Hans Glückstadt: KREDITFODENS TEORI. (Henrik Koppels Forlag, København. 1932. 387 S.). Samme: KREDITFODENS MEKANISME. (Levin & Munksgaards Forlag, København. 1933. 165 S.).

Forfatteren har sat sig den omfattende Opgave i disse to Bøger at udarbejde en helt ny Pengeteori, at opstille et Maal for Pengepolitikken og at anvise de Midler, hvorved dette Maal kan naas. Den nye Pengeteori, Totalitetsteorien, gaar i Hovedtrækkene ud paa følgende:

Priserne er Udtryk for Ombytningsforhold mellem Penge og Varer og kan altsaa ændre sig, enten fordi Varemængderne forandrer sig, eller fordi Pengemængden bliver en anden. Der er altsaa i Prisniveauet et Element af Vareværdi og et Element af Pengeværdi, og en Ændring i Prisniveauet kan derfor enten skyldes en forandret Pengeværdi eller en Ændring i det objektive Vareværdiniveau. Det vil heraf ses, at Forf. ikke opfatter Pengeværdien som Prisniveauets Reciprok, men indfører et helt nyt Begreb for Pengeværdien. En Vares objektive Værdi er bestemt af det Arbejdsoffer, der er forbundet med den til Varens Fremstilling fornødne Arbejdsindsats, og det objektive Vareværdiniveau fremgaar følgelig af Forholdet mellem det totale Arbejdsoffer og den totale Varemængde. Det objektive Vareværdiniveau falder altsaa med stigende Produktivitet og omvendt, og saadanne Svingninger fremkalder tilsvarende Ændringer i det almindelige Prisniveau. Forandringer i dette kan imidlertid under Pengeøkonomi ogsaa have en anden Aarsag, nemlig Svingninger i Pengeværdien, saaledes som Forf. opfatter dette Begreb.

Efter et Felttog mod Kvantitetsteorien og efter en Undersøgelse af Pengebehovet ud fra Kassesynspunktet og af Pengetilbuddet, den totale Pengemængde, opstiller Forf. sin Teori for Pengeværdien. Pengeværdien er bestemt efter den for alle Varemarkeder gyldige Grundlov, at Prisen er bestemt af Forholdet mellem Efterspørgsel og Udbud. Pengeværdien er altsaa lig med Forholdet mellem Pengebehovet og Pengemængden. Dens Reciprok kaldes Kreditprisniveauet, og da dette og det objektive Vareværdiniveau er Prisniveauet, opløst i dets to Bestanddele, er følgelig (?)

hvor P er det almindelige Prisniveau, Pt Kreditprisniveauet og P2P2 det objektive

Hvad angaar Maalet for Pengepolitikken, slutter Forf. sig til Lindahl.
Prisniveauet bør variere omvendt med Produktiviteten, eller, omsat paa
Forf.s Sprog: Der bør kun forekomme saadanne Svingninger i Prisniveauet,
som skyldes Ændringer i det objektive Vareværdiniveau, P2, hvorimod Forandringer
i P, der skyldes Svingninger i Kreditprisniveauet, Pl}P1} skal udelukkes.
Da Pt er Pengeværdiens Reciprok, er følgelig Kreditprisniveauet (Pi) =
Pengemængden
. For at sikre sig et konstant Kreditpnsniveau gælder det
Pengebehovet

altsaa blot om at sørge for, at Pengemængdens Bevægelser altid svarer til Pengebehovets. Herved opnaar man, foruden en retfærdig indre Pengepolitik, tillige, naar samme Politik følges i alle Lande, stabile Valutakurser, da disse efter Forf.s Teori er bestemt af Forholdet mellem de respektive Landes Kreditprisniveauer. Endvidere opnaar man at udelukke Konjunkturbevægelserne. Forf., der paa to Sider afslører nogle af Konjunkturproblemets dybeste Hemmeligheder, er nemlig af den Mening, at Konjunkturerne skyldes Svingninger i Pengemængden.

For at opnaa, at Pengemængden altid svarer til Pengebehovet, maa man dels kunne beregne Pengebehovet, dels sikre sig Herredømmet over Pengemængden. Til det sidste Formaal föreslåar Forf. et nyt System til automatisk Regulering af Pengemængden. Hvad angaar Beregningen af Pengebehovet, kan man — idet vi kalder Pengebehovet Pb og Pengemængden Pm — af Formlen for Kreditprisniveauet, P_x —Pm : Pb, udlede, at Pb = Pm : P_±. Da Pi =P: P₂, kan man, saafremt man besidder Statistik over Pengemængden, Prisniveauet og det objektive Vareværdiniveau, beregne Fortidens Pengebehov og Trenden heri, og deraf kan man ved Ekstrapolation bestemme Fremtidens. Forf. anbefaler derfor — foruden Optagelse af nøjagtig Statistik over Pengemængden — at der konstrueres et nyt, omfattende Prisindex og et Index over det objektive Vareværdiniveau. Hvorledes dette sidste Index skal konstrueres, angives dog ikke nærmere.

