K. SINDBALLE: Forsikringskontraktens Forudsætninger. Forsikringsretlige Studier. 3. Hefte. Kbh. 1922.

Ligesom de foregaaende Hefter af Forfatterens forsikringsretligeStudier indeholder ogsaa dette Hefte adskilligt, som kan paaregne Interesse saavel hos det forsikringssøgende Publikum som hos Forsikringsverdenens Fagfolk, hvis Øjne netop for Tiden i usædvanlig Grad er vendt mod Forsikringsvæsenets juridiske Side i Anledning af de fremskridende Forhandlinger om den nordiske Lov om Forsikringsaftaler. Endvidere er jo Forfatterens Betragtninger vedrørende de forsikredes Stilling i Tilfælde af Forsikringsselskabets Konkurs af nærliggende Grunde netop for Tiden af særlig aktuel Interesse. Desværre

udtømmes dette Emne ikke ganske. Det er indlysende rigtigt, at de forsikrede maa kunne hæve Forsikringerne, naar Forsikrerener insolvent og fornøden Sikkerhedsstillelse nægtes. Forfatterenbegrunder udførligt dette ved Henvisning til Sølovens § 265 og dens Analogi, men de forskellige Synspunkter, som kan komme til Anvendelse overfor Spørgsmaalet, om hvorvidt de forsikrede i den antydede Situation kan have Ret til at hæve Forsikringerne, selv om der stilles Sikkerhed, kommer Forfatteren ikke ind paa. Han synes uden videre at gaa ud fra, at der kan sluttes modsætningsvis fra den nævnte Lovparagraf,saaledes at Sikkerhedsstillelse maa medføre, at Forsikringerneikke kan hæves.

Særdeles skarpsindigt er Forfatterens Forsøg paa juridisk at begrunde en Regel for Bestemmelsen af LivsforsikringspolicersTilbagekøbsværdi, men iøvrigt er en Del af de i Heftet indeholdte Betragtninger Gentagelser og Uddybninger af Synspunkter, som allerede i de to første Hefter har været underBehandling. Forfatterens Syn paa Titelemnet i sin Helhed er klart fremsat straks i Indledningen, hvor det fremhæves, at Løfter vel er bindende, men ikke alle Løfter binder lige stærkt, og kun abstrakte Løfter kan tænkes uafhængige af enhver Forudsætnings Bristen. Antallet af relevante Forudsætninger varierer fra Kontraktsart til Kontraktsart. Forudsætningstætheden er ulige stor. Hvad Forsikringskontrakten angaar, er Forudsætningstæthedenstor paa den forsikredes Side, men ikke paa Forsikrerens. „Præmieløftets Retskraft er relativt ringe. Vi befinderos paa Gaveretshandleines Fløj, maaske endda længere ude". Dette Synspunkt er vel nok i sin Kerne rigtigt, men formentligt vil adskillige praktiske Forsikringsfolk finde, at Forfatteren dog hist og her er lidt „længere ude" end Forsikringsverdenenforeløbig ønsker at følge ham. Dette gælder saaledes uden Tvivl, naar han i Slutningsbemærkningerne hævder, at Forsikreren overfor Mora med Præmiebetalingen maa være afskaaret fra at hæve Forsikringen, men fastholde Kontrakten og altsaa eventuelt kræve Erstatning for Tab foraarsagetved Forsikringens Bortfald. Tager man eksempelvis det Tilfælde, at en Forsikringstager, som i et Selskab A. har tegnet Forsikring for en bestemt Risiko af private Grunde senere tegner Forsikring for samme Risiko i et andet Selskab B. og derfor undlader Præmiebetalingen til Selskabet A. Efter Forfatterens Anskuelse maa Selskabet A. da vælge mellem at hæve Forsikringen uden videre eller fastholde Forsikringen og dække eventuelle Krav. Det synes ikke indlysende, at SelskabetA.

skabetA.skal være afskaaiet fra at indtage det Standpunkt at
hæve Forsikringen, men kræve Erstatning for spildt Ulejlighed
og mistet Fortjeneste.

Taget under eet er Forfatterens Strejftog paa Forsikringsrettens Oraader en meget værdifuld Forøgelse af den sparsomme danske Literatur om dette Emne, og man tør maaske haabe paa, at Forfatteren, naar en skandinavisk Lov om Forsikringskontrakten engang i en nær Fremtid er blevet Virkelighed vil paatage sig det overmaade vigtige Arbejde at give en samlet Fremstilling af Forsikringsretten. En saadan Fremstilling vil til sin Tid være af endnu større Værdi for Forsikringsverdenen end de foreliggende Studier.