GUSTAV CASSEL: Theoretische Sociaiökonomie. C. F. Winter'sche Leipzig 1919. 582 p.

Selvfølgelig har Professor C assel Ret i, at Alverdens Elendighed skyldes, at der ikke er nok af alting, d. v. s. Knaphedens Princip eller som vi andre siger Sjældenheden; men Opdagelsen er ikke ny, saalidtsom at Prisen udtrykker (ganske vist paa en forvrænget Maade) den relative Knaphed Produktionsmidler. Knapheden vil, siden den ikke er absolut, blive realiseret i Omkostningsprincippet, der ifølge Forfatteren læmpes af fire andre: Differentialprincippet (at Grænseomkostningerne er bestemmende), Substitutionsprincippet vi bruger alle Produktionsmidler til Indifferensgrænsen), increasing og decreasing return's Princip, og de forbundne Prisers Princip.

Hans Hovedsætning er den rigtige, at Varepriser er indbyrdes afhængige, saaledes at Efterspørgslen efter en Vare ogsaa er afhængig af Prisen paa alle andre Varer; gaar vi ud fra alle Varepriser som givne, er Efterspørgslens Fordeling eo ipso givet. Knaphedens Princip kræver, at Produktionsmidlerne fordeles saaledes, at de efter Efterspørgselens vigtigste Fornødenheder tilfredsstilles. Produktionsmidlerne maa have samme Pris i al Anvendelse, ellers tilfredsstilles Behov, der ikke skulde det; kun de Varer maa laves, som kan betale Produktionsmidlerne med disse Priser. Nu er det galt, at det økonomiske Princip forlanger, at alle Produktionsmidler betales ens i alle Anvendelser, sker ganske vist, fordi Grænseprincippet er det bestemmende; men Produktionen vil intet lide, fordi f. Eks. Arbejdet deltager i Differentialrenten, hvor en saadan

Forfatteren har en Hovedformel, hvorefter han løser alle Spørgsmaal, og som er rigtig forsaavidt den viser alle Prisers indbyrdes Afhængighed og illustrerer, at Prisafhængigheden økonomien ikke er et simpelt Aarsagsforhold, men en Vexelvirkning (en Sætning Professor Aarum i Norge har fremstillet langt skønnere og rigtigere), men som ikke siger saa meget derudover:

hvor A staar for Udbud (Produkt), N for Efterspørgsel, F er Funktionen og de forskellige p'ei er Priserne for n forskellige /li, A2 ...An og M, Nt ...Nn er henholdsvis og Efterspørgslen efter de n forskellige Varer.

Dernæst:

hvor ai, bi, c\ . , . n er Mængden af de tekniske Komponenter, indgaar i Varen Nr. 1, og hvor f. Ex. a,„ b_m c„ og r„ er Mængder af de i Varen Nr. n indgaaede tekniske Komponenter og hvor q_n, q_b ...qr er Priserne for de r tekniske Komponenter (Produktionsmidler), der indgaar i Færdigvarerne.

Formlerne er rigtige; men de fortæller kun, at der er en Vexelvirkning, men ikke af hvad Natur, denne er. Selve Betegnelsen Efterspørgsel og Udbud er igen vildledende; hvad Forf. i sine Formler taler om, er den accepterede Efterspørgsel og det accepterede Udbud, og saa siger Formlen ikke andet end et hvad der er købt, maa være det samme som den Mængde, der er solgt, og at disse er en Funktion af Varepriserne, og at disse igen er afhængige de tekniske Coefficienter.

Sagen er, Forf. skyder ganske Efterspørgsel ud og nøjes med at sige, at, er Prisen given, saa er Efterspørgslen ipso givet. Uagtet den bygger paa Grænselæren, gør han intet Forsøg paa at vise os, hvorledes Efterspørgslen dannes, og glemmer derfor den højst vigtige Faktor Indkomstfordelingen bestemmende Pris, Omsætning og Produktionens Retning. Forf. nøjes med Sætninger, hvoraf nogle er rigtige, men andre gale, f. Ex. den, „Efterspørgsel Vare er Efterspørgsel efter Arbejde", og „Arbejdslønnen følgelig (!) Konsumentens Bedømmelse af det betræffende Arbejdes Værdi", og atter andre lidet sigende, saasom „Totalefterspørgsel -—- Totalindkomst — Totalproduktion". Eller „i samme Forhold Efterspørgslen fordeler sig over de forskellige Produktionsmidler, fordeler Totalindkomsten og Totalproduktionen sig (hvad der i og for sig er rigtigt) og følgelig (!) vil Arbejdsindkomsten være lig den til Arbejdets Medvirken svarende Del af Totalproduktionen" en Sætning, der iøvrigt strider mod Forf.s eget Grundaxiom, at Knapheden er det prisdannende Element.

