1. LANDBRUGETS ALMINDELIGE ØKONOMISKE STILLING INDTIL 1925

NAAR vi Landboere ser den Drøftelse af Landbrugets økonomiske
Forhold, der nu er saa hyppig ogsaa i vor Hovedstadspresse,
synes vi, at den ofte vidner om manglende Forstaaelse
af Landbrugets økonomiske Vilkaar gennem de senere
Aar —-ja gennem den sidste Snes Aar. Man taler om Landbrugets
store Gældsbyrde i Nutiden som en letsindig Gældsstiftelse,
og man taler om en Landbrugskrise, der først har sat ind i 1932
eller tidligst i 1931—32, og om et højt forrost Landbrug, der, da
Krisen kom, viste en saa forbavsende ringe økonomisk Modstandsevne.
Mere velvillige Medborgere udtrykker Forundring
herover, og mere agressive Penne føjer Spot til Skade og henviser
bl. a. til de mange »gyldne« Landbrugsaar, der gik forud,
og hvor Landbrugets Mænd forsømte at konsolidere baade Erhvervets
og den enkeltes Økonomi.

Vi skal derfor først i grove Træk se lidt paa Landbrugets økonomiske Vilkaar gennem den sidste Menneskealder og paa Aarsagerne til den store Gældsbyrde, der nu sammen med de lave Priser paa Landbrugsprodukter og de store Vanskeligheder for Afsætningen er ved at trykke saa mange Landmænd i Knæ.

Det er rigtigt, at Landbruget i den Tid har haft en Række
gode Aar.

Saaledes var Tiden fra Aarhundredskiftet til 1914 en god Tid med store Fremskridt baade produktionsteknisk og økonomisk. Ganske vist lød ligeledes den Gang pessimistiske og advarende Røster mod den Gældsforøgelse, som ogsaa i disse Aar kunde konstateres; men Sandheden er dog den, at Værdierne i Landbrugsbedriftenikke

---

1) Nærværende Afhandling er en udvidet Gengivelse af et Foredrag om samme Emne i Nationaløkonomisk Forening den 17. Oktober 1933.

brugsbedriftenikkealene voksede i samme Forhold som Gælden,
men endnu stærkere, idet Landbrugets Prioritetsgæld udgjorde:

Landbrugskapitalen var altsaa forøget forholdsvis stærkere end
Gælden.

Fra 1898 til 1914 var Besætningsforøgelsen:

Alene denne Forøgelse kan lavt regnet kapitaliseres til 150 å 200 Mill. Kr., og Værdiforøgelsen ved Nybygninger og af Inventarforøgelse andrager væsentlig større Beløb. Hertil kommer, at en omfattende Jordkultivering samt Udstykning af Landejendomme yderligere bandt Millionværdier.

Denne Opgangstid med stigende Konjunkturer, med stærkt stigende Landbrugseksport, hvis Værdi i Perioden tredoble«, var en »gylden« Tid for dansk Landbrug. Som bekendt muliggjordes denne Udvikling dels af en blomstrende Industri i England og Tyskland og dels af et Landbrug her i Danmark, der evnede at udnytte disse Muligheder.

Karakteristisk for det tyske Markeds stigende Betydning i denne Periode er, at Priserne paa Kød og Kvæg i Perioden fra 1892_—96 til 1912_—13 steg med 27 pCt., medens Stigningen i Smørprisen for samme Tidsrum kun var 18 pCt.

Vi kommer herefter til Aarene 1914_—20, hvor Krigstiden skabte de abnormt høje Priser og de ganske unormale Omsætnings- og Produktionsforhold ogsaa for dansk Landbrug, der i saa høj Grad havde baseret sin store Produktion paa Import af Gødningsmidler og Foderstoffer og paa Eksport af Fedevarer.

Landbrugets Produktionsfortj eneste i denne Periode er blevet i høj Grad overvurderet ikke blot i Kredse, der staar udenfor Landbruget, men den blev det desværre ogsaa af Landbrugerne selv, fordi man i Almindelighed ikke klart skelnede mellem Fortjenesteog Pengerigelighed. Og at der var Pengerigelighed blandt Landmændene — særlig de større og mellemstore — ligesom

blandt de fleste andre Erhvervsdrivende, kan og vil ingen benægte.

At denne Pengerigelighed atter svandt stærkt ind under Efterkrigstidens og Inflationstidens høje Prisniveau, er en Kendsgerning, og det til Trods for, at Landbruget i Aarene 1923_—25 havde ligesaa stor Produktionsfortj eneste som ide egentlige Krigsaar, Produktion og Omsætning kunde jo nemlig paa dette Tidspunkt foregaa nogenlunde uhindret ved rigelig Tilførsel af Raastoffer, medens begge Dele under Krigsperiodens Afspærringer skrumpede mere og mere ind.

Det var denne Indskrumpning, som baade vor Eksportstatistik og vor meget mangelfulde Produktionsstatistisk bærer tydeligt Vidne om, der sammen med Krigsaarenes Restriktions- og Prisreguleringspolitik havde til Følge, at Landmændenes virkelige Fortjeneste trods de høje Priser var ret moderat.

Det maa jo i denne Forbindelse huskes, at Landbruget maatte aflevere en betydelig Del af sin Produktion til det hjemlige Konsum til forholdsvis lave Maximalpriser, og det desto mere, jo mere Tilførslerne udefra svigtede. Dernæst, at Landbruget ikke kunde sælge sine Varer til Tidens højeste Pris, men for Landets Nevtralitetspolitiks og dets Vareforsynings Skyld maatte fordele Eksporten efter ganske andre Hensyn end de økonomiske, og endelig, at Staten i Krigens seneste Faser benyttede Landbrugsprodukter som Bytteobjekt ved Fremskaffelse af nødvendige Importvarer, medens Afregningen til Landmændene skete til Priser, der var lavere og ofte uden Relation til de opnaaede Eksportpriser.

Resultatet af denne kort skitserede Udvikling var, at Landbruget med forholdsvis smaa opsparede Reserver fra Højkonjunkturens Tid gik ind og maatte gaa ind i Nedgangsaarene, der fulgte efter Verdenskrigen og efter Kronens Pariføring i 1925_—26, og samtidig maatte tage Konjunktur- og Driftstab paa en langt større Produktion end den, der gav Fortjeneste i Opgangstiden.

Regnskabsopgørelserne fra »Det landøkonomiske Driftsbureau« viser dette. I Tabel 1 er øverst anført Gennemsnitstal for Landbrugets Driftsresultat i Bureauets første 10 Regnskabsaar 1916—26.

Nettoudbyttet, 194 Kr. pr. ha, fremkommer som Forskel mellem den samlede Bruttoindtægt og samtlige Driftsomkostningermed Undtagelse af Landbrugskapitalens Forrentning. Til Driftsomkostninger er medregnet Løn til Landbrugeren og hans

Familie for udført Arbejde i Bedriften og efter lignende Lønsatser,som
var gældende for Landbrugets øvrige Arbejdere henholdsvissom
Medhjælpere eller Gaardbestyrere.

