1. Udviklingen fra Krigsøkonomi til Socialisering.

LIGESOM andre af de i Verdenskrigen deltagende Lande fik Ruslands økoi Liv under den store Krig en særpræget Karakter. Ruslands begyndte med, at Staten tiltog sig Dispositionsretten over visse Forraad og regulerede med Paabud og Forbud af alle Arter. Omstillingen Krigsproduktion var dog forbundet med saa mange Ulemper, at der i vide Kredse — særlig de, der ikke profiterede af Statsordrer — hen paa Efteraaret 1915 rejste sig stærke Krav om en offentlig Organisation af Industrien, en »Mobilisering af Industrien«, som det hed, og inden Martsrevolutionen 1917 var der paa mangfoldige Omraader dannet administrative Organer til Regulering og Fordeling af Produktionen¹).

Under den provisoriske Regering indtraadte Krigsøkonomien i en ny Fase, idet der nu overalt søgtes dannet egentlige Statsmonopoler i Forbindelse med et statsligt Fordelingssystem, hvis sidste Led var de hastigt opvoksende kooperative Med Landets smaa Reserver og Transportmidlernes Svigten var det dog ikke muligt at opnaa store Resultater, og hele Produktionens Grundlag forsvandt, da Levnedsmiddelforsyningen til Byerne i Løbet af 1917 gik næsten helt i Staa. Bønderne vilde ikke længere nøjes med værdifaldende Rubelsedler for deres Produkter. Prispolitiken med Hensyn til Landbrugsprodukter, resulterede i, at den provisoriske Regering gennemførte et statsligt Kornhandelsmonopol, bidrog væsentlig til at standse Vareudvekslingen By og Land.

Urolighederne i Hærens Rækker og Bøndernes Bemægtigelse af Godserne kastede Landet ud i en forfærdelig Opløsningsproces, hvorunder al Autoritet for en Tid forsvandt. Under disse Forhold kom Lenin til Magten i Oktober 1917 og forsøgte at udbygge »Mobiliseringen« til et samlet socialistisk Produktions og Fordelingssystem. Forudsætningen for hele hans Politik var Fred med Landsbyerne. Staten dekreterede vel sin Ejendomsret over al Jorden og alle de dertil knyttede naturlige Kræfter og Forraad, men BøndernesDriftsinventar der ikke rørt ved, og den Jord, som Bønderne paa egen Haand havde taget fra Godsejerne, beholdt de i deres Besiddelse. Socialiseringenaf laa for saa vidt i Kim i Agrardekreterne, der bl. a.

---

1) Se S. O. Zagorsky: State control of industry in Russia during the War. (New Haven, 1928).

forpligtede Bønderne til at aflevere deres »Overskudsproduktion« til Staten efter nærmere udpenslede Regler og til at dyrke Jorden under et vist Statstilsyn,men Praksis betød det foreløbigt kun, at Zarismens Rekvisitionssystem fik et bredere Grundlag og en anden social Karakter, idet det vendtes mod Overklassen paa Landet.

Udenfor Landbruget var Socialiseringen næsten altomfattende for Virksomheder Lønarbejdere. Krigsøkonomiens hel- eller halvmonopolistiske Foretagender gjort til Led i et afbalanceret socialistisk Produktions- og Fordelingssystem tilknyttet Landbrugerne ved Agrardekreternes Afleveringsforpligtelser med en generel Basis i den almindelige Arbejdspligt; for Bøndernes Vedkommende bestaaende i en almindelig Pligt til at dyrke Jorden paa forsvarlig Maade. Med disse Bestræbelser for Socialisering af hele Produktionslivet Sovjetunionens første Planøkonomiperiode i 1918 og afsluttes først i Foraaret 1921. Den socialiserede og omorganiserede Produktion maatte imidlertid hurtigt indstilles paa Krigens Formaal og udviklede sig til det tungt arbejdende Produktions- og Fordelingssystem, der er gaaet over i Historien det »krigskommunistiske«. Krig, Borgerkrig og ikke mindst Blokade større Resultater, men det lykkedes dog ved dette Systems Hjælp at fremskaffe Forsyninger til en stor Hær, der reddede Sovjetstyret, men dette Resultat blev naaet paa den allerede overbebyrdede Befolknings Bekostning.

2. Planøkonomien under Nep.

Borgerkrigens Ophør gjorde det muligt at give Systemet en vidtgaaende Modificering, som var en politisk Nødvendighed. I 1921 indtroduceredes den nye økonomiske Politik, den saa ofte omtalte Nep, som først og fremmest fik Betydning for Forholdet imellem By og Land, der søgtes baseret paa et frivilligt Bytte i Forbindelse med en Naturalskat. Efter Lenins Udtalelser ser det ud til, at man bevidst søgte at knytte Udviklingen til den Linie, der forefandtes i Sommeren 1918, og som dengang var blevet saa voldsomt afbrudt Borgerkrigene. Det var Tanken, at den socialiserede Del af Produktionen, socialiserede Sektor, som den blev kaldt, naar den først havde samlet de fornødne Kræfter, gennem en Art Konkurrence med de privatkapitalistiske efterhaanden skulde udvikles paa den privatkapitalistiske Bekostning.

Med Nep kan man derfor sige, at der indledes en opportunistisk Planpolitik,der fortsatte Bestræbelser for Industrialisering søger at lempe Økonomien over i stadigt mere udprægede og mere effektive socialistiske Arbejdsformer; en Periode, der egentlig først er forbi et Aar efter FemaarsplanensBegyndelse. syntes det dog, som om Staten var ved at give Slip paa betydelige Dele af Statsøkonomien. Industrien omorganiseredes saaledes i Truster, som fik en relativt selvstændig Stilling med Hensyn til Køb og Salg samt financielle Operationer. Trusternes Dannelse tilsigtede dog først og fremmest en mere effektiv Produktionsorganisation, og da de paa egen Haand søgte at forbedre deres Stilling ved en kraftig Udnyttelse af Monopolerne, greb Staten ind med Fastsættelse af de indenlandske Priser for at hindre, at Omsætningen med Bondelandet paany bragtes i Fare. Ved Trusternes legale Statuter, som fik en definitiv Form i 1923, blev de vel stillet

som en Art selvstændige juridiske Personer, men deres Overskud stilledes til Statens Raadighed. Hertil kom Statens bestemmende Indflydelse paa Lønningerog Arbejdsvilkaar og en vis — om end i Forhold til tidligere betydelig modificeret — Fortrinsret ved Køb af Trusternes Produkter. Endeligfik Mulighed for at skaffe sig Midler ved en omfattende Belastning af Statsindustrierne med Omsætningsafgifter.

