Gustav Cassel: THEORETISCHE SOCIALÖKONOMIE, 5. nybearbejdede Oplag. A. Deichertsche Verlagsbuchhandlung Dr. Werner Scholl, Leipzig 1932.

Om denne nye Udgave af Cassels Hovedværk skal straks siges, at med det nybearbejdede er det saa som saa. Ud over smaa spredte Tilføjelser foraarsaget af de sidste Aars Udvikling — her tænkes væsentligst paa Bemærkningerne om Guldpolitiken i § 59 om Pengeværdiens Stabilitet — er Bogen faktisk et Optryk af Udgaven fra 1927, naar man da lige undtager Behandlingen af Indtægtslæren i § 8 »Kapital und Einkommen in der Geldwirtschaft«, der er en Del omarbejdet, og i den sig dertil sluttende og helt nye § 49 »die Bedeutung der Zahlungsmittel für die Verwendung des Einkommens«.

Naar netop Indtægtslæren er blevet underkastet en særlig Behandling, syntesdet, som Cassel siger i Forordet, ønskeligt af Hensyn til de nyere vidt udbredte Vrangforestillinger, som specielt gør sig gældende paa dette Omraade.Det er det aktuelle Problem om Forholdet mellem Produktion og Forbrug,som det drejer sig om, og Behandlingen deles med den velkendte CasselskeMetodiskhed op i to Trin, eet hvor Penge kun er vor Regningsenhed og maa tænkes som noget ganske stofløst, kun som »Buchführungsgeld«, og eet, hvor Pengene faar deres selvstændige Eksistens, og et nyt Moment derfor indføres, nemlig dette: kan man ikke rette sin Efterspørgsel mod Penge som

saadan i Stedet for mod de producerede Varer? Men tilbage til den trinvise Behandling hos Cassel. Han tager sit Udgangspunkt i den selvfølgelige Overensstemmelsemellem Produktionensog Indtægtens Total, Samfundets samlede Pengeindtægt = Produktionsresultatets samlede Pris. Ud fra denne Hovedsætningdrager Cassel stærkt til Felts mod Opfattelser (de nævnte Vrangforestillinger)som, at Produktionen skulde kunne drives saa vidt, at den overstigerSamfundets samlede Købekraft, eller at det skulde være nødvendigt at holde Produktionens Udviklingshastighed indenfor maadeholdne Grænser, for at Købekraften skulde faa Tid til at vokse tilsvarende. — Det er imidlertid nødvendigt at føje til, at der ogsaa maa være Overensstemmelse mellem de producerede Varer og Efterspørgselens Retning. — En saadan Overensstemmelsegaar Cassel uden videre ud fra, og selv om selvfølgelig Uoverensstemmelsermellem Forbrug og Produktion trækker sig i Lave, saalænge der kun er Tale om, at Efterspørgslens Fordeling er i Uoverensstemmelse med Produktionsapparatetsnutidige Fordeling, saa er der ganske anderledes kriseskabendeKræfter i Efterspørgslens stadige Retning mod Produktionsmidler (jfr. om den kumulative Sparen i Bircks »den økonomiske Virksomhed«). Man synes, at Cassel, der saa stærkt og saa rigtigt har fremhævet Opsparingenssande Karakter i Modsætning til ældre Opfattelser, paa dette Sted burde være kommet ind paa i hvert Fald dette Forhold.

Saalænge vi befinder os paa Cassels første Trin, hvor Pengene er »Buchführungsgeld«, træder den nødvendige Overensstemmelse mellem Produktion og Forbrug tydeligst frem. Arbejdsindtægten opstaar i det Øjeblik, hvor Arbejdet bliver ydet, den er saa at sige investeret i det producerede som en Fordring paa Fabriken, lige til det Øjeblik den ombyttes ved, at Arbejderen foretrækker for Fordringen at købe Ting til Forbrug eller maaske flytte sin Investering over paa et andet Omraade. Indtægten er altsaa ikke paa noget Tidspunkt uanvendt, men køber stadig Varer; men hvis man nu gaar over til Cassels andet Trin og fører Penge ind med alle Pengenes Egenskaber, kan man saa ikke som ovenfor sagt for sin Indtægt købe Penge (vi kan ogsaa sige investere i Kasseforraad, i Betalingsmidler) i Stedet for Varer, og unddrages der ikke derved Produktionen Købekraft i samme Omfang, som dette finder Sted, saa at vi faar Prisfaldet og Krisen, hvor Varerne ikke kan sælges til Priser, der dækker deres Omkostninger, der er erlagt i et højere Prisniveau. Cassels Svar herpaa er: dette skulde ikke behøve at blive Tilfældet, for det drejer sig her om et rent monetært Problem; Bankerne maa — og kan ifølge Cassel ogsaa — sørge for, at Købekraften holdes intakt. Naar Konsumenterne investerer i Betalingsmidler, sker det enten gennem Banken — og saa maa denne sørge for, at de atter kommer ud og gør deres Tjeneste i Omsætningen — eller ogsaa ved Hjælp af Strømpeskafterne, og saa maa Banken skabe nye Betalingsmidler til Erstatning for dem, der er blevet gemt væk.