Under Rentekrav er dernæst opført den af Bureauet beregnede Normal-Rente, d. v. s. ca. 5 pCt. af henholdsvis Landbrugskapitalens »Bogførte Værdi« og dens »Handelsværdi«. Herefter blev der altsaa til Brugeren et Netto-Overskud paa henholdsvis 62 og 9 Kr. pr. ha som Resultatet af denne for Landbruget saa »g limrende« 10 Aars-Periode, hvoriblandt der var ialt 8 gode Aar og kun 2 da årlige, nemlig Aarene 1921—22 og 1925—26.

Og hertil er endda at bemærke, at den virkelige Rente gennem hele Perioden laa væsentlig højere end Driftsbureauets anslaaede Normal-Rente. Nationalbankens Diskonto svingede i de samme Aar mellem 5 og 7 pCt, og af 1. Prioritetslaan i Kreditforeninger maatte betales en effektiv Rente mellem 5,0 og 5,7 pCt. Af 2. og 3. Prioritetslaan, Kautions- og Veksellaan var Renten altsaa betydelig højere. Der havde saaledes for Gennemsnitslandbruget i disse 10 Aar næppe været Dækning for en moderat Forrentning af Ejendommens Handelsværdi.

Mulighederne for Opsparing af Reservekapital var derfor kun til Stede, dels hvor Landmanden selv ejede en større eller mindre Part af Landbrugskapitalen, saa han heraf kunde henlægge Rentebeløbet,hvad der heldigvis ogsaa var adskillige, som baade kunde og gjorde, og dels hvor Produktionsøkonomien var bedre end Gennemsnittet. Der er jo i sidstnævnte Henseende meget stor

Forskel paa Landmænd som paa andre Erhvervsdrivende, men lige saa mange, der ligger over Gennemsnittet, lige saa mange ligger jo ogsaa under, saa dette Forhold kan der regnes med for den enkelte Landmand, men ikke for Landbruget som Helhed.

Men nu Landbrugets Gæld? Ja den var i ovennævnte Periode fordoblet, uden at Landbrugets Produktionsapparat var væsentlig forbedret, saadan som Tilfældet var før 1914.

De eneste officielle Opgørelser over Landbrugsgælden (Prioritetsgælden) fra ovenomhandlede Periode stammer fra Aarene 1909 og 1926, der viser en samlet tinglæst Gæld for Landbrugsejendomme paa henholdsvis 1417 og 3032 Mill. Kr.

Det er bl. a. denne Gældsforøgelse, man har kaldt letsindig
Gældsstiftelse. Analyserer man »Letsindigheden« lidt nærmere, viser
det sig, at den samler sig for en stor Del om 2 Forhold, nemlig:

1. Stigningen i Ejendomspriserne.

2. Landbrugets Rekonstruktion efter Krigsaarene.

Hvad Stigningen i Ejendomspriserne angaar, er denne fremkaldt
dels af Krigstidens Højkonjunkturer, dels af dens Varemangel.

Oversigten i Tabel 2 viser, at Stigningen først sætter voldsomtind 1918, da Undervandsbaadsblokaden har varet omtrent et Aarstid, og der er bleven følelig Mangel paa Varer — ogsaa paa saa nødvendige Driftsmidler for Landbruget som Maskiner og Redskaber, ligesom baade Heste og Kreaturpriserne naaede Maximum dette Aar. Og nu kom den Gaardslagtning, der drev Priserne i Vejret, men delvis blev standset ved Lov af 1. April 1919. De følgende 2 Inflationsaar bragte Ejendomspriserne til yderligereat stige, saa Højdepunktet først naaedes 1920, hvor 1 Td.

Hartkorn i Husmandsbruget kostede 212¹/₂ Gange og i Gaardmandsbruget2 Gange Prisen 1913. De følgende 5 Aar holdes Priserne omtrent paa samme Højde, kun med en mindre Nedgang 1922 og 1923.

I 8-Aars Perioden 1918_—25 foregaar ialt 91,740 Ejendomsoverdragelser, hvoraf 10 å 12 pCt. er übebyggede Lodder, og Prisen for bebyggede Ejendomme var gennemsnitlig pr. Td. Hartkorn med Besætning og Inventar:

Vel gik en Del af denne Konjunkturstigningsgevinst i de tidligere Ejeres Lommer, men store Kapitaler vandrede med disse til vore Stationsbyer og Købstæder, hvor en Del blev bundne i Beboelsesejendomme, og Resten gik i Pengeinstitutter, Aktieforetagender og deslige. En anden Del af Gevinsten tilfaldt de professionelle Ejendomshandlere og anbragtes ofte af disse i tvivlsomme Panteobligationer og Gældsbeviser i de mishandlede og atter solgte Ejendomme.

Men det sikre var, at de nye — det vil ofte sige de unge —
Ejere kom til at sidde med Smerterne efter »Soldet« i Form af
alt for store Gældsbyrder.

For Ejendomsoverdragelse indenfor Familien fra ældre til yngre Generation blev Konj unkturstigningsværdien maaske nok for en Del i Familiens Eje, men udvandedes i bedste Fald efterhaanden gennem Arvedeling og Børns Overgang i andre Erhverv — oftest til Byerhverv eller immaterielle Erhverv. Resultatet af Prisstigningen blev ogsaa her en unormal stærk Gældsforøgelse for den unge Ejer.

Overalt medførte saaledes Stigningen i Ejendomspriserne forøgede Gældsbyrder for den, der skulde fortsætte Driften, og mange Tusinde Landmænd, som kom til i disse Aar, har i Dag økonomiske

Man vil maaske spørge: Hvorfor var man da saa letsindig at købe til disse opskruede Priser? Svaret er ligetil. Livet kræver sin Ret. Der voksede hvert Aar Titusinder af unge Landboere ind i den Alder, hvor man normalt stifter Hjem, og for dem stod Valget: Overtagelse af Landbrug paa Tidens Vilkaar eller Overgang til andre Erhvervsklasser — oftest Arbejdsmandsklassen i Byerne.

Og trods store Vanskeligheder for Landbruget i Dag maa vi

dog vel sige: Gudskelov, der ikke vandrede endnu flere til Byerne af den arbejdsdygtige Landboungdom, end Tilfældet var. De vilde i disse Tider kun have forøget de arbejdsløses Hær, og naar galt skal være, maa man dog vist hellere baade samfundsmæssigt og menneskeligt være Slider paa Landet til minimal eller ingen Løn end højt tariferet Lønarbejder i Byerne uden Arbejde.