Af endnu større Betydning for Planøkonomiens Expansion paa Basis af Statsindustrien var det, at Udnævnelsen af Industriens øverste Ledere efterhaanden Medvirken af Fagforeningerne koncentreredes i det øverste økonomiske Raad — Esenha. De nye Ledere, hvoraf mange hidrørte fra Arbejderklassen, mere end villige til at arbejde efter en ny Planøkonomis Retningslinier, som blev fastsat af centrale Organer.

Alle disse Forhold gør det berettiget at sige, at de monopoliserede Statstrusters allerede da — i 1923—24 — blev en anden end i Vesteuropa og U. S. A., idet deres Opgave ikke bestod i at beherske og udnytte Markedet monopolistisk, saaledes som de lejlighedsvis havde forsøgt, men i at organisere Produktionen og indpasse den i Rammerne for en planøkonomisk Organisatio ¹). Det blev ikke deres Opgave selvstændigt at gribe ind i Fordelingsprocessen. var selvfølgelig ikke skabt nogen afgørende Garanti for, at Staten ikke brugte sin Magtstilling til at skaffe sig Gevinst f. Eks. paa Landbrugets Først med Landbrugets Kollektivisering vil de reale Motiver en saadan Udnyttelse forsvinde.

Sovjets Planøkonomi begyndte omtrent paa bar Bund og uden nogen Udsigt til Hjælp fra Udlandet, der til at begynde med endog nægtede det ordinær Forretningskredit. Udenrigshandelen var i de første Aar ringe, og for en stor Del bestemt til Lindring af af Efterkrigstidens Nød og Elendighed. Først nogle Aar efter Neps Begyndelse fik Importen en større — og hurtigt en hastigt voksende — Betydning for den planøkonomiske Industrialiseringsproces. kom Udenrigshandelsmonopolets store Betydning klart frem. Det blev dets Opgave foruden at regulere Udenrigshandelen efter Betalingsbalancens at medvirke til en Omlægning af Importen efter den planøkonomiske Opbygnings fremadskridende Behov. Foruden politiske Formaal det endvidere som et fuldstændigt Beskyttelsessystem for den hjemlige Produktion.

3. Planøkonomiens Mekanik.

Det er klart, at det store Genrejsningsarbejde, der forestod, efter at Krige og Revolutioner havde ødelagt mere end Vs af Landets samlede Produktionskapital,hurtigt føre til Planlæggelsesorganer for Økonomiens forskelligeGrene, da de nye, der søgtes oparbejdet. Allerede i 1921 kom 2 vigtige Planorganer til Eksistens. Det ene, Statsplankommissionen (Gosplan), fik den naturlige Opgave at samarbejde de forskellige Branchers Planer paa kortere og længere Sigt til en Aarsplan for den samlede Økonomi. Det andet, Elektrificeringskommissionen (Goelro), fik til Opgave at udarbejde en Plan over et længere Aaremaal — 15 Aar — for Landets

---

1) Se Maurice Dobb: Russian economic development since the Revolution. (London, 1929).

Elektrificering. Naar man tog saa kraftigt fat paa dette Felt, skyldtes det iøvrigt foruden rent økonomiske Overvejelser Lenins stærke Tro paa Elektricitetensom socialistiske Samfunds karakteristiske Kraftkilde — i Modsætningtil som Kapitalismens. Allerede i Sovjetøkonomiens første Aar opnaaedes visse, men særdeles kostbare Resultater med Hensyn til Elektrificering,idet særlig søgte at udnytte de lokale Kraftkilder. Leningrads Industridistrikt fik det store Hydroværk ved Volchovfloden, Moskva forskelligetørve og brunkulsfyrende Værker i Omegnen.

En paa lankt Sigt anlagt Energiøkonomi, der tog særligt
Hensyn til lokale Kraftkilder, var fra første Færd et fremtrædende Træk i
Sovjets planøkonomisk Arbejde.

Den første enhedsmæssige Sammenfatning af de forskellige Planer forelaa i de saakaldte Kontroltal for den nationale Økonomi for 1925—26, kaldet Kontrolcifrene, men paa det daværende Tidspunkt var Planarbejdet endnu fjernt fra Kravet om, at det fuldstændigt skulde afstikke Udviklingslinien i en vis økonomisk Periode.

Planarbejdet foregik da — og i de nærmest følgende Aar — paa temmelig stereotyp Maner¹). Kommunistpartiet opstillede i Partiresolutioner almindeligeFælleskrav, udformedes i Regeringsdirektiver om Udvikling af Produktionsapparatog Priser, Lønninger, Fordeling m. v. i et vist Tidsrum, sædvanligvis udkrystalliseret i visse Stigningsprocenter. Paa Grundlagheraf saa Gosplan for hver enkelt Økonomigren saakaldte Limitiver og Direktiver, der indeholdt de konkrete Talangivelser. Indenfor denne Ramme udarbejdede derefter de forskellige underordnede Planorganer provisoriske Balancer for deres specielle Udsnit af Økonomien. Naar dette centrale Planarbejde var fuldført, gik Planerne ud til de enkelte Bedrifter, der fik til Opgave at stille Modplaner, som man ønskede skulde tage sit Udgangspunkt i de af Centralorganerne opstillede Planer, men ogsaa maatte stile højere. Heri saa man det ofte fremhævede demokratiske Element i Planarbejdet,som ofte viste en uheldig Tendens til at puste Planerne op paa et urealisabelt Niveau. Hele Truster, Distrikter og Republiker fremkom med deres Modplaner. Hvor godt hele dette Maskineri virker, er det vistnok umuligtfor at dømme om. Af Planer og Modplaner udarbejdede saa Gosplan en ny Udbalancering af de endelige Enkeltplaner, der sammenfattedestil samlet Økonomiplan paa Grundlag af hvilken de ledende Organeri og Parti tog definitive Beslutninger angaaende Kontroltallene,der ophøjedes til Lov. Efterhaanden som det blev muligt at presse større Overskud ud af Industrien og udvikle en vis Beskatning, overførtesen større Del af Opsparingen til Statsbudgettet, der antog Karakter af en Samfundshusholdningsplan. I Treaaret 1926/27—28/29 investeredes over Budgettet 5 Milliarder Rubler i det økonomiske System, medens Aarsproduktionen i Industrien i samme Tidsrum voksede med 4 Milliarder.Om af Statstilskud til Produktionen stod der haarde Kampe imellem Finanskommissariatet (Narcomfin), som paa Statsfinansernes Vegne søgte at skære Tilskuddene ned, og det øverste økonomiske Raad —

---

1) Se »Probleme der russischen Planwirtschaft« af Dr. Toni Stolper i Tidsskriftet »Der deutsche Volkswirt«, 25. Decbr. 1931, og Paul Haensel: »The economic Policy of Soviet Russia«, London 1930.

