendt, saa vil en Tilskudsprocent paa 100 pCt. af det indbetalte Kontingent svare til en Refusionsprocent paa 50 af de udbetalte Understøttelser, men hertil er at føje, for det første, at Administrationsomkostningerne i Danmark dækkes af Kontingentet og altsaa ogsaa giver Ret til Tilskud, for det andet, at ikke alle udbetalte Understøttelser i Norge bliver godkendt; konkret set er der næppe nogen større Forskel paa det offentliges Støttevirksomhed i de to Lande.

Det er tidligere anført, at Understøttelsesprincippet ikke kan undværes i en Arbejdsløshedslovgivning, saa snart Arbejdsløsheden af en virkelig omfattende Karakter — der maa her og for de følgende Bemærkningers Vedkommende erindres om, at det intet ændrer i det principielle Standpunkt, at naar det er muligt, er produktiv Arbejdsløshedshjælp saa langt at foretrække for Understøttelser. — Der er imidlertid, naar Arbejdsløshedshjælpen bygget op som den norske og forøvrigt ogsaa danske, Fare for, at Understøttelsesprincippet i en kraftig Depressionsperiode blive trængt for meget tilbage i Arbe j dsløshedspolitikken, at de erhvervsløse henvises til Fattighjælpen. Det er allerede anført, at den paa Frivillighedsprincippet opbyggede Arbejdsløshedsforsikring tilbage for Tvangsforsikringen, for saa vidt som de uorganiserede Arbejdere ikke kommer med, men hertil kan føjes endnu en alvorlig Mangel, som netop kommer frem i en svær Depressionsperiode; det bliver da paa Grund af de betydelige Ekstrakontingenter, der maa opkræves — hvis ikke Statens Støtte gøres tilstrækkelig elastisk — let Tilfældet, at Medlemstallet Kasserne bliver stærkt formindsket og dermed den udenfor Understøttelseshjælpen staaende Blok større og større. Et Par Data angaaende Medlemstallet i de anerkendte Arbejdsløshedskasser Norge vil vise dette. I 1920 talte Kasserne 116400 Medlemmer, i 1922 80900 og i 1926 kun 38 300, et Tal, der dog nu atter er steget lidt, saaledes at Medlemstallet i 1932 var 46 800. Det kan tilføjes, at tilsvarende Tendenser kan spores i Bevægelsen de danske Arbejdsløshedskassers Medlemstal i de anførte Aar, om end Bevægelsen i det store og hele har formet sig væsentligt 31. Marts 1920 var der 313 400 Medlemmer i de danske Arbejdsløshedskasser, 1922: 262 500, 1926: 270 300 og 1932: 321 700.

Det er naturligt, at man, naar det gennem saadanne Forhold
understreges, hvor mange Mennesker der i Virkeligheden staar
udenfor Arbejdsløshedsforsikringen, kommer ind paa Tanken om

en Tvangsforsikring. Dette har ogsaa været Tilfældet i Norge, og man skal derfor referere nogle af det paa dette Omraade foreliggende Lovforslags Enkeltheder, ogsaa fordi det fører over i en Betragtning af norske Arbejdsløshedsforanstaltninger i det hele taget.