Den anden Aarsag til Gældsforøgelsen var Landbrugets Rekonstruktion efter Krigen. Den førnævnte Pengerigelighed i selve Krigsaarene skyldtes for en meget væsentlig Del Realisation af de tidligere indsatte Driftsmidler. Forholdene tvang Landbruget til denne Realisation. Nybygning og større Reparationer af ældre Bygninger blev udskudt af Mangel paa Materiale eller disses üblu Pris. Maskiner og Redskaber blev af samme Grund stærkt udslidte og ikke normalt fornyede, og Jorden udpintes efterhaanden som Foderstof- og Kunstgødningsindførselen svandt ind. Man forstaar bedre, hvad dette betyder, naar man hører, at Omkostningerne ved Bygningernes og Inventarets Vedligeholdelse og Amortisation i de senere Aar i Følge »Det landøkonomiske Driftsbureau«s Opgørelser andrager tilsammen omkring 60 Kr. pr. ha Landbrugsareal, og Kunstgødningsindkøbene 30 å 35 Kr. — Overfører man blot en Brøkdel af disse Tal paa samtlige 3 Mill. ha Landbrugsjord her i Landet, bliver det trods klækkelig Reduktion af Tallene store Millionbeløb, som normalt skulde have været anbragt i Landbruget, men nu blev midlertidig frigjort af Bedriften, selv om Omkostningerne i Krigsaarene ved de allernødvendigste Reparationer ingenlunde var smaa. De »sparede« Kapitaler gik midlertidig i Bank og Sparekasse eller blev ved letsindig Omgang med Værdierne brugt af Ejermændene eller andre. Bedst kan denne Kapitalfrigørelse overses for Besætningernes Vedkommende. I Tabel 3 er anført en direkte Vurdering af Kvæg- og Svinebesætningernes Reduktion under Hensyntagen til Tiden for og Priserne under Reduktionen.

Beløbet andrager, som man ser, ialt 320 Mill. Kr. Og denne Reduktion kunde ikke have været mindre, thi den sidste Krigsvinter, da Besætningerne var allermindst, maatte adskillige af disse overvintre paa et Foder, der balancerede meget nær Sultegrænsen.

I Aarene efter Krigen skulde alle de saaledes frigjorte Kapitaler atter indskydes i Bedriften for igen at bringe Produktionsapparatet op paa den gamle Højde fra 1914: Hvor var Pengene da? Og hvorledes forslog de til Rekonstruktionen?

Paa det første Spørgsmaal kan ikke gives noget generelt Svar. De mere forsigtige og besindige havde Kapitalen i Behold, andre havde helt eller delvis anvendt Pengene til personligt Forbrug i den overfladiske Tro, at overflødige rede Penge altid er Fortjeneste.

Endelig var en Del Kapital gaaet tabt ved Ejermandens eller
andres fejlslagne Spekulationer (jævnfør de mange Banksammenbrud
og Aktieselskabskrak i Efterkrigsaarene).

Men selv i bedste Fald slog den af Landbruget udtrukne Kapital ikke til ved Rekonstruktionen. Tabel 3 viser saaledes, at Kapitalbindingen alene i Besætningen indtil 1925, da disse var paa omtrent samme Størrelse som ved Krigens Udbrud, var ikke mindre end 468 Mill. Kr. eller 150 Mill. mere, end Reduktionen indbragte. Det drejer sig her om Landbrugets eget Tillæg af Dyr; men i hele denne Periode laa f. Eks. Opdrætningsomkostningerne for en Kælvekvie efter Driftsbureauets Opgørelse mellem ca. 650 og 800 Kr. pr. Stk., et Slagterisvin kostede fra 150 til 250 Kr. at producere og andre Dyr i Forhold hertil. Hovedparten af Reduktionen fandt derimod Sted til stærkt formindskede Priser i det uhyre foderknappe Efteraar 1917, da Køberne udnyttede den Fodersituation, der tvang Landbruget til at realisere Besætningen. Og som det gik med Besætningerne, gik det ogsaa med Bygningerne og Landbrugsinventaret, der ikke alene bragtes paa Fode, men udbedredes yderligere under Efterkrigsaarenes og Inflationsaarenes høje Prisniveau.

Endelig bidrog en ret betydelig Udstykning af Landejendomme
ligeledes i disse Aar til den føromtalte store Gældsforøgelse.

2. LANDBRUGSKRISEN 1925—32

Da Landbrugskrisens første Fase sætter ind med Prisfaldet paa Landbrugsprodukter efter Kronestigningen 1925^—26, staar derfor adskillige Landmænd allerede stærkt økonomisk svækkede, og de følgende Aars manglende Rentabilitet for Landbrugsproduktionen gør Stillingen yderligere vanskelig.

Tabel 1 viser Landbrugets Driftsresultat 1926_—32, som dette fremgaar af »Det landøkonomiske Driftsbureau«s Opgørelser, og disse giver næppe et for mørkt Billede af de virkelige Forhold — tværtimod — idet de Landbrug, Driftsbureauet arbejder med, baade produktionsmæssigt og sikkert ogsaa administrativt ligger over Jævnmaal af danske Landbrug. I Almindelighed vil derfor ogsaa Driftsresultaterne ligge noget over Middel; men i disse særlige Nedgangsaar er denne for gunstige Tendens, som Regnskabsresultaterne trods megen Omhu fra Bureauets Side ved Materialeindsamlingen alligevel viser, vel i nogen Grad modvirket af den større Risiko for Tab, de stærkt producerende Landbrug har i Prisfaldsperioder.

Perioden falder i 3 Afsnit med 2 Aar i hvert. Driftsaaret 1925 —26, der er inkluderet i det 10-aarige Gennemsnit, svarede nøje til de 2 følgende Aar, idet alle 3 har et Nettoudbytte mellem 35 og 44 Kr. pr. ha og en Forrentningsprocent af Handelsværdien fra 1,1—1,5.

Aarene 1928_—30 er Resultatet væsentlig bedre med et gennemsnitligt Nettoudbytte paa 143 Kr. og en Forrentning af Handelsværdien paa 4,6 pCt. Produktionsomkostningerne er nedadgaaende, og Indtægterne stigende navnlig paa Grund af gode Høstaar og som Følge af høje Flæskepriser, medens Smørnoteringen holder sig omkring 3,00 Kr.

Tabel 4 viser Hovedtrækkene i Landbrugets Produktionsøkonomi,som denne genspejler sig i den af Driftsbureauet benyttede Form for Opgørelse, hvor Gevinst og Tab samler sig paa Markbrugets,Svineholdets og Hønseholdets Konti. Der er ved disse Opgørelser over Produktionsøkonomien kun regnet med Renteudgifteraf Landbrugskapitalens »bogførte Værdi«, og man ser, at samtlige nævnte Driftskonti for Aaret 1924^—25 viste betydeligt Nettooverskud, medens Markbrugets Konto alle senere Aar har et større eller mindre Minus, tildels som Følge af manglende Rentabilitetfor Korndyrkningen, men navnlig da paa Grund af Kvægholdetsdaarlige Udnyttelsespris for Grovfoderavlen. Det er særlig de i Forhold til Produktionsomkostningerne altfor lave Priser paa

Smør og særlig paa Kvæg og Kød, der har trykket Landbruget
alle Aarene. Hønseholdet har givet et mindre Nettooverskud.

I dette mørke Billede af Landbrugets Produktionsøkonomi er Svineholdet Lyspunktet og har i disse Aar sammen med en god Høst skaffet omtrentlig Balance for den samlede Landbrugsbedrift.

