AMERIKA OG FOLKENES FORBUND

Tor de neutrale Smaastater, som tiltraadte Folkenes blandt andet under Hensyn til den Rolle, de Forenede Stater ventedes at komme til at spille indenfor det, var det en stor Skuffelse, at det amerikanske to Gange nægtede sit Samtykke til Fredstraktatens

Man spurgte sig selv: hvad er Aarsagen til dette pludselige Omsving i Staternes Holdning? Var PræsidentWilson Talsmand for sin Nation, da han i Paris med al den Myndighed og Viljestyrke, som han raadede over, førte Kampen for en ny international Retsorden? Eller hvis han da havde sin Nation bag sig, hvorfor har den da senere pludselig ændret sin Holdning? Man søgte Forklaringen mange Steder. Vel nægtede man at lytte til de amerikanskfjendtlige Røster, der sagde, at de Forenede Stater ikke kunde tiltræde Folkeforbundet, fordi de vilde forbeholde sig en fri Haand i Meksiko og andetsteds, men man kunde ikke andet end føle sig forbavset og skuffet over SenätetsBeslutninger,

nätetsBeslutninger,som afskar Amerikas Indtræden,
og det skønt dermed fulgte en fortsat Krigstilstand
med Tyskland og Østrig.

Præsident Wilson var gennem sin Kamp først for de 14 Punkter og senere for Folkeforbundet kommet til at staa som Talsmand for alle dem rundt om i Landene, som troede paa og arbejdede for en Nyorientering Udenrigspolitikken til Opnaaelse og Sikring af en virkelig varig og demokratisk Fred. Hans og hans Lands Indflydelse i Nationernes Raad var bleven mægtigt styrket gennem den begejstrede Tilslutning, der fra saa mange Sider mødte hans Virksomhed. Hvorledes lod det sig da forklare, at hans eget Folk tilsyneladende med ét unddrog ham sin Tillid og dermed Fødderne bort under ham?

Sagen er utvivlsomt adskillig mere kompliceret, end den tager sig ud fra den anden Side af Atlanterhavet. Afgørelse, som foreløbig er truffet i Sagen, er, naar man nærmere analyserer den, ikke saa klar og afgørende, som det kunde synes, og som alle politiske skyldes den en Kombination af Omstændigheder, hvoraf mange har en mere tilfældig Karakter. Det kunde ikke være andet end at Afgørelsen et saa betydningsfuldt Spørgsmaal, især paa et Tidspunkt, da en Præsidentskabskampagne var forestaaende, paavirket af indrepolitiske Forhold. De endommelige konstitutionelle Regler, som forbeholder Senatet en særlig Indflydelse paa Udenrigspolitiken — et Privilegium, det altid har vaaget skinsygt over — og som samtidig afskærer Præsidenten fra direkte eller gennem sine Statssekretærer at deltage i Senatets Debatter, maaske ogsaa spillet en Rolle.

Man kunde sikkert nævne en Række andre politiske af mere tilfældig Karakter, som har været af Betydning i Striden om Fredstraktatens Ratifikation. at gennemgaa dem alle vilde føre os for vidt og bort fra vort Emne, thi de egentlig afgø- Tende Aarsager er utvivlsomt helt andre og langt dybere og derfor af meget større Interesse til Belysning af amerikansk Udenrigspolitik og den offentlige Stilling dertil.

I den store Tale, hvormed Præsident Wilson aabnede første Møde i Kommissionen til Forberedelse af Folkenes Forbund, udtalte han i faa Ord Formaalet med Kommissionens Arbejde: „Vi er mødtes her med et dobbelt Formaal: for at afslutte de Overenskomster, som Krigen har nødvendiggjort, og for at sikre Verdensfreden, blot ved det nu stedfindende Opgør, men ogsaa ved de Forholdsregler, vi paa Konferencen skal træffe til Fredens Opretholdelse. Folkenes Forbund mig nødvendigt til begge disse Formaal".

