DET Emne, jeg har den Ære at tale om i Aften, danner
Rammen omkring en Del Tanker, som de har formet sig i
Statistikerens Rustkammer ved Beskæftigelsen med Erhvervs- og
Folketællingsproblemer og da i Særdeleshed i den senere Tid,
da Resultaterne af den store Folketælling af 5. November 1930
staar overfor den endelige Offentliggørelse.

Foredraget giver en Skildring af Koncentration og Spredning
baade ud fra et erhvervsgeografisk eller territorialt og et mere
internt eller bedriftsmæssigt Synspunkt.

»BY« MOD »LAND«

»By« mod »Land« kunde jeg maaske bedst kalde mit Foredrags
Del, dette dog i erhvervsgeografisk og ikke erhvervspolitisk

Erhvervspolitikerne har som bekendt en af deres Kæpheste i Folketællingernes Erhvervsopgørelser, der jo afgiver det attraaede Materiale til Bedømmelse af, hvilken Erhvervsgren der betyder mest for Befolkningen. Lever der flest Mennesker af Landbrug eller af Haandværk og Industri? Som bekendt har Landbruget paa Grund af de to sidste Menneskealdres fortsatte Specialisering ikke kunnet undgaa at gaa relativt tilbage, saaledes at nu kun 30 pCt. af Danmarks Befolkning lever af Landbrug. Befolkningsoverskuddetfandt Afløb til de bymæssige Erhverv; og baade Haandværk og Industri, Handel og Samfærdsel kunde da ogsaa skilte med, at de ernærede en stadig større Del af Befolkningen.Nu — det vil sige 1930 i Sammenligning med 1921 — har Haandværk og Industri dog kun med Nød og næppe kunnet holde Stillingen med 29 pCt. af hele Befolkningen. Den tidligere saa stærkt voksende Koncentration af den industrielle

Befolkning er nu for Hovedstadens Vedkommende slaaet om i en ikke übetydelig relativ Tilbagegang, en Tendens, der ogsaa præger Provinsbyerne; men til Gengæld har der været nogen Fremgang for Landdistrikterne, der dog i denne Forbindelse indbefatterbaade Forstadsbebyggelser og bymæssige Bebyggelser iøvrigt.

Men hermed skal dette Erhvervspolitikerens yndede polemiske Stof være uddebatteret fra min Side. Jeg vil nemlig ikke stille Erhvervene op imod hinanden, men derimod gøre Rede for »By« og »Land« i den Forstand, at det bl. a. paavises ved Tal, hvor stærkt de mere købstadsmæssige Erhverv koncentrerer sig paa alt det, vi i Aften vil kalde »Byer« — at Landbruget ligger i vore rene Landdistrikter, behøver jeg jo ikke at føre noget Bevis for.

Den officielle Statistik har hidtil i Almindelighed kun givet Oversigter over Erhvervene ud fra rent administrative Synspunkter Hovedstaden, By- og Landkommunerne. Denne juridiske Inddeling maa nødvendigvis bibeholdes til Vejledning for de kommunale Myndigheder. Men man maa være klar over, at den ganske negligerer den Forskydning, som Danmark er undergaaet med Hensyn til ny Bydannelse.

Denne nye Bydannelse har vi i de mange Forstadsbebyggelser og bymæssige Bebyggelser iøvrigt. I økonomisk Forstand er disse Bebyggelser — der jo er en Sammenhobning af Mennesker og Huse og derfor med et teknisk Udtryk kaldes Agglomerationer — lige saa godt Byer som Købstæderne er det.

Urbaniseringen, som denne Tendens til Sammenhobning ogsaa kaldes, begyndte de danske Folketællinger at interessere sig for fra og med Halvfemserne. Man nøjedes dog med at konstatere selve Folketallet. Derimod er der i anden Forbindelse taget Hensyntil bebyggede Kommuner, saaledes fra Statistisk Departements Side i Forbindelse med Boligstatistikken og ved Indhentning af Materiale til Detailpristallet, endvidere fra OverskyldraadetsSide Vurderingen til Ejendomsskyld af visse bymæssigt bebyggede Distrikter. Men ikke mindst skal fremhæves,at Kommunes statistiske Kontor allerede længe har bestræbt sig for at bringe et fyldigt Materiale til Belysning af Hovedstadens stærkt om sig gribende Forstadsbebyggelse. Et Forsøgpaa bestemme de hurtigt voksende Byers Struktur blev i Tilslutning til Folketællingen 1921 foretaget af to daværende Studenter i Statistisk Departement, nuværende Sekretær Helge Larsen og Socialinspektør Bøgh Nielsen. Resultaterne af dette

Forsøg, der omfattede 40000 Mennesker, fordelt paa 17 Byer, er dog ikke offentliggjort, men vil kunne tjene som en værdifuld Vejledning ved eventuelle senere Undersøgelser af tilsvarende Art.

Det største Fremstød i denne Retning betyder imidlertid Bearbejdelsen 1930-Aarets Folketælling, thi denne har ikke alene inddraget Købstæderne, men samtlige Agglomerationer, som vore Folketællinger hidtil kun mere summarisk gjorde Rede for, under Undersøgelsen, saaledes at der nu for samtlige Emner findes Tal specielt for Forstæder og bymæssige Bebyggelser iøvrigt.

Planerne til denne saaledes meget moderne iscenesatte Folketælling allerede fast, da daværende Överdirektor Rickard Sandler, Stockholm, under Forhandlingerne ved det 15. Nordiske Statistiske Møde i Aaret 1931 i Helsingfors¹) indledede en Drøftelse hele Urbaniseringsspørgsmaalet ud fra den Betragtning, at man for Fremtiden maatte have Opmærksomheden mere henvendt et Lands geografisk-økonomiske Struktur end hidtil.

Det er naturligvis ikke min Opgave at paapege de mangfoldige
Vanskeligheder, Udskillelsen af Agglomerationerne af den tilvante
kommunale Enhed forvolder.

Udskillelsen gaar ganske godt i et lille Land som vort, eventuelt nogle Studier i Marken. Dog modsat i et stort Land som det tyske Rige, hvor man efter adskillige Forsøg nu holder sig til den kommunale Enhed, den lille »Gemeinde«, og simpelthen deler i saadanne paa under og over 2000 Indbyggere, hvoraf sidstnævnte betragtes som Agglomerationer²).

Vi vil nu i Foredragets første Del ved »Byer« forstaa hele den
købstadlignende Bebyggelse, altsaa Hovedstad, Købstæder, Forstæderog
Bebyggelser iøvrigt. Paa »Byerne« i denne

---

1) Udgivet af Statistiska Centralbyrån, Helsingfors 1932.

2) Statistik des deutschen Reiches, Band 401, I, S. 7f.

økonomiske Forstand falder knapt •"/. af Befolkningen med ca. 2,1 Mill. Mennesker, medens kun godt 2/₅ eller knapt 11/.I¹/. Mill. bor i de rene Landdistrikter. Jeg skal kun lige bemærke, at Norge regner 47 pCt. af Befolkningen som boende i »Byerne«¹).

Hvor meget vore nye By-Dannelser er kommet til at betyde, ses maaske bedst deraf, at Danmarks Folketal siden 1890, da vi begyndte at interessere os for disse Bebyggelser, er steget med ca. 1,4 Millioner Mennesker, hvoraf næsten to Femtedele falder paa Forstæder og andre bymæssige Bebyggelser tilsammen.