Der er fra forskellig Side rettet haarde Bebrejdelser mod Landbrugetfor dets stærke og maaske ogsaa for stærke Udnyttelse af disse gunstige Konjunkturer for vor Flæskeproduktion. Det kan dog selv i Dag være vanskeligt at afgøre, hvorvidt Landmændene der disponerede rigtigt eller ikke; men det kan ikke bestrides, at

det lykkedes Flertallet af Landmænd ved Udnyttelsen af den særligeFlæskesituation at holde sig den akute Krisesituation fra Dørene i 2 Aar og dermed udsætte ogsaa den almindelige Erhvervskrise,der her i Landet altid maa følge i en LandbrugskrisesFodspor. Og det kan heller ikke bestrides, at dansk Landbrug og dermed dansk Nationaløkonomi under den nugældende Kvotaordninghar Fordel af de store Flæskeleveringer i Aarene 1930

—31, selv om de en Overgang bragte Landbruget og Landet Tab. Og det er mer end tvivlsomt, om vi ved en Begrænsning af vort Svinehold, som paa sit højeste næppe udgjorde mere end ca. 2pCt. af Verdens samlede Svinebestand, kunde have afbødet et stort Fald i Flæskeprisen. Det vil nemlig være utænkeligt ad normal Vej i Længden samtidig at opretholde en lav Kornpris og en høj Flæskepris. Vi saa jo dog i disse Aar ogsaa andre rykke frem paa Flæskemarkedet, lokket af de for Produktionen saa gunstige Vilkaar, men vi har vel vor Andel i, at Nedslaget kom saa hurtigt og saa voldsomt.

Med de faldende Flæskepriser, faldende Priser paa Smør og et fuldstændigt Sammenbrud paa Kødmarkedet rykkede Landbrugskrisen 1930 ind i sin anden, alvorligste og farligste Fase — farligste, fordi Eksportmarkederne stænges mere og mere for os, og fordi vore Salgspriser bl. a. ogsaa af den Grund viger mere og mere, uden at man i Dag kan øjne nogen virkelig og nærliggende Udsigt til Bedring, og Stillingen er alvorlig, fordi flere og flere Landmænd af før nævnte Aarsager har opbrugt deres sidste Resourcer i Form af kontant Kapital eller Laanemuligheder.

Det samlede Resultat af disse 6 Aars Produktionsøkonomi er, som det ses af Tabell, et Nettoudbytte paa 368 Kr. pr. ha mod et normalt Rentekrav (ca. 5 pCt.) af »Bogført Værdi« og »Handelsværdi« paa henholdsvis 712 Kr. og 880 Kr. Der mangler saaledes i førstnævnte Tilfælde 344 Kr. og i sidstnævnte 512 Kr. i, at ovennævnte forholdsvis beskedne Rentekrav er tilfredsstillet. Enten har altsaa Landmanden selv maattet udrede det manglende Rentebeløb af det i Forvejen knapt tilmaalte Arbejdsvederlag, som i disse Opgørelser er beregnet for Familiens personlige Arbejde i Bedriften, og det vil igen sige, at Restlønnen er ganske utilstrækkelig til Familiens Underhold, eller ogsaa maa han staa i Restance med en Del af Betalingen, og i begge Tilfælde betyder det økonomisk

Men ogsaa her gælder dette selvfølgelige Forhold, at i samme
Grad man har Egenkapital i Ejendommen, i samme Grad er det

økonomiske Tryk mindsket, ligesom ogsaa den større eller mindre
personlige Dygtighed giver mange Undtagelser fra Reglen.

Stillingen for Landbrugsproduktionen belyses ogsaa indirekte gennem de Indextal for Produkter og Produktionsomkostninger, der er anført i Tabel 5. Man ser her den store Uligevægt, der siden 1924_—25 har været mellem Landbrugets Produktpriser og Driftsomkostninger. Medens de første nu i over 2 Aar har ligget 20 pCt. under Indtægtsniveauet for 1909^—14, saa har Omkostningsniveauet ligget 30 pCt. over. Her er et Problem, hvis ene Side ogsaa vender indad mod andre Befolkningskredse i vort Land.

Saavist som Landbruget i en overskuelig Fremtid vedblivende vil være en Hovedfaktor i dansk Erhvervsliv og dansk Nationaløkonomi, ligesaavist maa Landbrugserhvervet ogsaa i det lange Løb kunne skaffe sine Udøvere det nødtørftigste Underhold. Dette er saa indlysende rigtigt, at det næppe kan modsigcs. Men med Undtagelse af Aarene 192&—29 og 1929—30 har Gennemsnitslandmanden, som paavist, siden 1925 delvis levet ved at tære paa Formuen eller ved at stifte Gæld. Dette kan ikke fortsætte.

Landbrugskrisen løses ikke, før Produktionen igen er rentabel, og derfor maa de Midler, som skal have nogen effektiv Virkning og nogen varig Karakter, stile mod det Maal at bringe Landbrugets Produktpriser og Produktionsomkostninger i nøjere Overensstemmelse med hinanden.

Uligevægten i de økonomiske Kaar for Landbruget kan ikke vedvare. De økonomiske Love lader sig ikke i Længden trodse. Der maa og der vil i kommende Aar atter blive skabt en Slags Balance for Landbrugsproduktionen, og denne kan tænkes opnaaet

1. ved Nedsættelse af Produktionsomkostningerne,

2. ved Hævning af Produktpriserne,

3. ved Kapitalafskrivning.

Alle 3 Veje er teoretisk set farbare, og det staar i nogen Grad til Samfundet — men ikke til den enkelte og heller ikke til Landbruget alene — selv at vælge, hvilken Vej man vil vandre. Udenom kommer man ikke.

Kapitalnedskrivningen alene kan dog næppe klare Sagen, med
mindre den antager et Omfang, der vil føre til et Sammenbrud
ikke blot af Landbrugets men af hele vort Lands Økonomi.

Naar Regering og Rigsdag i de senere Aar har beskæftiget sig med en i flere Henseender uheldig Understøttelses-, Henstandsog Akkordlovgivning for at undgaa omfattende og faretruende økonomiske Krak, kan dette kun forsvares ud fra den Kendsgerning, at der ikke i Tide var foretaget tilstrækkelig effektive Foranstaltninger til Støtte for Landbrugets Produktionsøkonomi.

3. LANDBRUGSPRODUKTIONENS TILPASNING EFTER DE ÆNDREDE AFSÆTNINGSMULIGHEDER

Foruden de foran omtalte økonomiske og erhvervspolitiske Problemer, som Landbrugskrisen har rejst, stilles der ogsaa nu store og stærke Krav til Landbruget selv om snarest at tilpasse sin Produktion efter de ændrede Afsætningsvilkaar. Men ligesaa rigtigt dette er baade for Landbrugets og Samfundets Økonomi, ligesaa vanskeligt kan det være, dels fordi Landbrugsproduktionen af Naturen er langsom i Vendingen, det varer saaledes mindst en Sommer — ofte flere Aar at forberede og frembringe en god Markafgrøde, og det tager et Aar at tillægge og opdrætte et Slagterisvin eller 3 Aar for en Kælvekvie o. s. v., dels fordi Landbruget i sin biologiske Produktion arbejder med en Række paa Forhaand überegnelige Faktorer som vekslende Vejrlig (der faar Betydning for Afgrødernes Trivsel), Husdyrenes Sundhedstilstand og Frugtbarhedsforhold, Faktorer, man endnu ikke behersker (Mundog Klovesyge, Kastning, Ufrugtbarhed, Grisenes Levedygtighed o. s.v.).