Statens Industridepartement — der for at sikre sig Opfyldelsen af Produktionsprogrammetstadigvæk Tilskuddene øget. Statsplankommissionen,der bemyndiget til at foretage Ændringer i Budgettet, kastede ofte sit Lod i Vægtskaalen til Fordel for det øverste økonomiske Raad uden at vige tilbage for Finanskommissariatets Inflationsprofetier.

Planarbejdet, der saaledes som foran anført tog sit Udgangspunkt i visse generelle Direktiver, som kan føres tilbage til Kommunistpartiet, var indtil Femaarsplanens Periode lidet revolutionerende. De sociale Omdannelsestendenser sig endnu forholdsvis beskedne Udtryk i de planlæggende Myndigheders spredte socialpolitiske Synspunkter, som vi kender saa udmærket de fleste vesteuropæiske Lande. Saaledes begunstigede man Smaabønderne Kulakkerne ved Fastsættelse af Indmeldelsesgebyrer i Kooperativer, paa Landbrugsmaskiner m. v. Kontroltallene i disse Aar var Udtryk for hurtig Udvikling af Industrien og ikke meget mere. Planarbejdet ud i visse Stigningsprocenter, medens den socialistiske Omdannelsesproces überørt. Det hang sammen med Stridighederne i Kommunistpartiet, tøvede med at fastlægge en stort anlagt Generallinie i Omdannelsesarbejdet. Det var ikke langt fra, at Planarbejdet, som det foregik, vide Kredse blev udlagt som modrevolutionært.

Ser man paa Produktionsresultaterne i Forhold til Planen, var der mange Gange en forbavsende god Overensstemmelse. Saaledes var der i 1927—28 for Industrier med over 15 Arbejdere pr. Bedrift kalkuleret en Produktionsstigning 14,3 pCt., medens Resultatet blev 21,6 pCt. Varetransportens Stigning paa Jernbanerne var samme Aar kalkuleret til 14,8 pCt. og blev 11 pCt.¹). Overalt i Pressen tiljubledes de saakaldte »Planoverskud«, hvad der jo synes temmelig inkonsekvent, naar Talen er om at producere efter en Plan. Her raaa det imidlertid erindres, at der for Sovjetunionens Vedkommende paa det daværende Tidspunkt ikke saa meget forelaa et Problem om »Planopfyldelsesøkonomk, om hurtigst mulig Udvikling af Industriproduktionen. Et Planoverskud i Forbrugsvarer kunde altid finde Aftagere, og hvor Planoverskuddet et Resultat af Bedriftskoncentration, Rationalisering, øget Økonomi Kraft, Materialer og saa fremdeles, altsaa dækkede over en Produktivitetsstigning, det selvfølgelig en Gevinst. Hvor dette ikke var Tilfældet, Problemet sig mindre enkelt.

Farligere var Mangelen paa Overensstemmelse imellem Budgettet og de faktiske Udgifter. I 1927—2S steg saaledes Statens Nettobudget med 34,2 pCt. i Stedet for med 16,3 pCt. Det tydede paa, at man allerede før Femaarsplanen inde i en vis inflatorisk Udvikling, der viste sig i Købekraftsoverskud hos Producenterne og i Prisstigninger paa det saakaldte frie Marked.

Interessant er Forholdet imellem de specielle Planer og den samlede Plan. De første var meget ofte — som for Elektrificeringens Vedkommende — Produktions- og Investeringsplaner over en lang Aarrække, opstillet paa et rent teknisk Rentabilitetsgrundlag. Det blev saa i Forhold hertil Aarsplanens Opgave at fastsætte, hvor meget af Planen der kunde realiseres det enkelte Aar, eventuelt at trække visse Projekter frem til Udførelse før andre. Enkeltplanerne paa et teknisk Niveau, Kontroltallene paa et økonomisk og socialt Niveau.

---

1) Eksemplerne fra Prof. Paul Haensels citerede Bog.

4. Produktionens naturgivne Grundlag.

Selvfølgelig er der indenfor et vist politisk Omraade Grænser for Produktionens i Naturrigdommenes og Befolkningens Størrelse, teknisk Viden m. v., omend Teknikens Udvikling har skabt saa mange nye Produktionsmuligheder, Grænserne stadig forskydes udefter. For et Land som Rusland store uudnyttede Naturrigdomme og overbefolkede Landdistrikter, hvor man regnede med, at B—2o Millioner af den voksne Befolkning var ufornøden for Landbrugsproduktionen¹), betød saadanne Grænser meget lidt. Begge Forhold gjorde det naturligt at forcere Industrialiseringen og gav den økonomiske Ekspansion i Rusland et særegent Præg. Ruslands Naturrigdomme et Kapitel for sig. Et stort Arbejde udførtes i disse Aar før Femaarsplanen en fuldstændig Kortlægning af Sovjetøkonomiens naturlige Ressourcer og deres Rentabilitet, et Arbejde der kan parallelliseres med Teknokraternes U. S. A. I al Almindelighed kan siges, at intet Land i Verden kommer op paa Siden af Sovjetunionen med Hensyn til Naturrigdomme, hvad der selvfølgelig er mindre mærkværdigt, naar det erindres, at Sovjetunionen dækker '/« a^ Jordens Landarealer. Naar bortses fra nogle enkelte Metaller — saaledes f. Eks. Tin og Bly — kan Sovjetunionen praktisk talt forsyne sig selv paa alle Felter. Selv en stor Gummiproduktion er det jo lykkedes at oparbejde ved syntetiske Metoder dels ved Udvinding af Gummi af eetaarige Plantevækster med gummiholdige Substanser i Plantedelene. Naturrigdommenes er maaske knap saa god. Det er saaledes ofte anført, at Afstanden mellem Ural og Kusbass (Altai), der leverer henholdsvis Jern og Kul, er ca 2000 km. Afstanden i U. S. A. mellem Øvre-Søens Malmfelter og Pennsylvaniens Kulminer er dog ikke meget mindre, og i Sydrusland ligger Kul og Jern nær op af hinanden og taaler, hvad Beliggenhed angaar, Sammenligning Englands Kul- og Jernfelter, saavelsom det fransk-tyskbelgiske, hvis Vedkommende der jo imidlertid er den store Ulempe, at politiske Grænser sønderdeler det naturligt sammenhørende Kul- og Jernfelt.