Vore Købstæder vokser langt stærkere i deres Forstæder end indenfor den administrativt afstukne Grænse; saaledes havde Købstæderne fra 1921_—30 kun en Befolkningstilvækst paa godt 10 pCt., medens Forstædernes Befolkning forøgedes med to Trediedele. rivende denne Forstadsdannelse ved de moderne Trafikmidlers Hjælp foregaar, ses for vort Vedkommende vel bedst omkring Hovedstaden langt nord-, syd- og vestpaa, men den er jo ogsaa særdeles tydelig ved de store Provinsbyer. Ja saa rivende er Udviklingen, og saa langt naar det daglige Samkvem mellem Oplandsbefolkningen og Købstaden ud, at Statistikeren allerede nu har sine Samvittighedskvaler med Hensyn til Afgrænsningen Forstadsbebyggelse og bymæssig Bebyggelse iøvrigt. gaar en Røst fra Aalborgegnen ud paa, at den mægtige Rutebiltrafik mellem Aalborg og Omegn nu er ved at lægge det 10 km fjærnt liggende Svenstrup ind under Forstæderne. Forstæderne søger Købstadens Folk enten Skattely eller Natur; eller der oprettes Fabrikker, hvortil Købstadens Befolkning den faste Arbejderstab. Vekselvirkningen er saa intim, at nogen økonomisk Grænse mellem Købstad og Forstad neppe mere findes.

Læbæltebestemmelsernes Ophævelse nævnes jo ofte som en medvirkende Aarsag til Forstædernes hurtige Opvækst. Helt bortsetfra, disse Erhvervsrestriktioner ikke beskyttede København og ogsaa tidligt faldt bort for en Del andre Købstæder, tillægger jeg nu ikke den almindelige Ophævelse nogen større Betydning med Hensyn til Agglomerationsdannelsen. Læbæltebestemmelserne²), der jo indførtes her i Landet omkring 1420 i Erik af Pommerns Dage, som et Plagiat af de store Lande, og som ogsaa efter NæringslovensIkrafttræden

---

1) Norges officielle Statistik, VIII. 182, S. 21*.

2) Se nærmere herom bl. a. i Beta-nkning afgiven af den af Handelsministeriet Indenrigsministeriet den 23. December 1915 nedsatte Kommission angaaende Indlemmelse i Kobstæder og Læbælters Ophævelse, Kobenhavn 1919.

ringslovensIkrafttrædeni nogen Grad blev opretholdt i 1_—I¹ 2 Mils Afstand fra Købstadens Akseltorv, var efter mit Skøn et Kuriosum af Rang i det ellers forholdsvis liberale 19. og 20. Aarhundrede.Thi blev et Eldorado for Brugsforeningerne, og alligevel varede Handelsorganisationernes Modstand mod Ophævelsenlængere Haandværkerforeningernes, for hvilke Bæltetnu vist heller ikke betød nogen nævneværdig Beskyttelse.

Selvfølgelig har Læbæltebestemmelsernes endelige Ophævelse ved Lov af 11. Februar 1920 skabt noget friere Forhold, særlig for Handelserhvervet i Forstæderne, og for saa vidt forelaa der en begyndende eller tiltagende Spredning af de bymæssige Erhverv over et større Territorium end det tilvante.

Vel omtrent samtidig med Forstæderne, der opstaar og trives i intim Vekselvirkning med Købstaden, rejser sig fra forrige Aarhundredes lidt efter lidt de øvrige bymæssige Bebyggelser Landdistrikterne enten som Stationsbyer eller Landevej o. 1., indeklemt maaske mellem flere eller færre Købstæder. Altsaa ikke alene uden Støtte af, men snarere i Kamp med Købstaden maa disse Nydannelser arbejde sig selvstændigt Dels kan de i en Tid, hvor de personlige Behov og ønsket om hurtig Dækning af dette vokser, tilrive sig en Del af Købstadens Detailforretning; dels finder de ogsaa i Købstadens eller Leverandør deres Fournør og Financier. Ret hurtigt faar den fremvoksende Agglomeration ogsaa i erhvervsmæssig et bymæssigt Præg. Men naar først det Købstaden Opland er udnyttet fuldtud, vil — om ikke Landliggeri el. lign. spiller ind — Stationsbyens Vækst standse, før eller senere. Tilvæksten i Stationsbyernes Folketal har da ogsaa ved de senere Tællinger været forholdsvis noget mindre end i tidligere Perioder. At denne Tendens tildels ogsaa har sin Forklaring i, at de stadige Fremskridt i Samfærdselen nu ogsaa spreder Byerhvervene mere ud over ellers rene Landdistrikter end tidligere, er der visse Tegn paa.

Hvor stærk er nu Koncentrationen af de bymæssige Erhverv
paa alt, hvad vi her i Aften betegner som »By«?

Som det fremgaar af Tabel 2, falder af det samlede Antal Mennesker,der af Haandværk og Industri, Handel, Transport og immaterielle Erhverv, mellem 80 og 90 pCt. paa »Byerne«; for Husgerning og Personer ude af Erhverv, d. v. s. Kapitalister, Pensionistero.

sionistero.1., er Andelen henholdsvis 61 og 68 pCt. Til den rette Bedømmelse af Talforholdene gør jeg opmærksom paa, at Tabellensnederste giver den procentvise Fordeling af hele Folketallet.

Da det jo kun er for det rene Landbrugs og Skovbrugets Vedkommende, »Landet« praktisk talt er Enehersker, nemlig med henholdsvis 94 og 87 pCt., er de mindre Erhverv som Gartneri og Fiskeri i denne Tabel holdt for sig. Af de Personer, der lever af disse to Erhverv, bor henholdsvis 71 og 61 pCt. i »Byerne«; og Gruppen »Bymæssige Bebyggelser« har en særlig stor Andel i disse Erhverv.

Af Tabel 3 fremgaar, hvorledes de enkelte Erhvervsgrene fordelersig de enkelte Grupper af »Byer« og paa det rene Land. Vi ser her, hvorledes Hovedstadens Forstæder er mest, men ogsaaProvinsbyernes stærkt industripræget, idet henholdsvis 56 og 48 pCt. af Befolkningen her lever af Haandværk og Industri.Til er Hovedstaden og Provinsbyerne stærkest prægedeaf med henholdsvis 20 og 17 pCt., medens Agglomerationerne iøvrigt her ligner hinanden stærkt. At Landbrugsbefolkningen for »Bymæssige Bebyggelser« betyder

noget mere end for de øvrige Grupper af »Byer« og Haandværksbefolkningennoget
giver disse Bebyggelser et Særpræg.

Det vil ses, at for »Byerne« som Helhed udgør de tre Hovederhvervsgrene og Industri, Handel og Transport tilsammen lige saa stor Del af Befolkningen som Landbrugsbefolkningen det rene Land.

Naar jeg herefter ganske kort vil fremhæve nogle af de »Byer«, hvor de købstadmæssige Erhverv er særdeles stærkt koncentrerede,saa jeg hermed ikke Sigte paa det, som f. Eks. ProfessorAlfred i sin Tid kaldte »Über den Standort der Industrien«, en Undersøgelse, som Ekspeditionssekretær Skade for Danmarks Industri gennemførte i 1927¹). Jeg giver ingen Systematik, men kun nogle forklarende Eksempler. Og forøvrigt siger Folketællingerne os heller intet om Antallet af Virksomhederog Beliggenhed, men kun om, hvilken Art Virksomheddet Individ er beskæftiget i eller da lever af. Erhvervstællingenaf er nu ved at være noget forældet. Dog skal der henvises til et Arbejde af Fuldmægtig Steenstrup om de danske Provinsbyers økonomisk-geografiske Struktur²), der netop for meget væsentlige Deles Vedkommende bygger paa Materiale

---

1) Danske industrielle Virksomheders Beliggenhed, Nationaløkonomisk Tidsskrift S. 509 ff.

2) Beretning om dansk Byplanlaboratoriums Virksomhed 1929, S. 9 ff. og 1930, S. 47 ff.

fra nævnte Tælling og giver et Billede baade af den enkelte KøbstadsOpland
af Erhvervsgrenenes Betydning for den enkelte
Købstad.

Bearbejdelsen af Folketællingen 1930 gør det muligt at betragte
Købstad med Forstæder som een Enhed. Mine Eksempler omfatter
ikke »Købstæder«, men »Byer«.

Selv vore forholdsvis ensartede danske Byer kan være af ret forskellig erhvervsgeografisk Type, idet visse Erhvervsgrene af forskellige Aarsager kan have klumpet sig særlig stærkt sammen i nogle af »Byerne«.