Og efter at have talt som den internationale Statsmand,der Verdenssituationen, føjede han iil ud fra sit Lands Synspunkt: „Paa en Maade er de Forenede Stater mindre interesserede i Folkenes Forbundend andre Nationer, som har givet Møde her. I Betragtning af deres mægtige Territorium og udstrakte Søgrænser er det mindre sandsynligt, at de Forenede Stater skulde komme til at lide undet fjendtligeAngreb mange af de andre Stater. De ForenedeStaters Interesse for Folkeforbundet — for det er en virkelig dyb og brændende Interesse -- udspringer ikke af Frygt og Ængstelse,, men af

Idealer, som vi er bleven os bevidst under Krigen. Da Amerika traadte ind i Krigen, tænkte det ikke et Øjeblik paa at blande sig i europæisk Politik, i asiatisk Politik eller i nogen fremmed Verdensdels Politik. Vor Tanke var, at den hele Verden nu var bleven sig bevidst,at var een eneste Sag, der afhang af Krigens Udfald. Det var Frihedens og Retfærdighedens Sag for alle Nationer, i alle Lande. De Forenede Stater vilde derfor føle, at deres Indsats havde været forgæves, hvis det, der fandt Sted nu, kun var et europæisk Opgør. De vilde føle, at de ikke kunde være med til at garantere dette europæiske Opgør, med mindre denne Garanti rummede et bestandigt Tilsyn med Fredens Opretholdelse fra Verdens Forenede Folk".

I disse Ord har Præsident Wilson givet veltalende Udtryk for den saa ofte misforstaaede og spottede Idealisme, der gaar som en Tradition gennem amerikansk men ogsaa for nogle af de Betragtninger og Betænkeligheder, som bragte Fredstraktaten at strande i Senatet.

Det er übestrideligt, at de Forenede Stater har ringere direkte Interesse i Folkeforbundets Realisation end næsten alle andre Stater. De er paa Forhaand mindre udsatte for Angreb end nogen europæisk Magt, og intet europæisk Hegemoni rummer nogen synderlig Trusel mod dem. Og paa den anden Side er det ingenlunde fristende for Amerika at blive blandet ind i de europæiske Staters Stridigheder og tvunget til at tage Parti imellem dem.

Disse Betragtninger blev gjort gældende mod
Fredstraktaten og specielt Folkeforbundet fra forskellige
Sider og ud fra helt forskellige Synspunkter.

Talsmændene for den traditionelle amerikanske Udenrigspolitik betragtede Ikke-Interventionsprincippet som en fastslaaet Maxime, der ikke under nogen Omstændigheder røres ved. Og for den brede Befolkning, selv i vore Dage ikke skænker Udenrigspolitiken Tanker, var dette Princip blevet til et Dogme. Hvis Bevis behøvedes for dette Dogmes var det da ikke Bevis nok, at Fædrelandets George Washington, i sit politiske Testamente Fremtidens Politikere mod nogensinde indvikle de Forenede Stater i ,,^entangling alliances". Denne Ytring, der var tidsbestemt af de historiske Forhold, kan selvfølgelig ikke uden videre paaberaabes i vore Dage, da baade Asien og Europa er rykket saa meget nærmere til Amerika. Selve Amerikas i Verdenskrigen var jo paa en Maade et aabenbart Brud hermed. Men Sætningen udtrykker utvivlsomt den eneste Udenrigspolitik, som det store Flertal af den amerikanske Befolkning kan tænke sig Muligheden af at billige, og det kræver nogen Eftertanke Skarpsindighed at se Forskellen mellem en gammeldags Alliance og det moderne Folkeforbund, især naar dettes Mangler og Ufuldstændighed fremhæves stærkt. Og det amerikanske Senats Udenrigskomité tog ikke i Betænkning at udtale, at Folkeforbundet var en Alliance: „Folkeforbunds-Pagten er en Alliance og ikke en Liga, saaledes som det tydeligt fremgaar af Bestemmelserne i Fredstraktaten med Tyskland, der lægger al den væsentlige Magt i Hænderne paa fem Stormagter. Disse Nationer, de allierede og associerede Magter, behersker ogsaa Ligaen gennem dens Raad".

Forbundspagtens Mangler og Ufuldstændighed blev ogsaa skarpt fremhævet fra den modsatte Side, af alle dem, som saa paa Sagen ikke fra et snævert og traditionsbundet amerikansk Synspunkt, men besjælede Ønsket om et fuldt retfærdigt og varigt Opgør, der kunde danne Grundlaget for en varig Fred og en Nyorientering af Udenrigspolitiken.

De europæiske Stridigheder om Grænseflytninger, der kun omfatter Kvadratkilometre, forekommer Gennemsnitsamerikaneren ufattelige som hele det Net af nationale Fordomme, historiske Fjendskaber og militære Mellemværender, der ligger bag ved de europæiske Amerikanerne ser paa alt dette som forældede Rudimenter, der kun hører hjemme blandt Folk, som endnu lader deres Udenrigspolitik bestemme af dynastiske Interesser. Ikke under nogen Omstændigheder Amerika blandes ind i alt dette Sognekævl. Folkeslag, der kan leve fredeligt Side om Side paa Amerikas gæstfri Jord, burde kunne lære at gøre det samme hjemme i Europa. Kan de det ikke, maa de selv tage Følgerne.