5. Hæmninger for Produktionsudvidelsen.

Hæmmende for Udviklingen var selvfølgelig den lave Oplysnings- og Kulturstandard,men af Mangelen paa kvalificeret Arbejdskraft, en Mangel som Krigene og Revolutionen havde skærpet, gjorde dog betydelige Fremskridt. Der var andre Forhold, der hæmmede Ekspansionen paa kraftigereVis. og fremmest Ernæringssituationens Udvikling i Byerne som Følge af Landbrugsproduktionens Stagnation og den dermed følgende Nedgangi Forsyning med Brødkorn. Den samlede Produktionsværdi i Landbruget var som Følge af den gode Høst i 1925 steget fra 9,2 til 10,5 Milliarder Førkrigsrubler fra 1924/25 til 1925/26, men i de to følgende Aar var Produktionsværdien næsten fuldstændig den samme som i 1925—26, nemlig henholdsvis 10,5 og 10,6 Milliarder; og medens der i 1924—25 gennem statsligeeller Indkøbsorganer (Kooperationen) opkøbtes 6 Mill. Tons Korn, stigende til 10,8 Mill. i 1926—27, viste der sig i 1927—28 en lille Nedgangi offentlige Kornopkøb, der faldt til 10,2 Mill. Tons. I Femaarsplanensførste faldt Opkøbene helt ned til 8 Mill. Tons eller til Niveauet i

---

1) Se Die Wirtschaft des Auslandes 1900—1927, Side 482.

1925—2G. Denne Udvikling, der hang sammen med Storgodsernes Forsvinden og Jordens voldsomme Udparcellering, truede med at lamme hele Landets Produktionsliv. Maksimalopkøbene i 1926—27, da Staten praktisk talt var Monopolopkøber, var saa nogenlunde i Stand til at opretholde samme Norm med Hensyn til Byernes Brødforsyning som før Krigen, naar Eksport helt undlodes. Situationen ved Femaarsplanens Begyndelse var altsaa ved at blive katastrofal. Hertil kom, at en stærkere Industrialisering gjorde det i høj Grad ønskeligt, at Sovjet i hvert Fald genvandt en Del af de udenlandske Kornleverancer, som udgjorde omkring Halvdelen af det gamle Ruslands Eksport.

Den anden Bremse paa Produktionens fortsatte Vækst laa i den næsten fuldstændige Kapacitetsudnyttelse af det gamle genopbyggede og sammenstykkede i Industri og Transport. Rationalisering og Koncentration, hidtil havde givet store Resultater, kunde ikke føre længere frem. Paa næsten alle Felter viste det sig, at Produktionsfremskridt i samme Tempo som hidtil krævede nye Kapitalanlæg, som paa Grund af de daarlige Kreditmuligheder i Udlandet i videste Udstrækning maatte baseres paa egne Hjælpemidler. Medens Letindustrierne hidtil havde staaet i Forgrunden, maatte Hovedvægten nu lægges paa Opbygning af en paa Landets egne Naturrigdomme og Teknikere hvilende Sværindustri, der selvfølgelig ogsaa vilde betyde en umaadelig af Rigets militære Beredskab. I 1927 og 1928 vedtog Kommunistpartiets Organer at forcere Industrialiseringen paa bred Basis og at skride til Gennemførelse af en begrænset Kollektivisering af Landbruget. Dermed var Forudsætningerne for Femaarsplanens definitive Udarbejdelse tilvejebragt.

6. Den første Femaarsplan og dens Resultater.

Allerede forlængst havde Planarbejdet taget Sigte paa at tilvejebringe en samlet Opbygningsplan for en længere Periode, hvis Længde selvfølgelig var ret vilkaarlig. Man blev staaende ved en Femtenaarsplan med 3 Femaarsperioder. Valg af Femaarsperioden tog man Hensyn dels til Udsigten til daarlige Høstaar dels til den Tid, der vilde kræves til at opbygge og igangsætte de nye store Anlæg. Den endelige Affattelse af den første Femaarsplan udskudt over 2—3 Aar. Først i Efteraaret 1929 kom den frem for en større Offentlighed, men da var allerede det første Planaar ved at udløbe, idet den første Femaarsplan tog sin Begyndelse den 1. Oktober 1928. Gennem en enorm Agitationskampagne blev Planen i de følgende Aar et uopslideligt For Ruslands primitive Folkemasser var dens suggestionerende aabenbar. Omkring Planen udløstes en folkelig Vækkelsesproces, Likvidering m. v., som i høj Grad bidrog til at føre Riget nogenlunde udskadt gennem de Savn og Vanskeligheder, som blev foreholdt Menigmand som en nødvendig Følge af Anlægsarbejdets mægtige Som det blev sagt, Rusland havde ingen Kolonier, det kunde udsuge for at tilvejebringe de nødvendige Kapitaler til Produktionsanlægene. Det maatte stole paa sine egne Kræfter.

Det vil føre for vidt at gaa ind paa Femaarsplanens Enkeltheder. Af det,
der allerede er sagt, fremgaar formentlig tilstrækkeligt tydeligt, at det mindre
var Planarbejdets Periode — 5 Aar — der var det usædvanlige. Det afgørendevar

rendevardet enorme Tempo, hvori Landet skulde industrialiseres, og IndustrialiseringensVækst over Sværindustri og Landbrug. Det er her tilstrækkeligtat at Landets samlede Produktionskapital i Femaarets Løb skulde fordobles og den industrielle Aarsproduktion ligeledes. At det var en Industrialisering over bred Basis fremgaar af, at RealkapitalensFordeling ved Femaarsperiodens Udløb vilde være synderlig ændret¹). Den saakaldte socialistiske Sektor skulde udvikles stærkt paa Bekostningaf i Byerne og Kulakkerne paa Landet.

Planen var ikke alene en Produktionsplan, det var desuden en Plan for Ruslands socialistiske Omdannelse, men dog i saa Henseende anlagt i forholdsvis beskedne Dimensioner. 15 pCt. af Bondebrugene skulde overføres til kollektive Driftsformer og en Række Statslandbrug for Kornproduktion Lønarbejdernes Kreds skulde udvides umaadeligt.