Forslagets principielle Udgangspunkt er en Kombination af Understøttelses- og Arbejdsprincippet, for saa vidt som Arbejderog skal indbetales kommunevis til et Arbe ond, hvis Midler indenfor visse Grænser ogsaa skal kunne bruges til at udføre Nødhjælpsarbejder for, samt til Oplæringskursus de arbejdsløse m. m. Til disse kommunale Arbejdsløshedsfonds Kommunerne med en vis Procent af de indbetalte Præmier, og endelig kommer Statens direkte Deltagelse gennem Statens Arbe jdsløshedsf ond, der faar sine Midler gennem offentlige Bevillinger, og som for disse Midler direkte skal sætte offentlige Arbejder i Gang eller give Laan og Tilskud til Kommunerne til Foranstaltninger til Afhjælpning af Arbejdsløsheden. Det kan anføres, at der har været stærk Diskussion de kommunale Arbe jdsløshedsf onds, og man har hævdet, Sammenblandingen af Understøttelses- og Arbejdsprincippet føre til, at Kommunerne anvender saa store Midler til Igangsættelse af Arbejder, at der kan mangle Midler til at møde de berettigede Krav paa Bidrag, som Forsikringstagere, der alligevel ledige, kan stille. Derimod kan man naturligvis til Gengæld anføre, at netop Igangsættelsen af disse Arbejder mere eller mindre hindrer Ledigheden. — Endelig indfører Lovforslaget det nødvendige administrative Apparat, et statsligt Arbe og kommunale Arbejdsløshedsnævn.

Imidlertid er det nu ikke saaledes, at den produktive Arbejdsløshedshjælp træffes i Norges Arbejdsløshedspolitik før end i dette Lovforslag. Statistikken over tilmeldte arbejdssøgende ved de offentlige Arbejdskontorer viser, at der ved Nødhjælpsarbejder Aarene 1931_—33 har været beskæftiget et Antal Arbejdere, der i Vintermaanederne ligger omkring 2000, men i Løbet af Sommermaanederne synker ned til ca. 4—500.4_—500. Det er saaledes i Sammenligning med Tallene for Sverige og Finland kun et übetydeligt saavel absolut set som ogsaa relativt, idet det samlede for arbejdssøgende i de 3 Aar har været indtil ca. 40 000 i Vintermaanederne og ca. 25000 i Sommermaanederne.

Disse Nødhjælpsarbejder har enten været direkte foranstaltet
af Staten — hovedsageligt Vejarbejder — eller der har været

givet Statsbidrag og Statslaan, der som Regel er rentefri det første Aar, til Nødhjælpsarbejder, igangsat af Kommunerne. For samtligedisse træffer vi det sædvanligt gældende Princip,at skal ligge under det frie Arbejdsmarkeds Løn. Alt Arbejde udføres som Akkord, og det er som Regel foreskrevet,at for Statsbidrag er, at Indkomsten pr. Arbejdsdag ikke overstiger et vist Beløb. — Det kan nævnes, at der ogsaa er blevet givet Støtte til private Arbejder, der er blevet sat i Gang for at skaffe forøgede Arbejdsmuligheder (hovedsageligt Jordforbedringsarbejder), samt at der i visse Tilfælde er blevet ydet Industriforetagender Støtte, som har maattet indstille Driften paa Grund af Depressionen.

Ligesom i Finland har man ogsaa i Norge — som forøvrigt i alle de skandinaviske Lande — været opmærksom paa den særlig farlige Ungdomsarbejdsløshed. Der blev baade i Sverige, Danmark Norge i Foraaret 1933 foretaget ArbejdslØshedstællinger til Belysning af dette Problem; for Finlands Vedkommende har man en senere Tælling, hvis Resultat er omtalt ovenfor. I Sverige ca. 59000 af ca. 180000 optalte arbejdsløse mellem 18 og 25 Aar, i Danmark var ca. 36 000 af ca. 129 000 mellem 18 og 25 Aar, og i Norge var ca. 20000 af 75 000 mellem 18 og 24 Aar. Ikke desto mindre har man dog i Norge ikke ment at kunne fremskaffe de nødvendige Midler til Statsforanstaltninger i Retning de finske Fagkursus med Igangsættelse af Arbejder, særlig for de unge arbejdsløse.

DANMARK.

Efter at have bevæget os fra Sveriges og Finlands Arbejdsløshedsforanstaltninger, saa at sige udelukkende ligger paa Arbe over Norges Arbejdsløshedspolitik, hvor Arbejdsprincippet indtager en beskeden Plads ved Siden af UnderstØttelsesprincippet, vi naaet til Danmark, hvor Arbejdsløshedsforanstaltningerne ligger stærkere paa Understøttelseslinien.