Det var dette Synspunkt, Præsident Wilson selv gav Udtryk for i sine ovenciterede Ytringer om, at de Forenede Stater, da de traadte ind i Krigen, ikke et øjeblik tænkte paa at blande sig i europæisk Politik, men kun traadte i Skranken for Frihedens og RetfærdighedensSag alle Lande. Præsidenten og alle hans idealistisk sindede Landsmænd troede paa et Opgør een Gang for alle, som skulde sætte Retfærdigheden og den nationale Selvbestemmelsesret i Højsædet og dermed for stedse fjerne alle Aarsager til Rivninger mellem de europæiske Nationer. Thi Hadet til nationalUndertrykkelse

nalUndertrykkelseer Amerikaneren en hellig Tradition,for selv Ikke-Interventionsprincipet maa vige. Mens vi i Europa er vante til i Tavshed at sympatisere med de undertrykte og undskylde os med, at international comitas desværre forbyder os at hjælpe dem, ser Amerikaneren helt anderledes herpaa. Han har en Tro paa Nationalitetsprincipet, der er desto mere urokket, som han aldrig har haft Lejlighed til at eksperimentere med det i Praksis. Og han er stedse rede til ud fra sit undertiden ret mangelfulde Kendskabat sin absolutte Fordømmelse over enhver national Undertrykker.

Alle de europæiske Stammer, som ikke havde opnaaet national Uafhængighed, men stræbt efter den, har derfor fundet en gunstig Jordbund for deres Agitation de Forenede Stater, ikke blot blandt deres egne udvandrede Landsmænd — som leverede en Hærskare af Agitatorer — men ogsaa blandt den indfødte Derfor vakte ogsaa Præsident Wiisons Arbejde i Paris for Befrielse af de undertrykte Nationer og for Dragning af nye Grænselinjer Overensstemmelse med Nationalitetsprincippet den mest levende Sympati i Amerika. Man ventede sig, at et nyt ideelt Europaskort skulde fremgaa af Forhandlingerne i Paris, og at alle nationale Aspirationer skulde blive tilfredsstillede, saa at de aldrig mere kunde forstyrre Verdensfreden. Man regnede hverken med den Modstand, et saa radikalt Opgør nødvendigvis maatte møde, eller med Opgavens indre Uløselighed; for hvert Folk, der fik sine nationale Krav opfyldt, vilde der være et andet, som følte sig forurettet — i hvert Fald foreløbig.

Resultatet af Fredsförhandlingens kom da som en stor Skuffelse. Alle de modstridende nationale Aspirationer krænkede beati possidentes gav højlydt Udtryk deres Misfornøjelse og Krænkelse. Ikke blot i Pressen men ogsaa overfor Senatets Udenrigskomité, som efter amerikansk Praksis afhørte alle Slags interesserede Der mødte for Komiteen ikke blot Repræsentanter for de nye Nationer, som var utilfredse med de Grænser, der var bleven tildelt dem, men ogsaa Ægyptere, Indere, Persere, Koreanere og andre Nationaliteter, hvis Uafhængighedskrav aldrig var kommet frem for Fredskonferencen. Saa at sige samtlige Staters Grænser og det hele politiske Magtsystem underkastet en skarp Kritik ud fra rent abstrakte Retfærdighedsprincipper. Intet Under, at Versailiestraktaten ikke bestod denne Prøve, og enhver nationalt misfornøjet Sjæl gik bort som en ivrig Agitator Fredstraktaten og Folkeforbundet.

Resultatet blev da, at de, som paa Forhaand var Tilhængere af den traditionelle Isolationspolitik, yderligere fra at blande de Forenede Stater ind ide europæiske Nationalitetsstridigheder. Og de, som havde haabet paa, at Amerika skulde blive Redningsmanden, bragte disse Stridigheder til Ophør gennem et retfærdigt Opgør og saaledes indledede en ny Æra, følte sig skuffede og vilde ikke, at Amerika skulde optræde som Garant for en saadan sammenlappet der skønnedes ifølge sin Natur ikke at kunne blive varig.

Disse Modstandere af Folkeforbundet erklærede,
at det kun var en ny hellig Alliance, som de sejrende

Nationer havde indgaaet til gensidig Garanti for deres
territoriale Erhvervelser under Krigen.