Landbruget kan derfor ikke som Industrien paa Forhaand nøje beregne den færdige Produktions Størrelse. Og det kan ikke øjeblikkeligændre denne Produktion efter hastigt skiftende Afsætningsmuligheder.Svineproduktionen kan saaledes hverken reguleresmed

leresmedDages eller Ugers Varsel efter et, som det synes, noget
überegneligt Eksportkvantum.

Landbruget maa altid tilrettelægge sin Produktion paa langt Sigt, og dette Forhold gør, at Landmændene kan være ret utilbøjelige til at regulere og foretage Driftsændringer selv i en saa abnorm og bevæget Tid som nu og ud fra det ikke helt fejlagtige Ræsonnement, at naar Ændringerne endelig engang bliver gennemført, har Forholdene maaske atter forandret sig, og man opnaar ikke, hvad man tilsigtede.

Men denne i og for sig sunde Konservatisme i Landbrugsproduktionen er ikke længere helt paa sin Plads. Vore Afsætningsforhold er undergaaet saa gennemgribende Forandringer i de sidste Par Aar, at dansk Landbrug for sin egen Skyld hurtigst muligt maa tage Konsekvenserne heraf.

Foreløbig ser det ikke ud til, der kan være Tale om nye Produktionsretninger, men kun om Tilpasning af de hidtidige baade efter Hjemmemarkedets og Eksportens Behov. En Overproduktion er under de nuværende snævert afgrænsede Eksportmuligheder skæbnesvanger for Økonomien.

Smørproduktionen. Det aarlige Hjemmeforbrug svinger mellem 20 og 30 Mill. kg eller mellem 12 og 15 pCt. af hele Produktionen; men Forbruget reagerer ret stærkt, naar Smørprisen er stigende. Eksporten, der i første Halvdel af 20-erne laa spredt over en Række Lande med England som Hovedaftager, samler sig mere og mere om dette vort eneste aabne Marked, efterhaanden som vi stænges ude fra de øvrige. Resultatet er (se Tabel 6-b), at vi i den forløbne Del af indeværende Aar har sendt 85 pCt. af vor Eksport til England mod 68 pCt. i 1930.

Trods nogen Nedgang i vort samlede Eksportkvantum har vi dog maattet forøge Mængden til England, og først i Aar er denne Forøgelse undgaaet. Tabel 6-a viser iøvrigt, at Storbritanniens samlede Indførsel er stadigt og stærkt stigende til og med indeværende Aar; men Forøgelsen skyldes i første Række New Zealand og Australien, i anden Række Danmark, medens Importen fra Irland har været dalende med Undtagelse af 1933, og den samlede Mængde fra »Andre Lande« har holdt sig helt konstant, naar man undtager 1931, hvor en større Tilførsel udelukkende skyldtes Sovjetrusland.

Vi har saaledes maattet udvide vort Englandskvantum under
en stedse haardere Konkurrence fra de oversøiske Lande, og FølgenafMarkedets

genafMarkedetsOverfyldning har været en Smørnotering, der viser stærk og stadig Tilbagegang, saa den for indeværende Aar kun er godt Halvdelen af Gennemsnittet for 1927_—29. Et LyspunktiMørket er, at vi fastholder en betydelig Overpris over Kolonismørret, en Overpris, der mere end dækker den Told paa

30 sh. pr. 100 kg, der siden 17. November 1932 har været paalagt
dansk Smør i England.

Men denne Told svækker selvfølgelig vor Konkurrenceevne og er en medvirkende Aarsag til den lave Notering herhjemme. Under Hensyn hertil og til det Lavmaal, Smørnoteringen har naaet, vil det næppe være klogt for Tiden at forøge Englandseksporten, medens det paa den anden Side med Tanken paa vor Fremtidsstilling heller ikke kan tilraades i for høj Grad at vige Pladsen for Konkurrenternes Tryk.

Vi maa for en overskuelig Fremtid regne med Landbruget som Danmarks Hovedeksportør, da der næppe endnu kan øjnes noget andet Eksporterhverv som Afløser, men er dette rigtigt, maa vi, selv om det for Tiden koster noget, søge at fastholde vor Stilling som Smøreksportør, da vi foreløbig ikke har Chancer for en stor Landbrugseksport uden i Tilknytning til Mejeribruget.

Resultatet af disse Overvejelser maa være, at vi foreløbig mindsker vor Smørproduktion i samme Forhold, som de øvrige Markeder lukkes for os; men at vi samtidig skærper vor Konkurrenceevne ved at sætte alt ind paa at billiggøre Produktionen og paa Kvalitetsforbedringer.

Men er vi da ikke inde paa den rette Vej ? Vor Produktion viser jo netop siden 1931 en svag Nedgang. Fejlen er, at vi har gennemført denne Produktionsnedgang paa den slettest mulige Maade. Vi har stadig under denne Nedgang forøget Koantallet, men til Gengæld mindsket Udbyttet pr. Ko. At dette er urentabelt fremgaar af Tabel 6-c, der viser den højeste Udnyttelsespris pr. Grovfoderenhed (G. F. E) ved den højeste Mælkeydelse. Men dansk Landbrug er de sidste 2 Aar gaaet den modsatte Vej.

Maalet maa være at indskrænke Koholdet stærkere end Mælkeproduktionen, saa vi stadig udnytter de enkelte Dyr bedre og bedre. Og endvidere maa vi under de indskrænkede Afsætningsmuligheder søge ogsaa at indskrænke Importen af Kraftfodermidler til det for Gennemførelsen af en rationel og rigtig Vinterfodring mindst mulige Forbrug af de uundværlige Oliekager. Hertil kræves en hensigtsmæssig Omlægning af Foderproduktionen, en Omlægning, der kræver ret lang Tid, en Omlægning, som allerede er i Gang, men som under Hensyn til de sidste Maaneders Udvikling for Eksporten maa fremmes i et langt raskere Tempo.

Tabel 6-c viser Resultatet af en jydsk Malkebesætning, hvor
der gennem flere Aar og med gunstigt Resultat er arbejdet efter

ovennævnte Grundlinier. Man ser, Smørudbyttet er holdt oppe
trods en Ændring i Foderplanen, der mer end halverer Kraftfoderforbruget.

Kødproduktionen har i adskillige Aar været Landbrugets mindst lønnende Produktion; men i de sidste 2 å 3 Aar er Markedet helt brudt sammen, hvilket fremgaar af Noteringerne i Tabel 7-a. Man har derfor grebet til den fortvivlede Udvej at destruere Kreaturerne, og i Løbet af det sidste Aarstid er ialt ca. 120,000 Kreaturer gaaet denne Vej. Naar man betænker, at 75_—80 pCt. af disse Kreaturer ved Slagtningen opnaar første Klasses Stempel og samtidig hører, at der i Tyskland og enkelte andre Lande er Kødmangel, ja da ser man som i et Glimt Konsekvensen af hele Nutidens vanvittige Isolerings- og Selvforsyningspolitik.