Det har været Anmelderens Hensigt med den foranstaaende Fremstilling at lade Forf.s Teorier tale for sig selv; men der skal dog tilføjes et Par supplerende, kritiske Bemærkninger. Man kender teorihistorisk forskellige Værdibegreber. Et af dem er Bytteværdibegrebet, som vi genfinder i det almindelige Pengeværdibegreb, der i Pengeværdien — Prisniveauets Reciprok — ser et samlet Udtryk for Pengenes Ombytningsforhold overfor de forskellige Varer, Pengenes Købekraft. Et andet Værdibegreb siger, at en Vares Værdi er bestemt af den Arbejdsmængde, der er nødvendig til dens Produktion. Forf.s objektive Vareværdier er aabenbart Værdier af den sidstnævnte Art. Hvad der skal forstaas ved hans nye Begreb for Pengeværdien, er derimod mindre klart. Der kan aabenbart ikke være Tale om noget hidtil kendt Værdibegreb; men til Trods herfor faar man ikke nogensomhelst Forklaring paa, hvad Forf. forstaar ved Pengeværdien. Det eneste, man faar at vide om denne nye, mystiske Pengeværdi er, at den er bestemt af »den for alle Varemarkeder gyldige Grundlov«, at Prisen er bestemt af Forholdet mellem Efterspørgsel og Udbud, en Teori (for Bytteværdien), hvis Urigtighed allerede Stuart Mill klart har paavist, og som ikke har haft nogen Tilhængere siden hans Dage.

Lad os et Øjeblik se paa Forf.s Formel til Prisniveauets Bestemmelse:
P—Pi• P2. I denne Form tager den sig jo meget fordringsløs og uskyldig
ud; udtrykt i Ord ser den saaledes ud:

Naar man ser paa dette Regnestykke, stødes Øjet straks af Arbejdsofferet, en — som det synes — psykologisk og derfor ikke kvantitativ Størrelse, der slet ikke kan optræde paa en Brøkstreg. Det hjælper ikke meget at erstatte Arbejdsofferet med en eller anden kvantitativ Indikator, f. Eks. den afløbne

Arbejdstid, maalt i Arbejdstimer. Ua Kvotienten mellem Pengemængde og Pengebehov formodentlig maa blive et übenævnt Tal, siger Ligningen i saa Tilfælde, at Prisniveauet — et Gennemsnit af alle Varepriser, der maales i Kroner og Dre — skal være lig med et übenævnt Tal, multipliceret med det pr. Vareenhed anvendte Antal Arbejdstimer!

Hr. Glückstadts nye Totalitetsteori, der ikke støtter sig paa den herskende Pengeteoris Resultater, og som jo heller ikke kan siges at være fremgaaet af en Virkelighedsbetragtning, synes ogsaa rent logisk at være noget skrøbelig.

Den Del af Forf.s pengepolitiske Anvisninger, der angaar Beregningen af Pengebehovet, støtter sig direkte paa hans nye Pengeteori og staar og falder altsaa med denne, hvorimod hans Forslag til en Nyorganisering af Pengevæsenet kan bedømmes særskilt.

Guldet skal erstattes af nogle internationale Checkpenge, udstedt af en international Bank, baade som internationalt Udligningsmiddel, hvorved der opnaas absolut faste Valutakurser, og som Dækningsmiddel, saaledes at de nationale Sedler efter et Kontingentsystem skal udstedes paa Grundlag af Seddelbankernes Tilgodehavende i den internationale Bank. Checkpengenes Mængde skal reguleres ved, at det paabydes Bankerne at holde en betydelig Kasse i Forhold til deres Checkdeposita (25 pCt.). Da saavel Seddel- som Checkbankerne i egen Interesse vil udvide deres Kredit, saa langt som Dæknings- og Kasseforskrifterne tillader, kan man, naar man foruden Dæknings - og Kassereglerne kender det Forhold, hvori Sedlerne deler sig mellem Omløbet og Bankernes Kasse, fra Mængden af internationale Checkpenge regne sig til Totalpengemængden, der ganske automatisk kan reguleres gennem Mængden af internationale Penge. Naar indenfor samme totale Pengebehov Behovet vender sig fra Sedler mod Checkpenge, og Sedlerne strømmer ind i Bankerne, skal den pligtige Kasseprocent forhøjes for at forhindre, at Bankerne ved for stor Kreditgivning forøger Totalpengemængden. (Et vice versa).

Forf. lægger stor Vægt paa at faa gennemført en rent automatisk Regulering af Pengemængden og udtrykker i denne Forbindelse sin Beundring for den engelske Banklov af 1844. Nu viste jo netop Udviklingen efter 1844, at en rent automatisk Regulering af Seddelmængden ikke var mulig, fordi Banken saavel af Hensyn til sin Likviditet som til en elastisk Kreditgivning nødtes til at holde en Guldkasse af vekslende Størrelse ud over, hvad den af Dækningsreglerne var tvunget til. Dette vil ogsaa Hr. Glückstadts Seddelbanker og hans Checkbanker være nødt til, og naar det er Tilfældet, er det forbi med Muligheden af at regne sig fra Mængden af internationale Penge til Totalpengemængden og forbi med den automatiske Regulering af Pengemængden. Det er jo ogsaa — navnlig efter de sidste Tiders Erfaringer — noget dristigt at regne med, at Bankerne altid skulde være villig til at give og Publikum villigt til at tage Kredit efter en Snor, saaledes at Bankernes Kreditevne, saaledes som Dæknings- og Kassereglerne bestemmer den, altid udnyttes fuldt ud. Netop for Øjeblikket synes en automatisk Regulering af Pengemængden at ligge fjernere fra Virkeligheden end nogen Sinde. Forf. har ganske vist den Lettelse, at Konjunkturbevægelserne ikke eksisterer i det Samfund, hvor hans Pengepolitik er virkeliggjort; men indtil videre maa man vel have Lov til at regne med dem som en Realitet.

Der er til »Kreditfodens Teori« knyttet et meget omfattende statistisk Tillæg, hvori man bl. a. finder Tabeller over den totale Mængde af Omsætningsmidler og dens Fordeling paa Sedler og Checkdeposita i nogle af de store Lande. Desværre har en Del af Tallene — navnlig Checkdepositas Størrelse — som Følge af den foreliggende Statistiks Utilstrækkelighed kun kunnet beregnes skønsmæssigt. „ Winriinn Pæonen