Til Støtte herfor paaberaabte man sig Forbundstraktatens X, som siger: „Forbundsmedlemmerne forpligter sig til at anerkende og beskytte mod Angreb udefra alle Forbundsmedlemmers territoriale Integritet og bestaaende politiske Uafhængighed. I Tilfælde af et saadant Angreb eller i Tilfælde af nogen Trusel eller Fare for et saadant Angreb skal Raadet overveje de Midler, ved hvilke den heromhandlede Forpligtelse kan opfyldes".

Dette var den mest omdebatterede af alle Forbundspagtens Man fortolkede den ikke blot som et Forsøg paa for stedse med Magt at fiksere samtlige Europas Grænselinjer, men endog som indeholdende Forpligtelse for Medlemmerne til med væbnet Magt at undertrykke Forsøg fra ikke selvstændige paa at tilkæmpe sig deres Uafhængighed. fortolket vakte Bestemmelsen den største Forbitrelse blandt de irske Indvandrere, der spiller en saa stor Rolle i amerikansk Politik.

Kritikken af denne Bestemmelse blev ikke mindre voldsom, da man af den amerikanske Journalist Bullitts Afhøring for Senatskomiteen erfarede, at i Præsident Wilsons oprindelige Udkast til Pagten var Bestemmelsen anderledes affattet, idet den aabnede Adgang til „saadanne territoriale Forandringer, som eventuelt i Fremtiden maatte blive nødvendiggjort ved Forskydningen i de nuværende Raceforhold og Bestræbelser de eksisterende sociale og politiske Relationer, Overensstemmelse med Selvbestemmelsesprincippet".

Man saa i den skete Ændring i Bestemmelsens Affattelse et underfundigt Forsøg paa at skabe en evig uforanderlig status quo og paa at gøre de Forenede Stater til Medvider heri.

Under disse Omstændigheder var det intet Under, om Gennernsnitsamerikaneren, der af Tradition var Tilhænger af Isolationspolitikken, sagde til sig selv: Vi Amerikanere ønsker og venter os intet af Fredstraktaten. vilde endogsaa være villige til at paatage os de Indskrænkninger i vor Suverænitet, som Forbundspagten hvis vi ved dette Offer — som ikke opvejes af nogen Fordele for os — kunde bidrage til at sikre Verdensfreden. Men er det dog ikke for meget at forlange af os, at vi skal være med til at garantere den evig uforandrede Opretholdelse af disse europæiske Grænser, som intet betyder for os, og som synes at vække idel Utilfredshed blandt dem, de berører? er aabenbart at stikke Haanden ien Hvepserede. nye Tingenes Tilstand synes ikke synderlig retfærdig eller holdbar end den gamle. Hvorfor vi da opgive vor gamle Isolationspolitik, som har staaet sin Prøve, og paatage os Forpligtelser, hvis Rækkevidde vi ikke kan overskue?

Det er ikke til at undres over, at Ikke-Interventionsprincippet,som saa stærkt Hold i den brede Befolknings traditionsbundne politiske Tankegang, bestyrkedesved af denne Art. En britisk Forfatter har med Rette gjort opmærksom paa, at den engelske Nation, som selv igennem Aarhundreder holdt fast ved Isolationsprincippet og først nylig og kun modstræbende opgav det for en Alliancepolitik, bør kunne forstaa, at det amerikanske Folk ikke kan ventes

med eet og uden Modstand at bryde med sin hele
udenrigspolitiske Tradition.

Det var da en ulige Kamp, Folkeforbundets Tilhængere at føre, med Front til flere Sider. Kampen med yderste Heftighed i Blade, Tidsskrifter og paa Møder mange Maaneder igennem. Den kulminerede Præsident Wilsons store Turné, paa hvilken han i 18 Dage holdt 37 Taler i forskellige Byer lige fra New York til San Francisco, indtil han i Pueblo, Colorado, brød sammen og maatte vende tilbage til det Hvide Hus til et langt og alvorligt Sygeleje.

Samtidig gik Debatterne paa i Senatet først i Udvalg, i Møder af hele Huset. Det vilde føre for langt at følge disse Debatter i Enkeltheder, men deres Hovedtræk og Resultat frembyder adskillig Interesse at vise, paa hvilke Punkter den mere sagkyndige i Senatet særlig satte ind.