Ved en saakaldt Kødordning har man søgt at bøde paa den katastrofale Situation for Kødproduktionen. 81. a. har man gennemført en indenlandsk Slagteafgift, der anvendes til Betaling af Destruktionskreaturerne, men det er dog kun lykkedes at hæve Kødprisen fra et Lavmaal i betænkelig Nærhed af Nulpunktet til et andet noget højere Lavmaal, der kun dækker en Brøkdel af Produktionsprisen. Hjemmeforbruget er anslaaet til ca. 60 pCt. af Produktionen, og dette Forhold giver Mulighed for ad produktionsmæssig Vej at bidrage væsentlig til Genoprettelsen af Kreaturpriserne.

Men Kødproduktionen maa i saa Fald indskrænkes radikalt.

Tabel 7-a viser Størrelsen af vor samlede Kvægbestand saavel som af de enkelte Ungkvægsgrupper og af vor Kreatur- og Kødeksport angivet under et som beregnet Antal levende Kvæg. Eksporten, der for Aaret 1927^—29 har holdt sig nogenlunde konstant omkring 280,000 Stk., og endnu i 1930 og 1931 laa omkring 240,000 Stk., er de sidste 2 Aar gaaet meget stærkt tilbage, saa man i 1933 næppe naar over 90,000 Stk.

Vore Besætninger er derimod indtil 1932 stadig forøgede, hvilket selvfølgelig betyder en Forøgelse af Kødproduktionen. Her er vel nok Landbrugets største Fejlgreb i de senere Aar. Som et undskyldende Moment gælder det føromtalte Forhold, at det varer mindst 3 Aar at tillægge og opdrætte et voksent Kreatur; men selvfølgelig maa man regulere Bestanden ved Slagtning af et større Antal Spædkalve.

Misforholdet mellem Besætningsforøgelsen og de mindskede Afsætningsmulighederfor
Slagtedyr bør dog snarest ændres, thi det
er næppe muligt at opnaa en blot nogenlunde anstændig Kødpris,

saalænge vi hver Uge maa destruere Kreaturer i Tusindvis. Destruktionener en Nødhjælp, der ikke kan undværes, saa længe Besætningsreduktionen staar paa, men som man fornuftigvis skal bort fra snarest muligt. Der kan uden Skade for vor Kvægavl iøvrigt ske en betydelig Reduktion i alle Aldersklasser.

I Tabel 7-b er opstillet et Forslag, eller om man vil, et Program for Reduktionen. Som Udgangspunkt er af ovenanførte Grunde valgt et noget reduceret Koantal (10 pCt.), hvorefter Bestanden kun skulde blive 1,600,000 Stk. Tyre og Stude tænkes reduceret med henved 30 pCt., hvilket i særlig Grad bør gaa ud over det upaakrævede store Tyrehold, og Antallet af Kvier og Kalve maa indskrænkes til det, der er tilstrækkeligt for Besætningernes Rekrutering, f. Eks. en Kvie for hver 4 Køer og et tilsvarende Kalveantal, der rigeligt dækker Bestanden af Kvier, Stude og Tyre.

Resultatet bliver herefter en samlet Besætningsformindskelse paa henimod 500,000 Stk. Kvæg, eller sammenlignet med Aarene 1927—32 en Reduktion af Tillægskalve paa 230—250,000 Stk. Fradragesherfra de ca. 70,000 Stk., som for ovennævnte Periode udgjordeden

gjordedenaarlige Besætningsforøgelse, bliver der tilbage et formindsketTillæg paa 150^—180,000 Stk., hvilket i Længden maa formindske Kødproduktionen med et tilsvarende Antal Slagtedyr aarlig, d. v. s. det Antal, der svarer til Indskrænkningen i Eksporten.

Det skulde herefter kunne være muligt at finde Afsætning for hele Produktionen til Tidens Normalpriser, saafremt den nuværende Eksport fortsætter uændret. I modsat Fald maa Tillægget ændres i op -eller nedadgaaende Retning efter Afsætningsmulighederne.

Flæskeproduktionens Størrelse er for Tiden helt afhængig af den engelske Kvotamængde og Hjemmemarkedets Behov. Andre Eksportmarkeder spiller en ganske underordnet Rolle baade paa Grund af de Mængder og Priser, der som Regel er Tale om, og nye Markedsmuligheder er i Øjeblikket ikke at øjne.

Det nugældende Englandskvantum, ca. 86,000 Stk. om Ugen (i første Halvdel af Oktober), svarer nogenlunde til Eksporten i Aarene 1927^—29, nemlig 260 Mill. kg aarlig, hvorfor en Svinebestand af lignende Størrelse som i disse Aar maa forudsættes at være passende.

Tabel 8 viser Flæskeeksport og Svinebestand for Aarene 1927_—33. Eksporten, der i Aarene 1929_—32 var meget stærkt stigende paa Grund af de i Periodens første Halvdel tidligere omtalte ualmindelig gode Konjunkturer for Flæskeproduktionen, har de første 9 Maaneder af 1933 været en Del i Tilbagegang som Følge af de engelske Restriktioner (Kvotareguleringen) for Baconindførslen.

Aarene 1926^—29 holdt vor Svinebestand sig nogenlunde konstant,svingende omkring 3,4 Mill. Stk., og først 1930_—31 skete det voldsomme Opsving til henimod 5,5 Mill. Stk. Sommertællingen i Aar viste en Nedgang paa godt 1 Mill., d. v. s. til 4,4 Mill. Stk.,

men var endnu omtrent 1 Mill. højere end det Tal, der foran er nævnt som passende til den nugældende Kvotalevering. Bestanden bør altsaa endnu reduceres med ca. 25 pCt. for at svare til Afsætningsmulighedernei øjeblikket, og eventuelle nye Nedsættelseri Eksportkvantumet vil jo yderligere kræve tilsvarende Reduktioneri Svinebesætningerne¹).

Tabel 9 viser Ægomsætningen paa vore Hovedmarkeder, England og Tyskland, Hønsebestanden i England & Wales og Danmark samt Danmarks Ægudførsel i Mill. Snese. Medens Tysklands Indførsel var paa Højdepunktet i 1928 og siden har været nedadgaaende, holdt den engelske sig omtrent uændret fra 1928 —31 for saa til Gengæld at dale desto stærkere de 2 følgende Aar. Det store tyske Toldpaalæg, der pludselig ændrede Satsen fra 5 til 70 Mark pr. 100 kg og truede med at kunne virke omtrent som Indførselsforbud, afbødedes senere ved den nye tysk-hollandske Handelstraktat, som atter halverede Tolden og i nogen Grad bevarede det tyske Marked for os. Men for begge Lande maa noteres en meget væsentlig Nedgang i samlet Indførsel, takket være — i hvert Fald for Englands Vedkommende — en stærk Udvidelse af Hjemmeproduktionen. Under disse Forhold vil en fortsat Forøgelse af Danmarks Eksportproduktion være meget betænkelig, saa her bør vi utvivlsomt, maaske i endnu højere Grad end paa Smøreksportens Omraade, rebe Sejlene. En Rationalisering af vor Produktion er derimod i høj Grad paakrævet. Paa dette Omraade har danske Ægproducenter utvivlsomt en Del at lære for at komme paa Højde med det bedste i Udlandet. Ogsaa her er Problemet færre Dyr, men højere Ydelse pr. Høne.