Det fremgik af Tabel 3, at »Industriprocenten« (den Procentdel Befolkningen, som lever af Haandværk og Industri) for »Byerne« som Helhed androg 40,5. Her naar imidlertid »Byer« som Nakskov, Silkeborg og Nørresundby helt op over 50 pCt. Nakskov har af Industrier, der beskæftiger mange Mennesker — dette er jo i denne Forbindelse det afgørende, og ikke alene Produktionsmængden Sukkerfabrik, Skibsværft og Mælkekondenseringsfabrik; Silkeborg kender vi Papirfabrikkerne, der fra deres første Dage har kunnet udnytte Gudenaaens Vande, endvidere og Maskinindustri; Nørresundby domineres tilligemed af Cementfabrikkerne, der er anlagt dér, hvor Naturen Raastoffet, og hvor der bl. a. ogsaa er forholdsvis billig til de mange Kul, naar man husker, at Nordjyllands store Cementfabrikker — som Direktør Hartz fortæller i sin Piéce¹) om dansk Industri — har deres Kul til samme cif-Pris, som der betales f. Eks. i London og andre Pladser i Sydengland.

Jern- og Metalindustrien beskæftiger i Almindelighed mange Mennesker; den holder sig da ogsaa særlig til de større Byer, hvor der findes den nødvendige Stab af specialuddannet Personale. Dette maa huskes ved en Omtale af vore største »Byer« over 20 000 Indbyggere, der alle, med Undtagelse af det til Gengæld særlig stærkt handels- og trafikprægede Esbjerg, har en Industriprocent,der over »Byernes« Gennemsnit. Tillige har hver By dog andre og særprægede Industrier, der giver mange Munde Brød. Hovedstaden behøver jeg ikke at nævne; Aarhus har StatsbanernesCentralværksteder, Virksomheder, Oliefabrikken, Frich, Tekstil og Trikotage; Odense har Maskin-, Tekstil- og Tobaksvirksomheder, Aalborg Skibsværft og Tobak, Randers Jernbanevognsfabriken Skandia, Vejle Bomuldsspinderierneog

---

1) G. E. Hartz, Danmarks Industri, Kbhvn. 1934

rierneogsaa fremdeles. Vi maa her nøjes med nogle Stikprøver af de mere dominerende Industrier og med iøvrigt at fremhæve, at vore større Byer alle har en baade stor og ogsaa ret alsidig Industri — meget i Modsætning til mindre Byer som Nykøbing S., Præstø, Ærøskøbing, Marstal, Skagen, Ribe og Nordborg, hvor Industriprocenten kun ligger et Sted mellem 20 og 30.

Jeg gjorde tidligere opmærksom paa, hvor udilydende Grænserne Forstæder og bymæssig Bebyggelse iøvrigt sine Steder Ikke mindst gælder dette for Aarhus, hvor derfor ogsaa Gennemsnittet for de i Aarhus Amtsraadskreds beliggende bymæssige naar op paa en Industriprocent af 44, der er fælles med Aarhus Købstad og Forstæder under et. Selv Forstæderne Horsens, Silkeborg og Nørresundby Købstæder er saa stærkt industriprægede, at godt seks Tiendedele af Befolkningen her lever af Haandværk og Industri; men iøvrigt ligger jo, som før nævnt, Industriprocenten for Forstæderne som Helhed betydeligt den for Købstæderne.

Det mest udprægede Byerhverv er imidlertid Handelen. Her ligger det lille Præstø højest med 21 pCt. af Befolkningen som levende Handel. Dernæst følger Hovedstaden, Kolding og Aabenraa 20 og Maribo, Stubbekøbing, Thisted og Haderslev med 19 pCt. Hvor ikke et unormalt lille Haandværks- og Industripersonel Handelsprocenten i Vejret, maa dennes Højde naturligvis et fortrinligt Opland, en Kendsgerning, som Omsætningsbeløbene Indbygger fra Erhvervstællingen 1925 da ogsaa tilfulde viser.

Hvad angaar Samfærdselen, hvor Procenten ifølge Tabel 3 for »Byer« under et laa paa 10, da præges naturligvis de »Byer« stærkt, der har det samboende Jernbanepersonale. Her ligger Korsør i Spidsen med en Transportprocent paa 28, hvortil dog skal bemærkes, at denne »By« næst efter København har Sjællands Importhavn, særlig for Foderstoffer, Kul og Koks (efter Steenstrup, 1. c). Struer har som Knudepunkt for den vestjydske en Transportprocent paa 24 og Fredericia som Landets vigtigste Jernbaneknudepunkt paa 20. For en »By« som Marstal vejer Skibsfarten meget stærkt; her lever da ogsaa hvert fjerde Menneske af Transporterhvervet. En saa vigtig Transportby Esbjerg, der dog ogsaa med Hensyn til andre Erhvervsgrene ret alsidig, har en Transportprocent paa 18.

Jeg skal herefter fremdrage et Materiale, der yderligere bidragertil
af »Byernes« og »Landets« erhvervsmæssigeStruktur.

sigeStruktur.Hermed sigter jeg til den Inddeling af de beskæftigedePersoner saakaldte sociale Grupper, som benyttes ved Bearbejdelsen af de store Folketællinger: Inddelingen i selvstændigePersoner, og Arbejdere.

Det er en baade naturlig og kendt Sag, at Bedriftskoncentrationen størst i Hovedstaden og næststørst i Provinsbyerne; men hvorledes Forstæder og bymæssige Bebyggelser tager sig ud omkring Ramme, er Folketællingen af 1930 den første, der kan udtale sig om.

For nu i ganske grove Træk at faa et Overblik over Virksomhedernes Størrelse i dansk Erhvervsliv, har jeg (jvfr. Tabel 4) divideret Antallet af selvstændige Personer ind i det samlede Personel overhovedet. Endvidere er der i Tabellens højre Del givet en procentvis Fordeling af Personellet efter sociale

Det vil heraf ses, hvor nødvendigt det er at betragte Købstæderog som een Enhed. Thi ganske vist er Helhedsindtrykketdette, Forstæderne har Købstædernes erhvervsmæssigeStruktur. Forskellen i Procenten for Funktionærer og Arbejdere er trods alt stor. Og da der jo vitterligt bestaar et meget intimt Samkvem mellem Forstad og Købstad, uden at en

Folketælling dog kan fortælle os nærmere herom, saa siger Fordelingsprocenternefor
og Forstæder enkeltvis ikke saa
forfærdelig meget om de faktiske Erhvervsforhold.

Over for »Byerne« med den paaviste stærke Koncentration af de bymæssige Erhverv staar saa de rene Landdistrikter med — som det fremgik af Tabel 3 — en Landbrugsprocent paa 65, en Haandværks- og Industriprocent paa knapt 13 og en Handels- og Samfærdselsprocent paa 3 hver. For »Landet« har der jo ikke været Tale om nogen erhvervsmæssig Koncentration i territorial Forstand; men dermed er ikke sagt, at »Landet« har henligget i en Tornerosesøvn. Tværtimod. Der har gennem Tiderne været langt større Bevægelser end man skulde tro.

Se først den Spredning af Landejendommene, som i stor Udstrækning ved Udflytningen efter Fællesskabets Ophævelse. store Landboreform stifter den vaagnende Landsbydreng for første Gang Bekendtskab med, naar han de mest umotiverede Steder i Stengærders Kratbevoksning finder dejlige Stikkelsbær — dér nemlig, hvor i gamle Dage de smaa Kaalgaarde laa ved Bytoften. Senere faar han saa mere at vide hos lærde Mænd, men husker det ikke fuldt saa godt. Et af de reneste Eksempler paa dansk Landbebyggelse før og nu er vel nok Solbjerg Sogn ved Slagelse¹). Under Udstykningen i nyere Tid er denne Spredning blevet stærkt fortsat; dels er herved tidligere Storgrundejerne nedlagte Landsbyer genopstaaet, dels rejses der nye Bebyggelser paa hidtil übeboede øde Strøg.