Da Præsident Wilson under Fredskonferencen foretogsin til de Forenede Stater, havde han et Møde med Senatets Udenrigskomité for med den at drøfte Udkastet til Folkenes Forbund og høre KomitémedlemmernesBemærkninger Der var især fire Punkter, som vakte Senatorernes Betænkelighed: at Monroedoktrinen ikke var udtrykkelig anerkendt, at der ikke var taget noget udtrykkeligt Forbehold om, at indenrigske Anliggender skulde ligge udenfor FolkeforbundetsVirksomhedsomraade, Kongressens Ret til at erklære Krig og slutte Fred ikke var forbeholdt, og at der ikke var aabnet Forbundets Medlemmer Adgang til at udmelde sig af det. Præsidenten lyttede til disse Indvendinger, og ved sin Tilbagekomst til Europa fik han foretaget Ændringer i Forbundspagten,

som han mente vilde imødekomme Senatorernes Betænkeligheder.

Det viste sig imidlertid straks ved Traktatens Forelæggelse Senatet, at disse Ændringer ikke fandtes fyldestgørende, og de gamle Indvendinger mod Pagten kom op igen foruden en hel Del nye.

En lille Kreds af Senatorer, især Republikanere af fremskredne Anskuelser erklærede sig paa Forhaand principielle Modstandere af Traktaten og rede til at gøre alt for at faa den forkastet. Disse „uforsonlige" var imidlertid saa forholdsvis faa i Antal, at de ikke kunde forhindre den fra at samle den fornødne 2/s Majoritet. Demokraterne, som var i to Stemmers Mindretal i Senatet, kunde paa den anden Side ikke alene sikre Vedtagelsen. Og indenfor det republikanskePartis rejste der sig under Ledelse af Senator Lodge en heftig Modstand mod Traktaten, som fandt Tilslutning fra enkelte Demokrater. Denne Opposition gik ikke ud paa at faa Traktaten forkastet, men paa at faa ændret den saaledes, at den bød Amerikastørre Det store Flertal af Befolkningenvar imod en simpel Forkastelse af Traktaten, hvorved Amerika vilde komme til at staa fuldstændig isoleret, uden nogensomhelst Forbindelse med de fjendtlige Stater og afskaaret fra at træde i normal Handelsforbindelse med dem. Hvad den republikanskeMajoritet var visse Garantier, som man skønnede uundværlige af Hensyn til den amerikanskeKonstitution de Forenede Staters udenrigspolitiskeStilling. disse Garantier var det da, Kampen kom til at staa. Præsident Wilson mente ikke at kunne indrømme, at han ikke fuldt ud havde sikret

de amerikanske Interesser paa Fredskonfererencen, og han udøvede derfor al sin Indflydelse for at faa sine Partifæller til at nedstemme alle de Forbehold, som blev foreslaaet fra republikansk Side. Den Omstændighed,at var saa nær forestaaende, kunde jo ikke andet end bidrage til at tilspidse Konfliktenog begge Partier mere uforsonlige.

Senatets udenrigspolitiske Komités republikanske Flertal foreslog i sin Betænkning, at Fredstraktaten ratificeredes, men med en Række Ændringer og Forbehold. blev Genstand for en indgaaende Debat foranledigede et Utal af yderligere ndringsforslag Forbehold. Alle Forslagene til Ændringer blev forkastede, idet Senatet indsaa, at de vilde have nødvendiggjort en Genoptagelse af Fredsforhandlingerne. deres Indhold blev straks igen optaget under Form af Forbehold. Da Debatten var til Ende, var det ialt 14 saadanne Reservationer, som tilligemed Indledningen var bragt i Forslag af Senator Lodge og Komitéen.

Indledningen gik ud paa, at Senatet gav sin Billigelse Fredstraktatens Ratifikation med følgende Reservationer, som skulde være akcepterede ved Noteveksling mindst tre af de allierede Stormagter, forinden Ratifikationen traadte i Kraft.

Af Reservationerne gik den første ud paa, at de Forenede Stater forstaar Forbundspagtens Art.-1 saaiedes,at Tilfælde af, at de udmelder sig af Forbundet,skal selv alene skønne over, om de forinden deres Udtræden har opfyldt deres internationale Forpligtelser.Præsident havde paa Tilskyndelse af Senatorerne faaet indføjet den Bestemmelse i Pagten,

som gav Adgang for en Nation til at udmelde sig af Forbundet. Præsidenten erklærede, at der efter hans Mening ikke kunde være nogen Tvivl om, at hver Nation i dette Tilfælde selv maatte bedømme, om den havde opfyldt sine Forbundspligter, og at de Forenede Stater endnu aldrig havde svigtet deres givne Ord, saa at ingen havde Ret til at frygte, at dette nogensindeskulde

Nægtes kan det jo imidlertid ikke, at Spørgsmaalet er ladet aabent i Pagten, og at det er betænkeligt, at en Stat, naar der er opstaaet en Konflikt, som henhører Forbundet, skal kunne unddrage sig dettes. Myndighed ved simpelthen at melde sig ud af Forbundet, om denne Udmeldelse først træder i Kraft to Aar efter.