Forfatteren bryder helt Staven over Grænsenytteteorien,
hvad der forsaavidt er inkonsekvent, som han selv er

Grænseværditeoretiker; han citerer galt, naar han angriber en Paastand som den, at Grænsenytten maa svare til den Pris, der fordres erlagt for sidste Dose af et Behovs Tilfredsstillelse,eller Grænsenytten er Prisen for sidste Enhed; saadan noget Nonsens er der ingen der siger, man sammenligner ikke Nytte, der er en sjælelig Tilstand, med Pris; vi bruger jo kun hele Nytteapparatet for at finde, hvorledes de subjektive Priser under den givne Indkomstfordelingvil Sagen er, at Forf., hvad ogsaa hans Fordelingslære viser, er meget konservativ og hævder, at de arbejdende faar saa meget, de kan faa i en Verden, hvor Knaphedsprincippet regerer. Det er forsaavidt betegnende,at meget store Bog hverken indeholder noget om, hvorvidt Varefordelingen ikke sker under for store Omkostninger og Beslaglæggelse af en for stor Del af Verdens Arbejdskraft, og at han ej heller berører Monopolet eller Prisdannelsen, hvor dette raader.

Under Fordelingslæren kritiserer han med Rette Clarks og Wiesers Metoder, naar de for at finde Grænseproduktiviteten sidste Enhed af en Faktor bort og saa tilskriver til vedkommende Faktor som Grænseprodukt.

I Kapitalrentelæren er han ogsaa bedst i sin Kritik: Renten er et Knaphedsfænomen; Marshall's Teori om „waiting" ikke saa meget, thi Renten opstaar fordi der ikke er Kapital nok til at tilfredsstille alle Krav; gennem Renten udtrykkes Kapitalknapheden i Relation til Kapitalefterspørgselens uden Rentens Pegepind vilde vi disponere galt over Samfundskapitalen (under Realkapitalen Forf. sikkert med Urette private Rettigheder).

Dr. Cassel hører til den Klasse af Forfattere, der vil tage Sten ud af Ricardo's teoretiske Bygning, idet han benægterForskellen Jord og andre Faktorer med Hensyn til deres Betydning for Prisdannelsen; da jeg

andetsteds udtørligt gaar ind paa dette Spørgsmaal. skal
jeg her kun tage Afstand fra hans Mening.

Bedst er Dr. Cassel utvivlsomt i Afsnittet om Penge; paa ét Punkt har han utvivlsomt givet noget fremragende, hvor han lader Vexelkurserne være bl. a. bestemt af det han kalder Købepariteten, d. v. s. Forholdet mellem to Landes Prisniveauer. Forfatterens Undersøgelse om Begrebet Guldmængde anbefaler jeg til Overvejelse; han hævder, at Bankerne ved deres Diskontopolitik kan influere paa Prisniveauet; Forf. maa siges nærmest at være Kvantitetsteoretiker en fornuftig Mands Forbehold; derimod .synes jeg ikke han tager Hensyn til Kredittens af Guldmængden Expansion, hvad der gør, at heller ikke hans Kriseteori bliver fuldstændig. I denne siger han iøvrigt mange rigtige Ting, saasom at Krisen er den aabenbarede paa Kapital, som forlængst har været skjult af Bankernes Inflations- og gale Diskontopolitik. I Højkonjunkturen Dannelsen af fast Kapital; jeg antager, Forf. har Ret, men det Bevis han drager fra, at medens Jernproduktionen svinger med Konjunkturerne, gaar Kulproduktionen eller aldrig tilbage, er ikke overbevisende; staar for Kapitalgoder, medens Kul staar for Konsumvarer; men dette er positivt galt, for største Delen af Verdens Kulproduktion gaar til Industri og Transport.

Dr. Cassels nye Bog er vel værd at læse, men den lider under en Originalitet, der mere viser sig i en ny Nomenklatur end i nye Tanker, og man lægger Bogen til Side med en Følelse af, at Forf.s Løsning af Problemerne er mere formel end reel; men det skal siges ærligt, at man næsten altid lægger et Systemværk til Side med denne Følelse: for Nationaløkonomien er der en lang Vej igen, inden den naar sit Maal.