Den danske Arbejdsløshedslovgivning daterer sig som bekendt helt fra 1907 (altsaa omtrent samtidigt med den første norske Arbej dsløshedsforsikringslov), og det er saaledes en lang Udvikling,der op til den gældende Arbe j dsløshedsf orsikringslov af 23. Juni 1932 (med Ændringer af 20. Maj 1933). Den gældende Lovgivning hviler nu paa 3 Piller: de anerkendte Arbejdsløshedskasser(siden

kasser(sidenLoven af 1907), Arbejdsløshedsfonden (siden Loven af 1921) og Krisekasserne eller, som de nu hedder, Fortsættelseskasserne(siden af 1927). Der gives Statsbidrag til de anerkendteArbejdsløshedskasser Fortsættelseskasserne (som omtalti med den norske Lovgivning i Forhold til det indbetalte Medlemsbidrag), medens Arbejdsløshedsfonden er baseretpaa

Ved Siden heraf har imidlertid en Række midlertidige Fortsættelseshjælpeforanstaltninger en stor Rolle i de sidste Aars Understøttelseslovgivning, idet den abnorme Arbejdsløshed har stillet Krav, som ganske har oversteget den almindelige Hjælps Rækkevidde; og hvad Krisekasserne angaar, saa var det kun faa af de anerkendte Arbejdsløshedskasser, der oprettede saadanne efter Loven af 1927, og Fortsættelseskasserne efter Loven af 1932 har ikke faaet Lejlighed til at vise deres Bæreevne under blot nogenlunde normale Forhold. Disse Fortsættelseskasser traadte i Virksomhed den 1. Oktober 1933, idet Lov af 23. Juni 1932 om forlænget vedtægtsmæssig Hjælp til arbejdsløse Medlemmer af anerkendte Arbejdsløshedskasser stillede som Betingelse for en Forøgelse af Understøttelsesdagenes Antal, at vedkommende Kasse senest d. 1. Oktober 1932 havde oprettet Krisefond (Fortsættelseskasser), at disse var bestemt til at træde i Virksomhed senest d. 1. Oktober 1933.

Disse midlertidige Foranstaltninger, der begynder med en Lov af 19. Oktober 1931, er af Interesse i Forbindelse med de tidligere anførte svenske Betragtninger over, at Forsikringssystemet paa Grund af dets ringe Effektivitet kobles sammen med en Krisehjælp,der dets Rammer. Krisehjælpsforanstaltningerne har været af højst forskelligt Omfang; den første Lov gælder baade for Medlemmer af Arbejdsløshedskasserne, der har opbrugtderes og for Ikke-Medlemmer, ja gaar endog udenfor den egentlige Arbejderklasse; og de i Betragtningkommende faar, naar Arbejdsløsheden er uforskyldt, alle en egentlig Ret til Hjælpen, idet dog Ikke-Medlemmernefaar lavere Understøttelse. Kriselovene af 23. Juni 1932 stemmer derimod overens med de svenske Synspunkter. Man søger her at komme de arbejdsløse, der staar uden anden Hjælp end den, Hjælpekasse og Forsørgelsesvæsen maatte yde, til Hjælp ved to forskellige Love, een — den overfor berørte — om forlængetvedtægtsmæssig til arbejdsløse Medlemmer af anerkendteArbejdsløshedskasser een om midlertidig Statstilskud