Bondens tidligere Hjemmeindustri blev til særskilt Hovederhverv Landsby eller By. Med Færdselens og Færdselsretningens Ændring forsvandt de ældgamle koncessionerede Vandmøller, de mange Brændevinsbrænderier med Gæstgivergaard, Høkeri og Kreaturhandel m. m. langs de berømte Okseveje fra Limfjorden til Grænsen mod Syd. Gæstgiverier nedlægges stadig. Men til Gengæld er der saa andre Steder i Landsbyer og ved moderne Veje opstaaet ikke saa faa nye Virksomheder indenfor Haandværk, og Transport.

Herved tænker jeg ogsaa paa den Mangfoldighed af Bierhverv, som ogsaa Landbruget nu kender. Hjemmeindustrien, hvorved Kvinden nærmest blev overlæsset med Arbejde, blev opgivet; men Manden fik andre Bierhverv i Stedet, dels Æreshverv, dels lønnede.Spændvidden

---

1) M. Vahl, Landbebyggelsen i Danmark, Svensk geografisk Årsbok 1930, S. 163.

nede.Spændviddener stor mellem den gensidige Hestekasses Formand, der f. Eks. en Snevejrsdag møjsommeligt opkræver Kontingent hos det enkelte Medlem personligt, og det landbrugskyndigeMedlem en københavnsk Bestyrelse.

Kan der nu for de rene Landdistrikter paavises en Tendens til
Oprettelse af nye bymæssige Virksomheder, saaledes at selve
»Landet« i nogen Grad kan siges at skifte Karakter?

Vi har tidligere hævdet, at de bymæssige Bebyggelser paa Landet som Helhed ikke vokser forholdsvis saa hurtigt som hidtil. kan det Opland, de har kunnet fravriste Købstæderne, snart være udnyttet; dels er Trafikmidlerne blevet saa fuldkomne, at Købstaden med sine større og velassorterede Forretninger eller den voksende Tilkørsel af Varer pr. Bil er rykket Landsbykunden men dels er der ogsaa adskillige Erhverv, der slet ikke mere føler sig bundne til de bymæssige Bebyggelser, men lægger sig frit ved alf ar, rutebilbetjent Vej. Dette er saaledes Tilfældet mangen Maskinsmed med Benzintank, Cyklesmed, Ægsamlingssted, Mejeri, ikke mindst med Vognmænd, der kan tilkaldes pr. Telefon, eller Bygningshaandværkere, der selv kører Bil eller Motorcykle og deltager i alskens Entrepriser over en forbavsende Radius. At der er megen Byggelyst langs Landevejene udenfor selve de bymæssige Bebyggelser, det tyder ogsaa Ejendomsskyld — eller rettere Jordvurderingen langs Landevejene det skal være et ret ucentralt Sted, om ikke Overskyldraadet ser byggeklar Grund ansat til mindst 1 Kr. pr, m².

Rutebilen egner sig fortrinligt for saadanne Landforretningers Forsyning fra Købstaden. Jeg gengiver mit Indtryk fra min seneste fra Aabenraa til Tinglev: et Sted afleverede Chaufføren Medicin, som han hos Apotekeren har Procenter paa, et andet Sted hos en Købmand og Høker nogle Smaating, som Grossistens Varebil havde glemt; midt mellem Vognsæderne laa tre store Iltbeholdere, der skulde afleveres hos den »mekaniserede« som til Gengæld skulde have et Tandhjul sendt til Støberi; ved en Gaard kastedes en Bunke Dagblade ned paa Grøftekanten til en halvvoksen Dreng, der her havde oprettet en Fordelingscentral for aandelig Føde.

Vi ser det, vi oplever det selv, hvorledes Udviklingen nu spreder bymæssige Erhverv mere end tidligere. Personbilruternes samlede Længde androg i de to sidste Aar omtrent 20 000 km eller 4 Gange saa meget som vort samlede Stats- og Privatbanenet; giver en noget at tænke paa.

Men hvorledes skal man nu give Udtryk for denne paastaaede Karakter-Forandring af de rene Landdistrikter i Tal? Først ved den næste store Folketælling i 1940 kan der blive foretaget en Opgørelse Mage til den af 1930. Der er imidlertid en anden Udvej at danne sig et Skøn over den skete Udvikling. Som Tilfældet i Aaret 1906, er der nemlig ogsaa ved Bearbejdelsen af Folketællingen 1930 blevet tilvejebragt en kommunevis Oversigt Befolkningens Fordeling efter Erhvervshovedgrupper, særskilt for »By« og »Land«. Vore Markedsanalytikere vil formentlig megen Glæde af en saadan Oversigt, medens den af 1906 i denne Henseende vel nok har været langt forud for sin Tid. For 6 Amtsraadskredse, fordelt over hele Landet, er for begge Aarene 1906 og 1930 de Kommuner blevet sammenlagt, der kun omfattede rene Landdistrikter, altsaa hverken Forstads- eller andre bymæssige Bebyggelser. Jeg har derefter foretaget nogle Beregninger, for at gøre Materialet fra de to Tællinger, hvis Erhvervsgruppering noget forskellig, ensartet.

Ved en Sammenligning af Resultaterne viser det sig herefter (jfr. Tabel 5), at der ogsaa i de rene Landdistrikter har været en relativ Tilbagegang for Landbruget og at Haandværk og Industri kun med Nød og neppe har kunnet opretholde status quo, medens der til Gengæld har været en udpræget Fremgang for Handel og Samfærdsel.

At Gruppen Haandværk og Industri ikke er gaaet forholdsvis frem, kan vel i nogen Grad forklares ved, at der endnu efter 1906 er forsvundet mange af de gamle Virksomheder, saasom Møllere, Skrædere, Vævere, Bødkere, Tækkemænd o. 1., og at nystartede moderne Haandværksvirksomheder kun knebent har kunnet genoprette Tab.

Tabellen er dog ikke et fuldgyldigt Udtryk for Spredningen af de bymæssige Erhverv ud over de rene Landdistrikter, fordi de talrige Tilfælde, hvor saadanne Erhverv drives bierhvervsmæssigt, indgaar i Tabellen; dette gælder saaledes Bierhverv som Forsikringsagent, Mælkekørsel, Lejebilforretning, Aflæser af Elektricitetsmaalere fl.

BEDRIFTERNE

Medens hidtil det territoriale Synspunkt stod i Forgrunden, skal
vi nu tage Hensyn til de mere bedriftsmæssige Forandringer.

Maa jeg her allerførst, for at forebygge Misforstaaelser, bemærke, den følgende Redegørelse i høj Grad bygger paa en Sammenligning mellem Resultaterne af Folketællingerne i 1921 og 1930. Da 1921-Tællingen imidlertid ikke har særlige Oversigter for Forstæder og bymæssige Bebyggelser iøvrigt, maa Sammenligninger dette Punkt frafaldes. Talen er derfor fra nu af kun om Hovedstaden, Provinsbyerne (d. v. s. de »juridiske« Købstæder) Landdistrikter, der her altsaa foruden »rent Land« ogsaa omfatter alle Forstæder og bymæssige Bebyggelser iøvrigt.

Forinden jeg gennemgaar nogle Erhvervsgrene enkeltvis, vil
jeg gerne ganske summarisk give et Helhedsbillede af Udviklingen

Hvis vi atter her, ganske raat, opfatter hver selvstændig Person som Repræsentant for en Virksomhed, og sætter Antallet af selvstændige i Forhold til det samlede Antal beskæftigede, saa er Helhedsbilledet praktisk talt uforandret, naar 1930 sammenlignes 1921; i det mindste er Bevægelsen hen imod større Virksomheder meget svag.