Det er uden for al Diskussion, at den oprindelige Femaarsplan for meget væsentlige Deles Vedkommende aldeles ikke er blevet fuldført. Det gælder først og fremmest Landbruget. Da Kollektiviseringen først satte ind, antog Klassekampen i Landsbyerne de voldsomste Former, og inden Femaarets Udløb mere end 60 pCt. af Bønderne med i Kollektivbrug. De fantastiske Dimensioner, som Landbrugets Omdannelsesproces har taget, har forskudt hele Planen. De nye Brug har krævet Milliarder i Kapitaludstyr samtidig med, at Omlægningen til Stordrift — delvis baseret paa de statslige Maskinog — har sinket Produktionsforøgelsen. Den rige Høst i 1930 gjorde Regering og Parti optimistiske med Hensyn til Kollektiviseringens hurtige Resultater, men Kollektivbrugene havde i 1931 og 1932 vanskelige Forhold. I Efteraaret 1933 strømmede russiske Blade over med begejstrede Meddelelser om Kæmperesultater i næsten alle Kollektivbrug. Efter en Regeringskommissions ved Udgangen af 1933 androg dette Aars Høst nærved 90 Mill. Tons Korn²) eller mere end nogensinde i Landets Historie. Kulakkernes Fortrængen er ikke sket uden betydelige økonomiske Tab. Særlig er Kvægbestandens Reduktion. Herom nogle Bemærkninger senere.

De store Kapitaludlæg, som Kollektiviseringen har krævet, har ikke kunnet undgaa at influere paa andre Dele af Femaarsplanen, særlig Transportmidlerne. er der ingen Tvivl om, at Planen er lykkedes over al Forventning. noget over Halvdelen af Produktionskapitalen ved Periodens var social, var det ved Periodens Udløb mere end */s- Lønarbejdernes er mere end fordoblet til over 22 Mill. i 1932. I endnu højere Grad end for de tidligere Planer gælder det, at man ikke kan bedømme i Forhold til Planen, altsaa som Planopfyldelsesøkonomi. Tale om Femaarsplanens Sammenbrud kan imidlertid ikke skjule den Kendsgerning, at Ruslands Produktionskræfter i denne Periode er undergaaet en kolossal Udvikling, der har ført Riget frem blandt de første Industrilande.

Spørges der i al Almindelighed om den uligelige Udvikling af Produktionskræfterneikke medført en endnu vedvarende indre Spænding imellem de forskellige Produktionsgrene, hvis Arbejde ikke er blevet holdt indbyrdes afstemt, maa der svares benægtende; hovedsageligt fordi Sovjetunionen indtil

---

1) Se Soviet Union Year Book, 1930. (London).

2) George Broomhall's Com Trade News, 10. Jan. 1934.

1933 gennem en voldsom Forøgelse i Importen har været i Stand til at afbalancerevisse
med Import af de paagældende Artikler.

Som Eksempler paa Udligning af Planunderskud ved Import kan nævnes den voldsomme Import af Landbrugsmaskiner og Traktorer i Forbindelse med det første store Kollektiviseringsfremstød i Vinteren 1929—30 og den mægtige Import af Jern og andre Metaller i 1931 og 1932, da Sværindustrien vanskeligt ved at opfylde sit Produktionsprogram paa Grund af den hjemlige Metalproduktions svigtende Evne til at opfylde sine Planer. Der kunde nævnes utallige andre Eksempler. Ikke des mindre er det jo selvindlysende, der er Grænser for en Udligning paa denne Vis, da Importen selvfølgelig ikke kan udvides vilkaarligt.

For Sovjetunionens Vedkommende indtraf denne Tilstand ved Udløbet af 1932. I de første 9 Maaneder af 1933 er Importen i Forhold til samme Periode det foregaaende Aar halveret, medens Eksporten kun er gaaet ned med 10 pCt.¹). Denne Importnedskæring, som var at forudse med de store udenlandske Betalinger i 1933 og 1934, har nødvendiggjort, at 1933 — det første Aar under den nye Femaarsplan — er blevet en Art Hvileaar i økonomisk iøvrigt ogsaa i social Henseende, hvor Kræfterne er sat ind paa at tilvejebringe en bedre Afbalancering af Landets egne økonomiske Kræfter, hvis fortsatte Udfoldelse nu i særlig Grad beror paa Transportmidlerne og den tekniske Uddannelse, svarende til Anvendelsen af de nye Maskiner i Landbrug og Industri. Produktionsplanerne er dette Aar bragt ned paa et realisabelt Niveu. Som Helhed ligger Planen for 1933 noget lavere end for 1932. Henimod Aarets Slutning synes den gode Høst at være ved at sætte ny Fart i Produktionsstigningen.

Produktionsstigningen i 1933 paa ca. 10 pCt. trods den voldsomme Nedskæring Importen viser, at et af Femaarsplanens vigtigste Maal, den økonomiske af Udlandet, er naaet. Sovjetunionen kan nu om fornødent sig selv paa snart sagt alle Felter. En fuldstændig Afbrydelse af de økonomiske Forbindelser med Udlandet, en Mulighed, som der i Betragtning Sovjets ejendommelige internationale Stilling maa regnes med, vil ikke længere foraarsage ret meget andet og mere end en Afslappelse i Industrialiseringens Tempo. Det noget langsommere Opbygningstempo vil ogsaa gøre det muligt at samle de nødvendige Varereserver, som yderligere vil svække Betydning af en Isolation.

Men ikke alene økonomisk — med deraf følgende politisk — Uafhængigheed er opnaaet under Femaarsplanen. Ogsaa militært er Landets Uafhængighed sikret paa en ganske anden Maade end ved Periodens Begyndelse. Stalin fremhævede i sin store Tale i Januar 1933 om Femaarsplanens Resultater, at det under denne Plan var lykkedes at fremskaffe de tekniske og økonomiske Forudsætninger for maksimal Forøgelse Landets Forsvarsevne. Man behøver blot at nævne den kemiske Industri i Nordural, Traktorfabrikkerne, blandt hvilke i denne Forbindelse maa nævnes Kæmpefabrikken i Cheljabinsk (Ural) for Fremstilling Larvefodstraktorer, de nye Automobilfabrikker i Moskva og Gorki (Niznij-Novgorod). Utvivlsomt har Stalin Ret, naar han i denne Tale anfører, at Sovjetunionen som et Resultat af Femaarsplanen har udviklet sig fra et

---

1) Udenrigsministeriets Tidsskrift for 7. December 1933.

»svagt af de kapitalistiske Lande afhængigt Agrarland til et mægtigt, industrielt,
Verdenskapitalismens Luner fuldt uafhængigt og selvstændigt
Land«.