Langt vigtigere og mere omdebatteret var dog det næste Forbehold, som erklærede, at de Forenede Stater ikke paatog sig nogen Forpligtelse til at beskytte anden Stats territoriale Integritet eller politiske Uafhængighed eller til at intervenere i Henhold Art. X eller til at anvende de Forenede Staters Hær eller Flaade i Henhold til nogen Bestemmelse i Pagten, med mindre Kongressen, som ifølge Konstitututionen har Ret til at erklære Krig og slutte Fred, har taget Beslutning herom.

Dette Forbehold udgjorde Centrum i Oppositionens Kritik af Forbundspagten. Fra Statsretskyndiges Side var hævdet, at denne var i Strid med Konstitutionens Regler om Retten til at erklære Krig og slutte Fred, og at man risikerede, at amerikanske Soldater kunde komme til at lade deres Liv paa Forbundsraadets Bud og for en Sag, som maaske slet ikke havde det arnerikanskeFolks

rikanskeFolksSympati, f. Eks. for at forsvare StorbritanniensHerredømme
Irland.

Traktatens Forsvarere paastod, at ingen nogensinde havde tænkt paa at rokke ved Kongressens Privilegier, og at enhver væbnet Intervention fra de Forenede Staters Side selvfølgelig maatte forudsætte, at Kongressen fornøden Debat fandt tilstrækkelig Anledning at erklære Krig. Oppositionen holdt imidlertid fast ved, at det i hvert Fald for en Sikkerheds Skyld var bedst at fastslaa, at Kongressen skulde give sit Samtykke, og at den var fuldstændig frit stillet i sine Overvejelser om den vilde erklære Krig eller ej.

Bag ved den forbitrede Kamp om denne Reservation jo selvfølgelig andet end rent juridiske Betragtninger; var paa dette Punkt, at den rent politiske mod Traktaten baade fra nationalistisk, liberal og konservativ Side satte ind, som ovenfor antydet.

Den tredie Reservation gik ud paa, at de Forenede
Stater ikke uden Kongressens Samtykke skulde kunne
overtage noget Mandat.

Større Interesse frembyder det følgende Forbehold, hvorefter de Forenede Stater selv skal have udelukkende til at bedømme, hvilke Anliggender der bør betragtes som rent indre, og erklærer, at alle Spørgsmaal, helt eller delvis berører indre Anliggender, saasom Indvandring, Arbejderforhold, Kysttrafik, Toldforhold, hvid Slavehandel osv. samt alle andre indenlandske Anliggender, ikke skal kunne gøres til Genstand for Voldgift eller Betænkning af Raadet eller Forsamlingen.

Den Indvending mod Forbundspagten, som finder

Udtryk heri, havde Præsident Wilson søgt at forekommeved i Art. XV om, at naar Raadet skønner, at en Strid vedrører et Anliggende, som efter Folkeretten henhører under den ene Stats egen Jurisdiktion,skal udtale dette og ikke gøre noget Forslagtil Løsning. Det ligger i Sagens Natur, at dette maa være en af Pagtens Svagheder, at det er umuligt paa Forhaand at drage skarpe Grænser for, hvad der er indre Anliggender. Staternes Suverænitet maa vedblive at bestaa uantastet indenfor Forbundet, men paa den anden Side kan Suveræniteten ikke have den absolute og uindskrænkede Karakter, som man i tidligere Tider tillagde den. Den maa förstaas under rimeligt Hensyn til andre Staters berettigede Interesser. Grænserne bliver paa denne Maade flydende, og der vil være en naturlig Tendens til at drage dem snævrereog efterhaanden som den internationale Solidaritet vokser. Bedømmelsen af, hvor Grænsen for Statens Handlefrihed til enhver Tid bør drages, maa naturligt overlades til Forbundet — hvis Medlemmer alle er interesserede i, at Grænserne ikke drages altfor snævert.