Af denne — ganske vist meget svage — Koncentrationstendens maa, omvendt, følge, at der i 1930 var forholdsvis færre selvstændigePersoner i 1921, hvilket naturligvis ogsaa er Tilfældet for samtlige Hovedlandsdele. Da nu Arbejderstyrkens procentvise Andel i det beskæftigede Personel er forblevet praktisk talt uforandret,saa

andret,saamaa jo den tredie sociale Gruppe, nemlig Funktionærerne,være
forholdsvis frem. Dette er da ogsaa Tilfældet.

Denne Forskydning i Funktionærernes Andel fra godt 12 pCt. i 1921 til 14 pCt. i 1930 er jo meget interessant, da netop Funktionærstabens tages som Tegn paa Erhvervslivets fortsatte Medens Antallet af selvstændige Personer fra 1921_—30 kun steg med 13 pCt. og af Arbejdere med 18 pCt., er Antallet af Funktionærer vokset med godt 30 pCt.; jfr. Tabel 6.

Den her skildrede Bevægelse tilslører imidlertid en Del Forskelligheder de enkelte Erhvervsgrupper; og ikke mindst gælder dette med Hensyn til Kvindens Deltagelse i Erhvervslivet. man (jfr. Tabel 7) samtlige aktive Erhverv under et, saa har Fremgangen for den selverhvervende Kvinde fra 1921_—30 andraget godt 21 pCt. mod kun 16 for Mændene; men Antallet af Kvinder i Landbrug m. m. samt Haandværk og Industri praktisk talt uforandret og for Kommission og Transport har der været nogen Nedgang, medens der i Grupperne Handel, immateriel Virksomhed og Husgerning har været en Tilvækst paa mellem 30 og 40 pCt.

Ved en nu følgende kort Gennemgang af nogle Erhvervsgrene skal jeg med Hensyn til Landbruget blot minde om, at der i indeværende Aarhundrede har været en Fremgang i Antallet af almindelige Gaardbrug og Husmandsbrug, medens de største og allermindste Brug blev formindsket stærkt. Mange af de allermindste fik Tillægsparceller og rykkede dermed op i en bedre Bedriftsstørrelse. Udstykningen af større Ejendomme til Husmandsbrug fortsættes jo stadig med opimod 500 nye Brug om Aaret. Hele Udstykningsbevægelsen synes da ogsaa at give sig Udtryk i Folketællingernes Resultater ved at hver Virksomhed 1930 i Gennemsnit for hele Landet beskæftigede færre Personer i 1921, nemlig henholdsvis 2,3 og 2,5.

Men denne Landbrugets bedriftsmæssige Spredning paa flere Virksomheder og Retningen hen imod den Bedriftstype, der kan ernære sin Mand fuldt og helt, har naturligvis samtidig ogsaa fremskyndet i det danske Landbrug for saa vidt angaar Dansk Landbrug har som Helhed sin største i de mindre og mellemstore Brug, naar vi da ved Jordens Udnyttelse tager Roeprocenten og ved Husdyrbruget Koog pr. Arealenhed i Betragtning. Retningen hen imod den for Danmark mest formaalstjenlige Bedriftsstørrelse i Forbindelse Intensiveringen og andre driftstekniske Faktorer satte som bekendt det danske Høstudbytte op i det dobbelte, regnet Firserne.

Samtidig med denne Koncentration spores der dog ogsaa hist og her i Landbruget Tendenser til — om man vil — driftsmæssig noget i Retning af Forsøg paa mere ekstensiv Drift, hvorved bl. a. gennem en Formindskelse af Folkeholdet Omkostningerne pr. Arealenhed skulde kunne bringes ned og Rentabiliteten hæves. Saaledes lægger flere sig efter Faareavlen nu end for Aar tilbage. Faareavl betragtes jo gerne som daarlig forenelig med det intensive Landbrug, bl. a. fordi Faarene som bekendt er altfor dumme til at blive paa den »Fenne«, som dem tilhører.

Tidligere saa man i Reduktionen af Græsmarksarealerne udenforOmdriften typisk Karaktertræk for Intensiveringen, og i denne Retning bevæger Tallene for hele Landet sig ogsaa saa smaat endnu. Men alligevel har man ikke kunnet undgaa i visse Egne hos visse Foregangsmænd at lægge Mærke til en saakaldt Ekstensivering som den viser sig i øget Udlæg til vedvarende Græsmarker. Men da dygtige Jyder nu af moderne vedvarende

Græsmarker vil kunne fremtrylle det næsten utrolige i Retning
af Foderenheder, har vi neppe længere Lov til i en saadan Driftsmaadeat
en driftsmæssig Spredning.

Skønt et mindre Erhverv — det ernærer jo knapt een Procent af Befolkningen — skal jeg alligevel overfor denne Forsamling omtale Gartneri, Havebrug og Frugtavl, da dette er et Erhverv med stærk Fremdrift, som i 1930 beskæftigede ca. 42 pCt. flere Mennesker end i 1921.

I samme Tiaar synes der ogsaa at være sket en Koncentration,
da Virksomhedernes gennemsnitlige Størrelse for Hovedstadens
og Provinsbyernes Vedkommende, er en Del forøget.

For hver selvstændig Person beskæftigedes hovederhvervsmæssigt
Gartneri, Havebrug og Frugtavl følgende Antal Mennesker:

At Virksomhederne i Købstæderne og da i Særdeleshed Hovedstaden større end i Landdistrikterne, er ret forklarligt. Jorden paa Købstadgrund er dyr. Her tvinges simpelthen Gartneren til den stærkt intensive Drift, særlig under Glas; denne Gartner bruger saa kun lidt Jord, men stort Personale. Omvendt med Havebrug paa Friland; her kræves en forholdsvis større Flade til den enkeltes Ernæring.

Selv for Hovedstaden har der siden 1921 været en Fremgang for »Gartneriet«, endog paa 20 pCt. Her har man dog ellers haft det Indtryk, at de høje Grundpriser og Skatter samt offentligt og privat Byggeri jager Gartneren paa Flugt. Men dels er der endnu Jord i Storbyens Periferi, som intensivt kan dyrkes med Fortjeneste, og dels er der i og omkring Villakvartererne opstaaet helt ny »Gartnertype«, hvis Jord maaske kun udgør 2—B2_—8 übebyggede Villagrunde, og som forsyner Villahaverne med Blomster, Stenhøjsplanter o. 1.

Det er en Kendsgerning, at Automobilet har gjort det baade muligt og let for Gartneriet at sprede sig ud over Købstædernes udstrakte Opland. Ganske vist har Amagerboerne fra gammel Tid kunnet køre et Par Mil herind hver Dag. Men nuomstunder menes ca. 10 pCt. af de Københavns Torv tilførte Varer at stamme fra Odense-Auktionerne, og dette er jo kun een af de lange Afstande,ud

stande,udfra hvilke Storbyen nu praktisk talt daglig forsynes. Mange Steder gaar i Gartneriet en baade driftsmæssig og lokal Koncentration Haand i Haand. Stige ved Odense er vist et af de bedste Eksempler herpaa; her er der fælles Opvarmningscentral og fælles Frugtkøleanlæg. Andels-Salgsforeningerne i Odense og Svendborg har eksempelvis fælles Pakkecentral og Lagerrum.

For de fleste her i Aften knytter der sig vel nok en særlig Interesse det største Byerhverv: Haandværk og Industri. Lad mig her først i al Korthed paapege, hvorledes Forholdene med Hensyn til Koncentrationen laa ved Erhvervstællingen i 1925. Antallet af større Virksomheder og Virksomhedernes gennemsnitlige overhovedet var blevet forøget fra Tælling til Tælling, den gennemsnitligt benyttede Maskinkraft. For Personellets Vedkommende gav denne fortsatte Forskydning henimod sig Udtryk i en forholdsvis Nedgang i Antal Ledere mod en tilsvarende Fremgang i det overordnede tekniske Personale. der ikke var en forholdsvis Tilvækst for Kontor- og Butikspersonalet, vel nærmest en formel Aarsag, nemlig det Forhold, at det Butikspersonale, som beskæftiges i de Haandværksvirksomheder, har Butik eller Udsalg, blev henregnet til Handelen, hvilken Erhvervsgren i 1925 for første Gang var Genstand for statistisk Undersøgelse.

