Beiträge zur Konjunkturforschung, herausgegeben von österreichischen Institut für Konjunkturforschung: Nr. 1. Fr. Hayek: GELDTHEORIE UND KONJUNKTURTHEORIE. Wien/Leipzig 1929. 227 Sider. Nr. 3. Fr. Hayek: PREISE UND PRODUKTION 1). Wien 1931. 144 Sider.

Det østrigske Institut for Konjunkturforskning er oprettet 192(> omtrent samtidigt med en Række tilsvarende Instituter i andre europæiske Lande. Disse Instituter har til Hovedopgave at samle konjunkturstatistisk Materiale og udsende regelmæssige Konjunkturoversigter, der ikke mindst er af stor Betydning for Erhvervslivet. I de fleste Lande er det Industrien, der helt eller delvis finansierer Instituterne, tillige samarbejdes der med den officielle Statistik; men der arbejdes overalt paa videnskabeligt Grundlag, under Ledelse af ansete Nationaløkonomer, og Instituterne kan ogsaa i nogen Grad hellige sig videnskabelige Opgaver, der ikke direkte tjener praktiske Formaal. Dette gælder ogsaa det østrigske Institut, der foruden et — udmærket — Maanedsskrift med økonomiske Oversigter og Talmateriale efter det sædvanlige Mønster udgiver en Skriftrække, der hidtil omfatter fire Bind. Disse er alle rent akademiske Afhandlinger af teoretisk Karakter og bærer i og for sig paa ingen Maade Præg af at være blevet til i et Institut, hvis Indsats man skulde vente at finde i det empiriske Arbejde.

De to Værker, der her skal omtales, er begge skrevet af Institutets Leder Fr. Hayek²), en værdig Arvtager af den østrigske Skoles Traditioner og en af Nutidens faa ivrige Forkæmpere for den deduktive Metade. I Indledningskapitlettil Geldtheorie und Konjunkturtheorie og i forskellige Sidebemærkningerpolemiserer han mod Empirikerne med den sædvanlige Paavisning al", at lagttagelsen ikke kan staa paa egne Ben, men altid maa støtte sig til en Teori. Han henviser Statistiken til en saare beskeden Plads i den økonomiskeForskning, selv som Verificationsmiddel reducerer han dens Rækkeviddeog hævder, at Kriteriet for en Teoris Rigtighed maa søges i dens indre Logik. Denne Art Betragtninger er dog efterhaanden uinteressante, med hvor stor Skarpsindighed de end er gennemført. Rent principielt er der ingen Tvivl om, at al Forskning maa bygge paa en Vekselvirkning mellem Induktion og Deduktion; men det vil være et simpelt dialektisk Kunststykke at vende Hayeks Ræsonnementer om og paavise, at den exakte Tænkning i sin Renhed kun er tomt Hjærnespind og at der kun tilkommer Deduktionen

---

1) En Bearbejdelse af en Række Gæsteforelæsninger, holdt ved London School of Ec-onomics, og udkommet paa Engelsk under Titlen Prices and Production. London 1931.

2) Hayek er nu blevet ansat som Professor i London. Hans Efterfølger i Institutet er Oskar Morgenstern.

en underordnet Opgave ved at bringe Orden og Sammenhæng mellem de Virkelighedsiagttagelser, der er al Videnskabs Genstand. Hayek tillægger imidlertid Bibeholdelsen af et afsluttet økonomisk System den største Betydningfor den økonomiske Videnskab, og vil å tout prix ved at bygge paa Ligevægtssystemet og udvide Forudsætningerne naa frem til et dynamisk System, der hvilende i sig selv kan forklare Konjunkturbevægelserne. Han maa hermed tage Del i Diskussionen om de endogene eller exogene Kriseaarsager,som Advokat for de førstnævnte. Denne Diskussion i Almindelighed og Hayeks Bidrag i Særdeleshed er ogsaa af saare formalistisk Karakter. Hans Hovedargument er, at en exogen Konjunkturteori ikke er en egentlig Teori, fordi den nødvendiggør en historisk Forklaring af hver enkelt Konjunkturbølge.Dette er dog aabenbart ingen reel Indvending, og desuden viser det sig, at Hayeks »eget« endogene Konjunkturforløb udiøses under Paavirkning af »ydre Kræfter«. Endvidere erkender han, at hans Teori er utilstrækkelig til at forklare de faktiske Konjunkturbevægelser og tager specielt(i Preise und Produktion) et meget kraftigt Forbehold med Hensyn til de sidste Aars Depression. Heller ikke Betragtningerne over monetære contra ikke-monetære Teorier kan man tillægge en reel Betydning, der retfærdiggør Forfatterens skarpe Standpunkt. Man kan gaa med til at afvise de Teorier, der opererer med et pengeløst Samfund, allerede fordi en vidtdreven national og international Arbejdsdeling og en Flerhed af økonomiske Enheder overhovedetikke kan tænkes uden Penge; men det Navn, man giver en Konjunkturteori,hvori Pengevæsenets og Kreditsystemets Funktioner indgaar, er ret uvæsentlig. Hayek anfører selv, at Röpke, der har udformet en Konjunkturteori,der i alt væsentligt stemmer med Hayeks, dermed mener at have afvist enhver hundredeprocents montær Teori. Hayek siger: tværtimod; men mindre formalistisk indstillede vil opfatte dette som en Strid om Ord.