til Kommunerne i Anledning af Hjælp til arbejdsløse. 1 Henhold til denne sidste Lov kan der ydes Hjælp dels til Medlemmerne af Arbejdsløshedskasser og dels til andre arbejdsløse, der ikke vilde være afskaaret fra at nyde vedtægtsmæssig Understøttelse, hvis de var arbejdsløshedsforsikrede. Loven begrænser dog altsaa Hjælpen til de egentlige Lønarbejdere. Der er ikke Tale om en egentlig Ret til Hjælp med faste Satser, men om en Hjælp af Forsørgelseskarakter uden Fattighjælps Virkninger. Man ser, hvor denne Lov minder om de svenske kommunale Tilskud med Statsstøtte, og der er i det hele med disse Love en konsekvent Sondring mellem, hvad der falder indenfor den egentlige ArbejdsløshedsforsikringsRammer hvad ikke. Den sidste Lov faar en yderligere Supplering ved Lov af 8. Februar 1933 om Statstilskud til Kommunens Udgifter til Vinterhjælp til kriseramte Personer, idet der efter denne Lov indtil Regnskabsaarets Udgangkan Hjælp til Personer, hvis Trang skyldes Arbejdsløshedeller anden Maade er en Følge af den herskende Erhvervskrise, det vil saaledes f. Eks. kunne gælde selvstændige Næringsdrivende.

Da Lovene af 23. Juni 1932 udløber den 1. Maj 1933, afløses de af kun een Lov, Lov af 30. April 1933 om midlertidig Hjælp til arbejdsløse. Denne Lov omfatter kun Medlemmer af statsanerkendte og Hjælpen ydes følgelig som en Ret. Det er en til denne svarende Lov (April-Loven udløb den 30. September), der som Kapitel V i Loven om Kriseforanstaltninger af 13. December 1933 er blevet vedtaget ved det sidst afsluttede Kriseforlig; ganske vist begyndte som nævnt de nyoprettede Fortsættelseskasser Virksomhed d.i. Oktober, men de ekstraordinære har krævet Overgangsbestemmelser, der kan give en udvidet Adgang til Understøttelse. — For Fuldstændighedens Skyld skal tilføjes, at dette midlertidige Understøttelseslovkompleks har indeholdt Lovbestemmelser om Fordeling af Oksekød til kriseramte Personer.

I den Lovgivning, vi har gennemgaaet, har den produktive Arbejdsløshedshjælp lige kunnet skimtes. Først og fremmest kommer den frem i Bestemmelserne angaaende Arbejdsløshedsfonden,men er der ogsaa i Kriseloven af 23. Juni 1932 en Bestemmelse, gaaende ud paa, at Kommunerne, naar de iværksætterJordarbejder 1. i Anledning af Arbejdsløsheden, er berettigettil anvise arbejdsløse, der søger eller oppebærer Hjælp

i Henhold til Loven, Arbejde herved; der indføres altsaa herved
en Arbejdspligt for arbejdsløse.

De i denne Forbindelse særlig vigtige Bestemmelser angaaende Arbej dsløshedsfonden gaar ud paa, at Fondens Midler kan anvendes at give Tilskud til Arbejder, der sættes i Gang for at afhjælpe Arbejdsløsheden, og som ellers ikke vilde være blevet paabegyndt (Nødhjælpsarbejder), samt til Kursus til arbejdsløse. Naar denne Bestemmelse faktisk kun har ført til en ganske ringe Igangsættelse af Nødhjælpsarbejder, skyldes det den nærmere Udformning af Reglerne om Nødhjælpsarbejder. Lønnen fastsættes det frie Markeds Satser, med ved hver Lønudbetaling skal 15 pCt. af Bløbet fradrages og indbetales til Arbejdsløshedsfonden. denne Maade faar vi alligevel haandhævet Princippet at de arbejdsløses Indtægt ved Nødhjælpsarbejde skal ligge under, hvad de vilde kunne tjene paa det frie Marked. Til Gengæld for de 15 pCt. udbetales der af Fonden til hvert Nødhjælpsarbejde Omkostningsbidrag, der ikke maa overstige 20 pCt. af den udbetalte Arbejdsløn, og man vil se, at det ikke betyder noget stort Tilskud — 15 pCt. af 100 er ikke stort mindre end 20 pCt. af 85. — Resultatet er ogsaa blevet, at de Kommuner, der har sat Arbejder i Gang, har renonceret paa Statsbidraget for til Gengæld selv frit at kunne fastsætte Arbej dsvilkaarene. Dette har da ogsaa ført med sig, at Arbej dsløshedsf ondens Tilskud Nødhjælpsarbejder ved en Lov af 20. Maj 1933 er blevet forhøjet fra 20 til 30pCt. af den udbetalte Arbejdsløn. Ved samme Lov var det foreslaaet, at de 15 pCt.s Afdrag i Arbejdslønnen skulde bortfalde, den lavere Indtægt for de beskæftigede skulde da fremkaldes ved, at der indførtes en 40 Timers Arbejdsuge ved offentlige og private Arbejder, der udføres i Anledning af Arbejdsløsheden; vilde jo desuden betyde, at de skabte Arbejdsmuligheder til til flere. Men hverken Afskaffelsen af de 15 pCt. eller dette sidste Forslag er blevet gennemført.