Hvilket Bidrag yder nu Folketællingen af 1930 til Belysning af
den industrielle Koncentration?

Det Helhedsbillede, man faar ved baade i 1921 og 1930 at sætte de selvstændiges Antal i Forhold til samtlige beskæftigede Personer, for Landet som Helhed en fortsat Koncentration, thi Virksomhederne er som Helhed lidt større nu end dengang. Fremgangen dog kun paa Landdistrikterne, medens Hovedstaden en übetydelig og Provinsbyerne en kendelig Nedgang.

Nu siger Folketællingerne os jo intet om Antallet af Virksomhederefter
Vi maa derfor slaa os til Taals med det
givne Helhedsbillede, der godt for Hovedstaden og Provinsbyerne

kan tilsløre en Bevægelse, som dels gaar ud paa, at Antallet af allerstørste Virksomheder er steget, eller at de allerede bestaaendestørste er blevet endnu større, og dels at Antalletaf Virksomheder er steget særlig stærkt.

Tabel 8 viser for Landet som Helhed en Fremgang for selvstændige paa 13 pCt. At man kan tage denne Stigning som Udtryk særlig for Fremgang i Antallet af mindre, selvstændige er indlysende, naar man véd, at Stigningen skyldes Fremgangen for Bagere, Slagtere, Murere, Tømrere, Malere, Maskinsmede og elektriske Installatører. 1 samme Retning peger det Materiale, som den aarlige »Industriberetning« i Tillæggets Tabel 11, der giver en Oversigt over ny oprettede, udvidede, opløste og nedskrevne Aktieselskaber. Bearbejdelse af denne Tabel for det sidste Femaar viser, at Tilgangen kun har andraget 73 industrielle Aktieselskaber samtidig at Kapitalen blev nedskrevet med godt 11 Mill. Kr.

Medens Bevægelsen i de selvstændiges Antal indenfor Haandværk Industri er nogenlunde ens for Hovedlandsdelene, er Billedet Funktionærernes Vedkommende et ganske andet, thi her, hvor det drejer sig om overordnet og underordnet teknisk og Kontorpersonale i Haandværk og Industri, har der for Hovedstadens ikke været nogen Fremgang i et Tiaar, hvor eller den samlede Folkemængde steg med ca. 10 pCt.

Naar r in nu i den senere Tid har læst Professor Geigers tankevækkride
i Nationaløkonomisk Tidsskrift om Forskydningeri

ningeriNutidens sociale Lagdeling, i hvilken det fremhæves, hvorledes i Tyskland i sin Tid de »Maanedslønnede« erobrede Fabrikkerne ad den organisatoriske Rationaliseringsvej, men Funktionærantallet nu atter var for nedadgaaende, fordi StorbedriftensOverlegenhed ikke længere er Axiom, men der i Stedet for søges efter den optimale Bedriftsstørrelse — ja saa fristes man jo til at forestille sig en lignende Standsning i Koncentrationenfor Vedkommende herhjemme; thi en forholdsvis Nedgang i Funktionærantallet mod Opgang i HovedpersonernesAntal tyde derpaa.

Dette er dog i nogen Grad en statistisk Fælde. Thi for det første Funktionærtallene ret smaa, saa de paavirkes stærkt ved eventuelt noget forskellige Sorteringsregler ved Tællingerne, idet der f. Eks. af Haandværkets Butikspersonale i 1930 fejlagtigt kan være lagt noget til Handelen. Men hvad der vejer mest, er den Kendsgerning, at Folketællingen af 1921 afholdtes i Februar Maaned, paa et Tidspunkt, da Højkonjunkturen endnu ikke var afviklet. Særlig Hovedstaden synes dengang at have haft et forholdsvis stort Funktionærapparat til det tekniske og kommercielle saaledes at man, efter en Reduktion i Nedgangsaarene, i 1930 ikke var naaet op over disse Højkonjunkturens Det er i denne Henseende beklageligt, at vi ikke har bare een Folketælling med Erhvervsopgørelse ind imellem Aarene 1921 og 1930.

Ret iøjnefaldende er det, at vi i nævnte Tiaar i Modsætning til Hovedstaden har en Stigning i Provinsbyernes og Landdistrikternes paa henholdsvis 27 og 62 pCt. Men Provinsens nyere og maaske ogsaa til Tider lidt mere forsigtige Industri har vel nok udvidet sit Funktionærapparat noget langsommere Hovedstaden. At Hovedstaden allerede omkring 1920_—21 havde udvidet denne Personalegruppe meget stærkt, det kunde en Sammenligning med Folketællingen af 1911 godt tyde paa, i hvilket Aar der kun taltes 7000 Funktionærer i Haandværk og Industri mod 17 000 i 1921.

Har først det tekniske og kommercielle Funktionærapparat naaet en vis Standard, saa er dets Kapacitet sikkert betydelig. Naar saaledes Direktør Hartz i sin Industripiéce fortæller, at der nu er 100 000 Forhandlere, som fører Hellesens Tørelementer, saa forestiller jeg mig kun en stærkt forøget Produktion og ikke nogen tilsvarende forøget Funktionærstab eller teknisk Apparat.

Professor Geiger gør ogsaa for Tysklands Vedkommende op-

mærksom paa, at den Frygt, som man tidligere nærede for at Industrialiseringen med dens stærke maskinelle Koncentration skulde gaa ud over den forsvarlige Oplæring, har vist sig at være übegrundet. Ogsaa herhjemme peger Tallene hen paa den glædelige at Oplæringen holdtes i Agt og Ære. Jeg har nemlig for Aarene 1921 og 1930 søgt at skille de Fag ud, hvor de selvstændige Personer aldeles overvejende maa betragtes som egentlige Haandværksmestre og hvor Arbejderstyrken maa siges aldeles overvejende at være faglærte Svende og Lærlinge. For Landet som Helhed fremkommer der saa en Stigning for Mestre og faglærte Arbejdere paa henholdsvis 18 og 23 pCt, hvilket i begge Tilfælde er en større Tilvækst end for selvstændige Personer Arbejdere som Helhed i Haandværk og Industri (henholdsvis og 19 pCt.).

I en Fremgang i den kvindelige Arbejderstyrke vilde man vel nok i nogen Grad være tilbøjelig til at se et Tegn paa en fortsat Koncentration af Mekaniseringen. Fra 1921_—30 har der dog været mindre Nedgang for Hovedstaden og Provinsbyerne mod en Fremgang paa 13 pCt. for Landdistrikterne, saaledes at Antallet begge Aarene for Landet under eet er praktisk talt det samme, nemlig 44000. De store »Kvindefag«, nemlig Tekstil-, Konfektions- og Skotøj sindustrien har ganske vist haft en mindre paa ialt 1000 kvindelige Arbejdere; men til Gengæld der været Nedgang i mange mindre Fag. Hovedstaden alene beskæftiger ca. ss_{' 5}, Provinsbyerne 3/₁₀ af de kvindelige Arbejdere Haandværk og Industri, Landdistrikterne Resten; Forskellen saaledes de forskellige Størrelses- og Koncentrationsforhold Landets Hoveddele.

For en Fuldstændigheds Skyld skal jeg bemærke, at Antallet af selvstændige Kvinder i Haandværk og Industri fra 1921_—30 er gaaet 10 pCt. tilbage, medens Antallet af Funktionærer er steget 17 pCt. Det samlede Resultat bliver herefter, at der nu som dengang beskæftiges 66 000 Kvinder ialt. Fremgang for Kvinderne vi om et Øjeblik finde i Handelen.

