Erling Petersen: DEN MODERNE KVANTITETSTEORIS GYLDIGHET FOR PENGEVERDIENS BESTEMMELSE. Aschehoug. Oslo 1933. Tidligere trykt i Statsøkonomisk Tidsskrift Hæfte 5—6, 1932). — 79 S.

Det foreliggende Skrift omfatter dels en Kritik af de eksisterende Teorier om Pengeværdiens Bestemmelse, dels et positivt Forsøg paa at danne en holdbar Teori. Kritikken af de eksisterende Teorier vender sig først og fremmest mod Kvantitetsteorien. Forfatteren paaviser, hvorledes Omsætningsligningen, hvis übetingede Gyldighed han anerkender, i sig selv ikke indeholder nogen positiv Kvantitetsteori. Kun hvis man af forskellige Grunde mener at kunne antage, at V, Vl,V¹, M¹ :M og T ikke paa virkes af Variationer i M, og at P er et ganske passivt Led i Kausalsammenhængen, kan man naa frem til Kvantitetsteorien i Fishers Langtidsformulering: Pengemængden p a a vi rker Prisniveauet proportionalt, men Forandringer i de selvstændigt bestemte Størrelser kan medføre, at Prisniveauet ikke kommer til at variere proportionalt med Pengemængden. Indfører man den yderligere Forudsætning, at Forandringerne i de øvrige Størrelser er praktisk übetydelige, kommer man til Ricardos Tilnærmelseslov, at Prisniveauet varierer proportionalt med Pengemængden. Indrømmer man derimod, som Fisher gør det for »transition periods«, at Variationer iM gennem P kan paavirke V, Vl,V¹, M¹ :MogT, maa man opgive at tale om, at M har nogen proportional Indvirkning paa P; thi ceteris paribus Klausulen bliver da meningsløs.

Forfatteren retter sin Kritik mod Gyldigheden af Fishers Langtidsteori, men føler sig dog forpligtet til gennem statistiske Oplysninger at paavise Ugyldigheden af den ricardianske Tilnærmelseslov. Begrundelsen for denne, som det synes, lidt overflødige Paavisning, er den, at hvis de selvstændige Variationer i de øvrige Faktorer er relativt betydningsfulde, er det uden praktisk Betydning at kende den rene Virkning af M paa P. Henvisningen til den praktiske Betydning er i denne Forbindelse næppe heldigt valgt, det maa vist altid være af stor praktisk Interesse at kende den rene Virkning af Variationer i den eneste Faktor, man i Praksis behersker. Dette statistiske Afsnit virker lidt umotiveret, som en Forhaling af den afgørende Undersøgelse.

Det første alvorlige Angreb gælder Forudsætningen om, at kun P paavirkes af M. Ved en Argumentation, der ligger nær op ad Fishers Ræsonnement for »transition periods«, paavises det, hvorledes Bevægelser i Prisniveauet har en Tendens til at fremkalde Bevægelser i samme Retning i Omløbshastighederne, i Omsætningsvolumen og i Bankbetalingsmidlernes Forhold til Pengemængden. Skal Kvantitetsteorien kunne opretholdes blot som en Langtidsteori, maa det nødvendigvis kræves, at disse Størrelser ifølge en Systemet iboende Tendens vender tilbage til deres Udgangsværdier. Den Faktor, som skulde fremkalde Reversionen, er efter Fishers Anskuelser den stærkere Stigning i Laanerenten end i Realrenten, der følger af det voksende Pres paa Bankernes Kassebeholdninger, naar M¹ :M øges. Skal denne Faktor med Nødvendighed træde i Funktion, maa imidlertid M være en fast Minimumsfaktor i Systemet, saaledes som Tilfældet f. Eks. er under international Guldfod. Kan M frit øges, saa kan Spændingen mellem M¹ og M udløses gennem en Tilvækst i M i Stedet for gennem en Rentestigning. — Denne Kritik af Fishers »transition«-Begreb er uden Tvivl holdbar, dens eneste Forudsætning er, at Pengene kommer ud. i Omsætningen ved Udlaan fra en fuldstændig passiv Centralbank, d. v. s. en Centralbank, der kun foretager Renteforandringer, naar dens egen Interesse tilsiger det. Hvis Centralbankens Ledelse bevidst driver en eller anden Art Prisniveaupolitik eller Valutapolitik, kan Resultatet naturligvis blive et andet; men Forfatterens Kritik af Fisher er berettiget, saa snart Rentestigningen ikke er en Nødvendighed.