En lang Række nye Industrier har set Dagens Lys. Nogle er allerede nævnt. Yderligere kan anføres: Fremstilling af Højovne, Værktøjsmaskiner, Landbrugsmaskiner af moderne Typer, elektrisk Materiel, Lokomotiver af nyere Type o. s. fr. Enkelte af disse Industrier har i Løbet af forbavsende kort Tid svunget sig op paa Førstepladsen. Det gælder Landbrugsmaskinindustrien, nu er Verdens største¹). len Artikel i The Economic Journal, September 1933, af Poul Winterton om »Soviet Economic Development since 1928« opgøres Ruslands ændrede Stilling i international økonomisk Maalestok ved en Sammenligning imellem 1928 og 1932 saaledes: »i fire Aar har det bevæget sig fra 10. til 6. Pladsen som Producent af Elektricitet, fra 4. til 2. Pladsen som Producent af Maskineri, fra 3. til 2. Pladsen som Producent af Olie. Det er Nr. 2 iblandt Verdens største Industrilande«. Sovjet opnaaede den planlagte Vækst i Industriproduktion. Fra 1928 til 1932 blev den fordoblet. I forskellige Grene af Produktionen var Udviklingen som vist i nedenstaaende Tabel over²) Produktionsværdierne:

Særlig revolutionerende er Fremgangen i Maskinindustrien, »Sværindustriens som den er blevet kaldt, og man ser nu officielle russiske Angivelser, hvorefter Sovjetunionens Maskinproduktion udgør ca. 1/_s af hele Verdens Maskinproduktion. Maskinindustriens Udvikling giver endda ikke et tilstrækkeligt kraftigt Billede af Produktionsprocessernes maskinelle Mekanisering, idet Importen under Femaarsplanen har været lagt over paa Maskineri. For Værktøjsmaskiner har Ruslands Indkøb i enkelte Aar været fuldstændig bestemmende paa Verdensmarkedet. Intet Under, at en saa voldsom har affødt mange Vanskeligheder med Hensyn til Maskinernes Retjening.

I 1928 blev 85 pCt. af Kullene hugget ud med Haandkraft. I 1932 kun 30—35 pCt. Mekaniseringen naaede i 1932 et fremskredent Stadium i Olie, Jern, Staal, Maskinindustri og Fødevareproduktion og mange Letindustrier overførtes til Masseproduktionsmetoder. Kraftproblemets Vanskeligheder lettedes Elektrificeringen og den stærke Fremgang i Olieproduktionen. Træbrændslet tilbage i Betydning. En i baade økonomisk, politisk og strategisk meget betydningsfuld Redistribuering af Sværog har fundet Sted. Her spiller det saakaldte Ural-Kussbass- Kombinat en særlig Rolle. Ved en Forening af Urals rige Malmfelter og

---

1) Udenrigsministeriets Tidsskrift 1933.

2) Se den citerede Artikel af Paul Winterton.

Altais store Kulforraad er grundlagt en ny stor Kul- og Metalbasis foruden den gamle i Sydrusland, Træplove, som i 1928 eksisterede i Millionvis, er bogstavelig fuldstændig forsvundet sammen med andre primitive Landbrugsredskaber Seglet. Landbrugsmaskiner af de mest moderne Typer er trængt frem i et enormt Omfang. De fra det amerikanske Landbrug velkendte Meje- og Tærskemaskiner, de saakaldte Combines, har fundet Indpas i Tusindvis. Landbrugets Energiøkonomi er blevet reorganiseret Traktorernes Hjælp. 1. Januar 1933 havde Landbruget ialt 148,480 Traktorer i Maskin- og Traktorstationer samt paa Sovjetgodser. Overhovedet er det i Landbruget, at den sociale og økonomiske Omdannelsesproces har sat sig de største Spor, men hvor Bedømmelsen af Udviklingens Gevinst og Tab er vanskeligst¹). Den endelige Dom over Kollektiverne kan endnu ikke fældes. Sandsynligvis vil de engang blive afløst af egentlige statslige Landbrug i Stordrift, men foreløbig tyder alt paa, at man for en Aarrække ønsker at blive staaende ved denne Produktionsform, der i højere Grad end det lader sig gøre ved egentlige Statsbedrifter appellerer til de sammensluttede Bønders Kollektivet er ofte blevet kaldt for den nye Mir, men har i Virkeligheden saa lidt tilfælles dermed, at det sikkert ikke lønner sig at fortabe sig i Betragtninger over den gamle Landsbykommune — Miren — i Forhold til Kollektivbruget. Men uden at erindre sig det gamle Landsbyfællesskab den kollektive Produktionsramme, vil man overhovedet ikke kunne fatte, at Ruslands Bondemasser er gaaet med til en saadan Omvæltning. omfatter ofte en enkelt, undertiden flere Landsbyer. Sandsynligvis er der i Forbindelse med deres Dannelse sket en Deling af de største Landsbyer.

Nu findes der godt 200,000 Kollektivbrug, som omfatter 60—70 pCt. af den nuværende Landsbybefolkning, men Tallet er stadigt stigende. Gennemsnitligt havde et Kollektivbrug ved Udgangen af 1932 427 ha og omfattede gennemsnitligt Antal Personer som Hektarer. Oprindelig var Kollektiverne betydelig større, men i Løbet af 1931 blev mange større Enheder delt i flere mindre, idet der fra mange Sider klagedes over det umulige i at organisere Arbejdet i de store Kollektiver. Kun i de mest udprægede Korndistrikter med den stærkeste ekstensive Drift blev man staaende ved de store Kollektiver. Nordkaukasus findes Kollektiver paa indtil 10,000 ha.

Efter de fra 1930 foreliggende Tal har Kollektivbønderne beholdt ca. Vio af deres Jord til egen Drift: Have omkring Huset, Græsning for Smaakreaturerog Ko, som de sædvanligvis har beholdt, naar de kun har haft den samme, medens praktisk talt alle Heste er overgaaet til Kolleklivbruget. I den seneste Tid er man begyndt at overføre Ungkreaturer og Opdræt til de enkelte Kollektivbønder. Ikke alene med Hensyn til det Antal Personer, som Kollektiverne omfatter, synes det, som om den endelige Størrelsestype er fundet. Ogsaa Jorden er nu fast fordelt imellem de forskellige Produktionskategorier,og i Landfordelingen kan ikke gennemføres af lokale Myndigheder. Statens Indflydelse paa Dannelsen af Kollektiverne har været enorm, og dens Indflydelse paa deres Drift er steget kraftigt i 1932 og voldsomti Baade Foraars- og Høstarbejdet har været gennemført som en økonomisk-politisk Kampagne. Motor- og Traktorstationerne — M. T. S. —

---

1) Nyeste Tal i Udenrigsministeriets Tidsskrift 22. Februar 1934.

har faaet en særlig politisk Afdeling af betroede Kommunister, som ved Siden af Direktørerne for M. T. S. virker for, at Landbrugsarbejdet i de tilsluttede Kollektiver udføres planmæssigt. Akkordarbejdet synes almindelig gennemførtudenfor Særlig Rolle spiller Gruppeakkorder for Brigaderne — en Arbejdsgruppe under Kollektivbruget —. Man søger at faa alle Kollektivmedlemmerinddelt Arbejdsgrupper, saaledes at hver Gruppe overtager Ansvaretfor Sektioner Land for en Periode paa s—B Aar for at sikre et rigtigt Sædskifte.