Den bedriftsmæssige Koncentration har ogsaa i Industrien givet sig Udslag i en som Helhed stærkt voksende Produktion. I Modsætning Landbruget, der jo under skiftende Konjunkturer ikke pludseligt lægge sit Produktionsapparat om, endsige standse Produktionen, der naturligvis for Industriens Vedkommend være Tale om store Udsving i Produktionsmængden. Men som Helhed giver Industriens forøgede personelle og særlig tekniske Kapacitet

sig Udtryk i en umiskendelig Fremgang for Produktionen. Lad os blot tage nogle Eksempler og sammenligne Produktionsmængden Aaret 1905 med den i 1933; for Cement fremkommer der saaledes en Femdobling, for Skotøj og Trikotage en Tredobling. Grunden til, at Trikotage er steget saa stærkt, er dog delvis den, at Forbruget af Tekstilvarer er gaaet over fra uldne eller bomuldne til Trikotage. Klædefabrikkernes og Bomuldsvæveriernes blev nemlig i nævnte Tidsrum kun forøget med en Femtedel.

Inden vi gaar over til Handelen, maa vi endnu nævne nogle Industrigrene, hvor der allerede længe har været en stærk Spredning i Produktionen. Af Jernstøberier, Sukkervare-, Tobak- og Margarineproduktionen er sidstnævnte Industrigren vel nok det bedste Eksempel. Saaledes oplyses det i det af Kontorchef Colin og Ekspeditionssekretær Skade forfattede Jubilæumsskrift Mønsteds Fabrikker, i hvilket der findes et udmærket over Margarinefabrikkernes Spredning, at der lige før Krigen fandtes 42 Virksomheder mod 122 i 1933. Dog fremstillede de 9 største Virksomheder alene i 1933 de 82 pCt. af Landets samlede Margarineproduktion. Her har vi netop Typen paa en Industri, hvor Beliggenheden midt i Kundekredsen har gjort det muligt for den lille Virksomhed baade at starte og hævde sig i en iøvrigt haard Konkurrence.

Ogsaa Udviklingen indenfor Handelen, som den nu foreligger
gennem den sidste Folketælling, er af stor Interesse.

Vi ved, at der nu gennem Aartier har været stadig flere Mennesker, levede af Handelserhvervet; og nu senest konstaterer vi, at Handelspersonellet fra 1921_—30 er vokset langt stærkere end de ca. ti Procents Tilvækst i Folketallet betingede, Personellet i den egentlige Varehandel endog fire Gange saa stærkt.

Til Handel i videste Forstand plejer Statistikeren ogsaa at henregne og Forsikringsinstitutter samt Restaurationsvirksomheder. der dog her ikke personalemæssigt er sket nogen nævneværdig Forandring, udelader vi i Aften disse Erhverv af vor Betragtning, skønt de tilsammen beskæftigede ca. 40 000 Mennesker, der særlig for Pengeinstitutternes Vedkommende foreligger Koncentrations- og Spredningsproblemer — jeg sigter baade til vore hjemlige Forhold, hvor nu senest Sammenslutningen Privatbanken og Lyngby og Omegns Bank frembyder Interesse, og til vort Naboland mod Syd, hvorfra man nu hører om den nye store Bankenquétekommission.

Vi helliger os i Aften kun den egentlige Varehandel, der, som
det fremgaar af Tabel 9, fra 1921—30 har haft en Fremgang i
Personellet paa 43000 Personer, svarende til 40 pCt.

Vort personlige Forbrug og vort Behov, vort Krav om velassorterede i mindst mulig Afstand fra Boligen samtidig med Rejsningen af de store Lejekaserner og de spredte Villabebyggelser Byernes Periferi har vel nok i nyere Tid givet Stødet Oprettelsen af alt for mange Butikker, hvilken Udvikling i sin Karrikatur tærer paa Begynderens Spareskillinger og maa virke prisfordyrende for Forbrugeren.

Da Virksomhederne som Helhed nu er noget større end tidligere,
der for hver selvstændig Person i 1930 beskæftigedes
2,5 Personer mod kun 2,3 i 1921, er Antallet af selvstændige Hand-

lende jo ikke steget fuldt saa stærkt som Personellet overhovedet, men alligevel dog med godt 26 pCt. Maaske kan en mindre Del af denne store Fremgang i Antallet af selvstændige tilskrives den Del af Handlende, om hvilken Professor Geiger mener, at den i Handelen har et Skjulested for Arbejdsløshed — her tænkes paa Gadehandlere, Forretningsrejsende, Agenter, Avissælgere o. 1. —;

Antallet af Handelsrejsende er ganske vist steget særlig stærkt, nemlig fra 6000 til 11 000, og ligeledes Antallet af Avissælgere o. 1., hvor det dog kun drejer sig om smaa Tal overhovedet; men ellers har Folketællingerne intet paalideligt Materiale til Bedømmelse af et saa dybtgaaende socialt Problem.

Fremgangen i Koncentrationen indenfor Varehandelen faar sit mest rammende Udtryk gennem den mægtige Tilvækst i Funktionærstaben, omfatter Handelens egentlige Arbejderstyrke, nemlig hele Kontor- og Butikspersonalet. Fra 46 000 i 1921 var Antallet af Funktionærer i 1930 naaet op paa over 74 000; der forelaa altsaa en Stigning paa 61 pCt. Godt organiseret, vilde denne »maanedslønnede« Styrke kunne blive en Magtfaktor af Rang i vort Samfund.

Varehandelen er den store Aftager af kvindelig Arbejdskraft; den beskæftigede i 1921 kun 26 000 Kvinder mod omtrent 41 000 i 1930. Dette svarer til en Tilvækst paa 55 pCt., der jo ligger betydeligt over Gennemsnittet for begge Køn under et (40 pCt.).

Tilvæksten i de selvstændiges Antal er dog ret fælles for begge Køn med ca. en Fjerdedel hver. Særlig Manufaktur- og Urtekrambranchen nu et langt større Antal selvstændige Kvinder tidligere. Men den kvindelige Funktionærgruppe har haft en Fremgang paa 70 pCt. mod kun 55 pCt. for den mandlige.

Medens Detailhandelen ifølge Sagens Natur vil fordele sig ret jevnt over Landet efter den Kundekreds, den betjener, hvilket jo ogsaa gælder med Hensyn til Provinsens blandede En gros- og Detailforretninger, saa er selve En gros Handelen langt friere stillet Hensyn til Beliggenheden. Saaledes fremgik det jo da ogsaa med al Tydelighed ved den sidste Erhvcrvstælling, at Grossisterne de trafikmæssigt set mest centrale Pladser. Fuldmægtig gør i sin tidligere nævnte Artikel udmærket Rede for disse Koncentrationsforhold. Han viser, hvorledes Størsteparten Danmarks En gros-Handel drives fra Hovedstaden og nogle faa af vore Provinsbyer og fremhæver, at denne Koncentration geografisk Henseende ikke mindst hænger sammen med Engroshandelens betydelige bedriftsmæssige Koncentration. Medens saaledes var 65 000 Detailforretninger om at dele Detailhandelens aarlige Omsætningsbeløb paa dengang godt 4 Milliarder Kr., var der kun 4—50004_—5000 Engrosforretninger om at dele en samlet Omsætning paa godt 5 Milliarder Kr., og af dette Beløb faldt næsten 41/.,4¹/., Milliard Kr. alene paa de 734 Engrosforretninger, havde mindst 1 Mill. Kr. hver i Aarsomsætning.

Ved Samfærdselen vil vi her i Aften ikke interessere os for Jernbanedrift, Søtransport, Sporveje, Post, Telegraf og Telefon, her opviser Folketællingen af 1930 praktisk talt det samme som i 1921, saaledes at der — naar Befolkningstilvæksten i Betragtning — har været en relativ Tilbagegang. derimod beskæftiger langt flere Mennesker end tidligere, men det drejer sig her kun om ret smaa Tal, fordi det store Personale, der udfører de senere Tiders mægtige henregnes til Industrien.

»Almindelig Landtransport« derimod, af hvilken Gruppe Vognmænd Personale udgør langt Hovedparten^ er undergaaet Forandringer, der er værd at lægge Mærke til. I denne Gruppe beskæftigedes i 1930 godt 20000 Personer mod kun det halve i 1921 og omkring 15000 ved Erhvervstællingen i 1925.