Selv om saaledes den produktive Arbej dsløshedshjælp ikke hidtilhar en stor Rolle i den danske direkte Arbej dsløshedslovgivning,saa der dog —for en stor Del under Medvirkning af det Arbejdsløshedsraad, der netop med en produktiv Arbejdsløshedspolitikfor nedsattes i December 1932 — i disse Aar efterhaandenforeslaaet vedtaget flere Love, der i første Række er motiveretmed Muligheder. Som saadanne Love kan nævnes: Lov af 31. Marts 1933 om Laan og Tilskud til Grundforbedringerog

forbedringerogLov af 11. April 1933 om Støtte til Boligbyggeri, der stiller henholdsvis 10 og 30 Mill. Kr. til Raadighed for disse Formaal; og blandt de Lovforslag, som endnu ikke er blevet andet end Forslag, kan som de, der mest direkte udtrykker arbejdspolitiskeMaal, Forslaget om Tilskud til Merbeskæftigelse og Forslaget om Forbud mod Overarbejde. Det kan anføres, at det i Loven om Laan til Grundforbedringer udtrykkeligt er fastsat,at som oppebærer Understøttelse fra Arbejdsløshedsforsikringen,skal ved disse Arbejder. Dette er en Konsekvens af, at Kommunen ved de Arbejder, som den selv sætter i Gang, — og som vi har set, kan den let renoncere paa Statstilskuddet — vil være interesseret i at beskæftige de Arbejdere,som udelukkende vil falde de kommunale Finanser til Byrde, og det vil føre til, at arbejdsløshedsforsikrede faktisk stilles ringere end de øvrige arbejdsløse.

De nævnte Bevillinger er i stort Omfang blevet benyttet og har givet Anledning til Arbejder af betydeligt Omfang. I Forbindelse hermed maa nævnes, at saavel Staten som Kommunerne har fremskyndet og udvidet de offentlige Arbejder, som i øvrigt vilde være kommet til Udførelse i den nærmere Fremtid, med det direkte Formaal at forøge Beskæftigelsen. Det drejer sig om Anlægsarbejder af betydeligt Omfang (f. Eks. Storstrømsbroen, en Række Vejarbejder, Jærnbanearbejder o. 1.).

Specielle Forholdsregler mod Ungdomsarbejdsløsheden finder vi i Loven af 20. Maj 1933 om Tilskud i Anledning af Ungdomsarbejdsløsheden. Lov, der maa betragtes som et Forsøg, bestemmer, at unge arbejdsløse (i Alderen 18^—22 Aar) skal beskæftiges en passende Blanding af legemligt Arbejde, Underholdning Sport; Arbejdet skal vel være nyttigt, men dog ikke af en saadan Art, at det ellers vilde kunne tænkes bragt til Udførelse.

Selv om den produktive Arbejdsløshedshjælp i snævrere Forstand
indtager en mere tilbagetrukken Plads i den danske
Arbejdsløshedspolitik end Tilfældet f. Eks. er i Sverige, har den

— efterhaanden som Arbejdsløsheden har vist en varigere Karakter
faaet en voksende Betydning.