Kvantitetsteoriens Hovedhjørnesten er Forudsætningen om P's Passivitet. Kan denne Forudsætning opretholdes, vil man i hvert Fald altid kunne hævde M's Stilling som det primære Led, selv om man bliver nødt til at indrømme, at M gennem sin Indvirkning paa P virker tilbage paa sig selv. Forfatterens Anskuelse er nu den, at P udmærket kan være det primære Led, altsaa saaledes, at en Prisstigning gaar forud for en Forandring i de øvrige Led. Som Aarsag til Prisstigning kan nemlig en Stigning i Vekselkurserne virke. At en Stigning i Kurserne paavirker Prisen paa Importvarer og Eksportvarer, er übestrideligt; man kan ikke paa nogen Maade hævde, at det altid er Vareprisstigningen, der gaar forud for Kursstigningen, dertil er der for mange »forstyrrende Indflydelser« paa Valutamarkedet. Er Prisernes opadgaaende Bevægelse først en Kendsgerning, vil ogsaa den normale Stigningstendens i V, Vl,V¹, M¹ :MogT indtræde. Det bliver ogsaa fra dette Synspunkt afgørende, om M er en fast Minimumsfaktor. Under Guldfod vil den jo ligefrem være aftagende under stigende Valutakurser, saaledes at den opadgaaende Tendens i P bliver vendt om i sin Modsætning, jvf. Fishers Bevis for P's Passivitet. Har man derimod et frit Pengevæsen, bliver Centralbankens Aktivitet eller Passitivitet afgørende; men herpaa kan der naturligvis ikke bygges nogen økonomisk Lovmæssighed.

Dette er i Korthed Tankegangen i Forfatterens Kritik af Kvantitetsteorien. Det er paa ingen Maade hans Hensigt at benægte den intime Forbindelse mellem Pengemængde og Prisniveau, men han bestrider enhver Forhaandsforestilling om Proportionalitet og om Prisniveauets fuldkomne Passivitet. Falder disse Bestanddele af Kvantitetsteorien, er den uden Interesse.

Medens Forfatterens Kritik af den moderne Kvantitetsteori saaledes er ret
udførlig, ofrer han ikke de konkurrerende Teorier nogen større Opmærksomhed.Et
kort Referat, og de afvises en bloc, fordi de hver kun behandler

en enkelt Side af Problemet. Efter dette Rydningsarbejde, der virker noget summarisk, betragter han Grunden som fri til Opbygning af en selvstændig Teori for Pengeværdiens Bestemmelse. I Virkeligheden faar man ikke nogen færdig Teori, snarere er der Tale om en Skitsering af de Veje, ad hvilke man i en nærmere eller fjernere Fremtid skal kunne naa frem til en saadan Teori. Dette skal ikke forstaas som et Angreb paa Forfatteren, der selv er fuldkommen klar over, hvor langt der er til Maalet, men blot som en Advarseltil Læsere, der er tilbøjelige til at lade sig blænde af matematiske Behandlinger.

Forfatterens Tankegang er, kort gengivet, denne: Naar vi gaar ud fra Omsætningsligningen, ved vi i Virkeligheden kun, at en Forandring i et af Ligningens Led maa kompenseres af Forandringer i et eller flere af de øvrige. Vi kan da begynde med at antage, at enhver Variation i et Led tenderer til at fremkalde en Variation i hvert af de øvrige Led. Hvor store disse Variationer vil blive, afhænger af en Række bestemmende Forhold for hvert enkelt Led, som tilsammen finder deres Udtryk i vedkommende Leds Elasticitet. Denne Elasticitet maa formodes at være forskellig, eftersom det er det ene eller det andet af de øvrige Led, Paavirkningen udgaar fra (f. Eks. P's Elasticitet forskellig med Hensyn til Variationer i M og i T). Man kan derfor opstille 30 forskellige Elasticitetskoefficienter (f. Eks. angive P's Elasticitet overfor Variationer i M ved Udtrykket Mc P), og disse 30 Koefficienter bliver da bestemmende for det samlede Resultat af Variationer i et Led. Hvis f. Eks. M varierer, vil alle de øvrige Led variere i Overensstemmelse med deres Elasticitetskoefficienter overfor M. De saaledes fremkaldte Variationer virker tilbage paa M og virker aktivt paa hvert af de andre Led. Man kan efter dette Princip opbygge et helt System af Refleksvirkninger og Refleksvirkningers Virkninger, som tilsammen maa give et saadant Resultat, at Omsætningsligningen bevarer sin Gyldighed. Er først de 30 Koefficienter bestemt, bliver Beregningen af den givne Variations Slutresultat en rent matematisk Opgave.

Elasticitetsteorien bliver saaledes nærmest en Regneregel, medens den virkelige Vanskelighed kommer til at ligge i den empiriske Fastsættelse af Elasticitetskoefficienterne. Overfor denne Opgave standser Forfatteren. Ganske vist søger han at opstille visse Formodninger om Koefficienterne med det Formaal at begrænse Antallet af dem, det er nødvendigt at bestemme, men han levner dog 16 übekendte, heraf 10 af afgørende Betydning. Et statistisk Tillæg tilsigter at bøde noget paa dette Forhold, men indeholder reelt kun en Paavisning af, at intet af Omsætningsligningens Led har holdt sig konstant i Aarene efter Krigen.

Skal man sammenfatte sit Indtryk af Bogen i en kort Sætning, maa det blive denne: En klar Paavisning af, at vi intet ved om Pengeværdiens Bestemmelse, og et Forsøg paa at finde de Veje, der fører frem til en positiv Viden. G. Warmdahl.