---

1) '/n 33. Den partielle Svinetælling 14. Oktober viste kun en Nedgang paa 0,2 Mill. Stk. i Stedet for 1,0 Mill., medens den nu bebudede Iß pCt. Nedskæring af Englandseksporten vil kræve en yderligere Formindskelse af Produktionen svarende til ca. 700,000 Slagterisvin aarlig eller en yderligere Besætningsreduktion paa 350,000 Stk.

Vi har i det foregaaende udelukkende beskæftiget os med vore gammelkendte Eksportproduktioner. Men kunde det ikke tænkes, at der ligesom i Firsernes Krise var nye Veje at slaa ind paa for dansk Landbrugsproduktion? Lad os ganske kort se lidt paa de eventuelle Muligheder, der kunde være, dels for Eksportproduktioner, dels for Hiemmemarkedsvarer.

Af særlige Grene indenfor Husdyrproduktionen kan endnu nævnes Faareavlen, hvis Produkter er dels Uld og dels Kød; men med de Priser, der i de senere Aar har været paa Uld og med det i Forvejen overfyldte Kødmarked, kan man for Tiden vanskeligt tænke sig en rimelig økonomisk Basis for Faareavl i større Omfang. Noget andet er den Luksusproduktion af Lammekød, hvorfor der altid vil være et godt, men meget begrænset indenlandsk Marked.

Rækken af danske Planteprodukter, der egner sig for direkte Eksport, kan snart overses. De førnævnte Produktionspriser for dansk Korn sammenholdt med Verdensmarkedets Foderkornspriser giver jo ingen Mulighed for en almindelig Korneksport, og af en Kvalitetsvare som Maltbyg, hvorfor det er muligt at opnaa Overpriser, har Salget, takket være hele den handelspolitiske Udvikling, været nedadgaaende. En Sukkerproduktion, der kun holdes paa Benene for Hjemmemarkedet ved Beskyttelsesforanstaltninger mod en meget paagaaende international Konkurrence, har ingen Betingelser som Eksportproduktion. Af Spisekartofler har vi lejlighedsvis haft nogen Udførsel; men desværre har saadanne Lejlighedssalg hidtil oftest foregaaet under Former, der ikke var egnede til at fæstne et Marked for Danmark. Herpaa vil forhaabentlig den nylig vedtagne Lov om Kartoffeleksport kunne raade Bod. Værre er det, at Kartoflerne jo i samme Grad som andre Varer møder Tidens handelspolitiske Modvind. Derimod bør man helt og fuldt kunne forsyne Hjemmemarkedet med Spisekartofler.

Under og efter Krigen oparbejdedes en ikke übetydelig Eksport af visse Sorter Mark- og Havefrø, en Eksport, det trods hæderlige Anstrengelser ikke har været muligt at opretholde i samme Omfang gennem de senere Aar; men som dog hidtil i fuldt Maal har kunnet kompencere vor nødvendige Import af andre Frøvarer=

Nogen større Fremgang i Frøafsætningen paa Udlandsmarkedeter
der i Tiden næppe Muligheder for, men nok for yderligereErobringer

ligereErobringerpaa Hjemmemarkedet, bl. a. ved at fortrænge
det udenlandske Kløverfrø.

Frugt og Havesager henregnes almindeligvis ikke til Landbrugsprodukter, og vi skal ikke her nærmere beskæftige os med Eksportmulighederne for disse Varer. Her skal blot henvises til, at der foreløbig synes at være Landvinding nok at gøre paa det hjemlige Marked. Kan det senere herudfra lykkes ogsaa at oparbejde en Eksportproduktion — ikke en tilfældig og nationaløkonomisk set betydningsløs, men en virkelig betydende og stabil Eksport — ja, da maa en saadan selvfølgelig hilses med Glæde.

Planteproduktionens Hovedopgave under de nuværende vanskelige Eksportforhold er og bliver dog en Tilpasning efter Foderbehovet for vore Husdyr. Vor Import af Korn og Foderstoffer har de senere Aar været følgende angivet i Mill. hkg: qMI f

Ved en Besætningsreduktion, som tidligere anført, vil efter den fornødne Tilpasning af Planteavlen en meget betydelig Del af denne Korn- og Foderstofimport kunne undværes, forudsat at Landets Høstudbytte holdes paa samme Højde som de seneste Aar og fordeles og udnyttes hensigtsmæssigt. En Nedgang i Høstudbyttet vil derimod baade landøkonomisk og nationaløkonomisk betyde et meget væsentligt Tab.

Formindskelsen i Foderbehovet kan anslaas til omtrent følgende
Antal hkg Foderenheder = Tdr. Byg:

Da Oliekagerne er den Del af Importen, der vanskeligst kan undværes, selv om Forbruget ved hensigtsmæssige Driftsomlægningerkan indskrænkes noget, betyder ovennævnte Besparelse i Foderforbrug, at vi med de nuværende Eksportmængder og fornøden driftsmæssig Tilpasning vil kunne undvære omtrent

hele den hidtidige Import af Foderkorn og 15—20 pCt. af Oliekageindførslen.

En saadan Tilrettelægning af hele Landbrugsproduktionen er dog ret vanskelig at gennemføre fuldtud, fordi det drejer sig om ca. 200,000 Enkeltvirksomheder, der hver for sig skal tilpasses, saa man tilsammen naar det ønskede Resultat. Det vil i bedste Fald tage adskillig Tid; men det maa under de nuværende Forhold være Maalet, Landbruget som samlet Erhverv skal søge at naa hurtigst muligt.

En fornuftig Kornordning med rimelig Hensyntagen baade til Producent og Forbruger vil sandsynligvis lette den indenlandske Kornomsætning og dermed ogsaa Planteavlens og hele vor Landbrugsproduktions Tilpasning efter de ændrede Afsætningsforhold, og den vil maaske i nogen Grad kunne bøde paa en Del af de iøjnefaldende Mangler og Fejl, der altid vil klæbe ved en skematisk Fordeling af de monopoliserede Produktioner (Flæsk — Sukker — Kartoffelmel); men Forudsætningen maa være, at den opkrævede Afgift af indført Korn fordeles med sit fulde Beløb blandt de kornkøbende Landmænd og ikke bliver en indirekte Sk at paa Landbrugserhvervet — en Skat, som anvendes til helt andre Formaal.

Naar Landbruget evner at foretage de foran omtalte driftsmæssige og produktionsmæssige Ændringer, naar allerede vedtagne og af Landbokommissionen foreslaaede Lovgivningsforanstaltninger gennemføres uden Afkortning, og naar Eksporten kan opretholdes i nogenlunde samme Omfang som nu, vil der være naaet et betydeligt Skridt frem mod det Maal, at bringe Landbrugets Produktionsøkonomi paa Fode.