Her synes Virksomhederne ikke at være blevet gennemsnitligt større; tvertimod har der været en Spredning over flere Virksomheder tidligere, thi i 1930 var der pr. beskæftiget Person knapt 2 Personer mod godt 2 i 1921. Denne Udvikling skyldes dog ikke Provinsen, hvor Fordelingen mellem selvstændige og uselvstændigc forblevet uforandret, men udelukkende Hovedstaden, hvor ikke mindst Lillebilforretningerne har haft en rivende Udvikling. Her er da ogsaa Personaletallet pr. selvstændig Person dalet fra 3,7 i 1921 til 3,0 i 1930.

Antallet af selvstændige Vognmænd er fra 1921_—30 blevet mere end fordoblet. Vognmandsforretningen koncentrerede sig tidligerenoget paa Hovedstaden end Tilfældet er nu. Landdistrikterne,altsaa de Omraader, som ligger udenfor Hovedstadenog har endog fra 1921_—30 tredoblet Antallet af selvstændige Vognmænd. Ja, dette er naturligvis ikke saa mærkeligt,siden nu ogsaa blandt Landboerne er stor Efterspørgselefter Lastbilen bringer Foderstofferne til Stalddørenog Svin og Kreaturer til Slagteri eller Destruktion; Personbilerne bringer Folk til Møder, Slægt og Venner, Indkøb

og Biograf i Købstaden. Tid skal der spares. Cykle endnu til Enkeltmandskørsel,Lejebil Familien. Den tidligere saa stærkt benyttede Arbejdsfjedervogn staar nu som oftest gemt og glemt, og »Havremotoren«, Hesten, faar Aften- og Søndagshvile.

Jeg maa tænke paa, hvorledes Gustav Åkerman i en Artikel i Ekonomisk Tidskrift¹) fremhæver Bilvæsenets fordelagtige Virkninger Arbejdsmarkedet i Sammenligning med visse tidligere tekniske Omvæltninger af tilsvarende Omfang, i Særdeleshed Jernbaner og Elektriciteten. Sidstnævnte kræver nemlig begge meget store Kapitalinvesteringer i Forhold til det nødvendige Driftspersonel, medens Bilismen paa Grund af sin tekniske Karakter betydeligt mere Driftspersonel i Forhold til den investerede Kapital og derfor har virket stærkt øgende paa Beskæftigelsen.

Desværre ved vi intet om, hvormeget det rent beskæftigelsesmæssigt at vi fra 1921_—30 har femdoblet vort Antal Biler og, specielt, ottedoblet vort Antal Lastbiler. Vi har nemlig intet samlet Overblik over, hvad der her i Landet af Biler benyttes til erhvervsmæssig Kørsel²). Folketællingen giver os dog et Fingerpeg at paavise, at et af de saakaldte »gennemgaaende Erhverv« Udøvere kan anvendes i en hvilkensomhelst Erhvervsgren), Bude, Kuske og Chauffører baade i Industri og Handel fra 1921—30 er steget med godt 40 pCt.

I en saa vanskelig Tid som nærværende ser jeg et Lyspunkt deri, at det paa Grund af vore førende Bilfirmaers Afbctalingsog i Forbindelse med vore Bankers Inkassationssystem forholdsvis let at starte en Last- eller Lillebilforretning.

Naar til sin Tid Centralisationen af de vigtigste Rutebilruter paa Statens Hænder er gennemført herhjemme, vil det ved Erhvervstællingerne interessant at stille denne store Virksomhed imod tilsvarende private Rutebilforretninger. Da jeg i Sommer kørte med Rutebil fra Egernførde til Kiel, lagde jeg Mærke til, at i Tyskland nu Reichspost driver Bilruter og saaledes med Reichsbahn. Herhjemme har vi jo ikke denne Ompostering paa Statsregnskabet. Men ogsaa hos os er Forandringen i Rutebilpersonellets sociale Struktur betydelig: mange hidtil selvstændige vil blive Funktionærer. Altsaa atter et Led i Koncentrationen.

---

1) Vår yrkesfördelning och dess utveckling, 1934, S. 13.

2) Derimod tilsyneladende i Sverige; jfr. Åkerman, 1. c. S. 11.

Skulde jeg herefter forsøge at give et kort Sammendrag af mit Foredrag, saa er dette for første Dels Vedkommende en let Opgave; her drejede det sig baade om at paavise, hvor overordentlig Koncentrationen af de bymæssige Erhverv paa samtlige »Byer« stadig er, og modsætningsvis at gøre opmærksom paa, at der dog nu senest af de moderne Samfærdselsmidler synes være fremkaldt en vis Spredning af de bymæssige Erhverv ud over de rene Landdistrikter, hvilken Tendens vilde være endnu mere iøjnefaldende, om man ogsaa formaaede at vinde et talmæssigt over Landboernes bymæssige Bierhverv.

Men med Hensyn til den bedriftsmæssige Koncentration og Spredning er Opgaven vanskeligere. Thi den lange Periode, det Tiaar fra 1921_—30, jeg har maattet foretage en Sammenligning for, maner til Forsigtighed. Ganske vist afgiver Resultaterne af Erhvervstællingen 1925 en ret god Kontrol. Men da en Erhvervstælling Oplysning om hver enkelt Erhvervsgrens Bedriftsstørrelse hvad en Folketælling ikke kan — saa vilde det have været ønskeligt, om man allerede nu havde haft Resultaterne af en ny Erhvervstælling til Supplement og Korrektiv af de foreliggende fra Folketællingen 1930.

Det vil huskes, at vi for samtlige aktive Erhverv under et nærmest konstatere en Standsning af Koncentrationen med Hensyn til Virksomhedernes gennemsnitlige Størrelse; men samtidig den voksende Funktionærstab og den forøgede Beskæftigelse Kvinder paa en Koncentration af Mekaniseringen o. lign.

Ved en Opløsning i enkelte Erhvervshovedgrupper blev vi saa klar over de mange forskellige og ofte modsatte Bevægelser. Den industrielle Koncentration synes som Helhed at være standset, medens Varehandelens Virksomheder er gennemsnitligt større nu end tidligere.

Spredningen paa flere Virksomheder har for Landbruget sit typiske Udtryk i Udstykningsbevægelsen, for Industrien vel nok i Margarineproduktionen og for Samfærdselen i Vognmandserhvervet.

Der er den Brist ved vore store Erhvervs- og Folketællinger, at
de kun afholdes med store Mellemrum.

Men selv ved hyppigere Tællinger kunde man ikke undgaa en Mangel af — lad os sige — sociologisk Natur. Et Eksempel skal vise dette. Som bekendt forbinder man med Udtrykkene Haandværk Industri nu ikke mere Følelsen af et Konkurrence- eller

Kampforhold som tidligere; tværtimod er Haandværket jo Industriens Oplæringsinstitut, og ret almindeligt forekommer især her i Storkøbenhavn — jeg tænker bl. a. paa Teknologisk Initiativ — at mindre Virksomheder indenfor visse Brancher tilvirker visse Materialer, Maskindele og lignende for Industrien. Dette Forhold er det ved Tællinger vanskeligt at faa Rede paa. Virksomhederne indenfor samme Erhverv og Størrelsesgruppe hinanden, og kun sjældent vil Spørgeren faa Oplysning om den mere sociale Baggrund for det tekniske Apparat, der f. Eks. arbejdes efter Kontrakt eller Løn eller for det frie Marked.

I al Almindelighed kan det ud fra et sociologisk Synspunkt gøres gældende, at vel kan en Folketælling give os værdifulde Oplysninger om en Persons Alder, Beskæftigelse og Indtægt, og en Erhvervstælling om den enkelte Virksomheds personelle, maskinelle omsætningsmæssige Størrelse; men det er Sammensvejsningen Resultaterne fra begge Tællingerne, det kniber med.