Hayek henleder ofte Tanken paa de middelalderlige Skolastikere, hvis Tankeklarhed stod i et mærkeligt Misforhold til de golde Problemer, de helligede sig. Heldigvis naar Hayek videre; men tilsyneladende er det snarere til Trods for end i Kraft af sine Dogmer.

Et detailleret Referat af Teorien skal ikke forsøges, Hayek bygger paa den Wicksellske Lære om den naturlige Rente, d. v. s. den Ligevægtsrente, ved hvilken Opsparingen netop dækker Kapitalefterspørgslen. Saaledes som Pengevæsneter organiseret, vil der paa Grund af »Bankernes kreditskabende Evne« under visse Betingelser opstaa en Tilstand, i hvilken Laanerenten er lavere end den naturlige Rente og Pengemængden tiltager. Hayeks Indsats bestaar nu i, at han undersøger Virkningerne af den voksende Pengemængde, ikke ved at gaa over Begrebet Pengeværdien, men ved at vende sig mod de Forskydninger,der fremkaldes i Priser og Produktion og i ProduktionsapparatetsOpbygning. Han kommer dermed især til at polemisere mod de monetæreTeoretikere, for hvem »det almindelige Prisniveau« er Alfa og Omega. Konsekvent burde han vel helt have forkastet dette Begreb som meningsløst; i Stedet nøjes han med at skyde det tilside og slaa fast, at Virkningerne at' en Forandring af Pengemængden sætter sig igennem oven Prisforskydninger uafhængigt af »Prisniveauet«. Han vender sig ligeledes mod de Forfattere, der vil isolere Pengeteorien fra den almindelige Teori, men insisterer altsaa kraftigt paa selv at blive betragtet som »monetær«. I Forbindelse med en Omtale af Kvantitetsteorien (i Pr. u. Prod.) understreger han det ufrugtbare

i at operere med Kollektiv- eller Gennemsnitsbegreber (som den totale Varemængdeeller »Prisniveaut«), fordi den Art Størrelser aldrig virker direkte paa hinanden; men Aarsagssammenhængen tværtimod skal søges mellem de individuelle Fænomener, individuelle Priser o. s. v. Af denne Aarsag mener llayek ogsaa, at Teorien er Emperien overlegen, fordi den bygger paa Forudsætningenom de enkelte Individers Handlemaade. Disse Forudsætninger maa jo iøvrigt bygge paa lagttagelser, og ganske vist er Statistikerne slemme til at beregne Gennemsnit; men naar det kommer til Stykket, er det maaske snarest den voksende Forstaaelse af lagttagelsernes Betydning og de forbedredelagttagelsesmetoder, der danner Baggrund for Studiet af Enkeltfænomenerne.Efterhaanden som man kommer ind paa Pristalsberegninger, som opstiller flere sideløbende Indices (f. Eks. Im- og Eksportpristal), og det viser sig, at disse har ganske forskelligt Forløb, tvinges man saa at sige til at revidere sit nedarvede Prisniveaubegreb, og naar en mere realistisk Opfattelsehar haft saa svært ved at trænge igennem, trods Erfaringernes klare Vidnesbyrd, skyldes det snarest de indgroede teoretiske Begrebsdannelser, som det netop paa Grund af deres bestikkende logiske Indhold faldt saa vanskeligt at opgive.

Om Teoriens Udformning kan kun henvises til Bøgerne. I Geldtheorie und Konjunkturtheorie behandles Bankkreditens Expansion udførligst, og i Preise und Produktion er det centrale en skematisk Fremstilling af Produktionsfaktorernes og Mellemprodukternes Fordeling paa de forskellige Produktionstrin og de Forskydninger, der opstaar, naar Pengemængden forandres. I den sidstnævnte maa tillige fremhæves en meget interessant dogmehistorisk Redegørelse, der følger de Tanker, der især er blevet kendt i Wicksells Navn, tilbage til et Arbejde af Thornton, udgivet 1802, og som fremdrager Franskmanden Cantillon (r 1734) som den første, der har forsøgt en nærmere Analyse af den Proces, hvorved en Forøgelse af Pengemængden virker paa Priserne. O. Strunqe Petersen.