Tilbage staar dog delvis endnu et af de allervanskeligste, men ogsaa et af de allervigtigste Problemer, nemlig en forbedret økonomifor hele vort store Kvæghold, der omsætter Hovedparten af Landets Høst. De i Tabel 4 anførte Uddrag af Landbrugets Driftsøkonomi viser nederst Kvægholdets svigtende Betalingsevnefor det hjemmeavlede Grovfoder. Den foreslaaede radikale Nedsættelse af Kødproduktionen vil sandsynligvis stabilisere Kødpriserne paa et noget højere Niveau end det nuværende, og de skitserede Ændringer i Malkekvægets Fodring vil i beskedent Omfang kunne bedre Mælkeproduktionens Økonomi; men det vil være et sangvinsk Haab at vente, at disse Foranstaltninger alene skulde kunne genoprette Økonomien. Med de høje Toldafgifter paa Kvægudførslen og med Kolonismørrets Beskyttelse paa det

engelske Marked er dansk Kvægbrugsøkonomi paa Forhaand
handicappet.

Og dog er vi nødt til i stor Udstrækning at opretholde vor Kvægbrugsproduktion, dels af før nævnte Hensyn til Landets Eksportindtægter og dels for Udnyttelsen af Landets Høst — specielt vor Grovfoderavl, som ikke i større Udstrækning kan afløses af anden Planteproduktion.

Baade derfor og af Hensyn til Kvalitetsproblemet er det ogsaa afgjort rigtigt i stor Udstrækning at knytte den mindre rentable Mælkeproduktion og den mere rentable Flæskeproduktion nøje sammen som en af de fremkommeligste Veje til at række den daarligt stillede Mælkeproduktion en hjælpende Haand.

Det nu vedtagne Fordelingsgrundlag for Flæskeproduktionen, hvor Jord værdien spiller en fremtrædende Rolle, vil sammen med Kornordningen og Sukkerordningen give den gode Jord med den høje Grundværdi en Chance for Genoprettelsen af Økonomien, som den daarlige Jord, der hovedsagelig kun kan udnyttes ved Dyrkning af Rug, Kartofler og Grovfoderafgrøder, vil komme til at savne, navnlig naar Rugen skal holdes paa den foreslaaede lave Pris, hvis den ikke faar nogen Kompensation gennem en rundelig Part af Flæskemonopolet, Og det af mange Landmænd saa stærkt kritiserede Forhold, at Tildelingen af Svinekort knyttes til den tilbageleverede Skummetmælk og Valle og ikke til Sødmælksproduktionen, er vistnok alligevel det rigtige

Der hævdes, at man derved forfordeler Leverandørerne af Konsummælken til Ryerne; men denne Paastand er paa længere Sigt næppe holdbar. En naturlig Følge af, at Kombinationen Skummetmælk_—Flæskeproduktion kan give en noget højere Udnyttelsesprisfor Mælken, maa dog være, at ogsaa Producentprisen for Konsummælken til Ryerne maa stige i samme Grad, som U dnyttelsesprisenfor Skummetmælken gennem Flæskeproduktionenforhøjes for den almindelige Mælkeleverance til Mejerierne. For Opretholdelse af Osteproduktionen baade for Hjemmemarkedet og Eksporten bliver det dog nødvendigt at tildeleOstemælken en Ligestilling med den tilbageleverede Skummetmælk. Følgen maa fornuftigvis blive en Ændring i Kontrakterne for Ryleveringen, saa der ogsaa tages rimeligt Hensyntil Afsavnet af Skummetmælken, som under de nuværende Forhold maa kapitaliseres højere end før. Resultatet vil herefter

blive en Stigning i Mælkeprisen over hele Linien til Støtte for det samlede Landbrug og man vil naa nærmere hen mod det rimeligeKrav, at Hjemmemarkedet skal betale Produktionsprisen for Landbrugsprodukter og ikke en Pris, der er helt afhængig af Udlandetsmer eller mindre tilfældige Restriktioner eller Dumpingpriser.

Trods allerede gennemførte og af Landbokommissionen foreslaaede Hjælpeforanstaltninger er der endnu et godt Stykke Vej, før Landbruget naar frem til normal Forrentning, Vedligeholdelse og Fornyelse i Bedriften. Det kan derfor heller ikke undvære Lovgivningsmagtens fortsatte Støtte til en Gældssanering og Ophjælpning af Driftsøkonomien.

Dansk Landbrug har gennem det sidste Halvthundrede Aar i højere Grad end noget andet Landbrug indrettet sin Produktion efter en stadig fortsat Udvikling af den internationale Vareudveksling, en Udviklingslinie, der var i god Kontakt med Teknikens Fremskridt, med de stadigt forbedrede Trafikmidler og med en sund og naturlig Udvikling af Verdensøkonomien, en Udviklingslinie, der foreløbig er brudt, først af Verdenskrigens produktionsmæssige og økonomiske Forstyrrelser, senere af den Isoleringspolitik, som nu behersker Landene omkring os.

Man har bebrejdet Landbruget, at det ikke har draget Konsekvenserneaf denne nye Udvikling ved en Indskrænkning af sin store Eksportproduktion; men som tidligere begrundet kræver en saadan Indskrænkning ret lang Tids Forberedelse gennem mindsketTillæg af Dyr eller unormal stærkt Bortsalg, hvad de abnormt lave Priser hidtil har modvirket, men Destruktionen nu muliggør,og rent bortset herfra er det tvivlsomt, om en saadan Indskrænkning — Kødproduktionen undtagen — vilde have gavnet Landbrugets Økonomi, og selvom Landbruget har produceret med Tab, er det dog ikke givet, at Landets Økonomihar lidt derunder — tværtimod. Kun hvis den stedfundne Raastofindførsel for Landbrugsproduktionen (Korn, Foderstoffer, Kunstgødning) kan paavises at have skadet vor Handelsbalance, er der Tale om et nationaløkonomisk Tab, og dette er næppe Tilfældet.Det er næppe helt uden Forbindelse med den store Landbrugsproduktion,at den almindelige Erhvervskrise kom saa forholdsvissent til Udvikling her i Landet. Det privatøkonomiske Tab kan derimod skyldes — og skyldes utvivlsomt — at Landbrugetselv

brugetselvhar faaet for lille en Andel af de for Eksporten hjemkomneVærdier, men har maattet aflevere for stor en Part heraf for andre Erhvervskredses Bistand ved Produktion og Omsætning. Herom taler de i Tabel 5 anførte Indextal et ret tydeligt Sprog.

Noget af den Kapital, der de senere Aar er anbragt i forøgede Kvægbesætninger og Staldudvidelser, burde dog have været sparet; men ingen kunde vel for 4 å 5 Aar siden blot med nogenlunde Sikkerhed have spaaet om de sidste Aars katastrofale Udvikling af Handelspolitiken. Bagklogskab er jo altid billig, men ogsaa kun lidt værd.

En fortsat Indskrænkning af vor Landbrugseksport vil som Følge af manglende Betalingsmidler til den hidtidige store Vareimport tvinge Landet ind i en Selvforsyningspolitik, der yderligere vil kræve Driftsændringer af dansk Landbrug med større Hensyntagen til Hjemmemarkedets Behov og yderligere kan skabe økonomiske Vanskeligheder; men selv om en saadan Udvikling kan blive meget følelig for Landbruget, er det dog sandsynligt, at den i Længden vil skabe større Vanskeligheder for vore Byerhverv.