For de Forenede Stater var det imidlertid af stor Betydning paa Forhaand at faa fastslaaet, at visse Anliggender,som nogle af de største Vanskelighederi Udenrigspolitik, ikke skulde falde ind under Forbundets Jurisdiktion og dermed under Afgørelseaf som ikke fuldt ud kunde forstaa de specielle amerikanske Synspunkter. Dette gjaldt først og fremmest Immigrationen især fra Japan og de japanske Indvandreres borgerlige Rettigheder, men ogsaaf. Spørgsmaalet om Staternes Ret til at behandleTrafikken

handleTrafikkengennem Panama-Kanalen som Kystfart.Da ikke kunde faa optaget en Bestemmelse i Pagten, hvorved disse Anliggender unddroges ForbundetsPaakendelse, da man desuden ikke bestemt kunde vide, hvilke Anliggender af denne Karakter, der senere kunde dukke op, valgte man den Udvej, at tage et generelt Forbehold, om at Amerika selv skulde have Ret til at bedømme, hvilke Anliggender der henhørteunder Kategori.

Den næste Reservation vedrørte ogsaa Forholdet til Staternes vestlige Genboere. Der havde fra første Færd i Amerika rejst sig en heftig Opinion mod Fredstraktatens om Shantungs Overdragelse til Japan. Den traditionelle Mistanke mod dette Land blandedes med Sympati for det afmægtigt protesterende Kina. Følgelig vedtog man den sjette Reservation, hvorefter de Forenede Stater ikke samtykkede i Fredstraktatens herom.

Ifølge den amerikanske Konstitution tilkommer der Kongressen Ret til at bifalde visse Embedsbesættelser. Ret ønskede Senatet udstrakt til at gælde Amerikas Repræsentanter i Folkeforbundet og gjorde det til Genstand for et særligt Forbehold. Ligeledes det udtrykkelig Kongressen at bevilge Bidrag fra den amerikanske Statskasse til Folkeforbundets Udgifter.

Senatet fandt i Bestemmelserne om Rustningernes Begrænsning en Mangel deri, at der ikke var givet en Stat Ret til, naar den truedes med Indfald eller var i Krig, at forøge sine Rustninger efter Behag. Dette gjorde man til Genstand for Forbehold Nr. 10.

Ogsaa Bestemmelserne om økonomisk Boycot

vakte Betænkeligheder som for vidtgaaende, og man vedtog et Forbehold gaaende ud paa, at de Forenede Stater skulde have Ret til at tillade Borgere fra en boycottet Stat at vedligeholde Forbindelsen med Amerika,naar boede udenfor deres Hjemstat.

Det i Forbindelse med Folkeforbundet oprettede Arbejdsbureau vakte megen Modvilje. Selve Princippet Arbejdsforholdenes Regulering ved international lader sig vanskeligt forene med den amerikanske Konstitution, der henlægger disse Anliggender Enkeltstaternes Lovgivning. Senatet vedtog derfor, at Ratifikationen af Fredstraktaten ikke skulde gælde Bestemmelserne om Arbejdsbureauet, og at de Forenede Stater først skulde lade sig repræsentere heri efter udtrykkelig Beslutning af Kongressen.

Blandt Indvendinger mod Ligaen, som gav mest Genlyd i Befolkningen og blev mest benyttede som Argument mod Amerikas Tiltrædelse, var den Adgang, der var aabnet Storbritannien og andre Lande med selvstyrende Kolonier til at have Repræsentanter for baade Moderlandet og Kolonierne i Forbundets Raad og Forsamling. Man saa deri et Forsøg fra Englands Side paa at tilrane sig en overvejende Indflydelse indenfor Forbundet. Og skønt de Forenede Stater selv har afsluttet en international Overenskomst med en af de britiske Dominions, Kanada, uden Moderlandets Mellemkomst, kunde man ikke indse Berettigelsen af de selvstyrende Koloniers Krav om selvstændig Repræsentation.Man Sagen fra den Side, at de Forenede Stater derved blev stillet som en anden Rangs Stat i Forhold til Storbritannien. Man vedtog derfor med stort Flertal en Reservation, hvorefter de

Forenede Stater ikke vilde være bundet ved nogen Beslutning af Forsamlingen eller Raadet, hvis et Land og dets Kolonier havde afgivet mere end een Stemme ved Beslutningens Tagelse.