Dannelsen af 5000 Sovjetgodser med et samlet dyrket Areal paa ca. 13 Mill. ha, Udvidelsen af det dyrkede Areal med 21 Mill. ha samt en Forøgelse af Varekornet fra B—lo Mill. Tons til 20—23 Mill. Tons er andre af de store Resultater. Med Hensyn til Arealudvidelsen er det dog et Spørgsmaal, om Tempoet ikke har været for voldsomt. Ønsket om at overskride Planen har her ført til Overdrivelser, der har skadet det landbrugsmæssige Arbejde og bidraget til at mindske Foldudbyttet i 1931 og 1932.

Stalin forsøgte i den ovenciterede Tale at indgyde sine Partifæller Tillid til, at Kollektivbrugene i Løbet af 2—3 Aar vilde blive lige saa rentable som Fabrikker og Værksteder var blevet det efter Socialiseringen, da man først havde faaet skabt en effektiv Driftsform. En væsentlig Grund til at tro paa Kollektivbrugenes eller paa anden Vis organiseret Stordrifts betydelige Fortrin Smaabrugene ligger i det russiske Landbrugs Indstilling paa Kornavl og i de klimatiske og jordbundsmæssige Forhold.

Selvom den skeptisk indstillede nødtvungent maa indrømme, at der virkelig opnaaet store Resultater, vil han dog utvivlsomt indvende, at alle disse mægtige Resultater er naaet med urimeligt store Ofre. Særlig med Hensyn til Befolkningens Ernæring er den gængse Opfattelse, at denne er blevet stærkt svækket under Femaarsplanen. Man peger paa Husdyrbestandens Nedgang. At Nedgangen har været enorm er uden for al Tvivl. Nogle Forfattere taler om en Halvering af Kvægbestanden, og denne Formodning bekræftes af de seneset foreliggende officielle Opgørelser, der er blevet forelagt den i Begyndelsen af indeværende Aar afholdte Partikongres Moskva. Kvægholdets Udvikling fremgaar af nedennævnte Tal:

En Del af Nedslagtningen er ganske vist kommet Forbrugerne til Gode,
men det kan ikke skjules, at en betydelig Del skyldes en forceret Kollektivisering
Kvægbestanden, der har fremkaldt epidemiske Sygdomme m. v.

At man i Sovjetunionen selv ikke taler for meget om denne Side af Femaarsplanener naturligt. Planen havde forudsat en Stigning paa ca. 30 pCt. regnet efter Kvægenheder, og i Stedet fremkom en Nedgang paa 40—50 pCt. Denne Nedslagtning maa dog ogsaa bedømmes efter det russiske Landbrugs særlige Forhold. Det maa erindres, at store Kornmængder og relativtsmaa

tivtsmaaGrøntfodermængder er medgaaet til Opretholdelse af Husdyrbestanden,hvis laa paa et overordentlig lavt Niveau. Al for meget Foder medgik til Opretholdelse af Kreaturernes blotte Eksistens. Før Krigen var Forholdet ifølge »Russian Agriculture during the War« (N. Antsiferof, D. Bilimovich m. fl.) det, at der faktisk ikke eksisterede en rationel Kvægavl. Dyrene gik de fleste Steder ude Aaret rundt og havde kun en ringe Slagtevægt.Køernes var ca. Vs af det, en dansk Ko præsterede, og saa fremdeles. Med. Hensyn til Mælkeforsyning af Byerne og Slagte- og Opbevaringsforholdfor var gjort en Del under Nep, men i det store og hele var Forholdene forud for Kollektiviseringen som før Krigen.

Det som Følge af Nedslagtningen mindskede Kornforbrug til Kvægfoder har utvivlsomt været Hovedaarsag til, at Bønderne har været i Stand til at afgive store Kornmængder. »Varekornet«s Stigning fra 8 til 20 Mill. Tons pr. Aar vilde have været umulig uden Kreaturbestandens Reduktion. Ganske interessant til Belysning af de Problemer, der her er berørt, er den af Dr. Walter Hahn, Kiel, i en Anmeldelse i Weltwirtschaftliche Archiv, Oktober 1933, af en Bog af Dr. Otto Schiller om det socialistiske Landbrugs Krise i Sovjetunionen opstillede Kornbalance for Rusland, som dog sikkert maa modtages Forbehold. Den ser saaledes ud:

Anmelderen har ved Opstillingen af denne Tabel paa Grundlag af Erfaringer
Perioden 1925—28 regnet med et Forbrug paa 848 kg Korn (inklusive
Klid) pr. Ton Levendekvæg og 200 kg Mel pr. Indbygger.

Det Minus paa 10 Mill. Tons Korn, som Anmelderen opererer med for 1909—13 efter Forbrugsstandarden i 1925—28, stemmer overraskende godt med andre Bedømmelser af den daværende Ernæringsstiuation paa Grundlag af Materiale fra før Krigen. Se f. Eks. Prof. A. H. Holmanns gode lille Bog »Revolutionen og Bondespørgsmaalet i Rusland« (1920), hvor det Side 69 anføres, at Selvforsyningen af Bondebefolkningen ved egne Landbrug gennemsnitlig 17 pCt. under den fastsatte nødvendige Ernæringsnorm. I ]V. Nordman: økonomiske Forhold før og efter Freden« siges det om den russiske Befolknings Ernæring før Krigen, at den var saa ringe, at Befolknmgen var kronisk underernæret — jfr. Side 45. Gennemsnitshøsten 1929—32, begge Aar indbefattede, var 73,7 Mill. Tons. Høsten i 1933 er som andetsteds nævnt ansat til 90 Mill. Tons Korn.