Det er selvfølgelig rigtigt, som Cassel hævder, at Uoverensstemmelsen mellemProduktion og Købekraft bliver et rent monetært Fænomen, men Spørgsmaaleter, om Banken, som Cassel synes at mene, übetinget kan skaffe Uoverensstemmelsenaf Vejen; det er igen Spørgsmaalet om, hvem af de to i Laaneforholdet,der er den aktive: Banken eller Laantageren. Man kan i hvert Fald diskutere, om Cassel ikke overdriver Bankens Evne til at presse Omsætningsmidlerud, naar han konkluderer i, at Afsætningsstandsning og Prisfaldskyldes Bankpolitiken. Hjælper Bankens lavere og lavere Rente mod

Laantagerens Forventning om fremtidigt Prisfald, el Prisfald, der netop bliver
Virkelighed gennem denne Forventning.

Cassels Bog fremtræder som nævnt kun for de gennemgaaede Paragraffers Vedkommende i ændret Skikkelse; men det kunde maaske alligevel være paa sin Plads at røre ved endnu et enkelt Punkt. — I Modsætning til Marshall, der som Udgangspunkt for sin Prislære tager den komplicerede Sammenhæng mellem Pris og Udbud af Produktionsfaktorer, tager Cassel som bekendt sit Udgangspunkt i givne Produktionsfaktormængder; og dette givne Udbud i Relation til Efterspørgslen er det, der i første Instans giver Knapheden; først i anden Instans kommer han ind paa, at denne givne Mængde maa afløses al andre Konstanter, som er Udtryk for, i hvilket Omfang Mængden af de forskellige Produktionsfaktorer varierer ved svingende Priser paa disse (og dette gælder i Parantes bemærket alle Produktionsfaktorkategorier, altsaa ogsaa Jord), men stadig holdes dog fast — i Polemik mod Marshall — hvorledes det primære maa være den givne Mængde. Man maa nu uvilkaarligt spørge, vilde en Drøftelse af Tilstedeværelsen af Magtpositioner og Betydningen heraf for hele Prisdannelsen ikke falde naturligt indenfor Rammerne af Cassels Bog; men en saadan virkelig Drøftelse leder man forgæves efter.

Selvfølgelig berøres selve Problemet adskillige Steder, som det jo maa blive Tilfældet, naar der tales om Substitution (naar f. Eks. Cassel taler om, at der er en almindelig Tendens til i voksende Grad at fremme Substitutionen af Kapitaldisposition for andre Produktionsfaktorer, maa det vel i sin Konsekvens give Basis for Udnyttelse af en Magtposition udover den »naturlige« Knaphed), og specielt — og noget ensidigt — tages Problemet frem, naar der er Tale om Fagforeningernes Lønpolitik. I Modsætning til den ideelle Prisdannelse, der er i Overensstemmelse med Knaphedsprincippet, siger Cassel — for Resten ogsaa i en af de nytilkomne Passager — har Fagforeningerne i en Række Erhverv formaaet at hæve Arbejdernes Lønninger væsentligt over Gennemsnitsbetingelserne for de øvrige Arbejdere, der er udsat for en effektiv Konkurrence; men man kan spørge, er disse sidstes Aflønning den »ideelle«, er de ikke netop ved Manglen paa Magt lagt blot for andre Faktorers Magtposition? Ud fra Cassels Grundsynspunkt skulde man synes, at Skridtet ikke var langt til Drøftelse af Magtpositionen, men som det er blevet sagt, blandt Bestemmelsesgrundene i sit Ligevægtssystem har Cassel Mængden af Produktionsfaktorerne, men ikke Ejendomsforholdet til dem.