Monroedoktrinen, som Præsident Wilson havde søgt at sikre gennem den Bestemmelse, han fik indføjeti Art. XXI om at „regional understandingslike Monroe Doctrine for securing the maintenanceof skulde blive bestaaende, var efter Senatets Mening ikke tilstrækkelig garanteret herved. Den autentiske Formulering af denne Doktrin findes som bekendt i Præsident Monroes Budskab til Kongressenaf December 1823, der i Forbindelse med Ruslands og Storbritanniens Kolonisationsforsøg paa Amerikas Nordvestkyst udtaler „as a principle in which the rights and interests of the United States are involved,that American continents, by the free and independent condition they have assumed and maintained,are not to be considered as subjects for future colonisation by any European power". Efterhaandenhar imidlertid udviklet sig til et Slags Feltraab: Amerika for Amerikanerne, der fortolkes saaledes, at de europæiske Stater ingen Ret har til at blande sig i de amerikanske Staters Anliggender.Den givet Anledning til Gnidningsmodstandmellem syd- og mellemamerikanske Stater og de Forenede Stater, som af dem mistænkes for at ville benytte sig af Doktrinen til at tilegne sig et Hegemoni over hele den vestlige Hemisfære. Det er umuligt nøjagtigt at definere, hvilken Betydning og Omfang der tilkommer Doktrinen efter den nuværende Fortolkning, og de europæiske Stater havde aldrig

givet den deres officielle Anerkendelse, indtil den blev gjort til Genstand for Omtale i Forbundspagten. Senatetvar ikke tilfreds hermed, men vedtog et yderligere Forbehold, hvorefter Doktrinen skal fortolkesudelukkende de Forenede Stater og ligge ganske udenfor Folkeforbundets Jurisdiktion.

En Mængde andre Forbehold blev bragte i Forslag forkastede, men de ovennævnte 14 blev alle vedtaget af Senatet, idet der ifølge Forretningsordenen kun krævedes simpel Majoritet til deres Vedtagelse. De „uforsonlige" stemte selvfølgelig for Reservationerne for det Tilfælde, at Traktaten skulde blive vedtaget. Men da det derefter kom til Afstemning om Ratifikationen, denne forkastet, idet 55 stemte for og 39 imod, og der ifølge Forfatningen krævedes 2/a Majoritet. var kommet til en uløselig Konflikt, idet Præsident Wilson havde erklæret, at Forbeholdene var uantagelige, og at han ikke vilde ratificere Traktaten med dem. I Konsekvens heraf havde han tilraadet sine Partifæller at stemme imod Ratifikation, hvis den kun kunde opnaas paa disse Betingelser. Demokrater og „uforsonlige" kom paa denne Maade til at stemme sammen mod Præsident Wilsons Værk, og Republikanerne var ikke tilstrækkelig mandsstærke til alene at gennemføre Traktaten med Reservationerne.

Kampen var dog ikke afsluttet med denne Afstemningden November 1919. Efter adskillige Manøvrerfra to Partiers Side kom Traktaten paany paa Senatets Dagsorden og blev atter henvist til Udenrigskomitéen.I 1920 genoptog Senatet Drøftelsen af Traktaten, og de samme Forbehold, kun med uvæsentligeÆndringer, paany foreslaaet og vedtaget

af Republikanerne og de uforsonlige mod DemokraternesStemmer. vedtoges paa Forslag af en demokratisk Senator et Forbehold, hvori udtaltes Tilslutningtil om Folkenes Selvbestemmelsesret,Sympati det irske Folks Uaihængighedskamp og Haab om, at den snart maatte naa sit Maal.

I Stedet for at Senatet oprindelig havde forlangt, at tre allierede Stormagter skulde godkende Reservationerne, Amerikas Ratifikation traadte i Kraft, vedtog man nu en Erklæring om, at Reservationerne betragtedes som indføjet i Fredstraktaten og godkendt af alle de allierede og associerede Magter, med mindre disse protesterede, inden de Forenede Staters Ratifikation

Da selve Ratifikationen derefter kom til Afstemning, Partistillingen nøjagtig den samme som sidst: Flertallet af Demokraterne fulgte Præsident Wilsons Udtalelse, at Reservationerne betød Nullifikation, ikke Ratifikation af Traktaten, og de stemte sammen med de „uforsonlige" mod Ratifikationen. Resultatet blev da ligesom sidst, at der ikke opnaaedes den fornødne 2/h Majoritet, men at Beslutningen om Ratifikation forkastedes.

Hermed var Kampen om de Forenede Staters Indtrædelse Folkenes Forbund afsluttet i første Instans. Sikkert er den imidlertid ikke til Ende hermed, og hvad det endelige Udfald vil blive, er det Fremtiden forbeholdt at vise.

Washington, Nov. 1920.