Axel Sømme: JORDBRUKET I NORGE. Det norske Arbejderpartis Forlag. Oslo 1933. 184 S.

I Forordet til Bogen bemærker Forfatteren, at de Spørgsmaal, han behandler, i lige høj Grad angaar Bybefolkningen og Bønderne. Synspunktet er rigtigt. I samme Grad som de enkelte Stater isolerer sig fra Omverdenen, i samme Grad bliver en omfattende Forstaaelse og Solidaritetsfølelse mellem de forskellige Erhvervs Udøvere indenfor hvert enkelt Land paakrævet.

Norske Landbrugsproblemer falder paa adskillige Omraader sammen med de Spørgsmaal, som dansk Landbrug siden 1930 har beskæftiget sig med, men det skal dog understreges med det samme, at de paa afgørende Punkter maa siges at være væsentlig forskellige.

Naar dansk Landbrug i højere Grad er blevet ramt af Krisen, skyldes dette først og fremmest, at det er mere afhængig af sin Eksport end det norske. Naar Verdenshandelen derfor bryder sammen, og de enkelte Lande gaar over til lukket Økonomi, maa dansk Landbrug i større Udstrækning blive prisgivet Konjunkturerne, derfor kan man efter mit Skøn have større Forhaabninger til en Løsning af norske Landbrugsproblemer end af de danske.

Paa samme Maade som i Sverige har der i Norge i Aarene efter Krigen fundet en Vandring Sted til Byerne og de bymæssige Bebyggelser, saaledes at der i nogen Grad findes for megen xVrbejdskraft i Byerne og de bymæssige Bebyggelser, for lidt paa Landet. Sømme anlægger det Hovedsynspunkt: vi maa have en Del af Befolkningen tilbage til Jorden. Dette Spørgsmaal skulde kunne løses dels ved en anden Jordfordeling, dels ved Opdyrkning af ny Jord. I Stedet for at der i Norge som i Danmark finder en betydelig Import Sted af Foderstoffer, skulde man udlægge den nye Jord til vedvarende Græs, saaledes at dette til en vis Grad kunde erstatte Foderstofimporten.

At en saadan Foranstaltning maa ramme Handelen er indlysende, hvad Sømme ikke bemærker, men hvis man herigennem kan skaffe Arbejde til væsentlig flere Mennesker end de, der rammes indenfor Handelen, maa man vel gaa den Vej.

Et andet Spørgsmaal, som Forfatteren behandler i denne Forbindelse, er den lukkede Okonomis Indflydelse paa Levefoden. Der kan sikkert ikke være nogen Tvivl om, at Nedbrydelse af Næringsfrihedens og Arbejdsdelingens Principper maa føre til i første Omgang en Nedsættelse af Levefoden — men da Udviklingen gaar i Retning af lukket Økonomi, maa Norge lige saa vel som andre Lande bøje sig for den faktiske Udvikling og indrette sin Økonomi under Hensyntagen til de ændrede Forhold.

Som man ser, er Bogen up to date i sine Betragtninger angaaende de
nye Veje, som den økonomiske Politik nødvendigvis maa slaa ind paa.