Rusland oplevede i Tiden 1914—1920/21 noget nær den samme Nedgang i
Kvægbestanden som nu. Allerede i Løbet af 4—5 Aar var den dog bragt op
paa sit gamle Niveau. Der er ingen Tvivl om, at det vilde være uklogt at

gaa til Værks paa samme Maade nu. Kvægbestandens Retablering bør ske paa Grundlag af virkelige Kornoverskud og under saadanne Forhold, at Foderets Nytteværdi øges væsentligt. Færre, bedre og mere velfodrede Kreaturer Løsenet. For Hestebestandens Vedkommende betød Kollektiviseringen Nedgang. Her betyder Kollektiverne dog ganske utvivlsomt en langt bedre Anvendelse af Hestene end tidligere, da Jordens Fordeling i smaa Parceller nødvendigvis maatte kræve mange Heste. Den anden Femaarsplan regner med en Forøgelse af Hestebestanden til 21,8 Mill. Stkr. (34 Mill. i 1929). At Oparbejdelsen af Produktionen af dyriske Produkter er inde i en god Gænge kan f. Eks. ses af en Indberetning fra Gesandtskabet i Moskva¹). Smørproduktionen saaledes ved November Maaneds Begyndelse opfyldt hele Aarsplanen og dermed overskredet 1932-Produktionen med 72 pCt, og var ifølge »Isvestia« den største i de sidste 16 Aar. Kødafleveringen — der ligesom har Karakter af en Naturalskat — var pr. 10. Novbr. gennemført med 78 pCt af Planen.

Med Hensyn til Forsyningen med andre Forbrugsartikler er der ganske utvivlsomt sket betydelige Fremskridt, der for den enkelte dog først har givet sig Udtryk ved Indrullering i Kollektivbøndernes eller Lønarbejdernes I 1932 var Produktionen af Forbrugsvarer 87,3 pCt. højere end i 1928, medens Befolkningen kun var vokset med 8 pCt. Fodtøjsproduktionen var i 1932 tre Gange større end i 1928. Ganske vist kun V3 Par pr. Individ, men i 1913 var Aarsproduktionen saa ringe, at kun hvert 17. Individ kunde faa et Sæt Fodtøj. Noget enkelt Udtryk for den materielle Fremgang er det ikke muligt at give. Saaledes kan der ikke fremskaffes paalidelige Oplysninger Detailpriserne. Selvom der kunde, vilde man alligevel faa vanskeligt ved at bedømme Reallønningernes Bevægelse paa Grundlag heraf, fordi en saa stor Del af Vareforsyningen falder paa den socialiserede Fordelingsøkonomi.

Produktionsfremgangen for Forbrugsartikler har imidlertid ikke været ligelig,
da saa store nye Arbejdermasser er kommet ind i den begunstigede
Del af Økonomien, er Fremgangen for den enkelte ofte ringe.

Dertil kommer, at Befolkningsgrupperne udenfor den socialiserede Sektor
utvivlsomt har maattet se deres økonomiske Vilkaar forringet.

Den uligelige Fordeling har medført store Fluktuationer i Vandringerne imellem By og Land og imellem de forskellige Arbejdssteder, som paa mange Maader har vanskeliggjort Genopbygningsarbejdet. At Fremgangen i Husbyggeri kommunal Virksomhed ikke har holdt Maal med Invasionen i Byerne er ikke til at forundres over. Men naar det for visse Byers Vedkommende at der er sket en Forringelse i den gennemsnitlige Boligstandard, det selvfølgelig erindres, at de tilstrømmende Bønder ogsaa boede under elendige Forhold i de Landsbyer, de kom fra.

7. Konjunktur- og Kriseproblemer.

Til Slut skal ganske kort berøres et Problem, der er afgørende for Stillingentil
Planøkonomi. Det er Spørgsmaalet om Konjunkturernes
Karakter og Virkemaade under Planøkonomien, in casu den russiske,socialiserede

---

1) Udenrigsministeriets Tidsskrift for 14. December 1933.

ske,socialiseredePlanøkonomis Yilkaar. Det vakte i vide Kredse i Rusland almindelig Forundring, at den nyorganiserede Statsindustri i 1923 stod overforalvorlige trods Befolkningens utilfredsstillede Behov. Der blev fremsat i Massevis af Forklaringer¹). Rent faktisk kunde det konstateres, at det var Afsætningen til Landsbyerne, der svigtede. Dette satte man ganske naturligt i Forbindelse med den »Saks«, der var opstaaet ved, at IndustriprodukternesPriser steget stærkere end Landbrugsprodukternes Priser. Hertil kom de relativt ugunstige Høstudsigter for 1923. Det var altsaa en Krise af ganske speciel Karakter, og en Afsætningskrise i 1924 fik heller ikke generel Betydning. Siden 1924 har der ikke været Afsætningskriser af alvorligereKarakter, derimod en vedvarende Varehunger, der synes at have været sugende under Femaarsplanen indtil 1933 som Følge af Lønudgifter ud over Planen og Forbrugsvareproduktion under Planen samt Fikseringen af Priserne paa rationerede Varer. Stærkt stigende Sparekasseindskud, Tegningaf og i den seneste Tid en Opdæmning af Lønstigningen samt den gode Høsts Virkninger synes i Løbet af 1933 at have tilvejebragt en bedre Balance. Dertil bidrager velsagtens ogsaa en vis Udvidelse af Varestrømmen til de saakaldte »frie« Markeder.

Der er Grund til at tro, at Købekraftsfluktuationerne i den nærmeste Tid ikke vil frembyde større Fare. Efter Kollektiviseringens Fremgang er der ikke politisk tvingende Grunde til at holde Priserne paa Levnedsmiddelprodukterne lave. Saksens Problem vil derfor fremtidig spille mindre Rolle.

Det kan siges, at Konjunkturer i vesteuropæisk-amerikansk Forstand ikke har vist sig i Sovjetunionen. Med Statens Indflydelse og Statsorganernes Evne til at indvirke paa Priser, indbyrdes Konkurrence, Lønninger, Ansættelse og saavel det Offentliges Investeringer som den enkeltes Fordeling af sin Indtægt paa Forbrug og Opsparing, var et saadant Resultat at vente.

Derimod har Sovjetunionen »Vækstkriser«, som de er blevet kaldt, af en særegen Karakter beroende paa relativ Mangel paa en eller anden Produktionsfaktor: Transport, Levnedsmidler, Arbejdere, kvalificeret Arbejdskraft v. Temmelig selvfølgelige Vanskeligheder under en stærkt forceret

For den, der vil følge Sovjetunionens aktuelle økonomiske Resultater, anbefales
nedennævnte Tidsskrifter, der er benyttet til denne Afhandling
Forbindelse med spredte Notater fra andre Kilder:

International Labour Review, Industrial and Labour Information, Monthly Bulletin of Statistique, Jahrbücher für Nationalökonomie und Statistik, The Economist, Wirtschaftsdienst, det tyske Konjunkturforskningsinstituts Publikationer Udenrigsministeriets Tidsskrift.

---

1) Se det citerede Værk af Maurice Dobb.